Selected Article - The Journal Greenland

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

FESTSKRIFT · MICHAEL FORTESCUE

NR. 2/JUNI 2012 60. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

TEMA: Sprog og Arktis

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28

Introduktion til festskrift i anled- n ing af Michael Fortescues fatrædelse fra Københavns Universitet

83

lisbeth valgreen:

»Haapalaar!« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

80

97*

Dialekter online j udithe denbæk:

Redaktion/redaktør: Dette nummer er redigeret af Anne Brunk Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 E-mail dgs@groenlandselskab.dk

De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar

116

iben mondrup:

Sproglig integration

121

kirs ten this ted:

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse Tidsskriftet ”Grønland” er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond

104* j us t yn sal amon:

Mike Fortescues hjemmestyreroman 133*

Forsidebillede: Michael Fortescue.

Foto: Susanne Reitz.

Hans C hris tian gulløv:

Grønlands forhistorie og dialekterne 147*

lisathe møller kruse:

Stednavne i Grønland 157* DARIA MORGOUNOVA SC HWALBE:

Tryk Gullanders Bogtryk A/S

Interaktionen mellem sprog, landskab og orienteringsperception i Grønland

Omkring Hjertefjeldet. Gensyn med

169

Grafisk udformning Urs Gjerding

Sprogideologier i brug. Et studie af yupik sprog og sprogbrugen på Tjukotka-halvøen

Bibliografi over Michael D. Fortescues publikationer

Artikler markeret med * er fagfællebedømt. Dette er sket, hvis artiklen er forskningsbaseret, og forfatteren har ønsket en bedømmelse. Yderligere om fagfællebe­dømmelse kan læses på Det grønlandske Selskabs hjemmeside www.groenlandselskab.dk under linket »Retningslinjer til forfatterne« under fanen Tidsskriftet Grønland.

af lisbeth valgreen

»Haapalaar!« – om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive en artikel til tidsskriftet Grønlands temanummer/festskrift til Michael Fortescue om sproglige kulturmøder, tænkte jeg i første omgang, at min viden og erfaring slet ikke kan matche en artikel til en forsker med en så omfattende viden inden for sprog, særligt de arktiske, at det kunne blive til en vedkommende artikel i den sammenhæng. Efter nogen overvejelse kom jeg frem til, at mit arbejde med at lave tekster til dobbeltsprogede børnebøger og oversættelse af tegneserier alligevel har givet en indsigt i nogle til tider svære sproglige overvejelser. Det har givet en erfaring om brugen af sprog i en anden kontekst inden for de teorier om kulturelle sprogmøder, end jeg normalt har beskæftiget mig med, når jeg har arbejdet med begrebet »sprogmøder«. Denne erfaring kan være til glæde for andre, der ønsker at arbejde inden for (dobbeltsproget) illustreret litteratur.

Sprogbrugens kontekst Sprog anses, ligesom kulturel identitet, som en levende størrelse, da det udelukkende er dets brugere, der bestemmer, hvordan det skal bruges i hvilke kontekster og i hvilke fora inden for de enkelte sprogsamfunds

RESUMÉ Udarbejdelsen af illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier kan være en udfordrende opgave at løse. Både som forfatter, tegner, grafiker og redaktør. Artiklen formidler en række af de problemstillinger, overvejelser og erfaringer, som ligger til grund for arbejdet med tegneserien »Andala« og børnebøgerne om »Lille Andala« og »Avataq«.

Lisbeth Valgreen (1978) er uddannet cand.mag. i eskimologi. Ansat som sekretariatschef i Det Grønlandske Selskab og som projektleder på Arktisk Videns- og Oplevelsescenter (Arktisk Institut). Har skrevet flere børnebøger og artikler samt medvirket ved udarbejdelsen og gennemførslen af en række udstillings- og formidlingsprojekter i både Grønland og Danmark.

