1795

N IK LAS NAT T OCH DAG

1795 På dansk ved Christina Westenholz Bojlén

Af samme forfatter: 1793 1794

GUT KIND

1795 er oversat fra svensk af Christina Westenholz Bojlén efter 1795 © Niklas Natt och Dag 2021 Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Niklas Lindblad, Mystical Garden Design Foto: © Kiefer Lee Sat med Stempel Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0027-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Hvem spinder den tråd der viser os vej gennem vore drifters dunkle labyrint?

Donatien Alphonse François de Sade, 1795

5

10

PROLOG EFTERÅRET 1794

11

12

i.

Borte er den underskønne melodi fra streng og bue som kort forinden fyldte hans sind og fik ham til at glemme alt omkring sig.

I stedet genlyder efterårsnatten af klokkerne fra byens kirketårne, og deres klang er lyden af hænder der griber ud efter ham, ham og ingen anden. De synger højlydt om hvor sårbar han er, så alle kan høre det. Tycho Ceton trækker skuldrene op til ørerne og kryber sammen idet han træder ud fra beskyttelsen inde mellem husene og iler ned mod de drønende vandmasser i Polhems sluse. Et hul i brolægningen hvor en brosten er blevet fjernet, river sølvspændet af hans venstre sko, men han kan ikke standse op for så lidt, så han fortsætter og tilpasser sine skridt for at beholde læderet på foden. Han er alene, Jarrick er ikke længere ved hans side, men er undveget gennem en sidegade uden et ord til afsked sammen med den skilling han forlangte for at have overbragt Ceton sit sidste budskab. Det kommer ikke bag på Ceton. Han havde ikke forventet andet. Han er afsløret; når der skal holdes auktion over hans liv, vil køberne flokkes. Bedre at skilles nu end at se de bånd som begærligheden har knyttet, spændes hinsides bristepunktet.

At støtte sig til den tillid der måtte være tilbage, ville kun være at udsætte et svigt.

Der går gæs ude på Saltsjön så langt blikket kan følge dem i stjernelyset. På bådebroen må han støtte sig til rækværket for 13

ikke at glide på de glatte brædder. Vinden presser Mälarens vand op mod stenene med en voldsom kraft, og larmen fra brændingen trænger op gennem alle sprækker i træet. Hvor havskummet ­k ælent lægger sig på muren, lyder en skadefro hvisken: Dine gribbe er i hælene på dig. Al gæld forfalder nu, og den eneste møntfod de anerkender som betaling, er blodet i dine årer. Vel ovre på den anden side af vandet finder han hurtigt en vogn hvis kusk er faldet i søvn på bukken med hænderne gemt i armhulerne og hagen hvilende på brystet. Tycho Ceton krummer sig sammen bag glas, sløret af revner og vejstøv, mens hestehovene finder takten.

Rosenblade ligger fanget i læ ved muren, men hvirvles op hver gang der kommer et vindstød. Han banker på og hvæser sit navn til stuepigen før han tager kammerstagen ud af hånden på hende.

Hun er vaks nok til at skynde sig af vejen for ham lige så snart ­d øren bliver åbnet. Allerede i entréen kan han lugte det indre kammer og det som ingen parfume i denne verden længere kan dølge. Uden for hendes dør tager han sit parfumerede lommetørklæde op for at holde det for næsen, men så skifter han m ­ ening og propper det tilbage i lommen. Han nægter at vise at der er noget ved hende som kan provokere ham til handling, selv ikke væmmelse. Messinghåndtaget føles køligt mod hans tøvende hånd. Men så trykker han det ned og træder ind i sovekammerets mørke.

Stanken der venter ham på den anden side af døren, giver form til mørket selv, som var den tåge eller røg. Lyset i hans hånd blænder mere end det lyser op på hans vej gennem kammeret.

Han sætter messingstagen fra sig på et bord ved væggen og bliver stående lidt foran himmelsengens brede skygge. Lange, florlette forhæng skjuler sengens ejerinde. Tycho venter på sit hjerteslag, og efterhånden som det finder tilbage til sin egen takt, kan han 14

høre hende trække vejret, roligt og vagtsomt, uden den sovendes snorkelyde. Det gør ham harm. Allerede nu er han underlegen.

Der ligger hun, som en lindorm i sin grotte, og iagttager ham med al den tålmodighed som årene har givet hende, hans egen vil aldrig kunne måle sig med den. »Elskede Tycho. Hvor har jeg længtes.« Ceton gyser ved lyden af hendes stemme. Han ved hvilke former der gemmer sig under dens bedrag. I lammelsen er hendes krop gået over alle bredder, men stemmen er den samme som den der engang klang fra en ung piges spæde bryst. Hun må lide f­rygtelige kvaler, men når hun taler, kan man høre en tilfreds­stillelse, som var de ædle druer hun drak af et kostbart glas. S­ veden springer under skjorten mens han presser et svar over læberne. »Miranda.« Hun bryder ud i latter over at høre ham sige hendes navn.

