Dengang vi var fugle

DENGANG VI VAR FUGLE

Roman

På dansk ved Mich Vraa

Gutkind

Dengang vi var fugle

er oversat fra engelsk af Mich Vraa efter When We Were Birds © 2022, Ayanna Lloyd Banwo. All rights reserved Denne udgave: © Ayanna Lloyd Banwo og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © John Fontana

Dansk versionering: Marlene Diemar/Imperiet

Forsideillustration: © Raxenne Maniquiz

Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook Sverige ISBN 978-87-434-0459-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag  gutkind_forlag

Til mine forældre, Gale og Ronnie. Døde, men vågne.

F ORFATTERENS BEMÆRKNING

Øen Trinidad er virkelig. Geografien, karaktererne og stederne i denne roman er fiktion.

Come. The first lesson: how to fold your wings into a heartbeat.

– »Bird Man/Bird Woman« fra Over the Roofs of the World af Olive Senior

CORBEAU

Morne Marie, Trinidad. I går

Yejide

»Det første du skal huske på,« mormor Catherine har sin datterdatter Yejide på skødet, holder hende tæt ind til sit bryst, »er at der var en tid før tiden.« Hun presser det første lag tobak ned i sin ibenholtspibe. Flammen fra hendes sølvlighter blusser i pibehovedets grotte, og piben sidder på sin plads mellem hendes læber. »Før vi kom til at bo i det her hus, før der boede mennesker i dalen, før stenbruddene, dengang skoven var så tæt og v ild at ingen mand kunne gå igennem den, var det kun dyr der havde deres hjem i Morne Marie. Men ikke som de dyr vi ser nu, næh næh!« Catherine spærrer øjnene op, og blå røg snor sig ud ad hendes næsebor. »Ozelotterne var så store som tigre, hjortene løb så hurtigt at ingen mand kunne fange dem hvis han da overhovedet vovede sig ind i skoven for at jage dem, og de små, grønne papegøjer der synger i skumringen, var lige så store som de blodrøde ibisser der lever i sumpene. Dyrene kunne tale med hinanden, sådan som jeg taler nu, og de byggede en vældig by inde i skoven. Men den by var slet ikke som Port Angeles. Den havde ingen bygninger, ingen skel og hegn, ingen porte, og dyrene

levede sammen uden noget land at vogte over og uden grænser de skulle beskytte.

Men så en dag forvilder en kriger sig ind i skoven. Han ser at den er fuld af dyr der kan jages, og frugt der kan spises. Da han ser på træerne, ser han kun de huse han vil kunne bygge, og når han ser på landet, ser han kun det som han vil kunne tage. Dyrene prøvede at tale til ham og fortælle ham at der var så meget mere end det han kunne se, men han kendte ikke deres sprog, så han kunne ikke forstå dem.

Den kriger vender tilbage med flere krigere, og med krigerne kommer håndværkere, og med håndværkerne kommer bønder, og med bønderne kommer præster. Med præsterne kommer guvernører, og med guvernørerne kommer døden.«

»Men dyrene gør modstand, ik’ os’?« Yejide vrider sig på sin mormors skød. Der er ikke noget i verden som hun holder mere af end den her fuldkomne følelse: tobakkens søde duft, gyngestolens jævne rytme, de grønne bjerge og mormors ansigt der stråler af fortælling. Hun tænker på ozelottens skarpe tænder og på macajuel, slangen der kan dræbe en mand ved at sno sig omkring ham; det er helt umuligt at noget menneske med bare to ben og meget små tænder og slet ingen gift nogensinde ville kunne besejre skovens vilde dyr.

Catherine ser på hende og bakker på sin pibe. »Hvem fortæller den her historie, dig eller mig?«

Yejide griner og bliver igen stille.

»Dyrene havde altid levet i fred, men nu vidste de at

tiden var inde til krig. Kampen blev blodig og helt forfærdelig. Det stenbrud du kan se dér« – Catherine peger ud ad vinduet på det dybe, brune krater på bjergsiden – »dér kæmpede dyrene i et slag så voldsomt at det lavede et ar i bjerget.

Al den død skar dybt i skoven. Såret trak den sig ind i sin sorg, og det fremkaldte den længste tørke nogensinde på Morne Marie. Floderne skjulte sig i jorden, og træerne visnede og døde. Ozelotterne skrumpede ind og blev små som huskatte, brøleaberne blev sky, og hjortene og pungrotterne og pakaerne som før havde levet i fred, begyndte at se hinanden som mad. Krigerne led også, for ingen, hverken menneske eller dyr, kan overleve når naturen beslutter at holde igen på sin overflod.

