Flugt

Af samme forfatter på dansk: Skrænten (2004) Bipersoner (2006) Begyndelser (2018) Indkredsning (2021) Indkredsning II (2021) Indkredsning III (2022)

Carl Frode Tiller FLUGT

ROMAN

På dansk ved Sara Koch

Flugt

er oversat fra norsk af Sara Koch efter Flukt © Carl Frode Tiller

First published by H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) AS, 2021 Published in agreement with Oslo Literary Agency

Denne udgave: © Carl Frode Tiller og Gutkind Forlag A/S, København 2023 1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: © Aina Griffin

Dansk versionering: Marlene Diemar, Imperiet

Foto: © Lea Meilandt

Sat med Aldus hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0419-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Der citeres fra Rainer Maria Rilkes Duino elegier, Gyldendal 1982, på dansk ved Thorkild Bjørnvig

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

»Men de levende gør den fejl at de alle skelner for stærkt. Engle (siger man) véd ofte ikke hvorvidt de vandrer blandt levende eller døde. Den evige strømning hvirvler uafbrudt alle aldre med sig igennem begge områder og den overdøver dem med sin brusen i begge.«

Fra første elegi i Duino elegierne af Rainer Maria Rilke

1

Jeg stod i døråbningen og så ind i stuen, på mor som sad i den lange røde kjole der løb som blod ned fra klaverbænken og ud på stuegulvet, og på far som sad i et sort jakkesæt og skinnende sorte sko. Mor havde hænderne liggende oven på hinanden i skødet og et glas vin stående på klaveret, lige ved siden af den skinnende bronzebyste, og far havde det ene ben liggende over det andet og et glas cognac i hånden. De sagde ikke noget, de sad bare der, og jeg stod der bare, helt stille. På bordet og i vindueskarmene stod kandelabre med tændte stearinlys, og de varmgule flammer kastede blafrende skygger på væggene. Det knitrede og smældede i brændeovnen. I verandadørens vindue hang julestjernen og lyste, og mellem klaveret og sofaen stod plastikjuletræet mor altid havde nægtet at bruge, men som hun havde taget frem i år, for enkelhedens skyld.

Hvor var det smukt, sagde far. Tak, sagde mor.

Hvad var det? sagde far. Bach, sagde mor. Altid Bach. Det kunne jeg høre, sagde far. Men hvad var det for et stykke? Det var fra andet bind af Das Wohltemperierte Klavier, sagde hun. Det hele.

Far smilede og nikkede, så tog han en slurk af cognacen, og mor smilede tilbage mens hun rejste sig fra klaverbænken, hun tog vinglasset og drak en lille slurk, og så begyndte hun at gå

hen mod sofaen, og jeg fulgte efter hende, hun gik langsomt, den lange røde kjole strøg langs gulvet, og det så ud som om hun gled gennem stuen, og jeg gled efter, jeg gled helt op i ryggen på hende, og så gik jeg ind i hende, og jeg satte mig ned i sofaen, så hen på Sakarias mens jeg tog endnu en slurk vin.

Du skal ikke være bekymret, Sakarias, sagde jeg, jeg smilede og satte vinglasset på bordet igen. Jeg har ikke tænkt mig at blive fuld.

Han sagde ikke noget, han smilede bare tilbage.

Jeg havde nok tænkt mig at gå tidligt i seng, sagde jeg. Jeg er faktisk lidt træt allerede.

Det er jeg også, sagde han. Jeg må nok snart ringe efter en vogn. Han så ned, så op på mig igen. Men tusind tak for at jeg måtte komme, Elisabet. Det har været en virkelig dejlig juleaften.

Toiletdøren stod på klem, og der lød en lav rislen fra den ødelagte cisterne, ellers var der helt stille.

Jeg så på ham, jeg var lige ved at sige at han bare måtte blive til i morgen, men jeg gjorde det ikke, jeg kunne ikke få mig selv til det, dels fordi jeg var bange for at han ville sige nej, dels fordi jeg ikke var helt sikker på at det var det jeg selv ville.

Han forstod hvad jeg tænkte, jeg kunne se det på ham, på hans smil, det var venligt og trist på samme tid, ligesom overbærende.

Det er jo ikke fordi jeg ikke har lyst, sagde han.

Jeg sank en klump.

Men? sagde jeg.

