Øvre
port, nedre port
Af samme forfatter på dansk:
Historie om et ægteskab. Roman (2017)
Se på os nu. Roman (2019)
Den jeg skulle blive. Roman (2021)
Hvis jeg var mand. Essays (2023)
Øvre port, nedre port
ROMAN
På dansk ved
Niels Lyngsø Gutkind
Øvre port, nedre port er oversat fra norsk af Niels Lyngsø efter Øvre port, nedre port © Geir Gulliksen, 2023
Published by agreement with Copenhagen Literary Agency ApS, Copenhagen.
Denne udgave: © Geir Gulliksen og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Lotta Kühlhorn
Foto: © Tale Hendnes
Sat med Sabon hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0892-5
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
beauty goes unrecognized
Et helt liv senere kommer jeg tilbage.
Jeg finder en parkeringsplads på bagsiden af sygehuset. Der hvor asfalten slutter, har fire tynde birketræer sprængt sig op gennem gruset, bladene er blege, efteråret er begyndt længe inden sommeren er forbi. Birkene er på højde med spinkle konfirmander og bliver ikke højere, jordlaget er for lavt til dem her.
Højdedraget omkring byen er et område med gran og fyr snarere end birk, og selv om centrum er vokset, er det stadig mørk nåleskov der omgiver Overberget. På lang afstand bliver bakkerne blå. Sidst på dagen lyser fyrrene rødt. Om foråret er birkene lilla, og så videre, jeg husker det hele. Det var det landskab jeg skulle væk fra og aldrig vende tilbage til.
Jeg stiger ud af bilen, trækker vejret ind og mærker en tynd smag af efterår i augustvarmens indre. Hvorfor skal jeg tale om vejret. Hvorfor skal jeg tale om landskabet. Jeg gør det alligevel, og allerede nu savner jeg alt det jeg engang ville væk fra. Jeg savner det, fordi det er lukket for mig, fordi jeg ikke kender nogen her længere, jeg hører ikke til her mere. Hvis jeg nogen sinde har gjort det, men det har jeg gjort, det må jeg have gjort, jeg var et barn, jeg havde ikke andet end udsigten her, bakkerne,
gaderne, menneskene der boede her. Deres ansigter udvisket i modlys som på gamle solblegede farvefotografier.
Overberget centrum ligger nederst i den lange dal, før landskabet flader ud, med bebyggelse på begge sider af elven. Et bredt stykke der bliver kaldt Nybrufossen, strømmer stridt og hvidskummende under den bro der stadig hedder Nybrua, selv om den har været gammel længere end nogen der lever nu kan huske. Nybrua forbinder byens østlige og vestlige del med hinanden, hedder det sig stadig, men den gennemkørende trafik er for længst ledt uden om centrum og over en nyere bro. Siden jeg var her sidst, er der blevet anlagt motorvej gennem landskabet på sydsiden af byen, hvor flade fyrresletter fører videre op langs dalen, over fjeldet og til den anden side af landet. Overberget er ikke længere en by folk kører gennem når de er på vej til andre steder. Ingen behøver komme hertil hvis de ikke vil, eller er nødt til det.
Men Ivar ringede til mig for at sige at jeg var nødt til det.
Han sagde: Jeg synes du skal komme nu.
Han møder mig i receptionsområdet da jeg kommer ind fra det skarpe lys udenfor, og jeg ser ikke at han står der før han berører min skulder med en stor og genert hånd. – Hej, siger han, og jeg genkender stemmen fra langt tilbage, den er lidt nasal, som den altid har været, men nu føles den tryg og sikker, voksen og grov. Hans ansigt ser opsvulmet ud, de store øjne plejede at være lidt udstående, som øjnene på et stort dyr, han mødte altid mig og alle
andre med storøjet tillid. Men nu ligger øjnene længere inde i hovedet på ham end før. Øjenlågene er tunge, hans ansigt er ved at gro til af sorg.
– Du skal være klar over at hun ikke ligner sig selv længere, siger han.
– Er hun vågen?
– Jeg talte med hende i nat, et par korte sætninger. Hun spurgte hvor hun var, og så pegede hun på loftslampen og sagde se månen.
Han ser på mig et sekund, markerer et smil med det ene øjenbryn.
– Men så forsvandt hun igen. Hun ligger og mumler lidt en gang imellem, det er det hele.
Da jeg skal til at gå hen mod elevatoren, holder han mig tilbage, han er ikke færdig.
– Det er ikke sikkert at hun vil være klar over hvem du er.
Han står lidt med åben mund. Der er noget mere han vil sige, som han ikke får sagt, han trækker vejret tungt, ser sig om for at være sikker på at ingen står i nærheden og lytter.
– Hun er ikke mor længere, hvis du forstår hvad jeg mener.
