De blodgyldne 2 - Nådeløs

violence by her in system or recording or author’s persons, living

Namina Forna

THE GILDED ONES

De Blodgyldne NÅDELØS

Namina Forna

På dansk ved Sara Ejersbo

Gutkind

De Blodgyldne 2. Nådeløs er oversat fra engelsk af Sara Ejersbo efter Deathless 2: The Merciless Ones © Namina Forna, 2022

Denne udgave: © Namina Forna og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022

Omslag: ©2022 by Tarajosu / dansk versionering Rasmus Funder Kort over Otera: © 2021 by Robert Lazzaretti Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN: 978-87-434-0195-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til alle de børn, der føler sig udenfor eller uønskede. Den her bog er til jer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·  gutkind_forlag

DETer er fire af dem. Lig. Alle sammen af hunkøn og unge – cirka min alder, hvis ikke yngre.

De er sat op på spid i udkanten af junglen, aftenens skygger spreder deres blæksorte fangarme hen over den askegrå hud og de opsvulmede, udspilede maver. De ligner næsten dukker ... bortset fra at dukker ikke har sorte masker som begravelses slør for ansigterne, og de lugter heller ikke råddent, som døde dyr, der har ligget for længe i solen. Stanken af råd driver forbi mig, og det vender sig i min mave. Selv under normale omstæn digheder bryder jeg mig ikke om lugten af kød, men det her – stanken af de her kroppe, der er udstillet mellem rødder og slyngplanter ... Sveden gør mine håndflader fugtige, og mine muskler begynder at dirre svagt. Jeg koncentrerer mig om den halskæde, der hænger skjult under min rustning, mit anker på tidspunkter som det her. Mødrene gav mig den for et par måneder siden som erstatning for den, jeg havde arvet af den mor, der fødte mig, Umu.

Når jeg koncentrerer mig om at tænke på den, skyller små rystelser igennem mig som svar – en hilsen fra mødrene: De er

her hos mig. Uanset hvor svært det bliver, så er gudinderne her altid og tilkendegiver tavst deres støtte.

»Tror du, vi skal løbe risikoen og tage dem ned, Deka?« Brittas stemme lyder mærkeligt fattet, og den kiler sig ind mellem mine hvirvlende tanker.

For bare et år siden ville hun have grædt. Dengang var hun en typisk bondepige fra Norden – blond, rødkindet og buttet. Nu lægger man lige så meget mærke til hendes muskler som til hendes former, hendes hud er gylden af ørkensolen, og hendes hjerte har vokset sig hårdt over for et syn som det her. Hele hendes krop emmer af raseri, men hun siger ikke noget; hun stirrer bare på kroppene.

Det samme gør jeg, mens jeg stædigt ignorerer den fremmede puls, der dunker i underskoven kun få meter fra mig. Pulsens ejer har været der i et stykke tid nu, men vedkommende larmer så meget og bevæger sig så meget omkring, at det med sikkerhed ikke er en jatu – kejserens tidligere vagter og vores svorne fjender – eller nogen anden trussel for den sags skyld.

Måske er det en slægtning til en af de afdøde. Det ville ikke være første gang, jeg havde mødt et sørgende familiemedlem et sted som her. Der er mange eksempler på det her over hele Otera nu, advarsler til kvinder: Hvis du træder ved siden af, så sker det samme for dig. Hver og en af dem er en bitter påmindelse om, at jo længere tid det tager os at eliminere præster og jatu, jo mere vil kvinderne i Otera lide, og jo mere vil vores venner i Hemaira ...

Jeg skubber tanken væk ved at betragte ligenes udspilede maver. »Nej,« svarer jeg til sidst. »De har hængt her for længe.« Normalt tager vi de kvindelig, vi finder, ned fra spiddene, men de her pigers maver er opsvulmede af varmen, hvilket betyder, at de muligvis eksploderer, hvis vi rører ved dem.

