Firekeepers datter

Fire keepers Datter De blodgyldne 1 Dødløs

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 1

04-04-2022 13:17:36

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 2

04-04-2022 13:17:36

angeline boulley

Fire keepers Fire atter D keepers Datter angeline boulley

På dansk ved Amalie Harder Hesel

gutkind

gutkind

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 3

04-04-2022 13:17:36

Firekeepers datter er oversat fra engelsk af Amalie Harder Hesel efter Firekeeper’s Daughter © Angeline Boulley 2021 Published by agreement with Faye Bender Literary Agency New York and Ia Atterholm Agency, Sweden.

Denne udgave: © Angeline Boulley og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Rich Deas & Kathleen Breitenfeld, dansk versionering Rasmus Funder Forsideillustration: © Moses Lunham Sat med Janson Text hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0207-7

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 4

04-04-2022 13:17:36

Til mine forældre, Donna og Henry Boulley Sr., og deres kærlighed til historier

5

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 5

04-04-2022 13:17:36

6

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 6

04-04-2022 13:17:36

Jeg er en stivnet statue af en ung pige i skoven. Det eneste, der bevæger sig, er mine øjne, der farer fra våbnet til deres forskrækkede ansigtsudtryk.

Revolver. Chok. Revolver. Vantro. Revolver. Rædsel.

DU-DU NK, DU-DU NK, DU-DU NK. Den kortløbede revolver dirrer i den rystende hånd, der sigter på mit hoved.

Jeg skal dø.

En fedtet, sødlig lugt får mine næsebor til at sitre. Velkendt. Vanilje og mineralolie. Antirustmiddel. Nogen har renset revolveren med W D-40.

Flere lugte: fyrretræ, fugtigt mos, gammel, sur sved og kattepis.

DU-DU NK, DU-DU NK, DU-DU NK. Den rystende hånd hugger med våbnet, som om det var en machete.

Hvert hug, der snitter sig skråt ned mod jorden, giver mig håb. Hellere et tilfældigt mål end mig.

Men så griber rædslen igen mit hjerte. Revolveren. Vendt mod mit ansigt igen. Mor. Hun vil ikke overleve min død. Én kugle vil dræbe os begge. En modig hånd rækker ud efter revolveren. Fremstrakte fingre.

Kommanderende. Giv mig den. Nu. DU-DU NK, DUJeg tænker på min mor, da braget ændrer alt.

7

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 7

04-04-2022 13:17:36

8

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 8

04-04-2022 13:17:37

FØR STE DEL

WA ABANONG (ØST) i følge d e n oj i bwean ske l ær e b egyn d e r alle r ejs e r i øst.

9

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 9

04-04-2022 13:17:37

10

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 10

04-04-2022 13:17:37

K A PIT EL 1

J

eg starter min dag før solopgang med at hoppe i løbetøjet og lægge lidt semaa for foden af et træ, på østsiden, dér hvor sollyset rammer tobakken først. Mine bønner begynder altid med, at jeg ofrer semaa og siger mit sjælenavn, hvilken klan jeg tilhører, og hvor jeg kommer fra. Hver gang tilføjer jeg et ekstra navn for at være sikker på, at Skaber ved, hvem jeg er. Et navn, der forbinder mig med min far – fordi jeg begyndte som en hemmelighed, inden jeg blev en skandale.

Jeg takker Skaber og beder om zoongidewin, for jeg får brug for mod til at gøre dét, jeg skal gøre, når jeg har løbet mine otte kilometer. Jeg har udskudt det i en uge.

Himlen bliver lysere, mens jeg strækker ud i indkørslen. Når jeg løber med min bror, brokker han sig altid over, at jeg er så længe om at varme op. Jeg forklarer Levi, at mine længere, større og derfor langt overlegne muskler simpelthen har brug for en grundigere forberedelse, hvis jeg skal yde mit bedste. Den egentlige grund, som han ville synes var nørdet, er, at jeg inde i hovedet remser de latinske navne op for hver eneste muskel. Ikke bare de overfladiske, men også de dybereliggende. Jeg vil have et forspring, når jeg begynder på college til efteråret og skal have Funktionel anatomi.

Da jeg endelig er færdig med opvarmning og anatomigennemgang, kigger solen ned gennem trækronerne. En af strålerne lyser på min offergave. Niishin! Det er godt.

Den første halvanden kilometer er altid den hårdeste. En del af mig vil hellere ligge i sengen sammen med min kat, Herri, hvis spinden er det modsatte af et vækkeur. Men hvis jeg holder ud, finder min vejrtrækning sin egen rytme, i takt med den fejende lyd af min tunge hestehale, der svinger fra side til side. Mine arme 11

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 11

04-04-2022 13:17:37

og ben går på autopilot. Og så begynder mine tanker at bevæge sig ind i den særlige tilstand, som jeg kalder zonen, hvor jeg er en del af denne verden, men samtidig er et helt andet sted, mens kilometerne farer forbi i en næsten bevidstløs tåge.

Ruten fører gennem campus. Den smukkeste udsigt i Sault Ste. Marie, Michigan, har man lige på den anden side. Jeg sender et luftkys i retning af Lake States nyeste kollegium, Fontaine Hall, der er opkaldt efter min morfar. Min mormor, Mary – jeg kalder hende GrandMary – insisterede på, at jeg skulle have kjole på til indvielsesceremonien sidste sommer. Jeg overvejede at surmule på alle billederne, men vidste, at min trods ville såre min mor mere, end den ville provokere GrandMary.

