TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
Forretning eller privat? Air Greenland er Grønlands nationale luftfartsselskab. I Air Greenland koncernen er vi ikke kun eksperter i at få dig frem til din destination i Grønland. Vi sørger også for, at du får det bedst mulige ophold – f.eks. på Hotel Arctic i Ilulissat, Grønlands bedste hotel.
• •
www.greenlandtravel.dk www.airgreenland.dk
NR. 5-6/DECEMBER 2007 DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
Kontakt Grønlands Rejsebureau og få tilsendt et tilbud eller en brochure.
Redaktørskifte
Så skete det! Efter 34 år – og i en alder af 69 - har Keld Hansen valgt at slutte som redaktør af Tidsskriftet. I bestyrelsen har vi i et par år været klar over, at Keld havde en brændende trang til at hellige sig maleriet. Hans enestående engagement sikrede os dog, at vi kunne trække på ham i den omstillingsfase, Tidsskriftet netop har været igennem. Var det ikke for Keld, var det næppe lykkedes at opretholde balancen mellem fornyelse og tradition, som netop er et af Tidsskriftet Grønlands fornemste varemærker. Bestyrelsens store bekymring har været , hvad der skulle ske, når Keld valgte ”at trække stikket ud og lukke mail-kontoen” (som han ofte har formuleret det). I mere end 40 år har Kelds grønlandsvirke været præget en dyb interesse og indsigt i snart sagt alle aspekter af det grønlandske samfunds- og kulturliv. Det har betydet, at Tidsskriftet altid har kunnet præsentere en særdeles bred vifte af forfattere og emner. Mange artikler
198 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
er kommet i hus ved, at Keld har kunnet bruge sit omfattende personlige netværk til at sikre sig artikler fra alle dele af det grønlandske samfund. Hverken ledende politikere, kulturpersonligheder, fangere, fiskere, KNI-uddelere, sygeplejersker eller andre synes at have været mere end et enkelt eller to telefonopkald væk. Når det har været tilfældet, skyldtes det ikke mindst Kelds oprigtige hjælpsomhed, som i Tidsskriftets sammenhæng både har omfattet opmuntringer, relevant kritik, en sikker hånd igennem selv det mest knudrede manuskript og ikke mindst at artiklerne har kunnet krydres med relevante fotografier, tegninger m.m. fra Kelds unikke arkiv. Der findes i dag ikke mange polyhistorikere og levemænd tilbage. Keld formår at kombinere de ulige størrelser i ét. I flæng kan man nævne, at han har beskæftiget sig med etnografisk forskning (vi ser frem til den store monografi om Upernaviks etnografi), med bådebygning (fra flere verdensdele), mange genrer af maleriet, flere afarter af jagt og fiskeri (vist nok et af de få felter, hvor succesen har været lidt mindre udtalt), hønsehold, tjekkisk øl og litteratur. Uanset hvad opgaverne har bestået i, synes Keld at have gået til dem med et smittende humør og et arsenal af gode historier. Som det vil ses af indeværende nummer,
har Upernavik norddistrikt og især befolkningen hér stået Kelds hjerte nært. I 1966-68 opholdt Keld og familien sig i Upernavik, hvor han blandt andet forsøgte sig som fanger. Det var i Upernavik, han samlede inspiration til mange af sine senere tegninger, malerier og skriverier. Det var derfor ikke nogen stor overraskelse, at Keld var sprængfyldt af gode historier om mødet med gamle venner, da han for nylig returnerede fra endnu et besøg i kommunen. Der er næppe heller ikke nogen tvivl om, at Keld selv har givet anledning til en del gode historier. Vi mener i selskabets bestyrelse at have fundet noget nær den perfekte afløser for Keld. Det er således lykkedes at overtale den tidligere redaktør af Atuagagdliutit/ Grønlandsposten Laila Ram- Ved tegnebordet i ørredlejren Ilua ved Narsaq i Sydgrønland. Foto: Lars Hammer. lau-Hansen til at påtage sig hvervet som redaktør af Tidsskriftet Grønland. Laila Ramlau-Hansens en udbygning af Tidsskriftets økonomiske personlighed og omfattende virke i Grøngrundlag, som i nogle år er blevet mere og land turde borge for, at Tidsskriftet fortsat mere sårbart i takt med det kraftige fald i de vil være en genvej til indsigt i grønlandske offentlige tilskud til både tidsskrifter og forhold, hvortil mange bidrager, og endnu porto. Bestyrelsen mangler hverken mod elflere finder gode oplevelser og relevante inler begejstring til at kaste sig ind i de komformationer. Et hurtigt blik på Lailas skrivemende udfordringer. Det skyldes ikke rier viser, at hun har bevæget sig i mange mindst Kelds anstrengelser for at sikre et så dele af det grønlandske samfund, og at sundgnidningsfrit redaktørskifte som muligt, og hed generelt og de grønlandske børns vilkår at Laila allerede på forhånd har signaleret ligger hende på sinde. engagement og kompetence. Det er bestyrelses håb, at vi i samarbejde med Laila kan fortsætte og ekspandere Kelds gode arbejde. Ambitionen er at sikre Tidsskriftet en langt videre udbredelse i Grønland, hvor mange flere vil kunne have god gavn af bladet. Dernæst arbejdes på at sikre
Keld, vi ved næppe hvordan vi skal takke dig, men vi skal gøre forsøget i den kommende tid. Martin Appelt Formand for Det grønlandske Selskab Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 199
af iben mondrup salto
Når sindet sulter
Dokumentarprogrammet ”Flugten fra Grønland” der blev vist første gang d. 31. oktober 2007 på DR1, gav et liden flatterende billede af Grønlands sociale forhold, landets politikere og af dets udsigter for fremtiden. Programmet vakte naturlig harme og frustration både i Grønland og i Danmark. Helt konkret resulterede visningen i at Dansk Folkepartis Søren Espersen foreslog at Grønlands Hjemmestyre blev sat under midlertidig administration indtil der var styr på forholdene i landet! Det forslag forårsagede en del forargelse – især i Grønland. På Sermitsiaqs blog kan man læse indlæg der illustrerer lige dele afmægtighed og bekymring for Grønlands sociale virkelighed, men imellem de frustrerede ytringer, trives tillige en stærk vilje til at imødegå de sociale problemer på hjemmefronten. I Grønland erkender man at noget skal der ske – og hellere i går end i dag – men
RESUMÉ Denne artikel kan læses som et slags modsvar til Danmarks Radios dokumentarprogram ”Flugten fra Grønland”, hvori det mere eller mindre direkte blev insinueret, at man burde overveje at stille Grønlands Hjemmestyre under dansk administration.
