TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 1/JUNI 2008 DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
AF christian koch madsen
Får, geder og folde i det Norrøne Vatnahverfi
Er man på vandretur i sydvestgrønland, viser det sig hurtigt, at man langt fra er den eneste indvandrer i det smukke, grønne fjeldlandskab: Velbetrådte, smalle stier snor sig i tusindtal igennem dale og over lier, pilekrattet er behængt med hvide uldtotter og det pusler omkring teltet i de tidligste morgentimer. Først ser man dem på afstand, som hvide eller sorte pletter spredt imellem alt det grønne og brune, men snart nok lyder en bræen ganske nær og man finder, at en lille flok får vagtsomt holder øje oppe fra det nærliggende klippefremspring. Det er nok langt fra alle, som umiddelbart forbinder Grønland med får. Men når man ser moderfåret og hendes lam hvile sig dovent i sommersolen eller oplever med hvilken lethed hun kan forvandle selv den stejleste fjeldskråning til en opportun flugtrute, kan det være svært at begribe, at fåret er en relativt nyintroduceret indvandrer til det grønlandske landskab (fig.1). Der er i realiteten også nærmere tale om en genindvandring, for da de første nordboer i slutningen af 900-tallet stævnede imod sydvestgrønland, var får iblandt langskibenes
4
Tidsskriftet Grønland 1/2008
RESUMÉ Omfattende rekognosceringer og GPS-opmålinger foretaget 2005-2007 i Vatnahverfi, sydvestgrønland, som en del af Vatnahverfi Projektet, har tilvejebragt en stor mængde nye data over nordboernes gårde, de tilknyttede bygninger og anlæg, samt deres placering i landskabet. Ved at sammenholde disse data med andet arkæologisk vidnesbyrd og etno-historiske paralleller er dette et første forsøg på at beskrive dynamiske aspekter af det lokale norrøne fåre- og gedehold og de folde, der indgik i produktionen.
CHRISTIAN KOCH MADSEN, er studerende ved forhistorisk arkæologi på Saxo-instituttet, Københavns Universitet, og deltager i Vatnahverfi Projektet.
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
Fig. 01: Cirkulær fold ved den nyopdagede ruingruppe 0502. Foto: C.K. Madsen.
passagerer. Sammen med kvæg, svin, heste og geder, var fåret nemlig en del af den nærmest standardiserede husdyrbesætning som norrøne pionerer bragte med sig til alle de nordatlantiske øer de koloniserede i løbet af den sene vikingetid (McGovern et al. 2001). Arkæologiske udgravninger af lagdelte møddinger har dog vist, at nordboerne gradvist tilpassede husdyrholdet til de lokale forhold. På Island og Færøerne blev fåret med tiden det talmæssigt og økonomisk altdominerende husdyr, sådan som man kunne opleve det indtil begyndelsen af det 20 årh. (Joensen 1979; McGovern et al. 2007) . Her var fåreavl ikke blot et erhverv, men også en livsstil, hvor sammendrivningen af dyrene ofte var en vigtig social begivenhed og indsamlingsfoldene vigtige sociale samlingspunkter (Aldred 2006:355ff; Joensen 1979:49ff). Men hvordan gik det med fåreavlen i det norrøne Grønland, hvis bygder af endnu uvisse årsager var affolket omkring 1450, hvor vores
vindue til fortiden således er mere sløret? I det forrige nummer af Tidsskriftet Grønland blev der fortalt om Vatnahverfi Projektet1, et forskningsprojekt, der bl.a. indbefatter en genopmåling af alle kendte nordboruiner i landet imellem Igaliku Fjord og Lichtenau Fjord, for bedre at kunne beskrive
Fig. 02: Oversigt over alle de indtil nu opmålte ruingrupper i Vatnahverfi med lokaliteter nævnt i teksten.
Tidsskriftet Grønland 1/2008
5
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
Fig. 03: ”Overlevelseskurve” for får og geder på Gården Under Sandet (GUS) i Vesterbygden, sammenstillet med overlevelseskurver i moderne fårehold med forskellige produktionsstrategier (efter Enghof 2003:fig.26).
landskabsudnyttelsen og den bebyggelsesmæssige topografi i dette norrøne kerneområde (fig.2) (Møller & Madsen 2008). Opmålingsarbejdet har over tre somre i 2005-2007 ført N.A. Møller og nærværende forfatter over de fleste af områdets nordboruiner og præsenteret os for en rig mangfoldighed af forskellige bygningstyper (Møller & Madsen 2006, 2007). En af de hyppigst forekommende, mest velbevarede og lettest genkendelige typer af norrøne anlæg er dyrefolden. Eller, rettere sagt, forskellige former for dyrefolde, for også de findes i forskellige variationer. Da folde utvetydigt lader sig knytte til husdyrholdet, kan deres indretning og placering meget vel repræsentere en nøgle til også at forstå, hvordan de norrøne bønder indrettede deres husdyravl. Folde har arkæologisk set været en lidt forsømt bygningstype, men med de nyindsamlede opmålingsdata har vi fået denne nøgle i hænde og kan nu, ved at kombinere disse data med andet
6
Tidsskriftet Grønland 1/2008
arkæologisk vidnesbyrd, begynde at tilnærme os en mere detaljeret forståelse af denne del af nordboernes virksomhed.
Nordboernes fåre- og gedeavl En del af foldene i Vatnahverfi er så velbevarede, at man ud fra deres dimensioner og placering med rimelig sikkerhed kan afgøre, at de har været anvendt i forbindelse med fåre- og gedehold (fig.1). Men før man kan begynde at forstå foldenes mere præcise funktion, indretning og placering omkring gårdene, at det selvsagt nødvendigt at sætte dem i en funktionel kontekst, dvs. hvilken form for husdyrproduktion foldene skulle facilitere. Arkæologiske udgravninger af møddinger ved de Grønlandske nordbogårde har anskueliggjort, at husdyrsammensætningen også her ændredes i takt med at nordboerne gradvist tilpassede sig det sydgrønlandske klimas og landskabs særegne økologiske begrænsninger og muligheder. Li-
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
Fig. 04: Antallet af får og den gennemsnitlige årlige temperatur i kommunerne Qaqortoq, Narssaq og Nanortalik i perioden 1915-1980. Bemærk de drastiske fald i fårebestanden i vintrene 1948/49, 1966/67 og 1971/72 (red. efter Heerfordt et al. 1980:fig.2a).
gesom på Island og Færøerne blev det hårdføre og nærmest altædende får snart et af de vigtigste husdyr i Grønland, især på de mindre gårde, der havde ringere adgang til gode græsnings- og høsletsarealer (se f.eks. Edvardsson 2007:table 3; Enghoff 2003:fig.12; Mainland & Halstead 2005:103ff; McGovern 1985:table 8; McGovern et al. 1996:fig.11). Udviklingen i Grønland tog dog en lidt anden kurs end på de andre nordatlantiske øer, idet geden fik en næsten ligeså stor betydning og på nogle gårde faktisk udkonkurrerede fåret (McGovern 1985;table8, fig.6). I Østerbygden var forholdet imellem får og geder således gennemsnitligt 2:1, mens det i Vesterbygden var nærmere 1:1 (McGovern 1992:98f.). Får og geder deler mange adfærdsog ernæringsmæssige træk og kunne derfor let hyrdes og opstaldes sammen. Geden har dog et endnu bredere fødespektrum end fåret og trives godt på den slags seje, lavstammede vækster Grønland frembyder (Pyndt
1919:36ff.). Samtidig er det bedre end fåret til at grave sig igennem tykt snedække (Mainland 2006:249). Dette taget i betragtning, er det langt fra overraskende, at også geden fik en særlig fremtrædende rolle i de grønlandske nordboeres husdyrhold og især i Vesterbygden, hvor landskab og vejrlig stillede de største udfordringer til dyrene. Zooarkæologiske analyser af knoglesamlinger fra nordbogårdene viser, at får og geder blev holdt for et udkomme af både primære og sekundære produkter (Enghof 2003:53ff; Mainland & Halstead 2005:112ff; McGovern 1992:100ff; McGovern et al. 1996:110f.). En måde at tilnærme sig de middelalderlige produktionsforhold på, er at indsætte dyrenes alder på dødstidspunktet i en såkaldt ”overlevelseskurve” (fig.3) (Payne 1973). Denne kan så sammenlignes med overlevelseskurver for dyr i en moderne produktionssammenhæng, hvor man kender produktionsstrategien. Ud fra sådanne ana
Tidsskriftet Grønland 1/2008
7
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
Fig. 05: Muligt norrønt fårer-/gedeskjul nær Qassiarsuk (Brattahlid) konstrueret ved at udnytte en naturligt udhulet klippeblok. Foto: C.K. Madsen.
