De efterladtes ø

DE EFTERLADTES Ø

Af samme forfatter på dansk: Den trofaste læser Ondskabens net Zetterborg-sagen

Max Seeck

DE EFTERLADTES Ø

På dansk ved Siri Nordborg Møller

De efterladtes ø

er oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller efter Loukko © Max Seeck, 2023

Original edition published by Tammi publishers, 2022

Danish edition published by agreement with Max Seeck and Elina Ahlback Literary Agency, Helsinki, Finland.

Denne udgave: © Max Seeck og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Juri Patrikainen & Marlene Diemar, Imperiet Sat med Warnock Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0226-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citaterne fra Senecas Om livets korthed er oversat af Villy Sørensen.

Denne oversættelse er støttet af FILI – Finnish Literature Exchange.

Til min bedstemor Sinikka (1935-2022)

Prolog

29. september 1982

Martin Hedblom folder avisen sammen, lægger den fra sig på bordet og gaber. Han har skimmet sportssektionen i Nya Åland igennem to gange, men heller ikke i dag bød avisen på de store læseoplevelser. Lokalavisen, der blev grundlagt sidste forår, falder ganske vist mere i Martins smag end konkurrenten Tidningen, men nogen The New York Times er den trods alt ikke. Martin skraber med neglen på det aftryk, kaffekoppen har efterladt på forsiden, og lægger så fødderne op på bordet. Han kaster et blik på væguret: Om lidt vil minutviseren rykke hen på tolv, og klokken vil være to, hvilket betyder, at han kun er halvvejs igennem sin nattevagt. Han kigger på sit spejlbillede i glasburets rude og vender hurtigt blikket mod avisen, som om han væmmes ved at se sig selv. I spejlbilledet kan man dog ikke se den Martin, der begyndte som nattevagt på børnehjemmet for næsten fire årtier siden. Ansigtet er hævet op som en bolledej, for da slet ikke at tale om taljen. Og selvom bakkenbarterne, som skægstubbene bygger en bro imellem, stadig er tykke og buskede, har der ikke været et eneste hår på issen i årevis.

Martin er en uforetagsom og magelig ungkarl på 55, som har boet i den samme afkrog af Åland hele sit liv bortset fra en kort periode, hvor han afprøvede sine evner som professionel trommeslager og spillede på båden til Sverige. Til sidst vendte han dog tilbage til det arbejde, han kendte, og som – vigtigst af alt – var let og ubekymret nok til en doven hængerøv som ham. Sådan havde

hans professorfar uden omsvøb udtrykt det, og han havde haft sørgeligt ret i forhold til sin eneste søn.

Martin tager en slurk appelsinvand spædet op med vodka fra den grå feltflaske og kigger ud på de tomme gange. Alle børnene sover tungt inde på deres værelser, og der bliver næppe brug for hans assistance i løbet af natten. Det er der jo sjældent, om nogensinde. Faktisk ville han kunne drikke så meget, han lystede, eller alternativt sove hele natten og alligevel kunne hæve sin løn med god samvittighed, hvis ikke de skide socialmedarbejdere fra kommunen lavede deres stikprøvekontroller. Martin er allerede blevet taget i at døse to gange, og næste gang kan blive skæbnesvanger. Så tæt på pensionsalderen er der ganske enkelt ingen grund til at løbe den risiko.

Uret slår stille som tegn på, at klokken er to.

Martin kaster et blik på skuffen, hvor der ligger et pornoblad under bunken af mapper. Det føles altid lidt suspekt at spille den af på jobbet, men et af børnene har fået særlig tilladelse til at overnatte hos familien Nordin, og de resterende tre sover inde på deres værelser, så ingen kan overraske ham ved et uheld. Den intime stund er nemlig ikke forbundet med et ønske om at blive overrasket eller noget andet perverst eller betænkeligt, det overbeviser Martin i hvert fald sig selv om. Han vil bare slå lidt tid ihjel i selskab med Desiree West og Laura Sands.