Jeg løber tværs over parkeringspladsen bag fælleslokalerne mod den nordlige ende af campus. Fra skrænten er der en fantastisk udsigt over St. Marys River og International Bridge over til Canada og Sault Sainte Marie i Ontario. I en af flodens krumninger, lidt øst for byen, ligger mit yndlingssted i hele universet: Sugar Island.

Ude i horisonten bag øen skjuler den opgående sol sig bag en lav, mørk sky. Jeg standser op et øjeblik, fuld af ærefrygt. Solens stråler skyder som en vifte ud fra skyen, som om strålerne udspringer fra Sugar Island. En kølig brise leger med min T-shirt, og selvom det er midt i august, får jeg gåsehud. »Ziisabaaka Minising.« Jeg hvisker navnet på øen på anishinaabemowin – det navn, min far lærte mig, da jeg var lille. Det lyder som en bøn. Min fars familie, Firekeeper-siden, er lige så meget en del af Sugar Island som de mange vandløb og kilder og sukkerahorntræer.

Da skyen trækker videre, og solen igen gør krav på sine stråler, puffer et vindstød mig blidt fremad. Tilbage til min løbetur og opgaven, der venter forude.

n 45 minutter senere slutter min løbetur ved EverCare – et plejehjem, der ligger nogle få hundrede meter fra, hvor jeg bor.

12

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 12

04-04-2022 13:17:37

Dagens tur føltes bagvendt: Det gik bedst de første kilometer, men derfra blev det hårdere og hårdere. Jeg prøvede at nå frem til zonen, men den var som en luftspejling – hele tiden lige uden for rækkevidde. »Godmorgen, Daunis,« siger oversygeplejersken mrs. Bonasera, der sidder i receptionen. »Mary har haft en god nat. Din mor er her allerede.« Jeg er stadig forpustet, så jeg nøjes med at give hende mit sædvanlige godmorgen-vink.

Det er, som om gangen bliver længere for hvert skridt. Jeg forbereder mig på de mulige svar på det, jeg skal fortælle: Et enkelt løftet øjenbryn kan både udtrykke skuffelse, irritation og tilbagetrækning af tidligere anerkendelser.

Måske skulle jeg vente til i morgen med at annoncere min beslutning.

Mrs. B. havde ikke behøvet at sige noget: Den tunge lugt af roser i gangen afslører, at mor allerede er kommet. Da jeg træder ind på stuen, er hun ved at gnide bedstemors tynde arme med en rosenduftende creme. En frisk buket gule roser gør den blomstermættede duft endnu tungere.

GrandMary har været på EverCare i seks uger nu, og måneden før dét var hun på hospitalet. Hun fik en hjerneblødning til min dimissionsfest. At besøge GrandMary hver morgen er blevet en del af Den Nye Normal – det kalder jeg dét, der sker, når éns univers bliver rystet så voldsomt, at man aldrig helt genvinder balancen, men alligevel bliver ved med at prøve.

Bedstemors blik møder mit. Hendes venstre øjenbryn løfter sig som tegn på, at hun genkender mig. Hendes højre side kan ikke udtrykke noget. »Bon Matin, GrandMary.« Jeg kysser hendes kinder og træder et skridt tilbage, så hun kan inspicere mig.

I Den Gamle Normal blev jeg altid vildt irriteret over hendes evindelige kritik af mit tøjvalg. Men nu føles hendes ensidede skulende blik på min oversize T-shirt som et perfekt slagskud lige i nettet.

13

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 13

04-04-2022 13:17:37

»Se selv!« Jeg løfter drillende op i T-shirten og afslører mine gule løbetights indenunder. »Ikke halvnøgen.« Midt i GrandMarys rullen med venstre øje bliver hendes blik pludselig fuldstændig tomt. Det er, som om nogen helt uden varsel tænder og slukker for en pære bag hendes øjne. »Giv hende lige et øjeblik,« siger mor og fortsætter med at smøre GrandMarys arme.

Jeg nikker og lader blikket glide rundt i hendes stue. Det store panoramavindue med udsigt over en legeplads lidt derfra. Tavlen med overskriften: h ej , jeg h edder m a ry fon ta i n e og nedenunder en linje, hvor nogen kan udfylde feltet m i n sygeplejersk e .

Feltet m i n e m å l er tomt. Vasen med roser mellem de indrammede fotografier. GrandMary og Grandpa Lorenzo på deres bryllupsdag. En dobbeltramme med mor og onkel David, der ligner bedende engle i deres hvide førstekommunions-tøj. Billedet af min afgangsklasse har en sølvramme med indskriften å rga ng .

Jeg får en klump i halsen på størrelse med en valnød, da jeg ser det sidste billede af de fire medlemmer af familien Fontaine – mig, mor, onkel David og GrandMary – til min sidste ishockeykamp.

Mange aftener faldt jeg i søvn til lyden af mor og hendes bror, der grinede og spillede kort og talte på det sprog, de selv havde opfundet som børn: en blanding af fransk, italiensk, forkortede engelske ord og hjemmelavede vrøvleord. Men det var før, onkel David døde i april, og en sorgknust GrandMary fik en hjerneblødning to måneder senere.

I Den Nye Normal griner mor ikke.

Hun ser op. Hendes jadegrønne øjne er trætte og blodskudte. I stedet for at sove i nat gjorde hun hele huset rent, mens hun talte med onkel David, som om han sad i sofaen og så på, at hun tørrede støv af og vaskede gulv som en gal. Det gør hun tit. Sommetider vågner jeg, når natten er mørkest og hører min mor betro ham sin ensomhed og sine sorger, uvidende om, at jeg udmærket forstår deres hemmelige sprog.

