De bedste familier

8LÆSBJE

Kim Blæsbjerg DE BEDSTE FAMILIER

Roman

Gutkind Forlag

De bedste familier

Hvad jeg tænker mens du taler

Forfatterportræt: © Lea Meilandt Sat med Adobe Garamond hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0325-8

Omslagsillustration: © Alberte Winding

Foto: © Les Kaner

Sat med Melior hos Christensen Grafisk og trykt hos Scandbook EU ISBN 978-87-434-0250-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Romanen er skrevet med støtte fra

Udgivet efter overenskomst med Lars Ringhof Agency ApS, København

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Af samme forfatter:

Fælder. Prosasamling, 2002 Niels Bohrs kærlighed. Roman, 2003 Rådhusklatreren. Roman, 2007 Pyramiden. Roman, 2010 Flugten. Ungdomsroman, 2011 Desertørerne 1. Roman, 2016 Desertørerne 2. Roman, 2017 Desertørerne 3. Roman, 2018

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f g utkindforlag · gutkind_forlag

Første del FREMTIDEN BYGGET I SAND 1953-1955 7 Anden del FOR VORES SKYLD 1956-1957 137 Tredje del SLOTTET 1958 249 Fjerde del HOLD UD, TI STILLE, BLIV VED 1959-1961 375

Femte del DE BEDSTE FAMILIER 1962 535

Første del FREMTIDEN BYGGET I SAND 1953-1955

Niels stryger sand væk fra øjenkrogen, blinker og kører hånden over an sigtet. Sandet knaser mellem tænderne. Han kan ikke samle spyt nok til at fugte læberne, og øjnene løber hele tiden i vand, han gnider dem i ærmet, hver gang der er en pause i arbejdet.

Det forbandede sand, lyder det fra en af dem, der ligesom Niels er kommet til fra landbruget.

Ja, hvis det bare ikke var for sandet. Ræk mig en dunk, siger han. Han hælder vand i øjnene og tømmer resten ud over overkroppen, før han hamrer videre.

Dagen før tippede de svovl og rød fosfor ned i halvtredsliterstromlerne. Med en glødende jernstang stukket gennem et hul i tromlens låg fik han ild i blandingen, varmen satte den kemiske reaktion i gang, og fosforen og svovlet smeltede sammen. Nu hvor blandingen har stået til afkøling i et døgn, er den blevet til en hård koksgrå klump, som skal hejses op og fin deles i knusemaskinen, men ikke før Niels og sjakket har grovknust klum pen med forhammere. Der er mange tromler og mange store klumper. De er ti mand om det. Står og hamrer løs og prøver at holde ansigterne væk fra den sky af kemisk støv, der rejser sig.

Den hvinende svie i øjnene føles ikke som sand, men mere som salt hældt i et åbent sår.

Niels hamrer endnu hårdere på klumpen for at få arbejdet overstået, men kan ikke gøre det med lukkede øjne, så rammer han forkert, og for hvert slag er det, som om flere spidse saltflager skydes ind under øjenlågene. Nu ved han efterhånden godt, at det hverken er sand eller salt. Foran blikket flimrer en palet af stærke farver. Omgivelserne trækker sig fra ham, det er umuligt at stille skarpt på noget som helst. Frygten får det til at isne gennem kroppen. Han plejer at sige til de nye, at de skal bevare roen, når der opstår

9

1

et problem, men føler absolut ingen ro selv. Snarere antydningen af panik. Og af en slags raseri inderst inde, idet han taber hammeren.

Hvad laver du, Christensen?

De andre standser arbejdet, han fornemmer, at de slår ring om ham. Prøv at se hans pupiller. Nogen skubber en kasse hen under ham og får ham ned at sidde.

Jeg har det …

Fint nok, ville han sige, men den lysstærke flimren giver ham akut kvalme. Han prøver at holde øjnene lukkede, hvilket kun hjælper lidt. For hans indre blik toner Margrethe frem. I det mindste skal hun ikke være vidne til det.

Niels fornemmer, at nogle af de andre er gået efter hjælp.

Er det øjnene? spørger en stemme, som han genkender. Den tilhører en af ingeniørerne. – Lad mig se, Niels. Kan du åbne øjnene? Det er bedst, hvis du spærrer dem helt op.

Jeg føler mig frisk nok. Ja ja. Åbn øjnene.

Lyset pisker mod øjeæblerne og får tårerne til at vælde frem. Du har ikke haft øjne før, har du?

