TIDSSKRIFTET
GRØNLAND
NR. 1/APRIL 2012 60. ÅRGANG DET GRØNL ANDSKE SELSK AB
INDHOLD TIDSSKRIFTET GRØNLAND
2*
lill r as tad bjørs t:
Udgivet af Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 Danske Bank konto: 9570-6403476 E-mail dgs@groenlandselskab.dk www.groenlandselskab.dk www.tidsskriftetgronland.dk IBAN DK 9820 0080 14 80 32 71 SWIFT/BIC NDEADKKK SE nr. 19 04 29 28
Politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
Redaktion/redaktør: Dette nummer er redigeret af Martin Appelt og Einar Lund Jensen Det Grønlandske Selskab Strandgade 102 1401 København K Telefon 61 60 53 31 E-mail dgs@groenlandselskab.dk De i artiklerne fremsatte synspunkter er forfatternes egne – og står i alle tilfælde for forfatterens eget ansvar Redaktionelle synspunkter i tidsskriftet dækker ikke nødvendigvis i alle tilfælde Det grønlandske Selskabs synspunkter Eftertryk i uddrag er tilladt med kildeangivelse Tidsskriftet ”Grønland” er udgivet med støtte fra bl.a. Augustinus Fonden, Oticon Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks fond, Antikvar Carl Julius Petersens Hjælpefond og Juuliip Nipitittagaa/Grønlands Julemærkefond
20*
søren rud:
Forskellens roller: Identitet og ledelsesteknik i 1800-tallets grønland og København
Niel s fr andsen: Omkom i kajak
42
eric s teen hansen:
32
Hvad fortæller laverne om klimaet ved Zackenberg? 52*
andreas o tte:
Populærmusik fra Nuuk – Alternativer til en essensbaseret grønlandsk idenditet
62*
kirs ten this ted:
Al Jazeera Greenland Special
Grønlandsk spillefilm på det globale marked
Grafisk udformning Urs Gjerding Tryk Gullanders Bogtryk A/S
Artikler markeret med * er fagfællebedømt. Dette er sket, hvis artiklen er forskningsbaseret, og forfatteren har ønsket en bedømmelse. Yderligere om fagfællebe dømmelse kan læses på Det grønlandske Selskabs hjemmeside www.groenlandselskab.dk under linket »Retningslinjer til forfatterne« under fanen Tidsskriftet Grønland.
af lill rastad bjørst, ph.d.
Politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011 Indledning I sommeren 2000 arbejdede Danmark på en ratificering af Kyoto-protokollen, og en ram meaftale om udledning af drivhusgasser mellem Danmark og Grønland var ligeledes under udarbejdelse. I et notat fra Hjemme styrets Direktorat for Miljø og Natur til landsstyremedlem Alfred Jacobsen blev situ ationen beskrevet således: »Grønlands bidrag er størrelsesmæs sigt relativt begrænset. Det betyder, at reduktion i udledningen af driv husgasser kan gå i en forkert ret ning, hvis der kommer en stor CO2producerende industri til Grønland. En uofficiel forespørgsel gennem Rå stofdirektoratet indikerer, at udvik lingen i oliebranchen går i retning af en begrænset eller ingen udledning af CO2. Anden industri som for ek sempel et zinkraffinaderi kan imid lertid ikke udelukkes. En afvisning af industri på baggrund af øget ud ledning af drivhusgasser vil være uheldig for Grønland …« (Grønlands Hjemmestyre, Direktorat for Miljø og Natur, notat til Alfred Jakobsen 2. juni 2000: 3).
2 Tidsskriftet Grønland 1/2012
RESUMÉ I denne artikel analyseres dominerende politiske positioner i de seneste ti års grønlandske klimadebat. Hvad har Grønland opnået klimapolitisk, og hvordan ser fremtiden ud? I artiklen kortlægges tre forskellige kommunikative begivenheder. Fokus vil være på henholdsvis tidligere landsstyreformand Hans Enoksens samt formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleists politiske projekter og politiske dispositioner i forhold til klimaspørgsmålet samt ikke mindst relationen til den danske klimapolitik i samme periode. Artiklen er et uddrag af Bjørsts ph.d. – afhandling »Arktiske diskurser og klimaforandringer i Grønland. Fire (post)humanistiske klimastudier«.
Lill Rastad Bjørst (1976) er ph.d, og nyansat som adjunkt ved CIRCLA - Centre for Innovation and Research in Culture and Learning in the Arctic ved Aalborg Universitet. I november sidste år forsvarede hun sin ph.d.-afhandling »Arktiske diskurser og klimaforandringer i Grønland. Fire (post)humanistiske klimastudier« som ansat ved Eskimologi og Arktiske Studier på Københavns Universitet. Senest har hun været gæsteforsker ved Sila – Arktisk Center på Etnografisk Samling på Nationalmuseet.
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
En gennemgang af dokumenter og artikler fra denne periode tydeliggør, at klimapoli tik ikke var storpolitik i Grønland på davæ rende tidspunkt, og ingen i Hjemmestyrets administration kunne rigtig forestille sig omfanget af fremtidens erhvervsudvikling. I notatet blev det nævnt, at forpligtelsen på 8 procent allerede var så godt som opfyldt ifølge Energistyrelsens daværende statistik. Ud fra dette notat synes det altså ikke så ri sikofyldt at skrive under på aftalen, og det blev også nævnt i svarnotatet ved andenbe handlingen i november 2001 (Grønlands Hjemmestyre, Direktorat for Miljø og Natur, Beslutningsforslag om Hjemmestyrets udta lelse om dansk ratifikation, 5. november 2001).1 Det var på daværende tidspunkt ikke til fulde gået op for de grønlandske politi kere og embedsmænd, at dette kunne blive en udfordring ved en nært forestående in dustriel revolution. Man kan nu undre sig over, at sammenhængen mellem økonomisk udvikling og stigende energiforbrug, der også kan læses ud af Energistyrelses stati stik, ikke blev vægtet i denne sammen hæng. I kølvandet af rammeaftalen fra 2001 har jeg studeret dominerende politiske positio ner og skift i de seneste ti års grønlandske klimadebat. Hvad har Grønland opnået kli mapolitisk, og hvordan ser fremtiden ud? I dette studie kortlægges tre forskellige kom munikative begivenheder. Fokus vil være på henholdsvis tidligere landsstyreformand Hans Enoksens samt formanden for Naalak kersuisut Kuupik Kleists politiske projekter og politiske dispositioner i forhold til klima spørgsmålet samt ikke mindst relationen til den danske klimapolitik i samme periode. Udformning af de politiske ideologier i Grønland i disse år spiller her en stor rolle i produktion af virkeligheden og verdensbille der. I afgrænsede verdensbilleder bliver nog le handlinger naturlige og andre utænkeli ge, og den grønlandske miljødebat er ingen undtagelse. Politikerne positionerer sig ikke nødvendigvis kun i én strategisk position. I
denne artikel vil jeg give eksempler på, hvor dan den samme politiker i forskellige kon tekster indtager forskellige positioner på trods af, at disse godt kan ende med at være modstridende. Et eksempel på dette er de po sitioner, der kan findes i det, som jeg har valgt at kalde den »dobbelte klimastrategi« (Bjørst 2008a). Forklaret meget enkelt ud trykkes denne strategi ofte som et ønske om massiv industriel udvikling (samt øget akti vitet på olie-, gas- og råstofområdet) kombi neret med et ønske om at sætte en stopper for de menneskeskabte klimaforandringer.2 I denne diskussion fremhæves den grønland ske befolkning som både »ofre« for og »pro ducenter« af fremtidige klimaforandringer på verdensplan. At »placere sig« flere steder politisk i spørgsmålet om klimaforandringer kan have den ulempe, at den samlede politik kan virke utroværdig. En central pointe i denne artikel er, at de grønlandske politike re med tiden lærer at udnytte det for omver denen umiddelbare modsætningsforhold, der findes i den grønlandske klimapolitik, til at opnå egne mål. Jeg vil begynde med at give et mere histo risk blik på perioden. Kildematerialet til dis se studier består af 172 artikler fra grøn landske medier og 32 artikler fra danske og udenlandske medier (Bjørst 2011: 134). De indsamlede kilder og data (avisartikler, ta ler, pressemeddelelser og interviews) er af ny dato og unikt, da historien om Grønlands klimapolitik 2001-2011 i skrivende stund endnu ikke er publiceret.