Mens jeg venter på, at GrandMary skal komme til sig selv, tager jeg en læbestift fra den lille kurv på sengebordet. GrandMary kan 14

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 14

04-04-2022 13:17:37

godt lide at møde dagen med et perfekt rødt smil. Mens jeg smører hendes tynde læber med den matte, rubinrøde farve, kommer jeg i tanke om min bøn om mod. At have zoongidewin er at møde sin frygt med et stærkt hjerte. Min hånd sitrer, så det gyldne læbestiftshylster ligner nålen på en seismograf.

Mor er færdig med cremen og kysser sin mor på panden. Jeg har modtaget så mange af de kys, at mindet om dem varmer min egen pande. Jeg håber, GrandMary kan mærke den gode medicin, selv når pæren er slukket.

Da min bedstemor var på hospitalet, holdt jeg regnskab med, hvor mange gange hun blinkede på 15 minutter. Mor havde ikke noget imod mit regnskab, før hun opdagede min inddeling i pær e tæn dt og pær e slu k k et. Det samlede antal blink var uforandret, men den procentvise andel af bevidste blink (pær e tæn dt divideret med antal blink i alt) var begyndt at falde. Min mor blev så oprevet, da hun så det, at jeg er begyndt at gemme blinke-notesbogen i GrandMarys stue og kun tager den frem, når mor ikke er der.

Så sker det. GrandMary blinker, og hendes øjne lyser op. pær e tæn dt. Hendes fokus skærpes, og hun er igen en mægtig naturkraft, familien Fontaines matriark. »GrandMary,« siger jeg hurtigt, »jeg har besluttet at udsætte Michigan University og tage nogle kurser på Lake State University i stedet. Bare det første år.« Jeg holder vejret og afventer hendes skuffelse over denne afvigelse fra Planen: Daunis Lorenza Fontaine, cand.med.

I begyndelsen spillede jeg med, fordi jeg håbede, at hun ville blive stolt af mig. I hele min barndom har jeg hørt folk hviske med en næsten ondskabsfuld skadefryd om Den Store Skandale i Mary og Lorenzo Fontaines Perfekte Liv. Jeg var så god til at spille med, og jeg gjorde det så længe, at hendes plan også blev min plan. Vores plan. Jeg elskede den plan. Men det var i Den Gamle Normal.

GrandMary holder mine øjne fast med et blik, der er lige så blidt som min mors kys. Jeg mærker en særlig forbindelse mellem min bedstemor og mig: Hun forstår, hvorfor jeg var nødt til at ændre vores plan.

15

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 15

04-04-2022 13:17:37

Det prikker i min næse, og jeg er ved at græde af lettelse, tristhed, eller muligvis begge dele. Måske findes der et ord på anishinaabemowin for dét at finde fodfæste i murbrokkerne efter en tragedie.

Mor skynder sig rundt om sengen og trækker mig ind til sig i et kram, der klemmer luften ud af mine lunger. Hendes glade hulk sender vibrationer igennem mig. Jeg har gjort min mor glad. Det vidste jeg godt, jeg ville, men jeg havde ikke ventet, at jeg også selv ville føle mig så lettet. Hun har tigget mig om ikke at rejse væk på college, hun har endda opmuntret Levi til at prøve at overtale mig. Hun bad mig indtrængende om at udfylde ansøgningen til Lake State i januar som en fødselsdagsgave til hende. Jeg gik med til det, fordi jeg ikke troede, at det ville blive til noget. Det viste sig så, at det gjorde det.

En fugl flyver ind i vinduet med et bump. Det giver et sæt i min mor, og hun slipper mig. Jeg når kun at tage tre skridt hen mod vinduet, før fuglen er på benene igen. Den basker med vingerne for at genvinde balancen, inden den genoptager sin rejse.

Gramma Pearl – min anishinaabe nokomis på Firekeeper-siden – mente, det var et dårligt varsel, hvis en fugl fløj ind i et vindue.

Hun skyndte sig altid udenfor med en læderagtig, brun hånd for munden, mens hun mumlede »ej-nej-nej« ad fuglens brækkede hals, før hun ringede til sine søstre for at finde ud af, hvilken tragedie der lurede lige om hjørnet.

GrandMary ville slå det hen som et tilfældigt uheld – en utilsigtet konsekvens af et skinnende rent vindue. Indianerovertro er ikke kendsgerninger, Daunis.

Mine zhaaganaash og anishinaabe bedstemødre kunne ikke have været mere forskellige. Den ene betragtede verden som udelukkende overflade, hvorimod den anden så forbindelser og betydninger, der stak dybere end den verden, vi kender. Deres hiven og halen i mig har været som én lang tovtrækning hele mit liv.

Da jeg var syv, tilbragte jeg en weekend i Gramma Pearls lille tagpapbeklædte hus på Sugar Island. Jeg vågnede grædende op, fordi jeg havde fået ørepine, men den sidste færge over til fastlandet 16

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 16

04-04-2022 13:17:37

var sejlet. Hun fik mig til at tisse i en kop, og så hældte hun det forsigtigt ind i min øregang, mens jeg lå med hovedet i hendes skød. Til næste søndagsmiddag hos GrandMary og Grandpa Lorenzo fortalte jeg stolt, hvor klog min anden bedstemor var.