Martin løsner sit bælte og åbner skuffen. Alene tanken om pigerne på midteropslaget er nok til at sætte gang i blodomløbet. Han vil give dem en ordentlig tur i aften, i hvert fald i sin fantasi. Han har et lommetørklæde i lommen …

Men lige idet hans fingre rammer bladet, begynder den sorte telefon på bordet at kime. Martin lader bladet ligge og griber hurtigt røret, for at ingen af beboerne skal blive vækket af telefonens insisterende larm, især ikke nu, hvor han sidder med åben gylp.

»Smörregård barnhem,« siger Martin med hæs stemme og synker for at klare halsen. Fingrene på den frie hånd får hurtigt lukket bæltet, som om den, der ringer, skulle kunne se ham på en eller anden forunderlig vis.

Der er imidlertid ingen, der siger noget, kun et stille åndedræt.

»Hallo?« siger Martin.

Nu kan han høre en stemme, der tilsyneladende nynner noget. Det er en melankolsk melodi, som forekommer svagt bekendt. Satans også. Martin bliver overvældet af irritation: Et eller andet røvhul har bestemt sig for at lave telefonfis med børnehjemmet midt om natten. Det er helt sikkert ikke en af ungerne, for der er kun to telefoner i bygningen: Den ene holder han i sin svedige hånd, og den anden befinder sig bag en låst dør inde på forstanderinde Bomans kontor. Og desuden har ingen af ungerne været så meget som på toilettet, efter at lyset blev slukket.

»Hvem er det?« spørger Martin og gør sig klar til at smække røret på. Den stille melodi, der bliver nynnet, får ham imidlertid til at beherske sig. Han har ikke hørt den i årtier, men husker den alligevel levende. Trækfuglene.

Pludselig holder nynneriet op. Martins hånd presser plasticrøret hårdere og hårdere ind mod hans kind. Det lugter af indtørret spyt.

»Er du klar?« spørger en stemme. Den er lavmælt og kunne tilhøre såvel en kvinde som en mand, eller også en pige eller dreng.

»Hvad? Til hvad?« brummer Martin og fornemmer frygten i sin stemme. »Hvem er du?«

I et kort stykke tid hører han ikke andet end det rolige åndedræt.

»Klokken er to,« fortsætter den hviskende stemme.

Martin kaster instinktivt et blik på uret, der hænger på væggen.

»Hvad fanden er det her for noget?«

»Jeg står her og venter. I en blå jakke. Kom og hent mig,« siger stemmen og begynder derefter at nynne den samme melodi igen.

Nogle sekunder senere ender opkaldet med et mekanisk klik, og Martin kan ikke høre andet end de hurtige dut, som bliver ved med at ringe for hans ører, selvom han har lagt røret på.

Han lukker skrivebordsskuffen. Hvis han kort forinden havde været optaget af den rødhårede pige med de listige øjne, den svajende ryg og de struttende bryster på bladets midteropslag, er hans sind nu optaget af ganske andre tanker. Det løber ham koldt ned ad ryggen, mens han lader blikket glide ned ad den tomme gang og mod de lukkede døre til børnenes værelser, hvor de ligger og sover. Eller det burde de i hvert fald gøre.

Klokken er to … I en blå jakke.

Martin bider tænderne sammen og får kun med besvær behersket sin lyst til at hamre en næve i bordet. Sparke hver eneste dør op i denne svinesti og beordre børnene ud på række på gangen. Sådan ville forstanderinden gøre. Et af børnene må vel på en eller anden måde være ansvarlig for det her. Det må være en plat spøg. Plat, men skræmmende på en næsten genial facon. Det må man indrømme. Hvem end den lille lort er, skal Martin nok vise vedkommende, hvem der er bange og for hvem.

Han lægger hånden på telefonrøret. Der går et minut, men der sker ingenting. Telefonen står stum på bordet, som om stikket var trukket ud af kontakten.

Jeg står her og venter.

