Angrebet

Serhii Plokhy ANGREBET

Ruslands krig mod Ukraine og dens følger for verden

På dansk ved Jakob Levinsen

GUTKIND

Angrebet. Ruslands krig mod Ukraine og dens følger for verden er oversat fra engelsk af Jakob Levinsen efter

The Russo-Ukrainian War: The Return of History

© 2023, Serhii Plokhy

All rights reserved

Denne udgave: © Serhii Plokhy og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: Lisa Busch © Hoffmann und Campe

Forsideillustration: © Ievgen Soloviov/Alamy Stock-Vektorgrafik

Kort: © W. W. Norton & Company Ltd. Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0441-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til minde om alle dem, der er døde i kampen for friheden, deres og vores

Om translitteration: Ukrainske, russiske og andre slaviske navne er i

hovedteksten så vidt muligt gengivet i overensstemmelse med Den Store

Danske Encyklopædi (lex.dk). I noteappatet er originalens stavemåder

imidlertid bibeholdt af hensyn til de enkelte kilders søgbarhed. J.L.

Den russisk-ukrainske krig (2022)

iValuts

Dnestr

Ivano- Frankivsk

Hovedstad

By Atomkraftværk (aktivt)

Atomkraftværk (lukket)

Russisk kontrolleret

Ukrainsk kontrolleret

Kommet under russisk kontrol efter den 24. februar 2022

Under russisk kontrol den 24. februar 2022

Generobret af ukrainske styrker

Kontaktlinje før den 24. februar 2022

International boundary

Formelt annekteret af Rusland med

virkning fra 30. september 2022

Den delte verden (2022)

Belarus Ukraine

Nord- korea Syrien Eritrea

Indien Neutral Ingen data

Iran Venezuela Nicaragua

Støtter Rusland Russisk orienteret

Fordømmer Rusland Vestligt orienteret

Cuba

FORORD AT FORSTÅ KRIGEN

Da den russiske invasion begyndte, befandt jeg mig i Wien, engang hovedstad i det hedengangne imperium, hvis handlinger udløste Første Verdenskrig. Og Nazitysklands overtagelse af byen i 1938, som led i annekteringen af Østrig, blev en del af optakten til Anden Verdenskrig. Om aftenen den 23. februar 2022 gik indbyggerne i Wien i seng med udsigt til endnu en krig. Selv håbede jeg på trods af at have set foruroligende nyhedsudsendelser på CNN stadig på en mere positiv udvikling, men forudanelsen om en kommende konfrontation var ikke desto mindre til stede. Næste morgen vågnede jeg tidligere end normalt, omkring klokken 6, og rakte ud efter min telefon for at tjekke nyheder, men kom af en eller anden grund i stedet ind på min e-mail.

Emnefeltet i en mail fik hjertet til at synke i brystet på mig: »Du godeste«. Beskeden var fra en kollega på Harvard, som jeg havde drøftet sandsynligheden for krig med lige siden oktober måned, hvor han gjorde mig opmærksom på muligheden for en omfattende konflikt. Russiske tropper blev opmarcheret tæt på grænsen til Ukraine, og de amerikanske medier var på det nærmeste begyndt at rapportere om dem i realtid. Selv håbede jeg på, at troppebevægelserne indgik i en russisk afpresningsstrategi. Efter min kollegas mening kunne de sagtens være alvorligt ment. Nu forstod jeg, endnu før jeg åbnede mailen, at den havde fundet sted – den invasion, han

havde advaret om. Jeg åbnede mailen. De sidste linjer lød: »Det vil ikke føre noget godt med sig. Budskabet ændrer sig dag for dag. Her til aften forudser det amerikanske efterretningsvæsen en lynkrig, men lad os nu se i morgen. Håber, du har det ok i Wien.«

Det havde jeg absolut ikke. Noget var begyndt, men jeg vidste endnu ikke hvad. Jeg gættede på, at Putin og russerne havde invaderet det østlige Ukraine, slagmarken fra 2014-15. Med denne forestilling i tankerne åbnede jeg endnu en mail. Emnefeltet var tomt, men den var fra en kollega i Dnipro, som under krigen i 2014-15 havde ligget langt væk fra fronten. Det ville der denne gang ikke være nogen områder, der gjorde, fremgik det tydeligt af mailen. »Jeg samler mine ting sammen for at komme ud af Dnipro, måske sender jeg ‘fragmenter’ af mine bøger til din mailadresse, for jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, og måske går min computer tabt på et tidspunkt,« skrev min kollega og tilføjede: »Vi ved alle sammen kun alt for godt, hvordan det går manuskripter i krigstid.« Jeg svarede opmuntrende og takkede ham for at turde betro mig sit ufærdige arbejde.