Klimaet i Grønland – det politiske klima i Grønland I september 2001 underskrev landsstyremed lem for sundhed og miljø Alfred Jacobsen (IA) på Grønlands vegne føromtalte ramme aftale om ratifikation af Kyoto-protokollen med daværende danske miljø- og energimi nister Svend Auken. Dette skete uden hver ken den danske eller grønlandske presses be vågenhed. Dette viste sig at blive et betyde ligt skridt for Grønland i retningen af at
Tidsskriftet Grønland 1/2012
3
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
være inkluderet i et globalt klimaregime. I aftalen blev det bl.a. lovet at: »Grønland vil fortsat yde en aktiv ind sats med henblik på at opfylde reduk tionsforpligtelsen på 8 procent i peri oden 2008-2012, herunder snarest ud arbejde en strategi der indeholder konkrete forslag til implementering af nødvendige emissionsbegrænsende foranstaltninger« (Rammeaftale mel lem landsstyremedlem Alfred Jacob sen og miljø og energiminister Svend Auken om ratifikation af Kyoto-proto kollen 2001: 1). 3 Det var en særlig tid for udenrigsspørgsmål. Lige inden denne aftale blev underskrevet, oplevede hele verden den 11. september 2001 angrebene på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington DC. Jeg var selv bosiddende i Grønland i denne periode og oplevede, hvordan udenrigspolitik fra den ene dag til den anden var på alles læber. I den grønlandske presse fik udenrigsstof en pludselig nyhedsværdi, hvor lokale nyheder førhen havde været det absolutte primærstof i begge landsdækkende aviser. Det var mit klare indtryk, at alle i Grønland var påvirket af denne hændelse. En anden vigtig uden rigspolitisk sag på dette tidspunkt var dis kussionen om et eventuelt amerikansk ra ketskjold, hvor også Thulebasen skulle in kluderes. På Siumuts landsmøde i 2001 skete der også betydelige forandringer. I de grønland ske medier blev der ligefrem talt om en »re volution«, da Enoksen kom til magten i Si umut (Mølgaard 2001: 5) – en revolution, der skulle vise sig i 2002 at gøre ham til lands styreformand. En post, der i over 20 år ellers primært havde været indtaget af partifællen Jonathan Motzfeldt. I kølvandet på dette dannede Per Bertelsen (tidligere Siumut) et nyt parti, som han valgte at kalde Demokra terne. I oktober 2001 inviterede han den grønlandske presse til pressemøde, hvor han
4 Tidsskriftet Grønland 1/2012
fortalte, at det nye parti skulle fremstå som »en frygtløs, reel opposition« med placering i midten af grønlandsk politik (Kristensen 2001: 10). Dette parti skulle senere hen vise sig at blive meget betydningsfuldt i den grønlandske klimadebat, da det indtog en central placering i den første selvstyrerege ring i Grønland. I november 2001 blev der udskrevet valg til Folketinget. En ny stærk kandidat stillede op for IA (Inuit Ataqatigiit) – den efterhån den erfarne politiker Kuupik Kleist (født 1958), som blev valgt ind med et overbevisen de stemmetal, hvilket gav IA deres første plads i Folketinget. Hans primære mærkesag op til valget var ønsket om selvstyre. Klima og miljø var dengang et mindre prioriteret område.
Enoksens lokalpolitiske miljø og klimapolitik Hjemme i Grønland var Hans Enoksen fra 2002 til 2009 landsstyreformand for Grøn lands Hjemmestyre. Hans mærkesager, som han også blev valgt på, var at støtte de små samfund samt fiskeriet. Hans tid som lands styreformand blev dog præget af en omfat tende kommunalreform (fra 18 til 4 stor kommuner) og en dertil hørende centralise ring samt grønlandisering, især på sprogområ det, hvor han for eksempel stod i spidsen for at ansætte flere grønlandsksprogede ledere i Hjemmestyrets departementer. I 2004 skete der et markant skift i dansk miljøpolitik. Den kendte journalist Conni Hedegaard gjorde kometkarriere i Det Kon servative Folkeparti og blev indsat som mil jøminister og senere hen Energi- og Klima minister. Dette skift repræsenterede også et markant skift i dansk miljø- og klimapolitik. Fra at miljøområdet havde været lavprofile ret i den daværende borgerlige regering, kunne miljøministeren nu ikke kun sætte miljøet på dagsordenen, men også profilere Miljøministeriet i en global sammenhæng med stærkt fokus på klimaet. I august 2005 blev der på dansk initiativ
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
arrangeret det første Grønlandsdialog-møde i Ilulissat med udflugt til Kangia/Ilulissat Is fjord og den store bræ Sermeq Kujalleq. Mø dernes koncept bestod i at samle miljø- og klimaministre fra nøglelandene i de interna tionale klimaforhandlinger for under ufor melle former at indgå i en uforpligtende dia log om, hvordan politikerne skulle tackle klimaproblematikken. Initiativet var en del af Danmarks aktive arbejde for at facilitete re vedtagelsen af en ny, global klimaaftale som et forspil til COP15. Connie Hedegaard havde på daværende tidspunkt en ganske be stemt rolle til Grønland. I oktober 2006 skrev hun sammen med det daværende landsstyremedlem for miljø og natur Asii C. Narup i en kronik i New York Times: »As we see it, merely passing on the cost of our lifestyle to people living in vulnerable environments and future generations is not an option (…) Given that the changes in the Arctic are more severe than elsewhere on the globe, action is needed urgently here« (Narup & Hedegaard 2006). Hedegaard brugte i disse år Grønland som det, hun selv kaldte »den grønlandske case« (se Hedegaard 2008), ud fra den antagelse, at det var i Grønland, man med egne øjne kunne se de negative konsekvenser af klima ets forandring, og hun udnævnte i denne sammenhæng Ilulissat Isfjord til et vigtigt klimasymbol (Bjørst 2012a). Da både landsstyreformand Enoksen og landsstyremedlem for infrastruktur og mil jø Kim Kielsen undskyldte sig med, at de ikke følte sig stærke nok i det engelske sprog, var det ofte landsstyrets kvindelige landsstyremedlem for udenrigsanliggende Aleqa Hammond, der stillede op til inter views om klima og miljø, når verdenspres sen var i Grønland. Hans Enoksen og Kim Kielsen virkede ikke, som om de helt vidste, hvilket ben de skulle stå på i hele klima spørgsmålet, at dømme efter de få og spar
Tidligere landsstyreformand Hans Enoksen (Siumut). Foto: http://dk.nanoq.gl.
somme udmeldinger i pressen og en endnu ikke vedtaget grønlandsk klima- og redukti onsstrategi.4 Desuden var håndteringen af klimaspørgsmålet en ny og anderledes opga ve for Hjemmestyrets Direktorat for Miljø og Natur, hvilket bl.a. i oktober 2008 førte til en genplacering af opgaven til et nyetableret Klima- og Energikontor i Hjemmestyrets ad ministration. Desuden indrømmede Kim Kielsen, da jeg interviewede ham tilbage i 2008, at han havde oplevet nogle uenigheder med Hedegaard på grund af hendes fremto ning og hastige disponeringer, der gjorde ham mindre positivt stemt for Hedegaards brug af Grønland som case for sine politiske mål. Alt dette var med til at påvirke Grøn lands positionering i forhold til klimaspørgs målet i denne periode. I foråret 2008 i forbindelse med planlæg ningen og deltagelse på Nordpolskonferen cen i Ilulissat5 fastslog Aleqa Hammond over for den internationale presse vigtigheden af det, som hun kaldte den menneskelige dimension (Krarup 2008b: 9): »På grund af klimafor andringer er alles øjne rettet mod Grønland. Men der skal ikke kun fokuseres på, at ind landsisen smelter, men også på, at der bor mennesker her« (Krarup 2008a: 10). Dette blev hendes ståsted for at argumentere for
Tidsskriftet Grønland 1/2012
5
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
behovet for ny industri, mere moderne øko nomi og bæredygtighed: »De nye erhverv skal drives på et bæredygtigt grundlag, og der skal tages så meget hensyn til naturen som muligt. Der skal stadig være natur efter Alcoa, og der skal stadig være natur, når mi nedriften stopper« (Krarup 2008a: 10). Da hun blev interviewet til The Guardian kriti serede hun (på det tidspunkt som afgået mi nister), at »other countries have a tendency to see the Arctic as an area with no people« (Barkham 2008). De grønlandske politiske re præsentanter havde her ikke kun en stor op gave med at fremstå som handlende aktører i spørgsmålet om det arktiske ocean, men også en stor opgave med i det hele taget at le gitimere den grønlandske befolknings eksi stens i Arktis. Hans Enoksen deltog i Nord polkonferencen, hvor han for første gang i lang tid kommenterede Grønlands rolle i kli madebatten. »Selvom den civiliserede verden ellers gerne vil fortælle os om klimaændringer, er vi de første, der lægger mærke til dem.« Det var en af grundene til, at han mente, at de, der bor i Arktis, skulle inddrages, høres og respekteres i diskussionen om det arktiske ocean (Rendal 2008). Her fremhævede han den grønlandske position som vidne i klima debatten. En både passiv og magtfuld positi on for den, der mestrer »policy of embarrass ment« (Dyck 1985). Enoksen virkede på intet tidspunkt i sin tid som landsstyreformand særlig draget af international politik og kli maspørgsmål. Enoksen var mere interesseret i selvstyredagsordner end at deltage i klima debatten. Kun hvor hensyn til klimaet stod i vejen for en industriel udvikling af Grøn land, var Enoksen og Kielsen engagerede. Fra oppositionen IA begyndte kritiske ryster at tone frem. Skulle Grønland blot være en kli makulisse? (Bjørst 2008a: 32; Henningsen 2008).
