Familien Swift - Fang tyven

FANG TYVEN!

”Sjov og skæv mysterie-fortælling med skattejagt, gåder og ordspil … Varm anbefaling” – Lektør, DBC om Familien Swift 1

ILLUSTRERET

AF CLAIRE POWELL

LE ORDBOGFRANSK

FANG TYVEN!

Illustreret af CLAIRE POWELL

På dansk ved

Familien Swift – Fang tyven er oversat fra engelsk af Amalie Harder Hesel efter The Swifts – A Gallery of Rouges © Beth Lincoln 2024

First published by Puffin, an imprint of penguin Books Ltd which is part of the Penguin Random House group of companies.

Denne udgave: © Beth Lincoln og Gutkind Forlag A/S, København 2025

1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslag: © Alette Bertelsen og Rasmus Funder Illustrationer: © Claire Powell Sat med Adobe Garamond af LYMI DTP-Service og trykt hos Scandbook EU 2025

ISBN 978-87-434-0241-1

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Stuart, min yndling

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

SVARUDBEDES

I Morbus Swifts opgørelse over smertefulde måder at dø på ligger ‘Druknedøden’ ret langt nede, i Ubehageligt-sektionen, et godt stykke under ‘Sultedøden’, ‘Bjørneangreb’ og ‘Syrebad’ og et godt stykke over ‘Få et klaver i hovedet’ og ‘Sove stille ind, mens man drømmer en dejlig drøm om sommerfugle’.

Det var en beroligende tanke for Unode Swift, mens hun kæmpede for at holde vejret. Det kunne altid være værre.

Med sammenknebne øjne så hun ned på rebet om sin ankel gennem det plumrede vand. Det var bundet i et stramt pælestik. Unode var dygtig til at binde knob, og hun havde bundet og løsnet hundredvis af pælestik. Men lige præcis det her nægtede stædigt at blive bundet op – ligesom det knob, hun havde bundet om det tunge messingmikroskop, der nu var halvt begravet i søbundens bløde mudder, hvor det sad lige så godt fast som en tand i et tandkød.

En rebelsk luftboble sneg sig ud af Unodes venstre næsebor og susede op til overfladen. Hendes lunger brændte, og hendes hals trak sig desperat sammen. Hendes krop sagde meget bestemt til hende, at hun skulle tage en dyb indånding lige nu,

og lyttede overhovedet ikke til hendes grunde til, at det var en rigtig dårlig ide. Gurglende af anstrengelse trak hun brødkniven ud af bæltet og begyndte desperat at save rebet over. Der var sket noget interessant med hendes syn. Det var begyndt at blive mørkere i kanterne, som om hun kiggede ud gennem en tæt sky.

Rebet knækkede. Unode skød opad og pustede luft ud på vejen. Over hende dansede brudte lysstråler i vandoverfladen, et glitrende glastag, som hun knuste ligesom en sten, der var blevet kastet af al kraft.

Unode kom op i den varme formiddagssol og trak hostende og gispende ilt ned i lungerne. Hun skovlede i vandet med sine nu tomme hænder og fik øje på brødkniven, der blinkede lystigt op til hende på vej ned i søens dyb. Det ville Kok ikke blive glad for.

“Der var du. Du har ikke set mit mikroskop, vel?”

Det gav et sæt i Unode. Kuriosa var blevet ret god til at snige sig ind på hende på det seneste. Hun stod for enden af bådebroen i sin laboratoriekittel, der strålede i solen, og så på sin halvdruknede søster med et løftet øjenbryn.

Unode tænkte hurtigt. “Jo da,” svarede hun. “Jeg har set dit mikroskop. Mange gange.”

“Jeg mener for nylig. Inden for de sidste par timer?”

Unode løj aldrig. Hun gav bare bestemte udgaver af sandheden. Det var irriterende for alle, også Unode selv, som hele tiden måtte finde på kreative måder at sige sandheden på, for ikke at komme i problemer. Hun tænkte tit på at skrive en håndbog.

