Bare Alberte

Alberte og Jakob

Alberte og friheden

Cora Sandel

ALBERTE

Bare Alberte

er oversat fra norsk af Andrea Fehlauer efter Bare Alberte

Copyright © Gyldendal Norsk Forlag A/S 1939

All rights reserved

Denne udgave: © Cora Sandel og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Sofie Winding

Forsidemaleri: © Cora Sandel/Sara Fabricius:

Uten tittel: Portrett av en kvinne, Bretagne, antatt 1916.

Eier: Tromsø kommune. Foto: Mari Hildung/Perspektivet Museum

Sat med Garamond hos Geethik Technologies

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0471-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med tilskud fra NORLA, Norwegian Literature Abroad Gutkind

Til ’En norsk kvinde’ på gennemrejse i Stockholm sommeren 1936, med tak for blomster og opmuntrende ord.

Vognen med Liesel og Jeanne er nået op på bakkekammen, står stille mod den lyse væg af tåge. De vender sig om og vinker, Liesel med en række små, bløde bevægelser med håndleddet, Jeanne med store sving med hele armen og høje, gennemtrængende Au revoir, som vinden bærer nedover i brudstykker. Børnene løftes ned, bageren svinger sig op i stedet. Et sidste strejf af frisk brødduft i trækvinden, en ny klang af hovene mod vejen deroppe, da hesten slår om i trav. Liesel og Jeanne vinker endnu en gang. Og væk er de.

Nu letter det. Vejret bliver fint. Det var det, jeg sagde. Vejret bliver fint.

Snart er det din tur. Sivert kommer tilbage som en rig mand. Du rejser ham i møde. Pierre drejer hovedet og ser et sekund på Alberte.

Hjertet slår en lille smertelig saltomortale i hende. Ordene ’Sivert, rig mand’ ramte hende som en piskesnert. Hvad er det, der er så foruroligende i dem? Hun burde jo tværtimod … Hun ler kort: Rig!

Det er altid en begyndelse, siger Pierre irettesættende. Hvis nu dette salg går i orden … Og det går i orden. Og så skal du se. Sandelig godt, at bageren kom denne vej, ellers havde vi aldrig fået Liesel med toget. Hun er så glad for at rejse til byen, Jeanne …

Hans stemme har en undertone, omtrent som om han sagde: Så meget kan jeg da i al fald gøre for hende. Han

står lidt foran Alberte, med ryggen til, holder højre hånd stoppet helt ned i lommen, som han plejer, så trøjen bliver trukket helt skæv af det, og kigger stadig op mod bakkekammen, skønt der intet er at se længere.

Glad for Jeanne stadigvæk, tænker Alberte.

Hun småfryser, med hænderne gemt i ærmegabene. Morgentågen ligger klam over alting, og natten har ikke sluppet grebet i hende. De lange nattetimer, hvor hjertet stempler sekunder: fortabt, fortabt, fortabt, og søvnen kun momentvis falder over en, løs og hullet. Hvad var det, hun drømte? Noget ubehageligt som sædvanlig? De tider er forbi, da drømmen var en tilflugt, en forjættelsens verden. Den er blevet et straffens sted, hvor man står ansigt til ansigt med sin egen utilstrækkelighed, sin uro og angst.

Gader, gå i butikker, spise på restaurant – underligt som kvinder har en svaghed for alt det der. Pierre trækker på skuldrene, han vender sig om og kigger med sammenknebne øjne i retning af havet.

Underligt, tænker Alberte: Nej, underligt er det ikke.

Hun ser et øjeblik den smalle, krogede landsbygade med toppede brosten for sig, de lave, mørke, små butikker, bondekonerne, der fylder op overalt med deres kurve og deres skørter, torvet med trængsel og leben af dyr og mennesker, den stikkende middagssol over det alt sammen. En længsel efter at gå fra vindue til vindue, stå og rode i stofstykker, måske købe, en rigtig kvindfolkelængsel kommer over hende. Og efter at sidde under træerne uden for hotellet, spise rejer og være befriet fra livets hverdag …

Hun står og ser på børnene, der er på vej ned igen, pigen i løb, flagrende med både arme og ben, drengen langsomt, mens han tænksomt stryger med en finger

langs stengærdet og bøjer hovedet. Hans solbrændthed er for svag, for gennemsigtig, får hende til at tænke på den første farvelægning med kaffe i tegnetimerne i skolen derhjemme. En higen efter næste gang, hvor det virkelig ville blive alvor.

