Tidsskriftet Grønland nr. 4, december 2019

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 4/DECEMBER 2019 67. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND

D e n ne g a ng i nd le de s me d de t r e pr i s v i nde nde

Udgivet af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ SE nr. 19 04 29 28 Bank: BankNordik: 6506 - 3062474369 IBAN: DK 4965 0630 6247 4369 SWIFT/BIC: BANODKKK

a r t i k le r f r a A rk t i sk I n s t it ut s for m id l i ng s pr i s

Redaktion: Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk

vh a . e n s tør r e don at ion f r a d r. F r e de r i k P au l -

De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

2 02 0.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a. Aase og Jørgen Münters Fond, Kong Christian den Tiendes Fond og Augustinus Fonden Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede: Der er langt fra Tasiilaq til Nuuk (foto: Kevin Perry).

Ac ade m ic u s A r c t ic u s. D e r n æ s t følg e r t r e a r t i kle r, de r t ag e r udg a ng s p u n k t i s u nd he d skon fe r e nc e n Nu n a me d 2 0 1 9, s om ble v a f holdt i Nuu k i ok tob e r 2 0 1 9. D e t r e a r t i k le r komple me nte r e r et te m a nu m me r a f det d ig it a le m ag a s i n Pol a r f r onte n , de r fok u s e r e r p å de s e ne s te r e s u lt ate r i nde n for a rk t i sk s u nd he d . Udg i ve l s e a f s u nd he d s a r t i k le r ne e r g jor t mu l ig s e n , s a mt bid r ag f r a G r øn l a nd sme d ic i n sk S e l sk ab o g Nu n a me d 2 0 1 9 - s e k r et a r i atet . Pol a r f r onte n s te m a nu m me r l a nc e r e s pr i mo ja nu a r 2 0 0 AC A D E M I C U S A RC T I C U S 2 14 C HRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN:

Sundhedsvæsenet, forebyggelse og sundhedsforskning i Grønland

2 2 4 S T E V E N A R N F J O R D :

Sociologiske perspektiver på psykisk sundhed 233

JOSEPHIN E SCHNOHR:

Sorg er et grundvilkår i Grønland

242

T HOR BJØR N R A N DRU P:

Legetøj i Saqqaqkulturen

250

ER IK TOR M:

90 år med børnesanatoriet og børnehjemmet i Uummannaq

258

J O H A N N E U H R E N H O LT K U S N I T Z O F F :

Lauge Kochs gamle haviskort udfylder hul i forskningen

267

K E V IN A N T HON Y PER RY & ST E V EN A R N F JOR D:

Der er langt fra Tasiilaq til Nuuk –

perspektiver på socialt arbejde på distancen 276 A N N A - S O F I E S K J E RV E DA L & K A R I N B U H M A N N:

Borgerinddragelse i en grønlandsk

kontekst: eksempler fra

Kommuneqarfik Sermersooq

Masseuddøen, børnehjemsbørn og digital oversættelse: Forskningsformidlingsprisen Academicus Arcticus 2019 Af redaktør Uffe Wilken Otte forskerspirer indsendte deres artikler med forskningsformidling. Tre gik videre til finalen, hvor den mundtlige formidling – i modsætning til tidligere AA-uddelinger – i år talte med i den samlede vurdering.

De indsendte artikler repræsenterede tilsammen et varieret emnefelt inden for populærformidling af polarforskning. Vi fik i artiklerne – så at sige – serveret fragmenter af de seneste milliarder års historie i en næsten lige linje: fra universet til masseuddøen til forhistoriske menneskers

200 Tidsskriftet Grønland 4/2019

lossepladser og frem til det moderne menneskes håb og udfordringer i Grønland.

Diversiteten i måden at fortælle historierne på var ligeledes stor – med smukke tegnede illustrationer, som er en nydelse for øjnene, til udfordrende tekster, som gør indtryk og skaber billeder hos læseren.

Efter de individuelle præsentationer gik førstepladsen til Bitten Bolvig Hansen, andenpladsen til Bonnie Jensen, og tredjepladsen til Liv Molich.

Deres historier kan læses på de følgende sider.

ACADEMICUS ARCTICUS

Om Academicus Arcticus: Forskning og formidling hører sammen!

Derfor udfordrer Arktisk Institut med Academicus Arcticus-konkurrencen unge akademikere til at formidle forskning med almindelige ord til almindelige mennesker. Formålet er dobbelt: at opmuntre unge forskere til god formidling og at åbne forskningen i det arktiske område for et større publikum.

I samarbejde med avisen Sermitsiaq, Det Grønlandske Selskab og Styrelsen for Forskning og Uddannelse antog Arktisk Institut tre artikler, som publiceres i Sermitsiaq og Tidsskriftet Grønland. De tre artiklers forfattere modtog sammen med prisen et unikt dokument med bedømmelsesudvalgets kommentarer til artiklen.

1. pris: 10.000 kr. Bitten Bolvig Hansen 2. pris: 5.000 kr. Bonnie Jensen 3. pris: 2.500 kr. Liv Molich

Bedømmelsesudvalgets sammensætning Direktør Bent Nielsen, Arktisk Institut (formand) Chefredaktør Poul Krarup, Sermitsiaq Journalist Kirsten Rosing, Danmarks Radio Bestyrelsesformand Johnny Fredericia, Det Grønlandske Selskab Redaktør Uffe Wilken, Tidsskriftet Grønland

Tidsskriftet Grønland 4/2019 201

Liv og død på Svalbard for 250 millioner år siden Bitten Bolvig Hansen.

Opnåede titlen Academicus Arcticus og vandt førstepræmien på 10.000 kr. ved prisuddelingen 2. november på Arktisk Institut i København. Bitten Bolvig Hansen er ph.d.-studerende i den palæontologiske afdeling ved Naturhistorisk Museum, Universitetet i Oslo.

Efter næsten tre uger i telt på et nøgent fjeld på Svalbard tænker jeg (nok for 117. gang) ’hvad laver jeg dog her?’ Jeg er udmattet, jeg lugter og anti-isbjørn-geværet er snart groet helt fast på min skulder.

Men svaret er altid lige under fødderne på mig: fossiler! Det forblæste gletsjerlandskab, som på mange måder fremstår så ungt, er bygget af sandkorn og lerpartikler fra et mere end 200 millioner år gammelt hav. Jeg er her for at samle de forstenede rester af dyrene, som levede og døde her for så utroligt længe siden.

Tiden efter jordens største masseuddøen For 252 millioner år siden blev livet på jorden udsat for den største masseuddøen nogensinde. Dette var en både mere langvarig og mere

202 Tidsskriftet Grønland 4/2019

omfattende katastrofe end den, der senere tog livet af dinosaurerne (figur 1). Det fulde omfang diskuteres fortsat, men vi er ikke i tvivl om, at det var en kolossal omvæltning for livet, at mange plante- og dyregrupper forsvandt, og at planeten bagefter må have føltes temmelig tom (Raup & Sepkoski 1982, Benton 1995).

Den store plads betød til gengæld, at overleverne kunne brede deres territorier ud, tilpasse sig nye miljøer og danne helt nye arter. Dette tog naturligvis sin tid, og der måtte gå over fem millioner år, før planeten igen havde genvundet sin tabte mangfoldighed (Chen & Benton 2012). Der er mange spørgsmål knyttet til, hvordan det globale økosystem blev genetableret, og mange metoder må i spil for at besvare dem. Det er ikke nok bare at tælle antallet af arter gennem den geologiske historie, vi må også forstå dynamikken i, hvilke arter der fandtes sammen og analysere de omgivelser, hver art trivedes i. Vi har brug for at definere både de lokale og globale miljøfaktorer og undersøge, hvordan de ændredes over tid og måske påvirkede livet. I mit ph.d.-projekt laver jeg palæontologisk, palæoøkologisk og geokemisk grundforskning med afsæt i havaflejringer på Svalbard. Jeg fokuserer på et tidsinterval, der ligger cirka en million år efter at

BITTEN BOLVIG HANSEN

Figur 1: Mangfoldigheden af marine organismer gennem geologisk tid (modificeret fra Raup & Sepkoski 1982).

den store masseuddøen var ovre, og livet generelt var begyndt at have det bedre.

Perioden er interessant, fordi de største rovdyr stadig manglede i havet, og der samtidig var nogle enkelte dyregrupper, som oplevede en ny voldsom tilbagegang. Der er flere teorier, men på nuværende tidspunkt kender vi ikke grunden til denne miniuddøen (Hammer et al. 2019).

Land og hav for 250 millioner år siden Svalbard kan måske virke som et lidt fjernt hjørne at drage til, for at blive klogere på globale problemstillinger, men øgruppen har ikke altid ligget så isoleret, som den gør nu. I figur 2 kan du se en rekonstruktion af

jordens landmasser, som de så ud for 250 millioner år siden.

På dette tidspunkt var kontinenterne samlet i superkontinentet Pangæa, og det enorme ocean, Panthalassa, dominerede planetens overflade. Lidt afskåret fra Panthalassa lå to mindre have: Det store varme Tethyshav på østsiden af Pangæa og det delvist lukkede og køligere Borealhav mod nord. Det er her i Borealhavet, vi finder den havbund, som siden blev løftet op i Svalbards fjelde. Svalbard lå dengang ud for det nordøstlige hjørne af Grønland, som også fik sine overskylninger med havvand. Da Atlanterhavet siden åbnede sig, blev Svalbard trukket væk fra Grønland.

Havaflejringerne på Svalbard deler historie Tidsskriftet Grønland 4/2019 203

BITTEN BOLVIG HANSEN

Figur 2: Rekonstruktion af jordens landmasser for 250 millioner år siden (modificeret fra Hammer et al. 2019 og Torsvik & Cocks 2017).

med klipper i både Grønland, arktisk Canada og Sibirien og er gode repræsentanter for hele regionen.

Fossile havdyr og deres miljø på Svalbard Så nu ved du, hvorfor jeg sidder på den golde klippegrund på Svalbard og flækker sten med min hammer. Jeg er på jagt efter fossile bløddyr – muslinger, blæksprutter og snegle, som levede her engang. Jeg gennemsøger et lodret interval af klipperne, som svarer til ca. fire millioner års havaflejringer. Ved at måle og skitsere lagene, holder jeg styr på, hvor jeg finder hvilke dyr, og hvor gamle dyrene cirka er (figur 3).

Jeg tager også stenprøver med jævne mellemrum, som jeg får lavet kemiske analyser af, når jeg er hjemme igen. Det er en lidt styg mængde sten, jeg får samlet mig i løbet af feltarbejdet, men det hele må med hjem og undersøges grundigt.

De seneste års feltarbejde har givet mig og mine kolleger rigeligt at arbejde med i laboratoriet. Vi har for eksempel udgravet

204 Tidsskriftet Grønland 4/2019

et lag fuld af tænder og knogler fra hajer og marine øgler, som er lidt ældre, end vi havde forventet (Bratvold et al. 2018, Ekeheien et al. 2018, Hansen et al. 2018). I laget var også et enormt antal mikroskopiske kæbedele fra uddøde åle-agtige fisk, kaldet konodonter. Konodonter er nyttige, når man skal aldersbestemme havaflejringer, men det er meget ualmindeligt at finde mere end nogle få stykker pr. kilo sten. Jeg selv er i gang med at undersøge, hvordan skallen varierer hos en art af ammonoider (en uddød type af blæksprutter som ses i figur 3). Skallerne ændrer sig systematisk op gennem havaflejringerne, og det vil jeg gerne forstå grunden til.

Dernæst vil jeg se på alle muslingerne og undersøge, hvordan sammensætningen af arter og størrelsen på individerne varierer gennem perioden. Jeg vil gerne fastslå, om Figur 3: Skitse af havaflejringerne med indsat foto fra lokaliteten samt rekonstruktion af en ammonoid.

BITTEN BOLVIG HANSEN

Tidsskriftet Grønland 4/2019 205

BITTEN BOLVIG HANSEN

der er ændringer i dyrelivet, som falder sammen med miljøændringer i havet. Det er her geokemien kommer ind i billedet.

Forskellige grundstoffer indlejres i havbunden i forskellige mængder afhængig af en række miljøfaktorer. Derfor kan vi bruge mængdeforholdet mellem grundstofferne til at sige noget om det faktiske miljø i havet for 250 millioner år siden.

Ved at tolke geokemien kan vi opdage, hvis der for eksempel var perioder med dårlige iltforhold eller ligefrem vulkanudbrud langt borte. Forståelsen af dyrelivets samspil med miljøet i Borealhavet bliver hjørnestenen i min ph.d.-afhandling.

Referencer

Benton, M.J. 1995: Diversification and Extinction in the History of Life. Science 268, 52–58.

Bratvold, J., Delsett, L.L. & Hurum, J.H. 2018: Chondrichthyans from the Grippia bonebed (Early Triassic) of Marmierfjellet, Spitsbergen. Norwegian Journal of Geology 98, 189–217.

Chen, Z.-Q. & Benton, M.J. 2012: The timing and pattern of biotic recovery following the end-Permian mass extinction. Nature Geoscience 5, 375–383.

Ekeheien, C.P., Delsett, L.L., Roberts, A.J. & Hurum, J.H. 2018: Preliminary report on ichthyopterygian elements from the Early Triassic (Spathian) of Spitsbergen. Norwegian Journal of Geology 98, 219–237.

Hammer, Ø., Jones, M.T., Schneebeli-Hermann, E., Hansen, B.B. & Bucher, H. 2019: Are Early Triassic extinction events associated with mercury anomalies? A reassessment of the Smithian/Spathian boundary extinction. Earth-Science Reviews (in press: tilgængelig online).

Hansen, B.B., Hammer, Ø. & Nakrem, H.A. 2018: Stratigraphy and age of the Grippia niveau bonebed, Lower Triassic Vikinghøgda Formation, Spitsbergen. Norwegian Journal of Geology 98, 175–187.

Raup, D.M. & Sepkoski, J.J. 1982: Mass Extinctions in the Marine Fossil Record. Science 215, 1501–1503.

Torsvik, T.H. & Cocks, L.R.M. 2017: Earth History and Palaeogeography. Cambridge University Press, pp. 317.

206 Tidsskriftet Grønland 4/2019

Når ude ikke altid er godt, og hjemme ikke er bedst Bonnie Jensen. Opnåede titlen Academicus Arcticus og vandt andenpræmien på 5.000 kr. ved prisuddelingen 2. november på Arktisk Institut i København.

