Tidsskriftet Grønland, nr. 4, december 2022

Page 1

TIDSSKRIFTET
NR. 4/DECEMBER 2022 70. ÅRGANG DET GRØNLANDSKE SELSKAB
GRØNLAND

Dokumenter, fotografier, kort, film, lyd og meget mere …

… som fortæller Grønlands historie og præsenterer et mylder af grønlandske og danske personer til fest og til hverdag, på ekspedition eller embedsrejse, i forretning, i skole, i kirke, i sorg og i glæde.

To eksempler fra Arktisk Instituts arkiv:

A. Fotografiet er taget i Tasiilaq i 1902 af botanikeren Christian Kruuse. På billedet ses bagerst fra venstre Søren, Oline, Malene Lund, Henrik Lund, Ellen Marie Kruuse, Helga Rüttel med Ebba Kruuse, Ane Petersen, Christian Kruuse og J. Petersen (billede nr. 07946).

B. Første side i Niels Egedes "En kort og enfoldig beskrivelse over Grönland" fra 1769.

Besøg Arktisk Instituts arkiv på: www.arktiskinstitut.dk eller i Strandgade 102, København / åbent ma.–fr. 9–16.00.

Arktisk Institut stiller de historiske samlinger til rådighed for alle – og modtager gerne nye samlinger af arkivalier vedrørende Grønland og det øvrige Arktis. Arktisk Institut / 3231 5050 / arktisk@arktisk.dk

TIDSSKRIFTET GRØNLAND

Udgives af Det Grønlandske Selskab L.E. Bruunsvej 10 2920 Charlottenlund

Telefon 6160 5331. dgls@dgls.dk www.dgls.dk www.dgls.dk/tidsskriftet-gronland/ SE nr. 19 04 29 28

Spar Nord: 6506 - 3062474369

IBAN: DK 4965 0630 6247 4369

SWIFT/BIC: SPNODK22

Redaktion

Uffe Wilken

Det Grønlandske Selskab Telefon 3177 2016. uw@dgls.dk

De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne –og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar.

Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det Grønlandske Selskabs synspunkter.

Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse.

ISBN 0017-4556

Tidsskriftet Grønland er udgivet med støtte fra bl.a.

INDHOLD

Julehilsen fra formanden.

Kære medlemmer i Det Grønlandske Selskab. Mens året går på hæld og det mørkner udenfor, kan vi se tilbage på et år næsten fri af Coronas skygge – et  år hvor vores mange aktiviteter igen kunne afholdes. Året har budt på et varieret program, og 2023’s forårsprogram er klar til at blive skudt i gang. Der meget at glæde sig til. Juletiden er hyggens og bøgernes tid, så se på vores righoldige udvalg, om vi ikke lige har den bog, du mangler at læse, eller som du altid har haft lyst at give i gave. Et medlemskab er også tit en velkommen gave, og husk Tidsskriftet Grønland indgår. Vi kan glæde os over, at selskabet udvikler sig, bl.a. er det snart et år siden SAFT blev fusioneret ind i DGS. Vi kan også glæde os over en fantastisk Arktisk Festival, som vi var med til at arrangere i første weekend af november, og som blev besøgt af mere end 3.000 gæster. Med tak for et godt år ønskes alle en glædelig Jul og et godt Nytår.

Johnny

214 ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG: Grønlands “nye” bjørne 227 ERIK W. BORN OG ØYSTEIN WIIG: Et nyt naturreservat i Grønland? Ja, hvorfor ikke?

241

Augustinus Fonden, Aage V. Jensens Fond, Aase og Jørgen Münters Fond, Kong Christian Den Tiendes Fond og Aningaasaateqarfik Juullip Nipitittagaa.

Grafisk udformning

Uffe Wilken

Tryk

Narayana Press

Forsidebillede: En bjørnehun med to 1-årige unger (Sermilik Fjord, Sydøstgrønland, maj 2015) (foto: F. Ugarte).

254

KEVIN ANTHONY PERRY: Kapacitetsopbygning med ’Gadeteamet’ i Kommuneqarfik Sermersooq

BJARNE GRØNNOW: Mysteriet om maleriet fra en grønlandsk koloni er nærmere en opklaring

256

KARINA ESKJÆR WALDORFF: Grønlandske aftryk i Danmark – fra Etnografisk Samling til Instagram

268

LISBETH VALGREEN: Juullip Nipitittagaa – Grønlands Julemærke 2022

271

MEDDELELSER FRA DET GRØNLANDSKE SELSKAB

214

Grønlands “nye” bjørne

RESUMÉ

I juni 2022 udkom en artikel om grønlandske isbjørne i det videnskabelige tidsskrift Science. Artiklen beskriver et nyt studie, som med baggrund i satellitsporing, genetik og biologiske parametre (reproduktion) viser, at isbjørnene i Sydøstgrønland syd for ca. 64° N (Umiivik og sydover) udgør en selvstændig bestand (1). Studiet blev udført af Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut i samarbejde med udenlandske institutioner. Satellitsporing viste, at isbjørne i hhv. Nordøst- og Sydøstgrønland udnytter forskellige områder, der ikke overlapper – og at de dermed udgør to bestande. Bestanden i Sydøstgrønland er genetisk forskellig fra alle andre af Verdens isbjørnebestande, og således også genetisk adskilt fra nabobestandene i Nordøstgrønland og Davis Strædet vest for Grønland. Et foreløbigt tal på ca. 200 individer gør bestanden i Sydøstgrønland til en af de mindste i Arktis. I Sydøstgrønland er fast havis fraværende det meste af året, og de meget lokale isbjørne klarer sig i stedet ved at jage fra isfjelde og klumper af gletsjeris.

