Prolog
”Hvad vil du have, jeg skal sige?”
Det var den 5. maj 2016, to dage efter det republikanske primærvalg i Indiana. Jeg sad på bagsædet af en gul taxi på vej ned ad Fifth Avenue med computeren åbnet i skødet og en telefon til øret.
Den sandsynlige republikanske præsidentkandidat var i den anden ende af røret. Jeg havde kontaktet hans folk for at få en kommentar til den op bakning, han netop havde fået af David Duke, tidligere leder af Ku Klux Klan og forhenværende politiker i Louisiana, som for nylig havde hævdet, at modstanden mod Trumpkampagnen kom fra ”jødiske ekstremister” og ”jødiske racister”. Den jødiske organisation Anti-Defamation League opfordrede, som den havde gjort det ved andre lejligheder under kampagnen, kandidaten til at ”gøre det utvetydigt klart”, at han lagde afstand til Dukes udtalelser.
Donald Trump hilste på mig og gik så direkte til sagen.
”Jeg sidder her med mine to jødiske advokater,” sagde han og refererede tilsyneladende til David Friedman og Jason Greenblatt, der begge løste op gaver for hans selskab, Trump Organization.
”Jeg har en udtalelse. Er du klar?” spurgte han. Jeg ventede med fingrene svævende over tastaturet. ”Antisemitisme har intet at gøre i vores samfund, som bør være forenet, ikke splittet,” sagde han, mens jeg tastede hans ord. Så et ophold. En pause, der varede et taktslag for længe.
”Er det det hele?” spurgte jeg.
Ny pause. Så spurgte Trump: ”Hvad vil du have, jeg skal sige?”
9
Trump var berygtet for at fiske efter stikord, der kunne hjælpe ham til at stryge sit publikum med hårene, men i denne sammenhæng kom hans usikkerhed bag på mig. Det burde ikke være svært at vide, hvad man skul le sige, når man ønskede at lægge afstand til landets mest berømte racist. Jeg gentog, hvad jeg havde sagt til hans kampagnemedarbejdere, at jeg var ude efter et svar eller en reaktion på Dukes antisemitiske bemærkninger om ”jødiske ekstremister”; det gik åbenbart op for Trump, hvorfor hans oprindelige udtalelse ikke var tilstrækkelig, og han tilføjede, at han ”afviser fuldstændig”, hvad Duke havde sagt. Vi ringede af kort efter.
Hvad vil du have, jeg skal sige?
I visse henseender var det spørgsmålet, der styrede alt, hvad Trump havde gjort som forretningsmand, hvor succes havde gjort ham til et regel mæssigt indslag i New York Citys tabloidaviser. Den unge Donald Trump havde været atletisk som teenager og havde dengang ambitioner om en karriere i Hollywood. Han endte med at opfylde sin fars ønske om at efterfølge ham i familievirksomheden: fast ejendom og byggeri. Men det, søn nen i virkeligheden altid gerne ville være, var en stjerne.
Således førte det spørgsmål til, at Trump iscenesatte sig selv, som han foretrak at blive set – som en handlekraftig milliardær i højrygget læderstol i reality-tv-showet The Apprentice. Han var typisk sælgeren, der sagde hvad som helst for at holde tilværelsen kørende i 10 minutters-blokke. Han var ligeledes styret af troen på gentagelsens magt; igen og igen luftede han over for ansatte og venner en variant af den samme tanke: Hvis man siger noget tit nok, så bliver det sandt. Tilsammen hjalp disse impulser ham til at undgå offentlig og privat fare gennem næsten 50 år og blev så grundlaget for hans tilgang til politik som præsidentkandidat og dernæst præsident og endelig som tidligere præsident.
Skønt nogle af Trumps fortrolige håbede på, at vægten af præsidentembedet ville forandre ham, var det aldrig et sandsynligt resultat. Gennem årene beskrev dem, der kom tættest på ham og valgte at blive der, ofte, at de
10 BLÆNDVÆRK
var blevet narret af, hvad man kunne kalde ”Den Gode Trump”. Den Gode Trump kunne være generøs og venlig, holde fødselsdagsfest for venner og spørge til dem løbende, når de var syge, overraske datteren af en politisk forbundsfælle, som led af brystkræft, med en telefonopringning og en slud der fra Det Hvide Hus. Den Gode Trump kunne være sjov – og sjov at være sammen med, tjenstvillig og nærværende og i stand til i det mindste at vir ke interesseret i folk omkring sig. Den Gode Trump kunne lytte til rådgivere, der håbede på at bremse hans selvdestruktive tendenser, og kunne virke sårbar. Den version af Trump vandt mange menneskers loyalitet i årenes løb. At være tæt på Trump var som ”at være venner med en orkan”, fortalte en mangeårig ven mig. ”Det var meget spændende, men man vidste aldrig rigtig, hvad vej vinden blæste.”