Manglende klimastrategi for Grønland og de svære 8 procent Lige op til det forestående landstingvalg i
6 Tidsskriftet Grønland 1/2012
foråret 2009 blev det offentligt kendt, at Grønland ville få svært ved at leve op til Kyo to-aftalen underskrevet tilbage i 2001. Først ved efterårssamlingen i 2009 fremlagde landsstyret den længe ventede »reduktions strategi« for Grønland frem til 2012. Denne ville give en eventuel ny regering under tre år til at reducere CO2-udledningen med de krævede 8 procent i forhold til udledningen i 1990 (Grønlands Selvstyre 2009). Grønlands Arbejdsgiverforening, Fangerog Fiskerforeningen KNAPK samt Kommu nernes Landsforening KANUKOKA beklage de den sene udmelding. Formanden for Grønlands Arbejdsgiverforening Henrik Leth udtalte til AG, at det var noget nær en umulig opgave at komme i nærheden af det lovede reduktionsmål (Findalen 2009: 4). Mil jøforeningen Avataq kritiserede strategien for ikke at være ambitiøs: »Landsstyret burde kæmpe for at brande Grønland som et foregangs land i klimakampen. I stedet for at indtage offerrollen i klimadebatten« (Findalen 2009: 4). Da jeg interviewede det daværende landssty remedlem for infrastruktur og miljø Kim Kielsen i foråret 2008, pegede han allerede dengang på, at det ville være svært at leve op til reduktionen på 8 procent. Han tilføjede: »Vi prøver at gøre alle mulige tiltag. Folk får flere og flere penge mellem hænderne og køber større og større … (...) Førhen havde man jo ikke alle de materielle goder, som vi har i dag.« Kielsen var meget fokuseret på at gøre den grønlandske økonomi til, hvad han kaldte »selvbåren«, og han mente ikke, at dette kunne realiseres uden at udlede mere CO2. Da Kielsen i april 2009 blev kritiseret i den grønlandske presse for at »gradbøje« aftalen og ikke leve op til de lovede mål som beskre
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
vet i aftalen mellem Danmark og Grønland om ratifikation af Kyoto-aftalen, forsvarede han sig med, at Kyoto-protokollen tager ud gangspunkt i udledning af CO2 tilbage i 1990, hvor Grønland var i en alvorlig økono misk krise, som bl.a. betød lavt energifor brug. Han konstaterede: »Siden 1990 er ud viklingen gået stærkt, så det er klart, at med et lavt udgangspunkt, så er det meget, me get svært at nå de 8 procent« (Chemnitz 2009a: 15). Kielsen fortalte om forurening produceret i Grønland, da jeg interviewede ham tilbage i 2008: »Vi har jo verdens største naturpark – på størrelse med Frankrig og England tilsammen. Hvor meget de herboende mennesker laver skade på naturen deroppe, er jo minimalt. Der kommer jo alle de forskellige havstrømme og luft, som også har indvirkning, og dem skal vi jo også tage højde for. Igen er det jo den lokale befolkning, der får konsekvenserne af, hvad der sker rundt omkring i de industrialise rede lande.« I begyndelse af juni 2009 rejste repræsentan ter fra det daværende grønlandske hjemme styre som del af den danske delegation til FNs klimaforhandlingsmøde i Bonn, men det blev et kort møde for de grønlandske del tagere. En embedsmand i Hjemmestyret, Mi chael Petersen, skulle fremlægge den grøn landske position på klimaområdet i Bonn. Han fremhævede positionen som: »Vi er et klimaansvarligt land, men vi er stadig afhængige af at kunne ud vikle industrien og dermed mineralog råstofsektoren. Og denne udvik ling kræver ret til et højere CO2-ud slip« (Nyborg 2009). Denne position faldt ikke i god jord i den danske delegation. På en af de første dage i Bonn modtog Steffen Ulrich-Lynge, chef for
Hjemmestyrets Departement for Infrastruk tur, et meget afvisende brev fra Thomas Egebo, departementschef i den danske rege rings klima- og energiministerium. Han skriver meget direkte: »Det er ikke let at finde en model, der både tilgodeser det grønlandske øn ske om betydelig vækst i CO2-udslip og samtidig harmonerer med den grundlæggende præmis for arbejdet frem mod København om at få skabt en ny juridisk bindende og ambitiøs klimaaftale« (Egebo 2009: 1).6 Man valgte dermed ikke at fremlægge den danske tekst på mødet. Den nyvalgte lands styreformand Kuupik Kleist kommenterede sagen efterfølgende i Sermitsiaq: »Jeg tror, det bliver en meget svær situation. For vi er ikke interesserede i at skulle ud og betale flere hundrede millioner kroner til CO2-kvo ter« (Rasmussen 2009a: 27). I skrivende stund er det stadig uklart, i hvilket omfang Grøn land bliver tvunget til at betale de omtalte kvoter.
Muligheder i Grønlands klimastrategiske forhandlingspositioner Klimadebatten på det politiske niveau i Grønland handlede i disse år primært om 1) reduktion af CO2 og 2) muligheden for at skabe en industriel re volution af det grønlandske samfund med udsigt til ikke kun at blive politisk selvsty rende, men også økonomisk selvstændigt. Forskellige scenarier blev diskuteret: a) at Grønland kunne skrive under på en eventuel klimaaftale sammen med udvik lingslandene (G77) og være mindre forplig tet til at reducere CO2-udslippet. b) at arbejde for at opnå et forbehold – hvad jeg har valgt at kalde »den islandske model«.
Tidsskriftet Grønland 1/2012
7
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
c) at vælge at stå uden for en eventuel klima aftale – hvad jeg har kaldt »den færøske model« (Bjørst 2011: 145-147). Op til landstingsvalget 2. juni 2009 var klima absolut ikke en topprioritet for de grønlandske partier. Stort set alle partier talte om at støtte op om vedvarende energi, såsom vandkraft og udnyttelse af sol- og vindenergi - som det eneste parti nævnte IA konkrete tiltag som for eksempel at udar bejde et program for reduktion af CO2 fra så vel husholdning som industri (Rasmussen 2009b: 22). Arbejdet hen imod selvstyre var i cen trum af debatten og en mere selvstændig økonomi centralt for politikerne – eller det, som de valgte at kalde en »selvbåren økono mi«. Dette fulgte ligeledes i kølvandet på en international finanskrise, der gjorde det endnu mere tydeligt, hvor vigtigt de rette økonomiske disponeringer var for det natio nale projekt (med Island og Grækenland som de værste eksempler i en europæisk sam menhæng).
