VILDE HJERTER
SARA EJERSBO
Aldrig sigealdrig
gutkind
Aldrig sige aldrig – Vilde hjerter 2
© Sara Ejersbo og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1.udgave, 1. oplag, 2023 Omslag: © Rasmus Funder Forsidefoto: © Olexandr Chornyi/Shutterstock Konradlew/iAtockPhoto
Forfatterfoto: © Ditte Capion Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service og trykt hos Nørhaven ISBN 978-87-434-0358-6
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Vilde hjerter: Hvis sandheden skal frem Aldrig sige aldrig (Flere bind under forberedelse)
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag
Prolog
Er det her den rigtige følelse? Jeg troede, man skulle glæde sig mere.
Af en eller anden grund forestiller jeg mig en terapeut, som sidder over for mig i en lænestol. Hun rynker panden let: Prøv at beskrive, hvordan du har det lige nu.
Mærkeligt, for jeg har ingen terapeut og har heller aldrig haft en. Efter i dag vil nogen måske mene, jeg har behov for en.
Jeg tror, jeg kan beskrive min følelse med ét ord: tvivl.
På vej ud ad døren for at tilbringe den sidste nat før brylluppet hos sin bedste ven, som traditionen jo foreskriver, siger Kasper med et skævt smil:
“Du må kunne et eller andet, skat, for vi er ikke engang gift endnu, og du har lige smidt mig ud af min lejlighed.”
Øh, hvad?
Ved synet af mit chokerede ansigt griner han og tilføjer: “Ej, det er bare gas. Kan du hygge dig sammen med Alicia, og så går jeg ud fra, at vi ses i morgen.”
Han slår korsets tegn. For sjov, det ved jeg godt, men på en måde er det lidt for rammende. Ved han, hvordan jeg har det? Har han det på samme måde?
“Det kan jeg i hvert fald. Vi skal have noget vino og høre noget musik. Det bliver SÅ lækkert.”
I mine egne ører lyder det skingert, men Kasper reagerer ikke. Han siger bare “fint nok”, giver mig et kys og smutter.
Døren smækker bag ham, og der står jeg så i vores fireværelses på Vesterbro, mens hans ord rikochetterer rundt i mit hoved på kryds og tværs.
Da Alicia kommer med vin og sushi, kan jeg ikke få mig selv til at sige det højt. Jeg prøver flere gange, men jeg kan bare ikke.
Jeg nægter at være hende, der sidder AFTENEN FØR MIT BRYLLUP og analyserer en eller anden sætning, han har sagt i forbifarten, og læser alt muligt ind i den.
Samtidig kan jeg ikke lade det ligge. Du har lige smidt mig ud af min lejlighed. Hvad fuck mente han med det? Jeg er godt klar over, at han lagde den største del af udbetalingen, men er det så tanken, at jeg skal gå rundt og føle mig evigt taknemmelig over, at jeg må bo her i hans lejlighed, eller hvad?
Jeg får et billede af mig selv som barn, når vi lavede bål ude bag ved laden. Jeg kan huske følelsen af at blive helt svimmel af iltmangel, når vi pustede og pustede til gløderne, indtil – WHOAF – ilden endelig fik fat og grådigt åd de stykker træ, vi havde smidt derind. Jeg har det, som om Kaspers kommentar var det der afgørende pust, og nu har ilden fat, og jeg kan ikke få den til at gå ud.
Jeg tænker stadig over det næste morgen, da makeupartisten kommer for at gøre mig klar.
“Uhh, den store dag, hva’? Fantastisk hud. Og det store røde hår! Du bliver den smukkeste brud.”
6
Smokey eyes, glød i kinderne.
Jeg tænker stadig over det, da Alicia hjælper mig i kjolen.
Jeg stirrer på mig selv i den hvide kjole, med mit røde hår sat kunstfærdigt op og en enkelt krølle hængende ned i den ene side. Lige som jeg havde håbet. Men noget gnaver stadig derinde.
