ROMAN DITTE ENGELS HERMANSEN
En drøm om skønhed
er oversat fra tysk af Ditte Engels Hermansen efter Ein Traum von Schönheit © 2021 Piper Verlag GmbH, München/Berlin.
Bagsats: Estée Lauder bag disken i et stormagasin i Dallas i 1951, © Rhoton Gilbert
Det har ikke været muligt at opspore rettighedshaveren til billedet på bagsatsen. Eventuelle rettighedshavere kan henvende sig til forlaget.
Denne udgave: © Laura Baldini og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Alette Bertelsen
Petra Hucke : Arkitekten fra New York
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Lea kamPe : En engel i Warszawa
Sat med Mrs. Eaves hos Christensen Gra fisk og trykt hos ScandBook Sverige ISBN 978-87-434-0313-5
Forsats: Trafik på 5th Avenue, Manhattan, New York City, 1930’erne, © ClassicStock/Alamy
Gutkind Forlag · L æderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag
I samme serie:
Knap var gæsterne trådt ind i foyeren, før de hastede videre til garderoben, hvor de igen stillede sig i kø. Denne gang for at aflevere frakke og hat. Damer indhyllede i pels og med udsøgte hovedbeklædninger oven på de perfekt bølgende frisurer og herrer i sorte smokinger masede sig ind og ud mellem hinanden.
MANHATTAN, NEW YORK, FORÅRET 1941
Foran indgangen til teatret holdt dyttende yellow cabs i kø. Den tårnlignende bygning ragede op i skydækket og konkurrerede med de omkringliggende højhuse. Folk iført elegant aftengarderobe steg ud af taxaerne og skyndte sig gennem støvregnen og hen mod den lysende indgang. Oven over den stod der med lysende bogstaver: Paramount.
Estée stod klemt mellem to korpulente damer i køen. Hun genkendte duften af Dorothy Gray, Elizabeth Arden og Charles Revson, der blandede sig med lugten af sved, alkohol og krydret tobak. Den parfume, hun netop i går havde blandet i sin ansigtscreme, hang i luften, og blandin gen af dufte lovede godt for en glamourøs aften. De æteriske olier, hun brugte, stammede fra helt almindelige planter, der voksede mellem sanddynger og siv ved Coney Islands græsbevoksede strande. Estée havde samlet dem i sidste uge. Hun tænkte vemodigt tilbage på den sorgløse eftermiddag,
5
Under den hang et indrammet skilt, hvor man kunne læse adressen: 1502 Broadway.
»Så er det vores tur, honey.« Charles’ stemme bragte hende med et tilbage til virkeligheden. Han hjalp hende ud af den tynde frakke og overlod den til den unge fyr i garde roben, der smilende rakte ham et nummer.
»Vent her,« sagde han og skubbede Estée hen mod et bord ved vinduesfacaden. Fra sin plads kunne Estée betragte de andre gæster. De vigtigste medlemmer af the new yorker high society var til stede – inden for både kunst, videnskab og politik. I hjørnet sludrede Hedy Lamarr med Clark Gable. Ved siden af de to skuespillere genkendte Estée ejeren af Bonwit Teller, et af de fineste stormagasiner på Fifth Avenue. En bygning så spektakulær, at folk kom rejsende hertil fra andre delstater for at beundre dens facade: et
og trods garderobekøens varme var det, som om hun stadig kunne mærke den kølige vind på de varme kinder. Den kærtegnede hendes hud, mens hun betragtede Atlantens blide bølger, der uophørlig slog ind mod stranden, og ...
»Ja, gerne.« Estée kunne godt lide den fornemme drik, der ofte blev serveret i langstilkede glas med kanter så tynde, at man frygtede, de ville gå itu, hvis man greb for hårdt om dem. Champagne var indbegrebet af luksus og velstand, og for blot et par år siden ville hun havde givet hvad som helst for muligheden for at forkæle sig selv med et glas. Nu var den prikkende aperitif blevet en selvfølge for hende. Alle de aftener, hun ikke tilbragte derhjemme – og det var blevet til en del efterhånden – startede på den måde.
Charles og Estée gik op mod baren.
En bred trappe beklædt med et rødt gulvtæppe førte op til en bar, hvor tilskuerne kunne nyde en drink eller lidt at spise i pausen.
