Din Margot

Din Margot

På dansk ved Birgita Bonde Hansen

Din Margot

er oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen efter Sinun, Margot © Meri Valkama and WSOY, 2021

First published in Finnish with the original title Sinun, Margot by Werner Söderström Ltd (WSOY), Helsinki, Finland.

Published in the Danish language by arrangement with Bonnier Rights, Helsinki, Finland.

Denne udgave: © Meri Valkama

og Gutkind Forlag A/S, København 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Martti Ruokonen

Dansk versionering: Imperiet

Sat med Palatino hos Christensen Grafisk

og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0370-8

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citering af sangteksten til sangen Schmetterlinge im Eis af Herbert Grönemeyer sker med tilladelse fra ton-y GbR Music & Consulting, Köln-Ehrenfeld, Tyskland.

Citater er frit oversat efter det finske forlæg af Birgita Bonde Hansen.

Denne oversættelse er støttet af FILI – Finnish Literature Exchange.

Til mine forældre, der gav mig Berlin.

Det, vi savner, mister vi aldrig. Den, vi elsker, savner vi altid.

CLaES anDERSSo n

8.oktober 1989

Berlin Pigens kjole er af fløjl, skørtet flagrer, håret bølger som sommergræs i udkanten af marken. Kastanje springer fremad som et dådyr, hun er vild og frygtløs. Jeg råber: Stop, stop så, men hun hører ikke efter, hun er næsten allerede fremme. Himlen er eksploderet i lyserød og lilla, jeg forsøger at holde trit med hende, men stenene skærer i fodsålerne. Brunkullet brænder i lungerne, udstødningsgassen i slimhinderne, og jeg kan ikke indhente hende. Kastanje når frem til Muren og grænseovergangen og manden, hans blik bliver skarpt, og han hæver sit våben. Jeg råber, men der kommer ingen lyd; jeg løber, men mine ben kan ikke bære mig. Jeg falder. Blodet pibler frem på mit knæ i det grønligkolde lys, jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra. Kastanje stopper op foran soldaten, men han skyder ikke. Han lægger en hånd på pigens skulder, bukker sig ned og smiler, og jeg forstår: Pigen er væk. Et øjeblik endnu kan jeg se hendes konturer mod Muren, men så, kun et øjeblik efter, er hun væk, hun tilhører Vesten. Jeg vågner badet i sved, jeg fryser. Uret på skabet bryder stilheden, der ikke hører natten til, eller morgenen, men et mellemstadium, vægtløst og stillestående. For kun få timer siden fyldte vinden rækken af flag – passere, hamre, kornaks. Klarinetter og horn stødte deres lyde ud i vinden, rytmiske og faste. Jeg havde kun lige akkurat fået slæbt mig ud af sengen,

tvunget mig selv til at tage tøj på, spise, drikke en kop te, gå ud blandt andre mennesker. Jeg var bange for, at Rødhjuls tanker også skulle få endegyldigt tag i mig. Hvad, hvis jeg begyndte at se alting ligesom han og så mange andre – som værdiløse, forkerte, kriminelle? Omgivet af de tusindvis af andre forsamlet på Karl­Marx­Allee glemte jeg min frygt for et øjeblik. 40 år. Hvilken bedrift af et land, som Vesten aldrig har troet på! Den vinter havde Honecker sagt: »Muren vil stå hundrede år endnu«, og i dag: »Vi er evige! Socialismen stråler i DDR’s farver stoltere end nogensinde!« Jeg så på børnene, der viftede med deres vimpler, og lukkede øjnene. Opstået af ruiner, den smukkeste af alle hymner, jeg lyttede til den og forestillede mig, at du stod ved min side, du og hun, pigen, hvis fødselsdag jeg ikke kunne være med til.

Jeg gik hjemad med den blide efterårsaften mod min hud. Jeg gjorde et karbad klar. Så faldt jeg i søvn. Da jeg vågnede, måtte råbene have genlydt i gaderne i timevis. Jeg flåede gardinerne væk fra vinduerne. Mennesker, i tusindvis, i titusindvis, hvem ville være i stand til at tælle dem, pakket sammen i gaderne, på Alexanderplatz. Jeg åbnede vinduet, gaderne stank af raseri. Menneskemassen bevægede sig mod Republikkens Palads.

