Familien Schönwald by Gutkind Forlag

Familien Schönwald

ROMAN

På dansk ved Jacob Jonia

Gutkind

Familien Schönwald

Denne udgave: © Philipp Oehmke og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Sofie Winding

Forsideillustration: © Willy Belinfante-Sauerbier Sat med Palatino hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0914-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag

Til Katarina, eftersom alt er fra eller til hende.

1 Schönwald

Klokken er kun halv ni, hvor længe vil det her mon fortsætte, og hvor meget vil Hans-Harald nå at drikke, tænkte Ruth henne fra sin udkigspost. I løbet af et halvt århundrede med sociale forpligtelser havde hun forfinet teknikken med at se ud, som om hun var en del af en gruppe og deltog i samtaler, mens hun i virkeligheden ikke var til stede. Hun behøvede bare at stille sig helt tæt op ad en livlig gruppe og af og til grine sammen med de andre og bevæge læberne.

Hun havde derfor stillet sig bag en halvcirkel af sønnens venner, akademikere alle sammen, der underviste på universiteter med velklingende navne såsom Berkeley eller Yale. Flere af de unge mænd havde hun kendt i årtier, men efter det fejlfrie velkomstritual havde de ikke taget notits af hende, et perfekt skalkeskjul. Ruth hørte dem diskutere, hvor Chris egentlig var henne. Her inviterede han dem til sin søsters vigtige reception, og så var han den eneste, der manglede.

Ruth rettede lidt på sin spadseredragt og fik skulderpartiet til at sidde pænt. Hun var blevet tyndere, selvom hun to gange om ugen trænede skuldre ved maskinerne til kvindefitness. Det var hende, der hele tiden sagde til Hans-Harald, at han skulle passe på med at blive for mager, mens hun selv håbede, at man ikke bemærkede det hos hende. Hun havde altid været slank og høj

af en kvinde at være, og med sine en meter om nioghalvfjerds var hun en centimeter højere end sin mand.

Da hun pakkede kufferten hjemme i sin forstad til Köln, havde hun tænkt længe over, hvad man skulle tage på til indvielsen af en boghandel for bøsser og lesbiske i Berlin, og hun havde – om end tøvende – valgt stilen ”premiere på skuespilhuset i Köln”. Ikke bare en almindelig forestilling, men en premiere, en kategori over, det betød spadseredragt, sorte nylonstrømper, højhælede sko, men ikke alt for højhælede, dertil kom smykker, en kæde af hvidguld, en broche med grøn smaragd og et armbånd, ligeledes af hvidguld.

Hun kiggede gennem lokalet hen på sin mand tyve meter væk. De fleste her kendte ham som Harry, sådan havde man kaldt ham, siden han var barn, men Ruth brød sig generelt ikke om øgenavne, og hun syntes i særdeleshed, at ”Harry” var upassende, så som en af få var hun også efter deres bryllup blevet ved med at kalde ham for Hans-Harald. Og Hans Harald stod ikke og gemte sig bag en gruppe, han stod midt i den. Hans varme, mørke øjne tindrede, han lukkede dem tit, mens han talte, som Ruth så ofte havde set det gennem deres halvtredsårige ægteskab. Der havde været en periode, hvor hun havde afskyet at se ham sådan. Munter, i sit es, og … hun vidste godt, at det var et stort ord at bruge, men: lykkelig. Forhåbentlig drak han ikke for meget. Ellers ville hun igen blive nødt til at støtte ham, når de lidt senere gik tilbage til hotellet på Gendarmenmarkt. Hun havde tænkt længe over, om han også syntes, det var en underlig anledning til at holde en reception, men hun ville ikke dumme sig ved at spørge. Margot Schuler, leder af den månedlige bogklub, havde for nylig sagt, at selv de store boghandler nu havde afdelinger med ”kvir litteratur”. Og hvis Margot i en alder af fireoghalvfjerds ikke havde brugt den genrebetegnelse så provokerende nonchalant, ville Ruth have spurgt, hvad

det var. Men i stedet måtte hun under påskud af at hente mere kaffe i køkkenet diskret tage sin overdimensionerede smartphone fra kommoden og lynhurtigt, mens det sidste af kaffen løb igennem med en rallende lyd, google begrebet ”kvir litteratur”.