Gramma Pearl kurerede min ørepine med mit tis! Det gav et sæt i GrandMary. Hun kunne ikke skjule sin væmmelse, men stirrede misbilligende på min mor, som om det var hendes skyld. Da jeg så min mors forlegenhed, var der noget inde i mig, der gik i stykker: Jeg lærte, at der var tidspunkter, hvor det forventedes af mig, at jeg opførte mig som en Fontaine, og at det andre gange var i orden at være en Firekeeper.

Mor vender tilbage til GrandMary og slår kashmirtæppet til side for at gnide hendes tændstiktynde og alabasterblege ben med cremen. Det udmatter mor at tage sig så meget af bedstemor. Men mor er overbevist om, at hun nok skal blive sig selv igen. Min mor har aldrig været god til at acceptere ubehagelige sandheder.

For en uge siden vågnede jeg op midt i et af hendes hektiske rengøringsanfald.

Jeg har mistet så meget, David. Og nu hende. Når Daunis rejser, j’disparaîtrai.

Hun brugte det franske ord for »forsvinde«. »Svinde hen« eller »dø«.

For 18 år siden vendte min ankomst op og ned på min mors verden. Den ødelagde det liv, som hendes forældre havde udstukket for hende. Jeg er det eneste, hun har tilbage i denne verden.

Gramma Pearl sagde altid: »Ulykker kommer altid tre ad gangen.« Onkel David døde i april.

GrandMary fik en hjerneblødning i juni.

Hvis jeg bliver hjemme, kan jeg forhindre, at der sker en tredje ulykke. Også selvom det betyder, at jeg må vente lidt længere med at følge Planen. »Jeg er nødt til at smutte hjemad.« Jeg kysser først mor og derefter GrandMary farvel. Lige så snart jeg er kommet ud af plejehjemmet, sætter jeg i løb. Jeg plejer at gå de sidste hundrede meter hjem for at køle af, men i dag sprinter jeg hele vejen tilbage 17

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 17

04-04-2022 13:17:37

til vores indkørsel. Gispende lader jeg mig dumpe ned for foden af mit bedetræ. Venter på, at min vejrtrækning skal blive normal.

Venter på, at den normale del af Den Nye Normal begynder.

18

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 18

04-04-2022 13:17:37

K A PIT EL 2

M

ed et hvin bremser Lilys jeep i indkørslen. Min bedste veninde, der som sædvanlig er i sort fra top til tå, hopper ud, så jeg kan kravle ind på bagsædet. På forsædet sidder Granny June med hovedtørklædet bundet under hagen. Hendes mørkebrune øjne titter kun lige op over instrumentbrættet. Det er utroligt, at lillebitte Lily og hendes oldemor overhovedet kan se vejen.

Lily har været min bedste veninde siden 6. klasse, da hun flyttede hertil for at bo hos Granny June. Vi ser ud som hinandens modsætninger, og det er ikke bare på grund af højdeforskellen.

Jeg er så bleg, at jeg blev kaldt Spøgelse af de andre nish-børn, og engang overhørte jeg én omtale mig som »Levis udvaskede søster«.

Dengang Lily boede hos sin zhaaganaash-far og hans kone, skærmede de hende mod solen for at undgå, at hendes rødbrune hud skulle blive mørkere. Vi lærte begge to tidligt, at der findes et Spektrum af Acceptable Anishinaabe-Hudfarver, og at dem, der befinder sig i hver ende af det, må finde sig i det samme pis, bare i forskellige udgaver.

Et lag sort, skinnende læbestift indrammer Lilys smil. Det bliver bredere, da hun rigtig lægger mærke til mit outfit – jeans og en af min fars ishockeytrøjer, der går mig til midt på låret. »Lady Daunis i sit stiveste puds! Jeg har fornøjelsen af at være Deres chauffør.« Hun bukker.

Jeg smiler stort, og det føles, som når jeg tager min rygsæk med alle skolebøgerne af. »Det burde være mig, der sad deromme. Det er for besværligt for dig,« siger Granny June, mens jeg vipper førersædet frem og kanter mit 180 centimeter lange legeme ind i bilen. »Som at se et spædbarn kravle tilbage i livmoderen.« Det siger hun altid, når vi får et lift af Lily.

19

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 19

04-04-2022 13:17:37

»Ikke tale om, Granny June, du er den bedste co-driver.« Man besværer ikke en af de Ældre. Det gør man bare ikke.

Vi sætter tit Granny June af ved Sault Ældrecenter på vej til arbejde, alt efter hvad der er til frokost. Hun sammenligner de to pensionist-frokostordningers månedsmenuer og studerer dem lige så grundigt som bingoplader, når der spilles om fuld plade.

Hvis Granny June mener, at det er zhaaganaash-pensionisterne, der får det bedste måltid, beder hun Lily sætte hende af ved Sault Ældrecenter inde i byen. Ellers bliver hun hentet af en af stammens minibusser, der tager hende med på færgen til Sugar Island og sætter hende af ved Nokomis-Mishomis Ældrecenter, hvor der er frokost og forskellige aktiviteter. »Hvad så, gjorde du det?« Lily giver mig et indforstået blik i bakspejlet. »Jep.« »Brugte du beskyttelse?« spørger Granny June. Vi ler alle sammen, og selv hjulene hviner med, da Lily i det samme drejer for skarpt. »Nej, Granny,« siger Lily, »Daunis fortalte sin mor og bedstemor, at hun ikke tager på University of Michigan. Nu er det officielt ...

Lake Superior State University, baby!« Hun udstøder en høj trille ud ad vinduet, som får nogle turister til at fare sammen inde på fortovet.

