Det manglende lys

Nino Haratischwili DET MANGLENDE LYS

Roman

På dansk ved Nanna Lund

Af samme forfatter: Det ottende liv (Til Brilka)

Gutkind

Det manglende lys

er oversat fra tysk af Nanna Lund efter Das mangelnde Licht

© Frankfurter Verlagsanstalt GmbH, Frankfurt am Main 2022

Published by agreement with agentur literatur Gudrun Hebel, Berlin.

Denne udgave: © Nino Haratischwili og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Eva Wilsson

Sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0384-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Oversætteren vil gerne takke Hans Peter Lund for oversættelsen af Victor Hugos digt »Demain, dès l’aube« på side 475-476 og 495

Denne oversættelse udkommer med støtte fra Goethe-Institut.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til

Sandro (1977-2014)

og

Lela (1976-2015)

De elskende fra Tbilisi

og til Tatuli, der lærte mig om venskab

Et: Vi

Jeg har vænnet mig så meget til døden at det er forbløffende jeg stadig lever

Jeg har vænnet mig så meget til ånderne at jeg ligefrem ser deres fodspor i sneen

Jeg har vænnet mig så meget til sorgen at jeg drukner mine digte i tårer

Jeg har vænnet mig så meget til mørket at lyset ville gøre ondt

Jeg har vænnet mig så meget til døden at det er forbløffende jeg stadig lever.

Terenti Graneli

Tbilisi, 1987

Hendes hår skinnede i det sidste aftenlys. Det ville lykkes, lige om et øjeblik ville hun også overvinde denne forhindring, ville trykke sig af al kraft ind mod trådhegnet, indtil hun havde presset al modstand ud af det, og det gav efter med et let suk. Ja, hun ville overvinde denne forhindring, og ikke kun for sin egen skyld, men også for os, hendes tre uadskillelige følgesvende, så hun også åbnede vejen til eventyret for os.

Et kort sekund holdt jeg vejret. Med store øjne stirrede vi på Dina, som hun stod der mellem to verdener: den ene fod stadig på fortovet i Englegade, den anden på vej ind i mørket i Botanisk Have; hun svævede mellem det tilladte og det forbudte, mellem det kildrende ukendte og det velkendtes monotoni, mellem vejen hjem og vovestykket. Hun, den modigste af os, åbnede en hemmelig verden for os, som kun hun kunne lukke os ind i, fordi hun aldrig tog sig af nogen former for tremmer og hegn. Hun, som i dette blygrå, skrantende, gispende århundredes sidste år skulle dø med en løkke, lavet til lejligheden af rebet fra en gymnastikring, om sin hals.

Men den aften, hvor der endnu var mange uvidende år, til døden kom, var jeg grebet af en altomfattende følelse, som jeg ikke rigtig kunne sætte fingeren på. I dag ville jeg måske kalde den en rus, en gave, som livet helt uventet gav mig, den der lillebitte sprække, som en sjælden gang åbner sig i livets grimme og hverdagsagtige knokleri og lader en ane, at der bag alt det alt for velkendte gemmer sig så meget mere, hvis man blot giver det lov, gør sig fri af begrænsningerne og de faste mønstre og tager det afgørende skridt. For uden helt at forstå det havde jeg allerede dengang en følelse af, at dette øjeblik for altid ville prente sig i mig og med tiden også forvandle sig til et sindbillede på lykken. Jeg mærkede, hvor magisk det var, ikke fordi der skete noget

særligt i ordets egentlige forstand, men fordi vi i vores sammenhold udgjorde en uovervindelig kraft, et fællesskab, der aldrig mere ville vige tilbage for noget, uanset hvilke udfordringer vi ville møde.

Jeg holdt vejret og så til, mens Dina trængte ind i Haven gennem trådhegnet med det der frydefulde, triumferende blik, hun havde. Og også jeg bildte mig et øjeblik ind, at jeg herskede over alle livets glæder, at jeg var de dristiges dronning, for lige da var jeg hende, jeg var Dina, min uforfærdede veninde. Og det var ikke kun mig. De to andre blev også til hende og fik den samme følelse af frihed, der syntes at gemme på lutter forjættelser, som om der bag dette gamle, rustne hegn lå en hel verden og ventede på at blive udforsket og erobret af os, en verden, der kun ønskede at lægge sig for vores fødder.

