TG_06_2006

GRĂ˜NLAND

ation 088 087 reenland.gl om

Nr. 6 2006

TIDSSKRIFTET

Nr. 6 – December 2006 – 54. årgang

GRØNLAND Udgivet af DET GRØNLANDSKE SELSKAB Kraemer Hus, L. E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 39 63 57 33 Giro 6 40 34 76 Fax 39 63 55 43 E-mail: dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk Ansvarshavende redaktør KELD HANSEN Kellerødvej 4 4250 Fuglebjerg Telefon 57 84 94 07 E-mail: KeldHansen@zinet.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatternes eget ansvar Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter m.fl.

INDHOLD Leif Vanggaard: Myten, historien og sandheden. . . . . . . .

234

Søren Frandsen, Mette Karlsson og Leif Vanggaard: Slædehold 1´s skæbne på Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-08. . . . . . . . . . . .

236

Janni Andreassen, Jens Aarup Jensen og Mogens Guldbrandsen: Immera stor passe på. . . . . . . . . . . . . . . .

257

Ove Sørensen: Kunne J.P. Koch gennemføre en ekstra slæderejse den 19. marts 1908 på Lambert Land? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

266

Finn Rasmussen: I Mylius-Erichsens slædespor . . . . . . . . .

270

Steffen Holberg og Jens Erik Schultz: Danmark-Ekspeditionen 1906-08 – Slædehold 1’s sidste færd. . . . . . . . . . . . .

291

Bjarne A. Ljungdahl og Karsten Secher: Ivittuut Mine- og Mineralmuseum . . . . . 303 Kjell Furuset: En alkymistisk tolkning av Hans Egedes drømmefabel. . . . . . . . . . .

312

Martin Appelt: Nuuk-områdets fedtsten 321

Forsiden: Varde IX i Ulvebakkerne, Nordøstgrønland. (se også side 277).

Foto Mogens Holmegaard.

Læserne og redaktionen: Det grønlandske julemærke 2006 . . . . . .

326

KØBES MALERIER – BILLEDER M. M. MED RELATION TIL GRØNLAND

NOR DI

ING KN

MILJØMÆR SK

9

5

41

TR

YKSAG

40

ISSN 0017-4556 TRYK TARM B O GTRYK A/S

KONTAKT KUNSTHANDLER

ROAR CHRISTIANSEN Box 348, 3900 Nuuk/Godthåb Telefon +299321393 – Fax +299322393 Privat tlf. +299325035 e-mail: roar.c.galleri@greennet.gl

Omkom 79 Fjorden Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-08 som kostede Mylius-Erichsen, Høeg Haagen og Jørgen Brønlund livet

For 100 år siden afsejlede skrueskibet DANMARK til Nordøstgrønland, Danmark-Ekspeditionen tog sin begyndelse.

Ekspeditionen var tværvidenskabelig og regnes i dag stadig som en af vigtigste i den moderne udforskning af Grønland.

Grønlands nordlige del blev kortlagt, da J.P.Koch sluttede ved Pearys varde på Kap Clarence Wyckoff. Landets indre blev kortlagt af Mylius-Erichsen og Høeg Hagen på deres rejse ind gennem de store fjordkomplekser i Nordgrønland, en rejse som kun

grønlænderen Jørgen Brønlund overlevede, da han sled sig frem til Lamberts Land, hvor han døde i bevidstheden om at ekspeditionen ikke havde været forgæves, dens resultater ville blive fundne – ved hans lig.

Eftertiden har måske glemt det meste af Danmark-Ekspeditionens videnskabelige resultater, de afløses hele tiden af nye, men tilbage står beretningen og myten om Slædehold 1’s rejse fra Danmarksfjorden mod syd, sluttende med Jørgen Brønlunds sidste sætninger i dagbogen:

Klare er de, men hvad ligger bag disse nøgterne ord. Få sætninger er blevet vendt og drejet som denne tekst, og arbejdet med dem vil nok aldrig ophøre – den dag det sker forsvinder myten, og vi sidder – fattigere – tilbage med sandheden.

De følgende artikler ligger stadig indenfor mytens område, men forfatterne forsøger alligevel at løfte dele af denne ind i virkelighedens klarere lys. Selv om forfatterne hver for sig måske kun derved bidrager til at fastholde og uddybe myten.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

233

Myten, historien og sandheden Af Leif Vanggaard

Myten er den levende opfattelse af historien. Det er mytens karakter, at den er evigt gyldig, at den i virkeligheden forholder sig mindre til sandheden end til den historie, der fortæller noget vigtigt om mennesket og dets forhold til virkeligheden.

Derfor er myten om de tre, der døde i Nordgrønlands is og øde vigtig. Derfor er det umuligt at slippe Jørgen Brønlunds sidste sætninger, skrevet på dansk i dagbogen der ellers var skrevet på hans modersmål, således at den, der fandt den, her havde de vigtigste oplysninger.

Denne tekst danner baggrund for myten. Her har Jørgen Brønlund med få klare ord skrevet, så alle kan forstå det.

Her findes sandheden om de tre’s skæbne.

Men også her starter myten. Den begynder hos den enkelte, der står eller sidder med teksten i hånden: hvad mente Brønlund med – –, hvad tænkte han – –, hvorledes skal jeg opfatte det, når han skrev – – eller rettere når han skriver?

For det underlige er, at teksten er skrevet, således at den med det samme bliver en del af læseren. Myten begynder hos den enkelte. Ingen tekst der umiddelbart er så klar, rummer så mange tolkningsmuligheder. Der nok knapt ord, der ikke kan og er blevet vendt. Fra den første sætning: Omkom 79-fjorden – – Hvad med det første ord? Skrev Brønlund virkelig at 234

GRØNLAND NR. 6 · 2006

han OMKOM her, eller er det en fejlskrivning for ANKOM, eller er det blot en måde at fortælle, at han kom frem til stedet, efter at være kørt OMKRING 79FJORDEN. Hvad mente Brønlund da han skrev: 79-Fjorden – der er jo ingen fjord, kun en bræ. Sådan kan man fortsætte ned gennem teksten, og myten vokser og vokser, den drager andre aspekter frem. En myte er nok eviggyldig, men det ligger i dens natur, at den forandrer sig også hver gang den læses, fortælles eller beskrives.

Hvor mange timer er ikke gået, hvor mange nætter, hvor mange diskussioner er ikke ført over Brønlunds få klare sætninger?

Hvad skete der dèr oppe på kysten af Lambert land? Spørgsmålene melder sig med det samme, diskussionen er i gang.

Sandheden finder vi nok aldrig, men små stumper af den kan nok stadig findes frem fra lofter, skuffer og gemmer.

Historien er mere end de tre’s sidste dage på isen ud for 79-Fjorden, det er også en historie om afsavn, om dumhed og dens følgesvend dumdristigheden, om stolthed, om vilje, om at nå fælles mål, og sidst men ikke mindst om et kammeratskab. Det er en fortælling om en mand, Jørgen Brønlund, der da han blev alene kendte sit ansvar, stred sig frem (kunne ikke videre af forfrysninger i fødderne og af mørket), frem til depotet ved Lamberts

Slæder klar til start i Danmarkshavn 1906. Foto: Chr. Bendix Thostrup. © Arktisk Institut.

land, hvor han vidste at ekspeditionens resultater ville blive fundne. Slutordene, underskriften: Jørgen Brønlund er nok

skrevne med den stolthed og selvfølelse, han ellers havde skjult under den lange rejse, frem til os i dag og ind i fremtiden:

Med Thøger Larsens ord: Mer ene var aldrig en Sjæl paa en Stjerne end du foran Døden i Isnattens Fjerne.

Du hjalp med at maale det yderste Øde, du maalte det dybere, medens du døde.

Leif Vanggaard afløstes per 1. september 2006 af cand.mag, Ph.D. Bent Nielsen som Arktisk Instituts direktør.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

235

Slædehold 1’s skæbne på Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-08 Af Søren Frandsen, Mette Karlsson og Leif Vanggaard

Denne artikel er blevet til under forberedelserne til en bog om Danmark-Ekspeditionen 1906-08. Under Søren Frandsens og Mette Karlssons research stod det klart, at J. P. Kochs dagbog fra eftersøgningsrejsen efter Mylius-Erichsens forsvundne slædehold i marts 1908 indeholdt en rettelse, der sætter J. P. Kochs håndtegnede kort (kortet fra loftet) i et nyt perspektiv. Ifølge udkastet til den foreløbige rapport i dagbogen var det kun Tobias Gabrielsen der – straks efter fundet af Jørgen Brønlunds lig og hans dagbog – drog mod syd. Med den nye oplysning er det sandsynligt, at Koch umiddelbart efter foretog en yderligere eftersøgning for at finde Mylius-Erichsens og Høeg Hagens jordiske rester.

Allerede i 1982 havde Leif Vanggaard under et foredrag i Geografisk Selskab peget på denne mulighed, men kunne ikke underbygge sin påstand med konkret kildemateriale.

I 1998 skrev Janni Andreassen om Kochs kort i udstillingskataloget »28 mand til Arktis« under titlen »Kortet fra loftet«. Heri afvises det, at Koch med den begrænsede tid, han havde til sin rådighed, kunne nå at gennemkøre den rute på ca. 70 km, som kortet angiver. Kildematerialet udelukker imidlertid ikke, at Koch kunne nå at gennemføre den ekstra eftersøgningsrejse.

Mange ekspeditioner har været udsendt for at lede efter spor af Mylius-Erichsens og Høeg Hagens lig og rester fra deres sidste lejrplads, og mange har haft Jørgen Brønlunds dødsbudskab som udgangspunkt: »Omkom 79 Fjorden efter forsøg hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunne ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af mørket.

Aarsagen D andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 21⁄2 Mil) Hagen døde 15 November og Mylius omtrent 10 dage efter.

Jørgen Brønlund« 236

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Jørgen Brønlunds ord giver en beskrivelse af slædeholdets færden – fra hans sidste notat i dagbogen den 19. oktober, hvor han skrev, at de tre mænd var kommet op på Indlandsisen, – til han lagde sig til rette i sit skjul på Lambert Land og lod sig glide ind i døden.

Teksten er så fortællende og så direkte, at ikke et ord kan undværes. Den fortæller nøjagtigt det vigtigste – dét, han ønskede et undsætningshold skulle have at vide, når det før eller senere ville nå frem til depotet på Lambert Land. Jørgen Brønlund skrev – efter al sandsynlighed – teksten som en meddelelse til J. P. Koch, som ville blive den, der blev udpeget til at lede en eftersøgningsekspedition.

Den korte tekst skrev han på dansk, alt andet i dagbogen blev skrevet på grøn-

»DØDSMASKERNE« fra Brønlunds skitsebog. Skitser tegnet af Brønlund under den store nordrejse i hans skitsebog. Man må forestille sig, at Brønlund har tegnet dem sovende. Medens Hagen er letgenkendelig er grønlænderen nok Tobias, den sidste kan være Mylius, der anes i teltåbningen.

Der er kun to »dødsmasker« i skitsebogen. De tolkes af Janni Andreassen som Hagen og Mylius. (Se »En rød tråd til Brønlunds dagbog« i Grønland, Det grønlandske Selskab nr. 1, 1987, s. 224).

landsk. J.P. Koch og grønlænderen Tobias Gabrielsen var de første, der nåede frem til depotet og stod med teksten i hånden den 19. marts 1908.

Koch og Tobias, fandt ved siden af liget, Hagens foreløbige kortskitser og landskabsskitser, som Brønlund havde slæbt med frem. Skitserne var anbragt i en flaske, så ulve ræve og bjørne ikke kunne komme til indholdet.

Teksten »Omkom 79-Fjorden« giver ingen mening, hvis den ikke relaterer sig til egnen omkring Lambert Land ved fjordens sydlige kyst. Koch havde selv rejst forbi på Nordrejsen i foråret 1907 og navngivet den store bræ »79-Fjorden«. Oplysningen »midt i Fjorden foran bræ« med angivelsen »omtrent 21⁄2 mil« i parentes har

gjort indtryk på Koch. Mest logisk er det at opfatte Brønlunds udsagn som en anvisning for den, som fandt brevet og læste det dér, hvor Brønlund selv blev fundet.

Det er klart, at Koch – efter at have fået vished om slædehold 1’s skæbne – hurtigt ville tilbage til Danmarkshavn for at bringe dagbogen og de værdifulde kort i sikkerhed.

Men med det kendskab vi har til J. P. Koch som person, ville det på den anden side ikke være overraskende, hvis han forsøgte at finde de andres lig ved en hurtig rekognoscering.

Men hvad kunne Koch opnå ved at finde Mylius-Erichsen og Høeg Hagen?

To frosne lig nedsneet i en lejr, resterne af den sidste slæde, forskelligt udstyr og lidt GRØNLAND NR. 6 · 2006

237

oppakning ville i bedste fald blive resultatet.

Datidens begreber om hvad man kunne og ikke kunne Når man funderer over, hvad Koch har tænkt, hvis han ved en hurtig rekognoscering fandt Mylius-Erichsens og Høeg Hagens lig, er det vigtigt at have datidens æresbegreber i tankerne.

En kristen begravelse betød meget, og det var almindeligt at lægge den døde på ‘lit de parade’. Derimod var et skændet lig absolut ikke noget, man ønskede frem i offentligheden. Hvis Koch fandt ligene skændet af ræve eller bjørne, var den eneste fornuftige løsning – set ud fra et etisk synspunkt – at lade dem ligge.

Kortet fra loftet I boet fra J. P. Koch blev der i midten af 1980’erne fundet et kort over Lambert land, 79-Fjorden og øer ud for bræen med angivelse af en rejserute. Kortet har givet anledning til mange spekulationer, men da det er fundet blandt Kochs efterladenskaber og skriften med kommentarerne er hans, må det være fremstillet af ham.

I sin artikel i kataloget til »28 mand til Arktis – Mindeudstilling om DanmarkEkspeditionen 1906-1908« i 1998, forholder Janni Andreassen sig meget kritisk til kortets oplysninger. Hun argumenterer for, at der ifølge dagbogsmaterialet ikke var tid til, at Koch kunne fjerne sig så langt fra Brønlunds grav, som kortet kunne indicere.

På baggrund af ræsonnementerne i artiklen konkluderer Janni Andreassen, at kortets oplysninger ikke kan indpasses i en virkelighed med udgangspunkt i Kochs og Tobias Gabrielsens eftersøgning af slædehold 1, dén søgen som resulterede i 238

GRØNLAND NR. 6 · 2006

»Kortet« fra loftet« (venligst udlånt fra Landsmuseet i Nuuk). Kortet skal sammenholdes med det moderne kort over samme område. Man ser, at Koch har skrevet »alene her« på en position ude på isen, mens der ved Brønlunds grav står »Tobias«. Øverst på papiret er noteret: Wegener – Trolle mener ikke skulle offentliggøres / omstændigheder for slette / Tobias uviden.

fundet af Jørgen Brønlunds lig i marts 1908.

Moderne kort over 79-fjorden og dens omgivelser.

På kortet har Koch skrevet »alene her« ude i isen foran isbræen. Dette må tolkes sådan, at Koch var alene ude på isen, og at Koch og Tobias på et tidspunkt ikke var sammen under hele opholdet ved graven på Lambert Land. Ved Brønlunds grav har Koch således blot skrevet »Tobias«.

Der er ingen grund til at drage kortets ægthed i tvivl, og hvordan man end vender og drejer det, kræver kortet en forklaring. Dets historie og udsagn kan kun afdækkes ved at gennemgå begivenhederne omkring dets tilblivelse, sådan som de er beskrevet i de tilgængelige kilder.

J. P. Kochs dagbog Da Koch sammen med Tobias Gabrielsen den 10. marts indledte eftersøgningsrejsen efter de tre savnede ekspeditionsdeltagere, skete det efter grundige forberedelser. Det fremgår tydeligt af Kochs efterladte dagbog for rejsen, der i dag opbevares på Geografisk Instituts Bibliotek. På dagbogens første sider nedskrev han matematiske formler, en azimut-tavle til astronomiske observationer, forskellige informationer om landskabsforholdene fra Pearys rejse til Nordgrønland vestfra i 1905 og videnskabelige oplysninger herfra.

Derefter følger en afskrift af MyliusErichsens brev til Trolle skrevet under mødet mellem slædehold 1 og 2 på Kap Rigsdagen den 28. maj 1907.

Brevet beskriver slædehold 1’s færden i området ved Danmarksfjorden og forskellige topografiske oplysninger. Disse kunne få stor betydning for Koch og Tobias, hvis deres eftersøgning skulle bringe dem så højt mod nord.

I dagbogen er der også en liste over fugle med danske og grønlandske navne og de mest typiske pattedyr med faglige oplysninger og spørgsmål om deres færden. Spørgsmålene har sikkert været stil-

let af ekspeditionens ornitolog Manniche, der vel håbede, at Koch kunne gøre iagttagelser på turen, og finde svar.

Noget af det vigtigste i bogen er dog de to sider med oversigt over indholdet i depoterne fra Kap Bismarck til Danmarks Fjord.

Det sidste, der er skrevet, før selve dagbogen begynder, er antageligt de kørte distancer fra den 10.-18. marts, men det er ikke muligt helt at gennemskue indholdet. Håndskriften bærer præg af, at oplysningerne er indskrevet på én gang – altså på et tidspunkt efter den 18. marts.

Koch førte sin dagbog systematisk med en række standardoplysninger. Han noterede altid, hvornår man brød op om morgenen, og hvornår der blev stoppet/teltet om aftenen. Den eneste dag, hvor han ikke noterede noget tidspunkt, var den 19. marts, hvor de to mænd nåede frem til Lambert Land og fandt Jørgen Brønlunds lig i depotet sammen med hans dagbog og Hagens kortskitser.

Koch er meget ordknap omkring disse vigtige begivenheder. Han skriver: »..Naaede omkring Kl. 12 Depotet, hvor vi fandt Jørgen Brønlunds lig samt sikre Efterretninger om, at MyliusErichsen og Hagen var døde. Medtog Brønlunds Lommebog samt Hagens Kaartskitser og vendte derefter straks mod Syd. Breve fra Mylius-Erichsen og Hagen fandtes aabenbart ikke. – Teltede et eller andet Sted øst for den lille Ø nord for Schnauders Ø. ..« Allerede i Jørgen Brønlunds klippeskjul læste Koch og Tobias dødsbudskabet på dansk i dagbogen. De havde løst den stillede opgave, der gik ud på at få sikre efterretninger om slædehold 1’s skæbne. Derfor lyder teksten i Kochs dagbog umiddelbart logisk. Med det dårlige vejr, som også GRØNLAND NR. 6 · 2006

239

er beskrevet under den 19. marts, kunne der ikke gøres mere, det gjaldt bare om at komme syd på igen med vinden i ryggen.

J.P. Kochs rapport 1908 I sin officielle rapport redegjorde Koch nærmere for forløbet. Redegørelsen indgik i den samlede beretning, som Trolle allerede fik færdig den 11. august 1908, dvs. 13 dage før ekspeditionens hjemkomst til København den 24. august.1 Kochs rapport er kendt af alle, der har læst Achton Friis’ bog om Danmark-Ekspeditionen til Nordøstgrønland fra 1909, hvor den er gengivet ord for ord på nær enkelte sproglige rettelser. Teksten er skrevet i et sagligt og ræsonnerende sprog, der lever op til kravene i en rapport af denne karakter.

J.P. Koch 1911 Knapt 31⁄2 år senere – den 31. december 1911 – kunne samtiden læse en mere følelsesladet J. P. Koch i Illustreret Tidende nr. 14. I artikelform beskrev han her sin og Tobias’ færden før og efter fundet af Jørgen Brønlunds lig den 19. marts: »Ved Middagstid naaede vi Stedet (forstået som depotet på Lamberts Land (forf.) – i en forrygende Snestorm.

Hundene var dødtrætte og lagde sig straks, da vi stoppede. Tobias og jeg ønskede nu kun at komme i Telt; men tilsneede, som vi var, foretrak vi straks at gaa hen til Depotet for at hente de Sager, vi skulde have med os.

Depotet var der ikke.

Der fandtes kun 3 Pakker Planfilms og en Blikæske med Patroner. Proviantkassen, Petroleumsdunken, en Sæk med Tøj og nogle Reservedele til Slæder var væk.

Vi saa paa hinanden, og Tobias kom 240

GRØNLAND NR. 6 · 2006

med et spørgende »Bjørn«. Jeg rystede paa Hovedet og viste ham Æskerne med Planfilms; de bar ikke mindste Mærke efter Bjørnens Tænder eller Kløer. Saa fandt vi en tom Blikkasse, sværtet paa Undersiden af Sod – altsaa Mennesker!

Var det virkelig muligt?

Havde Mylius-Erichsen været her?

Havde han tømt Depotet og var rejst sydover til Skibet?

Ved Depoterne ved Jøkelbugten havde han ikke været, der kom vi jo selv lige fra. Altsaa maatte vi have passeret hinanden i Jøkelbugten, maaske for et par Dage siden.

Den fordømte Snestorm, der viskede sporene ud! Var den dog bare kommet en halv Dag senere.

Nej, der maatte kunne findes et Spor paa Stedet. Selv om det var over 3 Dage siden, de havde været her. En tom Conservesdaase, en bortkastet Las af en Kamik, et Aftryk af en Fod eller en Slædemede paa et Sted, hvor Sneen ikke straks havde kunnet skjule alt.

Vi ledte; aa, hvor vi ledte; ganske systematisk, ganske sindigt og betænksomt ledte vi, hver i sit smalle Bælte, for at intet skulde undgaa Opmærksomheden.

Men det kogte inden i os – ja, ogsaa i Tobias. Jeg stjal mig til at se paa ham.

Ikke en Mine forraadte hans Sindsbevægelse; jeg var jo ogsaa selv saa rolig – aa, saa rolig. Men vi gav Fanden i Snestormen, hvis haarde Pust næsten tvang os i Knæ; vi ænsede den ikke, vi bare ledte.

Var de virkelig frelste?

Denne Uvished blev paa én Gang saa forfærdelig. Aa, bare et enkelt lille Spor, der kunde give os en rimelig Sikkerhed, saa vidste vi nok, hvad vi skulde gøre.

Sydover! Stormen paa Ryggen! Strygende Fart gennem drivende Sne, om forbi nordre Depot!

Vi var jo langt bedre kørende end de, det kunde der ikke være Tvivl om; vi skulde nok hale dem ind.

Vi kunde jo lette vore Slæder. Alt Reservegods kunde kastes bort. Og Teltet, det behøvede vi saamænd ikke; vi kunde sagtens klare os de Par Dage under aaben Himmel.

Naa, naa; nu løber du løbsk; ingen Daarskaber – men lede, bare lede.

Et Stykke Blik stak op af Sneen en Hundrede Meter fra Depotstedet. Tobias røg derhen og trak frem en tom Proviantkasse. Faa Meter herfra rejste en lav Klippevæg sig lodret i Vejret, og ved Væggens Fod opdagede vi den næsten tilsneede Indgang til en lille Klippehule. Med Hænder og Fødder skuffede vi Sneen bort og skelnede nu i Halvmørket derinde de uklare Omrids af en menneskelig Skikkelse i Renskindspels.

Aa, Gud bedre! Jeg som nys vilde lette Slæderne for at kunne indhente Kammeraterne.

Jeg kunde ikke holde det ud; Indtrykkene var for stærke. Jeg vendte mig om og gik ned mod Slæderne. Tobias fulgte mig; han gik ved siden af mig og græd. »Tobias, hvor mange er der deroppe?« »Én.« »Hvem?« »Jeg ved ikke. Maaske Mylius; maaske Jørgen.« »Og de andre?« »Jeg ved ikke. Maaske døde«.

Vi fik Spade og Tokejern frem og gik straks tilbage for at grave Sneen fuldstændig bort.

Brønlund var det.

Han laa paa Siden med Ryggen imod os.

Hætten paa Pelsen var trukket op over Hovedet, saa Ansigtet ikke kunde

ses; men vi kendte ham paa den blottede venstre Haand og paa Pelsen.

Tværs over ham laa hans Büchsflinte med begge Løbene ladte og Hanerne spændte. Ved Hovedet stod et Kogeapparat; Fødderne var svøbte ind i Tøj og stukne ind mellem to Proviantkasser.

Over Hulens Indgang var der bygget et primitivt Halvtag af Træværk, der fandtes i Depotet; Hullerne i Taget var stoppet med noget Tøj og en Sæk.

I den yderste Proviantkasse ved Fødderne fandtes en Del Conserves og øverst i Kassen en Flaske med Hagens Kortskitser fra Danmarks Fjord og Independence Sund samt Brønlunds Dagbog.

Som alt, hvad Brønlund foretog sig, var ogsaa dette vel gennemtænkt. Hvor let kunde ikke Gravfreden forstyrres af Ræve, Ulve eller Bjørne. Vilde han sikre noget mod Tilintetgørelse, saa maatte han først og fremmest ikke beholde det paa sig selv.

Det var altsaa til ingen Nytte at undersøge Liget nærmere. Dybt rystede, som vi begge var, vilde det have været dobbelt pinligt for os at tage fat paa dette Arbejde, som vi følte, vi med god Samvittighed kunde lade ligge.

Vi dækkede Brønlund med Træværk og Klæder og kastede Hulen til med Sne. Stormen hylede og Sneen føg, men vi ænsede det stadig ikke.

Der stod to haardhudede Karle med Taarer i Øjnene … … Begravelsen var forbi.

––– Hvor er vi dog hildede i tillærte og vedtagne Former.

Jeg var højtidsstemt som vel aldrig før, og nu greb jeg mig i pludselig at tænke, at Tobias vist maatte finde, at dette var en fattig Afslutning.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

241

Skulle jeg synge en Salme, holde en Ligtale, bede et Fadervor?

Kære Tobias, jeg havde sunget en Salme og bedt et Fadervor og holdt en lang Ligtale, hvoraf Du ikke havde forstaaet et Ord, hvis Du havde villet det. Men da mit spørgende Blik søgte et svar, da saa jeg dig saa ubevægelig, som Du havde staaet de sidste 5 Minutter. Din kraftige Skikkelse var sammensunken, bøjet over Spaden, som Du støttede dig til. Taarerne randt Dig ned over Kinderne … … Jeg vendte og drejede Ligtalen i Munden, men kunde ikke faa den frem.

Saa kom der et ganske stille: »Farvel Brønlund! Du var os en god Kammerat!« Jeg ved ikke, om Du hørte det; men Du saa taknemlig paa mig.

