Alberte & friheden

ALBERTE OG FRIHEDEN

Alberte og Jakob

Bare Alberte

Cora Sandel ALBERTE OG FRIHEDEN

Alberte og friheden

er oversat fra norsk af Andrea Fehlauer

efter Alberte og friheten

Copyright © Gyldendal Norsk Forlag A/S, 1931

All rights reserved

Denne udgave: © Cora Sandel og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Sofie Winding

Forsidemaleri: © Cora Sandel/Sara Fabricius: Uten tittel: Parklandskap, 1906–1920. Eier: Tromsø kommune. Foto: Mari Hildung/Perspektivet Museum

Sat med Garamond hos Geethik Technologies

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0468-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med tilskud fra NORLA, Norwegian Literature Abroad

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K

Gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Det, man føler mest, når tøjet falder, og man står der uden en trevl på foran en fremmed, er ikke blufærdighed eller skam. Det er udsathed, uro for at nogen skal komme en nær, gøre en fortræd. En hudens angst så at sige. Det er også ensomhedsfølelse, noget i retning af at befinde sig alene i en øde egn. Det går ikke over med tiden, det er det samme hver gang.

Alberte smider tøjet, omtrent som når man kaster sig i havet. Lidt svimmel. Og med en fornemmelse af, at hvis hun ikke gør det nu med det samme, så bliver det aldrig. Hun knapper en knap op hist, en her, og tøjet glider ned omkring hende, det hele på én gang. Inden det når gulvet, griber hun det, træder ud af det og lægger det i en bunke på en stol. Og hun bestiger plateauet og gør tappert front mod kendsgerningerne. Hun hænger ikke undseeligt hverken med hofter eller hoved, men knytter hænderne lidt og ser mr. Digby lige ind i øjnene, mens hun finder sig til rette i stillingen. Så ’står’ hun …

Mr. Digby stiller sig på afstand, retter på brillerne, ryster på hovedet. Med bløde håndbevægelser antyder han retninger, anviser med sin uforbederlige engelske accent: Comme ça … comme ça. Erklærer kort, men venligt, at det er godt, c’est bien.

Og tiden begynder at snegle sig af sted på den pinefulde måde. Som den kunne snegle sig af sted i kirken for eksempel. Eller når hun gik tur med papa, og de gik

og gik og ikke kunne få hinanden i tale. Rent fysisk kan hun mærke, hvordan den langsomt flyder forbi hende, sej, sugende, udmattende, den kan både høres og føles. Dette at stå der og ikke gøre andet end at stå, bliver som at være fastspændt i et torturredskab. Lemmerne smerter og bliver følelsesløse. Det er ikke det værste. Værre er, hvordan det gnaver i sindet, en jævn murren som af en blottet nerve.

Der er noget, hun burde gøre, noget andet end at stå her. Alberte kan bare aldrig blive klog på hvad. Hun tjener en franc og femogtyve i timen, klarer sig, så længe det varer, og ligger ingen til last. Hun burde for så vidt have god samvittighed.

I det store spejl ser hun sig selv, tynd og lang i linjerne, klædt i knappe, magre muskler, der buer og runder sig lidt hist og her, ikke meget, ikke mere, end at man kan være det bekendt. En behersket nøgenhed, uden overdrivelser, uden krast præg af køn. Når man nu en gang er blevet et kvindemenneske, kan man ikke så godt forlange at være belemret med mindre.

Ude er det tidligt, uroligt forår, indenfor er der koldt. Mr. Digbys atelier, der er førsteklasses og vender mod nord, uden forstyrrende lysreflekser, er fuldt af hengemt vinterklamhed. Alberte bliver hurtigt blå og grumset i farven, især ned over benene. Og det er ikke kun varme, porerne slipper fra sig. Det er selve livet, de langsomt lader sile ud af en. Et lumsk svind af kræfter finder sted.

Mr. Digby er ikke nogen bøddel. Med venlige små mellemrum spørger han, om Alberte er træt, om hun fryser, mens han på korte ben skridter frem og tilbage mellem lærredet og et, som det synes, fast observationspunkt ude

på gulvet. Alberte for sin del står sine tre kvarter uden at synke ned i knæene, om hun så dirrer og svajer af det. Hun har en slags latterlig og ulogisk forestilling om, at jo ihærdigere hun står, jo mildere stemmer hun visse mørke magter, der har det med at tvinge os ind i forhold og situationer, vi hader og afskyer.

