De blodgyldne 3 - Gudløs by Gutkind Forlag

De Blodgyldne GUDLØS

På dansk ved Ursula Olander

Gutkind

Vestlige

Provinser

Nordlige Provinser

Sydlige

Provinser

Østlige Provinser

De blodgyldne 3. Gudløs er oversat fra engelsk af Ursula Olander efter Deathless 3: The Eternal Ones

Denne udgave: © Namina Forna og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

ISBN: 978-87-4340-198-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Suma, Sinka, Satu og lille Shekou. Jeg skriver for at gøre verden til et bedre sted for jer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Verdens ende begynder ikke med et skrig, men med en tåge, der spreder sine ildevarslende fangarme i den mørke månenat.

Jeg er så dybt inde i Ixas sind, at jeg ikke engang lægger mærke til det. Der er alt for meget at opleve herinde. Gennem min blåskællede, katteagtige følgesvends øjne kan jeg kun se farveskær ganske svagt, men alligevel slår det, jeg ser, benene væk under mig. Knejsende høje sølvtræer vokser i små lunde i det lyserøde klippelandskab. Deres rødder er dækket af violette buskadsagtige græsarter, og hen over dem piler små firben, der changerer i alle regnbuens farver. Glasløbere. Ligesom sølvtræerne og det violette græs findes de kun her på Gar Nasim, den uhyggelige, isolerede ø, hvor jeg lige nu befinder mig.

Endelig, efter at have levet i skjul i tre måneder, konstant på flugt og med vores forfølgere lige i hælene, er jeg nået frem til den ø, som Anok, den eneste gudinde, der stadig er på vores side, sagde, vi skulle finde. Den ø, hvor hun fortalte mig, at jeg ville kunne finde vej til mor og gennem hende finde ud af, hvordan jeg kunne få adgang til min fulde styrke, så jeg kan besejre guderne.

Men der er ingen spor af mor. Ikke det mindste lille tegn på, at hun er her.

Jeg snuser til et træ. Vores næsebor reagerer ved at spile sig ud, da træet i det samme sender en giftig dunst imod mig. Træer og planter, de har alle sammen usynlige forsvarsmekanismer – det ved jeg nu, efter at have tilbragt flere uger næsten udelukkende inde i Ixas sind. Og netop disse sølvtræer er især hurtige til at give udtryk for deres utilfredshed.

Træet sender endnu en ildelugtende sky ud imod os, og Ixa rynker på vores næse ad lugten. Bevægelsen sender en sitren gennem resten af vores krop. Adr, siger han.

Han er her også, som en skygge lige omme bag min egen bevidsthed. Jeg er ikke sikker på, hvordan det helt præcist fungerer, det med, at vi deler krop og sind. Men det gør det. Og så længe jeg er her, behøver jeg ikke være i min egen krop. I den skadede, gyldne ruin, der er tilbage af mig efter mit møde med De Blodgyldne, de falske gudinder, jeg troede var mine mødre, dengang for alle de uger siden.

Britta kalder det besættelse, det, jeg gør mod Ixa. Hun siger, at jeg er som en af de dæmoner, der står skrevet om i Den Uendelige Visdom, de uægte hellige skrifter, hvis falske lære jeg engang levede efter ned til mindste detalje. Men hun forstår det ikke. Ixa kan godt lide, at jeg er her, han byder mig velkommen i sin krop. Og selv er jeg meget taknemmelig.

Når jeg befinder mig i Ixas krop, er jeg fri. Fri fra smerten.

Fri fra de pinsler, der plager mig i hvert eneste vågent øjeblik.

I de få øjeblikke eller timer, jeg tilbringer i Ixas krop, kan jeg nøjes med bare at være.

Jeg springer frem til det næste træ, vores næsebor er allerede fuldt udspilede for at opfange de dufte, der er i luften. Jeg er nødt til at være i bevægelse, hele tiden fortsætte. Det her er den stejleste skråning i Gar Nasim. Det sted, hvor Den Gamle By ligger. Omkring os troner ruinerne efter den for længst forladte by af

rosa sten, hvis sammenstyrtede bygninger sammen med de halvt dækkede gyldne skeletter, der stikker ud mellem murbrokkerne, fortæller deres egen ulykkelige historie. Om jatu, de udødeliges brødre, gyldenblodede alaki, der nedslagtede deres søstre i tusindvis i den selv samme by, hvor de engang herskede. Om generationer af dødsskrigere, de monstrøst udseende skikkelser, genopvakte alaki, der skriger deres klagesange ud i vinden.

Ingen mennesker ville nogensinde sætte deres ben her. Det ville intet menneske vove.

