TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 4/OKTOBER 2007 DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
AF SUSANNE DYBBROE
Savner et tog her i Grønland, så man kan komme til en anden by Glimt af unges tilværelse i en vestgrønlandsk by sidst i 90’erne ”Saqqit Ittuk” sagtnede farten, efterhånden som vi nærmede os Maniitsoq. Den var forud for sejlplanen, men vi kunne ikke ankomme for tidligt. Idet skibet rundede næsset på vej ind mod byen, sås tre kajakker på vej udefter. Det var en velkomst, viste det sig, af det ombordværende selskab af udenlandske ambassadører, som Udenrigsministeriet havde inviteret på en uges rejse i Grønland. Kajakroerne lagde sig først i god afstand af skibet, medens de ligesom lidt tøvende begyndte en opvisning, som snart trak det udenlandske selskab op på dækket. Så blev de mere selvsikre. De slanke fartøjer skød frem og lagde sig på linie med front imod skibet og så tæt på, at sceneriet kunne betragtes i detaljer - kajakrulninger - enkelte, dobbelte, flerdobbelte, med forskellige teknikker, i forskellige kombinationer. Det var meget flot. Den ene af roerne var bare en stor dreng, de to andre lidt ældre. Alle havde mørke sejldugskajakker og var iført mørke
152 Tidsskriftet Grønland 4/2007
RESUMÉ Igennem samtaler med unge om familie og venner, skole og fremtidsplaner, tegnes et billede af vilkårene for skoleungdommen i en by i Vestgrønland. Tiden deles mellem skole og familie og fritiden med jævnaldrende venner. Der skal også træffes nogle valg vedrørende tiden efter skolen, hvor mange vil rejse væk og uddanne sig eller arbejde. Navnene er fiktive. De unge på billederne er blot nogle af de mange, som har fortalt mig om det at være ung i Grønland i dag.
SUSANNE DYBBROE er lektor ved Afdeling for Antropologi og Etnografi, Aarhus Universitet. Hun har beskæftiget sig med grønlandske samfundsforhold i mange år og i den forbindelse været på feltophold forskellige steder i Grønland, senest i Maniitsoq og Qeqertarsuaq med fokus på ungdom, generationsskifte og urbanisering.
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
anorakker med hætterne stramt snøret ved ansigtet og rundt om hovedet. De to bar handsker, den yngste havde bare hænder. Havet var roligt, og her tæt under land mærkedes knapt dønningerne efter den kraftige blæst, der havde fulgte os under nattens sejltur nordfra. Kajakroerne gennemførte deres opvisning med næsten synkron præcision, serier opdelt af korte pauser, hvor de med de dryppende årer hvilende over fordækket tog imod klapsalverne fra skibet. Det var en opvisning som i gamle dage, men kajakkerne var bygget efter skoletid og ikke udstyret med remme til fangstredskaber. Og i baggrunden sås Maniitsoqs huse på fjeldet og havnen med et stort rødt containerskib.
Skoleungdom Mange dage og mange timer i maj mødes vi med grupper af store skolebørn fra byens to skoler. Vi er Gitte Tróndheim fra Ilisimatusarfik og denne artikels forfatter. Samtaleemnet er ’de unges Grønland’. Stemningen
Forf.fot.