Tycho kan mærke tungen vokse i sin mund, hans tanke bliver pludselig tung og træg, og han kan ikke andet end afvente hvad hun vil stille op med det initiativ der er gledet ham af hænde. »Åh, Tycho. Din stemme. Den skælver jo. Og over for din egen hustru. Men jeg fortjener nok ikke alene æren for din beskæmmelse.

Kirkeklokkerne har klemtet i flere timer. Jeg sendte lille ­Gustava op på bakken for at se efter. Hun siger at det er Kungsholmen der står i flammer, og lige i hælene på det kommer du springende, og så i den tilstand! Din skjorte og jakke er jo gennemblødt, og stanken af angstens sved gør mit surben til skamme. Nårh, hvad sker der dog, min hjertemand?« Hendes tunge har alle dage været som en pisk der ramte hans ømmeste punkter, til ugunst for hende selv. Der er glødende hån i hvert et ord hun siger. Harmen ødelægger ethvert tilløb til vel­talenhed, og han taler frit, vredt hvæsende.

15

»Hvor meget af dette er dit værk, Miranda?« »Åh, Tycho, som du nok kan forstå, er det ikke nemt at vide med sikkerhed for en der knap nok er i stand til at løfte en finger fra lagnet. Men jeg håber inderligt at katastrofen ikke har ramt dig helt uden min indflydelse, for naturligvis har jeg bidraget efter bedste evne.« Hun flytter hovedet på puden så den lille bjælde giver sig til at ringle. »Jeg fik en visit, Tycho, af en art som jeg længe har ventet forgæves på, og jeg må indrømme at den indledningsvis ikke levede op til de forventninger mine dagdrømme havde bygget op. En stor og en lille, den store så brugt og slidt at han næsten ikke var til at genkende som et menneske længere – ovenikøbet manglede han også en arm. Den lille ... der var noget som ikke var rigtigt fat med ham, så meget var klart. Jeg var heller ikke i tvivl om at den opgave de havde påtaget sig, var håbløs. Hvem ville tage de to afdankede personager alvorligt, om de så havde nok så megen dokumentation og anerkendelse de kunne vise frem? Men den enarmede. Der ­ulmede en så afsindig vrede i ham, et raseri der næsten fik tapetet til at løsrive sig og rulle op fra panelerne. Jeg gad vide hvilke løgne du har fodret ham med, hvilke ugerninger du har pralet af. Nå. Jeg sendte ham hen til anatomisalen i håb om at han ville slå dig ihjel på stedet i et raserianfald, men jeg må have undervurderet hans selvbeherskelse.« »Er det det hele?« »Nej, jeg fortalte dem også en hel del om dig, kæreste Tycho, og om dine mange genvordigheder. Men ikke alt.« »Hvorfor ikke?« »Skrækken må have forstoppet dit hoved. Du ved ­udmærket hvorfor. Jeg nærede aldrig nogen videre tiltro til at de ville ­lykkes, hverken i det ene eller det andet af deres forehavender.

16

Men hvis ikke det umage par vender tilbage, mere videbegærlige end første gang, så vil der snart komme andre. Så skal jeg nok ­fortælle, medmindre du giver mig det som jeg så længe har ønsket mig.« Han venter på at høre fortsættelsen mens pulsen presser ­hur­t igere og hurtigere mod hans tindinger. »Du skal slippe mig fri nu, Tycho. Jeg har ikke givet dig andre muligheder. Jeg ved at du plejer at overlade den slags til andre mens du selv kigger på. Nej, du skal ikke kigge dig om efter Gustava. Hun er her ikke mere, jeg rådede hende til at løbe sin vej og aldrig kigge sig over skuldrene når hun først havde åbnet døren for dig. I nat må du for en gangs skyld selv gøre arbejdet.

Mens du gør det, og i hele den tid det lykkes dig at trække det elendige og efterhånden værdiløse liv ud, skal du holde dig dette for øje: Jeg vandt, Tycho. Det sidste parti der var at vinde mellem dig og mig, det blev mit, og alle de år jeg har måttet tilbringe i denne seng, hver en time, hvert et minut, er belønnet til overmål når jeg nu ser dig så ynkelig. Husker du den dag jeg stod brud?

Dengang syntes jeg at du var smuk, før jeg lærte dig bedre at kende. Men tusind gange mere smuk er du mig nu, så skræmt og fornedret. Nå, skynd dig, min elskede, thi dit opholdssted er velkendt, og dine fjender sukker efter at gøre gengæld. Dette nederlag bliver nok ikke dit sidste. Hvem monstro når først herhen? Den enarmede stodderkonge og den radmagre dåre?

