Normale mennesker by Gutkind Forlag

Normale mennesker & Gulddrengen

Af samme forfatter:

Samtaler med venner

Skønne verden, hvor er du Intermezzo

Normale mennesker

ROMAN

På dansk ved

Karen Fastrup

&

Gulddrengen

NOVELLE

På dansk ved

Siri Ranva Hjelm Jacobsen Gutkind

Normale mennesker

er oversat fra engelsk af Karen Fastrup efter Normal People

Denne udgave: © Sally Rooney og Gutkind Forlag A/S, København 2025

2. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Simon Lilholt / Imperiet Sat med Aldus LT Std hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk

ISBN 978-87-434-0698-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk ∙ f: gutkindforlag ∙ : gutkind_forlag

Det er en af hemmelighederne bag den forandring i sindsligevægten, som passende er blevet kaldt omvendelse, at hverken Himmel eller Jord åbenbarer sig for de fleste af os, førend et menneske på særegen vis bevæger vores sind og betvinger os til modtagelighed.

GEORGE ELIOT , Daniel Deronda

Januar 2011

Marianne lukker døren op, da Connell ringer på. Hun har stadig skoleuniform på, men har taget sweateren af, så det bare er blusen og nederdelen, og ingen sko, kun strømper.

Åh, hej, siger han.

Kom ind.

Hun drejer om og går ned gennem hallen. Han lukker døren bag sig og følger efter hende. De går de få trin ned til køkkenet, hvor hans mor, Lorraine, er ved at tage sine gummihandsker af. Marianne hopper op på køkkenbordet og tager et åbent glas

Nutella, som hun har efterladt en teske i.

Marianne har lige fortalt mig, at du fik karakterer for terminsprøverne i dag, siger Lorraine.

Det var kun i engelsk, siger han. De kommer lidt efter lidt.

Vil du med hjem?

Lorraine folder gummihandskerne pænt sammen og lægger dem tilbage under vasken. Så begynder hun at pille hårnålene ud af håret. For Connell virker det som noget, hun lige så godt kunne have gjort i bilen.

Og jeg hører, at du har klaret det rigtig godt, siger hun.

Han var den bedste i klassen, siger Marianne.

Ja ja, siger Connell. Marianne klarede sig også ret godt. Kan vi gå nu?

Lorraine er ved at binde forklædet op, men stopper op.

Jeg var ikke klar over, at vi har travlt, siger hun.

Han stikker hænderne i lommerne og undertrykker et irriteret suk, men gør det med en dyb indånding, så det stadig lyder som et suk.

Jeg er bare lige nødt til at smutte op og tage et læs ud af tørretumbleren, siger Lorraine. Og så går vi. Okay?

Han siger ingenting, lader bare hovedet falde forover, idet Lorraine går ud af rummet.

Vil du have noget? siger Marianne.

Hun holder glasset med Nutella frem mod ham. Han presser hænderne dybere ned i lommerne, som om han forsøger at gemme hele sin krop dernede på én gang.

Nej tak, siger han.

Fik du din fransk-karakter i dag?

I går.

Han læner sig ind mod køleskabet og betragter hende, mens hun slikker teskeen. I skolen lader han og Marianne, som om de ikke kender hinanden. Alle ved, at Marianne bor i det hvide palæ med indkørslen, og at Connells mor er rengøringskone, men ingen kender til den særlige forbindelse mellem disse kendsgerninger.

Jeg fik 12, siger han. Hvad fik du i tysk?

12, siger hun. Praler du?

Du ender med at få et snit på 12, gør du ikke?

Hun trækker på skuldrene. Det gør du sikkert, siger hun.

Men du er klogere end mig.

Det skal du ikke have det dårligt med. Jeg er klogere end alle.