Jeg vender mig om mod mine andre rejsefæller, Belcalis, Asha, Adwapa og Katya. På grund af den læderagtige, sorte rustning, som vi alle bærer, når vi er ude på togter, falder de næsten i ét med de høje træstammer, og det samme gør grifferne – de bevingede ørkenkatte, som vi rider på. Synet er så velkendt, at jeg næsten forventer at se Keita og de andre uruni komme slentrende ud af junglen og slutte sig til os. Men de er i Hemaira, hvor de hjælper til med vores belejring af hovedstadens porte, som endnu ikke er faldet efter seks måneders utrættelige angreb.

»Vi fortsætter til fods,« siger jeg. »Der er sikkert fælder.«

Skift, Ixa, tilføjer jeg i tankerne til min formskiftende følge svend.

Deka, medgiver han under mig, allerede i færd med at krympe til en mindre størrelse. Sædvanligvis ligner Ixa en gigantisk kat med blå skæl og horn stikkende ud fra hovedet som en krone, men til missioner som denne her foretrækker han den mindre skikkelse af en lille, blå fugl – en natflyver.

Han er allerede i gang med at gro vinger, da jeg hopper ned fra ham.

Netop som han flyver ind mellem de sølvfarvede grene på et bredbladet amarultræ, lyder et råb tværs gennem lysningen: »Mordere!«

Vores mystiske tilskuer træder ud af skyggerne med ansigtet dækket af en simpel, hvid maske: sorgens farve. Overraskende nok er hun nordboer – bleg, lyserød hud og hår så hvidt, at det næsten skinner i aftenens tusmørke. For hvert skridt hun tager, støtter hun sig til en groft udskåret træstok, og hun går tungt og anstrengt – hun er tydeligvis oppe i årene, måske tres eller deromkring. Med det og sin buttede, kompakte skikkelse kunne hun være en hvilken som helst kvinde fra Irfut, den landsby, jeg er født i.

»Det her er jeres værk,« siger hun og truer ad mig med stokken. »Det her er din skyld, Nuru!«

»Du ved, hvem jeg er?« Jeg er så overrasket over, at hun genkender mig som Nuruen – den eneste fuldblods datter, der blev skabt af mødrene for at befri dødsskrigere og alaki fra jatuernes tyranni – at jeg glemmer mine andre bekymringer.

Ingen gætter nogensinde min identitet, når jeg er i kamp tilstanden, hvilket er det, jeg kalder de ændringer, der sker i min krop, når jeg er klar til at kæmpe. Før var det kun mit ansigt, der ændrede sig: Min hud blev spraglet, mine kinder blev skarpere, og mine øjne blev helt sorte. Nu bliver hele min krop knoklet og skeletagtig, og mine negle bliver skarpe som kløer. Man kunne næsten forveksle mig med en dødsskriger, bortset fra at dødsskrigerne er kæmper, og deres indtørrede, menneskeagtige kroppe er tre gange større end et almindeligt menneskes, og det er endda uden at inkludere deres kløer, der er som slagterknive på hver fingerspids.

»Alle ved det!« raser kvinden. »Deka af Irfut. Hende, som ligner en dødsskriger, når hun går i kamp, men er på størrelse med et menneske. De forbandede gudinders forbandede datter.«

Jeg bider tænderne sammen. »Du skal ikke tale ondt om mine mødre.« Hun kan sige, hvad hun vil, om mig, men De Blodgyldne har allerede tålt nok beskyldninger til flere liv.

I Irfut fortalte præsterne os, at gudinderne i virkeligheden var ældgamle dæmoner, som havde plaget Otera, nedslagtet hele byer og ædt børn. Vi alaki var urene, fordi vi var deres døtre: Vi bar deres gyldne blod og deres styrke, fart og en del af deres lange levetid. Den eneste måde at opnå renhed – menneskelighed – var, sagde de, ved at hjælpe kejserdømmet med at bekæmpe døds skrigerne, disse monstrøse væsener, som blev tiltrukket af vores blod.