Men mor må skjule sig et sted i nærheden. Måske ikke lige i de her ruiner, men så et andet sted på øen. Skygger, den tid ligere kejser Gezos hedengangne spioner, gemmer sig på forladte steder, når de vil undgå at blive opdaget. Det har jeg lært af Hvide Hænder, min gamle mentor og nuværende allierede.

Jeg skal bare sørge for …

“Deka?”

Varmen gennemborer min hud, og jeg slynges tilbage i min egen krop med et gisp.

Britta sidder bøjet over mig, så vores øjne er lige ud for hinanden, og hendes solide skikkelse spærrer for døren til det lille hus, hvor min fysiske krop har ligget skjult hele dagen.

Hendes hånd hviler stadig på min skulder.

“Lad være med at røre mig,” hvæser jeg og trækker mig væk, så jeg hamrer ryggen mod muren. De gyldne sårskorper på min ryg springer op, og smerten overvælder mine sanser som en eksplosion. Jeg må bide tænderne sammen for at holde skriget tilbage.

Jeg burde efterhånden være vant til det her.

I de måneder, der er gået siden mit møde med gudinderne, hvor de første sår sprang frem, er der kommet flere og flere. Det sker, hver gang jeg bruger mine evner eller bevæger mig for voldsomt, som en konstant påmindelse om, at min tid er

begrænset. Som Hvide Hænder har gjort det klart for mig, er det sådan, at for hvert øjeblik, jeg ikke er i forbindelse med min kelai, det ældgamle navn for det, der giver guderne deres guddommelighed, nærmer jeg mig det punkt, hvor jeg vil splintres i tusind stykker, og min krop og min bevidsthed for altid går til grunde. Og når det sker, når jeg er væk, vil der ikke være nogen til at standse De Blodgyldne eller Iduguerne, deres mandlige modstykker, og forhindre, at Otera forbløder i deres frådende kamp om magten.

Da blodet begynder at pible ned langs min rygsøjle ad de velkendte baner, trækker Britta sig tilbage med rædslen malet i de blå øjne. “Undskyld, Deka!” udbryder hun. “Det var ikke min mening at røre ved dig. Jeg sværger.”

“Selvfølgelig var det ikke det.” Jeg kan ikke lade være med at lyde en smule bitter.

Jeg var væk. I næsten en hel dag – en vidunderlig, velsignet dag var jeg ude af denne krop. Væk fra smerten. Fri.

Og nu er jeg så tilbage, og Britta står foran mig, brødebetynget i sin hele, uspolerede krop. Hendes krop, der heler af sig selv, kun et øjeblik efter at hun har pådraget sig en skade. Hendes krop, der er uden sår og ar.

Uden smerte.

Vreden rumler i mig som en torden. Jeg skynder mig at skubbe den tilbage i mørket. De er der hele tiden nu – både vreden og smerten. To uhyggelige tvillingeslanger, der snor sig om mine tanker. Mine nye, evige ledsagere.

Ikke engang Ixa har nogensinde været så trofast.

Og næsten som på tælling kommer min formskiftende følgesvend i det samme farende ind på den ødelagte plads foran huset. Ixa her, Ixa på vej, siger han. Hans bryst hæver og sænker sig med det hurtige åndedræt, og hans tindrende sorte øjne er store

af bekymring, mens han nærmer sig mellem ruinerne og de væltede statuer.

Han må være sat i løb, i det øjeblik jeg vågnede.

Jeg lægger en hånd på hans pande og udstøder et skælvende suk, idet lettelsen skyller ind over mig. Endelig kan jeg trække vejret igen.

Jeg ved ikke hvorfor, men Ixas tilstedeværelse er det eneste, der kan lindre smerten. Når jeg rører ham, er det, som om jeg bliver transporteret ud af min egen krop, selvom jeg stadig kan mærke den, og svagt registrerer, hvordan den lystrer mine befalinger.

Det eneste, der er bedre end det, er, når jeg er helt inde i hans sind og helt ude af mit eget. Kun der er jeg helt fri for smerten og for den vrede og tomhed, der truer med at opsluge mig.

Jeg tager en indånding mere, inden jeg igen ser ned på ham. Jeg takker dig, siger jeg lydløst ud i hans sind.

Det var så lidt, Deka , svarer han og træder nærmere, idet jeg vender min opmærksomhed tilbage mod Britta.

Jeg ånder ud igen. “Hvad var det, du ville? Jeg var lige i gang med noget.”

Jeg kan se i hendes blik, at hun er såret, men hun gør, hvad hun kan, for at skjule det. “Hvide Hænder har endelig taget kontakt,” meddeler hun. “Hun siger, vi skal søge efter tegn på, at din mor har forladt os.”