Niels ryster på hovedet, har kun set andre have det. Ingeniøren giver hans skulder et klem. – Før vi kører dig hjem, skal du forbi lægen og have et skud morfin. Så sover du fra det hele. Er der nogen, der ringer efter hans kone?

Niels bliver hjulpet ind i lejligheden af den chauffør, som først kørte ham til lægen. Han hører Margrethes mor komme ud fra køkkenet. – Hvad sker der?

Hendes stemme er lige så spids, som hendes figur er tynd og knoglet. Det er øjnene, siger chaufføren. Er Margrethe ikke kommet hjem endnu? spørger Niels. Chaufføren støtter ham ind til sengen. Børnene siger ikke en lyd, men de må jo stå og se på ham. – Edith, kan du ikke holde ungerne ude af soveværelset?

Niels vælter omkuld på madrassen, og hans svigermor finder et rent håndklæde, som han kan lægge over øjnene. Det dufter af frisk luft, men kradser mod øjenlågene. Hun trækker også gardinerne for. Niels ser Mar grethe for sig, som hun får beskeden oppe på vaskeriet. Det er nok en af

10

vaskemestrene, der fortæller hende, at der er blevet ringet fra fabrikken, og at hun skal tage hjem.

Margrethe dukker op, lige efter at chaufføren er kørt. Niels hører deres stemmer ude i entreen. – Ja, han var så sløv af morfin, at han måtte have støtte hele vejen ind i soveværelset. Måske også, fordi han ikke kan se.

Mor, hvad mener du med, at han ikke kan se?

Det er kun forbigående, siger de.

Margrethe stryger ind til Niels med sin mor i hælene og sætter sig på sengekanten. – Mor, gå lige ud.

Hun lægger hånden på Niels’ arm, hårdt, har ingen ro i sig til at være blid. – Sover du? Hvad skete der?

Han aner, at hun tager sig i at linde på håndklædet.

Der er ikke noget at se, siger han, for at hun ikke skal frygte noget virkelig slemt, som at øjenlågene er ætset væk, eller brynene brændt. – Øj nene er bare røde, men det går væk. Lige nu er det bedst, at jeg holder dem lukkede. Det svier, men det bliver bedre, når jeg får sovet ud.

Morfinen hjælper, lyder hans svigermors stemme. Hun må have stået der hele tiden.

Morfin? Er det nødvendigt?

Margrethe kan ikke stå imod længere og river håndklædet væk. Niels giver et støn fra sig og kniber øjnene fastere i.

Hun lægger det ru håndklæde tilbage, læner sig længere ind over ham og sænker stemmen som for at tøjle sin vrede. Sikkert fordi drengene nu også er kommet ind i soveværelset. De er stille, men han fornemmer dem tydeligt.

Jeg vidste, at der ville ske sådan noget en dag. Margrethes stemme dirrer. – Du har lovet at fortælle mig, hvordan det foregår derude.

Det gør jeg også, hvisker han.

Jeg vil ikke skånes.

Niels ville ønske, at han kunne se børnene. Helle sidder sikkert på Ediths arm. Han kan se Ole for sig stående lige inden for døren med sit tænksomme udtryk, og Svend, hans brede storebror, tættere på sen gen.

Hvad er der galt med far? spørger Svend, som er trådt helt hen til

11

sengekanten. Edith er omsider gået ud af soveværelset, men kun for at komme tilbage med et af Margrethes hæklede tæpper, som hun lægger over Niels. Han verfer det af sig. Kan hun ikke se, at han har det varmt?

Bliver han blind? spørger Svend.

Nej, så galt er det heldigvis ikke, mumler Niels, før Margrethe når at svare.

Hendes mor må være blevet fornærmet over det med tæppet. Han hører hende puffe drengene ud af værelset.

Mor, vil du lade være med at trække sådan i ham, du niver ham, sukker Margrethe.

Ja, men nu har børnene set nok.

Fra nabolejligheden trænger støjen fra en radio ind til dem. Skrattende musik, som blander sig med de flimrende drømmebilleder for Niels’ indre blik. Han er tilbage i knuseriet med hammeren i hånden, men med følel sen af ikke at have styr på noget.

Niels, jeg bliver nødt til at høre lidt fra dig selv, hører han Margrethe sige. Han kommer med en brummen.

Kan du snakke?

Ikke så længe …

Var det knuseriet?

Det støver jo …

Men er det kun øjnene? Trækker du vejret normalt?

Hun har lagt hånden på hans bryst. – Åh, kan de ikke slukke for den radio derinde?