Først da begyndte jeg at tjekke nyheder: En omfattende invasion af Ukraine var gået i gang, og russiske missiler angreb byer fra Kyiv over Dnipro til min egen fødeby, Zaporizjzja. Det forekom fuldstændig surrealistisk. Jeg ringede til min søster i Zaporizjzja. Hun var vågen. Der lød eksplosioner i dele af byen, heldigvis langt væk fra det kvarter, hvor hun boede i vores forældres hus. Hun var ved godt mod. Aftenen forinden havde jeg ringet og rådet hende til at købe rigeligt med benzin til bilen. Hun havde dog ikke fulgt mit råd, for ligesom stort set alle andre i Ukraine anså hun en omfattende krig for utænkelig. Nu var krigen begyndt, og det var ingen af os forberedt på. Vi måtte tage det én dag ad gangen. Jeg begyndte at ringe til hende to gange om dagen, om morgenen og om aftenen. Altid de samme spørgsmål: Hvordan var det i nat? Hvordan har din dag været? Betydningen af at ønske »godnat«

og en »god dag« havde pludselig ændret sig. En hvilken som helst dag eller nat med lyden af sirener, men uden missilangreb eller bombardementer, var god.

Denne første morgen iførte jeg mig hvid skjorte og blazer. Da jeg skulle i Det Internationale Atomagenturs arkiver, hvor jeg var ved at researche internationale aspekter af atomkatastrofen i Tjernobyl i 1986, var det et usædvanligt, hvis ikke ligefrem besynderligt antræk. Men jeg valgte bevidst at klæde mig overdrevent korrekt for at signalere, at jeg bevarede fatningen og var parat til at udføre mine pligter, uanset hvad de måtte være i krigstid og uanset nyhederne fra fronten. Jeg lod mig inspirere af den berømte amerikanske diplomat og udenrigspolitiske ekspert George F. Kennans dagbøger. Da han i marts 1939 vågnede op til nyheden om Hitlers angreb på Tjekkoslovakiet, barberede han sig omhyggeligt for ikke at virke forpint. Han var fast besluttet på at fortsætte sit arbejde som diplomat uanset hvad.

I arkivet blev jeg mødt med åbenlys sympati. »Det gør mig ondt at se, hvad der sker med dit land,« sagde en af arkivmedarbejderne. Ordene antydede, at enden var nær, at hvis ikke landet blev løbet over ende i dag, skete det i morgen. Var det dets begravelse, jeg havde klædt mig pænt på til? Det håbede jeg ikke, men kunne på den anden side heller ikke vide noget om, hvad der var i vente. Senere samme dag dukkede en fotograf fra Neue Zürcher Zeitung op på mit kontor på Institut für die Wissenschaften von Menschen i Wien for at tage et billede af mig til et interview, jeg havde givet et par dage forinden. På billedet i avisen ser jeg lettere forpjusket ud med håret strittende til alle sider, men jeg har min hvide skjorte på og fremstår trist, men som en, der er sikker i sin sag. Og i det interview, jeg havde givet til The New Yorker, ligeledes et par dage forinden, havde jeg forudsagt, at ukrainerne ville gøre modstand. »Jeg ved ikke hvornår og hvordan,« havde jeg sagt til journalisten, »men at der vil blive kæmpet, er jeg ikke i tvivl om.«1

Begivenhederne de følgende dage og uger viste, at jeg havde gættet rigtigt med hensyn til modstanden, men jeg kunne dog aldrig have forestillet mig omfanget af hverken modstanden eller den kommende krig. Invasionen, som ifølge Putin var en »militæroperation« og kun ville vare nogle få dage, eller højst et par uger, udviklede sig til den største konventionelle krig i Europa siden 1945. Den har kostet i titusindvis af mænd og kvinder livet, heriblandt mange uskyldige civile, og har udløst den største flygtningekrise i Europa igen siden slutningen af Anden Verdenskrig. De følgende måneder nåede antallet af kvinder, børn og gamle på flugt fra kampene i Ukraine op på i alt tolv millioner mennesker, hvoraf over fem millioner fandt tilflugt i de østeuropæiske og centraleuropæiske lande. Strålingsfarlige steder som Tjernobyl og atomkraftværket i Zaporizjzja, det største i Europa, blev de nye slagmarker, og der blev fremsat forblommede trusler om anvendelse af atomvåben.