lyser er det anskueliggjort, at nordboernes fåre- og gedeavl i de fleste tilfælde overvejende var rettet imod at imødekomme den enkelte gårds husholdningsbehov, formentlig meget lig den måde hvorpå fåreavl blev drevet på Færøerne op til begyndelsen af forrige århundrede (Joensen 1979:67ff): Kødet stammede hovedsageligt fra slagtningen af udvalgte lam, kid og unge individer, hvorved man også sikrede sig et udkomme af mælk fra moderfår og -geder. Især på de mindre gårde med færre køer kan den fede gedemælk have udgjort et vigtigt supplement til husholdningen. Alt efter behov slagtede man enkelte voksne individer og endelig, når dyrene nåede en alder af omkring 5-6 år, blev de slagtet og erstattet af yngre tillægsdyr. Uld var selvsagt et vitalt, sekundært produkt af fåreavlen, men også geden kan have bidraget til den lokale tekstilfremstilling. Selvom der endnu ikke er belæg for en sådan produktion fra arkæologisk hold, at det nemlig værd at mærke sig, at geden af den islandske race, hvilken genetisk er stort set uforandret siden vikingetiden og således er meget lig den type, der blev ført til Grønland, har en yderst fin og tyk underpels af næsten kashmir-kvalitet (Porter 1996:34). Ligeledes kan det nævnes, at det beskrives i Kongespejlet, et norsk skrift fra omk. midten
8
Tidsskriftet Grønland 1/2008
af det 12. årh., at bukkeskind var en vigtig grønlandsk eksportvare (Jónsson 1926:50f). Der rejser sig nu det oplagte spørgsmål, om får og geder blev avlet af forskellige grunde og på forskellig måde? Da det ofte er problematisk at skelne får og geders knogler fra hinanden, er det desværre endnu også svært at besvare sådanne spørgsmål, men nye analyser af slidspor på dyrenes tænder indikere f.eks. at får tilbragte mere tid på stald end gederne (Mainland 2006:250f), hvilket også stemmer godt overens med den observation, at geder bedre udholder vintermånederne i det grønlandske fjeld. Desuden antyder overlevelseskurverne varierende slagtemønstre for får og geder (Mainland & Halstead 2005:fig.6a-c), selvom der dog endnu mangler zooarkæologiske analyser nok til at kunne drage mere vidtrækkende konklusioner af disse mønstre. Uanset hvordan nordbobonden indrettede sin får- og gedehold, stod han overfor et tvingende dilemma; selvom får og geder kan overleve de fleste grønlandske vintre på egen hånd og bonden derved kunne spare tid, energi og, endnu vigtigere, den svært tilgængelige hø til fodring af de mere kræsne kvæg og heste, var det en yderst risikabel strategi. Figur 4 viser to kurver over den årlige middeltemperatur og antallet af får i Grønland i perioden 1915-1980, hvor fåreavlen hovedsageligt foregik ved at lade dem græsse ude hele året rundt (Heerfordt et al.1980:10ff.). Som det ses, har kurven over antallet af får en række bratte knæk. Disse er katastrofevintre, hvor tykt snedække og tilisning gjorde kraftigt indhug i og i to tilfælde endda halverede den samlede fårebestand. For den middelalderlige bonde, der var afhængig af sine får og geder og ikke havde umiddelbar mulighed for at anskaffe sig nye dyr, har det derfor næppe været en bæredygtig strategi at lade alle dyrene græsse frit udenfor om vinteren. På den anden side havde den norrøne bonde svært ved at skaffe tilstrækkeligt foder til at opstalde alle sine husdyr i vintermånederne, noget der
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
Fig. 06: Halvcirkulær fold ved Ø76 bygget op af klippeskråning. Bemærk størrelsesforholdet imellem ”islænderen” og folden.
selv ikke i det moderne grønlandske fåreavl kan gøres uden kunstgødning og med kraftfoder. Derudover er både får og geder yderst følsomme overfor deres omgivelser og en længerevarende opstaldning i nordboernes mørke, dårligt ventilerede og uhygiejniske stalde vil have forårsaget dyrene stress, sygdomme, kastning af fostre, samt nedsat vægt og mælkeproduktion (Jensen 1958:69ff; Mowlem 1992:23ff; Nislev 1965:36ff; Pyndt 1919:28ff). Ud fra analyser af gulvlagene i nordboernes stalde ved vi dog, at nordbobonden rent faktisk opstallede i hvert fald nogle af sine får og geder (Mainland & Halstead 2005:249f.). Med ovenstående in mente, var der højest sandsynligt tale om relativt fåtallige individer, der var udvalgt til avl eller fortsat mælkeproduktion. For at mindske de negative resultater af opstaldningen, kan den have foregået periodevis, så dyrene gik udenfor omkring gården i perioder med mildt vintervejr, mens man i tilfælde at hårdt vejrlig enten tog dyrene på stald eller fodrede dem i nærheden af gården. Samtidig kan andre flokke af får og, måske først og fremmest, geder have været overladt til selv at overleve i fjeldet gennem vinteren. At sidstnævnte praksis fandt sted, er også antydet fra arkæologisk hold. I det gamle Færøske fårehold byggede man simple ly i fjeldet, hvor de dyr, der gik ude hele vinteren, kun-
ne søge hen i tilfælde af dårligt vejr (Joensen 1979:108). Under Vatnahverfi Projektet er der fundet en række simple konstruktioner, der muligt kan have tjent samme formål (fig.5). I foråret, sommeren og det tidlige efterår gjaldt det om at udnytte landskabet bedst muligt, og man ledte derfor dyrene til højere eller mere afsidesliggende græsgange oppe i fjeldet. Som det blev beskrevet i sidste nummer af Tidsskriftet Grønland, kan nogle af de mindre gårde højere i fjeldet have tjent det formål at være bosted for gårdenes folk igennem disse måneder, hvor man opholdt sig fjernt fra hovedgården.
Foldene i Vatnahverfi For at lette og høste frugterne af investeringen af tid og energi i husdyrene, var den norrøne bonde afhængig forskellige typer anlæg, og det er her folden kommer ind i billedet. Ud over den indlysende funktion at holde dyrene indespærret, kan folde anvendes til en række forskellige formål: et af de vigtigste formål med folden har været at muliggøre forårsindsamlingen af dyrene, hvor får og geder blev talt, klippet, slagte- og tillægsdyr udvalgtes og de sidstnævnte mærket, inden de blev sluppet løs til sommergræsning. En anden ligeså vigtig begivenhed har været efterårsindsamlingen, hvor alle dyrene atter blev drevet sammen og en ny
Fig. 07: Fold ved Ø174, dannet ved at afspærre den ene ende af en lille halvø (hvor den moderne grusvej løber). Foto: C.K. Madsen.
Tidsskriftet Grønland 1/2008
9
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
Fig. 08: Udtegning af GPS-målingerne af Ø76. a. folden bygget sammen med hjemmemarksdiget, b. den halvcirkulære fold på fig. 6.
udskillelse af slagte- og tillægsdyr foretoges, og man sikrede sig forråd til de kommende vintermåneder. Foldene kan ligeledes have været brugt som malkefolde. Fra det 19.årh’s Island kendes f.eks. den praksis, at man samlede en mindre flok får om aftenen, lod den stå i fold natten over, hvorefter man malkede dyrene og atter slap dem løs om morgenen (Bruun 1928). Derudover kan får og geder være blevet drevet i fold i perioder med vinterfodring, til kontrolleret avl og læmning eller, som det kendes fra Færøerne, blot for at vende dyrene til at blive drevet i fold (Joensen 1979:88f.). Iblandt de indtil nu 66 opmålte og efterbehandlede eksempler fra Vatnahverfi, er langt den almindeligste fold typisk et mindre anlæg, der indhegner omkring 20-60 m2, med en mur opført enten helt i sten eller som en kombination af sten og tørv. I 12 tilfælde danner den opbyggede mur hele indhegningen, men i 29 eksempler danner en nøgen klippeside eller anden sådan naturlig afspærring en del af indhegningen (se fig.6, 8b). Karakteristisk for denne slags mindre folde er også, at de sjældent ligger mere end 150 m fra og altså ganske nær gårdene.