svinger fra stilfærdigt genert til overstadigt højt humør i grupper af klassekammerater, der ser frem til et par fritimer. Samtalerne drejer sig om familieliv, skole og venner, fritid og pligter, håb og planer for fremtiden. Det skal denne artikel handle om. Vi skal fange et glimt af, hvad det vil sige at være ung i Grønland i slut-90erne. Som en kontrast hertil bringes nogle skildringer af, hvordan den samme periode i livet oplevedes af mennesker i bedsteforældregenerationen. Det billede, der tegnes, vil med nogen forsigtighed kunne udstrækkes til at gælde unges vilkår og oplevelser andre steder i Grønland på samme tid: det samme skole- og samfundssystem, de samme uddannelsesmæssige muligheder, sprog og kulturelle værdier gælder som fælles forudsætninger for unge overalt i Grønland. Men der er samtidig store forskelle. Unge har forskellige livsbetingelser. Forskellene er ikke primært af regional art, som i ældre etnografiske beskrivelser af erhverv og materiel kultur, hvor årscyklusser og bopladsstørrelser kunne være typisk forskellige i forskellige dele af landet. Nutidens forskelle er af en anden slags. De beror på kultur- og klassebaggrund, forskelle i familiesammenhold og opbakning fra forældrene, forskelle i sproglig kunnen – nogle børn taler to sprog, andre kun ét – og dermed forskelle i chancer og muligheder for at orientere sig i verden, at ville noget og at gennemføre det. Dette er ikke specielt grønlandske forskelle, men de er også grønlandske, og jeg ser dem som underliggende temaer i de beretninger, som er landet i min båndoptager og i min notesblok. To klare temaer går igen: en - ofte dyrekøbt - erkendelse af, at skolen er forudsætningen for at komme videre, og en stor nysgerrighed efter at se mere af verden. En gymnasieelevs svar på mit spørgsmål om, hvad hun kunne ønske sig allermest i sin hverdag, har jeg benyttet som overskrift: ”Savner et tog her i Grønland, så man kan Tidsskriftet Grønland 4/2007 153
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
komme til en anden by”. - Deres horisont er ungdommeligt begrænset. Skønt mange har været mange steder, har lige så mange enten rejst lidt eller slet ikke, eller været nogle få steder på kysten og ofte også i Danmark, men ikke besøgt kommunens bygder eller været meget rundt i egnen omkring byen. Trods nysgerrighed og videbegær er det de færreste, der interesserer sig for politik og samfundsforhold udenfor det allersnævreste lokale. Omverdenen kommer ind på andre måder, igennem nyhedsmediernes overskrifter og igennem den globale ungdomskultur i form af musik, film og forbrugsgoder, der på sin egen flimrende måde sætter gang i drømmene om en voksentilværelse.
Byen og bybilledet Dette var mit andet møde med byen, august 1997. Første møde begyndte i februar samme år og varede til sommeren. Det var et møde med en by, der kæmpede for at skabe et nyt økonomisk fundament her godt femten år efter det store tilbageslag for fiskeriet. Det var også mødet med en by, hvor sporten var en mærkbar og synlig faktor i bybilledet. Unge mennesker i løbetøj sås dagligt på deres runder i byen efter skoletid; skiløberne i det tidlige forår på vej ud og hjem fra løjperne eller slalombakken udenfor byen; børn i flokke om foråret på rulleskøjter og skateboard – og i sportshallen, hvor byens stolte traditioner for håndbold og volleyball nu udspiller sig på godt tyvende år, og hvor der året igennem er liv af børn og unge alle ugens dage. I tilbageblik har byen ændret form og rytme. I mellemkrigsårene kom fiskerne dagligt hjem med deres små fartøjer lastet til rælingen med torsk, og her byggede man i 1949 landets første moderne fiskefabrik med fryseri som et skridt på vejen mod en industrialisering af det spektakulært gode fiskeri. Bag byen ligger det store land med rener og fjordene med en rigdom af ørreder, som folk også i dag udnytter i rigt mål, nu
154 Tidsskriftet Grønland 4/2007
mere som fritidsfornøjelse end af økonomisk nødvendighed. I 1960erne så byen ud til at blive et mønstereksempel på det fiskeeventyr, planlæggerne regnede med at Syd- og Vestgrønland skulle opleve, med fiskeri i stor skala fra store fartøjer. Men i starten af 80erne gik torsken stærkt tilbage. Det mærkedes overalt i Vestgrønland. I Maniitsoq svandt fiskerflåden dramatisk. Der skete en tilsvarende tilbagegang indenfor de landbaserede erhverv, der var forbundet med fiskeriet, og alt i alt faldt skatteprovenuet over nogle få år midt i 80erne med ca. 25%. For at bringe økonomien på fode iværksattes en plan, hvorefter man bortskar flest muligt fordyrende led i den offentlige administration, bl.a. ved primært at ansætte lokal arbejdskraft. Torsk og rejer fiskes fortsat, og forhåbningerne styrkes med mellemrum af meldinger om godt fiskeri og periodisk god beskæftigelse. Dog