“Det er … nogen tid siden, jeg sidst så det,” sagde hun undvigende. Teknisk set var et minut “nogen tid”. Men Kuriosa var vokset op med Unode og var gået ind i samtalen med den fordel at kende de fleste af hendes tricks.

“Der er bare lige det, at da jeg spurgte Kok,” fortsatte Kuriosa, “sagde hun, at hun heller ikke havde set det, men at hun havde set dig på vej ud i haven med en tildækket genstand, som hun sagde, var ’på størrelse med et mikroskop’.”

Unode gjorde sig umage for ikke at kigge ned under sine sparkende fødder, hvor mikroskopet sank længere og længere ned i mudderet. “Er du sikker på, hun ikke sagde ’mikroskopisk’?”

“Helt sikker,” sagde Kuriosa. Hun missede med øjnene bag brillerne. “Man behøver ikke være videnskabskvinde for at drage en konklusion på baggrund af de indsamlede data.”

“Har du ikke selv sagt,” forsøgte Unode, “at korrelation ikke er det samme som …”

“Mit mikroskop er nede i søen, er det ikke?”

“Jo.”

Kuriosa sukkede og rakte Unode en hånd, så hun kunne kæmpe sig op på bådebroen.

“Jeg troede ikke, det ville sidde fast,” mumlede Unode undskyldende. “Det var meningen, jeg skulle få det op igen.”

“Ligesom statuen, lysestagen og dørstopperen”

Unode krympede sig. Bunden af søen var blevet til et Atlantis, hvor sære genstande rejste sig af dyndet som levn fra en oldgammel civilisation. Unode ville aldrig have taget Kuriosas mikroskop, hvis hun ikke var løbet tør for andre tunge, mindre vigtige ting.

“Og jeg går ikke ud fra, du vil fortælle mig, hvad du har gang i?” spurgte Kuriosa.

“Vil du fortælle mig, hvad du har gang i oppe i det hemmelige rum med GISP’en?”

“Nej, selvfølgelig ikke.”

Søstrene smilede stort til hinanden, henrykte over hver deres hemmeligheder, og så gik de tilbage til Huset.

I ugevis var Unode gledet af på sin families spørgsmål om, hvad hun lavede nede i søen. Hun havde sagt, at hun øvede sig på at blive udbryderkonge, hvilket også næsten passede. Det at bryde ud var, ligesom jonglering, en meget nyttig færdighed, der kunne bruges i alle mulige situationer. Men sandheden var, at hun skulle bruge vægtene til at trække sig ned til bunden så hurtigt som muligt, så hun havde længere tid til at grave i mudderet efter Grandonkel Stygs forsvundne skat.

Unode havde engang læst, at Harry Houdini kunne holde vejret i over tre minutter. Indtil videre var hun selv oppe på to minutter og to sekunder. Hun havde været skuffet over sin fremgang, indtil hun kom i tanker om, at hans lunger havde været meget større end hendes. Men på den anden side var hans krop også meget større, så måske skulle han bruge mere ilt end hende? Spørgsmålet om, hvem der havde den højeste lungekapacitet, ville være perfekt at stille Kuriosa, men det kunne Unode ikke, fordi hun havde lovet sig selv ikke at fortælle sine familiemedlemmer om skatten, før hun havde fundet ud af, hvad hun ville gøre med den.

Det var ikke, fordi hun ikke kunne beslutte sig. Hun besluttede sig mindst tre gange om ugen. Når hun lå i sengen og stirrede op på regnen, der trommede mod loftsvinduet, kunne hun tænke Jeg bruger den på en ferie sammen med Ærketante Schadenfreude. Hun vil ikke have lyst til at tage afsted, men hvis vi nu giver hende skyklapper på ligesom en hest, kan vi garanteret nå frem til en togstation, uden at hun stikker af. Mens hun lyttede til Kok, der forklarede, hvordan man laver en omelet, kunne hun tænke Måske kunne jeg købe alle grøn ­