Martin tænker på de ord, han lige har hørt, og bemærker, at han har gåsehud. Salmen, der blev nynnet i røret, ulmer i hans bevidsthed. Det kan jo ikke passe.

Det er bare en eller anden, der vil skræmme mig, tænker han. Og kraftedeme endda har held med det.

Han bliver imidlertid nødt til at undersøge sagen, gå ud og kaste et blik på bådebroen, for ellers kan han ikke få det ud af hovedet. Muligheden for, at denne person …

Martin tager nøgleknippet, der ligger på bordet, og rejser sig fra stolen. Han går ud på gangen. Alle dørene til værelserne er lukket,

også køkkendøren for enden af den lange gang. Stilheden bliver kun brudt af hjerteslagene, der dunker i hans ører.

Skridtene runger hult i den tomme gang. Martin ser sig til siderne og går hen til trappen. Et par trappetrin fører ned fra den tunge dør. Udenfor er der en græsplæne, og længere væk mod venstre kan man skimte de røde bådehuse og den T-formede bådebro. Mens Martin går ned ad den korte trappe, tænker han, at han for en sikkerheds skyld burde have kigget ind på børnenes værelser og tjekket, at de alle tre rent faktisk lå og sov i deres senge. Det ville ikke være første gang, at en af beboerne var klatret ud ad vinduet og stukket af for en kort bemærkning. Flygtningen skulle dog have fundet en telefon for at lave sådan en narrestreg, og dem er der ikke særligt mange af på øen: måske en i familien Nordins hus på øens sydstrand to kilometer væk og … Er det den lille lort, der overnatter hos Nordins, som står bag det her …

Martin åbner døren og træder ud. Græsplænen glitrer af støvregn i septembernatten, som er oplyst af lamperne udenfor og halvmånen, der stråler klart på himlen. Presenningen over robådene, der ligger med bunden i vejret ved siden af bådehuset, blafrer i vinden og blokerer hans udsyn til bådebroen. Martin tørrer sine fugtige næsebor og går beslutsomt ned mod vandet. Kort efter bliver han igen gennemstrømmet af en kold bølge. Mod det måneoplyste hav kan han se silhuetten af et barn, der står på bådebroen.

Ej, for helvede …

Martin har lyst til at dreje om på hælene, spæne ind igen og låse døren. Ringe til nogen og … Men til hvem? Barnet, der står og ryster af kulde i en tynd jakke for enden af bådebroen midt om natten, er jo ikke en sag for politiet, men snarere de sociale myndigheder. Og nu, hvor han tænker nærmere over det, må skikkelsen, der står med ansigtet vendt mod havet, være et af de fire børn, som han har ansvaret for. Han må være professionel og bringe barnet i sikkerhed. Også selvom situationen minder uhyggeligt meget om en historie, som Martin kender alt for godt.

En historie, som alle, der bor heromkring, har hørt om eller endda været vidne til med egne øjne. Det har Martin. Han husker det hele, som var det i går.

»Hallo?« siger Martin, men skikkelsen rører ikke på sig. Den blå jakke flagrer i vinden. Det må være en af pigerne … »Milla, er det dig?«

Martin holder vejret, går fremad og bliver selv overrasket over sin beslutsomhed. Pigens korngule hår er sat op i en hestehale, der vajer i vinden. Det er en pige, det må det være. En af dem. Milla eller Laura.

Konturerne af den mindre end halvanden meter høje skikkelse bliver tydeligere for hvert skridt. Nakken er en anelse skæv, hovedet krænger en smule til højre, det virker stift som hos et lig med rigor mortis.

»Laura?«

Barnet reagerer ikke.

Martin går ud på bådebroen, han kan mærke den bevæge sig på de lange pontoner. Han hæver stemmen og bemærker, at den dirrer af spænding.

»Halløj! Nu holder du op! Det er ikke sjovt det her,« siger han og indser, at han er stoppet op. Hvorfor vender pigen sig ikke om? Kan hun ikke høre ham kalde? Blæsten får presenningen over robådene til at smælde og Martins hjerte til at banke.

