Den store sanddyst
ILLUSTRERET AF MIKKEL STRAARUP MØLLER
GUTKIND L A R S DA N ESK O V SO M M E R I
En stor, blå skildpadde. Det var dét, bilen lignede. En stor, blå, brummende skildpadde, der havde ædt alt for meget.
I stedet for ben havde skildpadden hjul, og der, hvor dens skjold normalt ville være, havde den et svajende bjerg af poser og tasker i alle farver. Bag på skildpadden hang der en cykel.
Bella stak hovedet ud ad vinduet, mens bilen gnavede sig ned ad den bumlede grusvej. Håret viftede hende i ansigtet, selv om bilen efterhånden kørte så langsomt, at en fodgænger ville kunne overhale.
»Her lugter af ko,« sagde Aske.
Hans ben var så lange, at det selvfølgelig var ham, der fik lov at sidde på forsædet. De var også meget tynde. Bella havde engang været i zoologisk have med klassen og set en struds med ben, der så ud på samme måde. I modsætning til hendes storebror havde strudsen så ikke haft sneakers på og heller ikke store posede bukser. Dens knæ vendte vist også en anden vej end Askes.
5 1
Aske havde ikke sagt noget hele turen. Han sad med sin telefon og havde lukket sig inde i et par hovedtelefoner. Selv om det var varmt, havde han hættetrøje på.
»Her lugter overhovedet ikke af ko.« Far tog en dyb indånding, der fik hans næsebor til at hvæse som en utæt badering. »Her lugter af sol og sommer.«
»Her lugter seriøst af ko,« gentog Aske uden at se op. »Af ko og af skid.«
Far klappede ham på låret.
»Du er bare teenager.«
Bella havde fortsat ikke vænnet sig til at se far i det cykeltøj. Det sad helt stramt til kroppen og gjorde hans mave meget rund. Næsten som om han var en lille smule gravid inde under alt det lyserøde. Den blomstrede bøllehat var trukket helt ned i panden og lignede en, han havde lånt af en gammel dame
Bella var glad for, at det ikke var sommer altid.
Med knasende dæk trillede de forbi en carport, hvor nogen havde parkeret en båd op ad en bulet campingvogn.
I en have hang badetøj og farvede håndklæder på en tørresnor. Lidt fremme ad vejen stod et bord og en klapstol ved en grøn havelåge.
»Dér er den lille mand, der sælger æg!« Fars strittende pegefinger ramte forruden.
Der stod et skilt på bordet, men Bella kunne ikke læse, hvad der stod, på denne afstand.
6
»Friske, dejlige sommeræg,« sagde far. »Dem skal vi spise hver eneste dag. Der findes ikke noget bedre end omelet af nylagte æg med nyklippet purløg. Det smager helt anderledes end det, man kan købe i butikkerne.«
Bella lænede sig frem for bedre at kunne se den lille mand, der åbenbart solgte dejlige sommeræg. Hun kunne ikke se nogen. Hverken æg eller små mænd. Aske lignede fortsat en, der syntes, at alting lugtede af ko.
I det samme blinkede far af og lod bilen trille de sidste meter op mod et fladt sort hus med hvide vinduer. Så holdt de stille. Han slukkede motoren og åbnede døren, så varmen væltede ind.
»Er det her?« Bella rynkede panden.
»Det er præcis, hvad det er,« sagde far. »Lige hér. Er det ikke bare smukt? Vores eget lille slot. Bella Vista.«
Bella og Aske stod helt tavst ved siden af hinanden på en græsplæne, der måske i virkeligheden var mere mælkebøtter og blomster end egentligt græs. Far lignede selv en sær og meget sjælden plante i sit lyserøde cykeltøj.
»Det er jo ikke andet end et gammelt skur.« Aske havde stadig sine hovedtelefoner på og talte alt for højt. »Hvad skal vi overhovedet lave her?«
Bella havde egentlig lyst til at spørge om det samme, men lod være. Far hørte alligevel ikke efter.
»I det her hus har jeg tilbragt alle mine somre, dengang
7
jeg var en lille dreng. Jordbær med fløde. Længe oppe om aftenen. Sol og strand og …« Pludselig stoppede han op. »Shhh. Hørte I det?«
Bella lyttede, og selv Aske skubbede hovedtelefonerne væk fra ørerne.
»Det var skovduen. Kunne I høre, den kaldte på os? Jeg er skovdue. Jeg ER en skovdue, jeg ER en skovdue.«
Bella stirrede måbende på far. Han havde lagt nakken tilbage, og hans mund lignede noget til en støvsuger. Aske gloede også. Hvis han var en tegneseriefigur, ville der netop nu svæve et stort dansende spørgsmålstegn over hans hoved.