Lily har uden held forsøgt at lære mig at lee-lee’e, sådan som nogle nish-kvinder gør, når de hylder en bedrift.

Granny June vender sig om mod mig med rynkede bryn. Jeg regner med, at hun vil bede mig rette ryggen. Det ville GrandMary gøre. »Nogle både er bygget til floden, og andre til havet, min pige.« Det tror jeg, Granny June har ret i. Jeg ved bare ikke, hvad for en af dem jeg er.

Lily sender mig et forstående blik i bakspejlet. Inden for naturvidenskaben definerer man en blanding som to eller flere elementer, der ikke går i kemisk forbindelse med hinanden. Olie og eddike, for eksempel. Lily ved, at det er sådan, jeg har det: 20

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 20

04-04-2022 13:17:37

ked af ikke at være i Ann Arbor, men glad for at skulle opleve det første år på college sammen med hende. Det er to helt forskellige følelser, men de hvirvler begge rundt i mig.

Vi kører forbi souvenirbutikker på den ene side af vejen. Til den anden side ligger floden, hvor en flok turister betragter et 300 meter langt fragtskib, der passerer gennem Soo Locks.

Jeg kan huske sidste efterår, da vi tog til Ann Arbor og deltog i rundvisningen på campus. GrandMarys begejstring stod i skarp kontrast til mors irriterende spørgsmål om, hvor højt byens kriminalitetsniveau nu var. Onkel David – som ellers sjældent tog parti mod min mor – insisterede på, at jeg skulle tage min uddannelse langt væk hjemmefra. Men for mig var der andet og mere på spil end bare en uddannelse. University of Michigan betød frihed fra den sladder, der har hængt ved mig hele livet.

Daunis Fontaine? Var hendes far ikke ham ishockeyspilleren, Levi Firekeeper? Han var en af de få indianere fra Sugar Island, der faktisk kunne være blevet til noget.

Jeg kan huske, da han bollede Grace Fontaine tyk. Den rigeste, hvideste pige i hele byen.

Var det ikke noget med, at han drak sig stiv til en fest på Sugar Island og kørte galt med hende i bilen?

Hvor var det synd, at han brækkede benene i ulykken! Lige da talentspejderne var begyndt at interessere sig for ham. Så var hans karriere slut.

Mary og Lorenzo sendte deres datter til Montreal for at bo hos noget familie, men da hun kom tilbage med en tre måneder gammel datter, var Levi gift med en anden og havde fået Levi Jr. Jeg har hørt, at Grace, der ellers altid var så forsagt, satte sig op imod sine forældre, da de ville afskære hendes datter fra Levi og alle de indianske familiemedlemmer.

Nå ja, og så var der den frygtelige tragedie ...

Vi kører forbi en plakattavle, der normalt reklamerer for Superior Shores Casino og Hotel, men hvor Sugar Islands Ojibwe-stamme den seneste måneds tid har opfordret sine registrerede medlemmer til at stemme til stammerådsvalget i dag.

21

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 21

04-04-2022 13:17:37

I løbet af natten har nogen spraymalet et af bogstaverne over, så der står: sæd di t k ry ds t i l sta m m er å dsva lget ! »Se, dét lyder da interessant,« siger Granny June. Lily og jeg skraldgriner igen.

Så kommer Granny med en lang svada om, at det er ligegyldigt, hvem der bliver valgt, fordi de alligevel bare ender med at pleje deres egne interesser. »Når jeg dør, må I love mig at få Stammerådet til at være mine kistebærere,« – hun holder en dramatisk pause – »så de kan jorde mig en sidste gang.« Jeg griner sammen med Granny June. Min bedste veninde ryster bare på hovedet, som hun plejer. »Teddie skulle have stillet op,« siger Lily. »Hun kunne have sat skik på det hele, ik’?« Min tante Teddie er den klogeste, vi kender. Hun er så badass.

Der er nogle folkeforføreriske stammemedlemmer, der vil have, at Sugar Island skal erklære sig uafhængig af USA. Hvis de fik Auntie med på deres uigennemtænkte plan, ville Operation Løsrivelse faktisk kunne blive til noget. »Tja, Auntie siger, at hun har større indflydelse som direktør for stammens sundhedsforvaltning,« siger jeg.

Granny June stemmer i: »Hun ville heller aldrig blive valgt ind.

Det er det samme med mig. Teddie siger tingene ligeud. Vælgerne vil hellere høre fine løgne end ubehagelige sandheder, ik’?« Lily nikker, selvom ingen af os kan stemme til stammerådsvalg, fordi vi ikke er registrerede medlemmer. »Hør her, piger,« siger Granny June. »Stærke ojibwe-kvinder er ligesom tidevandet, der minder os om kræfter, som er så mægtige, at de ikke kan styres. Svage folk bliver skræmt af den styrke. De vil ikke stemme på en nish-kwe, der skræmmer dem.« Nu er det mig, der sidder og nikker ad min Ældres sandhed.

Da vi når frem til Sault Ældrecenter, bruger Lily sin særlige metode til at parallelparkere og kører forlæns ind, til hun rammer kofangeren på bilen foran. Vi kravler begge to ud for at hjælpe Granny June. Inden hun går ind i Ældrecenteret, standser hun op.

22

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 22

04-04-2022 13:17:37

»Mig og Teddie har skeletter i skabet. Vi har været i seng med for mange af deres mænd.« Hun skyder trodsigt hagen frem. »Dét, og så har vi selvfølgelig begået noget ret grov kriminalitet.« Lily og jeg ser måbende på hinanden, da Granny June vinker farvel til os.