Hans smækbukser, som hun selv har syet, er alt andet end flatterende, for store bagtil, ubehjælpsomme i hele snittet. Striktrøjen, han har udover, mod morgenkulden er filtret sammen af forkert vask, så det er helt komisk. Hun ser det alt sammen med pinagtig tydelighed.

Pigen derimod kommer styrtende, vilter, brun og rigtig, robust og mættet i farven, som havde hun flere somres solbrændthed i huden, den ene uden på den anden. Arme og ben stikker nøgne ud af falmet, men normalt og velsyet tøj. Jeanne er dygtig, hendes datter er stærk og hærdet.

Om et øjeblik vil Marthe være henne hos sin far, slå armene om ham.

Da hører Alberte, at Pierre nynner. Uvilkårligt vender hun sig om efter lyden, så uvant er den. Han står stadigvæk og kigger i den retning, hvor havet ligger bag tågen, og han nynner. En af de her melodier, man altid har kendt og ikke ved, hvor man har fra, noget fra en gammel opera. Det ligner ikke Pierre. Alberte kan ikke huske, at hun har hørt ham nynne før. Han nynner smukt.

Så drukner alt i ivrig børnesnak.

Pigen klynger sig til sin fars arm, hopper op og ned: Hvorfor så du mig ikke? Hvorfor kigger du den anden vej? Jeg løb hele vejen oppe fra toppen, og du står bare og kigger den anden vej!

Mm, siger Pierre overrumplet og smiler sit skæve smil, der består i, at han trækker på munden i den ene side. Han

gør en bevægelse som for at løfte pigen op. Det bliver ikke til noget. Hænderne, der var halvvejs oppe af lommen, dykker ned i dem igen. En anden gang, siger han.

En anden gang er det ikke sikkert, at jeg løber. Men i dag skal tante Alberte passe os hele dagen. Og hvis ikke det er nok med de kolde pandekager til frokost, skal hun lave blødkogte æg til os, og hvis ikke slagteren kommer før middag, skal hun give os suppen fra i går og noget med æg, hun må finde på, og brasede kartofler. Men hvis Jean-Marie kommer med fisk, skal hun koge nye kartofler og bede Jean-Marie om at rense fisken. Det kan han godt, med den pris han tager. Men papa skal også have den kolde kotelet, for han har brug for mere mad. Og klokken fem skal vi hente mælken og det friske smør, og så må vi være stille og ikke forstyrre papa, for vi skal være heroppe ved huset, mens Alberte laver aftensmad. Og papa skal have det, han ved, af sted med postbuddet, og bagefter skal han skrive på bogen. Men bade skal vi gøre klokken to, for da er der højvande. Og til eftermiddagsmad får vi en … Pierre holder sig for det venstre øre.

… et ekstra stykke chokolade at dele, for der bliver et tilovers, når alle har fået. Og mama tager ny chokolade med fra byen, og …

Marthe, Marthe, Marthe, er du færdig snart?

Nu er jeg færdig, erklærer barnet alvorligt og uden bagtanker. Bare at tante Alberte skal sætte skodderne fast oppe hos os, for det glemte mama. Og papa skal tage sin medicin. Det skal han.

Nå, det skal han? Pierre står med et flertydigt udtryk i det maltrakterede ansigt. Hans ar, to hvide læber, der ikke vil få farve, tæt sammen i den sorte skægvækst.

Munden – er det trist eller trodsig, den er, foragtelig eller tålmodig, eller lidt af det hele? Pierre lever som bag en maske, brunbleg og kantet, med dybe strøg af skygge under kindbenene og panden, skæv og forkert i underansigtet efter sabelhugget.