Det er fint, Margrethe. Lidt kvalme. Ellers …

Skal vi ikke have fat i lægen?

Jeg har været ved lægen. Det var ham, der gav mig morfinen. Hvad sagde han til dig?

At det skal soves væk. Når giften er ude, er jeg frisk igen. Jamen hvor længe varer det?

Ved ikke … et par dage …

Margrethes mor stikker hovedet ind og siger, at hun går en tur med børnene.

Tak, mor. Yderdøren smækker, og Niels falder omgående i søvn i den pludselige stilhed. Margrethe rusker ham vågen.

12

Kan du ikke komme væk fra det knuseri? Der må være andre steder på fabrikken, som …

Jo … måske.

Niels dupper sved af panden med håndklædet uden at fjerne det fra øjnene. En dråbe løber fra tindingen ned mod øret. Han lytter til Mar grethes overfladiske vejrtrækning. Prøver også at opfange hendes duft, men der er ikke nogen. Margrethe dufter ellers altid godt, når hun er cyklet ned gennem byen oppe fra vaskeriet. Men der er ingenting, heller ikke den lidt indeklemte lugt af sovende børn, som ellers aldrig forsvinder helt fra soveværelset, eller den svage em af mados, der hænger i rummene, dagen efter der er blevet stegt kød. Hans lugtesans må være lammet.

Jeg skal møde på arbejde i morgen, siger Margrethe anstrengt, som er hun med ét blevet vred over den situation, han har bragt hende i. – Jeg kan ikke få lov til at være hjemme.

Det beder jeg dig heller ikke om.

Så må mor kigge til dig.

Skal hun absolut komme rendende?

Hvem vil du ellers have til at passe børnene?

Hun kan vel have dem hos sig selv, siger han.

Det vil hun jo helst ikke.

Kan du så ikke holde fri et par dage, Margrethe?

Nej, det har jeg jo lige sagt. Du plejer at sige, at mit arbejde er lige så vigtigt som dit, men det er måske anderledes, når du ligger syg?

Margrethe lader til at fortryde den hårde tone og tager hans hånd, men slipper den igen. Lægger i stedet hånden på hans bryst, og han mærker pludselig, hvor udmattet han er.

Du nåede ikke at få frokost, gjorde du? Jeg finder lidt til dig. Hun skubber skoene af og går ud i køkkenet.

Tak, mumler han efter hende, men når kun lige at ane, at hun kom mer med madderne, før han er væk.

*

Margrethe er ikke længere i stand til at vække Niels. Hun står med taller kenen og kigger på ham, mens han sover tungt med håndklædet over øj nene. Ved ikke, hvad hun skal. Hun kan ikke klare lugten af kødpålægget.

13

Tårerne presser sig på. Hvis hun skal græde, vil hun have det overstået, før hendes mor kommer tilbage med børnene.

Hun pakker madderne ind og stiller dem i isskabet. Går tilbage til soveværelset, sætter sig på sengekanten og gemmer ansigtet i hænderne. Så hører hun døren gå. Ikke allerede. De var jo lige gået. Lyden af ungernes stemmer når hende fra entreen, en af dem græder. Med håndryggen tørrer hun øjnene, rejser sig og retter uvilkårligt på bomuldskjolen.

Det er Ole, han har slået hul på knæet, råber hendes mor.

Margrethe går ud til dem i køkkenet, hvor hendes mor er ved at smøge Oles bukseben op.

Kan du ikke for én gangs skyld passe bedre på? siger hun, ikke til Ole, men sin mor.

Det er jo ikke værre, end at et plaster kan klare det. Vi skal bare lige have renset såret først, ikke, Ole?

Flyt dig, mor, jeg skal nok gøre det selv.

Jeg prøver jo bare at hjælpe, Margrethe.

Margrethe svarer ikke. Hun vil ikke indrømme, at hun har talt for hårdt til hende. Da Ole har fået plasteret på, går hun ind for at se til Niels. Han ligger som før, på ryggen med håndklædet over øjnene og med let åben mund. Læberne er sprukne. Hun rører dem med spidsen af to fingre og mærker samtidig hans ånde. Kan ikke lide det med morfinen, det er en tung søvn, Niels er faldet i. Men lægen må vel vide, hvad han gør. Hun står og mærker trætheden i sine egne fødder. Mor, må jeg lægge mig, bare en times tid?