»Kunne du tænke dig et glas champagne, før vi går ind i den overophedede sal?«
6
7
kunstværk af platin, bronze og hamret aluminium. Estée nikkede venligt til Walter Bonwit. Hun havde et møde med ejeren af stormagasinets søn ugen efter og ville få mulighed for at fremvise sine nye produkter – en enestående chance, som Charles havde skaffet hende. Estée burde stråle af lykke, men så på mødet med en skræmmende ro. Måske det skyldtes, at hun allerede havde vundet spillet. Walter Bonwit skulle nok bevillige hende en stand, det havde Charles alle rede sørget for.
»Er De mrs. Lauder?« En ung kvinde i en knælang aften kjole med smal talje, kom hen mod hende. En gylden fjer stak ud fra kvindens hår og vippede ligesom begejstret, i takt med at dens ejer talte. Estée kunne ikke få øjnene fra den opsigtsvækkende accessoire. Hvem end der fik plads
Estées blik gled videre hen mod bardisken. Også dér havde der dannet sig en kø. Den bestod udelukkende af tålmodigt ventende mænd. Der var ingen kvinder imellem, der kunne tænkes at ville byde en mand på en drink. Man hånede de mænd, der lod sig invitere af en dame.
Charles ville aldrig tolerere, at Estée betalte deres drikkevarer. Og det var da også ham, der havde sørget for de svinedyre billetter til i aften. Der ventede dem en ganske særlig forestilling; pladserne i salen var blevet revet væk i løbet af få timer. Benny Goodman og hans band skulle spille, og inden optrådte en ung, lovende sanger, hvis karriere man forventede sig meget af. Frank Sinatra havde allerede året forinden opnået stor succes i selskab med Tommy Dorsey. Estée kunne godt lide sangen »All or Nothing«. For tiden var det dog sjældent, hun lyttede til den. Den melankolske melodi efterlod hende ofte tung om hjertet. Hun tog sig selv i at svælge i minder med tåre vædede øjne.
bag kvinden, ville ikke have udsyn til andet end fjeren hele aftenen.»Jegmødte Dem i Saks,« plaprede kvinden muntert videre. »Deres salgsstand er fremragende, ganske enkelt fremragende.«»Detglæder mig, den falder i Deres smag. Tak!«
»De andre stande er selvfølgelig heller ikke noget at kimse ad. Men Deres er nu alligevel noget særligt, og ved De hvorfor?« Hun så forventningsfuldt på Estée og plir rede med de påsatte vipper, som Estée straks fik lyst til at pille af hende. Hvordan kunne så smuk en kvinde finde på at klæde sig så frygteligt? Kvindens ansigt var ellers både jævnt og smalt, læberne var velformede, og øjnene havde et usædvanligt grønt skær. Kvinde fortsatte uden at vente på svar: »De passer Deres stand selv – det er det, der gør den så særlig. Enhver kan se, at Deres produkter virker. De er et levende bevis. Indbegrebet af skønhed.«
»Det er jeg fuldstændig enig med Dem i,« sagde Estée. »Alle kvinder gemmer på en skønhed og har ret til få hjælp til at hjælpe den lidt på vej.« Hun blinkede hemmeligheds fuldt til Dennedamen.klappede i hænderne af begejstring. Hun var iført lange sorte handsker, der nåede hende til albuerne. Nu lænede hun sig ind mod Estée med en lidt for fortrolig mine og rømmede sig forlegent: »Måske De kunne give mig et råd? Lige netop i dag vil jeg gerne være ekstra smuk.« Hun
»Tusinde tak!« Det var ikke første gang, nogen kompli menterede Estées udseende.
8
»Derudover er Deres cremer tilgængelige for alle kvinder og sælges ikke til skrækkelig overpris.« Den fremmede sænkede stemmen: »Det er så frygtelig urimeligt, at det kun er rige kvinder, der har råd til skønhed.«
9
»Virkelig?« Komplimentet alene fik den unge dame til at rette sig op og sænke skuldrene. »Måske De alligevel kunne give mig det sidste touch? Jeg har jo set, hvordan De rådgiver kunderne hos Saks.«
»Ved hjælp af denne kan man trylle lidt glimmer frem på hver af kinderne.« Estée skruede låget af glasset og rakte det til den unge dame.