Tavse gik vi tilbage til Slæderne. …

Teltet blev rejst; vi maatte have Fred til at studere Hagens Skitser og Brønlunds Dagbog.« I artiklen i Illustreret Tidende fortæller Koch videre om sine overvejelser med baggrund i Brønlunds dødsbudskab: »Nioghalvfjerds-Fjorden er fyldt af en Bræ, der maaske naar helt ud til Østspidsen af Lambert Land; men Overgangen mellem Bræis og Havis er saa lidet skarp, at man ikke indenfor flere Mil kan afgøre, om man er paa denne ene eller den anden Slags Is. »Midt i Fjorden foran Bræ.« Det maatte vel være midt foran NioghalvfjerdsFjordens Bræ. Hvor dette var, kunde jeg ikke vide; men et stærkere Brud i Bræen langt inde i Fjorden lod mig formode, at Brønlund havde tænkt paa dette Sted.

Hertil var imidlertid 6 a 7 Mil fra Depotet.

Kunde han da mene midt i Fjorden, 21⁄2 Mil uden for dette Brud. Ja, maaske: 242

GRØNLAND NR. 6 · 2006

men i saa Fald kunde jeg spare mig enhver Søgen. Her var den 4 Mil brede Fjord dækket af mindst 5 Meter Sne fra sidste Vinter.« Kochs og Tobias’ oplevelser ved depotet på Lambert Land var meget intense og følelsesladede. Artiklen står i skarp modsætning til Kochs dagbog, hvor han blot konstaterede, at Brønlunds lig, hans dagbog og Hagens kortskitser blev fundet, og at man straks herefter returnerede sydpå.

Kochs detaljerede, nærmest journalistiske reportage i Illustreret Tidende viser, at der er gået noget tid med at finde Brønlunds skjul, men der er næppe forløbet mere end højst en time, før de to befandt sig i teltet – optaget af at studere dagbogen nærmere og i øvrigt overveje situationen.

Da Koch og Tobias ankom til depotet var klokken omkring 12, så klokken har vel været noget over 13, da de lå i teltet.

Koch skriver følgende om sine videre overvejelser: »Her var nok at tænke over; det gjaldt at vinde Klarhed over, hvad der nu burde gøres.

Min Opgave var: 1) At skaffe saadanne Oplysninger om det forsvundne Slædehold, at man kunde afværge den Nervøsitet, der maatte følge med Uvisheden, og 2) At bringe disse Oplysninger ad sikreste Vej til Offentlighedens Kendskab.

Den første del af Opgaven var løst; den sidste stod tilbage.

Spørgsmaalet var kun: Kunde der uden risiko gøres yderligere for at indhente fyldigere Oplysninger om vore forulykkede Kammerater eller for at redde Resultaterne af deres Arbejde. Det

ubetinget vigtigste af disse Resultater havde vi i Hagens omhyggelige og detaillerede Kortskitser, og det var at haabe, at Brønlunds Dagbog vilde vise sig at indeholde de væsentligste Angivelser af, hvorledes Sommeren var forløben; men en stor Skuffelse var det alligevel, at hverken Mylius-Erichsens eller Hagens Journaler fandtes hos Brønlund. Udadtil over for Offentligheden og navnlig overfor de forulykkedes Paarørende vilde det endvidere være af stor Betydning, om vi kunde finde MyliusErichsens og Hagens Lig. Dette sidste var imidlertid haabløst.

Jeg har før omtalt den forbavsende Mængde Sne, der havde ophobet sig i Vinterens Løb. Selv med en temmelig nøje Betegnelse af det Sted, hvor Ligene var at søge, maatte jeg mistvivle om at kunne finde dem; men fuldkommen haabløst blev det, da det gik op for mig, at jeg ikke kunde forstaa Brønlunds Angivelse.« Sammen med disse overvejelser er der sikkert, hos denne meget pligtopfyldende mand, opstået en nagende fornemmelse af ikke at slå til, så længe Mylius-Erichens og Hagens lig ikke var fundet – noget der navnlig var vigtigt af hensyn til de forulykkedes pårørende.

Med det kendskab vi har til J. P. Koch, er der ingen tvivl om, at han ville gå til den yderste grænse af sin ydeevne, for at finde den sidste lejr med de to døde kammerater.

Problemet var at forstå Jørgen Brønlunds sidste budskab.

Oplysningen om, at de »...andres Lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 21⁄2 Mil)...« er af mange siden da blevet opfattet som afstanden til den store bræ i 79Fjorden. Men der er også en anden mulighed, som ganske vist ikke er sproglig kor-

rekt, men som Koch antagelig har overvejet. Var de 21⁄2 mil i virkeligheden afstanden fra den sidste lejr til depotet, hvor Brønlund lagde sig til at dø? I så fald havde Brønlund ikke fået det lille ord »herfra« med efter »omtrent 21⁄2 Mil« i sin tekst?

At det måske forholder sig sådan indgår som en mulighed i Kochs officielle rapport til Trolle, der kom med i den samlede ekspeditionsberetning fra den 11. august 1908. Koch diskuterer her Brønlunds afslutningstekst på dansk i dagbogen: »Midt i Fjorden foran Bræ maatte jeg antage, at vore Kammeraters Lig fandtes. – Afstanden fra Depotet til en Linie, der kunne passe paa Udtrykket: »Midt i Fjorden foran Bræ.« vilde være 4 á 5 Mil. Med de 21⁄2 Mil kunde Brønlund have angivet den omtrentlige Afstand fra Depotet, men dette harmonerede ikke med Udtrykket: »Midt i Fjorden foran Bræ.« Der kunne ogsaa – og dette var maaske rimeligere – menes 21⁄2 Mil fra Bræen, men denne Angivelse nyttede ikke, da jeg ikke indenfor 2 Mil vilde kunne afgøre, hvor Grænsen for Bræen var.« Når Koch først begynder at diskutere, om afstanden 21⁄2 mil kan passe med distancen fra depotet til den sidste lejrplads, må det være fordi denne tolkning for ham er den mest logiske, men den harmonerer ikke med oplysningen om ligenes placering »Midt i Fjorden foran Bræ«.

Først herefter diskuterer han den sprogligt set korrekte tolkning, nemlig at de 21⁄2 mil er afstanden til bræen.

Under alle omstændigheder viser kortet fra loftet, at Koch alligevel gjorde et forsøg på at finde de to døde kammerater (se senere). Dette fremgår imidlertid også indirekte af hans dagbog. På vejen hjem til Danmarkshavn fra slæderejsen skrev GRØNLAND NR. 6 · 2006

243

Koch en kladde til den foreløbige rapport, som han agtede at meddele ekspeditionens deltagere ved ankomsten til skibet. Den er indført i dagbogen nogle sider efter, at de daglige notater slutter og har nøjagtigt følgende ordlyd og skrivemåde: »Det nordgaaende Slædehold i Marts 1908. Danmarkshavn d /3 1908 Til Danmark Ekspeditionen Foreløbig Rapport Slædeholdet naaede Depotet paa Lambert Land d. 19. ds. ved Middagstid og fandt her Brønlund ihjelfrossen i en lille Klippehule nær Depotet.

I hans private Dagbog, som vi har findes en paa Dansk affattet Beretning saalydende: – Desuden Der fandtes fremdeles nogle af Hagen udarbejdede Kaartskitser, hvoraf fremgaar, at Mylius-Erich-

sens Slædehold har trængt frem næsten til K. Glacier, har opdaget en ny ret betydelig Fjord, paa Skitsen benævnt »Hagens Fjord« samt derefter er retourneret til Danmarksfj., hvor man har oversomret.

Vi retournerede Gabrielsen drog straks efter dette triste Fund mod Syd medtagende Brønlunds private Dagbog samt Kaartskitserne. (*) Paa Hjemvejen har vi inddraget Depoterne paa Observationsøerne, Bjørneskærene, K. Amelie og K. M. Valdemar.

Samtlige Depoter kan nu praktisk talt betragtes som ophævede. (*) en nærmere Motivering af vor Handlemaade vil følge.«

Vor tolkning / hypotese: Koch udfærdigede i første omgang rapporten i overensstemmelse med oplysningerne i dagbogen for 19. marts ved at anvende udtryksmåden »Vi retournerede straks efter …«. Senere valgte han at ændre teksten til, at det kun var Tobias Gabrielsen, der straks drog mod syd, men fortrød og teksten, der blev læst op for besætningen på »Danmark« ved hjemkomsten, fik følgende ordlyd: »Gabrielsen og jeg drog straks efter dette triste Fund mod Syd medtagende Brønlunds private Dagbog samt Kaartskitserne«.

Hvis Koch, som teksten lader formode, foretog en tur ud over havisen og faktisk fandt den sidste lejrplads med de andres lig, har han tydeligvis været meget i tvivl om, hvad han skulle fortælle om resultatet af sin ekstra eftersøgningsrejse. Derfor har Koch rettet i teksten, før han er kommet frem til den version om turen, han gav vi-

244

GRØNLAND NR. 6 · 2006

dere til de øvrige ekspeditionsdeltagere, en version vi kender fra Achton Friis’ dagbog. Ordlyden blev senere benyttet af Achton Friis i bogen om Danmark-Ekspeditionen.

Kochs tankegang har sikkert været: Skulle han overhovedet omtale sin ekstra rejse og i givet fald, hvad skulle han så sige om den? Et logisk spørgsmål i denne forbindelse er: Hvis han intet havde fundet eller observeret, kunne der jo ikke opstå problemer ved at fortælle om turen. Tobias kunne kun være uvidende, som det fremgår af kortet fra loftet, hvis der var noget at vide.

I Kochs meddelelse til besætningen på Danmark får vi at vide, at Tobias Gabrielsen tog Brønlunds dagbog og kortskitserne med sydpå. Koch løb i høj grad en personlig risiko ved at foretage en ekstra eftersøgning alene, og derfor overlod han det vigtige materiale til Tobias. Som Hagen havde udtalt under mødet på Kap Rigsdagen den 27.-28. maj, var det vigtigste, at resultaterne kom hjem.

Koch aftalte sikkert med Tobias, at han skulle telte det sted, som de sammen havde forladt om morgenen. Stedet lå ifølge dagbogen på højde med nordsiden af den lille ø nord for Schnauders Ø syd for Lambert Land.

På denne baggrund er det forståeligt, at Koch den 19. marts, som den eneste dag på turen, ikke noterede noget tidspunkt for teltning. Tobias havde rejst teltet, før Koch kom tilbage fra sin ekstra tur.2 I den officielle rapport, som Koch afleverede til Trolle, hedder det derimod: »Vi kørte endnu samme Eftermiddag sydover og teltede omtrent Kl. 7 Em.« Tidspunktet kl. 19 i den officielle rapport er derfor et fiktivt klokkeslæt, der måtte med, hvis fremstillingen skulle lyde tilfor-

ladelig, når der med Wegener og Trolle var truffet aftale om, at sagens rette sammenhæng ikke skulle omtales. Hvis dette holder, har Koch haft god tid til at gennemføre sin ekstra eftersøgning af de to omkomne.

Koch skrev i sin dagbog: Medtog Brønlunds Lommebog samt Hagens Kaartskitser og vendte derefter straks mod Syd. … Teltede et eller andet Sted øst for den lille Ø nord for Schnauders Ø.

Før sin beslutning om at tage alene af sted må Koch have vurderet mulighederne for at gennemføre turen. De slædehunde, man tilsammen rådede over, må have været relativt udhvilede efter opholdet ved Schnauders Ø den 17. marts. Her havde de fået rigeligt med foder fra slædekasser i depot, selvom Koch i Illustreret Tidende omtaler dem som dødtrætte ved ankomsten til depotet på Lambert Land den 19. marts.

De 10 bedste af de tilsammen 20 hunde ville give Koch den nødvendige trækkraft til en tur, der logisk nok skulle gå ca. 3 mil mod N-NV op mod bræen i 79-Fjorden, herfra stik øst ud på havisen og atter mod syd til Lambert Land. Koch var godt kendt med forholdene i dette område fra ud- og hjemturen på nordrejsen i foråret 1907.

Denne rute indkredsede et område, der beskrev en vifte ud fra depotet på Lambert Land.

Hvis Brønlund med de omtrent 21⁄2 mil mente afstanden fra depotet til den sidste lejr, kunne Koch med denne rejserute være heldig at støde på lejren, hvad enten slædehold 1 var kommet ned fra indlandsisen over bræen i 79-Fjorden eller via yderruten længere ude på havisen på vej mod depotet på Lambert Land. For en placering indenfor dette område talte GRØNLAND NR. 6 · 2006

245

også, at det trods alt var begrænset, hvor langt Jørgen Brønlund havde haft mulighed for at slæbe sig i sin yderst kritiske tilstand med forfrysninger i fødderne.

Vejret var en meget vigtig faktor for, at Koch kunne gennemføre turen. Ved afgangen mod Lambert Land den 19. marts kl. 8.30 var vejret opklarende med lidt sol.

Kort efter kom tågen igen, og den blev afløst af temmelig stærk snedrift imod.

Herefter skriver Koch ikke mere om vejret før efter bemærkningen om »teltning et eller andet sted øst for den lille Ø nord for Schnauders Ø«. I hans dagbog står der: »Stadig Snedrift, tæt Taage.« Forholdene har ikke været de bedste, men Koch valgte alligevel at tage chancen. Måske er vejret kortvarigt blevet bedre om eftermiddagen, vi ved det ikke, men under alle omstændigheder har Koch denne dag gennemført en ekstra slæderejse på mellem 10 og 11 mil dvs. en solokørsel på ca.

80 kilometer.

Er dette sandsynligt? Vi ved, at man på Danmark-Ekspeditionens slæderejser kørte meget lange distancer. Således noterer Wegener i sin dagbog fra hjemrejsen på nordturen sammen med Thostrup, at de i området lige nord for 79-fjorden kørte 72 km på en dag, og dette med lastede slæder.

For en planlagt undersøgelse efter de andres lig, ville Koch kun medføre det vigtigste på sin slæde, en sovepose, en primus og noget petroleum. Resten ville han lade Tobias tage med sydover.

Det synes ikke usandsynligt, at Koch med en let slæde, og ved brug af Tobias’ slædespor fra Lambert Land og sydover, kan have gennemført turen.

Den næste dags kørte distance på 20-30 km til sydspidsen af Schnauders Ø kunne 246

GRØNLAND NR. 6 · 2006

tyde på, at hundene ikke var for udhvilede efter turen nordpå. Alligevel nåede man efter kun 4-5 dage de ca. 250 km i luftlinje sydover til Danmarkshavn. Dette vil sige dagsrejser på mere end 50 km.

Samlet vurdering af Kochs dagbogstekst for 19. marts I den officielle rapport angiver Koch tidspunktet for teltning »den 19. Marts kl. 19«.

Som tidligere nævnt opfatter vi denne tidsangivelse som fiktiv – skrevet af Koch for at dække over den ekstra eftersøgningsrejse og »fundene«. En nærmere gennemgang af Kochs håndskrift i dagbogsnotaterne fra 19. og 20. marts viser, at teksten er skrevet af to omgange.

Den første tekst – fra 19. marts har følgende ordlyd: »Vi ligger i Højde med Nordsiden af den lille Ø Nord for Schnauder Ø.

Afgang Kl. Fm. I Gaar gik vor Økse i stykker; selve Øksebladet sprang i 2 Stykker; det er et af den Slags »Smaauheld«, der kan faa skæbnesvanger Betydning. Jeg ville hellere have forfejlet de 4 Slædekasser paa Schnauder Ø end miste Øksen.« Tekstens første sætning er skrevet i nutid og refererer til, at slædeholdet ved teltningen onsdag den 18. marts »kl. 41⁄2« kun kunne konstatere, at man befandt sig et eller andet sted syd for Lambert Land. Først om morgenen den 19. kunne stedet nærmere lokaliseres. Koch gjorde plads til at skrive afgangstidspunktet, men det blev ikke aktuelt. I stedet kom tidspunktet »81⁄2« formiddag til at indlede den tekst, der i datid fortalte om begivenhederne den 19. marts: »Afgang Kl. 81⁄2 Fm. Opklarende Vejr, ja endog et lille Smil af Solen. Lambert

Ld. lige foran os i et Par Mils Afst. Føret hæderligt (mere Sne end i Fjor; Revnerne fyldte). Snart kom dog atter Taage, derefter temmelig stærk Snedrift imod, saa Hundene ikke vilde avancere.

Naaede omkring Kl. 12 Depotet, hvor vi fandt Brønlunds lig samt sikre Efterretninger om, at Mylius-Erichsen og Hagen var døde. Medtog Brønlunds Lommebog samt Hagens Kortskitser og vendte derefter straks mod Syd. Breve fra Mylius-Erichsen og Hagen fandtes aabenbart ikke. – Teltede et eller andet Sted øst for den lille Ø nord for Schnauder Ø. Stadig Snedrift, tæt Taage. Her er mange Elv (resten af ordet kan ikke tydes) fra de overisede Øer. Vi er aabenbart stadig paa Bræisen – Ved Lambert Ld Depotet saas saa godt som ikke blank Is. Vi benyttede uden Havari Ski under Slæderne lige til Depotet.«

ders Ø og nogle få timers søvn. Teksten blev kort og klar, der var ikke tid til at komme med lange forklaringer, og slet ikke om forhold som Koch først skulle tænke nærmere igennem, før han besluttede, hvad der skulle rapporteres videre.

Ove Sørensen sandsynliggør i sin artikel i dette nummer af Tidsskriftet Grønland, at Koch godt kunne nå at køre den ekstra eftersøgningsrejse, og i så fald kunne være tilbage ud på morgenstunden i lejren øst for den lille ø – nord for Schnauders Ø.

Fra dagbogen ved vi, at slædeholdet allerede kørte videre sydpå kl. 8.30 den 20. marts. Skeptikere vil måske hævde, at et så tidligt opbrud efter få timers søvn ikke er sandsynligt, men det er imidlertid dokumenteret, at Koch kunne nøjes med få timers søvn. Om den sidste nat før afrejsen til nordturen den 28. marts 1907 skrev Koch:

Denne tekst ser ud til at være skrevet fredag den 20. marts om morgenen, idet håndskriften er identisk med den skrift, der indleder teksten for denne dag med ordlyden:

»Den sidste Aften inden Afrejse gik jeg tidligt til Køjs under Paaskud af at ville hvile rigtigt ud; men det var kun et Paaskud – den Nat læste jeg Ben Hur. …

Kl. 5 om morgenen lukkede jeg Bogen; Kl. 6 rejste jeg.« 3

»20/3 Fredag. Afgang Kl. 81⁄2 Fm. Taage.« Herefter bliver skriften mere harmonisk og rolig i sit udtryk. Den samme håndskrift ses i begyndelsen af teksten »Afgang Kl. 81⁄2 Fm…« under 19. marts, men bliver til slut mere sjusket – forståeligt nok – fordi de vel skulle skynde sig at komme videre.

Under normale omstændigheder gjorde Koch tilsyneladende sine notater ved dagens slutning, men netop om begivenhederne den 19. marts skrev han først næste morgen – den 20. marts – efter sin tilbagevenden til teltlejren ved Schnau-

Kochs reaktion på begivenhederne Den 22. marts bekendte Koch sig for første gang under Danmark-Ekspeditionen til sin dagbog for at få afløb for noget, der trykkede ham: »Tobias gaar sig atter i Aften en lille Spadseretur vel nærmest for at se efter Vildt. Det er ejendommeligt nok, at det generer mig ikke blot selv at være ene, men ogsaa at vide, at han er ene. Nægtes kan det nok ikke, at Nerverne er blevne rystede ved, hvad vi mødte paa Lambert Land. Jeg vilde ønske, vi kunGRØNLAND NR. 6 · 2006

247

de rejse hjem til Skibet saa hurtigt som muligt, og lade dette Kaartpilleri være.« Den samme bekymring over Tobias’ færden gentog Koch i sin dagbog den 24. marts.

Rejsen tilbage til Danmarkshavn blev foretaget på rekordtid. Allerede den 26. marts var Koch og Tobias tilbage på skibet.

Oplevelserne på Lambert Land havde tydeligvis gjort et stærkt indtryk.

Med ekstrarejsen havde Koch gjort, hvad der var menneskeligt muligt for at finde spor efter Mylius-Erichsen og Høeg Hagen. Den viden, Koch sad inde med, var af en sådan art, at det for ham var udelukket, at flere eftersøgningshold skulle sendes nordpå. Dette fremgår tydeligt af, at de resolut tømte samtlige depoter for proviant på deres hurtige hjemrejse til Danmarkshavn; oprindeligt var det tanken at fortsætte så langt mod nord, det var nødvendigt, for at finde de forulykkede, selvom det ville betyde, at slædeholdet endte i Kap York området i Nordvestgrønland.

Efter oplæsningen af den foreløbige rapport for ekspeditionsdeltagerne ved ankomsten til Danmarkshavn den 26. marts gik Koch, assisteret af grønlænderne Tobias Gabrielsen og Henrik Olsen, i gang med at oversætte Jørgen Brønlunds dagbog skrevet på grønlandsk. Arbejdet tog ca. en uge. Om aftenen den 4. april blev teksten og hændelsesforløbet for slædehold 1 fremlagt i messen for alle ombordværende. Den officielle rapport til Trolle havde ladet vente på sig. Formentlig ville Koch være sikker på, at der ikke var indført meddelelser på grønlandsk i dagbogen – meddelelser der kunne kaste lys over slædeholdets sidste færden.

248

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Achton Friis’ dagbog Oplysningerne om arbejdet med Jørgen Brønlunds dagbog og fremlæggelsen i messen stammer fra Achton Friis’ dagbog.

Gennemlæsningen giver mange oplysninger, der ikke er med i bogen fra 1909 om Danmark-Ekspeditionen. Friis gik helt hen over de stridigheder, som opstod i kølvandet af eftersøgningsrejsen til Lambert Land. Vi får alene at vide, at Koch ikke anså en eftersøgning af Mylius-Erichsen og Høeg Hagens lig som mulig på grund af de store mængder sne, der var faldet i vinteren 1907-08.

Ifølge Friis’ dagbog var Koch helt klar over, at hans handlemåde på eftersøgningsrejsen kunne give anledning til kritik. Den udeblev heller ikke, for efter aftensmaden den 2. april bebrejdede Trolle i alles påhør Koch, at han ikke havde gjort noget for at finde de to øvrige omkomne, så de kunne få en ærefuld kristen begravelse i ekspeditionens ånd. Koch svarede, at Trolle opførte sig som en umyndig dreng, der tog stilling i sagen, før han havde fået rapporten om de ting, der var foregået under turen.

Friis skriver, at Koch overvejede ikke at aflevere en rapport til Trolle, men han ombestemte sig i løbet af det næste døgn, fordi Friis foreholdt ham det uheldige i, at en manglende rapport under alle omstændigheder ville give anledning til rygtedannelse om de omkomnes skæbne.

Det fremgår også af dagbogen, at Koch dagen efter – altså den 3. april – holdt møde med Trolle om sin rapport fra eftersøgningsrejsen. Mødet gik godt, fordi der tilsyneladende var skabt forståelse for Kochs handlemåde. Efter aftensmaden bad Koch om et møde med Friis, og her gjorde han rede for sin ændrede holdning og bad Friis om at læse konceptet til rapporten. Friis billigede indholdet, der var identisk med

dén foreløbige rapport, der senere blev trykt i bogen, og som Koch havde læst op for besætningen ved hjemkomsten fra eftersøgningsrejsen d. 26. marts.

Ny tolkning af kortet fra loftet Kortet viser Lambert Land og Hovgaards Ø med et skraveret område imellem, der må være bræen i 79-Fjorden. Fra depotet, hvor man fandt Jørgen Brønlund, er angivet en rejserute med pile op til Gamle Jims Øer videre ud til Eli Knudsens Øer der rundes nordom, hvorefter ruten går tilbage til depotet. En kraftig pil peger ind mod stedet på Lambert Land, hvor der står »Tobias«, en anden peger på de små øer Bagatellerne nordligst i 79-Fjorden, mens den sidste store pil peger på et sted lige syd for Eli Knudsens Øer. Her ændrer rejseruten kurs stik syd. På dette sted er angivet noget, der mest ligner en kraftig prik og over denne en markering, der sandsynligvis er et kors. Syd for dette sted findes to kraftige parallelle streger i kørselsretningen sydover.

Over rejseruten nord om Eli Knudsens Øer står »alene her«. Da Tobias’ opholdssted er markeret ved depotet på Lambert Land, er der ingen tvivl om, at det er Koch, der har kørt den angivne rute.

Det er sandsynligt, at kortet fra loftet er fremstillet under eller lige før mødet med Trolle, hvor også Wegener deltog (se nedenfor). Ved denne lejlighed fortalte Koch om sin »ekstra« rejse, og det han havde set på turen. Koch benyttede kraftige pile til at markere vigtige steder, hvor pilen ved de små øer Bagatellerne sikkert er anbragt under omtalen af depotet på øerne, som Mylius-Erichsens slædehold kan have passeret og draget nytte af.

Ifølge Friis’ dagbog kom Wegener den 3. april kl. 4 om eftermiddagen hjem fra rejsen til Sælsøen og indlandsisen, og få

timer efter sin hjemkomst må han have deltaget i mødet.

Wegener boede ligesom Koch til daglig i »Villaen«, og de to mænd følte sig både videnskabeligt og menneskeligt tæt knyttet til hinanden. Koch bad derfor Wegener om at deltage i mødet med Trolle – måske som en slags vidne til samtalen. Af Friis’ dagbog fremgår det, at Trolle var kendt for at skifte mening i forhold til indgåede aftaler.

På mødet må Koch have meddelt Trolle og Wegener, at han havde fundet spor, der efter al sandsynlighed stammede fra den sidste lejrplads, men at han ikke var i stand til at undersøge dem nærmere på grund af tidsfaktoren og mangelen på anvendelige redskaber.

På mødet diskuterede de tre fundet og hvad man skulle gøre. Trolle og Wegener mente at »omstændigheder«, der umiddelbart må forstås som forholdene omkring fundet, var »for slette« til, at de kunne offentliggøres. Koch bøjede sig for denne holdning og noterede øverst på kortskitsen »(Wegener – Trolle mener ikke skulle offentliggøres)«. Koch skrev også »Tobias uviden«, vel forstået som uvidende om hvad Koch havde set.

Under alle omstændigheder var det vigtigt for Koch at få fortalt, at han havde gjort et forsøg på at finde de to andre og efter sin egen mening sandsynligvis også havde fundet dem.

Det er vigtigt, hvad der i denne forbindelse menes med »omstændigheder for slette«. Første tanke er, at forholdene omkring fundet var for dårlige – en nedsneet lejr, dækket af de store snemængder, der faldt i vinteren 1907/08. Den næste tanke er, hvordan fik Koch overhovedet færten af lejren? En nærliggende mulighed er, at især bjørne og ulve havde fundet frem til stedet og gravet sig ned til ligene.

