Tidsskriftet Grønland nr. 3, september 2020

TIDSSKRIFTET

GRØNLAND

NR. 3/SEPTEMBER 2020 68. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB

Lyt til Arktisk Instituts nye podcast: ”Vi synker nu!” – om MS Hans Hedtofts forlis!

Arktiske Historier er en serie af podcasts udgivet af Arktisk Institut og produceret af Iben Bjørnsson (1-11) og af Mads Malik Fuglsang Holm (12-16)

Foto: J.E. Saaby-Hansen

Find den på: www.arktiskinstitut.dk  Formidling  Podcasts: ”16. Vi synker nu”.

- Eller på: Soundcloud, iTunes + alle større podcast-indekser. Søg på Arktiske Historier

Besøg instituttet på www.arktiskinstitut.dk – og klik videre til:

Fotosamling med mere end 200.000 historiske fotografier Dokumentarkiv med mere end 600 arkivsamlinger Kunst og genstande med 2.000 tegninger, figurer mm. Østgrønlandske stednavne med forklaring til hvert stednavn Grønlandske fortællinger: Sagn og myter fra Grønland og Arktis Biografisk leksikon: udsendte i Grønland fra 1721 til 1900 Polarbiblioteket med over 35.000 titler.

Arktisk Institut, Strandgade 102, 1401 København K 3231 5050, eller arktisk@arktisk.dk

INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND Udgives af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund Telefon 61 60 53 31 E-mail dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ SE nr. 19 04 29 28 BankNordik: 6506 - 3062474369 IBAN: DK 4965 0630 6247 4369 SWIFT/BIC: BANODKKK Redaktion Uffe Wilken Det Grønlandske Selskab Telefon 31 77 20 16 E-mail uw@dgls.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med ­kildeangivelse.

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.

Augustinus Fonden, Skibsreder C. Kraemer og Hustru Mathilde Kraemers Grønlandsfond.

Grafisk udformning Uffe Wilken Tryk Narayana Press Forsidebillede ”Kæmpe Hans” (© Kunuk Platou).

70 PIA RINK:

Grønland mellem Egede og Rink

8 0

J UA A K A LY B E R T H :

Hans Egede – den strenge missionær med det humanistiske budskab 84

N A J A DY R E N D O M G R AU G A A R D :

Opgøret med Kæmpe Eskimoen

94

S I M O N M Ø L H O L M O L E S E N:

Grønlands enhjørning som magtsymbol

105

J O E L B E RG L U N D :

Omkring børnene på Gården under Sandet 117 I VA L U B A R L AC H C H R I S T E N S E N:

Universet fra Arktis 120 MEDDELELSER F R A DET GRØN L A N DSK E SELSK A B

AF SIMON MØLHOLM OLESEN

Grønlands enhjørning som magtsymbol Simon Mølholm Olesen. Ph.d.-stipendiat i historie ved Aarhus Universitet. Han arbejder i sin ph.d.-afhandling med magt og modmagt i 1700-tallets Grønland, og han prøver bl.a. at gøre grønlænderne til aktive med- og modspillere, der påvirkede den danske kolonipolitik. Til at belyse emnet benytter han kilder på dansk, engelsk, fransk, hollandsk og tysk fra 1600- og 1700-tallet, men han benytter også dele af den grønlandske fortælletradition, der blev nedskrevet af Aron, Rink og andre i 1800-tallet. Hans afhandling fokuserer dermed på den gensidige forhandling, overenskomst og tilpasning, der skete mellem grønlændere og danskere i 1700-tallet, og som skabte grobund for en levedygtig kolonial situation. Hans forfatterskab omfatter flere artikler om grønlandsk historie i perioden ca. 1550-1960. Blandt hans nyeste publikationer kan nævnes ”Vor och Cronens Land: Dansk-norske forestillinger om retten til Grønland, ca.

1550-1700” i Temp – tidsskrift for historie (nr. 19: 2019) og ”Hans Egede bød inuitterne en dram” i Politiken Historie (nr. 7: 2019). Tilbage i 2016 modtog Simon Mølholm Olesen endvidere Udenrigsministeriets og Udenrigspolitisk Selskabs Pris for en artikel om Rigsfællesskabet som bufferzone i Arktis.

Myten fødes Eksistensen af enhjørninger var et zoologisk faktum i middelalderen. De er flere steder beskrevet i Bibelen og den øvrige antikke litteratur, der blev anvendt som

94

Tidsskriftet Grønland 3/2020

RESUMÉ I renæssancens København kunne eliten beundre og købe enhjørninghorn. Videnskabsmanden Ole Worm (1588-1654) ejede og studerede et sådan horn, som han havde købt for det svimlende beløb af 8.000 rigsdalere. Også Frederik III (r. 1648-70) ejede flere af disse horn, og nogle af dem benyttede hans håndværkere til at fremstille enevældens flotte tronstol – Narhvalstronen. Enhjørningerne, der i virkeligheden bare var narhvaler, kom fra de iskolde farvande, der omkranser Grønland. Da andre statsmagter begyndte at interessere sig for Grønland fra 1500-tallet, blev det vigtigt for Danmark at understrege sit ældgamle krav på Grønland.