ikke nok til, at store drenge som en selvfølge ønsker sig at blive fiskere som deres fædre og onkler. Fiskeriet er ikke længere den indlysende fremtid at satse på. De stærkeste klarede sig; og de, der kunne indskrænke og stadig leve af det. Fiskere, der før var selvstændige, arbejder nu som besætningsmedlemmer eller driver jollefiskeri, nogle fra nye joller finansieret af Erhvervsstøtten. Efter i flere årtier at have været et ’gammeldags’ erhverv, der stod tilbage for fiskeriet, er jollefiskeri og -fangst nu et område, der støttes. For ikke at sprede indkomstmulighederne for tyndt, fordeler man licenserne til særligt indtægtsgivende jagt blandt mindre grupper. Det gælder den årlige kvote på store hvaler til otte grupper eller ’laug’ på hver 10-15 fangere, der driver fællesfangsterne i Maniitsoq og bygderne. Det samme gælder vintermoskusjagten, som er den licens, der er mest rift om blandt erhvervsfangerne. Turismen er et andet område i udvikling. Forskellige former for sportsfiskeri, skisport, kajak-sejlads og vandreturisme skal trække besøgende til byen med det store naturskøn-
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
ne bagland og de mange muligheder for fritidsaktiviteter. Drømmen om at gøre den store bræ øst for byen, Apussuit, til en international skisportsmagnet for velhavende alpin-entusiaster er endnu ikke virkeliggjort. Men forestillingen om Maniitsoq som skisportscenter lever stærkt i byens bevidsthed, og de unge og yngre skiløbere er synlige i bybilledet fra det tidligste forår, ligesom unge skiløbere fra Maniitsoq deltager i konkurrencer både nationalt og internationalt. Maniitsoq har nu en befolkning på 3000 indbyggere spredt ud over et ujævnt terræn og flere småøer forbundet med broer. Ældre bygninger af træ i mange farver og gamle boligkvarterer ligger adskilt af ny, tættere bebyggelse med forretninger og offentlige bygninger i byens centrum. Mindre kvarterer domineres af lejlighedsbyggeri i beton fra 50erne og 60erne, og nye kvarterer er skudt op med huse og blokbyggeri af træ i nye farver og faconer, der viser større hensyn til dannelsen af landsbyagtige rum, medens byen vokser udefter. Der er mennesker på gaden hele dagen, i bil, på snescooter eller cykel eller til fods. Byen er for stor til at dens indbyggere kender hinanden og kan holde øje med, hvad der foregår. Husenes placering på alle niveauer af det bjergrige terræn forhindrer det indblik i naboens gøren og laden, der er typisk i små bebyggelser. Når nogen har spiller højt om natten og lyden kastes rundt mellem husene, ved man ikke, hvem det var. Det er alt sammen særdeles by-agtigt.
Skole og uddannelse Ingen af byens unge behøver at flytte hjemmefra for at gå i skole og videreuddanne sig, hvis de er interesseret i noget indenfor en vifte af tekniske fag, som udbydes lokalt. Der er to skoler, den mindre Kuuttartup Atuarfia (Kuuttartoq) og Atuarfia Kilaaseeraq (Kilaaseeraq) med et samlet børnetal som en mellemstor dansk centralskole. På Kuuttartoq undervises 8. kl. med, medens folkeskolens afgangsprøve efter 9. kl. op til udvidet afgangs-
prøve efter 11. kl. skal tages i Kilaaseeraq. Efter endt skolegang, mindst 9. kl., kan elever søge optagelse på den lokale STI-skole, som udbyder de erhvervsfaglige grunduddannelser. Optaget hertil har været frit, men i 1990erne besluttede man i Maniitsoq at kræve en adgangsgivende eksamen for derved at sikre en bedre gennemførelse for de elever, der bliver optaget. Bl.a. ansås det som afgørende at kræve et vist grundlæggende niveau i dansk, matematik og fysik, hvor eleverne ofte klarede sig for dårligt til at komme videre. Man gik desuden over til et begrænset optag på de enkelte uddannelser, så man ikke optog flere indenfor et bestemt område, end man mente, der var behov for at uddanne. Endelig besluttede man kun at optage elever på STI-skolen, som allerede havde skaffet sig en praktikplads. – Byen har desuden fiskerifagskolen ATI, som uddanner og efteruddanner arbejdskraft til fiskeindustrien. Selvom det er meningen med erhvervsskolerne, at de unge skal kunne tage en uddannelse uden at flytte for langt væk, er de nye adgangskriterier en alvorlig bremse. Kan man ikke klare adgangskravene lokalt, er der mange andre krav til videre uddannelser man heller ikke kan honorere. Med formuleringen af disse mindstekrav har erhvervsskolen i Maniitsoq formentlig banet vejen for en bedre løbende indskærpning og vejledning fra skolerne i, hvad der skal satses på og hvorfor. Af samtalerne med flere af de unge i skolens ældste klasser fremgik, at der var en vågnende erkendelse af karakterniveauets og dermed skolearbejdets betydning. Adskillige gange i samtalerne kom det frem, at det ville være godt, hvis lærerne ”mærkedes mere”, og hvis skolen stillede større krav til eleverne.