Runde, honnette, aldeles harmløse, anskuer mr. Digbys øjne hende gennem brillerne, slipper hende ikke et øjeblik for tidligt. Nøjagtigt på klokkeslættet, når Alberte er tom i hovedet og lam i lemmerne og hverken håber eller venter mere, bare er en sløv krop, der står der, siger han: Hvil Dem, frøken. Selv bliver han ved at komme og gå, knibe øjnene sammen, tage afstand og anbringe små klatter farve, se fornøjet ud og nynne. Han har dilettantens forfærdelige flid i blodet.

Alberte vikler sin kåbe om sig, kryber sammen over Le Journal. Hun læser dagens novelle færdig, som hun begyndte på i metroen, sluger teater, kunst og litteratur, mord og sensationer, men springer konsekvent al politik over. Til sidst skimmer hun annoncespalterne igennem, konstaterer, at ’Vidunderligt middel mod rynker’, ’Dr. Williams’ Pink-Piller’og gummistrømper, Crème Simon og ’Abbed Sourys foryngelsesdrik’ er på plads i dem, at tilværelsens baggrund for så vidt er uforandret og fuldt normal. Indimellem benytter hun hvilepausen til at afslutte et hurtigt, sjusket måltid, spiser lidt brød, frugt eller chokolade.

Det værste er tiden, som går, det næstværste dem, der kommer ind og står og ser på, ’beundrerne af mr. Digbys kunst’. Hver gang, døren går op for en af dem, står

Alberte som på nåle, parat til at lade sig opløse i luften og forsvinde.

Hun har endnu en gang et af sine hemmelige jern i ilden, færdes på en lyssky lille bagvej i livet, det har hun gjort fra barnsben af. Disse uvedkommende mennesker, hvem hun ikke skylder at stå til regnskab for nogen verdens ting, griber hende på fersk gerning. Velklædte, særdeles respektable, for det meste lidt ældre, er de af en kategori, hun gemmer sig for og uden undtagelse fører bag lyset.

De er farlige. Mr. Digby bor ganske vist i Passy, i et stille, uhyre pænt kvarter, på en måde så langt væk som overhovedet muligt fra de omgivelser, Alberte til daglig færdes i. Alligevel kan ulykken når som helst være ude. Det, man vil skjule, har en besynderlig tilbøjelighed til at sive op i dagen. Så vel mr. Digbys som Albertes omgangskreds bevæger sig frit omkring, kan mødes, lære hinanden at kende, kan på ingen måde forhindres i det. Muligheden for katastrofe lurer altid. På den anden side … det, man må gøre, det må man gøre. Man må tage den risiko, der følger med.

Anspændt, lidt krampagtigt, står hun og udholder de fremmede øjne. Trods og uvilje brydes i hende. Hun forstår godt den model, der engang på Colarossi pludselig rakte tunge ad en, som kom ind og stod og kiggede og ikke foretog sig andet end at stå og kigge. Hun forstår godt gadepigen, der kaster en foragtelig, fræk bemærkning i ansigtet på damen, der går forbi. Dunkelt føler hun en samhørighed med dem.

Eh bien, siger mr. Digby: Så siger jeg tak. Han lægger paletten fra sig og gnider sig i hænderne.

Når mr. Digby siger så meget, betyder det, at han er færdig for denne gang. Der bliver ikke flere femfrancmønter at tjene foreløbig, gode, tunge mønter, der får en til at føle sig velbeslået. Eller guldstykker, ti francs, tyve francs, der vækker rigmandens overmod i en, gør ens gang let, gør en ny i ansigtet, ødsel og letsindig. Men det bliver at være fri og uafhængig igen og have sit alibi i orden. Det bliver at strække sig lidt. Alberte har endnu en gang skrabet en bid eksistens til sig. Så langt menneskelige øjne kan se, er det forløbet uden katastrofer.

Så siger jeg tak, gentager mr. Digby: Jeg er tilfreds med Dem. Jeg rejser til syden, til England, til Bretagne, jeg kommer tilbage til Paris i oktober. Det er muligt, jeg da vil have en model, som er mere comme ça! Han antyder svulmende former med hænderne og spiler øjnene stærkt op bag brillerne: Jeg ved ikke på forhånd, jeg ved aldrig på forhånd. Jeg er en meget lunefuld mand, meget lunefuld. Men hvis … og han nikker opmuntrende til Alberte.