Det kan ikke udelukkes, at de to krafGRØNLAND NR. 6 · 2006

249

tige parallelle markeringer N-S, der findes på kortet syd for Eli Knudsens Øer, i virkeligheden er en markering af spor fra dyrenes færden frem til lejren.

Måske fandt Koch fastfrosne knoglerester eller andre efterladenskaber fra de to lig. Hvis dette var tilfældet, er det ikke utænkeligt, at Trolles og Wegeners vurdering har været, at fundet under ingen omstændigheder skulle offentliggøres af hensyn til de efterladtes familie og avisoverskrifter som f.eks. »Mylius-Erichsen og Høeg Hagen spist af isbjørne«.

Koch accepterede dette argument og skrev på sin kortskitse »omstændigheder for slette«.

Alligevel henvendte Trolle sig til Koch den 5. april om eftermiddagen og bad ham overveje muligheden for, at et trækhold støttet af hunde ville kunne nå til Lambert Land og tilbage igen under de nuværende forhold. Friis skriver: »…at det er hans mening, måske sammen med Tobias og Hagerup, at gå op og søge efter Mylius-Erichsens og Hagens lig for at begrave dem!« Det er ikke til at vide, hvad de to mænd helt konkret talte om på dette møde, men måske havde Kochs fremlæggelse af sine iagttagelser syd for Eli Knudsens Øer – på mødet et par dage tidligere – gjort mere indtryk på Trolle, end han ville være ved.

Målet for Trolles rejse var måske i virkeligheden at undersøge Kochs findested syd for Eli Knudsens Øer nærmere, selvom Koch, Wegener og han selv sandsynligvis var blevet enig om, at der ikke skulle bruges flere kræfter på den sag.

Af Friis’ dagbog fremgår det, at Trolle den 6. april om formiddagen under en samtale med Koch meddelte, at han havde opgivet en ny eftersøgningsrejse. Mon ikke Koch stærkt havde frarådet det!

250

GRØNLAND NR. 6 · 2006

I denne forbindelse skal det bemærkes, at Janni Andreassen i artiklen om »Kortet fra loftet« fra 1998 foreslår, at det er planen, »… der aldrig blev til noget, som de sidder og leger med i kahytten med blyanten på papiret?«4 Det er helt utænkeligt, at Koch skulle have tegnet kortet under sin meningsudveksling med Trolle om dennes planer om en ny eftersøgningsrejse. For Koch var der simpelthen ikke noget at tale om og derfor heller ikke noget kort, der skulle tegnes.

Måske anså Trolle ikke Kochs fund for betydningsfuldt. Allerede 5 dage før hjemkomsten til København den 24. august bragte Politiken uddrag fra Trolles rapport.

I et afsnit med overskriften »Brønlunds Heltedaad« læses bl.a.: »Dagbogen (Brønlunds) fortalte imidlertid intet nærmere om, hvor MyliusErichsen og Hagen laa.

Der var kun Stedsangivelsen i Brønlunds korte Rapport: »Midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 21⁄2 Mil)«.

Efter min Mening kunde det imidlertid nu kun forstaas, at Mylius-Erichsen og Hagen laa i Mundingen af en lille Fjord, der gaar ind paa Nordsiden af Lambert Land.

Dette ville passe med en omtrentlig Afstand af 19 Klm. (21⁄2 Mil) fra Depotet samtidig med, at det i det svage Maanelys var mest sandsynligt, at de var komne ned fra Bræen langs med Lambert Lands Nordside.« Trolle havde åbenbart en anden opfattelse af placeringen af den sidste lejr end Koch.

Han forestillede sig de 21⁄2 mil i Brønlunds dødsbudskab som afstanden fra depotet på Lambert Land.

Denne overvejelse indgik også i Kochs tankegang før ekstra turen.

Som ekspeditionens leder var Trolle nødt til at have en personlig mening om sagen. Hvor helhjertet den i virkeligheden var, er det ikke muligt at afgøre.

Koch ventede knapt 31⁄2 år efter hjemkomsten, før han kommenterede Trolles opfattelse af, at Mylius-Erichsens og Høeg Hagens lig lå i mundingen af en lille fjord, der går ind på nordsiden af Lambert Land.

Hen mod slutningen af sin artikel i Illustreret Tidende nr. 14 fra den 31. december 1911 skriver Koch: »Endnu kunde man antage, at Brønlund mente den største af de to Smaafjorde, der nord fra skyder sig ind i Lambert Land. Den Gang faldt min Tanke slet ikke paa denne Fjord, som Brønlund ikke kunde betegne med Navnet 79 Fjorden; men da andre, der ikke selv har været paa Stedet, senere har gjort gældende, at her maatte det være, fordi denne Fjord ligger 21⁄2 Mil fra Depotet, saa skal jeg benytte Lejligheden til at bemærke, at denne Mulighed synes mig udelukket. Brønlund har selv sammen med Bertelsen været paa denne Fjord i April 1907, og det er ganske utænkeligt, at han ikke skulde have genkendt den, hvis han virkelig var kommet der igen den paafølgende November. … Bistrup, der har kortlagt Fjorden, har i øvrigt senere meddelt mig, at den ikke indeholdt nogen Bræ.« I diskussionerne i offentligheden og pressen efter hjemkomsten havde Koch forholdt sig tavs i spørgsmålet: Havde han gjort nok for at finde Mylius-Erichsens og Høeg Hagens lig? Ekspeditionsledelsen havde præsenteret sin officielle rapport om sagen for komité og presse i København allerede inden ankomsten. De implicerede om bord var enige om, at der ikke skulle siges mere i den sag.

I 1911 var ekspeditionen ikke længere i offentlighedens søgelys, og den altid meget velovervejede Koch benyttede sig af lejligheden til at sige sin mening om forslagene til placering af den sidste lejrplads, der var fremsat af Trolle og andre.

Flere oplysninger i Kochs dagbog Koch skrev ikke noget om sin »ekstra rejse« i sin dagbog, formodentlig fordi han vidste, at hans fund ved Eli Knudsens Øer kunne give anledning til diskussioner ombord og ved hjemkomsten til Danmark.

På en tilfældig side i sin dagbog har Koch tegnet tre hurtige blyantsskitser, der måske har forbindelse med hans fund syd for Eli Knudsens Øer. De to øverste kan tolkes som snittegninger af det terræn, der på den nederste tegning er set ovenfra.

Skitse fra J.P. Kochs dagbog fra redningsekspeditionen.

Er det en skitse af dødslejren?

GRØNLAND NR. 6 · 2006

251

I midten omgivet af to lave forhøjninger ligger en cirkulær hyttelignende figur. Til højre for cirklen er angivet en s-lignende streg, der ser ud til at være med på den anden snittegning og som måske angiver en sænkning gennem terrænet. Til højre og næsten op til denne sænkning har Koch skraveret et område.

Der er ingen tekst til tegningerne, men skitserne har en særlig interesse, da det fremgår af dagbogens øvrige indhold, at den kun har været i brug på eftersøgningsrejsen til Lambert Land i marts 1908. Blyantsskitserne kan være hurtige tegninger af fundene syd for Eli Knudsens Øer.

Tegningerne viser måske den nedsneede lejr med et primitivt sneskjul, som Jørgen Brønlund har lavet i begyndelsen af november 1907. På dét tidspunkt blev slædehold 1 ramt af kraftige snestorme, der sugede de sidste kræfter ud af de tre nedslidte mænd. Under disse ekstreme vejrforhold kunne teltet ikke længere alene yde beskyttelse. Det ville i denne situation være oplagt at etablere et skjul i sneen. Måske gravede de sig ned i en naturlig snedrive?

Som tidligere nævnt kom den officielle rapport om eftersøgningsekspeditionen til at stå uanfægtet, fordi de involverede parter overholdt aftalen om ikke at sige mere. Koch, Trolle og Wegener kom her i et afhængighedsforhold til hinanden. Senere udtalte Koch sig i artiklen i Illustreret Tidende om sagen på en måde, der ikke brød den indgåede aftale.

Uddragene med kommentarer fra Kochs dagbog, der er gengivet i det foregående, forekommer inde i bladet som en slags dokumentation til hovedhistorien på bladets forside. Den har titlen »Jørgen Brønlund« og går over hele siden i 3 spalter, hvor Achton Friis’ tegning af Jørgen Brønlund er placeret i midten.

252

GRØNLAND NR. 6 · 2006

I virkeligheden er det Kochs beretning om slædehold 1’s skæbne, der i samtiden blev opfattet som mere eller mindre fiktion. Kun to personer udover Koch – nemlig Trolle og Wegener – kunne kende det her skitserede forløb, der lå bag den meget realistiske beretning.

Lad os give ordet til Koch: »Dagbogen (Brønlunds) er ført til den 19. Okt. 1907, medens Brønlund maa antages at være død omkring ved 1. December.

Lad mig nu kort fylde det manglende ud.

Med 4 Hunde sled de sig frem, Tomme for Tomme, Fod for Fod. Sulten bed i de tomme Tarme; Tørsten klæbede Halsen til; Snestorme og Mørke trykkede Sindet – hvor længe kan saadan et Liv holdes ud?

Teltet var laset og uden Bund; Soveposerne ødelagte af Fugtighed og Slid; Kamikkerne var uden Saaler, der kom Koldbrand i Fødderne, og – værst af alt – Brændsel manglede de, saa de kunde ikke faa Vand; Fordøjelsen kom i Uorden, Humøret sank ned under Nul, og dermed svandt Troen paa at kunne bjerge sig igennem.

Ja, hvorlænge kan saadan et Liv holdes ud?

Aa, utrolig længe af saadanne Mænd.

Efter 27 Dage maatte Hagen give tabt.

Det var et frygteligt Slag, navnlig for Mylius. Det brød hans Mod og sidste Kraft – nu var alt Haab ude. I 10 Dage laa han hen i en Døs, saa pustedes Livet stille ud.

Nu var Brønlund ene; men hvor var han?

I Maaneskinnet skimtedes Land langt borte. Han kunde jo prøve Lykken der; hvem ved, maaske var der Jagt.

Han svøbte Kammeraternes Lig i Teltdugen og dækkede dem til med Sne. Saa tog han Hagens Skitser, Kogeapparatet og Riflen og mere krøb end gik imod Syd. Nu kendte han Lambert Land. Det gav nye Kræfter; der laa jo Depotet og – umuligt var det jo ikke – maaske han dér kunde møde de Slæder, der sikkert var ude for at lede efter ham – og de andre.

Han naaede Depotet og læste Thostrups Brev: Slæderne havde været der og var atter kørt sydover – ja, saa var der nu kun tilbage at dø.

Efter alt, hvad der var gaaet forud, maatte vel denne sidste forfærdelige Skuffelse bringe ham til Fortvivlelse.

Nej, intet kunde kue hans Mod eller formørke hans klare Tanke. Koldblodigt og betænksom lagde han sin Plan for at redde, hvad reddes kunde.

Først maatte han udsøge sig en Grav, som Sneen ikke kunde dække, og Bjørnene vanskeligt naa. Saa maatte Depotets Indhold Stykke for Stykke slæbes op til Graven, dels for at tjene som Byggemateriale, men ogsaa for at de andre der hjemme paa Skibet, naar de engang kom, af Depotets Tilstand maatte kunne forstaa, at her var det ikke Bjørne, der havde drevet deres Spil.

Det har taget Dage for den dødssyge Mand at udføre dette Arbejde i Vintermørket og Vinterkulden.

Graven var færdig. Endnu havde han baade Brændsel og Proviant; men hans Mission var endt. Saa skrev han med kulderystende Haand den sidste betydningsfulde Side i Dagbogen, og skrev vel betænkt paa Dansk. Dagbog og Kortskitser lagde han øverst i den Kasse, der først maatte tiltrække sig opmærksomhed.

Nu var alt parat. Han lagde sig ned for at sove for sidste Gang.«

Det eneste Koch ikke kunne udtale sig om i sin artikel uden at bryde aftalen med Trolle og Wegener var, hvordan de fysiske forhold havde været på den sidste lejrplads. Her kommer skitserne i hans dagbog os muligvis til hjælp.

Måske var forløbet sådan, at da Hagen døde den 15. november, fjernede Brønlund liget og lagde det ud på teltdugen – placeret ved skraveringen på den tredje skitse i Kochs dagbog. Da Mylius-Erichsen fulgte ham i døden 10 dage senere, blev også hans jordiske rester lagt på teltdugen, og Brønlund svøbte kammeraternes lig, som Koch skriver, så godt han kunne, før han selv drog mod syd til depotet på Lambert Land.

Ifølge Kochs beretning vidste Brønlund ikke, hvor han befandt sig, da den sidste lejr blev forladt. Det er umiddelbart overraskende, men vi skal huske på, at vejret det meste af november måned havde været ekstremt dårligt med kraftige snestorme og stærk frost. Dette var i hvert fald situationen i området ved Danmarkshavn, hvor Achton Friis dagligt omtaler vejret i sin dagbog. Slædehold 1 kan derfor have mistet orienteringen midt i det opslidende forsøg på at trodse naturens luner.

Først den 22. november klarede det op i Danmarkshavn. I disse dage havde Brønlund sikkert nok at gøre med at passe den døende Mylius-Erichsen, så der ikke var tid til at finde ud af, hvor man egentlig var.

Med udgangspunkt i de topografiske forhold lå den sidste lejr ca. 3 mil fra depotet på Lambert Land ifølge Kochs kort – altså lidt længere væk end Brønlunds angivelse. Afstanden passer med, at Brønlund, i vintermørket og aftagende måneskin, først genkendte konturerne af Lambert Land på vejen til depotet.

Det er tidligere nævnt, at Koch i sin officielle rapport først overvejer, om de 21⁄2 mil i Brønlunds dødsbudskab er distanGRØNLAND NR. 6 · 2006

253

cen fra depotet til den sidste lejrplads.

Denne tankegang ligger i virkeligheden også til grund for den realistiske fremstilling i Illustreret Tidende 1911.

Baggrunden for at fokusere på afstanden til depotet er, at Koch forestiller sig, at slædehold 1 i virkeligheden ikke vidste hvor de var, da man slog sig ned på den sidste lejrplads.

I denne situation er det urealistisk at forestille sig, at Brønlund med de 21⁄2 mil har tænkt på en afstand til en bræ. Derimod har han haft god mulighed for at bedømme den distance, han gik fra den sidste lejrplads til depotet på Lambert Land.

Under sin ekstra slæderejse fik Koch tilsyneladende verificeret denne teori.

Hertil kommer, at vi faktisk har en opmåling af bræen på 79-Fjorden foretaget af Alfred Wegener.5 Denne viser, at brækanten i 1907 strakte sig fra Lambert Lands nordøstlige hjørne i en mod øst konveks bue over til Hovgaard Ø’s sydøstlige hjørne. Wegener skriver imidlertid i sine optegnelser, at bræen i foråret 1907 ikke havde en egentlig forkant.

Kochs senere handlemåde Dette hændelsesforløb giver forklaringen på, hvorfor Koch ikke ønskede at hjælpe Ejnar Mikkelsen med oplysninger, da han den 3. marts 1909 drog af sted på Alabama-ekspeditionen for at finde de to omkomne. Koch kunne selvfølgelig ikke give Ejnar Mikkelsen konkrete oplysninger – det ville være et brud på aftalen med Trolle og Wegener.

Ejnar Mikkelsen og hans to slædekammerater fandt depotet på Lambert Land om aftenen d. 31. oktober 1909. Dagen efter undersøgte holdet Brønlunds lig. Senere samme dag kørte de videre nordpå for at søge efter Mylius-Erichsens og Høeg Hagens jordiske rester.

254

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Deres færden viser, at de tilsyneladende afsøgte et område i nærheden af dét, som ifølge Trolles rapport, var slædehold 1’s sidste lejrplads – altså »..i Mundingen af en lille Fjord, der gaar ind paa Nordsiden af Lambert Land«.

Ejnar Mikkelsen skriver: »Mørkt og usigtbart Vejr forsinker os, og først den 3die November naar vi det Sted, vi søger. Iversen bliver hjemme ved Teltet, medens vi andre to gaar ud, men længe varer det ikke, inden vi indser, at vor Søgen bliver forgæves, i det mindste hvis de har haft Telt paa Havisen, og derpaa tyder jo Brønlunds Stedsangivelse – midt i Fjorden foran Bræ. Jørgensen gaar imod Nordvest til en Pynt, som de tre Mænd absolut maa have passeret; jeg holder ret vesterpaa for at naa Land og følge det, for paa Havisen er det omsonst at søge – den har været brudt sidste Aar, hvad skarpe stykker Is, der ikke kan have ligget Sommeren over, er tydeligt Vidnesbyrd om. Alligevel undersøger jeg Landet meget nøje, uden at finde det ringeste Spor af Mylius-Erichsens Lejr, og da jeg mange Timer senere nærmer mig Teltet, træffer jeg Jørgensen, der heller ikke har haft noget Udbytte af sin Tur. Hvis de har haft Telt paa Land, kan vi ikke have undgaaet at finde det eller Resterne af det, men hvis de har teltet paa Isen, hvad der er det sandsynligste, er ethvert Spor for længst borte. Næste Dag gaar vi ud Nord for Lejren for at se, om vi skulde kunne finde noget udfor den store Bræ imellem Lambert Land og Hovgaards Ø, men ogsaa der har der været aabent Vand sidste Sommer, og al vor Søgen er forgæves.«

Det fremgår tydeligt af Ejnar Mikkelsens beskrivelse, at det var omsonst at søge efter slædehold 1’s sidste lejrplads på isen; den var sandsynligvis gået til havs i sommeren 1908. Dertil kom, at det undersøgte område efter alt at dømme lå for tæt på land i forhold til angivelsen på Kochs kort af denne lejrplads. Derfor var Ejnar Mikkelsens eftersøgning på alle måder nok dømt til at mislykkes.

Man ved i dag, at 79-bræen er meget aktiv, og at der med mellemrum brækker store stykker af. Bræen skubbes ud i Grønlandshavet, hvor den (så at sige) flyder, indtil opdriften brækker et stort stykke af. Dette er måske grunden til, at man under Danmark-Ekspeditionen inde på bræen beskriver en kraftigt markeret brudlinje, medens den yderste bræ-kant er så uanselig, at man ikke der kan tale om en egentlig bræ-kant. Måske var 79-bræen tæt på at kælve i 1907?

Koch har sikkert med spænding fulgt resultatet af Mikkelsens rejse. Ville det lykkes ham at finde frem til stedet for den sidste lejrplads syd for Eli Knudsens Øer?

Det afhang netop af, om isen var gået til havs senest i sommeren 1909. Koch har ikke begrædt Ejnar Mikkelsens manglende held.

J. P. Koch måtte efter denne tolkning resten af livet leve med bevidstheden om, at han havde fundet ligene af Mylius-Erichsen og Høeg Hagen uden at kunne offentliggøre sin viden. Det har været belastende, især fordi han fra flere sider blev kritiseret for ikke at have gjort nok for at finde dem.

Harald Moltkes kone Else Moltke traf engang i 1920’erne Koch ved et selskab.

Hun vidste stort set ikke andet om ham, end at han havde rejst med Mylius-Erichsen, ligesom hendes mand havde gjort det under Den Litterære Danmark Ekspedition fra 1902-04. Under samtalen sagde

hun noget i retning af, at det var tragisk, dét der dengang skete med Mylius-Erichsen. Kochs ansigt skiftede fuldstændig karakter og så var dén samtale forbi.6 Koch valgte at anbringe sine dagbøger og øvrige papirer fra Danmark-Ekspeditionen på Geografisk Institut. Bøgerne ville være nyttige der, da de i det væsentlige indeholder oplysninger og dagbogsnotater om de opmålingsrejser, som Koch foretog under arbejdet med at kortlægge den sidste del af Grønland.

Måske valgte Koch også Geografisk Institut, for at overholde aftalen med Trolle og Wegener om ikke at offentliggøre fundene og for at undgå yderligere diskussioner om de omkomnes skæbne. På den anden side må Koch have været klar over, at bøgerne engang ville komme for dagens lys, som det skete i 1991, da Janni Andreassen fandt dem.

Der kan næppe være tvivl om, at Koch opfattede kortet fra loftet som et dokument, der ikke skulle offentliggøres. Derfor kom det ikke med blandt de papirer, der blev afleveret på Geografisk Institut.

Kortet blev opbevaret blandt Kochs personlige papirer i hjemmet og sikkert gradvist glemt. Medvirkende hertil var måske Kochs sygdom de sidste år af hans liv – han døde den 13. januar 1928.

Kortet kom til at ligge ubemærket blandt hans efterladte ejendele og blev i 1997 fundet i en kasse på et loft i Sydsjælland, hvor boet efter Kochs familie var havnet.

For den retskafne og pålidelige mand som Koch var, har det ikke været meningen, at kortet nogensinde skulle offentliggøres. Det skete heldigvis alligevel, og det kan kaste lys over Kochs resolutte og dristige handlemåde den 19. marts 1908 på Lambert Land, hvor han sandsynligvis fandt den sidste lejrplads for slædehold 1 og måske rester efter MyliusErichsens og Høeg Hagens lig.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

255

Det kan således efter vor opfattelse sandsynliggøres, at J.P. Koch ved denne lejlighed under stor personlig risiko ydede en enorm indsats, som han ifølge sine æresbegreber, ikke kunne fortælle om. Aftalen med Trolle og Wegener skulle holdes, et billede, der stemmer overens med vor opfattelse af ham, som en meget pligtopfyldende mand af høj moral.

Efterskrift Kortet fra loftet er – som det ser ud i øjeblikket – et vigtigt dokument, når Danmark-Ekspeditionens historie skal skrives. Det er ikke til at vide, hvad kriminaltekniske undersøgelser af den gulnede lap papir kan bringe for dagen, men det er vigtigt, at kortets umiddelbare udsagn ikke blot fejes af bordet. Det skal forstås i

256

GRØNLAND NR. 6 · 2006

sammenhæng med det øvrige kildemateriale og den særlige situation, som J. P Koch var i under og umiddelbart efter sin eftersøgningsrejse af slædehold 1 i marts 1908.

Noter 1. Arktisk Institut’s Arkiv A 300, lb.nr. 224.

2. Det er ikke korrekt, når Janni Andreassen i sin artikel om »Kortet fra loftet« i »28 mand til Arktis« skriver, at Koch i sin dagbog angiver tidspunktet for teltning den 19. marts.

3. Kochs artikel om Brønlund fra 1911 i Illustreret Tidende, s. 164.

4. Janni Andreassen: »Kortet fra loftet« i »28 mand til Arktis«, s. 46, Ringkjøbing 1998.

5.

6. Janni Andreassen i Tidsskriftet Grønland 1991: Jagten på J. P. Koch’s dagbøger, s. 8.

Immera stor passe på Kommentar til artiklen i dette nummer af tidsskriftet Grønland om slædehold 1’s skæbne af Søren Frandsen, Mette Karlsson og Leif Vanggaard

Af Janni Andreassen, Jens Aarup Jensen og Mogens Guldbrandsen

På tur med Pegasus En slædetur rundt om Gamle Jim øer (Panorama Øerne) og ud til småøerne (Eli Knudsens Øer) mod øst er, uanset hvordan man vender og drejer det, en udflugt på 68 km.

Den distance kan en maratonløber klare på 41⁄2 time. Et veltrænet, udhvilet hundespand, der kører på jævnt og fast føre vil være 12 timer om den samme strækning.

Hvis vi antager, at det er J.P. Koch, der skulle have kørt den tur i marts 1908 med de ca. fire en halv time, han har til rådighed, så må han og hundene have haft vinger.

Koch er af Danmark-Ekspeditionens næstkommanderende, Alf Trolle, sendt mod nord for at søge sikre efterretninger om det forsvundne slædehold 1. Hvis han finder mere end ét lig, havde han naturligvis fortalt det ved hjemkomsten til skibet.

Efterforskningen var præcis hans opgave. Nu bliver både han, Trolle og Wegener beskyldt for at skjule et eller andet, fordi omstændighederne var for slette, som der står på kortet fra loftet. Og dermed bliver det lille kort nøglen til den store gåde om, hvor ligene af Mylius-Erichsen og Hagen har befundet sig. Det tror trekløveret Søren Frandsen, Mette Karlsson og Leif Vanggaard blandt meget andet. Men det gør vi ikke.

Lad os tage fat.

79-Fjorden er en bugt, der i øst er dækket af et ca. 60 km bredt bælte af kalvis, der kommer sejlende fra den store bræ i vest.

Hvordan det er at færdes der, får vi en smagsprøve på, da det første eftersøgningshold bliver sendt nordover fra skibet i efteråret 1907. Det er Gustav Thostrup, Tobias Gabrielsen og Johannes Lindhard, der er slædekørere, fulgt af et hjælpehold bestående af Carl Ring, Peter Hansen og Hendrik Olsen. De er ved depotet på Lambert Land og kører nordover 8. oktober i yderst dårligt føre. Skruninger med bløde snefaner imellem, hvor mændene går i til livet. Isskruningerne har skarpe kanter, der går lige i hundenes poter. Efter ti kilometers kørsel telter de efter en deprimerende dag. Selv Tobias, der ellers er utrættelig, er ved at tabe humøret. Dagen efter følger de tidevandsrevnen mellem kalvisen og fastisen. Føret er bedre. På seks timer tilbagelægger de 20 km. Den 10. får de vind fra nordvest med byger af tågedis og sne. Efter 21 km må de stoppe på grund af mørke og nedsat sigt.

Dagen efter holder de en tiltrængt hviledag. Den 12. oktober må de køre efter kompas på grund af kraftigt snefald, der er en fod løs sne på isen. Efter syv timers kørsel når de skærene Bagatellerne på nordsiden af 79-Fjorden.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

257

De har brugt fire køredage og én hviledag til at køre de 60 km langs den østlige kant af kalvisen fra Lambert Land til Bagatellerne. Det viser lidt om, hvor vanskeligt det er at færdes selv i udkanten. Hvordan vil det så ikke være at køre inde i selve kalvisområdet. Det ved Koch også noget om, han passerede 79-Fjorden to gange på Nordrejsen – op og ned. På nedturen kommer de ikke langt nok østover mod fastisen og har problemer der, som Bertelsen beskriver i sin dagbog.

Nu til Koch i dagene op til den 19. marts 1908. Den 17. leder han og Tobias efter depotet på Schnauder Ø og finder det en mil nordligere, end de har fået besked på. Resten af dagen hviler de og fodrer de udmattede hunde med indholdet af to slædekasser. Den 18. kører de i otte timer. På grund af tåge kan de ikke stedbestemme teltpladsen. 19. marts når de frem til depotet på Lambert Land trods tåge, kraftig modvind og snefygning. Koch bruger to dage til at køre de ca. 33 km fra Schnauder Ø til Lambert Land.

