TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 3/OKTOBER 2010 58. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
AF natuk lund olsen
Kalaalimernit – En immateriel kulturarv »Without Greenlandic food, I am nothing« (Kristian i Goldhar, Ford & Berrang-Ford, 2010; 294)
Denne artikel falder i to dele. Den beskriver både UNESCOs konvention for immateriel kulturarv og Grønland Nationalmuseums tiltag i den forbindelse, mens den samtidig behandler grønlandsk mad som et kulturelt fænomen. I dette sammenhæng betyder det at der ses på den grønlandske mads betydning for grønlandsk identitet. Artiklen behandler grønlandsk identitet gennem de grønlandske betegnelser for grønlandsk mad, som er kalaalimineq og inumineq.
RESUMÉ Rigsfællesskabet har taget UNESCOs konvention for immateriel kulturarv til sig. Grønlands Nationalmuseum har påbegyndt sin sikring af Grønlands immaterielle kulturarv og har i den forbindelse blandt andet sat fokus på begrebet kalaalimernit. I artiklen gives der en kortfattet præsentation af UNESCOs konvention for immateriel kulturarv og dens relation til Grønland. Artiklen giver også betydningen af kalaalimernit for grønlandsk identitet.
UNESCOs konvention for immateriel kulturarv og Grønland For knap syv år siden vedtog UNESCO, under deres 32. generalforsamling i Paris, en konvention til sikring af den immaterielle kulturarv (Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage). Konventionen opmuntrer til sikringen af den lokale, nationale samt regionale immaterielle kulturarv (Kurin, 2004; 7). Baggrunden for konventionen var en erkendelse af, at den øgede globa
218 Tidsskriftet Grønland 3/2010
Natuk Lund Olsen (f. 28.feb. 1979) Har en kandidatgrad i historie fra Århus Universitet (2008). Arbejder som museumsinspektør ved Grønlands Nationalmuseum & Arkiv. Ansvarsområde er immateriel kulturarv.
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
lisering medfører en betydelig fare for, at der sker en fortrængning af dele lokalt, regionalt og nationalt forankrede dele af kulturarven. Det vil sige, at en konsekvens af globaliseringen er, at mennesker trods forskellige leveforhold lever mere og mere ens (Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage). Grønlands Nationalmuseum påbegyndte arbejdet med den immaterielle kulturarv før Danmark tog endelig stilling til konventionen. På Grønlands Nationalmuseum finder vi, at der er stort behov for at dokumentere den immaterielle kulturarv, som er indlejret i den grønlandske befolkning (Nunatta Katersugaavia Allagaateqarfialu- Handlingsplan for 2008-2011, 2008; 26-27). Da kendskabet og en repræsentation af menneskesindet bag håndgribelige kulturværdier er mindst lige så vigtige som den materielle kulturarv. Begrebet »den immaterielle kulturarv« er meget omfattende og svært definerbart. I det følgende skal dog gøres et forsøg på at diskutere begrebet.
Definition af immateriel kulturarv Immateriel kulturarv rummes blandt andet i et samfunds eller en gruppes praksisser, repræsentationer, udtryk, viden, evner, instrumenter, genstande, artefakter samt andre kulturelt relaterede genstande. Immateriel kulturarv kaldes på engelsk Intangible Cultural Heritage. Vi kan måske nærme os en forståelse ved at opdele begrebet i dets tre bestanddele; »immateriel«, »kultur« og »arv«. Den store danske beskriver immateriel således: »(af lat. immaterialis, im- u- + materialis, af materia stof), ulegemlig; ustoflig.« (http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_ jura_og_politik/Sprog/Fremmedord/i-im/immateriel). Immateriel er altså det, som ikke har en fysisk form. Når immateriel er det modsatte af det materielle må det desuden betyde, at immateriel må være det, som hverken kan ses eller røres, men som man ved er der, altså det uhåndgribelige.