Da vi sidder i bilen igen, bryder vi sammen af grin. »Hold nu kæft,« siger Lily. »Jeg er med på, at Granny June ikke altid har været en engel, men tror du virkelig, at Teddie har begået grov kriminalitet?« Hun bakker ind i kofangeren på bilen bag os og fletter så ind i trafikken i retning mod byen. »Auntie siger, at alle historierne om hendes ‘ungdoms unoder’ er løgn.« »Apropos unoder, er vi så klar til i morgen?« spørger Lily, mens vi kører mod stammens satellitreservat på fastlandet. »Ja. Vi skal fejre,« siger jeg og koncentrerer mig om det positive ved min beslutning. »Du var så nervøs over at skulle sige det til GrandMary.

Hvordan reagerede hun så?« »Hun, øh ... jeg kunne mærke, at det var okay.« Jeg bliver rørt ved tanken om det øjeblik, da det gik op for mig, at min bedstemor opfattede situationen klart, og at hun forstod min beslutning. »Der kan du selv se. Du går altid og bekymrer dig uden grund,« siger Lily.

Vi når frem til Chi Mukwa-hallen. Der er to valgsteder til dagens stammerådsvalg: ét her i sportshallen og ét i Ældre­ centeret på Sugar Island. Der holder allerede biler på begge sider af Ice Circle Drive. Lily bumper op over kantstenen og parkerer i græsset.

Hun tager mig i at tjekke, om der er nogen af stammens politi­ biler i nærheden. Lilys innovative tilgang til parkering har det med at tiltrække politiets opmærksomhed. »Har du set TJ? Skal vi virkelig til at kalde ham betjent Kewadin?« Hun gyser påtaget. »Nu har du ikke inviteret ham til festen, vel?« »Øh nej, jeg har ikke inviteret en stammebetjent til vores fest,« 23

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 23

04-04-2022 13:17:37

vrisser jeg. »Det er ikke mig, der finder sammen med min eks hver anden uge.« Lily ser køligt på mig. Hun får en lille trækning ved munden, men siger ikke noget. Lige da vi når til den første række biler, slår hun mig på ryggen. Hårdt. »Av! Hvad fuck?« Jeg vender mig om mod min bedste veninde, der ligner uskyldigheden selv. »Hvad? Der sad en kvægmyg på størrelse med en kolibri.« Nu smiler hun stort.

Vi knækker sammen af grin. Vores latter er lige så sprudlende som mit humør, nu jeg ved, det hele nok skal gå.

For at komme ind på Chi Mukwa og stemme må man gå spidsrod mellem stammemedlemmer, der vifter med valgplakater for deres foretrukne kandidater. En dame liver op, da vi nærmer os, og rækker et fad hjemmelavede småkager frem mod os. »De er ikke registrerede medlemmer,« oplyser hendes makker spidst.

Cookiedamen sætter fadet fra sig igen. »Fortsat god dag.« Vi er efterkommere af – og ikke registrerede medlemmer i – Sugar Islands Ojibwe-stamme. Min far står ikke på min fødselsattest, og Lily opfylder ikke mindstekravet om blodandel.

Vi betragter det stadig som vores stamme, selvom det føles, som om vi står udenfor med ansigterne trykket mod ruden. »Som om vi overhovedet gad spise deres moowin-småkager,« knurrer Lily og lyder fuldstændig som Granny June.

Jeg siger ikke noget om, at vi begge to slikkede os om munden ved synet af fadet.

Forhallen er stuvende fuld. Folk står i kø for at komme ind til volleybanerne, som i dag fungerer som valgsted. Forældre afleverer deres børn til Niibing-sommerskolen. Det er fuldtidspasning af børn, der har brug for aktiviteter, der egentlig skal køre dem trætte, men som i virkeligheden er mere udmattende for os holdledere.

Lige inden vi skilles for at slutte os til hver vores hold, puffer Lily til mig.

24

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 24

04-04-2022 13:17:37

»See you later, alligator.« »Ses, Crocodylus niloticus.« Vi udveksler vores særlige håndtryk: highfive for den høje pige, lowfive for den lave, albue mod albue, et knæ i vejret og fod mod fod. Håndfladen frem, inden tommelfingrene griber om hinanden i sommerfugle-afslutningen. »Elsker dig, din nørd!« Lily får altid det sidste ord.

25

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 25

04-04-2022 13:17:37

FOR FAT T ER ENS BEM ÆR K NINGER

Ahniin! Angeline Boulley indizhinikaaz. Makwa indoodem.

Bahweting indoonjiba. Gimiigwechiwi’in gaa-agindaasoman ndo’mazina’igan. Hej! Jeg hedder Angeline Boulley. Bjørneklanen.

Fra Sault Ste. Marie, Vandfaldene. Tak fordi du har læst min bog.

Jeg gik i gang med at skrive Firekeepers datter, fordi der ganske enkelt er for få historier af og om indfødte amerikanere, især historier med et moderne perspektiv. Men vi findes, og vores erfaringer begrænser sig ikke til historiebøger eller fortællinger, der foregår i en fjern fortid.

Den kreative gnist til Daunis’ historie blev antændt, da jeg gik i high school, og en af mine venner nævnte en ny fyr på hendes skole, som var lige min type. Jeg mødte ham aldrig, men han viste sig senere at være politiagent, der arbejdede undercover på en narkosag. Som teenager elskede jeg at læse kriminalromaner – en af mine tidlige favoritter var Frøken Detektiv-serien – og jeg begyndte at forestille mig, hvad der ville være sket, hvis jeg havde gået på den skole. Hvad nu, hvis jeg blev vild med den nye fyr, og han blev vild med mig? Eller rettere, hvad nu, hvis han havde brug for min hjælp? Historien antændte min hyperaktive fantasi og blev ved med at rumstere i baghovedet.