Er det mig, der skal stoppe med at smide mere brænde på bålet lige nu? Eller er der ild i mit hus, og jeg står bare her og fatter ingenting?
I taxaen prøver jeg at finde et sted at langtidsparkere den her nagende tankerække.
Han mente ikke noget med det. Det er en talemåde. Han mente ikke, at han har mere ret til at være her, end jeg har. Det var en joke, fordi det lige så godt kunne have været ham, der fik lejligheden, og så havde jeg været hjemme hos Alicia.
Ikke?
Jo jo. Kolde fødder, meget normalt, nerver på før det store øjeblik.
Nu drejer taxaen ned ad Gothersgade. Det går for hurtigt, det her!
Er jeg umoden?
Er det bare det?
“Du virker lidt off. Er du nervøs?” Alicia kniber øjnene sammen.
“Kan du huske, dengang de andre drillede mig med, at jeg altid først sagde min mening om noget, når andre havde sagt deres?” Jeg sidder helt stift i sædet, kan ikke finde en behagelig stilling.
7
“Altså, tilbage i folkeskolen, eller hvad mener du?” Alicia rynker brynene.
“Ja. Gør jeg egentlig stadig det? Eller, jeg mener bare … Skulle jeg hellere have insisteret på at købe en mindre lejlighed, så jeg havde råd til halvdelen af udbetalingen?”
“Altså … What? I blev jo enige om, at det var for dyrt at skifte lejlighed igen, og så var det bedre at starte med en, I gerne vil blive boende i?” Det var nok ikke det emne, hun havde regnet med, at jeg ville tage op i taxaen på vej til mit eget bryllup.
“Jeg kan ikke engang særlig godt lide den,” sukker jeg. En snert af desperation i min stemme. Uha, hvis jeg hiver mere i den her tråd, så trevler jeg hele sweateren op.
“I skal vel heller ikke bo der resten af jeres liv?” forsøger Alicia at trøste.
Men åh gud, nej, nu sagde hun det. Resten af vores liv.
Altid en nagende tvivl om, hvorvidt en eller anden kommentar egentlig var nedladende? Altid lidt opgivende protester og himmelvendte øjne, selvfølgelig var den ikke det. Altid en følelse af, at jeg stadig kun er ved at sætte brikkerne op på pladen, men så er spillet pludselig i gang.
Jeg kan ikke.
Jeg begynder at blive klar over, at det her nok er lidt mere omfattende end de almindelige kolde fødder, jeg har hørt om.
Kan man overhovedet tillade sig at have det sådan her?
Men også: Kan man tillade sig at gennemføre, hvis man er så meget i tvivl?
Imens starter min hjerne en række programmer, som jeg ikke har bedt den om at køre.
8
Hvad kan jeg egentlig få af bolig i København med min løn? Kan vi få refunderet noget for bryllupsrejsen? Hvad med familie og venner, der er kommet langvejsfra, bliver de sure, hvis de har taget turen forgæves?
Vi nærmer os. Kirkeklokkerne bamler.
Skulle det ikke lyde romantisk?!
Den tunge, mørke rungen. Skæbnesvanger, fordømmende.
Nu kan jeg se kirken nede for enden af vejen.
“Kort eller kontant?”
“Kort.” Jeg rækker ham mit visa.
“Er du okay?” Alicia, som var så spændt, mens hun hjalp mig i kjolen, lyder bekymret.
Jeg nikker, selv om jeg ikke føler mig spor okay.
Ser igen terapeuten for mig. Af en eller anden grund ligner hun lidt vores gamle dansklærer. Hvad laver Anita inde i mit hoved lige nu?
Hvad har du af forventninger til at blive gift?
Aner det ikke. Ro. Et nyt kapitel. En lige vej at gå ad. Vi har været sammen i lang tid. Er det ikke det, man gør? Han spurgte jo.