Normalt har Margrethe ikke mulighed for at hvile sig midt på dagen. Hun står på tærsklen til den lille stue, hvor hun altid har syntes, at der manglede gulvplads til børnene. Hendes mor kigger op fra sofaen, hvor hun sidder med Helle på skødet.

Vil du se efter børnene imens? Jeg har brug for at lukke øjnene lidt. Ja ja, smut ind med dig, det er fint.

Margrethe trækker kjolen af og lægger sig på samme måde som Niels, men under dynen, selvom det er en lun dag. Først nu går det rigtig op for hende, at Niels ligger i sin kedeldragt. Skoene har han fået af, om det er chaufføren eller hendes mor, der har hjulpet ham af med dem, ved hun ikke. Han kan få lov at sove i arbejdstøjet, indtil det bliver mørkt, så vil hun hive det af ham.

14

Margrethe drejer om på siden og krøller sig sammen, men kan ikke finde ro. Det er for lyst, og tankerne tillader hende ikke et øjebliks fred.

Det kalder jeg en kort lur, siger hendes mor, da hun giver op og kommer tilbage til stuen med sin blå hjemmekittel på.

Jeg må gå tidligt i seng i aften. Du kan bare gå hjem nu, hvis du vil, mor. Jeg skal nok tage over herfra.

Hendes mor har omsider sat Helle fra sig, eller også har hun selv kæm pet sig fri og sidder nu på gulvet og følger med i et kortspil, som drengene har taget hul på. De sidder stift på den sparsomme plads mellem læne stolen og spisebordet og taler lavmælt.

Margrethe ser på sin mor, som har det med at falde ind i sig selv, i det øjeblik hun bliver fritaget for ansvaret. – Mor, vil du ikke have en kop kaffe, inden du går?

Edith kigger op. – Jo tak, det er der vel tid til.

Hun får det jævnligt til at lyde, som om hun har meget at nå hjemme hos sig selv, men har sjældent travlt, og da slet ikke i dag, hvor hun kan gå, flere timer før hun plejer.

De sidder med kaffen i den slidte sofa, som engang var rustrød, men nu snarere er mat grålig. Margrethes blik veksler mellem børnene og hen des mor. Hun ville gerne have børnene til at lege mere frit, men mærker jo selv den samme stivhed i kroppen.

Hvordan går det med ham derinde? spørger hendes mor. – Han so ver vel fint?

Margrethe nøjes med at nikke. Hun vil ikke tage hul på en snak om Niels, nu hvor børnene lytter med. Hendes mor lukker et par knapper i sin grå cardigan og skutter sig. Det er ikke tilstrækkeligt for hende, at solen har varmet stuen godt op, og at hun kan stikke fødderne ind i en solstribe hen over gulvet. Hun er spinkel og kuldskær.

Ja … det er vel sådan noget, der kan ske, når … tilføjer hendes mor med et nik hen mod døren til soveværelset.

Når hvad?

Margrethe aner, hvad der kommer, men kan næsten ikke tro, at hendes mor vil bringe det op, mens han ligger derinde.

Der er jo ikke de samme ordnede forhold som ved … ja, for eksem pel ved jernbanen. Når man ikke har en uddannelse …

15

Ikke her, mor, siger hun med et sideblik til børnene.

Hendes mor sukker. – Så kan man være nødt til at finde sig i …

Mor, Niels kan ikke gøre for, at han mistede sit arbejde på gården.

Det siger jeg heller ikke.

Og far havde da heller ingen uddannelse. Du får det til at lyde sådan. Jo. Han fik diplom på, at han ...

Det er altså ikke det samme som en uddannelse.

Der var i hvert fald ordnede forhold ved banen. Niels kunne have ...

Du ved jo godt, at der ikke var nogen stillinger at få.

Margrethe forstår ikke, hvorfor hun går ind på den snak igen. Find jer en uddannet mand, var en opfordring, hun og hendes søster fik gentaget til bevidstløshed under opvæksten. Valget af Niels ville måske ikke i sam me grad være til diskussion, hvis Kirstine stadig levede og kunne opveje for det med et bedre valg.

Mor, hvis du skal sige noget dårligt om Niels lige i dag, synes jeg, du skal gå hjem.

Hendes mor hæver sine smalle, farveløse bryn. – Jeg taler ikke dårligt om Niels.

Margrethe mærker Oles blik på sig, men ignorerer ham, indtil han vender opmærksomheden tilbage mod spillet.

Han er i hvert fald begyndt at tjene godt, det må man lade ham, fortsætter hendes mor.

Ja. Så vi kan lægge en pæn del til side nu. Måske behøver vi ikke at bo her ret meget længere.