Dine gamle ordensbrødre? En af alle de herremænd hvis velvilje du har fremtvunget? Gad vidst mellem hvis hænder du ville lide den grummeste skæbne? Hvis der findes en gud foroven, kan han ikke nægte mig et glimt af det, om det så skal være fra dybet af mit eget helvede. Men det må blive andres hovedpine. Gør nu som du har fået besked på før tiden bliver for knap.« Han ved at det er sandt hvad hun siger. Alligevel tøver 17

han, prøver forgæves at vende og dreje spørgsmålet, som en ­taber der vantro må gå endnu en runde om brættet for at forvisse sig om at han er skakmat. Som i et mareridt nærmer han sig s­ engen skridt for skridt indtil han ser omridset af hendes ­opsvulmede skikkelse under tæppet og væmmes. Dybe åndedrag fylder hans lunger med fordærvet luft, og han må synke flere gange for at holde maden i maven. Hun klukler lavmælt og lykkeligt. »Min Tycho. Det er som at se en forsagt skoledreng før sin første sengegang.« Han rykker puden væk under hendes hoved, og med skælvende hænder lægger han den over hendes ansigt. Med strakte arme presser han den ned, men hans kræfter slår ikke til, og tiden er med ét stivnet til melasse i sit timeglas. Han må lægge sig på hende med hele vægten af sin overkrop, som en karikatur af et favntag. Under ham duver hendes løse kød, og væmmelsen får det til at vende sig i ham. Længe, længe, dæmpet af silke og edderdun, kan han høre hendes triumferende latter og en bjælde der ringler dæmpet.

Tycho Ceton støtter sig til væggen på vej ud. Han har samlet nogle få værdigenstande og penge til sig fra det der er tilbage af hans formue, men han kan ikke få det hele med, for mangt et gemmested er glemt i panikken der får hans tankeevne til at gå i baglås. Hun ligger død inde på sit kammer, men hendes øjne er åbne og hendes hånlige blik følger ham gennem væggene. En lille stofpose har han fyldt, det er det hele. Ude på gårdspladsen er det stadig nat, men den er anderledes end før og tvinger ham til at standse op ved havelågen lige så brat som var den en sænket faldport. Det er angsten, angsten der til alle tider har boet i hans hjertes inderste, en kugle som er slebet glat og nøje vogtet, om ikke forglemt, så i hvert fald skjult for den øvrige verden. Nu 18

har den sprængt sine lænker og har taget jorden i sin besiddelse.

Den er overalt omkring ham. Han kvæler en lyd og flygter som en hare fra den vind hundene kan vejre ham ved.

19

ii.

Allerede ved lyden aner Dülitz uråd. Han er vant til supplikanternes forsagte henvendelse når de banker på, en undskyldning for ulejligheden der ytrer sig igennem neglenes forsigtige skraben mod træet. Dette er hårde rap med spadserestokken, en rytmisk salve fra en mand der ved at han ikke vil blive stillet til ansvar for de mærker som sølvstokken efterlader i døren. Det er sent på dagen, men stadig lyst nok til at han kan se tilstrækkeligt i sprækken mellem gardinerne på første sal, påpasselig med ikke at lade sin egen skygge falde på ruden. To mænd, inkognito, de brede hatte trukket dybt ned i panden. Så vidt, så velkendt. Ikke mange af hans gæster praler med bekendtskabet. Bag dem, på bakken op mod Ormsaltaregränden, venter to følgesvende der har fået ordre til at holde sig på afstand. De står krumbøjede for at beskytte nakken mod støvregnen, kraftkarle der skjuler deres uniformer under overfrakkerne. Over tagene, på den anden side af Polhems sluse, glimter gadelygterne og de oplyste vinduer i Byen mellem Broerne, sløret af regntågen, et mangeøjet uhyre som lader til at betragte ham med snart manglende interesse, snart fjendtlighed. Dülitz har mangen en gang skuet ud over Stockholm, der stadig er ham fremmed efter alle disse år, og er blevet ramt af visheden om at byen en dag vil sætte sit mærke på den grav han har gravet for sig selv.

Med ét ved Dülitz hvilket ærinde hans gæster har, det har været 20

ventet, men fortrængt. Ansigt til ansigt med kendsgerningen kan han ikke lade være med at sætte spørgsmålstegn ved de valg der har ført ham ind i blindgyden. Måske kommer der et tidspunkt i enhver mands liv hvor vanens trædemølle tilskynder ham til at tage chancer, og hvor han, når livets tyngde er flyttet fra frem­ tidens vægtskål til fortidens, ikke har andet end dumdristighed at gribe til for at mindes sin ungdom. Han burde have fraskrevet sig den opgave han var blevet pålagt, men han havde ikke lyttet til den fornuftsstemme der havde frarådet det. Det var pigen, Anna Stina Knapp. Havde det ikke været for hende, ville faren ikke have banket på hans dør en aften som i aften. Hun kom netop som der var brug for hende, og hun havde det der skulle til, et sjældent sammenfald. Måske blev han forledt af medlidenhed, måske af sværmeri. Han slår sin fortrydelighed ud af hovedet, den kommer i hvert fald ikke nogen til gode nu. Hans dør bliver endnu en gang gjort til en tromme. Ottosson er trukket bagfuld ud af søvnen og står foran døren i entréen og sender Dülitz et blik fuld af spørgsmål og bange anelser, men Dülitz vifter ham til side og slår selv slåen for døren fra, vel vidende at der i dette øjeblik kastes en terning, og at dens tal vil afgøre hans skæbne.