Foreløbig vil han gå ovenpå. Han vil sige: Ja, du må have mig undskyldt, og gå ovenpå. Og så vil hans skrivemaskine klapre indtil frokost. Og indtil det er badetid. Og indtil der er aftensmad. Eller han forsvinder ude mellem bakkerne med sin gamle baskerhue på sned og blok og blyant. Begge dele er helt i sin orden. Han er mand, familieforsørger, dertil anerkendt forfatter. Det er Alberte, Marthe skal plage hele dagen i dag og sætte til vægs med Jeannes anvisninger. Albertes barn, hun skal tyrannisere med sit overskud af kræfter, indtil noget går galt, og dagen formørkes af skældud og gråd. Alberte, der skal skælde ud. Hun er kvinde og ingenting ud over det.

På forhånd træt af dagen, der ligger forude, stemmer hun hovedet mod den, så godt hun kan. En frygt, hun har fået i de senere år, for ikke at fremstå moderlig og husmoderlig nok, får hende tit til at hykle munter foretagsomhed.

Vi skal nok finde ud af det, Marthe. Se ikke så sarkastisk ud, Pierre.

Sarkastisk?

Blikket, Pierre et øjeblik ser på hende med, er helt stumt. Det er umuligt at vide, hvad han er og ikke er. Han kigger væk igen, og en lille irritation, der uventet rører på sig i Alberte, lægger sig.

Der er gået hul i tågen oppefra. Bag den ligger dagen færdig, klar og varm. En anløben sølvmønt af en sol, et stykke dybblå himmel. Spindelvævene på nælderne

glitrer som fint perlebroderi af dug. Bakkerne ned mod havet bliver tydelige, den hvide strimmel sand, den lange strandlinje, mørk, fjendtlig, blottet ind til kanten af det metalgrå hav, som pludselig fanger glans oppefra og ligger der som nypudset tin. En båd for slappe sejl, som en skygge et sted.

Det bliver en af de dage, hvor der ikke lugter af jod og salt, men af blomster og hø langt inde fra land. I lette, lune pust kommer vinden strygende om ens øre, leger omkring det og farer videre. Bakkernes enkle flora nejer under den, en hveps er allerede fremme og summer rundt. I løbet af nogle minutter er der kun en tågetot tilbage, et stykke oppe i luften, over havoverfladen. I fuld opløsning driver den af sted som røg. En mild, løfterig varme når en.

Drengen er stoppet op et stykke fra dem, står med ryggen til og piller lav af stengærdet. Den spinkle nakke strækker sig mod lyset. Da han vender sig om, er det med et fremmed lille ansigt, der skærer Alberte i hjertet. Hun husker, hvad hun drømte …

Drengen havde købt en stor sølvskål med låg, en rædsel i jugendstil. Den stod der, blank og skinnende, dampende med sit gode indhold. Der lød toner et sted fra, tynde og spredte som fra en spilledåse …

Det var sølvfadet, der spillede. Et sølvfad med musik, der spillede, så længe der var noget i det. Et dyrt og overflødigt stykke inventar, smagløst og prangende, der spillede skingert og utrætteligt. Den lille havde købt det, var stolt af det …

Nej!

Uvilkårligt går hun over, løfter hans ansigt bagfra og ser forskende ind i det. De alt for blå øjne ser et sekund ind i

hendes, undviger så og følger tågerøgen. Det smerter af sorg i hende, af uro og savn, gamle sår, der gør ondt ved berøring. Så vrister drengen sig fri, og hun står der tomhændet. Alberte!

Ja? siger Alberte. En forventning går flygtig og famlende gennem hende, ingenting at iklæde ord, ikke engang en tanke. Som om Pierre kunne hjælpe.

Men Marthe, der har stået og iagttaget dem alle tre, sådan som Marthe iagttager, med bøjet hoved og øjne, der flytter sig til siden og op og ned i hurtige, små kast, trækker i sin far: Ind og skrive, ind og skrive. Så du kan komme med, når vi skal ned at bade. Ind og skrive, ind og skrive.

Hun går på den anden side af ham og puffer til ham. For en gangs skyld bliver Pierre vred. Rødmen stiger hastigt og heftigt i det mangelfuldt reparerede ansigt. Han tager fat i pigen i begge arme og sætter hende eftertrykkeligt fra sig igen, som i nervøs trang til at flytte på noget. Og han gemmer hurtigt den skadede hånd i lommen, mens rødmen flammer endnu højere op.