Marianne smiler bredt nu. Hun udviser åben foragt for folk, der går i skole. Hun har ingen venner og tilbringer spisepausen med at sidde alene og læse romaner. Der er mange, der ligefrem hader hende. Hendes far døde, da hun var tretten, og Connell har hørt, at hun nu har en psykisk sygdom eller noget i den retning. Det er rigtigt, at hun er den klogeste i skolen. Han er bange for at være alene med hende som nu, men han går alligevel altid og fantaserer om noget, han kan sige for at imponere hende.

Du er ikke den bedste i engelsk, understreger han.

Hun kører tungen hen over tænderne og ser uinteresseret ud.

Måske skulle du terpe med mig, Connell, siger hun.

Han kan mærke, at hans ører bliver varme. Det er sikkert bare tom snak, og hun mener det garanteret heller ikke, men hvis hun gjorde, så ville det kun være for at trække ham ned på hendes niveau – de fleste ser nemlig på hende med væmmelse. Hun går med grimme tyksålede, flade sko og bruger ikke makeup. Der er nogen, der siger, at hun ikke engang barberer sine ben. Connell har engang hørt, at hun spildte chokoladeis ned ad sig i skolens kantine og bagefter bare gik ud på pigetoilettet og tog blusen af og vaskede den i vaskekummen. Det er en af favorithistorierne om hende, alle har hørt den. Hvis hun ville, kunne hun gøre et stort nummer ud af at hilse på Connell i skolen. Vi ses i eftermiddag, kunne hun sige, foran alle de andre. Det ville virkelig sætte ham i en akavet situation, men det er præcis den slags, hun ser ud til at nyde. Men hun har aldrig gjort det.

Hvad talte du med miss Neary om i dag? siger Marianne.

Ikke noget. Det ved jeg ikke. Eksaminer. Marianne drejer skeen rundt i glasset.

Er hun vild med dig eller hvad?

Connell betragter hende, mens hun drejer skeen rundt. Hans ører er stadig meget varme.

Hvorfor siger du det? siger han.

Shit, du har vel ikke en affære med hende, har du?

Selvfølgelig ikke. Synes du, det er sjovt at joke med det?

Undskyld, siger Marianne.

Hendes ansigtsudtryk er fokuseret, som om hun ser gennem hans øjne og dybt ind i hans hoved.

Du har ret, det er ikke sjovt, siger hun. Undskyld.

Han nikker, ser sig omkring i rummet, stikker skosnuden ned i rillen mellem klinkerne.

Nogle gange føler jeg, hun opfører sig lidt mærkeligt over for mig, siger han. Men det er ikke noget, andre skal høre.

Selv i timerne synes jeg, hun er meget flirtende over for dig.

Synes du virkelig?

Marianne nikker. Han gnider sig i nakken. Miss Neary underviser i nationaløkonomi. Hans formodede følelser for hende er et udbredt samtaleemne i skolen. Der er sågar nogle, der siger, at han har forsøgt at adde hende på Facebook, hvilket han ikke har gjort og aldrig kunne drømme om at gøre. Faktisk gør han ingenting, og han siger heller ikke noget til hende, han sidder bare helt stille, mens hun gør alt muligt og siger ting til ham. Af og til beder hun ham blive efter timen for at tale om hans fremtidsplaner, og en gang rørte hun ovenikøbet ved hans slipseknude. Han kan ikke fortælle nogen om, hvordan hun opfører sig, for de ville bare tro, han prøver at blære sig med det. I timerne føler han sig alt for forlegen og generet af det til at kunne koncentrere sig om undervisningen, han sidder bare

og stirrer ned i bogen, indtil søjlediagrammerne begynder at blive slørede.

Folk kører altid på mig og siger, jeg er vild med hende eller noget, siger han. Men det er jeg altså ikke, slet ikke. Du synes da ikke, jeg spiller med på det, når hun opfører sig sådan, gør du?

Ikke hvad jeg har bemærket.