I Det Hvide Hus blev folk, der mødte Trump for første gang, ofte afvæb net, når de mødte en, som overhovedet ikke mindede om hans Twitterfeeds vrede stemme eller om den koleriske leder, der blev beskrevet i utallige mediers beretninger. På nogle måder drog han fordel af den mediedækning og sin persona på de sociale medier; han var ofte mere rolig de første gan ge, han mødte nogen personligt, hvilket fik folk til at tvivle på, om det var sandt, det, de havde læst. (De tweets, der var skrevet med caps lock og ose de af vrede, blev undertiden sendt, mens han morede sig over det samme emne). Han er karismatisk og kan være charmerende, og under disse første møder stillede han folk spørgsmål om dem selv, fokuserede på dem og gav dem fornemmelsen af, at de var det eneste menneske i rummet.
Det var ham, der kom med racistiske bemærkninger og dernæst påstod, at folk havde misforstået ham, hvilket gav hans allierede mulighed for at for svare ham. Han var primært interesseret i penge, dominans, magt, tyranni sering og sig selv. Han behandlede regler og regulativer som unødvendige forhindringer snarere end som en dæmper på sin adfærd. Han mistede besindelsen pludseligt og eksplosivt og rettede sit raseri mod én rådgiver i et lo kale fyldt med andre, før han gik over til næste punkt efter et vredesudbrud,
11 PROLOG
der hensatte alle i skræk for, at de ville blive mål for det næste. Det hændte, at han indså, at han var gået for vidt, men i stedet for at undskylde var han overstrømmende over for offeret, næste gang de så hinanden. Han anglede efter en endeløs strøm af lovord og ansporede en stribe medarbejdere til at ytre dem enten i hans nærvær eller på tv. Han skabte et miljø, der var konstant præget af rivalisering, hvor de i hans inderkreds blev besat af at pille alle an dre ned, som var begyndt at opnå hans gunst. Han lod hånt om de råd, mangeårige embedsmænd, erhvervsfolk og hans egne advokater kom med. Han opmuntrede folk til at gøre betænkelige ting i hans navn og forlangte igen og igen, at de beviste deres værd over for ham; mange var så ivrige efter hans anerkendelse, at de føjede ham. Hans appetit på berømmelse var der altid og så ud til at øges, desto mere han smagte mere af den, og det samme var hans vrede over at blive såret, der ofte kun blev håndteret med en overdreven re aktion mod den person, han bebrejdede for krænkelsen. Trump udelukkede næsten aldrig ret mange muligheder før i absolut sidste øjeblik og ændrede kun sin adfærd, når han var nødt til det; det var mere reglen end undtagelsen, at han syltede mennesker og institutioner, der gjorde modstand, og endte med at få sin vilje over for dem ved hjælp af uvirksomhed. Den version af Trump var den, man oftest så i de otte uger, der førte op til det voldelige ef terspil den 6. januar 2021 i forlængelse af hans valgnederlag i 2020. Efter han forlod embedet, beskrev nogle af hans nærmeste medarbejdere og støtter det under private former sådan, at de og hans politiske bevægelse blev taget som gidsler, fordi han afviste at forlade scenen – uafhængigt af hinanden sagde disse mennesker, at det eneste, der ville ændre situationen, var, at Trump gik bort.
Det var ikke Trump, der skabte den voldsomme polarisering, der har splittet landet i hvert fald siden 1990’erne, hvor præsident Bill Clinton og Senatets formand Newt Gingrich under stadig mere giftige kulturkrige sad fast i en partipolitisk nulsumskonflikt. Der fulgte en stribe traumer: en rigs retssag, et tæt præsidentvalg, der blev afgjort af USA’s Højesteret, et kata strofalt og verdensforandrende terrorangreb, to tilsyneladende endeløse og
12 BLÆNDVÆRK
kostbare, oversøiske konflikter, en hærgende orkan, der blotlagde raceulig heden, en finanskrise, der ruinerede millioner af mennesker, uden at nogen blev stillet til ansvar. Men Trump slog kapital af disse begivenheders køl vand, accelererede eksisterende tendenser og udnyttede kulturskellet, der var defineret til dels af vrede mod de politiske og finansielle eliter og til dels af hvide vælgeres fortrydelse over landets demografiske forandringer. I et land, der er besat af berømtheder, og som gennem mange år har behandlet politik som en wrestlingkamp eller et spil, fandt Trump sit øjeblik og både opildnede og drog fordel af de kulturelle og politiske identiteters kollaps, mens landet blev kløvet i to mellem dem, man hader, og dem, man bliver hadet af.