ne peberfrugter i verden og dumpe dem ned på bunden af havet, så ingen nogensinde behøver spise dem igen. Mens hun sad og læste i et skjult hjørne af Huset, kunne hun tænke Måske forærer jeg pengene til et børnehjem som en gammel dame uden arvinger, der har en frygtelig hemmelighed. Jeg er sikker på, jeg nok skal få en frygtelig hemmelighed snart. Og sådan kørte ideerne rundt og rundt, indtil hendes drømme var et virvar af guld og sølv og jublende børn, der alle sammen læspede. Mens Unode pillede tang ud af håret, rakte Kuriosa hende en seddel. “Jeg fandt den her i min sandwich,” sagde hun. “Der er familiemøde igen.”

Unode kneb øjnene sammen og så på teksten, der næsten ikke var til at læse under peanutbutteren. Der stod:

Jeg tager imod jer med åbne arme der, hvor der er grønt indenfor, når det er hvidt udenfor.

Da Ærketante Schadenfreude for nogle måneder siden var gået på pension, havde hun udråbt deres grandkusine Fauna til at være familien Swifts nye Matriark. Fauna var det perfekte valg. Hun var medfølende, fremsynet, optimistisk og på mange måder Tante Schadenfreudes modsætning. Som en del af sin nye rolle var Fauna flyttet ind i Huset og var dermed adskilt fra sin tvillingesøster, Flora, for første gang.

Det havde krævet tilvænning for alle. Fauna tog ind til byen på solrige dage og manede de rygter i jorden, der sagde, at familien Swifts hus var befolket af vampyrer. Hun inviterede Suleiman, deres frygtløse postbud, til te. Hun havde påtaget sig en aktiv rolle i Tante Schadenfreudes øve-begravelser og imponeret hende dybt ved at græde hver eneste gang.

Men det sværeste at vænne sig til var, at hun insisterede på at holde familiemøder. Tante Schadenfreude anså det for om-

klamrende at tale med børnene mere end en gang om dagen, og tanken om at sidde og tale om deres følelser, planer og bedrifter var ikke faldet i god jord hos Husets beboere. I et forsøg på at få dem over på sin side var Fauna begyndt at afholde hvert møde i et nyt værelse, med tid og sted skjult i en gåde, idet hun snedigt havde regnet ud, at deres konkurrenceånd ville sikre, at de dukkede op.

“Der, hvor der er grønt indenfor, når det er hvidt udenfor kunne være vinterhaven,” foreslog Unode.

“Ja. Et sted, hvor planter kan vokse, selv når der ligger sne udenfor,” sagde Kuriosa.

“Og med åbne arme?”

Kuriosa holdt armene ud, som om hun gerne ville have et kram. “Forestil dig, at jeg er et ur.”

“Ah! Så ville dine visere være ud for ni og tre. Så kvart i tre?”

“Eller kvart over ni, men det virker lidt sent.”

Unode tog Kuriosas håndled og kiggede på hendes armbåndsur. Den var tyve i tre.

“Jeg tænkte, jeg hellere måtte hente dig,” forklarede Kuriosa. “Der har helt sikkert også været en seddel i din sandwich, men du må have spist den.”

Det var varmt i vinterhaven, hvor planterne sugede solen til sig og udåndede en lidt kvælende, grøn lugt. Fauna sad i en kurvestol og besvarede breve fra deres slægtninge. Der hang lange tørresnore på kryds og tværs af rummet med kuverter, der var sat fast med farvestrålende klemmer. En gang imellem trak Fauna i en af snorene, så en ny række breve kom imod hende, mens trisserne knirkede og knagede. Med sit bølgede, røde hår og en nyfunden smag for løse kjoler lignede hun en alf, som

hun sad dér mellem de kæmpestore monsterablade og alle de andre planter.

Unode vred sit våde hår ned i den nærmeste plante og satte sig ved siden af Onkel Malstrøms stol. Han løftede sine anselige bryn ved synet af det reb, der stadig var bundet fast om hendes ene ankel.

“Det ser bekendt ud,” sagde han.

“Gør det?”

