Alberte og Jakob

ALBERTE OG JAKOB

Alberte og friheden

Bare Alberte

Cora Sandel

ALBERTE OG JAKOB

Alberte og Jakob

er oversat fra norsk af Andrea Fehlauer

efter Alberte og Jakob

Copyright © Gyldendal Norsk Forlag A/S, 1926

All rights reserved

Denne udgave: © Cora Sandel og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Sofie Winding

Forsidemaleri: © Cora Sandel/Sara Fabricius: Landskap fra Son, tidligst 1910. I privat eje, Trondheim, Norge. Foto: Mari Hildung/Perspektivet Museum

Sat med Garamond hos Geethik Technologies

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0465-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med tilskud fra NORLA, Norwegian Literature Abroad Gutkind

Kirkeuret lyser som en måne i natten.

Det slår, og små svage blus fødes ude i mørket og brænder mat, fortabte i dets uendelighed, ensomme og spredte.

Uret slår igen, og de svage lys bliver flere, flokkes, danner rækker og rudemønstre. Mellem dem er der liv og bevægelse, en hestebjælde ringler, man hører måske en tom slæde slingre fra side til side efter hesten på en hårdt tiltrampet vej. Et sted går noget i vandet med et plask, en kæde rasler. Lyde af årer og knirkende åregafler stiger op fra mørket, en båd støder dumpt mod træværk, tunge ben i røjsere tramper ind over en bådebro, nogen råber noget.

Vestpå i fjorden hyler en dampfløjte. Røde og grønne lanterner kommer langsomt glidende ude fra nattens mulm. Der løbes med trosser på Nykaien, ved Gammelkaien tuder Sørfjordsdamperen, som går klokken seks, hidsigt til afgang. Fjordgatens otte buelamper blusser blege frem på rad, undtagen den, der altid er i stykker ved Louise i Svinget. Og vinduer, der tændes i et blink, klare og kraftigt lysende firkanter, rykker op i geled, danner nye rækker og rudemønstre.

Uret slår et tungt slag hvert kvarter, fire hver time og klokkeslættet i rasende fart derefter. Og skrædder Kvandal, der spiller trækbasun i afholdsforeningens orkester, øver sig, før han åbner butikken. Med lange mellemrum frembringer han en ensom og skælvende tone. De hører til

morgenens faste lyde og bæres ved gunstig vind helt op til Øvrebyen.

Har det sneet om natten, maser ploven sig med stort rabalder, med seks heste, råb og piskesmæld og med Ola Paradis som øverstkommanderende, gennem byen fra den ene ende til den anden. Trafikken er officielt åbnet, det er bare værsgo at myldre og vrimle. Bager Teodorsen viser sig på sin fortrappe.

Man ser det ikke i halvmørket, men man ved, at han har mel i bakkenbarterne og pudrede bukser. Han ser op på vejret. Inde i butikken ordner fru Teodorsen i elegant uldkappe og muffedisser de varme brød, der bliver langet ind gennem lugen fra bageriet, stiller dem på skrå på hylden. Bager Teodorsen skutter sig lidt og siger brr! Så knapper han strikvesten, griber sneskovlen fra krogen ved døren og går i gang med at rydde en sti hen over fortovet ud til gaden, så folk kan komme ind.

Skrædder Kvandals musik forstummer. Skygger glider ind mellem husene, og butiksdørenes klokker klemter. I søstrene Kremers vindue bevæger ordnende hænder sig mellem farvestrålende båndruller, hatte på pinde, dåbskjoler, brude- og ligpynt. Og der kommer frøken Liberg, som stormer ud på sin morgentur, og gamle Stoppenbrink, som går, adjunkt Bjerkem med stilehæfter under armen på vej til skole og jordemor Jullum på vej hjem. En ny dag er i fuld gang, det er ikke til at tage fejl af.

Der kan være mørkt med nordlys og stjernevrimmel, og koldt, så det skriger højt i sneen, når man går. Der kan være fugtig sydvestenvind med regn, sorte gader, mulm og mørke. Så gnisler vindfløjen på kirketårnet, og

de forgyldte kringler uden for bager Teodorsen og bager

Øvre skramler fælt. – Der kan også være måneskin. Men for det meste er der snevejr. Som afrunder, dæmper, nedtoner alt, former, farver og lyde.