Jeg ved det ikke, sagde han. Det er måske lidt for tidligt.

Vi behøver jo ikke gå i seng med hinanden, sagde jeg. Nej, sagde han.

Bare være sammen, sagde jeg.

Han sagde ikke noget, men fastholdt det samme smil.

Jeg lukkede øjnene og rystede på hovedet mens jeg pressede en lille latter frem.

Du godeste, her sidder jeg og trygler dig om at blive og overnatte, sagde jeg.

Det er måske længe siden du har fået noget? sagde han.

Vi så på hinanden, bare et kort øjeblik, og så begyndte vi at le, begge to.

Jeg tog en slurk vin.

Det er det jo, sagde jeg, jeg så på ham igen, ikke som jeg ville have set på ham hvis jeg havde forsøgt at invitere til sex, men på en måde der skulle fortælle at der ikke havde været nogen andre efter vi gik fra hinanden.

Han så på mig og smilede, ventede lidt.

Jeg vil gerne blive til i morgen, Elisabet, sagde han. Hvis du virkelig mener det.

Det gør jeg, sagde jeg.

Vi så hinanden i øjnene, bare et øjeblik, og så så jeg ned.

Vil du ikke spille lidt mere for os før vi går i seng? sagde han. Det var så dejligt.

Jeg sagde ikke noget, jeg smilede bare og nikkede, og så skænkede jeg lidt mere vin, tog glasset med og gik hen til klaveret, jeg tog en slurk, stillede glasset ved siden af bysten, lagde højre hånd på lænden og strøg kjolen ind mod bagdelen og lårene så den ikke krøllede under mig, og så satte jeg mig på klaverbænken.

Vil du måske spille det stykke Johannes så godt kunne lide? sagde han.

Jeg så på ham, han så mig i øjnene et øjeblik eller to, og

så lukkede han øjnene og smilede mens han rystede lidt på hovedet.

Lad være hvis du ikke vil, sagde han.

Jeg rystede på hovedet.

Det kan jeg godt, sagde jeg.

Vi så på hinanden og smilede, og så fandt jeg nodehæftet frem og bladrede op, jeg løftede bagdelen lidt, trak stolen tættere på klaveret og så sølvsmykket med duen svinge frem og op mod mit ansigt idet jeg bøjede mig forover, for så at lægge sig blødt mod kjolestoffet igen da jeg rettede mig op, jeg lukkede øjnene og sank, der lød et højt smæld inde fra brændeovnen, ellers var der stille, jeg lod der gå et øjeblik, og så tog jeg en dyb indånding, løftede hænderne og sænkede dem ned mod tangenterne, jeg slog den første tone an med tommelfingeren på højre hånd, forsigtigt, blødt, det var som at løsne en fortøjning fra en stolpe på en bådebro, jeg ventede lidt, jeg lod pausen vare, jeg lod pausen udvide musikken, ikke så kort at der ikke kom nerve og dramatik, og ikke så langt at det gik ud over sammenhængen, men lige præcis nok, sådan, og så spillede jeg videre, jeg slap fortøjningen og lod mig glide afsted, langsomt, langsomt, ind i musikken, jeg spillede en brudt treklang i mol, jeg åbnede øjnene og så ned på højre hånd som bevægede sig over tangenterne, som bevægede sig langt dernede, under mig, sidelæns, som en krabbe langs bunden, og så, idet højre hånd vendte tilbage til grundtonen og afsluttede det første motiv, lod jeg venstre hånd komme ind med det samme tema, med comes, ikke tonalt denne gang, men realt, ingen modulation, men en nøjagtig transposition af dux, jeg lukkede øjnene og lod fingrene løbe hen over tangenterne, hurtigere og hurtigere mens jeg vuggede frem og tilbage, jeg begyndte at glide væk, jeg

forsvandt mere og mere ind i musikken, og da jeg var halvvejs i fugaen, tænkte jeg ikke længere på hvad jeg spillede, jeg ville ikke tænke, jeg ville lade hænderne gøre arbejdet, jeg ville have at hænderne skulle føre mig om bag ved og hinsides ordene, jeg ville have at hænderne skulle overraske mig, at de skulle føre mig steder hen jeg aldrig havde været, jeg ville fare vild i spillet, jeg ville forsvinde i mit eget spil, jeg spillede og spillede, og overkroppen vuggede frem og tilbage, som en ortodoks jøde der stod foran grædemuren og bad, og så løsnede tangenterne sig og vendte tilbage til elefanterne på savannen, og træværket løsnede sig og samlede sig i bladtunge egetræer, som ragede op i skoven, og jeg gik ind i skoven, længere og længere, ved siden af og over mig hang løvtunge grene som skælvede let i vinden og kastede flimrende skyggemønstre på stien, og stien var fuld af glatte rødder som snoede sig over og lige under jorden, og den sorte bæk rislede og løb, og den ødelagte cisterne løb og løb, og musikken flød afsted.