Danmarks krav på Grønland gik igennem kongens stedlige undersåtter, nordboerne, som ingen dog havde hørt fra i flere generationer.

Kapløbet om Grønland indviklede enhjørninghornet i en fortælling om videnskab, status og magt.

sikre henvisninger af middelalderens lærde.

Samtidig var det muligt at se håndgribelige beviser for dyrets eksistens i Europas kirker og kongelige skatkamre. Her opbevarede gejstlige og konger dyrets horn, som enten fremstod i sin helt oprindelige snoede form, eller som var blevet omformet til diverse

SIMON MØLHOLM OLESEN

Figur 1. Kalkmaleri af enhjørning i Elmelund Kirke. Ca. 30 danske kalkmalerier fra årene 1490-1510 gengiver enhjørninger. Alle kalkmalerierne viser enhjørningen i sin velkendte hesteskikkelse. For bedre at skelne havets og landjordens enhjørninger fra hinanden blev narhvalen gerne omtalt som havets enhjørning i 1500- og 1600-tallet (foto: Wikimedia Commons).

prydgenstande.1 Enhjørninghorn var attraktivt, fordi de antikke og bibelske fortællinger knyttede karaktertræk såsom renhed, styrke og kampvilje til dyret. Endvidere blev pulveriseret enhjørninghorn betragtet som et enestående lægemiddel, der nærmest mirakuløst kunne redde livet for dødeligt syge mennesker. Selvom få naturforskere, f.eks.

Albertus Magnus (1206-80), luftede tanken om, at hornene stammede fra almindelige ”havfisk” (narhval), så var fåtallet interesseret i at ændre opfattelse. Det gav jo prestige at eje de sagnomspundne horn.2

Nordboerne i Grønland stod for hovedeksporten af narhvaltænder til Europa. Selv om de uden tvivl vidste, at det såkaldte ’enhjørninghorn’ stammede fra en hval, så havde hverken nordboerne eller modtagerne en interesse i at undergrave hornets salgsværdi og mytiske kræfter.3 For at fremhæve narhvaltandens mytiske ophav så bruges betegnelsen ’enhjørninghorn’ altså overvejende i artiklen. Da nordboerne anerkendte den norske konge som deres høvding i 1261, var skattebetaling en del af de goder, som kongen skulle have. Til gengæld lovede kongen årlige forsyninger og frihed fra kongelig

1 Kofoed (1983); Pluskowski (2004); Roesdahl (2019).

2 Pluskowski (2004), s. 304.

3 Roesdahl (2019).

Tidsskriftet Grønland 3/2020

95

SIMON MØLHOLM OLESEN

forsvandt.5 Skiftende konger forsøgte uden held at genfinde det tabte biland.6 I 1500-tallet begyndte England, Hanseforbundet, Nederlandene og andre at søge efter værdifulde naturressourcer i Grønlands nærområde. Englænderen Martin Frobisher rejste til området i 1576, hvorfra han bl.a. hjembragte enhjørninghorn og ædelmetaller. Det gav prestige.

De udenlandske fremstød i den danske konges gamle område var dog uacceptable. Frederik II (r. 1559-88) forsøgte derfor kort tid efter Frobishers hjemkomst at udsende ekspeditioner til Grønland. Ekspeditionerne førte dog ikke til, at forbindelsen blev genoptaget.7 Det var først under kongens søn, Christian IV (r. 15881648), at der for alvor kom skub i sagerne.

Et sagnomspundet biland

Figur 2. Christian IV portrætteret af Pieter Isaacsz. I kongens levetid udsendte han, eller nogle af hans privilegerede købmænd, flere ekspeditioner, der anløb Grønland, eller som strejfede områder, der blev anset for at være en del af det norrøne Grønland. Kongen udsendte ekspeditioner i 1605-07 og 1619-20, mens københavnske købmænd udsendte en enkelt ekspedition i 1636 (foto: Wikimedia Commons).

undertrykkelse. Nordboernes skattebetalinger kunne ikke foregå i rede penge, da de ikke havde et møntsystem. Derfor blev betalingen lagt i værdifulde naturalier, hvoraf enhjørninghorn givetvis udgjorde en vis andel.4 I 1380 var Danmark og Norge blevet forenet i en union, der pludselig skabte en dansk forbindelse til Grønland. Omtrent 30 år senere mistede kongemagten imidlertid forbindelsen til Grønland, da de norrøne bosættelser

I løbet af sensommeren 1605 kom de tre skibe tilbage til København, som Christian IV havde udsendt til det sagnomspundne Grønland. For første gang siden 1400-tallet var der skabt en forbindelse til kongemagtens gamle biland. Sensationen var stor. Skibene hjembragte grønlændere, mineralprøver og nogle enhjørninghorn. Endvidere blev skibene modtaget af kongen og hans jublende undersåtter. Der var meget at glæde sig over.

Skibsladningen var nemlig ikke bare et symbol på en succesfuld rejse til det sted i verden, der tilfældigvis blev anset som verdens udkant på det givne tidspunkt. Rejsens destination var helt bevidst et område, der havde tilhørt, og endnu tilhørte, den danske konge. Derfor symboliserede ladningen også, hvad der kunne vindes, hvis forbindelsen til det gamle biland blev ordentligt genetableret. Elitens historiske bevidsthed fejlede ingenting.8 5 Dugmore et al. (2007); Etting (2009); Arneborg (2012); Jackson et al. (2018).

