En utænkelig skæbne

En utænkelig skæbne

Af samme forfatter på dansk:

Nattens dronning

Med hjertet som indsats

Bare lidt til Forpligtelser

De skandaløse

Kærlighedsmiraklet

Alt eller intet Vovestykket

Løftet

Arvingen Ægtepagten

Simona Ahrnstedt

En utænkelig skæbne

På dansk ved Signe Lyng

Gutkind

En utænkelig skæbne er oversat fra svensk af Signe Lyng efter Ett otänkbart öde © Simona Ahrnstedt 2023

Published by agreement with Salomonsson Agency

Denne udgave: © Simona Ahrnstedt og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Thomas Szøke og Maria Sundberg

Forsidefotos: © Adobe Stock og Arcangel

Sat med Minion Pro hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 9788743407584

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K

Gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Alexandra gik med hastige skridt ned mod elven. Støvlerne sank ned i mudderet, og den kølige forårsblæst fik hende til at skælve af kulde trods uldsjalet. Men hun ville væk fra alle gårdens blikke og læse sit med længsel ventede brev i fred. Da hun nåede sit yndlingssted, der lå mellem en stor, flad sten og et gammelt birketræ, standsede hun op.

Papiret blafrede i blæsten, da hun sprættede konvolutten op og tog det enlige ark papir ud. En rovfugl dykkede mod vandoverfladen, kløvede den og fløj op igen med en sprællende fisk. Med hamrende hjerte læste hun teksten igennem. Og der stod det, sort på hvidt: Hun måtte komme hjem igen.

Alexandra sænkede brevet og tog en dyb, skælvende indånding. Hun stirrede ud over elven, hvis inderste væsen hun så ofte havde forsøgt at indfange på papir. Den besked, hun havde ventet på så længe, var endelig kommet. Alt det, hun havde måttet gå igennem – kritikken, afstraffelserne og den lange forvisning – var forbi. Hun ville atter få sin familie at se.

Endelig, var det eneste, hun kunne tænke. Endelig var hun fri. Endelig ville hendes liv begynde.

Endelig.

første del rejsen

“Kun en ubegavet mand nærer mistillid til en begavet kvinde.”

Fra Til forsvar for kvindekønnet af Tristan Lindblom

Kapitel 1

April 1884, Stockholm

Atle Falk trådte ud ad porten til sit hjem på Ladugårdslands Strandgata. Han rettede på sin stivede flip og trak i kravatten. Den nye frakke strammede over skuldrene, og så sent som i går havde skrædderen sukket over, at Atles håbløse “isbjørnefysik” ikke passede til tidens mode. Han missede op mod solen. Der var stadig koldt i Stockholm, men foråret havde gjort sit indtog, og solsortenes sang mindede om, at det hele endnu en gang var ved at vende.

Atle hilste med et nik på gadefejeren, der kæmpede en umage kamp mod snavset og støvet på trapperne. Bygningerne på Ladugårdslands Strandgata bestod endnu mest af faldefærdige hytter og småhuse, og så den nye og dyre ejendom af sten, hvor han selv boede. Men om få år ville gaden være noget helt andet. Den skulle brolægges og flankeres med træer, en allé skulle anlægges langs vandet, og nye, prægtige huse opføres. Visse mente, at det var vanvid at flytte til en kommende byggeplads. Men der var altid folk, som ville holde fast i det gamle, som ikke så de muligheder, forandringerne havde at tilbyde, tænkte han og begav sig hen ad gaden. Den nye bebyggelse ville mangedoble værdien af hans bolig, men han trivedes her allerede nu. Her var han nabo til skuespillere, bygherrer og enkelte politikere – folk, der rent faktisk arbejdede

for føden, nøjagtig som ham selv. Mennesker, der bidrog til det nye og det moderne. For hele byen var under bestandig forandring. Der blev sprængt grundfjeld, ryddet sten og planeret. Gader blev rettet ud, og nye kvarterer bygget, og havnene myldrede af skuder, tudende dampere og sejlskibe fra hele verden.