Så en dag da alle var udmattede, og det så ud som om krigen ville gøre ende ikke bare på dem der kæmpede, men på hele skoven, da bryder der et vældigt uvejr løs i bjergene. Fede, grå skyer tømmer sig ud over alt det grønne, og mennesker og dyr fyldes af glæde ved synet af vandet der stiger i floderne, og skoven drikker og drikker af regnen. Torden og lyn dundrer løs i tre dage og tre nætter. Men husk hvad jeg sagde: Det var en tid før tiden, hvor et træ kunne vokse sig stort på en enkelt dag, og en dreng blive mand på en nat, så uvejret varede længere og var voldsommere end noget andet uvejr dyrene før havde set. Jorden skred ned ad bjergsiderne og ramte dalene med knusende kraft. Træer der var ældre end nogen af dyrene kunne huske tilbage, mistede grebet i jorden og væltede. Floderne brød gennem deres

bredder og fossede ud over landet. Glæden blev igen vendt til sorg. Det var som om hele skoven vendte sig mod dem og forlangte sin del af de liv der forurenede dens hellige steder med krig.

Men så. De grønne papegøjer, dem der skræpper og synger og pludrer nøjagtig ligesom dig« – Catherine griber om Yejides læber og presser dem sammen for at hun ikke skal fnise – »de var altså klogere end de andre dyr ville indrømme. Papegøjerne ser regnen, og de ser bjergene, og de ser floderne, og de ser alle de døde hobe sig op. De forsamler sig i grenene på det sidste af de hellige silkebomuldstræer og holder rådslagning. Da rådslagningen er slut, deler papegøjernes bataljon sig i to. Den ene halvdel flyver mod øst, og den anden halvdel flyver mod vest.

De papegøjer der fløj vestpå, bliver mindre og forvandler sig til de små grønne fugle vi kender i dag, dem der synger og flyver ud mod solen når den går ned. Men dem der fløj østpå mod solopgangen, dæmper den grønne farve på deres fjer og bliver sorte, og de krummer deres næb som bliver skarpe som kløer. Deres kroppe bliver tykke, og deres vinger vokser sig så store at de lægger landet i mørke når de flyver hen over det. De synger en sidste storslået sang der får alle dyr og mennesker til at skælve, og på deres hoveder og halse vokser grå hætter frem som for altid får deres struber til at forstumme.

Ved du hvad de så blev til, Yejide?« Catherine stirrer ud ad vinduet og smiler og bakker på sin pibe.

»Corbeau!« råber Yejide. Hun elsker når hun svarer rigtigt. Lige meget hvor mange gange hun hører historien, føler hun sig altid voksen og meget betydningsfuld fordi hun kender svaret.

Catherine nikker og suger dybt af piben. »Da forvandlingen var helt færdig, kunne de mærke sulten efter kød vågne i deres maver. De spreder deres vinger og kredser langsomt hen over landet og søger efter de døde. Og med deres nye, lange, krumme næb og kløer så skarpe som kajmanens tænder flænser de kødet af de dyr der engang var deres venner, og de mænd der engang var deres fjender. Da de er færdige, vender de tilbage til silkebomuldstræet, og kun knoglerne ligger tilbage.

De levende ser med gru hvordan de døde bliver for tæret. De begriber ikke hvordan de fugle som de engang kendte, kunne gøre noget der var så forfærdeligt. Men de pludrende papegøjer som de havde kendt, var borte. De havde forvandlet sig til noget helt andet. Da de skiftede deres grønne fjer og forandrede deres form, påtog de sig en hellig pligt – fra nu af skulle de stå ved grænsen mellem de levende og de døde. Så de venter på de døende og vogter over kadaverne og fortærer kødet. Og ingen andre end corbeauerne ved at inde i deres kroppe forvandles de døde og bliver sat fri.«

Catherine løfter Yejide ned fra skødet og lader hende stå på trægulvet i de hvide laksko som hun kun har på i kirken. »Sådan. Slut på historien. Husk nu at stille de dér sko væk. Og din pæne kjole. Hæng den over ryg lænet på

stolen i mit værelse. Lad mig ikke komme ind og se at du bare har smidt den et tilfældigt sted.«

Men Yejide kender ritualet ud og ind. »Historien er ikke slut, mormor. Hvad skete der så?«