Vi gik hen til hegnet og stirrede forbløffet på det mirakel, Dina havde udvirket. Hun sendte os et selvtilfredst blik, som om hun ventede på, at vi roste og anerkendte hende for trods vores skepsis at have haft ret i, at lige præcis det her stykke gennemtæret hegn langs Englegade havde været det perfekte smuthul ind i det store eventyr, vi havde drømt om så længe.

»Nå, bliver det snart til noget?« råbte hun fra den anden side, og en af os, jeg har glemt hvem, lagde pegefingeren mod læberne og udstødte et ængsteligt »shh!«

Lyset fra en ensom gadelygte faldt på Dinas ansigt, hun havde rustflager på begge kinder. Jeg tog det første skridt, flyttede højre ben frem og overvandt med bevægelsen både angsten og spændingen –umuligt at sige, hvilken følelse der var stærkest. Jeg trykkede mig ind mod Dina, mens hun holdt hullet i hegnet åbent, så godt hun kunne, fik håret viklet ind i en af de forvredne og formålsløst strittende trådhegnsspidser, rev mig hurtigt løs og tumlede ind i Haven. Det indbragte mig et anerkendende nik og et gavtyvesmil. Optændt af at have bestået tapperhedsprøven kaldte jeg på de to sidste og sagde, de skulle skynde sig. Nu var jeg en del af Dinas verden, en verden fuld af eventyr og hemmeligheder. Nu havde jeg også lov til at stå og se ud, som om det var den rene barnemad.

Jeg syntes, jeg hørte Nenes hjerte hamre så højt, at det måtte kunne høres helt henne ved tunnelindgangen, der åbnede sig foran os som en gabende mund, der ligesom sagde: Ja ja, I tror nok, I har overvundet jeres angst, I tror, I allerede er kommet langt, men det virkelig skrækindjagende ligger stadig foran jer, I skal stadig gennem mig og al min bælgmørke betonpragt og alle mine rotter, for ikke at tale om de farlige vandstrømme og mareridtsagtige lyde.

Jeg kiggede væk fra det sorte betonhul og koncentrerede mig om at få Nene og Ira med ind bag hegnet. Det var begyndt at regne, hvilket ikke ligefrem lovede godt, men jeg rystede bekymringerne af mig, for der var stadig lang vej hen til det, der var vores egentlige mål.

En bil kørte forbi. Nene dukkede sig instinktivt. Dina lo.

»Hun tror nok, det er hendes onkel, der er ude at lede. Og når han finder hende, pudser han sine hyæner på hende.«

»Hold dog op. Hun er bange nok, som det er!« protesterede Ira, som var den fornuftigste og mest pragmatiske af os og desuden medlem af skakklubben i pionerhuset og vinder af forrige års transkaukasiske Hvem-Hvad-Hvor-konkurrence for skoleelever.

»Kom nu, Nene, så gør vi det sammen!« sagde hun på den der typiske måde, der var omsorgsfuld og bestemt på samme tid, og tog Nenes rystende og altid fugtige hånd. Så hjalp hun den smidige og bløde Nene ind gennem åbningen i gitterhegnet, som Dina og jeg holdt til side, og da Nene var kommet over på den anden side, fulgte hun selv efter.

»Sådan! Var det måske noget at være bange for?« udbrød Dina sejrsstolt og slap hegnet, der svirpede tilbage til udgangspositionen med en ynkelig raslen.

»Vi får ballade for det her, det kan jeg godt sige jer,« sagde Ira, men uden noget særligt eftertryk, for hun var også selv oppe at køre og ikke rigtig optaget af de problemer, som vores natlige eventyr uvægerligt ville skaffe os på halsen. Så kiggede hun tænksomt op mod himlen, som om der var et kort over Haven deroppe, og store regndråber faldt på hendes brilleglas.

Samme eftermiddag var jeg kommet for sent hjem fra den lektiehjælp i matematik, som min far insisterede på, og som en af hans lærer venner stod for (alle hans venner var enten lærere eller forskere), og Dina stod allerede i vores køkken og ventede. Under påskud af at læse lektier sammen ville vi gennemgå flugtplanen en ekstra gang. Ira og Nene skulle støde til senere. Ira var til skak, og Nene var nødt til først at træffe en eller anden slags »forholdsregel«, før hun fik lov at gå ud om aftenen.