IBEN MONDRUP SALTO er født i 1969 og opvokset i Grønland. Hun er cand.phil. i kunstteori og formidling og har skrevet specialet Den autentiske eskimo, etnisk idenditet i Julie Edel Hardenbergs kunst. Er desuden forfatter til De usynlige Grønlændere, Forlaget Atuagkat, 2003 – en interviewbog med unge grønlændere om sprog og kultur.
Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 211
IBEN MONDRUP SALTO: NÅR SINDET SULTER
”Anersaarta”, kulturdemonstrationen i Nuuk den 28. september 2007. Foto: Lars Andersen.
man ved bare ikke rigtig hvad. Én ting er der dog enighed om: Man vil løse problemerne selv; altså ingen dansk administration denne gang.
Anersaarta! – Lad os være åndelige! En måneds tid før DR1 viste sit program, marcherede en skare af voksne, gamle og børn udklædte, højt syngende og trommende, igennem Nuuks gader for at demonstrere deres vilje til at arbejde for og med kunst og kultur i Grønland. Under parolen ”Midler til kunst og kulturarbejde er en investering i et styrket folk!” demonstrerede kunstnerne for at få kulturen sat på dagsordenen. Med demonstrationen ”Anersaarta” – på dansk: ”lad os ånde” eller ”lad os være åndelige” – ville de have kulturen helt frem i billedet, både politisk, men også generelt i den enkeltes bevidsthed. Redaktionen bag DR1s dokumentar havde desværre ikke formået at få øje på disse mennesker, og det er en skam. Kunst
212 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
nerne mener nemlig at de har nogle af svarene på landets sociale problemer … De tror, helt bogstaveligt, at en styrket kulturel bevidsthed er et af de vigtigste midler imod den sociale armod. Folket skal – og kan – erkende sig selv og deres ansvar overfor deres eget liv, før man kan vende den negative udvikling. Og det skal gøres igennem en øget kulturel bevidsthed, mener de.
Kulturen som medicin, eller: Kultur er lig med socialt arbejde Jeg har inviteret nogle af kulturens protagonister, bagmændene bag Anersaarta, Inuk Silis Høegh, Mikisoq H. Lynge og Stina Berthelsen, til en samtale om kulturopfattelse i almindelighed, og om hvad det er de mener kulturen kan som er så vigtigt i samtidens hårdt prøvede Grønland. For hvordan kan man – og skal man - tilgodese noget så perifert som kunst, når der går små børn rundt på gaderne om natten, kunne man med ri-
IBEN MONDRUP SALTO: NÅR SINDET SULTER
melighed spørge? Problematikken er velkendt for gruppen bag Anersaarta: De sociale områder hører under kulturen, siger Stina Berthelsen med eftertryk. Kulturen er det vi spejler os i, det vi orienterer os efter, den er os alle sammen. Og den er i høj grad også os som sociale individer. Men vores samfund er fuld af paradokser. Alt imens vi forbereder os på det store råstofeventyr, er druk, omsorgssvigt og selvmord stadig hverdag. Problemerne er symptomer på sygdom i sjælen, og desværre forholder dele af den grønlandske befolkning sig fuldstændigt apatiske overfor det samfund de lever i. Det er fremmed for dem. De føler simpelthen ikke noget ansvar overfor det, siger Stina Berthelsen. Vi tror at der inde i hver enkelt menneske i den grønlandske befolkning findes et potentiale der er bundet. En lille del der sover, siger Inuk Silis Høegh, og Stina Berthelsen fortsætter: Når vi skal heale os selv, er vi nødt til at gå til rødderne og se på hvor problemerne starter. Vi kan ikke bare lappe sårene sammen med penge. – I øvrigt så får de sociale områder allerede penge. Vi lever i et velfærdssamfund, hvor der forsøgsvis bliver sørget for alle, men midlerne bliver brugt forkert. Familierne bruger pengene på alkohol i stedet for på noget andet, og hvorfor gør de det? Det er det vi er nødt til at finde ud af. Vi tror på at vi skal ned til roden, og vi tror på at det er kulturen. Det er derfor vi vil skal styrke vores kulturelle bevidsthed, vi må kunne se os selv. Det duer ikke at sindet sulter, det er herfra alt initiativ starter, slår Stina Berthelsen fast.