Kultur er en kompleks enhed af en given samfunds normer og opfattelser, det betyder at menneskets måde at agere på afgøres af vedkommendes kulturelle baggrund. Derfor giver begrebet kultur mulighed for at opdele og adskille kulturer fra hverandre. Faktisk er vi mennesker væsner, der er fanget i et garn af kulturel mening skabt af mennesket selv. Kultur er ikke statisk og har forgreninger, som giver plads til individualitet samt omskiftelighed i et samfund eller gruppe. Begrebet arv giver en oplevelse af kontinuitet om, at noget går fra generation til generation. For eksempel overtager et menneske sin viden og holdninger fra de mennesker, som har påvirket ham eller hende op gennem opvæksten, og desuden viderebringer arven til næste generation. Begreberne: Uhåndgribelig, tilhørsforhold, indkredsning, omskriftelighed samt kontinuitet er altså centrale begreber i forståelsen af hvad der er immateriel kulturarv. Det betyder, at immateriel kulturarv bliver overført fra generation til generation, men er altid under rekreation i samfund og i grupper i relation til dets miljø samt interaktion med natur og historie. Desuden er immateriel kulturarv per definition levende, vital og forankret i nutidens sociale forbindelser (Kurin, 2004; 7).
Den grønlandske tilslutning til UNESCOs konvention for immateriel kulturarv Tilslutningen til konventionen er i Grønland sket med begejstring, da den anses som værende utrolig vigtig for forskningen af grønlandsk kulturarv. Konventionen er ikke blevet mødt af samme begejstring i Danmark. Blandt andet er det blevet kritiseret, at begrebet immateriel kulturarv er al for bredt og svært definerbar (Hastrup, 2006; 8). Men i efteråret 2009 ratificerede Danmark alligevel konventionen på rigsfællesskabets vegne. Den forskellige modtagelse af konventionen kan have grundlag i forskellige måder Tidsskriftet Grønland 3/2010 219
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
Den immaterielle kulturarv i Grønland
Ammassat
at anskue samfundsmæssige forandringer. Forenklet kan man beskrive, at den dominerende europæiske tankegang som præget af udviklingsbegreber såsom teleologisk eller evolutionistisk. Det betyder, at europæiske tankesæt giver mennesket mulighed for, at anskue alt mellem himmel og jord som værende årsagssammenhængene og resultatet af evolutionære processer. Dette er at anskue verden som et liniært system, hvor der er en start og en slutning. Vores tankegang her i Grønland er anderledes, da vi i dag stadig er påvirket af vore forfædres cykliske udviklingsbetragtning, hvor menneske, sind og natur er integreret i et sammenhængende betydningssystem. Denne holistiske tankegang giver, i forhold til den liniære tænkning, i højere grad mulighed for, at et samfund accepterer at nogle hændelser og fænomener bare er uforklarlige. Dette tror jeg giver større tolerance og accept af, at et kan være fænomen vidt og svært definerbar ligesom begrebet immateriel kulturarv. Denne tolerance overfor svært definerbare fænomener kan også ses i det grønlandske sprog. Det grønlandske sprog er naturligt indlejret med ord for udefinerbare fænomener; fænomener som faktisk slet ikke kan oversættes til dansk.
220 Tidsskriftet Grønland 3/2010
I fremføringen af den immaterielle kulturarv spiller sprogmidlet en stor rolle og dette ses tydeligt i hvor immateriel kulturarv er manifesteret. Det er ifølge UNESCOs konvention manifesteret i: mundtlige overleveringer og udtryk, scenekunst, sociale praksisser, ritualer og festivaler, viden og praksisser i naturen og arbejdet med traditionelle håndværksarbejde. I en grønlandsk sammenhæng kan der blandt andet være tale om sæder, skikke, viden og traditioner i praksis, repræsentationer og udtryk; her er nogle grønlandske eksempler: Et eksempel på mundtlig overlevering og udtryk er fortælletraditionen af sagn og myter. De er en samværsform, som har en social betydning, da myter og sagn ofte viderebringer leveregler samt moral og etik. Et eksempel på scenekunst er trommedansen. Trommedansen bruges i dag kun som underholdning, mens den tidligere var det en måde at overbringe informationer, mægle konflikter, løse spændinger og samle folk. Et eksempel på et ritual er køddeling. I køddeling afgører ens rolle før, under og efter fangsten hvilken del af dyrets kød man får tildelt. Køddeling er i dag stadig en vigtig del af fangernes og fritidsjægernes liv. Slutteligt er eksempler på viden og praksis i naturen og universet de livsformer som er forbundet med kajak og slæde, men også skildringen af mad.