Indledning

Isbjørne optræder langs hele den østgrønlandske kyst – en strækning på ca. 3.200 km fra Nunap Isua/Kap Farvel i syd til Kap Morris Jesup i nord. Deres udbredelsesområde på omkring 700.000 km 2 omfatter fjorde og

Tidsskriftet Grønland 4/2022

Kristin L. Laidre, seniorforsker, ph.d., Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) og University of Washington, har siden 2014 ledet bjørnestudier i Grønland. Hun planlagde og ledede feltstudierne i Østgrønland alle årene (2014-2022), og forestod analyse og sammenfatning af data.

Erik W. Born, biolog, dr. philos. Har siden 1980 studeret isbjørne på Svalbard, i Grønland og i Canada.

Øystein Wiig, professor emeritus, dr. philos., (Naturhistorisk museum, Universitetet i Oslo) udførte isbjørnestudier i Østgrønland (1993-2011).

Fernando Ugarte, cand. real., afdelingsleder ved Pinngortitaleriffik, er med til at planlægge isbjørnestudier i Østgrønland, og deltog desuden i feltarbejdet i Sydøstgrønland. Alle fire forfattere bidrog på forskellig vis til studiet som beskrives her.

(Fotografer: T. Itkonen, K. Laidre, C. Egevang, Ø. Wiig).

kyster og det mægtige bælte af drivis langs kysten. Dermed har isbjørne i Østgrønland den største geografiske udbredelse blandt samtlige isbjørnebestande i Arktis. Nogle isbjørne bringes med drivisen fra Østgrønland syd om Nunap Isua/Kap Farvel til Sydvestgrønland (2).

AF ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG Laidre Wiig Born Ugarte Wiig

Figur 1. Kort med grænserne for de indtil dette studium kendte isbjørnebestande, som de er blevet vurderet af IUCN's International Polar Bear Specialist Group. Man vil se, at EG = Østgrønland af IUCN endnu opfattes som én bestand, der også er udbredt i Sydvestgrønland. AB = Arctic Basin/det Arktiske Hav, BB = Baffin Bugt, DS = Davis Strædet, BS = Barentshavet, og NW = Norwegian Bay nævnes i teksten (1).

Det er derfor indlysende, at det er en kæmpe opgave at studere isbjørne i Østgrønland. Men den opgave kastede Pinngortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut sig over, da der i 2014

kom tilstrækkeligt med midler – bl.a. fra den danske miljøstyrelses DANCEA program – til en dedikeret og storstilet indsats for at afklare isbjørneforholdene i Østgrønland.

Tidsskriftet Grønland 4/2022 215

W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG
ERIK

I mange år har det været antagelsen, at isbjørne i hele Østgrønland og i de sydlige dele af Sydvestgrønland udgjorde én stor, sammenhængende bestand, der grænser op til bestandene i hhv. Barentshavet (Svalbard-Frants Josef Land) i øst, og bestanden i de canadiske dele af Davis Strædet. I 1993 definerede IUCN's International Polar Bear Specialist Group (PBSG) den østgrønlandske bestand baseret på de foreliggende oplysninger som én bestand (2). Ifølge PBSG er der – dvs. inden vores studium – i alt 19 isbjørnebestande i Verden, hvis man tæller bjørne i det Arktiske Hav med. Grønland har siden forvaltet isbjørne i Østgrønland som én forvaltningsenhed med en kvote for, hvor mange isbjørne der årligt må nedlægges af lokale jægere med licens. Kvoten er regionalt fordelt således (3): Ittoqqortoormiit (35 isbjørne), Tasiilaqområdet (25), og Sydvestgrønland (4).

Det har dog været spekuleret i, hvorvidt bestanden i Østgrønland i virkeligheden består af flere bestande (2, 4, 5). I en rapport fra 1989 over status for isbjørne i Grønland blev det således anbefalet at undersøge, hvorvidt der fandtes en særskilt bestand i Sydøstgrønland (4). Under en interviewundersøgelse i 1999 blandt østgrønlandske isbjørnejægere gav nogle af jægerne i Tasiilaq-området udtryk for, at der måske var en særlig gruppe isbjørne i Sydøstgrønland (6).

De store opgaver i dette projekt var derfor i første omgang at afklare isbjørnenes generelle udbredelse i Østgrønland, og om der dér fandtes mere end én bestand. Næste skridt bliver at give rådgivning om, hvad de nye resultater betyder for forvaltningen af isbjørne i Østgrønland.

Naturforholdene i Sydøstgrønland

Der er gode grunde til, at isbjørne i Sydøstgrønland ikke tidligere var blevet undersøgt

systematisk. Naturforholdene i området er meget barske. I sammenligning er is-og vejrforholdene meget mere stabile i det højarktiske Nordøstgrønland, samt andre steder, hvor isbjørne lever.

Hele Sydøstgrønland ligger på højde med og – endda for den sydlige dels vedkommende – syd for Island. Området tilhører den Lavarktiske Zone, og er påvirket af indstrømning af varmere atlanterhavsvand, der i varierende mængde fra år til år blandes med vand fra den kolde, sydgående Østgrønlandske Havstrøm og den Østgrønlandske Kyststrøm. Dette påvirker i høj grad isforholdene i området. Kysten er gennemskåret af dybe fjorde omkranset af høje fjelde. Der er adskillige gletsjere, der ender i bunden af fjordene, hvor de kælver, og dermed om sommeren fylder fjordene med isfjelde og klumper af gletsjeris (”kalv-is”), som isbjørnene kan udnytte til at jage fra. Afsmeltningen af bræ-isen bidrager også med ferskvand i den øverste del af vandsøjlen. Vejrforholdene er meget ustabile og påvirket af passage af vestfra kommende lavtryk, og disses varierende styrke. Så storme er derfor almindelige. Sammenlignet med andre områder i Grønland har Sydøstgrønland den største nedbørsmængde i form af sne og regn, og det kan regne selv om vinteren. Som i andre dele af Arktis er temperaturen steget i Sydøstgrønland i de senere årtier, hvilket bl.a. har bevirket, at gletsjere har trukket sig tilbage, og at storme og regnvejr er blevet hyppigere (1); forandringer der også er blevet rapporteret af de lokale grønlændere (7,8).