Tidsskriftet Grønland 2/2012

83

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

sprogregler og normer (fx Cohen, 1986). Der er forsket meget inden for sprog, identitet og samfund, og særligt det (post)koloniale grønlandske samfund har været genstand for forskning og interne debatter om, hvorvidt det grønlandske vs. det danske sprog skal bruges og i hvilke sammenhænge (fx Langgård, 2003; Lynge, 2002). En af de faktorer, der vanskeliggør denne diskussion, er følelser. De fleste mennesker er stærkt knyttet til deres modersmål og kan med sin fornuft godt bruge et eller flere andre sprog, men ofte har sprogbrugeren det følelsesmæssigt bedst på sit eget modersmål. I Grønland har særligt perioden fra 2. Verdenskrig frem til hjemmestyrets indførelse i 1979 sat sine spor, og det danske sprog spiller således en væsentlig rolle på både samfundsniveau og i familier. Mange familier har begge sprog som en del af deres hverdag, men på grund af de historiske skift i brugen af henholdsvis grønlandsk og dansk, er nogen mere trygge på det ene sprog end det andet: Da den danske stat førte den såkaldte G-50og G-60-politik, blev det danske sprog anset som et prestigefyldt sprog. Det var det sprog, som skulle blive vejen for unge grønlændere til en god uddannelse. I samme periode boede og arbejde der mange dansktalende i Grønland, håndværkere, lærere, læger mm., og flere stiftede familier med grønlandsktalende ægtefæller. Med optakten til, og indførelsen af, Hjemmestyret i 1979 svingede det sproglige pendul over i den anden side, og mange i Grønland opfattede nu grønlandsk som elitesproget og som en ikke uvæsentlig del af den grønlandske identitet. Og dermed skete et sprogligt magtskifte. Disse markante skift i mellem de to sprog medførte, at man i dag i nogle familier primært talte/ taler dansk og i andre grønlandsk. Og så er der alle dem i gråzonen. Uanset hvilket primærsprog man taler, kan det være et problem for de forældre, der ønsker at lære deres børn begge sprog, men ikke har selvtilliden og sikkerheden til at tale det med dem (Valgreen, 2004).

84 Tidsskriftet Grønland 2/2012

I erkendelse af dette problem besluttede kunstneren Nuka K. Godtfredsen1 og jeg i 2004 at lave et projekt med en dobbeltsproget børnebog, som de frustrerede forældre kunne bruge til at læse op fra for deres børn.

De første udmeldinger fra forlag både i Grønland og Danmark i forbindelse med projektet var mildest talt afvisende: Man laver da ikke tosprogede bøger! Vi var stædige og gennemførte projektet og stod i 2006 med udgivelsen »Andalaaraq ikinngutaalu/Lille Andala og hans venner« (Forlaget BIOS). Bogen overgik alle vores forventninger i både salg og interesse fra grønlandsktalende og dansktalende familier, og vi fik mange positive tilbagemeldinger fra vores primære målgruppe – børnene. Siden da er det bl.a. blevet til bøgerne »Avataq takornariallu / Avataq som guide« for skolebogsforlaget Ilinniusiorfik i 2008 og en opfølger til Lille Andala i 2011 »Andalaaraq uteqqippoq/Lille Andala på banen igen« udgivet på forlaget BIOS (Valgreen og Godtfredsen 2011).

At lave børnebøger er som at samle et IKEA-skab; sørg for at alle delene er der, inden du starter…

De fleste kender situationen. Man har netop været en tur i IKEA og har erhvervet sig et nyt klædeskab. Og så skal det samles. Man går optimistisk i gang med at samle sidestykkerne med de rigtige skruer i de rigtige huller. Dernæst hylder og låger. Men lågen hænger skævt, for der mangler et hængsel og to skruer… Det samme gør sig i og for sig gældende i processen med at lave illustrerede dobbeltsprogede børnebøger. Alle dele skal være til stede og placeres de rigtige steder. Ellers virker bogen ikke efter hensigten.

Samspillet mellem sprogbrugere, sprogregler og sociale og kulturelle fora vanskeliggøres og udfordres, når sprogene bruges i sammenhæng med billeder. De, der har læst en billedbog, tegneserie eller set en fremmedsproget film med undertekster, genkender uden tvivl de situationer, hvor et eller andet sprogligt går galt: øret hører én ting,

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

øjnene læser en anden ting og ser en tredje.