Grønlands Nationalmuseums tiltag på området Indenfor museumsverdenen er der tale om en markant øget fokus på den immateriel kulturarv, da museernes hovedfokus hidtil har været på beskyttelse og præsentation af den materielle kulturarv. I den fremtidige sikring af den immaterielle kulturarv er vores opgave at identificere, undersøge, dokumentere, konservere, sikre og promovere Grønlands immaterielle kulturarv. Hertil er
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
det vigtigt at pointere, at museets opgave er at sikre snarere end at beskytte den immaterielle kulturarv. Ydermere er det centralt, at Museet ikke fremstiller den immateriel kulturarv som værende statisk eller som upåvirkelig; for immateriel kulturarv er netop ikke statisk og påvirkes af den kontakt vi har med andre og hinanden. Hvad har Grønlands Nationalmuseum gjort sig af tiltag? Grønlands Nationalmuseum har indtil videre arbejdet bevidst med immateriel kulturarv i godt og vel 11 måneder. Indtil videre har det betydet, at vi har påbegyndt forarbejdet på en internetbaseret katalog over Grønlands immaterielle kulturarv. Kataloget skal indeholde inddeling i emner, en teknisk beskrivelse, en formidlende præsentation og en afklaring af om den immaterielle kulturarv stadig praktiseres. Kataloget vil blive tilgængeligt for alle og det skal være muligt for folk, at kunne komme med både nye emner og eksempler på variationer over allerede definerede emner indenfor den immaterielle kulturarv, da det netop er i samspillet med alle i det grønlandske befolkning, at den grønlandske immaterielle kulturarv skal sikres. Vi har i første omgang valgt at fordybe os i tre emner, som er: viden om og brugen af grønlandske planter, kalaalimernit (grønlandsk mad) og i samarbejde med andre nordiske lande at oprette en database over traditionelle sange og dans. Planteforskningen er hidtil overset i grønlandsk forskningen i modsætning til de senere års arbejde i Nunavut. Men indtil videre er kalaalimernit dog det emne som Grønlands Nationalmuseum har valgt at sætte særlig fokus på. Mad drejer sig nemlig ikke kun om at ernære sig og spise, det handler også om opdragelse, normer og skikke. Det er med madopdragelse at mennesket første gang bliver udsat for en kulturel socialisering (Holm, 1997; 79-80). Når en nyfødt kommer til verden er det første man gør, at putte noget i den nyfødtes mund, og netop ved denne indtagelse starter det nyfødte barns læren i at socialisere sig i
den givne kultur. Eksempelvis ser man i dagens Grønland, at man ligger barnet til brystet, førend navlestrengen er klippet over. For to-tre årtier siden var det normalt, at man i Vestgrønland gav nyfødte piger narhvalens haleben i munden ved fødslen, mens drenge fik smagt på et underarms ben fra en sæl (Najârak Olsen, personlig information).