Nej, det siger du. Men så knokler han også som et bæst.

Er der noget galt i det?

Hendes mor er færdig med kaffen. Hun kører hånden over læberne og stiller overdrevent forsigtigt koppen på sofabordet. – Jeg troede ikke, der var mere at komme efter ude på landet.

Niels kan ikke få sin stilling tilbage, hvis det er det, du tror. Det er bare ved siden af arbejdet på fabrikken. Han hjælper til ude på gårdene, når der er brug for ham.

Han knokler, Margrethe.

Du synes altså, det er forkert?

Nej … ikke så længe børnene stadig kan huske, hvordan han ser ud.

16

Margrethe ville have bedt sin mor hjælpe med at få kedeldragten af Niels. Nu må hun gøre det alene. Han er som en sæk cement at flytte rundt på, ikke i stand til at hjælpe det mindste med selv. Hun undersøger, om han har svedt, men det er ikke så slemt. Hun får selv fugtige armhuler, mens hun bakser med kedeldragten, som er næsten umulig at få trukket af armene og ned over skuldrene. Hun har det i forvejen varmt, fordi hun lige har flyttet børnenes senge ind i stuen. Det var ikke mere, end de lige kunne være der, efter at hun havde rykket rundt på møblerne og stillet lænestolen ud i entreen.

I løbet af natten vågner Margrethe ustandselig og puffer hver gang til Niels, men han bliver ved med at sove så dybt, at hun ikke kan vække ham.

Om morgenen da hun har sørget for mad til børnene og taget imod sin mor, som er kommet for at tage over, sover han stadig tungt.

Vaskemesteren giver hende lov til at cykle hjem i frokostpausen under forudsætning af, at hun kan være tilbage på en halv time. Det er let nok at komme hjem i en fart. Hun skal passe på i svingene ned ad Vester bjerg og holder tempoet højt på det flade stykke langs havnen. Vinden mod ansigtet gør hende let i kroppen, men efterhånden som hun nærmer sig Weibelsgade, får ængstelsen tag i hende. Tyngden forplanter sig til en vrede over, at Niels byder hende det her. Hun stiller cyklen op ad den afskallede mur og går ind.

Helle sidder på køkkengulvet med sin krølhårede dukke, men rejser sig ved synet af Margrethe og krammer hendes ben. Margrethe gør sig fri og kaster et blik ind i den tomme stue. – Hvor er mormor?

Hjemme, svarer hun med sin spinkle stemme. Hvad mener du med hjemme? Er der ikke nogen, der kigger efter jer?

Ole er kommet ud til dem med en ansvarsbevidst mine. – Far er oppe, forklarer han. – Han sagde til mormor, at hun skulle gå hjem.

I det samme kommer Niels og Svend ud fra soveværelset og tager fat i den sidste af sengene. Først nu ser hun, at to af dem allerede er flyttet ud af stuen igen. Niels lader, som om Svend bærer lige så meget, som han selv gør. Det er ellers ikke nødvendigt at skåne drengen. Selvom Svend ikke er mere end seks, er han bred og stærk, og Niels gør det måske også mest for at vise hende, at han har fået kræfterne tilbage.

17

Ja, det er ovre, siger han, da de også har rykket stuemøblerne tilbage på plads.

Er det nu også det? svarer Margrethe og stiller sig helt hen til ham.

Har du set, hvor røde dine øjne er? Jeg har aldrig set noget lignende.

Det ser værre ud, end det er, Margrethe. Det svier kun lidt, men synet er i orden.

Han virker mat, som når man rejser sig fra sengen efter en uges influenza.

Du kan i hvert fald ikke tage på arbejde allerede i morgen.

Han aer hende kort på armen, vel for at berolige hende, men stiller samtidig et lidt forurettet ansigt op. – Det er ellers planen.

Margrethe går ud i køkkenet efter et glas vand. Hun er nødt til at tage af sted med det samme for ikke at komme for sent tilbage. – Kan du så ikke i det mindste hvile dig indtil i morgen i stedet for at spille stærk mand? Hvorfor sendte du mor hjem?

Må man ikke passe sine børn, når man endelig har tid? De skal hjæl pe mig med at hente koks.

Vil du nu også hente koks?

Vi er løbet tør. Men fyringssæsonen er jo forbi.

Ikke hvis du spørger meteorologerne. Du har måske ikke hørt, hvor koldt det bliver i næste uge? Det er jo også bare rart at have, og det er børnene selv, der gerne vil hjælpe.