10
Tidsskriftet Grønland 1/2008
Dette sidste forhold antyder, at disse folde primært har været anvendt til indhegningen af mindre flokke dyr i kortere perioder, f.eks. til daglige malkning. Foldene, hvor en del af indhegningen udgøres af en klippeflade, kan derudover have fungeret som skærmede områder, hvor man kunne bringe dyrene nærmest gården i læ og fodre dem i perioder med hårdt vintervejr. En anden type, er de folde, hvor man på evnerig vis har udnyttet landskabet. Ved at benytte en vandbarriere, f.eks. en sø eller en elv, som en del af indhegningen, kunne man med relativ let arbejdsindsats indhegne et større område, som f.eks. en halvø eller en landtange (fig.7). Fra Vatnahverfi kendes indtil nu 12 sådanne folde. En undertype af samme ide, var at udnytte en hel ø som et afspærret område, hvilket kendes i 4 eksempler. Generelt er disse folde betydeligt større en de først nævnte, og i nogle tilfælde er der nok nærmere tale om afspærrede græsningsområder end egentlige folde. Også de fleste af disse vandafgrænsede folde ligger relativt tæt på gårdene, sjældent i mere end 200 m’s afstand, men ligger så til gengæld lidt længere fra kysten. De vandafgrænsede folde
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
Fig. 09: Diagrammet viser det samlede indhegnede foldareal ved hver enkelt af de opmålte gårde i Vatnahverfi.
indhegner i gennemsnit 634 m2 og er altså så store, at de kan have været anvendt til indsamlingen af alle slags husdyr. I forbindelse med fårer- og gedeholdet, har de formentligt været benyttet til inddrivningen af større flokke af dyr så som forårs- og efterårsindsamlinger. Dette understreges også af det faktum, at foldene kun kan have været benyttet i det sene forår, sommeren og det tidlige efterår, da søerne fryser til om vinteren og tillader dyrene at undslippe over isen. Det er også værd at bemærke, at disse folde oftest er afgrænset af lavt vand. Fra Færøerne var det erfaringen, at forvildede får ofte hellere ville springe i havet end at lade sig drive i fold, og at de tilmed er gode svømmere (Joensen 1979:115ff.). I de grønlandske eksempler er det omgivende vand dog så lavt, at skræmte får og geder ville have kunnet omgå indhegningen ved blot at vade et lille stykke ud i søen. Dette kunne tyde på at fårene og gederne var vandt til at blive drevet sammen og være i nærheden af mennesker
og fårehunde. Dette ville dyrene selvfølgelig også være, hvis de vanligt blev drevet i malkefold, som det er antydet af de mindre folde nær gårdene. Normalt formoder man, at hjemmemarksdiget har tjent til at holde dyrene ude for at
Fig. 10: Udtegning af GPS-målingerne af Ø9001 og 9006.
Tidsskriftet Grønland 1/2008
11
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
Fig. 11: Opmåling af folden Ø9006. Bemærk størrelsesforskellen imellem N.A. Møller og de stenopbyggede mure. Foto. C.K. Madsen.
undgå, at de græssede de dyrebare høsletsarealer omkring gården. Det er dog ikke umuligt, at hjemmemarksdiget periodevist også har haft til funktion at indelukke de får og geder man havde udvalgt til avl og malkeproduktion. Interessant i denne sammenhæng er den mellemstore gård Ø76 i det centrale Vatnahverfi, som er den eneste lokalitet, hvor diget endnu er så velbevaret, at hele hjemmemarkssarealet har kunnet rekonstrueres (fig.8). Hjemmemarksdiget indhegner i alt ikke mindre end ca. 56.813 m2. I vest er diget tilføjet en mur, så der er dannet en 176 m2 fold ned til den tilstødende sø. Folden er således iblandt de større eksempler og har, udover at have tjent som daglig malkefold, måske været det sted, hvor indslusningen af udvalgte dyr til hjemmemarken fandt sted. Men var inddrivningen af får og geder en social opgave, hvor beboerne af flere gårde samarbejdede og benyttede fælles indsamlingsanlæg? Fra Island kender man de såkald
12
Tidsskriftet Grønland 1/2008
te réttir, store fælles foldanlæg, der af mange samarbejdende gårde blev anvendt under de store halvårlige inddrivninger af får (Aldred 2006). I nr.5 af Tidsskriftet Grønland 2005, blev der berettet om et større nordboanlæg ved Tasiussaarsup qaqqaa nær Nanortalik, der kan have tjent et lignende formål (Raahauge & Gulløv 2005). Ser man på foldene i Vatnahverfi, tegner der dog sig det mønster, at langt de fleste folde er mindre anlæg og at næsten alle er placeret meget nær gårdene. Dette kan kun tolkes således, at i Vatnahverfi var af avlen og arbejdet med får og geder hovedsageligt centreret omkring den enkelte gård. Ø76 er et godt eksempel, idet folden her er stor nok til rumme hele gårdens fåre- og gedeflokke og samtidig ligger meget nær gården (som dog er blevet sløjfet af den moderne fåreholdergård). Det betyder dog ikke, at man ikke har samarbejdet om f.eks. indsamlingen af dyrene men blot, at man nok ikke havde egentlige fællesanlæg.
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
I denne henseende findes der dog et par eksempler fra Vatnahverfi, der fortjener særlig omtale. Beregner man det totale indhegnede område af alle typer folde tilknyttet enkelte gårde, udskiller f.eks. lokaliteterne Ø64, Ø66 og Ø90 sig fra de øvrige (fig.9). Ø64 og Ø66 er begge gårde med en tilknyttet kirke. I Ø64’s tilfælde er det samlede indhegnede areal ikke større, end at det blot kan være udtryk for den større velstand og status, man forventer af en gård med tilknyttet kirke. I Ø66’s tilfælde derimod, er det samlede indhegnede areal på 2769 m2 og altså så omfangsrigt, at der næppe kan have været tale om en indhegning af gårdens egne dyr alene. Antager man at et moderfår med lam, som det er kendt fra Færøerne, kræver 0,4 m2 foldplads under den almindelige indsamling, har Ø66’s folde sammenlagt kunne indhegne ikke mindre end 6923 får og geder. Selvom vi ikke ved præcis hvilke dyr man holdt på Ø66 og hvor mange af foldene, der er samtidige, overstiger selv en af det hypotetisk udregnede antal dyr ekstremt det antal man ellers formoder har været holdt på stormandsgårdene (McGovern et al. 1988). Det er derfor muligt, at Ø66 kan have været anvendt som en form for samlingsplads, hvortil de nærliggende gårde bragte deres overskudsdyr til handel, betaling af skatter, tiende etc. Samtidig er det værd at bemærke, at den inderste del af Igaliku fjorden fryser til og at man således om vinteren formentlig kunne fragte varer og dyr fra Ø66 over isen til bisperesidensen ved Gardar. Endnu mere bemærkelsesværdige er to folde benævnt Ø90 ruin01 og Ø90 ruin 06, liggende helt tæt op af hinanden i bunden af Sioralik fjorden sydøst for det centrale Vatnahverfi (fig.10). Foldenes svære kassemure opført helt i sten måler 80-100 cm i tykkelse, er sine steder bevaret i op til en højde af næsten 2 m og indhegner henholdsvis 1519 og 1381 m2 (fig.11). Ved at udnytte naturlige fordybninger i landskabet virker murene endnu højere. Folden Ø9001 er stor nok til, at den helt omslutter en mindre fold og et in-
delukke. Den indhegnede fold er helt cirkulær og ligner akkurat de mindre folde, der ellers kendes enkeltvis fra nogle af Vatnahverfis andre gårde. Bygget op af Ø90 ruin 01’s yderside lige ud for den indesluttede cirkulære fold findes tre mindre rum, der formentlig har en funktionel forbindelse til sidstnævnte, måske til opbevaring af mælk, uld eller lignende. Omtrent 550 m fra de to store folde ligger en mindre gård, der må formodes at have forbindelse til foldene. De store folde ved Ø90 er af sådanne dimensioner, at man umiddelbart kunne mistænke dem for at være en form for fællesanlæg som de islandske réttir. Bortset fra den mindre gård, er der dog i fugleflugtslinie ca. 5,4 km, 6,8 km hvis en mere realistisk rute udmåles, til den nærmest liggende egentlige gård og selv den har meget dårlig adgang til området. Det synes derfor usandsynligt, at foldene ved Ø90 er en sådan type fælles indsamlingsanlæg som de islandske réttir. Tolkningen af Ø90’s funktion er vanskelig, men den skal muligt knyttes sammen med to andre ruiner længere ud i Sioralik fjorden (fig.2). Længst ude på fjordens vestlige side og meget nær kysten ligger den stor rektangulær stenbygning Ø90a, og i feltsæsonen 2006 fandtes en mindre ruin, løbenummer 06-05, netop hvor man i dag ved højvande kan nå ind i fjorden og lægge til med en mindre båd. Ø90 foldenes store størrelse og svære konstruktion kunne betyde, at de tjente til at indhegne dyr over længere periode. Man kunne derfor videre vove den lidt udfordrende tolkning, at ruinerne ved Ø90 samlet set kan have været en form for ladeplads, hvor levende dyr kunne opbevares i perioden indtil de skulle udskibes?