Ruth var godt klar over, at man næppe stavede til det på den måde, men hun var jo nødt til at begynde et sted. Hun blev irriteret. Hun ville aldrig sige det højt, men hvis man skulle være helt ærlig, var hun den eneste i den bogklub, der kunne skelne litteratur fra bøger. Og som ikke kun læste, fordi det nu engang var noget, man gjorde, når man tilhørte en bestemt generation (efterkrigstidens Vesttyskland) og et bestemt samfundslag (den dannede middelklasse).

Det første resultat, søgningen på ”kvir litteratur” gav, var fra et forbund for bøsser og lesbiske og havde overskriften Coronatidens betydning for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner – på en hjemmeside, der hed queer.de. Dér stod det: Kvir var altså det samme som queer.

Hvor var verden dog blevet simpel og samtidig dybt kompliceret. Foran kaffemaskinen i deres hus i Köln havde hun et kort øjeblik følt sig helt stolt. I det hele taget var hun i modsætning til Hans-Harald i den senere tid blevet stadigt mere sikker i at bruge sin smartphone. Hun beherskede WhatsApp og Facetime og havde opdaget emojis.

I takt med at hun blev stadig bedre til at bruge sin smartphone, var Hans-Harald mærkeligt nok blevet tilsvarende rådvild, for ikke at sige fortvivlet over sit apparat, der var håbløst forældet.

På udstillingsvinduet i den boghandel, som deres datter Karolin, det mellemste af tre børn, åbnede her i aften i et af Berlins kvarterer, der ellers så ud til at være forbeholdt bettingfirmaer, vandpibecaféer og juvelerer, stod der nu: They/Them – specialboghandel for queer-litteratur.

Queer var ikke nødvendigvis ensbetydende med lesbisk, havde Ruth måske en smule defensivt prøvet at forklare sine veninder i Köln, da hun fortalte om hendes og Hans-Haralds forestående rejse til Berlin: De foretrak toget frem for bilen og det flotte hotel på Gendarmenmarkt, ikke for langt væk, men alligevel i et helt andet og langt mere behageligt kvarter end datterens lejlighed, hvor der tit lå narkomaner i opgangen.

”Men det betyder heller ikke hetero,” havde Gabriele Bongarts indvendt og dermed stillet det åbenlyse spørgsmål: Hvad var det så?

”Enten er man homoseksuel eller hetero. Der er ikke noget midtimellem.” Det var selvfølgelig Christa König med sin mørke, frygtindgydende stemme og sit efter Ruths mening tilsvarende forenklede verdensbillede. Hendes kategoriske ”enten-eller” passede ganske simpelt ikke længere til en verden, der forandrede sig konstant. Ruth kunne remse op, hvilke andre seksuelle orienteringer der fandtes. Uden at kløjes i ordene var hun i stand til at sige LGBTQIA og forklare, hvad de enkelte bogstaver stod for. Lesbisk, Gay, Biseksuel, Transkønnet, Queer, Interkøn og Aseksuel.

”Mor,” havde Karolin sagt, ”når du opretter en Facebookkonto, har du syvogtredive forskellige køn at vælge imellem.” Karolin havde flere gange brugt hele aftner på at forklare sin mor boghandlens koncept, også hvorfor det havde været en livslang drøm for hende at åbne sådan en forretning. Det havde Ruth undret sig over, for i næsten fyrre år havde hun intet kendt til datterens livsdrøm. Senest da Karolin efter to semestre ved kunstakademiet var sadlet om for at læse kunsthistorie, havde Ruth forestillet sig, at datteren ville gøre karriere som kurator ved et eller andet kommunalt museum eller måske ved universitetet – og naturligvis få både børn og mand.

Men i stedet skulle alle disse syvogtredive køn, eller hvor mange det nu var – bortset fra et enkelt, nemlig hankøn – mødes i boghandlen, som slog dørene op i dag. Karolin havde etableret boghandlen sammen med en veninde, der ikke var hendes kæreste, som hun understregede. Det var stadigvæk Ruth en gåde, hvordan en sådan boghandel skulle klare sig – selv efter at hun flere gange havde set en såkaldt businessplan, udformet af Karolins ven, som Ruth altid havde håbet ville være hendes kæreste – når man ikke engang kunne få Jonathan Franzen eller i det mindste Joachim Meyerhoff på besøg.