Efter arbejdsdagen og maden og opvasken er Margrethe for træt til at læse for børnene. Det bliver kun til et hurtigt godnat. Tilbage i stuen overvejer hun at gå i seng med det samme, men der er noget, hun først vil have nævnt for Niels. Han sidder ved spisebordet med avisen foran sig, hænger lidt i skuldrene og ser ikke ud til rigtig at koncentrere sig om læsningen. Hun trækker en stol ud og sætter sig ved siden af ham. Betragter hans ansigt og øjne i lyset fra den nedgående sol.

De er ikke helt så røde længere. Men det ser stadig ikke godt ud. Og du er bleg.

En god nats søvn, smiler han stille.

Du må ikke gøre dig hård.

Det gør jeg heller ikke.

Du skal væk fra det knuseri.

18

Det kommer jeg også, Margrethe.

Niels folder avisen sammen og lægger den til side. – De var nu glade for at have en dag med deres far. Du skulle have set, hvordan de hjalp med koksene. Selv Helle ville bære.

Det glæder da også Margrethe, selvom hun ikke har lyst til at indrøm me det. Desuden bemærkede hun børnenes vagtsomhed over for ham, mens de spiste, hele tiden bange for at forstyrre ham.

Jeg synes, du skal høre, hvad Ole sagde, mens du sov. Jeg var ved at hjælpe dig af med kedeldragten. Så listede Ole ind og spurgte, om ikke din far skulle komme og besøge dig.

Niels betragter hende køligt. Det brede ansigt er kantet, og når han sidder på den måde, er munden ikke andet end en streg.

De siger det sådan, når de spørger til ham, fortsætter Margrethe. Ikke farfar, men fars far. Kun godt.

De var jo bange for, at du aldrig ville vågne igen. Han kommer ikke her, og det ved børnene godt.

Ja, men det kan være svært for dem at forstå, at de bliver passet hver dag af deres mormor og samtidig har en farfar, som de ikke må se.

Niels kører hånden over ansigtet, så skægstubbene knitrer. – Vil du da gerne have ham på besøg, Margrethe? Har du lyst til at lave mad til ham?

Nej, men det kunne jo være, at du skulle tage børnene med forbi ham en dag. Det kunne måske hjælpe.

Hjælpe på hvad?

Margrethe lytter efter børnene i den stilhed, der opstår. Der skal helst være ro derinde, men når stilheden er for dyb, får hun trang til at gå ind og se, at de alle trækker vejret. Hun tvinger sig til at blive siddende.

Du burde i det mindste tage forbi og se, hvordan han har fået ind rettet sig derude.

I sit skur, mener du. Jeg har hørt, at det ikke er meget mere end et vakkelvornt skur, han er flyttet ind i.

Ja, det siger din bror også.

Nå. Hvornår har du snakket med Erik? siger Niels og fejer nogle krummer fra bordet ned i sin hånd. – Har han været derude?

Nej, men han siger, at der nok skal gøres en del ved huset. Det tror jeg gerne. Jeg kender ham landmanden, han har lejet det af.

19

Han stiller materialer til rådighed, men gider ikke selv vedligeholde det. Det er derfor, lejen er så billig.

Niels’ stemme lyder mere neutral end egentlig kold nu, som om hans far ikke længere kan vække noget særligt i ham, men Margrethe ved, at det forholder sig anderledes.

Din far har jo også kun sin invalidepension, siger hun.

Eller hvad der er tilbage af den, når han har købt sine flasker.

Du siger da ellers, at han er holdt op med at drikke.

Margrethe rejser sig langsomt, vil gøre sig klar til at komme i seng. Hun står lidt og kigger på Niels, de røde øjne. Vreden rører omgående på sig.

Din far kan jo ikke ...

Jeg forstår ikke, at du forsvarer ham, afbryder Niels.

Jeg forsvarer ham ikke. Jeg siger bare, at han kun har Erik og dig. Hvis der skal gøres noget ved huset.

Han har også en værktøjskasse, så vidt jeg ved. Den kunne han jo prøve at åbne. Det er i hvert fald ikke tid, han mangler.

Margrethe bakker ind mod soveværelset. – Det er bare børnene, jeg tænker på, siger hun dæmpet. – De kan jo ikke forstå, at det skal være så lukket mellem jer.

