Diamantaftener

Diamantaftener Tre fiktioner

På dansk ved Camilla Christensen

Gutkind

Diamantaftener

er oversat fra norsk af Camilla Christensen efter Diamantkvelder © 2022 H. Aschehoug & Co

Denne udgave: © Hilde Rød-Larsen og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Simon Lilholt/Imperiet

Sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0513-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Denne oversættelse er udgivet med tilskud fra NORLA, Norwegian Literature Abroad.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag  gutkind_forlag

Til Kjersti

fordi du aldrig holder op med at vikle virkeligheden ud sammen med mig

»In my own ‘Painter and model’ painting I have it all. I am both artist and sitter. By looking at myself I don’t need to stage a drama about power; I am empowered by the very fact that I am representing myself as I am: a painter.«

Celia Paul, Self-Portrait

Da jeg åbnede altandøren i morges, mens jeg ventede på, at kaffen skulle løbe igennem, havde min mand lige strøget mig over kinden, kysset mig på munden og var taget af sted.

Inden vi gik i seng i aftes, pakkede han sin største kuffert og lagde sit rejsetøj ud på badeværelset for at undgå at vække mig. Alligevel måtte han have glemt et eller andet, for på et tidspunkt listede han ind i soveværelset, skød forsigtigt en skabsdør til side og tog et stykke tøj ud. Måske en skjorte, jeg hørte det klirre i tomme bøjler.

Jeg åbnede kun øjnene en anelse, da jeg gengældte hans kys og mumlede god tur, og havde lukket dem igen, da jeg lyttede til hans skridt i trappeopgangen, kuffertens hjul, der trillede hen over asfalten i gården, og så den langtrukne summen fra porten, der gik op, efterfulgt af det metalliske brag, da den smækkede.

Så slog jeg dynen til side, satte fødderne i gulvet og tog morgenkåben på, der lå i en bunke ved siden af sengen.

Ikke én lampe var tændt i ejendommen overfor, da jeg stod på dørtærsklen ud til altanen og hørte det gurgle i kaffemaskinen bag mig. Den kølige luft udenfor svøbte sig om mig, der var ingen tegn på, at mørket ville trække sig tilbage. For beboerne overfor var det stadig nat.

Det slog mig, hvor trygt den gamle rosa bygning med afskallet puds er placeret inde i den store gård, flankeret af nye og gamle byejendomme vendt mod fire forskellige gader. Vores egen lille ejendom ligger langs parken. Hvis jeg var gået tværs gennem lejligheden og havde kigget ud gennem et af stuevin duerne, ville jeg, i lyset fra en gadelygte, sandsynligvis have kunnet skimte et enligt menneske, der luftede hund.

Men jeg blev stående i døråbningen. Fåreskindstøflerne, som jeg havde ledt efter i flere dage, lå under spisebordet i køkkenet. Jeg tænkte på, hvor dejligt det ville være at stikke mine kolde, bare fødder ned i det bløde fór, men nøjedes med fore stillingen om at gøre det. Lugten af våd jord ramte mig.

Den gamle birk bag cykelstativet er begyndt at gulne, lagde jeg mærke til i går, da jeg kom fra arbejde, men da jeg stod på dørtærsklen, viste træet sig kun som konturer i sort og gråt. Inden min mand kommer hjem, vil bladene være faldet af træerne

både i gården og i parken, måske er det på det tids punkt sne, der drysser fra dem. Måske har jeg hængt julekransen op på døren, måske er tanken om de gaver, jeg endnu ikke har fået købt, begyndt at stresse mig. Men først er det efterår, først skal mørket lidt efter lidt udvide sig, indtil der kun er en stribe tilbage af ægte dag, og jeg kan lægge mig ned under to dyner og mærke kold luft stryge hen over ansigtet, mens månen lyser mellem nøgne grene.

Jeg trådte et skridt baglæns, ind i varmen, ind i køkkenluften med en svag duft af brændt støv fra varmepanelet, som min mand måtte have tændt, inden han gik, og lukkede altandøren.

Der var over to timer til, jeg skulle vække min datter og lave morgenmad til os begge og madpakke til hende. Det gør jeg stadig.

Måske er det mest for min egen skyld, at jeg holder fast i det ritual, men jeg tror, at hun også sætter pris på denne start på dagen, et lille stykke fælles tid, inden den fører os ud i vores forskellige baner.

Når hun om et par år flytter hjemmefra, er det de morgener, jeg kommer til at savne mest, selv om jeg er vant til at leve uden dem hver anden uge, når hun er hos sin far. Aftenerne har jeg for længst opgivet, dem tilbringer hun på sit værelse foran en skærm eller ude sammen med sine venner.