”Prøv at komme væk fra den dér mandlige synsvinkel, mor,” havde Karolin sagt. ”Det er ikke dét, det handler om. Det handler om, at de fortællestemmer, som det patriarkalske samfund overhører eller tier ihjel, får en plads her hos os. Et safe space, forstår du det?”

Ruths problem med alt det der var, at hun hele sit liv, netop når det gjaldt intellektuelle og samfundsmæssige strømninger, havde betragtet sig selv som en moderne kvinde og var stolt af at være det. Men alt det, som det krævede for at leve og tænke på en moderne, oplyst måde – økologisk mad, pilates, kønskorrekt sprogbrug, identitetspolitik – lød i hendes ører som det rene nonsens, hvis hun skulle være ærlig. Var man da nødt til helt at slukke for sin almindelige, sunde fornuft for at følge med tiden? Tidligere, i det gamle Vesttyskland, havde det været meget lettere at være moderne. Da hun begyndte at læse i Tübingen i 1966, havde hun tegnet et abonnement på Die ZEIT og var hen over de næste fem år skridtet igennem tyskinstituttet med avisen rullet sammen under armen. Ligesom alle andre tyskstuderende sidst i tresserne læste hun Hermann Hesse, men i modsætning til hippierne og rebellerne, der elskede den forkætrede Steppeulven, betragtede hun Hesses meditative Glasperlespillet som hans vigtigste værk, for som hun sagde til

sine medstuderende, var det hans hilsen til Thomas Mann. Som nygift læste (og forstod) hun Erich Fromms Kunsten at elske, og som ung mor læste hun Alice Millers progressive bøger om pædagogik.

Selvom det var længe siden, havde Ruth tilbragt så meget tid på litteraturvidenskabelige fakulteter ved vesttyske universiteter, at klagesangen om det evige patriarkalske perspektiv ikke kom som noget nyt for hende, og det var ikke, fordi hun havde svært ved at forstå det, endsige tilslutte sig – men hun syntes, at al ”hurlumhejet” var dybt frastødende. Boghandler særligt henvendt til kvinder havde eksisteret siden tresserne, hvor de hed ”lilla boghandler”, og Ruth havde allerede dengang syntes, de var nedslående. Nu forsynede folk som Karolin og hendes partner (forretningspartner, forhåbentlig ikke også livsledsager) de lilla boghandler med nye labels og akronymer og præsenterede dem som et gennembrud i kønnenes historie. Men Ruth havde allerede i starten af halvtredserne hentet mad direkte fra en gård sammen med sin far. Det var den slags, fattige mennesker var nødt til (de havde nu ikke været fattige, men Ruth kunne godt lide tanken om, at de havde været det dengang). I dag kaldte hendes børn det ”fra jord til bord”, og det kostede en formue. Ruth vidste, at hun var nødt til at holde den slags kommentarer for sig selv, når Karolin var i nærheden.

I mange år efterhånden havde hun forestillet sig, at hun måske lettere kunne klare sin egen utilfredshed, hvis i det mindste børnene (og til en vis grad også Hans-Harald) var lykkelige. Så vidt hun vidste, havde hendes datter ikke nogen mand, slet ikke nogen børn, og hun boede i et hus, hvor narkomaner brugte opgangen som natlogi. Hvis det så absolut var den queer-boghandel, der gjorde Karolin glad, så ville Ruth støtte hende. Derfor havde hun og Hans-Harald heller ikke tøvet længe, da Karolin spurgte, om de kunne tænke sig at

skyde noget startkapital i hendes nye virksomhed. I erkendelse af, at deres børns generation ikke automatisk ville få det bedre, end de selv havde haft det, havde Ruth for tredive år siden oprettet en fond, hvis udsving hun næsten dagligt fulgte på sin iPad. Pengene havde hun taget fra arven efter sine egne forældre. Bortset fra at få gæstetoilettet sat i stand og tage på et par sejladser, dels med hurtigruten langs de norske fjorde, dels med Queen Mary II til New York, havde hun ikke rigtig kunnet finde en fornuftig brug af pengene, som hovedsageligt stod i statsobligationer. Fornuftig, det var dét, det handlede om. Hendes far havde knoklet for de penge. Han kom ganske vist fra en velstillet familie af teologer, men efter krigen havde de ikke haft ret meget at gøre godt med. Om dagen havde han som snedker repareret ødelagte skabe og knækkede stole, om natten læste han matematik, desuden havde han tre døtre og to sønner, der alle boede hjemme.

