Jordskælv i Ostehuset
Hvis du nogensinde har hørt, hvordan det lyder, når en elefant prøver at sjippe eller slå en kolbøtte, så ved du præcis, hvordan der lød den her morgen hjemme hos Anton.
Anton vågnede ved lyden af noget, der skramlede.
Det var højt. Som om nogen væltede en stol eller stødte ind i et bord.
I en fart trak Anton dynen helt op til hagen, mens hans hjerte begyndte at tumle rundt i kroppen som tøjet i Mors tørretumbler.
Hvad var det her for noget?
Det skramlede og ramlede og bumpede og gumpede. Det lød, som om lydene kom ude fra køkkenet.
Anton klemte øjnene hårdt i. Han lå under dynen i sin blå pyjamas. Den med alle striberne, som Mor syntes snart skulle smides ud, fordi den bare var blevet alt for lille.
1 9
Så kom der en ny høj lyd.
Var det ikke, som om huset også rystede en lille smule nu?
Var det her måske ligefrem et jordskælv?
Anton kunne næsten ikke få vejret. Henne i skolen havde hr. Godtmod engang fortalt, hvordan jorden en gang imellem kunne slå sprækker og revne fuldstændig ligesom et par bukser, men jordskælv var altid noget, der skete langt væk i lande med svære navne.
Der kunne ikke være jordskælv i Ostehuset, for Ostehuset var der, hvor Anton boede sammen med Mor.
Det var der, hvor hun solgte ost, og hvor han spiste Smart Flakes om morgenen og havde sit værelse og sin bamse og alle sine ting.
Der kunne umuligt være jordskælv i en ostebutik. Hvor skulle alle ostene for eksempel være, hvis jorden pludselig var væk, og der var revner alle steder?
Sådan lå Anton under dynen og tænkte et øjeblik.
Så kom lyden igen.
Anton var fuldstændig sikker nu. Den kom fra køkkenet. Denne gang var det ikke bare noget, der skramlede. Der var også nogen, der talte.
Uden at trække vejret viklede Anton sig fri af sin dyne. Han krabbede hen over gulvet og stoppede først, da han nåede døren. Forsigtigt rejste han sig og kiggede ud i køkkenet gennem nøglehullet.
10
Der var ingen derude.
Helt tomt var der, mens en blød og langsom stemme bare blev ved med at tale.
”Mærk jorden. Mærk dig selv. Du svæver. Du er dig. Træk vejret heeeeelt ind.”
Anton kunne høre, det var en mand, men det lød ikke som Pappa ovre fra Pappas Pizza, der ellers var Mors kæreste. Anton kendte ikke stemmen.
Han kneb sit ene øje sammen for at se bedre med det andet.
Nej. Der var ingen i køkkenet.
Nu hørte han, der også var musik. Ikke musik som den, Mor plejede at synge med på, når hun var glad, men musik, der lød, ligesom når Anton helt langsomt kørte fingrene over strengene på Mors æggedeler, eller som den musik, der altid var i fjernsynet, hvis der for eksempel var et program om hvaler eller om nogen i rummet.
Var det en harpe?
I hvert fald var der en fløjte.
Anton trak sig væk fra døren. Hans hjerte bankede hurtigt, og han var lige så forpustet, som han var om eftermiddagen, når han cyklede af sted på Mors store ostecykel sammen med Molly.
Så skulle de aflevere oste, både i huset med den uhyggelige nisse i haven og hos den skaldede mand med
11
alle de fede katte, der lå og sov overalt. Nogle gange skulle de endda op ad den store bakke lige uden for byen og aflevere ost til familien med de beskidte børn.
Så forpustet var Anton lige nu.
En sidste gang trykkede han øjet helt tæt på nøglehullet og kiggede ud i det tomme køkken. Så skubbede han forsigtigt døren op.
Der var harpe og mærkelig musik i hele rummet, men ellers lignede køkkenet fuldstændig sig selv.