»Tusinde tak!« Den unge dame åndede lettet op.
Hun kastede et stjålent blik over skulderen, hvilket fik fjeren til rutsje ned i panden på hende, så de kunstige vipper løsnede sig.
sænkede stemmen endnu en oktav. »Jeg er her sammen med en ung mand, som jeg gerne vil gøre indtryk på.«
»Men det er virkelig kun for at berolige Dem,« sagde Estée. »De ser nemlig henrivende ud.« Hun placerede sin håndtaske på bordet, knappede den op og ledte efter lidt glow; et lille glas med lyserødt pudder til ansigtet.
Estée tøvede. Den unge kvinde havde uden tvivl stået foran spejlet i timevis for at sminke sig og få håret til at sidde helt rigtigt. Alligevel virkede hun nervøs. Det sidste, hun havde brug for, var et råd, der blot ville gøre hende endnu mere usikker.»Deser blændende ud,« forsikrede Estée.
»Åh nej!« Fortvivlet lagde hun en hånd på sit ansigt og blinkede hektisk. Et øjeblik frygtede Estée, kvinden ville bryde ud i gråd og derved ødelægge sin eyeliner fuldstændig.
Damen spurgte forlegent: »Måske kunne De ...?«
»Det skal nok gå,« beroligede Estée hende. Hun lagde en hånd på den fremmedes underarm og drejede hende en
Estée tøvede. Hendes mening så ud til at være af stor betydning for den unge dame. »Hvis De ønsker det, kan jeg godt lige hjælpe Dem.«
Med et rask tag tog Estée fjeren ud af håret på kvinden og sørgede for også at pille vipperne af det andet øjenlåg, før hun til sidst fjernede limresterne med et lommetørklæde. Forsigtigt duppede hun glow på den unge dames kinder og fordelte farven med fingerspidserne. Hun trådte et skridt tilbage, tilfreds med det, hun så.
10
omgang, til hun stod i ly af gardinet, og ingen kunne se hende.»Må jeg have lov at fjerne fjeren, så jeg kan smøre lidt glow på?«»Gerne.
»Undskyld mig?«
Den unge kvinde tøvede og tog så smilende afsked. Med løftet pande gik hun tilbage til sin mandlige ledsager.
»Pas på Dem selv. Det fortjener De. Og De vil føle dem bedre tilpas, for hver dag der går. Stol på det.«
Gør endelig alt, hvad De kan.«
»De er smuk,« korrigerede Estée. »Alle kvinder er smukke. De behøver blot at opdage det. Og de rigtige produkter kan være et skridt på vejen.«
»Vil De sælge mig Deres pudder?«
»Jeg Estéekommer.«holdtkvinden tilbage. »De burde ikke bare føle Dem smuk for en enkelt aften, men derimod hver eneste dag resten af Deres liv,« formanende hun. »Og altid for Deres egen skyld. Ikke for en mands.«
»Vil De se?« Estée rodede efter et lommespejl i sin taske og rakte det til kvinden. Et smil bredte sig over det unge ansigt. »Mrs. Lauder, De er et geni. Jeg ser smuk ud.«
»Meget gerne.« Estée lo. »Fra klokken seks i morgen tidlig hos Saks på Fifth Avenue.«
»Du siger ikke, at du netop har givet en kosmetikkonsulta tion?« Charles, der havde fulgt optrinnet på et par meters
»Det er prisværdigt at se, i hvor høj grad du engagerer dig for dit brand. Det beundrer jeg dig for,« sagde Charles. »Men Paramount Theatre er ikke et passende sted at rådgive om»Dersminke.«erikke noget sted, der er upassende,« modsagde Estée ham. »Forleden solgte jeg to bøtter creme i en elevator.«»Erdet sandt?« Charles himlede med øjnene. Så førte han glasset op til læberne. Han så særdeles godt ud i sit skræddersyede jakkesæt og sin fornemme skjorte. Hans hår var omhyggeligt strøget tilbage med voks, og ikke et eneste hårstrå havde forvildet sig hen et sted, det ikke hørte til. Underligt nok ønskede Estée, at et enkelt alligevel ville. Selv det moderne overskæg var trimmet til perfektion. Mon han sov med en af disse skægskånere.
