En skov atfare vild
Stine Ellerbæk
En skov at fare vild i
Gutkind
En skov at fare vild i © Stine Ellerbæk og Gutkind Forlag A/S, København 2024
1. udgave, 1. oplag, 2024
Omslag: © Morten Gorm
Forsideillustration: © Tae Lee
Forfatterfoto: © Lizette Kabré Sat med Aldus hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0863-5
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Ulladyrløv.dk
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag
PROLOG / Thy
Jeg var rastløs og havde brug for at flytte mig, men havde intet sted at flytte mig hen. Der var kun huset, som var stort og tomt, mens børnene var i skole, og Simon var på turné. Jeg kunne gå en tur på stranden, men jeg havde ikke ro til havet, det ville bare kede mig. Jeg følte mig fanget i huset og i den lille by, det var et selvskabt fængsel. Jeg havde drømt om at være alene, men havde ikke forstået, hvad det betød.
Jeg tog bilen. Det virkede beroligende at køre uden formål og gav mig følelsen af en slags frihed. I Norge kalder de det for at råne, bare drive afsted på vejene, i håb om at noget vil opstå, noget, der lindrer kedsomheden, og i mit tilfælde også ensomheden.
Jeg kørte, omgivet af brune marker – jeg, en idiot – og endte i udkanten af Thisted. Her var intet eventyrligt, kun de sorte krager, der lettede i flok, og så befandt jeg mig i et nybygget kvarter af ensartede, grå huse. Jeg parkerede i vejkanten, med blinklyset tikkende. En unødvendigt høj lyd i bilens kabine, som et standur i en stille stue. Jeg lavede en trepunktsvending og kørte derefter målrettet ud til plantagen, hvor jeg igen parkerede tilfældigt.
Jeg ønskede at følge en ukendt vej og fandt en gammel sti imellem træerne. Det viste sig at være et gammelt
vognspor, og da det sluttede, trængte jeg videre ind i det tætte fyrrekrat. Det gik langsomt, for jeg måtte skubbe grenene forsigtigt til side i den stikkende bevoksning.
Jeg gik ad dyreveksler nu, der var spor i den våde jord, og jeg bemærkede, at der var skrabet mos op i lysningerne, hvor et dyr havde søgt efter føde. Jeg havde en idé om en retning, jeg fulgte, men jeg vidste ikke, hvor jeg var.
Byen inden skoven / Frederiksberg
Det er fastelavn, og vi har brugt morgenen foran spejlet, min yngste og jeg. Mine talenter for ansigtsmaling lever dårligt op til hendes krav, eller også kan jeg ikke forstå hendes anvisninger.
Nej! råber hun og kravler resolut ned fra skamlen, går hen til vasken og tørrer malingen af for tredje gang. Ikke sådan, mor!
Vi kommer stakåndede, halvmalede ud ad døren og op på cyklen til børnehaven.
Hun er en lille kat med sorte ører og gnidrede knurhår. Kostumet er hjemmelavet, men jeg kan ikke sy, så det er flikket sammen af noget pelset kunststof, som jeg har klippet til en slags tøndeformet kjole med hul til arme og hals. Nederst stikker hendes tynde ben ud i sorte strømpebukser, og bagpå har jeg hæftet en skandaløst tynd hale, som jeg har snoet i garn. Halen vil hun i øvrigt skide på, den river hun af, med sikkerhedsnål og det hele, den kan hun slet ikke acceptere. Jeg har lagt den i hendes mulepose, skulle hun fortryde op ad dagen. Vi haster afsted i dårlig stemning, men bliver forsonet i et langt kram i institutionens garderobe. Bagefter vil hun ikke give slip, og jeg må vride mig ud af hendes greb, hvorefter hun
kaster sig på det nussede vinylgulv med ansigtet skjult i armene. Hun nægter at se på mig, da jeg siger farvel.
Du kan bare ringe, siger pædagogen mildt, da jeg går ud ad døren, og jeg er jo en idiot. Jeg burde have taget højde for den omstændelige udklædning og stået tidligere op med børnene.
Det forgrædte ansigt dukker op i børnehavens smalle vindue, da jeg vender mig og vinker på vej ud ad lågen. Så kommer pædagogen og holder om min datters skuldre, jeg ser, at læberne bevæger sig, og barnet nikker og tørrer næse i ærmet. Før jeg er væk, vender de sig mod Grøn stue og de andre børn; de skal sidde på de lave skamler om det runde bord og tegne, og snart får de udskåret frugt og knækbrød med smør, og så skal de slå katten af tønden i skiftehold på legepladsen.
Jeg skal pitche et projekt i dag, og jeg er forsinket. Jeg lader kortvarigt tårerne løbe på cykelstien langs Søerne, og så forbi Rådhuspladsen i sværmen af cyklister, på vej til DR Byen, hvor min redaktør i kulturafdelingen venter i foyeren.
Undskyld, jeg kommer for sent, siger jeg forpustet, det har været en hæslig morgen – min datter flippede helt ud.
Det er aldrig børnenes skyld – det ved du godt, ikke? siger han uden ironi, og han har ret, jeg kan ikke give barnet ansvaret for min egen dårlige planlægning.
Jeg håber, at den her pitch vil bringe mig det næste job.
Jeg har brugt lang tid på at udvikle konceptet, det er et børneprogram om døden. Denne gang har jeg fået løn for arbejdet, for jeg har været en del af en gruppe af yngre journalister i kulturafdelingen, som har udviklet idéer, der skal konkurrere med DR’s andre afdelinger. Sådan er strukturen i huset, opgaver bydes ind til cheferne i konkurrence med hinanden. Chefen fra B&U er positiv, han har læst konceptet, og nu skal vi vise ham dummyen – jeg håber, vi kan lukke en aftale.
Siden jeg blev uddannet journalist, har jeg hoppet fra kontrakt til kontrakt, som på tuer i en mose, hver gang lidt i tvivl om, om jeg ville nå den næste eller falde i. Man er aldrig bedre end sit sidste job, og jeg arbejder hårdt.
En måned før min kontrakt udløber, skal jeg gerne have en forlængelse eller et job i sigte, hvis jeg skal have ro i maven. Opgaverne er primært i DR, og jeg laver musikstof, features og reportager. Det er et sjovt arbejdsliv med gode kollegaer, hvor tingene går hurtigt. Nu har jeg så fået til opgave at lave et børneprogram. Vi optog dummyen på en kirkegård i snevejr. Den niårige børnevært blev vist rundt i kapellet, hvor kisterne lå på køl, og vi fik lov til at kigge ind ad det lille vindue i ovnen, hvor de brænder ligene. Den har en lille skuffe, som fyldes med aske; det er der, man ender.
Bagefter optog vi en musikvideo imellem gravene. Den voksne vært var klædt ud som jæger og sang “Højt på en gren en krage” og lavede nogle komiske gadedrengehop, der fik mig til at grine højt. Jeg har skrevet rundown på fem programmer, hvor den sprudlende børnevært og den dødsangste voksenvært undersøger forskellige aspekter af døden.
Chefen, vi pitcher for, er en høj, indesluttet mand, som er svær at læse. Da vi ser materialet i et mørkt studie, ruller han frem og tilbage på kontorstolen og gnægger en enkelt gang med hånden over munden. Det kan jeg godt se for mig, siger han bagefter. Men det er selvfølgelig et svært emne. Han møder ikke mit blik, men kigger enten ned i bordet eller på min redaktør, og jeg tier stille.
Ja, ja, siger min redaktør efter mødet, han bestemmer jo ikke alt, men det er godt, at han er positiv.
Jeg cykler langsomt og energiforladt hjem, mens mine tanker vender tilbage til den kat, jeg afleverede i børnehaven, og til min ældste datter i skolen.
Jeg har kæmpet hårdt for min plads i kulturafdelingens åbne kontorlandskab og for at få del i det meningsfulde arbejde hos public service-mastodonten. Lange aftener på kontoret og hjernen kværnende med nye koncepter, der skal holde mig oven vande. Jeg er blevet en dreven sælger af mine egne idéer, men det er blevet sværere at leve op til kravene om tempo og seertal. Jeg bevæger mig i et
krydsfelt mellem journalistik, kultur og underholdning, og jeg er træt af at overtale kendisser til at medvirke. Jeg er træt af mine kontrakter, som sætter urealistisk kort tid af til tilrettelæggelsen. Det betyder, enten at jeg arbejder ulønnet i længere tid end normeret, eller at jeg afleverer noget, jeg ikke er stolt af. Jeg snapper efter vejret i et arbejdsliv, der skal indrettes efter, at min mand, Simon, som er musiker og entertainer, arbejder meget og i de perioder, hvor han turnerer, er helt væk. Det piner mig at hente børnene sent, men det piner mig også at gøre mit arbejde halvt. Jeg kan kun gøre det på én måde, moderskabet, og det er en måde, der begrænser mine muligheder som individ. Det ligner et valg, men det er ikke noget valg. Når børnene er syge, kan jeg ikke finde ro og må være hos dem. I hverdagen skal de hentes tidligt fra institutionerne, ellers føler jeg skyld og bliver lettere ængstelig.
Jeg ser ikke, at jeg er havnet i moderskabets forslidte plot, hvor jeg aldrig kan løbe hurtigt nok til at nå de idealer, der splitter mig imellem rollen som mor og rollen som et tænkende menneske med ambitioner for mig selv.
Min opmærksomhed er hakket ud i lige bidder til mine børn, mit arbejde og min mand, og mine tanker tilhører ikke mig selv. Jeg vil gerne tilhøre nogen, det er ikke det, men jeg er grundlæggende fortvivlet, og jeg forstår ikke hvorfor. Jeg kan ikke længere ligge og kigge op i loftet i en evighed, som jeg plejede at elske. Jeg har mistet evnen til at tænke dybt og tænke langt.
Jeg begynder at sætte spørgsmålstegn ved alting – hvem er jeg, hvad vil jeg, hvad er meningen med livet – og det er faktisk ulideligt.
Jeg er 38 år gammel, og jeg begynder at tænke over tiden. Jeg fornemmer tidens forløb som en spiral, en acceleration, en stigning i fart. Mærker, at jo ældre jeg bliver, jo kortere virker dagene. Jeg tegner snegle. Snoningen mod midten, hvor det hele fortættes og intensiveres, sådan er tiden, en spiral, der accelererer mod et centrum. Jeg kan ikke arbejde mod tiden, men jeg kan arbejde med accepten af tiden.
Jeg kan selv være en snegl, tænker jeg. Jeg kan blive langsom igen. Jeg kan vinde langsomheden tilbage, og jeg kan strække øjeblikkene længere.
Jeg elsker de weekender, hvor Simon er ude at spille, og jeg er alene med børnene.
Lange morgener, der flyder ind i eftermiddagen. Gulvene overstrøs med legetøj, tøjet hober sig op i bunker, og grøden størkner i tallerkenerne. En blød barnekrop, morgenfjernsyn, dovne ture i Frederiksberg Have. Tænke, drømme, lade stå til.
At indånde barnets særlige duft i håret, solvarm eng, salt. At sove med barnet er det bedste, at opløse skellet imellem du og jeg, det er det bedste, at opløse skellene imellem det indre og det ydre, imellem mit selv og de andre.
En time før han kommer ind ad døren, løber jeg rundt og rydder op, helt febrilsk, for han stresser over rod, og jeg giver gerne slip på tingene.
TV-konceptet om døden går ikke igennem. Det er uklart hvorfor, men idéen er grundstødt et sted i DR, og jeg bliver træt. Træt af at spilde tid på at konceptudvikle, når det så sjældent bliver til noget. Jeg kunne arbejde solen sort, hvis man gav mig en meningsfuld opgave, men jeg gider ikke længere producere til skraldespanden.
Indtil nu har jeg været jasiger og taknemmelig for at sidde på Danmarks Radio, trods de halvdårlige kontrakter og den tørre luft i de sterile bygninger. Følelsen af, at jeg spilder min arbejdstid, fodrer bitterheden over organisationens manglende smidighed og nedskæring af redaktionsmiljøerne. Det bliver mere og mere til en sandwich foran computeren og hurtigt hjem for at hente.
You make a career by saying no, citerer min veninde operasangeren Pavarotti for at have sagt, og jeg tager ordsproget til mig som et nyt mantra. Jeg siger nej tak til min redaktørs tilbud om at tilrettelægge en dummy på endnu et børneprogram og får en kontorplads på Nørrebro. Jeg vil gerne lave noget andet.
Jeg kan træffe det valg, fordi Simon er blevet rig på sit arbejde. Jeg behøver ikke at tjene så mange penge nu. Det
er et privilegie, jeg beslutter at udnytte til at gå efter mine egne drømme: at fordybe mig, at blive en snegl. Jeg vil gerne skrive en bog.
Jeg sidder på kontor med min veninde, der er fotograf, og en flok ældre journalister og dokumentarister i et rummeligt fællesskab med en tolerance og idealisme af en anden tid. Det er folk, der har valgt at være selvstændige, og de inspirerer mig.
Jeg holder af den summende gade uden for kontorets vinduer, med dytten og skræppen og lugte og liv. Når solen skinner, fyldes bænkene af gamle mænd i kjortler og teenagere med tømmermænd, der misser med øjnene mod lyset.
Efter at have haft min hverdag i DR Byens skib af glas føles det som selve verden.