“Og hvad tror du måske, Ixa og jeg har foretaget os hele dagen? Tror du bare, vi har rendt tilfældigt rundt på øen?”

“Du behøver altså ikke være så tarvelig, Deka.” Skuffelse. Endnu et udtryk, der ofte har været at spore i Brittas ansigt i løbet af de sidste par måneder. Nu fortrænger den det sårede blik fra før.

En bølge af skyldfølelse bruser op i mig ved synet.

Det er svært at forestille sig, men engang smilede hun altid,

var altid så sød. Hvis der var nogen, der kunne få øje på det positive i en situation, så var det Britta. Men nu har hun altid dybe furer mellem brynene, og hendes lyse hår hænger slapt ned omkring ansigtet. Det er, som om anstrengelsen ved at være på flugt fuldstændig har tappet hende for glæde.

Eller måske er det mig og min vrede, der har gjort det. Fordi jeg hele tiden hakker sådan hende.

Jeg tvinger mig selv til at slappe af i musklerne. “Jeg er ikke tarvelig. Jeg siger bare sandheden.”

“Nå, men så har jeg også en sandhed til dig: Hvide Hænder vil guide os, hjælpe os til at være mere effektive.”

“Hvis hun ville have os til at være mere effektive, ville hun være kommet her personligt i stedet for bare at projicere sig selv herhen,” fnyser jeg. “Det ville de alle sammen.”

Halvdelen af vores gruppe rejste til de sydlige provinser sammen med Hvide Hænder for et par måneder siden for at finde flere allierede til vores sag. Tvillingerne Adwapa og Asha, Kweku, Adwapas engang lidt buttede uruni, Acalan, Belcalis hovmodige og engang så fromme uruni, vores rødpiggede dødsskrigersøster Katya og hendes forlovede, Rian, og endda også et par af de andre dødsskrigere, som stadig er loyale over for os.

Nu har alle Oteras guder – både De Blodgyldne og Iduguerne – vist deres sande ansigt, og kaos er brudt ud i Det Forenede Rige, hvor den ene halvdel af befolkningen har sat sig for at ofre så mange mennesker som muligt i et forsøg på at stille gudernes sult, mens den anden bare prøver at overleve.

Hvilket er årsagen til, at Hvide Hænder nu er i færd med at opbygge en hær.

Mens jeg selv er her for at lede efter mor, nøglen til min kelai, befinder min tidligere mentor sig i den anden ende af verden for at samle overleverne. Samle krigere. Hvis hun kan skaffe tropper

nok, kan hun standse guderne og spærre dem inde igen, inden de når at fortære ofre nok til at genvinde deres fordums styrke. På den måde vil vi kunne tage Otera tilbage, uden at jeg overhovedet får brug for min kelai.

Og min nuværende tilstand taget i betragtning må hun hellere se at få fart på.

Noget ulmer i Det Forenede Rige, noget skæbnesvangert, jeg kan mærke det i luften – som en slags forudanelse – og jeg ved, jeg ikke er den eneste.

Jeg mærker en kildren ned ad ryggen. Jeg vender mig om og ser Hvide Hænder tage form midt på pladsen. Hendes lille, mørke krop toner frem som et flimrende hologram mellem de ødelagte statuer, der omkranser midten. Hun bruger sine handsker, de klobesatte, hvide stridshandsker, der har givet hende hendes navn, til at sende sig selv herhen.

Synet af hende provokerer mig endnu mere. “Hvorfor bruger hun overhovedet de handsker, når hun alligevel ikke kan gøre noget derfra, hvor hun befinder sig, hvor det så end er,” mumler jeg gnavent. Bare fordi jeg godt kender årsagen til, at Hvide Hænder ikke er her, behøver det jo ikke betyde, at jeg er tilfreds med det.

Men hvis sandheden skal frem, er det efterhånden ret sjældent, jeg er tilfreds.

“Hold nu op.” Britta lyder bestemt, og da jeg ser på hende, ser hun meget misbilligende ud. “Nu er det altså nok med al den selvmedlidenhed, Deka.”

“Jeg er da ikke …”

“Jeg ved godt, du har ondt. Det ved vi alle sammen godt,” afbryder hun. “Men det giver dig altså ikke ret til at forvandle dig til en vranten bjørn, hver gang nogen så meget som kigger

på dig. Vi er her alle sammen. Endda Keita, som du dårligt nok er på talefod med …”

Hun nikker sigende, og da jeg vender mig om, får jeg øje på min kæreste, som betragter mig oppe fra et hustag med det evigt brændende blik i de gyldne øjne. I samme sekund han opdager, at jeg kigger, vender han sig bort og fortoner sig som en lang, slank skygge i mørket. Han kommer ned fra taget og slutter sig til resten af gruppen, som er på vej hen mod Hvide Hænder.