Når Alberte vågner om morgenen, er hun dejlig varm. Det er det eneste tidspunkt på døgnet, hvor hun ikke fryser. Der er en stor, lun ro i hendes lemmer, en legemlig fred, som er det bedste, hun ved.

Hun ligger, lige så lang hun er, med benene strakt helt ud.

Der er varmt over det hele i sengen, og det er, som om kroppen har foldet sig ud, som om en skal omkring den er sprængt.

Hun strækker sig, hun føler sig smidig og blød og har råd til at omgås letsindigt med sin egen varme. Det sker, at hun i overmod stikker en fod ud i kulden bare for at mærke den blive varm igen, så snart hun trækker den tilbage.

Om aftenen kryber hun sammen under dynen i timevis, skælvende af indre kulde. Hun gør sig så lille, hun kan, med benene trukket op under sig og armene foldet over brystet. Oppe mellem skulderbladene sidder kulden og bider som en smerte. Hun har den i kroppen hele dagen, og den følger med hende i seng. Hendes fødder er som isblokke, der ikke tilhører hende, og hun bliver øm og stiv af den sammenkrøbne stilling.

Lidt efter lidt glider hun ind i en slags vågen døs. Hendes krop sover, den er iskold, men følelsesløs. Oppe i hovedet sidder hjernen og svirrer med sit.

Tiden går, timerne. Tværs gennem et spinkelt væv af halvvågen drøm hører hun kirkeuret.

Pludselig kommer varmen. Den kommer som en feberglød. Hun strækker benene, det er som at slippe ud af et torturinstrument – hun slapper af i musklerne som efter en kraftanstrengelse. Som beruset ligger hun og mærker søvnen tage hende.

Når hun vågner, lytter hun. Noget må ske, kirkeuret slå, skrædder Kvandal begynde, Sørfjordsdamperen tude. Det gælder om at komme på det rene med, hvor i tiden man er, og hvor længe man kan ligge og have det godt. Men Sørfjordsdamperen tuder tre gange, kirkeuret har den kedelige vane kun at slå ét slag, både første, anden og tredje kvarter, og skrædder Kvandal er underkastet sin menneskelige natur – han er ikke helt præcis. Ja, der er morgener, hvor han svigter.

Til sidst sker der noget, man kan holde sig til, trappen knirker under Jensine, som går ned. Så kan man høre døren til kontoret og en fjern rumsteren med kul. Jensine lægger i kakkelovnen derinde, først dér og så i spisestuen.

Alberte tænker på alle dem, der hver dag får lagt i om morgenen. Rødt skær gennem en ovnlåge, den knitrende lyd af ild, er det ikke symboler på al livets lykke? Varme er liv, kulde er død. Alberte er ildtilbeder i ordets fulde og primitive betydning.

Varmen gør alt andet muligt.

Varme, og den kolde gnaven i ryggen giver efter. Hænder og fødder får liv. Man bliver frejdigere, livligere.

Lemmerne løsgør sig fra kroppen i friere og smukkere bevægelser, det er som at få et velsiddende stykke tøj på.

Man får lyst til at tale og le, og man får lyst til at sidde stille og være optaget af et eller andet.

Man er ikke længere blåviolet i ansigtet. Man er et nyt menneske.

Trappen knager igen. Det er fru Selmer.

Hun standser op en gang eller to for at knappe de sidste knapper i morgenkjolen. Døren nedenunder åbnes og lukkes. Så er Alberte endnu en gang blevet liggende for længe, og der er kun en ting at gøre: at stå op hurtigst muligt og med mindst muligt varmetab tage tøj på så at sige inde i natkjolen, som hun først smyger over hovedet, da alt undertøjet er på.

Hvad det øvrige toilette angår, hader hun af hele sit hjerte både det iskolde vand og synet af sine egne tynde arme og skarpe kraveben. Men ingen af delene er til at undgå. Spejlet hænger over servanten, og fru Selmer har argusøjne. Ikke den mindste skygge på Albertes hals har nogensinde undgået afsløring, før dagen var omme. Mens hun vasker sig, gransker hun pessimistisk sin person.