Uden at tænke nærmere over det tørrer han fraværende hænderne af i skoleuniformsskjorten. Alle er så overbeviste om, at han er tiltrukket af miss Neary, at han af og til begynder at komme i tvivl om, hvad han selv føler. Hvad nu, hvis han et sted over eller under sin egen erkendelse rent faktisk begærer hende? Han ved egentlig ikke helt, hvordan begær skal føles. Hver gang han har haft sex, har han oplevet det så stressende, at det mestendels har føltes ubehageligt og har fået ham til at nære mistanke om, at der er noget galt med ham, at han er ude af stand til at være sammen med en kvinde, at han på en måde er udviklingshæmmet. Bagefter ligger han og tænker: Jeg hadede det så meget, at jeg får kvalme. Er det bare sådan, han er? Er den kvalme, han mærker, når miss Neary læner sig ind over hans bord, i virkeligheden hans måde at opleve en seksuel spænding på? Hvordan skulle han vide det?

Jeg kan sige det til mr. Lyons, hvis du gerne vil have det, siger Marianne. Jeg kan lade være med at sige, at du har sagt noget til mig, jeg siger bare, at jeg selv har lagt mærke til det.

Nej, for fanden. Lad være med det. Du må ikke sige noget som helst til nogen, okay?

Okay, så.

Han ser på hende for at forsikre sig om, at hun tager det alvorligt, så nikker han.

Det er ikke din skyld, at hun opfører sig sådan over for dig, siger Marianne. Du gør ikke noget forkert.

Han siger stille: Hvorfor tror alle så, at jeg er vild med hende?

Måske fordi du rødmer meget, når hun taler til dig. Men ved du hvad, du rødmer over ingenting, du har bare den kulør. Der kommer en kort, ulykkelig latter fra ham. Tak, siger han.

Men det har du.

Ja, jeg ved det godt.

Du rødmer faktisk nu, siger Marianne.

Han lukker øjnene, presser tungen op mod ganen. Han kan høre Marianne le.

Hvorfor er du så streng over for folk? siger han.

Jeg er ikke streng. Jeg er ligeglad med, om du rødmer, jeg siger ikke noget til nogen.

Bare fordi du ikke fortæller folk om det, betyder det ikke, at du kan sige lige, hvad du vil.

Okay, siger hun. Undskyld.

Han vender sig om og ser ud ad vinduet mod haven. I virkeligheden er haven mere en »park«. Den indeholder en tennisbane og en stor stenstatue udformet som en kvinde. Han ser ud på »parken« og nærmer ansigtet mod kulden, som står ud fra ruden. Når folk fortæller den historie om Marianne, der vasker sin bluse i vaskekummen, gør de det, som om det bare er sjovt, men Connell tror, at formålet med historien er et helt andet. Marianne har aldrig været sammen med nogen fra skolen, der er ingen, der har set hende nøgen, og der er ingen, der ved, om hun overhovedet er til drenge eller piger, hun vil ikke sige det til nogen. Folk kan ikke lide den side af hende, og Connell tror, det er derfor, de fortæller historien – lidt som at glo på noget, de ikke må få at se.

Jeg har ikke lyst til at skændes med dig, siger hun.

Vi skændes ikke.

Jeg ved godt, du sikkert hader mig, men du er den eneste, der rent faktisk taler til mig.

Jeg har aldrig sagt, at jeg hader dig, siger han.

Det fanger hendes opmærksomhed, og hun ser op. Han ser forvirret ud og bliver ved med at kigge i den anden retning, men ud af øjenkrogen kan han se, at hun stadig ser på ham. Når han snakker med Marianne, har han en følelse af, at der er en fuldkommen fortrolighed mellem dem. Han kunne fortælle hvad som helst om sig selv, selv underlige ting, og hun ville aldrig sige dem videre, det ved han. At være alene med hende er som at åbne en dør, der fører væk fra det normale liv, og så lukke den bag sig. Han er ikke bange for hende, faktisk er hun en ret afslappet person, men han er bange for at være sammen med hende, fordi han selv kommer til at opføre sig på en forvirret måde, og de ting, han siger, som han normalt aldrig ville sige