De nævnte selvfølgelig aldrig noget om, at dødsskrigerne faktisk var alaki, der blev genoplivet fra døden af De Blodgyldne i en skrækindjagende skikkelse, så vi kunne bekæmpe de menneske hære, som jatuerne ledte i kamp for at udslette gudindernes slægt fuldstændig.

»Hvis skyld er det så, at min datter ...« Kvinden peger på liget længst til venstre, og kvalme får det til at vende sig i min mave.

Liget er tydeligvis mere kurvet end de andre, håret har blødere krøller. En lille kløft i hagen. I et andet liv kunne det der have været mig. For ikke så længe siden var mine krøller blødere, mine øjne var lysere, min krop havde kurver, og jeg havde en kløft i hagen. Så flyttede jeg til De Sydlige Provinser og droppede de træk, som jeg havde arvet fra den mand, jeg engang kaldte far –de grå øjne, det let krøllede hår, hagen. Nu er mine øjne mørke, mit hår er kruset, og der er intet usædvanligt ved min hage. Det eneste, der er tilbage af den pige, som var Deka fra Irfut, er min lave højde og min nordlige dialekt, selv om den nu har fået et tydeligt sydligt præg.

Sådan er det at være Nuruen, den eneste fuldblods datter af gudinderne: Jeg kan være præcis den, jeg selv vælger.

Kvinden skælver af sorg, tårer strømmer fra hendes øjne. »Mit stakkels barn. Hun gjorde aldrig noget, var aldrig ulydig over for Visdommen. Men så kom I med jeres løgne om frihed og et andet liv til kvinder. Det eneste, hun gjorde, var at sige dit navn, tale lidt om De Blodgyldne, og så kom præsterne efter hende. De tog hende. Hun var ikke engang alaki; hendes renhed var allerede bevist af Ritualet. Men de sagde, at hun var egensindig. At hun ville lokke de andre i uføre. Så de tog hende og prøvede at tage mig ...«

Hun peger igen på liget, som svajer knirkende i aftenbrisen.

»Er det den frihed, du lovede os? Hvor er de gudinder, som du sagde ville forsvare Oteras kvinder? Hvor er de?«

Hendes smerte er så overvældende, at jeg kan mærke undskyld ningerne glide ud mellem mine læber. »De sover, de samler kræfter, men så snart de har gjort det ...«

»Hvilken forskel gør det, hvad de laver?« Kvinden rykker tættere på. Sorgen har ført hende langt bort fra alt, hvad der minder om frygt. »Før var der regler. Vi vidste, hvordan vi skulle leve. Hvordan vi skulle overleve. Nu er der intet. På grund af dig har jeg intet. På grund af dig er jeg intet.«

Hun lader sig falde ned på jorden for sin datters fødder og græder ukontrollabelt. »Min søde pige, åh, min søde, elskede pige.«

Ved min side sukker Nimita, en tårnhøj, hvid dødsskriger, som er blevet placeret i vores deling, af irritation. Fem dødsskrigere tog med os ud i dag. Katya, min tidligere blodsøster, var selv følgelig en af dem, med sine røde pigge, der gør hende så nem at skelne fra de andre, som jeg ikke kender lige så godt – ikke at jeg gør mig nogen anstrengelser for at komme til det. Så mange er døde i de sidste par måneder, at det kan forekomme nytteløst at forsøge at skabe mere varige forbindelser.

»Vi har ikke tid til det her, ærede Nuru,« siger Nimita med en stemme som en dyb rumlen.

Som alle dødsskrigere taler hun med knurren og hvæsen, men jeg forstår hende lige så let, som havde vi talt oteransk. Endnu en fordel ved at være Nuruen: Jeg kan forstå alle efterkommere af De Blodgyldne og sågar tvinge dem til at adlyde mine ordrer, hvis jeg ønsker det.

Jeg lægger hovedet bagover for at se op på hende. »Hvad vil du foreslå, at vi gør? Uskadeliggør hende og efterlader hende her sammen med alle rovdyrene?«

»Det er da en mulighed.« Som de fleste af de førstefødte –de alaki, der blev født på gudindernes tid – går Nimita ind for effektivitet. At dø og genopstå som dødsskriger har ikke ændret den del af hende.