6 Gad (1978), s. 227-262; Bisgaard (2008); Mølholm Olesen (2019), s. 74-80.

7 Bobé (1936), s. 7-8; Gad (1978), s. 232-246; McGhee (2001), s.

33-88; Lockhart (2007), s. 110-112.

4 Thorsteinsson (1985), s. 94-143; Sigurdsson (2000), s. 51-61; Mølholm Olesen (2019), s. 74-80.

96

Tidsskriftet Grønland 3/2020

8 Lyschander (1608), s. Til Læseren; Bielke (1607/1990), s. 3248; Claussøn Friis (1632), s. 170-185; Kisbye-Møller (1985).

SIMON MØLHOLM OLESEN

Figur 3. James Halls The Coast of Groineland, ca. 1605. Gengivet efter C.C.A. Gosch: Danish Arctic Expeditions (1897), bd. 1, kort IV, ml. s. 16-20.

Samtidige lærde som f.eks. Peder Claussøn Friis (1545-1614), Claus Lyschander (15581624) og Jens Bielke (1580-1659) benyttede den øgede interesse for Grønland til at fabulere om de genfundne mærkværdigheder.

I deres verden var Grønland placeret på verdens yderste rand. Det gjorde området helt ideelt for tilstedeværelsen af magiske væsener som f.eks. vidunderlige enhjørninger, skønne havfruer, onde ”havtrolde” og andre usædvanlige skabninger. Narhvalen blev dermed til havets enhjørning på grund af sin enlige og snoede stødtand, imens prustende hvaler blev til havtrolde, der stræbte

efter at sænke skibe.9 Det gav prestige at have adgang til de væsener. James Hall (død 1612), der arbejdede som navigatør for Christian IV, formåede at indfange denne symbolik i sit fascinerende kort over dele af Grønlands vestkyst fra 1605 (figur 3).10 Kortet viser kongens store våbenmærke, der dominerer landskabet. Samtidig ses to enhjørninger med løftet horn og hove, der boltrer sig i det kystnære farvand (jævnfør 9 Modernisering af ”Søe Enhørningh” og ”Troldhuale”, se Mølholm Olesen (2019), s. 84-85.

10 For andre perspektiver på Hall-kortet, se Strandsbjerg (under udgivelse).

Tidsskriftet Grønland 3/2020

97

SIMON MØLHOLM OLESEN

figur 1). Lyschander giver et fingerpeg om, at det netop er enhjørninger, som Hall tegnede. I 1608 beskrev han nemlig narhvalen som ”en stor og led fisk”, der havde et langt og spidst ”horn”, og som ”man mente var en slags enhjørning, som løber i det vilde hav”.11 Der er ikke langt fra den beskrivelse til de to dyr med horn og hove, der boltrer sig – ”løber” – i det kystnære farvand på Hall-kortet. De to enhjørninger virker som en magtfuld forlængelse af kongens våbenmærke, der med dyrenes nordgående svømning ydermere signalerer, at kongens Grønland strækker sig længere mod nord.

Deres aggressive positur afskærmer ligeledes kysten på vegne af kongemagten.

Længst ude i vandet ses to prustende hvaler eller havtrolde. De svømmer omvendt imod syd. Måske signalerer de, hvad Danmark kan vinde ved hvalfangst? Måske er de endnu en symbolsk ringmur? Uanset hvad er budskabet klart: Her hersker Christian IV, og hans krav beskyttes og understreges bl.a. af de to enhjørninger langs kysten.

Datidens lærde forestillede de sig endvidere, at det var muligt at finde guld og sølv, der i omfang og værdi svarede til ”et nordligt Eldorado”, som polarforskeren Chr. Pingel beskrev guldfeberen i sit bidrag til Grönlands Historiske Mindesmærker fra 1845.12 Christian IV delte de lærdes tanker, og han gav derfor ordre til at lede efter ”sølvbjerge” til de ekspeditioner, der afsejlede til Grønland i 1606 og 1607.13 De lærde mente derudover, at der endnu levede nordboere i dette højst mærkværdige landskab. Ifølge Peder Claussøn Friis førte nordboerne endnu et liv, der til forveksling mindede om tilværelsen 11 Lyschander (1608), s. efter 1577. Moderne retstavning.

12 I 1600-tallet brugte lærde som f.eks. Claus Lyschander den lige så poetiske betegnelse ”Saturns skatkammer”.

Billedsproget henviste til Romerrigets rige skatkammer, der var placeret i Saturns tempel i Rom. Lyschander (1608), s. efter 1577; Pingel (1845), s. 712; Mølholm Olesen (2019), s. 83.