*

Niels står og blander kemikalier i et åbent jernkar. Karret er fem meter på den ene led og næsten lige så langt på den anden, og den dampende blanding er gul. De er fire mand om det, to af de andre er nye. Han er ved at få styr på kemien, vil vide, hvad de har med at gøre, og når han mangler oplysninger eller skal have noget genopfrisket, går han til ingeniøren Jørn Albeck. Det var også Jørn, der hjalp ham med øjnene.

De to nye forsøger at undertrykke deres besvær med at trække vejret rent. Det er opløsningsmidlerne, der kradser i halsen. Niels fisker i bryst lommen og rækker dem en snus hver. – Det hjælper mod dampene, for klarer han og holder øje med, at de skubber snusen godt op under læben. Sandet kan de ikke gøre noget ved. Det evindelige sand. Blæsten hvirv ler det op og får det til at hænge i luften og trænge ind på selve anlæggene. Tidligere på dagen var Niels ude ved klitgryden med tønder fyldt med

20

spildevand. Vognen satte sig fast i det mudrede sand ved afkørslen fra fabrikken, og han måtte have hjælp til at få den fri. Ingeniørerne lover, at der snart bliver anlagt en rigtig vej. Fabrikken blev opført på ingen tid af lette materialer, og der er meget, som må justeres hen ad vejen. Kloak ledningerne bliver utætte, fordi de rykker sig i det sandede underlag og ikke er stærke nok til at modstå kemikaliernes ætsning.

Insektbekæmpelsesmidlet, som fabrikken skal massefremstille, har de indtil videre lavet i så små og urene mængder, at det ikke er klar til salg. Det er et spørgsmål om tid. Parathion er en mørkegul væske med en lugt, der skulle minde om hvidløg. Niels har indsnuset lugten, men aldrig smagt hvidløg.

Forgiftningen af øjnene har efterladt en svag ømhed, som er ved at fortage sig, men det har rystet ham at opleve, hvor slemt det var. Når uheldet er ude, skal arbejderne nu ikke være nervøse. Lægerne, både ham fra Thyborøn og Niels’ egen i Lemvig, har bekræftet, at generne er forbi gående. Alligevel forstår han jo godt Margrethes bekymring.

Da han kom tilbage, sagde arbejdsformanden, at de ville holde ham fra knuseriet et par uger. Arbejdsformanden ville gerne have holdt ham helt fra anlæggene og ladet ham nøjes med at køre affald i en periode, men Niels skal være med til at hjælpe de nyansatte i gang. Han har været her et halvt års tid nu og bliver betragtet som en af de erfarne. Niels læser en styrke i de nyes blik, som han genkender fra sig selv, og som stammer fra det løfte om en bedre fremtid, der trods risikoen ligger i arbejdsforhol dene. På Cheminova lyder startlønnen på 168 kroner om ugen. Til sam menligning skal man være glad for at få hundrede på Vestjyden, den store maskinfabrik inde i Lemvig. Efter lønudbetalingen står de unge og slår pengestakken triumferende mod håndfladen. Det er den sprøde lyd af alt det, pengene kan gøre for dem. Uden for lønkontoret tjatter de grinende til hinanden og konkurrerer om, hvem der har de største planer for week enden. Niels kan godt glæde sig på deres vegne, når de flotter sig. Hans egne penge går til opsparing. Han har heller ikke tid til at gå i byen, fordi han arbejder på landet ved siden af fabriksjobbet. Det så ellers så skidt ud. Gårde blev nedlagt eller slået sammen, karlene fyret, men så var der allige vel gårde, der manglede hjælp en dag eller to, eller alle aftener i flere uger, og Niels er vant til turen frem og tilbage. Selvom han har arbejdet som karl, siden han gik ud af skolen, har han aldrig boet på landet. Nu er han

21

blevet en af dem, de tager fat i, når de har brug for hjælp. Han får det som regel passet ind med timerne på fabrikken. Bare udblikket over markerne, når han fra et trinbræt kommer cyklende op mod en gård. Lyset, der maler landskabets farver op på dage med åben himmel, og lugten og de fjerne lyde af køer fra staldene, det er som at komme hjem. Og alt, hvad han tjener på landet, er sort.

I årevis har han og Margrethe sparet op, i første omgang til et bedre sted at bo til leje, i sidste ende for at forfølge deres drøm om at købe et hus. Fristelsen til at sætte tempoet op er uimodståelig for ham. Margrethe spørger altid, hvad glæde man har af at købe sit eget, hvis man er udslidt, når man flytter ind, men Niels ved nu ikke, hvad der slider mest – arbej det i sig selv eller at vente år ud og år ind på, at der er penge nok.

