En panda på Pappa
Jeg tror, det er lige nu, du skal begynde at holde dig for næsen. Det kommer nemlig til at lugte ret meget i den her historie.
Det kommer til at lugte af ost.
Det kommer også til at lugte af fisk.
Og så kommer det til at stinke af lama. En lama, der oven i købet har luft i maven, fordi den hele tiden spiser noget, den ikke skulle have spist.
Nu er du advaret.
Inden vi går rigtigt i gang, skal du også lige vide, at der bliver sunget en hel del opera i historien, og der er nogen, der kysser hinanden.
Faktisk er det alt sammen ret klamt, og det værste er, at det hele går ud over Anton.
1 9
Anton var ham den lille, der boede i det gule hus nede på hovedgaden, lige ved siden af Pappas Pizza og skråt over for Torbens Dametøj. Hans hår strittede til alle sider, og han havde meget korte ben. Det sagde de store drenge på skolen i hvert fald, når de drillede ham.
Anton kunne ikke forstå det. Når han så på sine ben, var de lige tilpas. De nåede præcis ned til jorden, uden at han behøvede at stå på tæer. De kunne også næsten nå pedalerne på Mors ostecykel, når han stod op.
Anton boede i noget, der hed Ostehuset. Det var her, Antons mor havde sin ostebutik, og det var heldigt, at den fandtes.
Hvis man for eksempel stod midt i byen og ikke vidste, hvor man var, kunne man altid lige lukke øjnene og stikke næsen i vejret. Hvis man så kunne lugte noget, der lugtede som en våd gummistøvle eller en gammel madpakke, så vidste man, at man var tæt på Ostehuset.
Så behøvede man ikke længere at være faret vild.
Det var nu ikke, fordi Mor solgte gamle madpakker eller våde gummistøvler, men mange af ostene i Ostehuset lugtede lige så grimt, syntes Anton.
De lå overalt i butikken. Nogle af dem var hårde, nogle var bløde. Nogle var store, og nogle var små. De hed alle sammen noget, som var svært at sige.
10
Det eneste, Anton var helt sikker på, var, at de alle sammen lugtede. Han skulle aldrig nogensinde være ostehandler.
Han var efterhånden ved at være godt træt af al den ost. Han var også træt af, at alle kaldte ham for Ostedrengen. Anton ville gerne bare være Anton. Men Anton boede i Ostehuset, og ost var det eneste, Mor talte om.
Når Anton lige skulle til at fortælle hende om noget irriterende, hr. Godtmod havde sagt henne i skolen, var der altid en emmentaler, der skulle lægges på plads.
Når han ville fortælle om noget uhyggeligt, han havde drømt, skulle Mor altid lige skære en gouda først.
Og når han ville hjem til Molly og drikke cola og spille computer, skulle han altid lige køre ud med en blåskim-
11
melost til den gamle mand med de grønne seler eller aflevere en roquefort henne hos damen med den sure hund.
Det var ost, ost, ost. Hele tiden.
Selvfølgelig var Mor også sød. Det var hende, der lavede mad til ham og vækkede ham om morgenen. Det var også hende, han så fjernsyn med om aftenen, når han tog sin dyne med ind i sofaen.
Tit grinede de begge to ad det samme, og han fortalte om hr. Godtmod, der altid havde mad i overskægget, og om alle de colaer, de måtte drikke ovre hos Molly. Så fortalte hun om dengang i gamle dage, hvor hun var helt tynd, og der var ledninger i telefonerne, når man skulle ringe til nogen. Til sidst plejede han at falde i søvn, og så var det også Mor, der bar ham i seng.
Mor var også den eneste, han havde lyst til at sidde hos, når han havde slået sig.
Men nogle gange kunne Anton ikke rigtig sidde ved Mor. Det var især, når Pappa var på besøg, og det var han tit. Pappa lavede pizzaer nede i Pappas Pizza og var den mand i byen, som havde flest hår på armene og på ryggen. Faktisk lignede han lidt en bjørn eller en mellemstor gorilla.
Det kunne man se, fordi han altid gik med en stram undertrøje med mel ud over hele maven.
Mor var vist lidt forelsket i Pappa. Hun blev i hvert fald
12
altid meget fjollet, når de var sammen, og hun grinede ad alt, han sagde. Også når det overhovedet ikke var sjovt.