Det gør jeg ikke, men jeg nikker alligevel, jeg vil ikke gøre det svært for ham. Vi går sammen ind i elevatoren, ikke den store elevator med plads til hospitalssenge og flere passagerer, men en mindre elevator der er afmærket Ansatte.
– Jeg plejer at tage den her, siger min bror, der er altid problemer med den anden.
Han er bange for at sidde fast i elevatoren, det er nyt. Men han vil ikke indrømme det, det er ikke nyt. Han fylder det meste af det lille elevatorrum alene, og jeg presser mig ind mod væggen for at vi ikke skal stå for tæt ind mod hinanden. Jeg gør det for hans skyld, fordi han aldrig har været sådan en der havde let ved at give eller tage imod et kram. Det har måske forandret sig, for da vores arme berører hinanden, ser han ikke ud til at tage sig af det, han ser på mig og kniber øjnene let sammen, smiler opmuntrende. Han er blevet tungere, han er en voksen mand med en ret kompakt mave, snart bliver han pensionist, men han siger stadig mor og bliver blank i øjnene når han siger det. Det giver mig et blødt stik af noget jeg ikke ved hvad er. Misundelse, måske. Jeg har altid kaldt hende Gladys. Ikke altid, men så længe jeg kan huske.
Da vi står på gangen uden for den stue hvor hun ligger, læner Ivar sig frem mod mig med munden fortroligt ind mod mit øre og hvisker med sin hæse og nasale, dybt berørte baryton:
– Hun er næsten ikke et menneske længere. Det var det jeg ville sige til dig.
Ivar har altid været hensynsfuld, han har altid villet skåne mig, og også andre. Nej, ikke altid, men efter at vi er blevet voksne, er han blevet sådan en der påtager sig ansvaret for at andre ikke skal blive kede af det eller miste balancen. Han er ældst, det har han altid været – jeg ved at det er en selvfølge at sige at han altid har været det, men jeg prøver at sige noget andet; det
er som om Ivar er født med en klar opfattelse af at han var den første, og at han derfor skal tage sig af os andre.
Det er heller ikke helt rigtigt at sige det på den måde, engang var han helt ødelagt af pubertet og tænkte kun på sig selv. Men efter at hans andet liv begyndte, da han mødte Hanne og giftede sig med hende, og de fik børn sammen og blev en lille familie, det var dér vi mistede kontakten, og det var vel dér han blev den venlige og trygge mand han er nu.
Han er min bror, og jeg har kendt ham altid. Helt uventet bliver jeg ked af det af at tænke på det. Nu hvor jeg er i samme rum som ham, forstår jeg ikke hvorfor vi aldrig er sammen ellers. Ivar kan huske at jeg blev født, og at jeg var lille, det er måske derfor han lader mig slippe væk. Hver gang Gladys havde brug for hjælp, var det Ivar hun ringede til.
Det er logisk at hun gør det, mener han, det var kun ham der blev tilbage i byen.
Og nu har han fulgt hende gennem et sygdomsforløb som vil ende med at hun ikke bliver rask, og det var derfor han mente at jeg var nødt til at komme, fordi det snart er for sent.
Det er jo allerede for sent, og alligevel er jeg her. Hun er blevet lavere og mere spinkel, hendes krop ligner en glemt bylt i den høje hospitalsseng. Engang var hun høj og kraftig, med brede hofter og store hænder. Hun virkede stor. Jeg husker at en af dem jeg boede sammen med, udbrød, lige før Gladys for én gangs skyld skulle komme på besøg hos os: Vores værelser er
for små til hende, der er ikke plads nok til hende her, din mor er for stor til os.
Og nu er hun blevet så lille. Hendes ansigt er også faldet sammen, som noget hun har fundet på for min skyld, som om hun vil sige: Se, du er ikke den eneste der kan forandre dig, jeg er heller ikke den samme som før. Og pludselig forstår jeg ikke hvad det er, hvad det var, der holdt mig væk i alle de år. Hvorfor kunne jeg ikke besøge hende, tale med hende, prøve at lære hende at kende som den hun var blevet?
– Sæt dig ved siden af hende, siger Ivar.
Han peger mod den store lænestol han formentlig har siddet i store dele af de døgn Gladys har ligget på hospitalet. Han henter en taburet til sig selv og sætter sig på den anden side af sengen.
– Mor, siger han og bliver blank i øjnene igen.
– Se hvem der er kommet, siger han.
Helt uventet åbner Gladys øjnene og ser på ham.
– Runar? siger hun.
Det tager nogle sekunder før jeg forstår hvad hun har sagt. Hendes stemme er grødet, hun er ikke vant til at tale. Og jeg er desuden ikke vant til at høre hende tale længere. Hun havde en anden slags stemme før, men jeg kan også genkende hende med den nye stemme, selv om den er dybere og ligesom fladere samtidig. Men hun fraserer som hun altid har gjort, hun glider lidt på r’ene, men den lange u-lyd i Runar er længselsfuld og øm.