Hans Enoksen som klimapolitiker Studiet af Enoksens klimapolitik viser, at hans egentlige mål var at opretholde det ek sisterende, dog med ønsket om selvstyre. Manglende referencer og fremtidsvisioner i klimaspørgsmålet kan tyde på et ønske om primært at genskabe det bestående. Udsagn om, at »verden skal lytte til os, da vi er de første, der lægger mærke til forandrin gerne«, er en position med svag handlemu lighed for den grønlandske befolkning i den internationale klimadebat, da fokus dermed ofte er på den grønlandske befolkning som videreformidler af klimaeffekter end egen tlige politiske aktører i klimadebatten. En oksen forsøgte dog at udfordre de magtposi tioner, der var repræsenteret, via, hvad han ironisk kaldte »den civiliserede verden«, men argumentationen stoppede også der. Ud fra Kim Kielsens udtalelser er det tyde ligt, at Enoksens regering heller ikke i større
8 Tidsskriftet Grønland 1/2012
omfang placerede sig i det lokale klimare gime. Dette passer ind med den strategi- og handlingsplan for erhvervsområdet, som blev fremlagt til landstingssamlingen i ef teråret 2007. Her stod der om landsstyrets visioner: »Landsstyret vil i forhandlingerne om en afløser til Kyoto-aftalen arbejde for, at en aftale ikke blokerer for vækst i Grønland, selvom vi naturlig vis skal arbejde hårdt til gavn for det globale klima« (Erhvervsdirektoratet 2007: 7). Der er med andre ord en forskelligartet dagsorden, når det handler om henholdsvis det lokale og globale klima (Bjørst 2008a). In gen af disse klimadagsordner stod dog sær lig stærkt i Enoksens politik. For Enoksen og landsstyret som sådan blev ønsket om selv styre en prisme for hele klimaspørgsmålet. Det udmøntede sig i, at den grønlandske be folkning i klimaspørgsmålet blev positione ret som værende offer eller vidne til klima forandringer. Enoksen var med til at legiti mere denne position i klimadebatten, og po sitionen blev også formaliseret i hverdags praksisser og anset som en effektiv form for handling i forhold til den internationale kli madebat. I praksis var det også netop disse positioner (som offer og vidne), at fiskerne og fangerne i Ilulissat indtrådte, når de er blevet interviewet af verdenspressen eller deltog i arrangementer, for eksempel under COP15 i København 2009 (se Bjørst 2010, 2012a). En anden dominerende position i Enok sens regeringsperiode var oplevelsen af den grønlandske natur som meget stor og den grønlandske befolknings klimatiske »fodaf tryk« som minimal – en holdning bl.a. re præsenteret ved det tidligere landsstyremed lem for infrastruktur og miljø, Kim Kielsen. Argumentet om dette »manglende aftryk« vil jeg følge videre i Kuupik Kleists rege ringsperiode, hvor argumentet om »natu
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
rens rummelighed« synes at være i tæt rela tion til budskabet om »retten til udvikling« samt retten til at udnytte levende som ikkelevende ressourcer. Hvilket umiddelbart står i kontrast til de naturvidenskabelige repræ sentationer af den arktiske natur som sårbar og truet (jævnfør ACIA 2005). Det er tydeligt her, at det er ønsket om selvstyre, der skærer Enoksens taleposition på en ganske bestemt måde, hvor det at indgå i den globalt produ cerede klimakrisefortælling bliver proble matisk tenderende til det utroværdige – en position, der primært bliver italesat og pro duceret af naturvidenskaben og internatio nale politikere (som for eksempel Connie He degaard), der vælger at bruge Grønland og Arktis til at kommunikere deres budskaber om globale klimaforandringer. Enoksen var tydeligvis ikke en mester i det politiske spil og formåede ikke at beskrive sig selv som en spiller7, men placerede sig »trygt og godt« i den mere eller mindre postkoloniale rolle som henholdsvis offer og vidne.
Kuupik Kleist og den internationale profilering og placering i klimadebatten Den 3. juni 2009 valgte Hans Enoksen at træde tilbage og flytte hjem til sin bygd, Itil leq, efter en jordskredsvalgsejr til IA-politi keren Kuupik Kleist. Kleist som landsstyre formand og med hans erfaring fra andre po ster8 gav Grønland en mere international profil i klimadebatten, samtidig med at den forestående selvstyrelov havde udvidet hans politiske råderum betragteligt. Han valgte meget bevidst at inddrage både udenrigspo litik og klima i sine ressortområder, og se nere hen blev der også åbnet et klima- og energikontor i Departementet for Boliger, In frastruktur og Trafik i Grønlands Selvstyre. Med selvstyreloven var der sket en gennem gribende ændring af de dansk-grønlandske relationer på råstofområdet i Grønland. Selv styret besluttede i november 2009 at over tage råstofområdet den 1. januar 2010, hvor ved Selvstyret nu havde retten til at udnytte
råstofferne i undergrunden. Dette var selv sagt også med til at understøtte det mærk bare skift i klimapolitikken. Dette mærk bare skift i klimapolitikken samt bekymrin ger forbundet med de store selskabers frem tidige dominans blev i september 2009 kom menteret i en kommentar i Sermitsiaq (»Ser mitsiaq Isumarqarpoq/mener«): »Landsstyreformand Hans Enoksen drev fra 2002 til 2009 en nationali stisk politik, men vælgernes dom den 2. juni 2009 var et knusende nej til bygderomantik, ja til et globalt Grøn land. Efter års isolatorisk politik er Grønland ved at finde sin naturlige plads i verdenssamfundet (…) Det er kun de færreste, som alene gør tin gene for grønlændernes brune øjnes skyld« (Redaktion/Sermitsiaq 2010: 36). Kuupik Kleist havde på det tidspunkt et lille halvt år til at forberede og forbedre Grøn lands rolle som klimapolitisk spiller og pla cere landet i en lokal såvel som global klima debat.
Kuupik Kleists klimapolitik ved COP15 I september 2009 blussede diskussionerne mellem Danmark og Grønland om klima spørgsmålet igen op. I de internationale for handlinger om klima skulle Danmark for handle på vegne af hele rigsfællesskabet og Grønland deltage som observatør. Danmarks rolle som vært for det forestående COP15 var problematisk for Grønland, der ikke følte sig ordentligt repræsenteret i det omfang, Dan mark forhandlede med EU, som både Grøn land og Færøerne står uden for. Connie He degaard udtalte til Information, da hun blev spurgt om afvisningen af det grønlandske udspil: »Der er ikke nogen lande i verden, der kommer til København med et krav
Tidsskriftet Grønland 1/2012
9
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
varmning. Men indsatsen for at be grænse udledningen af drivhusgasser må ikke standse udviklingen i de samfund, der, som det grønlandske, har aktuelle behov for økonomisk vækst og udvikling« (Kleist/Naalak kersuisut 2009). Kyoto-protokollens artikel 10 om fælles, men differentieret ansvar, var nu for alvor blevet grønlandsk klimapolitik (The Kyoto Proto kollen 1998: 9). Dette gav nu Grønland mu lighed for at befinde sig i to positioner på én gang i klimapolitikken – både som et land med industrielle drømme og et land, der øn sker at stoppe en global opvarmning. Om de særlige emissionsbidragende virk somheder stod der efterfølgende: Formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist (IA). Foto: http://dk.nanoq.gl.