Bonnie Jensen er ph.d.-studerende på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet.

I mit arbejde med at interviewe børn på børnehjem i hele landet, slutter jeg altid af med at spørge, om der er noget, de gerne vil sige.

Men spørgsmålet er for diffust, og som regel trækker de bare på skuldrene.

Dog har de anbragte børn noget at sige, og de har faktisk en del på hjertet, hvis vi bare vil lytte til dem.

Børnene fortæller typisk, at de ikke ved, hvorfor de er blevet anbragt, hvor lang tid de skal være anbragt, eller hvor længe de kan blive der, hvor de er nu. Børnene fortæller om deres håb og drømme for fremtiden, og om deres egne forventninger til at blive voksne og selv få børn.

Dette fiktive brev er sammenfattet af over 14 timers interview med nuværende anbragte børn, samt 21 timers interview med tidligere anbragte, forældre, forstandere og andre fagfolk.

Kære mor Hvornår tror du jeg må komme hjem? Jeg vil så gerne hjem til dig og de små.

De voksne er ellers meget søde, men de har travlt, og der er ingen der fortæller mig noget.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være her, og jeg er bange for, at de sender mig endnu længere væk, hvis kommunen siger de skal. I går kom de og sagde til Aputsiaq, at han skulle pakke sin taske, fordi han skal på et andet børnehjem. Maliks storebror har været der engang, og han siger, at han blev slået der.

Jeg ved godt, at jeg har været uartig, men jeg skal nok blive bedre, det lover jeg.

Sidste gang socialvagten kørte mig hjem, der hvor jeg havde sniffet, ville jeg slet ikke have gjort det. Jeg vidste godt, det var meningen, at jeg skulle blive hjemme hos de små og vente på dig, men jeg blev bange, da du ikke kom. Siden dengang med manden i den anden lejlighed har jeg været bange for at være alene hjemme. Det var derfor, jeg gik ud med de andre. Og de små sov, og jeg låste jo døren så manden ikke kunne Tidsskriftet Grønland 4/2019 207

BONNIE JENSEN

komme ind til dem. Jeg forstår ikke hvorfor socialvagten flippede sådan ud over det denne gang. De andre gange har de jo bare kørt mig hjem. Hvis jeg havde vidst, at de ville sende mig væk fra dig og de små, så var jeg ikke gået ud. Det lover jeg.

Jeg mangler penge til Tusass og smøger, kan du sende nogle? Det er ellers meningen, at jeg selv skal købe tandpasta og shampoo, men for 60 kr. om ugen kan man ikke få meget. Det ved de voksne godt, og de er flinke til at købe noget, som vi godt må bruge. Jeg deler med de andre, og man kan sagtens børste tænder uden alt for meget tandpasta, men jeg kan ikke klare lugten af den shampoo, som de køber til os. Den lugter, som om man både kan bruge den til at vaske gulv med og vaske op i, og jeg hader at lugte af børnehjem i skolen. Så jeg købte en lækker shampoo for mine lommepenge i går, den kostede 25 kr., og den dufter simpelthen så godt.

Men nu har jeg heller ikke flere penge, for det kostede mig 10 kr. at komme for sent hjem i fredags, og de trækker os altid i lommepenge hvis vi kommer for sent.

Jeg skal også have flere tamponer, for de bind, som de voksne køber til os, er så tykke, at det føles som om, jeg har ble på. Og det kan også ses gennem mine bukser, så jeg går ikke i skole, hvis jeg ikke har tamponer.

Det er ellers ok at gå i skole. Jeg har gode venner der, og der er ingen, der driller mig med at jeg bor på børnehjem. Jeg tror ikke, jeg lærer så meget i skolen, som jeg burde.

De voksne siger, at det er fordi, jeg tænker for meget på, hvordan det går derhjemme. Det er måske også rigtigt.

Mit yndlingsfag er matematik, og jeg vil gerne være kok. Jeg kan måske godt komme ind på kokkeskolen, men jeg ved det ikke.

208 Tidsskriftet Grønland 4/2019

Altså, jeg ved godt, hvad der skal til for at komme ind, men jeg ved bare ikke, om jeg selv kan komme ind.

Der var en dame i dag, der spurgte mig, om jeg gerne vil have kæreste og børn engang. Det var et åndsvagt spørgsmål, selvfølgelig vil jeg det. Så spurgte hun om mine egne børn godt må komme på børnehjem, hvilket var endnu mere åndsvagt. Selvfølgelig skal de ikke det, jeg vil selv passe mine børn, og jeg ved godt, hvordan man gør. Man skal ikke være for sur, når man taler til dem, og man må ikke slå. Og jeg vil købe mad og tøj til dem, og passe godt på dem. Jeg synes også, at du har været en god mor.

Det var så dejligt at være hjemme på besøg sidste gang, og jeg længes sådan efter de små. Jeg vil så gerne være hjemme og passe på dem, og på dig.

Men det var lidt mærkeligt, at jeg skulle sove sammen med hende fra børnehjemmet, fordi der ikke var plads til mig hjemme hos jer.

Ved du, hvor længe jeg skal være her? En af de andre børn har været her i over 5 år, men det vil jeg altså ikke. Nogle gange føles det som om, vi er blevet bortført og glemt.

Men du glemmer mig ikke, vel? Jeg kan godt forstå, at du har lejet mit værelse ud, for der er ingen grund til, at det bare står tomt. Men tror du, jeg kan få det tilbage, når jeg kommer hjem?

De voksne siger, at hvis jeg ikke holder op med at bekymre mig så meget om dig, må jeg ikke ringe hjem om onsdagen mere.

Men det er bare fordi, jeg blev rigtig bange sidste gang, da du ikke tog telefonen. Og så kom jeg til at kaste med børnehjemmets telefon… Det blev de voksne helt rasende over og sagde, det var din skyld, men det

BONNIE JENSEN

var det jo ikke. Jeg kan bare ikke lide, når jeg ikke hører fra dig. Jeg bliver bange for, hvad der sker med dig og de små. Lukker du stadig manden fra den anden lejlighed ind, når jeg ikke er hjemme? Du må ikke lade ham være alene med de små. Og du skulle heller ikke være sammen med ham.

Han har ikke lov til at slå dig, bare fordi han er fuld. Og de voksne her siger også, at man har ret til at sige stop, og så skal han stoppe – men det gør han bare aldrig, vel?

Jeg elsker dig, ring snart til mig.

Dit barn

Litteraturliste Alderson, Pricilla; Morrow, Virginia (2011): The Ethics of Research with Children and Young People. SAGE Publications Inc. Brinkmann, Svend; Tanggaard, Lene (2015): Kvalitative metoder. Hans Reitzels Forlag.

Bøttcher, Louise; Knousholdt, Dorte; Vinther-Lindqvist, Ditte (red.) (2018): Kvalitative analyseprocesser. Samfundslitteratur.

Gulløv, Eva & Højlund, Susanne (2003): Feltarbejde blandt børn, metodologi og etik i etnografisk børneforskning.

Gyldendal.

Kampmann, Jan. (1998): Børneperspektiv og børn som informanter. Børneråddet.

Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend (2015): Interview. Hans Reitzels Forlag.

Launsø, L. og Rieper, O. (2005): Forskning om og med mennesker. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

Selvom dette brev beskriver nogle af bekymringerne og sorgerne, fortæller børnene også om gode oplevelser. Om hvor glade de er for særlige voksne, nye venner eller hvor taknemmelige de er for at bo på børnehjemmet.

Hver enkelt barns historie er unik, og når man har talt med ét børnehjemsbarn, har man hørt én fortælling.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 209

Kan en computer oversætte mellem grønlandsk og dansk?

Liv Molich. Opnåede titlen Academicus Arcticus og vandt tredjepræmien på 2.500 kr. ved prisuddelingen 2. november på Arktisk Institut i København.

Liv Molich er kandidatstuderende på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet og ansat ved Oqaasileriffik, Grønlands Sprogsekretariat.

Grønlandsk og dansk er temmelig forskellige sprog, og det kan derfor være svært at oversætte mellem dem. Heldigvis er der efterhånden udviklet en hel del computerbaserede hjælpemidler, som gør det nemmere.

Hos Oqaasileriffik (Grønlands Sprogsekretariat) sidder en lille gruppe medarbejdere og arbejder med sprogteknologiske projekter.

Sidste skud på stammen er en oversættelsesmaskine, som er under udvikling.

To forskellige sprog Det grønlandske og det danske sprog har hver sin historie og oprindelse. Grønlandsk er et af de såkaldte eskimoisk-aleutiske sprog, der tales i de kystnære områder rundt om Polarcirklen, fra Grønland i øst, hen over Canada og Alaska og helt hen til

210 Tidsskriftet Grønland 4/2019

Sibirien lige vest for Beringstrædet. Dansk hører derimod til den indoeuropæiske sprogfamilie, der også omfatter blandt andet engelsk, latin, græsk og hindi.

Hvis man sammenligner sprogene, er især én forskel iøjnespringende: Grønlandsk er et polysyntetisk sprog, hvor ét ord ofte udgør en hel sætning. Mange af de grønlandske ord er derfor lange og unikke, og netop fordi de er unikke, kan de ikke uden videre slås op i en ordbog. Derimod har dansk mange små ord, som forekommer ofte, og som står i ordbogen. Sprogenes forskellige struktur gør, at maskinoversættelse indebærer en hel masse analysearbejde og ordbogsarbejde.

– men med ligheder To af de vigtigste sprogvidenskabelige discipliner kaldes morfologi og syntaks. Her studerer man, hvad de enkelte ord består af, og hvordan ordene danner sætninger.

Resultaterne kan man læse i ordbøger, grammatikker og videnskabelige afhandlinger.

Der findes grønlandske ordlister helt tilbage fra 1500- og 1600-tallet, og fra 1721 udvikles en egentlig skriftkultur i Grønland, i begyndelsen med missionær Hans Egede i spidsen. Hans ordlister bliver startskuddet til en stribe af grønlandske

LIV MOLICH

Figur 1: Uddrag af den ordbog, der bliver brugt til maskinoversættelse. Reglerne beskriver, hvornår -luunniit skal oversættes til “eller”, “som helst”, “end”, “selvom”, “selv”, “uanset” og “endog”.

ordlister, ordbøger, grammatikker og lærebøger. Vi har altså 300 års erfaring med grønlandsk sprogbeskrivelse.

Ved at studere sprogbeskrivelserne finder man hurtigt ud af, at mange grønlandske ord kan deles op i mindre bidder, der hver for sig svarer til hele eller dele af danske ord. Det danner basis for maskinoversættelse – alle sprog har ligheder, og det er disse ligheder, vi udnytter, når vi oversætter!

Den digitale tidsalder I dag findes flere af de grønlandske ordbøger og grammatikker digitalt, og med den digitale tidsalder er der også blevet udviklet adskillige andre computerbaserede hjælpemidler til grønlandsk: Stavekontrollen Kukkuniiaat sørger for, at forkert stavede ord bliver markeret, analyseværktøjerne Ordanalysator, GroenOrd, LG3 og Liveanalyse giver analyse og oversættelse af ord og sætninger, talesyntesen Martha kan læse teksten op, og onlineordbogen Katersat er for længst blevet større end alle tidligere ordbøger, selvom den langt fra er færdig endnu.

En del af disse ressourcer er udviklet af Oqaasileriffik på baggrund af de ældre og nyere sprogbeskrivelser, og de udgør grundlaget for maskinoversættelse. Maskinoversættelse kan sammenlignes med Google Translate; men Google Translate eksisterer ikke for grønlandsk og vil aldrig kunne komme til det, fordi dens teknologi baserer sig på statistik. Det kræver blandt andet, at det samme ord forekommer mange gange, og det er ikke tilfældet for de lange grønlandske ord. Derfor kan rent statistisk oversættelse ikke bruges til grønlandsk. Derimod kan man bruge såkaldt regelbaseret oversættelse.

Maskinoversættelse bygger bro Med regelbaseret teknologi er det muligt at udvikle maskinoversættelse mellem grønlandsk og dansk. Maskinoversættelser kan ikke bruges til at lære et sprog med, men de kan lette kommunikationen mellem to mennesker, der ikke taler hinandens sprog.

Som chefkonsulent ved Oqaasileriffik Per Langgård udtalte allerede i 2002: “Grønland har behov for grønlandsksproget teknologi af praktisk kommunikative og økonomiske

Tidsskriftet Grønland 4/2019 211

LIV MOLICH

Figur 2: Eksempel på opslag i onlineordbogen Katersat. Her kan man få ordet analyseret, læst højt, forklaret og oversat.

årsager, simpelthen fordi indbyggerne i Grønland taler grønlandsk (...)”

Maskinoversættelsesprojektet Nutserut, som er et projekt under Oqaasileriffik i samarbejde med det danske firma GrammarSoft, forbedrer og udnytter en række sprogteknologiske værktøjer, som allerede længe har været at finde på oqaasileriffik.gl.

De bliver kombineret til en maskine, der i løbet af en indviklet proces oversætter ord og sætninger fra dansk til grønlandsk og fra grønlandsk til dansk.

Arbejdet er ikke bragt til ende Eksemplet i figur 3 illustrerer, hvordan oversættelsesmaskinen håndterer oversættelse fra grønlandsk til dansk, men viser også, at oversættelsen kan blive bedre. Sermitsiaqs danske version af teksten “Computerprogram sikrer mere mangfoldige perlekraver” er mere elegant end maskinoversættelsen, men alligevel er det tydeligt, hvad den maskinoversatte sætning betyder – og resultatet er langt bedre, end hvad de fleste dansktalende eller Google Translate formår.

212 Tidsskriftet Grønland 4/2019

Moderne teknologi fremtidssikrer 300 års grønlandsk sprogbeskrivelse og gør os fortsat klogere på sprogets mange finurligheder.

Vi har en maskine, der kan oversætte mellem grønlandsk og dansk, og dag for dag gør Nutserut-medarbejderne den bedre og bedre; men ligesom Google Translate ikke oversætter perfekt, vil den grønlandske oversættelsesmaskine aldrig kunne erstatte rigtige tolke og oversættere.

LIV MOLICH

Figur 3: Oversættelse fra grønlandsk (grøn) til dansk (rød). Den grønlandske sætning bliver først brudt op i mindre dele. Dernæst bliver delene flyttet, så sætningen får dansk ordstilling, og enkelte danske ord bliver tilføjet. Til sidst bliver det hele sat sammen til en sætning og oversat. Illustrationen viser en simplificering af processen. Den grønlandske sætning er taget fra sermitsiaq.ag.

