Tidsskriftet Grønland nr. 1, 2022

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 1/MARTS 2022 70. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

Besøg Arktisk Institut

Strandgade 102, København

- åbent mandag–fredag, 09.00 – 16.00.

Se mere på instituttets hjemmeside: www.arktiskinstitut.dk - og klik videre derfra til et univers af information om Grønland og det øvrige Arktis i instituttets databaser: Fotosamling med mere end 200.000 historiske fotografier.

Dokumentarkiv med mere end 600 enkelte samlinger.

Kortarkiv med ca. 5.000 historiske kort fra hele Arktis.

Store samlinger af film, lydoptagelser og genstande. Østgrønlandske stednavne med info om hvert enkelt stednavn.

Grønlandske fortællinger: sagn og myter fra hele Grønland.

Biografisk leksikon: udlændinge i Grønland fra 1721 – 1900.

Polarbiblioteket med over 35.000 titler.

Arktisk Institut stiller de historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager gerne nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis.

Arktisk Institut / 3231 5050 / arktisk@arktisk.dk

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgives af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 6160 5331. dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ SE nr. 19 04 29 28 Spar Nord: 6506 - 3062474369 IBAN: DK 4965 0630 6247 4369 SWIFT/BIC: SPNODK22 Redaktion Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 3177 2016. uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

2

9

Augustinus Fonden, Skibsreder C. Kraemer og Hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond, Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond, Aage V. Jensens Fonde, Carlsen-Langes Legatstiftelse, Aase og Jørgen Münters Fond, Kong Christian Den Tiendes Fond.

Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede: Trommesang, Nordgrønland 1921 (foto: Svend Lauge Koch. Kilde: Arktisk Institut).

K N U D M I C H E L S E N:

Sikrede Kauffmann Grønland for Danmark?

13

B O N N I E J E N S E N:

Inddragelse eller unddragelse?

Børns stemmer i opførelsen af ny døgninstitution 21

J UA A K A LY B E R T H :

Trommesangens betydning og funktion i det oprindelige grønlandske samfund 28

B I RG I T K L E I S T P E D E R S E N:

Krig og verdenskrise i grønlandsk teater 44

ERIK TORM:

Korrektioner til nogle sejlivede myter

ISBN 0017-4556 Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.

S T E F F E N H O L B E RG :

FRAM ll 1898-1902. Den norske Grønlands-ekspedition, der aldrig nåede sit mål, men endte i Canada

52

MEDDELELSER F R A DET GRØN L A N DSK E SELSK A B

AF JUAAKA LYBERTH

Trommesangens betydning og funktion i det oprindelige grønlandske samfund Trommesangen – en del af den sociale organisation

RESUMÉ

Grønlandsk trommesang er nu optaget på UNESCO’s liste over immateriel verdensarv.

Stort tillykke til os alle i Grønland. Mange har bidraget på den ene eller anden måde til at opnå dette mål, ikke mindst udøverne af sangene generationer igennem. De har gjort det muligt, at trommesang-traditionen nu er udødeliggjort som del af den globale immaterielle kulturarv. Og tak for det. Inngerutit er den grønlandske betegnelse for trommesange og trommedanse. Inngerutit er ofte ledsaget af en trommerytme, derfor kaldes de trommesange på dansk, skønt mange inngerutit kan udføres med eller uden tromme og dans. I dag kender vi hovedsagelig inngerutit som underholdningssange og kulturelle indslag. I deres oprindelse indgik inngerutit i den grønlandske socialorganisation og religion, og kan inddeles i flere forskellige hovedgrupper.

Det kommer jeg ind på til slut, men vil begynde med inngerutits funktion i den oprindelige grønlandske trosforestilling.

Juaaka Lyberth er cand. mag. i inuitkultur- og religion.