Den 19. marts skriver Koch i dagbogen: »D.19/3 torsdag. Vi ligger i højde med nordsiden af den lille ø nord for Schnauder Ø. Afgang kl. Fm.« Ja, det er rigtigt, feltet er blankt. Men otte linjer længere henne, det vil sige på næste side, står der »Afgang kl. 81⁄2 Fm.« Og på samme side – med hunde der »ikke ville avancere«, når de trods alt depotet »omkring kl. 12«. Koch er ulastelig i sine tidsangivelser. Han anfører kun hele og halve timer. De finder Brønlunds lig, tager Hagens kort og Brønlunds dagbog med beskeden på dansk om, at andres lig ligger midt i fjorden foran bræen »og vendte derefter straks mod syd.« Det er ikke i dagbogen, Koch skriver, hvornår de telter sidst på dagen. Det gør han i ekspeditionens officielle rapport, hvor han skriver kl. 7 Em. Og stedet er omtrent, hvor de 258

GRØNLAND NR. 6 · 2006

kom fra om morgenen. Det har taget 31⁄2 time at køre mod Lambert Land. Turen mod syd er med vinden i ryggen og er måske gået lidt hurtigere. Men mere end ca. fire en halv time har de ikke haft til rådighed på land. Hvis Koch har kørt 68 km solo, mens Tobias sad og hyggede sig med sin døde kammerat ved depotet, ja så har Koch sat rekord i kalviskørsel med 17 kilometer i timen.

Og nu er der grund til at spidse ører.

For de tre forfattere tager det for pålydende, at når Tobias’ navn er sat ud for depotet på kortet fra loftet, så er det fordi, han sidder der og venter på Koch. Men samtidig tolker de Kochs foreløbige rapport i dagbogen således: »Gabrielsen (Vi retournerede er overstreget) drog efter dette triste fund straks mod syd...« Altså Gabrielsen drog straks mod syd. Alene.

At Tobias kunne lidt af hvert, det ved vi.

Men at han også har kunnet være to steder på en gang. Det er noget nyt.

Med hensyn til Kochs foreløbige rapport i dagbogen, så er den, hvad han skriver – foreløbig. Det er en kladde, med alt hvad det indebærer med hensyn til rettelser og strygninger. Og så er den ultrakort, fordi den ikke er færdig. Det bliver den først på skibet, hvor der er bedre mulighed for at få lidt varme i fingrene. »Vi retournerede« er streget over og erstattet af »Gabrielsen« og over retournerede, står der et lille »je«. Det kan læses sådan: »Gabrielsen, jeg drog straks efter dette triste fund sydover medtagende Brønlunds private dagbog samt kortskitserne.« Hvorfor i alverden skulle de ikke rejse sammen. To mand trækker bedre på samme hammel i de omgivelser, hvad det praktiske, daglige arbejde angår. Og man skal lige huske på, hvordan de har det.

Fundet af Brønlund, og meddelelsen om de andres død, har påvirket dem vold-

somt. Det er til at få øje på i Kochs dagbog. Tobias er på jagt på hjemvejen, og det får følgende kommentar med på vejen hos Koch: »Det er ejendommeligt nok, at det generer mig, ikke blot selv at være ene, men også at vide, at han er. Nægtes kan det nok ikke, at nerverne er blevet rystede ved, hvad vi mødte på Lambert Land...«

Blyantsskitserne Og så til de små blyantsskitser, som Koch tegner i sin dagbog den 21. marts. De bliver af de tre forfattere tolket som »en cirkulær hyttelignende figur« og senere »Tegningerne viser måske den nedsneede lejr med et primitivt sneskjul, som Jørgen Brønlund har lavet i november 1907...« Udfor skitserne har Koch skrevet »Den 21/3 kl. 8 Fm. De tre skitser med 2 min. imellem.« Og under dem to lidt større skitser denne gang tegnet med ti minutters mellemrum.

Det er såmænd en nordøstgrønlandsk solopgang tegnet en årle morgenstund ved Pariserøerne. På 79 grader nordlig bredde 21 grader vestlig længde står solen op kl. 8.12 i 1908. Det har Aka Lynge, Dansk Polarcenter, hjulpet med at finde ud af via nettet og finurlige tabeller.

Solopgange i Nordøstgrønland er noget ganske særligt. Først kommer skæret. Det er, hvad vi ser på 1. skitse mellem de to vandrette streger, der er sat af hensyn til perspektiveringen. Så kommer de orangerøde luer – det er det skraverede felt i tegning nr. 2. På 3. skitse er solen bare på vej op. De to sidste skitser illustrerer, hvordan hele horisonten bogstavelig talt står i flammer med det særlige hvide lys omkring og senere under selve solskiven. Fænomenet er specielt for Nordøstgrønland og kan ikke iagttages i Vestgrønland. Det er på grund af denne specialitet, at det

grønlandske flag ser ud, som det gør. Med den røde sol over midten af flagdugen og den hvide skive under.

Midt i fjorden foran bræ Endelig til Jørgen Brønlunds udtryk i sin danske meddelelse til dem, der finder ham: Andres lig findes midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 21⁄2 mil).

79-Fjorden opfattes i dag som navnet til både bræ og isfjord. Men sådan var det ikke på Danmark-Ekspeditionen. Her skriver Koch i rapporten: »79-Fjorden var det foreløbige navn, hvormed vi havde betegnet den store, i mundingen c. 8’ mil brede bugt nord for Lambert Ld. Denne bugt udfyldes i sin indre del af en bræ...« I 1917 skriver han igen om navnet i Survey of Northeastern Greenland: »Nioghalvfjerdsfjorden (the fjord of seventynine). The name was originally merely a temporary denomination of the glacierfilled fjord north of Lambert Land. When later on Jørgen Brønlund used the name in the page of his diary, when he speaks of the death of Mylius-Erichsen, Hagen and himself the name aquired a significance, which made it necessary to keep it.« I maj 1907 returnerede Thostrup og Wegener fra Nordrejsen via Hekla- og Djimphna Sund og slædede over bræen i bunden af 79-Fjorden ned til Gamle Jim eller Panorama Øerne, som de også hedder. Mylius, Hagen og Brønlund kommer fra vest i det sene efterår 1907. Ikke langs kysten, hvor depoterne lå. Det ved vi, for dem spiste Ejnar Mikkelsen og hans makker Iversen i 1910 på Alabama-Ekspeditionen.

Måske har slædehold 1 gjort som Thostrup og Wegener. Måske er de kommet fra bunden af Danmarks Fjord og over indlandsisen og ud på bræen. Det, der taler for den sidste rute er, at det er den korGRØNLAND NR. 6 · 2006

259

teste vej til depotet på Lambert Land. De er fra indlandsisen gået ned ad bræen og har fulgt et af de store smeltevandslejer, der løber parallelt med bræens midterlinje. Her er der færrest revner. Bræens østlige grænse har de kunnet stedbestemme ved mødet med tidevandsrevnerne neden for bræfronten. Selve bræfronten er rimelig let at komme ned over.

Slædepatruljen passerer på sine patruljerejser denne via snefaner og slæder uden større besvær både op og ned fra bræen.

Men her foran bræen ud for fjordens midte har Mylius og Hagen ikke kunnet mere. Fra dødslejren kan Brønlund have fulgt bræfronten mod syd til de 400-600 meter høje fjelde på nordkysten af Lambert Land, eller han er gået langs kysten af Panorama Øerne. Langs land vil en gående finde det bedste føre, og han har, ved at holde kontakt med kysterne, kunnet finde frem til depotet. Det er en metode slædepatruljen også bruger. De kører med tommelfingeren i landbrækket, når de færdes i mørke og i usigtbart vejr.

Slår man en streg midt i 79-Fjorden i øst-vestlig retning, rammer man bræen på et punkt, hvor afstanden til bræens sydligste punkt tankevækkende er – omtrent 21⁄2 mil.

Fra glaciologernes forskning ved vi, at Fjorden bryder op med intervaller på godt 40 år. Fra Mikkelsen ved vi, at den var brudt op i 1909 ved Panoramaøerne. Så har Mylius og Hagen ligget midt i Fjorden foran bræ, så ligger de der ikke mere.

Men nu til noget helt andet. Nemlig tilbage til kortet, sådan som vi læser det. Og til teorier om mord og selvmord i efteråret 1907.

Kortet fra loftet Har du hørt, at de har fundet Mylius og Hagen? – de har skudt hinanden! Sådan 260

GRØNLAND NR. 6 · 2006

omtrent lød det flere gange i telefonen nogle få dage før Ringkøbing Museum 3. oktober 1998 skulle åbne »28 mand til Arktis« – den store udstilling om Danmark-Ekspeditionen, som tidligere på året var blevet vist i Gilleleje. Panik, panik, hvad var nu det? Der var som altid stor travlhed op til en åbning. Hvordan skulle vi nu forholde os med udstillingen? Det viste sig, at mange mennesker havde hørt nyheder fra Grønland 29. september.

Grønlands Radioavis blev kontaktet, og en fax med afskrift af nyheden indløb l. oktober. Den lød sådan her i sin fulde længde: »Et mysterium ved Danmarkekspeditionen er blevet løst.

Et af de mange mysterier, der knytter sig til Danmarkekspeditionen i 19061908, er opklaret. En kasse, der blandt andet indeholder et kort og nogle optegnelser af ekspeditionsdeltageren J. P. Koch, er fundet på et loft i Danmark.

Ekspeditionen havde blandt andet til formål at få kortlagt den sidste del af kysten, men den fik en tragisk afslutning, da ekspeditionsdeltagerne Mylius-Erichsen, premierløjtnant Høeg Hagen og Jørgen Brønlund omkom.

Af det nyfundne materiale fremgår det, at Koch rent faktisk fandt ligene af Mylius-Erichsen og Høeg Hagen, men at kun to mennesker foruden ham selv fik det at vide. De blev enige om at holde deres viden for sig selv, fordi ligene var i en slem forfatning.

Den danske forfatter Vagn Lundbye siger – på baggrund af det fundne materiale – at Mylius-Erichsen og Høeg Hagen har været i en tilstand, der har tvunget dem til at handle, som de gjorde, nemlig at den ene skød den anden, hvorefter den tilbageværende begik selvmord. Lundbye har i øvrigt for

nylig afleveret et filmmanuskript til Det danske Filminstitut, blandt andet ud fra den fundne kasse. Men hvornår man kan se Danmarkekspeditionen på det hvide lærred, er endnu helt uvist.«

Om fundet af kortet Pyha, stor lettelse i Ringkøbing! Det var altså Vagn Lundbye, der under en rejse på Grønland havde fortalt om sin plan for en dramatisering af en af de gamle skrøner om Danmark-Ekspeditionen. Kortet, som historien var brygget på, kendte vi særdeles godt på museet. Det havde vi nemlig haft til undersøgelse og været de første, der i nyere tid fuldt ud kunne læse skriften på, uden at det dog på nogen måde havde ført til opklaringen af et mysterium.

Tilbage omkring 1990 modtog Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, forskellige private breve, fotos og andet materiale, der i sin tid havde tilhørt J.P. Koch, heriblandt en lille kortskitse af området ved 79-Fjorden. Koch døde i 1928. Det lille privatarkiv var nu blevet opstøvet hos en af Kochs efterkommere og pligtskyldigst afleveret til Grønlands Nationalarkiv. Rygterne om den lille kortskitse havde efterhånden bredt sig rundt omkring i Danmark, og var også nået til Jørgen Bruhn Møller, Hirtshals, – en af de mange, der gennem årene flere gange havde besøgt Ringkøbing Museum på grund af sin store interesse for DanmarkEkspeditionen. I 1997 fik han venligst lov at låne kortskitsen tilbage til Danmark for nærmere studium på Vendsyssel Historiske Arkiv i Hjørring. Desværre lykkedes det ikke i Hjørring at læse skriften på kortet. Ringkøbing Museum blev spurgt, om man her ville gøre et forsøg, og det blev der naturligvis gladeligt sagt ja til. Med

behørig tilladelse fra Nationalarkivet blev kortet derpå overført til museet. Spændende, men ak! Skriften stod så svagt, at kun enkelte af de meget få ord umiddelbart kunne læses. Nogle gange kan kopimaskinen med lidt eksperimenteren tydeliggøre, hvad der står på et gammelt arkivalie. Da den fidus ikke hjalp, spurgte vi Konserveringstjenesten i Ølgod, om de kunne hjælpe med nogle tekniske fif og fik at vide, vi skulle prøve både med en infrarød og en ultraviolet lyskilde. Fotografen Jørgen Borg anskaffede de behørige lamper. Nu lykkedes det. Bedst med det ultraviolette lys, som gjorde det muligt at lave fotooptagelser, hvor de svage blyantstreger trådte frem, og beskrifterne kunne læses.

Beskrivelse af kortskitsen Kortskitsen måler 232 x 142 mm og er tegnet på papir af ret dårlig kvalitet, mørnet og mørkfarvet af ælde langs randene.

Arket har været foldet på midten med forsiden udad. Med en tynd blyantstreg er der tegnet et kort af området ved 79-Fjorden. Øverst Hovgaard Ø med 80 grader N markeret, nederst Lambert Land. Mellem de to øer er kalvisen foran bræen skraveret og randen mod havisen vist med en delvis stiplet linje. Desuden viser kortet nogle småøer eller skær. Syd for Hovgaard Ø ses Bagatellerne i kalvisen. Nord for Lambert Land ligger Panorama Ø, tidligere også kaldet Gamle Jim efter en af Danmark-Ekspeditionens slædehunde.

Indrammet af en cirkel er der øst for kalvisen desuden vist to småøer, som ikke dengang fik navn. De er senere blevet døbt Eli Knudsen Øer til minde om den korporal fra den danske patrulje, der i april 1943 faldt under kamp med tyske tropper, der havde oprettet en vejrstation på Sabine Ø. En stiplet rute med et par GRØNLAND NR. 6 · 2006

261

pile på går fra depotet på Lambert Land nordpå til Panorama Ø, mod øst til Eli Knudsen Øer og derfra igen mod syd tilbage mod depotet. Det mest iøjnefaldende på kortet er tre kraftige pile, der er tegnet ind. Den ene peger mod Bagatellerne, den anden mod et kryds lidt syd for Eli Knudsen Øer, og endelig peger den tredje mod depotstedet på Lambert Land, som også er markeret med et kryds. Lidt nordligere er der endnu et kryds, men uden pil.

Ved de to nederste pile står der henholdsvis »alene her« og »Tobias«. Langs den øverste kortrand kan der på tre ikke lige lange linjer læses et notat: »Wegener – Trolle mener ikke skulle offentliggøres / omstændigheder for slette / Tobias uviden«. Det virker som om, der mangler et par endelser og måske også et par ord mere. Men der er absolut ingen tegn på rester af mere tekst. Et par udflydende kraftige streger syd for krydset ved Eli Knudsen Øer er muligvis rester af en lidt større plet.

Kortet fra loftet blev 1998 publiceret af Janni Andreassen i hæftet »28 mand til Arktis«, der udkom 20. juni til åbningen af udstillingen i Gilleleje. Linjerne øverst langs kortranden kunne umiddelbart genkendes som J.P. Kochs håndskrift, hvad der næppe kunne undre nogen, da kortet var dukket op mellem hans private minder fra Grønlandsekspeditionerne.

Med friske øjne Fotooptagelserne fra 1998 er nu blevet hentet frem igen for at se, om beskrivelsen af kortet fra loftet kan suppleres. En sammenligning med Danmark-Ekspeditionens trykte kortblade over Nordøst Grønland, Nordlige blad, Medd. om Grønland XLVI, viser, at kortskitsen er i samme målestok 1:1 000 000, men konturerne af Hovgaard Ø og Lambert Land er 262

GRØNLAND NR. 6 · 2006

anderledes. Omridset af de to øer svarer derimod ret nøje til udseendet på »Flygtig Kaartskitse over de af Danmark-Ekspeditionen berejste egne«, se blandt andet Publikationer om Østgrønland nr. 1, 1934.

Kortskitsen kan derfor ikke være lavet som en løs skitse oppe ved 79-Fjorden, men må være direkte kopieret efter et af de kartografiske forlæg, der konstant blev arbejdet med under ekspeditionen. Den eller de, der har brugt kortet, har så senere tilføjet nogle oplysninger. Det ville have lettet tolkningen, hvis der var skrevet en dato på, men det er der ikke. Som noget nyt viser eftersynet desuden, at ordene »alene her« og »Tobias« er skrevet med andre håndskrifter end linjerne ved kortranden foroven. Det er altså ikke Koch, der har skrevet disse ord ved de to pile.

Med luppen på uv-fotoet er det blevet diskuteret, om den umiddelbare læsning af »alene her« nu også er den rigtige. Der kan være tvivl om tydningen af et par af bogstaverne. Men hvad der ellers kunne stå, er det svært at give et bud på.

Med friske øjne går det dog først og fremmest op for os, at det udelukkende er yderkysten, der er af interesse på kortet.

Det viser pileruten, og at det er to depotsteder og en tredje lokalitet ved yderkysten, som de store pile peger på. Brækanten og landet inde bag 79-Fjorden er slet ikke antydet! Og hvad fortæller det så?

Man skal som bekendt være varsom med tolkninger ex silentio, men alligevel må denne iagttagelse tyde på, at kortet er tegnet, før Brønlund bliver fundet død i depotet på Lambert Land. Hvis skitsen har været brugt på en eftersøgningsrejse, så er der ingen, der endnu har læst Brønlunds meddelelse om, at slædehold 1 er kommet til 79-Fjorden via indlandsisen. Man har taget det for givet, at slædehold 1 har fulgt aftalen og er søgt mod syd langs yderkysten, hvor depoterne var lagt ud til dem

med mad og ny beklædning, hvor deres arbejdsresultater kunne være deponeret på småøer og skær, og hvor de i sidste ende selv kunne ligge, hvis de havde måttet give op undervejs.

Med hensyn til Kochs stikordsagtige notat ved overkanten af kortskitsen, så er det en mulighed, at man på skibet på et eller andet tidspunkt har drøftet, hvad man skulle stille op, hvis Mylius, Hagen og Brønlund blev fundet døde, og der måske oven i købet havde været ræve, ulve eller bjørne i ligene. Det er og bliver dog kun en hypotese, som det vil være svært at finde afgørende belæg for.

Trolles reaktion på martsrejsen 1908 Eftersøgningsrejsen i marts blev besluttet kort efter, at undsætningsholdene i november 1907 var vendt tilbage uden resultat. I Danmarkshavn havde ingen ventet Koch og Tobias tilbage så tidligt som 26. marts. Hvis ikke Brønlund var fundet død med meddelelsen om, at Mylius og Hagen også var omkommet, ville rejsen være fortsat mod Danmarksfjorden, og herfra måske endda vestpå til Kap York, en mulighed som Mylius og Brønlund kunne tænkes at have overvejet.

Flere hold var ude på videnskabelige opgaver, da Koch og Tobias uventet dukkede op ved skibet. For eksempel er Trolle på opmålingsrejse og først tilbage 31. marts, hvor han skriver i sin dagbog: »Læste Meddelelsen i Jørgens Dagbog og saa Hagens Kortskitse. Friis har til Koch tegnet et stort Oversigtskort med farvet Signatur efter Hagens Skitse. K. agter at vise dette til Kammeraterne for at de kunne faa et Indtryk af Mylius’ skæbnesvangre Rejse og vil samtidig meddele om sin egen Rejse efter dem.« Som chef sørger Trolle i de følgende dage blandt andet for, at de

omkomnes ejendele bliver registreret og pakket i forseglede kasser. 3. april er det kokkens fødselsdag. Kl. 4 eftermiddag vender et firemandshold med Wegener tilbage fra en rejse til »Nunalandet«. Trolle beretter i dagbogen om deres opdagelser og slutter denne dags optegnelser med at skrive: »Jeg bad Koch fremskynde sin Indsendelse af Motiveringen til at han ikke søgte mere efter Mylius og Hagens Lig. Jeg maa have Klarhed i dette meget vigtige Punkt.« 4. april: »Koch meddelte os i dag om sin sidste Rejse efter Mylius og om hvorledes Mylius Rejse antagelig er forløbet ...« – – – »Jeg beskæftiger mig stadig med tanken om at finde dem. Planer for en Trækslæderejse og en Hundeslæderejse udarbejdes, men det er og bliver en risikabel Rejse...« – – – »Koch indleverer Koncepten til sin Rapport fra Rejsen i Marts Maaned.« 5. april: »Talte med Ring og Hagerup om de vilde være med til at søge efter Mylius og Hagen. Jeg foretrækker disse fordi de ere dygtige Skigængere. Ring udbad sig 1 Dags Betænkning ... ... ... Der kræves stærke Nerver til at lede efter Lig under saadanne prekære Forhold, hvor man selv løber Risiko for at omkomme.« 6. april: »Ring meddeler mig i Dag at han ikke anser Rejsen til K. Bergendahl for forsvarlig med Hundene i den Tilstand, de nu ere i og med det Patentfoder vi ejer.

Desuden mente han, at Føret allerede i Maj ville blive ufremkommeligt. Han har Erfaring herfor fra Rejsen i fjor. – – – Tobias har samme Opfattelse som Ring – »Hundene stor daarlig – immera stor passe paa«. Gustav Thostrups Anskuelse er ligeledes hermed sammenfaldende....« Efter at have hørt disse erfarne folks meninger må Trolle opgive sin plan om en ny eftersøgningsrejse. 7. april er det fint solskinsvejr og Rings fødselsdag. 8. april skriver han til slut: »Til Aften meddeler jeg alle min Motivering af ikke at afsende et GRØNLAND NR. 6 · 2006

263

Slædehold med den Opgave at lede efter M-E’s og Hagens Lig. Jeg anser det for at være nødvendigt at alle kender denne, at ikke forskellige Opfattelser skal blive siddende – og efter Hjemkomsten finde Vej ud til Folk.« (Benyttelsen af Trolles dagbog III og citaterne med venlig tilladelse fra hoffsjef Rolf Trolle Andersen, Norge).

En sammensværgelse?

Forfatteren Vagn Lundbye optrådte med et indslag ved åbningen i Gilleleje 20. juni 1998 af udstillingen »28 mand til Arktis« og fik ved den lejlighed kendskab til kortet fra loftet. I 1984 havde han udgivet bogen »Omkom 79’Fjorden«, der er en oversigt over Danmark-Ekspeditionen og samtidig en god introduktion til myterne i dens kølvand og de rejser, der siden har gået til Jørgen Brønlunds grav. På side 191 opregner han en række ubesvarede spørgsmål, der har spøgt siden ekspeditionen. Et af dem Iyder: »Vidste J.P. Koch og Tobias Gabrielsen mere, end de fortalte, da de kom tilbage til »Danmark« efter fundet af Jørgen Brønlund?« Samme år deltog Lundbye desuden i N.S. Preben-Andersens »Jørgen Brønlund Mindeekspedition« og videregav sine oplevelser i bogen »Mytologisk rejse i et grønlandsk landskab«.

Artiklen »Slædehold 1’s skæbne....« er tilsyneladende inspireret af Lundbyes medienyhed fra 1998.

Det er dog ikke den gamle skrøne om Koch og Tobias, der skulle have set mere, end de fortalte, der nu bliver forsøgt genoplivet. På baggrund af linjerne øverst på kortet fra loftet er det i stedet Koch, Trolle og Wegener, der er de sammensvorne. Tobias går fri denne gang. Den store sammensværgelse er som bekendt et velkendt tema for spændingsfilm og i fiktions- og krimilitteraturen. Men forbryderne plejer 264

GRØNLAND NR. 6 · 2006

at have et motiv, og det er absolut ikke tilfældet her. Citaterne fra Trolles dagbog tyder ikke på, at han er blevet indviet i en hemmelighed. Af hensyn til de efterladte ønsker han tværtimod ved selvsyn at skaffe absolut vished om Mylius og Hagens skæbne og tage vare på deres jordiske rester, uanset hvilken tilstand de end måtte være i. Det er med tungt hjerte, han som øverste ansvarlige på skibet må opgive at lede efter dem endnu engang, fordi omstændighederne er for slette. Sådan som forfatterne på baggrund af Friis’s dagbog skildrer forholdet mellem Trolle og Koch lige efter hjemkomsten, er der heller ikke megen sandsynlighed for, at de to skulle dele en hemmelighed. Det er i øvrigt velkendt, at de havde et afmålt forhold til hinanden på ekspeditionen. Der argumenteres i artiklen på baggrund i rettelser i Kochs kladder. Hvem har dog ikke rettet i en kladde? Nej, Koch på sin side har ikke noget at skjule. Han skal stå til regnskab for Marineministeriet, når han kommer hjem. Det vil være pligtforsømmelse, hvis han ikke havde rapporteret, at han havde set mere end godt er. Alfred Wegener er blevet gjort medskyldig, fordi også han står nævnt på kortet fra loftet.

Hele artiklen synes at være et udslag af ønsketænkning. Forfatterne går ukritisk ud fra, at kortet fra loftet udelukkende har været i hænderne på Koch og bygger artiklen op på urealistiske forestillinger om slæderejser, en række udokumenterede påstande og modstridende forklaringer, der senere bruges som belæg for den videre argumentation. Det ene øjeblik er Tobias ladt alene tilbage ved Brønlunds lig, det næste er han i samme tidsrum alene på hjemrejse. To hundespand, som Koch har skildret som trætte, bliver tryllet nogenlunde friske og sat anderledes sammen. Det vil for erfarne slædekuske have resulteret i et så gevaldigt hundeslagsmål,

Solnedgang i Nordøstgrønland. Foto: Ole G. Jensen/ARC-PIC.COM.

at der næppe ville have været mere end et spand tilovers til hjemrejsen. Men denne urealistiske forestilling bruges til at sende Koch alene på en 68 km lang smuttur på et par timer i usigtbart vejr med snefygning. Og det lige efter at han og Tobias har fundet Brønlund død og stærkt berørte har læst hans meddelelse og uden resultat har forsøgt at forstå, hvor det var muligt at lede efter de andre. En observation af solopgangen i Kochs dagbog to dage senere bliver fejltolket som skitser af et skjul, hvor ligene af de forsvundne skulle ligge. De forveksler randen af kalvisen med brækanten. Det hele begynder allerede i indledningen af artiklen, hvor de siger: »Jørgen Brønlund skrev – efter al sandsynlighed – sin meddelelse til J.P. Koch, som ville blive den, der blevet udpeget til at lede en eftersøgningsekspedition.« Det kunne Brønlund jo absolut ikke vide, og som bekendt deltog Koch ikke i den første eftersøgning i efteråret 1907, – men det er jo vigtigt at få sat focus på hovedskurken.