Atle veg til side for en droske, og jorden under hans fødder blev snart til brosten. Avisdrenge falbød deres varer, en ølkærre trukket af en kraftig arbejdshest skumplede forbi, flaskerne klirrede. Han gik uden om en mødding og passerede mænd med høj hat og spadserestok på sin promenade mod det rigmandskvarter, hvor han havde dagens første møde. Med en mand, han virkelig var ved at være træt af.

Atle gik rask til. Han havde penge at tjene, forretninger at gøre og flere aftaler at passe. På vejen kom han forbi piger med kurve fulde af brød, mænd med brændesække og nogle af de tusindvis af forældreløse børn, der levede i byen og måtte klare sig på egen hånd, så godt de kunne, ved at tigge eller stjæle. Han kiggede efter en mager dreng, der pilede ind bag et plankeværk. To alvorlige mænd stod og talte om noget, der gav anledning til rynkede pander. Ét blik på deres dyre frakker og voksede overskæg fortalte Atle, at de ikke hørte til den del af menneskeheden, der måtte kæmpe for at holde sulten fra døren. Overalt hørtes lyden af hove, knagende kærrer og hunde, der gøede. Når han løftede blikket, så han telegrafpælene, ved hjælp af hvilke man nu uden problemer kunne sende ord over store afstande. Og selv de nye telefontråde var begyndt at dukke op hist og her som lange, tynde spindelvæv mod himlen, én tråd for hvert abonnement.

Det var en tid for mænd som Atle, tænkte han, mens han krydsede den travle Hamngata, lyttede til de hestetrukne sporvognes hvinen, undveg en undsluppen ungtyr med en dreng i hælene og nåede Brunkebergstorg, hvor hyrevognene med deres kuske holdt på række. To rødklædte gardere kom slingrende, sikkert på vej hjem oven på en lang og våd nat. Atle drejede hen ad Drottninggatan og hamrede snart på en port med knyttet næve. Kongeslottet lå et

stenkast væk, og stormmågerne dykkede mod Strömmens hvirvlende vand lige nedenfor.

Der gik en rum tid, men så blev porten åbnet af en hushovmester, der betragtede ham med sammensnerpet mund. Det var den samme forestilling hver gang.

“Sig til hr. Rosenkvist, at hr. Falk er her. Og lad det gå lidt villigt, jeg har ikke hele dagen.”

Hushovmesteren nikkede afmålt og viste ham ind i salonen, inden han forsvandt i det store hus igen. Atle vidste, at han var ugleset af mange i de fornemme, fashionable kvarterer tæt ved slottet og hoffet. Den brækkede næse, de maltrakterede ører og de barkede næver fik ham til at ligne den sømand, han engang havde været, mens de velsyede, dyre klæder sladrede om nyligt erhvervet rigdom. Hans tale var ikke kultiveret, og hverken en højborgerlig rigmand som Horace Rosenkvist eller den endnu fornemmere adel med dens grever og friherrer så med velvilje på sådan en som ham. Og deres tjenestefolk var ikke et hak bedre, for de var snobber hele bundtet, men Atle var bedøvende ligeglad med, hvad de mente om ham.

Han ventede i den store, blåmalede salon, studerede portrætter af alvorlige mænd med kindskæg og moustache og enkelte kvinder med blege ansigter og silkekjoler. Der lugtede nymalet, og overalt stod der strategisk anbragte beviser på familien Rosenkvists position i samfundet: fotografier i tunge rammer, en gæstebog med kongens navnetræk på første side, krystalkarafler, cigarkasser, pyntegenstande. Atle gik hen til et olieportræt af Horace Rosenkvist, malet af en kendt kunstner og oplyst af en petroleumslampe med hvid kuppel. De store bakkenbarter, de forskellige magtattributter – diamantnålen i kravatten, lommeuret af guld – vidnede alt sammen om en dybt konservativ mand, der højagtede kongen og Vorherre, men afskyede fattige arbejdere, stridbare blåstrømper og opkomlinge. Egentlig var det ufatteligt, hvor lidt de havde tilfælles.