Det er omtrent det samme, som mr. Digby sagde sidste år ved denne tid. Han bevæger sig på det fremmede sprog i korte sætninger, der ofte slipper op for ham. Det falder ham aldrig ind at tale engelsk til Alberte. Det er heller ikke nødvendigt, han får sagt det væsentlige og antydet resten. Med små, hurtige skridt går han ind i lejligheden ved siden af, taler lavt med nogen derinde, man hører klirren af penge. Det giver et stik i Alberte: Bliver det syv eller otte eller ni gange? Trækker han den gang fra, vi måtte afbryde, fordi han blev dårlig? Eller den, da der kom en uventet besøgende fra England? Så bliver der faktisk kun til huslejen. Jeg burde sige noget, hvis han trækker fra, men jeg er dum til den slags. Jeg burde for eksempel sige …

Mr. Digby kommer tilbage med mrs. Digby. Spøgende kalder han hende ’min jury’, mens han lægger to nye tyvefrancmønter og fem francs i småpenge på bordet. Han trækker ikke fra. Alberte, der med hele kroppen nyder at mærke tøj omslutte sin krop igen, bemægtiger sig skødesløst pengene, lidt nonchalant, som indkasserede hun dagligt sådanne summer. Tak, siger hun.

Under beundrende udråb tager mrs. Digby kunstværket i øjesyn. Som altid, når et arbejde er færdigt, appellerer hun til Alberte: Det er meget smukt, ikke sandt? Meget fint i farven? Mr. Digby er kunstner, ja, ja, kunstner. Jeg håber, De ikke er for træt? Det må være meget, meget trættende. Men det bliver en vane, ikke sandt? Hun går tæt på, lille, venlig og nærsynet, fører lorgnetterne op og ned over billeder, gransker det med kendermine. Det er slikket og sødt som på en chokoladeæske og ligner mr. Digbys øvrige produktion, en samling rosenrøde damer, mere eller mindre ’comme ça’, mod samme baggrund af svag lilla og caput mortuum. De pryder væggene fra gulv til loft.

Høfligt erklærer Alberte sig enig. Hun tager sin hat på og pudrer næsen.

Og hvis, siger mr. Digby: Når jeg kommer tilbage …?

De kan bare henvende Dem til Alphonsine. Hun har altid min adresse.

Javel. Stadig madame Alphonsine. Udmærket … jeg takker Dem.

Alberte får et håndtryk af mrs. Digby og et af mr. Digby. Og hun skynder sig over den velholdte gårdsplads. Hvidt grus, fyldt på for nylig, tungt at gå i, markerer som med magt dens længde og bredde. Lav buksbom

indrammer et midterbed med buske i knop. Småbladet efeu, studset og forfinet, klæder væggene med jævnt, ensformigt grønt, indrammer, klippet som efter lineal, pæne døre med blanke messingskilte på og store ateliervinduer med gardiner af råsilke. En concierge, der ser ud som husholdersken i et fint hus, kommer vagtsomt til syne i sit vindue. Hun nikker til Alberte, fordi Alberte, om end hun må regnes til de løse eksistenser, ikke er af allerværste slags, men tværtimod forholdsvis anstændig at se til.

Vinden kommer i kast. Det er en af de dage i marts, hvor skarpt, varmt solskin veksler med kolde vinterpust. Langs gaden, der er kantet med lave mure og haver bag murene, svajer nøgne grene fortumlet mod drivende skyer og pludselige ultramarine himmeldyb. Ved fortovskanten på et hjørne står en trækkærre fuld af violer og mimoser, som en festlig kokarde på dagens forrevne habit.

Alberte drejer om endnu et hjørne og befinder sig under metroens høje jernskelet, mellem lejekaserner, der kaster klam skygge. Et tog buldrer af sted over hovedet på hende. Lidt efter sidder hun selv i et, færdes højt oppe i luften, mellem himmel og jord på Passybroen, over Seinen.

Mellem bænkene rasler det af aviser, der lægges ned, folk kigger ud. Dybt nede ligger Paris, lys i lys af pludselig sol under en vældig himmel med vandrende skymasser. Mennesker, biler, drosker, farer rundt som legetøj. I nordøst over Ménilmontant en kulsort byge, lige under en Seinen som flydende metal. En slæbebåd med pramme efter arbejder sig op mod strømmen, tuder gennemtrængende og udstøder tyk, sort røg, der gør det skarpe lys endnu skarpere.