Alt i alt har vi været nødt til at dissekere artiklen og gå grundigt til værks. Der kan opregnes et halvt hundrede afsnit og punkter, hvor de tre forfatteres påstande kan pilles fra hinanden som upræcise eller ren fiktion. De vigtigste er trukket frem i

redegørelserne ovenfor. I artiklens slutning fortælles desuden, at Koch anbragte sine dagbøger og øvrige papirer fra Danmark-Ekspeditionen på Geografisk Institut, og det antydes, at det bl.a. skulle være for at overholde den postulerede aftale med Trolle og Wegener »om ikke at offentliggøre fundene ...«. Nej! Som berømt opdagelsesrejsende, kartograf og medlem af Det Kongelige Geografiske Selskab har Koch naturligvis skænket dagbøgerne til Selskabet, – ikke for at gå i glemmebogen, men for at de kunne blive bevaret for eftertiden og offentligheden. Hvis noget aldrig måtte røbes, vil jo man umiddelbart også synes, at det ville have været nemmere for Koch at bruge kakkelovnen og brænde både dagbøgerne og kortet fra loftet.

Hvad mon meningen egentlig er? Er artiklen »Slædehold 1’s skæbne ...« ment som en joke, eller tror forfattertrekløveret virkelig selv på det, de skriver? Som landet ligger, må vi konkludere, at kortet fra loftet intet fortæller om slædehold 1’s skæbne. Det har kun haft én funktion siden det blev fundet. Og det er den samme som i skak – det er interessant at flytte rundt med brikkerne.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

265

Kunne J. P. Koch gennemføre en ekstra slæderejse den 19. marts 1908 på Lambert Land ?

Af Ove Sørensen

Kortet fra loftet skitserer ruten for en eftersøgningsrejse ud for Lambert Land og 79-fjorden, som J. P. Koch måske kunne have foretaget den 19. marts 1908 i forbindelse med eftersøgningen af Mylius-Erichsen og Høeg Hagens sidste hvilested.

Der er ingen grund til at betvivle kortets ægthed, men hvis kortet skal give mening i forhold til andre skriftlige kilder fra Danmark-Ekspeditionen, skal Koch have kørt denne eftersøgningstur alene og senere fortiet eller sløret denne kendsgerning gennem en rekonstruering af hans officielle dagbog.

Ruten på kortet går fra Brønlunds Grav på Lambert Land mod nord op til Gamle Jims Øer og videre mod nordvest ud til Eli Knudsens Øer og retur til Brønlunds Grav. Denne del af ruten er på ca. 64 kilometer. Men hvis Koch har kørt eftersøgningsturen alene, har han skulle køre yderligere 15 kilometer for at komme frem til hans og Tobias’ fælles teltplads, som om aftenen den 19. marts, »var et eller andet sted øst for den lille ø nord for Schnauders Ø«. Der vil altså, i givet fald, være tale om en solotur med hundeslæde på omkring 80 kilometer i alt. Er det overhovedet muligt?

Jeg vil i det efterfølgende udelukkende give en vurdering af, hvor sandsynligt det er, at Koch har kunnet gennemføre en 266

GRØNLAND NR. 6 · 2006

solotur på omkring 80 kilometer alene.

Denne vurdering giver jeg ud fra egne erfaringer som tidligere siriusmand med 8.000 kilometer hundeslædekørsel bag mig i Nordøstgrønland, og på baggrund af et nærmere studie af køretider og -distancer på Danmark-Ekspeditionen generelt. Jeg forholder mig således ikke til, om Koch har sløret, fortiet eller rekonstrueret hændelserne omkring fundet af Brønlund den 19. marts 1908.

Hunde og kuske i god form Da Koch og Tobias ankom til Lambert Land og Brønlunds Grav tidligere på dagen den 19. marts 1908, var de startet ud fra en teltplads lidt nord for Schnauders Ø. Koch skriver i sin dagbog, at de startede: »Kl. 81⁄2 FM [formiddag]. Opklarende vejr, ja endog et lille smil af Solen. Lamberts Ld. Lige foran os i et Par Mils Afst. [15 kilometer]. Føret hæderligt (mere Sne i Fjord; Revnerne fyldte). Snart kom dog atter Taage, derefter temmelig stærk Snedrift imod, saa Hundene ikke ville avancere. Naaede omkring Kl. 12 Depotet…« (Kochs dagbog).

Slædeturen om formiddagen den 19. marts har været forholdsvis kort og føret har været »hæderligt« med meget sne og fyldte revner. Koch og Tobias har brugt ca. 31⁄2 time på at køre 15 kilometer, og

selvom hundene ikke »ville avancere« på grund af ubehagelig snefygning i snuderne, kan de 31⁄2 timers kørsel næppe have overbelastet hundene. J. P. Koch skriver godt nok 3 år senere i en artikel i Illustreret Tidende, at: »Hundene var dødtrætte og lagde sig straks, da [de] stoppede.« (ibid.: 1911: 165), men selvom de var trætte ved ankomsten til Brønlunds Grav, kan den korte tur på »hæderligt« føre, på ingen måde have belastet dem så hårdt fysisk, at de ikke forholdsvis hurtigt har kunnet restituere sig efter et par timers hvile.

Meget tyder i øvrigt på, at eftersøgningsekspeditionens 20 hunde var særdeles godt kørende. Erfaringerne fra den tidligere undsætningsekspedition om efteråret 1907, hvor Gustav Thostrups hold havde døjet med hunde, der var i dårlig foderstand, havde resulteret i, at hundene var blevet ordentligt opfodret i ugerne op til afrejsen den 10. marts (Ventegodt 1997: 312). Der er ingen tvivl om, at Koch har gjort hvad han kunne for at vedligeholde denne foderstand undervejs mod nord. Han var afhængig af sine hundes gode foderstand, hvis han skulle gennemføre en eftersøgningsekspedition helt op til Independence Fjord i Peary Land.

Udover den normale daglige fodring, fik hundene allerede ekstra godt foder den 17. marts, da eftersøgningsholdet fandt 4 slædekasser på Schnauders ø, der var udlagt af den tidligere undsættelsesekspedition i oktober 1907. To af kassernes indhold blev brugt til at fodre hundene med, selvom det egentlig var proviant beregnet til mænd og ikke til hunde (ibid: 313).

Men det var ikke kun hundene, der var godt kørende. Det var de 2 slædekuske også. Både Koch og Tobias var begge kendt og respekteret som dygtige slædekuske, der på daværende tidspunkt, havde til-

bagelagt adskillige hundrede kilometer med hundeslæde. Inden afrejse fra Danmarkshavn var alt udstyret i øvrigt gået efter i sømmene: »Slæderne var blevet omhyggeligt ordnet, der var blevet fremstillet ski både til mændene og til at sætte under slædemederne, seletøj og bindinger blev nyfremstillet, telte og soveposer repareret« (ibid.: 312).

Hvis Koch havde valgt at gøre status over hans situation og muligheder om eftermiddagen den 19. marts på Lambert Land, ville han efter al sandsynlighed kunne have konkluderet, at både hunde og mænd var veltrænede og i god form og foderstand. De havde klaret den forholdsvis korte tur fra Danmarkshavn til Lambert Land på kun 10 dage. Selvom de ikke havde haft optimale køreforhold, havde de dog formået, at holde en gennemsnitlig kørehastighed på omkring 5 kilometer i timen med sammenlagt 30 kilometers kørsel om dagen. Der havde undervejs været rigelig tid til hvile, og den længste »arbejdsdag« havde ikke været på mere end 101⁄2 time. Den korteste havde blot været på 4 timer.

Koch havde uden tvivl »økonomiseret« med hundenes ressourcer undervejs, vel vidende, at han meget vel kunne få brug for disse ressourcer, hvis han og Tobias skulle kunne gennemføre en lang eftersøgningsekspedition helt op til Independence Fjord og Peary Land.

Hjemturen fra Lambert Land til Danmarkshavn vidner i øvrigt også om, at Koch og Tobias må have haft meget velkørende hunde den 19. marts. Turen, der var på godt 300 kilometer, blev gennemført på kun 6 rejsedage med en gennemsnitlig daglig rejsedistance på 50 kilometer. Selvom vejret uden tvivl har været bedre på hjemturen, kan et så forceret rejsetempo kun gennemføres med meget velkørende hunde.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

267

Med let slæde På »Kortet fra loftet« er der tegnet et kryds ud for Brønlunds grav. Ud for krydset står der »Tobias«. Ved Eli Knudsens øer er der skrevet »alene her«. Hvis det er Tobias, der er alene ved graven, kan det kun være Koch, der står ved Eli Knudsens øer.

Hvis det er tilfældet, har Koch haft mulighed for at lette sin slæde for en stor vægtbyrde. Han har kunnet sende Tobias sydpå med alt det udstyr og ekstra proviant, som han skønnede ville være overflødig for at gennemføre sin ekstra eftersøgningstur alene.

Det er ikke unormalt ved Slædepatruljen Sirius, at man letter slæderne for det, der ikke er nødvendigt og så kører til bunden af fjorden og retur til teltet med næsten tom slæde på samme dag. Disse afstikkere ind i de dybe fjorde er ved slædepatruljen ofte på en distance på 30-50 kilometer og de bliver betragtet som fuldt forsvarlige, når blot siriusfolkene medbringer sovepose, liggeunderlag, lidt proviant og en riffel. Fordelen ved at lette slæden for vægt er oplagt. Det betyder under normale omstændigheder, at hastigheden øges betragtelig og at man derfor kommer hurtigere frem end normalt. Herudover skåner det naturligvis også hundene, der ikke skal bruge nær så mange kræfter på at trække slæden, som når den er fuldt lastet.

Motiverede hunde i opkørt spor Turen fra teltpladsen om morgenen ved Schnauders ø til Brønlunds grav ved Lambert Land blev kørt med 2 slæder om formiddagen. To slæder laver et godt spor, og man må formode, at Kock og Tobias har kørt foran på skift, for at fordele byrden ligeligt på de 2 slædespande. Sådanne spor holder sig friske længe, bl.a. fordi hun268

GRØNLAND NR. 6 · 2006

dene konstant letter ben undervejs. Koch og Tobias har derfor haft et forholdsvis friskt spor at returnere i senere på dagen.

Det spor har været på ca. 15 kilometers længde, afhængig af hvor de teltede nord for Schnauders ø.

Hvis Koch har kørt eftersøgningsturen alene, kunne han, inden han kørte nordpå, have sendt Tobias sydpå, til den teltplads de forlod om morgenen samme dag. Det er oplagt, at Tobias så ville returnere i det spor, som de selv kørte op sammen om formiddagen. Sporene kan derfor være blevet genopfrisket senere på dagen den 19. marts. Når man ved, at man skal køre tilbage i et friskt spor fra 2 slæder om formiddagen, kan Tobias naturligvis let have ekstra vægt på sin slæde, og det har derfor ikke været et problem, at medbringe store dele af Kochs slædeudrustning.

Spor kan naturligvis fyge til, hvis der er tale om ugunstige vejrforhold. Men det er meget usandsynligt, at de bliver visket helt ud, når de er kørt op med få timers mellemrum. Enten bliver de hårdføgne ved stærk vind – som noget tyder på, det var den dag – eller også daler sneen let ned i sporet, og lægger sig som pulversne, der let kan køres op igen. Uanset sne, kraftig vind eller andet, vil der også være et kraftigt lugtspor så kort tid efter. Sådanne lugtspor er en stærk motiverende faktor for hundene, og giver altid ekstra trækkraft.

Men det er ikke kun Tobias, der har haft mulighed for at drage fordel af at køre i friske opkørte spor. Hvis Koch har fulgt den rute, som »Kortet fra loftet« antyder, har han kørt fra Brønlunds Grav til Lægervallen. Denne del af turen er på ca.

15 kilometer. Herfra er han kørt videre til Gamle Jims øer, vestpå til Eli Knudsens øer og sydpå igen til Lægervallen. Denne del af turen er på ca. 50 kilometer. Ved

Lægervallen har han haft mulighed for at returnere i sit eget »gamle« spor til Brønlunds Grav og derfra fortsætte de 15 kilometer sydpå i det hovedspor mellem Brønlunds grav og Schnauders ø, der på daværende tidspunkt kan have været kørt op 2 gange tidligere. Det vil sige, at Koch kan have kørt 30 kilometer af ekstraturen på 80 kilometer i friske opkørte spor. Hvis det er tilfældet, har disse 30 kilometer været en forholdsvis overkommelig slædetur for hundene, der sandsynligvis kan have gennemført dem væsentlig hurtigere end normalt.

Det muliges kunst Der er altså, efter min mening, flere faktorer der peger på, at man ikke umiddelbart kan udelukke, at Koch kan have gennemført en eftersøgningsrute på 80 kilometer alene. Hvis han har gjort det, har han efter al sandsynlighed haft forholdsvis friske hunde, der samtidig har været i god foderstand. Han har herudover haft mulighed for, at køre ekstraturen med let slæde, ved at lette den for unødvendig udrustning og proviant, og sende det sydpå med Tobias. Herudover er der meget der tyder på, at han har haft mulighed for at køre 30 kilometer af ruten i forholdsvis friske og opkørte spor. En ikke uvæsentlig faktor, der gør hundeslædekørsel meget

lettere, hurtigere og motiverende for hundene.

Siriusfolk, der kommer hjem fra en lang nordtur på 3000 kilometer, kan til enhver tid køre 60-80 kilometer ekstra, hvis det er tvingende nødvendigt. Også selv om det tager op til 14 timer. Det kan de selvfølgelig kun gøre under forudsætning af, at vejret tillader det. Koch har været i ekstrem god form. Både fysisk og psykisk. Der er ingen tvivl om, at han var gjort af godt stof og var en rutineret slædekusk med stor erfaring fra sin lange nordtur. Koch var også en mand, der ville gå til den yderste grænse af sin ydeevne for at løse sin eftersøgningsopgave. Hvis han har kørt »ekstraturen« på ca. 80 kilometer har han måske været tæt på denne grænse, og han har formentlig ikke været fremme ved Tobias og teltpladsen nord for Schnauders ø før tidligt om morgenen den 20. marts.

Museumsleder Ove Sørensen, etnograf og medlem af Slædepatruljen Sirius 81-83. Har deltaget i flere ekspeditioner til Nordøstgrønland. Senest sommeren 2006, hvor han besejlede den sydlige del af nationalparken i en gammel Siriuskutter. Herudover koordinator på projekt »I 100-året for DanmarkEkspeditionen 1906-08«, der bl.a. indbefatter en stort anlagt mindeekspedition til Danmarkshavn 2007 for 55 deltagere.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

269

I Mylius-Erichsens slædespor – status på arbejdet med at søge efter spor af Danmark-Ekspeditionens slædehold 1 – iagttagelser fra feltarbejdet på syv ekspeditioner til Danmarks-Fjord og Lambert Land

Af Finn Rasmussen

Ekspeditionen på 79 Fjorden i 1996. Foto: Finn Rasmussen.

De tre deltagere på Danmark-Ekspeditionens slædehold 1, ekspeditionslederen Ludvig Mylius-Erichsen, kartografen N. P. Høeg Hagen og kateket og slædekusk Jørgen Brønlund døde et sted mellem Danmarks-Fjord og Lambert Land i efteråret 1907, og kun Jørgen Brønlunds lig og dagbog er blevet fundet. Siden da har utallige ekspeditioner været i dette område af Nord270

GRØNLAND NR. 6 · 2006

østgrønland for at finde de to øvrige mænd, deres dagbøger og videnskabelige optegnelser. Disse eftersøgningsekspeditioner er kommet i fire bølger. Alle ekspeditionerne har haft til formål at finde dagbøger og videnskabelige journaler men også at få skabt klarhed over, hvorfor slædehold 1 gik til grunde på denne ekspedition – »the most heroic struggle on record«.1

Forsøgene på at klarlægge de tre mænds skæbne Den første bølge bestod af to ekspeditioner, der kom ind i området fra hver sin side. Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen fra Alabama-ekspeditionen kom over indlandsisen ind i bunden af DanmarksFjord fra sydøst, og Knud Rasmussens 1.

Thule-ekspedition kom ind i området fra vest over indlandsisen.

Den næste bølge af eftersøgningsekspeditioner kom med et primært videnskabeligt formål, men de benyttede lejligheden til at prøve, om de kunne løse mysteriet og forklare de tre mænds forsvinden.

Det drejer sig om Lauge Kochs Jubilæumsekspedition fra 1920-23 og hans mange kortlægningsekspeditioner fra 1926-58, og så ikke mindst Eigil Knuths Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition 1938-39 og senere hans Peary Land ekspeditioner, men der var andre, der var på udkig, som f.eks.

Elmar Drastrup og Finn Christoffersen på Dansk Hundeslæde-ekspedition 1938-39.

Den tredje bølge er tiltag i forbindelse med forsvarets og Sirius’ arbejde i Nordøstgrønland, f.eks. N. S. Preben-Andersens Lambert Land Ekspedition til Jomfru Tidsfordrivfjord i 1967 og genopdagelsen af Brønlunds grav i 1963.

Den fjerde bølge er mere omfattende og består af en række private ekspeditioner, hvis primære formål har været at løse gåden. Det drejer sig om Jørgen Brønlunds Mindeekspeditioner i 1984 og 1987, Nordøstgrønlandsekspeditionerne i 1987, 1988, 1989, 1991, 1995, og 1996 og Mylius-Erichsens Mindeekspeditioner, der har været på rejse i området i 1989, 1991, 1993, 1996, 2001 og 2005.

I den eksisterende forskning og det igangværende feltarbejde med henblik på at finde en forklaring på, hvad der blev af slædehold 1, er der to skoler. Der er dem,

Helmut Haacke på 79 Fjorden i 1996.

Foto: Finn Rasmussen.

der tror, at slædehold 1 rejste hjem helt eller delvist langs yderkysten, og dem, der tror, at de tre mænd kom til Lambert Land fra en vestlig eller nordvestlig position, således at de er gået ind over land med kurs mod Lambert Land et stykke nede i Danmarks-Fjord eller evt. helt nede i bunden af fjorden. I kredsen omkring Mylius-Erichsens Mindeekspedition har vores teoridannelser altid taget udgangspunkt i indlandsteorien.

I hovedsagen skyldes det, at DanmarkEkspeditionens depoter på Erik S. Henius Land (depot 1), Amdrups Land (depot 2) og Depotgletscheren (depot 3) alle var urørte, da Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen kom forbi dem i 1910. Det virker for os helt usandsynligt, at et slædehold i dyb krise, bl.a. fordi de sulter, lader depoterne urørte. Forholdene ved det nordligste depot på Erik S. Henius Land er vanskelige at klarlægge entydigt, bl.a. fordi fraværet af den af lederen af Danmark-EkspeditioGRØNLAND NR. 6 · 2006

271

nens slædehold 2, J. P. Koch, udlagte besked kan fortolkes både som udtryk for, at Mylius-Erichsen har været på stedet og tog beretningen med sig, og som et resultat af, at dokumentet kan være forsvundet på anden vis. Depotet havde inden 1910 tydeligt været forstyrret af dyr. Gennemgangen af depotets faktiske indhold dels i 1907 og dels i 1910 synes dog at pege på, at slædehold 1 ikke nåede ud til dette depot, men at man på et tidligere tidspunkt må have besluttet sig for at ændre på rejseplanerne og have valgt en anden rejserute end den oprindelige med Koch aftalte.2 Begrundelsen for at ændre rejseplan er nærliggende. Ligesom der ofte er åbent vand ved Mallemukfjeldet hele sommeren, så har vi på Mylius-Erichsens Mindeekspeditioner både i 1988, 1989, 1991 og ikke mindst i 2001 og 2005 observeret rigtig meget åbent vand ved Nakkehoved.

Det kan også have været tilfældet i 1907 og medført en ny beslutning om hjemrejserute.

Varden i Ulvebakkerne og på Sommerpladsen Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen når Danmarks-Fjord som de første efter slædehold 1 og 2. De kommer ned fra indlandsisen i bunden af fjorden og rejser hele fjordens længde til Kap Rigsdagen i nord.

Knud Rasmussen ankommer i 1912 sammen med Peter Freuchen, Inukitsoq og Uvdloriaq over indlandsisen fra vest og går ned i Zig-zagdalen, så han kommer ud i Danmarks-Fjord ved Ulvebakkerne, men Mikkelsen kom først – godt to år før Knud Rasmussen. Han kommer til varden i Ulvebakkerne den 22. maj, 1910. I varden finder han det sidste kendte skriftlige udsagn fra Mylius-Erichsens hånd – vardeberetningen fra Ulvebakkerne dateret 272

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Varden i Ulvebakkerne med det store stykke flydetræ. Foto: Finn Rasmussen.

12. september, 1907.3 Ejnar Mikkelsen genrejser ikke varden og efterlader heller ingen beretning, så derfor passerer Knud Rasmussen i juni 1912 stedet uden at opdage den ødelagte varde. På Mylius-Erichsens Mindeekspedition fandt vi den i 1991. Vi genrejste varden i 1993 og nedlagde en plastarmeret kopi af den oprindelige vardeberetning.

Ved varden lå stadig det store stykke flydetræ,4 der fik Mikkelsen til at ræsonnere, at slædehold 1 måtte have haft træ nok til at fyre med: »... men de maa have haft plenty Drivtømmer siden de i saa Fald har ladet et saa stort Stykke ligge.«5 Der lå endvidere et kranium af en moskusokse, hvoraf det tydeligt fremgik, at resten af kroppen var fjernet sikkert med henblik på transport ud af området. MyliusErichsen skriver i sin vardeberetning, at de havde skudt 8 okser på Sjællandssletten, og denne var tydeligt en af dem. Når vi ellers finder skeletter af okser, så finder vi normalt kraniet sammen med resten af benraden.

Varden røbede sig ved, at en hel masse store flade sten lå spredt inden for et me-

get lille område, og de var sunket præcist så langt ned i overfladen som stenene ved bålpladsen på Sommerpladsen, der også har ligget på overfladejorden i små 100 år.

Det var tydeligt, at stenene havde været anvendt i et bygningsværk, og det var også klart, at Mikkelsen og Iversen ikke havde genrejst varden, inden de forlod den.

Vi vendte alle sten og undersøgte jordoverfladen omhyggeligt. Det skulle således være godtgjort, at alt kildemateriale er fjernet fra dette sted. Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor slædehold 1 ikke selv har væltet denne varde igen, hvis de, som man formoder, er kommet tilbage gennem Danmarks-Fjord på deres vej mod Lambert Land. Den umiddelbare konklusion må være, at de er gået op på østsiden af Danmarks-Fjord, inden de er nået så langt ind i fjorden som dette sted.

Fire dage senere kommer Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen til Sommerpladsen på østkysten af Valdemar Glückstadtland, hvor slædehold 1 tilbragte tiden fra 14. juni til 8. august 1907.

I løbet af sommeren beskæftiger slædehold 1 sig med minutiøse opmålinger af landet ved Sommerpladsen og bygger til det formål 8 stenvarder. Hagen nummererede dem med romertal fra IV til XI. Varde X, som Hagen kaldte Himmelbjerget, blev for første gang lokaliseret på Mylius-Erichsens Mindeekspedition i 2001 af Erling Gai og Måns Laudon. Punktet er markeret både på Hagens arbejdsskitse og på det rentegnede kort.6 På det sidstnævnte findes i øvrigt ingen romertal og kun to varder med tilknytning til Sommerpladsen, nemlig Himmelbjerget og Brønlunds varde.

På Mindeekspeditionen lykkedes det at lokalisere Himmelbjerget den 26. juli, 2001 knap 11 km vest for Sommerpladsen. På begge Hagens kort er fjeldet placeret ca. 25 km vest for selve lejrpladsen.

Tidligere ekspeditioner har flere gange ledt i dette område.

I 2001 gik vi ud fra Sommerpladsen og Mylius-Erichsens egen beretning dateret 8. august, 1907: »De i denne Vardes Nærhed byggede Varder er opførte af Hagen i trigonometrisk Opmaalings Øjemed og rummer ingen Beretning«.7 Anledningen til at vi valgte Sommerpladsen som udgangspunkt var, at X på Himmelbjerget er angivet på samme måde og med helt samme skrift og hældning på arbejdsskitsen som de øvrige romertal og derfor rimeligvis måtte være en del af det netværk af varder, der indgår i den trigonometriske opmåling. Skal der være nogen mening med trianguleringen, må der være øjenkontakt mellem varde X og mindst to andre kendte punkter. Sådan som Himmelbjergsvarden er placeret på Hagens kort, bliver dette i virkeligheden en umulighed.

Et navn som Himmelbjerget giver man ikke et hvilket som helst fjeld. Med andre ord så ledte vi efter en markant top, der kunne give associationer om et »himmelbjerg«, og som skulle kunne ses fra en eller flere af varderne ved Sommerpladsen.

En mistanke om, at fjeldet kunne være

Måns Laudon ved varde VI. Foto: Mogens Holmgaard.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

273

Mylius-Erichsens Mindeekspedition på Himmelbjerget i 2001. Foto: Mogens Holmgaard.

angivet forkert på Hagens kort, blev bestyrket af vores viden om, at han fejlplacerer Hagens varde i Hagen-Fjord med mange kilometer. Den varde blev fundet i 1988 på Nordøstgrønlandsekspeditionen mange kilometer nord for det på kortet angivne sted på østkysten af HagenFjord.8 Da vi kom op på Himmelbjerget fandt vi topvarden delvist sammenstyrtet og – som forventet – var der ingen efterladt meddelelse. Størrelsen på stenene tydede dog på, at dette ikke var én mands værk.

De øvrige 7 romertalsvarder er allerede kendt og relativt lette at finde ved hjælp af Hagens arbejdsskitse. Man kan på en aften gå turen fra den ene til den næste. Varderne IX og XI er i dag de eneste helt intakte varder. Lige under mandshøjde, slanke, nærmest majestætiske og snart 100 år gamle. De ligger ca. 3 km inde i landet.

Varde VII ligger nogle kilometer nærmere kysten på et langstrakt højdedrag nord for Sommerpladsen og er i dag del274

GRØNLAND NR. 6 · 2006

vist faldet sammen. Langs kysten omkring en km inde i landet ligger som på en perlerække regnet fra syd, varderne V, IV, VI og VIII på en strækning af højest 6 km.

Varde V kalder Mikkelsen for Brønlunds varde. Der er dog ikke noget, der forbinder romertal V på Hagens kortskitse med krydset og navnet Brønlunds varde på det rentegnede kort, så det er Mikkelsens fortolkning, at den første varde, han støder på, er Brønlunds varde.

Den ligger på en markant fjeldryg ca. 2 km syd for Sommerpladsen. Varden har været væltet og er delvist genopbygget.

Den har været mandshøj at dømme efter billedet i Ejnar Mikkelsens rapport,9 og den har været meget synlig for rejsende fra alle sider.

Varderne IV og VI er i dag faldet helt sammen men endnu synlige på nært hold.