Catherine ser ned på sin datterdatter. Lige nu er hun egentlig for høj til lillepigekjoler, for stor til at sidde på hendes skød. Men ikke helt – hun rækker hånden ud, og Yejide løber tilbage i hendes favn. Ikke endnu. »Nå ja, da solen står op den fjerde morgen under det store uvejr, da alle corbeau-maver er fulde, og alle er udmattede af smerte og sorg, så holder regnen op. Ikke mere oversvømmelse. Balancen vender tilbage til skoven. Men da de nu er blevet skånet, bryder ingen sig om at tænke på hvem der reddede dem. Hvad det angår, er dyr og mennesker ens. Alle begyndte nu at frygte corbeauerne. Så de fløj bort for at leve i udkanten af skoven på Morne Marie. Det var kun dem der vidste at verden var ved at forandre sig, og at der ville blive arbejde til dem i de menneskebyer der snart ville opstå. Og så gik det som det går i alle historier der forandrer verden, at med tiden glemte alle at uvejret holdt op samtidig med at corbeauerne blev til. Alle undtagen selvfølgelig corbeauerne selv –« Hun bukker sig frem for at hviske i Yejides øre. »Vi glemmer det ikke.«

LØFTEBRYDER

Port Angeles, Trinidad. I dag

Darwin

Den ramponerede hvide Bedford sætter farten ned og trækker ud i rabatten, blinker orange. Darwin nikker til føreren, en gammel mand med en sixpence trukket godt ned over øjnene. Pigen i passagersædet ser ikke engang op, hendes blik er på mobiltelefonen. »Port Angeles?«

Den gamle mand nikker bagud mod ladet. Darwin klatrer op før manden kan nå at skifte mening, og banker kort på førerhusets bliktag for at lade ham vide at han er oppe. De kører ud ad landevejen; markerne som er brune af tørke og brand, udviskes af farten. Han skubber en stor jutesæk der føles som om den er fuld af kartofler eller taro eller en anden afgrøde, til den ene side og en tung tovrulle til den anden og sætter sig til rette på ladet kilet ind mellem de to, så han har noget at støtte sig til når køretøjet rammer et hul i vejen. Så læner han sig tilbage mod bagsmækken og ser op på himlen. På denne tid af dagen plejer lyset stadig at være rent og lyserødt, men Sahara-støvet er slemt nu. Gør det lyserøde tåget og får skyerne til at ligne bylter af snavset vasketøj.

Sådan en himmel giver ham en særlig følelse. Det er nemt at føle håb når himlen er klar, luften har noget regn tilbage i sig, og bjergene er grønne og frodige. Så kan en mand tro på at han ved hvor han er på vej hen, og hvad han i det hele taget er. Tro på at alting nok skal gå, selv om han ikke er sikker på hvad det næste bliver. Men sådan en snavsetøjshimmel giver ham en følelse af at det hele når som helst kan springe i luften. Støv og aske og røg der fylder lungerne som om man boede i en krigszone.

Men selv når det støver sådan, kan en mand somme tider have heldet med sig. Få et lift ind til byen af en gammel mand i en pickup. Folk standser ikke sådan bare for andre på det her tidspunkt, når solen ikke er helt oppe endnu. Da han var ung, var det nemt at få et lift hvor som helst hen. Der var altid nogen på vej ud til kysten eller ind til byen. Det var nemt at slå sig sammen med en gruppe drenge oppe fra Dalia Street som skulle et eller andet sted hen, uden sko, uden skjorte, men masser af sjov. Man skulle ikke engang være venner. Men nu om dage er det noget andet. Og han er ikke nogen lille dreng mere.

Han flytter på sig, så hans ryg hviler mod midten af bagsmækken, og den gamle mand kan se ham rigtigt i bakspejlet. Det er nemt nok at forstå, sådan som alting er nu om dage, men da han mærker førerens blik på sig, stirrer han tilbage med hårde øjne. Det føles godt når manden er den første der ser væk. Hvad tror han Darwin vil gøre? Springe ud og hænge på truckens side

i fuld fart; klatre ind ad vinduet og skære halen over på ham? Han er måske rigtig mange ting, men han er ikke nogen røver, og han er ikke nogen morder.

Der stiger røg op fra de brune marker i det fjerne. Han prøver at huske hvornår det sidst har regnet. En varm solpause i regntiden er ellers noget man byder velkommen, det giver jorden en chance for at tørre lidt, men Petit Carême kom tidligt i år, og det plus brandene gør luften så hed som en bageovn. Han mærker på indholdet af jutesækken og tænker på om den gamle mand er en bonde på vej til markedet med sine varer. De har nok haft det ekstra hårdt i år. Han ville gerne have spurgt ham, måske sludret lidt på vejen, snakket om byen som han er på vej til for første gang. Længere fremme rager forladte stålkraner op af landskabet som strittende fingre, og en vejbro stopper midt i luften som en forbindelse til et eller andet sted i himlen. Siden de store byggefirmaer lukkede ned, og regeringen standsede projektet med den nye landevej halvvejs mellem Mount Perish og lavlandet mod syd, var der ikke meget arbejde at få nogen steder undtagen i den store by.