Kalaalimernit En grønlænder som i et stykke tid ikke har fået grønlandsk mad hungrer ofte efter at få tilfredsstillet sin sult. Ifølge en af antropologen, Andreas Roepstorffs informanter er hungeren som: »en art umættelig sult efter netop denne smag« (Roepstorff, 1997; 103). Grønlandske råvarer består blandt andet af forskellige slags sæler (såsom: ringsæl, remmesæl, spættetsæl osv.) og hvaler (eksempelvis narhval, pukkelhval osv.) , rensdyr, moskusokser, harer, forskellige slags fugle (det kan være søkonger, ryper, edderfugle, alk osv.), forskellige slags fisk (særligt torsk, helleflynder, rødfisk osv.) og skaldyr samt (i nyere tid) slagtet lam fra gårdene i Sydgrønland. Alt spises også marven fra knoglerne og alle dele af indmaden. Endelig kan man dertil lægge forskellige spiselige planter og bær. Set i et antropologisk perspektiv er den traditionelle grønlandske tilberedningsform særligt interessant studiefelt, da der er tradi-
Blåbær
Tidsskriftet Grønland 3/2010 221
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
tion for at undersøge den transformation mad går igennem fra det er »natur« til »kultur«. Det vil sige fra alle de elementer som indgår i fangsten, over håndteringen af råvarerne til det endelig produkt (Roepstorff, 1997; 103). Det interessante består blandt andet i, at den traditionelle grønlandske mads tilberedning kendetegnes ved, at der kun foregår en meget beskeden »kulturtransformation« (Ibid.) fra fangsten er overstået til de forskellige dele af dyret indtages. For eksempel kan det spises råt (eksempelvis: sællever, mattak (hvalhud), spæk og rogn) eller det kan være fisk eller kød som har været igennem naturlige processer og serveres som frossent, tørret eller garvet. Sammenlignet med mad udefra forekommer grønlandske råvarer at have en mere kraftfuld smag, hvilket kan have noget at gøre med, at kødet er fra vilde fritgående dyr samt at fisk, rejer og skaldyr vokser noget langsommere i de kolde grønlandske have
Kalaaliaraq/Brædtet
222 Tidsskriftet Grønland 3/2010
end i varmere farvande. Den kraftfulde smag kombineret med den beskedne »kulturtransformation« som råvarerne går igennem er måske årsagen til, at når en grønlænder ikke får grønlandsk mad i et stykke tid, kan han eller hun gå hen og blive neqigulerluni, timmiagulerluni eller quagulluni, som kort sagt betyder, at man er trængende efter traditionel grønlandsk mad. I indholdet af ordene ligger der den betydning, at man ikke kan stilles tilfreds før man får netop den smagsoplevelse og den unikke mæthedsfornemmelse som traditionel grønlandsk mad kan give. Dette gør den traditionelle grønlandske mad unik og enestående.
Hvad er grønlandsk mad? Robert Petersen beskrev i 1985 at grønlandsk mad er:» fish or meat of local origin, but that it is not fried and that species are not used with the exception of pepper or mustard after the meat has been prepared« (Petersen, 1985; 296). Robert
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
Petersen anskuer altså grønlandsk mad som, at være den traditionelle grønlandske mad tilberedt på den traditionelle måde. Anskuer man spørgsmålet gennem de nyeste opskriftsbøger lavet af grønlændere, er svaret et andet. Det er tydeligt, at de nyere opskrifter er særdeles gastronomisk inspirerede. Nogle eksempler på de nye opskrifter er: laksemousse, gravad rensdyr og ammassakfars svøbt i kvanfrøkapsel (Olsen, 2001; 20, 58-59 & Hardenberg, 2007; 26). Kort sagt er opskrifternes basismad grønlandske råvarer, mens tilberedningsformen er europæisk. Grønlandsk mad kan altså deles op i to distinktive stile. Der er den traditionelle grønlandske stil, som er baseret på traditionelle tilberedningsforme; hvor madretterne signalere at man begriber (dvs. man er blevet oplært af den ældre familiegeneration) at tilberede grønlandsk mad på traditionel vis. Også er der den gastronomisk inspirerede stil, som er baseret på grønlandske råvarer. Den gastronomiske tilberedningsform er kendetegnet ved, at man er gået nye veje, men som nævnt holder fast i brugen af råvarer af grønlandsk oprindelse. Disse gastronomiske madretter indikerer, at man ønsker at holde fast ved sin oprindelse, men også at man er veluddannet, multinationalt orienteret og nyskabende. Den traditionelle stil indikerer derimod, at man holder fast i sine rødder og den måde, som man er blevet oplært til at lave mad på. Mine observationer har indtil videre vist, at både ældre og unge bruger begge stilarter. Det er dog særligt de yngre som mest påskønner, at kartoflerne kommer fra Sydgrønland og at krydderierne er inde fra fjorden. Heri gives en interessant dobbelthed, da fokuseringen på det lokale må siges at være en markør for mange veluddannede og velhavende grupper globalt. Den grønlandske madkultur kan altså karakteriseres til, at være under påvirkning af en globaliserings samt en internationaliserings-tendens (Kayser Nielsen, 2006; 185).