For et par uger siden, mens han ventede på Lorraine i hallen, kom Marianne ned i badekåbe. Det var bare en helt almindelig, hvid badekåbe, bundet på den normale måde. Hendes hår var vådt, og hendes hud så ud på den der skinnende måde, som om hun lige havde smurt ansigtscreme på. Da hun så Connell, tøvede hun og standsede op midt på trappen og sagde: Jeg vidste ikke, du var her, undskyld. Måske virkede hun befippet, men ikke slemt eller noget. Så gik hun op på sit værelse igen. Da hun var gået, blev han stående der i hallen og ventede. Han vidste, at hun nok var ved at tage tøj på oppe på sit værelse, og uanset hvad hun havde på, når hun kom ned igen, ville det være præcis det tøj, hun havde valgt at tage på efter at have set ham i hallen. Men Lorraine var klar til at tage af sted, inden

Marianne dukkede op igen, så han nåede aldrig at se, hvad hun havde taget på. Ikke at han havde et voldsomt ønske om at vide det. Selvfølgelig fortalte han ikke nogen i skolen om, at han havde set hende i badekåbe, eller at hun havde set befippet ud, det kom ikke nogen ved.

Men jeg kan lide dig, siger Marianne.

Han siger ingenting, og intensiteten i deres fortrolighed er næsten voldsom, den presser sig ind mod ham med et næsten fysisk tryk mod hans ansigt og krop. Lorraine kommer ud i køkkenet igen, mens hun binder tørklædet om halsen. Hun banker forsigtigt på døren, selvom den allerede er åben.

Er du klar? siger hun.

Jep, siger Connell.

Tak for det hele, Lorraine, siger Marianne. Vi ses i næste uge.

Connell er allerede på vej ud ad køkkendøren, da hans mor siger: Du kan da godt sige farvel, kan du ikke? Han ser sig over skulderen, men mærker, at han ikke kan se Marianne i øjnene, så han henvender sig i stedet til gulvet. Ja, farvel, siger han. Han går, inden hun når at svare.

Da de har sat sig i bilen, spænder hans mor sikkerhedsselen og ryster på hovedet. Du kunne godt være lidt sødere ved hende, siger hun. Hun har det ikke ligefrem nemt i skolen.

Han sætter nøglen i tændingen, kaster et blik i bakspejlet. Jeg er sød ved hende, siger han.

Hun er i virkeligheden et meget følsomt menneske, siger Lorraine.

Kan vi snakke om noget andet?

Lorraine skærer ansigt. Han stirrer ud ad forruden og lader, som om han ikke ser det.

♥♥♥♥♥♥

„En ekstremt givende, livsklog og rørende fortælling.“

POLITIKEN

CONNELL OG MARIANNE er vokset op i den samme landsby i Vestirland, men de kunne ikke være mere forskellige: Marianne bor i en storslået villa, hvor Connells mor gør rent. Connell er en af gymnasiets populære elever, og Marianne holder sig mest for sig selv. En dag mødes de to hos Marianne, og under deres kejtede samtale spirer en livsændrende kærlighed frem.

Normale mennesker er en fortælling om gensidig fascination, venskab og ung kærlighed og er bogen bag den kritikerroste og Emmynominerede TV-serie af samme navn.

Denne udgave indeholder desuden novellen „Gulddrengen“, der aldrig før er udkommet på dansk.

SALLY ROONEY (f. 1991) har skrevet romanerne Samtaler med venner, Normale mennesker, Skønne verden, hvor er du og Intermezzo. Alle fire romaner er internationale bestsellere, og hendes bøger er oversat til mere end 40 sprog. Rooney bor og arbejder i County Mayo, hvor hun også er født.

„En fremtidig klassiker.“ THE GUARDIAN