Afslutning Selvom vi stadig er langt fra at forstå præcis, hvordan nordboerne udviklede deres pastorale landbrug og husdyrhold, fortsætter billedet med at stadigt klarere. Resultaterne af denne foreløbige analyse af foldene i Vatna-
Tidsskriftet Grønland 1/2008
13
CHRISTIAN KOCH MADSEN: FÅR, GEDER OG FOLDE I DET NORRØNE VATNAHVERFI
hverfi antyder, at nordboerne i dette område i deres fåre- og gedehold satsede på en tostrenget strategi, der på en og samme tid sikrede at i hvert fald nogle dyr overlevede vinteren, samtidig med at man brugte så lidt af det dyrebare foder som muligt. I takt med at nye udgravninger, analysemetoder og
forskningsarbejder bringer os ny viden, vil teorier som denne kunne efterprøves yderligere og, skridt for skridt, bringe os nærmere til en forståelse af hvordan de norrøne fåreog gedeavlere egentlig udøvede deres vigtige profession i Grønland.
Noter
McGovern, T.H., Bigelow, G., Amorosi, T. & Russell, D. 1988: Northern Islands, Human Error, and Environmental Degradation: A view of Social Changes in the Medieval North Atlantic. Human Ecology, Vol.16 No.3, s.225-270.
1
Vatnahverfi Projektet er et samarbejde imellem Nationalmuseet, Nanortalik Museum, Narsaq Museum og Qaqortoq Museum. Projektet ledes af Jette Arneborg, Nationalmuseets Middelalder og Renæssance.
Henvisninger Aldred, O., 2006: Réttir in the Landscape. A Study on the Context of Focal Points. I: Arneborg, J. & Grønnow, B. (red), Dynamics of Northern Societies, proceedings of the SILA/NABO Conference on Arctic and North Atlantic Archaeology, Copenhagen, May 10th-14th 2004. Studies in Archaeology and History Vol. 10, s.355-364. Bruun, D., 1928: Fortidsminder og Nutidshjem paa Island. København Edvardsson, R. (red), 2007: Archaeological Investigations at Qassiarsuk 2005-2006. Field Report, Grønlands Nationalmuseum, NV.nr. 03-07. Enghof, I.B., 2003: Hunting, Fishing and Animal Husbandry at the Farm Beneath the Sand, Meddelelser om Grønland, Man&Society 28. Heerfordt, L., Holmquist, N., Kiens, B. & Wille, F 1980: Fåreavl i Grønland. Projekt i Arktisk Biologi ved biologistudiet på Københavns Universitet. H.C.Ø.-tryk, København. Jensen, L., 1958: Fåreavl på Grønland. Den Kongelige Grønlandske Handel, København. Joensen, R., 1979: Fåreavl på Færøerne. C.A. Reitzels Boghandel A/S, København. Jónsson, F. (overs.), 1926: Kongespejlet. Konungs Skuggsjá. Nordisk Forlag, København. Mainland, I., 2006: Pastures Lost? A dental microwear study of ovicaprine diet and managment in Norse Greenland. Journal of Archaeological Science 33, 2006, s.238-252. Mainland, I. & Halstead, P., 2005: The Economics of Sheep and Goat Husbandry in Norse Greenland. Arctic Anthropology Vol.42, No. 1, s.103-120McGovern, T.H.: - 1985: Contributions to the Paleoeconomy of Norse Greenland. Acta Archaeologica Vol.54, København, s.73-122. - 1992: The Zooarchaeology of the Vatnahverfi. I: Vebæk, C.L., Vatnahverfi. An Inland district of the Eastern Settlement in Greenland. Meddelelser om Grønland, Man&Society 17, s.93-109.
14
Tidsskriftet Grønland 1/2008
McGovern T.H., Amorosi T., Perdikaris S. & Woollett J.W. 1996: Vertebrate zooarchaeology of Sandsnæs V51: Economic Change at a Chieftains Farm in West Greenland. Arctic Anthropology Vol.33, No.2, s.94-121. McGovern T.H., Sophia Perdikaris, Clayton Tinsley 2001: The Economy of the Landnám. The Evidence of Zooarchaeology. I: Wawn, A. & Sigurdurdóttir, P (red.), Approaches to Vínland. A conference on the written and archaeological sources for the Norse settlements in the North Atlantic region and exploration of America, held at The Nordic House, Reykjavik 9-11 Aug. 1999. Sigudur Nordal Institute, Reykjavik, s.154-165. McGovern, T. H., Vésteinsson, O., Friðriksson, A., Church, M. J., Lawson, I. T., Simpson, I. A., Einarsson, A., Dugmore, A. J., Cook, G. T., Perdikaris, S., Edwards, K. J., Thomson, A.M., Adderley W.P., Newton, A. J., Gavin Lucas, Ragnar Edvardsson, Aldred, O. & Dunbar Elaine 2007: Settlement, sustainability, and environmental catastrophe in Nothern Iceland. American Anthropologist 109 (1), s. 27-51. Mowlem, A., 1992: Goat Farming. Second Edition, Farming Press, London. Møller, N.A. & Madsen, C.K.: - 2006: Nordboerne i Vatnahverfi. Feltrapport 24, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, København. - 2007: Gård og sæter, hus og fold – Vatnahverfi 2006. Feltrapport 25, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning, København. - 2008: Med friske skridt i forgængeres fodspor. Tidsskriftet Grønland nr.1, 2008, s. 306-314. Nislev, H., 1965: Vejledning i Fåreavl – vi starter et fårehold. Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab, Aarhus. Payne, S., 1973: Kill-off patterns in sheep and goats: the mandibles from As van Kale. Anatolian Studies, Journal of the British Institute of Archaeology at Ankara 23, s. 567-577. Porter, V., 1996: Goats of the World. Farming Press, London. Pydt, O.P., 1919: Gedeavl og Gedehold. Anden omarbejdede udgave. August Bangs Boghandels Forlag, København. Raahauge, K. & Gulløv, H.C., 2005: Indsamling af får i Grønlands middelalder. Tidsskriftet Grønland Nr. 5, s.165-176.
Selvstyre i Grønland – debat i Det grønlandske Selskab om selvstyre i Grønland Det grønlandske Selskabs afholdt den 10. januar 2008 møde om det fremtidige grønlandske selvstyre. Mødet var arrangeret som et debatmøde mellem landstingsformand Jonathan Motzfeldt, Siumut, som også er formand for Dansk-grønlandsk Selvstyrekommission, og folketingsmedlem Søren Espersen, Dansk Folkeparti, som er medlem af selvstyrekommissionen.
Anledningen til mødet var den nært forestående afslutning af arbejdet i Dansk-grønlandsk Selvstyrekommission, hvis arbejde vil munde ud i en betænkning. De to indlægsholdere repræsenterer to vidt forskellige holdninger til spørgsmålet om grønlandsk selvstyre og det dansk-grønlandske fællesskab. Jonathan Motzfeldt repræsenterer det
grønlandske ønske om udvidet kompetence for grønlandske myndigheder, mens Søren Espersen er modstander. Dansk Folkeparti kan ikke gå ind for forslaget om selvstyre i Grønland og vil derfor i forbindelse med kommissionens afsluttende arbejde afgive mindretalsbetænkning.
Mødet var særdeles velbesøgt, og der måtte endda suppleres med flere stole, for at alle kunne få en siddeplads. Det vidner om den store interesse for samfundsviklingen i Grønland, som er blandt medlemmerne af Det grønlandske Selskab. Det samme gjorde den store spørgelyst og de meget forskellige emner, som blev bragt op i den efterfølgende diskussion.
26
Tidsskriftet Grønland 1/2008
SELVSTYRE I GRØNLAND
I det følgende bringes de indledende indlæg fra Jonathan Motzfeldt og Søren Espersen.