Nu fandt Dina en overdimensioneret lommelygte frem fra sin slidte rygsæk, og et øjeblik stod vi bare og gloede forbløffet på den.

»Den kan I godt huske, hva’?« sagde hun med et grin. »Ja, det er Besos, men han opdager det garanteret ikke. Og i morgen lægger vi den tilbage.«

Beso var pedellen på skolen, og jeg fattede ikke, hvordan det var lykkedes Dina at få fingre i hans lygte. Nene lo højt og satte i løb hen mod tunnelen, som om hendes egen latter havde sat skub i hende. Vi kiggede overrasket efter hende, for hun var ellers den mest forsigtige af os. Det skyldtes hendes familiesituation; familien var domineret af hendes tyran af en onkel, en allestedsnærværende, alt for magtfuld mand, som hjemme i gården i hemmelighed gik under betegnelsen »en mand fra parallelverdenen«. Nenes lyse og lattermilde, næsten naive sind passede overhovedet ikke til det jernhårde hierarki hjemme hos hende, hvor mændene herskede, og kvinderne bare havde at rette ind under patriarkatet. Men heldigvis var Nene en solstråle, hvis energi og livskraft ingen trusler eller straffe kunne holde nede.

Ira pudsede brillerne i skoleuniformens forklæde, der normalt var så hvidt som ansigtet på en dødeligt syg, men ikke længere, ikke efter mødet med trådhegnet. Iras mor vaskede og stivede og strøg det hver dag og bandt det så stramt om datterens liv, som var det et korset. Og hvor alle de andre pigers sløjfer bagpå altid løsnede sig i skoledagens løb, så forklædet kom til at sidde skævt, sad Iras sløjfe altid præcis, hvor den skulle, som om der når som helst kunne dukke en fotograf op på jagt

efter et mønsterbarn til forsiden af Komsomolskaja Pravda, og så gjaldt det om at være klar.

Så satte Ira i løb efter Nene. Lige så længe jeg kan huske, har Nene været den eneste i Iras liv, der kunne få hende til at kaste al sin selvdisciplin, pragmatisme og fornuft over bord. Det var også kun på grund af Nene og hendes spontane tilslutning til den her sene og absolut ufornuftige udflugt til Botanisk Have, at Ira overhovedet var med. Vi havde aldrig troet, at Nene så let ville overkomme sin forsigtighed og angsten for sin families reaktion, da vi foreslog hende det, og da hun i spisefrikvarteret, midt i larmen fra de andre børn i skolegården, sagde, at hun »selvfølgelig var med«, kiggede vi vantro på hinanden. Det fik hende til at knejse såret med nakken i et kvarters tid som en fornærmet prinsesse – en af hendes yndlingsroller. Alle Iras forsøg på at få hende fra »den dumme ide« var forgæves, og så var der ikke andet for Ira at gøre end også at sige ja, om end modvilligt.

Af en grund, vi aldrig helt kunne gennemskue, havde Nene helt fra begyndelsen vakt en slags beskytterinstinkt i den lidt gammelkloge Ira. Altid holdt Ira sin stærke, disciplinerede, beskyttende hånd over den letpåvirkelige, impulsive og følelsesstyrede Nene, som om hun forventede, at Nene hvert øjeblik kunne finde på at gøre noget dumt, og så måtte hun være der – rustet til hvad som helst. Og nu løb hun efter hende for at være der, når hun dukkede ind i tunnelens lammende mørke. Regnen havde taget til. Jeg tog rygsækken over den ene skulder og satte selv i løb. Dina fulgte efter, og jeg ved ikke hvorfor, men pludselig lo vi begge to højt. Måske var det, fordi vi havde afsløret hemmeligheden ved lykken. En lykke, der smagte af umodne blommer og støvet sommerregn, af spænding og uvished og en hel masse forudanelser med sukkerdrys på.