De kan ikke ud fra antallet af synlige sten have været mere end ca. 1⁄2 meter høje.

Begge er bygget på lerjord og er sandsynligvis derfor faldet sammen. De ligger på hvert sit højdedrag 900 meter ret inde i

Udsnit af N.P. Høeg Hagens kortskitse med romertalsvarderne. Foto: Mogens Holmgaard.

landet set fra Sommerpladsen. Mellem de to varder løber en elv, som udmunder ved lejrpladsen. Denne elv er afmærket på Hagens kort og afvander den sø, som han har placeret 3 km inde i landet. Afstanden mellem de to varder er nøjagtig 500 meter.

Varde VII er bygget på en fjeldtop 4 km nord for Sommerpladsen. Denne varde fandt Knud Rasmussen i 1912, og han troede, at dette var en hovedvarde men fandt ikke noget i den. Hans egen efterladte beretning blev hjemtaget af Eigil Knuth i 1949.

Hvorfor savnes romertalsvarderne I, II og III på Hagens kort? I hvilken varde fandt Ejnar Mikkelsen Mylius-Erichsens beretning? Og hvilken varde navngav Hagen med Brønlunds navn?

Muligvis skal varderne I, II og III, der ikke findes angivet på noget kort, forstås som hovedvarder, der skulle have et rigtigt navn og indeholde beretning om ekspedi-

tionens ve og vel. Med baggrund i det ræsonnement skulle Mylius-Erichsens varde ved Kap Glacier være romertal I, Hagens varde i Hagens Fjord skulle så være romertal II og Brønlunds varde være romertal III. De skulle altså indeholde en beretning. Dette passer på de to første, men passer det på den sidste?

Ejnar Mikkelsen sætter dagsordenen, da han kalder den store varde V for Brønlunds varde, men mener Hagen det? Mikkelsen finder ingen beretning her. Den finder han i den mindre signifikante varde IV: »Det var rigtig nok en Varde som jeg mente at have set, men da den ikke indeholdt det ringeste, antog jeg den for den paa Kortet mærkede »Brønlunds varde«, jeg gik da lidt nordefter og fandt ogsaa deres Sommerlejr. Ved at se mig nøje om opdagede jeg en lille Varde paa Toppen af en Bakke c: 1⁄2 Mile GRØNLAND NR. 6 · 2006

275

fra Teltpladsen og gik der hen for at se om den indeholdt noget. Der var en Beretning af M.E. der indeholdt en Beskrivelse af hvad der var hændet siden de forlod Koch den 28/5«.10 I Iversens dagbog kan man finde de samme oplysninger. Fra varde V ser de en anden varde. Iversen skriver, at den ligger i en afstand af 11⁄2 Kvtm ( 1 kvtm = 1,875 km).11 Med GPS målte vi afstanden til varde IV til 2,3 km. Og til varde VI 2,8 km. Da Mikkelsen står ved Sommerpladsen skønner han, at den varde, hvori der er beretning, ligger i en afstand af 1⁄2 mile (1 nautisk mil = 1,852 km) – altså 925 meter. Med GPS bliver afstanden målt til 900 meter.

Når man kommer sydfra ser man først den store varde V. Den er i dag genopbygget men ikke så monolitisk i statur, som da Mikkelsen fotograferede den i 1910.

Den har formodentlig været væltet, da Knud Rasmussen kom forbi i 1912. Det er naturligt at antage, at det er Brønlunds varde, fordi den er så monumental, men hvis Brønlunds varde skal indeholde beretning – og det er logikken i de navngivne varder på Hagens kort, så er det ikke Brønlunds varde. Fra varden ser Mikkelsen en ny varde 11⁄2 kvtm (2,8 km) længere mod nord. Der ligger Varde IV og VI. Mikkelsen vandrer mod den sigtede varde, mens Iversen kører slæden rundt om pynten, hvorefter de begge finder lejrpladsen ved strandkanten 2 km nord for varde V. Herfra ser de »1⁄2 Mile« (900 meter) inde i landet den varde Mikkelsen observerede fra varde V, og her finder de Mylius-Erichsens beretning dateret 8. august 1907 i et termometerhylster. De står nu ved enten varde IV eller varde VI. Afstanden passer på varde VI, men det sandsynlige er varde IV, der ligger på samme side af elven som slædehold 1’s lejrplads 276

GRØNLAND NR. 6 · 2006

og dermed den varde overhovedet, der ligger nærmest lejren.

Vi kunne selv efter mange dages eftersøgning ikke finde spor efter en varde III, så selv om Mylius-Erichsen havde tænkt sig en selvstændig varde III til sin beretning på Sommerpladsen, så bliver den de facto lagt i den eksisterende trigonometriske varde IV ved afrejsen. Man kan undre sig over, at han vælger en af de mindre varder til sin beretning, men han antog måske, at det, som kommende rejsende først ville finde, var det markante bålsted med slædemeden, og varde IV er den varde, der ligger nærmest bålstedet, så måske derfor vælger han den.

Knud Rasmussen ankommer til Sommerpladsen den 3. juni 1912 på sin 1.

Thule-ekspedition. Han skriver: »Vi undersøger Omegnen og finder inde i Land paa et Par Fjældtoppe to smaa Trianguleringsvarder, antagelig opført af Hagen under hans Kortlægningsarbejder her. Og endelig et Stykke længere fremme langs Kysten – paa et iøjnefaldende og fremspringende Fjæld, som vi antog for Kap Kronborg – en ret høj Hovedvarde, hvor sikkert Beretningerne maatte ligge ... Hele den Maade, hvorpaa varden er bygget og Stedet, hvor den er lagt, siger jo, at den maa have været beregnet paa en Ekspeditionsmeddelelse.«12 Til deres store ærgrelse og forundring finder de intet skriftligt fra Mylius-Erichsen og heller ingen som helst tegn på, at Mikkelsen og Iversen har passeret pladsen to år tidligere. Det er varderne IV, VI og VII, Knud Rasmussen finder. Mikkelsen har taget beretningen i varde IV og i varde VII efterlader Knud Rasmussen sin egen beretning. De ser ikke varde V, og det taler for, at Mikkelsen har væltet den og ikke

»Vi tror, at de landområder, som er synlige nord og vest for os, er Melville Land, og måske kan vi nå dertil i løbet af to dage.«13

Varde XI. Foto: Mogens Holmgaard.

genrejst den – samme adfærd som han udviste i Ulvebakkerne.

Danmark-Ekspeditionens måske fornemste resultat, at Peary Kanalen ikke eksisterer, fik Mikkelsen den 26. maj, 1910.

Knud Rasmussen så det ved selvsyn i juni, 1912 – og beskeden kom til Danmark med Mikkelsen i 1912.

Danmarks-Fjord – men hvordan endte slædehold 1 i det hele taget i Danmarks-Fjord?

Slædehold 1 skilles fra Danmark-Ekspeditionens slædehold 2 den 1. maj på Nordostrundingen. Den 5. maj slår de lejr på nordspidsen af Dagmar Ø, og hvad kan man egentlig se på nordspidsen af Dagmar Ø, hvor slædehold 1 letter slæden for lidt udrustning og noget pemmikan?

Det er altså den fortolkning af de nye landtoninger, der hersker på holdet. Det er her, Mylius-Erichsen – på baggrund af bl.a. den nævnte fortolkning – træffer den første skæbnesvangre beslutning, nemlig at holde mod sydvest og rejse ind i Danmarks-Fjord.

Det er ofte blevet fremført, at slædehold 1 her afslører sig som dårlige opdagelsesrejsende. Det er ikke en fair eller rigtig antagelse. Slædehold 1 træffer her den logiske og helt rigtige beslutning. De ved, at de er 11 minutter – svarende til ca. 20 km – længere nordpå end Pearys vardes position på 81.37. Samtidig ser de, når de kigger mod vest en ubrudt kystlinje hele vejen mod nord, fordi Thyras Ø og Kap Rigsdagen spærrer for, at man kan se åbningen af Independence Fjord. Kigger man derimod mod sydvest får man et fint vue ind i Danmarks-Fjord, som mændene må antage er Independence Fjord. De søger da også straks over mod den fjerneste kyst – vestsiden af Danmarks-Fjord, hvor de går i land den 8. maj. Der går i alt 13 dage, inden de når bunden – omkring den 12.-15. maj når de den breddegrad, hvor Pearys varde længere mod vest står – og de må begynde at forvente, at fjorden skal dreje mod vest – skarpt mod vest, hvis de skal nå Pearys varde via denne fjord. Den 21. maj går det op for dem, at det er den forkerte fjord – de når bunden af Danmarks-Fjord. Beslutningen om at gå ind i Danmarks-Fjord er der imidlertid som beskrevet ikke noget i vejen med.

Man har undret sig over, at Høeg Hagen laver et voldsomt knæk på bunden af Danmarks-Fjord. Fjorden er faktisk nogenlunde lige hele vejen fra Kap RigsdaGRØNLAND NR. 6 · 2006

277

gen til bunden. Det har været forklaret med, at der ikke var plads på kortet. Der er nok en mere ligefrem forklaring på det.

Både på kladden og rentegningen er hans målestoksforhold ca. 1:550.000. Kontrol af Hagens målinger længere oppe i fjorden, hvor han har haft god tid, og hvor der som regel er mange sigtelinjer, f.eks. ved Kap Rigsdagen, Gundersteddal og Pinseskæret, viser, at hans målinger er noget i overkanten af de præcise data, vi har i dag, men ikke alarmerende. I bunden af Danmarks-Fjord er hans målinger næsten konsekvent dobbelt så store, som de er i virkeligheden. Det gælder f.eks. Fyns Sø eller bredden af Danmarks-Fjord.

Det er i virkeligheden tiden, der hæmmer ham. Hagen når at lave to, tre forkølede pejlinger i bunden af fjorden, og som hans kladde antyder, så har han ikke selv megen tiltro til dem. Hans streger forbindes ikke med nogen fikspunkter på den anden side af fjorden. Han har altså kun en vag ide om afstandene her, men hans

»øjemål« er godt nok til at få et indtryk af konturerne i landet.

Manglen på de sædvanlige pejlinger har medført, at han er mere afhængig af sit »øjemål« end vanligt. Han har godt nok fået anbragt de fleste karakteristiske ting i landskabet på sit kort, men da han skal koble sine observationer fra bunden af fjorden på det Danmarks-Fjordkort, han har tegnet korrekt, så længe pejlingerne rakte, nemlig ned til ca. 81º N, da begår han fejlen. Hans øjemål snyder ham. Han kobler bunden af fjorden på resten af kortet under indtryk af et optisk bedrag, som man kan konstatere, hvis man står i bunden af fjorden. Når man kigger op gennem Danmarks-Fjord, kan man dårligt se forbi Kap Holbæk. En ret linje fra den vestlige side af Danmarks-Fjord forbi Kap Holbæk lader kun betragteren se en ganske smal stribe vand, fordi Kap Viborg længere oppe på østsiden lukker af. Det indtryk, man får, er, at Danmarks-Fjord forsvinder i en vinkel vestover bag Kap

Finn Rasmussen ved varde VII i 1988. Foto: Finn Rasmussen.

278

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Holbæk. Hagen ved, at Danmarks-Fjord længere nordpå går næsten ret nord-syd, så han korrigerer på »øjemål« og ikke pga. præcise målinger ved at dreje bunden af fjorden, hvor han alligevel kun havde ringe måleresultater.14 Man er nødt til at prøve at forstå, hvordan rejsende i nyt land må opfatte, forstå og fortolke det, de ser, i nuet og uden den viden, vi med satellitkort og GPSere sidder inde med.

Kap Rigsdagen Det er en af ekspeditionshistoriens mest usandsynlige hændelser, at Danmark-Ekspeditionens slædehold 1 og 2 den 27. maj kommende fra hvert sit nyopdagede landområde møder hinanden på isen ud for Kap Rigsdagen, hvor de oprindeligt skulle være skiltes. Der bliver fest i teltet hos slædehold 2, og Mylius-Erichsen går i land for at overveje situationen. Foråret var stærkt fremskredet – det var tid at vende hjem til baselejren i Danmarkshavn.

Nogle har ment, at han denne nat på Kap Rigsdagen kunne have rejst en varde for at markere afslutningen på ekspeditionsværket. Ved flere lejligheder har vi på Mylius-Erichsens Mindeekspedition været på stedet. Der er ikke nogen varde. Nede ved kysten findes et depot efter Eigil Knuth. Den varde Mylius-Erichsen kunne have bygget her som afslutning på værket, burde jo netop også bygges et andet sted, fordi Mylius-Erichsen allerede på dette tidspunkt med sig selv havde besluttet, at han ville videre ind i Independence Fjord og afslutte korttegningerne derinde. Slutstenen, Hagens varde, blev netop bygget dér, hvor Hagen tegnede de sidste streger af Grønlandskortet, nemlig den fjord, der da også passende fik hans eget navn.

Men det er endnu en skæbnesvanger beslutning Mylius-Erichsen træffer, da han om natten mellem den 27. maj og 28. maj beslutter sig for alligevel ikke – som aftalt – at returnere til Danmarkshavn med slædehold 2 – og i stedet for vil drage ind i Independence Fjord for at nå Pearys varde ved Navy Cliff.

Man kan undre sig over, hvor lidt ekspeditionslederen har rådført sig med sin kartograf. Høeg Hagen kender den nøjagtige position på Pearys varde,15 og de kender positionen på Kap Rigsdagen (næsten helt præcist angivet i vardeberetningen fra Sommerpladsen). Afstanden mellem de to steder er 197 km, men alligevel skriver Mylius-Erichsen til Trolle, den midlertidige leder af ekspeditionsfolkene i Danmarkshavn, at de drager 40 miles eller ca. 65 km ind til Pearys varde.16 Han forudser en tur på to-tre dage.

Der har været andre ting på spil. Den ærekære ekspeditionsleder har ikke kunnet affinde sig med et ringere ekspeditionsresultat for sit eget vedkommende end det, J.P. Koch havde opnået ved at finde Pearys varde på Kap Wyckhoff, og derfor har han formodentlig mere lyttet til Kochs beretning om, at slædehold to på isen lige efter Peary Land har kunnet se Academy bræen – og han har så troet, at man hurtigt kunne nå derind. Den antagelse er også rigtig, for med forrygende fart når slædehold 1 i løbet at tre nætters kørsel Kap Glacier, hvorfra de kan se over til Navy Cliff, hvor Pearys varde står – og de kan forvisse sig om, at der ikke er nogen kanal mellem det nuværende Peary Land og resten af Grønland. De har løst en af ekspeditionens store opgaver – og de har rejst hurtigt – 50 km om dagen, men man kan med rette stille spørgsmålstegn ved det lederskab, som Mylius-Erichsen her udøver. I første omgang går det jo godt – rigtig godt, så han straks igen tilsiGRØNLAND NR. 6 · 2006

279

Hagens varde, da den blev fundet 29. juli 1988. Foto: Finn Rasmussen.

desætter sikkerheden i den stramme rejseplan på to-tre dage for at kunne kortlægge endnu to fjorde, nemlig Jørgen Brønlunds Fjord og Hagen-Fjord. Det tager otte dage, så to-tre dages rejse ind i Independence Fjord er nu blevet til 12 dage – og fejlkalkulationen lurer lige om hjørnet. Den bliver åbenbar den 14. juni, hvor slædehold 1 må opgive hjemtur i foråret og oversomre på østkysten af Valdemar Glückstadtland indtil 8. august.

Hagens varde Mylius-Erichsen efterlod sig fire skrevne beretninger, efter han forlod slædehold 2 på Kap Rigsdagen om aftenen den 28. maj. Den første, der blev nedlagt i MyliusErichsens varde ved Kap Glacier blev fundet af Lauge Koch på Jubilæumsekspeditionen i 1923. Den tredje i Jørgen Brønlunds varde på Sommerpladsen og den fjerde i Ulvebakkerne blev som nævnt fundet af Ejnar Mikkelsen i 1910 og 280

GRØNLAND NR. 6 · 2006

hjembragt i 1912. Den i kronologisk forstand anden beretning blev fundet på Nordøstgrønlandsekspeditionen den 29. juli 1988 og er først og fremmest vigtig, fordi den fuldender eftersøgningen efter kendte beretninger, og fordi den beviser, at ting kan findes i velbevaret stand den dag i dag.

Det kan undre, at Hagen placerer varden mange kilometer sydligere på kortet end det sted, hvor den blev fundet. Der er imidlertid ikke tvivl om, at det er her, han sætter de sidste streger på sit kort, nemlig bræen i bunden af Hagen-Fjord.

32 km depotet Vi fandt depotet både i 1988, 1993 og 2001, og der var tydeligt sten på stedet, der havde været anvendt til at fastholde en teltdug eller presenning, der kunne dække udrustning og proviant, men der var intet tilbage ud over stenene og et stort stykke flydetræ.

Bunden af Danmarks-Fjord

Depotgletscheren

Mange har antaget, at slædehold 1 er steget op på indlandsisen i bunden af Danmarks-Fjord. Det er meget sandsynligt – selv om isen ser stejl ud og som regel er mellem 30 og 60 meter høj, så er der en del steder, hvor isvæggen er brudt sammen, så der bliver en naturlig vej op. Mindeekspeditionens hold 2 med Erling Gai og Måns Laudon har i 1993 minutiøst afsøgt området i bunden af fjorden efter spor uden at kunne finde noget. De var meget omhyggelige, men i et så rodet terræn, der hele tiden ændrer sig på grund af afsmeltningselvene, kan der godt være en opstigningsvarde i det område – det er dog mere sandsynligt, at slædehold 1 er gået op her uden at sætte noget synligt vartegn.

Danmark-Ekspeditionens depot 3 var urørt, da Ejnar Mikkelsen og Ivar Iversen kom dertil den 25. juni, 1910. De finder petroleum, masser af hundepemmikan, tøj og patroner – og de enten bruger eller tager det meste med. Da Mindeekspeditionens hold 1 fandt depotet i 1989, var der kun et par slædeski og isbjørneknogler tilbage. Slædeskiene havde træbeslag til fastholdelse af lædersurringerne som dem Danmark-Ekspeditionen benyttede, men de lignede også dem, som Eigil Knuth tegnede i sin ekspeditionsrapport fra Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition.17 Der er en lille forskel, der taler til fordel for Danmark-Ekspeditionen. Eigil Knuths læderstropper sættes i fra siden, men på Danmark-Ekspeditionen satte man dem i

Slædeski fundet ved Danmark-ekspeditionens depot 3. Foto: Finn Rasmussen.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

281

Ekspeditionen på 79 Fjorden i 1996. Foto: Finn Rasmussen.

fra undersiden af beslaget, der derefter blev skruet på skien, så endeknuden var helt væk. Det var sådanne fire beslag, vi fandt på skiene ved Depotgletscheren. »På det flade stykke strand, hvor der kan laves depot, fandt vi to slædeski i et næsten udtørret elvleje. Den ene ski måler 296x8x1,5 cm. Den er let tilspidset i den ene ende. Den lå ca. 25 meter fra stranden. I umiddelbar nærhed af den lå et beslag eller en binding, men der har været seks. Den anden ski var brækket og mere fugtig. Den havde målene 217x9x1,5 cm. Den lå ca. 10 meter fra strandkanten i samme elvleje på første småstensterrasse. Der var tre træbeslag på den, men den har formentlig også haft seks. Vi tror, at dette sted må have været benyttet af både DanmarkEkspeditionen, Alabama-Ekspeditionen og Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition. Isbjørneknoglerne fra både Danmark-Ekspeditionens og Dansk 282

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Nordøstgrønlands Ekspeditionens jagter ligger lidt længere henne ad stranden i stort tal«.18 Det er usandsynligt, at de sultne mænd på slædehold 1 er kommet ned langs yderkysten eller kommet ned gennem Prinsesse Caroline Mathildes Alper, hvor vi tilbragte en dag med at søge i 1989, når depotet 3 med både beretninger og masser af menneske- og hundeføde, var urørt i 1910.

Skærene i 79 Fjorden og sydsiden af Hovgaard Ø I inderkredsen omkring forskningen i den skæbne, der overgik slædehold 1, har det ofte været hævdet, at dagbøgerne måtte ligge på de små skær sydøst for Kap Adolph Jensen på Hovgaard Ø. Det er rigtigt set, og det ligner en logisk tanke, at de tre mænd, da det blev rigtig svært, på vej over 79 Fjorden valgte at deponere deres

Klippehylden ved Jørgen Brønlunds grav, hvor han blev fundet. Foto: Jørn Ladegaard.

dyrebare dagbøger på Skærene – ikke ulig det Ejnar Mikkelsen gjorde i 1910, da han og Iver Iversen kom i vanskeligheder på vej mod Danmarkshavn. Ingen havde imidlertid, før Mylius-Erichsens Mindeekspedition var der i 1996, været på Skærene ved sommertid, hvor man kan finde ting.

Skærene, der er tydeligt synlige, hvis man kommer vest- eller nordvestfra, indbyder til, at man slår lejr her, inden man tager det sidste hug over den møjsomme fjord. Vi var heldige med vejret i 1996. Vi startede afsøgningen af de i alt 5 øer i let tåge, men resten af dagen var der høj sol, og vi fik kigget os godt omkring. Som et levende tæppe bevægede vi os frem over skærene. De to største er ikke skær men øer, og det er selvfølgelig muligt, at vi kan være gået forbi noget, men vi var alle stærkt opsatte på at gøre arbejdet godt specielt her, hvor vi vidste, at ingen før havde været om sommeren. De to store øer er ikke bredere, end at 6 mand, der

side om side går fra den ene ende til anden og returnerer langs den modsatte side af øen, kan dække det hele. Vi fandt således et air drop fra 1991.

Hvis slædehold 1 har efterladt sig noget på Skærene, så er der ikke længere spor efter det.

Kommer man vestfra fra Kronprins Christians Land eller nordvestfra ned gennem Dijmphna Sund, så er der flere logiske veje til depotet på Lambert Land.

En af dem går langs sydkysten af Hovgaard Ø. Denne kyststrækning havde naturligvis været besøgt før, men som så ofte før, så lagde vi vægt på at være der om sommeren.

Mindeekspeditionen sendte i 1996 hold 2 fra midten af kysten og vestpå til Kap Adolph Jensen og hold og 1 og 3 blev sendt østpå til Kap Anne Bistrup. Det er et stejlt, stenet og ugæstfrit terræn, og da fjeldene rejser sig tæt ved kysten, er vi ret sikre på, at der ikke kan findes spor af slædehold 1 her på denne kyst.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

283

Panoramaøerne og Tvillingeøerne Man kunne sagtens forestille sig, at der kunne være deponeret ekspeditionsudstyr og dagbøger på Panoramaøerne og Tvillingeøerne, der ligger som perler på en rad i isen langs sydsiden af 79 Fjorden. Både Jørgen Brønlunds Mindeekspedition 1984 og Mylius-Erichsens Mindeekspedition 1996 har været på alle øerne uden at finde andet end palæoeskimoiske bålpladser.

Lambert Land Lambert Land er blevet grundigt afsøgt af Sirius, Jørgen Brønlunds Mindeekspedition, Nordøstgrønlandsekspeditionen og Mylius-Erichsens Mindeekspedition i 1996. Jørgen Brønlunds dødsbudskab er præcist så tvetydigt og rummeligt, at det kan give anledning til alle mulige fortolkninger: »Omkom 79 Fjorden efter forsøg hjemrejse over Indlandsisen, i November Maaned Jeg kommer hertil i aftagende Maaneskin, og kunde ikke videre af forfrosninger i Fødderne, og af mørket.

(Aarsagen) andres Lig findes i Midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 21⁄2 Mil) Hagen døde 15 November og Mylius omtrent 10 dage efter.

Jørgen Brønlund.« Der er mange sidefjorde på Lambert Land, og der er mange steder, hvor man kan være midt for bræ. Det har derfor været logisk at afsøge hele Lambert Land. Jørgen Brønlunds Mindeekspedition har gjort det grundigst, men ingen af eftersøgningsekspeditionerne har fundet noget – og det er nok sandsynligt at »Omkom 79 Fjorden ... andres Lig findes Midt i Fjorden foran Bræ (omtrent 21⁄2 mil)« betyder det, der står, nemlig at de har ligget 284

GRØNLAND NR. 6 · 2006

ude midt i 79 Fjorden i en afstand af 18 km fra depotet. Det kan forklare, hvorfor Jørgen Brønlund kommer med så lidt udrustning til depotet. Noget har han ladet tilbage i lejren på isen – han har muligvis pendlet – eller muligvis haft planer om at pendle mellem dødslejren på 79 Fjorden og Lambert Land. Dødslejren på 79 Fjorden har været snedækket i 1908, så derfor kunne J.P. Koch og Tobias Gabrielsen på undsætningsrejsen fra Danmarkshavn ikke finde den – og da isen på 79 Fjorden bevæger sig udad med ca. 500 meter om året, så er dødslejren og de to ekspeditionsdeltagere naturligvis for længe siden forsvundet i ishavet.

Spørgsmålet er om de – ligesom Ejnar Mikkelsen gjorde det, da han kom i bekneb i 1910 – har efterladt de dyrebare videnskabelige optegnelser på en kyststrækning i området. Hvis de kan findes, kan de formodentlig også læses – og eftertiden kan måske få en forklaring på 77 dages hjemløshed i området mellem Ulvebakkerne og Lambert Land.

Der er således masser af spor efter Danmark-Ekspeditionens slædehold 1 i det nordligste Nordøstgrønland, men ingen af dem har kunnet bringe svaret på, hvad der skete med de tre mænd. Det er en stærk oplevelse at finde varder og udrustning efter slædehold 1, og det er bestemt en følelsesmæssig stærk oplevelse at være med til at finde skriftlig dokumentation efter slædehold 1, som vi gjorde på Nordøstgrønlandsekspeditionen i 1988, men vi er ikke kommet svaret på spørgsmålet om, hvad der skete med de tre mænd, og hvor de har været, nærmere. Det svar lader vente på sig.

Varden i Hvide Bugt På et kort tegnet af Eigil Knuth over området fra Station Nord, Pulkesund og Dan-

marks-Fjord er der i det nederste højre hjørne af kortet tegnet en cirkel og afsat et »?«. Under cirklen står der »cairn« – det engelske ord for varde. Hvad har Knuth vidst? Og hvornår var han her? Har han i 1955 på vejen ned til Kap Holbæk fået den tanke, at her kunne slædehold 1 været gået op på indlandsisen?

Da Mylius-Erichsen den 12. september 1907 i sin sidste vardeberetning i Ulvebakkerne skrev, at slædehold 1 nu ville begive sig hjemad gennem Danmark-Fjord og derefter følge yderkysten til Danmarkshavn, kunne han ikke vide, at der endnu ikke var islæg omkring Nakkehoved og Nordostrundingen. Der må have været åbent vand, for han nåede aldrig frem til Danmark-Ekspeditionens depot 1 ved Nakkehoved på Erik S. Henius Land.

