Efterliv

EFTERLIV

Efterliv er oversat fra engelsk af Siri Ranva Hjelm Jacobsen efter Afterlives Copyright © Abdulrazak Gurnah 2020 Denne udgave: © Abdulrazak Gurnah og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1, oplag, 2022 Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet Forsideillustration: Getty Images Forfatterfoto: Mark Pringle Sat med Granjon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0272-5

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Af samme forfatter: Tavshedens ø Paradis

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Titel

AB D U L R A Z A K G U RNAH

Efterliv roman På dansk ved Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Gutkind

ET 1 Khalifa var seksogtyve år gammel, da han mødte købmanden Amur Biashara. På det tidspunkt arbejdede han for en lille privat bank, som var ejet af to brødre fra Gujarat. Det var kun de indiske bankierer, der handlede med lokale køb­­mænd og tilpassede sig deres måde at gøre forretninger på. De store banker forlangte orden og værdipapirer og garantier, og det passede ikke altid de lokale købmænd, der arbejdede med netværk og forbindelser, der var usynlige for det blotte øje.

Brødrene ansatte Khalifa, fordi han var beslægtet med dem på sin fars side. Måske var beslægtet så meget sagt, men hans far var også fra Gujarat, og i visse tilfælde regnedes det for beslægtet nok. Hans mor var en kvinde fra landet. Khalifas far mødte hende, mens han arbejdede på en stor indisk godsejers plantage to dagsrejser fra byen, og der blev han boende det meste af sit voksne liv. Khalifa lignede ikke en inder, eller i det mindste ikke den slags indere, man var vant til på de kanter. Han slægtede sin afrikanske mor på, hvad angik hudtone, hår og næse, men han elskede at skilte med sin herkomst, når det stak ham. Ja, ja da, min far var inder. Man skulle ikke tro det, vel? Han giftede sig med min mor og forblev hende tro. Visse indiske mænd føjter rundt med afrikanske kvinder, indtil de er klar til at sende bud efter en indisk kone, og så går de fra dem. Min far forlod aldrig min mor.

5

Hans far hed Qassim, og han kom fra en lille landsby i Gujarat, hvor der levede rige og fattige, hinduer og muslimer og sågar nogle kristne af afrikansk afstamning. Qassims familie var muslimsk og fattig. Han voksede op som en flittig dreng, der var vant til trængsler i livet. Han blev sendt i landsbyens moskéskole og derefter i en offentlig gujaratisproget skole, der lå i den nærmeste by. Hans egen far var skatteopkræver og rejste egnen tynd på vegne af sin arbejdsgiver, og det var hans idé at sende Qassim i skole, så også han kunne blive skatteopkræver eller noget tilsvarende agtværdigt. Hans far boede ikke hos dem. Han kom kun og besøgte dem to-tre gange om året. Qassims mor tog sig af sin blinde svigermor foruden sine fem børn. Han var den ældste, og han havde en yngre bror og tre søstre. To af hans søstre, de to yngste, døde som små. Nu og da sendte deres far penge, men de måtte klare sig selv i landsbyen og tage det arbejde, der nu var at få. Da Qassim blev gammel nok, opfordrede hans lærere i den gujaratisprogede skole ham til at søge legat til en engelsk mellemskole i Bombay, og det blev begyndelsen til, at hans lykke vendte. Hans far og nogle andre slægtninge skrabede i fællesskab penge sammen til, at han kunne leje et lille værelse i Bombay, mens han gik på skolen. Med tiden fik han bedre kår, fordi han lejede et værelse hjemme hos en af sine skolekammerater, som også hjalp ham med at få arbejde som privatlærer for mindre børn. Med de få annaer, han fik i løn, forsørgede han sig selv.