Det ubehag, jeg mærkede, da jeg satte mig ved spisebordet i køkkenet og drak den første slurk kaffe, skyldtes ikke, at jeg ikke, som jeg ellers plejer, var stået op sammen med min mand og havde lavet morgenmad, mens han var i bad. Jeg vælger at tro, at han mente det, da han sagde, at det ikke var nødvendigt, når han skulle af sted så tidligt.

Men risikoen er stor for, at denne tro hviler på et svigtende grundlag. Måske aner heller ikke jeg, nu, hvad der foregår bag øjne, under ord.

Vi har ikke talt om det, heller ikke om dét, men vi ved begge to, at jeg ikke besøger ham, mens han er væk. Det, jeg ikke ved, er, om det gør ham ked af det eller lettet, og jeg ved heller ikke, om et af de ord er dækkende for mig selv. Men jeg bliver her. Og måske er der også noget, han skal finde ud af.

Kaffen sendte et signal til min hjerne om, at dagen var i gang, den dag, hvor jeg har besluttet mig til at holde op med at vende mig væk, når jeg spørger mig selv, hvad der skete og hvorfor. Det vil jeg bruge den undtagelsestilstand til, det er ikke at have parlivets velkendte spor at følge igennem døgnet. Ingen småsnak hen over morgennyhederne, ingen quiz på sengekanten om lørdagen, ingen tv-serie at mødes om, når der er ryddet af efter aftensmaden, ingen at falde i søvn ved siden af, ingen anden vejrtrækning at vågne til end min egen.

Foran mig lå dagens aviser. Min mand tog dem ind, før han gik, jeg hørte hoveddøren gå op og straks efter blive lukket igen, men det så ikke ud, som om han havde kigget i dem. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg blev siddende uvirksom, endnu ikke parat.

Nu er det aften, fjernsynsskærmene flimrer i den rosa ejendom. Hvis nogen derinde ser over mod min lejlighed, vil de skimte et stearinlys, der blafrer i vindueskarmen, og mig, der sidder ved spisebordet i køkkenet med ansigtet oplyst af en blå computer skærm.

På væggen over for mig, mellem vinduerne, hænger et stort spejl. På denne afstand, med lofts lyset dæmpet, er de korte, grå hår, der stikker op blandt de lange, mørke langs midterskilningen, ikke synlige.

Min frisør siger, og jeg har også læst det på nettet, at man kan opleve at miste meget hår, tre måneder efter at man er blevet udsat for et chok eller for voldsom stress, men for mig begyndte det straks. Samme dag stod jeg under bruseren og mærkede, at det løsnede sig.

I flere måneder har jeg ikke kunnet føre hånden gennem håret uden at stå tilbage med en håndfuld løse hårstrå. Jeg har været nødt til at rense afløbet under bruseren flere gange om ugen, og min pude

er hver morgen dækket af lange, mørke hår. Ligesom da jeg ammede min datter. Dengang endte jeg med at klippe mig helt korthåret, for anden gang i mit liv.Det er ikke aktuelt nu.

At disciplinere og kontrollere min krop, mit sind er jeg vældig god til. Jeg er klar over, at det kan virke forvirrende på andre, hvor nøgternt, nærmest nonc halant, jeg kan fortælle om det frygtelige. Så er det nok ikke så frygteligt for hende, må de tænke, for efter et kortvarigt udtryk af forvirring spejler de min nonchalance, og så er øjeblikket, muligheden, forpasset.

Men håret gør, hvad det selv vil: falder af, vokser ud, bliver grovere, begynder at krølle.

Nu er jeg parat, nu griber jeg muligheden, selv om jeg stadig ikke ved, hvad der er begyndelsen på denne fortælling, og heller ikke slutningen.

Hvor mange fortællinger findes der ikke, som begynder med forklaringer på, hvad begyndelsen på dem er? »En historie har hverken en begyndelse eller en slutning,« skriver Graham Greenes jegperson og forfatter i The End of the Affair. »Man vælger vilkårligt det erfaringens øjeblik, man kan se tilbage fra eller fremad fra.«

I hvert fald skal jeg, med min mere eller mindre frie vilje, begynde et sted, og jeg skal træde et skridt tilbage fra det, som er den udløsende årsag til, at jeg sidder her foran skærmen. Jeg vil begynde med den første gang, jeg så Jenny under en glaskuppel på London School of Economics. Vi var begge tyve år gamle og lige begyndt på vores første studieår der. Historien kan så fortsætte på et spartansk kollegie værelse på Rosebery Avenue og derefter i et hus i en lille landsby uden for Oxford. På et tidspunkt skal den nok dvæle i en sidegade til Marylebone Road. Måske vil ophold og forflytninger ad denne rute hjælpe mig med at finde ord for det, min krop de seneste måneder har forsøgt at fortælle mig.