Efter college arbejdede jeg i forskellige stammemiljøer med fokus på Indian Education, fordi jeg ville gøre en forskel for indfødte elever. Min karriere bragte mig tilbage til min egen stamme i Sault Ste. Marie og siden til Washington, DC, da jeg fik mit drømmejob som leder af Undervisningsministeriets Office of Indian Education.

Hver morgen stod jeg tidligt op for at skrive et par timer, inden jeg tog afsted for at passe mit »rigtige« arbejde. Gnisten til historien – om en ojibwe Frøken Detektiv og den nye fyr på skolen – var 489

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 489

04-04-2022 13:17:55

nemlig aldrig døet hen, og i løbet af de næste 10 år voksede den og blev til Firekeepers datter. Da min bog blev antaget, gik det op for mig, at den kunne gøre mere for unge indfødte amerikanere end noget andet, jeg havde foretaget mig indtil da. Det er jo netop ved at fortælle historier, at vi deler med hinanden, hvad det vil sige at være anishinaabe.

Selvom Firekeepers datter har sin rod i mit stammemiljø, er den et fiktionsværk, og jeg har taget mig mange kreative friheder. Jeg valgte for eksempel i fiktionsform at beskrive en stamme, der stod over for problemer af en slags, som min virkelige stamme, Sault Ste. Marie Stammen af Chippewa-indianere, kunne stå over for.

Min historie skal på ingen måde repræsentere samtlige 574 føderalt anerkendte indianerstammer, grupper og landsbyer. Hver af dem har sin egen særlige historie, kultur og dialekt. Selv inden for ét og samme samfund er der en mangfoldighed af forskellige erfaringer. Ét aspekt af historien er imidlertid kun alt for virkeligt, nemlig den uhyggeligt stigende vold mod indfødte kvinder. Flere end fire ud af fem (84 %) indfødte kvinder har oplevet vold i løbet af deres liv, og over halvdelen (56 %) har oplevet seksuel vold.

Næsten alle (97 %) af de indfødte kvinder, der har oplevet vold, har været udsat for mindst én ikke-indfødt gerningsmand. Det er en vanskelig og udmattende fortælling, men jeg fandt det vigtigt at vise den smertelige virkelighed i disse oplevelser, i særdeleshed i den specifikke sammenhæng, hvor den utilstrækkelige håndhævelse af lov og orden i reservaterne gør det vanskeligt at forebygge og bekæmpe seksuel vold mod indfødte kvinder.

Det er vigtigt at skelne mellem dét at skrive om traumer og dét at skrive en tragedie. Jeg har forsøgt at skrive om identitet, tab og uretfærdighed ... men også om kærlighed, glæde, samhørighed, venskab, håb, latter samt skønheden og styrken i mit ojibwesamfund. Det vigtigste for mig var at vise og hylde retfærdighed og heling, som de ytrer sig i et stammemiljø: kulturbegivenheder, revitalisering af sproget, ceremonier, traditionelle lærdomme, hviskenetværker, blanket partyer og en mængde andre måder, hvorpå stammerne har udvist modstandskraft i modgang.

490

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 490

04-04-2022 13:17:55

Ingen af de bøger, jeg læste under min opvækst, havde indfødte hovedpersoner. Med Daunis ønskede jeg at give indfødte teenagere en heltinde, der ser ud ligesom dem, og hvis største styrke er hendes ojibwe-kultur og det stammemiljø, som hun er en del af.

Når vi træffer beslutninger for vores stamme, ser vi syv generationer frem i tiden og overvejer virkningen på vores efterkommere.

Jeg håber, at Firekeepers datter ved at skildre vores anishinaabegerfaringer vil påvirke kommende generationer.

Mazina’iganan mino-mshkikiiwin aawen.

Bøger er god medicin!

Angeline Boulley

Kilder U.S. Department of the Interior Indian Affairs: »What is a federally recognized tribe?« bia.gov/frequently-asked-questions Rosay, Andre B., National Institute of Justice: »Violence Against American Indian and Alaska Native Women and Men: 2010 Findings From the National Intimate Partner and Sexual Violence Survey.« maj 2016. nij.ojp.gov/library/publications/ violence-against-american-indian-and-alaska-native-women-andmen-2010-findings National Institute of Justice: »Estimates of Lifetime Interracial and Intraracial Violence.« nij.ojp.gov/media/image/19456

491

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 491

04-04-2022 13:17:55

M IIG W ECH

Mange mennesker og organisationer har bidraget til at gøre denne bog mulig.

Mine børn inspirerede mig. Sarah, min første læser-tilhører, troede på hvert eneste udkast til historien. Ethan brugte det sardoniske vid, som er hans særlige superkraft, til at sørge for, at jeg ikke tog mig selv for alvorligt. Chris var min trofaste ekspert i ishockey og skæg og ballade.

Min far bålvogteren og min stærke, smukke mor fortalte mig en historie om evig kærlighed. De delte den også med mine søskende: Diane, Henry, Allan samt Sarah og Maria, der fortæller den i den næste verden.

Forfatterne Cynthia Leitich Smith og Debby Dahl Edwardson arrangerede et enestående skriveophold for indfødte forfattere, LoonSong Turtle Island, hvor redaktørerne Arthur Levine, Yolanda Scott og Cheryl Klein medvirkede.