Kort tid efter at han blev færdig med skolen, fik han tilbudt arbejde som bogholder for en godsejer på den afrikanske kyst. Det virkede som en velsignelse, som om det åbnede 6

døren til et levebrød og måske lidt eventyr. Tilbuddet kom gennem imamen fra hans landsby. Godsejerens fjerne for­­ fædre stammede også fra landsbyen, og når de skulle bruge en bogholder, sendte de altid bud efter en derfra. Sådan sikrede de sig, at deres forretninger blev varetaget af en loyal og forpligtet person. Hvert år til fasten sendte Qassim penge hjem, som godsejeren lagde til side af hans løn. Pengene kom via landsbyens imam. Qassim selv vendte aldrig hjem til Gujarat.

Det var den historie, Khalifas far fortalte ham om sin barndoms strabadser. Han fortalte den, for det er, hvad fædre gør, og fordi han ville have, at drengen skulle forlange mere af livet. Han lærte ham at læse og skrive det latinske alfabet og at forstå de grundlæggende regneregler. Da Khalifa blev lidt ældre, elleve eller deromkring, sendte han drengen til den nærmeste by, hvor en privatlærer underviste ham i matematik og bogholderi og gav ham et basalt kendskab til engelsk.

Det var ambitioner og skikke, hans far havde haft med sig fra Indien, men aldrig selv havde udlevet.

Khalifa var ikke lærerens eneste elev. De var fire indiske drenge i alt. De boede hos deres lærer og sov på gulvet i gangen under trappen i stueetagen, hvor de også indtog deres måltider. De fik aldrig lov at komme ovenpå. Deres klasseværelse var et lille lokale med måtter på gulvet og et tremmevindue, som sad for højt til, at de kunne kigge ud, men de kunne lugte den åbne kloak, der løb langs husets bagside. Læreren holdt klasseværelset låst efter lektionerne og behandlede det som en helligdom, som de skulle feje og støve af hver morgen, inden lektionerne begyndte. Undervisningen fandt sted tidligt om morgenen og igen senere 7

på eftermiddagen, inden det blev for mørkt. Tidligt på eftermiddagen, når læreren havde spist frokost, lagde han sig altid til at sove, og for at spare på stearinlysene var der ingen lektioner om aftenen. I timerne, der tilhørte dem selv, lavede de forefaldende arbejde på markedet eller ved kysten, og resten af tiden drev de omkring i gaderne. Den­­gang anede Khalifa ikke, hvor meget han senere i livet skulle savne den tid.

Han begyndte hos læreren samme år, som tyskerne kom til byen, og han blev hos ham i fem år. Det var i den periode, hvor Abushiri-oprøret, opkaldt efter dets leder Abushiri bin Salim, stod på, hvor kysthandelsmænd og karavane­ledere – arabere og swahilier – modsatte sig tyskernes krav om at regere landet. Tyskerne og briterne og franskmændene og belgierne og portugiserne og italienerne, og gud ved hvem ellers, havde allerede afholdt deres kongres og tegnet deres kort og underskrevet deres traktater, så modstanden gjorde hverken fra eller til. Oprøret blev slået ned af oberst ­Wissmann og hans nyligt oprettede schutztruppe. Tre år efter ned­­ kæmpelsen af Abushiri-oprøret, omtrent mens Khalifas tid hos privatlæreren lakkede mod enden, havde tyskerne travlt med en anden krig, denne gang mod ­hehefolket langt nede sydpå. De ville heller ikke underkaste sig tyskerne, og de viste sig at være mere ihærdige end Abushiri-oprørerne, så de voldte schutztruppe uventet store tab, som dog blev be­­­ svaret uhyre resolut og skånselsløst.