Tak, sagde Sakarias da jeg var færdig og havde ladet hænderne glide fra tangenterne ned i skødet.

Jeg så på ham og smilede, og han smilede tilbage.

Skal vi gå i seng? sagde jeg.

Han sagde ikke noget, han nikkede bare, og så rejste vi os begge to, vi pustede stearinlysene ud og ryddede lidt op inde i stuen, og så holdt vi om hinanden, helt spontant uden at veksle et eneste ord, vi stod der og holdt om hinanden, og så gik vi ind i soveværelset, tog tøjet af og gik i seng, vi var søvnige og trætte, og vi prøvede ikke engang at gå i seng med hinanden, vi fandt hinandens hænder og trykkede forsigtigt to gange mens vi sagde godnat og tak for i aften, og så sagde vi ikke mere, vi lå bare der, helt stille, under hver vores dyne, det var koldt og mørkt, den ødelagte cisterne ude på toilettet rislede og løb, og snart gled den rislende lyd over i kaffens rislende lyd på vej ned i min kop, jeg holdt knappen på den stålgrå kande nede indtil koppen var fuld, og så satte jeg mors kop under og fyldte også den op, men hvad var det, hvad var det der skete nu, hvordan kunne jeg ligge i sengen ved siden af Elisabet og se på at jeg var på café med mor, jeg var jo ikke faldet i søvn endnu, jeg var lysvågen, jeg drømte jo ikke, så hvad var det her, det var som om mørket inde i soveværelset var revnet, der havde åbnet sig en slags sprække oppe under loftet, og gennem sprækken så jeg mig selv betale for kaffen, løfte kopperne op fra disken og gå

hen til vores bord, og så begyndte sprækken at vokse, den blev større, den udvidede sig så stadig mere af caféen kom til syne, det hele voksede mig ligesom i møde, det foldede sig omkring mig, lysekronen i loftet, det skakternede flisegulv med tydelige striber efter moppens bevægelser og de små, brune træborde med tændte fyrfadslys på, det kom tættere og tættere på, som om caféen var en flod der strømmede over sine bredder, som om caféen kom drivende mod mig, ind i soveværelset, med stole og borde og gæster der flød rundt, men hvad var det her, hvad var det der skete, hele caféen foldede sig ud omkring mig, og der, ved vinduesbordet helt inderst, sad mor.

Tak, sagde hun da jeg satte koppen foran hende.

Værsgo, sagde jeg og satte mig på den anden side af bordet. Hun tog en slurk kaffe. Jeg lagde mærke til at leverpletterne på hendes hænder og underarme var vokset, de flød ud i snirklede mønstre der lignede landkort.

Men hvordan går det med hende? sagde hun. Med Elisabet, altså.

Jeg rystede let på hovedet og lod hende forstå at det ikke gik så godt, og hun smilede blegt og nikkede.

Jeg håber du kan finde ud af at sætte foden ned, sagde hun.

Jeg så op på hende uden at sige noget, jeg mærkede munden glide op af sig selv.

Ja, det var ikke sådan ment, sagde hun. Men ... bare du passer på dig selv midt i alt det her.

Det har jeg jo sagt at jeg gør, sagde jeg.

Hun nikkede, men hun tænkte sit, det kunne jeg se på hendes blik, det var alvorligt, næsten trist. Hun så på mig.

Det gør jeg, sagde jeg.

Hun nikkede igen.

Ja, sagde hun lavt.

Jeg tog en slurk kaffe.

Men altså ... sætte foden ned, sagde jeg og satte koppen tilbage på underkoppen.

Du må ikke blive sur, Sakarias, sagde hun.

