Jeg hedder Folkví

JEG HEDDER FOLKVÍ

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 1

09-02-2021 14:54:32

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 2

09-02-2021 14:54:32

Maria Hesselager

JEG HEDDER FOLKVÍ Ro m a n

Gutkind

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 3

09-02-2021 14:54:32

Jeg hedder Folkví © Maria Hesselager og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Anni Vestergaard Forsideillustration: © Mathias Dyhr Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0093-6 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til alle, der har læst med, diskuteret og interesseret sig for romanen undervejs. En særlig tak til Emeli, Hannah, Jonas, Lea, Luka, Lærke og Tao. Tak til Louise for at være en fantastisk redaktør og til forlaget Gutkind.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 4

09-02-2021 14:54:32

Der var en pige der hed Folkví Hun leved i en anden tid Hun bode udi Frøsted Om vinteren var himlen hvid, den var hvid, næsten mild Nej nej, den var grum Men kan det ikke være lige meget?

For først kommer sommeren

5

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 5

09-02-2021 14:54:32

6

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 6

09-02-2021 14:54:32

Solen er ikke stået op endnu. Det bliver Høstmåneds varmeste dag. Og ud af huset kommer Folkví bærende på sin brors brud, Gerd. Hun går tværs over den åbne høvdingeplads og skrår ind mellem et par fyrretræer, med hoften skubber hun døren til et lille træhus op.

Fire fakler lyser de mørke vægge op. Et simpelt bord, en træfigur, der er lys ind fra døren. Folkví lægger Gerd fra sig på bordet og aer hendes hår bagover, vikler det stramt om sin hånd. Så låser hun armen om hendes hoved og trykker albuen ind mod halsen. Gerd maser læberne sammen og spærrer øjnene op, da Folkví fører et bæger op til hendes mund, hun sparker ud i luften. Folkví strammer taget i håret og presser albuen yderligere til mod luftrøret, til ansigtet fortrækker sig, muskulaturen slappes. Da hun igen forsøger at hælde bulmeurtsudtrækket ind mellem Gerds læber, gør hun ikke længere modstand. En del af den brunklare væske løber ud af mundvigene og mødes på hagespidsen, hvorfra det drypper ned på den hvide særk, og lysere brunt trænger ud i vævningen. Folkví slipper hende og går ud for at hente en trækvogn. Luften står stille, det er ved at blive lyst.

7

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 7

09-02-2021 14:54:32

8

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 8

09-02-2021 14:54:32

FOLK VÍS BOG

9

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 9

09-02-2021 14:54:32

10

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 10

09-02-2021 14:54:32

OFFER ETS SOMMER Aftenhimlen er grå, overskyet, og Od står med hænderne samlet foran skridtet og let spredte ben, hans nakke er bøjet, indtil døren åbnes: Så løfter han hovedet og smiler stort, lyset indefra falder orange på ham. Folkví er en mørk figur i modlyset. Hendes øjne er hævede, og stemmen hæs, nej, siger hun bare, da hun ser ham, og smækker døren i igen. Han stirrer ind i det grove træ, virrende og usikker, mærker en varme i sine kinder. Hele vejen gennem skoven har han tænkt på små anekdoter, han vil fortælle hende, han har set for sig, hvordan de skal sidde ved ildstedet og drikke. Og nu, så møder hun ham sådan. Eller omvendt, hun møder ham slet ikke. Nu bliver hele aftenen omvendt. Og også bare, tænker han, også bare hvor velkendt det er, når glæden bliver vendt til skuffelse. Han er kun enogtyve, og egentlig er det ikke så meget det, at han synes, hun er tiltrækkende, men det synes han, hun er – nogle gange tager han sig selv i at gå i stå og bare kigge på hende, mens hun for eksempel taler med en anden, eller når de er udenfor i den kølige morgenluft, den kan få hendes hud til at stråle: frisk ligesom en slags vind er hun så, og stærk. Han elsker at iagttage hende, også i hendes akavethed, i den smallere 11

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 11

09-02-2021 14:54:32

overkrops møde med hofterne, den barnlige iver i hendes gang. Bare et par nætter forinden rakkede de hvileløst rundt, og hun sprang i fjorden ud på morgenen, kun hende, han sad på bredden og betragtede hende imens.

Hendes lyse hud flimrede op i det blå mørke, da hun steg op af vandet, hun kom nøgen imod ham med sine brede hofter og stillede sig foran ham, dryppende og smilende, og så vred hun sit lange hår ind over ham, fjordvandet faldt ham ned i ansigtet. Hun lagde sig i græsset, med ansigterne vendt mod hinanden talte de hele natten, og det lys, han ser hende i, når han tænker på det, i det lys er hun berusende. Nøgen og næsten utrolig. Men alligevel er det ikke rigtigt, hvordan hun ser ud, der er et eller andet andet ved hende, noget som om hun beror på sig selv, som om hun er drevet frem af et eget formål, han ved det ikke. Hun er altid den, der sætter retningen for samtalerne og stemningen imellem dem, og det gør hende til et komplet fremmed væsen for ham. Til dels bliver han derigennem også fremmed for sig selv. Han gør ting, som han for bare nogle måneder siden, før han kendte hende, ikke ville have forstået, ting han ville have mødt med, at den ydmygelse er der ikke nogen, der er værd, som nu for eksempel, hvor han løfter hånden og banker på hendes dør en gang til. Der sker ikke noget. Han begynder at råbe hendes navn. Så åbner hun døren igen og ser knap nok på ham, men lægger bare hænderne mod hans bryst og skubber ham væk, hvad er det, du ikke forstår, Od, siger hun. Gå hjem. Han ser på det ophovnede ansigt 12