Til stor glæde for sin far viste Khalifa talent for at læse og skrive og desuden for bogføring. Det var derfor, at Khalifas far på lærerens opfordring skrev til de gujaratiske bankbrødre, som havde kontor i samme by. Læreren affattede et brev, 8

som han gav til Khalifa, så han kunne tage det med hjem til sin far. Hans far skrev det af med sin egen håndskrift og gav det til en kusk, som tog det med tilbage til læreren, som afleverede det til bankmændene. Alle var enige om, at lærerens anbefaling bestemt ville gøre stor nytte. Ærede herrer, skrev hans far, er der en stilling ledig til min søn i Deres højtærede virksomhed? Han er en arbejdsom dreng og en dygtig om end uerfaren bogholder, som be­­­hersker det latinske alfabet og en smule engelsk. Han vil være Dem taknemmelig, så længe han lever. Deres ydmyge broder fra Gujarat.

Der gik flere måneder, før de fik svar, og da fik de det kun, fordi læreren gik hen og appellerede til brødrene for sit eget omdømmes skyld. Da brevet kom, lød det: Send ham herhen, vi tager ham på prøve. Hvis alt går godt, giver vi ham arbejde. Muslimer fra Gujarat bør altid hjælpe hinan­­den.

Hvis ikke vi støtter hinanden, hvem støtter os så?

Khalifa var ivrig efter at forlade sit barndomshjem på godsejerens plantage, hvor hans far var bogholder. Mens de ventede på svar fra bankbrødrene, hjalp han sin far med arbejdet: registrerede lønninger, lavede bestillinger, noterede udgifter og lyttede til klager, som han ikke kunne råde bod på. Arbejdet på plantagen var hårdt og lønnen ussel. Arbejderne kæmpede ofte mod febersygdomme og smerter og elendighed. For at madrationerne skulle række længere, dyrkede de den lille plet jord, de blev tildelt af plantagen.

Det gjorde Khalifas mor Mariamu også, hun dyrkede tomater, spinat, okra og søde kartofler. Hendes have lå op ad deres trange lille hus, og det hændte, at deres kummerlige liv gjorde Khalifa så nedslået, at han længtes tilbage til de strenge år 9

hos privatlæreren. Så da svaret kom fra bank­brødrene, var han klar til at tage af sted og fast besluttet på at sørge for, de beholdt ham. Det gjorde de i elleve år. Hvis de i første omgang blev overraskede over hans udseende, lod de sig ikke mærke med det. De sagde heller aldrig noget om det til Khalifa, men det gjorde deres indiske kunder af og til. Nej, nej, han er vores broder, gujaranti akkurat ligesom os, sagde bankierbrødrene.

Han var bare bogholder, førte tal ind i en hovedbog og holdt styr på regnskaber. Andet lod de ham ikke lave. Han mistænkte dem for ikke at have fuld tillid til ham, men sådan var det nu engang med penge og forretning. Brødrene Hashim og Gulab var pengeudlånere, og de forklarede Khalifa, at det er alle bankierer i bund og grund. Men til forskel fra de store banker havde de ikke kunder med private konti. ­Brødrene var næsten jævnaldrende og lignede hinanden til forveksling: lavstammede og solidt byggede med ansigter, der havde let til smil, brede kindben og nydeligt trimmede moustacher. En lille skare, der alle var forretningsfolk og finansmænd fra Gujarat, satte deres overskud ind hos dem, og de lånte pengene ud med renter til egnens købmænd og handlende. Hvert år på Profetens fødselsdag arrangerede de en oplæsning af mawlidtekster i haven uden for deres pragtvilla og bespiste alle, der kom.

Khalifa havde arbejdet for brødrene i ti år, da Amur Biashara opsøgte ham med et forslag. Eftersom Amur Biashara var kunde i banken, kendte Khalifa ham i forvejen.

Ved denne lejlighed gav Khalifa ham nogle oplysninger, som ejerne ikke vidste, at han kendte til, enkeltheder om kommissioner og renter, der hjalp købmanden med at få 10

bedre vilkår. Amur Biashara betalte for oplysningerne. Han bestak ham. Det var kun en lille sum, og Amur Biasharas gevinst var beskeden, men købmanden værnede om sit durkdrevne ry og kunne desuden ikke modstå en lyssky handel.