“Mmh. Det ligner hampereb. Jeg lod en rulle ligge på mit bord forleden, da jeg havde skiftet rebet til min hængekøje ud.” Han fandt en lommekniv frem, valgte en klinge mellem kuglepennen og fyldepensdelen og skar forsigtigt knuden ved Unodes ankel over. Det var en stor hjælp, eftersom foden var begyndt at blive lilla.

“Måske vil det interessere dig, at den type reb svulmer op, når det bliver vådt,” tilføjede han, “hvilket vil sige, at de knob, man binder med det, strammer fuldkommen til under vand.”

“Åh,” sagde Unode.

“I våde omgivelser er det bedre at bruge syntetisk reb og binde sine knob løst. Det reb, der ligger rundt om min paraplyholder, er for eksempel vandtæt.” Han blinkede til hende.

Det var derfor, Unode elskede Onkel Malstrøm. Hvis hun havde sagt, at hun havde tænkt sig at springe ud fra et fly, ville han ikke prøve at stoppe hende. Han ville lære hende at lave en faldskærm.

“Velkommen til, alle sammen,” sagde Fauna, der hældte te op med den ene hånd og satte en klemme tilbage på snoren med den anden. Hun havde let rynkede bryn, hvilket fik hende til at ligne sin søster. “Hvordan står det til?”

Hun så rundt på kredsen af familiemedlemmer. Der var

Tante Schadenfreude, der lå og slængede sig med en slidt paperback og noget grønt stads i hele ansigtet; Kok med ærmerne smøget op til albuerne og stænk af motorolie i det korte hår; Kuriosa, der skriblede i sin notesbog; Malstrøm, der var klemt ned i den lidt for lille stol med en af Faunas små japanske tekopper i hånden; og Unode, der kæmpede for at få lidt følelse tilbage i tæerne. Det ældste af Swift-børnene var der ikke. Fryd var i Paris nogle uger og boede hos Flora og Rose. Hun ringede hjem, når hun huskede det, og krydrede samtalen med små franske udtryk for at vise, hvor sofistikeret hun var blevet.

Der var kun én beboer mere i Huset, og det var Katten John, men han var heller ikke til stede, eftersom han ikke var særlig god til at løse gåder.

“Det har bare at gå hurtigt,” vrissede Tante Schadenfreude. “Den her fjollede bog er lige begyndt at blive god.”

På forsiden af den fjollede bog var der en kvinde, der segnede om i armene på en muskuløs varulv. Schadenfreude var virkelig gået all in på tilværelsen som pensionist. Kok havde endda købt et par plyssutsko til hende, som Tante Schadenfreude havde kaldt de mest afskyelige ting men haft på hver eneste dag siden.

“Det er noteret,” sagde Fauna. “Kok? Malstrøm? Har I det godt? Super. Hvad med jer, piger?”

“Vi har det fint,” sagde Kuriosa og Unode i kor.

“I savner ikke Fryd?”

“Næh,” sagde Unode.

“Jeg havde helt glemt, at hun var væk,” sagde Kuriosa.

“Hvem er Fryd?” tilføjede Unode.

“Det er altså okay, hvis I savner hende,” sagde Fauna. “I har jo været sammen hele jeres liv. Det er en stor forandring.”

“Jeg ved da godt, at det er okay.” Unode sukkede. “Men jeg savner hende altså ikke.”

“Hun har det garanteret fantastisk,” tilføjede Kuriosa. “Hun går sikkert rundt og bøjer verber på folk og køber silketørklæder.”

Faunas smil var trist. “Selvom I er glade for, at hun lever sit liv uden jer, og at I lever jeres egne liv, kan I stadig godt savne hende,” insisterede hun. Hun klemte øjnene hårdt i. “Eftersom hun er i Paris og meget, meget langt væk, og hun er jeres bedste ven.”

“Hun er ikke min bedste ven,” mumlede Unode, mens Kok rakte Fauna et lommetørklæde. “Hun er ikke engang min bedste søster.”