Han går forsigtigt hen imod pigen. Bådebroen er vakkelvorn og gynger under hans skridt som en drivende tømmerstok, parat til at smide ham ud i det iskolde vand.

Det her kan ikke være rigtigt, tænker han og genkalder sig muligheden for at vende om og stikke af. For selvom det drejer sig om et barn – og det er jo tydeligvis et barn – er situationen på en eller anden måde uhyggelig. Ikke mindst fordi han engang for længe siden har set en lille pige stå på præcis samme sted. Nat efter nat. Og til sidst forsvinde sporløst.

Martin fortsætter fremad, nærmer sig skikkelsen og rækker ud for at tage fat i pigen.

Og lige idet han lægger hånden på hendes skulder, fornemmer den benede krop i fingerspidserne, mærker han en voldsom smerte i halsen og falder på knæ. Martin når ikke at råbe, og ikke et eneste af børnene på Smörregård barnhem er at se i vinduerne. Mens han ligger dér på bådebroen, ser han det korngule hår, der flagrer i vinden, og det hvide ansigt, som emmer af udtryksløshed. Det natlige havlandskab med månebroen bliver med ét til komplet mørke.

Den brummende lyd er så stille, at den egentlig ikke generer. Alligevel kan Jessica ikke undgå at lægge mærke til den.

Kvinden venter på, at hun skal sige noget, hun har ventet i næsten et minut. Tanken i Jessicas hoved er usædvanligt klar, men det kræver anstrengelse at sige den højt.

»Jeg forsøger nok at sige, at … Jeg havde forankret mit liv hos et andet menneske,« indleder Jessica og bliver overrasket over sit selvsikre tonefald. »Betragtet det fra en andens perspektiv. Forstår du?«

Kvinden, der sidder over for Jessica i den beige lænestol, svarer ikke med det samme, men benytter tavsheden som en ansporing til, at Jessica skal fortsætte sin tankerække. Hun er god til at styre samtalen: Det føles, som om sessionen skrider frem efter forudbestemte markeringer, i stedet for at der sidder to ligeværdige mennesker i lænestolene og taler med hinanden uden en dagsorden. Alt er klinisk og koordineret, men Jessica lader sig ikke forstyrre af det. Hun vidste, hvad hun gik ind til, da hun begyndte i psykoterapi for en måned siden.

»Før jeg mødte Erne … Jeg var fortabt. Selvom jeg ikke forstod det dengang. Og nu …« fortsætter Jessica, og hendes stemme bliver pludselig grødet, som om hun ikke må sige mere. Som om nogen har forbudt hende at gøre netop det.

Kvinden skynder ikke på hende, hun skifter stilling i stolen, retter på grebet om kuglepennen. Klikker spidsen ind og derefter

ud igen. Under visse omstændigheder kunne denne manér, der gentager sig nu og da, give et indtryk af rastløshed, men psykiateren gentager den på en behersket måde.

Jessica betragter kvindens kantede knoer og neglene, der er lakeret lyseblå. De er forbløffende blanke og signalerer derfor noget dristigt ved en speciallæge inden for psykiatrien: Måske kunne en klient, der åbner sit hjerte i lænestolen, godt have lov til at forvente noget mere konservativt. Mere afdæmpet. Mere medfølende. Noget, som udtrykker, at psykiateren ikke er hævet over situationen.

»Jessica?« siger psykiateren, og Jessica kigger op på hendes ansigt.

»Hvad?«

Hendes tankerække er blevet afbrudt, hjernen forsøger måske at finde et påskud til at holde op med at tale blandt alle disse visuelle impulser.

Et mildt udtryk lister sig ind i psykiaterens solbrændte ansigt.