programmer, amerikansk eller europæisk producerede film i biograferne, alverdens litteratur på bibliotekerne, og det er Internet som vi forbruger af mere eller mindre ubevidst, siger Mikisoq H. Lynge. Og det er der sådan set ikke noget galt i, supplerer Inuk Silis Høegh. Vi kunne bare godt tænke os det scenarium, at vi var med til at skabe nogle af de kulturelle tilbud der lå på bordet. Så vi kunne være med til at sørge for at de kulturoplevelser vi spejler os i, ligger tættere på det som er vores faktiske liv, og det som vi repræsenterer. Hvorfor er det så vigtigt? Vi kan godt lide amerikanske film, dansk TV, engelsk musik, nordisk teater og spanske bøger. Men vi vil ikke kun se film der handler om en der hedder Bill, eller se aktualitet fra Midtjylland, eller lytte til sange om højhuse og motorveje. Vores sind sulter efter flere bøger, film, teaterstykker og kunstværker der handler om os og vore omgivelser, citerer Inuk noget af talen fra demonstrationen. Vi har brug for at lære os selv bedre at kende, og derfor skal vi bruge vores egne referencer. På den måde kan vi også bedre vurdere de ting som vi naturligvis stadigvæk bliver budt udefra, siger Stina Berthelsen, og Inuk Silis Høegh tilføjer: Det handler ikke om at vi vil lukke Grønland af for omverdenen, overhovedet ikke. Det er endnu en af de misforståelser vi vil rydde af vejen. Vi vil bare gerne være med til at præge det vi kalder vores kultur, det som samler os her i landet.
Gammelt og nyt Film om en der hedder Bill Men hvad menes der egentlig med at det grønlandske sind sulter? Mikisoq H. Lynge sammenligner kulturens status med et stort bord der er dækket op – med kulturprodukter. I dagens Grønland er virkeligheden at hovedparten af de udbudte kulturvarer kommer fra udlandet. Det er gameshows, tv-serier og dokumentar-
Stemningen har længe været at den præ-koloniale kultur har forrang fremfor nutidens hybridkultur. Men som Inuk Silis Høegh siger, så er man i Grønland så meget mere end en oprindelig fangerkultur. Han tilslutter sig, ligesom resten af gruppen, det synspunkt at kulturen er levende og foranderlig, den udvikler sig. Det er blandt andet derfor det er så vigtigt at få nogle alternative bud Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 213
IBEN MONDRUP SALTO: NÅR SINDET SULTER
på den grønlandske kultur, siger han; fordi man alt for ofte forfalder til nogle stereotypiserede billeder af Grønland som har meget lidt med den grønlandske virkelighed at gøre. Har I nogle konkrete bud på hvordan man får folk i gang med at være kulturelle? Som det er nu, er muligheden for at vores ungdom f.eks. kan komme til at arbejde med film eller musik, alt for dårlige. Ja, man skal faktisk til udlandet – sådan som jeg selv har været – for at gøre det, og det kan ikke være meningen, siger Inuk Silis Høegh. Forudsætningerne for at det enkelte menneske kommer tættere på muligheden for at skabe, er ikke gode nok. Hvad med en filmpulje på et eller andet antal millioner kroner og andre lignende ordninger? Ja, gerne! bifalder Mikisoq H. Lynge. Helt konkret så har vi brug for en kulturel legeplads hvor der er mulighed for at skabe, siger Inuk Silis Høegh. Det kunne være øvelokaler til vores musikere, eller et filmværksted hvor der stod udstyr og konsulenter til rådighed for folk med projekter og noget på hjertet. I dag kan man producere tv-programmer og sågar film på computerudstyr der ikke nødvendigvis behøver koste det store. Men der skal være adgang til det, det skal varetages, og der vil altid være en eller anden form for udgifter forbundet med anskaffelse og vedligeholdelse. Man kunne sagtens gøre det muligt at arbejde med computerredigering både af musik og film i ungdomsklubberne – det er her de unge mødes og hænger ud, og de er rigtig hurtige til at gøre brug af de nye medier, siger Mikisoq H.. Lynge. Tv, video, film, radio, Internet, det er vores samtids teknologi, og den forudsætter netop ikke at man behøver at rejse for at nå andre mennesker hvilket er perfekt i vores situation hvor vi er 60.000 mennesker spredt ud over et enormt land som Grønland, tilføjer Stina Berthelsen. Men ambitionerne standser ikke ved ungdomsklubberne for initiativtagerne til kulturdemonstrationen. Stina Berthelsen nævner
214 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