Der er netop tændt op i kakkelovnen, men varmen fra flammerne har endnu ikke bredt sig ud i kaklerne, og politimester Ullholm finder det klogest at beholde handskerne på idet han tager imod det rømerglas med vin som Ottosson rækker ham med rystende hånd.

Begge gæsterne er blevet anvist en stol. »Er min ledsager dig måske bekendt af udseende?« Dülitz tænder kandelaberens lys et ad gangen, det ene ved sin nabos flamme, og nikker, godt tilfreds med at hans egne hænder trods alt ikke forråder hans følelser lige så meget som hans tjeners. »Der går ry af ekspeditionssekretær Edman.« 21

Johan Erik Edman er yngre end politimesteren, femten år velsagtens, og har et par urolige øjne over en svullen og løbende næse som han må snyde den ene gang efter den anden. Ullholm drikker med velbehag af vinen. »Godt. En mand inden for dit gebet gør klogt i at være velunderrettet. Så ved du også at hr. Edman er edderkoppen i det net som kronens spioner udgør, vores løve i jagten på gustavianerne. Takket være hans utrættelige indsats er forræderen Armfelt flygtet ud af riget med halen mellem benene.« Dülitz nikker indforstået. »Men også i mere lyssky kredse er hr. Edman agtet for sin uforsonlige natur og de sindrige metoder hvormed han formår at vriste bekendelser frem, også fra personer hvis skyld ellers er så godt skjult at de endog selv ganske har glemt den.« Der kommer en hvæsende lyd fra Edmans hals, muligvis var den ment som en latter, men i stedet begynder han at hoste, det bliver værre og værre, og til sidst må han gemme sit ansigt i lommetørklædet. Ullholm dunker ham i ryggen så respektfuldt han kan, men til liden nytte. »Hr. ekspeditionssekretæren har desværre mistet talens brug i dagens anledning. Helbredet har alle dage været hans akilleshæl og hans fjenders bedste medsammensvorne. De mange bitre retssager og det konstante regnvejr har helt berøvet ham hans stemme, men forhåbentlig kun midlertidigt. Hans flid under ham imidlertid hverken rist eller ro, og han har derfor pålagt mig at føre ordet på hans vegne ved denne visit.« Dülitz lader tavsheden om at opfordre politimesteren til at fortsætte. »Nuvel, Ehrenström blev som bekendt bundet til skampælen på Nytorget for nogle uger siden, efter at være blevet dømt i Hofretten for sin delagtighed i den armfeltske konspiration – hvilket kun skete 22

som følge af Edmans ihærdige arbejde. Ehrenström blev dømt til døden, men med halsen på huggeblokken blev han benådet og i stedet sendt til Karlsten fæstning for at vansmægte der. Men han nåede jo knap at kaste et blik på træbriksen og stenmurene i sin nye bolig før længslen efter bolsterdun og gyldenlæder overmandede ham, og den samarbejdsvilje han helt havde glemt hvordan man udviser da han stod over for den offentlige anklager, den genfandt han som ved et trylleslag.« Ullholm giver sin stok en svingom i en lille cirkel han laver mellem tommel- og pegefinger. »Ehrenström var jo diplomat, som du ved, højt agtet ved hoffet i Petersborg. En udspekuleret herre der ved at man ikke skal lægge alle sine æg i samme kurv. Han ved også at han højst sandsynligt vil kunne veksle den livstid han er blevet idømt til æresbevisninger når kongen er blevet myndig om to år, og Reuterholm blot er et minde. Men de omgivelser han tilbringer ventetiden i, er ham bestemt ikke ligegyldige, så til gengæld for større bekvemmelighed har han indvilliget i at give oplysninger til os, dog uden at forråde sine medsammensvorne mere end han bryder sig om.« Edmans øjne lyser af skadefryd nu hvor de nærmer sig sagens kerne. Ullholm læner sig frem. »Nu skal du høre den vise som Ehrenström sang: En mellemmand, hvis navn vi er blevet enige om indtil videre at lade unævnt, bankede på din dør i efteråret. Penge gik fra én hånd til en anden, og du blev til gengæld pålagt at finde en måde hvorpå Magdalena Rudenschöld kunne kommunikere til sine forhenværende medsammensvorne. Tanken var at hun skulle forfatte en liste over alle konspiratorerne, personer som ikke engang selv kender hinandens navne, med det formål at konspirationen skulle finde sammen på ny, og den gustavianske revolution genvinde håbet.« Ullholm er blevet tør i halsen efter sin tale, han skænker mere 23

