Den sorte tråd

DEN SORTE TRÅD

Af samme forfatter:

En hustrus hævn

Tidselhonning

ROMAN

Densorte trå

d

PÅ DANSK VED

CAMILLA GELLERT NIELSEN

SARA PABORN

Den sorte tråd er oversat fra svensk af Camilla Gellert Nielsen efter Svartstick

Copyright © Sara Paborn, 2023

All rights reserved

Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: Sara R. Acedo

Bogen er sat med Palatino hos Geethik

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0084-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Det citerede Edith Södergran-digt (”Vierge moderne”) s. 242 og 243 er fra Samlede digte, Rhodos 1979. Oversat af Peer Sibast.

Gutkind Forlag ∙ Læderstræde 9 ∙ DK-1201 København K

Gutkind.dk ∙ f gutkindforlag ∙  gutkind_forlag

Til mødrene

NEDLAGT KURSUSSTED GENOPSTÅR EFTER 44 ÅR

Den legendariske Fordom Sy- og Væveskole der lukkede i 1978 på grund af skimmelsvamp, og som har stået tom lige siden, slår til sommer dørene op for ny kursusvirksomhed. Det er fonden Lad Landsbyen Leve der har muliggjort genindvielsen via et omfattende renoveringsarbejde.

I godt og vel halvtreds år var Fordom et kendt mødested for håndværksinteresserede. Uddannelserne her var nogle af landets mest anerkendte. Den nye leder Marit Björk er begejstret.

”Den naturskønne og afsides beliggenhed er unik. Her skal man kunne komme et par dage eller en uge og fokusere på det man har mellem hænderne. Og det mener jeg helt bogstaveligt,” siger hun med et varmt smil da vi møder hende i den nymalede, okkergule spisesal.

”Vi føler os som rigtige arkæologer. Ud over spinderokke og vævestole har vi fundet et nødforråd af brune bønner og gammel konserves,” fortæller Marit.

Men det mest bemærkelsesværdige fund må alligevel være det parti sort silketråd der blev fundet bag en tilmuret dør i kælderen.

”Utroligt nok har tråden klaret sig trods fugten,” siger Marit. ”Nu har vi opslået et ekstra kursus i sortsyning i sommerens program, som en hyldest til bygdens historie.”

Fordom Sy- og Væveskole åbnede allerede i 1922. Siden dengang er der kommet adskillige bygninger til, såsom en stenhytte med bageri, et spinderi, en vævehytte, en smedje samt et bibliotek. På onsdag er der officiel indvielse med underholdning af et lokalt folkemusikorkester.

Onsdag

Værelset var mindre end Paula havde forestillet sig, men smagfuldt indrettet. En ulden plaid broderet med blomsterranker var lagt hen over enkeltsengen. Ved siden af stod en gammel kiste med hængelås. Den eneste afsætningsplads i værelset, noterede hun sig – hvis man så bort fra den afskallede armstol i hjørnet. Nogle bøger om håndværk var anbragt på det blå sæde.

Hun kastede et blik på sig selv i spejlet. Som sædvanlig kunne det ikke ses udenpå hvilket kaos der herskede indeni. Hun var udstyret med et venligt, men ret intetsigende udseende, som skabt til at falde i ét med tapetet. Det lange brune hår var samlet i en stram hestehale. ”Køn i en gruppe”, havde hun engang hørt om sig selv.

Øjnene var grønne, kropsbygningen slank, og ryggen rank. Hun var niogtredive år, så yngre ud, men følte sig som en på hundrede.

Hun kiggede ned på mobilen. Den seneste meddelelse fra Stina var kommet klokken halv et i nat. Er kommet til Dresden, skal bare finde et sted at bo. Og så et hav af temmelig optimistiske smileys, taget i betragtning hvilken tid på døgnet det var.

Det var lykkedes Paula at lade være med at ringe til forskellige hoteller for at høre om ledige værelser. Hele pointen med at rejse ud i det blå med tog var at hendes datter skulle klare sig selv. Alligevel havde hun

ikke kunnet nære sig for at google mulige overnatningssteder, bare for en sikkerheds skyld. Havde overført femhundrede kroner og tjekket hvilken seværdighed der var byens mest kendte. Frauenkirche, muligvis ikke noget tilløbsstykke for teenagere, men udsigten fra tårnet havde set fin ud.