Jeg læner mig ud og placerer forsigtigt stiletterne på fliserne. Et tyndt lag frost dækker stadig de vandpytter, der ligger i skygge.
Alicia holder den store, tunge kirkedør for mig.
Deroppe hænger Jesus og ser ned på mig.
Jeg er ikke engang kristen. Tror jeg nok. Bare sådan en kulturkristen, der bliver konfirmeret og gift i kirken, fordi det nu engang er det, man gør.
9
Men ikke alle, jo.
Man bestemmer faktisk selv, hvad man vil med sit liv.
“Er du sikker på, at du er okay?” Alicia lægger en hånd på min bare skulder. “Du er helt bleg. Er det noget med lejligheden?”
Jeg kan ikke få luften helt ned i lungerne, min mave føles som et sort hul. Tankerne kværner.
Du har selv valgt det. Kan ikke være det bekendt. Andres følelser.
Jeg virrer med hovedet, prøver at fokusere på noget andet. Terapeuten i min fantasi lægger hovedet på skrå og lyder pludselig lidt som min gamle yogainstruktør.
Husk, at du ikke behøver tillægge dine følelser nogen værdi. Du kan nøjes med at registrere, at de findes, se på dem, anerkend dem, og lad dem glide videre.
Nej. Jeg ryster på hovedet for mig selv. Nej, det tror jeg ikke, jeg kan. Ikke lige med den her følelse.
“Alicia?”
“Ja?” Hun er ved at folde mit sjal og lægge det pænt på et bord ude i det lokale, vi har fået lov at vente i.
“Jeg tror ikke, jeg kan.”
“Selvfølgelig kan du det.” Allerede som børn var rollefordelingen imellem os klar. Alicia havde styr på ting, hun var modig, hun tog chancer og beslutninger, prøvede alting først. Jeg vaklede, var usikker, bedst i flok.
Men den her gang er der ingen at læne sig op ad. Vi er ikke en gruppe, der bliver spurgt, om vi vil være sammen i medgang og modgang. I dag er det bare mig.
“Nej, jeg mener … jeg vil ikke.” Det er ikke en fast og klar, beslutsom stemme. Men nu er det sagt.
10
Hun slipper sjalet og retter sig op. “Hvad?”
“Jeg vil ikke.” Jeg hader, at min stemme stadig leger gemmeleg. Som om budskabet bliver mere spiseligt af at blive hvisket. “Jeg vil ikke giftes. Det er en kæmpe fejl, det her. Jeg kan ikke.”
Alicia tøver et sekund. Hun ser spørgende på mig.
Jeg fastholder hendes blik.
“Godt så.” Hun nikker. “Jeg skriver til Kasper, at han skal vente. Og så ringer jeg lige efter nogen, der kan hjælpe.”
Hun tager sin telefon op af tasken.
Nu har hun sagt hans navn.
Nu kan jeg ikke længere lade, som om det her er en teoretisk diskussion mellem mig og min imaginære terapeut. Som om det stadig er et valg, jeg skal træffe.
Jeg har truffet det. Han spurgte.
Jeg sagde ja.
Og man kan ikke bare ombestemme sig, det kan man ikke gøre mod et andet menneske, og slet ikke et menneske, som man har lovet at være sammen med hele livet. Det kan man ikke.
Men man kan heller ikke love den slags, hvis man ikke mener det af hele sit hjerte.
Jeg har vist ikke rigtig kunnet mærke mit hjerte på det seneste.
Nu mærker jeg det.
Og det siger nej.
Del 1
Kapitel 1
Et farvestrålende blomsterflor bevægede sig langsomt op ad trappen og nærmede sig døren.
“Det var vist de sidste.” Min mor kantede sig forbi mig og ind i lejligheden, hvor hun begyndte at smække med skabe i sin jagt på flere vaser.