Trump havde tilbragt årtier med at overleve den ene økonomiske nær dødsoplevelse efter den anden, og efter et langt liv brugt på at bluffe og charmere og besnakke og muskle sig gennem udfordrende situationer så han ingen grund til at ændre sig efter præsidentvalgsejren i 2016. Ud fra enhver objektiv standard havde Trump allerede levet et bemærkelsesvær digt liv, før han kom i Det Hvide Hus. Han havde været en kendt skikkelse i årtier og var definitionen på en pralende indstilling til rigdom, som var med til at væve ham ind i popkulturens film- og tv-tæppe. Han var suveræn til at genopfinde sig selv, netop som han – mange gange på grund af sin egen adfærd – stod på randen af en personlig katastrofe.
Da hans præsidentperiode endte, havde han opnået resultater af hi storisk betydning, al den stund han ændrede Det Republikanske Partis politiske orientering i retning af ikke-interventionisme, nativisme og konfrontation med Kina. Han efterlod sig en arv med langsigtede kon sekvenser, heriblandt en dramatisk omlægning af USA’s Højesteret med konservative udnævnelser, en revision af skattelovgivningen, fredsaftaler i Mellemøsten og en økonomi, hans forgænger havde genopbygget, og som Trump øgede med rekordlave ledighedstal. Men ingen af alle disse resultater betød tilsyneladende så meget for ham som præmien, han ikke vandt – fire år mere.
13 PROLOG
Da 81 millioner vælgere forkastede ham og kaldte den ansættelse tilba ge, der havde givet ham den mest vedholdende opmærksomhed, han nogensinde havde oplevet, gik Trump til angreb på de demokratiske proces ser, som i sin tid havde bragt ham til magten. Han hævdede i ugevis uden at fremlægge beviser, at afgivne stemmer mod ham var svindel, alt imens hans forbundsfæller anlagde hårtrukne retssager. Trump, som rutinemæs sigt blandede juridiske og PR-problemer sammen, lod til at gå ud fra, at lovens håndhævere og retssystemet per refleks tog hans parti. Han ville forfremme en konspirationsteoriadvokat til chefrådgiver i Det Hvide Hus og overvejede at tvinge justitsministeren til at udnævne en særlig undersøger til at efterforske hendes påstande, mens han puslede med tanken om at sende myndigheder ud for at beslaglægge stemmemaskiner.
Alt dette med det formål at se, hvor langt han kunne gå i det, han tit refererede til som ”slagsmålet”. Han fortsatte den brændte jords taktik, også efter at han med sin private gøren og laden reelt anerkendte valgnederlagets hårde realiteter. Offentligt istemte han kampråbet Stop the Steal, der var udtænkt flere år tidligere af en af de rådgivere, han havde kendt længst. Privat gjorde han sit hjem i Florida indflytningsklar til årene efter præsidenttiden og lod i det mindste, som om han overvejede, om han skulle del tage i Joe Bidens indsættelse. Nogle forbundsfæller diskuterede, om man kunne finde advokater, som ville forhandle en altomfattende aftale på plads om at lade ham undgå alle de retssager, der lå og truede, den dag han forlod embedet (idéen blev aldrig til noget).
Da Trump løb tør for muligheder, opfordrede han sine støtter til at mar chere til en gren af den føderale regering, han ikke havde kontrol over, og lænede sig derpå tilbage og så fjernsyn, mens de indledte et voldeligt oprør, stormede Capitol og afbrød bekræftelsen af det valg, han havde tabt.
”Trump have [sic] et enestående udgangspunkt for støtte blandt unge men nesker, højtstående erhvervsfolk, funktionærer på mellemlederniveau og minoriteter,” lød det i resuméet af rapporten til Donald Trump om den of-
14 BLÆNDVÆRK
fentlige mening i USA, som blev afleveret til ham i oktober 1988 af analyse instituttet Penn and Schoen Associates, Inc.
”Vedrørende forhold, der reducerer støtten til Trump,” skrev Doug Schoen, der havde ledet undersøgelsen, ”er der kun ét, som virkelig har betydning for et stort antal vælgere: hans mangel på politisk erfaring. Dette kan dog løses, og vi har skitseret en plan i den henseende senere i dette memorandum.”
Den 95 sider lange rapport lå færdig 11 måneder efter, at Trump havde udgivet The Art of the Deal, bestselleren, der gjorde en byggematador, som i det store og hele var ukendt uden for New York, til Amerikas målestok for ambitiøse stræbere. På det tidspunkt smagte Trump berømmelsen første gang – det stof, der ville holde ham oppe, og som han efter alt at dømme med tiden fik behov for større og større doser af. Et kvart århundrede efter opnåede Trump sin ultimative rus – i Det Hvide Hus fik han al den op mærksomhed, verden kan skænke et enkelt menneske.
Før Trump gik efter præsidentembedet, lagde biograferne Wayne Barrett, Tim O’Brien, Gwenda Blair, Harry Hurt og Michael D’Antonio betydeligt arbejde i at beskrive hans tur til tinderne, hans familie, forretningsforbindelser og berømmelse. Under og umiddelbart efter hans præsidentperiode blev han emnet for flere bøger end næsten hundrede procent sikkert nogen anden præsident, der kun har siddet en periode, muligvis med undtagelse af John F. Kennedy. Disse bøger, nogle af dem skrevet af mine kollegaer og konkurrenter i Det Hvide Hus’ korridorer, har diskuteret Trumps luner, hans dysfunktionelle ledelsesstil, og hvor dan han nåede frem til beslutninger i kritiske, politiske spørgsmål. Deres kapitler er spækket med flue på væggen-anekdoter, fremmedgjort per sonales iagttagelser og sensationer, der mange gange fik mig til at sparke mig selv over benet, fordi det ikke var mig, der havde fået fingre i dem. Men de begynder næsten alle sammen i Det Hvide Hus eller med lan ceringen af præsidentkampagnen, hvor Trump præsenterede sig som en nybegynder i politik.
15 PROLOG
Virkeligheden er en ganske anden. Trump havde overvejet at kandidere til præsidentembedet gennem det meste af sit voksenliv, indimellem med større alvor, end han lod skinne igennem i realtid. Det var til dels en bestræ belse for at udvide sit brand, men tanken om at blive en feteret, national skikkelse med enorm magt greb ham sidst i 1980’erne. Selv i de årtier, hvor han valgte ikke at kandidere til embedet, blev han gjort klar til det. Han handlede ikke på en måde, de fleste politiske analytikere ville kalde seriøs forud for en præsidentkampagne, men hans interesseniveau var det.
Selve arbejdet i embedet levede imidlertid sjældent op til rusen ved at stå som partiets nominerede kandidat midt i et jublende konvent, mens ballonerne regnede filmisk ned over ham. Ligesom andre præsidenter op dagede Trump, at embedets begrænsede beføjelser ikke svarede til den flotte titel. De fleste af de beføjelser, der følger med embedet, interesserede ham faktisk ikke – han vekslede mellem ufokuseret engagement i petitesser og at fremstå, som om han bare fordrev tiden. Under et møde sidst i embedsperioden med medarbejdere om den musik, der skulle spilles ved hans vælgermøder, fik han alle mand til i over en time at kulegrave Spotify for at finde en bestemt sang fra The Whos rockopera Tommy, som han holdt hårdt på, eksisterede. (Medarbejderne kunne ikke finde den).
Denne bog er et forsøg på at finde de tråde, der væver disse to verdener sammen. Den er ikke tænkt som en altomfattende gennemgang af årene i Det Hvide Hus eller af forhold med forbindelse til undersøgelserne af, om der var en sammensværgelse mellem russere og Trumpkampagnen i 2016, og heller ikke af de sidste 10 uger af Trumps præsidentperiode. Det er en undersøgelse af den verden, der skabte Trump og den personlighed og de karaktertræk, han havde, da han dukkede frem af den, og hvordan dette formede og definerede hans tid som præsident.
Min opgave blev nemmere efter 6. januar 2021. Angrebet på Capitol var – en overgang – for meget af det gode for en række af Trumps med arbejdere, allierede, rådgivere og forbindelser. Nogle afslog at udtale sig, enten fordi de stadig følte sig taknemmelige over for ham af professionelle
16 BLÆNDVÆRK
eller private grunde, eller fordi de stadigvæk var bange for ham. Men andre især efter at Trump havde forladt embedet – var villige til at give et mere f yldestgørende portræt af ham, end de havde været på noget tidligere tids punkt. Specifikt til denne bog har jeg talt med mere end 250 mennesker. Samtaler, information og scener, som beskrives heri, er baseret på detalje rede noter og optagelser samt samtidige iagttagelser og erindringer. (Som svar på en længere liste af spørgsmål om nogle af enkelthederne i denne bog afviste Trump dem som fake news, ”usande” eller ”fantasiland”). Det ble v klart i løbet af disse interviews, at meget af det, der udspillede sig i præsidentperioden, var forudskikket af tidligere dele af Trumps liv.
Det New York, Trump kom fra, var i sig selv et morads af korruption og dysfunktion, der strakte sig fra de ledende kredse til dele af medierne og til den industri, hvor hans familie skabte sin formue. New York var sidst i det 20. århundrede et sted, hvor stammelignende racepolitik dominerede aspekter af samfundslivet ved at holde sorte funktionærer ude fra bystyrets indflydelsessfære indtil 1989, ved at bestemme over nyhedsdækningen af kriminalitet og offentlige tjenesteydelser og ved at diktere, hvad der blev bygget hvor, og hvem der betalte for det. Den verden, New Yorks ejendomsudviklere færdedes i, var fyldt med suspekte typer og mættet med bagtalelse og økonomiske knivstikkerier – at omgås de mennesker var ofte prisen, man måtte betale for at drive virksomhed. Men for de journalister, der dækkede ham, stak Trump nu alligevel ud som ekstraordinært skam løs – de havde mere end svært ved at pege på en anden ejendomsudvikler, der med sindsro kunne finde på at indrømme, at han havde brugt et alias, mens han var under vidneansvar i en retssag om de underbetalte, illegale arbejdere, der havde bygget tårnet, som bar hans navn.
Det var hans trang til at se, hvor langt han kunne drive en præsident kampagne, der betegnede hans livs senere år. På trods af alle de gange, han tidligere havde leget med idéen om at stille op, og alt det trivielle benarbej de, han gjorde for at opbygge netværk i primærvalgenes nøglestater, så ind rømmede medarbejdere, at han aldrig på forhånd tænkte synderlig meget
17 PROLOG
over, hvad embedet i sig selv indebar. Uden at forstå, hvordan den føderale administration fungerede, og med begrænset lyst til at lære, indrettede han den verden omkring sig, som havde formet ham.
Under to valgkampagner og i fire år som præsident behandlede han lan det som en udgave af New Yorks fem boroughs. Det gik i 2017 hurtigt op for Trumps medarbejdere, at han havde forestillet sig, at præsidentembedet fungerede ligesom et af Demokraternes engang så almægtige magtapparater i disse boroughs, hvor en enkelt boss havde kontrol over alt, hvad der foregik i hans kongerige, og vidste, at hans støtte alene var nok til at sikre andre en valgsejr, og hvor ”vi” mod ”de andre” var kendetegnende for en by med racedynamikker, der kunne ændre sig fra den ene gade til den næste.
Da Trump kom til Washington, nulstillede han sig selv og vendte tilbage til den viden, han havde høstet gennem de vækst-og-vandgang-cyklusser, der i årtier havde karakteriseret hans virksomhed og privatliv. I sine tidlig ste år havde han en håndfuld nøglerådgivere og mentorer. Norman Vincent Peale, som prædikede ”positiv tænknings kraft” og et evangelium om pro to-velstand, indgød Trump en tro på, at han kunne skabe ting med ren og skær viljekraft – når en situation faldt ud til hans fordel, tilskrev Trump det ofte mental styrke. I den temperamentsfulde ejer af New York Yankees, Ge orge Steinbrenner, hvis hang til teatralske fyringer bjergtog fans og bragte ham lige så meget i pressens søgelys som holdets præstationer på banen, fandt Trump en model for den hypermaskulinitet, han tit efterlignede i den følsomme periode, hvor AIDS-virusset skræmte landet i 1980’erne. Ed Koch og Rudy Giuliani lærte ham kunsten at gøgle i embedet. Og Meade Esposito, den jernhårde, demokratiske partiboss i Brooklyn, lærte Trump, hvordan magtfulde politiske forbundsfæller efter hans mening skulle op føre sig. Provokatøren og den politiske flammekaster, Roger Stone, som gennem flere år – helt tilbage til den første vælgeranalyse i 1988 – var med til at forberede Trump på et politisk embede, havde en central rolle i, at vejen til Trumps politiske karriere blev banet. Bortset fra Trumps far var den væsentligste indflydelse på den fremtidige præsident Roy Cohn, som
18 BLÆNDVÆRK
lærte ham, hvordan man bygger et helt liv op ved at holde sig i nærheden af magten, undgå at pådrage sig ansvar og bedrage folk ved hjælp af medierne. Det er umuligt at vide, måske også for Trump selv, hvor mange gange det, når han har udfoldet den brutale side af sin personlighed, har været en funktion af at holde folk fra at gennemskue bedraget.
Helt ligesom han lod sig styre af alderstegne rollemodeller, var han også motiveret af gammel rivalisering og nag. De, der havde været omkring ham et stykke tid, kunne ofte i de mange personlige fejder, der optog hans tid i embedet, se sporene af gamle forurettelser, der daterede sig til bage til Trump Organizations virksomhed. To af hans yndlingsmål, senator John McCain og kongresmedlem Jerry Nadler, havde i 1990’erne modsat sig Trumps adgang til et føderalt låneprogram til byggeri på Manhattans West Side, mens en anden, kongresmedlem Debbie Dingell, var enke efter et kongresmedlem, der ville have en af Trumps spillekasinorelaterede akti viteter undersøgt.