Hans forældre var ikke særlig gode til noget. Hans far kunne ikke hol de på et arbejde, og hans mor duede ikke til at opdrage ham og Erik eller holde hjemmet pænt. Margrethe kan ikke lide, når han kalder sit barn domshjem for en svinesti. Han taler også sjældent om det. Han ved godt, at han allerede har klaret sig langt bedre end sine forældre, men udefra set minder hans tilværelse om deres, og han vil videre. Hans børn skal så hurtigt som muligt væk fra kvarteret ved havnen.

Da Niels begyndte på fabrikken, var der kun arbejde i dagtimerne. Allerede nu har de indført tre skiftehold med vagter på otte timer. Det varierer, hvilket hold Niels er på, men han har ikke noget imod natte vagterne, for de gør det nemmere at få passet timerne på landet ind. Nogle uger arbejder han næsten firs timer. Så kan han mærke sliddet i ryggen og i leddene, det må han give Margrethe ret i. Niels, må jeg lige låne dig?

Niels drejer hovedet og ser Jørn stå i porten til anlægget. Han lægger rørepinden på kanten af karret og følger med ham ud. De stiller sig ned bag den sidste bygning med udsigt over fjorden, der er stille og spejlblank i dag. Jørn byder ham en cigaret. Niels spytter en rest snus ud og tager imod den.

Det er godt at se dig tilbage, Niels. Ked af, at du skulle igennem den omgang.

Jørn kunne ved første øjekast gå for at være både vestjyde og special arbejder, som han står i sin kedeldragt og ryger og kniber øjnene sam men mod fjordlyset. Han arbejder for det meste i kedeldragt eller andet

22

arbejdstøj. Det er kun, når han skal til møder i selskab med direktøren, at han ankommer i jakkesæt. Men så snart Jørn åbner munden, står forskel lene tydeligere frem end lighederne. Alene måden, han artikulerer ordene på, så man hører hver enkelt stavelse, mens Niels og hans kolleger mudrer sætningerne sammen. I begyndelsen kunne ingeniørerne slet ikke forstå, hvad de sagde. I mødet med tilflytterne var Niels også på vagt over for, om de så ned på arbejdere som ham, han forventede det næsten, men hans skepsis har hele tiden været blandet op med nysgerrighed. Han lægger mærke til alt det, han ikke kender og ikke helt forstår. Måden, de går på, letheden i deres bevægelser. Deres blikke, som så brat kan skifte mellem skarphed og noget udflydende, som om ingeniørerne kræver deres ret til at glide væk i egne tanker, så snart en idé melder sig. Det ændrer ikke på, at Niels værdsætter Jørns indsats for at stå på god fod med arbejderne. Blev hun forskrækket, din kone? Hvad er det, hun hedder?

Margrethe.

Ja. Det har ikke været rart for hende at se.

Nu får jeg en pause fra knuseriet.

Ja, det er fint. De står lidt og kigger ud over vandet. Trods sin sympati for Jørn kan Niels føle sig usikker ved bevidstheden om forskellene imellem dem, eller måske snarere den måde, Jørn i glimt kan få ham til at glemme forskellene på. Sproget, baggrunden, stillingen her på fabrikken. Der er næsten ikke andet end forskelle imellem dem, når det kommer til stykket. Jørn har for længst fået råd til at købe den slags hus, som Niels drømmer om en dag at kunne give sin familie.

Niels, jeg ville for resten høre, om du kender en god mekaniker?

Bil har Jørn også.

Skal du da have skiftet noget?

Der er en mislyd, som jeg ikke kan finde ud af, hvad er.

Niels skæver til ham. Det er ikke hvem som helst af ingeniørerne, han ville give et tip.

Der er sådan set en god mekaniker inde i Lemvig, svarer han. – Jeg kan give dig adressen på ham, men … har du bilen med i dag?

Nej, jeg tog toget.

Så ville jeg tage den med herud en dag. Henne på værkstedet kan de godt fikse biler. Det er en Ford Anglia, ikke, det synes jeg, at jeg har set.

23

Sådan en har de nok ikke prøvet før, men jeg vil tro, de kan. De gør det for et par øl.

Jørn nikker og kaster skoddet fra sig. – Tak, Niels, det vil jeg prøve så. Nu må jeg hellere lade være at holde mere på dig, ellers får du arbejds formanden på nakken.

Et blink fra Jørn og et klap på skulderen.

De følges op fra stranden og skilles ved indgangen til anlægget.

Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook