Det lange svar by Gutkind Forlag

Anna Hogeland DET LANGE SVAR

Roman

Gutkind

På dansk ved Ninna Brenøe

Published by arrangement with John Hawkins & Associates, Inc., New York.

Denne udgave: © Anna Hogeland og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag og illustration: © Lauren Peters-Collaer Dansk versionering: Christian Bach Sat med Aldus hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0405-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Til min familie

Elizabeth

Min storesøster, Margot, ringede og sagde: “Du behøver ikke at sige noget, men jeg syntes, du skulle vide, at jeg har haft en abort. Bare en tidlig en,” skyndte hun sig at tilføje. “Jeg har det fint nu.”

Jeg blev mere overrasket end egentlig trist; jeg vidste ikke, at hun var gravid, eller at hun havde prøvet på at blive det.

“Det værste er allerede overstået,” sagde hun. “Jeg er lettet over, at jeg tabte det, da jeg gjorde, før jeg var længere henne. Jeg vidste kun, at jeg var gravid, i en uge. Så for en abort var den her helt klart blandt de letteste.” Hun og Nick havde haft nemt ved at blive gravide med deres søn, Alex, som var lige godt et år nu, og der var ingen grund til at tro, at de ikke hurtigt kunne blive gravide igen. Det var usandsynligt, at hun ville abortere endnu en gang – om end risikoen var højere nu, end den havde været tidligere – og hun vidste, at hun var fertil, og at hendes krop kunne gennemføre en normal graviditet. De skulle bare vente en enkelt cyklus, før de forsøgte at blive gravide igen.

Der var ikke så meget mere at sige, sagde hun, hun ville bare hellere have, at jeg hørte det fra hende selv end fra vores mor. Og hun ville gerne sikre sig, at jeg vidste, at jeg stadig kunne tale med hende om min egen graviditet – jeg var ni uger henne, da hun ringede – faktisk havde hun været usikker på, om hun

overhovedet skulle sige noget af frygt for, at jeg ville begynde at skåne hende, hvilket var det sidste, hun ønskede.

“Helt oprigtigt,” sagde hun. “Jeg er kun glad på dine vegne. Det skal du vide. Hvordan har du det for resten? Går det bare lidt bedre?”

Efterfølgende vidste jeg ikke rigtig, om jeg skulle ringe til hende eller ej, om hun måske havde brug for at snakke noget mere om aborten, selvom hun sagde, at hun ikke havde. Jeg var overrasket over, at hun overhovedet havde fortalt mig det. Vi havde aldrig været den type søstre, der delte vores mest sårbare sider med hinanden, og i og med at den dynamik altid havde føltes mere som hendes valg end mit, forsøgte jeg at respektere det.

I de efterfølgende dage sendte jeg hende sms‘er med beskeder som: hvordan går det?; sig endelig til hvis der er noget jeg kan gøre; og Isaac og jeg forærede hende et gavekort på halvtreds dollars til Moose‘s Tooth Pizzeria. Hendes svar var afmålte: det går OK i dag, eller: det er sødt af dig men jeg har det fint Efter kort tid begyndte hun at svare udelukkende med en emoji af en buket blomster eller et gult hjerte. Da min sidste sms, synes bare du skulle vide at jeg tænker på dig, ikke fik noget svar, besluttede jeg at lade det være op til hende at kontakte mig igen, hvornår det så end måtte blive.

Der gik tre uger, før hun ringede igen. Jeg var på vej til fods hjem til min lejlighed fra biblioteket, da jeg så hendes navn på min telefon, og jeg mærkede et kort, skarpt glimt af håb om, at hun ringede for at fortælle, at hun var gravid, før det gik op for mig, at det burde hun slet ikke kunne være, ikke endnu. I stedet ringede hun for at fortælle mig om en konflikt, hun havde med sin veninde Elizabeth, som gik hende temmelig meget på.

Det hun fortalte, kom også til at fylde meget i mine tanker i de kommende dage.

“Du lyder forpustet,” sagde hun. “Er du okay?”

“Jeg er efterhånden altid forpustet,” sagde jeg og satte farten ned. “Jeg ser stigninger i landskabet, som jeg aldrig før har bemærket.”

“Så bare vent, til det begynder at presse op mod lungerne. Og blæren.”

