TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 1/MARTS 2010 58. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
AF Lisbeth Valgreen, Martin Appelt og Bjarne Grønnow
»De første skridt« – en ny vej i forskningsformidlingen
Hvordan griber man det an, når man som kunstner bliver spurgt, om man vil lave en tegneserie om Grønlands forhistorie? Nuka K. Godtfredsen, kendt som »Andalas« far, tog udfordringen op og arbejder nu med at levendegøre arkæologernes teorier og fund.
RESUMÉ Kunstneren Nuka K. Godtfredsen har længe været en kendt person i Grønland. I artiklen gives et kortfattet portræt af Nukas baggrund, men også et vindue til det omfattende arbejde, som ligger bag de spektakulære illustrationer i tegneserien »De første skridt«.
De første skridt I foråret 2007 henvendte Martin Appelt fra SILA, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning sig til tegneren Nuka K. Godtfredsen. Centeret havde vundet en pris for sin forskning og evne til at formidle, og forskerne ønskede nu at omsætte prisen i endnu mere formidling. Denne gang i form af en tegneserie, tegnet af en grønlandsk tegner, med udgangspunkt i en række nedslag i forskernes teorier om Grønlands forhistorie, nærmere bestemt Independence-kulturen, Dorset-kulturen, Thule-kulturen og Nordboerne – fire albums i alt. Nuka K. Godtfredsen sagde uden tøven »ja« til at kaste sig ud i dette store projekt, da han tidligere havde beskæftiget sig med både tegneseriekunst og illustrering af undervisningsmateriale.
66
Tidsskriftet Grønland 1/2010
Lisbeth Valgreen er eskimolog. I de senere år har hun været ansat ved Det grønlandske Hus i København og har derudover bl.a. skrevet børnebøgerne om »Lille Andala«. Lisbeth er kommende sekretariatschef i Det grønlandske Selskab. Martin Appelt er arkæolog og projektforsker ved Carpenter-Meldgaard Endowment på Nationalmuseet. Han har de seneste to år været formand for Det grønlandske Selskab og er forfatteren på det kommende, andet bind af »De første skridt«. Bjarne Grønnow er arkæolog og forskningsprofessor ved Carpenter-Meldgaard Endowment på Nationalmuseet. Bjarne var igennem en årrække leder af nationalmuseets grønlandscenter og fungerede som arkæologisk konsulent på det første bind af tegneserien.
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
Nuka K. Godtfredsen på arkæologisk feltarbejde ved Isua i bunden af Nuuk fjorden, 2009. Foto: Martin Appelt.
Det blev en hård opgave at finde finansiering til projektet. Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland trådte dog heldigvis til med »startpenge«. Det lykkedes siden SILAs centerleder, Bjarne Grønnow, at indgå en aftale om udgivelse af de fire albums dels med det grønlandske skolebogsforlag, Ilinniusiorfik, og dels med den grønlandske ugeavis Sermitsiaq, der i løbet af 2008/09 ville bringe en ny side hver uge fra det første tegneseriealbum.
Fra krusedulle til kunst Da først økonomien var kommet på plads til det første bind om Independence I-folkene i Canada og Grønland, kunne arbejdet for alvor gå i gang. Opgaven viste sig dog at være en større udfordring end som så; for der var mange tråde, der skulle væves sammen, så tegneserien endte med at give et så realistisk billede som muligt af hverdagen for 4.500 år siden. Først arbejdede Nuka K. Godtfredsen i praksis med den grundlæggende fortælling med personer/karakterer, forløb, konflikter osv., sådan at læseren blev fanget og fastholdt. Dette foregik i samarbejde med de arkæologer, der har en særlig viden om netop
den tidsperiode, som albummet omhandler. I 2007 flyttede Nuka sin tegnestue ind på SILA på Nationalmuseet, og samarbejdet med arkæologerne Bjarne Grønnow og Mikkel Sørensen blev tæt. De mindste detaljer om redskabernes udformning, dragter, boliger osv. skulle være i overensstemmelse med de arkæologiske fund. Hvor fund og forskningsresultater ikke talte et tydeligt sprog, måtte kunstneren og fagfolkene sammen udtænke de mest sandsynlige scenarier. Selve visualiseringen af fortællingen skulle udarbejdes ved hjælp af de enkelte billedfelter, som gerne skulle variere i perspektiv, fokus og farvesammensætning for at opnå det bedst mulige resultat. Kombinationen af disse to kunstarter er det, man i tegneserie- og filmverdenen kalder et »storyboard«. Altså et manuskript, der indeholder både fortælling og skitser og således kombinerer tekst og billeder. Den svære kunst i tegneserieproduktion er imidlertid at fortælle historien gennem få talebobler, der kan formidle den samme betydning som en hel roman. Man skal hele tiden holde sig for øje, at læseren ikke kan have den samme baggrundsviden, som tegneren og forskerne har. Teksten i taleboblerne skulle oversættes fra grønlandsk til dansk, og senere til engelsk, fransk og inuktitut1 – og disse sprog fylder forskelligt i forhold til hinanden, hvilket tegneren altså måtte tage hensyn til i udformningen af de enkelte boblers form og størrelse. Når først storyboard og de detaljerede skitser lå klar, gik Nuka i gang med at rentegne og dernæst at farvelægge striberne med akvarel. Derefter scannede han dem således, at grafikeren kunne lægge teksten i taleboblerne på computer. Med denne tidskrævende proces tog det cirka en arbejdsuge at lave en side til tegneserien. Nogle gange mere og nogle gange mindre alt efter detal-
Tidsskriftet Grønland 1/2010
67
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
jeniveauet. Et færdigt tegneseriealbum er som regel på 53 sider...