Jeg møder min tidligere redaktør fra DR på en legeplads på Frederiksberg, og imens vores børn futter rundt på løbecykler, udtrykker han sin skepsis: Skal du så til at være ligesom de der damer i Nordsjælland, som sælger hjemmelavet keramik i vejkanten? Med andre ord en holdt kvinde med en kreativ hobby, som om der ikke findes værre. Han mener åbenbart ikke, at jeg kan skabe noget af blivende værdi, hvis jeg er økonomisk afhængig af min mand.
Jeg er fornærmet, men jeg er også selv i tvivl: Hvordan skal jeg finde en drift, hvis jeg ikke er ansat på et medie,
hvis der ikke er en chef, der pisker mig, hvis jeg ikke skal tjene min egen løn? Jeg har jo bidraget til vores økonomi med en månedlig indkomst, to barsler og som Simons sparringspartner, men det at være økonomisk uafhængig af sin partner er stadig en feministisk grundpille, sådan er min generation opdraget, oven på firsernes brede skulderpuder, så nu må jeg holde hovedet højt med bevidstheden om, at jeg bliver halvvejs forsørget.
Det går godt med at sige nej. Jeg laver kun det, jeg har lyst til, mere konceptudvikling for DR og nogle afsnit af en dokumentarserie for et produktionsselskab. Jeg forsøger at skrive den bog, jeg altid har drømt om. Det er til gengæld svært.
En dag bliver jeg ringet op af skolen. Vores ældste datter på otte har slået sig, ikke alvorligt, men jeg må hellere komme, siger pædagogen. Et lille fald i skolegården, en balanceakt på et trægelænder og nærmest ingen bule i panden. Da jeg ankommer til pasningsordningen, sidder hun på en sofa og drikker pligtskyldigt af en karton letmælk, og teorien er, at hvis hun brækker det op igen, kan hun have en hjernerystelse. Det gør hun ikke, og hun er forgrædt, men okay. Jeg tager hende med hjem i hjørnesofaen og sætter en film på, men halvvejs inde får hun det dårligt. Det er en hjernerystelse.
Vi sender hende i skole og henter hende hjem ad flere omgange over de næste uger, hun bryder sammen, har hovedpine, og til sidst ender jeg med at gå hjemme med
hende i en periode. Jeg er bekymret, men roen gør hende godt, højtlæsning, lydbøger og ingen skærme. Hun kommer snart tilbage i skolen, som jeg nu oplever med hendes sensitive sanseapparat. Kroppene, der maser sig mod hinanden i garderoben, børnenes stemmer, der skingrer i den hårde akustik. Skoletasker, fugtigt tøj, æbleskrog og rugbrød med smør, ansigter alle vegne. I skolegården er der ikke et blad på en busk, der ikke er nappet af børnefingre, ikke en kvadratmeter uden børnekød. Hun går i 2. klasse.
Jeg ser alting på ny: trafikken på Vesterbrogade, osen, bilerne, der holder i tomgang uden for vores vinduer. Dét, at jeg nogle gange råber efter hurtige biler eller hensynsløse cyklister om morgenen, dét, at de nogle gange råber efter mig. Alle de små irritationer, som jeg normalt ignorerer, dem tillader jeg at fylde. Jeg er træt af frygten for, at mine børn løber ud foran en cykel eller generer andre mennesker ved at gå for langsomt på fortovet. Træt af at glo på legepladser, træt af parker, som imiterer vild natur, fulde af hundelort og motionister. Mit raseri ligger lige under overfladen, og en dag jagter jeg en åben sportsvogn, der kører hurtigt imod mig, da jeg krydser gaden, og kaster et æbleskrog ned imellem de unge fyre i bilen. Det er jo skørt! Jeg er hele tiden på vagt og føler, at faren lurer lige om hjørnet. Inderst inde ved jeg godt, at det ikke er byens skyld, men jeg er forvirret. Jeg er rastløs. Jeg er indimellem ulykkelig. Jeg er ofte rasende.
I et forsøg på at sænke farten flytter Stine med sin mand og to børn fra Frederiksberg til Thy. Hun drømmer om at vandre alene i skove og på heder og fordybe sig og skrive. Familien realiserer idéen om lilleskole, svampejagt og et landsbyfællesskab ved havet. Men den skov, hun drømte om at fare vild i, er vildere, end hun troede. Mens Stine tvivler, savner og søger, forsvinder hun ind i et labyrintisk mørke og møder en ny og ukendt ensomhed.
En skov at fare vild i er en fortælling om en livskrise og den evige jagt efter mening.