Grønlandsk-dansk selvstyrekommission Jonathan Motzfeldt, landstingsformand Jonathan Motzfeldt (f. 1938) er uddannet som præst. Jonathan har siden 1960-erne været en central figur i grønlandsk politik som bl.a. medstifter af partiet Siumut og deltagelse i arbejdet med indførelse af hjemmestyre i Grønland. Han har siden indførelsen af Grønlands Hjemmestyre i 1979 været medlem af landstinget, fra 1979-1991 og 1997-2002 var han landsrådsformand og i perioderne 1979-1988, 1997 og igen fra 2003 været landstingsformand. Jonathan Motzfeldt har haft en lang række øvrige tillidshverv og været medlem af stort antal udvalg og kommissioner, bl.a. Dansk-grønlandsk Selvstyrekommission, som han også er formand for. Indledningsvis vil jeg gerne takke Det grønlandske Selskab for, at selskabet har givet mig mulighed for som formand for Grønlandsk-dansk Selvstyrekommission sammen med folketingsmedlem Søren Espersen at kunne gøre rede for de mere overordnede politiske overvejelser, der kommer til at danne grundlag for kommissionens betænkning, som vi forhåbentlig kan færdiggøre i meget nær fremtid. Der er jo tradition for, at selskabet tager nogle aktuelle emner op til drøftelse. Det vidner om, at selskabet på trods af godt hundrede års eksistens ikke har tænkt sig at gå i vinterdvale. Som indledning skal jeg kun komme med ganske korte bemærkninger om baggrunden for kommissionens nedsættelse, idet jeg er bekendt med, at lederen af kommissionens sekretariat i Nuuk, sekretariatschef Jakob Janussen, har omtalt emnet ganske omhyggeligt i et foredrag her i selskabet for to år siden. Jeg skylder også dem, der er mødt op her i aften for at overvære debatten, at sige, at kommissionsarbejdet ikke er helt afsluttet
endnu. Dermed kan der endnu fremkomme enkelte tilføjelser eller detaljer, der kan ændre lidt på helhedsbilledet; men kommissionen er som allerede sagt så tæt på at afslutte sit arbejde, at jeg godt tør vove det ene øje ved at løfte sløret for nogle af hovedpunkterne i den betænkning, som vi er i gang med at finpudse for øjeblikket. Først vil jeg komme med nogle bemærkninger om, hvorfor arbejdet med at skabe nye rammer for det grønlandsk-danske samvirke er lagt i hænderne på en parlamentarisk sammensat dansk-grønlandsk kommission. Såvel den danske regering som landsstyret i Grønland, som i fællesskab nedsatte kommissionen i sommeren 2004, har fundet det hensigtsmæssigt, at det fortsatte arbejde med at overføre yderligere kompetence fra staten til de grønlandske myndigheder sker som et fælles grønlandsk-dansk projekt. Dette projekt er forankret blandt medlemmer af det danske folketing og det grønlandske landsting. En sådan forankring blandt danske og grønlandske parlamentarikere skulle jo gerne sikre, at kommissionens forslag til ændringer i rammerne for det grønlandsk-danske samvirke kan holde i en passende årrække, ligesom den eksisterende hjemmestyreordning har gjort nu op imod 30 år. Som – skal jeg i al beskedenhed sige – en ganske erfaren parlamentariker finder jeg det ganske enkelt rigtigst, at større ændringer i Grønlands statsretlige placering i kongeriget Danmark drøftes i et forum, der inddrager parlamentarikere fra begge sider af Atlanterhavet. Det er ikke ensbetydende med, at vi altid har fælles udgangspunkt og altid er enige. For det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at vi til tider har haft ganske livlige diskussioner; men ligesom i ethvert andet fællesskab, vi anser for værdifuldt, skal vi kunne tale os til rette, når vi ønsker at skabe rammer for nye aktiviteter, som skal være til gavn for begge parter. Da vi fik hjemmestyre i 1979, var det statens opfattelse, at dele af retsvæsenet, herunder domstolene, ikke kunne overføres til Tidsskriftet Grønland 1/2008
27
SELVSTYRE I GRØNLAND
et hjemmestyre, fordi den dømmende myndighed ud fra en fortolkning af grundloven på det tidspunkt blev anset som en sammenhængende enhed; men mindre end 20 år efter hjemmestyrets etablering tilkendegav staten over for Den grønlandske Retsvæsenskommission, at det alligevel vil være muligt – vel at mærke inden for rammerne af grundloven - at overføre retsplejen til hjemmestyret. Derfor arbejder vi nu med forslag om, at det kommende selvstyres myndigheder kommer til at hvile på den traditionelle tredeling af magten, nemlig at den lovgivende myndighed ligger hos Inatsisartut (landstinget), den udøvende myndighed hos Naalakkersuisut (landsstyret) og den dømmende myndighed hos domstolene, som Grønland selv opretter. Jeg er således glad for, at forslaget fra Den grønlandske Selvstyrekommission, som var forløber for den nuværende kommission, om overførsel af en del af retsvæsenet til det kommende selvstyre vil kunne realiseres i fremtiden. Det er jeg, idet jeg er ganske enig i kommissionens begrundelse herfor, nemlig at princippet om magtens tredeling er et væsentligt element i et retssamfund og i en demokratisk styreform. Dernæst vil jeg gerne omtale, hvorledes vi i kommissionen har tacklet spørgsmålet om, at kommissionens forslag ifølge kommissoriet skal kunne holdes inden rammerne af den eksisterende forfatning, samt at de skal bygge på princippet om, at der skal være overensstemmelse imellem rettigheder og pligter. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke vil belemre jer med en lang statsretlig redegørelse, sådan som kommissionen har måttet gøre for at afsøge grænserne for, hvor langt kommissoriet rækker. Jeg skal i den forbindelse blot sige, at jeg er ganske enig med et tidligere medlem af kommissionen, der ved en lejlighed sagde til mig, at det vil være gavnligt for det dansk-grønlandske fællesskab, såfremt vi engang imellem kunne diskutere, hvad vi vil med vort fællesskab, uden
28
Tidsskriftet Grønland 1/2008
at vi hele tiden skal skele til, hvilke begrænsninger grundloven sætter for vort samvirke, eller om fællesskabet skal hvile på bloktilskud eller ej; men vi er jo ordentlige og lovlydige mennesker, der som regel retter os efter, hvad vi må og ikke må. Ikke desto mindre skal jeg opfordre til, at vi på begge sider af Atlanterhavet tager en seriøs diskussion af, hvad vi vil med vort fællesskab og vor fælles skæbne. Hvad angår spørgsmålet om, at der skal være sammenhæng imellem rettigheder og pligter, har vi tacklet det på den måde, at det kommer til at fremgå af den kommende betænkning, at vi selv kommer til at bekoste yderligere sagsområder, som vi under selvstyreordningen overtager fra staten. Senere hen i oplægget vender jeg tilbage til spørgsmålet i forbindelse med en mere generel omtale af fremtidige økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark. Hjemmestyreloven indeholder enkelte afgørende bestemmelser om såvel det grønlandske som det danske sprog. Det fremgår således af loven, at det grønlandske sprog er hovedsproget i Grønland, at der skal undervises grundigt i det danske sprog, og at begge sprog skal kunne anvendes i det offentlige. Ifølge forslaget til selvstyrelov kommer der kun til at stå, at det grønlandske sprog er det officielle sprog i Grønland. Det er ikke ensbetydende med, at det danske sprog – havde jeg nær sagt – skal være bandlyst i Grønland; men kommissionen har blot ment, at bestemmelser om det danske sprogs anvendelse i Grønland kan reguleres i anden relevant lovgivning, sådan som det allerede er tilfældet eksempelvis i vor sagsbehandlingslov, folkeskolelovgivning mv. I øvrigt vil jeg gerne tilføje, at vi i Grønland – efter min og mit partis mening – ikke har været gode nok til at tilbyde undervisning i grønlandsk som fremmedsprog over for de medborgere, der ikke har grønlandsk som deres modersmål. Det er på tide, at vi får udarbejdet et mere systematisk opbygget undervisningsmateriale i grønlandsk for vore
SELVSTYRE I GRØNLAND