Men på trods af alt det rænkespil, der er en del af Trumpmyten – snak ken om hans lunefuldhed eller beskrivelserne af ham som en kaosagent –så er det ironiske, siger dem, der har kendt ham i årevis, at han gennem hele sit voksenliv kun har haft en håndfuld taktiske greb. Der er kontraangrebet, der er den hurtige løgn, skylden, der lægges på andre, aflednings- eller vildledningsmanøvren, der er raserianfaldet, der er den performative vrede, der er handlingen eller påstanden beregnet til overskrifter, der er ubeslut somheden camoufleret som et overfald, der er bagtalelsen af en rådgiver over for en anden rådgiver, som sætter en kile ind mellem dem. Udfordrin gen er til enhver tid at regne ud, hvilket greb han bruger.
Når Trump vurderer andre, er han typisk mere end noget andet fokuse ret på, om noget eller nogen har ”udseendet”, hvilket afspejler hans opfat telse af livet som et show, han skal besætte rollerne i. Trump, der er besat af andre menneskers hemmeligheder, er ekspert i at finde folks svagheder og lægge pres på disse svagheder samt i at anspore folk til at prøve at indynde sig ved at løbe en risiko på hans vegne, så han kan påstå at befinde sig et
19 PROLOG
skridt fra følgerne. Hvor meget han end påstår, at han sætter pris på loya litet, har han været hårdest ved dem, der villigt har vist ham den, og han nyder at se mennesker, som har kritiseret ham før, tigge og trygle om hans tilgivelse eller bifald. Men folk beskriver ham også som en ensom mand, der lige så tit prøver at gøre folk tilpas, som han er en slagsbror, og som hyppigt er allergisk over for direkte, personlig konflikt.
Han er utrolig påvirkelig, tager andres idéer og tanker og udtalelser til sig og sælger dem som sine egne – kampagnemedarbejdere kaldte ham engang en ”avanceret papegøje”. Han har vist vilje både til at tro, at hvad som helst er sandt, og til at sige, at hvad som helst er sandt. Han har nogle få ideologiske kerneimpulser, men tilsidesætter dem ofte villigt, når det er hensigtsmæssigt for at opnå et eller andet. Han kommer med vage udtalel ser, som giver folk mulighed for at lægge det, de vil, i hans ord, så to sider af den samme sag kan påstå, at han støtter dem. Det er mere reglen end undtagelsen, at Trump reagerer på noget i stedet for at have en aktiv plan, men fordi han i den grad desorienterer folk, tror de, at der må ligge en stør re strategi eller en hemmelig plan bag. Hvad han end har gang i, er det ofte et led i noget, han ser som et spil, hvis regler og mål kun giver mening for ham.
Hans behov for at leve i det evige nu vejer som regel tungere end nogen evne til at tænke mere langsigtet. Men Trump lever også i den evige fortid, haler konstant et tungt læs af gamle forurettelser – eller glimt af bedre, men forgangne tider – ind i nutiden, hvor han prøver at tvinge andre til at genopleve dem sammen med ham. Hans vilje til at følge en kurs, som han er klar over vil tirre hans kritikere og medføre, at han bliver opfattet som en hård hund, har styret ham i årtier.
Blandt hans mest vedholdende egenskaber er en trang til at knuse sine modstandere – at han nægter at lade sig skamme ud eller frivilligt trække sig fra slagsmålet – hans udstråling af tro på, at tingene altid på en eller anden måde vil falde ud til hans fordel – og at han nægter at acceptere den måde, man traditionelt lever på i erhvervslivet eller politik. Disse træk
20 BLÆNDVÆRK
har været hans kant, ligesom det er det, at han går med det uden på tøjet, som andre mennesker prøver at skjule. Han blev mere vred med tiden, især da han kom til at stå over for den ene efterforskning efter den anden fra anklageres side, men også fra politiske modstanderes. Men netop det, der udløste vreden, var ofte irrelevant. Et centralt dogme for Trumps politiske bevægelse har været at finde offentligt acceptable mål for i forvejen eksi sterende vrede. Den vrede sendte et signal til hans støtter, der er forbundet med ham mere af fælles fjender – de liberale, medierne, techfirmaer, offentlige myndigheder – end af fælles idealer. Ansatte og rådgivere, der pakkede deres identitet ind i ham, følte sig nærmere knyttet til ham, når han var under angreb. (Medarbejdere i Det Hvide Hus, som ikke havde kendt ham før, blev overrasket over, at han til enhver tid udstrålede selvtil lid, også når han tilsyneladende var i krise). Hans mest glødende tilhængere genkendte noget af sig selv i ham, eller de så noget, de ville ønske, de også var.