Det fik Kok til at smække formanende med tungen, men Unode og Fryd havde afsluttet deres langvarige strid for flere måneder siden. De fornærmede stadig hinanden, men nu smilede Fryd, når hun kaldte Unode for en plageånd, og Unode fjernede edderkopper fra Fryds værelse i stedet for at lægge dem derind.

“Nå, men altså ...” Fauna pudsede næse. “Fryd er faktisk grunden til, at jeg har indkaldt til møde.” Hun nappede et brev fra snoren over sit hoved og glattede det ud på knæet. “Jeres søster har sendt os et brev, og – lad mig bare lige sige, inden jeg læser det højt, at jeg ikke tror, der er er grund til bekymring.”

“Det er jo altid ekstremt betryggende at høre,” mumlede Tante Schadenfreude.

“Jeg ved bare, at I kommer til at reagere meget negativt,” sagde Fauna, “og det tror jeg virkelig ikke, at der er nogen grund til. Øhm. Okay, nu læser jeg det bare.”

Fryd havde lært at skrive ved at læse romancebøger, der

foregik i 1800-tallet. Den slags romaner, hvor de mindste problemer giver folk feberanfald, der er lige ved at slå dem ihjel. Unode syntes, at alle hendes breve lød, som om hun enten ville bekendtgøre sit nært forestående bryllup eller sin nært forestående død. I det her stod der:

Til min højtelskede familie, som jeg på så grusom vis er adskilt fra (og også til Unode)

Jeg skriver til jer fra en cafe på Champs­Élysées, med en kande te på min venstre side og et stykke operakage på min højre. Mellem de to har jeg frit udsyn over Paris’ mest moderigtige indbyggere. Rose var så elskværdig at købe mig denne petite gâterie (det betyder ’lille lækkerbisken’), som jeg tror kostede lige så meget som mit sidste par sko. Hun og Flora er inde i et parfumerie (det betyder ’parfumebutik’) på den anden side af gaden, og hvis jeg kniber øjnene lidt sammen, kan jeg se dem i butiksvinduet i fuld gang med at sprøjte.

I går skete der noget, som utvivlsomt vil interessere jer. Under mit besøg på La Garde­robe (et modemuseum) var der en af vores slægtninge, som henvendte sig til mig! Hun hedder Pomme og var både charmerende og yderst sympatisk, og hun har inviteret mig til at bo sammen med vores franske slægtninge, familien Martinet, på deres hotel. Jeg blev temmelig overrasket, eftersom jeg ikke engang vidste, at vi havde familie i Frankrig, for slet ikke at tale om familie med et særligt efternavn og deres helt eget hotel!

Jeg har besluttet at tage imod Pommes tilbud og vil således snart tage afsked med Flora og Rose. Jeg ved naturligvis, at det er almindeligt for unge kvinder på min alder at besøge

byen i selskab med deres tanter, men jeg tror nu, at mine anstandsdamer godt selv kunne trænge til lidt alenetid (forestil dig, at jeg sender dig et sigende blik, Fauna). Jeg flytter ind på Hôtel Martinet i aften, og jeg har vedlagt den nye returadresse til jeres breve.

À bientôt (det betyder noget i retning af ‘ses snart’)

Fryd

Unode syntes, det virkede som et helt normalt brev, men Tante Schadenfreude nikkede dystert.

“Sådan ligger landet altså,” sagde hun nøgternt. “Fryd er så godt som død.”

Unode Swift* er lidt af en mesterdetektiv, hvis hun selv skal sige det.

Hendes opklaringsevner

bliver dog sat på prøve, da mystiske tyve slår til i familiens palæ og stjæler et ganske særligt maleri og efterlader … en oppustelig fugl?

Sporet fører Unode og hendes familie til Paris, men hvad har tyveriet med en død vicevært, en gammel familiefejde og en forsvunden klovn at gøre?

*Jep, rimelig mærkeligt navn, men i familien Swift bliver nyfødte babyer navngivet på en helt særlig måde: Man slår tilfældigt op i ordbogen og tror på, at det udvalgte navn vil matche barnets personlighed …