vin op og drikker. Han stiller sit rømerglas fra sig og må lede lidt efter den tabte tråd, klør sig irriteret under parykkens kant indtil Edman rømmer sig og påkalder sig hans opmærksomhed. Politimesteren ser i nogen tid uforstående på at Edman stamper rytmisk med den ene fod og håndterer noget usynligt mellem hænderne. Til sidst går meningen med hans gestik op for Ullman. »Rudenschöld sad i lånt kammer blandt luderne på Långholmen mens der blev smedet jern til afspærring af vinduerne på et mere passende forvaringssted. Nuvel, spindehuset er i særklasse elendigt forvaltet, og det gjorde hendes midlertidige ophold dér til din bedste mulighed for at indfri dine forpligtelser. Vi har forhørt os blandt separationsvagterne derinde og er overbevist om at det var nøjagtig hvad der skete, men vagterne er et fordrukkent slæng, så man ved næsten ikke om man foretrækker dem der er listige nok til at lyve, frem for dem der er for dumme eller fulde til at man kan fæste lid til deres indtryk af hvad der foregår lige for øjnene af dem.« Johan Edman læner sig frem og flytter kandelaberen så lyset kan falde mere klart på Dülitz’ ansigt mens Ullholm stiller det spørgsmål som han er kommet for at få svar på. »Så. Rudenschölds brev med navnene på de sammensvorne, Dülitz. Hvor er det?« Nu er det Dülitz’ tur til at fylde sit glas og drikke af det, mest for at få tænketid, men der toner ingen list frem af hans tanketåge, og vinen kan han ikke smage. »Alt hvad I siger, er sandt. Det har jeg ingen grund til at benægte.

Men noget er gået galt.« Ullholm og Edman udveksler et blik, og Edman opfordrer ham med en håndbevægelse til at fortsætte. »Jeg fandt, nærmest ved et tilfælde, en pige, Anna Stina Knapp, og så vidt jeg ved, er hun det eneste levende menneske som kender 24

en løngang ind i Långholmens spindehus, en tunnel under muren som i sin tid oprettedes med det formål at tørlægge grunden, men sidenhen blev glemt, smal nok til at næsten ingen ville kunne komme igennem. Den vej undslap hun ad sidste sommer. Jeg gav hende til opgave at benytte den samme vej ind. Siden da har jeg forgæves ventet hende.« »Hvad får dig til at tro at hun overhovedet udførte opgaven?« Dülitz har allerede stillet sig selv det samme spørgsmål flere gange. »Hun gav mig sit ord. Til daglig er jeg omgivet af løgnere, men hende troede jeg alligevel på. Hun var i knibe, og den vej jeg anviste, var hendes eneste vej ud. Pigen er ikke på Långholmen nu, så meget ved jeg. Hvis der blev skrevet et brev, så ved jeg ikke hvor det befinder sig.« Edman som formår at øjne selv en skygge af en usandfærdighed hos den han udspørger, prøver at fange Dülitz’ blik. Ullholm trommer irriteret med fingrene på bordet. »Din egen livsførelse er ikke just tillidsvækkende.« Dülitz, som stadig ser Edman ufravendt i øjnene, læner sig ind over bordet. »Hvis brevet var i min varetægt, ville jeg allerede have indledt forhandlingen om prisen med jer, om ikke en højere pris end jeg fik af den person som oprindelig gav mig opdraget, så reduceret til gengæld for politikammerets velvilje. Og hvis jeg allerede havde udført min forpligtelse og havde overdraget brevet til min opdragsgiver, hvis navn heller ikke jeg kender, så burde alle hr. Edmans spioner vel have sporet en forandring i de revolutionæres rækker?« Edman tænker lidt over det, så finder hans ryg stoleryggens støtte, han trækker på mundvigen som for at anerkende logikken og nikker kort til Ullholm. Politimesteren sukker og rejser sig op og børster sine frakkeskøder som om han havde siddet i aske.

25

»Nå. Det lader til at vi har spildt vores tid. Find denne pige, Dülitz. Hun er nøglen. Det brev hvis opholdssted hun alene ved besked om, er rigets vigtigste dokument.« »Tillad mig at forsikre Dem om at jeg hidtil ikke har sparet mig nogen anstrengelse i den henseende, ganske frugtesløst.« Edman strækker sin venstre hånd frem som en romersk kejser der dømmer en slagen gladiator, og med sin højre hånd kniber han i sin udstrakte tommelfinger. Ullholm holder sig for munden med handskens bagside og gaber. »Det min kollega vil formidle, Dülitz, er at dine anstrengelser måske vil bære frugt nu hvor forholdene ser noget anderledes ud.