medborgere, der ønsker at sætte sig grundigt ind i vort sprog. For mig er der ingen tvivl om, at vi selv må gribe i egen barm og være mere offensive, når vi ønsker, at det grønlandske sprogs anvendelse i det offentlige rum, herunder i administrationen, skal være mere almindelig. Jeg agter således i nær fremtid at fremsætte et beslutningsforslag i Landstinget om igangsætning af et systematisk undervisningsmateriale i grønlandsk som fremmedsprog. Da jeg er bekendt med, at Søren Espersen også har en mening om, hvem der bør kunne beherske det grønlandske sprog, skal jeg benytte lejligheden til at bede ham om at uddybe sit standpunkt herom. Hvis jeg kender Søren Espersen ret, så burde opfordringen være overflødig. Lad mig afrunde den del af temaet med at sige, at jeg finder det vigtigt, at vi værner om vort sprog, for det er en del af vor kulturelle identitet. Når dette er sagt, så vil jeg advare stærkt imod, at vi bliver navlebeskuende i denne sammenhæng, idet flersprogethed snarere er reglen end undtagelsen andre steder i verden. I en verden, hvor vi skal arbejde sammen på tværs af landegrænserne, så skal vi kunne beherske de vigtigste verdenssprog. Selv om kommissionens forslag ifølge dets kommissorium skal kunne realiseres inden for grundloven og det eksisterende rigsfællesskab, så fremgår det også af samme kommissorium, at regeringen og landsstyret er enige om, at det tilkommer det grønlandske folk at afgøre, hvorvidt Grønland ønsker selvstændighed, og at selvstyreordningen ikke vil ændre dette. Det kommer endvidere til at fremgå af selvstyrelovens fortale, at loven bygger på en overenskomst mellem Naalakkersuisut (altså landsstyret) og den danske regering som ligeværdige parter. Det synes jeg, er vigtigt at få slået fast; men når dette er sagt, så lad mig starte omtalen af dette spørgsmål med at sige, at jeg for mit vedkommende aldrig har været i tvivl om, at den grønlandske befolk-
ning altid har opfattet sig selv som landets rette beboere, også før Hans Egede satte sine fødder på de forblæste og ofte tågeindhyllede øer ud for Nuuk. Det er endvidere relevant at nævne, at fortalen til udkastet til selvstyrelov kommer til at anerkende, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. Folkenes selvbestemmelsesret har jo været på tapetet helt tilbage til Folkeforbundets tid, sådan som jeg lærte det i mine unge dage på realskolen i Nuuk. Begrebet var som bekendt endvidere meget aktuelt i afkoloniseringsfasen efter 2. Verdenskrigs afslutning. Det har for selvstyrekommissionen været vigtigt at understrege, at afgørelsen om Grønlands selvstændighed, hvornår den end måtte blive truffet, skal være et klart ønske fra den grønlandske befolknings side. Derfor kommer det til at fremstå af kommissionens betænkning og dens forslag til selvstyrelov, at afgørelsen om Grønlands selvstændighed træffes ved en folkeafstemning i Grønland. Til den tid bliver det nødvendigt at udarbejde et lovforslag om Grønlands selvstændighed, for folket skal være på det rene med, hvad selvstændighed vil indebære. Det er med andre ord en afgørelse, som folket skal træffe uden at have bind for øjnene og med åben pande. Selv om det som bekendt er svært at spå om fremtiden, så forudsætter kommissionen, at de kriterier, der til sin tid skal danne grundlaget for, hvem der må deltage i folkeafstemningen om Grønlands selvstændighed, bør tage deres udgangspunkt i de principper, der til den tid måtte være gældende for at kunne udøve valgret til Landstinget. I første halvdel af mit indlæg lovede jeg at komme nærmere ind på de fremtidige økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark. Udkast til selvstyrelov adskiller sig markant fra den eksisterende hjemmestyrelov ved, at udkastet fastslår, at Grønland overtager ansvaret for finansieringen af yderligere sagsområder, som overtages fra Tidsskriftet Grønland 1/2008
29
SELVSTYRE I GRØNLAND
staten. Hvordan vil vi så sikre, at vi i fremtiden vil have et finansielt grundlag for at kunne overtage yderligere sagsområder, som ifølge oplistningen af sagsområder, som kan overtages, nærmer sig 30 områder? Besvarelsen af dette vitale spørgsmål har ikke været lige til og har taget meget af kommissionens tid. En arbejdsgruppe om økonomi og erhvervsudvikling under kommissionen har måttet foretage en ganske grundig analyse af Grønlands økonomiske udvikling igennem de sidste årtier, inden gruppen kunne komme med sit bud på det stillede spørgsmål. En helt afgørende faktor for at sætte yderligere gang i den økonomiske udvikling er en mere varieret og progressiv erhvervsudvikling. Grønlands økonomi er ganske enkelt meget sårbar, fordi den i meget høj grad er baseret på havets følsomme, fornyelige ressourcer. Alle de udvalg, råd og kommissioner, der i de senere år har beskæftiget sig med Grønlands økonomi, er enige om, at et markant, generelt uddannelsesløft er en helt nødvendig forudsætning for, at der kan komme yderligere gang i den økonomiske udvikling. Jeg sagde også for lidt siden, at det er nødvendigt med en mere varieret erhvervsudvikling. Hvad er så mere naturligt end at spørge om, hvilke potentialer vi har i Grønland? Det har været nærliggende for kommissionen og specielt for arbejdsgruppen om økonomi og erhvervsudvikling at fokusere på de sektorer, der kan være drivkræfter i forbindelse med at sætte yderligere fart på erhvervsudviklingen. Specielt hvad angår udnyttelsen af landets ressourcer i form af hårde mineraler og kulbrinter har kommissionen fokuseret en hel del på, idet det er velkendt, at Grønland har disse ressourcer. Vi har jo kendt til forskellige former for minedrift efterhånden igennem mange årtier. Ganske vist ikke kontinuerligt, men alligevel; det har dog været kendetegnende, at den lokale befolkning kun har været meget lidt inddraget i denne minedrift, med undtagelse af det mildest talt beskidte arbejde
30
Tidsskriftet Grønland 1/2008
med at bryde kul bl.a. i Qullissat i sin tid. For at få det fulde udbytte ved udnyttelse af landets ikke-levende ressourcer er det derfor nødvendigt, at lokalbefolkningen deltager så vidt muligt i alle faser af denne udnyttelse. Vi skal jo også huske på, at mineindustrien har mange andre sideeffekter i form af service fra forskellige sektorer. Selv om udnyttelse af landets ikke-levende ressourcer som allerede sagt er et vigtigt økonomisk potentiale, så skal vi ikke glemme, at en forceret udnyttelse af mineraler og kulbrinter kan indebære alvorlige risici for det sårbare miljø i Grønland. Derfor skal vi fortsat håndtere vore mineraler med størst muligt omhu. Jeg vil i det følgende i meget komprimeret form omtale kommissionens overvejelser over, hvorledes indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland kan være med til at sikre, at vi kan finansiere vores fremtidige overtagelse af sagsområder fra staten. En næsten enig kommission foreslår, – at statens nuværende, årlige bloktilskud på 3,2 mia. kr. (angivet i 2007-pris- og lønniveau) til Grønland fastfryses – at det offentliges indtægter fra råstof udnyttelse i Grønland tilfalder selvstyret – at statens bloktilskud til selvstyret redu ceres med et beløb svarende til halvdelen af selvstyrets indtægter fra råstofvirksomhed, som i det pågældende år ligger udover 75 mio. kr. – at der indledes forhandlinger mellem den danske regering og landsstyret i Grønland, når og hvis bloktilskuddet er reduceret til nul. Her viskes ligesom tavlen ren. Eftersom vi ikke ved, hvornår denne situation opstår, og hvilke forhold der vil gøre sig gældende på det tidspunkt, er det svært at forestille sig, hvilke emner der vil blive bragt frem; men kommissionen har drøftet, at bl. a. spørgsmålet om fordeling af indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland samt, om der fortsat skal være samarbejde mellem råstofmyndighederne i Grønland og Danmark, vil kunne tages op.