En dønning af løssluppenhed går igennem Alberte, skyller træthed og gammel kulde væk. Hun mærker ansigtet

blive anderledes og sådan, at mænd bliver urolige af det. Gud ved, hvad det består i. Det er der med ét og får dem til at sidde og dreje hovedet i retning af en, i små ryk, brat og ligesom overrumplede. Nogen særlig udmærkelse er det ikke, det kan blive næsten hvem som helst med skørter på til del. Men en slags garanti er det alligevel for, at man er nogenlunde som andre, ikke mærkværdig grim, ikke direkte frastødende. Og er vedkommende i sig selv ikke den rene fornærmelse, kan det bidrage til, at man slipper sig selv endnu lidt mere løs.

Toget skramler ind gennem Grenellekvarteret, op langs brede avenuer med beplantet gangbane i midten. Bebyggelsen er dels gammeldags lav, lidt fattig, lidt muggen af fugt, dels splinterny i jugendstil, lysende som smør i solen. Pludselig er alt sammen væk. Hvide fliseklædte, dunkelt oplyste vægge og hvælvinger glider forbi, brogede plakater. En påtrængende dunst af kælder og desinfektion fylder vognen. Og trætheden bryder på ny frem i Albertes lemmer. Hun slukner under jorden.

Ved Montparnasse står hun af, kommer op i dagen igen bag jernbanestationen, i skyggen af den høje mur og af broen, der i tredje sals højde leder togene ud af byen. Her slutter de venlige bydele, her tager de store, triste arbejderkvarterer på den anden side af Avenue du Maine fat. Et pust af grå og hårde kår slår imod en. Alberte tænker uvilkårligt på dødsdomme og henrettelse lige her. Måske skyldes det muren …

Hun bliver stående og ser op mod et af husene i Rue de l’Arrivée. ”Hôtel des Indes” står der med kæmpemæssige guldbogstaver på et balkonrækværk tværs over facaden.

Fra et rækværk nogle etager højere oppe, flagrer et øjeblik noget hvidt, en klud, et lommetørklæde, der er bundet fast deroppe. Det bæres udover af vinden og slappes igen. Alberte konstaterer, at det er der, skynder sig så videre under broen, hvor der blusser af frugt, blomster og grønsager på trækkærrer inde i halvmørket. Hun køber violer og en mimosegren, gør også et par andre indkøb, er inde i et ismejeri.

Og hun forsvinder ind på Hôtel des Indes …

At komme op fra den hårde gade. Sparke skoene af og smide sig, så lang man er, på et eller andet, en seng, en divan. Slappe af i alle lemmer, mens det suser mildt og stille fra det lille spritapparat. Få sig en kop te eller to, kiks, marmelade, et par cigaretter – og følelsesløsheden kommer. Den salige ligegyldighed, hvoraf ny livsvilje spirer.

Sulten? Ja …

Ikke som når man som barn kom hjem fra skitur og snuppede et eller andet på vejen gennem køkkenet, fordi man ikke kunne vente, til man havde fået skidragten af og fået bænket sig ved spisebordet. Ikke den sunde, krævende glubskhed, der gør al mad god, og som man mætter, punktum. Nej – en kroppens evige utilfredshed, som er der, også når man har spist. Som ikke kan stilles, kun døves og afledes. Med te for eksempel og cigaretter.

Alberte ligger på albuen på Liesels seng, lytter til spritflammens susen og ryger en Maryland. Liesel kommer og går, henter kopper og skeer i spejlskabet, tørrer dem af og dækker op henne i lyset på en stol med et viskestykke over. Den sorte, helskårne kjole af dårligt snit vil gerne sno sig lidt. Hun trækker i den gang på gang og stikker nu og da i forbifarten næsen ned i blomsterne fra Alberte. De pranger på kaminhylden og mangfoldiggøres af spejlet bagved. Reizend, siger Liesel: Wunderbar. Wie freundlich, Albertchen.

Altandørene står på klem. Det trange, aflange værelse, der får alt sit lys gennem dem, er fuldt af gadelarm, af røg fra skorstene i nærheden og af den hårdnakkede gamle sovekammer-odør, der er på billige hoteller. Det nytter kun lidt at lufte ud, den siver ind igen ude fra trappeopgangen.

Først nu kan Alberte rigtig mærke, hvor træt hun er. En træthed, som ligner opløsning i intet. Mindst to rygende varme kopper stærk te må der til for at samle hende sammen igen. Hun puster to små røgskyer fra sig og udveksler dagligdags bemærkninger med Liesel. Korte som på en slags kodesprog falder de fra begge sider: Nå? – Åh jo

Ikke noget nyt? – Gar nichts.

På servanten ligger et kvart pund smør i papir, fordi, som Liesel husmoderligt siger, det holder sig bedst på marmorplade. Der står mandariner og to små flødeoste, som Alberte har bidraget med. Op af Liesels vaskefad stritter pensler i blød.