13 Se f.eks. Instruks fra Kong Christian IV til Carsten Richardsøn og James Hall, 6. maj 1607. Moderne retstavning.

98

Tidsskriftet Grønland 3/2020

som før adskillelsen.14 Eksempelvis skrev han, at ”der bor ikke mange mennesker i landet / fordi der er få steder, som de kan bebygge / og de er kristne, dem der lever her […] og de har deres egen biskop / fordi de ligger så langt fra andre folk”.15 Bemærk at Friis skrev i nutid. Han troede altså, at forholdene stadig gjaldt. Eftersom selveste Ole Worm (1588-1654) fik udgivet Friis’ tekst hos Melchior Martzan (død 1654), kongelig bogtrykker i København, så var tankerne åbenbart fuldgyldige endnu i 1632.16 Nordboerne var altså stadig katolikker, og det var derfor blandt kongens opgaver at gøre dem til gode protestanter. Kongens krav var således levedygtigt, fordi hans stedlige undersåtter stadig fandtes.

Hvis det lykkedes at genskabe kontakten til Grønland, så var belønningen potentielt stor. Ikke alene kunne kongen få adgang til ædelmetaller og glæde Gud ved at afskaffe de sidste rester af katolicisme i sine riger og lande. Kongen kunne også få andel i de ”kostelige” varer,17 f.eks. enhjørninghorn, hvalolie og isbjørneskind, der fandtes i området, og som efterhånden tiltrak andre statsmagter.

Især Jens Bielke og Claus Lyschander satte lighedstegn mellem kongens historiske krav og samtidens nye muligheder.18 Således gjorde nordboernes ’tilstedeværelse’ det oplagt at benytte enhjørningen som et symbol på kongens stærke og rene krav på Grønland. Dermed blev der bevidst slået bro imellem fortiden og samtiden. Elementer af mytologisk og historisk karakter blev altså nært forbundne, og de kom til at virke gensidigt forstærkende på kongens krav i Grønland. Andre stater betvivlede dog den danske konges påståede krav. Derfor var det pinedød nødvendigt for Danmark at markere sin nordatlantiske 14 Claussøn Friis (1632), s. 173-174. For et lignende eksempel fra 1567, se Beyer (1928), s. 63-64.

15 Claussøn Friis (1632), s. 183. Moderne retstavning.

16 Claussøn Friis (1632), s. titelblad.

17 Lyschander (1608), s. efter 1605. Moderne retstavning.

18 Mølholm Olesen (2019), s. 81-84.

SIMON MØLHOLM OLESEN

førerposition. Her kom enhjørningen til at spille en anden vigtig rolle i Christian IV’s forsøg på at hævde sine krav.

Enhjørningen i kongens tjeneste Nederlandske skibe opdagede Svalbard i 1596. Øgruppen viste sig at byde på værdifulde ressourcer, hvor især hvalerne tiltrak sig opmærksomhed. De nordeuropæiske stater blev ansporet til at indlede et kapløb om øgruppens ressourcer. Danmark deltog hurtigt i kapløbet, fordi øgruppen lå inden for et område, som den danske konge af historiske årsager gjorde krav på. Ingen var nemlig sikker på, om Svalbard var en del af Grønland.19 Usikkerheden krævede handling. I 1599 stævnede Christian IV ud på sin berømte Nordkapsejlads. Hensigten var at markere kongens krav i det nordatlantiske område. Året efter tvang kongen sågar Sverige til at anerkende den skrøbelige grænsedragning imod Finmarken, fordi han ville undgå, at svenskerne fik adgang til Nordatlanten.20 I 1605, året hvor kongemagten genskabte kontakten til Grønland, blev flådens nyeste fregat døbt ”Enhjørningen”.21 Navnet var ikke kun en fejring af den samtidige ekspedition til Grønland, hvor dyret angiveligt fandtes.

Som nævnt i indledningen så blev enhjørningen traditionelt forbundet med karaktertræk som renhed, styrke og kampvilje. Der lå altså en del symbolik i navngivningen. Kongens ”adkomst og ret” til Grønland og dets farvande kunne ikke retfærdigvis betvivles, som Lyschander skrev i 1608.22 Hall-kortets kongelige våbenmærke og to enhjørninger (figur 3) understreger ligeledes symbolikken i, at kongens krav var stærkt og rent. Men hvis nogen alligevel satte sig op imod kravet, så skulle de forvente at møde styrke og kampvilje fra fregatten Enhjørningen ude på havet.

19 Dalgård (1962), s. 29-234; Hacquebord (2003); Jackson (2005), s. 1-22; Gulløv et al. (2017), s. 16-43.

20 Johnsen (1923), s. 103-149.

Figur 4. Forsiden til Jens Munks rejseberetning blev udgivet i 1624. Her ses beretningens forside i en udgave fra 1723 (foto: danmarkshistorien.dk).