SELVSTYRE I GRØNLAND
Det ligger mig på sinde at understrege, at der faktisk ikke er uenighed i kommissionen om, at Grønlands økonomi ad åre bør være selvbærende. Jeg finder det også vigtigt at understrege, at det går den vej, selv om vi har en lang vej endnu. Der, hvor uenigheden opstår, er, hvor hurtigt og på hvilken måde vi kan nå frem til denne fase. Endvidere har det i forbindelse med kommissionens overvejelser om at sætte fut i erhvervsudviklingen været nødvendigt at spørge os selv, om den måde, vi hidtil har indrettet samfundet på, i sig selv påfører os omkostninger, som har været med til at hindre en mere progressiv erhvervs- og økonomisk udvikling. Uden at ville starte en fornyet og meget omfattende debat om de strukturelle ændringer, som det grønlandske samfund undergår i øjeblikket, så vil jeg sige, at jeg finder det tvingende nødvendigt at gennemføre de strukturændringer, vi er i gang med i disse år. Hvad enten det drejer sig om afskaffelse af enhedsprissystemet eller en gennemgribende reform af den kommunale struktur, så er det vigtigt, at vi ikke stopper op midt i det hele. Vist medfører sådanne reformer omkostninger, fordi vi mennesker på mange måder er vanedyr, som har det bedst med de vante mønstre; men vi kan nu ikke sikre os selv optimale eksistensbetingelser, såfremt vi eksempelvis ikke vil ændre det spredte bosætningsmønster, som var en forudsætning for, at vore forfædre og –mødre kunne leve af sælfangst; men vi lever nu om dage under helt andre betingelser end vore forfædre. Vi ved også, at vi ikke kan sikre en ordentlig folkeskoleundervisning eller en sundhedsbetjening, så længe befolkningen er spredt på mange, små steder. Lad mig straks forlade dette emne, for selvstyre er andet end økonomi og bloktilskud, samtidig med at emnet ellers nemt kan komme til at fylde resten af aftenen. Som jeg tidligere var inde på, er kernen med selvstyretankerne at sikre de grønlandske myndigheder yderligere kompetence inden for rammerne af den eksisterende
grundlov. Jeg nævnte også, at vi kan overtage ca. 30 yderligere sagsområder inden for den nævnte ramme; men de grønlandske myndigheder kan også opnå yderligere kompetence på forhold, der vedrører Grønland, på anden vis end ved at overtage sagsområder fra staten, nemlig ved et tæt samarbejde med rigsmyndighederne, hvad angår sagsområder, som ifølge grundloven fortsat skal varetages af disse. Det drejer sig hovedsageligt om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Vi har i de snart 30 år, vi har haft hjemmestyre, praktiseret dette samarbejde. Næsten gnidningsfrit på visse områder, men også noget problematisk på andre områder. Ingen nævnt, ingen glemt! Et ægte samarbejde forudsætter gensidighed og ligeværdighed, og at man tager samarbejdet alvorligt fra alle dem, der skal arbejde sammen. Det er det, vi sigter til i de ret omfattende bestemmelser i selvstyreloven, som omhandler sagsområder, der fortsat skal være rigsanliggender. Naturligvis kan vi ikke via lovgivning sikre, at samarbejdspartnerne ikke optræder bedrevidende eller ligefrem arrogant; men en sådan samarbejdsform fremmer jo ikke et frugtbart samarbejde; men ved at indbygge nogle, måske også ret detaljerede procedurer, kan vi være med til at tilvejebringe minimumsstandarder, der gør, at parterne er nødt til at tage hinanden alvorligt. Man kan jo også komme ret langt ved at mobilisere lidt god vilje! I min indledning sagde jeg, at vi forhåbentlig kan afslutte kommissionsarbejdet i meget nær fremtid. Når arbejdet er tilendebragt, afleverer kommissionen sin betænkning til opdragsgiverne, der som tidligere nævnt er den danske regering og landsstyret i Grønland. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor megen tid regeringen og landsstyret behøver for at iværksætte det nødvendige lovgivningsarbejde. Jeg har dog det lønlige håb, at der ikke behøver at gå år, før vælgerne i Grønland afgør, om vi skal have selvstyre eller ej. Tidsskriftet Grønland 1/2008
31
SELVSTYRE I GRØNLAND
I mine afsluttende bemærkninger vil jeg ganske kort sige, hvor ønskeligt det havde været for kommissionens formandskab at kunne afgive en betænkning, som kunne bakkes op af en enig kommission; men sådan bliver det ikke, for det er nu engang et af vilkårene, når politikere mødes og argumenterer for deres standpunkter. Det er ikke altid muligt at få enderne til at mødes. Med disse få, afsluttende ord, vil jeg give stafetten videre til ordstyreren, således at Søren Espersen også kan komme til. Jeg skal dog skynde mig at sige, at jeg kommer frygteligt tilbage, når vi skal til at debattere.
Selvstyre i Grønland. Søren Espersen, MF. Søren Espersen (f. 1953) er journalistuddannet. Han har fra 2005 været medlem af Folketinget som repræsentant for Dansk Folkeparti, men havde da allerede som partiets pressechef i en del år været kendt i debatten med sine markante holdninger. Søren Espersen er bl.a. udenrigspolitisk ordfører og medlem af Nordisk Råd, Det Udenrigspolitiske Nævn, Udenrigsudvalget, Udvalget vedrørende Færøske Forhold og Udvalget vedrørende Grønlandske Forhold samt Den Grønlandsk-danske Selvstyrekommission. Fra 2007 er Søren Espersen endvidere medlem af Folketingets præsidium. Tak til Det grønlandske Selskab for invitationen til at tale her i dag, for muligheden for at høre Jonathan Motzfeldt tale og for muligheden for at være med i den efterfølgende debat. Grønland og Rigsfællesskabet har optaget mig og engageret mig i al min tid. Jeg fik så at sige Grønland lige ind ad døren derhjemme i Himmerland i 1958, da jeg var 5 år gammel, da en af mine søstre kom slæbende med en eskimo-dreng, hun havde fundet på Tønder Seminarium. Han lod godt nok til at gå frivilligt med, og et år senere stod brylluppet. Jeg kan huske, at jeg var
32
Tidsskriftet Grønland 1/2008
dybt imponeret af, at han, så ung som han så ud, allerede havde hår på benene. Min søster og han er stadig - 50 år efter lykkeligt gift, og om en måned fylder han 75. Han blev jo dermed min bror - og hans familie deroppe i Grønland har vi lært at kende - og vi har igennem alle årene snakket og grinet og råbt og diskuteret om Grønland, om Danmark, om Rigsfællesskabet, og jeg har i tidens løb haft glæde af gode Grønlandsture. Og engagementet hos mig er - som man måske vil vide - aldeles usvækket...!! Men nu til sagen! Da jeg sad og forberedte mig til denne aften, fløj det pludselig gennem hovedet på mig: ”Hvornår har man nogensinde i de seneste mange, mange år hørt en grønlandsk politiker formulere sætningen: ”Hvad kan vi gøre for Rigsfællesskabet?” Min påstand er, at en sådan sætning ikke i årevis er blevet fremsat. Derimod har man gang på gang hørt danske politikere sige: ”Hvad kan vi gøre for Rigsfællesskabet” - og som regel fulgt op af: ”Fortæl os det, så vi sammen kan gøre det så godt som muligt.” Hvis jeg med ét ord skal beskrive, hvordan jeg mener, grønlandske politikeres attitude generelt kan beskrives, når sagen drejer sig om Danmark og Rigsfællesskabet, er det med ordet ”klynk”. Klynk.... Klynkeri - og en konstant jamren over, hvor forfærdeligt Danmark siden tidernes morgen har ageret i forhold til sin tidligere koloni: Så er en landingsbane for kort, så har man ikke gjort nok i hval-forhandlingerne, så mangler der fængselspladser, så tvinger man Hjemmestyret til at købe alle varerne i Danmark, så blev man sparket ud af kajakkerne, så har man snydt Grønland med Thulebasen, så fik man tvunget Grundloven ned over hovederne i 1953 --- ja, og i 1721 gik det hele lige så godt, og så sejlede Hans Egede til Grønland og ødelagde det hele!