Isbjørne får langt hovedparten af deres føde ved at jage sæler på havisen (9). Men netop hvad angår havis er Sydøstgrønland meget speciel. Drivisen i den Østgrønlandske Havstrøm driver i et smalt bælte hurtigt ned langs den sydøstgrønlandske kyst. I de

Foto 1. Fast fjordis er til stede i Sydøstgrønland mindre end fire måneder om året.

Foto 2. Et vue ud over Danmarksstrædet i øst. Om sommeren sker det, at drivis flyder ind i fjordene i Sydøstgrønland (begge fotos: K.L. Laidre).

216 Tidsskriftet Grønland 4/2022

ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG
Tidsskriftet Grønland 4/2022 217
ØYSTEIN WIIG
ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG

Figur 2. Den gennemsnitlige bredde af drivisbæltet langs den østgrønlandske kyst om vinteren (1979-2018) – vist for fire breddegrad-afsnit. Man vil se, at drivisen alle steder er gået tilbage, hvilket også gælder i Sydøstgrønland (nederste røde linje); (1).

senere år er dette bælte blevet smallere, hvilket i øvrigt gælder i hele Østgrønland, og isen flyder hurtigere end før; i de senere år ca. 9 - 13 km i døgnet (1); (figur 2). Desuden ligger den faste fjordis kun fra februar til engang ind i maj. Analyser af udvalgte fjorde mellem 61° N og 64° N viste, at perioden med fastis i perioden 2016-2019 i snit kun varede ca. 90 dage (variation: 0-153 dage). Der er således i gennemsnit ikke fast fjordis i lidt mere end ca. 250 dage om året, og bjørnene har derfor kun meget kort tid til at jage på fast fjordis. De må derfor klare sig på anden måde (se foto 1 og 2).

Indledende øvelser

I 2014 indledte Pinngortitaleriffik et storstilet, flerårigt studium med det specifikke formål at undersøge isbjørne i Østgrønland.

Der har dog gennem årene været undersøgelser i Østgrønland for at afklare isbjørnenes udbredelse og vandringer. I årene 1973-1975 ledede dr. Christian Vibe (19131998) ”De danske Isbjørneundersøgelser”, der koncentrerede sig om at mærke isbjørne mellem Scoresby Sund og Dove Bugt. Man fandt en gruppe på ca. 200 dyr, der viste en tendens til at holde sig til undersøgelsesområdet gennem flere år (4, 10).

Ved flere senere lejligheder satte man satellitsendere på isbjørne i Østgrønland for at

Foto 3. Det er lettest at finde isbjørne om foråret, når de kan spores i sneen, men i august 2011 fik vi via GEUS (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser) en platform of opportunity -lejlighed til for første gang at lede efter isbjørne i Sydøstgrønland. Vi fløj i helikopter ca. 6.600 km langs kyster mellem Tasiilaq og Prins Christians Sund, men fandt kun én bjørn (14). En voksen han, der fik en øresender, som virkede i ca. to måneder, hvor dyret holdt til i Timmiarmiit-fjord og nabofjorden (foto: Ø. Wiig).

afklare deres udbredelse gennem året. Det foregik under operationer, der kan betegnes som platform of opportunity, hvor det var muligt at udføre isbjørneundersøgelser fra lejr på havisen (1979; 11), eller fra udenlandske forskningsfartøjer udstyret med helikopter, som var i Østgrønland med andre formål end at studere isbjørne (1993, 1994, 2007, 2008, 2011). Hun- og hanbjørne blev forsynet med en satellitsender i Nordøstgrønland mellem ca. 72° N og ca. 83° N – det vil sige i fjorde og i drivisen i områder nord for Kong Oscars Fjord. I løbet af 1979-2008 blev der i dette område sat satellitsendere på i alt 35 isbjørne (23 halsbåndsendere på hunner, 12 øresendere på hanner; 12, 13, 14, 15); (foto 3). Det viste sig, at isbjørnene i Nordøstgrønland i løbet af året anvendte et kæmpe område i fjorde, langs land – og ikke mindst ude i drivisen; et område, der strækker sig mellem Nordostrundingen (ca. 82° N) og fjorden Kangerlussuaq (ca. 68° N) – omkring 1.800 km i lige linje. Bjørnene viste sig i øvrigt at være i stand til at bevæge sig mod havisens sydgående drift. Kun sjældent bevægede en bjørn

218
W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG
Tidsskriftet Grønland 4/2022 ERIK

med sender sig så sydligt som til Tasiilaq (16). Noget tydede således på, at Sydøstgrønland ikke var disse bjørnes domæne, selvom drivisen, der kommer nordfra, fortsætter med at bevæge sig sydover langs kysten syd for Tasiilaq.

Satellitsender-halsbånd på hunner fungerer i markant længere tid end øresendere, som vi anvendte på hanner (17). Tidligere studier har imidlertid vist, at hanner og hunner anvender de samme områder; så hunnernes overordnede bevægelsesmønster er repræsentativt for begge køn (18). Sporingsdata fra 18 af de satellitsender-halsbånd, som vi satte ud i Nordøstgrønland (1993-2008), indgik i analyserne i det nye studium (1).