I sidste uge var han nået helt frem i køen på det offentlige jobkontor i Wharton, og han kunne næsten ikke tro på sit eget held. Han havde hørt om mænd der ventede i timevis, og før de var nået bare halvvejs igennem, sagde bossdamen inde bag skranken at alt det arbejde hun havde til den dag, var blevet delt ud, så kom igen i morgen. Så da funktionæren rakte ham en formular fra stakken på sit skrivebord så han kunne

skrive sit navn på den, mumlede han en bøn til tak fordi Jah ved besked.

M RS. JAMESON – LEDENDE KONTORIST. Hun havde selv lavet et navneskilt af pap til sit skrivebord. Hun var også den eneste der arbejdede rigtigt. I et hjørne sad der nogle mænd med skjorteærmerne rullet op og spillede All Fours ved to skriveborde der var skubbet sammen. En af mændene blandede kort som en ren ekspert, med et grumt smil om læberne, som om han bare vidste at han kom til at vinde alle de andres penge. En dame ved et andet bord skændtes med en eller anden i sin mobiltelefon.

»Hvad er det for noget arbejde, mrs. Jameson?« Darwin ser på den formular hun har rakt ham.

»Når du er sulten, og nogen tilbyder dig noget mad, spørger du så også hvad det er?« Hun skubber brillerne op på ansigtet og fortsætter med at sortere papirer.

»Jeg mener, hvad er Fidelis overhovedet?«

»Du kender ikke Fidelis? Det er den store kirkegård i Port Angeles. På St. Brigitte Avenue.«

»En kirkegård? Altså med døde mennesker?«

»Kender du andre slags kirkegårde?«

»Hvad slags arbejde skal jeg lave på en kirkegård?«

»De mangler en graver mere.«

Darwin kunne sværge på at hvert et hår på hans krop rejste sig på samme tid. »Har De ikke noget andet?«

»Nå, så giv mig mit papir tilbage, og gå.« Hun rækker hånden ud efter formularen. »Du kommer alligevel igen når du bliver desperat nok.«

Som om der var andre steder at gå hen. Når folk kom hen på det her kontor på jagt efter arbejde, et hvilket som helst arbejde, var det fordi de havde stået i alle de andre køer, skrevet deres navne på alle de andre lister, og det her, det var sidste chance. I samme sekund han gik derfra, var der en anden ligesom ham, eller en kvinde med et spædbarn, en dame med en håndtaske der havde set bedre tider, en mand med gode sko som bare var blevet offer for de hårde tider, som ventede derude i den stegende sol for at tage hans plads. Køen var allerede så lang at den nåede helt ned ad gaden og rundt om hjørnet.

»Emmanuel Darwin?« Hun læser hans navn fra formularen.

»Ja. Men bare Darwin, ma’am.« Hun skubber brillerne op igen og ser rigtigt på ham for første gang – hans fuldskæg, hans tam som dækker hans locks, hans slidte støvler. Hendes blik bliver lidt venligere. »Hør her, Darwin, hvis jeg havde noget andet jeg kunne tilbyde dig, men det her er alt hvad jeg har lige nu. Du kan jo komme igen, men ...« Hun ser forbi ham og hen på køen.

Så altså, han skriver under på formularen. Seks uger til en start, og hvis han gør det okay, beholder de ham måske. Han har det som om han har solgt sit liv. Men den her verden gør tit den slags mod én. Og måske er det bare sådan det er at være mand. Gøre de ting som man aldrig ville have troet man skulle gøre, træffe et svært valg når det eneste man kan få øje på, er svære valg.

Igen mærker han et blik på sig i bakspejlet. Men denne gang er det pigen. Han fik ikke set rigtigt på hende da han klatrede op på ladet, men nu hvor lyset er bedre, kan han se at hun slet ikke er en pige; måske er hun på hans alder eller et år eller to yngre. Hun bliver ved med at se fra sin telefon til den gamle mand og så på Darwin i spejlet mens hun ligesom smiler halvt til ham med øjnene, som om hun ikke vil have at den gamle mand skal se det.