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 12

09-02-2021 14:54:32

og vil ikke andet end at blive, alligevel trækker han sin hætte op og vender sig og går. Og Folkví lukker døren i og føler sig rystet over skæbnens urimelighed, at han nu skal vandre hjem, skuffet og uforløst, det er hun ikke ligeglad med. Ods besøg afføder en hidsighed, hun ikke har noget sted at gøre af, og nu drikker hun mere end før. Hun tænker på kærligheden. Så uretfærdig. Det er nornernes vanvittige spind.

13

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 13

09-02-2021 14:54:32

Vinden slår i stød mod huset gennem natten, granerne suser vildt. Ved daggry er regnen silende, brat. Folkví står ude i den, lænet op ad hegnet, der omkredser høvdingepladsen, med en hånd mod det glatte egetræ. Hun er fuld og fjern, væk fra sig selv, som en underlig lille forskydning står hun ude i regnen og mærker næsten ikke, at den falder. Hun mærker heller ikke rigtigt morgenlyset, ikke desto mindre låner det hende en stemning, en følelse af, at det godt kan gå, verden er der stadig.

Det er svært at tænke mere. Hun er tilbudt et ophold i ulykken. Hun sætter sig ned på en af de store sten foran hegnspælene og kigger ud over engdraget mod bygden, hun ser himlen skifte farve, mens regnen stilner af. Alt er stille, og alt har betydning: de kolde fødder, den langsomt forandrede himmel, når mørket opløses nedefra. Det er en fortrolighed med sig selv, så sidder hun her. Hun ryster af alkohol og sult og kulde, men stenen, hun sidder på, er god, og ude over granskoven spreder lyset sig gennem skydækket, det er en grå og gul morgen. Hun trækker vejret overfladisk. I går er noget fysisk, der fylder hele kroppen, og ikke en tanke, hun mærker sine baller mod stenen. Nu er der kun hende og stenen og den eng, der 14

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 14

09-02-2021 14:54:32

kom lang tid før hende, og også den stigende sol. Stenen er glat af vand. Der er en underlighed i, at tiden stadig går, selvom Áslakr har sagt, han skal giftes. Det er vildt og brutalt, solen lader sig ikke påvirke, men trækker sin vogn frem, dag efter dag er den ligeglad.

15

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 15

09-02-2021 14:54:32

Meget kan ændre sig på et døgn. Hun har gået rundt i sit hus, rejst sig og sat sig, ikke sovet, hun har ikke haft et roligt øjeblik, siden Áslakr fortalte om sit kommende ægteskab. Så gik han. Mens hun råbte og befalede, han skulle blive, bare gik han. For stor til sit eget hylster, det er sådan, hun er. Det føles underligt at råbe, når man er alene, fortvivlelsen mistede sin form, da Áslakr forlod huset. Så hun har drukket jævnt og intenst, mumlet vers og sunget til guderne, men de kan ikke hjælpe hende her, hun kaldte bare på dem. Se mig i mine elendige timer.

En gren slog mod huset. Hun kaldte på Freyja, som skal lindre alle hjertesorger, alligevel gjorde det hverken fra eller til, der er en smerte i brystet. Luften vil stadig ikke ned i lungerne, som hun sidder der nu, ude i støvregnen. Áslakrs ansigt, måden han tog ved hende på for at stoppe hendes slag, hans hænder, mens han talte, humøret først på aftenen, og hun må hele tiden dukke sig. Hun kniber øjnene sammen, når hun husker, hvordan hun prøvede at gribe ud efter ham og holde ham fast, og ham der protesterede og gjorde sig fri, sagde Folkví! Jeg vil ikke.

Hun havde ellers gjort sig så fin, spændt på, hvad det kunne være, der havde været noget højtideligt ved ham, 16

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 16

09-02-2021 14:54:32

da han havde spurgt, om hun ville være hjemme om aftenen, der var noget, de måtte snakke om. Nu, hvorfor ikke nu, havde hun spurgt, og han havde sagt nej, vi skal have god tid sammen, og det lyste op inde i hende, han har brudt med Gerd, tænkte hun, for hun syntes, han så så direkte på hende. Hun syntes, at han stirrede, og hun mærkede sine håndflader blive varme, der var et træk i underlivet i retning mod ham, misforståelsen havde været komplet, og nu dækker hun ansigtet med sin hånd: Hun havde gjort sig smuk og drukket et par sjusser med en af trællene, før han skulle komme, nærmest syngende havde hun gået rundt i deres fælles barndomshjem og flyttet lidt på alting for at få tiden til at gå. Hun havde vundet over Gerd. Lettelsen i kroppen, aftenen lå foran hende som et løfte. Og allerede fuld, da han kom, havde hun taget fat om hans ansigt og kysset ham, kort efter han begyndte at tale, for det behøvede ikke at være tungt, han skulle ikke bekymre sig sådan, han så meget alvorlig ud. Forstod han ikke, det skal nok gå. De ville finde en måde. Man åbner en dør og går ind i et hus, nu åbnede de denne.