»Jeg forlader hende ikke.« Da jeg befriede De Blodgyldne fra deres fængsel i bjergene, lovede jeg mig selv, at jeg ville kæmpe for Oteras kvinder – alle kvinder, ikke kun alaki. Jeg vender igen opmærksomheden mod den gamle kvinde. »Du kan ikke vende tilbage til dit hjem, og det er farligt herude. Hvis du ønsker det, kan jeg hjælpe dig med at nå til Abeya, gudindernes by. Der vil du være i sikkerhed.«

»Sikkerhed.« Kvinden hvæser ordet. »Der er ikke sikkert noget sted – ikke længere. Med både dig og Ældste Kadiri,« – hun spytter, da hun nævner navnet på den sydboerypperstepræst, som nu samler jatu-hære fra hele Otera – »er der ikke længere noget sted, en kvinde kan skjule sig.«

»Hvad så med frihed?« Ordet ser ud til at komme bag på kvinden, så jeg skynder mig at uddybe med et ekko af den tale, som min tidligere lærer, Hvide Hænder, holdt for mig for mere end halvandet år siden. »I Abeya kan du gøre, som du vil, og være den, du ønsker. Du behøver kun at sørge for at nå derhen. Så vil du det?«

Jeg giver hende et øjeblik til at beslutte sig. »Vil du derhen? Eller vil du blive her, hvor udyrene kan fortære dig?«

Det giver et ryk i kvindens kæbe. Men så følger et lille, afmålt nik. Hun gør det.

»Meget vel.« Jeg vender mig om mod Chae-Yeong, en lille, glat, sort dødsskriger med en stump der, hvor hendes højre hånd skulle være. Hun kom til skade, før hendes blod blev til guld, og den skade fulgte hende gennem døden og til den her skikkelse. »Tag tilbage til Abeya med hende. Vi fortsætter.«

»Men ærede Nuru ...« begynder hun og kaster et blik mod Nimita efter hjælp.

Da den ældre dødsskriger ryster på hovedet, må jeg beherske mig for ikke at knytte næverne. Det kan godt være, jeg er Nuruen; jeg er den, som befriede vores mødre og startede en ny æra for Det Forenede Rige, men for de førstefødte vil jeg altid kun være sytten år gammel – et kort glimt for deres slags, som har levet utallige årtusinder. Det og de mange dødsskrigere, jeg slog ihjel, inden jeg vidste, hvad jeg var, gør, at de og mange andre dødsskrigere aldrig vil tilgive mig. Aldrig for alvor vil stole på mig.

Så jeg er hele tiden nødt til at bevise over for dem, hvem jeg er. At jeg bestemmer.

Jeg træder frem. »Nu,« insisterer jeg uden overhovedet at se på Nimita.

»Ja, Nuru.« Chae-Yeong knæler kort og hurtigt, som jeg har vænnet mig til, før hun nærmer sig kvinden. »Kom, menneske,« brummer hun, selv om hun ved, at kvinden ikke forstår hende. Dødsskrigere har generelt ikke megen tålmodighed med menne sker, men det kan jeg ikke bebrejde dem: Det er svært at være tålmodig med folk, som ville ønske, man var død.

»Følg hende,« siger jeg til kvinden. »Der sker dig ikke noget. Det er et løfte.«

»Nej.« Kvinden træder hastigt et par skridt tilbage. Da jeg sukker med stigende irritation, tilføjer hun næsten genert: »Ikke før de er blevet begravet. Jeg ... har ikke selv styrken til at få dem ned.«

Jeg går i stå, og skammen vælder op i mig. Hvordan kunne jeg glemme et så simpelt menneskeligt behov? Jeg er blevet så hærdet de seneste måneder, at jeg ikke engang indser, at en mor har brug for at begrave sit barn.