I den oprindelige grønlandske socialorganisation havde inngerutit en vigtig funktion, der dækkede over alle dele af livets aspekter. Fra glæde til sorg. Fra underholdning til lokalsamfundets syn på den enkeltes plads i sociale sammenhænge. Bilæggelse af uoverensstemmelser mellem personer og lokalsamfund. Ikke mindst, og vigtigt, indenfor det religiøse liv, specielt udøvet af åndemanere. Forfatter og tidligere højskoleforstander H.C. Petersen skriver i bogen ”Trommesangtraditionen i Grønland”1, at man ved inngerutit-studier hurtigt opdager en socialorganisation forbundet med trommesangtraditionen i Grønland og i andre inuit-områder.

Specielle åndemanere som bærere af gamle traditioner Vores inuit-forfædres tro og religion beroede på en udødelig sjæl, tarni, som holdt mange forskellige typer legemer i live. De troede også på, at alle levende og ikke levende har en sjæl, der kan manes frem ved hjælp af specielle typer inngerutit. H.C. Petersen skriver i den omtalte bog, at det var specielle typer åndemanere, som var bærere af gamle 1 H. C. Petersen og M. Hauser, 2006, side 15.

Tidsskriftet Grønland 1/2022

21

JUAAKA LYBERTH

22

Tidsskriftet Grønland 1/2022

JUAAKA LYBERTH

traditioner, fordi disse åndemanertyper blev oplært i at bevare troen gennem generationer og over enorme afstande. Bag ved videreførelsen af viden om tro og oprindelig religion hos inuit lå en hemmelig organisation, skriver H.C. Petersen.2 Denne form for socialorganisation kaldes i etnografien en esoterisk organisation med viden, der kun er forbeholdt de udvalgte. De udvalgte var så åndemanerne, der var i stand til at se ”de usynlige”, både hos mennesket og i universet. Med tilladelse fra forældrene blev unge drenge uddannet som åndemanere og gennemgik ældgamle prøver. Klarede man uddannelsen og prøverne, blev man åndemaner. I Vestgrønland varede uddannelsen op til seks år, mens det var op til 10 år i Østgrønland.

Inuits religiøse univers Trommen qilaat havde en speciel funktion i forbindelse med udøvelsen af de forskellige former for inngerutit. For at forstå trommens funktion, skal man også kende inuits oprindelige verdensbillede og religiøse univers.

I den, for almindelige mennesker, synlige verden, bor og lever mennesket/inuk, mens der hensides den synlige verden, i den usynlige verden, bor og lever ånder og sjæle. Det usynlige sted kaldes qila/qilak (himlen). For at åndemaneren kan komme i forbindelse med det usynlige univers, skal han bruge instrumentet qilaat – tromme. I den gamle retskrivning skrives tromme med tilhænget -ut (qilaut). /-ut / er tilhæng for alle slags redskaber til bestemte formål. Derfor betyder ordet qilaat/qilaut oprindelig “instrumentet til at komme ind til åndernes verden”. Trommen var altså nøglen til at komme ind i det usynlige univers, når den blev brugt af åndemanerne.

2 H. C. Petersen og M. Hauser, 2006, side 17.

Trommesang, Igdloluarssuit, Jubilæumsekspeditionen 1920-1923, Nordgrønland 1921 (foto: Svend Lauge Koch. Kilde: Arktisk Institut).

I sine fortolkningsmuligheder i Sonnes base fra 2005 skriver Birgitte Sonne følgende: ”Rumligt set var der tre indbyrdes forbundne ”andre verdener”, een bag den synlige i menneskers mellemverden, een under jord og hav, og een bag himmelhvælvingen. ”Den Anden Verden” dækker m.a.o. både åndernes skjulte verden og den indre verden i mennesker, som fosteret ser i sin mor. Angakokker3 har evnen til at se ind i dem begge”.

Trommen – et redskab til at komme i forbindelse med ånderne I den oprindelig førkristne religion fandtes to slags trommer. Den til almindelig underholdningsbrug, og den til det religiøse brug.