Referencer Aagesen, Henrik Vagn (2008): Grønlændernes Ord. http:// www.groenord.dk/.

Berthelsen, Chr. et al. (2006): Oqaatsit. Kalaallisuumiit Qallunaatuumut (ordbog). Nuuk: Ilinniusiorfik.

Jacobsen, Birgitte (1997): OQAATSIT i tid og rum. Historie og status. LexicoNordica 4, 41-64.

Jones, Kirsten Gade og Robert Petersen (2012): Oqaasersiuut (ordbog). Nuuk: Ilinniusiorfik.

Langgård, Per (2002): Sprogteknologi i Grønland. Rapport til Nordisk Forskeruddannelsesakademi præsenteret i juni 2002, https://oqaasileriffik.gl/udgivelser/om-groenlandsk-sprog/.

Langgård, Per (2015): Selvfølgelig snakker vaskemaskiner grønlandsk i fremtiden. Språk i Norden 2014, 110-125, https://tidsskrift.dk/sin/article/view/20185.

LearnGreenlandic (2017): LG3, https://www.learngreenlandic.com/lg3/.

Nielsen, Flemming A. J. (2011): Den ældste grønlandske Bibel – et sprogligt og kulturelt møde. I: Høiris, Ole og Ole Marquardt (red.): Fra vild til verdensborger, 147-190. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Oqaasileriffik: Sprogteknologiske hjælpemidler, bl.a.

Katersat (ordbog), Kukkuniiaat (stavekontrol), Liveanalyse (sætningsanalyse), Martha (talesyntese) og Ordanalysator, https://www.oqaasileriffik.gl/.

Oqaasileriffik (2010): A bit of history, https://oqaasileriffik. gl/langtech/a-bit-of-history/.

Oqaasileriffik (2016): Ukiumoortumik nalunaarut 2016-imoortoq [årsrapport 2016], https://oqaasileriffik. gl/wp-content/uploads/2018/08/2016-Oqaasileriffik-final.pdf.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 213

AF CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

Sundhedsvæsenet, forebyggelse og sundhedsforskning i Grønland Christina Viskum Lytken Larsen, seniorrådgiver og leder af Center for Folkesundhed i Grønland, Statens Institut for Folkesundhed. Adjungeret seniorforsker ved Grønlands Center for Sundhedsforskning, Ilisimatusarfik. Christina Viskum Lytken Larsen er uddannet sociolog fra Københavns Universitet (2006) med en ph.d.-grad i folkesundhedsvidenskab fra Syddansk Universitet (2014). Hun har boet og arbejdet i Grønland med sin familie siden 2006. Christina VLL er leder af Center for Folkesundhed i Grønland ved Statens Institut for Folkesundhed med ansvaret for Befolkningsundersøgelsen i Grønland og forskningsbaseret myndighedsbetjening af Departementet for Sundhed samt Departementet for Sociale Anliggender og Justitsområdet (Selvstyret). Hendes forskning har især fokus på social ulighed i sundhed, mental sundhed, selvmordsforebyggelse, sundhedsfremme og interventioner samt trivsel blandt børn og familier i Arktis. Fra 201819 var Christina VLL en del af Fulbright Arctic Initiative II, og fra 2020 er hun udpeget til at deltage i The Lancet Commission on Arctic Health. Christina VLL er optaget af at etablere gode partnerskaber på tværs mellem forskning og praksis for at skabe et mere dynamisk samspil mellem forskere og borgere, der i højere grad medtager lokale perspektiver, når forskningsspørgsmål og forskningsprojekter skal udvikles og defineres. Siden 2015 har Christina VLL været formand for The Circumpolar Health Research Network.

214 Tidsskriftet Grønland 4/2019

RESUMÉ Grønlands geografi og bosætningsmønster stiller nogle helt særlige betingelser og udfordringer, når borgernes adgang til sundhedsydelser skal sikres. Sundhedsvæsnet i Grønland er organiseret i fem sundhedsregioner sammenfaldende med landets fem kommuner. Regionssygehusene udgør den centrale hospitalstjeneste i den enkelte region. De fem sundhedsregioner blev etableret på baggrund af en sundhedsreform, som trådte i kraft 1. januar 2011. Mens det var lykkedes af gennemføre regionaliseringen af sundhedsvæsnet og en sammenlægning af en række fagområder, så konkluderede en evaluering af reformen, at det i mindre grad var lykkedes at sætte patienten i centrum.

Siden 2007 har den forebyggende og sundhedsfremmende indsats i Grønland været defineret i folkesundhedsprogrammerne Inuuneritta I og II. På baggrund af evalueringer af både det første og det andet folkesundhedsprogram stod det dog klart, at det ikke var nok, at de nationale folkesundhedsprogrammer identificerede de store

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

udfordringer og kom med forslag til mål og indsatser. I stedet skal der bruges tid på dialog omkring handling og prioriteringer på tværs af departementerne, sundhedsvæsenet og kommunerne. Det lægges der nu op til igennem etableringen af en række nye tværsektorielle tiltag og det nye folkesundhedsprogram Inuuneritta III. Med etableringen af Grønlands Center for Sundhedsforskning (GCHR) ved Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab på Grønlands Universitet i 2008, er den grønlandske sundhedsforskning i stigende grad forankret i Grønland. Dette er helt afgørende for forskningens relevans og bæredygtighed i forhold til det grønlandske samfund.

Desuden indgår Grønland i en række internationale netværk og samarbejdsgrupper, hvor der arbejdes med sundhedsforskning på tværs af de arktiske områder.

Organisering af sundhedsvæsnet i Grønland Indledning Grønlands geografi og bosætningsmønster stiller nogle helt særlige betingelser og udfordringer, når borgernes adgang til sundhedsydelser skal sikres. Denne opgave løftes af sundhedsvæsenet i Grønland hver dag.

I Grønland koster sundhedsydelser mindre per indbygger (23,279 DKK (8.7% af GDP)) sammenlignet med Danmark (36,831 DKK (10.6% af GDP)) (1) og f.eks. Canada (5,777 CAD (10.4% af GDP)) (2), som også er en arktisk stat. Dette til trods for en lav befolkningskoncentration og store sundhedsmæssige udfordringer. Grønlands befolkning er spredt ud på 80 bosteder, der alle er isoleret fra hinanden og kun kan tilgås via fly og helikopter og om sommeren til dels også via båd og skib.

Sundhedsregioner Sundhedsvæsnet i Grønland er organiseret i fem sundhedsregioner sammenfaldende med landets fem kommuner. De fem regioner er Region Avannaa med regionssygehus

i Ilulissat, Region Disko med regionssygehus i Aasiaat, Region Qeqqa med regionssygehus i Sisimiut, Region Kujataa med regionssygehus i Qaqortoq og endelig Region Sermersooq med Dronning Ingrids Sygehus i Nuuk som regionssygehus samt sygehuset i Tasiilaq, der i praksis opretholder et beredskab svarende til et regionssygehus, da afstanden mellem øst- og vestkysten vanskeliggør evakuering af borgere fra østkysten til Nuuk.

En oversigt over regionaliseringen fra 16 sundhedsdistrikter til fem sundhedsregioner fremgår af figur 1.

Regionssygehusene udgør den centrale hospitalstjeneste i den enkelte region. Herudover findes der større og mindre sundhedscentre, sygeplejerskestationer og bygdekonsultationer. I det følgende gives en kort introduktion til sundhedsvæsenets forskellige typer af institutioner (3, 4).

De større sundhedscentre er døgnbemandede og findes i de øvrige byer i regionen, hvor befolkningsgrundlaget er over 1.200 indbyggere. Personalet på de større sundhedscentre omfatter læger, sygeplejersker, sundhedsassistenter/hjælpere og portører. Specialiserede fagpersoner besøger de større sundhedscentre efter behov. Der er ligeledes døgnambulanceberedskab.

De mindre sundhedscentre findes i byer med 500-1.200 indbyggere og er bemandet inden for normal arbejdstid, dvs. kl. 8-16 i hverdagene. De mindre sundhedscentre bemandes af en sygeplejerske, en sundhedsassistent og en sundhedsmedhjælper. Der er ikke fast lægebemanding på de mindre sundhedscentre. I stedet er der såkaldt udvidet lægebetjening. Det betyder i praksis, at der er lægebesøg fra regionssygehuset en gang om måneden. Dog med mulighed for at tilpasse lægebetjeningen efter lokale behov.

De mindre sundhedscentre modtager specialistbesøg to til fire gange om året. Der er ligeledes mulighed for at stabilisere akutte patienter med henblik på evakuering.

I de større bygder med 200-500 indbyggere er der sygeplejestationer, som er Tidsskriftet Grønland 4/2019 215

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

Figur 1. Fra 16 sundhedsdistrikter til fem sundhedsregioner (kilde: Ingemann & Larsen, 2018 (3)).

bemandet af en sygeplejerske og/eller en sundhedsassistent og en sundhedsarbejder. Stationen er åben inden for normal arbejdstid, dvs. kl. 8-16 i hverdagene. Via den telemedicinske løsning Pipaluk (beskrives under telemedicin nedenfor) er det muligt at konsultere specialiserede fagpersoner dagligt. Desuden modtager sygeplejestationen specialistbesøg fire til otte gange om året.

I de mindre bygder findes der bygdekonsultationer. Konsultationen bemandes af en sundhedsarbejder. Der er hverken læge eller sygeplejerske tilstede i konsultationen, men stort set alle bygdekonsultationer har mulighed for at konsultere det sundhedsfaglige personale på daglig basis ved hjælp af den telemedicinske løsning Pipaluk.

Antallet af borgere, som den enkelte sundhedsregion servicerer, varierer noget.

216 Tidsskriftet Grønland 4/2019

Region Sermersooq har med sine ca. 23.000 indbyggere den største borgergruppe at levere sundhedsydelser til. Til sammenligning bor der ca. 6.000 borgere i hhv.

Region Disko og Kujataa. Ud over antallet af borgere i den enkelte region, adskiller regionerne sig også væsentligt, hvad angår antallet af bygder, de servicerer.

Region Avannaa er den region, der har flest bygder tilknyttet. Der er samlet set 24 sygeplejestationer og bygdekonsultationer i regionen. I de øvrige regioner ligger dette antal på mellem 6-12. Der er således store forskelle knyttet til den sundhedsopgave, som sundhedsvæsenet skal levere, afhængigt af bosætningsmønsteret inden for den enkelte sundhedsregion. Lægemidler udleveret i sundhedsvæsenet på baggrund af ordination er gratis for borgerne.

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

Sundhedsreformen – fra 17 distrikter til fem regioner Organisering i fem sundhedsregioner blev indført med sundhedsreformen og trådte i kraft i 2011 (5). Indtil da havde sundhedsvæsnet været organiseret i 16 sundhedsdistrikter. En struktur, der blev grundlagt i 1928 og ikke havde været ændret siden.

Hvert sundhedsdistrikt havde en til fem distriktslæger og kunne tilbyde primær og akut pleje. Der var både operationsstue, røntgenudstyr, fødeafdeling og laboratorium (3).

Reformen skulle føre til ”mere sundhed for pengene”, og årsagerne til reformen i 2011 var flere: 1) Det var vanskeligt at rekruttere og fastholde personale, 2) Infrastrukturen var forbedret og medførte nye muligheder, 3) Bosætningsmønsteret havde ændret sig markant siden 1928, og størstedelen af befolkningen boede nu i de større byer, 4) Den gennemsnitlige levetid var blevet længere, 5) Presset på sundhedsudgifterne var øget, 6) Befolkningens krav og forventninger til behandling var vokset, 7) Medicinske teknologier havde gjort det muligt at behandle flere sygdomme, 8) Ændringer i befolkningens livsstil havde ført flere livsstilssygdomme med sig, 9) Udviklingen af telemedicin havde potentielt set gjort afstanden til sundhedsfaglig ekspertise kortere (5).

Omdrejningspunkterne for reformen var især sundhedsvæsenets organisation og etablering af fem sundhedsregioner, uddannelse og telemedicin (5).

Implementeringen af sundhedsreformen fra 2011 blev evalueret i 2017. Overordnet set konkluderedes det i evalueringen, at det var lykkedes at gennemføre den gennemgribende regionalisering af sundhedsvæsnet ved at etablere de fem sundhedsregioner, der hver havde fået en regional ledelse. Den regionale ledelse bestod af en ledende regionslæge og en ledende regionssygeplejerske. Stillingen som ledende regionslæge er en kombination af

klinisk og administrativt arbejde, mens den ledende regionssygeplejerskes stilling som udgangspunkt udelukkende er administrativ.

Desuden blev der med sundhedsreformen etableret en centraliseret ledelse med læge og sygeplejerske inden for hvert af de enkelte specialområder: medicin, akutområdet, psykiatri og kirurgisk. Denne del var ifølge evalueringen også lykkedes trods udfordringer med skiftende personale i de ledende stillinger på psykiatri- og akutområdet.

Overordnet set pegede evalueringen dog på, at sundhedsreformens mål om i højere grad at sætte patienten i centrum og skabe et mere borgernært sundhedsvæsen i mindre grad havde været i fokus.

Evalueringen pegede derfor på vigtigheden af, at undersøge borgernes perspektiv på adgang til og oplevelsen af sundhedsvæsenet i Grønland (3). En sådan undersøgelse blev gennemført i 2019 af Statens Institut for Folkesundhed og forventes publiceret i starten af 2020.

Fødsler Med sundhedsreformen blev det også besluttet, at fødsler skal foregå på regionssygehusene og ikke lokalt. Det kræver et særligt beredskab at være fødested, og der er store udfordringer forbundet med at fastholde fødsler selv på regionssygehusene set ud fra de perinatale retningslinjer. Det anses dog som vigtigt fra regionssygehusenes side, at man fortsat kan opretholde fødselsberedskabet, så kvinder kan føde i deres egen region. Set ud fra et kulturelt perspektiv er mange borgere kede af, at man ikke kan føde i deres hjemby eller bygd, da fødsler er en begivenhed som i høj grad samler familien i Grønland og bringer glæde med sig i lokalsamfundet. Der er frit sygehusvalg for den enkelte kvinde, som kan vælge at føde på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, i stedet for på regionssygehuset (3).