Jeg vender mig igen mod Chae-Yeong. »Begrav dem først,« siger jeg lavmælt. »Og før hende så til Abeya.« »Ja, Nuru.« Chae-Yeong bukker igen. Kvinden nikker til mig for at sige tak, men jeg er allerede på vej videre med opmærksomheden rettet mod de andre. Tiden er knap, og jeg kan ikke blive her længere, end jeg allerede har gjort. »Videre,« kommanderer jeg og peger på spirene fra det blodrøde tempel, der rejser sig over junglens tåger. »Mod Oyomosinen.«

DT0et tager tre timer at klatre op ad den klippe, der fører til Oyomosinen, templet, der er opkaldt efter Oyomo, den falske gud, som jeg engang tilbad. Det er en ubehagelig rejse, da klippen befinder sig over en inaktiv vulkan, og heden trænger ud gennem stenene og klistrer håret fast til huden og rustningen til kroppen. Jeg ignorerer mit fysiske ubehag ved at fokusere på de ting, som den gamle kvinde sagde til mig om, hvordan livet er for kvinder i Otera nu. Hendes ord var en smertelig påmindelse om alle de måder, jeg har fejlet, siden jeg befriede mødrene. Nok har jeg besejret den første hær af jatu, som angreb deres bjerg, men snesevis af andre er allerede på vej. I de seks måneder, der er gået, siden jeg vækkede mødrene, har jatuerne fået fat i næsten alle mænd i Otera og presset dem til at gøre militærtjeneste. Selv drenge, der knap har fået et eneste hår på brystet endnu, kan ikke vide sig sikre.

Hvis vi allerede havde erobret Hemaira, jatuernes hovedsæde, ville det ikke bekymre mig så meget, men de har stadig herre dømmet over hovedstaden og holder dens porte solidt låst, så vi ikke kan komme ind.

Og nu smider de en ny blodsøster ned fra murene hver uge.

Noget mere forfærdeligt end de uskyldige pigers skrig, mens de falder mod den visse død, kunne jeg aldrig have forestillet mig. Jatuerne vælger dem tilfældigt fra træningslejrene i Hemaira. Hver dag er jeg sikker på, at det vil være en, jeg kender, men der er intet, jeg kan gøre for at stoppe det – i hvert fald ikke lige nu. Hemairas mure er i sandhed uigennemtrængelige, men ikke af de årsager, vi ellers altid har fået at vide. Noget lever inden i dem, en kraft, som frastøder alle ulovligt indtrængende med varmen fra tusind flammer. Den hedder n’gomaen, og det er et mystisk objekt, hvilket vil sige et artefakt, fra dengang mødrene herskede over Otera, som rummer rester af deres engang så overvældende kræfter. Der er adskillige af den type genstande spredt over Otera, men n’gomaen er den mest kraftfulde af dem alle. Den spyr voldsomme hedebølger, som skræller huden af knoglerne, i samme sekund man nærmer sig murene. I dagene efter at vi først havde befriet gudinderne, forsøgte jeg flere gange, men n’gomaen var for stærk.

Jeg kunne ikke gøre andet end at se hjælpeløst til, når pigernes kroppe fik flået huden af igen og igen, mens jatuerne så til uden at ænse deres skrig. Det værste er, at De Blodgyldne, som selv har bygget Hemairas mure, ikke kan gøre noget: Årtusinder i fangenskab har udsultet gudinderne, som ikke har fået den tilbedelse, der engang gav dem deres kræfter. De kan ikke rive murene ned og heller ikke lade ild regne ned over jatuerne, som de ville have gjort, da de var stærkest. Nu går deres tid med at sove og absorbere deres tilbederes bønner.

Den eneste løsning er enten at forhandle med jatuerne eller finde en måde at hjælpe gudinderne med at genvinde deres kræfter hurtigere, så vi kan redde vores søstre. Hvilket netop er grunden til, at jeg befinder mig her, i færd med at klatre op ad denne her umulige klippe.