Fritid og sport Jævnaldrende unge ses dagligt færdes rundt i byen parvis eller i grupper på tre-fire stykker, der fordriver tiden sammen efter skoletid og om aftenen, når alt andet er lukket og Tidsskriftet Grønland 4/2007 155
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
bindes med udeliv med vennerne eller kliken – det er ferie, lyst og lunt i vejret. ”Vi går ned på havnen og leger skjul imellem containerne, - og tagfat.. ”… ”I sommerferien må jeg selv om, hvornår jeg kommer hjem!” – ”Mine forældre vil ellers have, jeg er hjemme senest kl. 22.00, når jeg går i skole, men i weekender må jeg blive længe ude, indtil kl. 01.30 - og også i sommerferien”, siger en flok veninder på 14-15 år. Måske starter aftenen i Klubben, skolens ungdomsklub, der har til huse i sin egen lille træbarak midt i byen. Her mødes skoleunge ugen igennem og spiller bordtennis eller fodboldspil og hører musik; eller man kigger forbi og snakker med nogen, man kender, indtil lukketid kl. 22. Skoleåret igennem er der dans om lørdagen. Det er der mange, som ikke vil gå glip af, eftersom det er eneste stående tilbud om fest og ballade i weekenden, hvis man ikke selv skal finde på noget. Nogle børn vil hellere blive hjemme fra lejrskole end undvære dans i klubben. Men for flere af de unge i afgangsklasserne har Klubben ikke den store tiltrækningskraft. Udfordringen består i at have et sted, hvor man kan mødes med sine venner, når man ikke arbejder eller dyrker sport; og klubben er ikke stedet for alle. Karen på 17 tager sjældent i klubben, ”det er kedeligt og ensformigt. Tidligere tog jeg ellers i klubben hver gang, der var dans, men nu er jeg holdt op, for jeg kan ikke klare røgen.” Hun og to veninder, Hanne og Mia, spiller håndbold to gange om ugen foruden at de styrketræner og løber. Der er således kun lidt tid tilovers, når man også skal lave lektier, rydde op derhjemme og være sammen med kæresten. De tre er også venner udenfor håndboldklubben, hvor de har spillet i 3-4 år, men skolen og sporten er rammen om det meste, de foretager sig sammen. – Ugen efter samtalen skal de deltage i junior grønlandsmesterskaberne i håndbold i Sisimiut. De kommer hjem en uge før mundtlig eksamen starter, og kan godt nå det. Mads tilbringer de fleste hverdage efter
156 Tidsskriftet Grønland 4/2007
skole i sportshallen og i klubben. Han spiller både håndbold, fodbold og volleyball og er bagefter i klubben til lukketid. Vennerne Henrik og Søren spiller håndbold. Drengene har en skrap træner, udtaler de anerkendende, som kræver at de forbereder sig seriøst til grønlandsmesterskaberne i Sisimiut ugen efter; så de skal holde sig fra at drikke i fritiden…ikke at det fremgik, de drak vældig meget ellers.