Eftersom summen var så lille, kunne Khalifa fortrænge enhver skyldfølelse over, at han gik bagom ryggen på sine arbejdsgivere. Han sagde til sig selv, at han skaffede sig erfaring med forretningsverdenen, og det indebar også at kende dens skyggesider.

Nogle måneder efter Khalifas lille arrangement med Amur Biashara besluttede bankierbrødrene at flytte deres forretning til Mombasa. Det var, mens jernbanen fra Mombasa til Kisumu blev bygget, og kolonimagtens politik om at opfordre europæere til at bosætte sig i Britisk Østafrika, som de kaldte det dengang, blev godkendt og iværksat. Bankierbrødrene forventede sig bedre muligheder der, og det var de ikke alene om blandt indiske købmænd og håndværkere. På samme tid var Amur Biashara i gang med at udvide sin forretning, og han ansatte Khalifa som bogholder, fordi han ikke selv kunne skrive med latinske bogstaver, men det kunne Khalifa.

Købmanden mente, at den kundskab ville blive nyttig.

På det tidspunkt havde tyskerne kvalt al modstand i deres Deutsch-Ostafrika, eller det var, hvad de troede. De havde slået Abushiri og sat en stopper for karavanekøbmændenes protester og modstand ved kysten. De havde med besvær knust oprøret, taget Abushiri til fange og hængt ham i 1888.

Schutztruppe, den hær bestående af afrikanske lejesoldater, som kaldtes askarier og blev ledet af oberst Wissmann og hans tyske officerer, bestod på det tidspunkt af hjemsendte nubiske soldater, som havde tjent briterne mod al-Mahdi i 11

Sudan, og shangaanske »zuluer« fra det sydlige Portugisisk Østafrika. De tyske myndigheder gjorde hængningen af Abushiri til et offentligt skuespil, akkurat som de skulle gøre det med mange andre henrettelser i de efterfølgende år. Som et passende symbol på deres mål om at indføre orden og civilisation i området lavede de fortet i Bagamoyo, som havde været en af Albushiris vigtigste fæstninger, om til en tysk kommandopost. Bagamoyo var også endestation for den gamle karavanehandel og den travleste havn på det stykke af kysten. At erobre og bevare kontrollen over fæstningen var for tyskerne et vigtigt bevis på, at de havde herredømmet over deres koloni.

Men de havde stadig meget at gøre, og da de rykkede længere ind i landet, stødte de på mange andre folkeslag, som ikke havde travlt med at blive tyske undersåtter: ­nyamwezi, chagga, meru, og de mest besværlige, hehefolket i syd. Efter otte års krig lykkedes det dem endelig at underkue hehefolket, de sultede dem og knægtede dem og knuste deres modstand. I triumf halshuggede tyskerne hehelederen Mkwawa og sendte hans hoved til Tyskland som trofæ. Askarierne i schutztruppe var på det tidspunkt, godt hjulpet af lokale rekrutter fra de underkuede folk, blevet en særdeles effektiv dræbermaskine. De var stolte over, at de havde ry for grusomhed, og det passede også deres officerer og styret i Deutsch-Ostafrika glimrende. De vidste endnu intet om maji-maji-oprøret, som snart skulle bryde ud i syd og vest, omtrent samtidig med at Khalifa begyndte at arbejde for Amur Biashara, og som skulle vise sig at blive det værste oprør af dem alle og vække en endnu større blodtørst hos tyskerne og deres askarihær.

12

På den tid indførte de tyske myndigheder nye forordninger og regler for forretningslivet. Amur Biasharas plan var, at Khalifa skulle forhandle for ham. Han forventede, at Khalifa læste alle de påbud og rapporter, som myndighederne udsendte, og udfyldte de påkrævede told- og skatte­­ formularer. I øvrigt holdt købmanden sine forretninger for sig selv. Han bryggede altid på et eller andet, så Khalifa blev en blæksprutte, der gjorde det nødvendige, snarere end den betroede bogholder, han havde troet, at han skulle være.