Tidsskriftet Grønland 4/2019 217

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

Telemedicin Øget brug af telemedicin i det grønlandske sundhedsvæsen var som beskrevet et af målene med sundhedsreformen. Pipaluk er navnet på det telemedicinske udstyr, som findes i bygderne (4).

Alle fagområder og sundhedsregioner anvender telemedicin, men det er forskelligt, i hvor høj grad det bruges. Pipaluk anvendes især i regioner med mange bygder, men den bliver brugt i hele landet. Et andet redskab inden for telemedicin er Skype for Business, som bruges i stigende grad som en del af den kliniske praksis. Det er dog stadig nødvendigt at bruge telefon og fax de steder, hvor internettet er for ustabilt og forbindelsen for dårlig (3).

Landslægeembedet Landslægeembedet (dengang Embedslægen) blev etableret i 1996 nogle år efter, at Grønland hjemtog sundhedsområdet. Overgangen fra Embedslæge til Landslægeembedet skete med virkning fra 2004, hvor det ligeledes blev besluttet af Landsstyreformanden, at Landslægeembedet skulle overføres fra Landsstyreformandens ansvarsområde til Landsstyreområdet for Sundhed. Siden 2004 har Landslægen dermed haft direkte reference til Naalakkersuisoq (Landsstyremedlem) for Sundhed på linje med departementschefer. Denne konstruktion er vigtig for at sikre uafhængighed mellem Landslægeembedet og det sundhedsvæsen, som landslægen har til opgave at føre tilsyn med (6).

Landslægeembedet yder sundhedsfaglig rådgivning og anden bistand til Landsstyret og andre myndigheder i sundhedsfaglige spørgsmål. Det er Landslægens opgave at pege på mangler og foreslå forbedringer i landets sundhedsmæssige foranstaltninger.

Dette gøres på baggrund af tilsynsrejser, hvor der føres tilsyn med både sundhedspersonale såvel som institutioner. Det er ligeledes Landslægen, der udsteder grønlandsk autorisation til sygeplejersker (7).

218 Tidsskriftet Grønland 4/2019

En omfattende arbejdsopgave ved Landslægeembedet er arbejdet med klager, der stiger i antal fra år til år. Enhver bruger af sundhedsvæsenet kan indlevere en klage enten online eller skriftligt. Klagesystemet er opdelt i klager over den sundhedsfaglige virksomhed (Landslægen), klager over service og leverancer (Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse), og ansøgninger om erstatninger (Departementet for Sundhed). Landslægeembedet foretager den forberedende sagsbehandling af sundhedsfaglige patientklager for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Landslægeembedets øvrige opgaver omfatter overvågning af sundhedstilstanden via medicinalstatistik, udsendelse af meddelelser om forekomsten af smitsomme sygdomme samt en årlig redegørelse om institutionens virke. Landslægen deltager også i tilrettelæggelsen af den forebyggende og sundhedsfremmende indsats på befolkningsniveau (7).

I starten af 2020 lanceres en ny sundhedsstrategi, der sætter rammen for udvikling og prioritering på sundhedsområdet i de kommende år.

Organiseringen af det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i Grønland Folkesundhedsprogrammer Inuuneritta I og II Grønlands første folkesundhedsprogram blev iværksat i perioden 2007-2012 (8). Programmet fik navnet Inuuneritta, der kan oversættes til ”lad os få et godt liv” (Grønlands Hjemmestyre, 2007). Inuuneritta I indeholdt i alt ni programområder: 1) Alkohol og hash, 2) Vold, voldtægter og seksuelle overgreb, 3) Selvmord, 4) Kost og fysisk aktivitet, 5) Sexliv, 6) Rygning, 7) Børn og unge, 8) Ældre samt 9) Tandplejen. For hvert af de ni områder var der defineret en række strategier og mål.

Programmet blev evalueret (8), og på den baggrund blev det besluttet, at det efterfølgende folkesundhedsprogram, ”Inuuneritta

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

Tabel 1. Indsatsområder og mål for Inuuneritta II 2013-2019.

Indsatsområde Mål for området Alkohol og hash

Rygning

Fysisk aktivitet

Kost

Forebygge at børn og unge starter et misbrug At begrænse synligheden af påvirkede voksne At reducere hash- og alkoholforbruget mest muligt At forebygge at børn begynder at ryge At begrænse passiv rygning At reducere andelen af rygere og disses tobaksforbrug mest muligt At befolkningen opretholder en fysisk aktiv livsstil for at sikre et højt funktionsniveau langt op i årene • At bremse udviklingen i forekomsten af overvægt og en række sygdomme

• • • • • • •

• At befolkningen følger Ernæringsrådets anbefalinger og dermed får en alsidig kost, der fremmer sundheden • At udviklingen i forekomsten af overvægt og fedme bremses

II” skulle fokusere på fire store områder, nemlig 1) Alkohol og hash, 2) Rygning, 3) Fysisk aktivitet, og 4) Kost. Inuuneritta II blev igangsat i 2013 og skulle videreføre grundelementerne fra det første program til og med år 2019 (9). Ud fra hvert af de fire indsatsområder blev der defineret en række mål, som fremgår af tabel 1. Børn, unge og familier blev defineret som særlige målgrupper i programmet, ligesom social ulighed i sundhed var et gennemgående tema.

Indsatsområderne var i både det første og det andet folkesundhedsprogram defineret ud fra de udfordringer i folkesundheden, som Befolkningsundersøgelsen i Grønland havde identificeret. Befolkningsundersøgelserne har siden 1993 medvirket til at monitorere sundhedstilstanden gennem landsdækkende undersøgelser med fokus på sundhed og levevilkår baseret på både indsamling af data ved spørgeskema samt blodprøver og en række kliniske mål. Med Befolkningsundersøgelsen i 2014 blev der lavet en mere systematisk kobling mellem undersøgelserne og et sæt af 35 indikatorer for folkesundheden, som Departementet for Sundhed besluttede skulle følges (10). Ud over Befolkningsundersøgelsen medvirker Skolebørnsundersøgelsen (11) til monitoreringen sammen med en række relevante registre på sundhedsområdet.

På baggrund af en midtvejsevaluering af Inuuneritta II blev det dog klart, at det ikke var nok, at de nationale folkesundhedsprogrammer identificerede de store udfordringer og kom med forslag til mål og indsatser (12). Trods en høj grad af motivation blandt mange medarbejdere inden for forebyggelse og sundhedsfremme både i Selvstyret og i kommunerne, havde en manglende tværsektoriel forankring af folkesundhedsprogrammet udfordret implementeringen.

Det var tydeligt, at der var meget begrænset samarbejde mellem social-, sundheds- og uddannelsesområdet og mellem det kommuner og Selvstyre. Hvis det skulle lykkes at skabe en forbedring i sundhedstilstanden, blev der indstillet til, at man fremover bruger tid på dialog omkring handling og prioriteringer på tværs af departementerne, sundhedsvæsenet og kommunerne. Herunder hvordan man ønsker at distribuere og koordinere forebyggelsesindsatsen de forskellige aktører i mellem.

Øget tværsektoriel forankring og det nye Paarisa For at imødekomme behovet for en øget tværsektoriel forankring af det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde, er især to tiltag afgørende. Dels etableringen af regionale fælles ledelsesfora med deltagelse på Tidsskriftet Grønland 4/2019 219

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

ledelsesniveau fra alle aktører i de fem kommuner. Og dels etableringen af styregruppen for Inuuneritta III bestående af departementscheferne fra social, uddannelse og sundhed. Dermed er muligheden for koordinering og tværsektoriel forankring etableret på højeste ledelsesniveau både regionalt og nationalt, hvilket skaber nogle konstruktive rammer for forebyggelsen fremover.

For at styrke forebyggelsen nationalt har Naalakkersuisut desuden oprettet en tværgående national forebyggelsesenhed på social- og sundhedsområdet, det nye Paarisa, der er placeret i Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold. I det nye Paarisa går den sundhedsfremmende og forebyggende indsats på tværs af sundheds- og socialområdet. Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold, der blev etableret 1. marts 2019, giver det sundhedsfremmende arbejde en nødvendig tættere kobling til det kommunale niveau.

Inuuneritta III Inuuneritta III, der har fået overskriften “Rammen om det gode børneliv”, lanceres i 2020 og indeholder fem overordnede pejlemærker for det tværsektorielle og sundhedsfremmende arbejde de næste 10 år (indtil 2030). Pejlemærkerne skal danne baggrund for og lægge op til en tæt dialog mellem Paarisa, kommunerne, sundhedsvæsnet og de mange andre aktører, der med stor relevans kan være med til at løfte opgaven med at sikre det gode børneliv. På baggrund af denne dialog afgøres det, hvilke initiativer der skal fortsætte eller igangsættes.

Som en vigtig del af dialogen om pejlemærkerne vil der blive kigget specifikt på, hvordan der allerede arbejdes med børns sundhed og trivsel i de enkelte kommuner for at få afdækket, hvilke lokale forskelle der er mellem forskellige byer og bygder.

Det vil også være afgørende at se på, hvor det giver mest mening for den enkelte kommune at starte, og hvor man allerede er godt i gang.

220 Tidsskriftet Grønland 4/2019

Sundhedsforskning i Grønland Grønlands Center for Sundhedsforskning Sundhedsforskningen i Grønland har i mange år været forankret ved danske universiteter og forskningsinstitutioner. Med etableringen af Grønlands Center for Sundhedsforskning (GCHR) ved Institut for Sygepleje og Sundhedsvidenskab på Grønlands Universitet i 2008, er sundhedsforskningen dog i stigende grad forankret i Grønland.

Dette er helt afgørende for forskningens relevans og bæredygtighed i forhold til det grønlandske samfund.

Formålet med centeret er at styrke samarbejdet mellem forskere fra andre lande og sundhedspersonale i Grønland, at fremme forskningssamarbejdet inden for Grønland, og for at lette samspillet mellem forskere fra andre lande med det grønlandske samfund.

Centeret er aktivt i undervisningen på alle niveauer fra holdundervisningen af sygeplejestuderende til vejledning af ph.d.-studerende. Det er desuden en ambition, at centeret kan huse både dataarkiv og biobank for det forskningsmateriale, der indsamles gennem sundhedsundersøgelser i Grønland på længere sigt (13).

Centeret har afholdt flere ph.d.-kurser og sommerskoler og har mere end 20 forskere og ph.d.-studerende tilknyttet. Forskningsområder i centeret omfatter blandt andet epidemiologisk forskning, befolkningsundersøgelser, genetik, ætiologi og patogenese, ernæring, sundhedstjenesteforskning, brugerundersøgelser med inddragelse af såvel patient-, pårørende og sundhedsprofessionelles perspektiver som kulturelle og sociologiske perspektiver, kønssygdomme, mellemørebetændelse, kræft, graviditet med mere.

I efteråret 2018 vedtog Naalakkersuisut (Landsstyret) og Novo Nordisk Fondens bestyrelse en fælles vision om at styrke diabetes- og livsstilsindsatsen i landet ved at etablere Steno Diabetes Center Grønland.

Dette vil få en stor betydning for sundhedsforskningen i Grønland, da et af formålene

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

er, at den nye indsats skal give et stort løft til forskning i og udvikling af diabetes- og livsstilsindsatsen. Det er tanken, at forskningen ved Steno Diabetes Center Grønland skal knyttes til Grønlands Center for Sundhedsforskning og de eksisterende både nationale og internationale netværk omkring sundhedsforskningen i Grønland, der udgår herfra.

Grønlandsmedicinsk Selskab En vigtig forening for samarbejdet mellem grønlandske og danske forskere og aktører på sundhedsområdet er Grønlandsmedicinsk Selskab, der har en bestyrelse i Danmark og en lokalafdeling i Nuuk. Grønlandsmedicinsk Selskab blev stiftet i 1997 som videnskabeligt selskab under Dansk Medicinsk Selskab. Selskabet afholder to til tre møder årligt i både Nuuk og København, hvor nye forskningsprojekter og resultater inden for sundhedsforskningen i Grønland sættes på dagsordenen. Selskabet udgiver ligeledes Kvartalets Tal, der formidler indhold fra videnskabelige artikler på en let forståelig måde for at sikre en bred formidling af den sundhedsforskning, der foregår med relevans for befolkningen og fagprofessionelle på sundhedsområdet (14).

Grønlandsmedicinsk Selskab medvirker til, at der opretholdes en god og etisk forskningspraksis inden for sundhedsforskningen. I 2015 udgav Selskabet således ”Vejledning om god forskningspraksis i Grønland”. Der er ikke tale om en lovpligtig vejledning, men derimod en opfordring til, at forskningen udføres med respekt for befolkningen, det politiske system og sundhedsvæsenet (14). I modsætning til de fleste andre arktiske regioner, med en stor andel oprindelige befolkninger, er der nemlig ingen generelle forskningsetiske retningslinjer for den forskning, der gennemføres i Grønland. Kun på sundhedsområdet findes Videnskabs Etisk Komité, der forholder sig til forskningsprojekternes etiske aspekter (7).

NUNAMED Siden 1991 har der ca. hvert tredje år været afholdt en grønlandsmedicinsk konference med navnet NUNAMED. NUNAMED arrangeres i fællesskab af Grønlandmedicinsk Selskab, Peqqissaasut Kattuffiat (Grønlands Sygeplejeorganisation), Grønlands Lægekredsforening og Grønlands Center for Sundhedsforskning. Formålet med NUNAMED er, at både grønlandske, danske og i stigende grad udenlandske forskere får mulighed for at præsentere nye forskningsresultater. Dels til hinanden forsker og forsker i mellem. Men i lige så høj grad for fagprofessionelle, der arbejder på sundhedsområdet, eller som har en interesse herfor. De seneste år har der desuden været flere og flere deltagere fra andre fagområder, som social- og uddannelsesområdet, hvilket tydeligt afspejler et øget samarbejde omkring arbejdet med sundhed og forebyggelse på tværs af sektorer og faggrupper. Det er ligeledes en vigtig anledning for de mange forskellige forskningsinstitutioner, der er aktive på området, til at etablere eller vedligeholde samarbejdsrelationerne, således at der sikres en sammenhæng og koordinering af relaterede projekter på området.