Familie og venner Beate på 14 bor i rækkehus med sine forældre og en lillebror. Hun har to ældre brødre og en søster, som alle bor i Maniitsoq, og som hun ser jævnligt. Hun har også en bedstemor i byen, som hun dog sjældent besøger, da denne ’altid’ går til bingo. Hende ser hun derfor mest til større familiesammenkomster, medens hun ofte besøger sine mostre og tilbringer meget tid sammen med sin kusine. – Pligter derhjemme har Beate ikke mange af, men hun er dagligt sammen med sin familie, når de spiser sammen og vasker op, snakker og ser fjernsyn eller video, og når hun rydder op på sit værelse. Beate ved ikke, om forældrene har en uddannelse, men de arbejder begge to på fabrikken, og faderen er desuden brandmand. Familien har båd, som bruges til fangst og fiskeri. Brødrene går også på fangst og sælger undertiden på Brættet. Familien har en hytte inde i fjorden, som de har overtaget efter bedsteforældrene. De tilbringer to uger herinde hver sommer, og desuden når der er flere, som har mulighed for at tage derind sammen. Hytten ligger ved et godt ørredsted, som familien dog ikke har ene brugsret til. I sæsonen er der mange andre, som ligger i telt derinde og sætter ørredgarn. Beate er i familie med mange af teltliggerne, og det er sjovt med de mange børn, som løber ud og ind hos hinanden dagen igennem. De svømmer og leger sammen, og de ældste hjælper nogen gange til med at trække fisk på snor til rygning. Det er også sjovt. Men hun gider nok ikke tage med næste år, for det er også irriterende at være så længe væk
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
fra vennerne. Når Beate ikke er i skole, laver hun lektier, har venner med hjem – eller er hjemme hos dem – og ser video eller fjernsyn og hører musik. Hun kommer også i hallen, hvor hun spiller håndbold, og lidt i klubben – selvom den er for lille og desuden for kedelig. Næsten hver dag er hun sammen med sine venner. De går rundt i byen eller er sammen hjemme. Hun klarer sig godt i skolen, og forældrene ønsker, at hun fortsætter sin skolegang og tager 10. og 11. kl. med. Beate har også selv lyst til skolen og regner derfor med at tage udvidet afgangseksamen efter 11. klasse.
Arbejde og fritid Da bedsteforældregenerationen var børn omkring anden verdenskrig, var familielivet præget af arbejde, og børn og unge kunne tidligt blive tildelt et stort ansvar. Som 11 årig sejlede Aaju og hans to år yngre bror
alene i faderens 16 fods motorbåd ind til Maniitsoq med fisk, når de efter skoleferiens start i begyndelsen af juni måned var taget ind i fjorden med familien for at fiske torsk. Hver morgen blev børnene uanset alder vækket kl. 3 for at hjælpe med at fiske og senere flække og rense den fangne fisk. Sådan foregik det, indtil skolen startede igen om efteråret. Hvis der var god fangst, blev de ældste børn sendt til byen for at sælge fisken, medens den var frisk. Forældrene viste ingen bekymring, husker Aaju, ialtfald ikke hvis det var stille vejr; men selv hvis der var nordenvind og tåge, stolede faderen på, at børnene nok skulle klare at løse den opgave, de var blevet pålagt. Sørine så efter sine mindre søskende fra hun var fjorten. Hun var ældste datter i en stor, sammenbragt børneflok, og hun husker at moderen altid havde travlt med at lave mad. Allerede i hendes tidlige barndom lagde faderen kajakken op efter et par uheld
Forf.fot.
Tidsskriftet Grønland 4/2007 157
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
under fangst. Han forsørgede herefter familien ved fiskeri og fangst fra robåd suppleret med indtægter fra salg af fugleskind til KGH og landjagt. En dag blev faderen bedt om at arbejde som bødker ved KGH. Sørine hus-ker, at han ikke blev spurgt men rent ud sat i arbejde, og dér blev han. Det var især landjagt familien levede af ved siden af arbejdet for KGH og moderens arbejde ved salteriet i torskesæsonen. Hvert år tog familien ind i det samme område og jagede rener. Mange dage tog det at komme helt ind, hvor de blev i ugevis, jagede og skar kødet op til tørkød. Børnene kunne være med, når de var store nok til at gå så langt, og selv de gamle deltog. De, der var børn i 40erne og begyndelsen af halvtredserne, kunne have mange pligter og blev undertiden opdraget strengt af deres forældre – streng men kærlig, husker Sørine sin far. Især i store familier arbejdede alle uden hensyn til opgavernes art, både drenge
Forf.fot.