Hun var på vej hen for at hente Alex fra vuggestue og ville gerne snakke, mens hun havde lidt tid for sig selv. Vi havde det fint, fortalte vi hinanden. Jeg havde ikke fået skrevet så meget, havde svært ved at koncentrere mig om min roman, når jeg hele tiden var så træt og mat, men heldigvis gik det noget nemmere med at undervise. Margot var lige blevet færdig med en længere række lange vagter på hospitalet, og hendes skema så noget mindre tungt ud de næste dage. Vores mænd havde det godt, Alex havde det godt – han kunne stå uden støtte, men havde endnu ikke forsøgt at tage sit første skridt – og han var meget interesseret i bananer og lynlåse. Det var koldt og regnvådt i Anchorage, hvor hun boede, og lunt og skønt, der hvor jeg var, i Irvine, Californien.

En kort tavshed fulgte imellem os. Hendes blinklys tikkede og blev så stille.

“Undskyld,” sagde hun, uden at jeg vidste hvorfor.

“Er du okay?”

“Ja, det er bare – det er ingenting, ikke for alvor. Jeg ville ikke belemre dig med det, men jeg ved ikke, hvem jeg ellers skal snakke med om det. Det er bare noget med Elizabeth. Kan du huske min veninde Elizabeth?”

Jeg havde kun mødt Elizabeth ved en enkelt lejlighed til en grillaften hjemme hos Margot sommeren forinden, da Isaac og

jeg havde besøgt dem på vores bryllupsrejse. Da Margot gennem vores mor havde hørt, at Isaac og jeg overvejede at tage til Alaska, insisterede hun på, at vi skulle overnatte hos dem nogle nætter. De havde et gæsteværelse i kælderen med eget badeværelse. Invitationen overraskede mig, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle tænke om det; vi havde stort set ikke snakket sammen i flere år bortset fra de korte, obligatoriske opkald i forbindelse med fødselsdage og større højtider.

“I lever af undervisningsstipendier,” sagde hun for at overbevise mig. “Jeg ved, at I ikke har råd til at sige nej til gratis indkvartering.”

Elizabeth og jeg fik kun talt helt kort med hinanden den aften; der var også flere andre par der, alle med små børn, og Elizabeth og hendes mand, Ari, havde forgæves brugt det meste af tiden på at forsøge at få deres fire måneder gamle søn til at holde op med at græde. De var ankommet som de sidste og gik som de første.

Men Margot havde fortalt mig en masse om Elizabeth. Under besøget refererede Margot ofte til hende i løbet af vores samtaler; hun talte betydeligt mere om hende, end hun normalt plejede at tale om sine venner. Hun afslørede fortrolige detaljer fra Elizabeths liv, som jeg vidste ikke var tiltænkt mine ører, og jeg lyttede derfor godt efter. Det var tydeligt, at Margot efterhånden havde fået den slags venindeforhold til Elizabeth, som jeg havde læst om i romaner og erindringer, og som jeg selv havde længtes efter hele min barndom og ungdom og faktisk stadig længtes efter nu, men aldrig havde oplevet, ikke engang i en kortere periode – den slags venindeforhold der kunne minde om forholdet mellem to søstre, bare ikke et søskendeforhold som mit og Margots, som det meste af vores liv havde været distanceret og behersket.

Margot var næsten fire år ældre end mig. Hun var ung

teenager, mens jeg var barn, tog siden væk hjemmefra på college og var derefter kun en sjælden gæst. I de år hvor vi var vokset op sammen i en hyggelig forstad til Boston, følte jeg mig ofte såret over de banale små stik, som en storesøster uden større indsats tilføjer en lillesøster – en rullen med øjnene, en skarp kommentar eller en ligegyldig tavshed kunne gøre mig ked af det i flere dage, måske endda år, når jeg senere kom i tanker om det. Måske havde det ikke engang været så frygtelig meget anderledes, om vi så havde været tvillinger. For hende var verden velordnet og håndterbar; hendes liv bestod af en række mindre forhindringer, som hun sagtens kunne overkomme. Jeg havde det altid, som om jeg blev trukket ned under vand, usikker på om jeg svømmede i retning af sandbunden eller overfladen, mens jeg gispede efter luft. Så derfor påtog jeg mig rollen som tilhører, forsøgte at lytte mig til, hvordan andre levede, i håb om på den måde at lære, hvordan jeg selv skulle leve mit liv.

“Lad være med altid at være så tavs,” sagde Margot engang, mens hun stadig gik i high school, efter at hendes veninder havde været der for at se sæsonens sidste afsnit af One Tree Hill. Jeg havde set det sammen med dem, men måttet give afkald på en plads i sofaen og sad på en pude nede på gulvet. “Det får det til at virke, som om du er dum.”