den omstændighed at det før i tiden var de ældre i samfundet der overleverede erfaringer og viden til de yngre generationer, og at hun synes det er oplagt at få bedsteforældregenerationerne på banen igen. I et samfund der som det grønlandske, har udviklet sig med lynets hastighed, har man stadig den helt tidlige historie og fortidens værdier og traditioner præsent i nutiden. Vi har en unik mulighed for at give de traditionelle kunstformer mulighed for at leve videre i nye former der har en anden aktualitet i de nye generationers virkelighed, siger Stina Berthelsen. Den mulighed må vi da udnytte …
Befri den indre kultur Et begreb der hele tiden dukker op i samtalen, er frihed. Frihed til at skabe, frihed til at være den, eller det, man er. Når vi snakker produktionscentre, altså arnesteder for kulturel udfoldelse, så er det vigtigt at disse steder ikke skal være alt for styrede, siger Inuk Silis Høegh gentagende gange. For ham er det alfa og omega at der er en åbenhed overfor de idéer folk kommer med således at der ikke bliver lagt en bestemt stil eller linie for hvad der er god eller dårlig kultur. På den måde vil man imødegå de misforståelser som f.eks. at den ’gamle’ kultur er det eneste der dur i Grønland, eller – for det er en ligeså almindelig misforståelse – at alt hvad der er gammelt er kedeligt og yt. Det er vigtigt at der ikke er fastlåste parametre for godt og skidt, sådan som der ellers kan være en tendens til i vores samfund, siger Inuk Silis Høegh, og Mikisoq H. Lynge tilføjer: Ja, så man ikke står i den situation at man får at vide at man kun kan få lov at bruge øvelokalet hvis man spiller rock’n roll … Som det er nu, kører der en diskurs hvor der konstant bliver stillet sort overfor hvidt, siger Stina Berthelsen. Det er enten tradition eller modernitet, kristendom eller åndemaneri, ja eller nej. Og sådan har det faktisk været lige siden koloniseringen. Vi har hele tiden skulle forholde os til eksterne påvirkninger, udviklinger og krav og har slet ikke haft
IBEN MONDRUP SALTO: NÅR SINDET SULTER
tid til at bare være os selv. Og hvem er vi egentlig? Spørger Stina Berthelsen og får lov til at slutte af med at give et bud på et svar: Vi er så få mennesker, men vi er også meget forskellige. Vi er fangere, landmænd, politikere, studerende, embedsmænd o.s.v., og vi har alle sammen forskellige syn på tilværelsen og forskellige måder at prioritere på. Nogle af os bruger aldrig Internettet, mens
andre bruger det mindst 8 timer om dagen … Ét af målene med vores arbejde er at få folk til at snakke om vores forskellige livsstile, vores syn på tilværelsen og om hvor og hvordan vi kan mødes. Det vi siger, er at vi kan mødes. Vi kan gøre det igennem Internettet, film, bøger, kunst, radio og tv, foredrag, skuespil og koncerter, vi skal bare i gang …
Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 215
FORFATTER
AF NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN
Med friske skridt i forgængeres fodspor
I Landnámabók Islands nævnes Vatnahverfi (Jonsson 1925:63), som et af de landområder, hvor de norrøne pionerer først slog sig ned i Sydgrønland. Vatnahverfi er siden blevet identificeret som landområdet mellem de to dybe fjorde Igaliku Fjord og Lichtenau Fjord (Jonsson 1898:263). En lang række af arkæologiske rekognosceringer og udgravninger har siden vist at området har været intensivt udnyttet og ganske tæt bebygget i middelalderen. (fig.1) Allerede i 1770erne fandt Aron Arctander de første af de forladte nordbogårde i Vatnahverfi. Senere fulgte Gustav Holms sondering af området i 1880 (Holm 1883) og Daniel Bruuns mere gennemgribende rekognosceringer samt enkelte mindre udgravninger i 1894 (Bruun 1895). Imellem 1939 og 1950 forestod C.L. Vebæk både rekognosceringer og omfattende udgravninger på en række af gårdsanlæggene i Vatnahverfi. I årene efter Vebæks store arbejde blev der først og fremmest foretaget rekognosceringer i Vatnahverfi. I slutningen af 1960erne og starten af 1970erne
306 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
RESUMÉ I sommeren 2005 indledtes Vatnahverfiprojektet. Et projekt der har til formål dels at undersøge nordboruiner og det middelalderlige bebyggelsesmønster i et større landområde i Sydgrønland og dels undersøge bebyggelsens udvikling gennem tid.
NIELS ALGREEN MØLLER Studerer Forhistorisk arkæologi på Københavns Universitet. Har siden 2001 arbejdet for Sila, Nationalmuseets Center for Grønlandsforskning og igennem de seneste tre år forestået feltundersøgelserne i Vatnahverfi. CHRISTIAN KOCH MADSEN Studerer forhistorisk arkæologi på Københavns Universitet. Har siden 2005 arbejdet på Vatnahverfi-projektet og blandt andet foretaget en analyse af det norrøne fårehold med baggrund i de seneste års registreringer.
NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN: MED FRISKE SKRIDT I FORGÆNGERESFORFATTER FODSPOR
Fig. 1. Den centrale del af Vatnahverfi. Alle registrerede ruingrupper er markeret. De nævnte ruingrupper er angivet med nummer.
foretog arkæologerne Knud Krogh og Sven Erik Albrethsen berejsninger i forbindelse med de fredede fortidsminder, særligt der hvor det stadigt mere mekaniserede moderne fårehold truede fortidsminderne. I de samme år rejste skolelæreren Ove Bak rundt i hele Sydgrønland og registrerede nye såvel som allerede kendte ruingrupper. Det var således ikke arkæologisk ukendt land da vi i sommeren 2005 for første gang satte ud for at undersøge Vatnahverfi nærmere. Et forskningsprojekt, Vatnahverfiprojektet, var stablet på benene i et samarbejde mellem Danmarks Nationalmuseum og de sydgrønlandske museer1. Projektet har på ny sat fokus på området og søger med nye arkæologiske metoder at supplere de tidligere undersøgelsers resultater. De seneste tre somre er de mange nordboruiner i Vatnahverfi blevet genbesøgt og gennemregistreret med henblik på en gennemgribende analyse af det norrøne bebyggelsesmønster. Registreringen af de indtil nu omkring 580 ruiner fordelt på 91 ruingrupper, har ført os vidt omkring, ikke blot i Vatnahverfis mangfoldige landskab, men også i forgængeres fodspor. Et uddrag af feltjournalen (29/6-06) giver et indtryk af hvad en arkæologisk rekognoscering i Sydgrønland kan byde på:
” Jeg stod op ved firetiden og satte mig ud for at nyde den fantastisk smukke morgen, mens jeg lavede kaffe. Disen kom ind fra fjorden og løb op igennem de to dale mens den opgående sol farvede fjeldtinderne røde… præludiet til det der skulle blive en lang flot dag i fjeldet. Turen gik op igennem dalen nordøst for Sioralik. Denne dal er hård at vandre i. Eller rettere, den er hård at komme ind i. Man passerer kløften i dalens bund ved at stige et par hundrede meter op i terrænet og så passere vest om denne af en smal sti, der mest af alt minder om en tvangspassage… Vi gik videre ind til Ø304, en plads som består af to mindre ruiner beliggende på en flad sedimentationsslette. Hele vejen rundt om den lille ruingruppe rejser klippepartier og fjeldsider sig brat bortset fra mod syd, hvor elven slynger sig forbi” (fig. 2) Fascinationen var stor da vi nåede ind i den lille afsides liggende dal bag Sioralik. Arbejdet bød på vandring i et udfordrende ter-
Fig. 2. Sioralik set fra nord
Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 307
NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN: MED FRISKE SKRIDT I FORGÆNGERES FODSPOR FORFATTER
ræn, flotte fjeldscenerier og ikke mindst nogle særdeles interessante nordboruiner i noget af det mest isolerede terræn vi kan finde i hele Østerbygden. Fascinationen blev ikke mindre af, at der her ikke havde været foretaget arkæologisk arbejde siden 1969. Vores opgave i dalen bag Sioralik var at registrere alle de gamle nordboruiner vi kunne finde frem til. Men som det fremgår af feltjournalen, blev registreringen ikke begrænset til ruinerne. Vores umiddelbare oplevelse af terrænet, ”føddernes fortolkning” om man vil, blev også nedskrevet for senere at kunne indgå i vores fortolkning af kulturlandskabet. Vi var ikke de første der registrerede ruiner i bunden af Sioralik. Daniel Bruun havde fundet ruiner langs fjordens kyst mens Ove Bak, på det tidspunkt skolelærer i Sletten (grønlandsk navn), drog ind i indlandet og herinde fandt tre små, afsidesliggende ruingrupper. Det var i hans fodspor vi den junidag vandrede ind for at foretage opmålinger og beskrivelser af de ruiner han havde fundet og søge efter nye ruiner i området.
Her som så mange andre steder fandt rapporter og optegnelser fra tidligere undersøgelser da også flittig brug, når de enkelte bygninger i en ruingruppe skulle genfindes. Men samtidigt var det vigtigt at foretage nye rekognosceringer og forholde sig kritisk til de allerede gjorte observationer og fortolkninger. Nogle af lokaliteterne har ikke været genbesøgt siden deres første opdagelse og landskabet har forandret sig betydeligt i det mellemliggende århundrede. Især genindførslen af græssende får har medført en betydelig ”åbning” af landskabet, der samtidig har øget muligheden for at lokalisere nye eller oversete ruiner i området. Når det gælder arkæologisk feltarbejde i Grønland, er et af hovedproblemerne at få logistikken til at hænge sammen. Da vores undersøgelser ikke var koncentreret om en enkelt lokalitet, men indbefattede ruingrupper spredt over hele Vatnahverfi, var mobilitet i højeste grad nøgleordet. Lejrudstyr og arbejdsmateriel blev derfor begrænset til at kunne rummes i den lille gummibåd, der herefter fungerede som en provisorisk, om-
Fig 3. Vores lille hovedstation på Tasersuaq. Båden er læsset med udstyr, brændstof og proviant til to uger.