Hvordan kunne alt dette ske? Hverken følelsesmæssigt eller professionelt var jeg parat til at tænke igennem og forklare mig selv eller andre, hvad det var, der havde afstedkommet Ruslands uprovokerede aggression. Vanvid og kriminel skrupelløshed lod til at være de eneste rationelle forklaringer. Men efterhånden som medierne blev ved med at kontakte mig for at få kommentarer, følte jeg ikke længere, at jeg kunne afslå, i og med at mine ord rent faktisk havde mulighed for at få en vis indflydelse på begivenhedernes udvikling. Jeg indså, at når det gjaldt om at forstå den største militære konflikt i Europa siden Anden Verdenskrig, kunne jeg som historiker bidrage med noget, som andre manglede.

Til sidst lykkedes det også at overbevise mig selv om, at historikere, frit efter Churchill, er de værst tænkelige til at fortolke aktuelle begivenheder, bortset fra alle andre.

Som historiker gjorde jeg mit bedste for at sætte de tendenser, der udfoldede sig for øjnene af mig og den øvrige verden, i historisk og

sammenlignende perspektiv. Hvad gjorde en sådan aggressionskrig mulig? Hvad fik ukrainerne til at gøre modstand, sådan som de gjorde og fortsat gør? Og endelig: Hvad vil være krigens vigtigste konsekvenser for Ukraine, Rusland, Europa og verden? Det var de spørgsmål, jeg stillede mig selv, efterhånden som jeg kom mig over chokket efter de første dages aggression og tvang mig selv til på ny at tænke analytisk. Derudover prøvede jeg at identificere de tegn på den kommende russisk-ukrainske krig, som vi ikke havde formået at opdage i tide, fordi vi i stedet havde hengivet os til ønsketænkning.

For mange af os havde historien nået sit endepunkt med Berlinmurens fald. Ikke nødvendigvis som Francis Fukuyamas forståelse af det fald som det liberale demokratis endegyldige sejr som politisk orden, så dog med den overbevisning, at uanset den fortsatte rivalisering mellem stormagter, så var uprovokerede invasioner efterfulgt af annektering af territorier og militære operationer i stor skala nu blevet fortid. Der havde ganske vist været tydelige tegn på det modsatte – krigene i Tjetjenien og det tidligere Jugoslavien, efterfulgt af Afghanistan og Irak – men dem havde vi mere eller mindre bevidst ignoreret. At fremkomsten af populistiske og autoritære regimer, lige så vel som autoritære tendenser i demokratiske lande, havde antydet paralleller til 1930’erne, havde de fleste af os valgt blot at se bort fra.

Nu tager historien hævn, og den fremviser sine værste træk og vender for vores øjne de mest frygtindgydende blade i sin store bog, som er fulde af vold og ødelæggelse. Vi ved, hvad der blev resultatet af diktaturernes fremmarch i Europa forud for Anden Verdenskrig, og kan i dag sagtens forestille os, hvor nutidige autoritære regimers fremmarch i Europa, Eurasien og andre steder kan føre hen. Det er på tide at tage ved lære af historien ved at sætte aktuelle begivenheder ind i en større sammenhæng, historisk såvel som geopolitisk, og derigennem forstå deres rødder, forudsige udfald og forsøge at sætte en stopper for volden.

I denne bog prøver jeg at forstå den aktuelle krig ved at trække de lange linjer op. Uanset hvor chokerende og dramatisk det massive russiske angreb på Ukraine var, modstår jeg fristelsen til at udråbe den 24. februar 2022 til begyndelsen på krigen, og det gør jeg af den enkle grund, at krigen var begyndt otte år før, nemlig da væbnede russiske styrker den 27. februar 2014 besatte parlamentet i Krim. Et år senere, i februar 2015, blev denne fase af krigen afsluttet med to sæt aftaler ved navn Minsk I og Minsk II. Ikke desto mindre fortsatte der de næste syv år en uerklæret krig i Ukraine med bombardementer og skudvekslinger hen over demarkationslinjen i Donbas-regionen, som uden at vække nogen større international opmærksomhed kom til at koste over 14.000 ukrainere livet. Denne fase endte med Ruslands formelle udtrædelse af Minsk-aftalerne og begyndelsen på den massive invasion af Ukraine i februar 2022.