om 170 ton CO2 per indbygger. Og det tror jeg også, der er kræfter i Grøn land, der godt kan se« (Whyte 2009b: 7). Kuupik Kleist var ikke tilfreds med proces sen. »Vi er jo ikke enige. Og der bliver ikke lyttet til Grønlands synspunkter i den dan ske delegation,« udtalte Kuupik Kleist til den danske avis Information efterfølgende (Whyte 2009a: 8). I slutningen af november 2009 skrev Kuupik Kleist til den nyslåede klima- og energiminister Lykke Friis og fremlagde »Grønlands forpligtelser vedrø rende reduktion af drivhusgasudledning i perioden 2013-2020«. Der blev her formule ret meget klart, hvordan Naalakkersuisut så Grønlands forpligtelser i forhold til verdens samfundet: »Verdenssamfundet har et fælles, men differentieret ansvar for at begrænse udledningen af drivhusgasser for her igennem at reducere den globale op
10 Tidsskriftet Grønland 1/2012
»Naturen giver Grønland enestående muligheder for at huse særlige emissi onsbidragende virksomheder, da Grønland råder over store og uudnyt tede vandkraftpotentialer. Grønland vil udnytte vandkraftpotentialer til særlig ... [...]« Grønland forpligter sig til at udviklin gen af særlige emissionsbidragende virksomhed, eksempelvis energiin tensiv, forarbejdnings- og raffine ringsindustri, sker i overensstem melse med internationale standarder og principper … [...]« Og endelig sluttede dette afsnit af med: »Grønland kan derfor ikke i perioden 2013-2020 påtage sig reduktionsfor pligtelser for denne sektor.« (Kleist/ Naalakkersuisut 2009). Retorikken er klar. Det er naturen, som gi ver muligheder. Grønland udnytter, forplig ter og påtager sig forpligtelser. Selvom den første linje i dokumentet er »Arktis oplever allerede i dag konsekvenser af klimaforan dringer for både natur og samfund«, er na
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
turen i disse formuleringer det egentlige »offer« for klimaets forandringer. Det er her den lokale natur, som udnyttes, og den »glo bale natur«, som Selvstyret forpligter sig over for. Der er tydeligvis stor forskel på kli mastrategierne i forhold til henholdsvis »de lokale og globale naturer«. På trods af at det lokale og globale hører sammen, placerer de sig i de politiske diskussioner i to forskel lige rationaler. Fra Grønlands side beskriver man sig selv som en spiller, der mere eller mindre kan forme og byde ind med sin egen position i klimaforhandlingerne, på trods af at forhandlingerne i FN er forhand linger mellem nationer, og Danmark i den sammenhæng repræsenterer rigsfællesska bet og dermed Grønland. Spillet handlede om, at Grønland ville placere sig implicit i en position, hvor man havde alternative handlemuligheder, og undgå at ende i en si tuation, hvor en eventuel klimaaftale ville stå i vejen for industriel og erhvervsudvik ling i Grønland. Det, at Danmark var værts land for COP15 i 2009, var i denne sammen hæng ikke til Grønlands fordel. Den anden mulighed var at Danmark skrev under sam men med resten af EU, hvilket kunne skabe usikkerhed om, i hvilket omfang forpligti gelserne også gjaldt for Grønland og Færø erne og eventuelle muligheder for en sær skilt aftale eller et eventuelt forbehold. Da jeg interviewede medlem af Naalakkersu isut for Boliger, Infrastruktur og Trafik Jens B. Frederiksen under COP15, bekræftede han, at det ikke havde været nogen fordel for Grønland, at Danmark havde fungeret som vært: »Til spørgsmålet, om det skader Dan marks værtskab, at vi går ind og gør sådan, vil jeg sige tværtimod. Nej, det skader Grønland, fordi vi bliver glemt. Vi drukner i det, at Danmark absolut skal have en aftale. Det er vigtigere for Danmark at få et godt resultat her« (Jens B. Frederiksen, 2009).
Få dage inden COP15 kom Danmark og Grøn land til enighed og underskrev et »forståel sesnotat vedrørende fodnote om Færøerne og Grønland til den/de nye politiske klimaaftale(r) indgået under COP15-mødet i december 2009 i København« – et notat, som førhen er omtalt som »fodnoteaftalen« (Kle ist & Friis 2009). Fodnoten skulle helt præcis indeholde disse to linjer: »Therefore, the commitments of Den mark as a member of the European Union do not apply to the Faroes and Greenland« (Kleist og Friis 2009). Grønland ønskede tydeligvis på daværende tidspunkt ikke at være del af en aftale ind gået på COP15, men kun at holde sig til det, man allerede havde forpligtet sig til ved rati ficering af Kyoto-aftalen tilbage i 2001. Den grønlandske regering var således meget lidt aktiv under COP15 med endeligt at fastsætte en position i relationen til Dan mark. Da COP står for »Conference of the parties«, havde den grønlandske regering ikke noget mandat i forhandlingerne, der for Rigsfællesskabets part blev varetaget af Danmark. Passiviteten bestod også i, at den grønlandske regering på daværende tids punkt ikke var interesseret i en aftale, der bandt Grønland til bestemte reduktionsmål, hvilket de grønlandske politikere mente, vil le komme til at stå i vejen for den industriel le og økonomiske udvikling, som de ønskede for Grønland. Der er her en meget tydelig re lation mellem Grønlands positionering i kli maproblematikken på COP15 og ønsket om økonomisk vækst og ret til udvikling, hvil ket kan spores konkret i fodnoteaftalen (Kle ist & Friis 2009). Når det er sagt, så er Grøn land ikke medlem af EU og kunne i det om fang, at Denmark var med i aftalen som EUmedlem, kun være til stede ved sit fravær. Fodnoten ville gøre det klart, at Grønland ikke naturligt var inkluderet i aftalen som en del af det danske rige og eventuelt også give Grønland en mulighed for selv at for-
Tidsskriftet Grønland 1/2012
11
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
handle efterfølgende. Status efter COP15 var, at der ikke var vedtaget nogen juridisk bin dende aftale eller fornyelse af Kyoto-aftalen. Det eneste synlige produkt af COP15 var den såkaldte Copenhagen Accord (2009), der mere har karakter af et delmål og er langt under de ambitioner, der var lagt op til i ti den før COP15.
COP16 – Kuupik indtager position som de oprindelige folks forkæmper COP16 i Mexico i december 2010 introduce rede endnu et skift i den grønlandske rege rings positionering i klimadebatten. Her var Kleist igen Grønlands repræsentant. Mærke sager, var nu udviklingslandene og de oprin delige folks sag. Denne position forklarede han således i en udtalelse til den grønland
ske avis AG – Atuagagdliutit i forbindelse med COP16: »Grønlands mission bliver først og fremmest at fokusere på de oprinde lige folks situation som følge af kli maændringerne. [...] Vi vil især inte ressere os for retten til udvikling. Man bør se på, hvilke lande der kan reducere deres enorme energiforbrug for at give plads til andre« (Schultz-Lo rentzen 2010: 7). Dette var stadig i overensstemmelse med tanken om et fælles, men differentieret an svar. Til AG udtalte Kleist, at han ikke håbede eller forventede, at der blev rykket ved den
Fra paralleleventen »In the Eye of Climate Change« under COP15 (december 2009) på den Nordatlantiske Brygge. Foto: Lill Rastad Bjørst.
