Din tid kommer
Af samme forfatter på dansk:
Mikael Persbrandt - som jeg husker det
Svinene
Skyggedrengen
Havmanden
Den vidunderlige kærligheds historie
Dokumenter vedrørende spilleren Rubashov
Fuglekvinden: en tid uden nåde
CARL-JOHAN VALLGREN
Din tid kommer Krimi
På dansk ved
Henrik Andersen
GUTKIND
Din tid kommer
er oversat fra svensk af Henrik Andersen efter Din tid kommer
Copyright © Carl-Johan Vallgren, 2024
Denne udgave: © Carl-Johan Vallgren og Gutkind Forlag A/S, København 2025
1. udgave, 1. oplag, 2025
Omslag: © Michael Ceken, Tegel & Hatt
Forsideillustration: © Unsplash og Rawpixel
Sat med Bembo hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1012-6
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
Han fandt egernet der, hvor stien svingede ned mod søen. Det lå helt stille i græsset. En ung han, gættede han på. Det havde stadig et strejf af grå vinterpels på den rødbrune ryg. Blodige sår på maven efter en ugle eller en duehøgs klør. Rovfuglen havde formentlig sluppet sit bytte, da han nærmede sig gennem skoven.
Det rykkede i kroppen, da han puffede til den med foden. Egernet levede stadig. De kulsorte knappenålsøjne stirrede koldt på ham. Han forsøgte at finde ud af, hvem egernet lignede, men kunne ikke komme i tanke om nogen. Sådan havde han gjort, så længe han kunne huske: forsøgt at finde ligheder mellem mennesker og dyr.
Han tog plastikposen op af rygsækken og satte sig på hug. Naturen var nådesløs. Hvis han bare gik sin vej, ville kragerne snart være her. De ville begynde med øjnene, hakke dem ud af hulerne, mens byttet stadig var i live.
Lyset i øjnene gik langsomt ud, som når man dæmpede lyset i en lampe. Mennesker og dyr … det
var det samme for alle, ingen vidste, hvornår ens tid var kommet.
Han ventede i fem minutter, indtil han var sikker på, at egernet ikke trak vejret længere. Så lagde han det ned i posen og fortsatte gennem skoven.
Falkenberg 1993
Den sindslidende sad på patruljevognens bagsæde. Björling studerede ham gennem den nedrullede rude. Det var umuligt at afgøre, hvor gammel han var. En dreng i en gammel mands krop eller tværtimod en ungdommelig olding? Underbid på størrelse med en læsseskovl. Hans krop var kvabset, dellerne hang ud over anstaltens bukser. Formentlig blev han medicineret. Og han havde tics, det rykkede i ansigtet, som om han var strømførende.
Bagsmækken stod åben. Bagagerummet var pakket ifølge reglementet med slikkepind, trafikkegler, lygter, advarselsskilte og forceringsværktøj. Længst inde lå den sammenrullede sømmåtte ved siden af kassen med tåregasgranater. Björling tvivlede på, at de nogensinde havde været i brug. Krybskytteri, spirituskørsel og mindre narkoforseelser – der var sjældent værre former for kriminalitet heroppe.
“Følg stien ned til vadestedet,” sagde den lokale betjent, hvis bil manden sad i. “Og fortsæt så sådan cirka hundrede meter opstrøms, indtil I kommer til afspærringen. I kan ikke undgå at se det.”
Björling nikkede, mens hans yngre kollega, Håkansson, lavede et notat på sin notesblok.
“Forstået. Så ses vi på stationen.”
“Det gør vi. Og du der følger med os og holder styr på din patient.”
Det var plejeren, han talte til: fyren, der havde lånt telefonen i et nærliggende hus og ringet til stationen i Ullared. Han nikkede afmålt til betjentene, før han stak hovedet ind i bilen med en utændt cigaret i mundvigen og sagde nogle beroligende ord til sin patient.
“Hørte du det? Vi skal følge med de flinke politimænd. Du skal fortælle dem, hvad du har set, og bagefter tager vi hjem. Du skal have dine piller, dem fik du jo ikke i morges, og klokken elleve er der kaffe og bamseboller med smør … det vil vi ikke gå glip af.”
Patienten reagerede ikke. Kløede sig bare i håret og snusede åndsfraværende til sine fingre.
Björling og Håkansson fulgte stien ned til åen. Björling førte an. Luften var kølig for maj måned, havde stadig et anstrøg af vinter i sig. I Falkenberg havde det regnet, men her, fyrre kilometer mod øst ved landevej 150, var jorden tør. Björling kendte området temmelig godt. For nogle somre siden havde han fisket på egnen, og han var til sin egen og Marias overraskelse kommet hjem med tre flotte ørreder på et halvt kilo hver. Han havde tilberedt dem i ovnen, og Maria havde for én gangs skyld berømmet hans kogekunst – men det havde været i et andet liv, så fjernt, at det lige så godt kunne have tilhørt et andet menneske.