Det er svært at tro på, at slædehold 1 skulle være rejst ned langs yderkysten til depotet på Lambert Land. Det er alt for ulogisk, at de tre sultne og senere døende mænd skulle lade mad og hundefoder urørt i depot 1, 2 og 3 på henholdsvis Nakkehoved, Amdrups Land og Depotgletscheren.

Hvis den antagelse er rigtig, at slædehold 1 altså ikke er kommet til Lambert Land via yderkysten, så må de være gået op på land et eller andet sted mellem det nuværende Station Nord og bunden af Danmarks-Fjord. Da varden i Ulvebakkerne ikke blev slettet igen eller forsynet med ny beretning enten dér eller i en ny varde på østsiden af Danmarks-Fjord, kunne det være rimeligt at antage, at slædehold 1 er gået på land længere oppe på østsiden af Danmarks-Fjord. Et af disse steder kunne være bræen i Hvide Bugt lige sydvest for Station Nord. Vi har på flere ekspeditioner set, hvor indbydende bræen har vist sig at være. Det er let at køre op på indlandsisen fra siderne af den. Den glider ganske blidt og fladt ud i havet, og den hæver sig så langsomt, at

man let kan komme op på den til fods.

Den 13. august, 1970 overfløj en af Flyvevåbnets catalinaer området. Varden blev bemærket fra flyet, og kaptajnen, Palle Krag, cirklede nogle gange rundt om den.

Med i catalinaen var kunstmaleren Kaj Walther, der hurtigt lavede to skitser. Den ene var en oversigtsskitse, der viste udflyvningen fra Station Nord mod Romer Sø, og den anden viser varden og den knøvs, hvor varden står. Palle Krag opgav positionen til N 81.23/ W18.50.

Et Sirius-hold med Jørn M. Bank og Jørn Ladegaard fandt den 24. februar, 1981 varden og undersøgte den i det omfang, det var muligt. Den var frosset godt sammen, og det var umuligt at gennemgrave overfladejorden.

Området er frygtelig kaotisk. Overalt gennemstrømmes det af små og store elve, og det er en stenørken, hvor alt roder.

Der er overhovedet ingen vegetation, og der er næsten ingen særlige kendetegn, som man kan orientere sig efter.

Da jeg den 15. juli, 2001 sammen med min makker, Helmut Haacke, ankom til vestsiden af bunden af Hvide Bugt, kunne vi konstatere, at Palle Krags positionsangivelse måtte være forkert. Fra vores lejr skulle der være 6-8 km til varden, men på vores GPS kunne vi se, at der var 23,9 km til positionen. Det ville betyde, at den skulle ligge inde på isen på Flade Isblink.

Det kunne ikke være rigtigt, så vi besluttede at gå anderledes til værks.

Fra Jørn Ladegaard havde vi fået en skitse af området indtegnet på et WACkort. På kortet var der indtegnet en fjeldfoldning, en sø og en ubugtning på en markant elv. Det så ud, som der var 3 km til søen og derefter ca. 3 km til bugtningen på elven. Vi besluttede at bruge GPSen til at angive, hvor langt vi kom fremad, for det er i uvejsomt terræn meget svært at holde rede på, hvor langt man er. Vi ville GRØNLAND NR. 6 · 2006

285

Tværbeslag, hvori læderstropper fæstnes, så skiene kan surres til slædemeden – fundet ved Danmark-Ekspeditionens depot 3. Foto: Finn Rasmussen.

bruge fjeldfoldning som afgrænsning mod vest og så ellers gå sydover langs foldningen.

Det viste sig at være en god ide. Vi fulgte foldningen og kom snart til det sted, hvor en elv skærer sig gennem foldningen, og dér lige foran os lå så søen blank og turkisblå. Vi var på rette spor, og vi var halvvejs fremme ved varden, men så blev det sværere.

Søen var let at finde. Dem er der ikke mange af, men der er uendeligt mange elve og bugtninger. GPSen reddede os ud af forvirringen i det kaotiske landskab.

Med den kunne vi holde rede på kurs og afstande. Alligevel måtte vi standse igen og igen for at kontrollere, hvad vi gjorde.

Da vi var kommet tæt på, skulle vi lede efter en kraftig bugtning og en y-forgrening, hvoraf det ene ben i y-et skulle gennembryde fjeldfoldningen.

Efter 5.5 km fik vi så øje på en stor sten, som vi holdt fokus på meget længe. Den 286

GRØNLAND NR. 6 · 2006

lå bare forkert. Den lå øst for bugtningen, og varden skulle ligge vest for bugtningen.

Da vi imidlertid var kommet ind på 50-75 meters afstand kunne vi se, at stenen var en varde. Det var varden! Den lå øst for bugtningen, altså måtte den være angivet forkert på WAC-kortet fra Sirius, men skidt med det. Vi kunne nu genkende den fra Jørn Ladegaards billeder. Det var den rigtige.

Vi fotograferede fra alle fire verdenshjørner, og Helmut Haacke foretog opmålinger. Der var fire lag sten samt en topsten. Der var desværre ikke spor efter Danmark-Ekspeditionen. Der var ikke spor efter nogen overhovedet!

Selv om der altså ikke var nogen beretning til identifikation af varden, så kunne det sagtens være den opstigningsvarde, som mange tror, at slædehold 1 satte, da de den 19. oktober, 1907 gik op på indlandsisen. Det har her været let at komme op på Flade Isblink, som slædehold 1 na-

turligvis antog for at være indlandsisen.

Indlandsisen ville være den helt naturlige motorvej ned til depotet på Lambert Land.

Det er kun eftertiden, der efter Lauge Kochs overflyvninger af området ved, at Flade Isblink er en isoleret iskappe, der fører rejsende ned i lavlandet igen og gennem dalene ved Centrum Sø og Romer Sø.

Slædesporene ved Blå Sø N. S. Preben-Andersen kom i 1984 hjem fra Jørgen Brønlunds Mindeekspedition med den nyhed, at han ved Blå Sø nordvest for 79 Fjorden havde fundet slædespor, der kunne være afsat af slædehold 1 i efteråret 1907. Det var der flere ting, der talte for. For det første ligger Blå Sø på en meget sandsynlig rute fra bunden af Danmark-Fjord ud til Lambert land. Den ligger midt i et dalstrøg, der følger indlandsisens kant. Vi gik selv turen på ekspeditionen i 1993. For det andet var der fodaftryk af mænd men ingen aftryk af poter. Det kunne passe godt med mændene fra slædehold 1, der sikkert havde mistet eller spist de sidste hunde på dette tidspunkt.

Sporene er voldsomt eroderede og overraskende små. Man kan godt tænke sig mænd, der har skind eller klude om fødderne – mere sandsynligt måske, at erosionen på sandsletten, der er en ren arktisk ørken, har været voldsom i mange år.

Slædesporet er afsat af mænd, der kommer vestfra ad en elv, der løber gennem to små søer, inden man når ind i Blå Sø. Lige når man kommer til den anden sø, skal man holde skarpt til højre mod syd for at blive på elven og ikke komme ind på søen.

Elven tangerer så at sige søen og løber uden om den og det næs, hvor slædesporene står.

Benny Jensen og hans makker Mogens Kjærsgaard overså dette, da de kom hertil

Slædesporene ved Blå Sø. Foto: Finn Rasmussen.

i 1963, men da de først havde krydset søen, ville de ikke køre tilbage men besluttede at køre slæden op på plateauet på næsset og forsætte over det. Der lå en snefane, der gjorde de godt 12 meters opstigning rimelig. N. S. Preben-Andersen, den tredje Sirius-mand, der kørte på en slæde for sig selv, fulgte efter i nogen afstand men tog den korrekte drejning skarpt til højre, så han kom aldrig selv op på næsset. Han så imidlertid de to andre køre derop.

Benny Jensen siger i et interview med Janni Andreassen i 1998: »Vi kommer kørende ind i elvlejet og kører ind i en lille sø. Mogens og jeg kører forrest på slæden og kommer helt over til den anden side af søen af en snefane, der går op til det plateau, hvor slædesporet ligger i dag. Der stopper vi GRØNLAND NR. 6 · 2006

287

og venter på Preben, der er et godt stykke bagud. Han kører alene mand på slæden.....

Så sker der det, da vi står og kigger tilbage over søen, jeg kan huske det så tydeligt, han kommer kørende ud af elvlejet siddende på slæden og har så fulgt kortet, det har vi andre, der kørte forrest, vi har ikke fulgt med på kortet, og så svinger han 180 grader rundt og kører ud gennem elvlejet på det rigtige sted...

Og så kigger Mogens og jeg på hinanden, og så siger vi: Vi tager den tværs over, det var ikke noget særligt. Det der får min erindring til at blive helt skarp – det var ikke nogen særskilt episode, dette der. Det var simpelthen at slæden rullede så let hen over – det var sådan nogle små rullesten på størrelse med hønseæg, den rullede ligesom på kuglelejer, det gik så nemt hen over.«19 Til mig skrev Benny Jensen den 21. oktober, 1998: »Jeg har ikke selv bemærket at vi lavede sporet, men når der ikke er hundespor, kan det skyldes at hundene ikke trak idet Mogens og jeg skubbede/trak slæden over området så hundene var meget »forbavsede«.

Når man skubber/trækker en tung byrde er det naturligt at man kun bruger forfoden i afsættet, hvad der kan forklare det korte fodspor, for bredden passer jo meget godt med vores skistøvler.« Der findes altså dokumentation for, hvem der har afsat sporene. Benny Jensen forekommer at være et troværdigt førstehåndsvidne, men hvordan N. S. PrebenAndersen kunne glemme, at hans egne slædekammerater var oppe på plateauet i 288

GRØNLAND NR. 6 · 2006

1963, forbliver et ubesvaret spørgsmål.

Det er vel i øvrigt tvivlsomt om slædehold 1 har haft en slæde med sig helt frem til dette sted, hvor der både bagude og længere fremme er polarstenørken med ingen eller næsten ingen sne. På dette tidspunkt er det mest sandsynligt, at hvad de måtte have tilbage, har de båret på ryggen – så tæt på 79 Fjorden i deres tilstand er det svært at tro, at de har trukket en slæde med sig. Man kunne spørge til hvad nytte?

Hverken varden i Hvide Bugt eller slædesporene ved Blå Sø kan altså positivt knyttes til Danmark-Ekspeditionens slædehold 1. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke kan ligge på den vej, hvorpå de tre mænd rejste mod Lambert Land.

Mylius-Erichsens Mindeekspedition har været på langt de fleste af de lokaliteter, hvor slædehold 1 er passeret – og naturligvis har de ikke efterladt sig spor alle steder, men vi er med udgangspunkt i vores feltarbejde gennem 6 somre overbevist om, at slædehold 1 enten er gået op på Flade Isblink eller op på den rigtige indlandsis.

Det kunne som én mulighed pege på, at de enten er gået op i Hvide bugt eller lidt længere nede i Danmarks-Fjord – f.eks. omkring Kap Viborg eller Jyske Ås – og derefter er de i lige linje søgt mod depotet på Lambert Land. De er kommet ned igen et sted, hvor det ikke har givet mening at søge ud mod depoterne ved Depotgletscheren eller depot 4, der lå på Bagatellerne lige ved det sydøstligste hjørne af Hovgaard Ø.

Det kunne som en anden mulighed pege på, at de måske har fulgt kanten af indlandsisen fra bunden af Danmarks-Fjord.

I så fald er de passeret forbi Blå Sø – og i så fald giver det mening, at de ikke har været ved yderkystdepoterne nord for Lambert Land.

Oversigtskort (fra Lundbye: Omkom 79 Fjorden).

I det perspektiv er en opstigning ved Hvide Bugt, en tur hen over dele af Flade Isblink, en uventet ufrivillig tur ned til

Romer Sø og Centrum Sø og en kurs ned gennem Dijmphna Sund til 79 Fjorden eller en kurs langs indlandsisen, der fører GRØNLAND NR. 6 · 2006

289

forbi Blå Sø – aldeles tænkelig!

Og hvor ligger så deres dagbøger og videnskabelige optegnelser? Det er meget vanskeligt og ressourcekrævende at foretage en ordentlig afsøgning af indlandsområder, fordi der ikke er nogen naturlig lige linje at følge, sådan som der er, når man afsøger kyststrækninger.

En ny og femte bølge af ekspeditioner med ny teknik og nye elektroniske hjælpemidler til afsøgning af indlandsområder kan måske gøre dette!

Noter 1. Ejnar Mikkelsen: Alabama-Expeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1909-1912. Meddelelser om Grønland LII, København, 1922, p. III. 2. Se redegørelse i: Finn Rasmussen: Mylius-Erichsens Mindeekspedition. Ekspeditionsrapport 1989, pp. 55-71.

3. Ejnar Mikkelsen: Alabama-Expeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1909-1912. Meddelelser om Grønland LII, København, 1922, pp. 82-83 og Pl. VII. 4. Ejnar Mikkelsen: Alabama-Expeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1909-1912. Meddelelser om Grønland LII, København, 1922, p. 82. og Ejnar Mikkelsen: Dagbog fra Alabama-Ekspeditionen under datoen 22. maj, 1910. Dagbogen findes på Arktisk Institut: »Ganske rigtigt, det var en Varde, men da der laa et Stykke Flydetræ derved antog jeg, at Mærket var sat op med det Formaal at kunde finde det igen.« 5. Ejnar Mikkelsen: Dagbog fra Alabama-Ekspeditionen under datoen 22. maj, 1910. Dagbogen findes på Arktisk Institut.

6. G. Amdrup: Danmark-Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906-08. Meddelelser om Grønland XLI, København 1913, Pl. V og IV. 7. Ejnar Mikkelsen: Alabama-Expeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1909-1912. Meddelelser om Grønland LII, København, 1922, p. 86-87 og Pl. VIII. 8. Beretningen gengivet i: Finn Rasmussen: MyliusErichsens Mindeekspedition. Ekspeditionsrapport 1991, p. 39.

9. Ejnar Mikkelsen: Alabama-Expeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1909-1912. Meddelelser om Grønland LII, København, 1922, fig. 53.

290

GRØNLAND NR. 6 · 2006

10. Ejnar Mikkelsen: Dagbog fra Alabama-Ekspeditionen under datoen 26. maj, 1910. Dagbogen findes på Arktisk Institut.

11. Ivar P. Iversen: Dagbog fra Alabama-Ekspeditionen. Dagbogen findes i Det kongelige Biblioteks Håndskriftssamling, under 26. maj, 1910.

12. Knud Rasmussen: Min Rejsedagbog. Skildringer fra den første Thule-Ekspedition, Gyldendal, 1921, pp. 106-107.

13. Jørgen Brønlunds dagbog fra Vagn Lundbye: Omkom 79’ Fjorden, Brøndums Forlag, 1984, p. 129.

14. Se billeddokumentation: Finn Rasmussen: Mylius-Erichsens Mindeekspedition. Ekspeditionsrapport 1991, p. 54.

15. G. Amdrup: Danmark-Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906-08. Meddelelser om Grønland XLI, København 1913, p. 33.

16. G. Amdrup: Danmark-Ekspeditionen til Grønlands Nordøstkyst 1906-08. Meddelelser om Grønland XLI, København 1913, p. 134.

17. Eigil Knuth: Dansk Nordøstgrønlands Ekspedition 1938-39. Report on the Expedition. Meddelelser om Grønland, bd. 126, Reitzels Forlag, 1942, p. 55.

18. Finn Rasmussen: Mylius-Erichsens Mindeekspedition. Ekspeditionsrapport 1989, p. 37-39+41.

19. Janni Andreassen: Interview med Benny Jensen, 1998. Ikke offentliggjort.

Finn Rasmussen er cand.mag. fra Nordisk Institut ved Århus og Københavns Universitet, og siden 1999 rektor for Bjerringbro Gymnasium. Han har deltaget i Nordøstgrønlandsekspeditionen i 1988 og været leder af Mylius-Erichsens Mindeekspeditionsrapport 1989, 1991, 1993, 1996, 2001 og 2005. Rapporterne koster 198,- kr. og kan bestilles på: Telf.: 7536 1666 Mobil: 4037 1666 E-mail: ugbfr@vibamt.dk Mogens Holmgaard er fotograf. Han ejer firmaet Holmgaard Foto i Kolding. Har deltaget i Mylius-Erichsens Mindeekspedition 1996 og 2001, hvor han har taget de fleste billeder og lavet fotomontagerne.

Danmark-Ekspeditionen 1906-08 – Slædehold 1’s sidste færd i 1907 – et forsøg på at sandsynliggøre den rute som Mylius, Hagen og Brønlund må have fulgt fra Ulvebakkerne til Lambert Land

Af Steffen Holberg og Jens Erik Schultz

»Akvarel af Achton Friis, 21. oktober 1907, Danmarkshavn. Udsigt mod syd mod Lille og Store Koldewey«.

Næsten samtidig skrev Brønlund i sin dagbog d. 19. oktober 1907: ‘Solen er alligevel ikke gået ned’. Det var sidste gang Mylius, Hagen og Brønlund så solen.

100 år er gået siden disse tre mænd endte deres liv i den arktiske vinter. Mange har siden beskæftiget sig med deres sidste færd. Sporene er få og gætterierne har været mange.

Vi har her prøvet at sammenholde de ting vi ved med det vi kan slutte os frem til. Ny viden og ny teknologi har hjulpet

os til at samle brikkerne på en ny måde.

Her er resultatet.

Vores udgangspunkt er, at de hele tiden vidste hvor de var og hvor de skulle hen.

Hagens kort er ret præcise både hvad angår bredde- og længdebestemmelserne.

De har kendt alle positioner på vigtige steGRØNLAND NR. 6 · 2006

291

der langs kysten som depoter, næs og fjordmundinger. Mylius angiver i sine vardeberetninger flere afstande hjem til skibet. Disse er også rimeligt nøjagtige.

Populært sagt svarer det næsten til vore dages GPS-orientering. Det er vigtigt at holde sig dette for øje, da mange af spekulationerne gennem tiden har bygget på at de rejste hjem på må og få.

Vores andet udgangspunkt er mere subjektivt og bygger på at de handlede rationelt lige til det sidste. Brønlunds allersidste handlinger er et godt eksempel på dette.

Når vejen skal vælges har vi prøvet at sætte os i deres sted, og tænkt hvad der ville være mest hensigtsmæssigt at gøre i den givne situation.

Rejseplanen hjem Vi ved at de forlod Ulvebakkerne den 12. september 1907.

Mylius skriver i vardeberetningen, som Mikkelsen og Iversen finder i 1910, at de i dag forlader dette sted for at køre de 36 danske mil nordpå og ud af bugten. Planen er at følge kysten og de udlagte depoter på vejen hjem til skibet som de regner med at nå i løbet af 5-6 uger. Han skriver også at de egentlig havde tænkt sig at tage sydpå over Indlandsisen til 79-fjorden, men at dette ikke kan lade sig gøre på grund af åbent vand inderst i Danmarksfjorden. Denne dag er islægget nu sikkert nok til at køre nordpå. De er alle ved godt helbred og har 7 hunde foran slæden, der blandt andet er læsset med 300 pund kød og flydetræ nok til 8 dages kogning.

Ser vi på deres situation udefra, er der dobbelt så langt til depotet på Lambert Land ved 79 fjorden ved at køre mod nord frem for at krydse over Indlandsisen mod syd. Når de vælger den længste vej må det skyldes ønsket om at komme af sted hur292

GRØNLAND NR. 6 · 2006

tigst muligt grundet det truende vintermørke. Hvis planen om de 5-6 uger holder, kan de lige nå hjem inden solen helt forsvinder. Det åbne vand indad i Danmarksfjorden må have næret frygten for at skulle ende på isen igen isoleret af smeltevandsrender, der tidligere kostede dem så mange hunde. De 7 hunde der er tilbage er tæt på minimum for en sikker slæderejse hjem. At fjorden frøs til udefra og ikke indefra har sikkert været en ubehagelig iagttagelse. I dag ved vi at det primært skyldes føhneffekten fra Indlandsisen.

En anden forudsætning for deres valg er, at den sydlige rute betyder at de forventer at skulle krydse Indlandsisen. De ved fra tidligere, at dette kan være problematisk, men vi ved også at Koch havde overvejet at køre hjem til skibet via Indlandsisen ved Nordostrundingen. Vi ved fra opturen at de mente at Indlandsisen strakte sig hele vejen op inde i landet bag kystfjeldene. Dette er en meget vigtig detalje for at forstå deres vejvalg. Enten måtte de følge kysten eller over Indlandsisen. De kunne ikke vide at Flade Isblink ikke er en del af Indlandsisen. Det var først ved Lauge Kochs overflyvninger at dette blev klart.

Afgangen fra Ulvebakkerne Den 12. september er valget klart. De vælger den længste men mest sikre løsning.

Allerede her har mange skeptikere dog sået tvivl. Skiftede Mylius mon ikke straks mening og kørte en anden vej end han skrev? Dette var jo set før.

Vores svar er, at vardeberetningen er skrevet samme dag og at de må have planlagt det nøje. Situationen var særdeles alvorlig og en helt anden end ved Kap Rigsdagen. Nu gjaldt det bare om at komme hjem. Alt var opdaget og kortlagt. Det efterfølgende vil også vise at alt tyder på, at de gjorde som skrevet.

Det efterladte grej Det første indicium er, at de den 26. august efterlod en del grej ved kysten syd for Kap Kronborg. Grejet kunne umiddelbart undværes på deres besværlige tur sydpå.

Mikkelsen ledte efter dette men fandt det ikke. Han beskriver i ekspeditionsberetningen i MoG bind LII, Alabama-expeditionen, at kysten hvor de efterlod grejet var kort og smal, uden sne og meget overskuelig. ‘It is inconceiveable that anything should have been left behind’.

SH1 må således selv have hentet det.

Depotet på Dagmar Ø Det stærkeste indicium på at de rent faktisk forsøgte at komme ud af fjorden via Nordostrundingen er dog det manglende depot på Dagmar Ø.

Det var ikke et egentligt depot, men nærmere et oplag for ting, de ikke ville slæbe rundt på i deres forsøg på at nå frem til Navy Cliff. Det bestod blandt andet af en værktøjskasse, kogegrej samt en kasse med 26 kg hundepemmican. Da slædehold 2 er på vej hjem fra Kap Rigsdagen finder de det uden videre. Både Koch og Bertelsen nævner det. Bertelsen skriver at tingene lå inde på øen. Det må således have været ret synligt, da SH2 ikke havde nogen grund til at lede efter det.

Mikkelsen skriver om de efterladte ting (MoG LII s. 100): ‘It is true, that we had no knowledge as to whether any provisions were left there, and did not therefore make any direct search, but circumstances forced us to sledge on the inner side of the tidal fissures and often on the beach itself, and we did carefully examine everything we passed in the hope of finding some evidence to show that MYLIUS-ERICHSEN and his comrades had reach so far’.

Mikkelsen beskriver videre sneforholdene i 1907 og 1910 og de gode mulighe-

der for at finde de efterladte ting. Han konkluderer: ‘These must therefore have been remowed by the party on their return-journey.’

Eigil Knuth besøgte i 1949 Dagmar Ø for at lede efter depotet.

Han kunne med sikkerhed konstatere at det ikke var der.

Ingen andre har været på Dagmar Ø siden 1907 da Station Nord først blev bygget senere.

Alternativ til SH1 kunne være en bjørn.

Det var dog kun hundepemmikanen, der kunne spises og hvis en bjørn havde splittet det hele ad må der dog have være noget tilbage at finde.

Alt tyder således på at det var Mylius, Hagen og Brønlund der selv hentede deres ting.

Selv om nogle af tingene havde mistet deres egentlige værdi kunne de bruges til brændsel til smeltning af is til drikkevand.

For os er det evident at Slædehold 1 fulgte planen så langt, – men hvor langt ?

Hvor måtte de vende?

Det lille depot på 81,30 som Koch lod urørt til Mylius blev fundet af Mikkelsen og Iversen.

De fandt dog kun nogle få dåser konserves, som de mente var et udtryk for den overflod som SH1 havde af proviant.

På det tidspunkt vidste de to ikke at depotets madbeholdning ikke var større.

Til gengæld skulle det også have indeholdt en dunk petroleum og en kasse hundepemmican. Iversen skriver at dåserne lå rundt omkring. Noget tyder på at depotet har været opsøgt af en bjørn, der måske har ædt hundefoderet og slået hul på dunken, som derefter kan være blæst væk.

Under alle omstændigheder mener vi at det ville være helt utænkeligt at SH1 GRØNLAND NR. 6 · 2006

293

skulle have efterladt noget som helst spiseligt i deres situation.

SH1 kan umuligt have været ved 81,30 depotet.

Dette betyder så at de må være blevet standset et eller andet sted af åbent vand ved Nordostrundingen. Åbentvandsgrænsen følger meget ofte kysten ved Nordostrundingen og nordpå fra området omkring Nakkehoved.

Et eller andet sted heroppe kunne de så ikke længere følge deres plan. Hvornår dette skete ved vi intet om.

Deres muligheder er følgende: De kan vente til havet lægger til med is så de kan komme videre og følge planen.

De kan vende om og køre ned i Danmarksfjorden (DF) igen for at følge den første plan fra Ulvebakkerne.

De kan forsøge at finde en anden vej over Indlandsisen.

Brønlunds dagbogsnotat d. 19.10. 1907 På dette tidspunkt i færden nærmer vi os det eneste sikre holdepunkt: Brønlunds dagbogsnotat for d. 19.10.

Denne dag skriver han: Ullup qeqqata kingornagut sermimut qaqivugut ullut sisamat qaqiniarlugu.

Qimmitta tallimaat aamma toquvoq, umimmannit nassummitsinnini toqussutigalugu.

Seqineg tarinngitsoorpoq.

Naja Trondhjem, der er Ph.D-studerende i grønlandsk sprog og grammatik ved Københavns Universitet, har oversat teksten således: »Vi kom op på isens (is på land) højeste punkt efter middag og brugte 4 dage til at kæmpe os op.

Den femte af vores hunde dør også, den døde af at den blev stanget af en moskusokse.

294

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Solen ‘undlader/kom ikke til’ at komme ned.« Naja Trondhjem har følgende kommentarer: »qaqivugut – betyder: at komme op på toppen – på det højeste punkt, og sætningen kunne omskrives således : ‘vi kom op på isens (is på land) højeste punkt efter middag, og brugte 4 dage til at kæmpe os op (hårdt arbejde)’. qaqiniarpoq – ‘prøver/forsøger at komme op’ – qaqivoq ‘har nået toppen’.