Tit kyssede de endda og holdt om hinanden i lang tid. Så kiggede Anton væk eller gik ind på sit værelse. Han hadede, når Mor og Pappa kyssede.
”Du skal nok lære at forstå det der med kys en dag,” sagde Mor. ”Kys er noget, du kommer til at kunne lide, når du bliver voksen. Ligesom kaffe og film i fjernsynet på sprog, du ikke forstår.”
Heldigvis var det kun ham, der så det, når Mor og Pappa kyssede. Her, hvor historien starter, stod Anton foran Ostehuset. Han var lige kommet hjem fra skole, og Mor var kommet ud på gaden for at sige hej. Hun havde sin stribede kittel på og lugtede af stærk ost.
Pludselig stod Pappa lige ved siden af med sin tykke mave og hænderne på ryggen. Anton havde slet ikke set, han var kommet.
”Hvad for en hånd vil du have?” sagde Pappa. Mor blev rød i hovedet med det samme.
”Hvad for en hånd vil jeg have?” fnisede hun. ”Har du da overraskelser til mig?”
”Højre eller venstre?” sagde Pappa.
13
Anton sukkede. Det var sådan noget, de små legede ovre i skolen, men Mor og Pappa var voksne, og voksne skulle ikke være som små børn ovre i skolen.
”Højre,” fnisede Mor.
Pappa tog højre hånd frem fra ryggen. Der var ikke noget i den.
”Venstre,” trippede Mor i sine træsko. ”Venstre, venstre, venstre!”
Nu lød hun virkelig som en af de små piger i skolen.
Anton havde lyst til at gå ind, men samtidig var han nysgerrig. Han ville også gerne se, hvad Pappa havde med.
Langsomt rakte Pappa venstre hånd frem mod Mor. I hånden havde han noget papir af en slags. Der stod noget på det, og der var også et billede af en mand med mærkeligt hår.
”Hvad er det?” fnisede Mor, mens hun læste. Så blev hun helt stille.
”Det er løgn!” råbte hun. ”Er det til mig?”
Og lige her skete der så noget, Anton helst ikke ville have set. I et stort hop sprang Mor direkte op i favnen på Pappa og kyssede ham. Hun holdt om ham med begge arme, og samtidig snoede hun benene rundt om ham, så hun sad fast.
14
Hun lignede fuldstændig en pandabjørn på et billede, Anton engang havde set i skolen i en af hr. Godtmods bøger.
Pandaen holdt fast om en tyk træstamme. Mor holdt fast om Pappa.
Men Mor var ingen panda. Mor var Mor, der gik med kittel og træsko. Der måtte bare ikke være nogen, der kom forbi lige nu. Der måtte simpelthen ikke være nogen, der så Mor sidde som en panda på maven af Pappa lige midt på gaden.
Anton så sig nervøst omkring. Begge Mors træsko var faldet af og lå bare på fortovet. Anton kunne ikke forestille sig noget, der var mere pinligt end det her.
”Har du set, hvad jeg har fået?” sagde Mor, da Pappa endelig satte hende ned på jorden igen.
Anton havde ingen anelse om, hvad Mor havde fået. Han kiggede stadig ned i fliserne.
”Vi har fået billetter til koncerten med Antonio Gekko!” Hun råbte det så højt, at de mindst kunne høre det ovre ved Torbens Dametøj og nok også helt oppe ved Skodamen med de spidse tæer. Mor stod stadig i strømpefødder på fortovet.
”Hvem er Antonio Gekko?” spurgte Anton. Mor smilede over hele hovedet og slog ud med armene.
”Antonio Gekko er en af verdens største operasangere.
16
Han har sunget alle de største operaer. Soldaten og skovmusen. Hønsegaloppen. Mascarpone. Du kender ham godt.”
Mor pegede på billedet af manden på billetterne. Ham med det mærkelige hår. Så løftede hun armene op i luften, som om hun skulle til at gribe en stor bold. Imens begyndte hun at synge.
Anton kiggede igen hurtigt rundt.
For få sekunder siden havde Mor siddet som en panda midt på maven af Pappa. Det havde været pinligt nok. Nu sang hun opera. Højt og i strømpesokker. På fortovet foran Ostehuset, hvor alle kunne komme forbi.
Det her var ikke så godt, tænkte Anton. Det var faktisk ret forfærdeligt.
”Jeg hader opera,” gryntede han.