Teorier på prøve Udarbejdelsen af tegneserierne er et tæt samarbejde mellem tegneren og arkæologerne. For at skabe en realistisk scene i fortællingen og persongalleriet sker en konstant udveksling af viden om alt lige fra harpunspidser og stensætninger til fangstmeto-
der, vandringsruter og handlingsmønstre. Blandt de væsentlige redskaber, der måtte bringes i spil for at skabe en »hel« verden omkring fortællingen, er de såkaldte »analogier« og begrebet »overlappende horisonter«. I denne (arkæologiske) sammenhæng beskriver udtrykket en proces, hvor arkæologerne forsøger at levendegøre de mennesker, der for tusinder af år siden efterlod deres spor i form af affald, boligtomter og andet i det
Det smukke omslag til »De første skridt« er et resultatet af samarbejdet mellem grafikeren Erik Hjørne og Nuka © Ilinniusiorfik & Nationalmuseet.
68
Tidsskriftet Grønland 1/2010
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
Nukas interesse for det filmiske fornægter sig ikke, som det fremgår af denne plakat, som blev produceret til udgivelsesdagen, © Ilinniusiorfik & Nationalmuseet.
grønlandske landskab. Fundene taler ikke selv uanset, hvor avancerede vores analyser er. Derfor sammenligner man de arkæologiske fund med genstande fra perioder, hvorfra der er betydeligt mere viden om de mennesker og samfund, der skabte genstandene. Der kan dog ikke sammenlignes med hvad som helst, hvorfor der er opsat nogle regler for en relevant sammenligning – en analogi. F.eks. skal de samfund, man sammenligner med, leve under nogenlunde de samme naturgivne forhold, have samme erhvervsform, have nogenlunde samme sociale struktur osv. Er det tilfældet kan man via analogien argumentere for, at de også har lignet hinanden i tænke- og handlemåder på områder, hvor de arkæologiske levn ikke giver et klart billede af de faktiske forhold. Et eksempel kunne være personnavne, der af indlysende årsager ikke fremgår direkte af de arkæologiske levn. I »De første skridt« antages det, at også Independence I-folkene, ligesom de historisk kendte Inuit, har fået inspiration af deres omgivelser ved navngivning. Det gælder brugen af dyrenavne og fænomener som solen, stjernerne, månen, nordlys osv. Ifølge
professor Robert Petersen synes netop denne type navne at have særligt dybe rødder i Inuits historie, ligesom nogle af disse navne har en form, som antyder, at de kan være »låneord« fra Independence I-folkenes efterkommere, nemlig Tunit (arkæologisk bedre kendt som Dorset). Væsentlige inspirationskilder til forståelsen af jagtmetoder og meget andet er blandt andet tidlige »tegneserietegnere« som Aron fra Kangeq og Jakob Danielsen, fra henholdsvis 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, der begge havde et indgående kendskab til de situationer de beskrev, og begge illustrerede fortællinger eller handlingsforløb. På visse punkter er der imidlertid ikke sammenligningsmuligheder. Det gælder for eksempel fremstillingen af stenbladene til våben og redskaber. Her må man som arkæolog med egen krop forsøge at skabe »en overlappende horisont« med de forhistoriske mennesker. Det betyder, at man selv må eksperimentere med at tildanne flinten og forsøge at forstå hvert eneste trin i processen. Via detaljerede studier af flintaffaldet, skal man videnskabeligt kunne dokumentere
Tidsskriftet Grønland 1/2010
69
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
På dette dobbeltopslag slår de seneste års arkæologiske resultater igennem, da ny forskning giver indicier for et møde mellem Independence I og Saqqaq i Nordøstgrønland © Ilinniusiorfik & Nationalmuseet.
