De kalder mig ulven

De kalder mig ulven

Zeshan Shakar

De kalder mig ulven

Roman

På dansk ved

Thomas Korsgaard

Gutkind

De kalder mig ulven er oversat fra norsk af Thomas Korsgaard efter De kaller meg ulven © Gyldendal Norsk Forlag AS 2022 [All rights reserved.]

Denne udgave: © Zeshan Shakar og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Ditte Vejlstrup

Sat med Minion hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 9788743407270

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med tilskud fra NORLA, Norwegian Literature Abroad

Gutkind Forlag Læderstræde 9,1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Tak til Assad Nasir og til Mishell for hjælp med det, jeg ikke kan.

Det er blevet fortalt af Salamah bin

Ubaidullah bin Mihsan al-Ansari, at hans far har sagt, at Profeten (fred være med ham) sagde:

Hvem end af jer der vågner om morgenen

tryg i sit hus, med et godt helbred og mad nok til dagen, så er det som om hele verden er hans

vores hus er er sådan et, der blev bygget for kun nogle få år siden i en gammel æbleplantage, træer og ribsbuske blev rykket op med rode, grunden jævnet ud, før der blev bygget to nye huse og lagt rullegræs. Der er tre etager, alle værelser er uden lister i loftet, alt er malet i ”grå harmoni”, selv ydervæggen. Der lugter stadigvæk en smule nyt fra de bare vægge, parketgulvene, køkkenskabene. Til fremvisningen overhørte jeg et par sige til mægleren, at de måske syntes, det var lidt for ”moderne” og ”kunstigt”. Selvom mægleren svarede, at: ”Der er mulighed for at sætte sit eget præg,” skrev de sig ikke på listen over interesserede. Jeg ved ikke, hvad de var ude efter, om de kiggede efter et hus, som mindede dem om deres bedstemors, med teaktræskommoder og blondegardiner.

Husets farve får vinduerne til at lyse ekstra varmt og gult i skumringen. Deroppe, i soveværelset på anden sal, sover Mariam i sin natkjole med enhjørninger på. Den natlampe, jeg tændte, da jeg puttede hende, lyser gennem de tynde

gardiner. Dernede, i kælderen med egen indgang, er lyset slukket. Det er et åbent værelse med et klædeskab i det ene hjørne, en kontorstol og et skrivebord, hvor jeg arbejder, når jeg ikke er på kontoret. På skrivebordet står der en skærm på 32 tommer og en replika af Minar-e-Pakistan i krom. Den stod oven på TV’et i den gamle lejlighed i Dalen, hvor jeg boede med mine forældre. Min far lod den blive stående, da han flyttede ud.

I stuen på første etage er alt lyset tændt. Ada sidder i sofaen og ser noget på Netflix, mens hun spiser groft knækbrød med kommenost og peberfrugt. Stiller jeg mig på tæer, kan jeg se toppen af hendes hoved og den øverste del af skærmen, introen til den serie, vi plejer at se.

”Hvor længe bliver du hos din far?” spurgte hun, før jeg gik.

Jeg kunne ikke give hende et nøjagtigt svar.

Hun kastede først et blik mod TV’et, så på mig. ”Jeg ved altså ikke, om jeg kan holde ud at vente …” sagde hun og strakte sig roligt mod fjernbetjeningen, mens hun smilede. Jeg ender som regel med at være nogle afsnit foran hende, selvom vi egentlig har en slags aftale om, at vi skal se dem sammen.

”Bare se videre,” svarede jeg og slog generøst ud med hånden.

Jeg indhenter hende.

Over vejen fra vores hus er der en blok. Det er en af dem, de byggede, da de allerførste forstæder begyndte at dukke op. Den er ikke i nærheden af at være så stor som de ti år

yngre blokke længere nede i Dalen. Den har kun tre etager med tilhørende loftsrum under skråtaget. Plænen foran blokken er en slags ingenmandsland, ingen planter, ingen bænke, ingen træer. Blokken står der som en grænsevagt, strunk og stolt, mens nogle få lette snefnug, årets første, bliver kastet rundt i luften. Blokken stirrer nærmest mod vores hus, og på husene bag huset, de ligger tæt, kun adskilt af haver og smalle, fortovsløse gader. Det var nok der, de helst ville bo, de andre, som var til fremvisningen, på de gader og i det område, mægleren valgte at fremhæve i annoncen. Den nævnte ikke, at huset ligger helt i udkanten af det område, at det grænser op mod blokområdet, der har et helt andet navn, et område, som godt nok ikke giver lige så mange negative associationer som navnet på Dalen, men som alligevel kan være nok til at afskrække potentielle købere. Noget, der sikkert også gjorde, at den pris, vi endte med at betale for huset, blev en million lavere, end den ellers ville være blevet.

