Alabamas forlis
RESUMÉ
Kaptajn Ejnar Mikkelsen rejste med seks ekspeditionsdeltagere til Nordøstgrønland i 1909 for at lede efter de forsvundne fra Danmark-ekspeditionen: Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund og for at finde deres kortskitser og rapporter, som var gemt i varder i det nordøstligste Grønland. Det lille ekspediti onsskib Alabama blev skruet ned af isen ved Shannon Ø få dage efter, at Mikkelsen var sat nordpå med fire ekspeditionsdeltagere i marts 1910. Tilbage på skibet var Jørgensen og Laub. Situationen var ikke bare kritisk – den var direkte livstruende. Uden skib havde de syv ekspediti onsdeltagere ikke et sted at bo, hvor de kunne holde sig varme og være i læ for de mange kraftige storme. Uden skib havde de ingen sikker opbevaring for al deres proviant og grej. Men frem for alt, uden skib kunne de ikke sejle hjem. Satellitter, mobiltelefoner og e-mails var ikke opfundet endnu, radio, post og telegraf eksisterede ikke i Nordøstgrønland i 1910. Området var øde og forladt med få fangstdyr og ingen mennesker, og det var ikke hvert år, at et skib kom forbi Shannon Ø. Denne artikel forsøger at besvare to spørgsmål: Hvordan overlevede de skibsforliset? Hvordan søgte de kontakt med omverdenen for at få hjælp?
Ditte Kolbæk , ph.d., er bar nebarn til C.H. Jørgensen, som deltog i Alabamaekspeditionen. Han døde i 1962, da hun var seks år, så hun lærte ham aldrig rigtigt at kende. I 2004 fik hun en papkasse af sin mor med påskriften ”Fars dagbøger fra Grønland,” men hun dykkede først ned i kassen i 2020. Det var spændende læsning, der fik hende til at skrive om sin morfars liv i denne og andre artikler, som be skriver udvalgte perioder og aktiviteter, og en skøn litterær bog, som beskriver hans 89-årige tilværelse. Ditte Kolbæk har tidligere udgivet fagbøger og artik ler om læring i organisationer.
Introduktion
Forfrysninger i Jørgensens fødder gjorde denne artikel mulig. Uden forfrysninger var han taget med Mikkelsen og de andre ekspe ditionsdeltagere til Lambert Land i Nordøst grønland, og Alabama var forlist og alt grej og proviant gået til bunds. Sandsynligvis havde det betydet døden for alle syv mænd. Men forfrysningerne gjorde, at Jørgensen måtte blive på skibet sammen med Unger. Denne artikel om Alabamas forlis er fortrins vis baseret på Jørgensens dagbøger, som ikke tidligere har været udgivet, fordi de har været gemt i en papkasse først hos hans KOLBÆK
134 Tidsskriftet Grønland 3/2022
AF DITTE
Alabama (foto: Ejnar Mikkelsen. Kilde: Arktisk Institut).
Tidsskriftet Grønland 3/2022 135 DITTE KOLBÆK
datter, senere hos hans barnebarn, som er mig, forfatter til denne artikel. Andre kilder er også inddraget, især Ejnar Mikkelsens dagbog og Ordrebogen for Alabama, som begge findes i Rigsarkivet.
Ejnar Mikkelsen var 27 år i 1909, da han påtog sig den opgave at finde de tre efterlad te lig fra Danmark-ekspeditionen foruden deres dagbøger, kort og rapporter over den Nordøstlige del af Grønland. Danmarkekspeditionen havde til opgave at kortlægge Nordøstgrønland og beskrive flora og fauna. Desuden skulle den finde ud af, hvor Peary Kanalen førte hen, så Danmark og Amerika kunne blive enige om grænsedragningen. (Dagbog s. 1; Ventegodt 1997). Men ekspedi tionslederen Ludvig Mylius-Erichsen, kar tograf og premierløjtnant Niels Peter Høgh Hagen og fangeren Jørgen Brønlund døde af
sult og udmattelse på Lambert Land. De to første døde på Nioghalvfjerdsfjorden ved 79. breddegrad, mens Brønlund kæmpede sig vi dere sydpå i nogle dage, før han lagde sig til at dø i en klippehule. Andre fra Danmarkekspeditionen fandt Brønlunds lig, men kunne ikke begrave det eller bringe det med sig, fordi hverken madrationer eller vejret tillod det. Desværre fandt de ikke ligene af Mylius-Erichsen eller Høgh Hagen.
Alabamaekspeditionen 1909-1910
Jørgensen var 35 år og premierløjtnant i Fod folket (Hæren), da han læste om Mikkelsens planer i Politiken. Han skrev til Mikkelsen og tilbød sin assistance, og de faldt hurtigt i hak. Jørgensen fik et lynkursus i korttegning og skulle deltage som kartograf (Dag bogen s. 1-4).
Alabamaekspeditionens deltagere. Mikkelsen og Jørgensen nummer tre og fire fra venstre (foto: John Høegh. Kilde: Arktisk Institut).
136 Tidsskriftet Grønland 3/2022 DITTE KOLBÆK
Mikkelsen havde allerede købt det lille skib Alabama – deraf navnet på ekspeditionen. Alabama var af skibstypen ”jagt” – et lille skib, som målte ca. 20 meter i længden, 6 meter i bredden, 2,4 meter i dybden, og det stak kun 1,6 meter. Formen lignede nærmest en kæmpe træsko, rund og bred fortil og slankere bagtil med et fladt agterspejl. Ala bama kunne laste omkring 40 tons, og det lyder måske af meget, men det blev lastet til bristepunktet. Masten var i ét stykke og gaf felrigget, hvilket kun krævede en besætning på 3-4 mand. Roret gik op langs agterspejlet, hvilket gjorde det sårbart for sammenstød med isflager. Inden afrejsen blev Alabama forsynet med en moderne 13 hestes petroleumsmotor, og udstødningsrøret blev ført op gennem dækket, så skibet fik en slags skor sten i styrbords side. Alabama blev gjort klar til issejlads med ishud, afstivning af skroget med jernstænger og mellemdæksbjælker af stål. Midtskibs indrettedes en kahyt, hvor der før var lastrum, og det blev forsynet med et skylight, så dagslyset kunne nå ned i kahytten. Jørgensen var to meter høj og dermed alt for lang til en køje, så hans so veplads blev bygget længere. Kabyssen blev udstyret med nyt komfur, som kunne fyres op med kul eller brænde (Dagbog s. 3).
Ekspeditionen bestod foruden Mikkelsen af seks deltagere, nemlig premierløjtnant i Marinen M.W. Laub, premierløjtnant i Fodfolket C.H. Jørgensen, maskinmester H. Aagaard, styrmand H.P. Olsen, styrmand G. Poulsen og skibstømrer K. Unger (Dagbogen s. 3).