308 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN: MED FRISKE SKRIDT I FORGÆNGERESFORFATTER FODSPOR
Fig. 4. Turen ind i indlandet er ikke altid lige fremkommelig. Her er det ruten ind i dalen bag Sioralik
sejlende hovedstation (fig.3). Da mange af nordboernes gårde har en kystnær beliggenhed eller ligger lige ned til fjordene, gav gummibåden tillige let og hurtig adgang til mange af disse ruingrupper. Som det fremgår af citatet fra feltdagbogen, bestod en betydelig og besværlig del af feltarbejdet dog i at komme til og fra ruingrupperne i Vatnahverfis fjernere, kuperede bagland, noget der endnu i dag kun kan gennemføres til fods (fig.4). De lange vandreture gennem terrænet frembød rige muligheder for at rekognoscere meget store områder. At få det maksimale ud af opmålingsarbejdet og samtidig bedst dække det 900km2 store landområde, krævede en velovervejet strategi. Det foregik normalt således, at vi efter en grundig granskning af kortmaterialet, udvalgte topografisk velplacerede ”basecamps”, hvorfra vi på dagslange ture med let oppakning kunne nå forskellige ruingrupper og samtidig rekognoscere store områder undervejs. Hvor det var gunstigt, splittede vi vandreruterne op, så f.eks. begge bredder af en sø eller to forskellige dale blev grundigt re-
kognosceret og ved at være i konstant radiokontakt, var det tillige muligt at bistå hinanden og dirigere eftersøgningen på lang afstand. Det viste sig en yderst gunstig arbejdsmetode. Den lette oppakning tillod at rekognosceringen af selv højtliggende og svært tilgængelige områder kunne inddrages som en del af det daglige opmålingsarbejde og førte til opdagelsen af en lang række nye ruiner, Inuit såvel som Nordbo. Nutidens fåreavl i Grønland har mange ligheder med nordboernes fåreavl i middelalderen og alle de moderne fåreholdergårde i Vatnahverfi ligger på steder, hvor man også finder de norrøne gårdsanlæg. Vores arbejde i nærheden af de nuværende gårde har ført til god kontakt med de altid imødekommende og hjælpsomme lokale fåreavlere. Igennem deres daglige arbejde kender fåreholderne landet mere indgående end nogen andre, hvilket har været til stor hjælp for vore undersøgelser2. Ikke bare kunne de ofte præcist udpege placeringen af de nuværende og sløjfede nordboruiner omkring deres gårde, men de kunne ligeledes i enkelte tilfælde Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 309
FORFATTER NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN: MED FRISKE SKRIDT I FORGÆNGERES FODSPOR
Fig. 5. Fåreholder Lasse Bjerre i færd med at transportere gummibåden fra Igaliku Fjord til Tasersuaq
fortælle os om nye og endnu uregistrerede ruiner. Også i andre henseender var de behjælpelige, som f.eks. da fåreavler Lasse Bjerre for en kort stund gjorde vores omsejlende base landbåren og flyttede den til Tasersuaq (fig.5), hvorved vores opmålingsarbejde omkring denne, Vatnahverfis største sø, blev betydelig lettet og tillige gav os adgang til dens øer, der også huser nordboruiner. I arbejdet på den enkelte ruingruppe blev der ofte fundet flere ruiner end der hidtil havde været registreret. Mange af de nye ruiner er mindre økonomibygninger eller folde i en hvis afstand fra gårdens hovedbygninger. Sommermånedernes berejsning, såvel til lands som til vands, af Vatnahverfis varierede landskab har givet os et enestående indblik i regionens topografiske beskaffenhed. For ikke blot har vi trådt vores trin i arkæologiske forgængeres fodspor, men i en vis forstand også i nordboernes. Den meget fysiske erfaring af landskabet har således affødt en række idéer omkring den topografiske fordeling af de forskellige af typer norrøne gårdsanlæg og den norrøne infrastruktur. F. eks. må det afvises, at nogle af Nordboernes gårde eller anlæg kan betragtes som egentligt isolerede eller marginale, idet man med kendskab til gunstige ruter over baglandet, kan nå selv de umiddelbart mest afsondrede
310 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
lokaliteter på relativt kort tid. Vandreturen fra den meget afsidesliggende fold Ø295 nær Daniel Bruuns Dal til kaffemik ved Igaliku Kujalleq (Ø66), kunne således foretages på knap 3 timer. Også fra vandsiden har rejseoplevelserne givet inspiration til betragtninger omkring ruinernes placering i landskabet; interessant er det f.eks., at den nyopdagede ruingruppe (0605) i Sioralik ligger placeret netop ved det sted inderst i fjorden, hvor man i dag ved lavvande kan lægge til med en mindre båd. Vi havde i opmålingsarbejdet en fordel frem for vore forgængere i form af vores GPS-udstyr. I dag betyder brugen af GPS og det stadigt bedre kortmateriale der er til rådighed, at vi kan stedfæste de enkelte lokaliteter meget mere præcist end tidligere. Den præcision i stedfæstelsen er vigtig når man senere vil foretage analyser af f.eks. gårdenes placering i landskabet. Med de nye meget præcise GPSer er det oven i købet muligt at opmåle murene i de enkelte ruiner og ved senere at korrigere ved hjælp af kontrolmålinger fra en GPS-basestation, bliver opmålingskvaliteten så