Atle og Horace Rosenkvist havde kendt hinanden i nogle år, og de færdedes i nogenlunde samme kredse. Stockholm var en lille

verden, de rige var en endnu mindre gruppe, og man stødte altid på de samme personer på teatre og klubber, til middage og sammenkomster og ved Oscar II’s hof. Men der var alligevel afgørende forskelle, for mens Atle først var kommet til penge for få år siden og arbejdede hårdt for sit levebrød, levede Horace Rosenkvist et bekvemt liv på en arvet formue og afkastet fra værdipapirer og fik tiden til at gå med at dyrke sin udstråling af elite og overklasse.

Dog manglede Rosenkvist de allersidste ingredienser for at blive optaget i aristokratiets kredse: fornemme aner, en adelstitel og en slægt med blåt blod i årerne. Hans farfar havde i sin tid opbygget familieformuen ved at sælge billig pilsner – noget, Rosenkvist aldrig nævnte, men som alle vidste. Han længtes desperat efter at tilhøre den ophøjede, adelige sfære, som jo havde det med at lægge forhindringer i vejen for en mand, der manglede blåt blod i årerne, og hvis formue kun var et par generationer gammel. Og som bag sin ryg blev kaldt Pilsnerproprietæren. Atle forstod ikke, hvorfor alt det der var så vigtigt for Rosenkvist. De fleste adelsmænd, han havde mødt, var svæklinge, der var besatte af forfædre, slægtsforhold og indviklede giftermål mellem fætre og kusiner. I hans øjne nærmede det sig det incestuøse.

Døren gik op, og Horace Rosenkvist trådte ind, mens han undskyldte sin sendrægtighed. Atle, der var ret sikker på, at den noget ældre mand havde ladet ham vente med vilje, nikkede kort.

“Vi har et problem på savværket,” sagde Rosenkvist og gjorde opfordrende tegn til Atle om at sætte sig i en lyseblå, hårdt polstret armstol. Selv valgte han en blå sofa.

Atle klemte sig ned i stolen, der knagede faretruende. Det var ikke første gang, Rosenkvist beklagede sig. De ejede det lille savværk i Norrland sammen, men hvis Atle havde vidst, hvad han vidste i dag, dengang han slog sig sammen med Rosenkvist, var han aldrig gået ind på nogen aftale. At dele ejerskab af virksomhed var i bedste fald besværligt, men at samarbejde med Rosenkvist var som at være to skibskaptajner, hvoraf den ene ville sejle til Amerika, mens den anden ville blive på reden.

Naturligvis ville Atle kunne sælge sin andel og på den måde slippe af med Rosenkvist, men af en eller anden grund havde han ikke kunnet få sig selv til det. Du ved godt hvorfor, hviskede hans samvittighed. Han ignorerede den.

“Hvad er det denne gang?” spurgte han i stedet.

“Arbejderne har gjort oprør. Formanden, den dovne usling, har tilsyneladende mistet kontrollen over dem.”

“Kan vi ikke sende nogen derop?” foreslog Atle, der ikke var sikker på, at han ville kunne bevare selvbeherskelsen, hvis han blev trukket ind i en diskussion om dovne arbejdere.

“De baner har jeg selv tænkt i.”

“En, der kan tale med formanden og finde ud af, hvad han behøver for at ordne situationen,” fortsatte Atle, der bare ville have problemet løst og komme væk derfra.

Rosenkvist gned sit overskæg med lange fingre. “Jeg overvejer at sende den mand, vi benyttede os af sidste gang.”

Atle lænede sig tilbage i stolen. Ryglænet protesterede. Jovist, den sadist huskede han udmærket. En omvandrende katastrofe, der nær havde slået en af savværksmændene ihjel.

“Blev han ikke dømt for mishandling?”

“En hård hånd er lige, hvad den flok forkælede arbejdere trænger til,” sagde Rosenkvist.

Atle børstede et usynligt fnug af sine bukser.