Internationale netværk i sundhedsforskningen Det internationale samarbejde inden for sundhedsforskningen er af stor betydning for den grønlandske sundhedsforskning, fordi mange af de problematikker og områder, som sundhedsforskningen i Grønland beskæftiger sig med, er bundet i den arktiske kontekst i form af et sundhedsvæsen og en sundhedsfremmende og forebyggende indsats, der skal dække en lille befolkning spredt ud over store afstande. Samt forhold relateret til levevilkår og livsstil, der er præget af store regionale forskelle og forskelle mellem byer af forskellige størrelser og bygder. Disse forhold findes også i mange andre arktiske egne.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 221

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

222 Tidsskriftet Grønland 4/2019

CHRISTINA VISKUM LYTKEN LARSEN

International Union for Circumpolar Health Især forskningssamarbejdet inden for ”International Union for Circumpolar Health” (IUCH) har formet rammen for samarbejdet på tværs af de arktiske områder med de tilbagevendende konferencer ”International Congress on Circumpolar Health” hvert tredje år (15). IUCH består af bestyrelsesformændene fra de nationale medicinske selskaber fra Grønland og Danmark, de nordiske landes sammenslutning, Rusland, Canada og USA samt repræsentanter valgt af unionens medlemmer.

Med etableringen af netværksorganisationen UArctic i 2001 er meget samarbejde i tiltagende grad knyttet til Grønlands Center for Sundhedsforsknings deltagelse i UArcticsamarbejdet og mere specifikt udvalget ”Thematic Network on Health and Wellbeing in the Arctic”. De fleste danske universiteter er også medlemmer af UArctic og kan deltage den vej igennem (16).

The Circumpolar Health Research Network Endelig er der The Circumpolar Health Research Network, der supplerer samarbejdet i de øvrige netværk ved blandt andet at sørge for rejsetilskud til studerende og unge forskere, så de har mulighed for at deltage i de internationale møder omkring arktisk sundhed. Det er ligeledes The Circumpolar Health Research Network, der står for udgivelsen af The International Journal of Circumpolar Health, hvor rigtig meget både kvalitativ og kvantitativ forskning inden for sundhed i hele det cirkumpolare område publiceres (17).

Referencer 1. NOMESCO. Health Statistics for the Nordic Countries. In: Committee NM-S, editor. 2017.

2. OECD. Health expenditure and 2018. Available from: https:// stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=SHA 3. Ingemann C. & Larsen CVL. Evaluering af Grønlands Sundhedsreform. Oplevede og målbare effekter 2017. Statens Institut for Folkesundhed, 2018.

4. Sundhedsledelsen. Katalog over sundhedsfaglige ydelser i Regionerne - Ydelseskataloget. Departementet for Sundhed, 2015. www.peqqik.gl 5. Departementet for Sundhed. Redegørelsen om Sundhedsreformen, 2010. www.peqqik.gl 6. Lovgrundlag for Landslægeembedet: https://naalakkersuisut. gl/da/Naalakkersuisut/Departementer/Landslaegeembedet/Lovgrundlag 7. Landslægeembedet. www.nun.gl 8. Larsen CVL., Dahl-Petersen IK., Kamper-Jørgensen F., Dalentoft L. & Pars T. Midtvejsevaluering af folkesundhedsprogrammet Inuuneritta, Statens Institut for Folkesundhed, 2011.

9. Departementet for Sundhed. Inuuneritta II - Naalakkersuisuts strategier og målsætninger for folkesundheden 2013-2019, udgivet 2012. www.peqqik.gl 10. Departementet for Sundhed. Hvordan går det? Folkesundhed i Grønland i 2014, udgivet 2015. www.peqqik.gl 11. Niclasen B. HBSC Greenland. Data fra Skolebørnsundersøgelsen 2018. Statens Institut for Folkesundhed, 2019.

12. Ingemann C. & Larsen CVL. Midtvejsevaluering af Inuuneritta II. Statens Institut for Folkesundhed, 2017.

13. Grønlands Center for Sundhedsforskning. https://da.uni. gl/forskning/groenlands-center-for-sundhedsforskning. aspx 14. Grønlandsmedicinsk Selskab. https://gmsnet.dk/ 15. International Union for Circumpolar Health. https:// iuch.net/ 16. https://www.uarctic.org/ 17. http://circhnet.org/

Tidsskriftet Grønland 4/2019 223

AF STEVEN ARNFJORD

Sociologiske perspektiver på psykisk sundhed RESUMÉ Psykisk sundhed perspektiveres i denne artikel socialvidenskabeligt, og temaet behandles i relation til selvmordsproblematikken, som er vedvarende i Grønland. Derfor ser vi på, hvad et socialt orienteret blik kan bidrage til i forståelserne fra noget af den seneste socialpsykologiske og antropologiske viden på området. Kan en community-orienteret tilgang supplere det nuværende forebyggelsesarbejde? Denne overvejelse er væsentlig at inddrage i betragtningerne, da effekten af de hidtidige indsatser ikke tilstrækkeligt kan aflæses i statistikken omkring selvmord. Det kan ses som et vægtigt supplement i samspil med arbejdet omkring at styrke den refleksive samtale og understøtte, at især unge i langt højere grad lærer at sætte ord på, hvordan de har det med deres psykiske sundhed.

Steven Arnfjord, lektor og leder af Afdeling for Samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Tak til Per Arnfjord for korrekturlæsning.

Et typisk sted at hænge ud som ung i 3905 Nuussuaq i 1990'erne var omkring butikken Nuussuaq Video ved siden af Nuusssuaqskolen. Videobutikken havde aftenåbent, så der var en jævn trafik mellem butikken, Nuussuaqhallen og Nuussuaqskolens ungdomsklub Inneruulat. En dag var videobutikken lukket. ’Vandskade’ sagde de. Senere erfarede vi unger, at det var fordi Lille-Ole havde begået selvmord i lejligheden over butikken og samtidig ramt et vandrør. Det var første gang, vi hørte om selvmord – som blev et fænomen, der sidenhen blev en grundbetingelse i vores ungdom.

I denne artikel fokuseres der på psykisk sundhed i et grønlandsk sociologisk perspektiv. Afsættet sker i forhold til selvmordet som en ekstrem konsekvens af ikke håndteret psykisk sundhed på individ- og samfundsniveau.

Selvmordsproblematikken kan statistisk udtrykkes i figur 1. Grafen illustrerer et årligt gennemsnit på 47,8 selvmord over en Figur 1: Selvmord i Grønland 1988-2018 (Grønlands Statistik, Landslægeembedets rapporter, Grønlands Politi).

224 Tidsskriftet Grønland 4/2019

STEVEN ARNFJORD

I den blå bygning i forgrunden lå Notabenes Videobutik, og i baggrunden ses Nuususuaqskolen – fotograferet af forfatteren.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 225

STEVEN ARNFJORD

Figur 2: Selvmord pr. 100.000 indbyggere fordelt på WHO’s regioner (World Health Organization, 2018, p.

51).

30 års periode. Grønland har et konsekvent selvmordstal, der stadig er blandt verdens højeste. Sammenligner man pr. 100.000 indbyggere med den seneste rapport fra WHO’s Mental Health Atlas fra 2017, så betyder en omregning af Grønlands selvmordstal i 2016 (47), at vi ender med et selvmordsantal på 84. I ovenstående figur 2 ses et gennemsnitstal fra WHO’s regioner: Det er en problemstilling, som dele af den psykologiske videnskab og sundhedsvidenskaben foreslår håndteret med fokus på individer, og som med et socialvidenskabeligt fokus kan suppleres med communityorienterede løsninger.

Psykisk sundhed i et sociologisk perspektiv Herhjemme i Grønland har vi længe haft fokus på psykisk sundhed, som et individuelt psykologisk problem i forhold til at forstå forebyggelse mere socialt orienteret. Dette er en problemstilling, som tidligere er blevet berørt (Niclasen & Arnfjord, 2015; Tróndheim, Arnfjord, Sonniks & Berliner, 2017).

Sociologisk ser vi i denne artikel overvejende på psykisk sundhed som et socialt

226 Tidsskriftet Grønland 4/2019

fænomen. Psykologien forstås i denne sammenhæng socialpsykologisk og særligt med en klassiker som George Herbert Mead, som skrev, at vi forstår os selv gennem samfundets reaktioner på, hvordan vi præsenterer os (Mead, 1934/2017).

I sociologien kan man observere et spin-off af psykologien i den mikrosociologiske tradition. I flere af traditionens hovedværker trækkes der tråde til psykologien, f.eks. Erving Goffmans ”Stigma – Notes on the management of a spoiled identity”, Robert Parks ”The City –Suggestions for the Study of Human Nature in the Urban Environment” eller Jane Addams ”The Spirit of Youth and the City Streets”. Blandt ovenstående udgivelser kan det være vanskeligt at afgøre, hvornår det psykologiske område stopper, og det sociologiske starter.

Udenfor universitetsmiljøet er det i sidste ende også en ganske uinteressant diskussion. I universitetsundervisningen på Ilisimatusarfik plejer vi at sige, at sociologien skal forholde sig til det samfund, som mennesker opholder sig i.

Når det handler om psykisk sundhed, så kunne et tilsvarende forskningstema være trivsel. I et tidligere grønlandsk

STEVEN ARNFJORD

forskningsprojekt så vi på socialarbejderes trivsel herhjemme i form af selvvurderet psykisk sundhed i arbejdslivet (Arnfjord, 2018). Andre studier af f.eks. unges trivsel har fået titlen ”Det Svære Ungdomsliv” – som var forskning af unges livsvilkår i forbindelse med de landsdækkende befolkningsundersøgelser. Hovedkonklusioner fra det empiriske studie var blandt andet, at fem procent af de unge havde svært ved at tale med jævnaldrene og voksne om ting, som bekymrer dem, eller hvis de oplever sorg.

Særligt er det drengene, som er tilbageholdene, når det kommer til at dele deres problemer med f.eks. deres nærmeste (Pedersen & Bjerregaard, 2012).

Førnævnte projekt har især sin værdi i afdækningen af de unges udfordringer på et kvantitativt niveau. Der har siden år 2000 været et stabilt forskningsmæssigt fokus på området omkring unges trivsel (Christensen & Baviskar, 2015; Curtis, 2006; Niclasen & Arnfjord, 2015). Fokus ovenfor er også et udtryk for, at den folkesundhedsvidenskabelige tilgang til psykisk sundhed har gjort sit indtog i Grønland – og det har overvejende været i form af landsdækkende kvantitative undersøgelser, med enkelte kvalitative afsæt i form af interviewprojekter omkring ungdom og fattigdom (Schnohr, Nielsen & Wulff, 2007; Wulff & Nielsen, 2007).

I den community-psykologiske tilgang til psykisk sundhed herhjemme har professor Peter Berliner ved Ilisimatusarfik arbejdet med psykisk sundhed i Grønland i et tæt forhold til genstandsfeltet med projekter i Nanortalik, Tasiilaq og senest i Maniitsoq omkring det at genfinde glæden ved livet.

Der er i projekterne taget et afsæt i resiliencebegrebet, som kan forstås som psykologisk og socialpsykologisk modstandskraft (Allen et al., 2013; Berliner, Larsen & Soberón, 2012). Det er alt sammen studier, som har ungdommen som et forskningsmæssigt genstandsfelt – og med et fagligt perspektiv på den psykiske sundhed.

En årsag til et fokus på resilience handler om Grønlands erfaringer med, hvordan selvmordet, som tidligere nævnt, er en ekstrem konsekvens af ikke-italesat psykisk sundhed. Når man som forfatteren er vokset op i Grønland, så er psykisk sundhed ofte noget, man tidligt erfarer direkte på sit sociale nærmiljø gennem selvmordene.

Det er f.eks. nærmere reglen end undtagelsen, at jeg i mit arbejde på Ilisimatusarfik møder studerende, venner, familier som alle har erfaring med selvmord fra primære eller sekundære netværk (venners venner, grandfætre og -kusiner eller lignende). Det er en ungdomsbetingelse, som i folkesundhedsvidenskaben er blevet kaldt en folkesygdom (Bjerregaard, 2006, p. 16). Det handler om kærestesorger, som er en gennemgående forklaring – der igen er en ungdomsbetingelse.

I den klassiske sociologi er Emilé Durkheims studie af selvmord (Le Suicide) fra 1890'erne en klassiker i sig selv – og samtidig et af de første store sociologiske studier med selvmordet som en social patologi på det moderne samfund. I tiden før udviklingen af en egentlig psykiatri bearbejder Durkheim flere hypoteser omkring selvmordets opståen, og tager afsæt i hypoteser om øjeblikkelig sindssyge og depression (Durkheim, 1897). Men når det handler om hjemlige forhold (i Grønland), er det hans lille afsnit ”Imitation”, der har særlig relevans (Durkheim, 1897/2002, pp. 74–95). Durkheim dokumenterer, hvordan man kan påvise, at selvmord imiteres eller danner inspiration – og senere i afsnittet omtales det endvidere, som at man ’smittes’ med selvmord.

Imitationsteorien gav senere afsæt til en kendt artikel af sociologen David Phillips, som påpegede en stigning af selvmord, der fulgte efter at amerikanske nyhedsmedier havde berettet om selvmord (Phillips, 1974). I dag omtaler grønlandske nyhedsmedier også kun selvmord i brede vendinger, og beretter ikke om enkelte tilfælde.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 227

STEVEN ARNFJORD

Fra individ- til communityfokus Socialvidenskabeligt har selvmord i Grønland været studeret af blandt andre Thorslund og Flora – hvor førstnævnte diskuterer koblingen til effekten af koloniseringen i 1970'erne. Thorslund peger endvidere på, at forebyggelse tidligere i Nordcanada var præget af panik og politiske krav om handling, og først senere i mere lovende grad satte fokus på lokalsamfundets rolle (Thorslund, 1992).

Af nyere antropologiske studier er der Janne Floras arbejde, hvor hun afviser, at f.eks. Qivitoq-begrebet (fjældgænger) kan kobles til selvmordet i moderne forstand.

Selvmord, som hun observerer det, er følelsesforstyrrelser relateret til ikke-gengældt kærlighed, fortrydelse, følelsen af at blive efterladt samt intens ensomhed (Flora, 2019, p. 80).

Når vi ser på de nyere tilgange til at styrke den psykiske sundhed, så har tilgangene tidligere været overvejende individuelt orienterede. Det er uddannelse af fagpersoner, studievejledning, telefonhjælpelinjer, psykologsamtaler, fokus på familie og pårørende (Lynge & Bjerregaard, 2000; Naalakkersuisut, 2013). Folkesundhedsperspektivet har i denne sammenhæng givetvis nogle udfordringer i manglen på en horisontal spejling.