12 Tidsskriftet Grønland 1/2012
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
aftale, Danmark og Grønland havde lavet i forbindelse med COP15 (fodnoteaftalen) (Schultz-Lorentzen 2010: 7).9 I Danmarks na tionale indlæg fra klima- og energiminister Lykke Friis blev Grønland også nævnt: »So, now is certainly not the time to hit the breaks. Just think about the fact that spring starts two weeks ear lier in Greenland and fish stocks are disrupted at the Faeroe Islands. And let’s not forget that indigenous peop les are on the frontline of climate change and experience environmen tal changes first-hand« (Friis 2010). Her inkluderer Danmark Grønland i sin fremlæggelse, men igen som vidne og offer for klimaforandringer og ikke med et ord om retten til udvikling. En position, som nu ikke er noget problem for Grønland, da man endnu ikke er del af nogen grænsesættende aftale. Kuupik Kleist deltog selv på COP16 og udsendte i den forbindelse en pressemedde lelse, hvor han udtalte følgende: »Jeg glæder mig over, at Lykke Friis inddrog grønlandske klimaaspekter i sit indlæg, og er samtidig glad for det gode samarbejde mellem Selvstyret og Klima- og Energiministeriet« (Kle ist 2010). Selve ønsket om udvikling var dog trådt i baggrunden, og Kuupik Kleist havde taget positionen som de oprindelige folks tals mand – en position han ikke indtog året før ved COP15, da den på mange måder ville have været i modstrid med den grønlandske regerings egentlige udspil. Det er tydeligt i de artikler og dokumenter, som blev produ ceret og udvekslet op til COP15, at der var en uenighed mellem Danmark og Grønland, men om dette bundede i det faktum, at 1) de danske klima- og energiministre skulle for holde sig upartisk op til COP15, eller 2) medi ernes iver for at belyse og italesætte konflik
ter eller 3) Grønlands manglende mulighed for selvstændigt forhandlingsudspil til COP15, som pirkede til gamle magtrelatio ner landene imellem – det er svært at sætte fingeren på, men det er min vurdering, at alle tre elementer var i spil. På trods af Kuu pik Kleists glæde over samarbejdet var kon flikten ikke løst og Grønlands rolle i et even tuelt kommende klimaregime stadig ikke endeligt fastlagt. Det eneste, som er sikkert i skrivende stund, er, at den juridisk bindende aftale, som var lagt i støbeskeen op til COP15, endnu ikke har taget form. Grønland er stadig underlagt Kyoto-protokollen og vil måske komme til at betale CO2-kvoter.10 Kuu pik Kleist er ferm til at kommunikere, hvor dan han ønsker, fremtiden skal være. På COP16 fremstod han ikke i den traditionelle rolle som talsmand for oprindelige folk i ver den.11 Da Kleist skulle interviewes til Cli mate Change TV,12 stod han i afslappet kort ærmet skjorte og fortalte om, at »action is needed«, og det, som han beskrev som den politiske kamp mellem henholdsvis udvik lingslande, de fattige lande og de udviklede lande. Han trak i denne sammenhæng på gamle for omverdenen velkendte argumen ter om de arktiske befolkningers kamp for at opnå oprindelige folks rettigheder – men brugte dem på en ny måde og tilførte nyt strategisk indhold. I virkeligheden talte han for en ny æra af industrialisering i Grøn land, hvilket ikke er den traditionelle dags orden, når det handler om oprindelige folk, for eksempel i FN-regi, hvis dagsordner bl.a. omhandler menneskerettigheder, ret til sundhed, bevarelse af traditioner og kultu relle værdier, sprogrettigheder og landret tigheder. Dette er emner, der bl.a. diskuteres i United Nations Permanent Forum on Indi genous Issues. Kuupik Kleist formåede at konstruere et nyt sprog bestående af elemen ter fra de seneste ti års diskussioner om op rindelige folk i FN samt Grønlands politiske ønske om industriel udvikling. Efter at have analyseret klimapolitikken i Kuupik Kleists første tid som formand for
Tidsskriftet Grønland 1/2012
13
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
Naalakkersuisut er det tydeligt, at han overordnet taler for retten til fremtidig ud vikling og mulighed for at udnytte de res sourcer, som »naturen giver«. I forhold til indtagelse af politiske positioner på COP15 og COP16 beskriver Kleist sig som en poli tisk spiller, på trods af manglende forhand lingsmandat i FN. Han taler i mindre grad om de problemer, der findes i Grønland på nuværende tidspunkt som følge af klima forandringer, og undgår på denne måde at indtage positionen som klimavidne – men mestrer i denne sammenhæng at tale for, hvilken vej han ser for Grønland fremover med fokus på eventuelle udviklingspoten tialer. Med denne fremtidsretorik kan han til tider skabe en platform for politisk handling, hvorfra der kan formidles et bud skab om at være på vej til noget bedre, hvad end status quo måtte være. Dette på trods af, at Grønlands position på både COP15 og COP16 og senere COP17 i 2011 var ikke at forpligte sig til mere, end hvad allerede var besluttet.
Konklusion: Grønlands mulige og umulige klimapositioner Siden 2001 har Grønland ført en dobbelt kli mastrategi, hvor man på den ene side har ønsket økonomisk vækst og industriel udvik ling og på den anden side ønsket at stoppe globale klimaforandringer. Denne problema tik er blevet håndteret politisk af siddende grønlandske regeringer parallelt med en »nation-building« proces fra hjemmestyre til selvstyre. Fra Enoksen til Kleist skete der et tydeligt skift i den førte klimapolitik fra en primært lokal, offerbetonet klimadiskurs til en glo bal udviklingsdiskurs. Uden nødvendigvis at kalde Grønland et u-land var Kleists politi ske projekt i klimadebatten at argumentere for Grønlands ret til udvikling, og hvor En oksen placerede ansvaret i Vesten, talte Kle ist ud fra et »fælles, men differentieret an svar« med henvisning til Kyoto-protokollen. Samtidig flytter de politiske positioner sig
14 Tidsskriftet Grønland 1/2012
fra at etablere sig som henholdsvis offer og vidne til klimaforandringer til at blive en langt mere fleksibel (lokal/global) agent i den internationale politiske klimadebat med egen strategi og sprog. Kleists politik har lige fra starten af hans regeringsperiode væ ret funderet i et globalt sprog, hvor han har frigjort sig fra kun at tale ud fra en grøn landsk kontekst. Da han holdt foredrag i Det Grønlandske Selskab i februar 2010, sagde han om Grønlands position i verden: »Det er en global scene. Jorden er rund – der er in gen hjørner, hvor vi kan gemme os«. Med an dre ord bør Grønland ikke tænkes som ad skilt fra resten af verden, som førhen har væ ret tendensen i grønlandsk politik. Om Grønland kan gemme sig eller ej, vil fortsat være en del af det politiske spil mellem Dan mark og Grønland, når det kommer til de postkoloniale magtspil og dertil hørende ta lepositioner. Magt og afmagt har indflydelse på hele rammen for den grønlandske delta gelse i den politiske klimadebat. I tiden op til COP15 var der massiv politisk, videnska belig og mediemæssig fokus på Grønland som klimasymbol (se Bjørst 2012a) samtidig med, at Grønland havde meget begrænset politisk indflydelse på processen under COP15, hvor dets interesser (i visse tilfælde i ringe grad) blev varetaget af Danmark. I modsætning til Enoksen indtager Kleist som formand for Naalakkersuisut sjældent den traditionelle postkoloniale afmagtsposition (med en synlig markering af manglende ind flydelse på processen), men vælger i stedet at tale om rettigheder, ansvar og fremtidspla ner mv. Da Kleist heller ikke ønskede at tage del i de dominerende klimakrisefortællin ger som klimavidne (Bjørst 2012b; Bravo 2008) (hvorved Grønland og indlandsisen of test var repræsenteret), arbejdede han op til COP15 med at etablere andre positioner, hvorfra han kunne handle for at nå sine po litiske mål. I skrivende stund er der fortsat uenigheder mellem Danmark og Grønland med hensyn til ratificeringen af Kyoto-proto kollen samt Grønlands rolle i eventuelle nye
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
klimaaftaler. Eller som embedsmænd fra Grønlands Selvstyre karakteriserede forhol det, da jeg talte med dem i marts 2011: »Vi er enige om at være uenige«. Det har dog i de grønlandske medier i foråret 2012 været in dikeret, at der blev arbejdet på en undtagel se for Grønland fremover med det centrale argument, at dette ville skabe bedre mulig hed for vækst i det grønlandske erhvervsliv. Studiet af de politiske diskussioner i den grønlandske klimadebat viser, at der ikke ta les så meget om klimaets forandringer, men meget mere om økonomi, selvstændighed, ret til udvikling samt industri og råstofud vinding. Antropolog Mark Nuttall, der blandt andet har forsket i Arktis som »re source frontier«, har bemærket: »Far from being mere victims of the impacts of industrial development, in digenous peoples are participants in, and increasingly beneficiaries of de velopment of the Arctic resource fron tier« (Nuttall 2010: 23). I tiden fra 2001 og frem er Grønland lang somt gledet ud af de danske klimarepræsen tationer og dukkede under COP16 op som talsmand for oprindelige folk globalt. De grønlandske politiske aktører har gået fra at tale som ofre og vidner til klimaforandrin ger til at være fortalere for retten til indu striel udvikling, til på COP16 at tale på vegne af alle oprindelige folk. Denne udvik ling vil jeg forklare med de dominerende na tionale projekters placering i de tre centrale kommunikative begivenheder i forhold til den grønlandske klimapolitik. Her ses, i hvilken grad ideologierne er investeret i sproget på forskellig vis og medvirker til so cial forandring på længere sigt, dog ikke for stået på den måde, at aktører til hver en tid er bevidste om den ideologiske dimension i deres egen praksis (Fairclough 1992: 90). Poli tikere er dog uden tvivl mere bevidste end den almene borger om deres ideologiske stå sted og bliver også dømt i offentligheden,
hvis ideologi og handling er diametralt mod satte. Da medlem af Naalakkersuisut for Boli ger, Infrastruktur og Trafik Jens B. Frederik sen overtog klimaområdet blev Kleists kli mastrategiske positioner videreført - men da der endnu ikke var en mere omfattende glo bal aftale på klimaområdet, gik klimapoli tikken i 2010 -2011 fra at være et moralsk og rettighedsspørgsmål til primært at være er hvervspolitik i Grønland. I pressen blev dette skift italesat som en konflikt mellem de to dominerende regeringspartier IA og Demo kraterne (Nyvold 2012: 26). Ifølge mine studi er er der dog ikke tale om en konflikt, men at disputten endnu en gang et udtryk for Grønlands dobbelte klimastrategi. Jens B. Frederiksen fremlagde i en kronik i Sermit siaq sin udlægning af situationen: »… jeg er lidt ked af, at Grønland visse steder bliver fremstillet som et land, der ikke ønsker at leve op til interna tionale klimakrav. Det er en helt for kert opfattelse. Tværtimod ønsker vi at blive en integreret del af en kom mende klimaaftale, men vi forlanger, at en sådan aftale bliver skruet sam men på en måde, så vi ikke bliver ud sat for en uretfærdig og konkurrence forvridende situation « (Frederiksen 2012: 49). I samme åndedrag berettede Frederiksen også, at Grønland og Danmark til sommer underskriver en teknisk samarbejdsaftale, der skal opstille en ramme for, hvordan sam arbejdet skal foregå. Set over en tiårig peri ode har samarbejdet mellem Danmark og Grønland på det klimapolitiske område ikke været smertefrit. Det kan karakteriseres som et tovtrækkeri, hvor Danmark op til de vigtige COP-møder har strammet og efterføl gende, når de endnu en gang er kommet tomhændet hjem, har genoptaget dialogen med Grønland og sat løsningsmodeller i sigte. Om denne nye samarbejdsaftale er Tidsskriftet Grønland 1/2012
15
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
Ilulissat juli 2009. Foto: Lill Rastad Bjørst.