I det følgende diskuterer jeg den aktuelle krig og dens årsager, dens udvikling og dens konsekvenser, såvel de allerede åbenlyse som de mulige i fremtiden. Det vil fremgå, at rødderne til den aktuelle krig skal findes i historien om et imperiums sammenbrud i det nittende og tyvende århundrede, som ligeledes har skabt de centrale forestillinger, der har næret den aktuelle konflikt. Min grundtese er, at det ikke er noget fuldstændig nyt, vi i dag er vidner til. På mange måder er den aktuelle konflikt en gammeldags imperialistisk krig anført af en russisk elite, der betragter sig selv som arvtagere til og videreførere af det russiske imperiums og Sovjetunionens ekspansionistiske stormagtstraditioner. For Ukraines vedkommende er det først og fremmest en uafhængighedskrig, et desperat forsøg fra en ny nation, der opstod af ruinerne efter Sovjets sammenbrud, på at forsvare sin ret til at eksistere.

På trods af sine rødder i imperietiden bliver den aktuelle krig udkæmpet i et nyt internationalt miljø, der er kendetegnet ved udbredelsen af kernevåben, opløsningen af den internationale

orden efter Den Kolde Krig og en genopblussen overalt i verden af populistisk nationalisme, der ikke er set mage til siden 1930’erne. Krigen er et tydeligt tegn på, at Europa og den øvrige verden stort set har opbrugt fredsdividenden efter Berlinmurens fald i 1989 og er på vej ind i en ny og endnu uafklaret tidsalder. I flammerne fra den aktuelle krig er der ved at blive smedet en ny verdensorden, som muligvis bliver en gentagelse af den bipolære verden under Den Kolde Krig. Mens dette skrives, er krigen endnu ikke forbi, og vi ved endnu ikke, hvad den vil ende med. Allerede i dag står det imidlertid klart, at resultatet af den i vidt omfang kommer til at bestemme fremtiden for den verden, som vi og vores børn og børnebørn kommer til at leve i.

1 ET IMPERIUM BRYDER SAMMEN

Klokken var 7.00 om aftenen i Moskva juledag den 25. december 1991. Mikhail Gorbatjov, tidligere generalsekretær i det kommunistiske parti i USSR og snart også tidligere præsident i Sovjetunionen, sad bag sit skrivebord i Kreml og læste en erklæring op foran tv-kameraerne.

Gorbatjov tiltalte sine lyttere »kære landsmænd og medborgere«. Men reelt henvendte han sig til hele verden: CNN transmitterede hans korte tale direkte. Den sovjetiske leder meddelte sin afgang som præsident for USSR. Da Gorbatjov klokken 7.12 var færdig med at tale, ophørte Sovjetunionen officielt med at eksistere. Det kommunistiske regime, der havde reddet zarernes russiske imperium fra at bryde sammen, udviklet det til en supermagt og truet verden med udslettelse ved anvendelse af atomvåben, fandtes ikke længere. Mindre end en halv time efter blev den røde fane over Kreml taget ned og erstattet med Den Russiske Føderations hvide, blå og røde flag, svarende til det russiske imperiums trikolore før dets sammenbrud under revolutionen i 1917.1

Under sin tolv minutter lange tale erklærede præsidenten for Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, kendt verden over som USSR, at han trådte tilbage af »principielle grunde«. Han havde kæmpet for at opretholde »unionen som stat og bevare landet samlet«, men uden at være i stand til det. »Begivenhederne

udviklede sig anderledes. Tendensen til at opdele landet og lemlæste staten sejrede, og det kan jeg ikke tilslutte mig.«

Gorbatjov trådte tilbage som præsident for et land, der i juridisk forstand allerede var ved vejs ende. Tidligere samme måned var det blevet opløst af lederne fra de femten unionsrepublikker, som USSR bestod af.2

Sovjetunionens opløsning havde været undervejs i nogen tid, men blev først uafvendelig den 1. december 1991, hvor indbyggerne i Ukraine, den næststørste republik i USSR efter Rusland, gik til folkeafstemning for at afgøre, om deres land skulle blive selvstændigt. Over 84 procent af de stemmeberettigede vælgere deltog, og over 92 procent af dem valgte selvstændigheden. Selv blandt indbyggerne i regionen Donbas (Donets-bækkenet) op til Ruslands grænse mod vest stemte næsten 84 procent for selvstændighed. På Krim, den eneste region i Ukraine med russisk befolkningsflertal, stemte 54 procent for selvstændighed. Sevastopol, hvor Sortehavsflåden har base, nåede endda op på 57 procent stemmer til støtte for Ukraines selvstændighed.3