Halvfjerds år senere blev pengene nu skudt ind i en boghandel for bøsser og lesbiske eller noget i den dur. Det var åbenbart sådan, det skulle være. Det havde trods alt været i hendes fars ånd at understøtte hans barnebarns eksistensgrundlag. Desuden var Karolin det sidste af de tre børn, der modtog bedstefarens starthjælp. Christopher, den ældste, havde allerede sidst i halvfemserne brugt pengene til at finansiere sit studium i New York, så han endelig kunne flytte over til sit drømmeland, Amerika, og Benni, den yngste, havde brugt sine hundred tusinde (justeret for inflation, hvilket Ruth altid var gået meget højt op i) til at bygge et typehus i udkanten af en skov ved Templin – på ”en eng omgivet af AfD-vælgere”, som Christopher plejede at sige.

Benni havde været der siden tidligt om morgenen og hjulpet Karolin med at skrue de sidste reoler fast til væggen, eftersom

de var begyndt at krænge under vægten af queer-bøgerne.

Karolin havde ikke skænket det en tanke, at bogreolerne kunne vælte, det var Bennis kone, Emilia, der pludselig havde skreget op, da hendes to drenge, August og Otis, prøvede at kravle op i dem. Bag ryggen på Bennis kone havde Karolin vendt det hvide ud af øjnene. At hun var overbeskyttende omkring sine børn, havde i de senere år flere gange irriteret halvdelen af familien, men at udvide sit ansvarsområde til også at gælde boghandlen var helt klart over stregen, mente Karolin.

Ruth havde med al den mentale styrke, hun kunne mønstre, forsøgt at ignorere det lille irritationsmoment. Hendes hjerne regnede på nogle få sekunder ud, hvilken effekt irritationen ville have på fremtiden, altså i dette tilfælde på det videre forløb af den dag, hun var kommet rejsende til fra Köln for at deltage i: Benni ville være nødt til at tage sin kones parti imod sin søster, selvom han syntes, det var tåbeligt. At børnene kom godt ud af det med hinanden – nej, ikke nok med dét: at de helst ikke skulle have nogen konflikter overhovedet – dét var det allervigtigste, havde Ruth vedtaget med sig selv for nogle år siden. Og således havde hun til sin store lettelse konstateret, at Benni allerede var dukket tidligt op for at hjælpe sin søster med forberedelserne, og uden at sige noget havde han boret rawlplugs ind i de nymalede vægge, så Karolins reoler ikke væltede ned i hovedet på børnene.

Men hvilke børn, for resten? tænkte Ruth derefter og gjorde sig hurtigt umage med at skubbe den stigende bitterhed fra sig. Hvilke børn ville nogensinde forvilde sig ind i en queerboghandel? Ikke Karolins, i hvert fald, for hun havde jo ikke nogen. Og så vidt Ruth kunne se her ved indvielsen, ville det næppe ændre sig lige foreløbig.

Christopher var stadig ikke kommet, klokken nærmede sig ni. Ruth kunne høre hans venner (hun havde ikke flyttet sig en

millimeter fra sin udkigspost i de sidste ti minutter), og de talte om, hvilken bar de skulle tage videre til, hvis Chris ikke snart dukkede op.

Og lige da Ruths hoved var ved at blænde op for det katastrofescenarie, at Christopher ikke kom til sin søsters store dag, selvom han i nat var rejst hele vejen fra New York – han havde brugt sine frequent traveller-point til at blive opgraderet til business class, så han kunne sove og være frisk til åbningen (hun var så bekymret for, at hans arbejde og de mange rejser på tværs af tidszoner skulle overbelaste ham, at hun helt havde glemt, at hun i grunden afskyede alt det business class-lir, ja, at hun sågar mente, det var udtryk for en karakterbrist hos ham) – altså, netop da hun begyndte at ane det fulde omfang af den katastrofe, som Christophers fravær ville være for de tre søskendes indbyrdes forhold, hørte hun en plaskende lyd et eller andet sted i butikken.