Ifølge inuittro skal al åndemaning ske i mørke, thi når der kommer lysning, forsvinder ånderne. Åndemaneren, der fik det kristne navn George Quppersiman, fortalte til Otto Sandgreen, at alle slags trommer skulle bindes fast i lokalet, før åndemaningen går i gang. Når ånderne først er ankommet til rummet, går trommerne nemlig af sig selv i gang med at spille, fordi ånderne spiller på dem. Quppersiman fortæller, at selv de små børnetrommer kan gå i gang med at bevæge sig rundt i lokalet og kan være meget generende for åndemaneren, hvis ikke de var bundet fast. Hvis en åndemaner, der på sin første seance kan få sin tromme til at danse af sig selv på sin ryg, og fremkalde en isnende fornemmelse i nakkehulen, får han udvidet ”sila” – alverdens viden, altså et udvidet lys-syn”.4 Derfor var åndemanertrommen en vigtig del af den religiøse akt og udøvelse før kristendommens indførelse i Grønland.

Hans Egede og den religiøse trommesang Da Hans Egede ankom til Grønland for 300 år siden, havde han selvfølgelig ikke nogen 3 Åndemaneren.

4 B. Sonne 2005: doc. 1206, 2283, 967, 1312, Rasmussen 1938: 110; Thalbitzer 1933: 51. J. Rosing1963: 242.

Tidsskriftet Grønland 1/2022

23

JUAAKA LYBERTH

fornemmelse af trommesangens og trommedansens sociale organisation og betydning hos grønlændere. Når han besøgte grønlandske bopladser og overværede åndemaning, satte han selvfølgelig trommesangen i forbindelse med de religiøse handlinger. Egede kom med en religion, hvis læresætning starter med “Du må ikke have andre guder end mig”. Det er det første bud ud af ti, som Moses fik af Gud på Sinaibjerget, 1000 år før Jesus blev født5. Set i det lys er det et forståelig motiv for Egede at forbyde trommesangen blandt de nye grønlandske kristne menigheder. Jeg forsøger ikke at undskylde Egedes forbud. Jeg forsøger at forstå, hvorfor han gjorde det.

Trods forbuddet blev trommesangen og dansen dog brugt i Vestgrønland gennem de næste 200 år. Nogle trommesange blev nedskrevet af missionærer som f.eks. Poul Egede og H. C. Clann. Men vi skal helt frem til 1860, før der var en systematisk indsamling af trommesange i Vestgrønland.

H. J. Rink indsamlede vestgrønlandske trommesange Inspektør over Sydgrønland, geologen H. J.Rink, havde i 1860’erne fornemmelse for trommesangens og fortællertraditionens betydning for den grønladske sociale organisation. Men den organisation var ved at gå i opløsning.

Han begyndte derfor at reformere arbejdet i Grønland, indførte forstanderskabet og gik i gang med at indsamle trommesange og grønlandske myter og sagn. Rinks samlinger er unik kulturskat. De fleste af dem blev oversat til dansk af salmedigteren Rasmus Berthelsen. For at forstå trommesangens forsvinden fra Vestgrønland, skal man også forstå den historiske udvikling i Grønland.

Fra midten af 1800-tallet begyndte missionen en systematisk undervisning af børn i 5 I Bibelen findes de 10 Bud i Anden Mosebog kapitel 20.