Over mig rager Oyomosinen frem. Månelyset skinner på den skarpe, ildevarslende silhuet af et hårdt og bart tempel, som er hugget ud af klippen. Normalt kan man kun få adgang ved at krydse den knirkende vindebro af træ, som befinder sig umiddel bart under os, men præsterne trækker den altid op om natten for at forhindre potentielle angribere i at få adgang.

Da Belcalis og jeg trækker os op over kanten og sætter kurs mod den smalle plet græs, der markerer udkanten af Oyomosi nens område, lyder Brittas fornærmede stemme hen over vinden. »Ved I hvad,« puster hun og løfter sig op bag os, »det er faktisk uhøfligt at smutte fra sine kammerater midt i et togt.«

»Eller også,« svarer Belcalis, mens hendes smidige, kobberfar vede krop allerede sniger sig forbi den sørgelige lund af træer, der omkranser templet, »må den pågældende kammerat bare se at få lidt fart på, ligesom alle de andre.«

Hun peger med hagen mod Asha og Adwapa, der allerede er på vej ind på templets område sammen med dødsskrigerne, som tavse skygger i mørket.

Asha og Adwapa er tvillinger, begge sorte som midnat og så elegant muskuløse, at de næsten ligner tynde splinter af natten. Den eneste forskel på de to er håret – eller manglen på samme: Adwapa er helt skaldet, og hendes hoved skinner i månelyset, mens hendes søsters sorte hår glimter med en uhyggelig grønlig farve. De spejdere, som har planlagt vores rute til denne her mission, har flettet kortet over Oyomosinen ind i Ashas hår med skinnende månebregner, så vi let ville kunne se det, når vi klatrede i mørket. De ville have flettet det ind i mit, men jeg har lige klippet mit hår igen og nyder friheden ved den helt kort klippede frisure.

Britta vender sig mod Belcalis og snøfter. »Jeg har mens, og det ved du udmærket godt.«

»Det har tvillingerne også, men de klager ikke,« svarer Belcalis.

Faktisk er både Asha og Adwapa nu på vej over til det store vindue, som er vores indgang til templet.

Skynd jer, signalerer Adwapa med kampsprog – en advarsel. Fra nu af bevæger vi os i tavshed.

Jeg nikker, mens jeg hurtigt nærmer mig vinduet. Der er uhyggeligt mørkt indenfor. Ikke så meget som et enkelt lys viser vej, og sådan ser det ud i alle vinduerne, selv om jeg ved, at Oyomosinen er fuld af folk. Den lave summen af bønner fort sætter med at stige op mod himlen, og nu bliver den ledsaget af en anden og mere bekymrende lyd: skrig. De giver genlyd fra templets dyb og bliver båret på bølger af røg med et strejf af den helt særlige lugt af brændt kød.

Mine muskler begynder at ryste. Kælderen ... Guld strømmer hen over gulvet som floder. Præsterne trækker mig ud til en fjernt liggende mark. Bålet, brændet er allerede stablet op omkring det. Huden i flammer, sprækker. Smerte ... så meget smerte!

En varm hånd lægger sig på min skulder. »Skal jeg gå først, Deka? Afsøge området?«

Jeg kigger op og får øje på Britta, som står og ser på mig med bekymring i sine blå øjne. »Ja,« hvisker jeg, mens skammen vrider sig brændende varmt i min mave.

Det er mere end halvandet år siden, jeg var i den kælder. Halv andet år, hvor jeg har opdaget min sande natur som Nuruen, er blevet en kriger, har nedkæmpet utallige jatu ... I modsætning til mine alaki-søstre er jeg en ægte udødelig. Jeg har ingen endelig død og kan komme mig over en hvilken som helst skade, uanset hvor alvorlig.

Hvorfor er jeg så stadig plaget af denne menneskelige svaghed?

Så meget afhænger af mig. Alle mine blodsøstre tilbage i Hemaira, mine søstre i blod og kamp, venter alle sammen på

at blive reddet. Alle kvinderne i Otera, som bliver straffet for mine handlinger ... Jeg kan ikke svælge i mine følelser. Jeg er nødt til at være stærk. Jeg er nødt til at bevise, at jeg er værdig til den opgave, der ligger foran mig; at jeg er værdig til at være den eneste datter, som mødrene udvalgte til at bære hele deres guddommelige arv.