Så er han lige så pludseligt sig selv igen med bleg solbrændthed og rolig stemme, stum og lukket i blikket. Der slipper intet igennem af hans tanker og spærrer adgangen til ham: Pas dine egne ting. Gå ud og leg så længe.

Så det er sådan, hans vrede er, tænker Alberte: En lue, der flammer op, og som han behersker. Det er godt for Jeanne. Virkelig godt for Jeanne.

Hvad var det, du var ved at sige, Pierre?

Nej, ikke noget …

Marthe står, hvor han satte hende, inden for hørevidde, kigger stadig under sit pandehår. Hun skyder underlæben

frem. En Jeanne i miniature, selv om Jeanne aldrig står sådan. Hun må vel have gjort det engang.

Sukkerskålen er fuld af fluer …

Uden at have været inde fastslår Marthe dette ubehagelige faktum, som ingen tør bestride. Sukkerskålen er ikke sat væk, den står stadig på det forladte morgenbord, som alle styrtede op fra, da bagerens hest, vrinskende og urolig af den bratte opbremsning, satte alle fire hove i jorden, så småstenene sprøjtede op. Der er al grund til at tro, at fluerne for længst har indfundet sig. De kommer fra kostalden hos mureren, de er en skandale og en landeplage, som Jeanne, bevæbnet med en sammenfoldet avis, bekæmper med stor energi og kraftfulde kommandoer til sine tropper: Dér, Pierre! Slå til, Alberte! Sigt ordentligt, Liesel. Gud, hvor er I klodsede alle sammen!

Havde Jeanne været hjemme, så … Brødkurven er fuld af fluer.

Marthe står der, med trutmund og kigger frem under pandehåret: Smørret er fuldt af fluer … Ind med dig og stil det væk så. Hold op med bare at stå der og sige det. Pierre går et par skridt i retningen af sin datter.

Jeg skal være ude i solen, erklærer Marthe. Det har mama selv sagt. Hele forsommeren har været dårlig, det gælder om at udnytte det.

Det er som at høre Jeanne, en Jeanne transponeret tilbage til barnealderen. Pierres øjne flakker, møder Albertes, glider straks videre. Ind og stil væk, siger han kort.

Han gør et kast med skulderen, som skubbede han et påhæng af sig. Og et med hovedet, som kom han op efter en dukkert. Han ler sin korte, dæmpede lille latter, som

intet har med lystighed at gøre: Har man hørt mage! Syv år, og det er, som havde man en politibetjent i huset. Vi er under opsyn, Alberte.

Henne ved stengærdet drejer drengen af og til hovedet. Hvad han opfatter og ikke opfatter der bag det fremmede lille ansigt, er umuligt at regne ud. Det viser sig gerne før eller senere, at han har opfattet det mest utrolige. Han ser ensom ud, som han står der. Alberte modstår sin trang til at gå over til ham igen. Hun bliver afvist, hun ved det.

Havet hinsides den mørke strandbred er blevet strålende blåt af himlen, som spejler sig, fejet ren for skyer, og af en svag fralandsbrise. To tunge akkorder fylder luften, kommer og går, stiger og falder, tiltager jævnt i fylde. Det er højvande. Det er det samme vældige åndedræt, som man hørte hjemme i Storskaret en gang om året, når den korte sommer var på sit højeste. Her tier det aldrig, veksler bare i styrke efter flod og ebbe, beroligende og uendeligt, giver hverdagen ramme og rytme.

Lærkerne hænger allerede, usynlige og utrættelige, oppe i himmelrummet et sted. Måger sejler på vingerne, stryger nærmest langs bakkerne og skriger. Og modløsheden viger i Alberte. Dagen og den store havtone har gjort sin virkning. Sol på en drengekrop, tænker hun: Jeg må virkelig være glad. Måske er børnene søde i dag …

For tåge og drivende småregn har hængt over verden i flere døgn og gjort livet trangt. Hun ser sig omkring. Her er stort og frit, i dag som den dag, de kom, og hun, slap og sløv efter rejsen, alligevel følte det hele slå mod sig med en sådan vælde, at hun måtte lukke af for det, lade som ingenting, indtil hun var udhvilet og fik ledige stunder. Her er alt, hun har sukket forgæves efter i årevis.