Hvem der bare var anderledes, af farve og figur og påklædning, anderledes i ét og alt. Ansigtet derinde i spejlet, er det virkelig hendes, det, hun skal have livet igennem? Det er så utydeligt i trækkene, hun får aldrig rigtig fat i det. Håret ligger glat og gør ikke noget godt, det blotter panden alt for meget, farven er blålig og grumset.

Og øjnene – ja, der er noget med øjnene. Det hænder, at fru Selmer kalder det skelen.

Alberte sætter håret op i en underlig frisure, noget, som, uden at være det, fru Selmer vil, og Alberte ikke vil, alligevel er en indrømmelse og et skridt mod forsoning. Så

tager hun kjolen på. Der mangler altid nogle øskner, og hun fæstner skødesløst hægterne i foret. Det kan gå for en tid. En ubehagelig regnskabets time venter uafvendeligt,, når den skæve og hullede knapning afsløres. Det må man lade være med at tænke på.

Før hun går ind i spisestuen, står hun lidt uden for døren, et øjeblik bare, nogle sekunder. Hun overvinder noget, skyder hjertet op i livet.

Så går hun ind til fru Selmer og den nye dag.

Derinde knitrer det i kakkelovnen og lyser fra lågen. Ilden både høres og ses og ville varme, hvis ikke døren ind til stuerne stod åben. Det er meningen, at den skal nå derind også. Men stuerne er som Egyptens magre køer, de sluger al varme uden at blive varmere.

Ved bordet sidder fru Selmer. Over morgenkjolen har hun sit store, ternede sjal. En af lejebibliotekets romaner ligger opslået ved siden af hende.

Godmorgen, mama, siger Alberte.

Godmorgen, Alberte, svarer fru Selmer træt og kort uden at se op. Alberte sætter sig. Morgenbordets ufestlige stilleben er uforanderligt og uden afveksling. Myseosten, gammelosten under sin klokke og kommenosten under sin, brødbakken. To smørasietter, mejerismør til den ældre generation, margarine til den yngre, fløden, sukkeret. Men ved fru Selmers plads kaffekanden under hætte. Når hætten tages af, står kanden der som en åbenbaring, blankpudset, af messing, varm, dampende, duftende, håb- og livgivende, en sol mellem døde kloder.

Alberte tager brød og margarine så lydløst som muligt, ost tager hun, hvis stemningen er til det. Hun rækker

forsigtigt sin kop frem, og fru Selmer skænker uden at se på hende. Først når hætten er anbragt over kanden igen, ser de på hinanden, fru Selmer med et resigneret, altopgivende blik, der skyder Alberte i sænk. Hun bliver rød, og stiv, hendes hænder skælver. Hun er forsvarsløs allerede i første træfning og tør ikke bede om mere kaffe. Bare Jakob ville komme.

Jakob skal af sted i skole halv ni. Ti minutter før kommer han tumlende ned ad trappen og gør sin entré med et forpustet: Godmorgen, mama – godmorgen, Alberte.

Han smider remmen med bøgerne fra sig på en stol, trækker de alt for korte ærmer, der hele tiden kravler op igen, ned over sine blåfrosne håndled og ser fra fru Selmer til Alberte og fra Alberte til fru Selmer. Han sonderer terrænet. Det gør alle i Jakob og Albertes hjem, det er blevet et veludviklet instinkt, en evne.

Jakob, Jakob, du kommer for sent, siger fru Selmer og lægger bogen fra sig. Og Jakob forsikrer hver morgen på ny: Nej, nej, mama, jeg skal nok nå det – jeg har jo ti minutter.

Hun skærer ost i tykke skiver og lægger på hans tallerken: Se her, skynd dig at spise lidt. Du får aldrig spist ordentligt – du står for sent op, Jakob min.

Alberte rejser sig stilfærdigt. Hun er taknemmelig for alt, der afleder opmærksomheden fra hendes person. Hun sætter sig ved anretterbordet, hvor stoppekurven står – hvor stoppekurven altid står – tager en strømpe og begynder at stoppe. Nogle gange er det ikke den rigtige taktik, og hun skulle hellere være gået i gang med noget andet. Men kurven står nu engang der og er en slags havn med mulighed for redning.

Forfrossen vikler hun benene om hinanden, hendes fingre er hvide og følelsesløse. Bare papa havde spist, bare mama var gået ovenpå, så hun kunne få fat i kaffekanden!