Da hundens død er skrevet i nutid, må hunden være død den samme dag (d.

19.10.) eller de nærmeste dage inden, dvs. efter d. 15.10. Brønlund ville nok have skrevet ‘ippassaq’ – igår, ‘ippassaani’ – i forgårs, eller en ugedag – hvis det var en af de dage, de kravlede op. qimmitta tallimaat aamma toquvoq, – Den femte af vores hunde dør også. I denne lille sætning står ‘aamma’, ‘også’. Det kan tolkes som værende endnu en ting der skete ‘i dag’. Hvis der er forbindelse til en tekst, hvor der er flere hunde der er døde inden denne dag kan det være endnu en hund der døde, men hvis der ikke er andre hunde, der er døde, må det betyde noget yderligere der skete den dag, altså den 19.10.« Der er flere ting, der er vigtige for at afgøre hvor de befinder sig d. 19.10.

For os er det ordet ‘qaqivugut’, der er særligt interessant.

Det har været gængs tolkning, at det tog 4 dage at komme på isen, hvilket har betydet at det måtte være et svært fremkommeligt og stejlt sted at stige op med slæde og hunde.

Rent faktisk står der i teksten, at det tog 4 dage at nå toppen af bræen, – hvilket er noget helt andet.

Det er også vigtigt at hundens død er skrevet i nutid og forklaringen med moskusoksen i datid.

Hunden må således være død på bræen og stanget kort inden opstigningen ved en moskusjagt.

Hunden må være blevet sluppet løs i jagten.

Tabet af hunden kan blive alvorligt og er måske grunden til at det bliver nævnt.

Det vigtigste i notatet er dog meddelelsen om at ‘solen alligevel ikke er gået ned’.

Dette syn må have haft en kolossal betydning for dem og givet dem nyt håb om at nå hjem.

Det er vel også derfor at Brønlund skriver i dagbogen efter så lang tids tavshed.

Soloplevelsen Soloplevelsen er faktisk det bedste spor vi har til at sandsynliggøre deres rutevalg.

Ifølge meteorolog Leif Rasmussens beregninger og major N.S. Preben-Andersens kort over terrænskygger er der kun to steder hvor en sådan iagttagelse vil være mulig for dem d. 19.10.: – fra toppen af Indlandsisen syd for Danmarksfjord – fra toppen af Flade Isblink.

Altså må SH1 være ét af disse to steder denne dag!

Hvor højt solen har stået da de så den for sidste gang ved vi ikke, men det er heller ikke afgørende. Refraktionen – afbøjningen af strålerne i atmosfæren kan være stor i arktis. Der spiller mange forhold ind, men disse to steder er realistiske for soloplevelsen.

Vi ved, at de samtidig må have været et sted hvor der er moskusokser.

Vi ved også, at de medbringer en såret og døende hund.

Da de nåede åbentvandsgrænsen Vi gætter på at det må have været en meget nedslående oplevelse for dem at de

ikke kunne komme videre rundt langs kysten. De har kørt næsten et par hundrede km siden de forlod Ulvebakkerne.

I en sådan situation vender man næppe om lige med det samme, men ser vel tiden lidt an og overvejer hvad man skal gøre?

De kan ret let regne ud, at vælger de at køre tilbage til bunden af DF og krydse over Indlandsisen her betyder det en omvej til Lambert Land-depotet på mere end 100 km da DF har retning væk fra kysten.

Vælger de at krydse Indlandsisen et sted her oppe nordpå er vejen således mere end 100 km kortere hjem. Alene det er et argument i sig selv. De tror/ved at de under alle omstændigheder skal krydse Indlandsisen.

Sandsynligheden for at de er på Indlandsisen syd for DF den 19.10.

Den 19.10. er det muligt at se solmidten i horisonten på positionen 80,08 gr. n. når man befinder sig i kote 0. Indlandsisen syd for DF ligger netop omkring denne grænse.

På grund af brækanten kan man først se solen når man kommer op i et vandret plan fri af skygger fra yderligere stigninger.

Dette vil her kunne lade sig gøre i 7-800 meters højde som nås inde på isen ca. 25 km syd for brækanten ved Skjoldungeelven. Dette svarer til kote 0. Isfoden ligger ca. i kote 100. Selve brækanten er et par hundrede meter høj.

Som det vil fremgå af det følgende er det på grænsen af det umulige at SH1 skulle kunne befinde sig på dette sted på dette tidspunkt.

Yderligere er der flere oplagte muligheder for at finde en lettere vej ud til kysten end en ekstrem bestigning af isranden.

SH1 kendte jo ikke kortet over indlandet som vi gør det i dag og måtte i stedet gøre GRØNLAND NR. 6 · 2006

295

brug af deres egne observationer og et fornuftbaseret skøn. De antog lige som Koch at Indlandsisen strakte sig helt op til Nordostrundingen og udgjorde en barriere, der under alle omstændigheder skulle traverseres ud mod kysten. Det ville derfor være fornuftigt at vælge den umiddelbart mest oplagte vej.

Leif Vanggaard, Arktisk Institut, har påvist ud fra Hagens skitser af Danmarksfjordens østkyst at de måske var klar over en sådan mulighed gennem en elvdal overfor Kap Holbæk. Det kunne være denne mulighed som Mylius refererer til i vardeberetningen fra Ulvebakkerne, hvor han skriver ‘havde ellers paatænkt mulig Hjemrejse via Indlandsisen fra Danmarks Fjordens Bund til Fjorden ved 79 gr. n.Br.’.

For SH1 lå Kap Holbæk tæt ved bunden af DF. Havde de valgt denne rute var de helt sluppet for at komme op på Indlandsisen, men det kunne de jo ikke vide. Sirius benytter i dag denne rute.

Hvis de ikke havde benyttet sig af denne mulighed, kan grunden kun være at der ikke var sne nok. Hvorvidt det under alle omstændigheder vil være muligt at køre på det frosne elvleje ved vi ikke. Sirius kører der kun efter midvinter.

Hvis de således var kørt videre ned i fjorden og var endt ved Skjoldungeelven ville problemet være det samme. De ville yderligere bevæge sig længere og længere mod vest og dermed væk fra kysten. Kun ultimative grunde kunne være årsagen.

Det samme gælder en bestigning af Indlandsisen i dette område.

Vi kender Hagens opfattelse af denne fra hans oplysning til Koch på Kap Rigsdagen, om at det ikke vil være muligt at gå op på Indlandsisen her. En passage over Indlandsisen på dette sted ville derfor ikke kunne være målet på forhånd.

296

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Mikkelsens billede af stedet hvor han og Iversen kom ned fra Indlandsisen. MoG. LII, fig. 35.

Hvis vi antager at de alligevel er endt ved isranden via Skjoldungeelven ville alt tale for at undgå en opgang.

Vi ved fra Ejner Mikkelsen i Alabamarapporten at han anså det for en umulighed at SH1 skulle være kommet op på isen her, idet han selv og Iversen kun var sluppet ned med nød og næppe.

Det fremgår af hans fotografier, at isranden er flere hundrede meter lodret de fleste steder. Stedet hvor de kom ned bestod af en skarp slugt i isen på mere end 30 meter og derefter en meget lang snefane. Han kalder det selv et rent under at de kom ned med liv og hunde i behold.

Det er vigtigt at notere sig at disse bemærkninger og billeder er fra 1910, – altså nogenlunde samtidige med 1907.

For SH1 ville det betyde en egentlig bestigning og isklatring og ikke en opkørsel.

Dette skal ses i forhold til deres tilstand og udstyr, hvor de ville være nødt til at bære det hele op uden særligt grej til sikring i isen, isklatring mv. På 1. Thuleekspedition måtte Knud Rasmussen lave en lignende operation ved opstigningen på Academy Gletcheren. Peter Freuchen omtaler dette som de hårdeste dage i sit liv, – selv hundene måtte de bære op.

Bemærkningen om den femte hund, der dør på toppen skal ses i dette perspektiv.

Ville de mon bruge de kræfter der skulle til for at bære en skadet og døende hund op i stedet for at aflive den ved isfoden og bruge den til foder?

Med i tidsplanen hører også at de skal yderligere en snes kilometer længere mod syd oppe på isen for at kunne se solen den 19.10.

Vi anser således en opstigning på Indlandsisen her som værende på eller udover grænsen af deres formåen og den eneste grund til at vælge dette måtte være, at der ikke var sne nok at slæde videre mod øst.

Ser man på nutidige kort og luftfotos over området fremgår det, at der er et næsten sammenhængende net af elve fra Isen via Centrum Sø og videre mod øst ud til Dijmpna Sund. Det afgørende spørgsmål er igen om det ville være muligt for SH1 at slæde på disse elve uden meget sne. Paradokset i hele denne situation er, at for at opfylde Brønlunds oplysninger om den 19.10. skal de vælge at bestige isen på det mest utilgængelige sted.

Følger de iskanten længere mod øst og går op i hjørnet ved Blåsø hvor isranden drejer mod nord, så er de uden for det område hvor solobservationen vil være mulig.

Randen af Indlandsisen set mod øst oppe fra isen.

MoG. LII, fig. 34.

Med til muligheden for Indlandsisen syd for DF hører en vurdering af om det overhovedet vil være muligt for dem at overholde tiden og afstandene idet vi mener at det er evident at de blev standset af åbentvandsgrænsen et eller andet sted ved Nordostrundingen.

Fra d. 12.9. til den 15.10. er der 33 dage Fra Ulvebakkerne til Nakkehoved er der ca. 160 km.

Fra Nakkehoved til Indlandsisen syd for DF er der ca. 300 km.

I alt ca. 460 km, hvilket giver en gennemsnitlig dagslængde på 14 km uden overliggerdage og under vilkår hvor de må skyde yderligere to hunde.

Sandsynligheden for at de er på toppen af Flade Isblink den 19.10.

Toppen af Flade Isblink, hvorfra der er udsyn mod syd ligger i 6-700 meters højde. Fra 600 meters højde udvides synsvidden med 0,79 grader (87,4 km), og solmidten kan således ses på 81,04 grader nord. Tilsvarende udvides synsvidden i 700 meters højde med 0,85 grader (94,4 km). Herfra kan solen den 19.10. således ses fra 81,05 grader nord. Dette er netop positionen for toppen af Flade Isblink.

Lad os se på de øvrige betingelser, der skal være opfyldt for at det er her de befinder sig.

På dette tidspunkt har de kort over hele området og over den ydre østkyst.

De ved at der går fjorde ind nord og syd for Mallemukfjeldet (i dag Ingolf Fjord og Dijmpna Sund). Thostrup og Wegener får til opgave at kortlægge disse to fjorde på vej hjem.

De kan således beregne at afstanden over Indlandsisen (Flade Isblink) fra nordkysten til ‘Ingolf Fjord’ er ca. 100 km stik syd. Hvad skulle så afholde dem fra at vælge at krydse Indlandsisen her?

GRØNLAND NR. 6 · 2006

297

Kun én ting: mangel på proviant og brændsel. De ved, at når de først er oppe på Isen kan de intet skaffe og skal derfor have alt med op selv.

At proviantsituationen er alvorlig kan vi se af at hundene reduceres fra 7 til 5. Vi ved, at de har haft jagt på moskus lige inden opstigningen.

Fra registreringen af moskusokser fra DMU ved vi, at der forekommer små spredte flokke i området syd for Station Nord og i Finderup Land. Det er derfor overvejende sandsynligt, at de har sporet og jaget i dette område og til sidst fået bytte, da den 5. hund bliver stanget. I kystområdet er der ret store mængder af drivtømmer som kan bruges til smeltning af is til drikkevand.

Forudsætningerne for at krydse isen her er således til stede.

Tids- og afstandsregnskabet for denne rute ser således ud: 12.9.-15.10. = 33 dage.

Ulvebakkerne – Nakkehoved = ca. 160 km.

Nakkehoved – Hvide Bugt = ca. 100 km.

I alt ca. 260 km hvilket giver 7,8 km i gennemsnit pr. dag uden overliggerdage.

Regnestykket er afhængigt af hvor åbentvandsgrænsen gik i efteråret 1907 og hvor de gik op på Isblinken. Da Mikkelsen og Iversen kører den modsatte vej i 1910 er det meget let for dem at komme ned flere steder. Flade Isblink lever op til sit navn.

Ved Nakkehoved er stigningen ca. 8 %.

Ved Marsk Stig Bræ ca. 3 %.

Fra isranden til toppen hvor de vil kunne se solen er der ca. 40 km.

En dagslængde på ca. 10 km med kød og træ på slæden foruden alt det andet med 4 raske og 1 syg hund virker ikke urealistisk efter vores vurdering.

298

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Set med vore dages øjne er der således intet til hindring for at de valgte at køre over ‘Flade Isblink’.

Når de så står på toppen d. 19.10. kan de se at bræen skråner jævnt mod ‘Amdrup Land’ stik syd. De kunne også se havet hvor solen gik ned. Al fornuft siger således at de skal fortsætte stik syd ned til forlandet. Flere har foreslået at de gik ned over Romer Sø, men hvorfor skifte til en vestlig kurs når man skal mod syd ?

Der er yderligere den pointe, at fra toppen af Flade Isblink kan man ikke se at denne ikke er en del af Indlandsisen. De ville derfor aldrig opdage at det ikke var Indlandsisen, de havde krydset.

Dette kunne give ny mening i Brønlunds dødsbudskab: ‘forsøg Hjemrejse over Indlandsisen’.

I dagbogen bruger Brønlund ordet sermeq – bræ og ikke Sermersuaq – den store bræ = Indlandsisen.

På grønlandsk er det almindeligt at kalde bræarme på Indlandsisen for sermeq.

Hvis Brønlund havde skrevet vi nåede toppen af Sermersuaq – Indlandsisen ville det jo også være forkert, da toppen af Indlandsisen ligger midt i Grønland.

Brugen af sermeq kan derfor ikke hjælpe os.

Konklusion for den 19.10.

Når vi sammenholder de to muligheder for solobservationen taler alt således for at det er Flade Isblink, de står på den 19.10.

1907.

Den videre færd Herefter hører alle konkrete oplysninger op indtil Brønlunds danske notat ved depotet på Lambert Land. Alt her i mellem bygger på antagelser og slutninger.

Fra toppen af Flade Isblink skråner bræen jævnt mod syd i en hældning på et par grader.

Det vil være relativt enkelt at køre ned her med slæden og kun 4 hunde.

Nede på forlandet vil der også kunne være problemer med snedække nok til at køre videre på.

Chancerne for sne ude ved kysten er dog lidt bedre end inde i DF. Også her er der et net af smeltevandselve fra Isblinken, der løber mod Ingolf Fjord.

Disse ville sandsynligvis kunne bruges som slædevej, hvis der ikke er sne nok.

Ifølge DMU er der beskrevet en del moskusokser fra dette område og Thostrup og Wegener fik da også ram på et par køer og kalve på hjemturen, mens tyren flygtede.

Der må således have været rimelige jagtchancer for SH1.

Stadig med kursen stik syd vil de på den anden side af Ingolf Fjord kunne ane Firndalen, også kaldet ‘Siriusdalen’, der gør det muligt at køre bagom Mallemukfjeldet og krydse Holm land til Dijmpna Sund ved Lynn Ø.

Der er smeltevandselve gennem det meste af denne dal.

Alt i alt vil det være muligt for SH1 at komme fra Flade Isblink til Dijmpna Sund og hvis de havde jagt, som der efter alt at dømme var mulighed for, ville de stadig være kørende med hunde foran slæden.

Dijmpna Sund Syd for Mallemukfjeldet ligger et depot.

Afstanden fra Firndalen til depotet er ca.

30 km.

Vi ved fra Mikkelsen at dette depot var urørt. Et argument kan være at de ikke havde kræfter til en afstikker og valgte at

gå direkte mod depotet på Lambert Land, der var et hoveddepot med flere af de ting, de så desperat havde brug for.

Når man kommer ud af Firndalen i Dijmpna Sund er der to muligheder for at komme videre sydpå til 79-fjorden. Begge ruter betyder en afvigelse fra den direkte kurs mod Lambert Land, – enten mod øst eller vest. På dette tidspunkt vil de ikke være i stand til at bestemme deres position, da solen ikke længere kommer op.

De må således udelukkende navigere efter kort og observationer fra opturen.

Den ene mulighed er at følge sundet mod øst ud til kysten og videre ned langs østkysten af Hovgaard Ø. De kendte denne kyststrækning, hvilket måtte være en klar fordel. Et problem kunne være det åbne vand. I området omkring Mallemukfjeldet findes et såkaldt polynium, en opadgående havstrøm med varmere bundvand, der forhindrer frysning. Det var det, der flere gange gav så store problemer for de forskellige slædehold, der skulle passere her. Når de ikke tømte depotet ved Mallemukfjeldet kunne det være derfor. Det kan også skyldes nøgtern beregning af ressourcerne.

Havde de som nævnt haft moskusjagt ved Ingolf Fjord kunne forsyningerne måske række helt til Lambert Land, hvis det ikke tog for lang tid. Der ville næppe være kræfter til nogen form for eksperimenter.

Den anden mulighed fra Firndalen er at køre direkte mod syd over Dijmpna Sund og langs østsiden af Lynn Ø. Umiddelbart må dette virke som den rigtige løsning. Vi ved ikke hvor meget de kan se af kystens konturer i polarnatten. Kompasset kunne lokke til at køre den direkte vej til depotet på Lambert Land. De kender dog ikke sundet men vil vide at de på et eller andet tidspunkt rammer 79-fjordens bræ. De ved at Thostrup og Wegener GRØNLAND NR. 6 · 2006

299

skulle kortlægge denne fjord, men de ved ikke om de kan komme ud til kysten ad denne vej.

Vardeberetningen i Ulvebakkerne viser dog at de havde regnet med at det var en mulighed at nå kysten ved 79-fjorden.

Denne antagelse må bygge på observationer af 79-fjorden og Hovgaard Ø fra opturen.

79-fjorden Hvis havisen har været god i Dijmpna Sund har det betydet en sikkerhed for fremfærden.

Hvis de først er begyndt turen sydpå i sundet ville det være for sent at vende om når dette drejer mod sydvest. De må følge dette til de når brækanten af 79-fjorden.

De må enten op over bræen eller finde en anden vej udenom.

Vi ved fra Thostrup og Wegeners hjemtur at det rent faktisk var muligt at komme ud til kysten ad den vej. De måtte dog en tur op over ‘Indlandsisen’, som de skriver. De nåede kysten ved Lambert Land og havde således krydset hele 79-bræen. Turen var krævende med problemer med spalter og de måtte telte på bræen. Indlandsisen i 79-bræen gik den gang længere ud end i dag.

Brønlunds ord ‘Omkom 79-fjorden efter forsøg Hjemrejse over Indlandsisen’ kunne muligvis referere til denne strækning. Når Thostrup og Wegener beskriver 79-fjordens bræ som Indlandsisen, hvad den også er, ville det være oplagt at denne opfattelse er fælles for ekspeditionen.

Brønlund kunne således med rette skrive at det var Indlandsisen, de her forsøgte at rejse hjem over hvis det virkelig var det, de havde forsøgt og måtte opgive. Det giver så god mening at de omgik (omkom!)

79-fjorden, som de også kaldte bræen. Bi300

GRØNLAND NR. 6 · 2006

strup og Ring kalder havområdet i 79fjorden for ‘bugten’.

Forskellen på Thostrup-Wegener og SH1 er ikke kun hunde, udstyr og tilstand men også at SH1 skulle foretage en evt. traversering i mørke.

På den anden side skal det også nævnes at SH1 allerede én gang tidligere har været på Indlandsisen, som så kunne være det Brønlund refererer til. ‘Forsøg’ skal så opfattes som et samlet forsøg på at nå hjem, som ikke lykkedes. Omkom i denne sammenhæng betyder så nok snarere ‘døde’.

Vores konklusion om at de gik over Flade Isblink betyder, at de enten vest eller øst om Hovgaard Ø må passere 79fjorden nordfra. Ironisk nok lå der et depot på Bagatellerne, men dette kendte de ikke til, da det var udlagt af undsætningsholdet og beskrevet i Mallemuk-depotet.

Slutningen Den 15. november var det slut for Hagen, ‘midt i Fjorden foran Bræ’ – præcis en måned efter at de gik op på Isen. Vi ved fra de aktuelle vejrkort, at der denne dag var en meget kraftig snestorm i 79-fjorden på grund af et dybt lavtryk. Det var måske den, der tog Hagens sidste kræfter.

Med Hagen forsvinder datoføringen fra dagbogen.

De er vigtigt at huske på at de kaldte både fjorden og bræen for 79-fjorden.

Med ordene ‘midt i Fjorden foran Bræ’ fremhæver Brønlund at de døde på havisen og ikke på bræen.

Fra Hovgaard Ø til depotet på Lambert Land er der 65 km. Alt taler for at Hagen og Mylius endte deres dage et sted på denne strækning. Sandsynligvis i en afstand af ‘omtrent 21⁄2 Mil’ fra depotet. Det er påfaldende at Brønlund nævner denne afstand så præcist.

Der må være en grund.

Det kan næppe være afstanden til brækanten, da denne afstand vil være særdeles svær at vurdere så præcist under de givne forhold og i mørke. Hvis der skulle være 21⁄2 Mil til brækanten, som den gik i 1907 ville de desuden være alt langt mod øst. Dette ville være temmelig utænkeligt ud fra at Brønlund rent faktisk navigerede sig frem til depotet.

Såfremt han havde talt skridtene fra ‘andres Lig’ til depotet virker det næsten overmenneskeligt at han skulle være i stand til at nå et så konkret resultat i hans situation.

Når Brønlund nævner de ‘omtrent 21⁄2 Mil’ er det jo som en oplysning, han må forvente at have mening for finderen, – sandsynligvis Koch.

Ved at sammenholde de tilgængelige kilder viser det sig, at afstanden 21⁄2 Mil fra depotet faktisk er kendt i en anden sammenhæng.

I Amdrups sammenfattende ekspeditionsrapport, MoG bind XLI, står der ved d. 12. april 1907 at de efter afrejsen fra det netop udlagte depot på Lambert Land kørte nordpå. Hundene var meget udmattede af det hårde arbejde med de tunge slæder og manglende føde. I noget afstand syd for 79-fjorden kom de på sporet af bjørn og de to grønlændere fik ordre af Mylius til at sætte efter, – om det så tog resten af dagen. ‘He himself continued with the 8 sledges and tented after 18 kilometers in all had been traversed’.

I Amdrups rapport er alle daglige hodometermål angivet. Alle slædeholdene havde brug for disse optegnelser til brug for hjemturen for at kunne finde vejen hjem og depoterne igen.

Det ligger i sagens natur at SH1 må have gjort de samme notater på opturen.

Vi kender desuden Kochs kort med angivelser af dato og lejrpladser for opturen.

Dette bekræfter at de teltede på det nævnte sted ved den sydøstligste af de små øer, ‘Eli Knudsens Øer’.

Afstanden fra denne ø til depotet er 19 km, altså 21⁄2 Mil! De kendte således denne afstand på tilbageturen, hvor øerne kan have tjent som en slags ‘milepæle’ ude i på havisen.

Når Brønlund skriver ‘omtrent’ kan det ikke uden videre afgøres om han mener mere eller mindre end de 21⁄2 Mil. Et eller andet sted på havisen i 79-fjorden endte så Hagen og Mylius deres dage.

Havet har taget dem for længst. Der er intet tilbage.

Vi har sammenholdt det vi ved med det vi selv ville have gjort i den samme situation. Vi finder det evident at de forsøgte at køre nordenud af Danmarksfjord, men blev standset af åbent vand et eller andet sted ved nordostrundingen. Alt taler for at de derefter kørte over Flade Isblink og videre mod syd til de ikke kunne mere. De tre nåede en strækning på mere end 500 km på 64 dage, – en ufattelig præstation af mænd, der knap nok havde fodtøj. Den sidste tredjedel af vejen hjem var mere end de havde kræfter til.

Alle billeder er gengivet med tilladelse fra Dansk Polarcenter.

Positioner er opgivet med minutter efter komma og ikke decimaltal

Tak for velvillig hjælp til: Leif Vanggaard, Arktisk Institut, Naja Trondhjem, Københavns Universitet.

Leif Rasmussen, meteorolog, tidl. DMI, Ole Humlum, UNIS Svalbard, David Boertmann, DMU, Jesper Melin Ganc-Petersen, tidl. Sirius.

GRØNLAND NR. 6 · 2006

301

Kortskitse over områderne fra Ulvebakkerne (A) til Brønlunds Grav på Lambert Land (K). Steffen Holberg. 2006.

A. B. C. D. E.

Varden ved Ulvebakkerne. Afrejse 12.9.

Det efterladte og manglende grej.

Det manglende depot på Dagmar Ø. Åbentvandsgrænsen. Grænsen for 1907 er ukendt.

81,30 depotet. Fundet af Mikkelsen og Iversen i 1910.

F. Toppen af Flade Isblink. På dette sted er det muligt at se solen d. 19.10.

G. Siriusdalen. Slædevej mellem Ingolf Fjord og Dijmphna Sund.

H. Depotet syd for Mallemukfjeldet. Fundet af Mikkelsen og Iversen 1910.

I. Depotet på Bagatellerne. Udlagt af redningsholdet. Fundet af Mikkelsen og Iversen 1910.

J. Eli Knudsens øer, hvoraf den sydligste ligger 21⁄2 Mil fra Depotet. Kendt af SH 1.

K. Depotet på Lambert land og Brønlunds Grav.

L. Stedet hvor Mikkelsen og Iversen kom ned fra Indlandsisen d. 13.5.1910.

M. Den anden mulighed for at se solen d. 19.10.

Litteraturliste Mikkelsen, Einar, MoG LII Alabama-Expeditionen, 1922.

Amdrup, G., Report on the Danmark Expedition to the North-East Coast of Greenland 1906-08, MoG XLI, 1913.

Ventegodt, Ole, Den sidste Brik, 1997.

Lundbye, Vagn, Omkom 79’ Fjorden, 1984.

Eigil Knuth, Det mystiske X i Danmarkfjorden, 1958.

N.S. Preben-Andersen, Foreløbig Ekspeditionsrapport, 1987.

Andreasen, Janni. Biografi om polarforskeren og kunstneren Eigil Knuth (s. 250).

302

GRØNLAND NR. 6 · 2006

Steffen Holberg. Lærer gennem et kvart århundrede. Vejleder i friluftsliv i Danmark og Grønland. Underviser på SDU og KU. Jens Erik Schultz deltog i ekspeditionen, der i 1988 fandt Hagens varde med beretning.

Barnebarn af Johs. Lindhard, Danmark-Ekspeditionens læge. Formand for Nordøstgrønlandsk Kompagni Nanoks bestyrelse.

Pensioneret overlæge.