Det gør hjernen forvirret. Hvad er nu rigtigt? I de fleste tilfælde gætter jeg på, at det er billederne, der vinder, hvilket særligt reklamebranchen er udmærket klar over. Dernæst er det afhængigt af hvilke af de brugte sprog, man bedst kan tale, som kommer ind på andenpladsen, og det andet sprog ind på tredjepladsen. Men problemet er allerede opstået og har forstyrret fortællingens forløb, idet der bliver skabt forskellige og måske ligefrem modsatrettede billeder inden i læserens eller seerens hoved. Derfor er det magtpåliggende for os som oversættere, forfattere og billedmagere (tegnere såvel som instruktører), at hele dette sproglige kulturmøde går op i en højere enhed og udsender et fælles budskab.

Processen med at arbejde sig hen i mod det fælles budskab starter allerede i de helt tidlige manuskriptgennemskrivninger, hvor man som forfatter er nødt til at gøre sig tanker om, hvilket konkret budskab, der skal fremhæves, og hvem modtageren er (Breum, 2001).

For mit og Nukas vedkommende har budskabet ofte været af indirekte undervisningsmæssig karakter: beskrivelser af det (moderne) grønlandske samfund i form af kulturel og sproglig formidling til børn »pakket ind« i en historie, som tager udgangspunkt i grønlandske børns hverdag. Da vores målgruppe ofte er børn, er den første del af processen altid meget vigtig. Der skal gøres en del tanker omkring de personer, som skal optræde i teksten, og hvordan de reagerer og bevæger sig i et rum – det være sig ude eller inde. Desuden skal personerne være typer, som børnene nemt kan relatere sig til, for ellers står de af, allerede inden budskabet er sendt af sted.

Kritiske røster kan nemt pege på manglen af socialrealisme i vores børnebøger, men dette er et bevidst valg, idet vores sekundære mål er at udvikle børnenes fantasi og kreativitet. Den proces kan let blive kvalt i beskrivelser af fordrukne mennesker eller

andre sociale slagsider. Det udelukker dog ikke, at vi på sigt kan finde på at inddrage sådanne problemstillinger – det skal bare være i meget velovervejede situationer.

En anden vigtig grundsten i arbejdet er at finde den eller de konflikter, som gør historien interessant, og som fastholder læseren. Og børn er vældig kritiske! I dag er de vant til at zappe videre til en anden kanal, klikke videre til en ny internetside eller lægge bogen væk til fordel for Nintendo’en, hvis de ikke lige synes, at handlingen tager en interessant drejning, eller hvis personerne er for langt fra deres egen verdensopfattelse.

Her spiller samspillet mellem de tre elementer, sprog, billeder og budskab, den vigtigste rolle. Skriver man til en aldersgruppe, der hedder 4-7 år, nytter det ikke, at man »skriver ned til dem«, dvs. forenkler ord og sætninger for meget. Så bliver det opfattet barnligt. Til gengæld skal de samfundsformidlende budskaber heller ikke dreje sig om Rigsfællesskab eller bloktilskud, for så er læseren stået af.

Man er som forfatter nødt til at finde en god balance mellem dramaet, beskrivelserne og handlingen generelt.

Samarbejdet om »treenigheden«: Budskab, sprog og billede Når de første tanker er gjort og teksten er ved at tage form, skal tegneren eller storyboarderen2 i gang med at udarbejde personificeringen af teksten og give rummene fysisk form og perspektivering. I denne del af processen arbejder forfatter og tegner/instruktør meget tæt sammen, for at forfatterens tanker og tekst bliver levendegjort så tæt på teksten som muligt. Hvis det altså er muligt. Ofte må teksten ændres eller tilpasses, fordi det sproglige indhold ikke matcher en konkret billedliggørelse af de sproglige udtryk. Mange kender nok fornemmelsen af at have læst en fantastisk bog, der efterfølgende bliver filmatiseret, og at billedliggørelsen af bogen slet ikke lever op til ens forventninger. Her er præmisserne helt anderle-

Tidsskriftet Grønland 2/2012

85

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

des, idet forfatteren ikke har lavet bogen i samarbejde med en tegner eller instruktør, men at manus til filmen er lavet efter, at læserne allerede har dannet deres eget billede i hovedet af teksten indhold, personer og rum. Denne problemstilling er der en chance for at undgå, hvis man samarbejder om manus og billeder på et meget tidligt tidspunkt.