Bruxelles, 2019

Med det sene eftermiddagslys fra forårsdagen udenfor i ryggen træder jeg tøvende ind på det dyre sildebensparket i den herskabelige,

mennesketomme sal. I samme øjeblik tændes projektørerne med en brummen. Lettet konstaterer jeg med det samme, at lyset passer godt. Hendes billeder har brug for dette særlige lys, dette hemmelighedsfulde, næsten sky lys, der fremhæver alt det, hun kan, fotografiernes pointerede sort-hvide, klarheden og stringensen, der overflødiggør en skarp belysning, fordi de også taler til beskueren fra skyggerne, fordi de lyser ud af mørket. Jeg tager en dyb indånding. De to salsstore, sammenhængende rum gør indtryk, ja, det er virkelig en retrospektiv udstilling, der vil noget. De fleste af hendes fotografier – ikke kun de berømte og ikoniske, men også de mindre kendte og dem, der hidtil har været bag lås og slå – hænger her på Palais des Beaux-Arts i denne fremmede, nysgerrige by fuld af huse i jugendstil og overfyldte cafeer og barer, en by, der trods sin størrelse nægter at spille rollen som metropol. I stedet har den bevaret en hyggelig, næsten lille-by-agtig stemning. For mange år siden tilbragte jeg mange sorgløse stunder her. Jeg har endda været i netop denne ærværdige og vigtige bygning engang. Norin havde taget mig med til en forevisning af eller anden underlig asiatisk film her, husker jeg, vi fnisede hele vejen igennem, og bagefter gik vi ud og drak skummende belgisk øl. I dag behøver jeg stadig kun at tænke på byen for at blive helt varm indeni, som om den var en lille sol, jeg altid kan få til at skinne. Norin og jeg arbejdede i kælderen under byens Kongelige Museum og var så stolte over at få lov at vise, hvad vi duede til på sådan et fint sted – selv om vi var nybegyndere, havde vi fået ansvaret for Ensors maskebilleder, og vi fattede næsten ikke, hvor heldige vi var. Efter arbejde drev vi rundt i byen, der lagde sine arme om os, mens vi fortalte hinanden historier og efterhånden kom tættere og tættere på hinanden. Hvornår var det nu, tænker jeg og går andægtigt gennem de mennesketomme rum med alle de fotografier, jeg kender så godt, men som her virker så fremmede, så anderledes, at jeg næsten bliver grebet af en sær følelse af jalousi, som om stedet her prøver at konkurrere med mig om at have et nært forhold til dem, for om lidt over en time vil begge udstillingsrum fyldes med en mængde fornemme gæster, en lang kø vil opstå, de særligt

indbudte ferniseringsgæster vil hilse på hinanden og føre begejstrede samtaler på de mest forskelligartede sprog, smage på georgiske vine og lade åbningstalerne flyde ind ad det ene øre og ud ad det andet. Og selv skal jeg gense de to, der – ud over den afdøde fotograf, som er årsagen til, at vi mødes her – har præget mig mest, har knust mig og fyldt mine dage med lykke og ulykke. To nu midaldrende kvinder, jeg ikke har set i årevis, men som altid følger mig som skygger.

Jeg slentrer videre langs billederne og prøver at lade være med at kigge rigtigt på dem, ansigterne fra min fortid, kun strejfe dem med blikket, undgå dem, jeg kan stadig nå at vige uden om dem, flygte fra dem, ja, måske skulle jeg virkelig bare dreje om på hælen, måske var det en fejl at komme her, en handling, der afgjort kræver for meget af mig, overstiger mine kræfter. Det ville enhver da kunne forstå, jeg kunne forklare Anano det, hende, der har samlet os her, og som affejede alle mine indvendinger og overtalte mig til at flyve til Bruxelles, og som også har skaffet mig det VIP-kort, der nu giver mig lov til som special guest at gå rundt herinde og kigge, en time før udstillingen åbner officielt. Hende, der indtrængende sagde til mig i telefonen: »Du er nødt til at komme. Det er I alle tre. Jeg insisterer.«

Måske er der stadig tid til at undgå ferniseringen, spole alting tilbage, for jeg er ikke sikker på, at jeg vil komme uskadt igennem aftenen og alt det, der kommer rullende imod mig som en lavine.

Jeg har kæmpet så længe for at blive tryg igen, har uddrevet fortiden med næsten militærisk disciplin, og nu går jeg gennem det her rum, hvor mine skridt giver genlyd, nu bevæger jeg mig gennem disse overdimensionerede, pragtfulde sale og gør mit bedste for at afparere minderne, der kaster sig over mig som sultne aber.