Alberte ser sig om efter studiet fra Pont Neuf. Støttet mod to stoleben står det på gulvet med bagsiden udad, et dårligt tegn. Spor af guldokker langs kanten af blindrammen og på Liesels kjoleskørt markerer tydeligt sammenhængen mellem det og hende …

Nu varmer hun tekanden. Med hænderne sluttet omkring den lader hun med vuggende bevægelser en lille mængde kogende vand glide sagte fra side til side i dens indre, mens hun tankefuldt følger det med øjnene: Fräulein

Stoltz brygger te på æggevandet. Det er mig for økonomisk. Værsågod, Albertchen, smørret er fra i dag.

Hun retter på kjolen og sætter sig. Hun har en af sine åndsfraværende dage, en af dem, hvor hun er lidt rundrygget, lidt opgivende og væk i sig selv. I dag er det ikke

værd at spørge, hvordan det går ved Pont Neuf, i dag er der formodentlig nogen, der er standset op og har stået og set på Liesel og forstyrret hende. En af lastprammene i forgrunden har måske været væk, da hun indfandt sig, eller noget uventet har været udfoldet i motivet, en nyanlagt sandbunke, en intetanende fisker på en feltstol. Hun har velsagtens ødelagt sit billede igen og er modløs og talentløs. Det sker …

Tak. Alberte tager koppen, Liesel rækker hende, tømmer den i begærlige slurke, som en dranker, der endelig får sit. Uden at sige noget, som efter et ritual, fylder Liesel den på ny, og Alberte tømmer den for anden gang. Så rejser hun sig, træder ned i skoene og rykker nærmere. Den stærke, varme drik gør sin virkning i hende.

Færdig med fader Digby for denne gang, siger hun og smører smør på en kiks: Huslejen klaret, ti francs i overskud, fem til garçonen. Jeg tager de ublegede chemiser i pantebankens udsalg, Liesel, klipper dem op forneden og laver combinations af dem. Det bliver en femoghalvfjerds per styk. I Bon Marché får jeg ingen til under fem francs …

Liesel henter blikket til sig igen, langvejsfra. Hun betvivler, at foretagendet kan lade sig gøre. Der må sættes kiler ind, det er ikke så enkelt, som Alberte forestiller sig, og sømmene bliver lange at sy i hånden. Men Alberte har sine planer og vil ikke forstyrres i sin tro på dem. Kiler? Langtfra. Når man ikke er tykkere, end hun er! – Hvad sømmene angår, kan man tage store sting. Hun har hørt om en concierge, der syr maskinsøm på bestilling, fem centimes per meter, men det kan man spare. Og noget må jeg have indenunder, jeg har snart ikke en trevl at sende til vask mere …

Nej, sukker Liesel og har for sin del brug for et underskørt, strømper og sko. Det er fatalt, når det kommer dertil, at den slags ting skal fornyes. Man må have dem. Og mulighederne for en ny hat, en ny kjole forsvinder på ubestemt tid ud i det blå. Bare femfrancmanden ville dukke op …

Ja, det er ingen sag for jer malere! Alberte tænker misundeligt på denne femfrancmand, der går rundt og køber studier, rub og stub, stort og småt til samme uforanderlige gennemsnitspris. Sidste år købte han alt, Liesel havde, for hundrede femogtredive francs. Det er uhørte summer, en billedkunstner pludselig kan stampe op af jorden. Men femfrancmanden er noget af en mystisk figur, han kommer uventet, eller han kommer slet ikke. Det nytter ikke at opsøge ham, skrive til ham, bede folk om at sende ham hen til en. Han er lunefuld og uberegnelig som vind og vejr. Man hører, at han skal have været hos den og den, så hører man måske ingenting i lang tid.

At ligge inde med en produktion, der kan blive genstand for efterspørgsel fra femfrancmanden, er i hvert fald noget af et grundlag i livet. Ved et hastigt blik rundt i Liesels værelse, hvor blindrammer står i lag med bagsiden udad langs alle vægge, konstaterer Alberte, at Liesel når som helst, hvis lykken står hende bi, kan gøre forretning i stor stil igen. Har man så dertil regelmæssigt underhold hjemmefra, er man sandelig ikke ilde stedt.

Det koster at male, protesterer Liesel. Es kostet furchtbar viel, Albertchen. Bare zinkhvidt går der utrolige summer til, for ikke at tale om farver som cadmium og kraplak. Alberte derimod, som ikke har brug for nogen driftskapital! Liesel forstår ikke, at hun står model, at hun kan, aber gar nicht.