Afstemningsresultatet kom som et chok for Gorbatjov, men ikke for Ruslands præsident Boris Jeltsin, der efter engang at have været Gorbatjovs protegé senere var blevet hans modstander og rival. Et par dage inden folkeafstemningen var Jeltsin blevet orienteret om det sandsynlige resultat af sin rådgiver, antropologen og demokratiforkæmperen Galina Starovojtova. Da Jeltsin hørte om prognoserne, nægtede han først at tro på dem. »Det kan ikke passe!« var hans umiddelbare reaktion. »Det er vores slaviske broderrepublik! Der bor 30 procent russere. Krim er russisk! Alle folk øst for Dnepr orienterer sig mod Rusland!« Starovojtova var næsten 40 minutter om at overbevise sin chef om, at alle meningsmålingerne pegede i samme retning, nemlig et overvældende ja til selvstændighed. Jeltsin besluttede sig på stedet: Han ville anerkende Ukraines selvstændighed og mødes med landets kommende

præsident, Leonid Kravtjuk, med henblik på at danne en alliance og en ny union, der skulle adskille sig fra den, Mikhail Gorbatjov stod i spidsen for.4

Mødet fandt sted den 7. december og fortsatte næste dag i en statslig jagthytte i Belavezj-skoven på grænsen mellem Belarus og Polen. De belarusiske ledere, heriblandt formanden for republikkens parlament, Stanislav Sjuskevitj, var værter for de russiske og ukrainske præsidenter, som skulle beslutte USSR’s fremtid. Da Kravtjuk afviste at slutte sig til den reformerede union, som Gorbatjov foreslog, foreslog Jeltsins rådgiver Gennadij Burbulis i stedet helt at opløse USSR. Af frygt herfor rapporterede chefen for det belarusiske KGB tilbage til sine foresatte i Moskva om det forræderiske forslag, men uden at der kom nogen konkret reaktion – på det tidspunkt havde Gorbatjov ikke længere ret mange tilhængere tilbage i den sovjetiske hovedstad. USSR blev erstattet af Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG), der mere var en international organisation i regionen end en ny stat. Mindre end to uger efter sluttede lederne af de centralasiatiske republikker sig til Fællesskabet som stiftende medlemmer. Nu havde Gorbatjov heller ingen allierede tilbage i republikkerne. Han så kendsgerningerne i øjnene og gik af den 25. december 1991.5

Gorbatjovs udenrigspolitiske rådgiver Anatolij Tjernjajev, som også var hovedforfatter til sin chefs afskedstale, skrev senere i sin bedømmelse af Sovjetunionens sidste leveår: »Hvad der rent faktisk skete med USSR det pågældende år, var det samme, som der ‘på det relevante tidspunkt’ var overgået andre imperier, når deres historiske muligheder begyndte at slippe op.« Da Tjernjajev indførte formuleringer som »Det mest ødelæggende i denne krise er opløsningen af staten« og »Vi er arvinger til en stor civilisation« i udkastet til Gorbatjovs tale, var det i høj grad med imperiers undergang i tankerne. Samtidig måtte han imidlertid indrømme, at i dette tilfælde ville ethvert forsøg på at redde det dødsmærkede

imperium være forgæves. »Gorbatjovs forsøg på at redde unionen er håbløse krampetrækninger,« skrev Tjernjajev i november 1991 i sin dagbog. »Og alligevel,« konstaterede han derefter, »ville det alt sammen være drevet over, havde det ikke været for Ukraine og for Krim, hvor der ikke er nogen vej tilbage.«6

Sovjetunionen faldt på grund af den ukrainske folkeafstemning, for kun ukrainerne fik mulighed for at stemme om deres egen selvstændighed. Gorbatjov gjorde sig til talsmand for en afstemning i hele USSR om Sovjetunionens skæbne, men der blev ikke afholdt folkeafstemning i en eneste af de øvrige republikker. De fleste af dem, også Rusland, nøjedes med at acceptere resultatet af den ukrainske folkeafstemning som en afgørelse ikke kun vedrørende den ukrainske republiks selvstændighed, men også vedrørende Sovjetunionens fremtid. Hverken Gorbatjov eller Jeltsin kunne forestille sig Sovjetunionen uden dens næststørste republik, et hovedelement i det russiske imperiums og Sovjetunionens historie og mytologi. Hvis imperiet på nogen måde skulle genetableres, ville det afhænge af Ruslands evne til at få Ukraine tilbage i folden.