Jakob tumler af sted med et sidste: Vent og se, mama, jeg skal nok nå det – og forsvinder.

Fru Selmer sukker. Og er det en af de dage, hvor Alberte toner frem i et mindre sort skær, en af disse uvirkelige nådedage, der i det mindste begynder godt, bliver hun delagtiggjort i bekymringerne for Jakob og skolen. Han kommer næppe op i 2. g.

Men er det en dag – det er det for det meste – hvor Alberte fra morgenen af er et kors og en byrde, sukker fru Selmer uden at henvende sig til hende. Hun sukker mange gange og ikke bare over Jakob, slet ikke bare over Jakob. Alberte dukker sig. Hun både længes efter papas ankomst og frygter den.

Trappen knager kraftigt, herredsfoged Selmer kommer. Han er stor og tung, døren synes for lille til hans høje og brede skikkelse, mægtig på alle ledder og kanter. Hans små, grå øjne er trætte og overanstrengte i et rødt ansigt, der løber fine årer som blodige veje i dem. Han har aviser under armen.

Nu sker der ét af to. Han siger godmorgen, sonderer terrænet med blikket, konkluderer med et: Nå – og sætter sig. Og han siger et eller andet i en tone, som vil – som gerne vil – være godmodig og ligefrem, en tone, der gør, hvad den kan. Da afhænger fred og ufred af fru Selmer.

Eller han siger ikke godmorgen, han siger ingenting. Han sætter sig, får sin kaffe, tager brød og smør, folder sin avis ud og siger stadig ingenting. Men et indre oprør

finder sted inde i hans store krop. Et og andet afslører det, en halvhøj brummen, en forbitret mumlen. Bare den måde, han tager i tingene på, er ildevarslende, hans skuldre, som Alberte ser bagfra, er det.

Fru Selmer ryster, hun ser på ham fra siden. Alberte ryster endnu mere.

Så kommer det. Han smider servietten, han smider avisen. Han skubber tallerkenen fra sig og løfter vredt et eller andet, som han sætter hårdt ned. Og det bryder løs. Med kraft og overbevisning og på ingen måde halvhøjt påkalder han i flere varianter mørkets fyrste.

Det er ikke sikkert, at der er sket noget. Der behøver ikke være kommet nogen regning til kontoret – det behøver heller ikke at være Jakob.

Herredsfoged Selmers vrede samler sig i hans indre af delvist dunkle og ukendte årsager, og når trykket bliver for stort, kommer udbruddet. Ifølge naturens orden.

Fru Selmer græder. Hun græder barnligt og hjælpeløst over sin kaffekop og ser lille og sammensunken ud i sin forvaskede morgenkjole.

Det er også tilladt for Alberte at græde. Hendes tårer, der ulykkeligvis så let begynder at løbe, vækker ellers ofte forargelse. På hver sin side af bordet tørrer hun og mama øjnene med deres gennemblødte lommetørklæder. Herredsfogeden er gået på kontoret.

Fru Selmer tager sig sammen og siger i stød: Det er så godt for mig, Alberte min, at du i det mindste forstår –det er en stor trøst for mig.

Alberte prøver at sige noget, men må opgive det. Gråden griber hende på ny, så hun ryster.

Fru Selmer rejser sig og går rundt om bordet til hende, klapper hende på ryggen og taler beroligende: Så, så, mit barn, vi må huske på, at papa inderst inde er rar. Han har så meget, som er svært og vanskeligt, det må vi ikke glemme. Bare han nu behersker sig lidt derinde, så fuldmægtigen ikke hører noget – og Leonardsen. Det er min evige frygt, Alberte.

Men Alberte trækker allerede vejret lidt lettere. Dybt i hendes hjerte under et kaos af onde og modstridende følelser sidder en stor medlidenhed med, en stor svaghed for papa. Hvad fuldmægtigen angår, og Leonardsen, så ved hun, at der eksisterer en herredsfoged-i-embedet, tilknappet, korrekt, sammenbidt. Går det højt, har han lidt nedadvendte mundvige. Han kan slette hverdagslivets rasende papa og erstatte ham med sig selv, som når et billede afløser et andet i en laterna magica. Hun har en slags blind tiltro til, at herredsfogeden-i-embedet altid forstår at træde frem, når anstændigheden kræver det, koste, hvad det vil.

