FØRSTE DEL EN GANSKE ALMINDELIG DAG
ROM
Sidst på foråret år 71
“Giv dit hjerte til det fag, du har lært, og find vederkvægelse i det …”
Marcus Aurelius, SELVBETRAGTNINGER
I
Ved enden af strædet begyndte det at rykke i de fine hår i mine næsebor. Det var sidst i maj, og det havde været varmt i Rom en uge. En kraftig forårssol havde bagt ned på lagerbygningens tag og sat fart i mugdannelsen indenfor. Alle krydderierne fra Østen ville summe næsten magisk, og det lig, vi var kommet for at begrave, ville være levende af gasser og forrådnelse.
Jeg havde fire frivillige fra prætorianergarden med foruden en kaptajn ved navn Julius Frontinus, der havde kendt min bror. Han og jeg klippede kæden for porten ud til baggaden over og dryssede så rundt i lastegården, mens kavaleristerne skramlede med låsen i den store indvendige dør.
Mens vi ventede, brummede Frontinus, “Falco, efter i dag kan du godt regne med, at jeg aldrig i mit liv har mødt din bror! Det her er det sidste modbydelige ærinde, du skal regne med at trække mig med i –”
“Privat tjeneste for kejseren … Festus ville have haft det rette ord for det!”
Frontinus beskrev kejseren med min brors ord, og det var ikke stuerent.
“Det er da ellers bekvemt at arbejde for Caesar!” kommenterede jeg muntert. “Smart uniform, fri bolig, de bedste pladser i Circus – og alle de honningmandler, du kan spise!”
“Hvad fik så Vespasian til at vælge dig til at tage dig af det her?”
“Jeg er nem at hundse med, og jeg havde brug for pengene.”
“Ja, så var det jo et logisk valg!”
13
Jeg hedder Didius Falco, Marcus for særlige venner. På det tidspunkt var jeg tredive år gammel, fribåren borger i Rom. Det eneste, det betød, var, at jeg var født i et slumkvarter og stadig boede i et, og undtagen i ufornuftige øjeblikke regnede jeg også med at dø i et.
Jeg var en privat meddeler, som Paladset lejlighedsvis benyttede. At fjerne et forrådnet lig fra censors borgerliste var standarden for mit arbejde. Det var uhygiejnisk, bespotteligt og tog appetitten fra mig.
I min tid som meddeler havde jeg arbejdet for menedere, småfallenter og svindlere. Jeg afgav beedigede erklæringer i retten for at anklage højbårne senatorer for udskejelser, der var så grove, at man ikke engang kunne have dækket over dem under Nero. Jeg fandt forsvundne børn for rige forældre, der hellere ville lade dem i stikken, og talte for enker uden arv, der giftede sig med deres vattede elskere ugen efter – så snart jeg havde skaffet dem nogle penge, der var deres egne. De fleste af mændene prøvede at smutte uden at betale, mens de fleste af kvinderne ønskede at betale mig i naturalier. Det er ikke svært at gætte hvilken slags; aldrig en sød kapun eller en fin fisk.
Efter hæren arbejdede jeg freelance med den slags i fem år. Så tilbød kejseren, at hvis jeg arbejdede for ham, ville han måske flytte mig op i en højere socialklasse. Det ville være næsten umuligt at tjene de penge, der skulle kvalificere mig, men en forfremmelse ville gøre min familie stolt og mine venner misundelige, mens resten af middelklassen ville ærgre sig grusomt, så alle fortalte mig, at dette vanvittige hasardspil nok var en mindre krænkelse af min republikanske side værd. Nu var jeg kejserlig agent – og syntes ikke om det. Jeg var den nye; så de pålagde mig de værste jobs. For eksempel dette lig.
Krydderigården, hvor jeg havde taget Frontinus med, lå i forretningskvarteret, tæt nok på Forum til, at vi kunne høre pladsens travle summen. Solen skinnede stadig; flokke af svaler steg op mod den blå himmel. En mager kat uden sans for, hvad der var passende, kiggede ind ad den åbne port. Fra de nærliggende ejendomme hørtes lyden af en trisse og en arbejder, der fløjtede, skønt de stort set virkede forladte,
14
som lagerbygninger og tømmerpladser så tit er, især når jeg gerne vil købe en billig planke.
Det var lykkedes vagterne at brække låsen op. Frontinus og jeg bandt halstørklæder for munden og gik så hen mod den høje dør. En varm dunst slog ud i hovedet af os, og vi veg forfærdede tilbage; det var som et klamt pust, der klistrede vores tøj til huden. Vi lod luften falde til ro og gik så ind. Vi stoppede begge op. En bølge af primitiv rædsel ramte os som en øretæve. Der var en forfærdende ro alle steder – undtagen hvor en sværm fluer i dagevis havde svirret rundt i tvangsmæssige parabler. Øverst oppe virkede luften, der blev oplyst gennem små uigennemsigtige vinduer, tyk af duftende, solfyldt støv. Længere nede var lyset svagere. Midt på gulvet kunne vi skelne en skikkelse: liget af en mand.
Lugten af opløsning er mildere, end man venter, men temmelig udtalt.
Jeg vekslede et blik med Frontinus, da vi gik nærmere. Vi var usikre på, hvad vi skulle gøre. Jeg løftede forsigtigt klædet og begyndte at fjerne den toga, der var blevet smidt over de jordiske rester. Så slap jeg den og veg tilbage.
Manden havde ligget død i peberlageret i elleve dage, inden en eller anden kvik fyr i Paladset kom i tanker om, at de burde begrave ham. Efter at have ligget ubalsameret i den varme, indelukkede luft så længe, var det døde kød flaget som velkogt fisk.
Vi trak os tilbage et øjeblik, mens vi mandede os op. Frontinus kom med en halvkvalt, skurrende lyd. “Gjorde du det selv af med ham?”
Jeg rystede på hovedet. “Ikke mit privilegium.”
“Mord?”
“Diskret eksekution – forhindrer en ubelejlig retssag.”
“Hvad havde han gjort?”
“Forræderi. Hvorfor tror du, jeg involverer prætorianerne?” Prætorianerne var Paladsets elitegarde.
“Hvorfor alt det hemmelighedskræmmeri? Hvorfor ikke holde ham frem som et eksempel?”
“Fordi vores nye kejser officielt blev hilst med almindelig jubel. Så sammensværgelser mod Vespasian Caesar forekommer ikke!”
15
Frontinus slog et sarkastisk grin op.
Rom var fuld af mænd, der lavede sammensværgelser, selv om de fleste af dem mislykkedes. Den kamp mod skæbnen, som denne fyr havde ført, havde været dygtigere end de fleste, men nu lå han udstrakt på et støvet gulv ved siden af en sort plet af sit eget indtørrede blod. Adskillige medkonspiratorer var flygtet fra Rom uden at give sig tid til at pakke skiftetunikaer eller en flaske vin til rejsen. Mindst én var død – blev fundet kvalt i en celle i det uhyggelige Mamertiner-fængsel. I mellemtiden var Vespasian og hans to sønner blevet modtaget i Rom med ubetinget velkomst og var ved at gøre klar til at genopbygge kejserriget efter to års forfærdelig borgerkrig. Alt var tilsyneladende under kontrol.
Sammensværgelsen var blevet tilintetgjort; alt, hvad der stod tilbage, var fjernelsen af det rådnende bevismateriale. At tillade denne mands familie at holde den normale, offentlige ligfærd med en procession gennem gaderne, fløjtemusik og betalte grædekoner, der spankulerede omkring, klædt som hans berømte forfædre, havde forekommet de verdensmandsagtige paladssekretærer at være en dårlig måde at holde det fejlslagne komplot i ro på. Så de gav en underordnet funktionær ordre til at sørge for en taktfuld stikirenddreng; denne kontorist sendte bud efter mig. Jeg havde en stor familie, der satte sin lid til mig, og en voldelig vært, som jeg skyldte adskillige ugers husleje; for lakajer, der skulle arrangere uortodokse begravelser, var jeg et let bytte.
“Nå, det flytter ham jo ikke, at vi står her –”
Jeg trak dækket væk, så vi kunne se liget i hele dets længde.
Det lå, akkurat som det var faldet, og alligevel grufuldt anderledes.
Vi kunne fornemme, hvordan indvoldene var ved at klaske sammen, vrimlende af maddiker. Jeg vovede ikke at se på ansigtet.
“Ved Jupiter, Falco; denne bastard tilhørte middelklassen!” Frontinus så bekymret ud. “Du burde vide, at ingen middelklasseborger dør uden en annonce i Statstidende for at varsko guderne i Hades om, at genfærdet af en højtstående person forventer at få den bedste plads i Karons båd –”
16
Han havde ret. Hvis der dukkede et lig op, der havde smalle, purpurfarvede bånd på tøjet som en romersk ridder, ville geskæftige embedsmænd insistere på at få at vide, hvis søn eller far dette fremtrædende eksemplar havde været.
“Lad os håbe, han ikke er blufærdig,” samtykkede jeg roligt. “Han er nødt til at blive klædt af …”
Julius Frontinus knurrede min brors ukvemsord igen.
17
II
Vi arbejdede hurtigt og bekæmpede vores værmmelse. Vi måtte fjerne to stinkende tunikaer med dele af kroppen. Kun den mest hårdhudede kludehandler ville sortere dette kluns så grundigt, at han fandt de broderede navnebånd, der var syet i halsen. Men vi måtte være sikre.
Ude i gården indåndede vi frisk luft i fulde drag og brændte alt det, vi kunne; vi sørgede endda for, at hans sko og bælte endte som en forkullet masse. Han havde ringe på fingrene. Frontinus fik dem vredet af på en eller anden måde; guldringen, der angav middelklasse, en kæmpestor smaragdkamé, en signetring og to til, den ene med en kvindes navn. De kunne ikke sælges, for så kunne de jo dukke op igen; jeg ville smide dem i Tiberen senere på dagen.
Til sidst lagde vi et reb om det næsten nøgne lig og halede det op på en båre, vi havde haft med. Jeg ville skubbe det på plads med foden, men kom så på andre tanker.
De tavse prætorianere holdt strædet fri, mens Frontinus og jeg vaklede af sted for at smide vores byrde gennem et mandehul ned i Cloaca Maxima. Vi lyttede; der lød et plask nede i bunden nær ved stentrappen. Rotterne ville snart være der. Når den næste sommerskylle strømmede væk fra Forum, ville alt, hvad der var tilbage af ham, blive trillet ud i floden gennem den massive bue under Pons Aemilius og så enten sætte sig fast mod pillerne og skræmme færgemændene eller blive ført videre og gnavet rent af ukritiske fisk på et ubemærket, ukendt hvilested til søs.
Problemet blev bragt ud af verden; Rom ville ikke tænke mere på sin manglende borger.
18
Vi gik hurtigt tilbage; brændte båren; spulede gulvet i lagerbygningen; skrubbede vores hænder, arme, ben og fødder. Jeg hentede en spand rent vand, og så vaskede vi os begge to igen. Jeg hældte vandet ud på gaden.
En eller anden i en grøn kappe med hætten slået op stod stille, da han så mig alene ved porten. Jeg nikkede og undgik hans blik. Han gik hen ad strædet. Som en respektabel borger fortsatte han trøstigt med sit eget uden at være klar over, hvilket uhyggeligt sceneri han lige var gået glip af.
Vejret taget i betragtning undrede jeg mig over, at han var pakket sådan ind; somme tider virker det, som om alle i Rom lusker rundt i baggyderne i et eller andet ærinde, der bedst kan udføres i forklædning.
Jeg sagde, jeg nok skulle låse.
“Så smutter vi!” Frontinus ville tage sine knægte med hen og få en velfortjent drink. Han opfordrede ikke mig til at gå med – det overraskede mig ikke.
“Tak for hjælpen. Vi ses, Julius –”
“Ikke, hvis jeg ser dig først!”
Da de var gået, stod jeg et øjeblik tung om hjertet. Nu, hvor jeg var alene, havde jeg bedre tid til at lægge mærke til forskellige ting. Inde i gården faldt mit blik på en interessant stabel op ad ydermuren under et diskret dække af gamle skind. Som søn af en auktionsholder kunne jeg ikke gå forbi noget efterladt, der måske kunne sælges; jeg slentrede derover.
Under skindene var der et livligt edderkoppepar og en masse blybarrer. Edderkopperne var fremmede, men barrerne var gamle venner; konspiratorerne havde haft til hensigt at bruge stjålet sølv til at bane sig vej til magten. Alle de baner, der indeholdt ædelmetal, var blevet opsporet af prætorianerne og bragt til Saturn-templet, men tyvene, der smuglede sølvet ud af de britiske miner, havde snydt lystigt ved at forsyne komplotmagerne med store mængder bly – der ikke kunne bruges til bestikkelse. Blyet var åbenbart blevet efterladt her for at blive hentet af et kejserligt vogntog, nydeligt stablet med militær præcision med hver række i en perfekt ret vinkel til rækken nedenunder. Blybarrer har
19
en vis værdi for en mand med de rigtige forbindelser … Jeg dækkede dem til igen, som en hæderlig statstjenestemand skulle.
Jeg lod porten stå åben, da jeg igen gik hen til mandehullet over Cloaca Maxima. Af alle de stinkende lig af uheldige, foretagsomme mænd, der sikkert var strøet ud over Rom, var dette det sidste, jeg ville have valgt at behandle med så lidt respekt. Enhver forræder har en familie, og jeg kendte hans. Hans nærmeste mandlige slægtning, der skulle have ledet denne ligfærd, var en senator, hvis datter betød meget for mig. En typisk Falco-knibe: Over for en yderst betydningsfuld familie, som jeg prøvede at gøre indtryk på, måtte jeg vise min gode karakter ved uden videre at vippe deres døde slægtning ned i en offentlig kloak …
Bandende løftede jeg dækslet igen, smed hastigt en håndfuld jord ned og mumlede så den basale sjælemesse: “Til guderne i underverdenen sender jeg denne sjæl …”
Jeg kastede en kobbermønt ned til ham, så han kunne betale færgemanden, og håbede så, hvis fru Fortuna tilsmilede mig, at det var det sidste, jeg hørte til ham.
Så heldig var jeg ikke. Lykkens gudinde sender mig altid kun en grimasse, som om hun lige havde klemt sin hellige finger i en dør.
Tilbage ved lagerbygningen spredte jeg resterne af bålet ud over gården. Jeg rinkede kæderne over skulderen, parat til at sikre porten. Lige før jeg gik, slentrede jeg indenfor igen en sidste gang med musklerne spændt under de tunge lænker.
Det hele var stadig badet i en tyk dunst af kanel. Hvileløse fluer fortsatte deres kredsen over pletten på gulvet, som om der var en sjæl, der endnu ikke havde forladt stedet. Ubevægelige sække af uvurderlige orientalske produkter sank sammen i skyggen og fyldte luften med en sødlig duft, der syntes at forandre strukturen af min hud.
Jeg vendte mig om for at gå. Mit blik fangede en bevægelse.
Jeg rystede af skræk som en mand, der har set et spøgelse. Men jeg troede ikke på spøgelser. Ud af det støvede halvmørke kom en indpakket skikkelse styrtende imod mig.
20
Han var virkelig nok. Han snuppede en tøndestav og slog ud efter mit hoved. Han havde ryggen mod lyset, men jeg fornemmede vagt, at jeg kendte ham. Der var ikke tid til at spørge, hvad han havde at klage over. Jeg snurrede rundt og slyngede med stor kraft kæderne ud efter hans ribben, mistede så fodfæstet og havnede på højre albue og knæ, trukket ned af den vægt, jeg bar på.
Jeg må have haft heldet med mig og ramt ham. Heldet har sjældent været min forbundsfælle. Mens jeg fægtede med en favnfuld smedejern, stak slynglen af.
21
III
Jeg havde kun været henne ved mandehullet et øjeblik, men jeg burde have været forberedt. Dette var Rom; hvis man efterlod et skatkammer ubevogtet i tre sekunder, ville en eller anden listetyv med usvigelig sikkerhed snige sig ind.
Jeg havde ikke set mandens ansigt, alligevel holdt min fornemmelse af at have genkendt ham stædigt ved. Den grønne hætte, der var trukket så betryggende op om hovedet, var ikke til at tage fejl af. Det var den mand, jeg havde set, da jeg tømte spanden. Bandende over ham og derpå over mig selv humpede jeg ud i strædet med blodet sivende ned ad benet.
Spredte pletter af sol skar i øjnene, mens den tætte skygge var nedslående kold. Passagen på bagsiden af lagerbygningen var kun tre fod bred med en enkelt udgang til en snæver, bevokset gade. Den anden vej kunne man ikke se udgangen for en krumning. Langs begge sider var der fugtige gårde fyldt med udtjente trækvogne og stabler af ramponerede tønder. Beskidte reb slangede sig ind gennem gabende døråbninger. Blodtørstige opslag, der var sat op med et søm, formente besøgende adgang gennem portene, der så ud, som om ingen havde åbnet dem de sidste ti år. Når man så ud over dette sure forretningshul, forekom det umuligt, at to minutters gang ville bringe en hen i Forums livlige travlhed – dette var Rom. Som jeg sagde.
Ingen at se. En due baskede med vingerne på et tag og gled så ind gennem en knust tagsten. En kran knirkede en enkelt gang. Intet andet bevægede sig. Undtagen mit hjerte.
Han kunne være hvor som helst. Mens jeg kiggede efter ham det ene sted, ville han slippe væk en anden vej. Mens jeg var travlt beskæftiget
22
med at lede, kunne han eller en eller anden slyngel, der slet ikke havde noget med det at gøre, uventet springe op og smadre mit krøllede hoved. I det tilfælde, eller hvis jeg røg igennem et råddent gulv i en af de forladte lagerbygninger, kunne jeg ligge der uden at blive opdaget i dagevis.
Jeg hinkede tilbage. Ved hjælp af et gammelt søm fik jeg låsen på lagerbygningens dør til at springe op. Jeg tjekkede den solstegte gård. Med militærets tænger, som Frontinus havde haft med, anbragte jeg portkæderne igen som en ansvarlig person. Så gik jeg.
Liglugten havde sat sig i mit tøj. Jeg kunne ikke klare det længere, så jeg gik hjem for at skifte.
Jeg boede i Trettende Sektor. Når gaderne var tomme, tog det ti minutter, men på denne tid af dagen tog det tre gange så lang tid at mase sig igennem menneskemylderet. Støjen forekom værre end sædvanlig. Jeg nåede halvdøv og desperat hjem.
Falco-lejligheden var det bedste, jeg kunne få råd til, så den var skummel. Jeg lejede et par elendige loftskamre over Vaskeriet Ørnen i en gade ved navn Fontænegården (der aldrig havde haft en fontæne og ikke var en gård). For at nå til dette imponerende sted måtte jeg dreje af fra den brolagte Via Ostiensis’ relative luksus, så mase mig gennem en række snoede passager, der blev snævrere og mere truende for hvert skridt. Det sted, hvor de blev til ingenting, var Fontænegården. Jeg fægtede mig igennem adskillige rækker fugtige togaer, der spærrede vejen ind til vaskeriet, gik så løs på de seks etagers trapper, jeg skulle slæbe mig op ad for at nå op til reden helt oppe i himlen, der tjente mig som kontor og hjem.
Da jeg nåede helt op, bankede jeg på, for sjovs skyld og for at skræmme eventuelt dyreliv væk, der muntrede sig i mit fravær, så sagde jeg “Kom ind” og løftede klinken.
Jeg havde to rum, hver på kun otte kvadratfod. Jeg betalte ekstra for en usikker altan, men min vært, Smaractus, gav mig rabat i form af naturligt dagslys gennem et hul i taget (plus fri adgang til vand, når det regnede). Der var mangemillionærer i Rom, der husede deres heste bedre, men tusinder af anonyme levede under endnu værre forhold.
23
Min taglejlighed var for lejere, der gik meget ud. Dog havde dette usle hul i fem år forekommet mig godt nok. Især efter at jeg var begyndt at støve rundt efter klienter, var jeg der ikke ret tit. Den havde aldrig været billig; det var der ingen steder i Rom, der var. Nogle af mine menneskelige naboer var frastødende typer, men en venlig gekko havde for nylig slået sig ned. Jeg kunne beværte fire personer, hvis jeg åbnede døren ud til altanen, eller fem, når den ene var en pige, der sad på skødet af mig. Jeg boede alene; økonomisk havde jeg ikke noget valg.
Ivrig efter at få den sundhedsfarlige tunika af gik jeg hurtigt igennem det yderste rum. Der havde jeg et bord, hvor jeg sad og spiste, skrev eller tænkte over livets uhumskheder, plus en bænk, tre taburetter og en ovn, jeg selv havde bygget. I soveværelset stod min seng, der havde slagside, ved siden af en løjbænk til gæster, en opbevaringskiste, der også fungerede som servante, og en slags stige, til når jeg tvang mig til at lappe det utætte tag.
Lettet klædte jeg mig af og brugte det sidste vand i en stor kande til endnu en skrubning, fandt så en tunika, der kun var gået i stykker to steder, siden sidste gang min mor reparerede den. Jeg redte hårdhændet mit hår, tog min næstbedste toga på, hvis jeg nu skulle et eller andet respektabelt sted hen senere, og buldrede så ned ad trapperne.
Da jeg afleverede mit snavsetøj, hørte jeg Lenia, vaskekonen, råbe højt efter mig.
“Falco! Smaractus vil gerne have din husleje!”
“Det var vel nok en overraskelse! Sig til ham, at vi ikke kan få alt, hvad vi gerne vil have, her i livet …”
Jeg fandt hende i den krog, hun brugte som bogholderiafdeling, hun sad i sine fedtede tøfler og nippede til en kop myntete. Indtil dette ynkelige fjols besluttede at investere i ægte fast ejendom (og ægte elendighed) ved at planlægge at gifte sig med vores vært, Smaractus, havde hun været en af mine forhutlede venner; når det lykkedes mig at overtale hende til at droppe umennesket, ville hun blive det igen. Lenia var en slap sjuske, der var cirka fem gange stærkere, end hun så ud til, med nogle forbløffende, hennafarvede hårtjavser, der konstant
24
arbejdede sig fri af en slatten klud, hun havde om hovedet; hun måtte stoppe tjavserne ind igen for at se ordentligt, når hun gik nogen steder.
“Han mener det, Falco!” Hendes øjne var sygelige, og hendes stemme lød som fyrre tørrede ærter, der blev rystet i et metalkrus.
“Godt. Jeg kan lide en mand med seriøse ambitioner …”
På det tidspunkt var jeg lidt uopmærksom, hvad Lenia uden tvivl var klar over. Der var en anden kvinde hos hende, som hun præsenterede som Secunda, en veninde. Det var længe siden, jeg havde set nogen fordel ved at flirte med Lenia, så jeg brugte et øjeblik på at skyde til hendes veninde.
“Halløjsa! Jeg hedder Didius Falco; jeg tror ikke, jeg har set Dem før?” Damen klirrede med sine armringe og smilede sigende.
“Pas på ham!” kommenterede Lenia.
Secunda var moden uden at være overmoden; hun var gammel nok til at være en interessant udfordring og dog ung nok til at lade ane, at det meget vel kunne være umagen værd at tage udfordringen op. Hun studerede mig indgående, og jeg stirrede frimodigt tilbage.
Jeg blev budt på myntete, men den lidet tillokkende grå farve fik mig til høfligt at afslå af helbredsgrunde. Secunda beklagede, at jeg skulle gå; jeg anlagde et udtryk som en mand, der måske kan holdes tilbage.
“En eller anden ådselæder med støverfjæs har spurgt efter dig, Falco,” sagde Lenia surt.
“En klient?”
“Hvor skulle jeg vide det fra? Han havde ingen manerer, så han forekom mig at være din type. Han kom brasende og spurgte, hvad du hed.”
“Hvad så?”
“Han gik. Og det var jeg ikke ked af.”
“Men,” tilføjede Secunda sødt, “han venter udenfor, tror jeg.” Hun overså ingenting – hvis der var en mand indblandet.
Lenias aflukke var åbent ud til gaden bortset fra det virvar, der fulgte med erhvervet. Jeg trak i vasketøjet, til jeg kunne se ud uden at blive set. En grøn kappe med hætten oppe slentrede hen mod den åbne dør i Cassius’ brødforretning to døre væk.
25
“Ham i det grønne?” De nikkede. Jeg rynkede brynene. “En eller anden skrædder har fundet en guldmine der! Grønne kapper med spidse hætter er åbenbart højeste mode i denne måned …” Det ville jeg snart finde ud af; det var min ældste nevøs fødselsdag næste torsdag, og hvis det var sidste mode, ville Larius bede om en. “Har han været der længe?”
“Han kom lige efter dig og har ventet lige siden.”
Jeg var decideret bekymret. Jeg havde håbet, at borgeren i grønt bare var en opportunistisk tyveknægt, der havde lagt mærke til, at der foregik noget i lagerbygningen, og var gået på opdagelse, så snart han mente, at Frontinus og jeg var gået.
Det, at han var fulgt efter mig hjem, satte hans tilstedeværelse i et andet lys. En sådan grad af nysgerrighed kunne ikke være uskyldig. Det betød, at hans interesse i lagerbygningen ikke var tilfældig. Han måtte være en eller anden original, der havde et voldsomt behov for at finde ud af, hvad der var sket derinde, og for at sætte navn på enhver fremmed, der havde forbindelse med stedet. Det betød bekymringer for dem af os i Paladset, der troede, vi havde forpurret komplottet mod kejseren én gang for alle.
Mens jeg holdt øje med ham, mistede han lysten til at spionere og fjernede sig i retning af Via Ostiensis. Jeg måtte finde ud af noget mere om ham. Jeg vinkede til Lenia, forlod Secunda med et smil, der burde holde hende i kog, og smuttede så ud og optog forfølgelsen.
Cassius, bageren, der måtte have holdt øje med den fremmede, stak mig et tankefuldt blik og et tørt stykke brød, da jeg gik forbi.
26