Jeg kan jo ikke andet.

Jo, du kan. Fransk. Skrive.

Utålmodigt fastholder Alberte Liesels blik hen over koppen: Kan jeg leve af to elever, som jeg havde sidste år og ikke har længere? Kan jeg det, Liesel? Eller kan jeg håbe på at få flere her i landet? Alle går til franskmænd, det ved du godt. Og skrive! Jeg kan ikke skrive. Jeg står hellere model. Hun tager en stor slurk og sætter koppen hårdt fra sig. Liesel gør myg til elefanter. Hun har ikke været her længe nok.

For resten sidder Liesel selv model. Alberte påpeger det, vel vidende at argumentet halter: Liesel sidder for Eliel. Hun brygger kaffe til ham, syr knapper i. Kunne hun bare vænne ham af med at optræde uden slips og krave og se ud som en skomager …

Jeg sidder for hovedet, siger Liesel. For hovedet, Albertchen.

Ja – og for en hånd, for en skulder. Skal det fortsætte på den måde …

Liesel griner ikke.

Hun plejer ellers at gå med på spøgen, grine ad skomageren og forklare for gud ved hvilken gang, at ja, hun knappede op en dag, hvor Eliels model ikke kunne komme. Hun syntes, at for Eliel, der er så flittig, så talentfuld og så prægtig, kunne hun godt gøre det – og grine igen …

Det er fristende at drille hende lidt med det. Eliel har været i gang med portrættet af hende i en evighed. Alphonsine insinuerer, at han sprætter knapper af sit tøj, når Liesel skal komme, for at få hende til at sy dem i for ham, sidde der og være huslig og sød med det. Og Liesel griner …

Nu formoder hun lidt kort og koldt, at det er slut med at sidde hos Eliel. Som Alberte ved, kommer der tilrejsende fra Sverige, en svensk pige, som Eliel skal vise rundt. Inden da vil han have bysten i gips færdig, være fri og uafhængig … Det kan man jo godt forstå.

Ja, siger Alberte. Det kan man måske.

Pludselig smiler Liesel. Der er som en nuance af trods i smilet, hun ser direkte på Alberte: Ness uden slips og krave ser også ud som en skomager …

Ja, siger Alberte forbavset: Ja da …

Årene går, årstiderne skifter. Alberte og Liesel befinder sig gennem alle skift i samme situation, pekuniært og ellers. De gør ingen karriere. Selv Liesel, der har talent, står til stadighed stille. Hun betaler kontingent til Indépendants, men når aldrig så langt som til at sende et billede ind. Hun rejser sommer efter sommer til Bretagne med det faste forsæt at forsøge sig ved årets høstsalon. Hun kommer hjem igen og har stadig ingenting, hun synes, der kan være tale om, har stadig ikke fået det til …

Alberte tænker på dette. Hun sidder og ser på Liesel, som med en dryppende marmeladekiks i hånden uroligt går rundt i værelset, vender alt det, der står ind mod væggen, og sætter det frem i lyset.

Det er mest nøgenstudier, og de er, som nøgenstudier plejer at være, et strakt ben, en slap hængende skulder, arme og hofter, maver som balloner, brystkasser, der råber på ortopædisk behandling. Enkelte er gode begyndelser, de fleste overgjorte. Der kommer næsten altid et øjeblik, hvor Liesel, hvis hun ikke standses af en af skæbnens tilskikkelser, taber fatningen og forvandler en frisk og

ren farveakkord, et anslag, der var godt, som det var, til noget hårdt, tørt og klangløst. Hendes arbejder kan se ud, som var de ødelagt med vilje og i raseri. Der er pludselig tegnet i dem med kraftige, hensynsløse penselstrøg. Eller der er sat umotiverede, fremmede farveflader ind, der ikke hører hjemme der og dræber alt omkring sig. Bagefter kommer hun ingen vegne …

Hun er fra en eller anden lille by i en eller anden Østersøprovins, Alberte har for længst opgivet at huske hvilken. Det er indviklet med Østersøprovinserne, det er lidt som med Balkan. På kaminhylden troner i kabinetsformat Liesels mor, en lille rund, tyskfødt frue med hvid blonde om hals og ærmer og omgivet af fire døtre, deriblandt Liesel som lille pige, siddende på en skammel foran de andre. Over sengen hænger et falmet ungdomsbillede af en mager mand med langt, sort skæg og dybtliggende øjne – hendes russiske far, død for et par år siden. Det var ham, der bakkede Liesel op, da hun ville begynde at male, og var på hendes side. Hun har to barndomssprog, tysk og russisk, og blander gerne sit knappe, utilstrækkelige fransk med begge. Den dag i dag slider hun sin sørgedragt.