Fru Selmer henter en spand varmt vand i køkkenet. Rødøjet og resigneret går hun ovenpå for at klæde sig på.

Og det øjeblik er kommet, som Alberte tværs gennem alting vogter og venter på. Hun tvinger grådens sidste efterdønninger til ro, vifter sig med en sammenrullet serviet, til de værste spor er udslettet. Så griber hun kaffekanden, bærer den ud på komfuret og sætter den over ilden. Hun holder hænderne på den for at varme dem og for at holde styr på temperaturen. En helt vidunderlig og pinefuld glød stiger gennem dem op i hendes underarme og ud i skuldrene. Når hun ikke kan holde det ud mere, når hendes håndflader brænder, så hun er lige ved at

jamre højt, henter hun en lille skål fra spisekammeret, skænker og drikker i store slurke på en sukkerknald, som hun holder i munden.

Når jeg bliver tredive år, har jeg ikke en tand tilbage i munden, tænker Alberte, hun synes, hun kan høre dem sprække, mens de skoldhede kaffebølger skyller gennem hende, så det gør ondt i ryggen. Hun drikker den næsten kogende – tre, fire kopper efter hinanden.

Jensine, som bagefter må hælde nyt vand på kaffegrumset til sig selv og desuden pudse kanden, mumler surt: Ja, jeg siger det til fruen, Alberte, det kan du stole på. Jeg ville ønske, hun kom ned engang og så det.

Alberte vender sig om, stadig drikkende og fastholder hen over koppen Jensines blik med et vildt udtryk i øjnene. Jeg må have det, Jensine, får hun stønnende frem mellem to slurke.

Jensine mumler stadig surt, men hun sladrer aldrig.

Og så er Alberte varm et stykke tid, varm helt ud i fingerspidserne. Blodet banker stærkt og raskt, og det blå i ansigtet viger for en heftig rød.

Alberte støver af. Grå af kulde går hun omkring med et forklæde og et par gamle handsker på, bevæbnet med en strikket støvklud. Handskerne går hun med, mere fordi de varmer lidt, end for at beskytte sine alt andet end velplejede hænder.

Det langsomme grå morgengry siver ind gennem de tilisede ruder. Der er seks par vinduer i alt i de to stuer, alle tilfrosne. Den smule varme, der kommer fra spisestuen, påvirker dem ikke det mindste. Når Alberte begynder, har hun lige netop lys, så hun kan se at bevæge sig rundt.

Tingene afsløres i samme rækkefølge hver dag, i år som sidste år. Først midterbordene dækket af plystæpper og de lave stabler af pragtværker, der ligger der. Buch der Lieder på Kongedatterens Brudefart, Den Engelske Lods på Dorés billedbibel, Snorres Edda på Tusind og én nat, Asbjørnsen på Holberg. Midt på bordene står skåle med visitkort i, der står også fotografier i ramme.

Langs væggene mellem vinduerne, bag grupperne af planter, bag efeuen på sit spalier og bag de store lænestole ligger stadig store mørke pytter af nat. Rundt omkring dukker tingene op som skær af havet, sofaen med alle puderne i, chatollet med taffeluret på, småborde med nips og bøger, bogskabet med farvepragt og guldsnit bag glasset.

Skamler på gulvet kommer til syne og mønster i gulvtæppet. Flere og flere ting berøres af mørketidens sparsomme lys. Nips overalt, nips og fotografier, på fru Selmers skrivebord, på klaveret, på etagerer. Små borde på skrå, små puder, små trøstere, små skind. Og en hel hærskare af blomsterkrukker. Med palmer og aspidistra og bare med en tør pind, med kruset silkepapir omkring og af farvestrålende majolika, store og små. De står på blomsterborde, på trapper, på søjler og i vinduerne. I stærk kulde flyttes de ind i værelset om aftenen og frem til vinduerne igen om morgenen. Alberte hader dem.

Hun hader også de fleste af de utallige små pyntegenstande, hun hver dag må løfte op og sætte på plads igen. Det er et stille had. Det ytrer sig som en inderlig lede ved at se tingene, ved at røre ved dem, ved at have dem foran sig som et krat, hun hver morgen må igennem på ny – og som en tendens til at sætte dem hårdt fra sig.