hvert trin i arbejdsprocessen. Et andet felt er bygningen og indretningen af de forhistoriske boliger, hvor eksperimenter eksempelvis kan give indblik i varme- og lysforhold. Sådanne eksperimenter er langsommelige, men de giver et enestående indblik i de forhistoriske menneskers håndværk. Gennem de praktiske eksperimenter lykkes det måske glimtvis at se verden gennem forfædrenes øjne. Med arkæologernes krav til Nuka om at lægge fortælling og billeder så tæt op ad teorierne som muligt, skete der under arbejdet en visualisering af teorierne, som blev sat på prøve; kunne teorien om f. eks brugen af en bestemt harpun eller indretningen af en bolig klare at blive omdannet til en del af hverdagens praksis for 4500 år siden? Og kunne den spille sammen med de andre teorier om de tidligste grønlænderes levevis? Denne udveksling af teorier og tegninger var udfordrende for forskerne.
Forskningsformidling I 2006 udkom værket »Grønlands forhisto
70
Tidsskriftet Grønland 1/2010
rie« på grønlandsk. Bogen var de grønlandske og danske nationalmuseers forsøg på i en let tilgængelig form at redegøre for, hvor langt vores viden om den 4500 år lange grønlandske kulturhistorie rakte. Bogen nåede ud til et bredt publikum i Grønland, men alligevel ikke til alle. Det gjaldt særligt børnene. Siden har det været en ambition at skabe et værk, som både kunne interessere børn og voksne i Grønland og som ville blive opfattet som grønlandsk. Det kunne være gjort på mange måder, men efter kontakten mellem Nationalmuseet og Nuka, var der ikke tvivl om, at tegneseriemediet var ideelt til formålet. Det forhold er til fulde blevet bekræftet igennem det enestående samarbejde med Ilinniusiorfik (det grønlandske skolebogsforlag ved Abia Abelsen) og med den grønlandske ugeavis Sermitsiaq (ved Poul Krarup). Der ligger en kolossal grønlandsk indsats bag det endelige album. Det gælder både det finansielle og det praktiske arbejde med redigering, opsætning, distribution og meget andet (blandt andet udført af Berit Morten-
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
Dette Johan Markussen billede husker Nuka særligt godt, da han »kom til« at male lidt på ørnen, mens Johan var i byen – derfor det lidt specielle farveskift ved ørnens næb. Fra Kirsten Larsen Egede et al. »Ujaangivasik Johan Markussen«, Atuakkiorfik 2003.
sen, Einar Lund Jensen, Erik Hjørne og Søren Porsbøl). I sidste ende vil tegneserieprojektet og dets finurligheder forhåbentlig give læseren en enestående mulighed for at få et kig ind i en forsvunden verden og mærke, hvordan det har været at leve blandt Independence-, Dorset-, Thule-folket og
Nordboerne i sin mest farverige version. Vi ved allerede, at værkets faglige grundlag delvis vil være forældet i løbet af en årrække – den arkæologiske forskning når hele tiden nye resultater. Vi er dog overviste om, at Nukas tegninger, ligesom Arons og Jakob Danielsens værker, vil have en blivende værdi, og det er i forståelsen heraf, at Nu-
Maleriet af Coulet-Svendsen har hængt på væggen hos Nukas forældre, Thora og Eskild Godtfredsen, det meste af hans barndom. Foto: Kim Godtfredsen.
Tidsskriftet Grønland 1/2010
71
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
Et af Nukas store oliemalerier fra hjemegnen ved Narsaq malet i 2000. Foto: Nuka K. Godtfredsen.
kas originale tegninger/malerier vil blive opbevaret på Nationalmuseet og sikret med samme omhu som vort andet vigtige kildemateriale.