Når Liesel nikker i retning af dem på kaminhylden og siger: Sie sind alle furchtbar gut, aber … forstår Alberte til fulde, hvad det indebærer. Liesel ytrer sjældent noget om dem ud over dette.

Hun har lidt ludende skuldre, lidt slæbende skørt bagtil, er lidt langsom i sin måde at tale på og være på. Men hun har store, grå øjne i et ovalt, blegt ansigt, er glat som fløde i huden og med en lille stjernetåge af fregner hen over næsen. Hun har rød mund og et stort, glat, sort

hår, der i stramme, blanke fletninger ligger snoet rundt om hendes hoved. Alt i alt er Liesel pæn og genstand for adskillig opvartning. Tvivlsomme individer på ateliererne vil kysse hende, hotelbeboere vil ind på værelset til hende om natten. Hun er mindre hærdet end Alberte mod disse tildragelser og kan ikke se iskold og uberørt ud, men blusser i ansigtet og ser forskrækket ud i øjnene. Og bliver endnu mere hensynsløst efterstræbt.

Når Liesel af og til fuldstændig mister modet, er komplet talentløs og vil holde op med at male, dukker der en rig købmand op i hendes tale, som går hjemme i fødebyen og vil gifte sig med hende og er hendes families kæphest.

Ham kan Alberte ikke med. Han smager af dårlig roman og er uinteressant, er måske ligefrem en indbildning og en fabel. Hun ville ønske, at Liesel ville lade være med at komme med ham …

Liesel bliver ved at stille lærreder op, henter dem frem fra krogene, fra omme bag ved spejlskabet. Snart står de både højt og lavt, mod stole og bordben, på kaminhylden og oppe på sengen. Hun lægger sin familie i kabinetsformat sammenklappet på bordet for at få plads og vender til sidst studiet fra Pont Neuf om, anbringer det foran alt det andet. Man ser et stykke kaj, et par store, bladløse træer, lastepramme og i baggrunden broens hvælv, det hele oprindeligt godt, med en vis, tung fylde i farven. Men der er tegnet hidsige streger med ultramarin på kryds og tværs i lasteprammene. De hører ikke hjemme nogen steder længere, falder helt ud af billedet.

Alberte tier og ser på. Hun er vant til disse pludseligt indtræffende mønstringer af værker. Sådan gør andre malere også. Midt i en mundfuld får de det med at vende

alt det frem, der står ind mod væggen. De bliver i godt humør af det og nynner, eller de bliver åndsfraværende og irritable, uimodtagelige for trøst.

Jeg bliver som Potter, Albertchen, som Potter og Stoltz. Liesel sætter sig og betragter modfaldent sin udstilling: Det her er alt for i år – ikke engang femfrancmanden vil vel have det …

Sludder, Liesel. Du har talent. Det siger Marusjka, det siger Eliel og Ness og alle. Kunne du bare vænne dig af med hele tiden at ødelægge. Potter og Stoltz – Alberte trækker medlidende på skuldrene …

Men hun bryder sig ikke om sin egen tone af rutinemæssig opmuntring. Og hun ser i det samme en hel række halvgamle kvinder for sig, som trasker omkring på Montparnasse, som altid er der. De er over al rimelig alder, er fyrre og halvtreds og endnu mere, har rynker og gråt, uplejet hår, slæber rundt med store penselposer på armen, feltstol og staffeli under den, et vådt lærred på blindramme i hver hånd og kjolerne slæbende efter sig. De sidder på gadehjørner og i parker og langs Seinens bred og maler, fylder, masende og besværlige, på akademier og croquiskurser, forsvinder måske om sommeren, men dukker op igen om efteråret, uafvendelige som årstiden selv, lever af ingenting, brygger te på æggevandet som Fräulein Stoltz. Hun er en af dem, Potter en anden. Oprindelig kommer de fra mange forskellige lande og har haft hver deres særheder. Nu går de her og er og maler omtrent på samme måde alle sammen. Det er dem, der fylder væggene i de ydre sale på Indépendants, de sale, man altid skynder sig igennem for at nå ind til det nye, det forfærdende eller det simpelthen talentfulde. Der stråler uhygge fra den tanke,

at man kan gå her på den måde og ikke være andet end en halvgammel, grim, lidt fattig dilettant.