Jeg ranker mig og prøver at legemliggøre den værdighed, men da jeg sniger mig ind i Oyomosinen, mærker jeg pludselig noget foruroligende: Mit blod bruser op under huden, en reaktion på, at jeg er i nærheden af guddommeligt blod. Nogen holder øje med mig.

Jeg snurrer rundt og prøver at spotte dem, men gangen er helt tom på nær mine egne kammerater. Der er ingen andre her. Og alligevel mærker jeg nu en anden følelse oveni: en knusende tyngde, som om den, der holder øje med mig, har blikket rettet mod min ryg. Det giver et ryk i mine skuldre. Hvem det end er, vil de mig ikke noget godt – så meget er sikkert.

Det må være en jatu. Det er de eneste andre i Otera, ud over alaki og dødsskrigere, som har guddommeligt blod. Og en ny dødsskriger eller alaki ville have givet sig til kende allerede, lokket, som de altid bliver, af den stille kraft, der pulserer fra min krop.

Jeg kaster et blik tilbage gennem vinduet og prøver at få øje på spor efter den afslørende røde uniform, som jatu altid bærer. Kan I se nogen? spørger jeg mine venner med kampsprog.

Mine venner spreder sig øjeblikkeligt ud i gangen og holder skarpt øje. Men intet bevæger sig.

Nej, signalerer Adwapa. Der er ikke noget her.

Jeg rynker brynene og kigger rundt en gang til. Måske var det bare min fantasi, der spillede mig et puds. Det ville ikke være første gang, mine sanser snød mig. Mine tanker søger

ustandseligt efter ligegyldige ting for at aflede mig fra smerte fulde minder. Alligevel holder jeg nøje udkig, mens jeg bevæger mig ned gennem gangen. Der er altid en lille risiko for, at jeg kan tage fejl.

*

Jo længere jeg går, jo mørkere og mere trykkende bliver templet. Flakkende fakler skaber uhyggelige skygger på murene, skjulte gange slår sving ind i det ukendte, og geometriske væg udskæringer skaber svimlende former, som blander sig med hinanden. Oyomo bliver godt nok primært tilbedt som en solgud i Otera, men han er også gud for matematikken, hvilket betyder, at alle hans templer er bygget ved hjælp af hellig geometri. Oyomosinen er ingen undtagelse. Hver en sten og bjælke omkring os er en bøn, ligesom dem, der lige nu lyder fra præsterne.

De kommer, signalerer Katya, da deres fodtrin nærmer sig. Hurtigt presser jeg mig op mod muren og står så stille, at selv min puls bliver langsommere. Det er min eneste forholdsregel, og den eneste, der er nødvendig, eftersom Oyomosinens præster er blinde. De prikker deres øjne ud og ofrer dem som en gave til Oyomo, når de bliver en del af præsteskabet. Det er derfor, templet ligger hen i mørke, og derfor præsterne bærer masker af groft udskåret guld med øjenhullerne lukket til over deres ansigter.

Heldigvis lader de ikke til at bemærke os, da de fortsætter ned gennem gangen, mens de synger en hymne til ære for Oyomo og hans lys, der skinner på verden.

Da de har passeret os, gør jeg tegn til de andre. Hurtigt, nu, signalerer jeg med hænderne.

Alle følger efter mig, og vi fortsætter hastigt ned gennem de mørke, endeløse gange i Oyomosinen, som er tegnet ind på Ashas kort. Endelig standser vi foran en enorm dør helt inde i midten af templet. Skrigene kommer derindefra og gjalder gennem gangene som en symfoni af smerte og vrede. Jeg vender mig om mod de andre, og de nikker, uden at jeg behøver at sige noget.

Der, lige bag den dør. Det er der, hun bliver holdt fanget. Melanis, Alakiernes Lys.