Men er jeg måske ikke kommet for at fejre den arv, hun har efterladt os? Hvilket vil sige: Jeg er nødt til at udsætte mig for den. Det ved ikke kun jeg, men også de andre to, og det er derfor, vi nu undertrykker enhver modvilje og skepsis, alt det, der ligger bag os, og møder op alligevel. Det skylder vi hende og os selv. Vi er nødt til at tåle gensynet

med hinanden og med alle dem, der engang var hos os. Dem, der nu stirrer os i møde fra væggene og afkræver os tribut. Er det derfor, vi alle tre møder op alene? Jeg ved det ikke, men jeg går ud fra, at de andre heller ikke har taget nogen ledsager med, at de er kommet uden partner, børn eller venner, der ville kunne gøre gensynet lettere for os.

Men foreløbig er det kun mig, og jeg har stadig en chance for at flygte. Og hvad så, hvis jeg gjorde det? Hvad så, hvis folk bebrejdede mig, at jeg stak halen mellem benene? Jeg kan vel være ligeglad, hvis det er det, der er min eneste redning. Men så bliver mit blik hængende ved det her lille, enkelt indrammede foto, der hænger under et imponerende tyndt lysstofrør. Hvorfor hænger det så ensomt og fortabt på den store væg? Så vidt jeg kan se, er alle de andre billeder hængt op som serier, men det her er en undtagelse, og jo tættere på jeg går, jo bedre forstår jeg dets centrale funktion: Det er det eneste fotografi af hende, hun ikke selv har taget. De andre fotografier af hende, jeg kender, er alle sammen selvportrætter, kunstnerisk krævende og udfordrende og uudholdeligt selvudleverende og selvudnyttende, hvor hun så at sige vender vrangen ud på sig selv og viser sit inderste frem, og dem er der helt sikkert også et par stykker af her. Men det her mindre billede er ikke noget kunstværk, ikke engang som amatørfotografi betragtet er det særlig vellykket. Ikke desto mindre er der noget over det, der får mig til at glemme at trække vejret et øjeblik, mens det løber mig koldt ned ad ryggen.

Billedet forestiller os alle fire, den version af os, vi stammer fra, vores oprindelse, kan man sige: det æg, vi alle fire krøb ud af. Vi står på tærsklen til livet, i begyndelsen af vores venskab, et venskab, der vil kræve alt af os, men det ved vi ikke noget om endnu, vi ved ikke, hvilke kort vi har fået på hånden af livet, spillet er ikke begyndt endnu, vi har stadig lov at være fri, vi har stadig lov at ville alt og drømme om alt.

Fotografiet, der skal fungere som en slags prolog til udstillingen, har ikke nogen iørefaldende titel, sådan som de andre har. Der står ikke andet end de nøgne kendsgerninger, tid og sted: »Tbilisi, 1987«. Jeg står som fortryllet foran det og kan ikke røre mig ud af stedet, mens billeder

begynder at flyde gennem mit hoved, og jeg har intet andet valg end at lade mig rive med, det giver ingen mening at kæmpe mod noget, der er så stærkt som en naturkatastrofe. Jeg er magtesløs, og pludselig føler jeg mig igen som et barn, som hende, der ser på mig fra fotografiet.

Jo længere jeg står og kigger på det lille sort-hvide fotografi, der hænger så alene her i den majestætiske sal, jo sikrere bliver jeg på, at det er taget netop den dag, hvor vi brød ind i Den Botaniske Have, det øjeblik, da jeg for første gang følte lykken i mine håndflader og knæhaser, i min navle og på mine øjenvipper. Det eneste, jeg ikke forstår, er, hvorfor lige netop det her billede er valgt som udstillingens symbolske optakt. Det er Dinas søster, Anano, der er kurator for hendes efterladte værker, og også for udstillingen her, det fortalte hun mig selv med stolthed over telefonen for en måned siden. Det må være hende, der har besluttet det. Ved hun, hvor særlig den dag var?

Fortalte hendes søster hende om den?

Lige så underligt er det, at det her foto – det kommer jeg i samme øjeblik i tanker om – er taget hjemme hos mig af min far, som ellers aldrig tog billeder af os, men allerhøjst tog mig og min bror med til fotografen en gang imellem, som man nu skulle. Men af en eller anden grund greb han åbenbart sit kamera, da han kom ud i køkkenet den dag, og vi alle fire stod der. Ikke min mors forhadte Leica, som på det tidspunkt stadig lå i sit mørke gemmested på hans værelse, men måske det gamle Lubitel eller min bedstemors Smena-kamera, som der tilfældigvis var film i.

Billedet forestiller os fire piger den eftermiddag efter skole. Vi sidder ved bordet lænet ind mod hinanden i dyb, koncentreret samtale og lægger planer for vores vovestykke. Et par af os er lidt bekymrede, men Dina er euforisk og klar til at kaste sig ud i det. Min far må have fundet synet af os så pudsigt, at han afbrød sit ellers højtelskede arbejde og hentede kameraet.

Ira var for fornuftig til at finde på sådan noget, Nene for bange, også selv om hun aldrig lavede andet i timerne end at sidde og dagdrømme

om friheden og alt, hvad man kunne bruge den til, og især om kærligheden, en overdrevet, romantisk, sukkersød, film-inficeret, henrevet kærlighed. Jeg var hverken det ene eller det andet, men vaklede mellem Dinas frihedstrang, Iras fornuft og Nenes sværmerier, og derfor havde jeg fra begyndelsen fået rollen som den udlignende mægler, som om det altid var min opgave at holde vores venskab i balance.

Det var Dina, der havde udtænkt planen, ildslugeren, som jeg somme tider kaldte hende, hende, der fik mest skældud i skolen, og som tog alle de straffe, de voksne pålagde hende for hendes grænseoverskridende adfærd, med et skuldertræk. Hvad brød hun sig om formaningerne og om forældremøderne, hvor hendes mor måtte tåle de andre forældres foragtelige blikke og dybe sukke og klasselærerens hovedrysten? Det var straffe, der stammede fra en tid, hvor man skelnede skarpt mellem lydig og rebelsk, kvik og dum, godt og skidt, konformt og afvigende. I Dinas verden fandtes den slags kategorier ikke. I hendes verden var der kun spændende og kedeligt, interessant og uinteressant, det uventede og det hverdagsagtige. Hvis man virkelig havde villet straffe hende, skulle man have fundet på noget efter hendes egen målestok, noget, der passede med hendes egne kategorier, men heldigvis var det, som om de voksne ikke havde nogen adgang til hendes verden, og derfor var hun umulig at ramme. Og at Dina overhovedet forlod skolen med et nogenlunde acceptabelt eksamensresultat, skyldtes efter min vurdering udelukkende, at rektor havde ondt af hendes mor, der var alene med hende.

Alt kunne blive genstand for Dinas nysgerrighed, nysgerrigheden var hendes motor, hendes kompas, som hun fulgte uden at tøve. Alt, hvad der tændte hendes fantasi, alt fremmedartet og tiltrækkende, måtte hun trænge ind i og udforske, grænser var kun til for at overskrides, barrierer for at gennembrydes. Og den kraft, hun satte ind med for at gøre det, var som en overmægtig orkan, der rev os med, ligesom tornadoen i det fjerne Kansas havde revet Dorothy og Toto med sig til Oz – sjovt nok en af de få amerikanske børnebøger, der hos os ikke var kategoriseret som »kapitalistisk bras«, og som vi altså havde lov at læse.

Men den, der havde mindst modstandskraft over for hendes orkaner, var mig. Jeg var hendes mest trofaste discipel, den mest loyale i hendes flok. Jeg ville være fulgt med hende til alle hendes eventyrlande, selv til Oz, ja, og videre end det. Siden første gang jeg så hende, havde jeg følt mig hjælpeløst tiltrukket af hende, smittet af hendes nysgerrighed, syg. Det var ikke, fordi jeg manglede fremdrift og opdagelsestrang, jeg var heller ikke selv særlig artig og lydig, og min fantasi var også ret livlig. Men Dinas opdagelsesrejser gik langt videre, end jeg nogensinde selv havde været parat til at gå. Og det med Den Botaniske Have var selvfølgelig også Dinas ide.

...

Historien fortættes i bogen.