»De første skridt« I september 2009 udkom den færdige tegneserie, der fik titlen »De første skridt«. Den er blevet rigtigt godt modtaget af både tegneserielæsere og anmeldere. Indtil nu (dec. 2009) er tegneserien blevet solgt i mere end 1000 eksemplarer på dansk og sendt til alle grønlandske skoler. »De første skridt« er allerede oversat til engelsk, og udgaver på fransk og inuktitut er som nævnt i støbeskeen. Det sker i samarbejde med Nunavik organisationen Avataq Cultural Institute og den canadiske ambassade i København. Tegneren og arkæologerne fortsætter det vellykkede samarbejde: De er allerede gået i gang med det næste album, der får titlen »Ukaliatsiaq«/»Hermelinen«. Handlingen i det kommende album udspiller sig for omtrent 1000 år siden og tager udgangspunkt i Dorset-kulturens shamanisme og en rejse fra Thule til Victoria Island på grænsen til Alaska…..
72
Tidsskriftet Grønland 1/2010
Et tendentiøst portræt af Nuka Konrad Godtfredsen, hvor alt fører frem til »De første skridt«. Som ethvert ægte portræt består fortællingen om dets tilblivelse af et virvar af begyndelser, mens selve billedet i bedste fald fremstår som helt og afsluttet. I september 2009 udkom det første bind af »De første skridt«. For Nuka var der nærmere tale om det sidste skridt ovenpå en kraftanstrengelse, der havde strakt sig over et par år, fra de første ideer til projektet tog sin begyndelse i 2006. I 2004 er Nuka og Lisbeth flyttet fra Nuuk til København, hvor mange af deres nærmeste venner allerede bor. Det tæller dog ikke mindst, at den grønlandske kunst-scene i byen er stor, ligesom antallet af forlag er så meget større, at han føler det vil kunne give ham muligheden for igen at kunne hellige sig tegneserieskabelsen på fuld tid. Han har sprudlet af energi og glæde, siden han kom, hvad ikke mindst skyldes Lisbeth, men også den mærkværdighed, at han har kunnet mærke at afstanden og hjemveen for alvor har givet ham brændstof til at skildre det derhjemme.
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
Maleriet »Grouses« af Kistat Lund brugt til julekort 2001 © Kistat Lund
For Nuka tog maleriet allerede sin begyndelse, da han var fire år. I modsætning til de fleste andre børn begyndte han med oliefarverne fra første færd. Inspirationen kom fra mormors bror – Johan Markussen – som i de senere år er blevet en af Grønlands mest kendte naivistiske malere. På vej hjem fra skolen i Narsaq gik Nuka ofte forbi Johan og hvis han var i godt humør, fortalte han om at male. Johans humør blev med tiden stadigt mere svingende og det kunne være svært at besøge ham, når han var nede. Det tog til med den ensomhed, Johan følte efter konens død. På de gode dage sørgede Johan for, at Nuka fik suppleret sine oliefarver op, sådan at han altid havde seks tuber at gøre godt med. Nukas udtalte sans for scenerier og personer i bevægelse kommer tydeligvis ikke fra fremmede. I fjortenårsalderen havde Nuka rigeligt at gøre med skolen, kammeraterne, med ar-
bejdet for far i bageriet og ikke mindst med at hænge ud på biblioteket, hvor Tintin, Vakse Viggo, Asterix og Vindens Passagerer blev slidt tynde. Det var dog serien Blueberry, der med den enestående rå tegnestil og dramatiske fortællinger igen og igen blev læst. Tegneserierne blev hans skæbne, og i de følgende år var arbejdet med oliefarverne væk. Nu skulle der tegnes. Efter et par år lykkedes det dog via et aftenskolekursus Kistat Lund at genvække Nukas lyst til også at male. Hun roste hans talent, inviterede ham til at bruge sit atelier og stillede lærreder og farver til rådighed. Når man ser Kistat Lunds landskabsbilleder fra 1970erne, fornægter slægtskabet mellem lærer og elev sig ikke. En væsentlig inspirationskilde var dog også de fascinerende landskabsbilleder, som hang hjemme på væggen hos mor og far og hos faster. Oliemalerierne var skabt og givet til dem af Coulet Svend
Tidsskriftet Grønland 1/2010
73
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
En »Andala-stribe«, der for Nuka rummer essensen af den påhitsomme hovedpersons ageren © Nuka K. Godtfredsen.