Nogle gange fortalte købmanden ham ting og sager, andre gange gjorde han ikke. Khalifa skrev breve, gik til myndighederne og indhentede forskellige tilladelser, samlede sladder og oplysninger og bragte små erkendtligheder og smørelse ud til folk, som købmanden ville holde sig på god fod med.

Alligevel mente han, at købmanden stolede på ham og hans diskretion, for så vidt som han nu stolede på nogen.

Amur Biashara var ikke besværlig at arbejde for. Han var en elegant lille mand, altid høflig og elskværdig, et trofast og tjenstvilligt menighedsmedlem i den lokale moské. Når nogen kom ud for en eller anden småulykke, bidrog han til velgørenhedsindsamlingen, og han forsømte aldrig en nabos begravelse. Ingen fremmed på gennemrejse ville have taget ham for andet end et beskedent og sågar helgenagtigt medlem af lokalsamfundet, men folk vidste bedre og talte med be­undring om hans durkdrevne metoder og den formue, som rygterne svirrede om. Han var hemmelighedsfuld og hensynsløs i sine forretninger, hvilket ansås for at være blandt de vigtigste egenskaber for en købmand. Folk yndede at sige, at han drev sin for­­retning, som var den en intrige.

Khalifa så ham som en røver, intet var for småt til, at han 13

ikke kunne smugle det eller låne penge ud til det. Han hamstrede alt, hvad der var mangel på, og desuden alt muligt andet, og importerede lidt af hvert. Hvad end der skulle til, var han villig til at gøre det. Han passede sine forretninger i hovedet, eftersom han ikke stolede på nogen, og desuden fordi visse af hans regnskaber måtte føres diskret. Khalifa anede, at køb­­manden nød at betale bestikkelse og handle i porten. Han følte sig tryg, når han i det skjulte betalte for, at alt gik efter hans hoved. I tankerne havde han altid travlt med at lave beregninger og vurdere dem, han handlede med.

Udadtil var han mild og kunne være venlig, når det passede ham, men Khalifa vidste, at han også kunne være barsk.

Khalifa havde arbejdet for købmanden i flere år og vidste, hvor hårdhjertet han var.

Så Khalifa skrev breve, betalte bestikkelse og opsnappede hvert eneste guldkorn af information, som købmanden kastede af sig, og han var nogenlunde tilfreds. Han havde sans for sladder, både for at tage imod og sende videre, og købmanden bebrejdede ham ikke, at han tilbragte mange timer med at sludre på gader og caféer i stedet for at sidde ved sit skrivebord. Det var altid bedre at vide, hvordan snakken gik, end at svæve i uvished. Khalifa ville hellere have gjort mere nytte og kendt forretningen bedre, men sådan skulle det nok aldrig blive. Han kunne sågar ikke koden til købmandens pengeskab. Hvis han skulle bruge et dokument fra pengeskabet, måtte han bede købmanden om at tage det frem. Amur Biashara opbevarede en mindre formue i det pengeskab, og han åbnede ikke engang døren helt, så længe Khalifa eller nogen anden befandt sig på kontoret. Når han skulle bruge noget i pengeskabet, stillede 14

han sig hen og skærmede kombinationshjulet med kroppen, mens han drejede på det. Derefter åbnede han døren nogle centimeter og stak hånden ind som en tasketyv.

Khalifa havde været hos Bwana Amur i over tre år, da han modtog nyheden om, at hans mor Mariamu pludselig var død. Hun havde været sidst i fyrrerne, og hendes død var komplet uventet. Han skyndte sig hjem for at være hos sin far og fandt ham syg og ude af sig selv. Khalifa var enebarn, men på det seneste havde han ikke set så meget til sine forældre, og derfor kom hans fars skrøbelighed og udmattelse som et chok. Han døjede med et eller andet, men havde ikke kunnet gå til en helbreder for at få at vide, hvad han fejlede.