Den seneste nationale strategis effektivitet fra 2013 kan f.eks. ikke ses i selvmordsstatistikken. Lokalsamfundets rolle i forbindelse med forebyggelse og støtte er kun berørt i et begrænset omfang i de offentlige strategier – til trods for, at der flere gange i den socialvidenskabelige forskning er blevet peget på dette element som en del af en samlet forebyggelsesindsats.

Lokalsamfundsindsatser viser sig at have en dokumenteret effekt. Det var f.eks. et fælles community-engagement i form af fritidstilbud, trivsel i skolen, samvær med forældre samt udgangsforbud for 13-16 årige efter klokken 22.00, der drastisk nedbragte den islandske ungdoms alkoholforbrug (Munch,

228 Tidsskriftet Grønland 4/2019

2017). Et andet eksempel kommer fra Finland, som viste at en national strategi mod selvmord – som blev implementeret blandt professionelle og i samfundet – knækkede landets selvmordskurve i 1990'erne (Upanne, 2002).

I det arktiske Canada har man bearbejdet processerne efter en selvmordsbølge i byen Pangnirtung (1.400 indb.) ved at begrænse alkoholsalget og via styrkelse af det sociale sammenhold. Dette nedbragte selvmordstallet. I byen Buffalo Narrows (1.100 indb.) i provinsen Saskatchewan var man ramt af selvmord, og befandt sig i en konsekvent krisesituation. Situationen blev forandret ved hjælp af en community-psykologisk tilgang, hvor fokus blev lagt på lokalsamfundet og den sociale indsats.

En indbygger i Buffalo Narrows udtaler: “It’s not a fancy solution, it’s really traditional so returning to those traditional ways, but for a lot of us, we have to relearn those things so that’s not easy”. (Bridges, 2017).

Indbyggerne i Buffalo Narrows rykkede sammen om at styrke den psykiske sundhed.

Det gennemgående for nationale planer, som søger at forbedre psykisk sundhed, er, at der ikke findes enkle løsninger. Der er tale om indsatser, hvor man sætter ind på flere områder – f.eks. familien, de professionelle og lokalsamfundet.

Et af de seneste arktisk canadiske eksempler er fra Michael Krals arbejde i byer i Nunavut. Selvmordstallene var her mærkant højere end i Sydcanada – og relateret til ensomhed, mangel på kærlighed og ubearbejdet vrede (Kral, 2019). Krals udgangspunkt er community-empowerment, hvor selvmordsproblemstillinger bliver drøftet i kollektive udvalg, som f.eks. to gange om måneden diskuterer mulige kollektive løsninger (ibid. 118-202). Resultatet blev indsatser som ungdomsklubber, socialt samvær med ældre og fællesprojekter

STEVEN ARNFJORD

(Foto: Alicia Bridges/CBC).

i form af filmproduktioner. Kral argumenterer for, at socialt arbejde omkring selvmord må tage sit afsæt i lokalsamfundene, og i en blanding af vestlig viden og oprindelige folks viden (inuit knowledge) (ibid. 142).

.. og tilbage igen I nyere forskning kommer der flere vigtige udmeldinger omkring community-indsatser.

Det er indsatser, som ikke altid har samtaler omkring følelser i centrum – hvilket der kan være gode grunde til, for at tale om følelser kræver træning. Det er ikke blot at åbne munden og snakke. Det er ikke engang sikkert, at man har et ordforråd til at begrebssætte, hvad der sker i kroppen og i sindet, når man oplever noget som frustrerende eller håbløst.

Filosoffen John Dewey ville have fokus rettet mod refleksionen som en del af opvæksten. Det er ikke tilstrækkeligt blot at

tænke over noget. Det er refleksionen over læringen – eller aktiv, vedvarende og omhyggelig overvejelse som udgør refleksionen (Dewey, 1910/2009, p. 6).

Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at eksempelvis en ung mand efter en overstået individuel- eller gruppeterapeutisk samtale erklærer: ”Jeg har det bedre nu”.

Selvom denne udmelding absolut er vigtig, så skal man have den unge mand til at reflektere over spørgsmålet: ”Hvorfor tror du, at du har fået det bedre nu?” og ”Hvad vil du sige, at der er sket, fra da du begyndte at åbne op omkring dine bekymringer og til det mere positive standpunkt, som du siger, du har nu?” Refleksive spørgsmål som disse er grundlaget i førskoleforordningen Meeqqerivitsialak og skoleforordningen Atuarfitsialak (Inatsisartut, 2012b, 2012a).

Forordningerne kan tolkes som et opgør med en forældet samtalekultur, hvor de voksne taler til børnene i stedet for at

Tidsskriftet Grønland 4/2019 229

STEVEN ARNFJORD

tale med børnene. Fokus lægges på den demokratiske samtale med inddragelse af barnet som deltager i eget udviklingsforløb – helt på linje med børnekonventionens kapitel 9. (United Nations General Assembly, 1989).

At der nu skal tales med børn, er en kommandoordre, som vi godt kan skærpe yderligere. For at tale til børn kan være i form af spørgsmålet: ”Qanoq Ippit?” eller ”Ullummi Sulerpisi?” [Hvordan har du det? eller hvad har I lavet i dag?]. Det er en almindelig måde at spørge ind på, men den er egentlig ikke refleksiv. Man risikerer at ende i en amerikaniseret overflade-tomgang med: ”How are you?”, hvortil autosvaret lyder: ”Fine, how are you?”.

Autosvaret herhjemme er enten ansigtsmimik eller ”Ajunngilanga” – den refleksive aktivitet stopper, før den er begyndt. Et refleksivt alternativ kunne være: ”Hvordan har du det godt?” [Qanoq ajunngilatit?]. Det handler om en italesættelse af refleksioner eller metakognitioner – over hvorledes vi har det med vores mentale sundhed, for ellers begrænses samfundets mulighed for at kunne hjælpe. Et fokus og et fælles ansvar omkring flere refleksive spørgsmål og en forventning om en øget refleksiv tilgang kunne bidrage til samfundets psykiske sundhed.

Første skridt er betroelsen og tilliden.

Det er elementer, man f.eks. i ungdomsforskningen skulle forstå bedre. Hvem betror unge sig til i dag, hvem kan de have tillid til? I de tidligere MATU-projekter blev der etableret tillid gennem fysiske aktiviteter og gennem et pædagogisk tilstedevær (Berliner, 2001).

Man har længe forstået sociale indsatser som en gateway til at få kontakt med f.eks. de unge eller andre grupper, som vurderes til at have lavt psykisk velvære.

I praksis er det ikke realistisk at uddanne korps efter korps af semi-terapeuter, der så skal jagte borgere rundt i Grønlands gader og spørge ind til deres mentale sundhed. Vi skal have etableret en generel

230 Tidsskriftet Grønland 4/2019

indsigt (awareness) gennem det allerede igangværende forebyggelsesarbejde. Det være sig hos idrætstrænere, klubmedarbejdere, skolelærer, faglærere, ansatte i Majoriaq, pædagoger mv.

Først og fremmest kunne man udstyre dem med hvad psykologen Ernst Peilmann kaldte en lytteinstruks. Peilmann var også selv bekymret for selvmordene (Peilmann, 1998). Socialpædagoger har også kaldt dette for containment, eller blot at rumme i en relationspædagogisk forstand.

Det er eksistentiel psykologi med fokus på det værende. Når f.eks. et ungt menneske tager kontakt angående bekymringer, ja så handler det om et tilstedevær og aktiv lytning. Hvad bliver der sagt? Det kan ikke sidestilles med, at man skal kunne forstå og løse de unge menneskers problemer. Det kræver en faglighed med specialkundskaber – men alle kan lære at lytte, har Peilmann tidligere sagt. Han fik også sat det meget på spidsen, at hvis man skal have has med den problematiske psykiske sundhed, så gøres det ikke monofagligt, men tværfagligt: ”Det siger sig selv, at en enkelt psykolog ikke når langt uden tværfaglig støtte over for sådanne realiteter. Derfor har det været nødvendigt at opkvalificere pædagoger, lærere og socialrådgivere til at udføre arbejde, der rækker videre, end deres oprindelige uddannelse har bibragt dem” (Peilmann, 2002, p. 18).

Virkningsfulde målbare, alsidige og langsigtede indsatser Fælles for indsatserne bør man dog sikre sig, at det man ønsker at forebygge, til en vis grad er målbart. Således at man kan forstå, hvorfor en indsats virker eller ikke virker.

Det er ikke altid, at fusionen mellem videnskabeligt arbejde og politiske ambitioner om at forebygge dårlig psykisk sundhed er hensigtsmæssig. Det handler blandt andet om, at den videnskabelige og politiske målsætning er forskellig.

STEVEN ARNFJORD

Et eksempel er uddannelsesstyrelsens tidligere samarbejde med Maryfonden omkring ”Kammagiitta”, som har kørt siden 2011. Arbejdet handlede om en indsats overfor mobning. Videnskabeligt er den langsigtede negative effekt af mobning veldokumenteret, men der var ikke forud for den grønlandske indsats foretaget et egentligt studie af dette.

Man har dog sidenhen koblet forskning på projektet.

Forskningen studerer psykisk sundhed blandt børn, og det politiske projekt fik det danske navn ”Fri for mobberi”. Politikken om helt at eliminere mobning, hjemløshed eller vold i hjemmet kolliderer med virkeligheden om, at absolutter ikke kan kontraktliggøres med det brede samfund. Fra et sociologisk perspektiv skulle indsatsen hedde noget andet end ”Fri for mobberi” – da det at være ’fri’ for mobning er en utopi, der kun kræver en uartig skoleelevs manglende accept af ’the masterplan’ for at fejle. Men at formulere det således, at alle børn har ret til en god skolegang – det ville retorisk være nemmere at efterleve.

Lige at ’fixe’ psykisk sundhed med en fængende overskrift er en politisk vision – men det kan resultere i en realpolitisk langstrakt affære. Det kunne udformes som et psykisk og socialt sundhedsprojekt, med velplacerede delmål der kan evalueres. Ét selvmord er ét for meget – og alligevel må man have et perspektiv for, hvornår udviklingen går den rette vej. Her vil det ikke hjælpe med ”Fri for Selvmord”. Igen, så kræver det blot ét menneske med tilpas dårligt mentalt velvære til at tippe projektet i den forkerte retning. Man kunne i stedet tale om et fokus på en vedvarende degression over selvmordstallet i en årrække.

Opsamlende kan vi konstatere, at psykisk sundhed er en problemstilling, som ikke kan forbindes alene til én faglighed eller ét domæne i det grønlandske velfærdssamfund. Det er et samlet samfund, som skal løse dette – og det kan effektueres via sundheds- og socialpolitiske strategier for

indsatser, som har mål og delmål og som er målbare, således at de kan følges løbende, og at vi kan evaluere indsatsen. Dette bør ske sideløbende med analyser af det, som canadisk inuit kalder inter-generationelle traumer (Aguiar & Halseth, 2015; Moghaddam, Momper & Fong, 2013). Dette kunne i samme omfang gøre sig gældende i Grønland.

Samtidig med at man forsker i og monitorerer Grønlands psykiske sundhed, så skal vi have et parallelt praksisrettet spor med den igangværende forebyggelse, og en forebyggelse som skal kunne underkastes en kritisk evaluering med henblik på løbende fremskridt. Det bør være en indsats, som er brolagt af små succeser – der sidenhen tegner et positivt billede af, at psykisk sundhed, udover at være et individuelt forhold, i særdeleshed er et samfundsmæssigt anliggende.

Noter 1. Selvmord har været et gennemgående tema i Tidsskriftet Grønlands artikler - se særligt 1991 (nr. 3) og 1990 (nr.

4).

2. (AFR=Afrika; AMR=Americas; EMR=Eastern Mediterranean; EUR=Europe; SEAR=South-East Asia; WPR=Western Pacific) 3. Pladsen i denne korte artikel begrænser antallet af referencer. Der kunne med rette være anvendt flere historiske referencer.

4. Det er ellers særligt Durkheims kategoriseringer af selvmord som altruistisk, egoistisk og anomisk som anvendes den dag i dag.

5. Max Weber sagde det engang mere præcist, at man i studiet af samfundet skal holde sig til, hvad der er - og ikke hvad der bør være .. altså en tilstræbt objektivitet i forskningsarbejdet (Bruun, 1969). Det lykkedes dog ikke forfatteren denne gang.

Litteraturliste Aguiar, W., & Halseth, R. (2015). Aboriginal peoples and historic trauma : the processes of intergenerational transmission.

Prince George: National Collaborating Centre for Aboriginal Health.

Allen, J., Hopper, K., Wexler, L., Kral, M., Rasmus, S., & Nystad, K. (2013). Mapping resilience pathways of Indigenous youth in five circumpolar communities.

Transcultural Psychiatry, 51(5), 601–631.

Arnfjord, S. (2018). Trivsel & udbrændthed i det socialfaglige arbejdsliv. Nuuk.

Berliner, P. (2001). MATU-projektet - Evalueringsrapport. København.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 231

STEVEN ARNFJORD Berliner, P., Larsen, L. N., & Soberón, E. D. C. (2012). Case Study: Promoting Community Resilience with Local Values – Greenland’s Paamiut Asasara. In M. Ungar (Ed.), The Social Ecology of Resilience - A Handbook of Theory and Practice. New York: Springer.

Bjerregaard, P. (2006). Professoratet i arktisk sundhed 1996-2006. Kbh.: Statens Institut for Folkesundhed.

Bridges, A. (2017). Breaking the cycle: How northern Saskatchewan is rallying to end suicide.

Bruun, H. H. (1969). Max Webers krav om værdifrihed i videnskaben. Politica, 2(6 SE-Artikler).

Christensen, E., & Baviskar, S. (2015). Unge i Grønland - Med fokus på seksualitet og seksuelle overgreb. København.

Curtis, T. (2006). Unges trivsel i Grønland 2004. Inussuk, 1 2006 (Vol. 1. udgave). Nuuk: Grønlands Hjemmestyre, Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke.

Dewey, J. (2009). How we think. Dover Publications.

Durkheim, E. (1897). Le suicide.

Durkheim, É. (2002). Suicide - A study in sociology. London: Routledge.

Flora, J. (2019). Wandering Spirits : Loneliness and Longing in Greenland. Chicago: University of Chicago Press.