Enhjørningen indgik efterfølgende i flåden, og den kom bl.a. i kamp under Kalmarkrigen (1611-13). Den berømte opdagelsesrejsende Jens Munk (1579-1628) fik to skibe fra Christian IV’s flåde, da han drog ud på sin polarrejse i 1619. Det ene skib var passende nok Enhjørningen, mens det andet var en jagt, der hed Lamprenen.23 Rejsen handlede om at finde en Nordvestpassage mellem Grønland og Canada, der kunne give adgang til Asiens rigdomme. Som bekendt blev udfaldet

21 Probst (1996). Moderne retstavning.

22 Lyschander (1608), s. Til Læseren.

23 Birket-Smith (1929), s. 13-60; Bobé (1936), s. 6-22.

Tidsskriftet Grønland 3/2020

99

SIMON MØLHOLM OLESEN

katastrofalt for deltagerne. Kun tre mænd overlevede, heriblandt Jens Munk, mens den øvrige besætning på over 60 mænd døde i Hudsonbugtens vinterkulde. Før ulykkerne begyndte at regne ned over det danske mandskab, anløb skibene Labrador. De gamle nordboere havde før været i Labrador, som de havde døbt Vinland.24 Munks skibe var landet i Vinland, altså en del af kongens Grønland, og derfor lod han opsætte nogle våbenmærker med kongens navnetræk. Hensigten var, at andre statsmagter kunne se, at området tilhørte Danmarks konge.25 Samme kneb blev brugt på Svalbard i 1623, da dansk-norske sømænd opsatte et kongeligt våbenmærke.26 På dette tidspunkt var alle de store europæiske stater indviklet i en konfliktpræget kappestrid om Nordatlantens hvalfangstfelter. Derfor var der gode grunde til at markere, at hele Nordatlanten faktisk tilhørte Christian IV. I vinteren 1620 sank Enhjørningen et sted i Hudsonbugten. Skibsforliset var på sin vis næsten lige så symbolsk, som da skibet fik sit navn i 1605.

Fortvivlelse afløste det tidligere håb om regelmæssig kontakt med Grønland og prestige ved at finde Nordvestpassagen til Asiens rigdomme. Også hvalfangsten ved Svalbard svigtede i 1620’erne.27 Da Danmark endnu engang blev indviklet i krige med Sverige i 1640’erne og 1650’erne, blev der så godt som sat punktum for enhver aktiv bestræbelse på at genskabe kontakt til Grønland. Initiativet gled fra kongemagten til private aktører. I 1636 og 1652-54 stod privilegerede købmænd for at sejle til Grønland. Når det således viste sig ganske umuligt for kongemagten at hævde sine arktiske krav med militærmagt, måtte andre metoder i brug. Svarene lå bl.a. i videnskabelige landvindinger og kongelig

selviscenesættelse. Endnu engang kom havets enhjørning til at spille en hovedrolle.

24 Mølholm Olesen (2019), s. 85.

28 Lyschander (1608), s. efter 1577; Pluskowski (2004), s. 304.

25 Munk (1624/1723), s. 20, 24.

29 Mølholm Olesen (2019), s. 86-88.

26 Dalgård (1962), s. 109-110.

30 Dalgård (1962), s. 233-234.

27 Dalgård (1962), s. 29-234; De Jong (1978), s. 1-14; Jackson (2005), s. 1-22; Gulløv et al. (2017), s. 16-43.

31 Kisbye-Møller (1981), s. 173-176. For mere om raritetskabinetter, se Sörlin (2017), s. 273-274.

100 Tidsskriftet Grønland 3/2020

Videnskab og kongemagt Selvom enkelte lærde i tidens løb havde betvivlet rygterne om Grønlands enhjørning, så førte det ikke til noget opgør med dets mytiske status. Som nævnt beskrev såvel Albertus Magnus som Claus Lyschander havets enhjørning som en slags "fisk" allerede i 1200-tallet og begyndelsen af 1600-tallet.28 Først da videnskabsmanden Ole Worm tog livtag med myten i 1630’erne, skete der noget helt nyt. København summede af fornyet interesse for Grønland op til udbruddet af Torstensson-krigen i 1643. Det påvirkede uden tvivl Worm. Allerede i 1632 sørgede han for, at den afdøde Peder Claussøn Friis fik udgivet sin beskrivelse af Norge, der også indeholdt en beskrivelse af Grønland.29 Et par år efter dannede nogle københavnske købmænd et kompagni, der besejlede Grønland i 1636. Det var første gang, at private danskere udsendte et skib til Grønland i nyere tid.

Ekspeditionen vendte hjem med narreguld og enhjørninghorn i lastrummet.30 I årene 1638-45 udgav Worm først et lille afhandlingstillæg og senere en hel bog om sine studier af et narhvalkranium med stødtand, som han havde købt for hele 8.000 rigsdaler.31 Worm købte rimeligvis sit narhvalkranium af de københavnske købmænd engang efter 1636.

Det vil passe fint med den første bogudgivelse fra 1638. Worm viste i sine udgivelser, at havets enhjørning ikke var en mytologisk skabning. Derimod var dyret en slags ”fisk”, som islænderne kaldte for ”narhval”. Nordboernes slægtninge, der altså udmærket kendte til hvalens ikke-mytiske ophav, fastslog, at der bare var tale om en ”hvalfisk”. Selv om Worm havde fastslået narhvalens ophav, så fastholdt

SIMON MØLHOLM OLESEN

han dog, at narhvaltanden havde medicinske egenskaber.32 Det kan måske virke mærkeligt, at Worm aktivt såede tvivl om enhjørningens mytiske status, der ellers gav anseelig prestige til kongens og købmændenes grønlandstogter. Især når Worms tanker fik international gennemslagskraft, og blev citeret af franske, tyske og nederlandske kolleger.33 Netop fordi hans værker blev citeret så vidt og bredt, kunne hans arbejde bruges på anden vis. ”Den vidtberømte Doktor Worm” og hans videnskabelige resultater tilførte kongen stor betydning og prestige.34 En betydning og prestige der efter datidens målestok vel kunne sammenlignes med den anerkendelse, der tilfaldt Frederik II efter, at Tycho Brahe udgav De nova stella (Om den nye stjerne) i 1573. Før eller siden var sandheden om havets enhjørning kommet frem, og så var det nok trods alt at foretrække, hvis afsløringen kom fra Danmark-Norge. En så afgørende videnskabelig landvinding genplacerede Danmark-Norge iblandt de førende nordatlantiske statsmagter.

Efterhånden gik det ikke desto mindre op for kongemagten, at det var umuligt at konkurrere med nederlandske og hanseatiske redere. 1600-tallets krige med Sverige gjorde det ikke nemmere. For stadig at kunne hævde sig i Grønland, valgte Frederik III at benytte enevældens indførelse i 1660 til at indvæve sine krav i absolutistisk symbolik. Helt konkret bestemte kongen, at alle bærende dele på sin nye tronstol skulle udfærdiges i enhjørninghorn. I forbindelse med grønlandstogterne i 1605-07, 1636 og 1652-54 erhvervede kongemagten en mængde enhjørninghorn. Kongen lod

Figur 5. Kobberstik af en ældre Ole Worm. Worm stiftede Museum Wormianum, der fungerede som et raritetskabinet. Kabinettet var kun åbent for eliten, og det indeholdt bl.a. Worms narhvalkranium. I 1655 købte Frederik III samlingen, og lod den indgå i det kongelige kunstkammer. I dag er store dele af samlingen i Nationalmuseets besiddelse (foto: Wikimedia Commons).

33 Worm og Bartholin (1645); La Peyrère (1647), s. 68-81; Olearius (1663), s. 175; Zorgdrager (1720), s. 5.

derfor sine håndværkere benytte det endnu højst værdifulde materiale.35 Selv om videnskabsmænd som f.eks.

Worm havde modbevist mange af enhjørningens mytiske karaktertræk, var den stadigvæk et prestigiøst og kendt symbol for Grønland. Derfor kunne narhvaltand bruges til at fastslå kongens rettigheder, idet budskabet praktisk talt blev bygget ind i

34 Se f.eks. Brev fra Ole Worm til Isaac de la Peyrère, 12. april 1645, s. 97-101. Jf. La Peyrère (1647), s. 68-81; Olearius (1663), s. 175; Zorgdrager (1720), s. 5. Min oversættelse fra tysk.

35 La Peyrère (1647), s. 64; Erichsen (1787), s. 11, 15, 19, 30; Mølholm Olesen (2019), s. 89.

32 Mølholm Olesen (2019), fodnote 103.

Tidsskriftet Grønland 3/2020 101

SIMON MØLHOLM OLESEN

Figur 6. Narhvaltronen var de enevældige kongers salvingstrone.

Tronen blev bygget i 1660’erne, og blev først anvendt til Christian V’s salving i 1671. I dag er tronen udstillet på Rosenborg Slot (foto: Wikimedia Commons).

102 Tidsskriftet Grønland 3/2020

SIMON MØLHOLM OLESEN

enevælden, der var symboliseret ved den ophøjede trone. Narhvaltronen blev taget i brug til Christian V’s salving i 1671.36

Isbjørnen sejrer I årene 1605-20 spillede narhvalen en vigtig rolle i den lærde Grønland-litteratur, på Hallkortet og under navngivningen af Christian IV’s fregat ’Enhjørningen’. Efter Ole Worms berømte studier af et narhvalkranium i 1630’erne og flere europæiske rejsende til Davisstrædet, indtraf et opgør med dyrets sagnomspundne status. Derfor gled den heraldisk set i baggrunden. Narhvalen bevarede dog en del af sin status indtil slutningen af 1600-tallet, fordi den blev den bærende del af enevældens tronstol.

Endnu i slutningen af 1700-tallet findes spredte notitser om havets enhjørning, men når betegnelsen blev brugt, så var det altid i et handelsøjemed. Narhvalen kom således aldrig igen så tæt på at blive Grønlands landsdelsvåben, som det var tilfældet i Christian IV’s tidlige regeringstid. Mystikken var simpelthen væk.

Efter enevældens afskaffelse i 1848 ophørte kongemagten med at bruge Narhvaltronen. I statsligt perspektiv blev narhvalens betydning yderligere reduceret, da Thule i 1900-tallet antog dyret i sit ellers flotte kommunevåben.37 Thules efterfølgerkommune fik dog et nyt kommunevåben i 2018, der ikke videreførte narhvalen som landsskabssymbol.

I stedet for narhvalen kom isbjørnen til at spille den bærende heraldiske rolle for Grønland. Det kan hænge sammen med, at bjørne generelt er nemmere at afbilde i et rigsvåben som det dansk-norske, hvor der var mange andre landsdelsvåben på spil.