Alabamaekspeditionen forlod Hellerup Havn den 20. juni 1909 kl. 10 om formidda gen, og planen var, at ekspeditionen skulle være tilbage i Danmark i august-september 1910. På vej til Grønland skulle de hente hvalkød på Færøerne, og slædehundene havde Mikkelsen fået fragtet til Island, så Alabama kunne komme til Østgrønland så hurtigt som muligt. Han ville gerne så langt nordpå, som det kunne lade sig gøre i sommermånederne, hvor farvandet var
sejlbart. Det gik ikke som planlagt, for slædehundene var blevet kulilteforgiftede under sejladsen fra Grønland til Island, og de måtte aflives. Det forsinkede ekspeditio nen med nogle uger, som blev brugt til at skaffe nye slædehunde i Angmassalik (dagbogen s. 15). Maskinmester Aagaard var syg af gonorré og måtte forlade ekspeditionen (dagbog s. 14). I stedet kom maskinassistent i Marinen I.P. Ivarsen ombord.
Alabama sejlede op langs Grønlands øst kyst og nåede isranden, som Mikkelsen med stort besvær fik styret igennem. Nu begynd te et slid uden lige for at føre skibet frem gennem isen. Bortset fra kaptajnen var alle mand i gang med at skabe afstand til isskos ser ved at skubbe fra med lange jernstænger eller ved at springe ned på isen og skubbe fra eller hale i tove, så isen ikke skulle slå hul i skibsskroget. Alligevel kom Alabama flere gange op at ride på en isfod, der stak ind under skibet, men til alt held klarede det lille skib strabadserne, selvom det flere gange så mere end ildevarslende ud. Et skibsforlis ville være katastrofalt for besæt ningen, som ville være overladt til skæbnen på en isflage, der måske, måske ikke, ville bringe dem i land (dagbog s. 21-23). Uden proviant, tøj eller telte ville det være den visse død – hurtigt eller langsomt afhængig af skæbnens luner. Da de efter nogle dage nåede øen Shannon på 75. breddegrad den 25. august, besluttede Mikkelsen at blive her. Den 27. august halede de Alabama så tæt på land som muligt, og fik hunde og en del grej i land.
August-september er lidt for tidligt at tage på slædefart, fordi havet endnu ikke er frosset til, og sneen ikke er faldet, men Mik kelsen ville gerne videre nordpå for at finde ligene fra Danmark-ekspeditionen, inden sneen igen havde dækket alting til. Når det havde vist sig umuligt at sejle, måtte hunde slæderne tages i brug. Efterårsturen begynd te den 25. september 1909 med Mikkelsen, Jørgensen og Iversen som ekspeditionshold og Laub og Olsen som hjælpehold, der skulle
Tidsskriftet Grønland 3/2022 137
DITTE KOLBÆK
lægge depoter ud til ekspeditionsholdets tur tilbage fra Lambert Land. Unger og Poulsen bliver tilbage på Alabama. Havisen var usik ker, og slædeholdene røg igennem flere gange, så både hunde, mænd og oppakning blev våde. Sneen manglede mange steder, så de måtte slæbe de tunge slæder. Havvandet havde gjort dem våde til skindet, men ingen frøs, for sliddet fik dem til at kampsvede (dagbog 27. sept - 2. okt.). Den 1. oktober kunne de ikke komme videre pga. åbent vand, så Mikkelsen sendte hjælpeholdet retur, mens hans selv, Jørgensen og Ivarsen måtte vente på, at renden frøs til.
Jørgensen skriver i sin dagbog:
For at få en lang rejsedag tørnede vi tidligt ud den 2. oktober og stod ud over nyisen, der uden ende strakte sig nordover. Der var en del bevægelse i isen, og flere gange skruede den under slæderne. Klokken 10.30 nåede vi den første flage, på hvilken vi kunne hvile ud. Foran os strakte nyisen sig så langt, vi kunne se, og vi var noget kede af at komme ud på den, men frem skulle vi jo. Ved 15-tiden blev isen endnu tyndere, og revnerne blev hyp pigere og hyppigere og bredere og bredere, og vi blev tvunget mere og mere over mod Koldeway. Uhyggeligt med disse brede revner med det sorte iskolde vand, der stadig spær rede vejen for os. Det endte også med, at min slæde skar igennem ved overgangen over en revne, og både slæden og jeg gik i vandet. Hundene var heldigvis nået over på den anden side af revnen, og det lykkedes dem at holde slædens forkant hængende på den skøre iskant, indtil jeg selv kom op af vandet og frem til dem for sammen med hundene at forhindre slæden i at glide tilbage i vandet. Mikkelsen og Ivarsen kom nu til hjælp, de kappede nogle surringer, hvorved det lyk kedes at få så meget af lasten bjerget op på isen, at vi kunne få slæden trukket op uden at miste noget, men vore skonrogger (hårdt bagte rugbrødsstykker), en balle fisk og flere andre ting blev gennemblødt af saltvand.
Da vi atter havde fået lasten på slæden bragt i orden, fortsatte vi rejsen, uden at jeg gav mig tid til at skifte tøj. Det var vist nok letsindigt, men arbejdet bag slæden gav heldigvis så meget varme, at jeg slap for forfrysninger undtagen på hænderne, idet jeg under kørslen havde været så let sindig at tage de våde vanter af og gå med de bare hænder. Først da vi om aftenen skulle til at slå lejr, opdagede jeg, at jeg havde fået frost i begge mine hænder, og at de var fulde af vabler fra fingerspidserne til håndleddene. Jeg fik ikke megen søvn den nat for smerter (Dagbog 2. okt.).
Jørgensens hænder helede op i løbet af et par uger, og heldigvis vidste han ikke, at dette var ouverturen til det, der ventede.
De tre mænd nåede Lambert Land den 31. oktober, og rævespor førte dem til Brønlunds skamferede lig, der lå i en klippehule. Ræve ne havde gnavet af hans jordiske rester. Jør gensen tømte hans lommer og løftede ham op for at se, om han havde gemt noget under sig.
I lommerne fandt vi noget senetråd, nogle patroner, en kam, en lille stump messing kæde, nogle blyanter og hans ur. Under liget i en pose fandt vi en lommebog og en kalender og en lille pose med værktøj og nogle sygrejer. Bladene var frosset sammen både i lommebogen og i kalenderen, og vi tøede dem kun så vidt op, at vi kunne se, at lommebogen indeholdt nogle landtoninger samt nogle skitser af Mylius-Eriksen og Hagen, og at der intet var skrevet i kalen deren (Dagbog 31. oktober).
De næste tre dage eftersøgte de ligene af Mylius-Erichsen og Høeg Hagen og konsta terede, at de måtte have teltet på Nioghalv fjerdsfjorden, der var brudt op sommeren før. Dermed lå de to mænd, deres optegnel ser og bagage på havets bund. De byggede
138 Tidsskriftet Grønland 3/2022 DITTE KOLBÆK
en trækasse, som de satte hen over Brønlund som en kiste og lagde det ligklæde, som My lius-Eriksens hustru havde givet dem med sammen med den krans, som Høeg Hagens forældre havde givet dem til at lægge på deres søns grav. Efter en kort andagt og et par salmer, dækkede de indgangen til klip pehulen til med store sten (dagbog 3. nov.).
Den 6. november begyndte turen tilbage til Alabama i 27 graders frost. Alt var vådt af havvand: soveposerne var gennemblødte, tøjet var vådt, kamikkerne var våde og den mad, som ikke var i dåser, smagte af havsalt. De våde kamikker krympede en smule, og det blev et problem for Jørgensen. Han var som sagt høj og havde derfor store fødder. Der var ikke mange kamikker, han kunne passe, og når de krøb lidt, blev de for små. Den 1. december var de stadig på vej hjem over usikker is og gennem den ene snestorm efter den anden.