»Fortsæt endelig. Du var ved at sige, at du var fortabt og nu …«

Det tager Jessica lidt tid at få styr på sine tanker igen. Hun vil egentlig ikke afsløre sin indsigt over for psykiateren – eller nogen overhovedet – men samtidig brænder hun af lyst til at høre konklusionen blive sagt højt, lade ordene strømme ud for så at blive vurderet af en professionel. Hun vil gerne vide, om hendes dæmoner evner at undgå psykiaterens opmærksomme blik, skjule sig dygtigt, eller vil de måske også vise sig lige så nøgne for psykiateren som en konsekvens af denne pludselige indsigt.

»Jeg har nok aldrig brudt mig om mit liv. Eller rettere mig selv. Og så havde jeg pludselig en, der beundrede mig på sin egen måde. Elskede mig. Som en far elsker sin datter. Og det gav livet mening,« siger Jessica og lytter til de ord, hun har udtalt, som om de stadig gav genlyd i stilheden. Og pludselig bliver hun skamfuld. »Jeg er ikke helt sikker på, om det handler om, at jeg mistede Erne. Eller om, at jeg mistede et vigtigt perspektiv på mig selv. At jeg ikke kun

elskede Erne. Men snarere mig selv sådan, som Erne så mig,« fortsætter hun, selvom fornuften befaler hende at tie.

Psykiateren lægger notesbogen fra sig på armlænet og presser fingerspidserne mod hinanden. Hendes ansigtsudtryk er alvorligt.

»Jeg tror, at vi potentielt står over for noget stort lige nu.«

Jessica kan ikke undgå at høre den enorme kliché i sætningen. Er det her det gennembrud, de altid ævler om i tv-serierne?

»Men?« siger hun.

Psykiateren smiler som for at belønne det indsigtsfulde spørgsmål.

»Men jeg er samtidig lidt bekymret.«

Jessica ryster på hovedet, for hun er ikke sikker på, hvad psykiateren strengt taget mener. Heller ikke, selvom hun har et godt bud på det.

»Har du det sådan, at der ikke længere er nogen mening med dit liv efter Ernes død?« spørger psykiateren og løfter hovedet en anelse. »Døde den sammen med Erne?«

Jessica kigger på psykiateren, bekymringen lyser ud af hende. Det er måske en professionel bekymring, men en bekymring trods alt.

Og da Jessica ikke siger noget, fortsætter psykiateren: »Oplever du, at du på et tidspunkt begyndte at leve dit liv udelukkende for Ernes skyld?«

Jessica rynker panden, en begyndende kvalme brænder i halsen. Hun tager glasset, drikker en slurk af det lunkne vand og vender blikket mod vinduet. Det store egetræs nøgne grene svajer i vinden, de er krogede som benede fingre, der er strippet for kødet. Lysene i loftet bliver svagere, og rummet bliver mere og mere dunkelt. Den brummende lyd tager til, som om den elektromagnetiske spænding vokser.

»Typisk vil vi mennesker gerne behage andre, det kunne være vores forældre, og når de mennesker, som vi har gjort os de her anstrengelser for – som undertiden er i reel konflikt med vores

eget selvbillede – forsvinder endegyldigt ud af vores liv … så efterlader døden et enormt tomrum. Det tomrum består ikke alene af savn, men også meningsløshed. Mennesket kan ikke længere og vil slet ikke leve kun for sig selv. Er jeg inde på noget af det rigtige?«

Jessica svarer ikke. Hun kigger stadig på grenene, der danser udenfor. Hun kan se dem trænge ind gennem de hvidmalede vinduesrammer uden at knuse ruderne. De slingrer gennem rummet og vikler sig omkring hendes ankler som sorte, skinnende slanger. Strammer deres greb lidt efter lidt, mærker forsigtigt efter.

»For hvis det forholder sig sådan,« siger psykiateren og fortsætter: »må vi gå til det med den nødvendige alvor.«

Jessica blinker et par gange med øjnene, og belysningen i rummet bliver normal igen.

Slangerne trækker sig tilbage, forsvinder ud på den anden side af ruden og stivner igen til træ som i en omvendt entropi. Et øjeblik virker det gule lys i rummet alt for skarpt.