Jeg bliver ikke sur, sagde jeg. Men du kan jo ikke forvente at hun er sig selv lige efter at hun har mistet et barn. Det er der ingen der er! Heller ikke jeg!

Hun lavede en synkebevægelse.

Nej, sagde hun.

Men det må du da forstå?

Selvfølgelig kan jeg det, sagde hun lavt.

Jeg lukkede øjnene og sukkede.

Mor, altså, sagde jeg. Jeg åbnede øjnene og så på hende igen.

Hold op med at dobbeltkommunikere! Vil du ikke nok!

Hun vidste naturligvis hvad jeg mente, men hun lod som om hun ikke gjorde, hun løftede øjenbrynene.

Du siger at du forstår, men dit blik og dit ansigtsudtryk fortæller noget helt andet, sagde jeg.

Hun prøvede at bevare det uforstående udtryk, men så gav hun ligesom op, hun lukkede øjnene og rystede lidt på hovedet mens hun sukkede, og så så hun på mig og smilede.

Undskyld, Sakarias, sagde hun. Jeg bliver bare ... jeg bliver bare så bekymret for dig. Af og til er du lidt for god til denne verden.

Jeg så på hende, hun sagde at jeg var for god til denne verden, men det hun egentlig mente, var at jeg var for god til Elisabet, det havde hun altid ladet mig forstå, at jeg kunne have fået noget meget bedre. Jeg sagde ikke noget, jeg lukkede øjnene og åbnede dem igen, langsomt, ligesom beroligende.

Jeg klarer mig, mor. Vi skal nok klare os, begge to.

Hun nikkede.

Jeg bøjede mig frem, spiste lidt af pastasalaten og lænede mig tilbage igen, jeg sad der og vuggede, frem og tilbage, som en ortodoks jøde der stod foran grædemuren og bad, og jeg bad og bad, for at spille var at bede, og jeg spillede og spillede, mens jeg vuggede og vuggede, frem og tilbage, på stolen og klaverbænken og tilbage på stolen.

Men hvordan går det med dig? sagde jeg.

Hun så på mig og smilede det tapre smil hun af og til smilede når jeg stillede hende netop det spørgsmål.

Jo da, det går jo på en måde, sagde hun og rystede lidt på hovedet.

Jeg nikkede.

Dagene kan jo selvfølgelig blive lidt lange, sagde hun. Men det er vel en del af det at blive gammel, tilføjede hun, og så lo hun en kort, trist latter.

Jeg tog en slurk kaffe.

Du burde gøre alvor af at melde dig til den motionsgruppe du talte om, sagde jeg.

Hun lo sin triste latter igen.

Ikke? sagde jeg.

Hun så på mig. Hun virkede næsten lidt fornærmet.

Det kan jeg jo ikke, Sakarias, sagde hun. Det ved du da. Mit knæ kan ikke holde til det længere.

Okay, sagde jeg.

Hun rystede på hovedet og pustede luft ud af næsen, og så vendte hun sig mod højre og sad og så ud ad vinduet.

Det var begyndt at blæse op. Tørre, røde efterårsblade blev hvirvlet op af vinden og trukket med hen ad fortovet.

Jeg overvejer mere og mere at flytte tilbage til Namsos, sagde hun.

Jaså? sagde jeg.

Hun tog kaffekoppen.

Ja, sagde hun. Hun sagde det hurtigt og uden at udtale j’et, og det fik hende til at lyde sur, i hvert fald utilfreds. Hun tog en slurk og satte koppen på underkoppen, det sydede i en gryde ude i køkkenet og klaprede i tastaturet ved siden af hvor en ung pige sad og skrev på sin Mac, og jeg lå helt stille i sengen og så på at jeg sad der og så på mor, men hvad var det her, hvad var det der skete, det mindede om en drøm, men jeg havde vidåbne øjne, så jeg drømte jo ikke, jeg var jo lysvågen.

Jeg lagde hånden foran munden og rømmede mig.

Ja, jeg kan godt forstå at det er noget du overvejer, sagde jeg. Nu hvor du bor alene. Og så har du jo selvfølgelig Judit og familien der.

Jeg så straks at det ikke var det hun ville høre, hun havde nok forestillet sig at jeg ville reagere på flytteplanerne med at blive ked af det, at jeg ville blive skuffet og måske overtale hende til ikke at flytte.

Jeg brugte kniven til at skubbe en af de pestoglinsende pastaskruer op på gaflen.