Grønlands ”nye” bjørne

Det er almindeligt kendt, at der findes isbjørne i Sydøstgrønland. En kilde nævner forekomst af isbjørne i området i 1300-tallet (19). Oplysninger fra grønlandske fangere og fangststatistik, og observationer foretaget under flyoptælling af havfugle og havpattedyr har vist, at der er isbjørne i området – også om sommeren (6, 8, 20, 21, 22).

For at afklare om bjørne i Sydøstgrønland eventuelt udgør en separat gruppe eller bestand forskellig fra isbjørne i Nordøstgrønland og nabobestande i Barentshavet og Davis Strædet, valgte man at anvende velprøvede metoder til identifikation af bestande: (a) sporing vha. satellitsendere, og (b) genetiske analyser. Desuden indgik oplysninger om bjørnenes køns- og aldersfordeling, samt diverse kropsmål i vurderingen.

Feltarbejdet

Som optakt til de nye undersøgelser foretog Pinngortitaleriffik en interviewundersøgelse om isbjørne blandt isbjørnejægere i Østgrønland (8). Derved fik man opdaterede oplysninger om bl.a. den generelle forekomst af bjørne; oplysninger der indgik i planlægningen af de videnskabelige undersøgelser.

Figur 3. Kortet viser, hvor der i perioden 1983-2017 blev enten bedøvet og mærket isbjørne (stjerner), taget biopsier af ubedøvede bjørne (cirkler), eller samlet ved fangernes hjælp (cirkler). Bemærk de sorte pletter i Sydvestgrønland, som repræsenterer fangerindsamlede prøver. Studiet viste, at grænsen mellem de sydøstgrønlandske og nordøstgrønlandske bjørne ligger ved ca. 64° N; (1).

Feltindsatsen koncentrerede sig først om at undersøge områderne syd for Tasiilaq, men udvidedes efterfølgende nordover helt op til Nordostrundingen; (figur 3, foto 4).

Indsatsen var meget effektiv. I forårene 2015-17 blev der fløjet i alt 229 helikoptertimer, hvor man så i alt 304 isbjørne i Sydøstgrønland (Tabel 1). Flere af bjørnene blev i øvrigt enten genfanget, genkendt genetisk, eller gen-observeret i løbet af studiet. Det betød blandt andet, at det var muligt vha. mærkning-genfangst-metoden at udregne et groft skøn over antallet af isbjørne i Sydøstgrønland (se afsnit: Antal).

Tidsskriftet Grønland 4/2022 219

År I alt set Bedøvet/ fanget Biopsier1 Kun set2) Område (mellem)

2015 71 30 12 29

Skjoldungen-N. f. Kialineq

2016 101 58 8 35 Pr. Chr.SundKangerlussuaq

2017 132 38 12 82 Pr. Chr.SundBlosseville Kyst

I alt 304 126 32 146

1Vævsprøver taget fra helikopter af ubedøvede bjørne 2Bjørne, hvor vejr og især is-forhold forhindrede bedøvelse og/eller biopsi-tagning

Tabel 1. Under studierne i Sydøstgrønland (2015-2017) blev der i alt set 304 isbjørne. Af dem blev nogle bedøvet og mærket, andre fik vha. en lille pil skudt fra helikopter taget en biopsi (vævsprøve), mens nogle kun blev observeret (1).

I Sydøstgrønland opholdt nogle individer sig i den samme fjord i årevis, mens andre bevægede sig over fjelde og Indlandsisen –eller via gletsjerfronter – til nabofjorde. I Sydøstgrønland udnyttede isbjørnene ”kun” et ca. 28.000 km 2 stort fjeld-, fjord- og kystområde, mens de nordøstgrønlandske bjørne derimod vandrede rundt i et ca. 24 gange større område (ca. 671.000 km 2) med fjord -og drivis (1).

Forskellen i arealudnyttelse afspejlede sig også i vandringerne. I Sydøstgrønland bevægede dyrene sig kun ca. 10 km over en 4-døgns periode (de 10 km er medianværdien = dvs. midterste værdi i en talrække, der er arrangeret efter størrelse; m.a.o. halvdelen af alle bjørnene bevægede sig 10 km/4 døgn). Til sammenligning bevægede isbjørnene i Nordøstgrønland sig i samme tidsrum fire gange så langt (medianværdi: ca. 40 km/4 døgn), hvilket afspejler, at de i høj grad bevægede sig rundt i drivisen (1).

Foto 4. Kerne-teamet i felten (2014-2022) bestod (fra v. til h.) af programkoordinator Carl Isaksen (Pinngortitaleriffik), pilot Geir Akse (AirGreenland), programkoordinator Peter Hegelund (Pinngortitaleriffik), og seniorforsker Kristin Laidre (Pinngortitaleriffik). I nogle af sæsonerne deltog andre i feltarbejdet – der iblandt Fernando Ugarte (foto: K.L. Laidre).

Sporing med satellitsendere

Det lykkedes i løbet af 2015-2019 at forsyne adskillige voksne hunbjørne med satellitsendere i Østgrønland. Senderne sendte i flere år, og data til og med 2021 kunne inkluderes i analyserne af vandringer og bestandsforhold. Vi sammenlignede bevægelsesmønster og udbredelse hos 27 hunisbjørne med sendere i Sydgrønland (2015-2021) med tilsvarende data fra sporing af 56 ”sender”hunner i Nordøstgrønland (1993-2021).