»Uden Ukraine ophører Rusland med at være et imperium, men ved at bestikke og derefter få Ukraine til at underordne sig bliver Rusland automatisk et imperium,« bemærkede Zbigniew Brzezinski få år senere.7

SKABELSESMYTER

I dag tror de fleste russere, sådan som de har gjort i århundreder, at deres stat og nation blev grundlagt i Kyiv (på russisk stavet »Kiev«), der i sin tid var centrum for den middelalderlige statsdannelse, historikerne kalder Kyiv-Rus. Med vore dages ukrainske hovedstad som midtpunkt omfattede den en stor del af det nuværende Ukraine, Belarus og europæisk Rusland. Kyiv-Rus opstod i 900-tallet og blev udslettet af mongolerne i 1200-tallet, men havde forinden nået

at afføde adskillige andre mere eller mindre selvstændige statsdannelser. De mest magtfulde var Galicien-Volhynien i vore dages Ukraine og det sydlige Belarus, Stor-Novgorod eller republik ken Novgorod i den nordvestlige del af Kyivs tidligere besiddelser og fyrstedømmet Vladimir – det senere Moskva i den nordøstlige del – eller det moderne Ruslands historiske kerne.8

Russerne kan da også spore både deres religion, skriftsprog, litteratur, kunst og retsprincipper tilbage til Kyiv, og det samme gælder – hvilket i førmoderne tid var ekstremt vigtigt – deres herskerdynasti. Forsøgene på at påkalde sig Kyiv som kilde til deres etnicitet, sprog og folkekultur har derimod vist sig at være mere problematiske. Rejsende fra Moskva og Sankt Petersborg kunne konstatere, at lokalbefolkningen i Kyiv og omegn talte et andet sprog, sang andre sange og havde deres egen kultur. Det betød dog ikke alverden, for allerede i slutningen af 1400-tallet havde myten om Ruslands oprindelse i Kyiv slået rod i den russiske elites bevidsthed.9

Myten går tilbage til midten af 1400-tallet, hvor storfyrstedømmet Moskva netop var blevet selvstændigt. Det blev grundlagt af Ivan den Store, der herskede over Moskva og var en af de mange efterkommere af fyrsterne i Kyiv, som etablerede Moskvas overherredømme over et enormt rige fra Nizjnij Novgorod i øst til Stor-Novgorod eller slet og ret Novgorod i vest. Det var midt under Ivans krig mod Novgorod, en af efterkommerne af KyivRus, at myten om Ruslands rødder i Kyiv blev født, oprindelig som en dynastisk påstand. Ivan udråbte sig til efterkommer af fyrsterne i Kyiv og hævdede på det grundlag sin ret til at regere over Novgorod. I slaget ved Sjelon i 1471 besejrede han Novgorod, og i 1478 indlemmede han republikken i sit rige. Den selvstændige russiske stat udsprang af kampen mellem Moskva og Novgorod og var et resultat af den autoritære statsforms sejr over demokratiet.

Ligeledes gjorde Ivans militære sejr over Novgorod ham fuldstændig uafhængig af de tatariske khaner, der var efterkommere

af det mongolske imperium, men hvis overherredømme over Moskva i stigende grad var blevet af rent symbolsk karakter. Tatarerne prøvede forgæves at forhindre Ivan i at indtage Novgorod – med andre ord og lettere ironisk et forsøg på at beskytte demokratiet i Rusland – men måtte trække sig tilbage. Erobringen af Novgorod var også en symbolsk sejr for Ivans dynastiske påstand om at være den eneste legitime efterkommer af fyrsterne i Kyiv. De efterfølgende år brugte han netop igen og igen denne status til at gøre krav på endnu mere russisk, ukrainsk og belarusisk land. Den stærke historiske myte om det russiske dynastis rødder i Kyiv var grundlaget for det nu selvstændige Moskvas politik – som var en erobringspolitik.10

Som den første hersker over Moskva forsøgte Ivan III at kalde sig »zar«, et europæisk ord med betydningen »kejser« eller herskernes hersker, som er afledt af Julius Cæsars navn. Den første hersker, som formelt blev kronet til zar, var imidlertid hans barnebarn, Ivan den Grusomme. Det var ikke kun fyrstemagten som autoritær institution, Ivan III lod gå videre til sin efterfølger, og som hans barnebarn formåede at gøre til en form for tyranni, men også myten om at have rødder i Kyiv. Ivan IV (den Grusomme) hævdede at nedstamme fra kejser Augustus og forsøgte at spore slægtsforbindelsen tilbage gennem fyrsterne i Kyiv til kejserne af Byzans og deres forgængere i Rom. Derudover forsøgte han også at udvide Moskva ud over sin farfars besiddelser.