SELVSTYRE I GRØNLAND
Min gode ven, Lars-Emil Johansen, er en af de værste af slagsen: Han har haft lommeregneren fremme og har fundet ud af, at Danmark SKYLDER Grønland 65 milliarder kroner - og de skal afleveres - for det er de penge, Danmark har sparet på NATO-medlemskabet for at lade amerikanerne bruge Thule. Lars-Emil har ikke fortalt os endnu, om pengene kan betales i rater, eller om han skal have dem på én gang... En anden af mine gode venner, borgmesteren i Ilullisat Anthon Frederiksen, udtrykte det engang under en debat således: ”Danskerne har i århundreder grinet hele vejen til banken!!” Ja, hvor HAR vi dog moret os... Dette, kære venner, er altså Rigsfællesskabet Anno 2008. Det er sådan, man fra mange ledende grønlandske politikeres side ser på Danmark - som nogen, der går og griner hele vejen til banken. Men det er uantageligt at forfladige Rigsfællesskabet på den måde. At gøre Rigsfællesskabet til noget så vulgært. Ja, det er ligefrem uanstændigt! Desværre er der mange unge grønlændere - som er ligeså historieløse som vor egen danske ungdom - der er hoppet på fup-historierne. Jeg møder disse unge i mange sammenhænge, såvel her som i Grønland, og bliver dybt frustreret over at høre dem jamre og klynke på samme måde som deres politiske forbilleder i stedet for friske og frejdige at tage fat på problemerne. Og jeg får af og til lyst til at tage fat i kravetøjet på dem og sige: ”Så tag jer dog sammen!” Det tragiske ved det hele er, at det faktisk er lykkedes for politikere som Anthon Frederiksen, som Lars-Emil Johansen, som Kuupik Kleist, som Johan Lund-Olsen, som Mininnguaq Kleist og andre at få den grønlandske ungdom til at få en fornemmelse af, at grønlænderne er ofre og danskerne er bødler. At give grønlænderne offerrollen som »et undertrykt folk«. Desværre er det ikke kun unge grønlændere, der tilsyneladende er hoppet på den
med offer og bøddel. I hvert fald er der bunkevis af førende danske politikere, der er ved at falde over hinanden og egne ben for til enhver tid, undskyldende og hændervridende at stå parat med pengeposen for at bøde på alle de uretfærdigheder, vi har påført Grønland. Det pudsige er dog, at når man har de samme danske politikere på tomandshånd, er de knapt så hændervridende. Men det er en helt anden historie, som jeg venter med til mine erindringer. Men jeg bliver altså her i dette ærværdige selskab nødt til at sige: Hvis det er på DEN måde, man vil belyve sit folk til at kræve selvstændighed, synes jeg det er billigt. Hvis man får gennemført selvstændighed ved at fuppe folk til at foragte Danmark, synes jeg det er forargeligt. Og så siger jeg ikke held og lykke med foretagendet. For så er projektet blevet til på en uværdig måde. Uværdigt for Rigsfællesskabet. Uværdigt for det grønlandske folk. I forbindelse med Selvstyrekommissionen er jeg blevet betegnet som ”grønlandskritisk”, og det er blevet sagt, at jeg ”stikker kæppe i hjulet på alt, der berører Grønland”. Det er beskrivelser, jeg finder såvel dybt irriterende som unfair. Vel er jeg og Dansk Folkeparti ej grønlandskritiske, og vel stikker vi ikke kæppe i hjulet på ”alt, der berører Grønland.” Vi har - og det kan Jonathan sikkert bevidne - arbejdet nidkært og engageret i kommissionen, fulgt møderne, læst på stoffet, deltaget aktivt, medvirket - men vi er altså, efter en grundig analyse og flere grønlandsdebatter i vores folketingsgruppe (til forskel fra andre partier, der end ikke har drøftet sagen i folketingsgrupperne!) nået frem til, at vi ikke kan anbefale, at Grønlands Selvstyre med et pennestrøg får foræret alle ressourcer, som vi mener tilhører Rigsfællesskabet og bør komme os alle til gode. Ligeledes er vi stærkt indignerede over den elendige sociale situation, der mange steder findes i Grønland, og som HjemmeTidsskriftet Grønland 1/2008
33
SELVSTYRE I GRØNLAND
styret har det fulde ansvar for. Samtidig er vi rasende over den nepotisme og den korruption, der kendetegner Grønland. Vi mener faktisk, at vi har fuld ret, ja ligefrem pligt, til at reagere i disse sager. Dels fordi der er tale om danske statsborgere, dels fordi danske skatteydere er medfinansierende. Er det ikke netop meningen med folkestyret, at der kan fremkomme forskellige opfattelser? Og er vores indstilling til Rigsfællesskabet ikke fuldt ud lige så legal en opfattelse som de andres? Jeg spørger bare. Om arbejdet i Selvstyrekommissionen kan jeg sige: Dansk Folkeparti kommer til at stå uden for kommissionens indstilling. Vi beklager oprigtig dette, for det ville have været det rigtige, om samtlige delegerede kunne stå sammen om at give Grønland selvstyre, så det var en smertelig beslutning for mit parti. Udover den væsentlige årsag, at vi ikke finder, at kommissoriet med indstillingen er opfyldt, er en anden væsentlig baggrund for vores beslutning, at man generelt fra grønlandsk side har haft øjnene stift rettet mod at forberede Grønlands Selvstændighed – således forstået, at Selvstyret for en stor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed. Dansk Folkeparti har ikke budt denne dagsorden velkommen, og vi har i forløbet til tider været utilpas ved at skulle involveres i denne dagsorden, som direkte strider mod kommissoriets ånd og bogstav. Kimen til problemerne blev givet lagt, da regeringen og landsstyret udstak kommissionens arbejdsform. Her blev kommissionen delt i to arbejdsgrupper: Stats- og Folkeretsgruppen samt Erhvervs- og Økonomigruppen. Fra dansk side sad i den første gruppe Venstre, Det radikale Venstre og Enhedslisten, i den anden Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det konservative Folkeparti samt SF.
34
Tidsskriftet Grønland 1/2008
Ved en gruppes afrapportering til den samlede kommission, var det stort set umuligt for de partier, der ikke var repræsenteret i den pågældende gruppe, at opnå indflydelse på emner, som allerede - og ofte under store besværligheder - havde været drøftet, og hvor man ofte havde måttet indgå kompromisser i forhold til hinanden og i forhold til den grønlandske side. Ud over møderne i de to arbejdsgrupper har man så yderligere haft særmøder i henholdsvis den samlede danske delegation og i den samlede grønlandske delegation. Dette har givet karakter af, at det var to lande, der forhandlede med hinanden - hvilket jo ofte ikke afspejledes i de meget forskellige politiske holdninger, der findes ikke mindst i den danske delegation. Men da der således alligevel blev tale om to holdninger overfor hinanden - en grønlandsk og en dansk, - er det vores opfattelse, at det eneste rimelige havde været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mellem landsstyret og regeringen, hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til udkommet af forhandlingerne. Ansvaret for at det blev som det blev ligger alene hos regeringen og landsstyret. Disse to parter burde fra starten have forhandlet direkte med hinanden. Men som nævnt har en stor del af den grønlandske delegation haft øjnene stift rettet mod egentlig selvstændighed for Grønland. Vi har ikke kunnet tiltræde den dagsorden, da vi er af den opfattelse, at en egentlig grønlandsk statsdannelse ikke tjener nogens interesser. Vi ser gerne Rigsfællesskabet fortsat. Der er så meget, der binder danskere og grønlændere sammen historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt, at det for begge parter efter tre århundreders tæt samhørighed vil være en historisk katastrofe at bryde båndene. Jeg har sagt det tidligere i aften, men det er urimeligt, at det i stor stil er lykkedes for
SELVSTYRE I GRØNLAND
en lille gruppe af grønlandske politikere dels ved drømmerier om store oliefund, og dels ved hjælp af urimelige angreb på Danmark og det danske folk at få held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk – en barriere, som ikke generelt afspejler grønlandsk sind, og som jeg ikke tror på har vundet gehør i det grønlandske folks flertal. Vi finder, at grønlandsk selvstændighed alene baseret på håb om selvbårenhed som følge af store oliefund, bør give anledning til stor utryghed i det grønlandske folk. Og vi finder, at hvis det en dag skulle lykkes de grønlandske politikere at få trukket Grønland ud af Rigsfællesskabet, vil det gøre Grønland til en sårbar deltager i den internationale sikkerhedspolitik. Yderligere afgørende for vor beslutning har været de økonomiske forhold. I kommissionsindstillingen hedder det: ”Indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre.” Det har forbavset os, at de øvrige medlemmer af den danske delegation har kunnet acceptere dette forhold omkring ejendomsretten og således ikke har handlet i overensstemmelse med Danmarks interesser. Det burde nemlig være evident, at Danmarks Riges undergrund som en selvfølge tilhører Danmarks Rige, og at alle borgere i Rigsfællesskabet får del i de værdier, der
måtte findes i undergrunden. Sådan forholder det sig jo allerede, når det gælder de værdier, der hentes op fra Danmarks undergrund, samt i forhold til de værdier, som skabes af danske borgere og som solidarisk, år efter år, videregives, så de også kommer Grønland til gode. Sådan har det altid været: Enorme subsidier blev forud for Hjemmestyret overført fra Danmark til Grønland i årene mellem 1953 og 1979, hvor de grønlandske kommuner opnåede fuld udligning i forhold til danske kommuner. Også i årene frem til 1953, mens Grønland endnu havde kolonistatus, overførtes store subsidier fra Staten til Grønland. I alle årene, som det fremgår af rapporten fra Dansk Institut for Internationale Studier i 2007 ”Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54, har Danmark på intet tidspunkt i historien profiteret på Grønland, som tilfældet ellers normalt har været i forholdet mellem koloniherre og koloni. Danmark har derimod til stadighed uegennyttigt og ihærdigt arbejdet på, år efter år, at forbedre forholdene for Grønland og for det grønlandske folk. Alene af den grund ville det være etisk uantageligt, om Danmark ikke, i tilfælde af umådelige råstofindtægter fra den grønlandske undergrund, skulle få andel i værdierne. Tak for ordet!
Tidsskriftet Grønland 1/2008
35