Men der er jo meget trist for os hvis du flytter tilbage, sagde jeg.

Hun sad stadig vendt mod vinduet, hun smilede som man gør når man vil fortælle at man har hørt noget dumt.

Det bliver vel ikke den store forandring for jer, sagde hun.

Mor, da, sagde jeg.

Hun vendte sig om mod mig.

Hvad? sagde hun.

Du forstår vel at vi ikke har kunnet besøge dig så ofte på det seneste.

Selvfølgelig, sagde hun. Har jeg sagt andet?

Jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive træt, jeg var i forvejen mat, og jeg blev endnu mere træt når hun opførte sig sådan, det var så udmattende, jeg følte at hun tappede mig for kræfter, men jeg sagde ikke noget, jeg ville ikke, det ville der ikke komme noget godt ud af, jeg måtte bare bide det i mig. Jeg tog kaffekoppen og tog en slurk mens jeg så på den unge pige der sad ved bordet ved siden af og skrev, de lange, tynde fingre sprang hen over tastaturet og tangenterne og tilbage til tastaturet, jeg satte kaffekoppen på underkoppen, tog gaflen med den ene hånd og kniven med den anden, og nu var det pludselig en lommekniv jeg sad med, en rød og hvid Swiss Army Knife med saks og proptrækker og mange forskellige knivblade, men hvor fik jeg den fra, tænkte jeg, idet jeg løftede den op og pillede det største knivblad ud med pegefingerneglen, jeg satte det mod kanten af en papkasse der stod foran mig, og så begyndt jeg at skære i pappet og i pastaen.

Undskyld, Sakarias, sagde mor, hun lukkede øjnene og sukkede mens hun ligesom lod skuldrene falde lidt længere ned, sådan sad hun et øjeblik, og så åbnede hun øjnene og rystede på hovedet. Det var virkelig ikke meningen at ... jeg forstår ikke hvad der går af mig, sagde hun.

Det går nok, sagde jeg. Jeg så på hende og smilede.

Nej, jeg mener det, sagde hun. Du har mere end nok at kæmpe med for tiden. Gode gud. Du skal slippe for at høre på mit brok oven i alt det andet.

Det går nok, mor, sagde jeg. Desuden forstår jeg jo at det heller ikke er så let at være dig for tiden. I boede jo sammen i flere år, trods alt.

Åh, mind mig for guds skyld ikke om den skabning, sagde hun. Hun så på mig og lo, og jeg lo tilbage.

Ja ja, sagde jeg. Jeg tog telefonen frem og tjekkede hvad klokken var. Den var allerede kvart i et. Jeg må se at komme tilbage til museet, sagde jeg.

Hun nikkede.

Der er travlt for tiden, det forstår jeg, sagde hun.

Meget. Den nye udstilling skal være klar før jul, og der mangler stadig rigtig meget arbejde, sagde jeg og skubbede stolen bagud og rejste mig. I det samme gik døren op og i, og gennemtrækken fangede en lugt af ribbensteg der bredte sig gennem caféen og soveværelset.

Jeg kan godt forstå at det er dejligt at være tilbage på arbejde, sagde mor. At det er godt at tænke på noget andet. Men du må ikke overdrive. Du må passe på.

Jeg løftede jakken af stoleryggen.

Det gør jeg også, mor, sagde jeg.

Jo, men jeg har set andre gå i den fælde før, Sakarias, sagde hun.

Jeg er forsigtig, sagde jeg.

Det håber jeg at du er, sagde hun.

Det lover jeg, sagde jeg.

Jeg satte stolen ind under bordet og stak den ene arm ind i jakkeærmet.

Men du, der var en lille ting før vi går, sagde mor. Du har vel ikke tid til at bære nogle sække brænde op fra kælderrummet for mig? Jeg ville gerne selv have gjort det, men jeg kan ikke.

Er du allerede begyndt at tænde op i brændeovnen? sagde jeg. Det er jo stadig september.

Den nye lejlighed er så frygtelig dårligt isoleret, sagde hun.

Jeg fryser om aftenen. Jeg må sidde med uldtæppe over benene når jeg ser tv.

Jeg nikkede.

Selvfølgelig vil jeg gerne bære brænde op til dig, sagde jeg. Men er det i orden hvis jeg kommer i morgen efter arbejde? Jeg har lidt travlt i dag og i aften.