”Selvfølgelig gør du det,” sagde Mor og rodede ham i håret. ”Du kunne lave lange lister over alle de ting, du hader. Men Antonio Gekko er en stor tenor og en verdensstjerne, og på lørdag giver han koncert her i byen nede i den store hal. Den skal vi alle tre med til, fordi Pappa har købt billetter. Og vil du høre noget sjovt? Jeg gik faktisk i skole med Antonio Gekko, dengang vi var små.”
”Og han syntes, du var den smukkeste pige på hele skolen,” grinede Pappa.
”Åh, vi var så små dengang,” sagde Mor.
17
Men Anton kunne se, hun igen blev rød i hovedet. Hvorfor gjorde hun nu det?
”Antonio Gekko er et meget mærkeligt navn til en dreng, der går i skole,” mumlede han.
”Det hed han så heller ikke dengang,” grinede Mor. ”Dengang hed han Arne. Det var først, da han blev voksen, han blev til Antonio Gekko.”
Anton forstod ikke, hvorfor man skulle have et nyt navn, når man blev voksen. Han ville gerne bare blive ved med at hedde Anton. Det var også det navn, Mor havde skrevet i alt hans tøj, så det ville blive noget rigtig rod, hvis han pludselig hed noget nyt. Så ville han aldrig vide, hvilket tøj der var hans.
”Men jeg kan altså ikke lide opera,” sagde Anton. ”Behøver jeg at tage med?”
Mor så alvorligt på ham.
”Det vil være godt for os alle tre at være lidt sammen. Jeg tror også, det vil være godt for dig.”
Hun sagde det på fuldstændig samme måde, som når hun sagde, han skulle huske sin vitaminpille om morgenen eller gå tidligt i seng om aftenen.
”Hvorfor vil opera være godt for mig?” spurgte Anton.
”Fordi opera er alle de største følelser i livet,” sagde Mor. ”Dem kan man aldrig få for mange af.”
18
”Hvad betyder følelser?” spurgte Anton træt.
”Følelser? Jamen, det er jo glæde og lykke, og det er … kærlighed … men det er også, når noget gør ondt. Du ved, hvad jeg mener.”
Anton vidste udmærket, hvad det betød, når noget gjorde ondt.
Engang var han faldet ned fra en gynge, så hans ene knæ var begyndt at bløde. Han havde også engang fået en pegefinger til at sidde fast i en flaske. Det havde også gjort ondt. Han kunne bare ikke se, hvad det havde med opera at gøre.
Opera var højt og lød forfærdeligt, og det var endda farligt. Anton havde engang hørt om en operasangerinde, der sang så højt, at alle glas og vinduer i hendes hus begyndte at klirre. Der var vist også en rude, der gik i stykker.
Men Mor var vild med opera, og hun sang nærmest altid. Hun sang, når hun lavede mad, og når hun var på badeværelset. Hun sang, når hun solgte ost, og når det var fridag. Hun sang også for Anton, da han var lille, når han skulle sove. Det gjorde hun heldigvis ikke mere.
Anton syntes, det var pinligt, når Mor sang. Det værste var, når hun sang nede i butikken. Så kunne hun stå helt i sine egne tanker og synge for sig selv, indtil der pludselig stod en kunde og skulle købe ost og havde hørt det hele.
19
Det var næsten lige så pinligt, som når Mor og Pappa kyssede. Alt sammen på grund af noget, der hed følelser.
Følelser var helt sikkert ikke noget for børn, tænkte Anton.
”Jeg tror altså ikke, jeg gider gå til koncert med ham der Arne på lørdag,” sagde han forsigtigt.
”Antonio Gekko,” rettede Mor. ”Det er den største stjerne, vi nogensinde har haft i byen. Han er tenor, for pokker. Selvfølgelig skal du med. Jeg kan ikke tvinge dig, men du skal.”
Hun sagde det på en måde, så Anton vidste, der ikke var mere at gøre. Lige meget, hvad han fandt på, skulle han til koncert sammen med Mor og Pappa. Han var tvunget til at høre opera.
Han blev nødt til at tale med nogen om det her.
Han vidste heldigvis med det samme, hvem det skulle være.
”Jeg smutter lige over til Molly,” sagde han.
”Okay,” sagde Mor. ”Kan du så ikke lige aflevere den her brie på vejen?”
Anton var allerede ved at stige op på den store ostecykel.
”Det skal jeg nok,” sukkede han. ”Det skal jeg nok.”