Så længe hun stadig gik i skole og ikke havde noget med dem at gøre, var de som en verden af undere for hende. De stod der og var smukke eller mærkværdige, var de ikke det ene, så var de i hvert fald det andet. Som lille gik hun på stilfærdig opdagelsesfærd blandt dem – hun elskede en del og beundrede resten.

I de år hun har gået hjemme, har hun lært deres sande væsen at kende, som er at være til byrde og besvær, til straf og plage. En leveregel ligger færdig i hende – at have få ting, så få som muligt, at passe på og drage omsorg for i dette liv.

Kun nogle ganske få ting er hun ikke kommet til at nære modvilje imod. Der er for det første de to små grupper af saksisk porcelæn, en hyrde og en hyrdinde under hver sin rosenbusk. Buskene bærer både røde, gule og blå roser. Hyrden spiller på en fløjte for hyrdinden, ved hans fødder ligger en hund. Hyrdinden holder sin hat i de sammenbundne hagebånd i den ene hånd – den anden lægger hun på sit runde porcelænsbryst, som folder sig ud af den fine og stramme talje som af et blomsterbæger. Ved hendes fødder ligger et lam.

Der er noget ved de små figurers glatte, blanke former, ved deres danseskolegratie og ved dragternes farver, som hver dag besnærer Alberte på ny, så hun standser op ved dem, holder dem i hånden lidt og ser nærmere på dem.

Rosenbuskene bliver hun aldrig rigtig glad for, de er knudrede og ubehagelige at røre ved. Men hyrden og hyrdinden er glatte og gode at røre ved, og de har noget ubestemmeligt over sig, som gør, at man bliver glad. De er pæne.

Så er der den røde lakæske fra Kina. En underlig verden er udskåret i lakken og befolker dens sider, personer,

træer, huse med balkoner og med personer på balkonerne, skyer, dyr, alt mellem hinanden i et gådefuldt virvar. Et sted er der en pragtfuld og hæslig drage.

Åbner man æsken, er den af guld indeni, en mørk, dyb guldglans, som er dejlig og uhyggelig. Den æske er et eventyr, et mystisk og uudgrundeligt rige for sig selv. Alberte åbner den hver morgen og står og ser lidt ned i dens gyldne indre, hvor hendes eget ansigt skimtes på bunden, svagt og sløret som gennem fantastiske og kostbare forhæng.

Både æsken fra Kina, hyrden, hyrdinden og chatollet stammer fra bedstefars hjem. Et utydeligt minde om en stor, lavloftet stue med mahognimøbler og gamle portrætter, hvor lyset er grønt og svalt af havens løvkroner udenfor, ligger som en dæmpet glorie omkring dem.

Som meget lille var Alberte på besøg hos bedstefar i den lille by i Sørlandet, hvor han trak sig tilbage, da han gik på pension.

Herredsfogeden er på kontoret, fru Selmer klæder sig på, Jakob er i skole. Lige nu er der ingen, der spørger efter Alberte.

Hun trækker i den omsyede jakke, der har været mamas, sætter en uklædelig hat på sit uklædelige hår, ser et øjeblik mistrøstigt på sig selv i spejlet og går ud.

Buelamperne hænger i snetykningen som blege måner. Men rødt, varmt lys falder fra vinduer og butikker ud på sneen, og rundt om lyspletterne bliver den mere blå.

Alberte løfter op i kjolen og sætter fødderne i sporene efter Jakob. Evert, der har til opgave at holde ryddet ud til midten af gaden, er vel stadig på kontorsiden. Han

kommer sent, ham Evert, senere og senere for hver dag, hvad det så end skyldes.

Skrædder Kvandal står i sin butiksdør i skindhue og tyk uldvest. Han bukker med en slags gammeldags skrabud for Alberte. Familien er kunder, for så vidt at han syr papas gamle tøj om til Jakob. Alberte hilser stift og reserveret og skynder sig forbi. Har han været forbi køkkendøren for nylig med en regning, bliver hun lidt rød og varm.

Men det ses vel ikke i halvmørket. Hun har let ved at rødme, det er en af hendes ulykker, og hun er taknemmelig hver gang, hun slipper ubemærket fra det. Der er mennesker, hun rødmer for, bare fordi hun af en eller anden uforståelig grund har gjort det en gang før. Kan hun slippe af sted med det, vil hun uden at tøve gå, hvilken omvej det skal være, for at undgå dem.