Hvalhud
Mad og identitet Mad er knyttet til vores daglige liv og er basal for vores overlevelse. Niels Kayser Nielsen skriver, at indtagelsen af mad dækker to forskellige og livsvigtige behov. Mad og drikke giver næring, men ved samme indtagelse giver maden også en åndelig næring, som fortæller om os, for os selv og for andre. »Maden er… en ekspressiv identitetsskabende faktor… Vi bruger den til at knytte identitet og hukommelse sammen både i forhold til vores egen livshistorie og for at samordne vores livshistorie og samfundets historie« (Kayser Nielsen, 2006; 171). Mad er altså et kulturelt fænomen som kan adskille, opdele og samle folk.
Termerne kalaalimineq og inumineq I analysen af mad som et kulturelt fænomen er det oplagt at kigge på de grønlandske termer for grønlandsk mad. På grønlandsk kaldes mad for nerisassat, som betyder »det spiselige«. Men nerissasat er ikke det begreb, som benyttes til at betegne grønlandsk mad. Grønlandsk mad kaldes officielt for kalaalimernit og i ental kalaalimineq. Blandt den ældre generation benyttes også begrebet inumineq. Hvornår og hvordan begrebet kalaalimineq opstod, har Ole Marquart undersøgt og han har fundet frem til, at begrebet opstod med den tidligste europæiske kolonisering af Grønland (dvs. i første halvdel af 1700-talTidsskriftet Grønland 3/2010 223
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
let) og blev anvendt i skellet mellem de norske personales faste kostdeputat og forfriskninger, som var grønlandsk mad, altså kalaalimernit. Marquart beskriver endvidere, at begrebet opstod fordi det blev nødvendigt, at adskille den mad som kom udefra og lokalføde. Begrebet ses første gang på skrift i 1740 i anledningen af den påtænkte oprettelse af et par kateket-rekrut skoler i Grønland (Marquart, 1997; 91). Jeg antager derfor at grønlændere før kolonisationen har kaldt mad for nerisassat og har først ved den vedvarende kontakt med europæerne, efter 1721, fået et behov for at adskille grønlandsk mad med mad udefra. Semantisk anskuet er de to grønlandske ord for grønlandsk mad yderst interessante. Fordi kalaaleq betyder en grønlænder, og –mineq betyder et stykke, så den direkte oversætttelse af kalaalimineq er »et stykke grønlænder«. Og det andet begreb som også bruges er begrebet inumineq. Inumineq benyttes sjældent, men står i den grønlandsk-danske ordbog. Jeg selv hørte første gang om begre-
Moskuskotelet
bet under en museumskonference i Ilulissat i 2009, hvor flere at de ældre deltagere gjorde mig opmærksom på det. Hvad betyder inumineq? Inuk betyder et menneske. Inumineq betyder altså ved direkte oversættelse »et stykke menneske«. Inumineq og kalaalimneq blev altså følgelig brugt af vores forfædre. Men begrebet inumineq bruges i dag kun af ældre, mens kalaalimineq er det officielle begreb for grønlandsk mad. Apropos termer for mad, fik jeg af en ældre mand forklaret, at hverdagsmad bliver kaldt for inorusaarutit, som betyder, dét der holder en levende og han berettede yderligere at inorusaarutit er den slags mad, som giver allermest næring.
Den 21. juni- Kalaalimernits rolle på Grønlands nationaldag Den 21. juni er foruden årets længste og lyseste dag også Grønlands nationaldag. Grøn-
Havkat som sælges i brædtet-kalaaliaraq
224 Tidsskriftet Grønland 3/2010
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
lands nationaldag er en tradition som blev indført i 1983 af det daværende Grønlands Hjemmestyre. Grønlands Nationaldag bruges til, i fællesskab, at fejre landets nationale og kulturelle værdier. I Nuuk starter dagen »som den altid plejer«, med flaghejsning og kanon salut klokken 8.00. I Ilulissat er det kutyme, at museets konebåd, med ledsagelse af nogle kajakker, går i land og losser deres fangst af sæler. Sælerne parteres, tilberedes og alle som vil spise kan tage for sig (Roepstorff; 1997; 98). I Nuuk serveres også kalaalimernit, men i Nuuk er kalaalimernit oftest i forvejen blevet tilberedt og gjort klar til at blive spist. I Narsaq og Sisimiut benytter man sig af igaasariarneq, som betyder at man tager ud i naturen og laver kalaalimernit, og ofte hælder man bare maden ud på en klippe eller en sten og det spises direkte derfra. Den slags mad som der serveres denne nationale festdag er oftest af den slags, som jeg foroven har kategoriseret som den traditionelle kalaalimernit. Det forhold, at kalaalimernit spiller en så central rolle på nationaldagen, kunne tyde på, at kalaalimernit har en væsentlig kulturel og social betydning og er et symbol på grønlandsk fejring. Dette hænger for øvrigt godt med antropologen Kirsten Hastrups forslag om, at traditionel føde er et led i en selvobjektifikation, hvilket betyder at det er en måde at finde tilbage til rødderne og forene fortid og nutid og derved genskabe sin identitet (Roepstorff, 1997; 98). Servering af kalaalimernit på nationaldagen er en: »kollektiv bekræftelse af identitet og fællesskab« (Roepstorff, 1997;98).