Hun havde sms’et tippet, men havde fortrudt i samme sekund. Hun måtte holde op med at behandle sin datter som et barn. Stina var stor nu. Til efteråret skulle hun flytte hjemmefra og begynde på en uddannelse inden for bæredygtighed på universitetet i Utrecht.

Paula satte sig på sengen, lynede rygsækken op og tog den hemmelige del af sin bagage frem. Under et siddeunderlag af skumplast lå der et bundt nyindkøbte ugeblade, en iPad fuld af film og to pakker cigaretter. Her var hun uden for rækkevidde af dømmende blikke. Hun røg altid på kurserne. Ellers aldrig. Hendes kæreste, Viktor, havde astma, og selv forsøgte hun udadtil at fremstå som et menneske der levede sundt og fornuftigt.

Hun sparkede sin sandaler af, lagde sig ned på sengen og forsøgte at tænde sengelampen uden at det lykkedes. Hvor svært kunne det være at sørge for at sengelamperne fungerede – når man nu skulle drive et kursussted? Lige nu vidste hun præcis hvad der skulle til for at skabe velvære i et kursusværelse. Det var ikke meget. En skøn seng med rent sengetøj. Et tykt badehåndklæde. Rullegardiner

så man kunne få det mørkt – og en sengelampe der fungerede!

Hun havde opdaget det her med kurser for nogle år siden da hun fulgtes med en kollega til en weekendworkshop om Naturens helbredende urter. Allerede den første dag var hun gået ind i en behagelig, passiv dvaletilstand – og det var ikke kun på grund af pebermynteog baldriandampene. Nej, det var også noget med selve konceptet og miljøet. Det langsomme tempo, skemaet der ikke levnede plads til selvstændige initiativer. Mad på bestemte tidspunkter. Sløvheden. Det var uden større problemer lykkedes hende at skjule at hun ikke var det mindste interesseret i at fremstille tigerbalsam der kunne hjælpe mod bleeksem og psoriasis. I stedet var hun bare flydt med, som en viljeløs biflod til de andre – og for første gang i evigheder havde hun kunnet koble af. Aftnerne havde hun tilbragt alene på sit værelse eller i badekarret med en bog.

Den narkotiske indvirkning kurset syntes at have haft på hende, varede ved længe efter hun kom hjem. Det eneste hun behøvede at gøre for igen at komme i forbindelse med den følelse, var at skrue låget af det lille glas tigerbalsam som det var lykkedes hende at lave med hjælp fra læreren, og tage nogle dybe indåndinger.

Eukalyptus. Ingefær. Fyrrenåle. Koma.

Siden havde hun sørget for at komme af sted på mindst to kurser om året. Hun havde lært alt lige fra at lægge mosaikker til at spille på klangskåle. Eller ladet som om hun lærte det. For hvert kursus hun deltog i, lyttede hun stadig mindre, sank bare dybere ind i sig selv, ind i afkobling.

Eller frakobling var måske et bedre ord. Euforiserende stoffer var ikke socialt accepteret. Det var kurser. Effekten, forestillede hun sig, var stort set den samme.

I sit almindelige liv som samfundsfagslærer i udskolingen talte hun så meget at hendes egen stemme af og til gav hende kvalme. På kurserne var det hende der fik lov til at være elev. Hun præsenterede sig kun ved navn hvis hun var tvunget til det, og lod sig drive af sted som en føjelig ko mellem folden, græsgangen og truget. Muligvis tog hun med på en rundvisning hvis en sådan var på programmet. Inspicerede eventuelle kanonstillinger, borggårde, nænsomt renoverede dampskibsbrygger og keglebaner, eller hvad der nu fandtes på stedet. Hun tog aldrig med til pubaftnerne eller til afslutningsfesterne hvis den slags blev arrangeret. Hun ville slippe for alt hvad der bare lugtede af forventninger og krav.

Særligt denne gang. Det murrede i maven, og hun var anspændt i hele kroppen. Hun vidste dårligt nok hvad sortsyning var, men hun slap i det mindste for at være hjemme.