Vi havde aldrig fået gjort noget ved afstanden imellem os og lært hinanden bedre at kende, efter at vi var blevet ældre, selvom fire år jo nærmest var ingenting. Jeg ventede på, at hun skulle række ud – det var hende, der måtte tage initiativet, eftersom jeg var sikker på, at jeg aldrig havde påvirket hende på samme måde, som hun havde påvirket mig – række ud for at vise, at jeg ikke længere var et barn i hendes øjne, at jeg var hendes søster, og at hun interesserede sig for mit liv. Det skete bare aldrig, så årene gik deres gang, indtil vi var voksne og boede i

hver vores fjerne delstat og ikke havde meget andet til fælles end vores nøddebrune øjne og barndomshjem.

Margot elskede Elizabeth, det fremgik tydeligt, selvom hun ikke helt vidste, hvor godt hun kendte hende. Jeg udviklede i løbet af besøget en intens misundelse og noget af en fiksering i forhold til denne kvinde, som jeg ikke engang kendte, men som var kommet til at indtage en plads i Margots liv, der havde stået tom indtil da. Hvis nogen havde skullet indtage den, havde jeg altid troet, at det ville blive mig.

Det gik op for mig dengang i Alaska, og igen da Margot ringede, at det kun var, når Elizabeth var omdrejningspunktet for hendes tanker, at hun ønskede at tale med mig.

“Jeg mødte hende dengang til grillaftenen,” sagde jeg. “Og Ari og deres lille dreng.”

“Phin.”

“Phin, ja.”

“Det mente jeg nok. Elizabeth kan ikke huske, at hun skulle have mødt dig eller Isaac, men jeg turde næsten vædde på, at hun var der.” Margot tøvede igen. Der var stille omkring hende. Jeg forestillede mig, at hun var svunget ind på en parkeringsplads henne ved vuggestuen og sad og så op mod bjergenes snedækkede tinder med motoren tændt og hænderne presset ind mod varmeblæseren. Jeg forestiller mig det altid, som om der er koldt deroppe, men det var midt i oktober og eftermiddag, så måske har hun ikke haft varme på. Jeg gik over krydset, der adskilte boligerne for bachelorstuderende fra de overbygningsstuderendes, hvor jeg selv boede, og forsøgte at skærme mig for øjnene mod solen og telefonen mod blæsten.

“Du må undskylde, at jeg belemrer dig med det her,” sagde hun igen. “Jeg synes selv, det er åndssvagt, men jeg kan bare ikke holde op med at tænke på det hele tiden.”

“Hvad er det?”

“Elizabeth er gravid igen. I tolvte uge.”

“Åh.” Jeg ventede på, at hun skulle sige noget mere, men hun var tavs. “Jeg er også i tolvte uge.”

“Allerede? Wow, jeg troede, at du var i tiende eller ellevte.”

“Nå, men jeg er næsten igennem tolvte. Tolv uger om tre dage.”

Hun trak vejret ned i telefonen. “Så ja, hun er altså gravid igen.”

“Det var da dejligt – jeg mener, dejligt for hende, går jeg ud fra. Men jeg er sikker på, at det ikke kan være helt nemt for dig, så kort tid efter …”

“Nej, det er ikke dét,” sagde hun. “Det generer mig ikke, at hun er gravid. Jeg mener, jeg er helt oprigtigt glad på Elizabeths vegne, ligesom jeg er oprigtigt glad på dine. Hun har selv planlagt det sådan. Hun fik taget sin spiral ud, samme uge som Phin fyldte et år, og blev gravid med det samme. Nåede ikke engang at få sin menstruation.”

“Ved hun godt, hvad du lige har været igennem?”

“Ja. Jeg ville egentlig ikke have fortalt hende det, men jeg var så udmattet, at jeg måtte aflyse vores gåtur. Så inviterede hun mig og Nick til middag, men det orkede jeg heller ikke. Jeg ville ikke have, at hun skulle tro, at jeg var sur på hende, så derfor fortalte jeg hende det. Hun var overraskende medfølende. Hun lavede endda linsesuppe og stillede den foran vores hoveddør dagen efter. Jeg ville aldrig have forventet, at hun ville gøre den slags.

Jeg er glad for, at jeg fortalte hende det,” fortsatte hun. “Så det er ikke dét. Det er bare selve den måde, hun fortalte mig, at hun var gravid. Det har gået mig mere på, end jeg synes rigtig giver mening.”

“Hvad sagde hun da?”

Et barn græd et sted i nærheden, blev så stille.

“Det er faktisk ikke så meget det, hun sagde. Det er mere det, hun ikke sagde, tror jeg, der har naget mig.”