Inatsisartut. Inatsisartutlov nr. 15 af 3. december 2012 om folkeskolen (2012). Grønland.

Inatsisartut. Inatsisartutlov nr. 16 af 3. december 2012 om pædagogisk udviklende tilbud til børn i førskolealderen (2012). Grønland.

Kral, M. J. (2019). The return of the sun : suicide and reclamation among Inuit of Arctic Canada. New York, NY: Oxford University Press.

Lynge, I., & Bjerregaard, P. (2000). Selvmord, Selvmordsforsøg Og Selvmordstanker I Grønland. Nuuk.

Mead, G. H. (2017). Sindet, selvet og samfundet : fra et socialbehavioristisk standpunkt (2nd ed.). Kbh.: Akademisk Forlag.

Moghaddam, J. F., Momper, S. L., & Fong, T. (2013).

Discrimination and participation in traditional healing for American Indians and Alaska natives. Journal of Community Health, 38(6), 1115–1123.

Munch, P. (2017, October 2). Island fik bugt med de unges vilde drukfest. Politiken, p. 11.

Naalakkersuisut. (2013). National strategi for selvmordsforebyggelse i Grønland 2013-2019. Nuuk.

Niclasen, B., & Arnfjord, S. (2015). Skolen og skoletrivsel. In B. Niclassen & P. Bjerregaard (Eds.), Folkesundhed blandt skolebørn - resultater fra HBSC Greenland undersøgelsen 2014. København: Statens Institut for Folkesundhed.

232 Tidsskriftet Grønland 4/2019

Pedersen, C. P., & Bjerregaard, P. (2012). Det Svære Ungdomsliv - Unges Trivsel i Grønland 2011 - En Undersøgelse Om De Ældste Folkeskoleelever. København: Statens Institut for Folkesundhed.

Peilmann, E. (1998). Selvmord i Grønland. Psykolog Nyt, 52(11), 12–15.

Peilmann, E. (2002). Debat. Kamik-mak-psykologi. Psykolog Nyt, 56(16), 17–18.

Phillips, D. P. (1974). The Inf luence of Suggestion on Suicide: Substantive and Theoretical Implications of the Werther Effect. American Sociological Review, 39(3), 340–354.

Schnohr, C., Nielsen, S. L., & Wulff, S. (2007). Børnefattigdom i Grønland: en statistisk analyse af indkomstdata for husstande med børn. Børns levestandard i Grønland, 2.

Nuuk: MIPI. Thorslund, J. (1992). Ungdomsselvmord og moderniseringsproblemer blandt Inuit i Grønland. Holte: SocPol. Tróndheim, T., Arnfjord, S., Sonniks, M., & Berliner, P. (2017). Psykologi i Grønland - en ref leksion. Psyke & Logos, 38(1), 13–31.

United Nations General Assembly. Convention on the rights of the child. (1989). New York: Human Rights Directorate.

Upanne, M. (2002). Implementation of the Suicide Prevention Strategy in Finland. In D. De Leo, A. Schmidtke, & R. F. W. Diekstra (Eds.), Suicide Prevention: A Holistic Approach (pp. 219–223). Dordrecht: Springer Netherlands.

World Health Organization. (2018). Mental health atlas 2017.

Geneva, Switzerland: World Health Organization.

Wulff, S., & Nielsen, S. L. (2007). Børn med afsavn: interviewundersøgelse med børn og forældre i familier med knap økonomi.

Børns levestandard i Grønland, 1. Nuuk: MIPI, Videnscenter om Børn og Unge.

AF JOSEPHINE SCHNOHR

Sorg er et grundvilkår i Grønland RESUMÉ Det Nationale Sorgcenter i København har udarbejdet en rapport over et researcharbejde omkring sorg og sorgreaktioner i den grønlandske befolkning. Den relativt lille og tætforbundne befolkning rummer mere sorg end i de fleste andre lande som følge af den høje rate af selvmord især blandt de unge, og andre alvorlige problemstillinger som misbrug, vold og seksuelle overgreb.Tab, sorg og sorgreaktioner er en del af dette problemkompleks, der bør tages ligeså alvorligt som de andre, da især kompliceret sorg kan fastholde mennesker i en dårlig spiral, og på sigt føre til egne selvmordstanker og misbrug. Sorg bør sammen med de øvrige problemer indgå i en helhedsorienteret behandlingsplan udført i et tværfagligt samarbejde i de relevante sektorer.

Josephine Schnohr (f.

1971). M. Phil i egyptologi ved University of Cambridge 1996. Cand. mag i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet i 1999. Freelance journalist med speciale i arkæologi og historie. Skriver for Kristeligt Dagblad, AG Grønlandsposten, Polarfronten, Sciencereport.dk m.fl.

Døden og dens ufravigelige følgesvend sorgen fylder meget i Grønland. Langt mere end mange andre steder, da de fleste grønlændere har oplevet at miste til selvmord og anden voldsom, tidlig død.

Alligevel bliver sorg og sorgreaktioner ikke italesat i det grønlandske samfund.

Det er blevet en præmis og et livsvilkår, som de fleste må bære med sig, og derfor ikke i særlig grad noget at tale om og involvere andre i. De andre bærer jo også på deres sorg.

Derved er sorg og sorgreaktioner endt med at stå i skyggen af de mange andre alvorlige problemstillinger, som man står med i Grønland: alkohol- og stofmisbrug, seksuelle overgreb, vold m.m. De problemer oplever myndigheder og befolkning som mere akutte og væsentlige at fokusere på at få løst.

Men en ny rapport fra Det Nationale Sorgcenter slår fast, at sorg og sorgreaktioner er et alvorligt og invaliderende problem for mange grønlændere. At særligt de mange komplicerede sorgreaktioner som følge af voldsomme oplevelser af svigt og tab kan være en del af de omfattende problemstillinger med misbrug, overgreb, selvmord og drab.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 233

JOSEPHINE SCHNOHR

Sorg som diagnose Det Nationale Sorgcenter – Børn, Unge & Sorg med base i København har henved 20 års erfaring på sorgområdet i Danmark både med specialiseret behandling af sorgramte, men også med forskning, viden, formidling og efteruddannelse af relevante fagpersoner.

Et vigtigt element heraf er at skelne imellem de naturlige sorgreaktioner, som de fleste mennesker uundgåeligt oplever nogle gange i livet, og de mere komplicerede sorgreaktioner, der kan ramme særligt udsatte mennesker. Det kan enten ske på grund af voldsomheden af de tab, der udløser sorg eller, at disse tab sker i kombination med eller forlængelse af andre voldsomme oplevelser og omsorgssvigt såsom overgreb, misbrug og vold.

Sundhedsstyrelsen i Danmark har med udpegelsen af Det Nationale Sorgcenter i 2017 sat komplicerede sorgreaktioner på dagsordenen i Danmark. Der sker bl.a. på baggrund af, at ”vedvarende sorglidelse” er optaget som en formel diagnose i ICD11 – WHO’s diagnosemanual.

Sorg i Grønland I de senere år har Det Nationale Sorgcenter modtaget flere henvendelser fra lærere i Grønland, der efterspørger faglig oplysning, viden og rådgivning i forbindelse med at starte sorggrupper for skolebørn, der lider under voldsomme tab i familien og det nære samfund.

Henvendelserne tyder på, at sorg og sorgreaktioner er et udbredt fænomen i det grønlandske samfund og et problem, der kalder på mere viden og handling.

Det blev afsættet til, at Det Nationale Sorgcenter besluttede sig for at undersøge og analysere forholdene i Grønland nærmere, og Nordisk Ministerråd bidrog med økonomisk støtte til projektet.

Igennem de sidste par år har et team fra Det Nationale Sorgcenter gennemført mere end 50 interviews med fagpersoner og andre

234 Tidsskriftet Grønland 4/2019

relevante aktører fra social-, sundheds- og uddannelsesområdet samt retsvæsenet i de fire grønlandske byer Nuuk, Sisimiut, Qaqortoq og Tasiilaq for at danne sig et overblik over sorgaktører og sorgtilbud samt indhentet viden om, hvordan sorg og sorgreaktioner ser ud og kommer til udtryk i Grønland.

Undersøgelsen er udarbejdet i samarbejde med Center for Folkesundhed i Grønland ved Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet samt forskere fra Grønland, Danmark og Norge.

Selvmord og voldsomme dødsfald Den grønlandske befolkning tæller omkring 56.000 mennesker, hvoraf 96% er bosat på vestkysten og de fleste i de 16 hovedbyer. I hovedbyen Nuuk bor omkring 18.000 og i den næststørste by Sisimiut omkring 7.700, og i de ca. 60 bygder bor mellem 50-500 indbyggere i hver.

Befolkningen i Grønland bor altså relativt tæt, og mange grønlændere kender derfor hinanden igennem familie-, venskabs- eller arbejdsrelationer. Den høje grad af problemer med misbrug, vold, selvmord og anden voldsom død rammer derfor bredt, og de fleste har haft disse problemer tæt inde på livet.

Omkring 60% af den voksne befolkning i Grønland og hele 69% af gruppen af 18-24 årige har f.eks. oplevet at miste familie eller venner til selvmord. At miste til selvmord øger risikoen for at udvikle komplicerede sorgreaktioner hos den efterladte, hvilket igen øger den efterladtes egen selvmordsrisiko.

Hvis dette sammenholdes med de mange grønlændere, der også har oplevelser med misbrug, overgreb, vold og andre former for omsorgssvigt i barndommen, er der yderligere forøget risiko og sandsynlighed for komplicerede sorgreaktioner hos de mange efterladte i Grønland. De belastende relationer og hændelser i livet følger som oftest med ind i sorgen, og ligesom de komplicerer livet, komplicerer de også sorgen.

JOSEPHINE SCHNOHR

(Arkivfoto: Uffe Wilken).

Naturlige og komplicerede sorgreaktioner De fleste mennesker oplever sorg på tidspunkter i deres liv. I et naturligt sorgforløb oplever man en akut sorg i tiden lige efter dødsfaldet med en række følelsesmæssige, fysiske, kognitive, adfærdsmæssige og eksistentielle reaktioner. Disse reaktioner vil gradvist aftage, og den efterladte kan nu være i sorgen, men også tage en pause fra den om nødvendigt. Efter 6-12 måneder vil den efterladte opleve en bedring og opleve, at sorgen indtager en mindre forstyrrende rolle i tilværelsen.

De komplicerede sorgreaktioner rammer en mindre del af de efterladte, som oplever at blive fastholdt i den akutte sorgfase og ikke blive bedre med tiden. De

komplicerede sorgreaktioner kan komme til udtryk som tabsudløst depression, PTSD (posttraumatisk stresslidelse), og vedvarende sorglidelse. De komplicerede sorgreaktioner kan også føre til somatiske lidelser, alvorlig sygdom eller pludselig død af f.eks. hjertestop og er derfor en meget alvorlig tilstand at være i, der kræver professional behandling.

I Danmark bliver 10-20% af efterladte ramt af komplicerede, behandlingskrævende sorgreaktioner. Men på baggrund af rapporten er det sandsynligt, at andelen er højere i Grønland, da mange grønlændere – ikke mindst børn og unge – bærer på komplicerede sorgreaktioner, der kræver behandling.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 235

JOSEPHINE SCHNOHR

Følelser

Fysiske reaktioner

Chok Længsel Ked af det Vrede Skyld, lettelse Hjælpeløshed Angst, utryghed

Søvnproblemer Appetitændring Manglende energi Hovedpine Mavepine Kvalme Hjertebanken

Adfærdsreaktioner Social isolation Afhængighed Undgåelse Uro, rastløshed Hyperaktivitet Ritualisering

Kognitive symptomer Koncentrationsbesvær Sanseforstyrrelser Forvirring Rumination Manglende beslutningsevne Selvmordstanker

Eksistentielle reaktioner Meningsløshed Identitetstab og forvirring Isolation Oplevelse af uretfærdighed ”Hvorfor mig?”

Tabel 1. Sorgreaktioner, efter Mogensen & Engelbrekt (2013) og Guldin (2014).

Kulturelt og socialt betinget Sorg har nogle universelle træk blandt alle mennesker. Men hvordan den bliver taget ind og kommer til udtryk afhænger i høj grad af den enkelte efterladte og af kulturelle forskelle og normer.

Sorgen kan altså ramme forskelligt fra person til person, men kan også blive håndteret forskelligt alt efter samfundets normer, kulturelle værdier og religiøse forestillinger.

Grønland er et land med en lille befolkning og en ofte barsk natur. Ulykker og dødsfald i forbindelse med jagt og fiskeri er noget, alle kender til.

Interviews med aktører Efter en indledende forundersøgelse kunne teamet fra Det Nationale Sorgcenter konstatere, at det var relevant at foretage en større, kvalitativ interviewundersøgelser blandt aktørerne på sorgområdet i Grønland. Den blev gennemført over tre uger i april 2018.

En bred målgruppe af beslutningstagere, fagprofessionelle, nøglepersoner og eksperter, der på forskellige måder er i berøring med efterladte og sorg i forbindelse med deres job, blev udvalgt til interview.

Interviewpersonerne blev udvalgt på tværs af forskellige institutioner og sektorer i Grønland: Selvstyret, kommuner, sundheds-, social-og uddannelsesområder, kirken og politiet.

236 Tidsskriftet Grønland 4/2019

Der blev gennemført 53 interviews af 4570 minutters varighed og som oftest på den interviewedes arbejdsplads. Der var ofte flere interviewpersoner ad gangen, hvilket bidrog til meningsudvekslinger dem imellem.

Sorgens væsen i Grønland De fleste interviewede personer påpegede, at omfanget af sorg adskiller Grønland fra de fleste andre steder. Der er utroligt meget sorg ophobet i en meget lille befolkning, så sorgen fylder meget både hos den enkelte, i familien og i de små og store lokalsamfund.

Det er ikke altid synligt i hverdagen, da man ikke taler så meget om det, men sorgen opleves som allestedsnærværende.

For alle har mistet og størstedelen endda til selvmord, så man har det til fælles og finder måske af den årsag ikke grund til at sætte ord på sin sorg – de andre bærer den jo også med sig i livet.

De fleste interviewede personer udtrykte også generelt, at sorg og sorgreaktioner ikke står højt på dagsordenen i Grønland, da andre problemer som seksuelle overgreb og misbrug overskygger det som mere alvorlige og akutte. Derved sker der en slags kollektiv nedprioritering af sorgen, som får lov til at leve sit eget stille liv neden under alt det andet.