I løbet af 1550’erne erobrede Ivan IV khanaterne Kazan og Astrakhan, der i lighed med Moskva selv var udløbere af det engang så mægtige mongolske imperium. Han opregnede sin tid ved magten som herre over khanaterne Moskva, Kazan og Astrakhan separat og markerede sin erobring af khanaterne ved Volga som netop dén afgørende bedrift, der kunne begrunde hans krav på zarværdigheden. Efter at have indlemmet khanaterne vendte han sig mod vest i et forsøg på at nå ud til Østersøen og udkæmpede

en landkrig mod storhertugdømmet Litauen i det område, hvor vore dages baltiske lande og Belarus ligger – atter andre dele af det engang så mægtige Kyiv-Rus. Ivans forsøg på at udbrede storfyrstedømmet Moskva vestpå brød imidlertid sammen under Den Livlandske Krig (1558-83), hvor Moskva kom til at stå over for en koalition bestående af staterne Polen-Litauen, Sverige og Danmark.11

1600-tallet begyndte med, at Moskva blev besat af polske tropper og deres allierede, de ukrainske kosakker. I løbet af den såkaldte »Forvirringens tid« og årene efter løsrev Moskva sig ikke kun fra Kyiv og de ukrainske og belarusiske områder i politisk henseende, men også i religiøs. Moskovitterne anså ikke længere befolkningen i Kyiv for deres ortodokse trosfæller og hævdede, at de var blevet korrumperet af at have accepteret katolske kongers overherredømme og åbnet sig for Vesten. Efter at være blevet besejret på slagmarken og svækket af indre stridigheder ophørte Moskva midlertidigt med at være optaget af Kyiv og dens historie og bruge den til at retfærdiggøre nye erobringer med. Der var dog mere tale om en relativt kort pause end om en egentlig afslutning på den imperialistiske tankegang.12

I 1800-tallet hævdede russiske historikere, heriblandt den mest indflydelsesrige af dem, Vasilij Kljutjevskij, at »samlingen af russisk land« efter mongolernes invasion eller »genforeningen af Rus« under først de moskovitiske fyrster og derefter zarerne var selve essensen af russisk historie. Denne historiefortolkning med udgangspunkt i myten om Ruslands rødder i Kyiv var tænkt at skulle kulminere i en glorværdig genforening af Rus’ oprindelige områder i en russisk stat, eller »Rusland, ét og udeleligt«. Ifølge Kljutjevskij var processen stort set fuldbragt i midten af 1800tallet.13

Blandt imperiets historikere var det vigtigste element i genforeningssagaen overhovedet, at Moskva midt i 1600-tallet havde

etableret kontrol over det østlige Ukraine. Deres sovjetiske efterfølgere hyldede det som »Ukraines genforening med Rusland« – i praksis kulminationen på en proces, hvor Ukraine blev fuldstændig underlagt Rusland. Til gengæld omtalte mange ukrainske historikere snarere »genforeningen« som en militæralliance, en personalunion eller sågar en regulær indlemmelse.

Et af resultaterne af Den Livlandske Krig i 1500-tallet, som Ivan den Grusomme tabte, havde været foreningen af kongeriget Polen med storhertugdømmet Litauen, blandt andet som værn mod truslen fra Moskva og dens ukrainske og belarusiske besiddelser. Lublinunionen (1569) etablerede det polsk-litauiske rigsfællesskab, et tidligt eksempel på en moderne stat med indskrænket kongemagt og stærke centrale og lokale parlamenter eller landdage. Som en del af aftalen fik Polen kontrol over Ukraine og Kyiv, mens de belarusiske områder forblev under storhertugdømmet Litauen. Denne opdeling kom til at få afgørende betydning for, hvordan moderne ukrainere og belarusere udviklede sig til separate nationaliteter.14

Hovedrollen i dannelsen af det moderne Ukraine tilkom kosakkerne – frimænd og flygtede livegne, som i slutningen af 1500-tallet udviklede sig til en stærk militærmagt ved den nedre Dnepr i »ingenmandslandet« mellem kongeriget Polen og khanatet på Krim, endnu en fjern slægtning til det mongolske imperium. I

1648 gjorde kosakkerne under ledelse af deres anfører eller hetman Bohdan Khmelnytskyj oprør mod det polske styre i håb om at opnå politisk frihed som samfundsklasse og at kunne praktisere deres ortodokse religion uhindret. Det blodige oprør, som blandt andet kom til at gå ud over jøderne i Ukraine, kulminerede med oprettelsen af en kosakstat.