Hun kunne ikke se, hvor lyden kom fra, men så hørte hun skrig og derefter et hult drøn. Hendes blik gled gennem rummet til Hans-Harald. Han kommenterede den plaskende lyd med et overrasket ”uha!”, men da ingen af de andre omkring ham grinede, satte han i stedet et alvorligt ansigt op.

Så fulgte endnu en plasken, der lød højere end den første, måske fordi der nu var blevet stille i rummet. Gæsterne trængte frem fra den bagerste del af forretningen mod et sted, hvor folk åbenbart vidste, hvad der var galt. Ruth var nødt til at gå fra en slags sidelokale og omkring et hjørne, men i flaskehalsen mellem rummene var der trængsel.

Hun henvendte sig til en slags fabeldyr, der stod ved siden af hende i mylderet, en ranglet ung mand med issen klistret til af pomade og iført et gråt, nålestribet jakkesæt over selerne – sidst Ruth havde set seler til nålestribet, var hos hendes far.

”Ved du, hvad der er sket?”

En klokkeklar damestemme svarede i stedet for fabeldyret med det nålestribede jakkesæt: Der blev kastet et eller andet ind mod ruden. ”Vi havde besvær med dem allerede i går. Og i forgårs. På grund at nazipengene.”

Ruth forstod ikke et ord. ”Besvær med hvem? Med nazister?”

Hun vidste jo, at alt kunne ske her i Berlin. ”Nej, ikke med nazister,” sagde fabeldyret hen over sin nålestribede skulder. ”Men Instagram-bøllerne.”

Da Ruth endelig myldrede sammen med de andre ud i det forreste butikslokale, troede hun, at hun var havnet på et ulykkessted. Blod løb ned ad det lille udstillingsvindue, hvor Karolin og Benni samme eftermiddag møjsommeligt havde anbragt ordene ”They/Them”. Noget tyktflydende drev ned ad ruden. Desuden var der nu et flot system af koncentriske cirkler i glasset, der ganske vist var revnet, men dog ikke var splintret. Nogen eller noget måtte have ramt dér.

Automatisk kiggede Ruth sig omkring efter børnene. Dér var Karolin. Ruth blev straks ked af det, da hun så datterens bestyrtede udtryk, men Karolin selv var uskadt. Det samme gjaldt Benni, der fór efter sine to drenge, drevet frem af Emilia, der råbte: ”Få børnene bragt i sikkerhed. Det er et terrorangreb!”

Og så fulgte lige så uundgåeligt Ruths refleks, som hun havde opøvet gennem årtier, indtil det nu nærmest var en tvangshandling, nemlig at kalde enhver katastrofe for ”ikke noget særligt”. Mens de fleste tilstedeværende trak sig væk fra udstillingsvinduet, kom Ruth nærmere og betragtede ruden.

”Det er bare maling, det er bare maling!” råbte hun ud i rummet. ”Ikke noget særligt, det kan vaskes af bagefter!”

Det måtte rent faktisk have været poser med maling, der fløj ind mod ruden, og udenfor stod der ingen terrorister, men omtrent tolv til femten ”vrede unge udlændinge”, som man nok ville have sagt i gamle dage. Nogle af dem bar skilte, alle

var mærkeligt nok klædt ligesom gæsterne til åbningen – med bukser, der var trukket langt op over hofterne, lilla, røde eller blå striber i håret, nogle havde sammenfiltrede fletninger, der blev kaldt dreadlocks og stammede fra Jamaica eller Tanzania, havde Karolin fortalt.

Og så fik hun øje på Christoph. Han var kommet! Han havde slet ikke glemt sin søsters reception, og han havde heller ikke pludselig haft noget andet, han hellere ville, og der var ikke kommet et eller andet forfærdeligt på tværs, hvilket ellers tit skete. Nej, han stod udenfor og råbte i munden på demonstranterne. For sin søsters skyld! På engelsk! Han var efterhånden blevet en rigtig newyorker og lod sig ikke skræmme af et par unger med dreadlocks. Han havde nok stået derude hele tiden og prøvet at forhindre aktionen.