Ovre i hjørnet stod køleskabet med alle Mors magneter og en tegning, Anton engang havde lavet af en hest, som Mor syntes lignede en hund. Som om hunde kunne have sadel på.
Ved siden af stod komfuret med den gryde, Mor havde brugt i aftes, da hun lavede den ret, hun lavede allermest, og som hed rester.
Midt på gulvet stod bordet med Mors læsebriller og voksdugen, Anton godt måtte spilde på, for den kunne altid tørres af.
Men hvor var Mor?
Hvad var det for noget musik?
Og hvem var det, der talte?
”Mærk dig selv,” gentog stemmen. ”Mærk dig.”
Anton kunne mærke sig selv helt fint. Han skulle bare
12
sætte hænderne ned på sin pyjamas eller klø sig i håret. Så var han lige dér.
Han anede ikke, hvad der foregik.
Normalt på det her tidspunkt af morgenen vågnede han ved, at Mor tussede rundt og sang for sig selv i køkkenet. Så var hun i gang med at smøre hans madpakke, hvor der altid var for mange agurker eller et stykke med makrel, han blev nødt til at smide ud, når han nåede hen til skolen.
Ellers var hun ved at gøre morgenmaden klar og stillede skåle på bordet. En til ham og en til hende, som om det var den fineste restaurant i byen.
Når hun så fik øje på ham i døren, plejede hun at stoppe med det hele og futte hen og give ham et knus.
Så sagde hun godmorgen, og dagen var i gang. Også de morgener, hvor han havde drømt noget dumt, eller dynen og puden var faldet på gulvet i løbet af natten.
Der var altid et knus fra Mor.
Sådan var det bare ikke nu.
Lige nu var køkkenet fyldt med fremmed musik og en stemme, der blev ved med at tale. Helt langsomt. Helt stille.
”Du mærker dig selv nu. Du slapper helt af.”
Anton kiggede rundt for at finde ud af, hvor stemmen kom fra.
13
I samme øjeblik fik han øje på noget. Forskrækket sprang han et skridt tilbage.
Det stod lige bag bordet og var stort og rundt og bredt og utrolig stribet.
Han kendte de striber bedre, end han kendte striberne på sin egen pyjamas. Striberne var Mors. Det var striberne på hendes kittel. Det var sådan en kittel, man blev nødt til at have på, når man havde en ostebutik. Det var i hvert fald sådan, Mor så ud.
Men lige nu vendte Mor forkert.
Mor stod med numsen lige i vejret. Derfor fyldte Mors numse det hele.
Hun lignede nærmest én, der skulle til at plukke jordbær eller havde tabt sine nøgler.
”Og nu … strææææk,” sagde den langsomme stemme.
Den kom fra Mors radio, der stod ved siden af på gulvet.
Mor gjorde straks, hvad stemmen sagde. Hun strakte sig frem, som om hun nu skulle til at løbe en 100-meter.
Anton havde selv set, hvordan sådan noget så ud inde i fjernsynet. Først satte løberne sig ned på hug med det ene ben lidt foran det andet. Så løftede de numsen spidst op i luften, og til sidst skyndte de sig at løbe, fordi nogen skød med en pistol.
15
Løberne inde i fjernsynet løb bare ikke med stribet kittel eller lugtede af ost ligesom Mor. Og de blev slet ikke liggende på gulvet.
”Hvad laver du?” spurgte Anton forsigtigt. Mor tyssede, idet hun strakte sine ben bagud. Hun stødte imod et bord, så det gav et ordentligt bump. Det var de lyde, Anton havde hørt inde fra sengen.
”Har du tabt noget?” sagde han. Mor svarede ikke. Hun var alt for koncentreret, og når man er voksen og koncentreret, kan det godt være svært at høre, hvad børn siger.
Anton kløede sig i håret. Hvad lavede Mor lige dér på gulvet, mens hun skiftevis lignede én, der skulle plukke jordbær, løbe 100-meter eller tage tyve armbøjninger i stiv arm?