Sammenfatning Set ud fra en terminologisk tilgang til Grønlands madkultur kan man antage, at termerne for grønlandsk mad viser, at det først og fremmest er efter 1721, at behovet er opstået for at kategorisere den grønlandske mad som en særlig. Begreberne inumineq og kalaalimineq er begge betegnelser for grønlandsk mad. Deres betydning gør, at vi faktisk i bogstave-
Stenbidere er tegn på forårets kommen
ligste forstand spiser en del af os selv når vi indtager kalaalimernit eller inuminit og set i en identitetsbelysning viser termerne kalaalimineq og inumineq, at grønlandsk mad er et vigtigt element i grønlandsk identitet. Det må desuden betyde, at desto mere en grønlænder spiser kalaalimernit, desto mere fylder han eller hun sig med sig selv? I øvrigt får kalaalimernits centrale rolle under Grønlands nationaldag, hvor kalaalimernit benyttes som led i at finde tilbage til rødderne på, mig til at antage, at udsagnet -» Through the ages gastronomy has proved to be a stronger cultural force among the peoples of the world than linguistic or other influences« (Lang, 1990; 690) - meget vel kan være sand. Måske er kalaalimernit et stærkere kulturelt fænomen end vores sprog? Ser vi på vores kulturhistorie og den proces vi som grønlændere har gennemgået kan man se, at vi først og fremmest er gået fra at være et nomadisk folk til at være et fastboende folk. Vi er gået fra primært at være et fangersamfund til et erhvervsdrivende samfund, vi er gået fra at gå i skinddragter til at gå i tekstilproduceret klæder, vi er gået fra at være et folk med udelukkende tradition i mundtlige overlevering til også at benytte skriftlige overleveringer og desuden er vi begyndt at blande blod med folk udefra, så vores blod er ikke længere rent grønlandsk. De to eneste elementer, som igennem voTidsskriftet Grønland 3/2010 225
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
Tørret rensdyr.
res kulturhistorie ikke har ændret sig er vores sprog og vores mad. Men med hensyn til vores sprog findes der mange, især i Nuuk, som føler sig som grønlændere, men som ikke behersker det grønlandske sprog. Vores råvarer er altså måske det eneste som ikke har ændret sig og måden at tilberede råvarerne på, er hvis vi kigger på den traditionelle kalaalimineq også den samme. Så set i et kulturhistorisk perspektiv er vores traditionelle grønlandske mad det eneste, som virkelig kan føre os hele vejen tilbage til vores oprindelige rødder.