Der var ingen læge på egnen, og det nærmeste hospital lå i byen ved kysten, hvor Khalifa boede. »Du skulle have fortalt mig det. Jeg ville have hentet dig,« sagde Khalifa.

Hans fars krop skælvede svagt hele tiden, og han havde ingen kræfter tilbage. Han orkede ikke længere at arbejde, men sad på verandaen foran sit toværelses skur på plantagen og stirrede tomt ud i luften hele dagen. »Den kom bare over mig for nogle måneder siden, den her svaghed,« forklarede han Khalifa. »Jeg troede, at jeg ville gå bort først, men din mor kom mig i forkøbet. Hun lukkede øjnene og faldt i søvn, og så var hun der ikke længere.

Hvad skal jeg nu gøre?« Khalifa blev hos ham i fire dage og forstod på symp­ tomerne, at hans far var hårdt ramt af malaria. Han havde høj feber, kunne ikke holde maden i sig, hans øjne var gule af sot, og hans urin havde et rødligt skær. Khalifa vidste af erfaring, at myg var en fare på plantagen. Når han vågnede 15

på værelset, som han delte med sin far, var hans hænder og ører dækket med bid. Om morgenen på fjerdedagen vågnede han og så, at hans far stadig sov. Khalifa forlod ham og gik ud for at vaske sig og koge vand til deres te. Mens han stod og ventede på, at vandet skulle koge, gøs det med et i ham.

Han gik ind igen og opdagede, at hans far ikke sov, men var død. Khalifa stod lidt og kiggede på ham, så mager og indsunken i døden, ham, der havde været så kraftfuld og sådan en kæmpe i livet. Han dækkede ham til og gik efter hjælp på godsets kontor. De bragte hans fars krop til den lille moské i landsbyen nær plantagen. Der vaskede Khalifa ham, som det hørte sig til, og fik hjælp af folk med forstand på ritualerne. Senere samme eftermiddag lagde de ham i jorden på gravpladsen bag moskéen. Khalifa skænkede de få ejendele, hans far og mor havde efterladt, til moskéens imam og bad ham om at fordele dem, til hvem der nu ville have dem.

Da Khalifa vendte tilbage til byen og i flere måneder efter, følte han sig helt alene i verden, som en utaknemmelig og værdiløs søn. Det var en uventet følelse. Han havde levet adskilt fra sine forældre størstedelen af sit liv, først årene hos læreren, siden hos bankierbrødrene og så hos købmanden, og han havde ikke haft nogen samvittighedskvaler over at forsømme dem. Deres pludselige død føltes som en katastrofe, en dom over ham. Han levede et værdiløst liv i en by, hvor han ikke havde hjemme, i et land, som til­­syneladende altid var i krig, og nu gik der rygter om endnu et oprør sydpå og vestpå.

Det var på det tidspunkt, at Amur Biashara henvendte sig til ham.

16

»Du har været hos mig i flere år nu ... hvor mange er det, tre ... fire?« sagde han. »Du har vist dig duelig og respektfuld.

Det sætter jeg pris på.« »Det er jeg taknemmelig for,« sagde Khalifa, som ikke kunne greje, om han stod over for en lønforhøjelse eller en fyring. »Dine forældres bortgang har været et hårdt slag for dig, det ved jeg. Jeg har set, hvordan det har plaget dig. Må Gud være deres sjæle nådig. Siden du nu så længe har arbejdet både meget hengivent og beskedent for mig, synes jeg ikke, det vil være upassende, hvis jeg giver dig et godt råd,« sagde købmanden. »Jeg tager gerne imod dine råd,« sagde Khalifa og tænkte så småt, at han ikke skulle fyres. »Du er som et medlem af min egen familie, og det er min pligt at vejlede dig. Det er på tide, at du gifter dig, og jeg tror, at jeg kender en passende brud. En af mine slægtninge er for nylig blevet forældreløs. Hun er en ærbar pige, og hun har også arvet ejendom. Jeg vil foreslå dig at bede om hendes hånd. Jeg ville selv have giftet mig med hende,« sagde købmanden med et smil, »hvis ikke jeg var så tilfreds med mit liv, som det er. Du har tjent mig godt i mange år, og det her vil være et passende udkomme for dig.« Khalifa forstod, at købmanden gav ham den unge kvinde i gave, og at hun ikke ville få meget at skulle have sagt om den sag. Han kaldte hende en ærbar pige, men de ord af­­­ slørede intet, når de kom fra den hårdhudede købmands mund. Khalifa gik med til arrangementet, fordi han ikke mente, at han kunne undslå sig, og desuden fordi han gerne ville, selv om han i ængstelige øjeblikke så sin kommende 17