Efter et øjeblik skød hun igen numsen i vejret og fyldte hele køkkenet som en bro. En bro i stribet kittel og en bro med en temmelig stor numse, hvis man spurgte Anton.
”Hvad er der i vejen, Mor?” sagde han.
Anton kunne ikke lide det her, men Mor pustede bare. ”Ikke nu,” sagde hun.
Så rejste hun sig op og strakte sig, som om hun lige var vågnet.
16
”Og nu!” beordrede stemmen. ”Hils solen godmorgen. Mærk solen i alle dine lemmer. Du er solen, og solen er dig.”
Et øjeblik blev Mor stående midt på gulvet med lukkede øjne. Så strakte hun sig igen og lavede nogle underlige tegn med hånden foran brystet.
Imens pustede hun ud, som om nogen havde stillet en lagkage foran hende med hundrede lys.
Var Mor blevet fuldstændig plim?
”Solen hilser dig,” fortsatte stemmen, mens Mor lukkede øjnene. ”I smelter sammen. Du er lys. I er dig. I er alt. Dagen er jeres.”
Så stoppede manden i radioen med at tale, og musikken forsvandt. På det tidspunkt sad Mor i skrædderstilling.
Langsomt åbnede hun øjnene igen.
”Nej, jeg har ikke tabt noget,” stønnede hun tungt. ”Jeg laver bare en solhilsen.”
Anton nikkede for en sikkerheds skyld, men havde ingen anelse om, hvad Mor talte om.
En solhilsen?
”Er det farligt?” spurgte han stille.
”Det er yoga,” smilede Mor. ”Nogle gange er den slags bare nødvendigt, hvis man skal mærke sig selv. Det er sådan, man åbner sit hjerte.”
17
Anton havde aldrig nogensinde hørt om yoga. Han havde hørt om yoghurt, men det var noget helt andet, vidste han. Yoghurt var noget, der stod inde i køleskabet, mens yoga åbenbart var noget, hvor damer med stribede kitler bøjede sig ned, så deres numser stod så meget op i luften, at man vågnede af det.
”Yoga er godt,” sagde Mor. ”Det er vigtigt, hvis man skal finde sig selv.”
”Hvor har du da været?” spurgte Anton.
Mor kørte sin hånd rundt i håret på ham og så ud, som om han havde sagt noget sjovt.
”Nogle gange kan man bare blive lidt træt af alting,” sagde hun opgivende. ”Indimellem får man simpelthen nok af hverdagens trummerum.”
”Hvad er en trummerum?” spurgte Anton.
”Tja, hvor skulle du også vide det fra?” sagde Mor. ”Du er så lille. Trummerum er, når alle dage bare ligner hinanden. Så står man op og spiser og går i bad og smører madpakker og går på arbejde og ser fjernsyn og falder i søvn … Du ved, dagene, der går med først det ene og så det andet.”
Anton tænkte et øjeblik og blev pludselig nervøs.
”Har jeg også en trummerum?”
”Trummerum er vist mest, når man er stor,” sagde
18
Mor. ”Nogle gange trænger man bare til at trække vejret ordentligt. Du ved, hvad jeg mener.”
”Kan du da ikke trække vejret?” udbrød Anton forskrækket.
Lige præcis det med vejret, vidste han nemlig kunne være forholdsvis farligt. De var selv ved at lære om kroppen henne i skolen, og man skulle altid huske at trække vejret. Ellers kunne man godt blive dårlig.
Det var også det, der var galt med mange døde. De trak ikke vejret.
”Det er ikke på den måde,” sagde Mor og rystede på hovedet. ”Men nogle gange kan man bare blive så træt af klokken, der ringer nede i butikken, og mennesker, der vil købe brie og gorgonzola og emmentaler. Det er ost, ost, ost. Fra jeg vågner, til jeg går i seng. Måske skulle vi to simpelthen stå af ræset, Anton. Væk fra hverdagens stress og jag. Bare glemme alt om Ostehuset og flytte langt, langt væk. Helt ud på landet. Væk fra ost. Væk fra det hele. Ville det ikke være en god idé?”