Hvis man ser på fig. 1, kan man se, at der skal mange ting i billedet på en gang. Nogle af bevægelserne er helt tydeligt markeret i teksten og er altså forfatterens præmis, mens andre af bevægelserne er tegnerens egne indfald. I teksten står der, at pigen med lyst hår går ned med en lille taske i den ene hånd osv., men der står ikke noget om, at Amos skal trække bukserne ud fra revnen

Fig. 1: Eksempel på kunsten at balancere mellem forfatterens tekst, og dermed retningslinjer, og illustratorens egne ideer (Valgreen, 2006: 17)

86 Tidsskriftet Grønland 2/2012

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

Fig. 2: Et andet eksempel hvor tegnerens egen fantasi får lov at arbejde udover forfatterens guidelines (Valgreen, 2006: 54-55).

Fig.3: Kropssprog kan sige mere end ord (Valgreen, 2008: 21).

Tidsskriftet Grønland 2/2012

87

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

mellem ballerne... Detaljen gør til gengæld, at hele opslaget bliver meget mere humoristisk og levende. Sådanne afvigelser er vigtige og helt klart nødvendige i de dele af teksten, hvor det let kan blive kedeligt eller for beskrivende for at fastholde de »unge« læsere.

Som det kan ses på fig. 2 og fig. 3, er tekst næsten overflødig. Personernes kropssprog viser præcist, hvilken følelsesmæssig tilstand de er i, og teksten er således kun understøttende i en forklaring på hvorfor.

Særligt i børnebøger er det altafgørende, at der med mellemrum gives et sprogligt frirum, hvor børnene selv uden at læse eller høre teksten, kan forstå, hvordan historien fortsætter. I andre tilfælde skal billedet nedtones, så teksten bliver fremhævet, og så de små ører lytter mere, og øjnene ikke stjæler koncentrationen, som i eksemplet givet i begyndelsen af denne artikel. Det kan være en svær balance, og det kræver, at både forfatter og tegner kan hæve sig op over be-

stræbelserne på egen perfektionisme og overgive scenen til den anden, hvis det er det læseren kræver. Med det mener jeg, at forfatteren må og skal give plads til at lade tegneren udtrykke de ting og følelser, som i det virkelige liv også overlader til synet, dvs. ansigtsudtryk og kropssprog. Og særligt når børn er målgruppen. Børn bruger meget energi på at lytte og forstå det sproglige, så der skal være mere plads til synssansen end hos voksne – deraf fænomenet billedbøger.

Omvendt kræver det også, at tegneren til tider må undertrykke de kreative udfordringer, det er at tegne en scene med avancerede budskaber og lade det skriftlige sprog tale til læserens egen fantasi. Et eksempel på dette er fig. 4. Opslaget er fra bogen »Avataq takornariallu – Avataq som guide«, som Nuka Godtfredsen og jeg lavede til skolebogsforlaget Ilinniusiorfik (Valgreen, 2008). Budskabet var bundet til at skulle omhandle de tre emner: moderne grønlandsk

Fig. 4: Fra undervisningsbogen om Avataq (Valgreen, 2008: 4-5)

88 Tidsskriftet Grønland 2/2012

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

erhverv (fårehold), kommunikation/sprog og Sydgrønland. Da bogen skulle bruges i undervisningssammenhæng (yngstetrin) var det altså vigtigt, at indholdet i budskabet var så tydeligt som muligt for eleverne. På fig. 4 kan man således se, at illustrationen er holdt som baggrundsbillede for teksten, hvor der bliver beskrevet nogle af de centrale punkter i fåreholdererhvervet. Omvendt placerer illustrationen den beskrevne viden i en formidlende ramme eller rum, der fortæller læseren, at Grønland ikke kun er indlandsis, sne og fiskeri, men altså også kan være grønne marker og landbrug. Her er altså en særlig opgave for grafikeren og redaktøren, der således skal have layoutet til at passe med udtrykket og det ønskede budskab.