»Gorbi, hjælp os! Vi er ét folk! Vi er ét folk!« råbte de, men paladset tav. Jeg lod tårerne komme.

Så tog jeg mig sammen og styrtede ned på gaden.

Mine tanker kredser endnu om Lesniks fængsling. Hvis ikke det var for den, ville jeg måske have hørt om opfordringen til at forsamles klokken halv fem. Jeg ville måske have været med i optoget, der hele tiden voksede sig større, helt fra begyndelsen ville have bevæget mig ned ad Rathausstraße mod

Republikkens Palads, som politiets lastbiler dannede mur

foran. Jeg ville måske have været med til at skubbe imod, da bilerne satte sig i bevægelse og tvang demonstranterne bagud, for – som du ved – jeg tror ikke på en kinesisk løsning. Men jeg indhentede først folkemængden, da det gjaldede fra en megafon: »Sæt kurs mod Prenzlauer Berg!« Og jeg fulgte optoget ned ad Karl­ Liebknecht­Straße, mens slagordene gjaldede, og politiet stod langs gaderne og stirrede rådvildt på menneskemængden.

Erich. Der er dage, hvor jeg ønsker, at du ville kløjes i din kalveschnitzel. Bare dø. Eller endnu værre: Jeg ønsker, at du aldrig var trådt ind ad døren hos Rødhjul og havde præsenteret dig, først for Korngul, så for Katja, Krans, doktor Tomat, Lesnik og til sidst for mig. Nogle gange ønsker jeg, at den dag aldrig havde fundet sted – den dag, hvor du så på mig for første gang; siden den dag har jeg ikke formået at være synlig for nogen anden.

Men der er også stadig øjeblikke, hvor jeg har brug for dig. Og for Kastanje. Nætter som denne, hvor længslen er en smerte, der banker under huden. I de øjeblikke tænker jeg på pigen på et filttæppe i skyggen, lige ved at slumre ind. På sandstranden, på badebroen, på engen med vinden i håret. Jeg tænker på dig, der hvisker i mit øre: Sådan her føles du. Jeg indånder din duft, der har taget bolig på min hud.

Hvor er du? Du har vel fået mine breve? Hvorfor svarer du ikke? Korngul og Krans er forsvundet, og nu er Rødhjul og doktor Tomat også væk. Forduftet, stukket af, de fleste via Ungarn eller Østrig til Vesten. Erich, burde jeg også tage af sted? Jeg ville gerne. Og så alligevel ikke.

Da jeg kom hjem efter en lang nat, lukkede jeg vinduet, dæmpede råbene. Jeg vil ikke have dem i mit liv, jeg vil have

jer. Jeg vendte fotografiet om. Er Kastanjes hår blevet langt nok til, at man kan flette det? Hvordan har hun det? Jeg trøster mig ved tanken om, at hun i det mindste bliver forskånet for dette vanvid. Ved tanken om hende er beslutningen nem at tage: Ikke endnu, jeg venter lidt endnu. Lidt tid, men så heller ikke længere.

Så kan du få lov til at kløjes i din schnitzel.

Din Margot

2011

Jorden på Fischerinsel var våd, stenene glimtede, små og skarpe. Vilja bukkede sig ned ved træets fod, samlede en dybbrun kastanje op og gemte den i sin hånd som en skat. Ahornen havde spredt sine helikoptere i udefinerlige mønstre i sandet, de havde opsuget regnens fugt og var falmet til blege strimler. Bygningen foran hende var enorm, den samme som for mange år siden, kantet og monumental. Hun tog sin lille kuffert og krydsede legepladsen. Visne ahornblade, kastanjeskaller og kviste knækket i stormen knasede under hendes fødder. Nogen havde parkeret en lyseblå scooter foran bygningen. Hun fik den tunge glasdør op med et ryk. En mand i en knælang frakke stod og ventede i vindfanget, han havde en paraply i den ene hånd og en lædermappe i den anden.