»Åh, der står Mike og Benjamin Raven,« bemærkede Charles. »Dem må jeg lige veksle et par ord med.«
Han sendte hende et luftkys og marcherede målrettet
Estée gjorde tegn til, at han kunne gå. »Nej, gå du bare. Jeg bliver her og kigger på menneskene. Det kan være ret så underholdende.«»Erdusikker?«»Ja,heltsikker. Tænk ikke mere på det. Hent mig, inden forestillingen går i gang.«
11
»Hold dig ikke tilbage,« sagde Estée. »Jeg er en stor pige, jeg kan godt klare mig selv.«
»Det kommer ikke til at vare længe. Eller du vil måske med? Vi skal diskutere en af efterårets produktioner.«
afstand, trådte nu nærmere og rakte hende et glas cham pagne. Små bobler steg til vejrs i det smalle glas.
»Kvinden genkendte mig,« undskyldte Estée. »Hun ville bare have et tip.«
12 gennem lokalet. Alene måden, han gik på, afslørede, at han havde haft medvind i tilværelsen.
Estée nippede til sin champagne og betragtede blik kene, Charles tiltrak sig. De kom både fra kvinder og fra mænd. Førstnævnte beundrede ham, vimsede omkring ham, og sidstnævnte ønskede, at han ville forvandle sig til luft eller i det mindste forlade stedet. Estée mærkede straks en nagende tvivl. Skulle hun havde gjort Charles selskab? Et nyt bekendtskab kunne altid vise sig værdifuldt. At få kontakt med indflydelsesrige mennesker kunne nemt vise sig at være nyttigt for hendes forretning. Det var vigtigt med gode venner, der kunne hjælpe en videre. I løbet af de seneste år havde Estée opbygget et netværk af bekendte, der støttede hende. Men i aften var hun ikke i humør til det.
Estée havde alt, hun nogensinde havde drømt om, og var godt på vej mod endnu større succes. Med flid og udhol denhed kunne hun nå helt til tops. Alligevel lod følelsen af lykke vente på sig her til aften. Champagnen smagte dovent. Ikke engang fremstillingen af den nye creme havde gjort hende i bedre humør, og det til trods for at der havde fandtes en tid i hendes liv, hvor hun ikke havde kunnet forestille sig noget bedre ...
Charles Moskovitz var direktør hos Metro-GoldwynMayer, et af de mest berømte filmselskaber i Amerika. Havde man nogensinde besøgt en biograf, var man formo dentligt også bekendt med den brølende løve i begyndelsen af deres film.
QUEENS, NEW YORK, EFTERÅRET 1922
13
I to timer havde Esty siddet bøjet over sit stilehæfte, dog uden videre succes. Det var stadig ikke lykkedes hende at få andet end overskriften ned på papiret. Hendes snorlige, blegblå håndskrift lyste anklagende op mod hende fra de cremehvide sider. Efterårslyset malede lyse pletter på skrive bordet. Bittesmå støvpartikler dansede i sollyset. I stedet for at sammenfatte hovedtrækkene i Harriet Beecher-Stowes roman Onkel Toms hytte foretrak Esty at bladre i sin mors magasiner. Det nyeste nummer af Woman’s Home Companion lå opslået foran hende. I dette nummer kunne man læse, hvilken vinterfrakke man skulle iføre sig for den bedst mulige figur, når man shoppede i storbyen. Desuden inde holdt bladet tips til den moderne korthårsfrisure, en artikel om en skuespillerinde og opskrifter på overdådige kager til thanksgiving. Det sidste sprang Esty over for i stedet at bladre videre til modesiderne. Den mørkerøde frakke var en drøm. Desværre var den garanteret skrækkeligt dyr. Det ville aldrig lykkes hende at overtale sine forældre til at købe så kostbar en jakke. Esty sukkede. Når hun blev voksen, agtede hun at tjene så mange penge, at hun ville have råd til at købe de smukkeste klæder i de fineste butikker på Manhattan. En skønne dag ville hun træde frem i rampelyset på Broadway og trylle binde sit publikum. Hun ville spille med i stykker af Oscar
Modvillig skubbede hun magasinet til side, så det igen var stilehæftet, der lå foran hende. Alligevel lykkedes det hende ikke at overvinde sig selv til at begynde at skrive. Hun lod i stedet blikket svæve over haven. Hendes skrivebord stod i en lille alkove. Herfra havde hun udsigt til naboens terrasse og den vildromantiske grund, hendes far havde købt for år tilbage. En tidligere kirkegård, hvor hun og søsteren Renee havde tilbragt mange sorgløse dage som børn mellem laur bærkirsebær og vilde roser. Om efteråret mindede dette blide bakkede landskab mest af alt om et maleri i intense farvetoner. Som om en overmodig kunstner skødesløst havde grebet paletten uden helt at afstemme farverne med hinanden. Efterårets asters blomstrede i en kraftig violet, løvet afspejlede samtlige nuancer af gul og orange, og i
Esty sænkede bladet med et drømmende udtryk. Hun så sig selv stå på scenen iført en fortryllende smuk aftenkjole. Igen og igen måtte hun bukke for det begejstrede publikum; deres bifald ville ingen ende tage. Esty kunne dvæle ved den slags drømme i timevis.