”Are you calling me a Nazi, too?” tordnede Christopher. Dét syntes Ruth alligevel var en smule ubehageligt, for meget, for højrøstet, selvom hun glædede sig over, at han gik i brechen for sin søster. Uanset hvad malingskasterne havde at udsætte på hendes søn og måske også på hendes datter, så ville hun have foretrukket, at det var blevet ordnet diskret. Men det var åbenbart for sent. Siden Christopher var femten, havde han kaldt alle mulige for nazister, ikke kun lærere og politifolk, han opererede endda med begrebet ”socialdemokratiske nazister”, som han især havde brugt om sin far. Ruth oplevede sønnens lemfældige omgang med ordet som en hån mod de mennesker, der virkelig havde lidt under nazisterne (ikke fordi hun faktisk kendte nogen af ofrene). Ruth syntes ikke alene, det var pinligt, at Christoph nu igen stod og råbte et eller andet om nazister hen ad fortovet, hun syntes, det var utåleligt, ja ligefrem uappetitligt.

Og hvad skulle det til for med de nazister? Hvad havde nazister med åbningen af en boghandel at gøre?

Hun havde indstillet sig på spændende debatter om diskrimination af homoseksuelle og ligefrem forberedt sig lidt ved at genlæse relevante passager i Tonio Kröger, Uorden og tidlig sorg og selvfølgelig Døden i Venedig. Hun havde fantaseret om, hvordan hun i en livlig samtale forklarede en smart bøsse, at homoseksualitet slet ikke var et moderne fænomen, hvilket han sikkert troede, men at det allerede var blevet behandlet af Thomas Mann – ganske vist på en mere subtil facon, end nutidens bøsser gjorde det, tvunget af omstændighederne. Hun havde betragtet det som en næsten ideel anledning til at fremføre sin yndlingspointe, nemlig at folk før i tiden havde haft det vanskeligere, også de homoseksuelle.

Karolin kom ud på fortovet til sin mor. Hvis hun var irriteret eller intimideret, så lod hun sig ikke mærke med det. Omgående steg nazi-råbene i styrke, mængden var i mellemtiden blevet større. En ti-tolv forbipasserende, de fleste af dem arabiske mænd, var stødt til, og de filmede med deres mobiler, talte højt på arabisk og istemte af og til grinende nazi-koret. For dem måtte det ligne en af de sædvanlige konflikter, der blussede op i denne del af byen, hver gang et bettingbureau måtte dreje nøglen om til fordel for en bar med økovin.

”Grundlagt på naziguld! Grundlagt på naziguld!”

Ruth ledte efter Hans-Harald. Sjovt nok var det altid ham, der holdt hovedet koldt i anspændte situationer, i modsætning til Christopher, der partout skulle være midtpunkt, Karolin, der gjorde enhver konflikt værre med sin stædighed, og Benni, der helst veg udenom. Hun fik øje på Hans-Harald inde i boghandlen. Han havde allerede ringet til politiet. Som den tidligere anklager, han var, stod han og fortalte med rolige, præcise vendinger, hvad der var sket, og som sædvanlig var han påpasselig med at undgå fortolkninger, spekulationer eller beskyldninger af enhver slags.

“ DEN KONSTANT EFTERSPURGTE … AKTUELLE

SAMTIDSROMAN

–DIE ZEIT

– HER ER DEN.”

I modsætning til sin mand, Harry, mener Ruth Schönwald ikke, at der absolut skal sættes ord på alle følelser. Hun valgte sin egen karriere fra til fordel for Harrys og deres tre børn, som nu er voksne, og det står ikke længere klart for Ruth, hvorfor hun egentlig faldt for Harry. Da datteren Karolin åbner en queer-boghandel, samles hele familien i Berlin – noget, Ruth længe har ønsket sig. Men lige så snart de er samlet, bryder gamle konflikter ud.

FAMILIEN SCHÖNWALD er en spiddende morsom roman om en familie, som aldrig har lært at tale med hinanden – og som er forbundet af en stor hemmelighed.

Familien Schönwald