“Og så lige dem her.” Min far tørrede fødderne grundigt i dørmåtten og listede sig forbi mig, så godt som man nu kan liste med tre gange “Farverigt forår” i armene. Efter nøje overvejelser var valget faldet på den buket frem for “Sart romantik”. Måske skulle jeg hellere have brugt tiden på mit parforhold end på blomsterhandlerens hjemmeside.
“Tak,” sagde jeg til mine forældre, som havde taget turen frem og tilbage to gange for at hente alle blomsterne fra restauranten, der ikke var interesseret i at beholde dem. Det føltes forkert at smide så mange flotte buketter ud, men nu hvor de fyldte hele lejligheden, fortrød jeg lidt, at jeg havde takket ja til mine forældres tilbud om at hente dem.
Telefonen summede i min hånd.
15
Rebecca: Det var en modig beslutning – man skal ikke gøre noget, hvis det ikke føles rigtigt! Tænker på jer. Jeg sukkede.
Alle var så søde og forstående. Jeg ville næsten ønske, at nogen bare ville give mig en kæmpe skideballe for at have spildt deres lørdag på den måde. Og såret en, de holdt af.
Kun Kasper havde jeg ikke hørt fra i dag, og for hver besked, der tikkede ind, blev min og hans tråd skubbet længere ned.
Da han først havde indset, at det var alvor i går, havde vi kun skrevet sammen, for han nægtede at komme hjem og tale om det. Han tog med Daniel, og siden havde jeg ikke hørt fra ham. Men før eller senere måtte han jo komme hjem. Til mig og de ti tusind blomster.
Jeg fik øje på en pakke i lilla papir ved siden af buketterne. “Hov, gaverne giver jeg altså folk tilbage.”
“Den er fra moster,” forklarede min mor og rettede lidt på båndet. “Hun sagde, du bare skulle beholde den. Den er alligevel mest til dig.”
“Skal I have kaffe?” spurgte jeg, men så i det samme min fars blik flakke mod uret i køkkenet. “Nåh nej, I har jo den der rundvisning. I må hellere se at komme af sted.”
“Vil du gerne have selskab?” Min mor lagde bekymret en hånd mod min kind og så undersøgende på mig. “Vi kan altså sagtens aflyse. Vi troede jo, at du var … ja.”
“Det er okay. Alicia kommer nok tilbage senere.”
Hun havde fået et opkald tidligt i morges fra sin chef, som gerne ville sende hende ud på en hasteopgave. Jeg
16
havde straks forsikret hende om, at jeg var helt på toppen, havde tømmermænd efter at have drukket alt for meget vin, og at det vigtigste var, at hun havde været her i går. Det værste var overstået, og nu måtte jeg se at få talt med Kasper.
“Vi kan komme tilbage og spise i aften?” sagde mor. “Så kan vi tage noget mad med. Eller købe ind?”
Selv om det ikke var det vigtigste lige nu, kunne jeg mærke et stik af ærgrelse. Som at blive slået hjem i ludo. Nu havde jeg brugt flere år på at overbevise mine forældre om, at jeg havde okay styr på mit liv i storbyen, og så skete det her.
“Det er okay,” sagde jeg og skubbede dem blidt mod døren. Jeg var ret sikker på, at deres guidede tur i København og Verdis La Traviata i Operaen ikke levnede tid til at spise aftensmad med kriseramt 31-årig datter på Vesterbro. Jeg kunne lige så godt påbegynde det langsomme arbejde med endnu en gang at vise dem, at jeg faktisk godt kunne finde ud af det der voksenliv.
“Husk nu,” sagde min mor på vej ud ad døren. “Vi er her, hvis du får brug for noget. Bare sig til. Og uanset hvor meget du sårede Kasper i går, så var det bedre end at blive gift, hvis du var i tvivl.”
“Vi ses. Hyg jer.”
Og så var der pludselig stille i lejligheden, og jeg var lige præcis det, som det hele drejede sig om: alene.