Det kan godt være at vores tommelskruer er fortidslevn, men kram, det er de, og hvis bare gevindet får lidt olie, bliver de som nye.

Når det først begynder at knage i knoglerne, synger selv den mest forhærdede sin arie molto vivace for at slippe ud af pinen så hurtigt som overhovedet muligt, og vi er kun glade for at skrue dem af igen så vi slipper for larmen. Men dig? Dig ville hr. Edman efterlade dybt nede i kælderhvælvingerne og først åbne igen for at høre om du stadig skriger når vi går ind i det nye århundrede.«

26

iii.

Skyggerne rejser sig omkring branden lige så snart de falmende gløder lader dem gøre det. Ved daggry kryber de atter i skjul. Omkring Hornsbergets forkullede ruin går brandslukkerne larmende rundt, trætte og tilsodede, men deres råben er blottet for desperation nu, for de ved at deres arbejde har lønnet sig. Ilden er på retræte. Sprøjterne afløser hinanden og vander de rygende græsmarker, og med hver ladning vand fra hestene der bliver trukket tæt nok på til at læderslangerne kan komme til, krymper ildens domæne. Røgen står tykt op fra det sted hvor mennesker sætter grænser for ødelæggelserne, kun de sidste flammer hævder hvæsende, og forgæves, deres ret. Et hundrede børns grav. Træerne og røgen skjuler stadig de to skikkelser der står som forstenede oppe på skråningen ved et trug hvori to bare ben bryder den rødmende vandoverflade. Solen har indtaget horisonten, men ligger stadig gemt i morgendisen.

Emil Winge holder Cardell i hånden og mærker at den ryster for hver gang en hæs indånding giver ny kraft til hans vånde. Alligevel er det ikke længere så voldsomt. Der er ikke flere tårer tilbage til at fugte det forbrændte ansigt med. Mørket der forsvandt, tog tyrehovedet med, og Cardells ansigt er atter hans eget, selv om varmen og flammerne har omstøbt det i nye former. Væk er håret, der er brandvabler over det hele, blod og sod i ét virvar.

27

»Kom nu med, Jean Michael.« Sår som netop er begyndt at størkne, knitrer og åbner sig på ny idet Cardell vender sit hoved for at se på ham. Det er næsten ikke til at se hans øjne der er klemt inde mellem hævede poser. Op af hans smerte stiger et spørgsmål som Emil ikke behøver at høre for at svare på det. »Støt dig til min skulder. Vi kan ikke blive her. Ondt bliver værre hvis vi bliver pågrebet nu.« Som om han mærkede det for første gang, trækker Cardell den ene hånd han har til sig af overraskelse over at mærke en andens hånd i den. Han ryster på hovedet. »Jeg har aldrig slået nogen ihjel før. Ikke på denne måde. Jeg har på given ordre ladet kanonen med kugler og krudt og sigtet, så godt jeg kunne, efter det sted hvor de ville gøre størst mulig skade. Slagsmål har jeg vundet og givet igen for hug og slag med samme mønt indtil gælden var indfriet med rente og renters rente, men jeg har aldrig nogensinde taget et liv på denne måde. Erik Tre Rosor havde intet at sætte sig til modværge med. Han var uskyldig i gerningsøjeblikket. Jeg bliver her så retfærdigheden kan ske fyldest.« Emil ser sig over skuldrene. Der er endnu ikke nogen polititegn som fanger solens første stråler. Han kan kun få øje på brand­ slukkerne, side om side med bønder som er kommet ilende til inde fra holmene, ivrige efter at hjælpe til for at redde deres egne marker fra ilden og for at få del i æren der lige nu er til at få for en overskuelig indsats. Men det kan ikke vare længe før politikammerets mandskab får tvunget sig selv ud af fjerene for at komme og spørge om årsagen til ødelæggelserne. »Retfærdighed? Så er jeg bange for at du kommer til at vente både længe og forgæves. Det ved du, om nogen. Den retfærdighed vi ønsker, må vi selv hjælpe på vej.« 28