Han tænker på om hun mon ligesom ham bare har fået et lift ind til byen. Måske er den gamle mand hendes far, måske hendes onkel. Han ser ud til at være for gammel til at være hendes mand, men det er ikke til at vide nu hvor tiderne er som de er. Hvis de står af samtidig, kan han måske snakke med hende. Han prøver at se om hun er i kontortøj, bare for ligesom at bedømme hvad for en slags pige hun er. Så tænker han på Marcia og den sidste gang han så hende, det helt nye liv hun måtte have nu. Han ser læbestiften på pigens mund, det lange hår der ser dyrt ud, og så tænker han på hvad han har i lommerne; nærmest mindre end ingenting. Han ser væk. Ikke besværet værd. Hun tænker nok bare på at rode med en Rasta for at pisse sin daddy af.

Igen rammer det ham som en lussing at den mand som mrs. Jameson sad over for for et par dage siden, og den mand som pigen ser i bakspejlet i dag, ikke er den samme. Han er ikke sikker på hvad folk ser når de ser på ham nu. Hold op hvor livet kan forandres på en uges tid. Som ild i tørt græs.

Han lader hånden glide hen over sit nyklippede hår, og hans hoved føles som om det tilhører en anden. Klokken seks om morgenen er stadig klokken seks om morgenen, også i den tørre tid; han er ikke vant til den kølige luft på sit næsten nøgne hoved, i nakken, på ørerne. I det mindste havde hans mor sørget for at han tog hjemmefra med en hel kokosbake der stadig var varm og duftede af hendes hænder. Hun vågnede ikke for at se ham tage af sted, men hun havde stillet baken på køkkenbordet hvor han kunne se den. Det måtte betyde et eller andet at hun havde lavet morgenmad til ham, også selv om hendes ansigt sagde at han ikke længere var hendes søn. Han kan mærke dens vægt i rygsækken og håber at hans mor, lige meget hvor han ender, stadig vil have hans navn i sin mund når hun siger sine bønner.

De skifter bane på broen og slutter sig til den tætte trafik der har kurs mod byen. Han ser op på himlen som er lysere nu hvor solen er kommet højere op, men det er stadig temmelig skyet, diset, og han kan se sorte prikker der cirkler rundt. Corbeauer. Bedre end noget skilt.

Han ser på fuglenes langsomme kredsen. Hans mor, Janaya, sagde engang at når man ser så mange corbeauer, så ved man at man næsten har nået Port Angeles. Det er ikke sådan at de nogensinde gør nogen noget, men der er noget over den tavse måde de kredser på, og at man somme tider kan se en hel flok af dem bare sidde der på et luftkabel og holde udkig. Når man

ser corbeauer, så ved man at de er kommet fordi der er død. Og i byen er død ikke nødvendigvis en herreløse hund eller en pungrotte eller noget gammelt kød som en restaurant har smidt ud i rendestenen. Det kan lige så godt være et kvindehoved som politiet aldrig finder, selv efter at de har fundet resten af kroppen; en mand der flyder rundt i havnen, stor og opsvulmet af vand, det kan være et barn i en jutesæk som ingen ved er der før de ser corbeauerne kredse.

Da han var lille, spurgte han tit Janaya hvorfor de aldrig tog ind til byen for at gå i biografen eller til koncert ligesom alle andre. Hun svarede det samme som hun gjorde når han spurgte om sin far, om han stadig var i Port Angeles: »Der er kun død i byen, Emmanuel. En rasta blander sig ikke med de døde.«

Da de kommer til den store udfletning, går trafikken i stå, og Darwin kan se de høje betonbuer ved Port Angeles’ busterminal. Føreren standser for rødt, og før babylonierne pludselig kan komme farende med blå lys for at give en bøde til den gamle mand for at have Darwin på ladet, hamrer han på taget igen og råber: »Jeg står af her, du gamle!« og springer ned.

Han krydser vejen hen mod en lang kø af folk der maser for at komme ind på terminalen, næsen op og af sted i hurtig march som små pissemyrer. Nogle af dem går op ad lange trapper, andre ind ad sidegange, og resten myldrer gennem portene ind til den store bys centrum. Han vender sig et sekund for at se efter pickuppen og pigen, men trafiklyset er skiftet til grønt, og hun er væk.

Han mærker noget på jorden mod sin fod. Ser ned, og det er en mand der sover på nogle flade papkasser mens alle vrimler forbi ham. Darwin tager rygsækken på skulderen. Det var nok godt at han ikke prøvede på noget med den pige. Bedst sådan. Han går ind under de høje betonbuer og smelter sammen med byen.