Til fremvisningen sagde mægleren til mig:

”Ja, der er jo muligvis flere, som ønsker sig noget lidt længere inde,” som om hun ville komme mig i forkøbet. ”Men denne bolig hører faktisk til den samme skole.”

”Nej, det er ikke helt ideelt,” svarede jeg, ville ikke fortælle hende, hvad jeg tænkte, at jeg faktisk ikke kunne forestille mig noget mere ideelt end at være lige præcis her, med Ada og Mariam, med huse og blokke på hver side af os.

Huset skræmmer mig lidt, når jeg står og kigger på det som nu. Ada og Mariam virker så langt væk. Jeg står her,

alene, udenfor, og det føles, som om det er nødvendigt, at jeg er her, at jeg må sørge for, at murene ikke sprækker, tagstenene ikke blæser af, vand ikke trænger ind i kælderen eller får grunden til at erodere. Jeg har set det før, at ting går i stykker, falder sammen, bliver væk.

Jeg begynder at gå. Gaden er blevet smallere af, at der på den ene side står parkerede biler, som tilhører folk i blokkene, der ikke har en garage. De skarpe forlygter på en bil lyser længere nede ved gadehjørnet. Den kommer kørende mod mig, men den ser ikke ud til at skulle parkere, den fortsætter videre, ind mod de andre huse, husene med garage, som jeg ved alle indeholder lignende biler, hævede biler med skibokse på taget eller cykelstativ bagpå. Jeg følger den med øjnene. Chaufføren vender sig og ser direkte på mig, så slår han blikket væk og forsvinder ud af syne. Jeg kender denne følelse, en uro, på samme tid kriblende og forventningsfuld, og jeg tænker det, jeg ofte tænker: Han har mere end mig. Måske har han fået en stor arv. Jeg tænker på, hvad han kan give sine børn. På, hvad jeg gerne ville give mit barn. At jeg har mere brug for det.

Jeg ved ikke, hvordan det er ikke at tænke sådan.

De kalder mig ulven. Mine venner. De har kaldt mig det i mange år.

Jeg ved ikke, om det er, fordi ulven findes i begge de lande, mine forældre kommer fra, om mine venner overhovedet tænkte over, at der også er ulve i Pakistan, og ikke bare loppebefængte gadehunde.

Jeg ved ikke, om de kalder mig det, fordi de synes, jeg er rodløs, altid i bevægelse, som en ulv, der jager sit bytte i timevis, dagevis, over mange mil, drivende rundt i sneen i skoven på tom mave, på jagt efter næste måltid.

Eller om de kalder mig det, fordi Ulven er det stjernebillede, der ligger mellem Kentauren og Skorpionen. Så vidt jeg ved, var ingen af dem medlemmer af Børnebogklubben, deres mødre læste ikke Helte og monstre på himmelhvælvingen for dem siddende på sengekanten. Måske er det bare, fordi jeg er glubsk, som på de sommeraftener, hvor vi skrabede penge sammen, sad med pizzabakkerne på en bænk i Dalen og de udbrød: ”Du spiser fandeme meget, bro.”

Min mor holder af at fortælle om den gang, da børnehaven forklarede hende, at hun var nødt til at lære mig om mådehold. Jeg spiste så meget, at der ikke var nok tilbage til de andre børn.

der er kun én uge, til han rejser. Flyet går fra Oslo til Lahore. Dér vil en af mine fætre vente på ham i ankomsthallen. Solen vil være stået op, men den blå himmel vil skjule sig bag et tyndt, gulgråt slør af smog. Han vil genkende lugten af den bløde frugt, der sælges i boderne, den glovarme te, som skænkes i papkrus, de allerede svedige mænd, som tilbyder at bære hans kuffert for nogle rupier. Halvanden times kørsel senere vil han stige ud af bilen i Faisalabad, nogle få kilometer væk fra det inderste af centrum, mærke den nedstampede jord under fødderne, høre larmen af rickshaws og motorcykler, som giver gas og humper gennem gaderne i nabolaget, hvor der ikke er en centimeter tilovers, husene står væg mod væg, ingen af dem er ens, men alle ligner hinanden, mur, beton, nogle gange er der forskellige materialer fra etage til etage, hvor kvaliteten af de øverste røber niveauet af velstand, da tilbygningen blev opført. Der er grønne, røde og blå metalporte, som åbner ud mod gaderne, over dem er der plakater med citater fra

Koranen, der er flade tage i uens højder, nogle ser ned på naboerne, andre ser op til dem. Huset, han skal ind i, er ikke det højeste. Heller ikke det laveste. Lågen er grå og lidt rusten nederst. Det er den samme port, han lukkede bag sig, da han rejste. Det er det samme hus med én etage bygget ovenpå.