Bakker, helt som man gik og tænkte sig dem, stridt græs og hvidkløver, lidt kællingetand og stenbræk, en og anden flad sten, der stikker op, gul af lav. Bakker, sådan som de er ved kysten mange steder på jorden, hjemme nordpå, kendte og tilforladelige, rene. Neden for dem sandstranden, en regelmæssig, hvid bort, så langt øjet rækker, sydover og nordover. Bag den havet, bag det verdensrummet, skyerne, sol, måne, stjerner. Og hvis man ikke havde lært som barn, at jorden var rund, måtte man næsten komme på det her. For horisonten er spændt ud i en langstrakt bue.

Dagen har fået farve, fået smag. Det er en driverdag, en omstrejferdag. I små øjeblikke, minutter, må hun være sammen med den på sin måde, tværs gennem maskerne i det garn, hun selv har spundet sig ind i. Alt gammelt og tilbagelagt bevæger sig i hende, er ikke dødt, trods årene, der går.

Jeg må hjælpe Marthe. Godmorgen, Pierre. Vi spiser som sædvanlig.

Hun går op imod huset, mod vinden, lige ind i dens lune og duftende favn. Den lille tiltrampede sti er fast og fjedrende, god under foden. Der vokser vejbred lige ved siden af den og myriader af bittesmå kløverblade, der hverken kan blive større eller blomstre her, hvor menneskefødder har deres daglige gang, men gror der alligevel, tæt og blødt. Om lidt må drengen tage striktrøjen af. Dagen bliver så god, som man kan ønske sig den.

Hun hører Pierre nynne igen og standser. Samme gamle opera, eller hvad det er: Da, da, da, da, dadada …

Dybt nede i sindet hos hende selv, langt tilbage i tiden, ligger den samme melodi, lystig, fuld af ynde, enkel, så

man synes, et barn kunne have fundet på den, og vækkes tone for tone.

Hvad er det, du nynner, Pierre?

Hvad jeg nynner? Det ved jeg ikke. Noget jeg husker, fra da jeg var lille, vist. Nynnede jeg for resten?

Men pludselig ved Alberte: Mama med sit sjal mellem to tændte lys på klaveret i stuens mørke. Et tykt gammelt hæfte med operamusik, gulnet af ælde, som stammer fra bedstefars ungdom og ikke vil stå lige på nodeholderen, men synker sammen og bøjer sig. Det må have et puf af og til. Mama puffer til det, når hun har en hånd fri, og spiller videre. ”Den hvide dame …”

Et glimt ind i noget så langt tilbage, at det er som et andet menneskes tilværelse, noget, man har hørt om eller læst. En hurtig lille tankerække: Jeg må være gået forkert, hvornår gik jeg forkert, hvor gik jeg forkert? Jeg er kommet de forkerte steder hen. Og den underlige, meningsløse fornemmelse af i grunden at have kendt

Pierre, den fremmede mand i det fremmede land, altid. Som et hastigt udsyn gennem en rift i et skydække trækker alt sammen forbi og forsvinder. Pierre jager det selv på flugt: Ind at skrive? Fanden om jeg vil!

Han spænder brystet og ser sig omkring, som var havet og bakkerne hans, nynner endnu en takt og tier.

Blok, blyant, baskerhue, jeg får børnene alene, han går mindst til Pointe du Raz, tænker Alberte og er ubehageligt nøgtern igen.

Ind at skrive? Hør her, Alberte!

Vil du have noget mad med, Pierre? Lidt kan jeg fremskaffe, selv om Jeanne ikke er hjemme. Vi har en kold kotelet, jeg kan koge nogle æg …

Pierre ryster på hovedet, og en uro for, at der måske er noget, han vil have hjælp til, renskrivning, korrekturlæsning, nu hvor Jeanne er væk, melder sig straks i Alberte. Generøs med sin tid på den måde er hun ikke, har evig og altid nok med sit eget.

Jeg går på stranden med børnene, siger Pierre.

Du?