I hvert fald er det ret interessant for mig, hvor fortælleren befinder sig, når hun indleder sin fortæl ling, fra hvilket punkt historien vikles ud. For dette ved jeg: Hvis jeg var begyndt på den allerede dengang, under glaskuplen, ville den være blevet anderledes, end den bliver nu, snart.

Jeg begynder med Jenny, men denne beretning handler tydeligvis allerede fra begyndelsen om mig selv, en otteogfyrre år gammel kvinde med en sytten år gammel datter, en kvinde, som er blevet gift to gange og skilt én, og som har tilbragt størstedelen af sit arbejdsliv med at finde de rette ord på vegne af andre end sig selv.

Det er herfra, jeg ser bagud, indad.

Jeg, denne midaldrende kvinde, forsøger at nulstille mig selv, at fremmane billedet af Jenny, sådan som min hjerne opfattede hende den aller første gang, men det er umuligt. Lag på lag af ansigter lægger sig oven på det første.

Ved nærmere eftertanke, lad mig træde endnu et skridt baglæns:

Inden jeg kom ind på bachelorstudiet i sociologi på London School of Economics, havde jeg taget filo sofikum på Universitetet i Oslo, mens jeg arbejdede næsten fuld tid som receptionist på et samfundsforskningsinstitut. Jeg elskede det job, elskede den følelse af hemmelig kontrol, det gav mig.

Bag skranken var jeg voksen, og jeg havde aldrig været god til at være ung; indtil jeg var et godt stykke oppe i tyverne, var jeg nærmest bange for mine jævnaldrende. Det var en stor lettelse for mig at blive færdig med skolen, hvor man er forvist til at være mast sammen med mennesker på sin egen alder.

Desuden har jeg altid, lige fra jeg var barn og sad musestille og nød de voksnes fest, haft det godt i rollen som iagttager, og nu fik jeg løn for at være netop det.

Der var ingen ende på, hvor mange – regerings medlemmer, tv-journalister, professorer, koner, børn, ekskoner, elskerinder – der på den tid skulle

igennem telefonrøret hos en receptionist på et forsk ningsinstitut som et stoppested på vej til rette vedkommende. Nogle af dem ringede jævnligt, og en del af dem etablerede jeg en særlig tone med. Altid overfladisk, altid munter, men der var meget at læse mellem linjerne, og jeg digtede sikkert også lidt. Det hele forblev i hvert fald hos mig. Først og fremmest brugte jeg den viden, jeg tilegnede mig, til at hilse med et ekstra hjerteligt »Godmorgen«, når jeg forstod, at det var tiltrængt, eller et »Han sidder desværre i møde lige nu«, når det virkede, som om dét var på sin plads og uafhængigt af, om det strengt taget var sandt eller ej.

Jeg satte en ære i at foregribe, hvad alle havde brug for, og give dem det.

En enkelt gang plukkede jeg en buket syrener på vej til arbejde, satte den i en kande fra kantinen og stillede den på en af de yngre, mandlige forskeres kontor. Han var nylig fraskilt og havde brug for lidt opmuntring. Nogle måneder senere gik vi i seng med hinanden.

Selve akten var en mislykket affære, nervøs som jeg var, og det blev ved den ene gang. Alligevel virkede hændelsen afstivende på min selvfølelse; det var ikke bare drømmerier og indbildning fra min side, når jeg oplevede, at også jeg havde en form for magt, når jeg sad bag skranken.

Selv efter at synet på forholdet mellem unge,

aspirerende kvinder og ældre mænd i magtfulde stillinger blev radikalt forandret, holdt jeg fast i den analyse: Jeg havde magt og benyttede mig af den.

Af denne femten år ældre mand sørgede jeg for at få præcis det, jeg var ude efter: mit første samleje og med en voksen, ikke med en af mine skiftevis famlende og kæphøje jævnaldrende.

Hans datter var hos sin mor den nat, og der var spor efter hende overalt i det smagfuldt indrettede dobbelthus med udsigt over byen. Han havde temmelig belejligt en ekstra tandbørste i skabet, og måske var der flere, det er meget muligt. Jeg havde i hvert fald ingen forestilling om, at jeg var den eneste, han havde taget med hjem i den tidligere ægteseng, det var tydeligt, at han havde et forhold til mindst én af de kvindelige forskere på instituttet. Det gjorde mig ikke noget, for det, jeg havde brug for, var, at han skulle have lyst til mig, til min hæmmede, jomfruelige krop. Min egen eventuelle lyst var underordnet. Jeg fik havregrød til morgen mad, og så kørte han mig hjem.

Den pige, jeg boede sammen med på det tids punkt, og som allerede havde nået at have en kæreste i flere år, var rasende over, at jeg var blevet udnyttet af en gammel gris, mens det, jeg selv var fyldt med, var lettelse.

Sådan har jeg fortalt den historie til mig selv og andre.