24

Tidsskriftet Grønland 1/2022

folkeskolen. Samtidig startedes uddannelsen af grønlandske kateketer (hjælpepræster) i de to seminarier i Nuuk og i Ilulissat. Både i seminarierne og i børneskolen var der undervisning i europæisk måde at synge og spille musik på. På det tidspunkt var man i grønlandsk tale begyndt at skelne mellem den gamle kultur og danskernes kultur. Sange kaldtes i gamle dage for inngerutit, mens de nye sange på den danske måde blev kaldt erinarsuutit (sange) eller tussiutit (salmer). På tilsvarende måde hed ”at synge” tidligere inngerpoq, og blev senere til erinarsorpoq (synge sange) og tussiarpoq (synge salme). Når man dansede før kristenheden, brugte man verbet tivavoq. Da man begyndte at bruge europæiske danse, sagde man qitippoq eller taparpoq.6 Samtidig med en større europæisk interesse for at forstå de oprindelige folks kulturer verden over, kom den teknologiske revolution, hvor man blev i stand til at optage lyd på bånd. Det betød, at der omkring 1900-tallet blev indsamlet og optaget et ikke så ringe antal inngerutit fra Vestgrønland, som blev fulgt op i Østgrønland og i polarområderne. Samtidig, og på trods af en fornyet interesse for den oprindelige kultur blandt intellektuelle europæere, fik Grønlands Seminarium så stor en succes med at uddanne kateketer, der så godt som alle havde lært at skrive salmer og sange på grønlandsk, at den moderne måde at synge sange og salmer på blev altdominerende, både i korsang og i kirke. Rasmus Berthelsen har f.eks. skrevet umådelig mange sange og salmer, udgav sange og salmebøger på grønlandsk, og underviste børn og kateketstuderene i musik og sang gennem 50 år. Mit gæt er, at hovedårsagen til den vestgrønlandske

6 Polkaer og reel-danse blev bragt til Grønland af hvalfangere og sømænd, blev gjort til grønlandske danse og kaldt kalattuut. I det hele taget skelnede man i betegnelserne dengang mellem, hvad der var oprindelig grønlandsk, og hvad der var indført af europæiske af skikke, tøj og mad.

JUAAKA LYBERTH

Den oprindelige grønlandske trommesang og trommedans er blivet populær og revitaliseret som sangform i Vestgrønland, mens især de østgrønlandske og højarktiske udøvere fastholder deres traditionelle måder.

I 2014 blev der afholdt et stort trommesang- og trommedansstævne i Grønlands Kulturhus – Katuaq. Her blev der stiftet en landsdækkende trommesang- og trommedansforening. Mens nogle trommedsangaktører kæmper for at indføre trommesangen som aktiv ind i den grønlandske folkekirke, har trommesangforeningens bestyrelse understreget, at foreningen ikke er en religiøs, men en kulturel bevægelse.

Førkristne trosforestillinger i nutiden kan man læse om i Juaaka Lyberths kandidat speciale fra 2015.

Navnet på det grønlandske kulturhus i Nuuk – Katuaq – betyder trommestik til den traditionelle tromme.

Huset Katuaq fejrer sit 25 års jubilæum i år (2022) (foto: Leiff Josefsen, 2014).

trommesangs forsvinden skyldes seminariets og de grønlandske kateketers succes med at indføre de moderne sange og salmer. Den vestgrønlandske trommesang genopstod først i revitaliseret form mange år efter. Inngerutit har dog været brugt i små lokalsamfund helt op til vore dage i Vestgrønland. H. C. Petersen skriver nemlig, at det var i 1950/51, han mødte resterne af inngerutit i Uummannaq distrikt, hvorfra han begyndte at indsamle tekster og opførelsespraksis ved brugen af trommesange. H. C. Petersens interesse for trommesange kommer også allerede til udtryk, da han i 1959 udgav H. J. Rinks

samlinger af vestgrønlandske trommesange med titlen: ”Ivngerutit, H.J. Rink-ip katersortitai”7.

Inddeling af inngerutit i hovedkategorier Afslutningsvis vil jeg nævne hovedkategorier af inngerutit. Der var f.eks signalsange (kalerrisaarutit), underholdningssange og sange for sjov (inngiinerit, tippalersornerlu), strids- og duelsange (ivertut), anersaatit (fattigefolks stridssange), fjeldgængersange, åndemanersange og tilhørernes sange under 7 Det Grønlandske Forlag, Godthåb, 1959.