Tæt udenfor Danmarkshavn trådte jeg i en tidevandsrevne, hvorved kamikkerne er blevet våde. Havde jeg straks skiftet fodtøj, var det vel næppe sket, men jeg mærkede ingen kuldefornemmelser i fødderne ud over det sædvanlige, så det var først, da jeg kom ind i teltet om eftermiddagen, at jeg opdagede, at der var gået forfrysning i min højre storetå og i den følgende, og om end i mindre grad i den venstre storetå. (Dagbog 1. dec.)
Han fik forfrysninger i endnu en tå, inden de nåede Alabama den 17. december (Dagbog 17. dec.). Alle håbede på og regnede med, at tæerne ville heles i løbet af nogle uger, men den 22. januar skriver Jørgensen:
Jeg er nu klar over, at jeg vil miste det yderste led på højre storetå. Om det vil falde af af sig selv, eller det skal skæres bort, vil tiden vise. Spidsen af tå nummer to er også rådnet bort, så jeg kan se benpi ben stikke udenfor, men her håber jeg på, at det friske kød vil vokse omkring piben.
Det er nu tydeligt nok, at slædetur bliver det ikke, og det bliver da også bestemt, at Mikkelsen og Ivarsen ene to skal foretage forårsslædeturen.
Forårsturen til Peary Kanalen opfyldte Alabamaekspeditionens andet mål, nemlig at finde Danmark-ekspeditionens varder med efterladte kort og rapporter, som skulle vise, hvor Peary Kanalen førte hen. Disse vigtige papirer skulle de tage med hjem til Dan mark.
Forårsturen tog sin begyndelse den 3. marts 1910. Jørgensen måtte blive hjemme på skibet, og hvem skulle blive tilbage sammen med ham, mens de andre fem ekspeditionsdeltagere tog nordpå? Mikkelsen beskrev Laub som en udmærket læge (Mikkelsens dagbog s. 64), så han ville være et godt valg, hvis hen synet til Jørgensen var det vigtigste. Men for Mikkelsen var det vigtigere, at de mænd, der skulle på slædetur sammen, fungerede godt med hinanden, og at de ydede alt, hvad de kunne. Her kunne Unger ikke være med, for Mikkelsen opfattede ham som en hidsigprop, der lod sig fornærme ved mindste anledning, en kujon, når det gjaldt, og pralhals uden lige (Mikkelsens dagbog 28. jan 1910). Derfor måtte Unger blive tilbage på Alabama for at hjælpe Jørgensen med at rense sår og lægge nye for bindinger på fødderne, foruden alt vedligehol delsesarbejdet på Alabama. Mikkelsen og Iver sen skulle tage hele den lange tur sammen, og de forventede at være tilbage på Alabama til juli, altså en slæderejse på fire-fem måneder. Olsen, Poulsen og Laub skulle med som hjælpe hold til Dronning Louises Land, hvor de skulle lægge depoter ud, som Mikkelsen og Ivarsen kunne tære på, når de rejste tilbage fra Peary Kanalen (Ventegodt, 1997 s. 362).
Mikkelsens forhåndsordre påbød alle at være i Alabamas umiddelbare nærhed efter 15. juli 1910 (Ordrebog s. 32) og at blive i Grønland indtil den 15. august. Fra 1. august kunne de sejle nordpå for at se efter Mikkelsen og Ivarsen ved depoterne. På den måde kunne Mikkelsen og Ivarsen nå at komme med hjem,
Tidsskriftet Grønland 3/2022 139
DITTE KOLBÆK
selvom de blev forsinkede på tilbagerejsen. Hvis Jørgensens tilstand blev forværret, skulle han så vidt muligt fragtes til et sted, hvor han kunne få hjælp (Ordrebogen s. 34).
Den 6. marts opdagede Unger, at der stod vand i lasten. Nærmere betegnet næsten en meter for meget vand i kædekassen. De mente, at det kunne pumpes ud med læn sepumpen – men de kunne ikke få den til at virke, så Unger brugte en hel dag på at lænse vandet ud med håndkraft ved hjælp af en pøs (dagbog 6. marts). Den næste uge steg vandet ikke voldsomt, men alligevel måtte de overveje, hvad de kunne gøre, hvis skibet virkelig var i vanskeligheder. Og hvad betød ”vanskeligheder” egentlig?
Først lørdag den 13. marts begyndte vi for alvor at blive ængstelige for skibets skæbne. Vandet var da steget til op over kullene…….. Når vandet i lasten var steget så meget, skyldtes det, at det vand, som løber ind, lægger sig oven på det isdække, der efterhånden danner sig der.
(Dagbog 13. marts [1910]).
De anmodes om ikke uden tvungen af omstændig hederne at forlade Grønland inden den 1. august, og efter denne dato overlades det til Deres eget skøn – efter samråd med de øvrige deltagere – at bedømme hvor længe De mener, at det er forsvar ligt at holde skibet i overvintringshavnen. Dog mener jeg ikke, at det bliver nødvendigt uden i tilfælde af en enestående kold sommer at forlade denne før den 15. august. I henhold til komiteens instruks, skal en anden overvintring undgås, men er is- og vejrforholdene så gode, at De – ligeledes efter samråd med de øvrige Deltagere af ekspedi tionen – mener at kunne forsvare at stå nordpå med ”Alabama” til mine depoter langs kysten for at søge efter os, bør dette absolut gøres, da jeg under alle omstændigheder vil søge ned til depo terne, og…
”Vanskeligheder” betød fx, at kullene inde frøs i havvandet, så de ikke kunne bruges til at fyre op med i komfuret i kabyssen. Konsekvensen ville blive hård kulde i skibet og små rationer af varm mad, fordi de måtte bruge petroleumsprimussen i stedet for komfuret til at lave varm mad på. Det ville så være slut med hvedebrød og kager og den slags luksus. Hvis vandet steg yderligere, ville deres proviant og al deres grej være i fare for at blive frosset inde i havvand. Det kunne betyde sult- og kuldedød, hvilket de var smerteligt klar over.
For ikke at få vores proviant ødelagt, gjaldt det om at få vandstanden i lasten så langt ned som muligt, hvorfor Unger straks begyndte af lænse fra lukafet. Han slog hul i skibssiden tæt over dækket, og stillede en kasse på dørken i lukafet, han kunne da ved at træde på kassen nå at hælde vandet ud på dækket, hvorfra det løb udenbords gennem hullet. Det lykke des ham i løbet af fire timer at få vandet ned til et par tommer over kølsvinet,
Mikkelsens ”Ordrebog for Alabama ”, side 34 (kilde: Rigsarkivet).
140 Tidsskriftet Grønland 3/2022 DITTE KOLBÆK
men hvad kunne det hjælpe, når det næ sten løb ligeså hurtigt ind, som vi fik det udenbords.
(Dagbog 13. marts).
Vandet faldt ikke – tværtimod. Allerede næste dag var det steget ca. 15 cm og gik helt op til dørken i lukafet, hvor de havde deres dagligliv. De måtte erkende, at de ikke kunne holde vandet ude, så de måtte redde alt det, de kunne.