god at den helt kan afløse brugen af målebånd. Brugen af GPS til opmåling er desuden langt hurtigere end brugen af f.eks. målebord og langt mere præcis end skitsetegning på baggrund af afskridtede afstande som ofte er blevet benyttet som den primære opmålingsmetode ved rekognosceringer i Grønland. GPS’en kan dog ikke fuldstændigt afløse notesbog og skitsetegninger. Tværtimod fandt vi, at en kombination, med beskrivelser og skitsetegninger i notesbogen og opmålinger med GPS gav det bedste og mest objektive resultat. GPS´en giver de præcise opmålinger af ruinerne og grundplaner mens skitser og notater i notesbogen giver mulighed for en grundig beskrivelse af ruinen og giver plads til at foretage fortolkninger af de enkelte ruiner allerede i felten. GPS-opmålingerne – den direkte indmåling af alle ruinerne i et fælles overordnet målesystem betyder desuden, at man meget lettere kan se den enkelte ruingruppe
NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN: MED FRISKE SKRIDT I FORGÆNGERESFORFATTER FODSPOR
Fig 6. Kort over ruinerne nord for Igaliku Kujalleq
i en bredere sammenhæng – dels med det omgivende landskab dels med de andre ruingrupper. Et kig på opmålingerne fra den nordlige del af Igaliku Kujalleq (fig.6) viser f.eks. at det der på det normale arkæologiske kort fremstår som isolerede gårde i landskabet i højere grad skal forstås i sammenhæng som gårde i et større kulturlandskab. Arkæologisk set giver resultaterne fra de seneste års rekognosceringer os nu mulighed for at sammenligne de mange gårdsanlæg i Vatnahverfi og derigennem undersøge det norrøne bosættelsesmønster og den norrøne landskabsudnyttelse. Der er milevid forskel på de store ruingrupper med kirke og op til 27 bygninger til de små ruingrupper med blot en enkelt boligtomt og måske en fårefold. Fra fjordenes kyststrækninger til det inderste af de dybe dale findes de norrøne ruiner og vidner om nordboernes brug af det bjergrige landskab. De største gårde ligger i frodige dale ned til fjorden hvor høslettet er godt og der er direkte adgang til havets ressourcer. Det er på disse gåde vi typisk finder de norrøne kirker, der har været samlingssted for det spredte norrøne samfund. Den meget store gård ved Igaliku Kujalleq,
(Fig.7) af arkæologerne kaldet Ø66, er et godt eksempel på en af disse stormandsgårde. Centralt i gårdsanlægget findes boligtomten tæt op til kirken. Tæt ved boligen findes stalde mens andre mindre bygninger og folde findes spredt langs bugtens kyst. Helt yderst på det ene næs ligger en lille meget velbygget stenbygning. Denne er formentlig en la-
Fig 7. Ruingruppen Ø66. I identificeret som middelalderteksternes Undir Høfdi
Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 311
FORFATTER NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN: MED FRISKE SKRIDT I FORGÆNGERES FODSPOR
Fig. 8 Ruingruppen Ø60. Ruinerne er alle placeret helt ned til fjorden omkring den lille beskyttede vig.
gerbygning placeret så yderligt på klipperne for at det skulle være muligt at laste skibene direkte fra klipperne ved højvande. En funktion der også kendes fra adskillige andre lignende stormandsgårde i de norrøne bygder (Arneborg 2004:242). Nordboernes orientering mod havet er endnu mere åbenlys på de mindre og mellemstore gårde ned til fjordkysten. Disse ligger ofte placeret i områder der som landbrugsland er temmelig marginale. Til gengæld findes der i forbindelse med dem ofte særdeles velegnede naturhavne, hvor mindre både kan ligge beskyttet af klippepartier i al slags vejr. Ruinerne ved Ø60 er et godt eksempel. (fig. 8) Her ligger boligen lige ovenfor en lille vig med god mulighed for opankring. Gårdens mindre bygninger som stalde og udhuse ligger næsten alle placeret omkring vigen. Disse gårdes placering ned
312 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
til kysten vidner dels om nordboernes behov for at supplere med fødevarer fra havet dels om at transport og kommunikation i det bjergrige sydgrønlandske landskab, dengang som nu, foregår bedst med båd. Andre af de mellemstore gårde findes i de bedste landbrugsområder i indlandet, gerne der hvor vådbundsjorder omkring søerne sikrer et godt høslet. Ø72 er et godt eksempel på en mellemstor gård i indlandet (fig.9). Den ligger i en højde på af ca. 225 meter over havet på de nordlige skråninger af en lille sydvestvendt dal ikke mere end godt 200 meter fra indlandets næststørste sø. Omkring den omkring 900m2 store boligtomt findes frodige velgødede græsarealer, som formentlig er resterne efter gårdens hjemmemark. På den veldrænede højderyg umiddelbart bag boligtomten ligger de fleste af gårdens stalde og udhuse. Og helt oppe på toppen ligger et lille skjul mellem naturlige klippeblokke med en særdeles god udsigt over oplandet. De mindste gårde findes ofte mere marginalt placeret langt oppe i indlandets dale eller på mere marginale placeringer i umiddelbar nærhed af de større gårde. Noget kun-
Fig. 9 Ruingruppen Ø72. Gården ligger placeret højt i terrænet men i læ for de kraftige faldvinde fra nordøst.
NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN: MED FRISKE SKRIDT I FORGÆNGERESFORFATTER FODSPOR
Fig 10. Et mindre sæteranlæg fundet i 2005.
ne tyde på, at en del af de mindre gårde i indlandet ikke er selvstændige husholdninger men smågårde i et afhængighedsforhold til de større gårde med bedre mulighed for at indsamle vinterfodder til opstaldede dyr. Længst væk fra kysten og højt oppe i terrænet findes enkelte fårefolde og mindre stenbygninger som viser nordboernes udbredte brug af indlandet som græsningssted for deres fåreflokke om sommeren. En af de ruingrupper som blev fundet i år 2005 er et godt eksempel på de mindre ruingrupper uden spor efter egentlige boliger. (fig.10) Placeret højt i terrænet ligger resterne af en mindre stenbygning med spor efter et ildsted udenfor. Nedenfor findes en cirkulær fold og et par små stenbygninger. Den lille gruppe ruiner må forstås som resterne af en sæter. Her har nordboerne lejlighedsvis drevet får og geder sammen i folden. De to mindre bygninger i nærheden af folden kan være brugt til opbevaring af f.eks. uld eller hø men mest interessant er den lille højt placerede bygning. Herfra har hyrder kunne holde øje med får og kreaturer i flere forskellige dale og søge ly i dårligt vejr. Den nye berejsning af Vatnahverfi medførte ikke blot en gennemregistrering af de mange ruiner, men åbnede vore øjne for de
mange muligheder for supplerende undersøgelser der kunne foretages i det sydgrønlandske landskab. Disse undersøgelser er løbende blevet inddraget i projektet hvor tid og lejlighed bød sig. Således gav geografen Dr. Andrew Dugmore, University of Edinburgh, som deltog i feltsæsonen 2005 inspiration til en række betragtninger omkring økologiske forhold og forandringer af landskabet (fig 11). Han inspirerede ligeledes til brugen af lichenometri, viden om lavarters vækstrate, til datering af forskellige typer stenbyggede anlæg. Under feltarbejdet 2006
Fig 11. Jespersens Bræ og den flade sedimentationsslette mellem fjeldene.
Tidsskriftet Grønland 5-6/2007 313
FORFATTER NIELS ALGREEN MØLLER & CHRISTIAN KOCH MADSEN: MED FRISKE SKRIDT I FORGÆNGERES FODSPOR
Fig. 12 Lichenometriske undersøgelser på kirkegården ved Lichtenau.
blev der foretaget målinger på forskellige lavvækster på 17 stenflader med en kendt alder som f.eks. gravsten hvor årstallet for begravelsen står på stenen. (fig.12) Målingerne har gjort det muligt at beregne lavets vækstrate og dermed bruge lavvæksterne til datering af stenbyggede anlæg. Siden 2006 har måling af lavvækster derfor indgået som en fast del af undersøgelserne på en ruingrup-
Litteratur:
Noter
Arneborg, J., 2004: Det europæiske landnam. Nordboerne i Grønland. I Gulløv, H.C. Grønlands Forhistorie. Gyldendal. København. Holm, G.F., 1883: Beskrivelse af Ruiner i Julianehaabs Distrikt, der ere undersøgte i Aaret 1880. Meddr Grønland 6 (3): 57-145. Jonsson, F.: - 1898: Grønlands gamle Topografi efter Kilderne. Meddr Grønland 20:265-329. - 1930: Det Gamle Grønlands Beskrivelse af Ìvar Bárdarson, Udgiven efter Håndskrifterne af Finnur Jónsson. Levin & Munksgård, København.
1 Vatnahverfiprojektet er et Samarbejde mellem Nationalmuseet, Nanortalik Museum, Narsaq Museum og Qaqortoq Museum. Projektet ledes af Jette Arneborg, Nationalmuseets Middelalder og Renæssance. 2 En stor tak skal lyde til alle de mange hjælpsomme fåreholderfamilier i Vatnahverfi.
314 Tidsskriftet Grønland 5-6/2007
pe og metoden viser allerede nu lovende resultater. Flere steder i Vatnahverfi er ”naturlige” profiler blevet blotlagt ved erosion eller ved anlæggelsen af drængrøfter på de nutidige gårdes marker. Disse frembyder nu frit tilgængelige snit igennem de gamle indmarker, hvorfra prøvemateriale til datering af f.eks. landnamslag, spor efter afbrænding af pile- og birkekrattet i forbindelse med bosættelse på stedet, har kunnet udtages og dokmenteres. Derudover har de lokale fåreholdere indviet os i mange detaljer omkring det praktiske avlsarbejde og samspillet mellem menneske og natur i det sydgrønlandske område. Deres beretninger har været til stor inspiration for vores forståelse af de norrøne fåreholderes mulige virke. Selvom Vatnahverfiprojektet er en forsættelse af generationers feltarbejde, har vi således ikke blot trådt i gamle fodspor, men ligeledes prøvet at afsætte nye. Meget af det nyindsamlede materiale afventer endnu en mere udførlig efterbehandling, men allerede nu foreligger opmålingsarbejdet og rekognosceringerne som et udførligt og ensartet datamateriale.