14
Wilde og Floyd Dell. Eller i en sceneadaption af Onkel Toms hytte. Hun kunne godt lide bogen og ville uden problemer kunne gengive handlingen foran klassen i morgen. Hun havde trods alt ordet i sin magt. At mr. Stringer, deres lærer i engelsk litteratur, insisterede på, de også skulle sammen fatte indholdet skriftligt, var hende ubegribeligt. Det var det rene spild af tid. Hun ville hellere give sig hen til sit magasin.Estyslugte artiklen om skuespillerinden. Mary Pickford smilede op fra siderne. Hendes hud var fejlfri og hvid som porcelæn. Hvordan bar denne kvinde sig ad? Esty holdt bladet helt op foran ansigtet. Ingen tvivl om, at billedet var ægte. Denne skuespillerinde var indbegrebet af skønhed.
buskadset sørgede de mange hyben for små røde farvetoner. Esty holdt af alle årstider, men efteråret elskede hun især. Luften var tæt af fyldige aromaer og modne frugter. Man skulle næsten tro, naturen ville sikre sig, at menneskene ikke gik hen og glemte dens diversitet i løbet af de spar somme vintermåneder. Som en sidste protest af skønhed, før den trak sig tilbage i sit vinterhi og først til foråret igen ville glæde menneskene med nye, sarte dufte.
Esther Mentzer stod der på forsiden. Hos immigrationsmyn dighederne havde de ikke været bekendt med det ungarske navn Esty og havde derfor uden videre skrevet det ameri kanske Esther på navneattesten, hvilket dog ikke kunne afholde Estys familie fra at kalde hende det, de oprindeligt havde bestemt sig for, hun skulle hedde.
Det skriftlige referat måtte vente. Hun havde tid i aften, og i værste fald kunne hun nedfælde et par sætninger ved morgenmadsbordet i morgen. Nu ville hun se sig om efter onkel
Esty åbnede det hvidmalede trævindue foran sit skrive bord og indåndede den varme sensommerluft. Mest af alt havde hun lyst til at hente et tomt syltetøjsglas fra køkkenet og indfange denne herlige blanding af dufte. Om formid dagen havde hendes onkel John slået græsset med en le. Hvor mon han var nu? Mon han udførte endnu et af sine eksperimenter ude i skuret? Tanken fik Estys humør til at stige. Hun lukkede resolut hæftet i og skubbede det til side.
15
FuldJohn.afgodt humør løb hun ud af værelset, smækkede døren en anelse for hårdt i og sprang forventningsfuldt ned ad trappen til stueetagen. De sidste tre trin tog hun i ét hop. Godt, hendes mor ikke så det, hun bebrejdede sin datter dennes ustyrlighed. Esty smuttede ud i haven via bagdøren, løb forbi blomsterbedene, dvælede et øjeblik ved
indianermynten og de senblomstrende roser for at indånde den lokkende duft. Så fortsatte hun hen mod skuret. Det lille blåmalede træhus befandt sig i det bagerste hjørne af haven. Hist og her var malingen skallet af, og listerne kunne godt trænge til en ny omgang.