Det lykkedes os om formiddagen at få alle vores tilberedte og utilberedte skind op, endvidere alle vores beklædningsstykker, både til krop og til fødder, endvidere me dicinkassen, bøssemager Poulsens kasse, tekassen og kasserne med byggryn, blåbær og bagepulver. Så kom turen til tovværk, sejl, værktøj, søm, to blæselamper, en vægt med lodder, 10 pund krudt og forskelligt grej til ladning af geværpatroner, 1 sæk anmasetter (hundefoder), slædemeder og meget andet. Mens Unger tog sig af det tungeste og groveste, tømte jeg alle kiste bænkene og lagde sagerne i køjesække, så også det mere personlige blev reddet. Da vandet stadig steg i lukafet, måtte vi også berede os på at flytte ud derfra hen i kahytten, hvor vandet ikke syntes at stige. Havde jeg blot været rask til bens, så havde det ingen sag været, men ulige vanskeligere bliver det, når man går på fødder, hvor benpiberne stikker udenfor tåspidserne, og det blodige kød sidder udenom piberne. (Dagbog 14. marts).
Samme dag kl. 13 målte de en vandstigning på 15 cm siden om morgenen, og de indså, at Alabama måtte have en betydelig læk et eller andet sted. Det undrede de sig ikke over, for isen omkring skibet bevægede sig sammen med strøm og tidevand og skurede og pressede på skibet, så det konstant kna gede og bragede i skroget. Men her boede de jo, så de havde vænnet sig fuldstændigt til futten og knalden i træværket. Skibet måtte
tømmes, og vejrguderne var ikke til nogen hjælp. Barometeret faldt til 742 mmHg, og en forrygende snestorm satte ind, men det forhindrede ikke Unger i at arbejde. Han knoklede og bragte utrolige mængder grej op af lasten.
800 riffelpatroner, 200 haglpatroner, 6-7 poser løse hagl, 50 pund krudt, en del pa troner til gevær 89, 2 poser forladninger, 1 pakke blår, 50 pund hagl, 12 nødraketter, et nøgle merling, et nøgle skibsmandsgarn, 10 bundter tyndt linegods, nogle bundter kobberremme, læderremme, en kasse tændstikker, en kasse sukker, en kasse svesker, nogle kufferter, fire ruller sejldug, en rulle teltdug og en primus. Af og til kommer Unger ned i lukafet og fortæller mig, hvad han har taget op, så jeg kan føre regnskab med det hele. Han bliver ved hele eftermiddagen og redder en skibskiste, en pose senegræs, et par støvler, tre primus ser, en æske reservedele til primusserne, fire køjeposer med tøj, fem par sælskinds bukser, en pakke wc papir, en petroleums ovn, 51 dåser smør, 5 kasser skonrogger, en kasse lampeglas og en kasse tobak. Han er pjaskvåd ind til skindet og skifter strømper flere gange for at undgå forfrysninger i fødderne, og han bliver ved indtil kl. 18. (Dagbog 14. marts)
De besluttede at holde vagt natten over, for vandet steg og steg og stod tæt under gulvbrædderne i lukafet. Situationen blev forværret af Jørgensens forfrysninger, fordi der gik betændelse i sårene omkring benpiberne. Det kunne forårsage kold brand eller blodforgiftning, og begge dele kunne føre til en langsom og smertefuld død. Men her og nu betød de dårlige fød der en stærk begrænsning af Jørgensens arbejdsindsats. Han kunne ikke gå i ret lang tid, og han kunne ikke løfte ret tun ge byrder, for slet ikke at tale om at slæbe dem op på dækket eller ud af skibet. Mik kelsen beskrev Unger som en kujon, når
Tidsskriftet Grønland 3/2022
141 DITTE KOLBÆK
det gjaldt, og pralhals uden lige – men Jør gensen fortalte, hvordan Unger arbejdede som to mænd, stødt og stærkt i dagevis, og hver aften faldt han om i køjen, så snart han havde spist sin aftensmad.
Næste dag stod vandet over gulvbræd derne i lukafet, så det blev flyttedag. Jør gensen pakkede, hvad han kunne nå fra køjerne, mens Unger sjoskede rundt i det iskolde vand og bar tingene bagud i skibet til kahytten, som endnu var tør. Til gengæld var den kold, for komfuret stod i lukafet, og i kahytten trængte isklumperne sig langs køjevæggene (Dagbog 15. marts). Men det skulle blive meget værre.
De forsøgte igen af lænse skibet for vand, og de kunne hælde så meget vand ud, at vandstanden faldt en smule, men i løbet af natten steg det igen. Vandet steg til 30 cm fra kahytsdørken, og i lukafet stod den op til midt på kistebænkene. De opgav at lænse og ville i stedet for lette skibet, så det ikke stak så dybt. Alt det grej, som var bragt fra lasten, lukafet og kahytten op på dækket, ville de bringe i land – eller rettere: Unger måtte bringe det i land. Her var de selv og deres proviant og grej meget mere udsat. Snestorme var hyppige, og de var ikke ufar lige.
Kun når der skulle hentes is og proviant, var Unger nødt til at forlade skibet, og det var da nødvendigt at tage et reb om livet for ikke at blive ført bort af blæsten og for atter at finde tilbage til skibet, der i et sådant vejr fuldstændigt kommer ud af sigte, når man blot fjerner sig nogle få skridt fra det.
(Dagbog 16. marts).
En snestorm kunne let vælte et træhus el ler blæse kasser væk, tøsne og regn kunne gøre alt vådt, eller isbjørne kunne komme at æde deres forråd eller dem selv for den sags skyld. Det var altså ikke en let beslutning at flytte på land, men vandet tvang dem til at træffe denne beslutning, som inkluderede
dem selv. De var nødt til at forlade skibet. De manglede ”bare” et sted at bo. Også det blev Unger mand for.
Hele den dag og den næste dags formid dag havde Unger travlt med at opsætte skelettet til huset af de forhånden værende stolper og brædder. Over dette skelet lagde vi først bredfogen, der nåede at dække taget og den nordlige, østlige og sydlige side, hvorefter turen kom til gaffeltopsejlet, der blev lagt således, at det dækkede taget og den resterende vestlige side. Over alt dette var det meningen at lægge storsejlet, der var stort nok til at dække taget og alle fire sider, men da vinden tog til, måtte vi opgive det for den dag og nøjes med at stive teltet af med barduner og yderligere belaste svøbene, og så håbede på, at det natten over ville stå for vindens tryk.
Det gjorde det heldigvis, og dagen efter gik vi i gang med storsejlet. Vi fik det bakset op på land ved at lægge enderne af sejlet op på hver sin slæde, hvorefter vi langsomt trak slæderne frem. Et langsom meligt og meget besværligt arbejde, men op til teltet fik vi det da. Ligeså besværligt var det at få det store og tunge sejl lagt op over hytten, men også dette lykkedes ved fælles hjælp. Først ved 13-tiden havde vi det så vidt oppe, at vi kunne forsvare at gå ned at spise frokost. Hele eftermiddagen gik med at få storsejlet rigtigt lagt på plads og få belastet svøbet med tunge kasser og sne. Navnlig i det nordøstlige hjørne lavede vi en solid snevold. Det blev mørkt inde i teltet, de to-tre lag sejl tillod ikke lyset at trænge igennem, men til gengæld havde vi følelsen af, at huset var blevet både stabilt og lunt. Huset blev 7½ alen langt [4,7 m] og 4 alen bredt [2,5 m], dets højde ude ved væggene var 3 alen [1,8 m] og inde over midten 3½ alen [2,1 m]. Når gulvfladen bli ver belagt med brædder, er der ingen tvivl om, at huset nok skal blive rart at bo i.