Hun vendte sig om i sengen og fik øje på den hvide kuvert der stak op af rygsækkens forrum. Hun havde ikke turdet efterlade den hjemme i lejligheden hvis nogen tilfældigvis skulle finde den. Men nu fortrød hun. Hun ville ikke se på det djævelskab.

Det var da den var kommet for nogle dage siden, at hun i panik havde meldt sig til det her kursus i sortsyning. Først havde hun forsøgt at finde et faldskærms- eller klatrekursus. Hun havde forestillet sig at adrenalinsuset ville kunne fortrænge angsten. Men alt havde været

optaget, undtagen nogle få pladser på ”Sortsyning” og ”Træsløjd for nysgerrige” på netop dette kursussted midt inde i skoven i Dalarna. Hun havde valgt broderiet, et firdageskursus. Ikke fordi hun var interesseret, men hun havde brug for at komme væk og samle tankerne. I det mindste i et par dage. Indtil søndag.

Hun rejste sig og skubbede kuverten så langt ned i rygsækken som muligt. Derefter åbnede hun vinduet på vid gab og kiggede ud.

Et stykke oppe til højre kunne hun se et mindre, hvidt stenhus, tæt omfavnet af et buskads. Det lå lidt for sig selv i skovbrynet. Et eller andet sted i nærheden skulle der vist også være en sø, hun havde set den på kortet.

Området mindede ikke om nogen af de kursussteder hun tidligere havde været på. Det lignede mere en lille hytteby eller et kollektiv. I nogle af træerne vajede der vindspil med tøjstrimler i muntre farver. I enkelte af dem sad der stumper af stanniol der sendte irriterende solreflekser ind i værelset. I en rundkreds længere væk sad nogle kvinder med asiatisk udseende. Kursusstedet havde spillet en del på sin internationale orientering. Målet var, havde hun læst på hjemmesiden, at lokke studerende til fra forskellige dele af verden. Udvid din horisont! Byg netværk! Studér i udlandet, og bliv bedre til fremmedsprog! Det var fraser af den slags hun selv kunne rive af sig til sine elever. Nu ville hun allerhelst have alle grænser lukket så Stina ville være tvunget til at blive hjemme.

Hun åbnede sin rejsetaske. Den indeholdt det sædvanlige: grimt, men bekvemt tøj der ikke inviterede til socialt samvær, samt et par løbesko og en toilettaske. Hun havde

også en fuldt udrustet forbindingskasse med, små pakker med vådservietter, havremælk og vaskepulver. Det var sådan hun var; ordentlig, pålidelig, én man kunne stole på. Det var i hvert fald hvad folk troede.

Nu tog hun hjemmeskoene frem og satte den elektriske tandbørste til opladning. Derefter hængte hun omhyggeligt alt tøjet på bøjler i klædeskabet. Stillede skoene hen ved døren og skubbede tasken ind ved siden af skabet. Klokken var fire om eftermiddagen. Om lidt ville hun gå ned til velkomstkaffe i spisesalen, og bagefter ville hun trække rullegardinet ned og lægge sig på sengen og se en film. I morgen tidlig klokken otte skulle kurset begynde. Hun havde brug for al den hvile hun kunne få.

ÅRET ER 2020 . Paula tager på broderikursus i Dalarna for at få et pusterum fra sin kaotiske tilværelse. Men en hemmelighed fra fortiden dukker uventet op.

Gunni arbejder på kursusgården, hvor hendes liv er gået i stå efter et ulykkeligt kærlighedsforhold i ungdommen. Nu tager hun sig mest af andre, ikke mindst af sin gamle mor.

En dagbog dukker op på Paulas værelse. Den er skrevet af Anita, en ung og desperat kvinde, der i 1950’erne arbejdede i Dalarnas første supermarked og forelskede sig i ejeren, Bengt, en relation, der fik katastrofale følger.

På uventet vis flettes de tre kvinders liv sammen.

DEN SORTE TRÅD er en hjertevarm og vedkommende roman om tre stærke kvindeskæbner af den svenske bestsellerforfatter Sara Paborn.

ISBN 978-87-434-0084-4

9 788743 400844