Men far fortsatte bare.
»Og dér.« Han rakte en finger i vejret som en skoledreng, der ville sige noget. »Hørte I lige, at der var en anden fugl, der sagde yoghurt? Yoghurt, yoghurt. Hørte I den?«
Aske skævede til Bella. Han så bekymret ud.
»Det eneste, jeg kan høre, er en mand med en dum hat og lyserødt cykeltøj, som står på en græsplæne og siger yoghurt.«
»Du har overhovedet ingen sans for naturens lyde og stilhed,« sagde far.
Samtidig startede en plæneklipper nogle haver væk. Det lød som en jetjager, der om lidt ville flyve tæt hen over dem, men far lod ikke til at bemærke larmen overhovedet. Samtidig fik han øje på noget.
8
»Dér står han jo!«
Med stavrende skridt begyndte han at gå igennem det høje græs i retning mod en stor og vildt voksende busk. Han skubbede nogle grene til side, så de bedre kunne se.
Bella for sammen.
Der var nogen.
Der stod en lille mand derinde i skyggen mellem alle blomsterne.
Men så åndede hun lettet op. Det var ikke andet end en dum lille plasticnisse, hvis hue nok havde været rød engang for længe siden, men nu allerhøjest var en lille smule hudfarvet. Nissen så ud, som om den havde ventet på dem. Den smilede i hvert fald meget henrykt mellem sine runde kinder.
I det samme skete der noget, som var værre end både den blomstrede bøllehat og det stramme cykeltøj. Det skete så hurtigt, at hverken Bella eller Aske nåede at reagere.
Far begyndte at tisse. Ikke bare forsigtigt i græsset eller ind i en busk. Hans hårde stråle ramte den smilende nisse lige i ansigtet. Det lød ovenikøbet, som om han nynnede imens. Bella skyndte sig at kigge væk.
Da far endelig var færdig, smilede han endnu mere fjoget end nissen.
»Sådan.«
»Hvorfor gjorde du det?« sagde Bella. »Er her ikke noget toilet?«
10
»Det er Pissenissen.« Far slog ud med armene. »Gode gamle Pissenissen. Hvor er det bare længe siden, jeg har set ham.«
»Og det fejrer du så med at tisse ham i hovedet?« sagde Aske.
»Vi er ude i naturen.« Far så glad ud. »Vi har fri. Vi slapper af. Om sommeren må man tisse, lige hvor man vil. Dengang jeg var lille, havde jeg faktisk min egen lille hemmelige hule lige herinde bagved.«
»Hvor klamt,« fnysede Aske og rynkede på næsen.
De fortsatte op på en lille terrasse med slidte havemøbler og en træt og meget rusten grill. Far gik selvfølgelig stadig forrest.
»Se.« Han pegede på et skilt over døren.
»Bella Vista. Det er derfor, du hedder Bella. Du er opkaldt efter præcis dét her hus. Er det ikke sjovt at tænke på?«
Bella havde hørt den historie mange gange efterhånden, så hun behøvede ikke at tænke så længe. Hun nøjedes derfor med at nikke.
»Hvad så med mig?« Aske pillede ved risten på den gamle grill, så en lille grå sky rejste sig fra noget udbrændt kul. »Er jeg så opkaldt efter dén her? Aske?«
»Meget morsomt, Krølle,« sagde far og kørte en hånd rundt i håret på ham.
Bella vidste, at Aske hadede begge dele. Både at blive kaldt Krølle, og at nogen rørte ved hans hår.
»Bella Vista er italiensk. Det betyder smuk udsigt,« sagde far højtideligt, mens han baksede med nøglen i låsen som en indbrudstyv, der vil bryde et pengeskab op. »Intet navn kunne passe bedre.«
12
Bella vendte sig og kiggede ud over den langhårede græsplæne med det gule lyshav af mælkebøtter.
»Men her er jo overhovedet ikke nogen udsigt. Man kan jo ikke se noget som helst.«
»Nej.« Far strakte hals. »Det kan du måske have en lille smule ret i. Der er selvfølgelig lige nogle træer og buske, som tager lidt af udsynet.«
»Ligger vandet ikke også flere kilometer væk? Hvad skulle det være, der var så smukt at kigge på?« Denne gang var det Aske, der spurgte, men far slap for at svare.
Han havde langt om længe fået dirket døren op. En tæt lugt af støv og gamle møbler tog imod dem.
»Træd nærmere, de damer og herrer. Velkommen indenfor på slottet.« Far bukkede dybt og lavede en bølge foran sig med begge arme. »Velkommen til Bella Vista.«