Her vil narhvalen og dens lange stødtand givetvis fylde for meget, og dermed vil dyret blive alt for småt at se i rigsvåbenet. Men det kan også hænge sammen med, at isbjørnen var bedre til at understrege hele ejerskabet over den del af Nordatlanten, der lå hinsides Island. Selv om narhvalen selvfølgelig

Figur 7. Kongelovens guldsegl fra 1665. For første gang optræder isbjørnen som symbol på kongens krav i Grønland. Isbjørnen ses gående i den fremhævede del af rundingen (foto: Rigsarkivet).

også findes ved Svalbard, så var det nemlig sådan, at datiden mere forbandt Svalbard og Bjørneøen med grønlandshvaler og isbjørne.

Derfor var det oplagt at benytte isbjørnen som symbol på kongens ejerskab over alt, hvad der mentes at høre til Grønland.38 Uanset hvad optrådte isbjørnen første gang som Grønlands våbenmærke under Kongelovens guldsegl fra 1665. I den tidlige udgave vises isbjørnen gående (ligesom i guldseglet) omgivet af et grønt skjoldmærke. Efter nogle årtier fik isbjørnen sin velkendte, opretstående positur i et blåt skjoldmærke.39 Sådan er det stadigvæk i dag.

Litteratur Arneborg, Jette (2012): The Norse settlements in Greenland, i: Neil Price og Stefan Brink: The Viking World, s.

588-597.

Beyer, Absalon (1928): Om Norgis Rige. Foreningen for Norsk Bokkunst. Bergen.

Bielke, Jens (ed. 1990): Relation Om Grønland, i: Flemming Lundgreen-Nielsen (red.): Jens Bielke: Relation Om Grønland & Een Lystig Disceptaz, s. 26-77. Hans Reitzels Forlag. København.

Birket-Smith, Kaj (1929): Jens Munk’s Rejse og andre Danske Ishavsfarter under Christian IV. C.A. Reitzels Forlag.

København.

36 Mølholm Olesen (2019), s. 89-91.

38 For mere om datidens geografiske forståelse af Grønland, se Mølholm Olesen (2019), s. 80, 85.

37 Kofoed (1983), s. 102.

39 Grandjean (1926), s. 105-106; Svane (1994), s. 121-140.

Tidsskriftet Grønland 3/2020 103

SIMON MØLHOLM OLESEN Bisgaard, Lars (2008): Kampen om enhjørningen: Christian IIs planlagte Grønlandskorstog 1514-22 i danske kalkmalerier, i: Lars Bisgaard, Jacob Isager og Janus Møller Jensen (red.): Renæssancen i svøb: Dansk renæssance i europæisk belysning 1450-1550, s. 245-277. Syddansk Universitetsforlag. Odense.

Bobé, Louis (1936): Opdagelsesrejser til Grønland 1473-1806. C.A. Reitzels Forlag. København.

Brev fra Ole Worm til Isaac de la Peyrère, 12. april 1645, i: H.D. Schepelern og Holger Friis Johansen (red.): Breve til og fra Ole Worm, vol. 3, s. 97-101. Munksgaard. 1968.

København.

Claussøn Friis, Peder (1632): Norriges Oc Omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse. Melchior Martzan. Kiøbenhavn.

Dalgård, Sune (1962): Dansk-norsk hvalfangst 1615-1660: En studie over Danmark-Norges stilling i Europæisk Merkantil Expansion. G.E.C. Gads Forlag. København.

De Jong, Cornelis (1978): A short history of Old Dutch whaling.

University of South Africa. Pretoria.

Dugmore, Andrew, Christian Keller og Thomas McGovern (2007): The Norse settlements in Greenland – Ref lections on climate change, trade, and the contrasting fate of human settlement in the North Atlantic Islands, i: Arctic Anthropology, vol. 44 (1), s. 12-36.

Erichsen, John (1787): Udtog af Christian Lunds Indberetning til Kong Frederich den 3die af 28 Martii 1664. Angaaende de i Aarene 1652 og 1653 under General-Toldforvalter Henrik Møllers Bestyrelse foranstaltede Søetoge til Grønland, for tillige at beseile den gamle Østerbøigd sammesteds.

Hofbogtrykker N. Møller. Kiøbenhavn.

Etting, Vivian (2009): The rediscovery of Greenland during the reign of Christian IV, i: Journal of the North Atlantic, vol. 2, s. 151-160.

Gad, Finn (1978): Grønlands historie indtil 1700. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København.

Grandjean, Poul (1926): Det danske Rigsvåben. Schultz.

København.

Gosch, Christian Carl August (1897): Danish Arctic Expeditions, 1605 to 1620. Book 1: Expeditions to Greenland 1605 to 1612. The Haklyut Society. London.

Gulløv, Hans Christian et al. (2017): Grønland – Den arktiske koloni. Gads Forlag. København.

Hacquebord, Louwrens (2003): English and Dutch whaling trade and whaling stations in Spitsbergen (Svalbard) before 1660, i: International Journal of Maritime History, vol. 15 (2), s.

117-134.

Instruks fra Kong Christian IV til Carsten Richardsøn og James Hall, 6. maj 1607, i: Louis Bobé (1936): Diplomatarium Groenlandicum, s. 17. C.A. Reitzels Forlag.

København.

Jackson, Gordon (2005): The British whaling trade. International Maritime Economic History Association. St. John’s, Newfoundland.