Hun var i gang med at knappe sin frakke, og hun holdt en lille pause og så op på mig.

Ja ..., sagde hun tøvende.

Det var naturligvis en måde at sige »egentlig ikke« på, det forstod jeg jo.

Ved du hvad ... jeg vil ikke love noget, men jeg skal se om jeg får tid i eftermiddag, sagde jeg, jeg magtede det egentlig ikke, jeg var så træt, men jeg sagde det alligevel.

Hun så ned mens hun knappede den sidste knap i frakken.

Nej nej, sagde hun. Hun smilede sit tapre smil igen. Det behøver du ikke, Sakarias.

Er du sikker? sagde jeg.

Ja ja, sagde hun. Jeg tror ikke det bliver så koldt i weekenden. Mor, altså! sagde jeg. Du skal jo ikke sidde og fryse om aftenen.

Jeg har jo elradiatorerne. Og så lukker jeg døren ud til gangen, så der bliver mindre at varme op. Det går nok, sagde hun og hængte håndtasken over skulderen. Undskyld, sagde hun til den unge pige med Mac’en.

Beklager, sagde den unge pige, hun fjernede ikke blikket fra skærmen, hun løftede bare bagdelen og trak stolen lidt tættere på bordet, og så satte hun sig ned og fortsatte med at skrive, hurtigere og hurtigere, fingrene sprang hen over tastaturet og tangenterne, og jeg sad der på klaverstolen og spillede og spillede mens overkroppen vuggede, frem og tilbage, som en ortodoks

jøde der stod foran grædemuren og bad til Gud den almægtige, det at tro er at erkende at man er lille over for Gud, det at tro er at bøje sig for overmagten, det var at øve sig på at dø, det var præcis som at spille, det at spille var også at øve sig på at dø, det var at give sig hen, det var at løsne fortøjningen og skubbe sig ud, det var at slippe grebet og følge med, det var at lade sig falde, og jeg faldt og faldt, hurtigere og hurtigere, det der lød som vingeslag, var smæld fra mine trøjeærmer, jeg var ikke nogen fugl, jeg var et menneske, og jeg faldt og faldt, den store, hvide sten kom tættere og tættere på, og fortovet blev større og større, det voksede mod mig, og idet jeg ramte asfalten, faldt jeg videre, og i faldet så jeg tangenterne løsne sig fra klaveret og vende tilbage til elefanterne på savannen, og jeg så træværket løsne sig og samle sig i store egetræer, der ragede op i skoven, og jeg gik ind i skoven, længere og længere, og hvor var jeg nu, hvor var det jeg var havnet, hvad var det her for en slags skov, nu var jeg faret vild, men jeg stoppede ikke, jeg fortsatte bare, jeg gik og gik, og spillede og spillede, jeg tænkte ikke, jeg ville ikke tænke, ikke mens jeg spillede, jeg ville følge med derhen hvor hænderne førte mig, flygte ind i musikken, hinsides og væk fra ordene, jeg ville lade musikken opsluge mig, være inde i musikken, præcis som før jeg holdt op, dengang musikken var alt for mig, men det gik ikke, jeg kunne ikke, jeg kunne både høre og mærke det, jeg havde det ikke i mig længere, jeg havde mistet det, jeg ville aldrig komme på turne igen, jeg ville ikke spille en eneste koncert, der var intet jeg hellere ville, og jeg prøvede hele tiden at overbevise mig selv om at jeg kunne komme tilbage, men jeg vidste at det aldrig ville blive til noget.

"Årets

bedstenorskeroman."

-DagensNæringsliv

JuleaftentagerElisabetogSakariaspåkirkegårdenforatbesøgederessønsgrav.Tabetaf Johannesharsplittetdem,ogdetermeningen, atdeskalgåhvertilsitbagefter,menalligevel enderdehjemmehoshende.Elisabetsættersig vedklaveretogspilleretstykkeafBach,ogdet bliverbegyndelsenpåenhøjstusædvanlignat fordembegge.

Flugterenromanomidentitet,samhørighed ogsorg.Enfortællingomforholdetmellemde levendeogdedøde,somvæverforældrenes historiesammenmedepisoderfraJohannes'liv ienmusikalskprosa,dervekslermellemdetre personerssynsvinkler.