Der viste sig et tydeligt billede: Isbjørne i Sydøstgrønland opholdt sig meget lokalt i området og var klart geografisk adskilt fra artsfællerne i Nordøstgrønland. Adskillelsen/ grænsen mellem de to bestande er omkring 64° N (1); (figur 4).

220 Tidsskriftet Grønland 4/2022

I Sydøstgrønland bevægede 11 af satellitsender-bjørnene sig ud af fjordene, hvor de blev fanget i drivisen i den Østgrønlandske Havstrøm, hvor de på lidt under to uger i gennemsnit blev ført med strømmen ca. 190 km sydover mod Nunap Isua/Kap Farvel. De var dog alle i stand til at svømme til land for derefter i løbet af 1-2 måneder at vandre tilbage til, hvor de kom fra. Det afspejler, hvor lokale og stedtro de sydøstgrønlandske isbjørne er, og deres store tilpasning til de specielle strøm- og isforhold i området (1).

Genetikken

Genetiske analyser spiller en central rolle i identifikation af bestande af isbjørne. Vi foretog derfor et genetisk studie for at afklare bestandsforholdene i Østgrønland. Vi analyserede selve genomet, samt DNA og RNA.

I 1983 organiserede en af forfatterne (EWB), at bjørnejægerne i Ittoqqortoormiit/ Scoresbysund begyndte at indsamle diverse biologiske prøver fra de isbjørne, de nedlagde. Indsamlingen er fortsat med stor succes i årene efter, ikke mindst på grund af Aarhus

ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG

Figur 4. Områder som udnyttes af isbjørne i hhv. Sydøstgrønland (SEG, rød) og Nordøstgrønland (NEG, blå) baseret på positioner modtaget fra satellitsendere, der sad på voksne hunner (1993-2021). De to grupper var adskilt af en ca. 150 km lang strækning, der på nær en enkel, var uden positioner (1).

Tidsskriftet Grønland 4/2022 221

OG ØYSTEIN WIIG
ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE

Universitets EcoScience Arctic Department (tidligere Arktisk Afdeling ved Danmarks Miljøundersøgelser) indsats. Disse fangerindsamlede prøver har bl.a. bidraget med vigtig viden om forurening i østgrønlandske isbjørne (se fx reference 23). Prøver indsamlet af isbjørnejægerne siden 1983 indgik i de genetiske analyser.

Vi analyserede i alt 372 prøver fra østgrønlandske isbjørne indsamlet i perioden 1983-2017 af isbjørnejægere og forskere, eller fra isbjørne nedlagt i selvforsvar. Desuden blev de genetiske profiler fra Østgrønland sammenlignet med 2.692 allerede publicerede genetiske profiler fra alle de øvrige isbjørnebestande (undtaget fra det Arktiske Hav).

Flere analysemetoder (hel-genom, mikrosatellit-DNA, og RNA; figur 5) viste tydeligt, at isbjørne i Sydøstgrønland er de genetisk mest isolerede blandt Verdens kendte bestande. De er således klart forskellige fra nabobestandene i hhv. Nordøstgrønland og Davis Strædet vest for Nunap Isua. Bestanden i Sydøstgrønland er rent genetisk skarpere adskilt fra sine nabobestande en nogen af de andre af Verdens bestande er fra deres respektive nabobestande. Desuden viser bjørnene i Sydøstgrønland mindre genetisk variation i deres genom og kerne-DNA end andre isbjørnebestande (1).

En forklaring på, at bjørnene i Sydøstgrønland er blevet geografisk – og dermed genetisk isoleret – kan være, at den kraftige, sydgående Østgrønlandske Havstrøm gør, at det er svært for dem at vandre nordover, og at de desuden skal undgå at komme i drift med strømmen sydover til Sydvestgrønland. Indlandsisen danner desuden en fysisk og gold barriere mod vest. Der var dog i et par tilfælde genetisk indikation af, at bjørne fra andre områder kan komme til Sydøstgrønland og tilsyneladende tilpasse sig til forholdene der. At isbjørne engang i mellem kan komme til Sydøstgrønland fra andre områder ved man også fra fangst af nogle få isbjørne, der oprindeligt var mærket i arktisk Canada, Frants Josef Land og Svalbard (24).

222 Tidsskriftet Grønland 4/2022

Foto 5. De bedøvede bjørne blev vejet, så man bl.a. kunne sammenligne kropsvægt- og mål med lignende data fra andre bestande (foto: K.L. Laidre).

Hel-genom data fra de sydøstgrønlandske isbjørne antyder, at de havde et fælles ”ophav” for ca. 200 år siden, og derfor har været isoleret i mindst lige så lang tid.

Det er interessant, at 11 prøver fra Sydvestgrønland adskilte sig genetisk fra dem fra Sydøstgrønland, og at de tilsyneladende stammede fra dyr, der var kommet til området med havisen fra Nordøstgrønland. Det underbygger Christian Vibes oprindelige teori om, at isbjørne der optræder i Sydvestgrønland bringes til dette område med havisen, der flyder fra Østgrønland forbi Sydøstgrønland og sydvest om Nunap Isua (25).

Bjørnenes fysiske tilstand og reproduktion

Kropsvægt – eller kropskondition – hos voksne isbjørnehunner afspejler til en vis grad deres evne til at formere sig. En gennemsnitlig kropsvægt på ca. 185 kg hos de

ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG

Figur 5. Kortet viser, hvor prøver til hel-genom og RNA analyserne kom fra (2015-2017). Prøver fra hhv. Sydøst -og Nordøstgrønland blev sammenlignet med prøver fra bestandene i hhv. Baffin Bugt, Kane Bassin, sydlige Beaufort Hav, og Tjutkerhavet (Chukchi Sea); (1).