Britta er ikke den eneste, jeg har knurret ad de sidste par uger.

“Vi er hos dig alle sammen, selvom du hellere vil snerre ad os end bare tale almindeligt.”

“Jeg snerrer ikke,” sprutter jeg.

“Nej, Deka, lad mig nu tale ud.” Britta træder et skridt nærmere og strammer munden til en sammenbidt, beslutsom streg. “Jeg ved godt, hvad der står på spil her – det gør vi alle sammen. Men jeg ved også, at du i virkeligheden slet ikke er vred.”

Jeg ser forskrækket op på hende, og hun bløder lidt op. “Du er ked af det, Deka,” sukker hun. “Du trækker tiden ud.”

Jeg ler hånligt. “Hvorfor skulle jeg dog gøre det?”

“Fordi i samme øjeblik vi finder din mor, finder vi også vejen til din kelai, og når det sker, bliver du til en gud. Så forlader du os.”

Så er det pludselig sagt, det, som har plaget mig så længe:

I samme øjeblik jeg bliver til en gud, mister jeg alle mine venner. Den familie, som jeg har kæmpet så hårdt for at skabe i løbet af de sidste to år.

Jeg vil være hel og fri for smerten, men til gengæld vil jeg være alene igen.

Pludselig kan jeg ikke tænke klart. Jeg kan ikke få vejret. Jeg må folde mine hænder, så de ikke skælver. “Hvordan har du …”

“Jeg er din bedste veninde, Deka. Jeg kender dig. Det gør vi

alle sammen.” Hun gør et nik mod mine andre venner, som alle sammen står badet i månens lys henne ved Hvide Hænders hologram.

“Jeg ved godt, du er bange, Deka,” fortsætter Britta. “Men det er vi andre også. Otera er ved at blive opslugt af det kaos, der hersker overalt omkring os. Epidemier, oversvømmelser, monstre overalt. Men det er jo netop derfor, det gælder om at fortsætte.

For hvis vi, de stærkeste og de hurtigste af alle, er bange, hvad så med resten af Otera. Hvordan må det så ikke være for børnene, for pigerne. Vi er nødt til at fortsætte, Deka, koste hvad det vil.”

“Jamen, det er jo altid mig, der betaler prisen.” De bitre ord ryger ud af munden på mig, før jeg kan nå at standse dem. “Altid, altid. Det er altid mig, der skal ofre noget. Selv nu.” Jeg ser ned på mine hænder. De mange gyldne sår og skrammer løber i zigzag over min hud som lyn.

“Hvad så med mig?” Da jeg ser op, har hun igen det sårede blik i øjnene. “Tror du ikke, jeg lider?”

“Hvordan?” fnyser jeg. “Det er ikke dig, der har ondt nogen steder. Du er stadig sund. Du er stadig …”

“Hel?” Hun træder tættere på, og smerten lyser ud af hende. “Hvordan skulle jeg kunne være hel, når hvert eneste skridt, du tager, smerter dig, som om du gik på knive? Når hver eneste bevægelse gør så ondt, at du krymper dig? Tror du ikke, jeg har nogen samvittighed, Deka? Tror du, jeg er blottet for empati?

Jeg kan dårligt nok trække vejret, når jeg ser på dig. Jeg kan i det hele taget næsten ikke trække vejret. Det kan godt være, det er dig, der føler smerten, men jeg er tvunget til at se på. Har du nogensinde tænkt over, hvordan det må føles at være den, der bare må se til, men er helt ude af stand til at gøre andet end at holde vejret og håbe, at de er der, hvis … hvis …”

Brittas stemme klinger ud. Hun kan ikke sige mere. Hun

trækker vejret tungt og skælver under vægten af alle de ord, som hun er for knust til at kunne udtale.

“Undskyld,” hvisker jeg. “Det var jeg ikke klar over.”

“Selvfølgelig var du ikke det. For i stedet for at lade os være der for dig har du vendt dig bort, du har forvandlet dig til en rasende ... skal.”

“Fordi det gør ondt, Britta.” Ordene flyver ud af munden på mig som en dyb, smertefuld indrømmelse. “Jeg har ondt hele tiden. Hvert eneste øjeblik, hver eneste dag, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Dengang jeg lå nede i kælderen, tilbage i Irfut, dengang var der i det mindste øjeblikke med glemsel, men det her – det er uendeligt. Min krop føles som et fængsel, og jeg kan ikke slippe ud, uanset hvor meget jeg prøver.”