I teltets ene ende har vi opstillet kø jerne lavet af pakkasser og slædebrædder,
142 Tidsskriftet Grønland 3/2022 DITTE KOLBÆK
og imellem disse har vi stillet bordet fra kahytten. I den anden, den sydlige ende, har vi opstillet kasser med bæger, instru menter, køkkensager, petroleumsdunke, køjesække og meget andet. Midt på gulvet er petroleumsovnen anbragt. På bordet står skibskronometret og barografen om givet af gryder, tallerkner, krus, piber og tobak samt et par lamper, men alt dette må vi efterhånden se at få orden i. (Dagbog 23. marts).
Teltet blev stående i en brandstorm, og den nat var nervepirrende, for hvis teltet væl tede, havde de intet læ. Nu vidste de, at de kunne overleve i teltet, som til gengæld var vanskeligt at leve i, fordi det var både mørkt og koldt. Dagslyset kunne ikke trænge igen nem de tre lag sejl, og der manglede både komfur og kulovn som varmekilder. Når
solen skinnede kunne de få temperaturen inde i teltet op på fem grader, men ellers lå temperaturen på et par grader over fryse punktet.
Jørgensen i telthytten Jørgensen håbede, at de kunne få lænsepum perne i gang, når hjælpeholdet kom tilbage i begyndelsen af maj. Hvis de kunne tømme Alabama for vand, kunne de bo der, og må ske kunne de reparere skibet, så de kunne sejle hjem som planlagt i august. Men hvilke andre alternativer havde de?
Tankerne kredser naturligvis stadig om skibet og hjemrejsen. Går skibet ned, har vi måske ikke anden mulighed for hjemrejse end til næste forår at tage turen over ind landsisen til Upernavik og derfra få skibs lejlighed til Danmark. Da vi til den tid nok
Jørgensen i telthytten (kilde: Arktisk Institut).
Tidsskriftet Grønland 3/2022 143 DITTE KOLBÆK
hverken har hunde eller hundefoder, må det foregå med trækslæde. Med tre trækslæder, hver lastet med ca. 200 pund og med to mand for hver slæde, må vi kunne få hele besætningen med over.
(Dagbog 3. apr.)
Fra begyndelsen af april begyndte Jørgensen at komme sig så meget, at han kunne gå og stå i nogle timer hver dag. De fik slæbt alt væk fra dækket og begyndte systematisk at tømme skibet, for at redde, hvad red des kunne, og for at lette det mest muligt. Derefter forsøgte de at reparere lænsepum perne igen.
Vi begyndte med at hælde petroleum i pumperøret for, når vi stak ild i petro leumet, at få røret varmet så meget op, at isen i og udenom røret ville smelte. Men det lykkedes os ikke at få olien til at brænde, så den metode måtte opgives. Men noget må det dog have hjulpet, for da vi satte klofaldet på pumpen og satte det i forbindelse med spillet, lykkedes det os med noget besvær at få pumperøret løs af isen og få pumpen op. Efter at have fået pumperøret smeltet fri for is og havde fået gjort pumpen i orden, satte vi atter pumperøret ned, dog således at vi lod pumpen hænge i klofaldet ca. 1 m over dækket. Luftrøret fra maskinen blev derefter gjort fat til pumpens tud, og fra denne førte vi en rende lavet af sejl dug ud over lønningen. På denne måde undgik vi, når vi pumpede, at få vand på dækket. Vi prøvede straks pumpen, og den gav godt med vand. I morgen vil det vise sig, om den kan give så meget, at vi kan tømme skibet, eller om lækken er så stor, at vandet løber ind lige så hurtigt, som vi pumper det ud. Er dette tilfældet, må vi prøve med begge pumper. Kan vi få den ene til at virke, kan vi vel også få den anden til det.
(Dagbog 20. apr.)
Pumperne frøs ofte til, og efter frokost måt te de hele manøvren igennem igen: splitte pumpen ad, tø den op og samle den igen. De pumpede helt til aften, og meget vand blev tømt af skibet. Men næste dag stod det lige så højt igen. Alligevel pumpede de, alt hvad pumpen kunne, hver dag – i en lille uge. Så begyndte gummiet at revne. Det kunne ikke tåle, at pumpen blev skilt ad og samlet så mange gange, og måske kunne det heller ikke tåle isklumperne og det kolde vand. De opgav at pumpe, indtil hjælpeholdet var tilbage. Måske kunne de hjælpe med at køre begge de til rådighed stående pumper samti dig og på den måde få tømt skibet. De næste dage blev de vidner til vandets ubarmhjertige indtrængen i Alabama, som fik mere og mere vand i lasten og i kahytten, så bagen den sank dybere ned for hver dag. Det stod dem klart, at hjælpeholdet ikke kunne flytte ind i Alabama, så de udbedrede ”hytten”, som de kaldte deres sejl-telt, så to mand kunne sove i hængekøje, og Ungers køje blev forlænget, så en mand kunne ligge der. Flere trængsler stod i kø:
Midt i dette arbejde [med at udbedre hyt ten] blev Unger sneblind, først begyndte det at gøre ondt i det ene øje, og senere blev også det andet angrebet. Det er en meget smertefuld historie, der straks må tages under behandling. Øjnene løber ustandseligt i vand, og det føles, som om de er fyldt med groft sand, og synet er meget nedsat, så længe det står på. (Dagbog 2. maj).
I løbet af nogle dage var Unger klar igen, og de tog fat på at bygge endnu et telt til opbevaring af proviant. De håbede, at hjæl peholdet ville ankomme senest den 12. maj, men den 15. maj var de endnu ikke kommet. Jørgensen benyttede varmen og de lyse dage til at tegne nogle landkort af lokalområdet, og hver dag gik han og Unger op i fjeldet for at spejde efter hjælpeholdet. Fødderne havde det meget bedre, og der var vokset
144 Tidsskriftet Grønland 3/2022 DITTE KOLBÆK
hud omkring benstumperne, så han ikke havde åbne, betændte sår der. Hans fødder tillod ham nu at gå i et par timer, når bare han holdt ud, at benpiberne af og til smuttede ind mellem de andre tæer og generede hans gang.
Endelig den 25. maj kom Poulsen, Olsen og Laub hjem med en stærkt beskadiget slæde og fire hunde, hvoraf én var meget medtaget af turen. Det gjaldt om at holde liv i alle hundene og få dem på fode, så de kun ne bruges som trækdyr til turene så langt sydpå som muligt (Dagbog 23. maj). Hjælpe holdet havde taget afsked med Mikkelsen og Ivarsen på Storstrømmen 77 grader og 28 minutter.