Skriftsproget og oversættelsen i tegneserier og dobbeltsprogede tekster Der er ingen tvivl om, at når man som børnebogsforfatter på forhånd ved, at den pågældende tekst dels skal illustreres, men også oversættes, indretter man til en vis grad sit skriftlige sprog derefter. Da jeg i forvejen er godt bekendt med det grønlandske sprog, ved jeg hvilke passager, der kan blive vanskelige at oversætte og kan således forsøge at undgå, at det bliver alt for snørklet.

En af fælderne ved det er dog, at man kan lade sit danske influere af det grønlandske – og omvendt. Det er i det hele taget en virkelig svær manøvre at oversætte til den korrekte betydning på sprogets egne præmisser (fx talemåder) og ligeledes at holde sig til illustrationens budskab. Derfor er korrekturlæsere på begge sprog uundværlige, og vi har haft 3-4 korrekturlæsere til hvert sprog

fig. 5: En af de mere »oversættelsesvenlige« striber (Godtfredsen, 2006: 38-39).

Tidsskriftet Grønland 2/2012

89

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

90 Tidsskriftet Grønland 2/2012

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

Fig. 6: En af de særlige udfordringer ved tegneseriemediet er den ofte trange plads i taleboblerne (Godtfredsen, 2006: 14-16).

Tidsskriftet Grønland 2/2012

91

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

92 Tidsskriftet Grønland 2/2012

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

Tidsskriftet Grønland 2/2012

93

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

til begge »Lille Andala«-bøgerne. Vi har begge måttet sluge mange kameler i den del af processen! Heldigvis er børnebøger/billedbøger dog fortrinsvis taknemmelige at oversætte, da det er skrevet i et enkelt og letforståelig sprog. Værre bliver det, når man skal oversætte tegneserier skrevet til voksne. Her er det stadig tekst-billed-kombinationen som fastholder oversætteren inden for nogle stramme rammer, men også rent grafisk er der rammer i form af talebobler, hvori teksten skal kunne være. I vores tilfælde har boblerne som udgangspunkt været et størrelsesforhold, der var tilpasset den grønlandske tekst, hvilket jo for det meste er en fordel i oversættelsesøjemed, da grønlandsk ofte er længere end dansk. Men dette er ikke altid tilfældet ved tegneserier. Den særlige udfordring ved Andala-tegneserien3 var, at den primært er satirisk. Og humor kan stort set aldrig oversættes direkte. Det skal omskrives – og passe med billederne...

94 Tidsskriftet Grønland 2/2012

Eksemplet i fig. 5 er en af de mere medgørlige striber; her er det meste billedsprog, og de eneste bobler, der kan være lidt problematiske er første scene på s. 39, hvor den danske tekst rent grafisk er blevet klemt sammen for at kunne være der, og desuden scene 4 samme side med teksten »haapalaar«, som sydgrønlandsk slang og derfor ikke har en direkte oversættelse til dansk, hvor det ville betyde noget i retning af »hold da op!« Et andet eksempel på problematikkerne omkring oversættelse af tegneserier er fig. 6.

Her er der flere steder, hvor den danske tekst er enten helt omskrevet eller klemt en hel del sammen for at kunne være inden for boblerne. Dette ville ikke være et problem, hvis det var en computeranimeret tegneserie, men da alt undtagen selve bogstaverne i tekstboblerne er håndtegnet, er der ikke mange muligheder for at manipulere med billedernes tekstbobler.

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier

Fig. 7: Paggaa! (Valgreen, 2011: 24-25).

Og hvad vil vi så med alle de bogprojekter?