158 Tidsskriftet Grønland 4/2007
og piger. Sørine konkurrerede med sin bror om at gøre mandearbejdet bedst, han prøvede at slå hende i kvindearbejdet – madlavning, bærplukning, sankning af brænde. Efter konfirmationen begyndte hun at arbejde som rengøringshjælp i KGH, og når der var indhandlet fisk, arbejdede hun som daglejer i salteriet. Og stadig boede hun hjemme og bidrog med sit arbejde til husholdningen. I dag er der færre familiekrav på de unges arbejdsindsats, og børnenes økonomiske behov er nogle helt andre. Som i alle moderne samfund skal de kunne gøre sig gældende i gruppen af jævnaldrende. De, der ikke har ressourcer af den ene eller anden art, falder ud af sammenhængen. Som mange af sine jævnaldrende får Beate lommepenge derhjemme, hvor mange fortæller hun ikke. Af og til tjener hun ekstra ved at se efter et par småbørn, når deres moder er i byen. Nogle drenge i 11. kl. har et større forbrug. Søren modtager uddannelses-
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
støtte på 500 kr. om måneden, som hans forældre supplerer med ekstra lommepenge. Han har tidligere tjent penge ved at arbejde i kantinen men er holdt op i år, fordi han ikke længere har tid pga. skolen. Henrik tjener sine egne penge ved at arbejde i Brugsen nogle timer hver dag. Det giver ham 1500-2000 kr. hver måned. Pengene går til eget forbrug, da han ikke betaler noget derhjemme. Mads får 700 kr. i lommepenge om måneden, for at hjælpe til derhjemme. Det er pæne lommepenge, men for dem skal han selv sørge for nogle af sine faste udgifter – til tøj, til kontingenter og til CD-er. ”Det er dyrt at leve..?” konstaterer jeg, og han svarer ”Ja, for os unge er det”. Mathias er 16 år. Når han har fri fra skole arbejder han i KNI-butikken; næsten hver dag, fra kl. 16 til 21. Der er nok tid til lektier, men han har travlt og laver nogle gange lektier til langt ud på natten. Mathias indrømmer det gerne men griner afvæbnende. Han dyrker sport, løber hele året og dyrker skiløb på konkurrenceplan. Det koster i tilgift til de lommepenge, der er brug for til daglig. I påsken deltog han i Grønlandsmesterskaberne i langrend i Nuuk, hvor han kom i medaljerækken i stafet og fik pæne placeringer i to andre løb. Der er ikke tid til meget andet og aktiviteter udvælges med omhu. Mathias kommer sjældent i ungdomsklubben. Han lægger af og til vejen forbi og kigger indenfor men går som regel igen med det samme. Han tager engang imellem til dans i ungdomsklubben eller forsamlingshuset, men det er sjældent. Laannguaq på 14 arbejder i pølsebaren 8 timer fire gange om ugen. Det giver hende en indtægt, så hun kan klare alle personlige behov af egen lomme. Hun er glad for skolen og har tænkt på at gå videre i gymnasiet og derefter på seminariet. Hun kunne godt tænke sig at blive lærer, men når hun ser, hvordan eleverne opfører sig, overvejer hun sommetider, om ikke hun skal finde på noget andet. Lige nu går hun i 8. kl. og forestiller sig vist at gennemføre 10. og 11. på al-
ment niveau.