Vi måtte høre om Mikkelsen og Ivarsen og om deres egen slæderejse rundt omkring Dronning Louises Land. Men først og frem mest måtte vi have de sagkyndige sømænd med os ned at se på skibet og foretage en undersøgelse af skaderne. Det tog ikke lang tid for dem at konstatere, at spanterne om bagbord var brækkede, og at masten, som vi allerede havde formodet, var gået gen nem bunden af skibet, og at fartøjet ikke mere kunne bruges til at sejle med. Da vi først var kommet til vished herom, behø vede vi ikke lange overvejelser om, hvad vi måtte gøre. Vi skulle brække så meget træ af skibet, at der kunne bygges et hus af det, så vi havde noget at bo i i den kommende vinter, thi nu afhang det af tilfældigheder ne, hvornår vi kunne komme hjem. (Dagbog 23. maj).
Nu var de altså skibbrudne. En livstruende situation, som tilsyneladende ikke kastede nogen panik af sig. Tvært imod satte den en masse aktiviteter i gang: Skibet skulle split tes ad, og materialerne skulle bruges til at bygge et hus, som de kunne bo i vinteren over. Altså skulle det have plads til syv per soner, og der skulle være lys, varme og et komfur at lave mad på. Hytten af sejl skulle bringes i orden, så de kunne bo der, mens de
byggede huset. Skibet skulle så vidt muligt tømmes for vand, så de kunne få fat i mere proviant og kul i lasten. Desuden skulle de forsøge at få kontakt til omverdenen. Uden de kommunikationsmidler, som de kom mende 100 år ville bringe, måtte de forlade sig på at lægge besked i varder sydpå.
En varde er en høj på 1-2 meter samlet af store sten, der forhåbentlig ikke blæser væk i en storm. Varden anbringes på et højt sted, hvor den er synlig fra så mange vinkler som muligt. Man brugte varden som en slags postkasse, hvor man lagde beskeder til dem, som kom forbi. Fx byggede Mylius-Erichsen, Høeg Hagen og Brønlund varder til deres rapporter og kortskitser, som flere år senere blev fundet af Mikkelsen og Ivarsen. Alaba mas besætning ville drage sydpå for at lægge besked om deres forlis til forbipasserende skibe. Ingen kunne vide, hvornår et skib
Tidsskriftet Grønland 3/2022 145
Mylius-Erichsens varde ved Danmark Fjord (foto: Ejnar Mikkelsen. Kilde: Arktisk Institut).
DITTE KOLBÆK
kom forbi, eller om det ville være i stand til at komme ind at tilse varden. Det kunne være umuligt pga. vejr, vind eller is. I slutningen af maj (datoen ukendt) skrev Jørgensen i sin dagbog:
Dagen efter holdets hjemkomst gik vi i gang med at bringe hytten i orden. Gulvet blev jævnet og belagt med et lag grus, og køjesækkene og alt det andet grej, som vi havde ophobet i den ene ende af teltet, blev flyttet ud og anbragt i et telt, som vi slog op ved siden af proviantkasserne. Bordet fra lukafet blev sat op for enden af min køje, og det bord vi havde anbragt der, blev skubbet ind imellem køjerne og belagt med ny hvid voksdug. Her skulle vi spise siddende på køjerne, to på hver side og en for enden. Over bordet hængte vi lampen fra lukafet.
Da det var gjort, koncentrerede de sig om skibet. Alle mand var i gang med pum perne. Temperaturen var steget mærkbart fra marts til maj, og nu var det ikke nød vendigt at tø pumperne op mange gange i løbet af dagen. Fire mand hjalp til med at holde pumperne i gang fra morgen til aften, og det lykkedes dem at sænke vand standen i skibet så meget, at de kunne skaffe en kasse kul og syv tønder hvede mel op af lastrummet. De blev ved med at pumpe i flere dage, og de bjærgede mere kul, som var den vigtigste kilde til opvarm ning af både bolig og mad. De var godt forsynede med petroleum, men kul var en bedre varmekilde. Selvom de pumpede fra morgen til aften, løb vandet ind igen. Mens vandet stod lavt, fik de bakset komfur og ovn op fra lukafet og ind på land. De flyttede spisebord, stole og lampen over spi sebordet og afmonterede skylightet, som kunne bruges som ovenlys først i hytten, senere i det hus, de byggede af tømmer fra Alabama. De afmonterede alt det træ, de kunne komme til over vandlinjen, og den 17. juni faldt masten.
Det var trist at se på, i stedet for et fuldt udrigget skib havde vi kun et ophugget vrag tilbage. Masten og det meget vægtige ror blev savet over i mindre stykker for at blive transporteret i land som brændsel til komfuret.
(Dagbog 17. juni).
De diskuterede mulighederne for undsæt ning.
Vi er nu fuldt ud klar over, at skibet ikke kan reddes, og funderer allerede over de muligheder, der kan bringe et skib ind til kysten. Og vi kom derved i tanker om Her kules, det skib vi mødte for udadgående i isen, da vi var for indadgående. Kaptajn Olsen fortalte dengang, at han skulle herop igen året efter, og at han da ville gøre alt for at nå ind til Shannon. Der var også det skib, som han sagde, ville overvintre læn gere sydpå.
(Dagbog 23. maj).
Mens de andre lænsede vand og tømte ski bet, skrev Laub rapporter om skibets forlis foruden de beskeder, som skulle lægges i varderne. Jørgensen tegnede et kort over Shannon Ø i dobbelt så stor målestok, som de trykte de havde i forvejen. Det skulle gøre det lettere for forbipasserende at finde dem. Den 1. juni satte Laub og Unger afsted med en slæde og tre hunde. Åbent vand mødte dem ved sydenden af Shannon Ø, men de fortsatte ind mod land og kom helt ned til Bass Rock. Det åbne vand standsede dem ved Pendulum Øen, og de var tilbage hos de an dre den 15. juni.
Fra Bass Rock medbragte Laub og Unger en blikdåse, der indeholdt en rapport fra Danmark-ekspeditionen. Han fandt her to huse, en del kul og ikke så lidt proviant, navnlig kødkonserves, men der var ingen petroleum. Han fandt også resterne af en ballon, der dog var så ramponeret, at den ikke var til at anvende, selvom der var
146 Tidsskriftet Grønland 3/2022 DITTE KOLBÆK
både saltsyre og jernfilspån til dannelse af brint. Der var desværre hverken skindtøj eller andre beklædningsgenstande, hvilket havde været meget velkomment. Kaffe ville vi ikke komme til at mangle, der var flere tusind pund på Bass Rock. (Dagbog 16. juni).
Ugerne gik, og det var lyst døgnet rundt. Sommeren var over dem, og isen var be gyndt at bryde op, så det var tid til at tage sydpå for at se efter skibe. Jørgensen og Poulsen tog afsted mod Shannons sydkyst med en slæde og to hunde den 27. juni. Hvis de fik kontakt med nogen, skulle de komme tilbage til de andre og affyre tre skud. Det var tegnet på undsætning. Jørgensen og Poulsen skulle blive på Shannons sydspids, og efter 14 dage ville de blive afløst af to andre (dagbog den 28. juni).
Vandet stod her 6 tommer over isen, og langt værre blev det, da vi kom ud på gam melisen, hvor sneen havde ligget alenhøjt. Her sank vi i snesjap og vand til op over knæet for hvert skridt, og mange steder gik vi i lige til skridtet. Havde man endda kun sig selv at greje med, men der var både hunde og slæde, der skulle bringes frem. De stakkels hunde måtte bogstaveligt talt svømme, de var derfor intet værd som trækkraft, så vi måtte selv slæbe slæden frem gennem pløret og over skruningerne. Vi havde håbet på at nå landet på den anden side af Frozen Bay samme nat, men det gjorde vi langtfra. Allerede et par kvartmil syd for det sydligste af skærene måtte vi kl. 24 gøre holdt. Jeg kunne bog staveligt talt ikke mere, og Poulsen havde det ikke stort bedre, vi var helt udkørte.