Tidsskriftet Grønland 1/2022

25

JUAAKA LYBERTH

åndemaning (de religiøse sange/aquutit), besværgelser og trylleformularer (serratit), trommedanse (tivasut) og maskedansesange (uaajeerutit, soqulaneq). Og så var der refrainer og deres brug i inngerutit.

Anersaatit – sange til at rense luften ud mellem familier.

Den grønlandske trommesang- og trommedanstradition omfatter også en særlig gruppe sange, som blev kaldt for anersaatit.

Ordet betyder noget med åndedrætter. Det kan også fortolkes som at ”rense luften ud gennem en sang”. Sådanne anersaatit-sange brugtes mellem stridende parter eller af folk, der følte sig uretfærdigt behandlet.

Anersaatit opdeles i to hovedgrupper, iverneq og anersaatit. Og der var forbundet helt klare og bestemte regler, der skulle følges nøje.

Dermed var den, der synger en anersaat-sang beskyttet mod en eventuel hævn fra den anklagede modpart.

Iverneq – duelsangstævne for at forebygge blodhævn Sange, skrevet til iverneq-formål, blev kaldt pisit. I iverneq blev hele familien og hele vinterbopladsen inddraget. Iverneq er storfangernes – de riges – måde at løse konflikter på. Duelsang, iverneq-arrangementet, var kostbart. De involverede familier skulle møde i nyt tøj, udfordrerne og en hel masse andre mennesker, der var samlet for at overvære duellen, skulle bespises. Man rejste med umiaq og kajak til duelpladsen. Undervejs blev der sunget inngerutit, der blev kaldt kalerrisaarutit (signalsange). For en umiaq (skindbåd), der var på vej til sangduel, var det en pligt at synge signalsange, der annoncerede deres ærinde. Signalsange kan også være andre forskellige kommunikationssange. Bærplukkende kvinder kan kommunikere gennem signalsange, eller kajak-roere på vej hjem kan gennem signalsang meddele, hvordan det er gået med fangsten, osv.

Formålet med iverneq – sangduel eller stridssang – er for at undgå, at stridigheder 26

Tidsskriftet Grønland 1/2022

fører til familiefejder og blodhævn i generationer. Efter det første duelsangstævne blev de to duellanter derfor ofte venner for livet, og skulle bekræfte deres venskab med et sangstævne år efter år. Påstanden om, at den ene part skal vinde, og den anden part skal tabe ved iverneq, er ifølge H.C. Petersen en dansk måde at tænke en rettergang på, som ikke var brugt eller kendt i den traditionelle duelsang. Snarere var et duelstævne et forsoningsstævne mellem to stridende parter. Derfor er det en misforstået opfattelse i nutiden, at taberen af en sangduel blev skammet så meget, at vedkommende gik til fjelds for at blive til en qivittoq – en fjeldgænger. Tværtimod blev duellanterne venner for livet, og dermed sikrede de, at der ikke opstod blodhævn og drab mellem de to familier. Når man først blev fjender, var blodhævn ubegrænset hvad angår familieskab og i tid. Det vil sige alle led i en familie kunne risikere at blive dræbt af deres fjendes familie, og blodhævnen dermed forsætte i næste generation.

Anersaat – anklagesange for socialuretfærdig behandling Fattige fangere eller enlige kvinder, der ikke havde andre til at beskytte sig, havde ikke råd til at holde sangduelstævner. Det var for dyrt. De havde dog en mulighed for at ”rense luften ud” ved at lave en anersaatsang, hvor de kunne fortælle om den uretfærdighed, der var begået over for dem.

Så snart man ved en trommerytme kunne høre, at nu kom der en anersaat-sang, skulle bestemte regler følges, hvor alle måtte tie stille og lytte til ”klagesangen”, der var rettet mod den person, der havde forurettet den anden person. Der var bestemte regler, en anersaat-sanger skulle følge, som beskyttede sangeren mod hævn fra den anklagede.