Skole og uddannelse Skolegang er noget, der blev talt meget om blandt børnene, og i de større klasser er alle på et tidspunkt blevet konfronteret med nødvendigheden af at få sig en god skoleuddannelse. 9. kl. er obligatorisk, men 10 og 11. klasse, alment eller udvidet, er der mange børn, som ønsker at gennemføre. Men sammenhængen mellem kvaliteten af skolen og mulighederne for at komme ind på en ungdomsuddannelse og gennemføre den står ikke klart for alle. Flere af eleverne i 11. kl. havde dog indset, at deres karakterer var for dårlige til at komme ind på STI-skolen, og satsede derfor på at tage 11. kl. om. Enkelte håbede på at komme på efterskole i DK for at forbedre deres danske med henblik på enten optagelse på STI eller optagelse på gymnasieuddannelsen, hvor det er almindelig viden, at danskfærdighederne er vigtige for at klare sig. Diskussionen om de store skolebørns danskkundskaber var flere gange oppe at vende i foråret 1997, hvor forældre beklagede, at børnene havde det svært, når de kom på GU. Skoleelever fra Maniitsoq, der skal videre på GU, rejser normalt til Nuuk, hvor det nærmeste gymnasium ligger. Man hørte undertiden voksne udtale, at sprogkravene i gymnasieskolen var urimelige, og at gymnasiet i Nuuk stillede for store krav til dansk. Kritikken rettede sig dog hyppigere mod folkeskolen, som man mente ikke rustede børnene godt nok sprogligt. De unge selv var generelt mere ubekymrede, men de ældste elever udtrykte et klart ønske om at lære mere sprog. Én gruppe er genstand for særlig opmærksomhed blandt pædagoger og socialog sundhedsmyndigheder. Det er de unge piger, som i stort tal i disse år er blevet gravide og har valgt at beholde deres børn. Det er især gruppen i skolealderen til og med 18, som er i fokus, fordi de er nødt til at afbryde deres uddannelse i en periode. Flere unge mødre gik ud af 11. kl. og befandt sig pludselig tilbage i familiens skød med meget begrænset kontakt til gruppen af jævnaldren Tidsskriftet Grønland 4/2007 159
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
de kammerater og venner. Et par unge piger og deres kærester var glade forældre, der havde fundet sammen igen efter at den første usikkerhed havde lagt sig. Vi talte kun med mødrene, som havde stor hjælp af familien, ofte af begge forældre, som i flere tilfælde havde spillet en rolle i de unge pigers beslutning om at føde deres barn. Dels var graviditeten for nogle så langt fremskreden, at en evt. abort skulle foregå på hospitalet i Nuuk, dels havde den unge mor haft drømmen om barn og familie så længe, hun kunne huske. Så da hun havde vænnet sig til tanken, var det egentlig nærliggende at få barnet. En mor på 16 fortalte allerede et halvt år efter fødselen, at hun planlagde at genoptage håndbold og vende tilbage og tage 11. kl. om.
Barndom og ungdom før og nu Der er en slående forskel på forventningerne til børn og unge i tiden omkring anden verdenskrig og nu. Dengang var børnene og de unge en del af et arbejdsfællesskab. Mange midaldrende og ældre menneskers skildringer af deres barndom og opvækst omtaler forhold mellem børn og voksne, som virker meget fremmede for tidsånden i nutidens Grønland. De voksne var bydende og forventede at blive adlydt. Oplæring af den opvoksende generation blev varetaget af bedsteforældre og ældre onkler og tanter, der ikke som forældrene var optaget af dagen og vejen med en flok hjemmeboende børn. Og en bedstemor kunne være streng. En kvinde i Sydgrønland, en meget dygtig skindsyerske, kom som lille pige i 1930erne til sin bedstemor med en kamik, hun havde syet. Hun fik den tilbage med syningerne pillet op og den hvasse kommentar: ”Sådan syr en kvinde ikke!” Andre kvinder har fortalt, at de var meget uerfarne med skindarbejde og syning, indtil de som nygifte stod overfor en skrap svigermor, som forventede (og håbede, kan man tænke sig) at sønnens hustru ville aflaste hende fra pligterne med skindarbejde.