Da vi ikke medførte telt, udsøgte vi os et nogenlunde fast underlag, hvorpå vi lagde, hvad vi havde af ski og anorakker og andet grej som underlag for den ene sovepose, mens den anden blev lagt på slæden. Vi krøb i soveposerne, men jeg fik bogstaveligt ikke søvn i øjnene for smerter i fødderne.
Vi havde slædet i tåge det meste af natten, og da vi slog lejr, lå tågen tæt og tyk om kring os, men henad morgenstunden, da vi skulle til at starte, klarede det op.
Det kneb med at komme i gang igen, fødderne var så stive og ømme, at jeg næ sten ikke kunne træde på dem. Før vi lagde os, havde jeg skiftet forbinding og taget et par tørre strømper på, men det varede ikke længe, før jeg igen havde støvlerne fulde af vand, og heldigvis, det lindrede og tog en del af smerterne i fødderne. Poulsen gik på ski i en træksele foran hundene og kunne således holde sig nogenlunde oppe, mens jeg, der ingen ski havde taget med, gik bag slæden i opstanderne, hvor jeg na turligvis sank i pløret for hvert skridt. Da vi en gang midt på dagen holdt et lille hvil, faldt vi begge i søvn og sov en halv times tid, uden at det var tilsigtet. Jeg havde trukket den ene støvle af for med hånden at varme mine tæer op, og da jeg vågnede, sad jeg endnu i samme stilling med hånden omkring foden. Og nu følte vi os i den grad sultne og slunkne, at vi bestemte os til at spise, før vi atter drog afsted. Vi havde kun medtaget en dåse roastbeef og en dåse kød boller, vi havde jo ikke ventet, at turen ville tage mere end en enkelt dag. Disse sager delte vi så mellem os selv og vores hunde, hvorved vi fik slukket sulten så nogenlunde. Kl. 19 var vi nået ned på midten af den flade lerslette, der strækker sig lige fra Frozen Bay til Sydbugten. Her standsede vi og lavede os en kop te, hvorefter vi krøb i soveposerne, der blev lagt på den bare jord på et forholdsvis tørt sted, og her sov vi til næste morgen.
(Dagbog 27. juni)
Dagen efter ankom de til Depotet på syd spidsen af Shannon Ø. Her kunne de komme inden døre, Jørgensen kunne få renset sine fødder, og de kunne få et godt måltid mad og en køje at sove i. Tæt på Depotet var en flag stang rejst på nogle høje klipper. Her ville de hejse et flag, som forhåbentlig kunne ses
Tidsskriftet Grønland 3/2022 147
DITTE KOLBÆK
Øverst: Huset måler ca. 3 meter i bredden og 4,5 meter i længden, og kabyssen er tilføjet som en lille udbygning med zinkbeklædt tag. I sydvæggen sidder et lille vindue, der giver dagslys til madlavningen i sommerhalvåret. Indgangsdøren til huset er placeret i hjørnet mod vest, og husets andet vindue er placeret i sydvæggen. Alabama forsynede huset med en sofa, et par borde, lampen, spejle, skilderier til væggene samt komfur og ovn. Der blev bygget to dobbeltkøjer med et bord og en sofa imellem, så alle kan sidde omkring bordet, og for enden af den ene dobbeltkøje er tilføjet endnu en dobbeltkøje, så der er i alt syv sovepladser (foto: Bent Nielsen. Kilde: Arktisk Institut).
Nederst: Jørgensens tegning af huset Alabama, Dagbog s. 76.
148 Tidsskriftet Grønland 3/2022 DITTE KOLBÆK
fra vandet døgnet rundt. Men til alt uheld sænkede tågen sig og blev liggende i fire døgn, så flaget kom først til vejrs den 1. juli (Dagbog 9. juli). Der var ikke ret meget andet at foretage sig end at slappe af og spise, og derfor kredsede tankerne sig uaf brudt om undsættelsen. De var bekymrede ved tanken om at skulle overvintre. Dels ville det komme til at knibe med pladsen og maden, dels var det uoverskueligt for Jørgensen at gå rundt i Nordøstgrønland med benpiberne stikkende ud af fire tæer i endnu en vinter. Poulsen gik op på fjeldet for at se ud over havisen, og han kom tilba ge og fortalte, at isen i Frozen Bay så ud til at være brudt. Det var gode nyheder, for så kunne et skib komme sejlende tæt på land. Poulsen var sømand, og derfor vidste han, at det internationale tegn for skibbrud var et flag med en sort ballon monteret oven over eller neden under. Han gik i gang med at lave en kugleballon med et stel af bam bus og et overtræk af lærred, som blev tjæ ret sort (Dagbog 9. juli). Da den var tør, blev den hejst op sammen med flaget. De talte om, at de burde have taget den ballon med, som Laub og Unger havde fundet på Bass Rock. Hvis den blev repareret, kunne de bruge saltsyre og jernfiltspån til at danne brint, og så kunne de sende ballonen ud over havet, hvor den havde større chance for at blive observeret fra et skib. Men de havde den ikke med, så det måtte blive ved drømmene.
Den 14. juli ankom Laub og Unger som afløsere, og Olsen var nu alene tilbage i Alabama Havn. Jørgensen og Poulsen tog afsked næste dag om aftenen, og de fik en meget hård tur hjem, fordi regn havde gjort terrænet til ét pløre og mudder, og elven var vokset til en strøm. Med sig havde de en smule mad og hver en lagenpose, så det blev en kold og våd tur, og Jørgensens nattesøvn var aflyst pga. smerter. De nåede hjem til Olsen den følgende aften, og han var glad for at se dem efter tre døgns en somhed (Dagbog 16. juli).
Mens Jørgensen og Poulsen havde været på sydspidsen af Shannon Ø, havde de andre bygget et rigtigt hus af tømmeret fra Ala bama. For at ære deres skib, fik huset samme navn. Resterne af huset står der endnu.
Hver dag kiggede de forgæves efter skib og efter Mikkelsen og Ivarsen, som skulle være fremme inden 1. august. Underhold ningen bestod for det meste i virkelig dårligt vejr med storm og regn med ringe sigtbar hed, som gjorde det umuligt for eventuelle skibe at se deres ballon og flag.
Den 28. juli ved syvtiden om morgenen hørte de tre svage skud ude fra isen. Hjæl pen var kommet! De kiggede ud, men så intet andet end tåge. De blæste med korte mellemrum i tågehornet for at hjælpe kam meraterne på vej, og ved middagstid dukke de de ud af tågen. De blev budt velkommen hjem med frokost og kaffe, og de fortalte, at kaptajn Landmark på den norske jagt ”7. juni” havde læst deres rapport fra varden på Bass Rock. Derfra var han sejlet til syd spidsen af Shannon Ø, hvor han havde mødt Laub og Unger. Landmark ville gerne tilbage til Norge så hurtigt som muligt.