Det var ikke hele hans erhvervskarriere før præsidentperioden, der var et blændværk. Han byggede et kæmpemæssigt tårn på Fifth Avenue og eje de tre spillekasinoer i Atlantic City og overtalte banker og myndigheder til at hjælpe ham med det. Han opkøbte betydelige ejendomme og tvang de politiske magthavere til at forhandle med ham. Han udviklede en portefølje af aktieandele. Men han var aldrig den erhvervsmand i gigantklassen inden for New Yorks finans- og byggesektor, som han prøvede at give udseende af. Erhvervsledere i Trumps hjemby fnyste, at han legede, at han havde en større bankbog og en større ejendomsportefølje, end han havde, og de hå nede hans villighed i den sidste ende til at lægge navn til stort set enhver licensaftale. Og spørgsmålet, om han pustede værdien af sine ejendomme op for at narre pengeudlånerne, var kernen i en efterforskning af hans virk somhed, efter at han forlod Det Hvide Hus. Men uden for New York Citys boble havde han i årtier været synonym med stor formue – i landet som helhed var han bare en, der havde bygget store tårne med varemærket i guldbogstaver.
21 PROLOG
For fuldstændig at gøre op med Donald Trump, hans præsidentperiode og politiske fremtid er folk nødt til at vide, hvor han kommer fra.
Jeg blev født i New York City i samme måned, som Donald Trump første gang kom i karambolage med den føderale regering, af forældre, som mød te hinanden, mens de arbejdede på New York Post, en af de tabloidaviser, Trump kom til at identificere sig med. I min kommunale grundskole på Manhattans Upper West Side gik en af ekskursionerne til den offentlige lobby i et nyt, arkitektonisk vidunder ved navn Trump Tower. Jeg har levet det meste af mit voksne liv i Brooklyn, hvor Fred og Donald Trump lærte, hvordan politisk magt fungerede. Min karriere har jeg tilbragt på de aviser, der betød mest for Trump.
Gennem det meste af det seneste tiår, mens Trump gik fra at være en primært lokal til at være en national og international historie, har det været mit fuldtidsarbejde at skrive om ham som korrespondent på New York Times. Jeg har været genstand for de to typer opmærksomhed, han foretræk ker at vise journalister – hans umættelige trang til at fastholde mediernes opmærksomhed og hans ondsindede beskeder og vrede erklæringer som reaktion på pressedækningen. Hans fremgang gav en journalist mangfoldi ge muligheder, både i form af en endeløs strøm af historier og en øget interesse i mit arbejde. Men der var så også ulemperne ved at blive tvangsind lagt til at spille en af rollerne i den film, han uophørligt skrev manuskript til med sit liv.
Over tid har Trump været både den mest tykhudede og den mest hud løse af alle de offentlige personer, jeg har dækket, han har det ene øjeblik slået en haglbyge af negativ mediedækning hen for så i det næste at hage sig fast i en banal fornærmelse, han mener, et snakkehoved på tv er kommet med. Fra sin tidligste begyndelse og til den dag i dag har Trump altid haft gorillaer, stikkere og folk, der har været villige til at udspionere hinanden, spredt ud over sit netværk for at skabe en fornemmelse af fare og en trussel om angreb i håb om at tvinge folk til at involvere sig med dem på deres be-
22 BLÆNDVÆRK
tingelser. Der er mange, som har været parat til at udnytte hans medfødte paranoia og minimale interesse i detaljer til at få ham til at føje sig efter deres hensigter. Trump ansporede ofte deres taktik.
Republikanerne forkastede i Obamas tid som præsident i stigende grad de brede massemedier, og det gik i hak med Trumps vrede, bortset fra at det for ham var langt mere personligt, end det var for hans partifæller. Ef ter at have mænget sig til en rolle som regelmæssig ekspert på tv og gæst i radioen opfattede han sig selv som en del af medierne, og han behandlede pressedækning, han ikke brød sig om, som kollegialt forræderi.
Et af de mest ejendommelige aspekter ved Trump gennem tiden har været hans evne til – ikke altid bevidst og ikke altid udtrykkeligt ønsket –at få folk omkring sig til at overtage hans adfærd. Mange i hans verden er begyndt at praktisere egenskaber, som kun Trump har formået at slippe af sted med. Som leder af det, der, når alt kom til alt, var et privatejet familie foretagende, var det et begrænset antal mennesker, der kunne blive udsat for denne dragning. Som præsidentkandidat og senere som øverstkom manderende blev den kreds dramatisk udvidet og kom til at omfatte selv nogle af hans republikanske kritikere, der begyndte at opføre sig ligesom ham.
