Flygtige ord

Af samme forfatter:

Mit halve liv (2017)

Jeg er en, der kan sige sådan! (2019) (samlet paperbackudgave, 2024)

Anita Furu Flygtige ord

Et essay om taleskrivning, sprog og statsministre

Flygtige ord

© Anita Furu og Gutkind Forlag A/S, København 2024

1. udgave, 1. oplag, 2024

Omslag: © Simon Lilholt, Imperiet

Foto: © Lærke Posselt

Sat med Palatino hos Lymi DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0534-4

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond og til Autorkontoen for arbejdslegater.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag

Indhold

Kapitel 1: Flygtige ord 7

Kapitel 2: Et andet menneskes stemme 17

Kapitel 3: Myter om en lyssky metier 39

Kapitel 4: Indenfor murene 54

Kapitel 5: Nytårstaler, åbningstaler og alle de andre taler 67

Kapitel 6: En tale er en begivenhed 91

Kapitel 7: Foråret 2020 – de måneder, hvor der blev lyttet 114

Kapitel 8: Du er ikke alene 140

Kapitel 9: Start lavt, slut højt og andre fif 151

Kapitel 10: Små ord om store spørgsmål 172

Kapitel 11: Set fra den anden side 185

Kapitel 12: Mine egne ord 194

Tolv råd om taleskrivning 205

Tak 206

Litteratur 208

Noter 212

Kapitel 1: Flygtige ord

De rejsende må vide, at det at følge en vej, der ingen steder fører hen, også er en del af rejsen.

– Raúl Ruiz: Filmens Poetik

Klokken 12, den første tirsdag i oktober, sad jeg i embedsmandslogen i Folketinget for at høre statsministerens åbningstale.

Året var 2021. Danmark var ude af pandemien. Ukraine var ikke invaderet. Tiden var igen til politik.

Men for mig var det tid til noget nyt.

Ud på eftermiddagen satte jeg mig op på min gule Jopo-cykel og trillede ud af Prins Jørgens Gård, væk fra Statsministeriet, hvor jeg havde været taleskriver i fjorten år og arbejdet for fire forskellige statsministre.

Verdens bedste job! Det havde jeg altid tænkt. Så udgav jeg to romaner, skrev om morgenen, før jeg tog ind i ministeriet, og fik smag for mine egne ord. Jeg sagde jobbet som taleskriver op og blev forfatter på fuld tid.

Men mit hjerte banker stadig for taleskrivning, og derfor har jeg sat mig for at reflektere over erfaringerne fra mine år i Statsministeriet.

Jeg holder af det engelske ord “ghostwriter” – direkte oversat “spøgelsesforfatter”, eller måske bedre “skyggeskribent.” I fjorten år skrev jeg i skyggen af Danmarks statsministre, og der befandt jeg mig godt.

Det var det perfekte job for en introvert ordsnedker som mig.

Lige fra jeg som seksårig stavede mig gennem Laura Ingalls Wilders Det lille hus i den store skov, har jeg været bidt af en gal læsehest. Ud af min læselyst voksede en skrivelyst. Jeg har skrevet hele livet, men det var ikke noget, jeg tænkte, jeg kunne leve af. Andre interesser – tal, matematik, samfund – virkede mere oplagte som erhverv, og sådan blev det. I hvert fald til en start. Jeg læste økonomi, men ordene fik alligevel fat i mig.

Ted Sorensen, John F. Kennedys berømte taleskriver, sammenligner de elleve år, han arbejdede for Kennedy, med renæssancemalernes lærlinge, der lagde ud med at feje gulvet i værkstedet, arbejdede sig op ved at udføre de mindre krævende dele af værkerne og imitere stilen, for endelig at assistere mesteren i hans kunst.

Med andre ord var Sorensen i mesterlære. Det har jeg også været.

Første gang jeg blev taleskriver, var ved et tilfælde. Jeg vidste ikke, at det var noget, man kunne blive. Jeg var ansat som økonom i Erhvervsministeriet og arbejdede i 8. kontor, som stod for de tunge analyser. Vi var talnørderne. Men jeg var også ordnørd, så når der var noget, som skulle forklares med sætninger, for eksempel et kapitel til den årlige Erhvervsredegørelse, så landede det hos mig.