Han har ingen returbillet.

Vi har næsten ikke talt om det, siden han bestilte billetten. Jeg har heller ikke spurgt ham særligt meget om det, har på en måde ikke rigtig troet på, at han skal rejse tilbage for at blive.

Da jeg ringede til ham for at sige, at jeg kom for at hjælpe ham med at pakke lejligheden ned – hvis han skal flytte, må vi hellere komme i gang – lod han mine ord hænge i luften et stykke tid, før han tog dem op. ”Challo, det er OK, kom,” svarede han. Så tilføjede han: ”Kan du tage mine historier med?”

Min bil er på værksted. Service. De skal skifte bremseskiver og -klodser, vinduesviskere. Jeg trækker den sorte anoraks hætte over hovedet, hiver lynlåsen op i halsen og går mod T-banestationen. Snefnuggene falder tættere nu, er blevet større.

Jeg tager toget ned til centrum, og før jeg skifter til den linje, som skal tage mig videre østpå, forlader jeg stationen. Rushet af mennesker udenfor er begyndt at aftage, men det hober sig alligevel op med folk, da der bliver rødt i et lyskryds. Jeg følger en lang gade opad, og der bliver længere mellem lyskrydsene. Jeg kender denne del af byen godt,

ikke lige så godt som Dalen, men jeg kender de gamle

ejendomme på fire-fem etager, der omgiver mig, de fleste med gråpudsede facader eller i mursten. Jeg tænker på alt det, de ikke har, ornamenter over indgangspartierne og vinduerne, franske balkoner, små plæner med prydbuske langs stueetagen, hvor der ingenting sker, bare nogle plæner indrammede af små hegn, ikke mere end halvanden meter høje. Ejendommene her har ikke sådan noget. Det er gamle karréer som den, min mor voksede op i, jeg ville ikke behøve at gå i mere end nogle minutter til for at stå uden for hendes gamle port. Jeg kunne skubbe til smedejernet og kigge ind i en sandfarvet baggård, kigge hen i hjørnet, hvor fru Eliassen plejede at begrave fisk i snebunkerne om vinteren, så de kunne holde sig. Jeg kunne gå ind i opgangen og op ad de knirkende trapper og åbne døren til det, der lignede et pulterkammer, der, hvor toilettet havde været. Forfrysninger farer gennem min krop, når jeg tænker på de nøgne lår, som rammer et iskoldt bræt.

Jeg ved, at den lange gade, jeg er drejet ind på, til sidst vil bøje sig i halvfems grader, og at hvis jeg fulgte den i ti minutter til, ville jeg komme derhen, hvor der stod et hus, som blev jævnet med jorden for mange år siden. Et hus, som havde sprækkede gulvplanker, rotter, som pilede under det, vind, som peb gennem revnerne i vinduerne, og afløbsrør tilstoppede af tusinde små hårstrå fra barberingen af fem mænd med kraftig skægvækst og af fedtet på hænderne fra dem, der arbejdede på restauranterne. Ham, der ejede lejligheden, var den første udlejer, min far ringede til, der

ikke lagde på eller direkte sagde: ”Nej, jer vil vi ikke have,” da han hørte den stærke accent i hans engelske.

Der var så mange pakistanere i disse gader, at det blev kaldt ”Lille Karachi”, selvom der knap nok var nogen, der kom fra Karachi, ikke engang fra Sindh. Næsten alle var fra Punjab, ligesom ham.

Jeg går op ad gaden og ser mit mål. Kiosken, som ligger på hjørnet, præcis hvor gaden drejer. Om sommeren plejer der at stå kasser med pakistansk mango stablet på hinanden. ”Honey mango. Export quality.” Min far plejer at sige, at vi får bedre mango her i ”Narvey” end dem, de spiser i Pakistan. Jeg har aldrig forstået, om det er pralende eller klagende.

Der er intet pap her længere. Kun et netgitter for vinduet, som slipper lyset ud på gaden. En klokke ringer over døren, da jeg åbner. En pakistansk mand sidder på en taburet bag kassen. Håret er gråsprængt, tyndt, jeg har set ham mange gange gennem mange år. Han stirrer på sin mobil, kigger ikke op på mig, selvom der næsten er tomt i kiosken, bortset fra et ungt norsk par. Kvinden triller en barnevogn frem og tilbage, mens de kigger på krydderihylderne.