Jeg. Han løfter håndleddet og ser på uret: Du har godt og vel tre timer til frokost og et par efter, hvis du vil. Jeg kan også varme suppen. Det er ikke hekseri.

Kolde pandekager og æg, kommer det rapt og affærdigende fra et vindue nedenunder. Det har mama sagt.

Politiet igen. Pierre sukker. Han ser på Alberte og venter tydeligvis, at hun af sig selv skal opfange noget. Da hun bare står der som et spørgsmålstegn, kommer han nærmere og siger lavt med vægt på ordene: Du må omgås med dit stof, benytte alle anledninger til at tilbringe tid sammen med det. Det er den eneste måde. Får man ikke tilføjet noget, får man i hvert fald strøget, ryddet op, skabt klarhed …

Hans hænder er på vej op af lommen igen, som havde han brug for dem for at tydeliggøre sine ord. Så stopper han dem dybere ned: Kom, Småen, kom, Marthe, find jeres ting frem, vi går på stranden.

Nej, Pierre!

Omsorg for denne side af hendes ve og vel foruroliger Alberte og gør hende forvirret. Uvilkårligt leder hun i erindringen efter ting at gemme sig bag og finder i skyndingen ikke så lidt: Vasketøjet kom i går. Jeg har lovet Jeanne at sortere det og stænke det. Vi stryger i morgen, Josephine kommer. Så er der maden og børnene, rydde

op på værelserne. På stranden må jeg se at få syet lidt. Småen har snart ikke et stykke tøj, der ikke er huller i. Du har selv så meget, du skal have lavet.

Der kommer noget drengeagtig skuffet i Pierres ansigt.

Jeg! Han går et par skridt væk fra hende, som var han træt af denne forgæves samtale med en tungnem og ønskede at markere, at han for sin del stiller sig udenfor. Alberte når knap at fortryde, at hun inddrog ham, så er han der igen:

Hvis Småen ikke har tøj uden huller i, hvad gør det så herude?

Mere end du aner.

Hm. Og Jeanne? Jeanne, hun …

Hun laver i forvejen mere end os andre, for hun er den flittigste. Liesel og jeg …

Liesel og du …! Hør her, du har ikke råd til at være så korrekt og fortræffelig, Alberte. Du må …

Lær af Sivert, siger Pierre pludselig i en ny tone: Der er meget at lære af Sivert. Han er af ét stykke hele vejen igennem, han kan ikke forstyrres. Sivert lader ingen mulighed gå fra sig. Men så når han også sine mål. Det kan du være sikker på.

Af Sivert kan man nok lære et og andet. Alberte hører den kolde klang i sin egen stemme. Hun tier. Marthe står der som skudt op af jorden og med øjne som en lille detektiv. Mama har sagt, at …

Har du sat alting på plads?

Jeg har sat alting på plads.

Så går vi, unger. Pierre er langsomt på vej nedad, med hænderne godt nede i lommerne, så trøjen bliver trukket skæv.

Han ser sig tilbage. Og der er det igen, glimtet af manden bag masken, af en, hun synes, hun kender, og som vil hende det godt.

Er det kommet dertil med dig, at du må lave mad og sy, så lav mad og sy. Så er der altså intet at gøre.

Han hilser med hånden. Han smiler. Det er ikke af hende, det er til hende.

Uvilkårligt hilser hun også med hånden og ser i det samme fra det ene barneansigt til det andet. Begge er fulde af den uudgrundelighed, som børn sætter op imod alt nyt og foruroligende. Uden et ord henter de deres ting fra inde under trappen i gangen, spande og skovle, den gamle buddingeform, de tit skændes om, og som Marthe tager godt ind under den ene arm.

En forestilling om, at nu vil Pierre lege en leg, der i længden bliver for vidtløftig, kommer over Alberte. Småen må gerne tage trøjen af! råber hun, og det er, som lod hun alle livets opgaver glide sig af hænde.

Hun hører, hvordan børnene i munden på hinanden begynder at spørge om dit og dat, fordi børn nu engang let glider over i noget nyt, bare det er sjovt.

Jeanne, tænker hun, Jeanne! Vi gør ikke noget forkert. Og alligevel er det næsten, som om vi var utro.