Tidsskriftet Grønland 4/2022 223

ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG

sydøstgrønlandske voksne hunner var ikke forskellig fra den gennemsnitlige kropsvægt hos hunner i Nordøstgrønland og i Barentshavet, men dog noget mindre end i nogle amerikanske og canadiske bestande. En kropsvægt på ca. 185 kg er dog nok til, at hunnen kan formere sig. Selvom datagrundlaget ikke er stort, ser det dog ud til, at bjørnene i Sydøstgrønland har en lidt lavere reproduktionsrate end isbjørnene i Nordøstgrønland (1); (foto 5).

Antal

Selvom studiet egentlig ikke var designet til at beregne antallet af isbjørne, var det alligevel muligt at få et groft skøn over, hvor mange individer bestanden i Sydøstgrønland tæller. Baseret på genetisk genkendelse af individer ud fra biopsier taget fra både bedøvede og ubedøvede dyr, forsknings-genfangster, og i et par tilfælde genmeldinger af mærkede isbjørne nedlagt af jægerne, kunne vi ved hjælp af mærkning-genfangst-metoden beregne, at bestanden i Sydøstgrønland i 2016/2017 talte 234 isbjørne (med 95% usikkerhedsgrænser: 111 - 462 individer) (1). Der er således tale om en meget lille bestand, der fx er på størrelse med den lille og ligeledes genetisk isolerede bestand i Norwegian Bay i højarktisk Canada (NW i figur 1).

Tilpasning til et liv i

Sydøstgrønland

Isbjørnene i Sydøstgrønland synes at klare sig udmærket, selv om der det meste af året ikke er fast fjordis at jage ringsæler på. De jager i stedet fra isfjelde og klumper af ferskvandsis ved gletsjerfronter, hvor ringsæler opholder sig (foto 6). Nogle gange kan bjørnene også jage fra flager af havis, der driver ind i fjordene udefra. I Sydøstgrønland er der desuden tilgang til remmesæler, og periodevis til klapmydser, og grønlandssæler (foto 7). At der eksisterer en bestand af isbjørne i et så ”usædvanligt” miljø – sammenlignet med andre isbjørnehabitater –afspejler på en måde artens store adfærdsmæssige og økologiske plasticitet (tilpasningsevne). Studiet har således givet et vink om, hvordan

isbjørne, der lever i områder, hvor forholdene ligner dem i Sydøstgrønland, vil klare sig i et varmere Arktis med fortsat nedgang i havisen.

Det er dog ikke mange steder i Arktis, hvor gletsjere når havet, og hvor isfjelde og klumper af gletsjer-is kan give bjørnene en platform at jage fra. Andre steder er fx Nordvest-og Nordøstgrønland, Svalbard, og fx Baffin, Devon og Ellesmere Islands i Canada. Det faktum, at opvarmningen også får gletsjerfronter til at trække sig tilbage, så de ikke længere når hav og fjorde, og derved at dette leveområde for isbjørne vil forsvinde, lægger dog en dæmper på optimismen for også ”gletsjer”-bjørnes fremtid.

Isbjørne – hvad nu?

Vi har vist, at der i Sydøstgrønland findes en særlig bestand af isbjørne der, hvad udbredelse og genetik angår, adskiller sig fra samtlige andre bestande i Arktis. Der er således tale om Verdens 20. bestand af isbjørne. Foreløbige data antyder, at der er tale om nogle få hundreder individer. Dermed er der tale om en af de mindste isbjørnebestande i Verden.

Det er nu op til de grønlandske myndigheder at tage stilling til, hvad de nye oplysninger om isbjørnene i Sydøstgrønland skal betyde for forvaltningen af isbjørnene i området. De nye oplysninger kalder dog klart på nye forvaltningstiltag. Det må sikres, at de unikke gener bevares i isbjørnenes fælles genpulje for dermed at være med til at forøge artens evne til at tilpasse sig de store, igangværende ændringer i dens leveområder i et bestandigt varmere og varmere Arktis.

Tak

Vi takker Peter Hegelund, Carl Isaksen, Geir Akse, KNAPK (Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat; Den grønlandske Fisker og Fangerforening), samt de østgrønlandske fangere, der delte deres viden om isbjørne med os, og alle andre, der deltog i studiet, for et særdeles godt samarbejde.

224 Tidsskriftet Grønland 4/2022

ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG

Foto 6 (øverst). En hunbjørn vandrer med sine unger over en blanding af isfjelde og anden gletsjeris i Sydøstgrønland. I mangel af fast havis at jage sæler på det meste af vinter og forår, jager bjørnene i stedet fra is fra gletsjere (foto: K.L. Laidre).

Foto 7. Isbjørne i Sydøstgrønland jager også remmesæler. På denne kraftige flage af drivis lå en voksen remmesæl, der måtte lade livet til en sulten isbjørn (foto: K.L. Laidre).