Jackson, Rowan, Jette Arneborg, Andrew Dugmore, Christian Madsen, Tom McGovern, Konrad Smiarowski og Richard Streeter (2018): Disequilibrium, adaptation, and the Norse settlement of Greenland, i: Human Ecology, vol. 46 (2), s. 1-20.

Johnsen, Oscar Albert (1923): Finmarkens politiske historie: Aktmæssigt fremstillet. Jacob Dybwads Forlag. Kristiania.

Kisbye-Møller, Jørgen (1981): Isaac de la Peyrère: »Relation du Groenland« - En 335 år gammel fransk beretning om Grønland. Den ældste almindelige Grønlandsbeskrivelse på et europæisk hovedsprog, i: Tidsskriftet Grønland, vol. 6, s. 168-184.

104 Tidsskriftet Grønland 3/2020

Kisbye-Møller, Jørgen (1985): Jens Bielkes grønlandsberetning 1605: Grønlands genopdagelse. En aldrig tidligere offentliggjort øjenvidneskildring af de første grønlænderes ankomst til Danmark, i: Tidsskriftet Grønland, vol. 5/6/7, s. 117-148.

Kofoed, Helmer (1985): Narhvalen og enhjørningen, i: Tidsskriftet Grønland, vol. 3, s. 101-115.

La Peyrère, Isaac (udg. anonymt, 1647): Relation dv Groenland.

Avgvstin Covbre. Paris.

Lockhart, Paul (2007): Denmark 1513-1660: The rise and decline of a renaissance monarchy. Oxford University Press.

Oxford.

Lyschander, Claus (1608): Dend Grønlandske Chronica.

Benedicht Laurentz. Kiøbenhavn.

McGhee, Robert (2001): The Arctic voyages of Martin Frobisher: An Elizabethan adventurer. McGill-Queen’s University Press. Montreal.

Munk, Jens (ed. 1723): Navigatio Septentrionalis. Kongl.

Majestets privilegerede Bogtrykkerie. Kiøbenhavn.

Mølholm Olesen, Simon (2019): Vor och Cronens Land: Dansk-norske forestillinger om retten til Grønland, ca.

1550-1700, i: Temp – tidsskrift for historie, vol. 19, s.

71-101.

Olearius, Adam (ed. 1663): Aussfürliche Beschreibung der Kundbaren Reyse nach Muscow und Persien. Fürstl.

Drückerey durch Johan Holwein. Schleswig.

Pingel, Christian (1845): Om de vigtigste Reiser, som i nyere Tider ere foretagne fra Danmark og Norge for igjen at opsöge det tabte Grönland og at undersöge det gjenfundne, i: Finn Magnussen (red.): Grönlands Historiske Mindesmærker, vol. 3, s. 625-794. Det kongelige Nordiske Oldskrifts-Selskab og S.L. Möllers Bogtrykkeri.

Kiøbenhavn.

Pluskowski, Alexander (2004): Narwhals or unicorns? Exotic animals as material culture in Medieval Europe, i: European Journal of Archaeology, vol. 7 (3), s. 291-313.

Probst, Niels (1996): Christian 4.s f låde: Den danske f lådes historie 1588-1660. Marinehistorisk Selskab. København.

Roesdahl, Else (2019): Hvalrostand, elfenben og nordboerne i Grønland. Lindhardt og Ringhof. København.

Sigurdsson, Páll (2000): The law of the Nordic community in medieval Greenland and its jurisdictional status, i: Ingi Sigurdsson og Jón Skaptason (red.): Aspects of Arctic and sub-Arctic history – Proceedings of the international congress on the history of the Arctic and sub-Arctic region, Reykjavik, 18-21 June 1998.

University of Iceland Press. Reykjavik.

Strandsbjerg, Jeppe (under udgivelse): Freezing cartographic imaginaries, i: Luis Lobo-Guerrero, Filipe dos Reis og Laura Lo Presti (red.): Mapping European Empires: Connectivity and cartographic imaginaries of power.

Rowman og Littlefield. Lanham, Maryland.

Svane, Erling (1994): Det danske rigsvåben og kongevåben: Udvikling og anvendelse. Odense Universitetsforlag.

Odense.

Sörlin, Sverker (2017): The Arctic Ocean, i: David Armitage, Alison Bashford og Sujit Sivasundaram (red.): Oceanic Histories, s. 269-295. Cambridge University Press.

Cambridge.

Thorsteinsson, Björn et al. (1985): Island. Politikens Forlag.

København.

Worm, Ole og Thomas Bartholin (1645): De unicornu observationes novæ. Cribellianus. Padova.

Zorgdrager, Cornelis (1720): Bloeyende Opkomst der Aloude en Hedendaagsche Groenlandsche Visschery. Boekverkooper Johannes Oosterwyk. Amsterdam.

Tidsskriftet Grønland 3/2020 123

KØBES

MALERIER – BILLEDER M.M. MED RELATION TIL GRØNLAND. KONTAKT KUNSTHANDLER

Roar Christiansen Box 348, 3900 Nuuk Telefon +299321393 www.galleri.gl email: roarc.gl@gmail.com

124 Tidsskriftet Grønland 3/2020