Emil kigger ned mod den døde. Vandet er rødt og grumset. Kun Tre Rosors magre knæ afslører hans grav. »Hans død vejer ikke meget i sammenligning med alle de liv vi har på samvittigheden efter i nat. Selv om Erik Tre Rosor antændte ilden, var det os der rakte ham fyrstikken, og Tycho Ceton der støbte lyset. Du hjalp bare Erik med at afslutte det han havde sat sig for. Han var allerede så godt som død, og jo før han kom i graven, des gladere var han. Erik Tre Rosor brændte Cetons skjold for at vi kunne få et svagt sted at ramme ham. Hvis du føler skyld, så vil det bedste du kan gøre, være at opfylde hans sidste ønske. Ellers vil alt dette være sket til ingen verdens nytte.« »Efter dette er der ingen kamp som er prisen værd.« »Måske kan tabet mildnes. Vi må finde den sejr der kan vindes.« Emil trækker ham i armen. Han kunne lige så godt have prøvet at trække i en sten i form af et menneske. Cardell hoster, hans stemme er kun en hvisken. »Hvorfor vil du hjælpe mig nu, du af alle? Jeg stod med valget mellem dig og en anden, og jeg valgte hende.« »Det ved jeg. Og jeg ved også hvorfor.« »Jeg stegte hendes børn med min gode vilje. Hendes og hundrede andres.« Emils øjne søger ned mod branden, for mindre end en time siden så han selv pigen. Nu er hun væk. »Du kan kun påtage dig halvdelen af ansvaret. Den anden halvdel tilhører mig. Men jeg kan ikke træffe dit valg for dig.

Kan du huske min første dag som ædru? Du gav mig friheden til selv at vælge. Den tjeneste vil jeg gengælde dig. Men hvis du følger med, må du give mig dit ord. Sværg det. For den sejr vi kan vinde.« Et øjeblik sænker stilheden sig mellem dem, og Emil Winge ­holder vejret indtil svaret falder.

29

»Ja. Du har mit ord. For den sejr vi kan vinde.« »Ingen pris er for høj.« »Ingen.« Han tager Cardell i armen. »Kom, vi går.« Hans ryk sætter skub i den forbrændte stenstøtte, et vaklende skridt og så endnu et. Emil griber om Cardells albue for at få den rigtige kurs, op ad bakken. På den anden side af bakken begynder vejen til Byen mellem Broerne. Cardell standser op på bakketoppen, og den kraftesløse arm som pludselig stivner, standser Emil som havde det været en tværbjælke af egetræ. »Vejen fører til helvede. Det ved du godt, ikke? Er du sikker på at du vil gå den sammen med en invalid som allerede har svigtet dig én gang?« Lyden der kommer fra Emil, er ikke en latter, ikke en jammer. »Er din situation måske mere misundelsesværdig, Jean Michael?

Du læner dig op ad en som rådfører sig hos de døde og ikke kan skelne mellem digt og virkelighed. Hvis der findes en anden kurs vi kan tage, så sig mig: hvilken? Hvis ikke det bliver hvad vi ønsker, så lad det være vores straf. Håbet er ikke længere den bøje der holder os forankret i livet. Nu er det skylden.« »Og vil vi være venner mens vi er sammen?« Emil ryster på hovedet, ude af stand til at lyve, bitter i tonefaldet. »Nej, Jean Michael. Venner bliver vi aldrig igen. Og jeg har et ønske: Få først gjort hvad du skal have gjort med hensyn til pigen Anna Stina. Indtil det er gjort, kan du ikke være mig til nogen hjælp. Opsøg mig når det er sket.« »Og du selv? Hvad vil du gøre?« »Jeg tager hen til politikammeret og Isak Blom for at gøre alt hvad der står i min magt for at forny vores mandat. Ihukommende vores seneste møde, bliver det ikke så ligetil. Derefter vil 30

jeg give mig til at finde færten af vores bytte. Vær klar når jagten går ind.« Cardell tager sit første skridt uden støtte, men hver eneste ­bevægelse får ham til at stønne.

Emil vender ryggen til ødelæggelsens røgsøjle. Her er det ikke kun menneskeliv og ejendom der er gået tabt, han er ikke længere selv den samme. Lige så længe han kan huske, har han næret vreden i sit indre, men det der hidtil har været en enlig lue, er nu blevet et bål, og det brænder så meget des mere voldsomt fordi han er magtesløs.

Han er fanget som en fisk i et garn, som en natsværmer under en glaskuppel. Det skete kan ikke gøres ugjort, men usynlige tøjler tvinger ham til at tage ansvar. Før hjalp han af egen fri vilje, nu er der kun tvang tilbage. Han er nødt til at gøre hvad han kan. Indtil da vil Byen mellem Broerne være hans bur.

Angsten var altid vredens følgesvend. Han prøver forgæves at trøste sig selv: Han har jo stået ansigt til ansigt med Minotaurus, han har turdet begive sig ind i labyrintens midte, han har hørt ­børnene skrige af rædsel i deres sidste stund. Han har set det v­ ærste, findes der overhovedet det der er værre?

31

6

Persongalleri i 1795

Tycho Ceton: Frafaldent medlem af Eumenidernes orden, for­henværende slaveejer i Svensk Vestindien. Efter sin hjemkomst mæcen for Hornsbergets børnehjem med det formål at kunne skjule sine forbrydelser bag velgørenhed. Hjernen bag både Erik Tre Rosors ulykkelige skæbne og drabet på Erik Tre ­Rosors ­hustru. Har efter børnehjemsbranden ingen beskyttere, er forarmet og på flugt.