Hurtigt og stilfærdigt glider hun gennem gaden, en skygge blandt de andre skygger. Alberte gør sig til enhver tid så lille, hun bare kan, kryber sammen i tøjet, som om det skulle hjælpe. Hænderne holder hun trukket op i ærmet mod kulden, og kraven har hun slået op om ørerne. Hun hilser med sit lille, stive nik og med blikket ligeud i luften på slagter Schmitt, på konditor Vogel, på Beda Buck, der sidder på byfogedkontoret, og som truer med en knyttet næve ud mod Alberte, fordi hun strejfer om i frihed, mens Beda må sidde spærret inde. Det får Alberte til at smile et lille, halvt smil, men hun bringer hurtigt ansigtet i orden igen.

Pludselig mærker hun hjertet standse. Dér længere nede ad gaden dukker sagfører Bergan op. Hans store tunge, lidt duvende silhuet er ikke til at tage fejl af. Han er en

af dem, hun rødmer værst for, en af dem, hun synker til bunds for, flammende rød og stiv.

Af hvilken grund, det må gud og fru Selmer vide. For Alberte er på ingen måde forelsket i sagfører Bergan, ja, hun ville med den yderste rædsel se ham præsentere sig som frier. Men tanken om, at man muligvis kan mistænke hende for at være det, og at fru Selmer måske ville blive opmuntrende i øjnene, hvis hun var det, er nok, mere end nok.

Nu kommer han gående imod hende, han nærmer sig, hun mærker allerede stivheden. Hvad laver han ude på denne tid, hvorfor sidder han ikke på sit kontor? Åh, hvorfor skulle det her ske?

Og så går sagfører Bergan ind på apoteket, på Isbjørnen? Han bevæger sig roligt op ad trappen, han forsvinder.

Albertes rødmen, som allerede var flammet op, forsvinder igen, hjertet slipper fri og slår igen, hun er reddet. Men da hun drejer op ad Torvalmenningen, sidder stivheden stadig i hende og forhindrer hende et stykke tid i at bevæge hovedet, selv om her ikke er et menneske.

Efter Fjordgaten er der ingen trafik. Torvalmenningen ligger tom og øde helt op til Per på Haugens hus. Der er ikke andet levende liv at se end slagter Schmitts stridhårede hund, der løfter bagbenet ved musikpavillonen.

Alberte løber. Forbi brandvagten, forbi Per på Haugen, fra Nedrebyen op i Øvrebyen, opad, opad, til hun når op til landevejen, som oven for de sidste huse fører ud i amtet. Hun standser, vender sig om og puster ud.

Hendes ansigt gløder, og hjertet slår som en hammer. Vejrtrækningen arbejder som i krampe. Men blodet ruller i varme stød gennem kroppen, hun mærker det dunke

i håndfladerne og i fingerspidserne. Det varer et stykke tid, inden hun får vejret igen.

Hun er væk hjemmefra, hun er varm, hun er alene. Uvurderlige goder, alle muligheders begyndelse. Hver dag styrter hun op ad bakkerne i samme rasende fart for at vinde dem.

Hun står lidt og ser sig omkring. Snetykningen hænger som grå draperier om den lysforladte verden, hænger over Byfjeldene og skjuler dem halvt, står som en sort væg i fjorden, som en grå tåge i Sørfjordsbotten. Den lukker for udsigten til alle sider, og elven, der flyder mørk og strid nede i bunden af alting, synes at komme fra intet, føre til intet.

I bakkerne ned mod elven ligger byen. Med al den nyfaldne sne på tagene ser den ud, som var der trukket en hvid pels hen over den, og lysene, som er tændt dagen lang dernede, blinker som mange små listige og døsige øjne ud fra revner og huller i pelsen. Hist og her er der en stor revne, en sprække, og en gavl eller husvæg af betydning, banken, skolen, det lutherske forsamlingshus, kommer til syne. Kirketårnet har, som den spidse nål, det er, boret sig tværs igennem og står sejrrigt op i luften med stykker af pelsen spiddet, hængende ned om toppen og gavlene.