Hvis den anklagede forsøgte at hævne sig over en anersaat-sanger, fik vedkommende en uheldig plet på sit omdømme.

Sange, der blev kaldt for ileqqorsuutit, som var kendte og brugt helt ind i nyere

JUAAKA LYBERTH

tid, er en underafdeling af anersaatit-sange.

Til et voksent menneske, der var gået over grænsen for det tilladelige, blev der lavet en ileqqorsuut-sang. Således var ileqqorsuutitsange socialt præventive sange.

Qivittuts sange Qivittuts sange kender vi hovedsagelig fra Sydvestgrønland og fra Diskobugten. En qivittoq er en person, der af en eller anden grund måtte søge væk fra samfundet og leve alene ude i naturen og få overnaturlige kræfter. Qivittuts sange er ukendte i Østgrønland, hvor mange duelsange – iverneq – havde fundet sted. H. C. Petersen skriver, at qivittut-sangenes metrik tydeligt adskiller sig fra andre sange fra andre grupper.

Sangene er delt i et to- eller tredelt forløb.

Sangen indledes med almindelig tale, en fortælling, der forklarer om baggrunden for, at vedkommende måtte søge væk fra andre mennesker. Personen omtales i tredje person. Så fortsætter beretningen som en del af en sang. Personen står nu i jeg-form (første person) og fortæller om sine oplevelser som qivittoq. I visse sange slutter sangen her, i andre sange fortsætter beretningen i almindelig tale, hvor personen igen er omtalt i tredje person.

Litteraturliste

Det Danske Bibelselskab: Biibili, 2000.

Lyberth, Juaaka: Grønlandske før-kristne trosforestillinger i nutiden. Synkretistiske trostræk og tendenser i det nyreligiøse felt i Grønland. Kandidatspeciale.

Københavns Universitet, Institut for arktiske og tværkulturelle studier, 2015.

Petersen, H.C.: Ivngerutit, H.J.Rink-ip katersai. Det Grønlandske Forlag, 1959.

Petersen H.C., Hauser Michael: Trommesang traditionen i Grønland. Forlaget Atuagkat, 2006.

Sandgren, Otto: Min eskimoiske fortid – en østgrønlandsk åndemaners ærindringer. Det Grønlandske Selskabs Publikationer, 1991.

Schultz-Lorentzen: Det vestgrønlandske sprog; i grammatisk fremstilling. Ministeriet for Grønland, 1969.

Sonne, Birgitte: Eksempler på fortolkningsmuligheder i SONNES BASE 2005 over grønlandske fortællinger.

Det Grønlandske Selskabs Publikationer, 2011.

Rosing, Jens: Hvis vi vågner til havblik: en slægtssaga fra Østgrønland, Borgen, 1993.

Rosing, Otto: angákortaligssuit 1-2. Det Grønlandske Forlag, 1958 + 1961.

Thalbitzer, William: The Ammassalik Eskimo.

Meddelelser om Grønland (MoG), 39, 1911/12.

Tunumiut taigdliait, 1931. Kalaaleq. Kalâtdlit itsarnisat ilerquisa ilaat, 1932. Inuit danse og sange fra Grønland, 1939. MoG.

Note Min hovedkilde til dette causeri over grønlandske trommesange og trommedanse er bogen ”Trommesang traditionen i Grønland”, skrevet af H. C. Petersen og Michael Hauser (Forlaget Atuagkat, 2006).