“Jeg kunne tage derop selv,” sagde han og nåede lige akkurat at se antydningen af et snu smil, inden Rosenkvist vendte ansigtet væk. Ja, selvfølgelig. Det burde han have regnet ud. Det var billigere at sende ham end at hyre nogen, og Horace Rosenkvist elskede at spare en ekstra skilling. Rosenkvist havde manipuleret ham, og det generede Atle, at Pilsnerproprietæren havde fået øje på et af hans få svage punkter: at han bekymrede sig om arbejderne og identificerede sig med de udsatte familier.

Atle debatterede med sig selv. En rejse til Norrland og savværket var besværlig. Det lod sig ikke gøre at tage toget så langt, og vejene var elendige. Desuden ville han rent principielt nødig danse efter

Rosenkvists overklassesleske pibe. Men det var længe siden, han sidst havde været deroppe, og jo mere han tænkte over det, desto mere tillokkende virkede det. Der lå et par gårde oppe nordpå, som han overvejede at købe, og dem kunne han bese på turen op. Han havde en god hest – skulle han simpelthen ride derop? Han savnede at ride langt. Måske ville det ikke være nogen skade til, måske ville det til og med føre til en form for afslutning. Og de havde haft problemer med den formand længe. Han burde mødes med fyren ansigt til ansigt og give ham en ordentlig overhaling. Den slags var han god til.

“I så fald vil jeg tidligst kunne rejse om et par uger,” sagde han.

Han havde en del forretninger at gøre færdig i Stockholm, ventede en skibslast varer fra Amerika og havde desuden en audiens hos kongen skrevet ind i kalenderen, men efter det …

“Udmærket,” sagde Rosenkvist og tog sit lommeur frem.

“Men tal med formanden i mellemtiden,” tilføjede Atle. “Vinteren har været hård, og arbejderne har familier at brødføde. Giv ham besked på at fare med lempe, til jeg kommer.”

Han mente det. Folkene på savværket arbejdede hårdt. De fortjente bedre end at blive hundset med af Horace Rosenkvists håndlanger.

Rosenkvist fnøs, så bakkenbarterne dirrede.

“Jeg burde lade dem hænge hele bundtet. En flok dovne hunde, det er, hvad de er.”

Atle så nøje på manden. Der hang noget andet tilbage i luften mellem dem, han mærkede det tydeligt.

“Når De nu alligevel er deroppe,” sagde Rosenkvist ganske rigtigt efter et øjebliks tavshed.

Atle spændte skuldrene, vidste, at han ikke ville bryde sig om det, manden havde på hjerte. “Ja?”

“Der er noget, jeg gerne vil have, at De henter for mig.”

“Hvad?” spurgte Atle og tog lommebogen med sølvbindet frem i forventning om en lang, kedelig liste over ting, der var nogle øre billigere nordpå end hjemme i Stockholm.

“Min datter.”

Atle lod lommebogen synke. Det havde han ikke ventet. “Har De en datter?”

Rosenkvist havde en forholdsvis ny og meget ung hustru, en adelsdame, så vidt han huskede, og en voksen søn ved navn Theodor, men flere børn kendte Atle ikke til. Eller? Et tåget minde rørte på sig et sted bagerst i hjernevindingerne.

“Alexandra. Hun bor ganske tæt på savværket.”

Atle så indgående på ham. “Hvor tæt på?”

“Sveg.”

Savværket lå i Ängersjö, og der var vel en dagsrejse mellem de to byer, så han og Rosenkvist så nok lidt forskelligt på, hvad tæt på indebar, men pyt, lad gå.

“Husker De hende ikke?” spurgte Rosenkvist mistænksomt.

“Det kan jeg ikke påstå,” sagde Atle, men stadig med en vag følelse af, at der var noget, han burde kunne huske, at han havde hørt noget sladder om det her. Ved hoffet måske? Det kongelige hof var et overflødighedshorn af ondskabsfulde rygter, skandaløse hemmeligheder og dybe dolkestød i ryggen. Med andre ord en guldgrube for den, der forstod at lytte.