»løsningen« vil tiden vise. Klima er politik, også i Grønland, og den postkoloniale di mension skærer sig igennem de forskellige politiske positioner i klimadebatten. Frede riksen pointerer ligeledes i et interview med Sermitsiaq, at Danmark har et medansvar og bør promovere Grønland internationalt som en ansvarlig grøn nation, bl.a. på baggrund af de store investeringer i vandkraft (Nyvold 2012: 27). Dette ville være en ny strategi, hvor Danmark førhen primært har udpeget Grønland som klimasymbol i forbindelse med at fastsætte egen klimapolitik (Bjørst 2012a). Til spørgsmålet om, hvad Grønland indtil nu har opnået klimapolitisk internationalt, må svaret være, at dets primære resultat har været at træde på bremsen i forhold til Grøn
16 Tidsskriftet Grønland 1/2012
lands forpligtelser internationalt – både i forhold til Kyoto-aftale og eventuelt kom mende juridisk bindende aftaler. Når det er sagt, er der efterhånden igangsat mange gode og effektive initiativer i Grønland med etableringer af vandkraftværker samt ned rivning af utætte og forfaldne bygninger mv. Dette vil på sigt gavne den lokale befolk ning, men også det fælles CO2-regnskab. I den grønlandske regering vægtes det, at der gøres en aktiv indsats for at sænke CO2-ud ledningen, som det blev lovet tilbage i 2001, da Grønland ratificerede Kyoto-protokollen. Men at binde sig yderligere eller nå de 8 pro cents reduktion med 1990 som basisår vur deres i den grønlandske regering fortsat som urealistisk, når forventningerne til den in dustrielle udvikling tages i betragtning.
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011
Litteratur ACIA. 2005. Arctic Climate Impact Assessment. Cambridge: Cambridge University Press. Barkham, Patrick 2008. »Beyond the Ice,« The Guardian, 11. december, hentet 15. marts 2009 fra http://www.guardian.co.uk/ world/2008/dec/11/greenland-denmark-independence. Bjørst, Lill Rastad 2008a. Grønland og den dobbelte klimastrategi. Økonomi og Politik 4: 26-37. - 2010. »The tip of the Iceberg: Ice as a Non-human Actor in the Climate Change Debate,« Etudes/Inuit/Studies, vol. 33: 133-150. Québec: Université Laval. -2011.Arktisk Diskurser og klimaforandringer i Grønland. Fire (post)humanistike klimastudier. Ph.d. – afhand ling forsvaret den 29. november ved Det Humanistiske Fakultet. Københavns Universitet. - 2012a. Climate Symbols – the Case of the Ilulissat Icefjord. Polar Geografi vol. 36 Accepteret til publikation - 2012b. Climate Testimonies and Climate Crises Narratives. Inuit Delegated to Talk on Behalf of the climate. Acta Borelia. Vol. 29. No. 1. 142-157, Bravo, Michael T. 2008. Voices from the Sea Ice: the Reception of Climate Impact Narratives. Journal of Historical Geography, 35(2): 256-278.
Egebo, Thomas 2009. »Brev til departementschef Steffen Ulrich-Lynge«, den 4. juni 2009. København: Klima- og Energiministe riet. Enoksen, Hans 2009. »Landsstyreformandens tale til nytårsreceptionen den 7. januar 2009.« København. Frederiksen, Jens B. 2012. »Grønland vil med i klimaaftale - men ikke for enhver pris«, Sermitsiaq nr. 12 den 23. marts, s. 49. Erhvervsdirektoratet 2007. Strategi- og Handlingsplan for Energiområdet 2008-2015. Grønlands Hjemmestyre J. nr. 29.15.01.02. Fairclough, Norman 1992. Discourse and Social Change. Cambridge: Polity Press. Findalen, Jeppe 2009. »Landsstyrets CO2-strategi får hård medfart,« AG, 7. april, s. 4. Nuuk. Friis, Lykke 2010. »National statement COP 16,« FN’s Klimakonference 2010 eller COP16 (Conference of Parties 16), hentet den 22 december 2010 fra http://www.kemin.dk/ national_statement_cop_16_copenhagen_accord_ energy_let.htm. Gad, Ulrik Pram; Ida Hannibal; Kristine Holst & Rebecca Adler-Nissen 2011. EUs oversøiske lande og territorier: postkoloniale suverænitetsspil og Grønlands arktiske muligheder. Politik 1:16-24.
Carrell, Severin 2010. »Greenland’s Prime Minister Lambasts Greenpeace for Raiding Arctic Oil Ring,« Guardian, 31. August, hentet 1. sptember 2010 fra http://www.guardian.co.uk/ environment/2010/aug/31/greenland-greenpeace-arcticoil-rig.
Grønlands Selvstyre 2009. Redegørelse for virkemidler til reduktion af udledningen af drivhusgasser. Grønlands Selvstyre EM 2009/127.
Chemnitz, Jørgen 2009. »Kim Kielsen gradbøjer aftale,« Sermitsiaq, 17. september, s. 15.
Henningsen, Juliane 2008. »Julianes tale ved Folketingets afslutningsdebat. Et fællesskab af frisind i stedet for fordomme.« Afslut ningsdebat, Folketinget, 2008, s. 1-2.
Chouliaraki, L.N., Fairclough. 1999. Discources in Late Modernity: Rethinking Critical Discourse Analysis. Edinburgh: Edinburgh University Press. Copenhagen Accord 2009, UNFCCC 2009. Copenhagen Accord 2009. Decision -/CP.15 (Advance unedited version). United Nations Climate Change Conference 2009 i Copenhagen Decision -/CP.15. Hentet 6 februar 2010 fra http://unfccc.int/files/meetings/ cop_15/application/pdf/cop15_cph_auv.pdf. Dyck, Noel 1985. Indigenous Peoples and the Nation-State. Fourth World Politics in Canada, Australia and Norway. Social and Economic Papers, no. 14. Newfoundland: Institute of Social and Economic Research.
Hedegaard, Connie 2008. Da klimaet blev hot. København: Gyldendal.