Du må ikke ødelægge alting, Liesel … Du må holde op med det og komme så langt, at du udstiller. Hvis bare du kunne lade dine ting være, mens de stadig er gode … Jeg kan mærke farven, siger Liesel, hun presser de foldede hænder mod brystet og ser langt frem for sig: Jeg kan mærke den rent fysisk, Albertchen, jeg får som et stød gennem kroppen af den indimellem, men … hun lukker øjnene, hovedet synker forover på den smidige hals: Det er tegningen. Pludselig kan jeg se, hvor forkert den er. Jeg vil rette på det, jeg må rette på det, og så bliver det hele forkert. Jeg ved ikke, hvordan det går til, det er som tvang. Jeg har ikke noget virkeligt talent … jeg har et lille talent, det er værre end ingenting …

Nu er vi kommet til købmanden, tænker Alberte. Hun tror på Liesels begavelse, som man tror på jorden under sig, går ud fra den som en given ting, og tager ikke hendes anfægtelser så tungt. Men Liesel går pludselig forbi hende ud på altanen, lader dørene stå åbne efter sig og stiller sig derude med begge hænder på rækværket. Lidt efter stiller hun sig med ryggen til det, støtter sig til det med albuerne. Hovedet bøjer hun lidt bagover, hun kigger ned i Rue de l’Arrivée.

Som en mørk ramme om et lyst billede står dørkarmen og de åbne døre med de frygteligt snavsede gardiner klinet mod ruderne omkring hende, al den solide gråhed, som præger de gader, jernbanen går igennem. Et strejf fra den dalende sol falder over hende i en smuk skiften af lys og skygge, modellerer et stykke af fletkransen om hovedet frem, halsens spændte sener, brystet, der skubbes op af

stillingen, de hængende håndled. Et vindpust puffer skørtet lidt ud til siden, svøber det halvt om Liesels ben. Den henslængte skikkelse i medtaget, sort kjole får en plastisk tyngde, den ikke har til hverdag, håret en fremmed glans af metal. Liesel er pludselig monumental derude mellem himmel og jord. Hun siger lavt, på sit knappe fransk og henvendt til Rue de l’Arrivée: Mit liv er ikke interessant.

Overrumplet lytter Alberte til de små sagtmodige ord. Hvad enten det nu kommer af, at Liesel står derude og er monumental, eller ej, så vokser de i tomrummet, de har efterladt sig, bliver orakelord, kaster et skarpt og uventet lys over fortid og fremtid. Pludselig er det ét af de forfærdende sekunder, hvor man ser sin egen eksistens og svimler lidt derved. Det hugger til dybt i Alberte: Heller ikke mit, heller ikke mit. Det går og går og er ikke interessant, som Liesel siger. Jeg ved ikke engang, hvor jeg vil hen. Jeg er som en, der har lagt fra land og lader sig drive uden at styre …

En ond kulde kryber ind over hende, hjertet bliver lille, hårdt og hakkende, som før i tiden derhjemme, når hun havde gjort noget forkert, eller der forestod noget ubehageligt. Hun hører det frosne og tynde i sin egen stemme, da hun siger: Det bliver interessant, Liesel, det bliver det. Vent, til du begynder at udstille og kommer rigtigt i gang. Tak for te …

Hun snører sine sko og tager overtøjet på, gør sig parat til at gå, mander sig op imens, finder frihedsfølelsen frem i sindet, den, som indimellem ligesom en rus kan gøre ens gang til en slags dans, minder sig selv om, at man jo af og til lander ved de små glædens øer. Vist skal de komme nogen steder, ikke kun Liesel, men også hun selv. Det er allerede

en stor ting ikke at ligge landfast på et helt forkert sted … og det drejer sig om livet, selve livet, det uerstattelige …

Skal du på aftenkursus, Liesel? Alberte håber halvt om halvt, at Liesel vil anse videre bestræbelser for unyttige. De kunne gå ud sammen, grine sammen ad ting, ad sig selv til sidst. Er man bare kommet så langt, lysner det med det samme …

Men Liesel skal på aftenkursus. Hun har betalt for det, hun synes …

Det er også en grund, siger hun. Hun lader sig pludselig dumpe ned på sengen og griner opgivende: Wie alles tragikomisch ist, Albertchen.

Det kan du sige. Alberte griner også, befriet. Hun føler med ét en stor taknemmelighed ved tanken om, hvor meget de har grinet væk sammen, hun og Liesel, gennem årene …