Det gjorde mange kritikere, som forblev modstandere af ham, imidlertid også, de lagde sig efter hans hang til personlige fornærmelser, eller de fremsatte påstande, der overdrev, hvad fakta påviste, eller de nægtede at undskylde for fejltagelser, eller de mente, at målet med deres angreb helligede midlet. Gennem to årtier var normen blevet sænket for, hvad der blev betragtet som acceptabel opførsel i det offentlige liv, og det trak under vejs alle med ned. Trump navigerede meget trygt i det omskiftelige farvand.
Skønt jeg var fortrolig med så meget vedrørende Trumps år i Was hington – personlighederne, stilen, tilgangen til magt – så fik vedvarende granskning af hans verden mig ofte til at tvivle på, om selv de mindste fakta var sande, ret meget ligesom mange af de mennesker, der arbejdede for ham i Det Hvide Hus, konstaterede, at det skete for dem.
23 PROLOG
Alt i alt talte Trump med mig oftere, end han påstod, men ikke i nærhe den af så tit, som nogle demokrater og nogle af Trumps medarbejdere bildte sig selv ind var tilfældet. I Det Hvide Hus tweetede han gentagne gange om mig og nævnte af egen drift mit navn under møder med rådgivere. En gang skete det, fordi han havde set mig nævne i et interview med PBS, at han ser fjernsyn adskillige timer om dagen – han beklagede sig over min bemærk ning og ignorerede den kendsgerning, at han kun kendte til den, fordi han havde set fjernsyn. Han nedgjorde mit udseende over for medarbejdere og sagde til en af dem: ”Har du lagt mærke til, at hendes briller altid er fedtede?”
Kort efter valget i 2016 sagde en, der havde kendt Trump i årevis og var rystet over hans sejr, til mig: ”Landet har valgt Chauncey Gardiner, og det er ikke gået op for nogen.” Det var en reference til hovedpersonen i Jerzy Kozinskis Velkommen Mr. Chance. Bogen blev filmatiseret, og Peter Sellers spiller rollen som en sløv mand ved navn Chance, en gartner, der på grund af en række misforståelser ender med at blive taget for at være et geni fra de højere kredse ved navn Chauncey Gardiner. Sammenligningen var imid lertid ikke rigtig; Trump var ikke specielt vidende om noget ud over ejen domshandel, byggeri, sport, film og tv, men han var snu og klogere, end hans kritikere mente, og han havde et overlevelsesinstinkt, der formentlig ikke kendte sin lige i amerikansk politisk historie. Han var heller ikke harmløs – som gartneren Chance er; Trumps nulsumsmentalitet sørgede for, at andre mennesker mange gange måtte betale prisen for hans succes.
En enkelt kendsgerning i en historie, jeg skrev sammen med tre kollegaer weekenden før valget i 2016 om Trumpkampagnens fejltrin, havde bragt kandidaten i harnisk: Vi skrev, at rådgivere havde fjernet Twitterappen fra hans telefon. Flere timer efter at valgstederne lukkede den 8. november 2016, og idet Trump blev erklæret som vinder af en nøglestat, prøvede en kollega på New York Times, Patrick Healy, at ringe til ham.
Mr. Trump, sagde Patrick på jagt efter en kommentar, De er snart USA’s præsident. ”Tak, tak – stor ære. Sig til Maggie,” svarede han, ”at der ikke er nogen, der har taget min Twitter fra mig.”
24 BLÆNDVÆRK
En anden kollega – Adam Nagourney, en veteran fra avisens kontor i Washington – sendte mig en besked om, hvad Trump betød for min karriere. ”Det er fedt for dig,” sagde han og henviste til det sædvanlige forløb, hvor journalisten, der har dækket kampagnen, følger med vinderen til Det Hvide Hus, og til den kendsgerning, at jeg havde skrevet om Trump længere end andre journalister.
Jeg havde lige dækket en tromlende, ofte dysfunktionel og hævngerrig kampagne, der hvert eneste skridt af vejen var karakteriseret af kandidatens hang til kontrol – over sin nyhedsdækning, sine tilhængere og sine med arbejdere – sammen med en indgroet trang til at afprøve grænserne for acceptabel opførsel og en farlig ligegyldighed over for demokrati og borger rettigheder. Nu ville han få en hel administration mellem hænderne, og hans stærkmandstendenser fik for første gang vidtgående magt over millioner af menneskers liv. Jeg tastede min umiddelbare reaktion tilbage: Du gør dig ingen forestilling om, hvad der venter.
25 PROLOG