– Nej, mor. Runar er død, ved du nok. Det er længe siden nu.
Og så siger han det navn hun plejede at bruge om mig, engang for så længe siden at jeg havde glemt det selv.
– Det er Titti der er her.
Jeg bliver overrasket over at det er mig der er her, at den jeg var, findes endnu, at det navn jeg engang havde, stadig kan bruges. Men Gladys kigger udtryksløst på Ivar. Og så kigger hun op i loftet, hun himler med øjnene, ser det ud til, og øjenlågene glider halvvejs i. Hun ligger og trækker vejret svagt, vagt, næsten uhørligt, som da vi kom ind.
– Se, mor, siger Ivar. – Titti er kommet, han sidder her ved siden af dig.
Fra et sted under hendes dyne høres en lyd, blød og sammenpresset, som en flad trompet eller et undertrykt gisp i et mørkt rum. Igen går der nogle sekunder før jeg forstår hvad jeg har hørt, men så er der ingen tvivl, det må have været en prut.
Ivar og jeg kigger på hinanden.
– Puha da, siger han.
Han ryster på hovedet for at gøre det hele lettere for mig, han tror jeg bliver ked af det, han er bange for at jeg skal blive overvældet af den sorg han selv er så hårdt ramt af.
Ivar sidder og prikker i en sammensunket broccolitærte der er blevet varmet op i en mikrobølgeovn. Den falder fra hinanden på gaflen og er under alle omstændigheder for varm til at have i munden. Gladys sov så tungt at jeg overtalte ham til at komme med ned i cafeteriaet og spise. Han gik forsigtigt rundt om hendes seng og var bange for at vække hende, han stod i døråbningen og sikrede sig at hun sov før han bestemte sig for at det måske var okay at gå. Nu skubber han tallerkenen til side, løfter vandglasset op til munden og ser på mig mens han drikker. Den røde inderside af hans mund bliver synlig gennem bunden af glasset, et intimt og uforklarligt syn der snart forsvinder, han tømmer glasset i én slurk før han sætter det fra sig. Han fortæller at hans datter kommer bagefter, det er på tide at jeg møder hende igen. Jeg spørger hvor gammel hun er blevet. Han løfter øjenbrynene, overrasket over at jeg ikke kan huske det. Frida er jo din niece, siger han. Hun er sytten. Så kommer han i tanke om noget, han har et billede han vil vise mig. Han finder en konvolut i inderlommen på sin jakke, og op af konvolutten fisker han et fotografi jeg ikke kan huske at have set før.
På bagsiden står der 1953. Gladys var sytten, præcis som Frida er nu. Billedet ser ud til at være taget i forsommeren, i så fald er det kun et par uger før Gladys møder
Gunnar, i august, og han gør hende gravid, i september. Altså bare nogle uger før Ivar bliver undfanget. Gladys er hjemme i haven hos sine forældre, hun løber, hun er på vej mod kameraet, hun er utydelig omkring øjnene fordi hun bevæger sig, det må være hendes ældste bror der tager billedet. Hvis en af dem kalder på hende, er det ”Gladdis” de siger, hun fik et engelsk fornavn for at det skulle se stateligt og fornemt ud, men de udtalte det på norsk, hun skulle være ligesom de andre, ikke stikke ud. Bag hende kan jeg se den forkælede lillesøster, hun vender sig delvis væk, mod huset, moren har nok kaldt på hende. Bag ved lillesøsteren står den yngste bror, ham der blev syg med polio og døde lige før jul det år. Han er vendt mod kameraet, han har løftet hånden for at gøre sig synlig, han aner ikke at der bare er nogle måneder til at han ikke længere er synlig for nogen, ikke engang for sig selv. Men alle disse hændelser fra sommeren som kun lige er begyndt, og vinteren der venter, og alle årene som skal komme, er bare forestillinger hos os der sidder og ser på billedet og tror at vi ved bedre end Gladys, som hun løber hen mod os med en ny kjole hun selv har syet. Blomstret kjolestof, det er umuligt at gætte farverne ud fra det lille billede i sort-hvid, og korte ærmer, en anelse mere nysselig og indsmigrende end hvad der egentlig passer til hende. Hun gør sig ikke til for nogen, ikke dengang og ikke nu, men hun bærer den blomstrede kjole med lethed, ser det ud til. Det sorte hår er småkrøllet, det må skyldes den hjemmepermanent hun sværgede til, helt fra hun var lille, havde det været hendes store sorg at hun ikke havde fald i håret.
Håret, og broren der døde, og senere Runar, som også døde.