Historierne, min far vil have, står på et stativ lige ved kassen. En slags pakistansk variant af de pocketbøger, som står i bladhylderne i Rema 1000. Jeg går hen og samler den forreste op. Der er et billede af en enlig kvinde på forsiden. Nogle gange er der mænd med, ofte oppe eller nede i et af hjørnerne, med en pistol eller med store, mørke solbriller, men ofte er der kun kvinden. Som denne. Hendes blik er

rettet mod noget uden for omslaget, det er længselsfuldt, hendes hage er en smule løftet, hun har bølgende sort hår under en dupatta, som ikke dækker mere end hendes baghoved, lange øjenvipper, lys, næsten hvid hud og rød læbestift. Baggrunden er mørkegrøn. Forsiden, som egentlig er bagsiden, det tager mig altid nogle sekunder, før jeg omstiller mig til, at bogen er trykt bagfra, og at alt starter fra højre, er fuld af ord, jeg ikke kan læse, jeg forstår kun nogle få bogstaver, med trekantede prikker, afrundede, men også fulde af skarpe kanter, der nærmest skærer mod kvindens bløde ansigt.

Manden bag kassen har lagt mobilen fra sig og ser på mig.

”Er det den nyeste?” spørger jeg.

Han nikker. Forsætter med at kigge på mig, jeg tænker på, om han kan huske mig, den mørkhårede, men lyshudede dreng, der plejede at sidde i bilen og stirre derind, mens han ventede på sin far. Eller måske tænker han bare på, hvorfor jeg, en tyrker, albaner, græker, iraner, i hvert fald ikke pakistaner, er interesseret i disse historier.

Han skal til at sige noget, men bliver afbrudt af det norske par, som nu har fundet de korianderfrø, de ledte efter, og tilmed to dåser med kikærter. Jeg samler pocketbogen op og stiller mig bag dem i køen. Han spørger, om de vil have en pose, men de ryster smilende på hovedet, begge to. Kvinden tager et indkøbsnet ud af jakkelommen. Da de går ud, siger de ha’ det godt i kor, som om de er på vej hjem fra en middag hos et vennepar.

Han løfter hånden til en hilsen, før han vender sig mod mig. Jeg lægger pocketbogen på den smalle disk. Han kigger på mig igen. Prøver med en sætning på urdu.

”Yeh aap ke liye he?”

Jeg vipper hovedet næsten umærkeligt fra side til side, det kan være et svar på hvad som helst. Det er ikke nok. Det var et spørgsmål, jeg ikke svarede på. Han venter. Jeg er lige ved at sige på norsk, at pocketbogen er til min far, men jeg tager mig selv i det, det fører bare til flere spørgsmål. Åh, er din far pakistaner? Hvad hedder han? Hvor i Pakistan er han fra? Hvornår kom han hertil? Hvor arbejdede han?

Hvad laver han nu? Hvorfor taler du ikke urdu?

”Den er til en, jeg kender,” siger jeg.

”Pakistani?” smiler han.

Jeg laver den samme lille bevægelse med hovedet igen. Det virker denne gang.

Ude på gaden er der fodspor i sjappet og tynde, lange streger efter barnevognens hjul. Jeg ser dem længere nede ad gaden. Manden triller vognen nu. De taler sammen om noget, der er en naturlighed ved dem, over måden, de bevæger sig i gaderne her. Det er deres gader. Ikke mine. Jeg ved det.

Pocketbogen er blød nok til, at jeg kan bukke den og stoppe den ind i jakkelommen, den står som en bro derinde.

Jeg forstætter med at følge efter parret. De svinger ind i en sidegade. Jeg følger sporene. Først ned ad den samme gade, hvor sporene efter barnevognen og to par fødder tager et nyt skarpt sving ind mod en port. Jeg passerer

og fortsætter videre. Snart vil jeg være på de brede gader igen, jeg kan allerede høre bussernes grove motorer og de jagende pibelyde fra trafiklysene.

På hjørnet ud mod hovedgaden ligger der en bodega. Jeg følger fortovet hen til indgangen. En cyklist med pigdæk farer forbi mig, sjappet sprøjter op i hans bagskærm. En gruppe, som må være studerende, ser sig forvirret omkring efter nogen, noget, som insekter om en gadelygte. Der står et par borde og stole i metal uden for bodegaen, men de er dækket af våd sne, og varmelampen, der hænger over det ene bord, er slukket. En af de studerende tager i døren. Den er låst. Hun slår ud med armene og går tilbage til de andre.