Kollegerne i Ullared havde kontaktet dem for en time siden. Det var en patient på det nærliggende
amtshospital, der havde gjort fundet. Nærpolitiet, der kun bestod af to betjente, dækkede kommunegrænserne til Västergötland og Småland. Älvsered stødte op til to politikredse i Västergötland, Mark og Svenljunga, og fra tid til anden kunne der opstå uenighed om jurisdiktionen. Men i dette tilfælde var der ingen tvivl om, at det var på deres side. Gnisten havde taget imod alarmen og sendt den videre til politimesteren. Björling og Håkansson havde fået besked på at køre derop.
Vadestedet bestod af flade stenblokke, der forbandt den sydlige og nordlige bred. Et par opskræmte ænder svømmede skræppende væk. Birketræerne var på nippet til at springe ud. Björling, der led af høfeber, nyste tre gange i træk.
“Fyren gik altså hertil fra Lyahemmet,” sagde Håkansson, da de fortsatte opstrøms. “Det er næsten fem kilometer, hvad i alverden ville han her?”
“Det kan være, han er fuglespotter?”
“Meget morsomt, Björling. Måske var han faret vild. Vidste du, at Lyahemmet tidligere fungerede som sanatorium? De lungesyge døde på samlebånd deroppe. Stedet får mig til at tænke på den der skrækfilm … Hotel Overlook eller sådan noget.”
“Hotel hvafornoget?”
“Har du ikke set filmen? Jack Nicholson går bersærk og forsøger at slå sin kone og søn ihjel. Lyahemmet minder mig om hotellet, som handlingen udspiller sig på.”
“Du ser for mange film,” sagde Björling. “Kan du få øje på afspærringsbåndene?”
“Nej, jeg tror, vi skal forbi den næste bugtning.”
Der voksede kongebregner og dunhammer langs med åen. På skråningen til venstre for dem rakte rønnebærtræer, birke og klynger af rød-el grenene op mod morgensolen, der forgæves forsøgte at gennembryde det kilometertykke skydække over Halland. Men om få uger ville hele dalstrøget minde om en regnskov.
Stenene i vandkanten var dækket af dybgrønt mos, samme farve som det væg til væg-tæppe, Björling havde lagt på sin datters værelse for et par uger siden. Han var ikke særlig fiks på fingrene og havde skåret forkert med hobbykniven. Senere havde han lappet hullet med et overskydende stykke og placeret Marias gamle sminkebord i hjørnet for at kamuflere fejlen.
Nu var sminkebordet givet videre, havde han tænkt. Hvorefter han om aftenen brød sammen over teen, da
Malin var faldet i søvn.
Han så ud over det strømmende vand, der blev kløvet af klippeblokke. Ved den modsatte bred var der et område med stillestående vand, hvor lidt større ørreder kunne have standplads. Det gjaldt om at lave spinstop. Og placere maddingen lige for næsen af dem, da de aldrig forfulgte et bytte over længere afstande.
Så fik han øje på afspærringsbåndene, der blafrede let i vinden.
“Har du set mange døde mennesker?” spurgte Håkansson, da de kom tættere på.
“Ja, desværre.”
“Det er første gang for mig. Du må støtte mig, hvis jeg besvimer.”
Efter femten år i politiets voldsafdeling i Göteborg var Björling hærdet. De fleste drabssager, han havde efterforsket, havde været meningsløse; værtshusslagsmål,
der var eskaleret, opgør om penge eller narko, der var gået skævt, kvindemishandlere, der i kampens hede havde grebet et hårdt eller skarpt objekt og anvendt det mod et menneske, som de bagefter hævdede, at de elskede. I næsten alle tilfælde havde gerningsmanden været beruset eller narkopåvirket. Næsten alle havde kun haft tågede forestillinger om hændelsesforløbet.
Der havde selvsagt også været overlagte drab, men kun få, og så de hjerteskærende selvmord, der vidnede om en ensomhed og fortvivlelse, han var kommet til at forstå stadig bedre. Femten år med gerningsstedsundersøgelser, vidneafhøringer og anholdelser havde været mere end nok elendighed for ham. Så da Maria foreslog, at de flyttede til hendes hjemby, sagde han omgående ja.
Det var tre år siden, næsten på dagen. En bekendt havde givet dem et tip om en villa i Skrea – den trængte til at blive renoveret, og de kunne få den til en god pris.
Björling havde elsket synet af sin kone iført farveplettet overall og med en pensel i hånden, mens hun malede stakitstolper og vinduesrammer – eller nørklede i haven med redskaber, han knap nok vidste, hvad hed. Hun havde genoptaget kontakten med sine gamle venner i byen, fundet en stilling som sagsbehandler hos socialforvaltningen og engageret sig i foreningslivet. Selv Malin havde virket tilfreds, selv om hun indledningsvis havde beklaget sig over, at de skulle flytte. Skoleskiftet var forløbet gnidningsfrit, og hun havde fået nye venner og nye interesser. Men det var, før skyerne trak op.
Liget lå i vandet, fem meter fra bredden, klemt fast mellem to stenblokke. Det var en ung kvinde. Björling
vurderede, at hun højst kunne have ligget i vandet i et døgn. Hun var nøgen. Hovedet var glatraget. Hendes krop var tydeligt afmagret. Selv på denne afstand kunne han se de blå mærker på halsen.
“Føj for satan … “ hørte han Håkansson mumle bag sig.
“Genkender du hende?”
“Nej. Og så vidt jeg ved, har vi ingen, der er meldt savnet.”
Håkansson så ud, som om han skulle brække sig.
“Gå tilbage til bilen og hent kameraet,” sagde Björling. “Resten af udrustningen kan du glemme. Vi nøjes med at tage nogle billeder, derefter må teknikerne gøre deres arbejde. Kontakt Gnisten, han skal ringe til Halmstad og få dem til at sende et hold. Vi rører ikke ved noget, før de er her.”
Nu ville den lokale sprøjte i det mindste få noget at skrive om, tænkte Björling, mens hans ligblege kollega gik tilbage langs stien. Den seneste drabssag i kommunen lå næsten ti år tilbage, og kriminalpolitiets ressourcer var ligefrem proportionale med antallet af voldsforbrydelser: to små enheder til efterforskning og opklaring, og de havde ikke engang deres egne kriminalteknikere.
Han så sig omkring, men kunne ikke få øje på noget påfaldende. Ingen spor efter en krop, der var blevet slæbt hen over bredden. Intet usædvanligt ud over en plastikpose, der lå og flød på jorden uden for afspærringsbåndene. Da han åbnede den, så han, at den indeholdt gammelt metalskrammel: en tom konservesdåse, et par ølkapsler, batteriet til en lommelygte, et rustent søm.
Hvordan er pigen havnet her? sagde en stemme bag ham.
Björling vendte sig om. Hun stod kun få meter fra ham, nede ved bredden. Det lyse hår med strejf af gråt var sat op i en sjusket knude. Hun havde sin yndlingsfrakke på, den lyseblå med smalle reverser. Han vidste ikke, hvad han skulle tro. Det var sket én gang tidligere, men det havde været en sen aften, hvor han var på vej i seng, og han havde kunnet skyde skylden på træthed.
Det er ikke en ulykke, vel?
Det var hendes stemme, kun en anelse svagere end normalt. Hvilket også var nyt, sidste gang havde hun ikke sagt noget, men kun vist sig et kort øjeblik. Han opdagede, at hun havde bare fødder i et par sandaler, som han havde smidt ud for et halvt år siden. De lange, slanke tæer stak ud under læderremmene – hendes abekattetæer, som han drillende kaldte dem. Hun kunne finde på at samle ting op fra gulvet med dem. Et bilag, der var faldet ud af søndagsavisen. Et nøgleknippe, hun havde tabt.
Hvor er Malin?
Han overvejede, om han var ved at gå fra forstanden.
Men hun var helt virkelig – stemmen, tøjet, kroppen, ansigtet, den karakteristiske rynke over venstre øjenbryn, der fortalte, at hun var bekymret, ikke kun over pigen i vandet, men over verdens tilstand i al almindelighed. Hendes ansigt var et kunstværk, og han var ekspert i at fortolke dets skjulte symbolik.
Nu passer du vel godt på hende? sagde hun næsten uhørligt. Malin? Der må ikke ske hende noget. Han blinkede, og hun forsvandt.
Han stirrede ud over vandet med en klump af sorg i halsen, stor som en blomme. Pigen virkede så ensom
derude. Bag hende flød en nyudsprunget åkande. Hun havde sår og skrammer på hofterne og skuldrene. Han gættede på, at kroppen var blevet ført med af strømmen over en længere strækning og havde ramt sten og klipper undervejs. Åen havde sit udspring ved Överlida og passerede Älvsered, Svartrå og Köinge, før den mundede ud i floden Ätran syd for kraftværket. Der var ingen dæmninger opstrøms. Liget var sandsynligvis blevet smidt i vandet i nærheden af Älvsered.
Han fór sammen, da en gren knækkede bag ham. Han troede først, at det var Håkansson, der var på vej med kameraet, men lyden kom fra den modsatte retning, inde fra skoven.
Han gik forsigtigt op ad skråningen. I det fjerne dundrede en lastbil forbi på landevejen, formentlig en tømmertransport. Björling stod stille, indtil motorlyden døde ud.
Så stilhed. Kun den rislende å, og en stillits, der begyndte at synge: stillilit … stillilit.
Han gik længere ind i kratskoven. Fornemmede den tunge duft af våd jord og blade i forrådnelse. Vanddråber fra de fugtige planter landede lydløst i mosset. Han gik i den retning, lyden kom fra. Tjekkede automatisk, at ‘schweizeren’ sad i hylstret, en SIG Sauer med parabellum-ammunition, som han aldrig havde affyret uden for skydebanen.
“Hvem der?” råbte han og følte sig omgående som en idiot.
Skoven åd af sin egen stilhed. Så opfangede han en bevægelse i en lysning, en skabning, der lynhurtigt forsvandt i den spæde forårsvegetation. Et rådyr, tænkte han. Eller en kronhjort.
Han gik tilbage til bredden, tog skråhue, sko og strømper af og lagde det hele på en sten, før han smøgede bukserne op og trådte ud i vandet. Det var så koldt, at hans fødder blev følelsesløse på få sekunder. Han stoppede op en halv meter fra liget.
Malin, tænkte han. Så hun sådan ud uden tøj på?
Hans datter var sytten år gammel, og Björling var omhyggelig med at se den anden vej, når hun kom ud fra brusekabinen om morgenen. Hans blik gled op langs kroppen, skuldrene, halsen. Pigens glatragede hoved fik ham til at tænke på sygehus; kemoterapi og strålebehandling.
Øjnene stirrede tomt ud i luften. Irisserne var mælkehvide, som hos et menneske med grå stær. Munden var åben. Tungen så underlig forvredet ud, måske som følge af et brud på tungebenet. Han studerede de blå mærker på halsen: Der var ingen tvivl om, at hun var blevet kvalt. Armene lå af en eller anden grund over kors under barmen. Det var muligt, at hun havde været bundet i den stilling, da rigor mortis indtrådte, ellers var det svært at forklare. Men han kunne ikke få øje på mærker efter reb.
Pigen havde været udhungret, da hun døde. Ribbenene var tydeligt aftegnede. Nøglebenet stak ud under huden som en bøjle. Ti centimeter til højre for navlen havde hun et horisontalt ar fra en gammel blindtarmsoperation – en detalje, der måske kunne hjælpe dem med at identificere hende. På venstre ringfinger, lige under mellemleddet, fik han øje på et friskt halvmåneformet sår. Flere af neglene var flækkede.
Han gik tilbage til bredden. Tog strømper og sko på og satte skråhuen på hovedet. Så fik han øje på Håkansson,
der kom gående ved bugtningen med næsten alt, hvad de havde i bilen: støvsugeren med specialfilter, den kraftige lygte, rullen med fingeraftrykstape.
“Jeg sagde jo, at du kunne glemme alt om udrustningen. Støvsugeren kræver en stikkontakt, og jeg kan ikke få øje på en. Og tapen … har du tænkt dig at lede efter fingeraftryk i vandet?”
Håkansson gloede fåret på tingene. Björling genkendte symptomerne; en ung politimand, der var i chok.
“Er nærpolitiet kørt?” spurgte han.
“Ja.”
“Sæt dig ned, tag et par dybe vejrtrækninger.”
“Det er fint, jeg er okay. Hvem var det, du talte med lige før?”
“Jeg taler bare med mig selv, når jeg har brug for selskab.”
Björling tog kameraet fra ham.
“Vi tager en rulle farvebilleder og et par polaroider.
Derefter kører vi ned til Ullared og hører, hvad vores vidne har at fortælle.”
HVOR MEGET MODSTAND KAN ET LIV KLARE?
Falkenberg 1993: En ukendt pige bliver fundet død i skoven i grænseområdet mellem Halland og Småland. Meget tyder på, at hun er blevet holdt indespærret, men sporene er svære at tyde.
Inspektør Björling fra det lokale politi tager sammen med Johanna fra Rigspolitiet fat på den vanskelige efterforskning. Begge er påvirket af begivenheder, de helst ikke taler om. Han er lige blevet enkemand, hun bærer på ar fra sin opvækst i området. Da Björlings datter forsvinder under en campingtur med sin kæreste, spidser alt til.
Din tid kommer er en eksistentiel krimi fuld af nærvær og smerte. Og spænding.