Hun ser direkte ind i kameraet med det benede hesteansigt, en anelse uskarpt, det lange og følsomme ansigt med den markante næse, som hun også skammer sig over. Hun ved ikke selv at vi der skulle blive hendes sønner en dag, kommer til at se på billedet af hende og tænke der er hun, som om det her er en sandere version af hende end det sammenstyrtede landskab der udgør hendes ansigt nu, som hun ligger i hospitalssengen og skal dø.
Det er let at tro at et øjeblik som dette, hvor hun er på vej over græsset for at forhindre sin ældste bror i at tage billedet, eller for at tage kameraet fra ham og tage et billede selv, at det øjeblik er sandere og samtidig mere uskyldigt end meget af det der først kommer senere. Her er hun i sin ungdom, omgivet af sin første familie. Her ved hun intet om at hun snart skal blive gravid, at hun skal føde sit første barn allerede som attenårig, at der skal vendes op og ned på hendes tilværelse. Hun skal blive endnu mere ufri end hun allerede er. Hun skal gifte sig med Gunnar, som ikke helt er til at stole på, og hun skal blive en ung hjemmegående husmor der koger vand for at vaske bleer og sengetøj og tøj. Hun skal have aftensmaden klar til når manden kommer hjem, hun skal underordne sig mandens og sønnernes behov. Og så skal hun, overraskende og alligevel med selvfølgelighed, langsomt begynde at forme sit liv selv, inden for nogle rammer hun betragter som ubrydelige.
Men hvad så hun for sig dengang, som syttenårig? Én mulighed er at det hun så for sig, var et liv der ret præcist
lignede det liv hun fik. Hun tænkte på at møde nogen hun kunne være sammen med. Hun ønskede sig det alle ønsker sig: omfavnelser, latter, gensidig udveksling af ømhed og bekræftelse, hvad som helst der gør det muligt at holde ud. I hendes tilfælde altså: en mand. Derefter børn og familieliv. Der fandtes ikke andet for piger som hende. Ingen mulighed for at realisere sine skjulte evner.
Ingen studier, ingen rejser, aldrig et øjeblik til at fordybe sig, skaffe sig kundskab om verden uden for den lille by. Hun var stoppet i skolen som trettenårig, nu arbejdede hun i en kolonialforretning, hun stod i køddisken og skar skinke. Cyklede på arbejde, cyklede hjem igen, hjalp til derhjemme. Hendes lillesøster var syv år yngre, hun kom til at gå i skole tre år længere end Gladys, men så var det også slut med uddannelse for hende, og så begyndte et liv der lignede det liv Gladys fik. Hendes ældste bror, Vilhelm, gik i skole et par år mere, og han blev snedker ligesom deres far var. Men også for Vilhelm var det noget andet der blev afgørende: at møde nogen, bo sammen med nogen, få sig en familie. Vilhelm møder Vilma og gifter sig med hende samme år som Gladys er nødt til at gifte sig med Gunnar. Det blev et dobbeltbryllup, af praktiske grunde.
På bryllupsbillederne var Gladys gravid under kjolen. Det var en ulykke, det var skam og fornedrelse, men kan det også have været en småbulet og robust lykke? Hun må have overgivet sig, ladet det ske, givet sig hen til det der skete. Endelig fik livet fart og retning. Og hvorfor ikke? Hun kendte til tomheden, den der hviler under alt, hun måtte have mærket isvinden fra den hver gang
hun satte sig på cyklen, hver gang hun tog forklædet på i butikkens baglokale, hver gang hun placerede det kolde skinkestykke på pålægsmaskinen og begyndte at skære de tynde skinkeskiver der faldt fladt ned på det fedtede indpakningspapir. Eller hver gang der blev stille rundt om hende, som når hun lå i sengen på kvistværelset, som hun delte med sine søskende, og kiggede op i loftet.
Tomheden, og længslen ind mod noget der ikke er tomt. Ikke længslen væk, som alle taler om, men længslen ind.
Ind i livet, ind til de andre, ind i det der kunne begrænse hende og holde hende sammen og gøre livet forståeligt og til at holde ud. Det var dér hun ville hen, det var dér hun skulle hen, hvor ellers?
I en lille norsk by i 1950’erne bliver Gladys gravid som attenårig. Hun gifter sig og får tre sønner, som hun opdrager. Og hun forsøger også at opdrage sin mand. Da han får arbejde på våbenfabrikken, er fremtiden reddet, tænker hun. Senere bliver hun ansat på kontoret samme sted.
Det bliver begyndelsen på en opstigning, et nyt liv – men noget er alvorligt galt.
Ved hendes dødsleje prøver to af sønnerne at afdække morens historie og forstå, hvad der skete med den tredje bror.
Øvre port, nedre port er en familieroman om tilknytning og tab. Tre brødres liv fletter sig sammen til en eksistentiel fortælling, der spænder over flere generationer i det moderne Norge.