The Ilulissat Declaration 2008. Arctic Ocean Conference Ilulissat, Greenland, 27–29 May 2008, hentet den 5. Juni 2009 fra http://www.um. dk/NR/rdonlyres/5FB1EE71-950B-449C-8C90096B3B09B479/0/Ilulissat_erklæringen.pdf. Hjemmestyrets Direktorat for Miljø og Natur - 2000. »Notat til Alfred Jakobsen vedr. Kyoto-Protokollen.« Grønlands Hjemmestyre, s. 3. Nuuk. - 2001. »Beslutningsforslag om Hjemmestyrets udtalelse om dansk ratifikation, 5. november 2001.« Nuuk: Grønlands Hjemmestyre. Kleist, Kuupik 2010. »Kuupik sikrer synligheden for Grønland under
Tidsskriftet Grønland 1/2012
17
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011 COP16,« COP16. Naalakkersuisut, s. 1. Cancun: Naalakkersu isut. Kleist, Kuupik 2009. »Grønlands forpligtelser vedrørende reduktion af drivhusgasudledningen i perioden 2013 – 2020«. Departement for Boliger Infrastruktur og Trafik, Naalakkersuisut, s. 1-4. Kleist, Kuupik & Lykke Friis 2009. »Forståelsesdokument vedrørende fodnote om Færøerne og Grønland til den/de nye politiske klimaaftale(r) indgået under COP15-møder i december 2009 i København.« København: Naalakkersuisut & Klima- og Energiministeriet. Krarup, Poul 2008a. »Ny industri skal tage hensyn til miljøet,« Sermitsiaq, 20. maj, s. 10. - 2008b. »Hammond: Grønland får indflydelse,« Sermitsiaq, 19. maj, s. 11. Kristensen, Kurt 2001. »Efterlysning: En frygtløs opposition,« Sermitsiaq, 19. oktober, s. 10. The Kyoto Protocol 1998. Kyoto Protocol to the United Nations Framework Convention on Climate Change. UNFCCC. Kyoto: United Nations.
Rasmussen, Inge S. 2009a. »Kuupik. Overraskende dansk udmelding«. Sermitsiaq 12. juni, s. 27. - 2009b. »Global opvarmning tænder ikke partierne,« Sermitsiaq, 22. maj, s. 22. Rendal, Ole 2008. »Enoksen: Vigtigt at Grønland deltager i beslutnin gerne,« Sermitsiaq, 28. maj. Hentet fra http://sermitsiaq. ag/node/64497 Redaktion, Sermitsiaq 2010: »Det globale Grønland« Sermitsiaq, 17. september, s. 36. Schultz-Lorentzen, Christian 2010. »Grønland til klimatopmøde,« AG, 1. november, s. 7. The Ilulissat Declaration 2008. »The Ilulissat Declaration.« Arctic Ocean Conference Ilulissat, Greenland, 2008, s. 1-2. Whyte, Tim 2009a. »Klimaforhandlinger: Grønlands Selvstyre tages som gidsel i klimaforhandlingerne,« Information, 14. september, s. 6. København. 2009b. »Klimaminister Connie Hedegaard: Vi har en god dialog med Grønland,« Information, 14. september, s. 7.
Mølgaard, Noah 2001. »Revolutionen bærer først frugt om flere år,« Sermitsiaq, 21. september, s. 5. Narup, Asii & C. Connie Hedegaard 2006. »Arctic Meltdown, Global Concern,« 23. oktober, s. 2. Copenhagen. Hentet 1. februar 2008 fra http://www. ft.dk/samling/20061/almdel/mpu/bilag/56/316637.pdf Nuttall, Mark 2008. Climate Change and the Warming Politics of Autonomy in Greenland. Indigenous Affairs 1-2: 44-51. -2010. Pipeline Dreams. People, Environment, and the Arctic Energy Frontier. Copenhagen: IWGIA – Document 126. Nyborg, Katja 2009. »Avataq savner politisk uafhængig information om industrielle projekter,« KNR, 18 maj. Nyvold, Mads 2011. »Et forsvarligt olieeventyr?« Sermitsiaq, 11. februar, s. 22. 2012. »Klimakvaler deler naalakkersuisut «, Sermitsiaq, den 23. marts, s. 26-27. Rammeaftale mellem landsstyremedlem Alfred Jacobsen og miljø- og energiminister Svend Auken om ratifikation af Kyoto-protokollen. 2001. Rammeaftale mellem landsstyremedlem Alfred Jacobsen og Miljø- og energiminister Svend Auken om ratifikation af Kyoto-protokollen, 2001. Miljø- og Energiministeriet og Grønlands Hjemmestyre.
18 Tidsskriftet Grønland 1/2012
Noter 1 Den 7. november 2001 vedtog Landstinget enstemmigt, at Danmark kunne ratificere Kyoto-protokollen uden forbehold for Grønland. 2 Blandt selvstyrets embedsmænd erfarede jeg, at den førte klimapolitik fra 2009 blev omtalte som en »balanceret klimapolitik«. 3 Fra Grønlands-siden har man i de efterfølgende forhandlinger lagt vægt på det at »yde en aktiv indsats«, hvor man fra dansk side har vægtet det at nå de lovede 8 procent. 4 Af initiativer i perioden skal dog fremhæves en klimaworkshop, Hjemmestyret afholdt i 2007, hvor grønlandske interessenter blev samlet og bedt om at diskutere klima. 5 Nordpolkonferencen blev afholdt 27.-29. maj 2008 i Ilulissat. På konferencen deltog de fem kyststater omkring Nordpolen, Canada, USA, Rusland, Norge og Grønland/Danmark. På konferencen blev rammerne drøftet for den fremtidige håndtering af de muligheder og udfordringer, som klimaforandringerne medfører i og omkring Polarhavet. Mødet resulterede i vedtagelse af Ilulissat-erklæringen (The Ilulissat Declaration 2008).
LIll rastad bjørst: politiske positioner og skift i den grønlandske klimadebat fra 2001 til 2011 6 Brevet blev senere offentliggjort i den grønlandske presse. 7 At beskrive sig selv som spiller anvendes af Ulrik Pram Gad et al. (2011) i deres forskning i det postkoloniale suverænitetsspil. 8 Kuupik Kleist har før sin tid i det danske folketing været embedsmand og direktør i det grønlandske udenrigsdi rektorat samt aktiv i den pan-arktiske ngo Inuit Circumpolar Council (ICC). 9 Fodnote-aftalen indebærer, at Grønland vil reducere udledningen af CO2 »med fem procent i forhold til udledningen i 2007 inden 2009. Reduktionsmålene omfatter ikke nye industrier, hvilket kan betyde, at Grønland ikke skal betale for de øgede CO2 -udslip ved
en kommende olie- og mineralindustri samt eventuel anlæggelse af aluminiumsværket ved Maniitsoq (Schultz-Lorentzen 2010: 7). 10 I pressemeddelelsen fra COP16 står der, at »Grønlands drivhusgasudledning er faldet markant. Det betyder, at Grønlands kommende udgifter til CO2 -kvoter bliver mindre« (Kleist 2010b). 11 Det transregionale ngo-projekt »Many Strong voices« kan være et eksempel på en mere traditionel præsentation af oprindelige folks rettigheder og problemstillinger (www.manystrongvoices.org/about/1381.aspx). 12 Se Climate Change TV: http://www.climate-change.tv/ kuupik-kleist-december-2010.
Tidsskriftet Grønland 1/2012
19
ØNSKER DU AT BLIVE MEDLEM AF DET GRØNLANDSKE SELSKAB?
Medlemskab af det Grønlandske Selskab Enlig Samboende Studerende
240 kr. 360 kr. 120 kr.
Medlemskab af DGS og abonnement på tidsskriftet »Grønland« Enlig Samboende Studerende
570 kr. 690 kr. 450 kr.
Grønland Enlig Samboende Studerende
550 kr. 670 kr. 430 kr.
Skandinavien Enlig Samboende Studerende
575 kr. 695 kr. 455 kr.
Resten af verden Enlig Samboende Studerende
650 kr. 770 kr. 520 kr.
Abonnement på tidsskriftet »Grønland« u/medlemskab af DGS Årligt (DK) Grønland Skandinavien Resten af verden
385 365 390 525
kr. kr. kr. kr.
Medlemskab af Kunstforeningen ARON Pr. medlem 100 kr. (forudsætter medlemskab af Det Grønlandske Selskab) Priserne er årlige og gældende for 2012. Abonnementprisen i Danmark er inkl. moms Ønsker du medlemskab og/eller abonnement, så skriv eller ring til: dgs@groenlandselskab.dk eller Det Grønlandske Selskab Strandgade 102, 1 1401 København K. Tlf.: 61 60 53 31 (onsdage/torsdage)