På ”7.juni” var en mand afgået ved dø den af et maveonde og to mand lå syge med skørbug. Kaptajnen havde nu kun tre mand tilbage og var glad over, at vi kunne hjælpe ham hjem til Ålesund. Kap tajn Landmark havde endvidere lovet, at han, før han satte kursen hjemad, ville gå nordpå i landvandet for endnu en gang at se efter, om vores kammerater skulle være nået ned til Vinterhavnen. (Dagbog 28. juli).
Landmark ville helst sejle mod Norge med det samme, så de syge sømænd kunne komme under behandling, men han havde forståelse for, at de skibbrudne var bundet af Mikkelsens forhåndsordre, der bestemte, at de skulle blive i Grønland til den 1. august, altså tre dage senere. Landmark ville vente på dem i en uge ved Depotet på sydspidsen af Shannon. Det
Tidsskriftet Grønland
3/2022 149 DITTE KOLBÆK
betød, at de skulle bryde op fra Alabama Havn i løbet af et døgn eller to og begive sig over den plørede lerslette og den fossende strøm for at mødes med Landmark ved Depotet. De kunne ikke blive i Alabamas vinterhavn til 1. august, men måtte tage af sted dagen før, selvom det var et brud på forhåndsordren. På den anden side var et skibsforlis at betragte som ”tvingen de omstændigheder”, og dertil kom Jørgensens invaliderede fødder og komiteens instruks, der gjorde det klart, at de skulle undgå endnu en overvintring.
De fik travlt med at gøre huset klar til deres afrejse. Vinduerne skulle tilskoddes, alt grej skulle tælles op og skrives på lister, så Mikkelsen og Ivarsen vidste, hvad der var, og hvor det var. Og de skulle sortere i deres ejendele og kun medbringe det nød vendigste, som de skulle bære på ryggen i en køjesæk. Rapporter og instrumenter blev lagt på slæden. Uden sne er en slæde
et ringe transportmiddel, og de mere bar den end kørte med den ned til depotet. Ifølge Jørgensen slutter deres tilværelse som skibbrudne sådan:
Søndag den 31. juli 1910 kl. 12 middag startede vi for hjemgående. Det var med en underlig følelse, vi tog afsted fra Ala bama Havn, det sted, som i et år havde været vores hjem, og som havde så mange minder og oplevelser for os fem, og uvisse som vi var om vores to kammeraters skæbne. Hele juli måned havde vi gået og ventet på, at Mikkelsen og Ivarsen skulle komme tilbage, men da de ikke var kommet til 31. juli, mente vi at tjene dem bedre ved at tage hjem nu, da der var skibslejlighed, i stedet for at tære på pro vianten. Det kan ikke nægtes, at vi var noget ængstelige for dem.
(Dagbog 31. juli).
Resterne af Alabama (kilde: Arktisk Institut).
150 Tidsskriftet Grønland 3/2022 DITTE KOLBÆK
Som lovet ventede Landmark på dem, og da de var kommet vel ombord, sejlede de nord på i et par dage for at se efter Mikkelsen og Ivarsen, men de blev stoppet af isen, og den 6. august satte 7. juni kursen mod syd for at gå til sin hjemmehavn Ålesund i Norge. Beg ge de syge sømænd overlevede turen og kom straks på hospitalet. Fra Ålesund rejste eks peditionsdeltagerne videre sydpå med skibet Tyra. De skibbrudne ankom til Gammel Dok i København den 25. august kl. 17.30, hvor de blev modtaget af pressen og en masse glade mennesker på kajen.
Mikkelsen og Ivarsen kom tilbage til Alabamas vinterhavn den 25. november 1910 og fandt resterne af Alabama og huset. Der kom desværre intet skib i sommeren 1911, så de måtte overvintre endnu en gang. Endelig, den 19. juli 1912, blev de undsat af besætningen på det norske skib ”Sjøblomsten” (Ventegodt 1997). De kom til København og blev modtaget som de helte, de var. De med bragte Mylius-Erichsens optegnelser, der viste, at Peary Kanalen blot var en dyb bugt. Dermed havde både Danmark-ekspeditionen og Alabamaekspeditionen nået deres mål.
Referencer
Billeder: http://arktiskinstitut.dk/arkiverne/ fotosamling/ C.H. Jørgensens dagbøger fra Alabamaekspeditionen Dagbøger 1901 - 1945. Endvidere én dagbog af C. H. Jørgensen og én dagbog af Wilhelm Laub: 04 Dagbog ”Ordrebog for Jagt ”Alabama” 28.8.1909 –1.6.1910”, Rigsarkivet
Mikkelsen, Ejnar. Dagbøger 1901 - 1945. Endvidere én dagbog af C. H. Jørgensen og én dagbog af Wilhelm Laub: 03 Dagbog fra begyndelsen af Alabama-Ekspeditionen 20.6.1909 – 1.3.1910.
Rigsarkivet
Ventegodt, O. (1997). Den sidste brik . Gyldendals Bogklubber
Tidsskriftet Grønland 3/2022
151 DITTE KOLBÆK
208 Tidsskriftet Grønland 3/2022 GrønlandsBANKENimi FN-ip Nunarsuarmi anguniagai sulini utaalu aallupparput I GrønlandsBANKEN arbejder vi aktivt med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling Kalaallit nunaannut iluaqutaasumik Til gavn for Grønland Design: Refleksion.info www.banken.gl · Tlf. 701234 STARK Kalaallit Nunaat A/S KALAALLIT NUNAANNI NIOQQUTINIK ILLIT PILERSUISUT DIN LOKALE LEVERANDØR I GRØNLAND LOKALE BUTIKKER • Lokale lagre • Lokale muligheder • Lokale løsninger LOGISTIK LØSNING • Professionelt håndtering • Optimal emballering • Fragtoptimering PROJEKT LØSNING • Professionelt back up • Grønlandsk erfaring • Sparringspartner LOKALT ENGAGEMENT • Grønlandsk aktieselskab • Medlem af CSR Greenland • Bæredygtig udvikling S TARK Nuuk Box 140 • 3900 Nuuk Telefon 38 37 70 S TARK Qaqortoq Box 339 • 3920 Qaqortoq Telefon 38 37 30 S TARK Aasiaat Box 99 • 3950 Aasiaat Telefon 38 37 50 S TARK Ilulissat Box 507 • 3952 Ilulissat Telefon 38 37 60 S TARK Tasiilaq Box 1 • 3913 Tasiilaq Telefon 38 38 10 S TARK Sisimiut Box 469 • 3911 Sisimiut Telefon 38 37 40 STARK Ilulissat STARK Aasiaat STARK Sisimiut STARK Nuuk STARK Qaqortoq STARK Tasiilaq BESØG OS PÅ FACEBOOK STARKKALAALLITNUNAAT STARK Grønland Langerak 17 • 9220 Aalborg Ø Telefon 82 52 23 00 Medlem af CSR Greenland
Tidsskriftet Grønland 3/2022 209 Et stærkt brand over hele verden Inunnut avatangiisinullu aallussinissamik sammisunut aningaasaliisarpugut Vi investerer i mennesker og miljø KØBES MALERIER BILLEDER M.M. MED RELATION TIL GRØNLAND. KONTAKT KUNSTHANDLER Roar Christiansen Box 348, 3900 Nuuk Telefon +299 321393 Mobil +299 482693 email: roarc.gl@gmail.com