225
Tidsskriftet Grønland 4/2022
ØYSTEIN WIIG
ERIK
W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG

Referencer

(1) Laidre K. L., Supple, M.A., Born, E.W., Regehr, E.V., Wiig, Ø., Ugarte, F., m.fl., 2022. Glacial ice supports a distinct and undocumented polar bear subpopulation persisting in late 21st-century sea-ice conditions. Science 376 (6599): 1333-1338. doi: 10.1126/science.abk2793

(2) Born, E.W., 1995. Status of the polar bear in Greenland. Pp. 81-103. In: Wiig, Ø., E.W. Born, & G. Garner, (Eds.), 1995. Polar Bears. Proceedings of the 11th Working Meeting of the IUCN/SSC Polar Bear Specialist Group. Occasional Paper of the IUCN Species Survival Commission No 10. Gland, Switzerland and Cambridge, UK. https://portals.iucn.org/library/sites/ library/files/documents/SSC-OP-010.pdf

(3) APN (Departement for Fiskeri og Fangst), 2022. Høring vedr. 2023-kvoter for isbjørn. https://naalakkersuisut.gl/ hoeringer/aktuelle_hoeringer/2022/07/1207_ isbjoernekvoter?sc_lang=da

(4) Born, E.W., & Rosing-Asvid, A., 1989. Isbjørnen (Ursus maritimus) i Grønland: En oversigt. Grønlands Hjemmestyres Miljø –og Naturforvaltning Teknisk Rapport Nr. 8: 126 pp. (In Danish with an English abstract).

(5) Wiig, Ø., Henrichsen, P., Sjøvold, T., Born, E.W., Laidre, K.L., m.fl., 2019. Variation in non-metrical skull traits (1830-2013) across East Greenland and adjacent polar bear (Ursus maritimus) subpopulations. Polar Biology. 42: 461-474. https://doi.org/10.1007/s00300-018-2435-x

(6) Sandell, H.T., Sandell, B., Born, E.W., Dietz, R., & Sonne-Hansen, C., 2001. Isbjørne i Østgrønland: Fangst og forekomst – en interviewundersøgelse. Grønlands Naturinstitut/Pinngortitaleriffik, Teknisk Rapport Nr. 40: 94 pp. (In Danish with an English summary). https://natur.gl/wp-content/uploads/2000/05/40-Isbjoerne-iOestgroenland-%E2%80%93-En-interviewundersoegelseom-forekomst-og-fangst-1999.pdf

(7) Buijs, C., 2010. Inuit perceptions of climate change in East Greenland. Études/Inuit/Studies, Vol. 34 (1): 39-54. http://id.erudit.org/iderudit/045403ar Doi: 10.7202/045403ar

(8) Laidre, K.L., Northey, A.D., & Ugarte, F., 2018. Traditional knowledge about polar bears (Ursus maritimus) in East Greenland: Changes in the catch and climate over two decades. Frontiers in Marine Science 5:135. doi: 10.3389/ fmars.2018.00135

(9) Born, E.W., 2008. Grønlands hvide bjørne. Ilinniusiorffik/ Grønlandske Undervisningsmiddelforlag – Pingortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut: 128 pp.

(10) Vibe, C., 1982. Grønlands hvide bjørne. Naturens Verden 1982: 41 - 56.

(11) Larsen, T., Jonkel, C., & Vibe, C., 1983. Satellite radio-tracking of polar bears between Svalbard and Greenland. International Conference on Bear Research and Management 5: 230-237.

(12) Born, E.W., Wiig, Ø., & Thomassen, J., 1997. Seasonal and annual movements of radio-collared polar bears (Ursus maritimus) in NE Greenland. Journal of Marine Systems 10 (1-4): 67-77.

(13) Wiig, Ø., Born, E.W., & Toudal Pedersen, L., 2003. Movement of female polar bears (Ursus maritimus) in the East Greenland pack ice. Polar Biology 26: 509-516.

(14) Born, E.W., Laidre, K., & Wiig, Ø., 2012. Mærkning af isbjørne i Sydøstgrønland, 28. juli-8. august 2011: Rapport over feltarbejde. Upubliceret rapport til Grønlands Naturinstitut (Nuuk), Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug (Nuuk), og Miljøstyrelsen

226 Tidsskriftet Grønland 4/2022

(København), 2. februar 2012: 19 s. Kan rekvireres fra Grønlands Naturinstitut, www.natur.gl

(15) Born, E.W., Sonne, C., & Dietz, R., 2010. Research on polar bears in Greenland 2005 - 2009. Pp. 135-148. In: Obbard, M.E., G.W. Thiemann, E. Peacock, & T.D. DeBruyn (Eds.). Polar Bears: Proceedings of the 15th Working Meeting of the IUCN/SSC Polar Bear Specialist Group, Copenhagen, Denmark, 29 June–3 July 2009. Occasional Paper of the IUCN Species Survival Commission No. 43. Gland, Switzerland and Cambridge, UK.

(16) Laidre, K.L., Born, E.W., Heagerty, P., Wiig, Ø., Stern, H., m.fl., 2015. Shifts in female polar bear (Ursus maritimus) habitat use in East Greenland. Polar Biology. doi:10.1007/s00300-015-1648-5

(17) Wiig, Ø., Born, E.W., Laidre, K.L., Dietz, R., Villum Jensen, M., m.fl., 2017. Performance and retention of lightweight satellite radio tags applied to the ears of polar bears (Ursus maritimus). Animal Biotelemetry 5: 9. doi: 10.1186/s40317-017-0124-0

(18) Laidre, K.L., Born, E.W., Gurarie, E., Wiig, Ø., Dietz, R., m.fl., 2012. Females roam while males patrol: Divergence in breeding season movements of pack-ice polar bears (Ursus maritimus). Proceedings of the Royal Society B: Biological Science (London). doi.10.1098/rspb.2012.2371 (19) Jónsson, F., 1930. Det gamle Grønlands beskrivelse af Ívar Bárðarson. Levin and Munksgaard, København. https:// heimskringla.no/wiki/Det_gamle_Grønlands_beskrivelse (20) Rosing-Asvid, A., 2002. The polar bear hunt in Greenland. Greenland Institute of Natural Resources, Technical Report No. 45: 25 pp. https://natur.gl/wp-content/ uploads/2002/01/45-The-polar-bear-hunt-in-Greenland.pdf (21) Merkel, F.R., Rasmussen, L.M., & Rosing-Asvid, A., 2010. Seabirds and marine mammals in South and Southeast Greenland, June 2008. Pinngortitaleriffik, Greenland Institute of Natural Resources, Technical Report No. 81: 57 pp. https://natur.gl/wp-content/uploads/2010/01/81Seabirds-and-marine-mammals-in-South-and-SoutheastGreenland-June-2008.pdf