Litteraturhenvisninger og inspiration til relevant litteratur

Ja, først og fremmest er det jo ikke en guldgrube at forfatte børnebøger, men det er en interessant og udfordrende opgave, der kræver både tid, tålmodighed, samarbejde og mest af alt en idealisme, der konkretiseres i formidling af kulturel og akademisk viden til børn. At sætte fokus på nogle erfaringer og værdier, som vi som forfattere og illustratorer mener, er vigtige at formidle videre til børn og deres forældre, og samtidig give dem mulighed for at tilegne sig flere sprog samtidig.

Jeg vil med disse ord takke dig, Mike Fortescue, for at være en af dem, der har inspireret mig til at arbejde med sprog, at analysere til mindste detalje, stille spørgsmål ved affikser og deres sammenhænge og ikke mindst at være nysgerrig over, hvorfor vi siger, skriver og oversætter, som vi gør! PAGGAA!

Breum, Trine (2001): Film. Fortælling og forførelse. Om filmdramaturgi og manuskriptskrivning. Frydenlund.

Cohen, Anthony P. (1986): Of symbols and boundaries, or, does Ertie´s greatcoat hold the key? In: Symbolising boundaries. Identity and diversity in British Cultures.

Anthropological studies of Britain, no. 2. Ed. by Anthony P. Cohen, Manchester University Press: 1-17.

De Courtivron, Isabelle (2009): Lives in translation, bilingual writers on identity and creativity. Palgrave Macmillan.

Felbo, Mette (2008): Formidling til børn – hvor svært kan det være? Om at skrive bøger i børnehøjde. Arkæologisk Forum nr.18, maj.

Godtfredsen, Nuka K. (2006): »Andalap Misigisarpassuilu II« / »Andalas største bedrifter II«, Forlaget BIOS. Langgård, Karen (2003): Magt og demokrati – og sprog. In: Demokrati og magt i Grønland, ed.by Gorm Winter.

Aarhus Universitetsforlagt: 215-235.

Lynge, Finn (2002): Den vanskelige tango. Tango nalunartoq.

Forlaget Atuagkat.

Valgreen, Lisbeth (2004): »En analyse af de sprogpolitiske problemstillinger i det postkoloniale Grønland (1979-2003) med særligt henblik på den enkeltsprogedes situation i forhold til den førte politik og samfundsdebat«. Speciale, Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier Københavns Universitet.

Tidsskriftet Grønland 2/2012

95

lisbeth valgreen: »haapalaar« - om arbejdet med illustrerede dobbeltsprogede børnebøger og tegneserier Valgreen, Lisbeth (2006): »Lille Andala og hans venner / Andalaaraq ikingutaalu«. Forlaget BIOS. Valgreen, Lisbeth (2008): »Avataq takornariallu / Avataq som guide«, Ilinniusiorfik.

Valgreen, Lisbeth; Appelt, Martin & Grønnow, Bjarne (2010): »De første skridt« – en ny vej i forskningsformidlingen.

I: Tidsskriftet Grønland: 1/2010: 66 – 75.

Valgreen, Lisbeth (2011): »Lille Andala på banen igen / Andalaaraq uteqqippoq«. Forlaget BIOS.

Andre kilder Møde i Det Grønlandske Selskab om sprogdebatten i Grønland d. 10. november 2011 med Arnaq Grove, Per Langgård og Iben Mondrup. www.andala.dk Illustrationer, Nuka K. Godtfredsen

96 Tidsskriftet Grønland 2/2012

Noter 1 Nuka K. Godtfredsen, tegner og kunstner fra Narsaq. Har udover illustrationer til bøger, bl.a. lavet tegneserierne »De første skridt« (2009) og »Hermelinen« (2012) i samarbejde med skolebogsforlaget Ilinniusiorfik, Sermitsiaq og Nationalmuseet i København.

2 Storyboards bruges især af tegneserietegnere og filmfolk.

Det er den (første) skitse, der skal danne grundlag for indholdet i tegningen/klippet, herunder personers placering, bevægelse, rum og perspektivering.

3 »Andalap Misigisarpassuilu II« / »Andalas største bedrifter II«, Nuka K. Godtfredsen, Forlaget BIOS, 2006.