brud for sig som en grov og krævende person med utiltalende vaner. De mødte ikke hinanden før brylluppet eller sågar under brylluppet. Ceremonien var ganske enkel. Imamen spurgte Khalifa, om han ville bede om at få Asha Fuadi til hustru, og Khalifa sagde ja. Derefter samtykkede Bwana Amur Biashara som det ældste mandlige familiemedlem på hendes vegne. Det var dét. Efter ceremonien blev der serveret kaffe, og senere fulgte købmanden selv med Khalifa hen til hans nye hustrus hus og præsenterede ham for hende. Huset var den ejendom, Asha Fuadi havde arvet, det var bare ikke hende, der havde arvet den.

Asha var tyve, Khalifa enogtredive. Ashas afdøde mor var Amur Biasharas søster. Ashas øjne var stadig formørkede af den sorg, hun for så nylig var blevet ramt af. Hun havde et ovalt og tiltalende ansigt og et alvorligt, usmilende gemyt.

Khalifa fattede ømhed for hende med det samme, men han vidste, at hun til at begynde med bare tålte hans favntag. Der gik et stykke tid, inden hun gengældte hans ømme følelser og fortalte ham sin historie, og inden han helt lærte at forstå hende. Det var ikke, fordi hendes historie var usædvanlig, snarere tværtimod, for sådan bar røverkøbmænd sig typisk ad i deres verden. Hun holdt sig tilbage, fordi der gik et stykke tid, inden hun fattede tillid til sin mand og turde stole på, hvem han var loyal over for, købmanden eller hende. »Min onkel Amur lånte min far penge, ikke én men flere gange,« fortalte hun Khalifa. »Han havde intet valg, for min far var hans søsters mand og hørte til familien. Da han blev spurgt, måtte han gå med til det. Onkel Amur havde ikke meget tilovers for min far, som han fandt upålidelig i pengesager, og det var han nok også. Jeg hørte min mor sige det 18

ligeud til ham flere gange. Til sidst bad onkel Amur min far om at stille sit hus ... vores hus, dette hus ... som sikkerhed for et lån. Det gjorde han så, men han sagde intet til min mor. Det er sådan, mænd ordner deres forretninger, lusket og hemmelighedsfuldt, som om de ikke kan stole på deres pjankede fruentimmere. Hvis hun havde vidst det, var hun aldrig gået med til det. Det er ondt at låne penge ud til folk, som ikke kan betale tilbage, og så tage huset fra dem. Det er tyveri. Og det var det, onkel Amur gjorde mod min far og mod os.« »Hvor meget skyldte din far væk?« spurgte Khalifa, da Asha havde været tavs længe. »Det spiller ingen rolle, hvor meget det var,« sagde hun brysk. »Vi ville alligevel ikke have kunnet betale det tilbage.