Ellen Oh, Dhonielle Clayton, Meg Cannistra, Miranda Paul og alle de andre på We Need Diverse Books™ gør et stort stykke arbejde for at give børn flere bøger med et mangfoldigt persongalleri. Francisco X. Stork, min mentor i WNDB’s mentorordning, forandrede mit liv med sin venlighed, dygtighed og generøsitet.

Laura Pegram og de øvrige deltagere i Kweli Color of Children’s Literature Conference vil altid have en særlig plads i mit hjerte.

Beth Phelan organiserede #DVpit, som var et uvurderligt element i min søgen efter en agent.

Faye Bender er en fænomenal agent, hvis skarpsindige rådgivning, imødekommenhed og anseelse i branchen gør hende til en stjerne i den litterære verden. På anishinaabemowin er der et ord for »smuk kvinde«, som dækker et virkelig vidunderligt menneskes ånd og væsen. Jeg er mere end velsignet ved at have Faye 492

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 492

04-04-2022 13:17:55

Bender, mandaakwe, på mit hold. Folkene i Book Group hjalp mig med den forretningsmæssige del af forfatterskabet. Deres internationale samarbejdspartnere fandt de udenlandske forlag, der bedst kunne sende Firekeepers datter ud i verden. Og filmagenten Brooke Ehrlich fra Anonymous Content sikrede mig en drømmekontrakt.

Min redaktør Tiffany Liao skræmte mig på den bedst mulige måde under vores første telefonsamtale, da mit manuskript var til gennemlæsning. Jeg har aldrig mødt nogen, der talte så hurtigt som Tiff og formidlede så stærk en redaktionel vision for Firekeepers datter. Hun lovede at hjælpe mig med at styrke det indfødte perspektiv i YA-kanonen, forstærke præmissens løfte og beskytte min stemme hele vejen igennem. Missionen lykkedes!

Holdet hos Henry Holt Books for Young Readers og Macmillan troede fuldt og fast på Firekeepers datter som en forlagsmæssig gamechanger. Jon Yaged gav Faye og mig et uforglemmeligt øjeblik. Jean Feiwel, Allison Verost, Molly Ellis, Mariel Dawson, Kathryn Little, Christian Trimmer, Katie Halata, Jennifer Edwards, Mary Van Akin, Katie Quinn, Morgan Rath, Johanna Allen, Allegra Green, Mark Podesta, Kristen Luby, Leigh Ann Higgins, Mandy Veloso og mange, mange andre lagde en utrolig kreativitet, hårdt arbejde og stor lidenskab i projektet. Macmillan Audio, især Samantha Mandel, Steve Wagner og skuespillerinden Isabella LaBlanc (dakota/ojibwe), gav Daunis liv i lydbogsudgaven.

Creative director Rich Deas tilrettelagde et virkelig pragtfuldt omslag, som med Moses Lunhams (ojibway) fortolkning af Daunis’ rejse hylder anishinaabe-kunsten. For mig føles omslaget helt igennem nish, hvilket er den største kompliment, jeg kan give, og jeg er Birchbark Books taknemmelig, fordi de lagde lokaler til en virtuel præsentation af omslaget.

Mange forskellige kilder har været med til at forme historien.

Eventuelle fejl skyldes udelukkende mig. Dem, jeg kan takke offentligt, er: Jeff Davis (chippewa), tidligere assisterende føderal anklager ved Western District of Michigan; Aaron Westrick, lektor i strafferet ved Lake Superior State University; Walter Lamar (blackfeet), tidligere FBI-agent, og Robert Marchand 493

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 493

04-04-2022 13:17:55

(ojibwe), politichef for Sault Ste. Marie Tribe of Chippewa Indians.

Margaret Noodin, PhD, (anishinaabe) og Michele WellmanTeeple (ojibwe) gav mig uvurderlig hjælp med anishinaabemowin.

Destany Little Sky Pete (shoshone-paiute) bidrog med sit naturfagsprojekt om chokecherry-grøds medicinske egenskaber.

Tak til Alexandria Women of Color Writers Group under ledelse af Kat Tennermann, Novuyo Masakhane og Cynthia Johnson-Oliver.

Barb Gravelle Smutek, min bedste veninde, tøvede ikke med at sige: »Det der ville en rez-girl aldrig sige!« Tak til mine venner for deres kærlighed og latter: Chrissy, Sharon, Leslie, Anne, Laura D., Laura P., Bonnie, Audrey, Mary, Charmaine, Summer, Melissa, Dawn, Stacy, Traci, Carole, Ronalda, Ellen, Lori, Kim, Colleen, Debra-Ann, Elaine, Rachel & Bill, Phillip, Cinda, Stephanie, Dana, Yolanda, Marie og mange andre.

Et særligt shout-out til: Amber Boulley for mit officielle forfatterportræt, Sione Aeschliman for hendes redaktionelle trylleri, Alia Jones for researchhjælp og Bill Matson for hvert eneste smukke kapitel i vores børns historier.

Tak til læserne, lytterne, boghandlerne, lærerne, bibliotekarerne og bog-bloggerne og -vloggerne, fordi de tog så godt imod denne debut.

Tak til mit stammemiljø, mine kulturlærere og mine forfædre for at være der og for at dele.

Chi Miigwech.

494

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 494

04-04-2022 13:17:55

495

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 495

04-04-2022 13:17:55

496

4k_bb1266_firekeepers_datter_151x225mm.indd 496

04-04-2022 13:17:55