Det var her, mine forældre mødtes for første gang. Det var her, min far tog hen om aftenen på lørdage. Det var den dør som var åben for ham.

De studerende trasker roligt væk. Jeg kigger gennem vinduet. Det er mørkt derinde og svært at komme til at se noget. Jeg må gå endnu tættere på for at se omridset af borde og stole. Upolstrede stole, bare træ, men en tiltrængt siddeplads efter fyraften på den batterifabrik, hvor min far monterede så mange batterier, at en af de norske arbejdere kom rasende hen til ham og sagde: ”You, listen here. Not so fast. We other look dum. Understand?” Han forstod, men kunne ikke tage hensyn til det. Han arbejdede for, at chefen skulle klappe ham på skulderen, ikke de andre arbejdere. Det var ikke dem, der havde magten til at bestemme over, om han fik lov at beholde sit arbejde og arbejdstilladelsen, det var heller ikke dem, der lagde sedlerne i konvolutten hver

måned, dem, han vekslede til rupier efter at have stukket nogle af dem i lommen. Han var en af dem, arbejderklassefolket, som sad på bodegaen hver lørdag og skrålede, men med en tilføjelse, gæstearbejderklassefolk, hvor han sad med sin ven og en colaflaske og prøvede at få opmærksomhed fra de få unge damer, som kom ind.

Det mislykkedes ikke hver gang. Der var nogen før min mor. I hvert fald én.

”Jeg så hende engang ude på gaden, hold kæft, hvor var hun grim,” har min mor sagt. Selv tog hun aldrig på bodega. Aldrig på klub. Hun drak ikke engang alkohol, har aldrig gjort det. Hun var 24 år, gik med aviser morgen og eftermiddag, havde en pige derhjemme, som var fire år gammel, og et møgsvin af en eksmand. Hun tog på bodega den ene aften, fordi hendes veninde pressede så meget på for at få hende til at gå med.

Det er hende, som har fortalt, hvordan han prøvede at byde hende på en øl. Han havde lært, indrømmede han senere, at det var lettere at få plads ved de norske pigers borde, hvis man kom med en ekstra øl i hånden.

”Jeg drikker ikke, ellers tak,” sagde hun. Han fik en plads alligevel. Fik lov at stå ved siden af bordet og snakke engelsk. Hun spurgte, og han svarede, stadig mere overrasket over, hvor lange svar han kunne give, uden at det virkede, som om hun blev træt af det. Vidste ikke, at hun fik lige så meget ud af det som ham, at hun var det, han engang kaldte ”Thor Heyerdahl-type of nordmann”, hendes blik var åbent, vendt udad, væk fra Norge. Han blev stående der

og fortalte om sin rejse. Om landene, han havde passeret igennem i bussen, om Tyskland, Østrig, Jugoslavien, Bulgarien, Tyrkiet, Iran og Pakistan, allermest snakkede han om Pakistan, Faisalabad, om planen om at gå i sin fars fodspor, de kun lige påbegyndte collegestudier inden farens uventede hjerteslag og dødsfald, og mens veninden og vennen var løbet tør for smalltalk, cola og øl, fortsatte de to med at snakke, han stående og hun siddende, til veninden tog sin taske over skulderen og sagde: ”Nu går vi.”

Det var sådan, det begyndte. Lige præcis her.

De forfølger mig. Jeg forfølger dem.

Idet de rammer jorden, smelter snefnuggene og danner pytter, som skylles op på fortovene, når busserne kører forbi mig. Jeg er ved T-banestationen. Skydedørene åbner sig. En tung, muggen lugt slår mod mig. Hvinet fra et tog, som forlader stationen, runger i væggene langs den smalle gang. Jeg skal tage den linje som strækker sig østpå langs hele Dalens sydside, helt til det sted, hvor terrænet bliver fladt på hver sin side af bakken. Jeg tjekker skærmen på perronen. Der er to minutter, til mit tog kommer.

DE KALDER MIG ULVEN er en fortælling om at vokse op med visheden om, at de gode kort er skævt fordelt. Hovedpersonens forældre har hele deres liv arbejdet alt for hårdt og er nu slidt ned. Alligevel står de tilbage med så lidt, kun minder og nogle familiehistorier: fra farens opvækst i Pakistan, fra morens familie i Finmarken og fra deres fælles liv i Oslo.

Nu er hjemmet opløst, og faren vil forlade Norge for at blive gammel i sit hjemland. Tilbage står hovedpersonen, sønnen, med en umættelig sult efter at eje og have det, alle andre har så rigeligt af.