Tidsskriftet Grønland 1/2022

27

Kalaallit nunaannut iluaqutaasumik Til gavn for Grønland

I GrønlandsBANKEN arbejder vi aktivt med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling www.banken.gl · Tlf. 701234

Design: Refleksion.info

GrønlandsBANKENimi FN-ip Nunarsuarmi anguniagai suliniutaalu aallupparput

KALAALLIT NUNAANNI NIOQQUTINIK ILLIT PILERSUISUT DIN LOKALE LEVERANDØR I GRØNLAND

LOKALE BUTIKKER

LOKALT ENGAGEMENT

PROJEKT LØSNING

LOGISTIK LØSNING

• Lokale lagre • Lokale muligheder • Lokale løsninger

• Grønlandsk aktieselskab • Medlem af CSR Greenland • Bæredygtig udvikling

• Professionelt back up • Grønlandsk erfaring • Sparringspartner

• Professionelt håndtering • Optimal emballering • Fragtoptimering

STARK Nuuk

Box 140 • 3900 Nuuk Telefon 38 37 70

STARK Qaqortoq

Box 339 • 3920 Qaqortoq Telefon 38 37 30

STARK Aasiaat

Box 99 • 3950 Aasiaat Telefon 38 37 50

58

STARK Ilulissat

STARK Ilulissat

Box 507 • 3952 Ilulissat Telefon 38 37 60

STARK Aasiaat STARK Sisimiut

STARK Tasiilaq

STARK Tasiilaq

Box 1 • 3913 Tasiilaq Telefon 38 38 10

STARK Sisimiut

Box 469 • 3911 Sisimiut Telefon 38 37 40

Tidsskriftet Grønland 1/2022

BESØG OS PÅ FACEBOOK STARKKALAALLITNUNAAT

STARK Nuuk

STARK Kalaallit Nunaat A/S

Medlem af CSR Greenland

STARK Grønland STARK Qaqortoq

Langerak 17 • 9220 Aalborg Ø Telefon 82 52 23 00

Inunnut avatangiisinullu aallussinissamik sammisunut aningaasaliisarpugut Vi investerer i mennesker og miljø

Et stærkt brand over hele verden

KØBES

MALERIER – BILLEDER M.M. MED RELATION TIL GRØNLAND. KONTAKT KUNSTHANDLER

Roar Christiansen Box 348, 3900 Nuuk Telefon +299 321393 Mobil +299 482693 email: roarc.gl@gmail.com

Tidsskriftet Grønland 1/2022

59

Læs om den nyeste forskning fra Ilisimatusarfik Grønlandsk Kultur- og Samfundsforskning 2020-21 o grønlandsk teater o fotokunst og fællesskab i grønlandske byer og bygder o grønlandske modeinfluencere o færøske holdninger til Grønland og grønlændere o grønlandsk grammatik o politiske opfattelser af gamle mennesker i Grønland o det gode liv som gammel i Grønland o det grønlandske sundhedsvæsen

Pris: 200 kr.

Bestil bogen i Danmark hos Det Grønlandske Selskab: +45 61 60 53 31 www.greenland.bigcartel.com Bestil bogen i Grønland hos Ilisimatusarfik: +299 38 56 00 www.webshop.uni.gl

60

Tidsskriftet Grønland 1/2022

Grønlandsbilleder fra IVIGTUT 1916-1919 af Gunnar Solvang. Fotograferet af Harald Johansen

Harald Johansen rejste i 1916 til Grønland sammen med Jens Jepsen. De to sønderjyder var rømmet fra tysk krigstjeneste og arbejdede tre år i kryolitminen i Ivigtut. Bogen skildrer i tekst og billeder det arbejds- og fritidsliv, som Harald og Jens oplevede i den barske grønlandske verden: Den lange farefulde rejse til Ivigtut, Arsuk Fjord, oplevelser på ekskursioner samt jagt- og sejlture langs kysten til bl.a. nordboruinerne – i et fællesskab med kammeraterne. Bogen rummer en samling af unikke fotografier, der her udgives samlet for første gang.

168 sider Pris: 175 kr.

Medlemspris: 125 kr.

Bestil bogen på: www.greenland.bigcartel.com

dgls@dgls.dk 61 60 53 31

Protektor: H.K.H. Kronprins Frederik L.E. Bruuns vej 10 DK-2920 Charlottenlund Tlf.: +45 61 60 53 31 dgls@dgls.dk www.dgls.dk