Psykiateren tager igen sin notesbog og sin kuglepen og giver sig til at skrive noget ned. Jessica ser hendes håndled bevæge kuglepennen, men hun er ikke sikker på, hvad det er, der faktisk kommer til at stå. Har psykiateren netop noteret ordene deprimeret og potentielt selvdestruktiv i sin læderindbundne bog? Det ville faktisk være en ganske rammende beskrivelse af Jessica, hvilket betyder, at hjernevrideren nok har gjort sig fortjent til sin timetakst.

»Hvem?« spørger Jessica og sætter glasset med vand fra sig på bordet. Kvalmen har overtaget hele hendes krop, den får maven til at vende sig og svider i spiserøret. Hun har lyst til at spæne ud på toilettet for at kaste op, men hun behersker sig, synker et par gange.

»Hvad mener du?«

»Du sagde, at vi må gå til det med alvor.«

»Dig og mig,« præciserer psykiateren og retter på sine briller med det tynde stel. »I løbet af den seneste måned har vi gennem-

gået mange ting og gjort os nogle vigtige iagttagelser, men i dag hører jeg for første gang noget, som vi absolut bliver nødt til at dykke ned i. Jeg vil kalde det en form for fortvivlelse. Man bliver nødt til at kæmpe sig ud af sådan en sindstilstand, selvom det ikke er helt nemt.«

I frostvejret udenfor stopper grenene op et øjeblik, indtil et kraftigt hylende vindstød igen vækker dem til live. Denne gang får de dog ikke Jessica til at miste fokus.

»Tuula?« siger hun og bemærker, at navnet lyder underligt, når det bliver sagt højt. Det er vist første gang i løbet af den korte klientrelation, at hun kalder psykiateren ved fornavn.

»Ja?«

»Alene i løbet af de seneste par år har jeg efterforsket et dusin drab eller mord …« siger Jessica og ler uden at smile. »Når man hamrer hul i en murstensvæg og finder en smuk ung kvinde inde bag den … Eller betragter en mand, der er blevet stenet til døde, et knust kranium dækket af blodigt hår. Eller når man har oplevet stanken fra kødet af et menneske, der er blevet brændt levende … hvilket får én til at tænke på, at man et andet sted i verden koger hunde levende, fordi den adrenalin, som frygten og smerten producerer, gør kødet mere mørt …«

Psykiateren ser beklemt ud og vil sikkert gerne bede Jessica om at tie stille for at skabe tydeligere rammer for samtalen, men hun kan ikke afbryde sin patient, ikke lige nu, hvor hun giver mere af sig selv end nogensinde før.

»Forstår du, hvor jeg vil hen?« spørger Jessica og fortsætter, før psykiateren kan nå at reagere eller undlade at reagere: »Jeg har aldrig haft noget håb. Det har ingen af os haft,« siger Jessica. »Men førhen kunne jeg måske bedre forholde mig til det. Jeg havde accepteret mit livs meningsløshed.«

Psykiateren lukker sin notesbog og lægger den i skødet under sine hænder.

»Jessica. Nu må vi overveje den mulighed, at …«

En bølge af kvalme skyller gennem Jessicas krop, og hun springer op af stolen midt i psykiaterens sætning. Kvalmen, der begyndte allerede på vej hen til psykiateren, har vendt sig i hende under hele mødet og bliver nu mere og mere uudholdelig for hvert minut.

»Jeg bliver nødt til at gå.«

»Der er kun gået en halv time,« siger psykiateren forbløffet og kigger på væguret bag Jessica.

»Beklager. Jeg skal nok betale for en hel.«

»Det var nu ikke det, jeg …«

»Tak, Tuula.«

Psykiateren ser forbavset ud, men samler sig hurtigt og spørger:

»Skal vi aftale en ny tid?«

Jessica svarer ikke. Egetræets grene skraber mod vinduet, og hun kigger flygtigt på dem. Vi mødes nok aldrig igen. Farvel.