Konklusion Sammenholder man min diskussion af de grønlandske termer for mad, kalaalimineq og inumineq – med udsagnet fra denne artikels indledende citat: »Without Greenlandic food, I am nothing” (Goldhar, Ford & Berrang-Ford, 2010; 294) - er givet klare indicier for, at indtagelsen af grønlandsk mad er af afgørende betydning for vores egen selvforståelse. Det er et signal overfor os selv og til andre om hvem vi er og hvor vi kommer fra. Kalaalimernit gør os til kalaallit og er for øvrigt det eneste led som ikke ændrer sig i vores kulturhistorie. Det kan desuden konkluderes, at både den traditionelle grønlandske madkultur og den nye gastronomisk inspirerede madkultur er sameksisterende og at begge madlavningsstile er med til, at forstærke vores opfattelse af vores egen identitet og kultur. Vi indtager og bliver ved indtagelsen indlejret af vores immaterielle kulturarv gennem kalaalimernit. I forlængelse heraf betyder den ændrede holdning til, hvad der er kalaalimernit og den identitetsskabende rolle maden spiller, står
Ørred som hænger til tørre
226 Tidsskriftet Grønland 3/2010
NATUK LUND OLSEN: K AL A ALIMERNIT – EN IMMATERIEL KULTUR ARV
det desuden klart, at kalaallit (grønlændere) ikke er passive ofre. Kalaalimernit er vores forhandlingsbord, som led i vores identitetsarbejde, hvor vi både er kulturbærer og kulturskabere. Det vil sige, at vi tager det som vi har til rådighed og behandler det ud fra ønsket om, at skabe os selv og finde vores egen moderne kalaaliussuseq (grønlandske identitet).
Kleivan, Inge: »An ethnic perspective on Greenlandic food« i Cultural and Social Research in Greenland 95/96- Essays in Honour of Robert Petersen. Ilisimatusarfik/ Atuakkiorfik A/S, Nuuk 1996, 146-157 Kurin, Richard: »Museums and Intangible Heritage: Culture Dead or Alive?« i ICOM news no. 4, 2004, 7-9 Lang, George: »Gastronomy.« i New Encyclopedia Britannica, 15th edition, Volume 19, 690-698. Lee, Young O.: »Preparing a Vessel to Contain Lost Life: Preservation and Successful Inheritance of Intangible Cultural Heritage« i ICOM news no. 4, 2004, 5-6. Marquart, Ole: »Hvordan og hvornår opstod begreberne kalaalimernit og qallunaamernit?« i Inussuk, Arktisk forskningsjournal. Direktoratet for Sundhed og Forskning, 1997, 89-96.
Litteraturliste Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage. Paris, 17. October 2003. www.unesco.org Den store danske. Gyldendals frie encyklopædi. www.denstoredanske.dk Goldhar, Christina, Ford, D., James, Berrang-Ford Lea: »Prevalence of food insecurity in a Greenlandic community and the importance of social, economic and environmental stressors« i International Journal of Circcumpolar Health 69:3, 2010, 285-303 Hardenberg, Annso: »Igaassat Ammassak- puisi/ Opskrifter Ammassat- Sæl« , Atuakkiorfik, 2007.
Nilsen, Kayser, Niels: »Spisevaner« i Tankeføde- om mad, måltider og fødevarer i sammenhæng. Philodophia 2006. 171- 190 Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu: »Handlingsplan for 2008-2011«, juni 2008. Olsen, Tupaarnaq Rosing:» Takanna- Go mad af grønlandske råvarer« Atuakkiorfik, 2001. Petersen, Robert: »The Use og Certain Symbols in Connection with Greenlandic Identity« i Native Power. The Quest for Autonomy and Nationhood of indigenous Peoples (eds) J. Brøsted, J. Dahl, A. Gray, H.C. Gulløw, G. Henriksen, J.B. Jørgensen & I. Kleivan. Bergen: Universitetsforlaget, 1985, 294-300.
Hastrup, Kirsten: »Den uhåndgribelige kulturarv - En konvention til debat« i Begrebet Immateriel Kulturarv, august 2006 af Kulturministeriets Forskningsudvalg, Kulturministeriet, 7-14
Roepstorff, Andreas: »Den symbolske betydning af kalaalimernit« i Inussuk, Arktisk forskningsjournal. Direktoratet for Sundhed og Forskning, 1997, 97-106.
Holm, Lotte: »Mad og kultur- identitet og tradition i det moderne samfund« i Inussuk, Arktisk forskningsjournal. Direktoratet for Sundhed og Forskning, 1997, 79-88.
Thorleifsen, Daniel: »Politikeren Augo Lynge: Augo Lynges ide om ligestilling mellem danske og grønlændere ca. 1930-1950« Speciale. Aarhus: Historisk Institut, Aarhus Universitet, 1991.
Tidsskriftet Grønland 3/2010 227