160 Tidsskriftet Grønland 4/2007
I dag udgør de unge en aldersklasse, som lever et liv med større selvbestemmelse. Byfamilier i Grønland er ikke så forskellige fra byfamilier andre steder i verden, hvor voksne og børn lever hver deres aktivitetsopsplittede liv. De tre generationer er sammen i fritiden oftere end i arbejdssituationer. Dog er der forskel på familiens indbyrdes forhold i bygder og byer. Elever fra bygderne Atammik, Kangaamiut og Napasok, som bor på skolekollegiet i Maniitsoq medens de går i 10. og 11. kl i byen, udtaler samstemmende, at unge i byen er mere ”fri” i deres opførsel end unge fra bygderne. Bygdeungdommen er opdraget til at adlyde deres forældre, medens de unge i byen opfører sig mere efter deres eget hoved. En af forskellene er naturligvis, som en ung Maniitsormioq udtalte, at der er ikke så mange i hver aldersgruppe i en bygd. Derfor var de unge i bygderne efter hendes opfattelse også lidt ”tilbage” i forhold til byungdommen – mere ”artige”. De unge i bygderne er til enhver tid i mindretal og indgår i flere voksensammenhænge end byungdommen befinder sig i. Aldersklassen er ikke lige så markeret i bygden, som den er i byen, og de unge lever derfor mere integreret i det almindelige samfundsliv end deres jævnaldrende i byen og dermed også – måske – underlagt en strammere social kontrol. Bygdeeleverne gjorde sig forskellige iagttagelser vedrørende forskelle mellem by og bygd, bl.a. at man i byen måtte lære at færdes socialt imellem flere grupper, som man i forskellige sammenhænge var en del af. At man måtte lære at klare sig selv, og at man kunne trække på sine erfaringer fra bygdelivet i denne sammenhæng. De udtalte samstemmigt, at forældrene i bygden bekymrede sig om dem, og at de var i løbende forbindelse med forældrene både telefonisk og i alle ferier, ligesom alle havde haft besøg af deres forældre på kollegiet i byen. De unge fra bygderne syntes at have en meget realistisk fornemmelse af, hvordan de selv var ansvarlige for de sammenhænge, de indgik i. Man kan måske drage den konklusion, at
SUSANNE DYBBROE: SAVNER ET TOG HER I GRØNLAND, SÅ MAN KAN KOMME TIL EN ANDEN BY -
kollegiesituationen med større selvstændigt ansvar men under daglig kontakt med en ansvarlig lærer skaber et rum for omtanke.
Unge i dagens Grønland - ønsker sig at rejse og opleve verden uden for den by, de tilbringer næsten al deres tid i, hvadenten de er født her eller først er flyttet til under opvæksten. Mange børn har været på skolearrangerede ture til Nuuk og Danmark eller på familiebesøg i Danmark og videre på ferier sydpå. Enkelte fortæller, at de har deltaget i internationale skoletræf i Kangerlussuaq eller Island, og atter andre har brugt sporten som springbræt for at rejse både i og uden for Grønland. Så længe man går i skole, er man imidlertid bundet til sin by og kommer kun udenfor, når skolen, sportsklubben eller evt. familien ’bevilger’ en rejse i ny og næ. Tilmed er skolegangen blevet længere for de mange, der tager både 10. og 11. klasse med og dermed først er ude på egen hånd i 17-18 års alderen. Børn og unge i Grønland bliver hele tiden konfronteret med mulighederne uden for igennem film og medier, skoleuddannelse, etc. – og igennem de nyheder, der siver ned og påvirker lokale forhold og sammenhænge. Det lokale fylder meget, og prismet, verden ses igennem, er altovervejende lokalt, afbrudt af besøgende udefra - undervisere,
folk der holder kurser, politikere, kendte kunstnere og krydstogtskibe med turister… De unge er del af en større verden på godt og ondt. De ved, de er nødt til at rejse væk for at få arbejde og uddannelse, men ser samtidig deres nærmeste rollemodeller der, hvor de bor. De unge lever i et samfund, hvor det har været almindeligt at orientere sig lokalt og grønlandsk, men de udfordres i deres bestræbelser på at gøre netop det af forskellige grunde. Lokalsamfundet i en større grønlandsk by er opsplittet på kryds og tværs, og erhvervsmulighederne er begrænsede. Selvfølgen, hvormed de ældre generationer tidligere videregav færdigheder og kunnen til børnene og de unge, er borte. I stedet er kommet et komplekst, specialiseret og generationsopdelt samfund, som stiller krav om sproglige og sociale færdigheder, som først nu indskærpes. Det er ikke en banal snak om generationsmodsætninger. De unge knytter med den største selvfølgelighed tråden mellem gammelt og nyt, når de har muligheden for det. Livet leves ikke i spring men i kontinuiteter, og hvis mulighederne lægges tilrette for at de unge kan orientere sig ordentligt, finde deres plads i verden og få noget bevægelsesfrihed under kyndig vejledning, skal de bare have en køreplan. Og så skal der være et tog.
Tidsskriftet Grønland 4/2007 161