Anton begyndte at fryse. Hvad var det, Mor stod og sagde? Skulle de flytte? Ham og Mor? Væk fra Ostehuset? På grund af noget, der hed trummerum, og fordi Mor ikke kunne finde sig selv, selv om hun jo stod lige der foran ham i køkkenet?
19
Det var mange ting på én gang.
”Men hvad så med Molly?” spurgte han forsigtigt. ”Skal hun så flytte med?”
”Det skal hun nok ikke,” sagde Mor. ”Men man finder altid nye venner.”
”Men hvad skal man med nye venner, når man har en gammel, man godt kan lide?” sagde Anton.
Mor smilede igen.
”Husk, hvad Baba Buddha Masala siger: En fremmed er en ven, du ikke har mødt.”
Anton havde aldrig hørt om Baba Buddha Masala. Det lød som noget, en tryllekunstner kunne finde på at sige.
Hokuspokus, Baba Buddha Masala.
Det var det ikke. Mor havde trukket en lille bog op fra lommen på sin kittel.
Anton prøvede at læse, hvad der stod på forsiden.
”Kys dit hjerte,” stavede han langsomt.
Anton syntes, det lød som noget vrøvl og faktisk også lidt klamt. Han havde aldrig set nogen, der kyssede deres hjerter. Men Mor var ligeglad.
20
”Han siger i det hele taget mange kloge ting, ham Baba Buddha Masala.”
Hun bladrede lidt frem og tilbage i bogen og begyndte så at læse: ”Du er solen, og solen er dig.”
Anton kiggede igen på bogen. På forsiden var der et stort billede af en tyk mand med helt runde kinder og små briller. Han så ud, som om han var viklet ind i et rødt gardin, og om hovedet havde han noget, der lignede et håndklæde. Manden så glad ud. I hænderne foran sig holdt han et rødt hjerte.
Det var åbenbart ham, der var Baba Buddha Masala. Åbenbart var det også ham med den langsomme stemme, der havde været inde i Mors radio lige før.
”Du kan også få et par af de her,” sagde Mor og rakte Anton noget, der lignede postkort. ”Eller tag hellere tre. Så kan du dele ud af dem til folk, du møder. Det vil de blive glade for. Alle burde lære Baba Buddha Masala at kende.”
Anton kastede et blik på de tre postkort. På forsiden stod det samme som på bogen. Kys dit hjerte. Der var også et billede af manden med det svære navn.
Bag på postkortene stod en lang adresse.
TEM-PEL MA-SA-LA …
Anton prøvede at læse videre, men der var alt for mange svære ord.
21
Han vidste ikke, hvad han skulle bruge Mors postkort til. Han kunne ikke komme i tanke om nogen, der ville blive glad for sådan et. Det hele snurrede rundt i hovedet på ham. Han kunne ikke koncentrere sig om nogen, der hed Baba Buddha Masala lige nu. Det her var den værste morgen nogensinde.
Mor ville stå af noget, der hed ræset, og han skulle flytte.
Væk fra sit værelse, væk fra Ostehuset og værst af alt væk fra Molly.
Molly var den bedste ven, han havde. Det kunne godt være, hun var en pige, men hun var den eneste i skolen, der aldrig havde drillet ham med, at hans ben kun lige nåede jorden.
Hun havde heller aldrig sagt noget sjovt om, at hans hår strittede, som om der havde været strøm i hans hovedpude.
Det var hende, han drak cola eller kakao med hver eftermiddag, når de mødtes hos hende efter skole og gik på bløde tæpper og fandt sjove ting på computeren.
Molly var ikke én, man bare flyttede fra. Han blev nødt til at tale med hende med det samme.