Han efterlod ingenting.« »Han må være gået pludseligt bort. Måske troede han, at han havde mere tid.« Hun nikkede. »Han planlagde i hvert fald ikke sin bortgang særlig godt. Sidste år under regntiden døjede han med et tilbagefald af malariafeber, som han gjorde hvert år, men den her gang var det værre end før, og han overlevede ikke. Det var uventet og forfærdeligt at se ham i den forfatning, inden han gik bort. Må Gud være hans sjæl nådig. Min mor kendte ikke til enkelthederne ved hans forretninger, men vi fandt hurtigt ud af, at lånet stadig ikke var betalt, og at vi ikke engang havde penge nok til en symbolsk afbetaling. Min fars mandlige slægtninge kom og forlangte deres andel af arven, som egentlig bare var huset, men de opdagede snart, at det tilhørte onkel Amur. Det var et forfærdeligt chok for alle, især for min mor. Vi ejede intet i verden, intet. Det var mindre 19

end intet, vi ejede ikke engang vores egne liv, for onkel Amur var den ældste mand i familien og vores formynder. Han kunne bestemme, hvad der skulle ske med os. Min mor kom sig aldrig efter min fars død. Hun blev syg for mange år siden og skrantede altid efter det. Engang troede jeg, at det var sorg, at hun slet ikke var så syg, som hun påstod, men tillod sig selv at sygne hen af tristhed. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor hun var så ulykkelig. Måske udøvede nogen trolddom mod hende, eller måske havde livet skuffet hende. Nogle gange blev hun hjemsøgt og talte med ukendte stemmer, og så blev der sendt bud efter en helbreder, selv om min far protesterede. Da han døde, ændrede hendes tristhed sig til en knusende sorg, men de sidste måneder af sit liv døjede hun med andre ting: ondt i ryggen og et eller andet, der åd hende op indefra. Sådan føltes det, sagde hun, som om noget åd hende op indefra. Det var der, jeg forstod, at hun ikke bare sørgede, men lå for døden. I sine sidste dage gruede hun for, hvordan det skulle gå mig, og hun bønfaldt onkel Amur om at tage sig af mig.

Det lovede han.« Asha så længe alvorligt på sin mand og sagde derefter: »Så han gav mig til dig.« »Eller også gav han mig til dig,« sagde Khalifa og smilede for at mildne hendes forbitrede tonefald. »Er det virkelig sådan en ulykke?« Hun trak på skuldrene. Khalifa forstod, eller han anede, hvorfor Amur Biashara havde besluttet at tilbyde ham Asha.

Først og fremmest gjorde han hende til en andens ansvar.

Desuden ville det forhindre hende i at falde for fristelsen til at indgå en eller anden usømmelig forbindelse, om hun så havde planer om den slags eller ej. Han tænkte som en patriark. Utamsitiri, det var meningen, at Khalifa skulle 20

beskytte hende mod skam og holde familiens navn pletfrit.

Han var ikke noget særligt, men købmanden kendte ham, og et ægteskab med ham ville beskytte hendes navn og dermed også Biasharas navn mod vanære. Et trygt ægteskab med en som Khalifa, der selv var forpligtet over for købmanden, ville også sikre hans interesse i ejendommen og sørge for, at sagen om huset blev i familien, så at sige.

Selv om Khalifa kendte historien om huset og forstod sin kones uretfærdige situation, kunne han ikke tale med købmanden om det. Dette var familieanliggender, og han tilhørte ikke rigtig familien. I stedet overtalte han Asha til selv at tale med sin onkel og bede om at få sin andel igen. »Han kan være retfærdig, når det passer ham,« sagde Khalifa til hende, for det ville han selv gerne tro. »Jeg kender ham ganske godt.

Jeg har set, hvordan han fungerer. Man må gøre hans snuhed til skamme, få ham til at give én det, man har ret til, ellers lader han bare, som om alt er i den skønneste orden, og gør ingenting.« Til sidst talte hun med sin onkel. Khalifa var ikke til stede, og da købmanden høfligt udspurgte ham om sagen bagefter, lod han, som om han ingenting vidste. Ashas onkel lod hende vide, at han allerede havde efterladt hende en andel i sit testamente, og indtil videre ville han foretrække, at sagen blev ved dét. Med andre ord ville han ikke høre mere snak om huset. *

21

352