De nære relationer på kryds og tværs imellem mange grønlændere betyder også,

JOSEPHINE SCHNOHR

at mange flere bliver ramt ved selvmord og dødsfald. Så sorg er blevet et livsvilkår, og det hører ifølge interviewpersonerne nærmest til sjældenhederne at møde et menneske, der ikke er i sorg.

De mange selvmord og dramatiske dødsfald betyder også, at de interviewede ofte oplever at møde mennesker med kompliceret, vedvarende sorg. De laver også koblingen imellem selvmord og de komplicerede sorgreaktioner, der kan føre til en øget selvmordsrisiko blandt de efterladte.

Individuel og kollektiv sorg Sorg rummer også i Grønland noget følelsesmæssigt, der er universelt for alle efterladte, men har også et udtryk betinget af den grønlandske kultur og struktur.

Folk i de mange små samfund var og er tæt forbundet og ofte stadig afhængige af hinanden i et stort land med en barsk natur.

Man hænger alle sammen i livet og derfor også i døden og sorgen.

Så dødsfald og den efterfølgende sorg er et kollektivt anliggende i Grønland, som hele det lille samfund tager del i. Alle bliver berørte, alle sørger i mere eller mindre grad, og langt de fleste dukker op til begravelsen.

En begravelse i Grønland er derfor en stor og vigtig begivenhed med mange ritualer, der adskiller sig fra f.eks. Danmark.

Både i bygd og by er der en udsyngning af den døde, inden familien gør afdøde i stand og lægger vedkommende i kisten.

I forlængelse af begravelsen afholdes kaffemik, hvor alle med den mindste berøring med afdøde deltager. I Grønland er en begravelse ikke en privat sag og privat begivenhed; her stiller man op kollektivt i fællesskab.

Efter begravelsen bliver der dog ofte stille omkring de nærmeste efterladte, som så er ladt tilbage med hver deres individuelle sorg. Den bliver sjældent italesat med mange ord.

Tidligere tiders tro og skikke I de gennemførte interviews bliver der ofte refereret til tidligere tiders tro og skikke, der fortsat har indflydelse på den grønlandske døds- og sorgkultur. Den inuitiske kultur er enten integrereret eller eksisterer parallelt med nutidens kristne tro i Grønland, så f.eks. åndetro er fortsat til stede. Blandt de ældre især i bygderne lever fortsat fortællinger om spøgelser, hjemsøgte huse, ånder og åndemagere, der har særlig kontakt med de døde – alt sammen noget, der kan hjælpe med at håndtere dødsfald og sorg.

I Grønland er der altså fortsat levn efter det inuitiske verdensbillede, hvor livet og døden ikke er så skarpt adskilt, som det er tilfældet i den kristne tro.

Naturen udgør således en særlig kraft i forhold til liv, død og sorg i Grønland. Naturens stilhed og voldsomhed kan både være livgivende og helende i sorgen eller livsberøvende.

Interviewede beskriver, hvordan naturen kan udgøre en støtte i svære situationer, og man kan glemme alt det svære ved at gå på jagt, fiske eller på anden vis tage ud i naturen. Men naturen tager også mange liv ved ulykker, forsvinden og selvmord, og her refereres til tidligere tiders skik med at gå i fjeldet, om end den er sjældent brugt i dag. ’At gå i fjeldet’ bruges dog som reference til at dø eller begå selvmord, så naturen bliver på den vis både en del af den døendes og de sørgendes rejse.

Et tabubelagt emne Af interviewene fremgår det, at både død og sorg opfattes som tabu og svære at tale om, som det også er tilfældet mange andre steder i verden. I Grønland fylder disse ting meget og har derfor behov for at blive italesat. Alligevel oplever de fleste, at der bliver stille om de efterladte, når begravelse og efterfølgende kaffemik er overstået.

Flere interviewede mener, at grønlændere helst ikke taler om det, der gør ondt – måske fordi så meget gør ondt.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 237

JOSEPHINE SCHNOHR

ThinkInuk (screendump fra thinkinuk.com).

Stilheden er også en del af inuitisk kultur og skik. Fangerens stilhed var afgørende for fangst og overlevelse, og tidligere var det forbudt at nævne afdødes navne af frygt for at forhindre deres fred i døden. Så den ældre befolkning møder generelt deres sorg med stilhed og vil ikke tale om den døde eller vise følelser.

Det er heldigvis ved at bløde op, og blandt de unge i Grønland er det blevet mere legitimt og udbredt at tale om de svære ting. De unge bruger sociale medier som Facebook til at fortælle om det, der er hårdt og gør ondt, om tab og sorg. Det står i kontrast til, hvordan unge i andre vestlige lande bruger Facebook. Men det giver håb og en positiv åbning til at adressere de udbredte problemer med tab og sorg i Grønland.

Samtidigt er selvmord og det at tale om selvmord heller ikke længere så tabubelagt, som det kan være i andre lande. Men i Grønland er selvmordsraten desværre så høj, at mange betragter det som et livsvilkår.

238 Tidsskriftet Grønland 4/2019

En gammel skik, som synes mere udbredt i det moderne Grønland, er at give afdødes navne videre til familiens nyfødte, som det er blevet mere udbredt iblandt de yngre generationer af grønlandske forældre. Nogle ser det som en smuk tradition og en konkret måde at mindes og have den afdøde med videre i livet. Andre giver udtryk for, at det også kan udgøre et pres, da tabet måske ikke helt bliver bearbejdet, fordi fokus og følelser flytter over til den nyfødte med samme navn.

Aktører på sorgområdet Rapporten zoomer også ind på de forskellige aktører på sorgområdet i Grønland for at afdække eventuelle nuværende tilbud til efterladte og komme med mulige, fremtidige løsninger.

Departementet for Sundhed har det overordnede ansvar for sundhedsvæsenet i Grønland og er dermed en vigtig aktør. Her har man i de senere år haft fokus på selvmord, men også på de efterladte og deres

JOSEPHINE SCHNOHR

Figur 1. Sammenhæng på sorgområdet I Grønland (kilde: ”Sorg i Grønland. En undersøgelse af sorg og kortlægning af sorgaktører og tilbud” af Det Nationale Sorgcenter, DNS).

sorgreaktioner med det udgangspunkt at forebygge flere selvmord. Man har bl.a. sat ind med lokale handlingskæder for at fordele ansvaret mellem kommune, politi og sundhedsvæsen, med at uddanne fagfolk i kommunen i samarbejde med Socialstyrelsen og Livslinjen samt robusthedsprogrammet ThinkInuk, der skal fremme mental sundhed ved at italesætte temaer som død, tab og sorg.

Departementet for sociale anliggender og justitsområdet har ansvar på sorgrelaterede områder med udsatte børn og voksne, familier og handicappede.

Personalet på sygehuse, sundhedsklinikker og alderdomshjem er også vigtige i denne sammenhæng, da de ofte kommer i berøring med borgere med tydelige sorgreaktioner.

Politiet er også en nøgleaktør og ofte første myndighed til stede ved selvmord og anden dramatisk død.

Andre aktører er socialrådgivere, skolelærere, pædagoger samt præster og kateketer, da kirken i Grønland spiller en stor rolle i de små samfund og derfor er i tættere

berøring med borgerne end mange andre steder.

I Grønland arbejder der omkring 50-55 psykologer heraf 35 grønlandsktalende, som naturligvis også ser folk med sorg og sorgreaktioner i deres arbejde.

Særlige udfordringer Undersøgelsen peger på, at sorg og sorgreaktioner ikke er på den faglige radar i Grønland, og at der ud over fokus på sorg også mangler tilbud til at hjælpe og støtte sorgramte borgere.

Blandt de fagprofessionelle er der et stort behov for viden og kompetence omkring sorg og sorgreaktioner, som er nødvendigt for at opspore, forebygge og behandle mennesker med komplicerede sorgreaktioner.

Men der er et potentiale af aktører, der vil kunne spille en rolle på sorgområdet. Det skal man bygge videre på for at etablere et sammenhængende sorgberedskab i Grønland, der kan hjælpe de mange, som må bære på svære tab og sandsynligvis komplicerede sorgreaktioner.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 239

JOSEPHINE SCHNOHR

Et åbenlyst problem er de mange ansatte i forskellige funktioner på de forskellige institutioner, der selv kæmper med sorg og sorgreaktioner.

Flere af de interviewede udtrykker bekymring for at gå ind i en samtale med en sorgramt borger i forhold til, hvad det kan få af konsekvenser både for borgeren og for dem selv. En del erkender at vende det blinde øje til de sorgmærkede borgere og efterlyser faglig viden og kompetencer til håndteringer af sorgreaktioner. Mange interviewede kan godt genkende symptomerne på sorg, men har brug for anvisninger til at kunne handle på iagttagelserne.

Et andet problem i Grønland er den relativt store udskiftning af fagpersonale, hvilket også gælder hos de i rapporten udpegede aktører. Derved oplever både fagfolk og borgere mangel på kontinuitet, og det er et benspænd også i forhold til arbejdet med sorg og sorgramte, da det uvægerligt kræver lange, seje træk. Der har været og er sporadiske behandlingstilbud for sorgramte i Grønland, men de forsvinder ofte igen grundet personaleskifte og dækker heller ikke hele landet.

Løsninger for sorgområdet Selvom myndigheder, fagprofessioner eller organisationer ikke har direkte fokus på tab og sorg, er der en tydelig bevidsthed om, at det fylder meget i mange grønlænderes liv.

På kort sigt er der behov for at opbygge viden om tab og sorg, forebygge og identificere de komplicerede sorgreaktioner i professionelt regi. På længere sigt vil man kunne støtte sorgramte igennem frivilligdrevne sorgtilbud i sociale organisationers regi, men først skal de udbredte, komplicerede sorgreaktioner adresseres professionelt.

Alfa og omega er ifølge rapporten at skabe systematik i arbejdet på sorgområdet. At aktørerne trækker i fællesskab, og at der er et tæt samarbejde på tværs af de nuværende sektorer og deres individuelle ansvarsområder.

240 Tidsskriftet Grønland 4/2019

De tunge problematikker med misbrug, vold, seksuelle overgreb, selvmord, tab og sorg er ofte forbundne, og ofte kan en borger slås med flere af problemerne på én gang. Her er det vigtigt at finde den udløsende faktor, der skaber den alvorlige mistrivsel og selvmordstanker.

Forskning peger på, at både tab til selvmord og omsorgssvigt i barndommen øger risikoen for at udvikle behandlingskrævende sorgreaktioner ved tab. Særligt i forhold til selvmord er det en ond cirkel, for når man mister til selvmord, øges risikoen for komplicerede sorgreaktioner, der igen øger risikoen for selvmord.

Derfor vil det ifølge eksperterne fra Det Nationale Sorgcenter være optimalt med en holistisk tilgang i de behandlingstilbud, der tilbydes borgerne i Grønland fremfor et isoleret fokus på enkelte problemstillinger som alkoholmisbrug, seksuelle overgreb, vold m.v.

Man skal altså fra myndighedernes side gentænke indsatserne på disse områder og lade fagfolk arbejde mere på tværs i koordinerede indsatser. Derved får behandlingsområdet mere sammenhængskraft og held med at hjælpe den enkelte borger med vedkommendes samlede problemstillinger og udfordringer. Sidst, men ikke mindst, vil det bidrage til mere effektiv brug af eksisterende psykologer, psykoterapeuter og andre behandlere, som der er mangel på i Grønland.

Der er noget at bygge på Undersøgelsen afspejler, at der trods udfordringer og mangler omkring sorgarbejdet i Grønland er et potentiale og engagement at bygge på.

Allerede nu har mange fagfolk god forståelse for, at sorg og sorgreaktioner er et alvorligt og udbredt problem i den grønlandske befolkning. Der er en positiv udvikling undervejs i retning af at aftabuisere emner som selvmord, tab og sorg, og især i den yngre del af befolkningen er der langt større åbenhed omkring de smertefulde sider af livet.

JOSEPHINE SCHNOHR

Så der er grobund for at tage livtag med grønlændernes udbredte sorg og ikke mindst skaffe professionel hjælp til de mange med komplicerede sorgreaktioner. Her skal relevante fagfolk og aktører efteruddannes: nogle til at kunne spotte og identificere de alvorlige tilfælde, og andre til at yde enten sorgstøtte eller decideret sorgterapi.

En sådan sorgterapi kan udvikles i en mere helhedsorienteret retning til gavn for dobbeltbelastede borgere, hvor en del af sorgen bunder i traumatiske oplevelser tilbage i barndommen.

Konkret foreslår rapporten i første fase oprettelse af en lokalt forankret specialistenhed på sorgområdet med fokus på børn og unge evt. placeret i Socialstyrelsens hus. En udvidelse af den dansk forankrede Sorglinjen til Grønland vil også hurtigt kunne sættes i værk og give børn og unge et specifikt sted at henvende sig med tanker om sorg.

I den anden fase skal myndigheder og aktører udvide fokus til efterladte til selvmord på tværs af alder med lokal rådgivning og anden kommunalt forankret indsats på området.

I tredje fase skal der udvikles og implementeres faglige og kliniske retningslinjer på tværs af alle sektorer for at sikre opsporing, forebyggelse og behandling af kompliceret sorg.

Med rapporten er det første, målrettede skridt taget i retning af at få problemerne med tab og sorg ud af skyggen og ind på den politiske dagsorden i Grønland og på sigt hjælpe den lille befolkning med at håndtere dette alvorlige problem.

Referencer Mogensen, R.J., Engelbrekt, P., At forstå sorg - Teoretiske og praktiske perspektiver. 2013: Samfundslitteratur.

Guldin, M., Tab og sorg. Vol. 1.udgave 2.oplag. 2014: Hans Reitzels forlag.

Kilde: ”Sorg i Grønland. En undersøgelse af sorg og kortlægning af sorgaktører og tilbud”. Forfattere: Tina Graven Østergaard (DNS), Birgitte Grube (DNS) og Christina Lytken Larsen (SDU). Udgivet af Det Nationale Sorgcenter (DNS).

Rapporten oversættes til grønlandsk.

Tidsskriftet Grønland 4/2019 241

DET GRØNLANDSKE SELSKAB

Tidsskriftet Grønland 4/2019 295

298 Tidsskriftet Grønland 4/2019