“Det spiller ingen rolle,” sagde Rosenkvist og så væk.

Det var nok til at gøre Atle interesseret. Hvad var det, han nu forsøgte at skjule?

“Der er vel ikke meget for en højborgerlig frøken at foretage sig i Sveg, er der?”

“Hun har boet hos mine søstre i nogle år.”

Det var som at forsøge at vride vand af en sten. Rosenkvist virkede voldsomt ilde berørt, og Atle mærkede en svag glæde spire indeni. Intet skænkede ham større tilfredsstillelse end at pine Horace Rosenkvist.

“Hvad har hun gjort?” spurgte han henkastet, for nu begyndte stumperne af det, han huskede, at vende tilbage. Egentlig var han ligeglad, men han kunne ikke dy sig for at pirke til det, der gjorde ondt. Den gamle var tydeligvis oprevet. På den anden side var

Horace Rosenkvist altid oprevet over et eller andet. Han kunne have levet et stille og fredeligt liv, men i stedet var han konstant optaget af at værne om sin sociale stilling, ivrig efter at smigre opad og sparke nedad. Desuden gik han højt op i sit ry og rygte. Til det hørte også en skandalefri familie med perfekte børn og hustruer.

“Min datter er egenrådig, mere behøver De ikke at få at vide. Jeg har brug for en pålidelig person, der kan hente hende hjem for mig.”

“Meget vel, så gør vi sådan her,” sagde Atle. “De taler med formanden, og jeg henter Deres datter hjem.”

Hvis Horace Rosenkvist forsøgte at manipulere ham, agtede Atle ikke at holde sig for god til også at udnytte situationen. Rosenkvists ansigt mørknede, men han faldt til føje.

“Det er en aftale. Jeg sender en anstandsdame med – en slægtning til min hustru.”

“Javist, javist,” sagde Atle, der i tankerne allerede var på vej videre, til sin klub. Han var sulten, og de serverede steg med peberrodssauce i dag. Han rejste sig og forlod salonen.

Da han trådte ud på Drottninggatan igen, trak han vejret dybt, en anelse overrumplet over den drejning, samtalen havde taget. Hvordan var han havnet i det her? At han pludselig skulle drage til Sveg af alle steder.

Ja ja. Han skulle nok fragte den balstyriske datter hjem – det ville næppe blive noget problem – og desuden løse situationen med formanden, få hesten rørt og sikre sig lidt frisk skovluft i tilgift, og når det var gjort, ville han kappe sine bånd til Pilsnerproprietæren. Så snart han havde sikret sig, at forholdene på savværket var nogenlunde i orden, ville han sælge sin andel, andet ansvar havde han jo ikke.

Han trak handskerne på. Det utålelige kompagniskab med Horace Rosenkvist ville snart være slut, og det var en forbandet rar fornemmelse.

En svimleNde KærLighedshistoRie i en drAmAtisk brydNingstid

SVERIGE 1884. Den unge Alexandra Rosenkvist er sendt i eksil i det nordlige Sverige efter en skandale, der har rystet Stockholms finere kredse. Atle Falk, en mand med en mørk fortid, får til opgave at hente hende hjem. På overfladen har den drømmende, idealistiske Alexandra og den kyniske Atle intet til fælles. Men på rejsen kommer de tættere på hinanden, og utænkelige følelser blomstrer op. Alexandra begynder at drømme om et uafhængigt og frit liv. Men i Stockholm venter Alexandras rige og konservative familie. Og de har helt andre planer for hendes fremtid.

SIMONA AHRNSTEDT (f. 1967) er Nordens ukronede feelgood­ og romancedronning. Hun er uddannet psykolog, men lever i dag af at skrive. Hendes romaner udkommer i 24 lande og har i Sverige alene solgt i over én million eksemplarer. Simona Ahrnstedt elsker sit kolonihavehus og sine katte og er en dedikeret ambassadør for bøger af, om og for kvinder.