Jean Michael Cardell: Også kaldet Mickel. Forhenværende underofficer i artilleriet. Mistede venstre arm under slaget ved Svensksund, sidenhen ansat som separationsvagt, en del af byens vagtværn. Ved en fortalelse blev han anledning til ildspåsættelsen af Hornsbergets børnehjem hvor mange børn, heriblandt Anna Stina Knapps tvillinger, brændte inde, hvilket han bebrejder sig selv. Fik under branden svære brandskader, men har større ­smerter i samvittigheden end på huden.

Cecil Winge: Jurist, ekstraordinært tilknyttet politikammeret, et rendyrket fornuftsvæsen. Død og begravet.

Emil Winge: Cecils lillebror. Evighedsstudent ved Uppsala universitet i protest mod sin afdøde fars krav og forventninger. Er på Cardells foranledning blevet sin brors efterfølger i politi­ kammeret med skæbnesvangre følger. Har indtil for nylig drukket tæt for at dæmpe sine vrangforestillinger. Nu tørlagt.

Anna Stina Knapp: Flygtet spindehuspige, enke, har for nylig ­mistet sine børn. Fik til opgave af menneskekræmmeren Dülitz at opsøge Magdalena Rudenschöld som midlertidigt var anbragt i spindehuset på Långholmen for højforræderi, og fik et brev af hende med navne på alle de medsammensvorne i Gustaf Mauritz Armfelts konspiration mod landets formynderregering.

Maja og Karl: Anna Stina Knapps tvillinger, brændt inde på Hornsbergets børnehjem før de nåede at fejre deres første navnedag.

Erik Tre Rosor: Højbåren ung mand, blev indlagt på Danvikens dåreanstalt, senere trepaneret. Blev bedraget af Ceton og satte ild på børnehjemmet for at hævne sig. Dræbt af Cardell i et ­raserianfald i lysskæret fra mordbranden.

Lisa Ensom: Vagabonderende ung pige med sommertilholdssted i skoven Stora Skuggan i den nordlige del af Östermalm.

Hjælper for Anna Stina Knapp i en kneben situation, flygtet fra ­meddelagtighed i efteråret 1794 for at forblive tro mod sit tilnavn.

Petter Pettersson: Vagtmester på Långholmens spindehus. Lod Anna Stina gå til gengæld for et løfte som hun brød. Tog ­Rudenschölds brev i pant.

Isak Reinhold Blom: Sekretær på Stockholms politikammer, poet med et beskedent talent. Før i tiden Cecil Winges kollega, nu Emil Winges protektor i kammeret.

Dülitz: Flygtning fra Polen, etableret i Stockholm som kræmmer der sælger mennesker mod at indfri deres gæld.

Miranda Ceton: Tycho Cetons hustru, lammet og sengeliggende, mod sin vilje holdt i live af sin mand. Hjalp Emil Winge og Mickel Cardell i jagten på Ceton, men havde egne motiver til at gøre det.

Gustav III: af Guds nåde Sveriges, de Venders og Gothers konge, skudt ved et attentat i Stockholms opera i marts 1792, død af koldbrand to uger senere.

Gustaf Adolf Reuterholm: Formynderregeringens stærke mand, også kaldet storvesiren. Rigets de facto hersker. Nærtagende, forfængelig og fast besluttet på at udslette tilbageblevne gustavianere – benævnelsen for de personer som er forblevet tro mod den afdøde kong Gustav III’s slægt.

Hertug Karl: Salig kong Gustavs yngre bror, formelt rigets regent som formynder for kongen indtil dennes 18-års fødselsdag i 1796. Uinteresseret i politik. Reuterholms nikkedukke.

Hertug Fredrik Adolf: Gustav III’s yngste bror, har ingen politisk betydning. Levemand.

Gustav Adolf: Gustav III’s eneste overlevende søn, Sveriges konge af navn, men stadig umyndig og under sin onkel, hertug Karls, formynderskab.

Gustaf Mauritz Armfelt: Den salig konges yndling. Eksileret efter at være blevet afsløret som hovedmanden bag en konspiration mod formynderregeringen.

Magdalena Rudenschöld: Forhenværende hofdame. Armfelts ­elskerinde og medsammensvorne. Idømt fængsel for højfor­ ræderi, midlertidigt i forvaring på Långholmens spindehus.

Johan Erik Edman: Ekspeditionssekretær under justitskansler Lode. Baron Reuterholms mand, driftig og hensynsløs, ivrig i jagten på gustavianerne.

Magnus Ullholm: Stockholms politimester. Har tidligere formøblet beholdningen i præsteskabets enkekasse. En kanalje.

Eumeniderne: Orden hvor magtfulde mandlige medlemmer opsøger sanselig nydelse under dække af velgørenhed. Navnet, som betyder de venligtsindede, er taget fra Aischylos’ tragedie Eumeniderne.

32