sen, handelschef i Narsaq, da Nuka var 12 år. Som de fleste teenagere havde Nuka også sine mørke perioder, hvor både den nære og fjernere verden trykkede med sin alvor, og hans rolle som verdens centrum begyndte at smuldre. I disse stunder søgte han ofte tilflugt i Johans lejlighed og brugte flittigt alle de mange tuber og lærreder, Johan havde efterladt ham efter sin død. I syttenårsalderen bragte gymnasiet Nuka til Qaqortoq, hvor han knyttede mange og holdbare venskaber, mens selve skolegangen ikke fængede – Nuka ville hellere tegne og male. Efter et årstid hjemme i Narsaq påbegyndte Nuka en formel uddannelse som grafiker. Uddannelsens tre år foregik dels på EFG-skolen i Ålborg og dels ved praktikophold i Pilersuiffik i Nuuk. Flere havde fået øje på Nukas kunstneriske talent på det tidspunkt, og særligt Abia Abelsen (dengang forlaget Atuagkat) brugte Nuka som illustrator på flere bøger. Nuka fremhæver selv særligt en bog fra den tid: Sagn og Myter fra Maniitsoq og Sisimiut af H. C. Petersen. Særligt det sidste år på skolen var kunstnerisk meget produktive, og det var her de første skitser til tegneserien Andala blev født. En ansættelse på avisen Atuagagdliutit/ Grønlandsposten i Nuuk umiddelbart efter endt uddannelse var ikke nogen stor succes. Det skyldtes hverken hans foresatte eller kollegaer, men simpelthen, at arbejdet kedede
74
Tidsskriftet Grønland 1/2010
ham – han var allerede da så optaget af at fortælle Andala-historier, at alt andet føltes som spild af tid. I de følgende år får hans gode ven Ole Vittus Lynge afgørende betydning for hans udvikling. Ole skaffer ham et hus i Myggedalen og et arbejde i skiliftens kiosk, men vigtigst bliver de to store sejl- og vandreture, som de sammen foretager i de indre dele af Nuuk området, bl.a. ved Kangersuneq og Austmannadalen. Rejserne fremstår som egentlige dannelsesrejser for Nuka, hvor Ole deler rundhåndet ud af sin store og underholdende appetit på livet, men også af sin omfattende viden om områdets biologi, geologi, forhistorie og historie. Som et resultat af samværet med Ole og Nukas nyvagte historiske interesse, forsøger han i 1996 at rejse penge til et større projekt om Grønlands historie. Det lykkes ikke, men gennem de følgende år udbygges interessen. Set udefra forekommer det også, at det var rejserne med Ole, der gav Nuka forestillingen om den endelige form på Andala, ligesom visse træk hos Andala vist også er inspireret af Ole. Nuka fremhæver dog også de gode samtaler med de mange gamle og gode fortællere, som findes både i Nuuk og omegn, særligt inde i fjorden. Den 28. februar 1997 udkommer den første Andala stribe i avisen Sermitsiaq. Den bliver den en succes blandt avisens læsere allerede fra starten, og
LISBETH VALGREEN, MARTIN APPELT OG BJARNE GRØNNOW: »DE FØRSTE SKRIDT«
den udkommer da også kontinuerligt frem til 2001. Dermed har Nuka slået sit navn fast i en bredere offentlighed. I de følgende år udkommer Andala-striberne som egentlige tegneseriealbums. Et arbejde som grafiker ved Pilersuiffik og mødet med Lisbeth skaber rammerne om en periode, hvor Nuka vender tilbage til oliemaleriet. I 2004 føler Nuka dog, at han må til København for at udvikle sig. Sammen skaber Lisbeth og Nuka i den følgende tid børnebogen om Andalas barndom, der som tegneseriestriberne om den voksne Andala har megen humor. Udgangspunktet er dog et ganske andet, nemlig deres fælles frustration over de manglende skildringer af barndomsliv i de områder af Grønland, hvor der ikke står isbjørne og hundeslæde på programmet. Desuden er det også Lisbeth og Nukas ambition at skabe en række børnebøger (nummer to i serien er på vej), der giver mulighed for, at de enkeltsprogede familier i Grønland kan undervise deres børn i »det andet sprog«.
At det endelig skulle lykkes at få realiseret en tegnet udgave af Grønlands forhistorie skyldes en kombination af heldige omstændigheder, men afgjort også Nukas evne til stædigt at holde fokus på det, der er vigtigst for ham. Denne stædighed og perfektionisme er baggrunden for det enestående resultat, som foreligger med »De første skridt«, men er også fundamentet for det vellykkede samarbejde med arkæologerne på Nationalmuseet. Nuka beskriver i øvrigt de mange samtaler med arkæologerne om stort og småt forud for det fælles forsøg på at genskabe en forhistorisk virkelighed som meget lig samtalerne, han i sin tid havde med de gamle i Nuuk og inde i fjorden.
Noter 1
Inuktitut er det sprog, der tales af inuit i det nordøstlige Canada, hvis alfabet er syllabisk.
Tidsskriftet Grønland 1/2010
75