(22) Boertmann, D., & Rosing-Asvid, A. 2014. Seabirds and seals in Southeast Greenland. Results from a survey in July 2014. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 42 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 117: 42 pp. http://dce2.au.dk/pub/SR117.pdf (23) Sonne, C., Letcher, R.J., Bechshøft, T.Ø., Rigét, F.F., Muir, D.C.G., m.fl., 2012. Two decades of biomonitoring polar bear health in Greenland: A review. Acta Veterinaria Scandinavica 54 (Suppl 1): S15. doi:10.1186/1751-014754-S1- S15 (24) Born, E.W., Laidre, K., Dietz, R., Wiig, Ø., Aars, J., m.fl., 2011. Polar bear Ursus maritimus. Pp. 102-115. In: Boertmann, D. & A. Mosbech (Eds.). The western Greenland Sea: a strategic environmental impact assessment of hydrocarbon activities. Scientific Report from DCE— Danish Centre for Environment and Energy, No. 22: 268 pp. http://www2.dmu.dk/Pub/ SR22.pdf (25) Vibe, C. 1967. Arctic Animals in relation to climatic fluctuations. Meddelelser om Grønland, Vol. 170 (5): 227 pp.

ERIK W. BORN, KRISTIN L. LAIDRE, FERNANDO UGARTE OG ØYSTEIN WIIG
Tidsskriftet Grønland 4/2022 275 GrønlandsBANKENimi FN-ip Nunarsuarmi anguniagai suliniutaalu aallupparput I GrønlandsBANKEN arbejder vi aktivt med FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling Kalaallit nunaannut iluaqutaasumik Til gavn for Grønland Design: Refleksion.info www.banken.gl · Tlf. 701234 STARK Kalaallit Nunaat A/S KALAALLIT NUNAANNI NIOQQUTINIK ILLIT PILERSUISUT DIN LOKALE LEVERANDØR I GRØNLAND LOKALE BUTIKKER • Lokale lagre • Lokale muligheder • Lokale løsninger LOGISTIK LØSNING • Professionelt håndtering • Optimal emballering • Fragtoptimering PROJEKT LØSNING • Professionelt back up • Grønlandsk erfaring • Sparringspartner LOKALT ENGAGEMENT • Grønlandsk aktieselskab • Medlem af CSR Greenland • Bæredygtig udvikling S TARK Nuuk Box 140 • 3900 Nuuk Telefon 38 37 70 S TARK Qaqortoq Box 339 • 3920 Qaqortoq Telefon 38 37 30 S TARK Aasiaat Box 99 • 3950 Aasiaat Telefon 38 37 50 S TARK Ilulissat Box 507 • 3952 Ilulissat Telefon 38 37 60 S TARK Tasiilaq Box 1 • 3913 Tasiilaq Telefon 38 38 10 S TARK Sisimiut Box 469 • 3911 Sisimiut Telefon 38 37 40 STARK Ilulissat STARK Aasiaat STARK Sisimiut STARK Nuuk STARK Qaqortoq STARK Tasiilaq BESØG OS PÅ FACEBOOK STARKKALAALLITNUNAAT STARK Grønland Langerak 17 • 9220 Aalborg Ø Telefon 82 52 23 00 Medlem af CSR Greenland
276 Tidsskriftet Grønland 4/2022 Et stærkt brand over hele verden Inunnut avatangiisinullu aallussinissamik sammisunut aningaasaliisarpugut Vi investerer i mennesker og miljø KØBES MALERIER – BILLEDER M.M. MED RELATION TIL GRØNLAND. KONTAKT KUNSTHANDLER Roar Christiansen Box 348, 3900 Nuuk Telefon +299 321393 Mobil +299 482693 email: roarc.gl@gmail.com
24. sep — 29. jan Strandgade
/ Christianshavn
91
nordatlantens.dk
Jessie Kleemann Jeannette Ehlers Pia Arke

NYHED!

Grønland blev hans skæbne: Om H. J. Rink og hans tid kan nu også købes som e-bog

Biografi i to bind af Pia Rink

Både som videnskabsmand og som embedsmand kom H.J. Rink (1819 -93) til at sætte sit præg på Grønland i anden halvdel af 1800-tallet - og Grønland til at præge hele hans liv. I 1848, hvor Grønland var en god forretning for Danmark, rejste han derop for at undersøge mineralforekomster. I stedet blev han grebet af landets særprægede og storslåede geografi og af beundring over indbyggerne og deres evne til at skabe sig en tilværelse under de ekstreme livsbetingelser i det kolde land.

Biografien om Rink - udsendt i 200-året for hans fødsel - bygger på omfattende research i dokumenter og breve. Den er samtidig et stykke grønlandshistorie, der hidtil kun har været sporadisk fortalt.

ISBN: 978-87-87925-48-8 1. e-bogs-udgave Bind 1 og 2

E-bog vejl. pris 299 kr.

E-pub format Kan købes hos diverse online boghandlere Download og læs straks efter køb.

Protektor: H.K.H. Kronprins Frederik

L.E. Bruuns vej 10 DK -2920 Charlottenlund Tlf.: +45 61 60 53 31 dgls@dgls.dk www.dgls .dk

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.