Jeg nikkede som svar, ventede på at hun skulle fortsætte, glemte at hun ikke kunne se mig. Jeg forsøgte, i et virvar af billeder og erindringsglimt, at genkalde mig alt, hvad Margot nogensinde havde fortalt mig om Elizabeth; men jeg havde allerede glemt, præcis hvad Elizabeth selv havde fortalt Margot, hvad Margot havde udledt ud fra, hvad Elizabeth havde sagt eller ikke sagt, og hvad jeg selv havde broderet videre på.

Det her er det, jeg mente at vide om Elizabeth, den dag Margot ringede og spurgte: Kan du huske min veninde Elizabeth? – om end der ville blive rykket rundt på det hele i løbet af de kommende uger (hvor Margot ville blive klogere på sin veninde og dele sin nye viden med mig). Hun havde ikke løjet – nej, så simpelt og bedragerisk var det ikke – men mere organiseret sårbarheder og fakta og udeladelser på en begavet måde, der tilsammen reelt dannede illusionen om den komplette sandhed, en sandhed af den slags som udelukkende var forbeholdt en nær kvindelig fortrolig.

Margot og Elizabeth mødte hinanden, efter Margots collegeveninde Claire sendte hende en sms for at fortælle, at hendes veninde fra skoletiden skulle flytte til Anchorage. Margot og Nick var lige flyttet dertil et par måneder forinden. Jeg kan give jer hinandens telefonnumre! skrev Claire, et tilbud Margot uden videre sagde ja til. Tanken om en potentiel ven i Anchorage var så opløftende, at Margot pludselig blev opmærksom på, hvor

ensom og isoleret hun allerede var begyndt at føle sig i den lille by omgivet af skove og koldt saltvand. Hver gang hun var flyttet hidtil, havde det været for at gå på college (Hanover), medicinstudiet (Ann Arbor) eller sin speciallægeuddannelse (Seattle), og hun havde øjeblikkeligt og uden egen indsats været omgivet af stort set ligesindede mennesker på sin egen alder, som også var nye på stedet og på udkig efter selskab. Og selvom hun ikke forventede at finde et lignende fællesskab i Anchorage – havde hun måske ikke valgt at flytte til byen, af alle steder, netop fordi den skilte sig ud fra alt, hvad hun tidligere havde kendt? – var hun alligevel blevet lidt modløs, da det heller ikke var sket.

Kort efter sendte Claire en gruppe-sms, hvor hun præsenterede Margot og Elizabeth for hinanden, og derefter en separat sms til Margot, hvor der stod: Elizabeth er ikke ligefrem det varmeste og mest snakkende menneske. Jeg ved ikke om I lige finder hinanden. Men I skulle tage at mødes alligevel og måske gør I!

Margot blev irriteret. Hun ville ønske, at Claire havde sendt hende beskeden, før hun havde præsenteret dem, så hun havde kunnet spørge nærmere ind til, hvad hun mente, og vurdere, om kvinden var en, hun havde lyst til at lære bedre at kende. Claire, kom Margot lidt uroligt i tanker om, var ret ukritisk med de mennesker, hun omgikkes, både de romantiske og de platoniske forbindelser; hun havde valgt at bo uden for campus det sidste år af college sammen med en gruppe piger, som Margot havde syntes var langt mere intetsigende og smålige end Claire selv. Men introduktionen var allerede blevet sendt, og Margot følte sig derfor – som den der havde boet længst i Anchorage – forpligtet til at være den første til at række ud. Hun sendte derfor Elizabeth en separat sms for at byde hende velkommen til byen og invitere hende og hendes mand hjem på middag, før hun kunne nå at fortryde.

Lige efter jeg havde aborteret, blev jeg desperat efter at finde en bog, eller en hvilken som helst fortælling, som kunne møde mig i min sorg, og vigtigst af alt, som kunne vise mig, hvordan jeg kom igennem den.

Sådan sagde Anna Hogeland, da hun havde mistet sit første barn. Og så gav hun sig til at skrive debutromanen Det lange svar .

Da Anna er tolv uger henne i sin graviditet, hører hun, at hendes søster, der bor i den anden ende af landet, netop har aborteret sit andet barn. Dette falder sammen med, at Anna får at vide, at hendes eget barn har en alvorlig hjertefejl. Annas sorg og hendes møde med andre kvinder, hvis meget personlige beretninger om de børn, de allerede har, om de børn, de har ønsket sig, og om de børn, de har mistet, danner en mosaik af fortællinger om kvindeliv, moderskab, håb, drømme og sorg.

Det lange svar er en betagende roman fuld af medfølelse, omsorg og det fællesskab kvinder skaber i kraft af deres oplevelser med graviditet, abort og fertilitet.