Nu vælder tårerne frem i Brittas øjne. “Det er jeg ked af, Deka,” udbryder hun forfærdet. “Gid jeg kunne dele din smerte med dig. Gid jeg kunne tage den ind i min egen krop, eller endnu bedre, gid jeg kunne hele den. Men det kan jeg ikke. Det eneste, jeg kan gøre, er at være der for dig. Og skubbe dig fremad, for ... du er ved at gå i opløsning ... og det går stærkt. Så vi er nødt til at fortsætte. Og det skal gå hurtigt.”

Hendes ord føles som en kæmpe vægt, der presser på mit bryst og tvinger luften ud af mine lunger. Deres tyngde er næsten ubærlig. Jeg har ikke andet valg end at gøre det eneste, jeg kan, for at lette stemningen: skubbe min underlæbe frem i en imponerende imitation af en surmulende seksårig, der er på nippet til at smide sig på gulvet i et raserianfald. “Men det vil jeg ikke,” hviner jeg.

“Det bliver du altså nødt til.” Et glimt i øjet. Det første, jeg har set i ugevis. Hun kommer endnu tættere på – tæt nok på til at røre ved mig, men ikke så tæt, at hun kommer til at ramme mig ved en fejl.

Det er det tætteste, vi har været på en omfavnelse i flere måneder. Det tætteste, jeg har været på at røre nogen som helst bortset fra Ixa.

Og det føles vidunderligt.

“Kom så,” snøfter Britta. “Nu skal vi altså ud at finde den kelai.”

“Og der er også en mor at blive genforenet med.” Jeg ser usikkert på Britta. “Tror du, hun bliver overrasket over, hvordan jeg ser ud?”

Jeg er stadig slank og muskuløs, som jeg har været det de sidste par år, men nu snor de gyldne ar sig hen over min hud som lyn.

Med alle arrene og de gyldne siv, jeg er begyndt at flette ind i mit krøllede, mørke hår, er der ikke meget tilbage af den stille, generte pige, min mor efterlod i Irfut.

“Nå?” siger jeg, da Britta ikke svarer.

“Nok mere forfærdet.” Jeg snapper efter vejret. “Har du set dig i floden for nylig?” fnyser hun. “Du ligner en af de der skårede skåle, som de har limet sammen med guld.”

“Dem har jeg da altid syntes var smukke.”

“Skønhed kommer jo an på øjnene, der ser, og der, hvor jeg kommer fra ...” Hun udstøder en slags fnys.

“Og du skal forestille at være min veninde,” udbryder jeg forarget.

“Venner skal altså være ærlige over for hinanden.” Så bryder hun ud i et smil. “Og sandheden er, at du er smukkere end nogensinde ... på en tragisk, såret måde. Ikke så mærkeligt, at Keita har gået og sukket sådan efter dig på det seneste.”

Da jeg ser over på min uruni, er han nået frem til de andre, men hans blik hviler stadig længselsfuldt på mig. Jeg skal gøre mig umage for ikke at skælve. Det er muligt, at Keita ikke længere kan nå mig med hænderne, men med blikket kan han.

Britta fnyser hånligt, da hun opdager det. “Han vil bare gerne passe på dig og den slags,” mumler hun for sig selv. “Sådan er der mange drenge, der bliver.”

“Gør de nu også det?” spørger jeg tørt.

Hun fnyser bare til svar.

Måske er det glæden over at kunne mundhugges lidt med hende igen. Eller også er det, fordi den konstante smerte har sløvet mine sanser. I hvert fald bemærker jeg slet ikke den mærkelige varme, der kryber hen over pladsen. Bemærker ikke den ildevarslende stilhed, der fylder luften.

Indtil jeg pludselig gør. Men da er det allerede for sent.

Ikke bare for mig, men for os alle sammen.

eka er på jagt: Hvis det skal lykkes hende at slå de falske guder ihjel, må hun først ﬁnde frem til sin egen guddommeligheds ophav. Det er et kapløb med tiden, og Dekas søgen fører hende og vennerne til ukendte a roge af verden, hvor de opdager et helt nyt rige, som skal vise sig at rumme nøglen til både Dekas fortid og fremtid.

Snart står Deka foran sit livs dilemma: Skal hun vælge at blive genfødt som gud og dermed også sige farvel til et jordisk liv med dem, hun elsker – eller starte verdens undergang? er en storslået og tidsaktuel fantasy-trilogi, som udspiller sig i en patriarkalsk verden, hvor kvinders værdi gøres op i renheden af deres blod.