Hun holdt ham fast med en hånd om hans nakke, men han gjorde sig fri, rystede på hovedet, nej, Folkví. Det er ikke det. Jeg har forlovet mig.

Nu rammer et vindstød hende, hun krymper sig. Stirrer på et blad for sine fødder. Det må ikke være rigtigt, at hun ikke er det, han længes efter. Men der er ikke mere at tabe, og så rejser hun sig, for det er, som om han ikke 17

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 17

09-02-2021 14:54:32

tænker klart. Han har mødt Gerd, hvad, en enkelt gang, og så skal hun være hans kone. Men Folkví har han kendt altid. Og bag hendes ryg, hun slår ud i luften ved tanken om det med stift spredte fingre, bag min ryg har han lavet en forlovelsesaftale.

Blæsten er taget til, og skørterne falder koldt og vådt om benene, hun stopper op foran hirdhuset, tager en slurk fra dunken. De ting, man aldrig får sagt og gjort, former også livet, så nu banker hun på. Det gør ondt i de kolde knoer. Hun råber, Áslakr, og skyder tanken om Od væk, at hun står foran Áslakrs dør, som Od stod foran hendes i aftes, for Áslakr må ikke have det med hende, som hun har det med Od, og omfatte hende med den samme godmodige skyldfølelse. Men ingen har det som hinanden i denne her verden, det er egentlig altid det, der er problemet. Så åbner Áslakr døren, hun stirrer på ham, hans gråblå øjne lyser i det solbrune ansigt. Hans træk i øvrigt: unge og stærke. Bag den varme pande ser hun hans sjæl. Hun vil vaske ham og passe ham, rede hans lange hår. Hun vil også gerne straffe ham. Folkví, mumler han og virker ikke overrasket, heller ikke glad.

Jeg lå og sov. Han flytter sig fra døren, så hun kan komme ind, trækker en skammel ud til hende, den skraber mod det lerklinede gulv. Rummet er mørkt. Der er gløder på ildstedet og lys ned fra røghullet, men det er ikke nok til at lyse det lange rum op. Han gaber og rækker hende et tæppe, du er gennemblødt, siger han og ser skråt forbi 18

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 18

09-02-2021 14:54:32

hende. Hun slår det om sig, og så sker der alligevel ikke noget, ordene bliver væk. De kolde røde fingre griber ud efter hans, en vind piber i krogene. Hun kan mærke sit ansigt ligesom sidde forkert. Der er en tyngde låst i trækkene, en koncentration i huden rundt om munden, der hvor alderen en dag vil sætte sig som lange lodrette furer, der løber mod læberne. Blikket er fæstnet ved en revne i bordet. Ja, siger Áslakr bare og slipper hendes hånd, han gaber igen. Jeg kan ikke rigtigt sige mere, end jeg sagde i går.

Lidt efter lægger hun sig på den indbyggede bænk, mens Áslakr går rundt og ordner småting. Så kommer han over og lægger sig bag hende med en arm om hendes talje, den stærke arm med lyse hår. Hun holder fat om den med sin hånd, de ligger på den brede bænk ved ilden. Hun mærker hans ånde mod nakken, og så falder hun til i det mørke rum, Áslakr passer på hende. Bag øjnene drejer verden rundt, men nu kan hun endelig sove, fordi han er lige der, kan hun være i ro. Der er duften af ham og af skindet og det kolde gulv, og der er træerne og regnen udenfor. Mens øjnene er lukkede, smelter lydene og lugtene sammen, det fortæller hende, alt er på sin rette plads, lige nu, hun kan overgive sig til trætheden og få lidt fred som et barn.

Da hun vågner, ligger hun stille og ser rundt. Hun glipper et par gange med øjnene. Det må være blevet formiddag.

19

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 19

09-02-2021 14:54:32

Døren står åben, det er stadigvæk gråt, men det er lysere.

Der er tomt bag hende, Áslakr har rejst sig, måske for længst. Hjertet slår i brystet. Hvor er han forsvundet hen?

En tåre løber fra venstre øjenkrog ned til næseroden, stille og roligt hen over næseryggen og videre ned ad højre kind, som den følger tæt, før den ender i håret.

20

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 20

09-02-2021 14:54:32

191

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 191

09-02-2021 14:54:37

192

bb1070_jeg_hedder_folkvi_125x205mm.indd 192

09-02-2021 14:54:37