Det er så mærkeligt med kirketårnet. Det er et almindeligt, grimt, gult kirketårn af træ. Alberte kan godt se, at det ligner to umådeligt lange og smalle kasser stablet oven på hinanden i højden, med et kræmmerhus øverst. Alligevel har det noget særligt over sig. Det står ret op og ned og gør godt imod de mange horisontale linjer, som elven og byens gader trækker op – det skifter og er nyt

med hver ny årstid. I sommer stod det og lyste kraftigt mod de græsklædte Byfjelde og mod elven, der var grøn. Nu er det gråt i alt det grå. Bare en skygge af gult er der tilbage, en svag farvelægning.

Men at vende ryggen til byen og tårnet er alligevel som at sige farvel til denne verden og dens herlighed. Skønt Alberte har gjort det gang på gang år ud og år ind, bliver hun stadig grebet af samme beklemthed.

Ind over Myrvoldene har der ikke kørt nogen sneplov. Kun nogle bondeslæder tidligt i morges, der møjsommeligt har afmærket, hvor vejen går, vejen gennem ødemarken ud mod ingenting.

I klart vejr står rundede, faste fjelde, blå og fjerne og danner mur langt mod nord i amtet – nu står der ingenting, mindre end ingenting, en farveløs uendelighed.

Længere fremme i forgrunden ligger bittesmå, tilskoddede sommerhuse halvt begravet i sneen og minder om, at der engang har færdedes mennesker her. En anelse, en skygge af lavt, sneklædt birkekrat antyder et bakkedrag – en dampende hestepære, at der endnu findes organisk liv på kloden. Andre holdepunkter har øjet ikke. Og en stor forladthedsfølelse, noget i retning af, hvad den eneste overlevende efter en katastrofe på havet kan tænkes at føle, får Alberte til at fryse, hendes hjerte trækker sig sammen til en lille hård og hamrende klump. Men hun skyder det op i livet og klør på af alle kræfter i den dybe sne, med kjolen trukket højt op, rød og varm, ind i uhyggen. Hun flygter fra sin egen evige misdæderfølelse, fra den smertelige bevidsthed om sin egen person, som aldrig forlader hende – og hun har ikke andre steder at flygte hen.

Hjertet hamrer, så hun kan mærke det helt op i halsen, og da en krage pludselig flakser op, giver det et sæt i hende, så hun mister pusten og må standse. Men efterhånden som hun går, kommer en svimmel dristighed op i hende, og hun linder lidt på døren til sin egen ønskeverden. Bare lidt – ikke på vid gab og bekymringsløst, som når man driver omkring om sommeren. Her i al denne uhygge gælder det om at have et øje på hver finger. Hendes egen rædsel ligger på lur i luften, den kan slå kloen i hende når som helst. Hun må være på vagt over for den og ikke lade den få overtaget. Ikke løbe, frem for alt ikke løbe. Hun sætter sig frister og mål. Næste gang slædens spor drejer, næste hestepære – og hun vil standse op og få vejret og begynde sit tilbagetogt, roligt, som om der ingenting var. Men hun går og går. Af de glæder, der ikke kan tages fra en, er den at gå en af de største. At mærke musklerne arbejde, mærke den sunde, gode varme strømme rundt i kroppen, mens klodsethed og stivhed glider af en som en ham, man lader falde, og kroppen genopstår befriet, blød og smidig som efter god gymnastik. Det er en tilflugt, man henter nyt mod i, den eneste, Alberte foreløbig råder over, ud over kaffen.

Hun går, synker ned i sneen, arbejder sig op igen og glemmer næsten, at hun egentlig er bange.

Da kommer der en flok krager flyvende ud af snetykningen og direkte hen imod hende. De skriger, de skriger, og et pust af uhygge følger dem og slår sammen over verden.

Og skrækken slår kloen i Alberte. Hun overgiver sig, vender om og løber, grebet af panik, snubler, falder, kommer op igen og løber videre. Først da hun ser lysene

i byen, standser hun. Hjertet hamrer, som ville det slå hende omkuld, og hænderne, der prøver at åbne jakken, kommer ingen vegne, så meget ryster de.

Hvor skal jeg gå hen, tænker hun: Jeg har ingen steder at gå hen mere. På de andre veje er menneskene – heroppe er uhyggen. Jeg er omringet – i år som sidste år.