»De er her om lejligheden?«

Vilja nikkede, rakte hånden frem, hilste. Manden viste vej til elevatoren, og Vilja fulgte efter, forblev tavs, selvom det ville have været høfligt at sige noget, hvad som helst. Manden stirrede op i loftet, skospidsen trommede mod gulvet, når han trak vejret, peb næsen, der var spids og havde tydelige porer. Bygningen bar tavst sine etager.

»Sikke et surt vintervejr. Virkelig surt,« sagde manden til sidst og rystede vandet af paraplyen mod hjørnet af elevatoren.

»Ja, ret surt.«

Det fik hende til at tænke på Helsinki, snedyngerne, der hobede sig op i gaderne, frosten, der bed i kinderne.

Lugten ramte hendes næsebor, så snart elevatorens døre åbnede sig på attende etage. Samme lugt, femogtyve år senere og stadig samme lugt, tænkte Vilja, og selvom hun under alle andre omstændigheder ville have holdt tørklædet op for munden for at beskytte sig mod stanken fra affaldsskakten, lod hun her den vamle lugt af råd skylle ind over sig. Manden gik ned for enden af gangen og stak nøglen i låsen.

»Der er håndklæder i badeværelset, og sengen er redt. De står selv for rengøringen.«

Manden viste vej ind i lejligheden og fandt pen og papir frem fra mappen.

»Jeg vil gerne bede om depositummet samt den første uges leje med det samme. Vi kan aftale, hvornår de betaler den næste, når De ved, hvor længe De bliver.«

Vilja skrev under på papiret, så på endnu et, rakte dem til manden og fandt et seddelbundt frem fra tasken.

»Her er meget stille,« sagde hun, kastede et blik ud i opgangen og rakte manden pengene. »Kender De naboerne? Hvad er det for en type mennesker, der bor her?«

Manden lynede jakken og slog kraven op.

»Der er omkring to hundrede lejligheder her i huset. Her bor alle slags mennesker.«

Vilja lagde kufferten på sofaen i stuen, fandt fotografiet frem fra sidelommen. Hendes far i en robåd med et smil på læberne, i baggrunden sank solen bag det blikstille hav. Vilja satte fotografiet i vindueskarmen, lagde kastanjen fra legepladsen ved siden af. Regnen løb ned ad vinduet i strimer, men hun kunne alligevel skelne tårnet bag hustagene gennem den duggede rude. Det var højt og lyst og snævrede ind mod toppen, og den grå kugle i toppen brød landskabet, som en påmindelse om, at intet af det var en drøm, men sandt, så sandt, som fortiden kan være. Hun stirrede på bygningsværket et øjeblik, gik så ud i entréen og åbnede døren. Lugten fra affaldsskakten var gennemtrængende, hun tog en til dyb indånding. Gulvet var af gult plastic, gulvlisterne røggrå. Müllraum stod der på en dør på den modsatte side af gangen, og selv hvis der ikke havde gjort det, havde hun vidst, at skralderummet lå derinde.

Hun tog elevatoren ned til fjerde etage. Gangen var smallere, end hun huskede den, kortere. Hun gik ned til den anden ende, det prikkede i håndfladerne. Var det sådan her, den havde været? Ja, selvfølgelig. Det første, Vilja lagde mærke til, var juledekorationen. Grangrene i plastic og julekugler, en sløjfe i rødt silkebånd. Kietzmann stod der på navneskiltet. Hun tog fat om håndtaget og drejede, men døren bevægede sig ikke, hun prøvede igen, gav så slip. Hun tømte lungerne for luft, slappede af i skuldrene, tog en indånding og pustede ud, satte sig så på gulvet foran døren og fiskede et gulnet papir op af lommen, foldet sammen midtpå. Mørket drev så

småt dagen på flugt, mens Vilja lod øjnene løbe hen over bogstaverne, luftige og tynde. Straks befandt hun sig i tankerne i Helsinki, til begravelsen, midt mellem papkasserne i farens toværelses, ved skrivebordsskufferne, den flade blikdåse og brevbundtet, hun fandt i den, den eftermiddag, hvor hun havde trukket sig tilbage til køkkenhjørnet og valgt den øverste konvolut i bunken. Adressen på den var en ukendt postboks, frimærket fra Østtyskland, stemplet i 1989. Hun læste brevet igennem en gang, en anden og en tredje, gik så ind til sin mor igen.

»Hvem er Margot?«

Moren holdt op med at pudse vinduer og stirrede på brevet i hendes hånd. Et kort øjeblik var der mere stille i lejligheden end den eftermiddag i oktober, da Vilja havde fundet sin far.

»Gik han stadig og gemte på dem?«

Ordene forlod morens mund langsomt, som forstod hun først ikke, hvad hun så, så vendte hun ryggen til, sprøjtede et nyt lag vinduesrens på ruden og gnubbede på glasset, som var det dækket af et ti år gammelt lag skidt. Skummet skjulte den krogede skovfyr, huset overfor og de svindende høstfarver, og blodet brusede i Viljas ører.

»Hvem er Erich? Hvis breve er det her?«

Hendes mor lod kluden synke og vendte sig mod hende, og i det samme så Vilja det: Farven havde forladt hendes ansigt og en stram hinde havde lagt sig over det. Stemmen var træt, langsom.

»De breve blev skrevet til en mand, jeg engang troede, jeg kendte. Din far. Erich er din far.«

Morens blik var fuldt af en sorg, der var gammel og vedholdende, fik øjeæblerne til at skinne og fremkaldte rynker i hårkanten. Hun udstødte et langt, dybt suk.

»Jeg troede, at han for længst havde brændt dem. Riv det skidt i stykker, de bringer ikke andet end sorg med sig.«

»Du har læst dem.«

»Nogle af dem. For længe siden. For meget længe siden.«

»Så du ved, hvem Margot er.«

Hendes mor rystede på hovedet, tav. Først da Vilja utålmodigt skiftede vægten fra den ene fod til den anden, sagde moren stille, næsten med en hvisken:

»Jeg ved, at der var en Margot. En, der kaldte din far Erich. Men jeg ved ikke, hvem hun var. Og jeg ønsker heller ikke at vide det. Vær sød at rive de breve i stykker.«

»Det her er skrevet i 1989. I var gift dengang, vi boede stadigvæk sammen alle fire.«

Hendes mor så på vinduet, hvor sæben boblede ned over glasset i plamager, som isflager i polarhavet.

»Ja. Men ikke længe. Du husker vel det efterår.«

Vilja foldede brevet ud igen, læste et ord her og der.

»Margot skriver noget om en pige. Hun kalder hende Kastanje.«

Stilheden fik luften til at svulme op, hendes hænder blev klamme, og med ét virkede kvinden foran hende

på en gang mere velkendt og mere fremmed end nogensinde før.

»Ja, Vilja. Og ikke kun i det brev. Margot skrev meget om pigen.«

»Om mig.«

»Om dig.«

Vilja læste brevet igennem en gang til, før hun foldede det sammen og vendte tilbage til lejligheden. Hun gik hen til vinduet i stuen og stirrede ud over Berlins tage. Gennem regnen kunne hun se blinket, rødt, tv-tårnet spyttede det ud over landskabet i fast takt, og i det samme stod tanken klar for hende, indiskutabel, hun lod den tage form. I morgen finder jeg dig, Margot.

1983

Hjem. Det her er mit hjem. Tanken fik Markus Siltanen til at smile. Han trak læderjakken tættere sammen om sig, trådte lidt længere ind under halvtaget og kneb øjnene sammen for at se gennem støvregnen. Trods hundevejret var han i højt humør: Tænk, at han virkelig stod her, i hjertet af sin nye hjemby, omgivet af Alexanderplatz, tv-tårnet, Verdensuret og Det Røde Rådhus. Her stod han, hans hjem var her, og selv ikke den hæslige, centraleuropæiske vinterstorm, der havde fået skibene i Rostock til at ligge stille og afbrudt skihopkonkurrencen i Tjekkoslovakiet, kunne lægge en dæmper på hans begejstring. Markus stod og småsteppede for at holde varmen, da det slog ham: Selvfølgelig, han kunne skrive om stormen! Kunne folk komme på arbejde? Kørte fabrikkerne videre? Hvordan dækkede man følgerne af naturkræfternes rasen i Vesten? Selv de værste vejrforhold kunne naturligvis ikke rokke ved socialismen, men det var alligevel godt at stille spørgsmål, så man kunne komme med svar, der afslørede sandheden. Han havde tænkt over gode emner til artikler i dagevis. Der var mange, men hvad skulle han åbne spillet med, det gjaldt om at skrive en udødelig

åbning, hvorefter det ikke ville være uklart for nogen

læser af Kansan Voima, Folkets Kraft, at i de følgende fire

år ville rapporteringen fra hjertet af Den Tyske Demokratiske Republik blive varetaget af Markus Siltanen, avisens forhenværende redaktionschef og nuværende udenrigskorrespondent i Berlin. Stormen og dens følger, dér var det – det perfekte emne, på en gang hverdagsagtigt og dramatisk.

Kulden og fugten gik gennem marv og ben. Markus skiftede vægten over på den anden fod, så tilbage igen, hoppede på stedet. Han havde stadig ikke videre lyst til at kæmpe sig vej hjem gennem uvejret. Der var under en kilometer hjem, men han var utryg ved de uforudsigelige vindstød og vinden, der ruskede i grenene. Han kiggede op og nød at vide, at højt over ham hævede tv-tårnet sig. Når stormen er forbi, tager vi herhen sammen, Rosa og børnene og jeg, tænkte han. Vi tager elevatoren op, skuer ud over byen fra luften, og jeg viser børnene Muren og pressecentret og himlen over Berlin. I det samme fik Markus øje på kvinden og barnet. De var begge iført gult regntøj og løb gennem regnen mod døren ind til tårnets forhal. Forhallen, indenfor, slog det Markus, og han skyndte sig efter dem. Vinden greb fat om glasset, døren var ved at ryge af hængslerne, da han trak den i med begge hænder. Kvinden styrede mod den anden ende af forhallen og fik barnet sat ned på en bænk. Markus holdt sig i nærheden af indgangen og fik i det samme øje på en mand, der gik hen mod kvinden med prøvende skridt.

»Min gode frue, De har vel ikke et øjeblik?« spurgte manden.

Kvinden løftede blikket fra drengen. Vandet løb ned fra håret, mascaraen ned over kinderne.

»Ja?«

»Min kollega og jeg,« sagde manden og pegede på en ludende fyr nogle meter væk, der tyggede tyggegummi med overdrevne bevægelser og havde et filmkamera dinglende fra den ene hånd, »optager et program. Lidt et uheldigt tidspunkt, der er ikke særlig mange mennesker i gaderne. Jeg går ud fra, at De er østtysker?«

»Selvfølgelig er jeg det.«

»Selvfølgelig, ja, selvfølgelig er De det. Jeg ville blot sikre mig, at De ikke var tjekke. Eller ungarer.«

Markus gik et par skridt nærmere. Kvinden skiftede vægten fra ben til ben.

»Hvad er det, De vil?«

»Blot stille Dem et par spørgsmål. Ganske kort, interviewet tager kun et øjeblik. Jeg vil blot spørge, hvad De ønsker Dem til jul.«

»Hvad skal de bruge den information til?«

»Vi er ved at lave et program til ZDF, en reportage. Om, hvordan man fejrer jul i DDR. Og om østtyskernes juleønsker.«

»Til vestligt fjernsyn. Hvorfor?«

»I Vest tørster man efter viden om livet her i Øst. Mange savner information om, hvordan deres slægtninge lever. Måske gælder det også Dem? Bor nogle fra Deres familie også på den anden side af Muren?«

Før kvinden nåede at overveje, hvad hun skulle svare, havde manden vinket tyggegummignaskeren over til sig, og han kom sjokkende.

»Kurt Bäcker, min fotograf. Og jeg – jeg hedder Klaus Hauser.«

Manden stak hånden frem, rørte næsten ved kvinden.

»Anne Stern,« sagde hun og tog tøvende Hausers hånd.

»Fru Stern, det er en mig en glæde,« sagde manden med overdreven patos. »Og dig, hvem er du?«

Hauser bukkede sig ned til drengen.

»Peter.«

Drengen gemte sig bag sin mors ben.

»Peter! Og hvor gammel er du så?«

»Fire.«

»Fire!« udbrød Hauser højt og stak mikrofonen op i ansigtet på Anne Stern og nikkede til tyggegummignaskeren, der havde fået løftet kameraet op på skulderen.

»Fortæl os, fru Stern, hvordan man forbereder sig på julen her i DDR?«

Markus kunne levende forestille sig, hvad der gik gennem hovedet på fru Stern i det øjeblik: Hvis hun ikke kommenterede, ville hendes abrupte afvisning blive foreviget, men hvis hun svarede, fik den ubehøvlede mand, der havde fisket så taktløst efter et interview, sin vilje. I et kort sekund så det ud til, at fru Stern havde tænkt sig at tie, men Hauser gav ikke op:

»Har De allerede nået at tænke over, hvad De ønsker Dem til jul?«

Anne Stern sendte Hauser et borende blik og sagde:

»Ja da. Der er kun en uge til jul. Et passende juleønske kunne for eksempel være, at amerikanerne trækker deres missiler i Vesttyskland tilbage.«

Det gav et gib i Markus. Klaus Hausers smil stivnede.

»Aha. Ja. Og andre ønsker? Har De andre ønsker?«

»Egentlig ikke. Jeg ønsker mig bare fred, reel fred. Det er svært at opnå, når der er opstillet dusinvis af missiler på nabolandets jord. Jeg håber, at Reagan og Kohl langt om længe indser, at krig og truslen om vold ikke gør noget godt for udviklingen af forholdet mellem vores stater. Vi her i DDR ønsker fred, både her og andre steder, til jul og til enhver anden tid.«

Klaus Hauser lo tørt. Som havde han tabt en umulig kamp, førte han mikrofonen væk fra Anne Stern og rettede den i stedet mod drengen.

»Og hvad med dig, Peter? Hvad har du af juleønsker? Hvad er den bedste gave, du kunne få til jul?«

»En cykel,« svarede Peter stille.

»En cykel!« Hauser blev ovenud begejstret ved drengens svar. »Har du nogen yndlingsfarver? Grøn, eller måske blå?«

»Rød. Jeg vil gerne have en rød cykel.«

»Ja, det ville da ikke være værst, en rød cykel!«

Klaus Hauser trak mikrofonen til sig, vendte ryggen til Anne Stern og drengen og trådte hen til kameraet. Smilet var forsvundet fra hans ansigt, i dets sted trådte en overdrevet bekymret mine.

»Fireårige Peter fra Østberlin ønsker sig en rød cykel til jul. Hvordan vil det gå med hans ønske? Kan hans mor mon opfylde det? Her på den anden side af grænsen lider østtyskerne under vedvarende knaphed. Der er ikke altid penge nok til de basale fornødenheder, mad og drikke, og selv hvis der er, løber butikkerne tør for

basisvarer på et øjeblik. Der er sågar mangel på sukker, brød og mel, for slet ikke at tale om kaffe og frugter. Bananer har man stort set aldrig set ...«

Anne Stern strøg ud af indgangen til tv-tårnet, trak den lille Peter efter sig. Markus stod ubeslutsom et øjeblik. Uden for ruderne kastede vinden et virvar af blade, skrald og slud tilfældigt rundt i luften, en knækket gren hang ned fra et træ, der lige før havde stået ret op og ned.

Hvad nu, hvis der skete kvinden og drengen noget? Efter en pludselig indskydelse sprang Markus ud på pladsen. Himlen lå tung som et tæppe over sløret af regn, der havde bredt sig overalt. Markus løb rundt om hjørnet af tv-tårnet mod rådhuset og Nikolaiviertel. Han kunne ikke se kvinden og drengen nogen steder. Var de alligevel gået i den modsatte retning, mod Republikkens Palads eller Prenzlauer Berg? Markus trak lod, valgte så Nikolaiviertel og satte i løb, og dér: de gule regnfrakker. Kvinden stred sig fremad gennem det iskolde gråvejr i retning af rådhuset, hendes skridt var længere, end hun var høj, og lille Peter fløj hen over pytterne.

»Fru Stern!« råbte Markus, men stormen slugte lyden. Ved rådhuset satte kvinden farten ned, stoppede, pillede ved drengens gummistøvler. Markus indhentede dem.

»Fru Stern. Det er ikke sikkert at bevæge sig rundt i dette vejr!«

Anne Stern drejede hovedet.

»Hvem er De? Lad mig være i fred.«

Markus tog et skridt bagud.

»Undskyld, det var ikke min mening at trænge mig på. Mit navn er Markus Siltanen. Jeg kommer fra Finland, jeg er lige flyttet til Deres land. De bemærkede mig måske ikke, men jeg overhørte Deres samtale med den journalist fra vesttysk fjernsyn. Sikke en stodder! Jeg ville bare hjælpe Dem, det er ikke sikkert at være ude i det vejr. Må jeg følge Dem hjem? Deres søn ville komme hurtigere i ly.«

Hvis kvinden tøvede, var det ikke noget, Markus kunne se. Han var forberedt på at skulle overbevise kvinden om sine gode intentioner, vise sit pressekort og pas og redegøre for sin politiske overbevisning, men Anne Stern spurgte ikke om noget. Til Markus’ overraskelse rakte hun ham drengen.

»Wallstraße 90. Hans gummistøvler gnaver.«

Peter var let som en fugl, benet og med skarpe kanter, han lugtede af kartofler og syltede rødbeder. Drengen lagde armene om Markus’ hals og trykkede sin fugtige kind mod hans hud.

»Vis vej!« råbte Markus til Anne Stern. Regnen piskede mod deres ansigter. De stred sig ned mod floden, gik ad en stentrappe op til gaden. Peter snoede sig om ham som en slange. Nogen havde tabt en handske på gaden, i sort læder.

»Denne vej. Der er ikke langt,« råbte Anne Stern, da de krydsede broen.

Markus anede svagt en legeplads gennem regnen og sludet.

Efter tre karréer og ti vandpytter stoppede kvinden op foran et gult murstenshus.

»Det er her!«

Anne Stern tog drengen ud af Markus’ favn. Peter trykkede sig ind til sin mors skuldre.

»Bor De langt væk?«

»På Fischerinsel, i nummer 10. Min retningssans er elendig, men det kan ikke være langt væk.«

Kvinden lo.

»Fischerinsel 10? De er virkelig lige flyttet hertil. Det er lige ved siden af. Dér, over den bro.«

Hun trådte ud på kørebanen, pegede mod højhusene, der hævede sig bag regnen, og det gik op for Markus: Han havde kun et par hundrede meter hjem.

»Hvor arbejder De?« råbte Anne Stern gennem regnen og vendte tilbage til gadedøren.

»På Det Internationale Pressecenter i Mohrenstraße.

Jeg er journalist.«

»Ha. Som Klaus Hauser.«

»Ja. Bortset fra at jeg slet ikke er som Hauser.«

Anne Stern smilede.

»Nej, tydeligvis ikke.«

Hun stak nøglen i gadedøren og åbnede den. Væggen i opgangen bag kvinden var dækket af postkasser, grå, af blik.

»Tak for Deres hjælp. Var det ikke for Dem, ville v i stadig stå midt i en vandpyt. Og løb De nu hjem!«

Døren smækkede bag kvinden, men Markus havde nået at se den: Op ad væggen under postkasserne stod en cykel, lille og rød.