Esty bankede på, ventede tålmodigt på onklens »kom ind!« og åbnede så døren. De rustne hængsler knirkede. Det varede et øjeblik, før Esty havde vænnet sig til den halvmørke belysning i skuret. Herinde var det nogle ganske andre duftnoter, der kom hende i møde. Hun lukkede øjnene for at indtage hver eneste lille nuance. Mandelolie blandede sig med patchouli og bivoks. Sheasmør med avocadoolie. Væggene langs det sparsomme rum var dækkede af reoler fyldt med glas, krukker og dåser fra gulv til loft. I dåserne befandt sig tørrede planter, diverse væsker og pulver, og hver eneste beholder var udstyret med et navneskilt. Esty elskede at gå langs reolerne og læse de eksotisk klingende navne, der mindede om rim og remser.
»Sikke dog en behagelig overraskelse, Esty,« sagde han med sin tydelige tysk-tjekkiske accent, med hvilken han forvrængende hvert eneste ord, så tilhøreren måtte lytte godt efter for overhovedet at opdage, at det var engelsk, han talte. Egentlig brød Esty sig ikke om at blive mindet om familiens herkomst, men hun forgudede sin onkel og var derfor parat til at tilgive ham enhver form for sproglige mangler og egensindig udtale.
16
I midten af rummet stod onkel John foran destillations apparatet, der stod på et træbord.
»Er du allerede færdig med lektierne?« Onkel John vendte sig mod hende. I højre hånd svingede han en glaskolbe, hvis tyktflydende indhold skvulpede frem og tilbage. Væsken bestod af to lag, hvis farver adskilte dem fra hinanden. Som
17
Onkel John ventede på, at Esty skulle svare. Han så interesseret på hende hen over kanten af den lille metalbrille.
I sidste uge havde onkel John forklaret hende, hvordan man med hjælp fra olieudtræk fra lægeurt kunne udvinde vigtige virkestoffer, som man senere kunne forarbejde til helende salver.
»Ja, selvfølgelig!« Esty løb hen til vasken. Der lå en kvadra tisk sæbe på en revnet porcelænstallerken. Esty greb ud efter
»Jeg er beæret over, at du vil tilbringe din tid sammen med mig.« Onkel John smilede skælmsk. »Kan jeg friste med en lektion fra en gammel apoteker?«
»Jeg trængte til en pause fra skrivningen,« forklarede Esty og undlod at fortælle om de tomme sider i stilehæftet. Hun trådte nærmere og så beundrende på de opstillede glas og krukker på træbordet.
»Det vigtigste er god hygiejne,« sagde onkel John med påtaget strenghed.
altid, når han arbejdede i »laboratoriet«, var han iført en hvidDengangkittel. han stadig bar navnet Johann Schotz, havde han været medejer af et lille apotek i Böhmen, hans fødeby, men den beskedne indkomst havde hverken været nok til at forsørge ham eller hans forretningspartner. Da krigs trommerne buldrede, og hele Europa gik op i flammer, tog Johann en beslutning. Han fulgte efter sin søster og rejste til Amerika, før den østrigske kejser også ville sende ham til fronten, hvor han sammen med tusindvis af andre mænd ville have lidt en meningsløs død. Siden da havde han boet under samme tag som Esty, hendes søster Renee og deres forældre. Hendes seks ældre søskende fra morens første ægteskab var allerede flyttet hjemmefra.
»Ja, vil du ikke nok?«
Nu begyndte det at dæmre for Esty.
»Med en mild olie,« svarede onkel John. »Den vil fjerne resterne af dagens snavs og samtidig sørge for, at dine porer ikke stopper til.«
18
den. Onkel John havde selv fremstillet sæben. Den duftede af liljekonval og lavendel. Esty fugtede hænderne med vand og gned dem herefter med sæben. Hendes hænder fyldtes straks med det prægtigste hvide skum, der smøg sig om hendes fingre som en omfavnende edderdunsdyne. Esty gav sig god tid til at sæbe fingrene ind enkeltvis og kiggede efter de luftige duftbobler, der svævede blidt fra hendes fingre til vasken for herefter at opløses. Så løftede hun skummet op modHun»Nej,ansigtet.Esty!«stoppede
»Forestil dig en fedtplet på din kjole. For at fjerne den har du brug for en anden olie, terpentin for eksempel.«
Onkel John løftede en advarende pegefinger. »Vand og sæbe er det rene gift for huden i ansigtet.«
»Men vær sød at hente en kittel, så vi slipper for at udføre detHaneksperiment.«pegedepåskurets bagerste væg, hvor der hang endnu en apotekerkittel. Det behøvede han ikke sige to gange. Hver eneste gang Estée iførte sig netop denne beklædnings-
Esty lod med det samme hænderne falde, skyllede dem rene for de sidste rester af skum og tørrede dem til slut.
»Jamen hvad skal jeg så vaske mit ansigt med?«
»Nej, olie renser og nærer huden.«
Esty var endnu ikke overbevist.
forskrækket op midt i en bevægelse.
Esty var forvirret. »Men tilstopper olie ikke porerne i højere grad end vand?«
»Med olie kommer du olie til livs,« fortsatte John.
»Hvad laver du i dag?« Esty bøjede sig spændt ind over en af »Endestillationskolberne.creme,«svaredeonkel John. »Modsat den salve, vi fremstillede i sidste uge, indeholder cremer vand og behøver derfor en Videbegærligemulgator.«togEsty det nye ord til sig. »Emulgator,« gentog hun fuld af ærefrygt.
19 genstand, følte hun sig så utrolig vigtig. Kitlen nåede hende helt til anklerne, og ærmerne måtte også smøges op.
»Se her, Esty, det her er grundlaget for en creme. Nu har vi en masse, som vi kan tilsætte, lige hvad vi vil: plejestoffer, duftolie, medicin ...«
Onkel John smilede fornøjet. »Emulgatorer sørger for at blande to flydende substanser, der normalt er uforenelige.«
»Hvis vi for eksempel tager en salatdressing,« sagde han. »Din mor plejer at blande eddike, olie og citronsaft. Eddiken og citronsaften synker til bunds, men olien bliver i overfladen.«Estyhavde ofte set, hvordan hendes mor rystede dres singen i en tætlukket beholder for at blande de forskellige væsker.»Encreme er en emulsion mellem vand og fedt. De er hurtige til at trænge ind i huden og bidrager med fugt.« Onkel John drejede kolben rundt i luften, og Esty opda gede, hvordan de to flydende substanser var blevet til en.
Esty ønskede ikke at virke naiv og spurgte derfor ikke mere ind, men onkel John mærkede alligevel, at der var brug for en nærmere forklaring.
»Kan vi blande en creme til Bella?«
»Er det din italienske veninde?« Esty nikkede. Isabella var hendes ældste og bedste veninde. Hendes forældre stammede fra det sydlige Italien og var
»Dens bark virker sammentrækkende og kan forhindre betændelse.« Han tog sine briller af. »Kan du huske, hvordan vi tilsætter vores creme bark?«
»Ja, selvfølgelig!« råbte Esty begejstret. »Vi laver et olie udtræk.«
»Virginsk troldnød eller Hamamelis virginiana.«
immigreret til de forenede stater, før de fik Bella. Hver eneste gang Esty var på besøg hos Bella, fik hun det mest velsmagende pasta og den sprødeste pizza, man kunne tænke sig. Bella havde vidunderligt tykt hår med skinnende krøller. Som barn havde Esty været misundelig på hendes smukke brune hud, men nu, hvor hendes krop var begyndt at udvikle kvindelige former, var veninden begyndt at lide af uren hud. Hagen havde et skær af noget rødt, kinderne udtørrede og så ud til at skælle. Både hendes næse og pande var oversået med bumser, som Bella plejede at trykke ud, så snart de havde vokset sig store nok, for på den måde at gøre det hele endnu værre. Esty, der var velsignet med en glat hud, forstod venin dens
»Så siger vi det,« mumlede han. »Denne busk har et mærkværdigt navn, men sådan er det jo ofte her.« Det var ingen hemmelighed, at onkel John længtes mod sin hjem stavn. Faktisk ville han have foretrukket at gå ombord på det næste skib for at sejle tilbage til Europa, men i mellemtiden havde han solgt sin ejendom og lagt sit gamle liv bag sig.
Det navn havde Esty aldrig hørt før, det lød, som om onkel John havde støvet det op i en gammel eventyrbog.