Hvis den nye stat skulle kunne klare sig over for de overvældende polske og litauiske styrker, den var oppe imod, havde den brug for allierede. Efter mere end fem års krig indgik Khmelnytskyj en

alliance med Moskva, hvor han til gengæld for militær beskyttelse mod Ukraines fjender anerkendte zarens overherredømme. I januar 1654 blev aftalen indgået mellem Khmelnytskyj og zarens ministre i den ukrainske by Perejaslav. Moskvas umiddelbare formål med at gå i krig mod det polsk-litauiske rigsfællesskab var at generobre de landområder, man under Forvirringens Tid havde mistet til Polen. Men minderne om arven fra Kyiv blev snart genoplivet, og de ortodokse ukrainere blev igen regnet for trosfæller. Beskyttelsen af ortodokse brødre mod de katolske polske konger og genoplivelsen af det moskovitiske dynastis rødder i Kyiv blev nøglebegreber i forbindelse med at legitimere den nye bevægelse vestpå.15

Polakkerne blev hurtigt besejret. Derefter rykkede moskovitterne ind i Belarus og etablerede garnisoner i kosakkernes Ukraine, blandt andet i byen Kyiv. Hermed begyndte den langvarige indlemmelse af den ukrainske kosakstat i zarriget Moskva og overgrebene mod det, som kosakkerne selv kaldte deres »rettigheder og frihed« – grundelementerne i deres demokratiske politiske kultur. Den ukrainske kosakelite fandt de nye forhold uacceptable, og i 1708 stod deres nye hetman Ivan Mazepa i spidsen for en opstand mod zaren i Moskva, den senere kejser Peter 1. den Store. Det var Peter, der omdøbte sit rige fra Moskva til Rusland, et navn hentet fra byzantinsk græsk, og i 1721 udråbte det russiske imperium.

Mazepa sluttede sig til kong Karl XII af Sveriges fremrykkende tropper, men blev sammen med sin nye beskytter besejret i slaget ved Poltava (1709), der blev udkæmpet dybt inde på de ukrainske kosakkers jord. Moskvas sejr i slaget førte til den senere triumf i Den Store Nordiske Krig (1721) og katapulterede det russiske imperium op til en status som europæisk stormagt med besiddelser i Baltikum og Centraleuropa, hvor det polsk-litauiske rigsfællesskab blev reduceret til i praksis kun at være et protektorat. I Ukraine

begrænsede Peter kosakkernes autonomi ved at afskaffe hetmaninstitutionen og lægge kosakkernes stat, blandt historikere kendt

som hetmanatet, ind under en russisk administration ved navn

Det Lillerussiske Kollegium.16

Kejserinde Katarina 2., der regerede fra 1762 til 1796, fuldførte udslettelsen af hetmanatet og indlemmelsen af kosakkernes stat i det russiske imperium, hun havde arvet efter Peter 1. Det blev endegyldigt gennemført under de russisk-tyrkiske krige sidst i det attende århundrede, hvor store dele af det nuværende sydlige Ukraine kom under russisk kontrol. Krim blev annekteret, og da der nu ikke var nogen trussel om invasioner fra krimtatarerne at skulle tage højde for, gav det hellere ikke længere mening at tolerere de ukrainske kosakker og deres demokratiske institutioner. Kosakkernes regimenter blev indlemmet i den kejserlige russiske hær, og de sidste af kosakkernes institutioner blev udslettet i forbindelse med det russiske overfald på Zaporizjzja-kosakkerne i området omkring Dneprs nedre løb (1775).

I løbet af Polens tre delinger gjorde Katarina krav på hele Belarus og det meste af Ukraine. I anledning af den anden deling i 1772 lod hun slå en medalje med inskriptionen Ottorzjennaja vozvratikh (jeg bragte det tilbage, som var revet bort). Igen blev der hentydet til de områder, som engang havde tilhørt staten Kyiv. Med undtagelse af de områder i det vestlige Ukraine, som tilfaldt Habsburgmonarkiet, blev de ukrainske territorier nu, og uanset om de tidligere havde været regeret af kosakkerne eller Polen, lagt ind under det russiske imperium som gemene provinser uden særlige rettigheder eller privilegier.

Kosakkerne var væk, og deres stat og institutioner med dem. Men mindet om dem var ikke. I 1800-tallet blev netop dette minde et stærkt instrument i hænderne på skaberne af det moderne Ukraine. De skabte en ny ukrainsk nationalsang, som begynder med ordene »Endnu er Ukraine ikke tabt«. Det var en hentydning til nationens fortsatte eksistens, på trods af at dens åndelige tempel, kosakkernes stat, var blevet udslettet.17