»Selvfølgeligkvaler. kan vi lave en creme til din veninde.« Onkel John lagde kolben fra sig. »Så sent som i sidste uge læste jeg i mit fagblad om en busk, der tilsyneladende kun findes i den nye verden.«
»Nye verden – det er vel Amerika, vi befinder os i.«
20
»Naturligvis. Men du må ikke glemme, at også duftevand indeholder forskellige virkestoffer.«
»Betyder det, at også rosenblade har en helende effekt?«
21
»Selvfølgelig har de det. De virker mod betændelse og fremmer sårheling, hvorfor de også er godt egnede til denne creme.«
»Cremens oprindelige duft betyder ikke noget,« forklarede onkel John. »Det er dig, der bestemmer over det færdige produkt ved til sidst at tilsætte duftstoffer.«
Onkel John slog afværgende ud med hånden og satte brillen tilbage på næsetippen. »Glem din lærer.« Så pegede han på et glas på den øverste hylde. »Hent hellere vores troldnød.«Estytog et skridt hen mod reolen og ledte efter et glas med påskriften »Hamamelis virginiana«. Hun måtte helt op på tåspidserne for at nå glasset. Forsigtigt fiskede hun det ned fra»Måhylden.jegdufte til det?«
»Det kan Bella umuligt smøre i ansigtet,« sagde Esty bestemt. Hun forestillede sig allerede, hvordan onkel Johns blanding af vand og fedt ville lugte, når det kom i forbindelse med barkudtrækket. Det ville ikke være en køn forestilling.
»Mener du, jeg kan tilsætte rosen- og citronvand?«
»Det tror jeg desværre ikke, min engelsklærer, mr. Stringer, vil være enig i.«
»Du er en dygtig elev,« roste onkel John hende.
Esty»Endelig!«skruede låget af og holdt glasset op til næsen. I næste sekund trak hendes ansigt sig sammen, og hun veg tilbage. »Du milde himmel!«
Onkel John lo. »Hvad havde du forventet? Udtrækket kommer fra buskens bark ikke fra dens blomster.«
Estys blik vandrede langs hylderne. Med et fik de latinske betegnelser en ny betydning: rosa, canina, boswellia, hippophae rhamnoides ... Det var ikke blot det, at de lød som ingredi enserne i en trylledrik, der gjorde indtryk på hende. De havde tilmed magiske egenskaber. Esty besluttede at stifte bekendtskab med dem alle og lære, hvordan man kunne anvende dem.
»Åh, den stakkel,« sagde onkel John medfølende. »At fremstille læbepleje kræver sit.«
Det var forbløffende. Alle klagede de over større eller mindre skavanker. Ingen af pigerne syntes at være tilfredse, og det ligegyldigt hvor smukke de var, for det var de alle på deres egen måde. Bella havde strålende øjne, Maria havde et indtagende smil, og Sarahs næse havde den helt perfekte form.»Onkel John,« sagde Esty alvorligt og med højtidelig mine. »Vil du lære mig, hvordan man blander en virkelig god creme? Jeg vil hjælpe alle disse piger med at opdage, hvor smukke de i virkeligheden er.«
»Og det mener du, en creme kan hjælpe dem med?« Onkel John kunne ikke skjule sin morskab.
»Ogsåirriterede.«detburde der være råd for,« mente onkel John.
»Sarah har små bumser på kinderne, og hendes øjenlåg er ofte
22
»Vil det sige, jeg også kan blande en creme til Maria?«
I tankerne gennemgik Esty de resterende piger i klassen.
Men Esty lod sig ikke hyle ud af den. »Ja, de skal blot lære
»Hvem er Maria?«
»Bellas veninde. Hun døjer med tørre læber. Nogle dage så slemt, at huden sprækker og begynder at bløde. Og bagefter dannes sådan nogle skrækkelige skorper. Det ser frygteligt ud og gør helt sikkert ondt.«
23
at se deres egen skønhed. Hvis man har en god creme og tager sig tid til at gøre noget godt for sig selv, så skal det nok lykkes. Det er helt sikkert.«
»Jamen, hvis det er sådan, det er,« svarede han smilende, »så viser jeg dig naturligvis gerne, hvordan man gør. Vi er i øvrigt midt i din første lektion.«