Ad den vej fik jeg til opgave at skrive Erhvervsministeriets bidrag til statsministerens åbningstale. Nu er vi langt tilbage i tiden. Året var 1997. Statsministeren hed Poul Nyrup Rasmussen.

Dengang leverede hvert ministerie et tekstbidrag til statsministerens åbningstale i Folketinget. Man forventede, at statsministeren i sin tale gennemgik stort set alle områder. Sådan er det ikke længere.

Erhvervspolitik plejede kun at fylde mellem fire og seks sætninger. Men det afholdt ikke Erhvervsministeriets entusiastiske departementschef, og vel også den daværende minister, fra at mene, at erhvervspolitikken var det vigtigste område overhovedet. Jeg indleverede fem tætskrevne sider til Statsministeriet.

Nyrup brugte ikke et ord. Det skuffede mig dybt. I Erhvervsministeriet mente man, at det var Nyrup, som var galt afmarcheret. Jeg blev tilbudt at flytte fra de økonomiske analyser til et job som taleskriver. Fra stueetagens snævre kontorer, som vendte ud mod parkeringspladsen, rykkede jeg op til den højloftede ministergang med udsigt til Slotsholmsgade og Børsbygningens dragespir. Uden bevidst at have valgt det selv gled jeg fra tallene mere og mere over i ordene. Anden gang jeg blev taleskriver, var i 00’erne, og denne gang var det et bevidst valg. Jeg var ansat i Statsministeriet, og Anders Fogh Rasmussen var statsminister. Jeg arbejdede på nogle projekter, som blev afsluttet. Hvad skulle man så sætte mig til?

I Erhvervsministeriet havde jeg oplevet, at det fungerede godt med én person, der havde ansvar for ministerens taler. Jeg foreslog, at Statsministeriet skulle prøve det samme, og at det skulle være mig. Sådan blev jeg taleskriver dér.

Statsministeriet er det mest interessante sted at skrive taler, af tre grunde.

For det første har en statsminister en stor megafon. Talerne bliver hørt af mange.

For det andet er det kun de skarpeste politikere og mest erfarne talere, som når så langt, at de bliver statsministre. Man arbejder for og med dygtige mennesker.

For det tredje er der stor variation i både temaer og genrer. Hvor andre ministre mest taler inden for deres eget område, skal en statsminister forholde sig til næsten alt. I Statsministeriet er der både de store politiske taler, som åbningstalen i Folketinget, taler på konferencer og til pressemøder og taler om alt muligt andet: historiske jubilæer, taler til kongehuset, taler ved fødselsdage og begravelser.

*

Hvad gør taleskrivning særligt interessant?

De krav, der stilles til al kommunikation, er endnu stærkere for en tale end for andre genrer – klart budskab, let og levende sprog, bevidsthed om situation og målgruppe.

Det skyldes, at talen er mundtlig. Publikum kan ikke bladre tilbage. Hvis tilhøreren er uopmærksom eller ikke forstår et budskab i talen, så er chancen forpasset.

En bog kan man lægge i tasken, tage med sig, læse i sofaen hjemme eller i toget på vej et sted hen. Det mundtlige ord derimod – det er flygtigt. Det kræver nærvær i rette øjeblik.

At fange det nærvær hos tilhørerne kan være op ad bakke. Folk tjekker deres telefon, ser ud ad vinduet,

tænker på et møde, de har i morgen, eller på, hvad de skal lave til aftensmad.

Er kampen om opmærksomheden særlig for vores moderne tid? Der er mere, som kan distrahere os nu end før. Flere fristelser, kontakter, mobiler, beskeder, mails, tilbud om underholdning og krav om arbejde på alle tider af døgnet.

Da alfabetet blev udbredt i antikken, blev det opfattet som en støtte til hukommelsen, en sølle erstatning for det levende, mundtlige ord. I en af Platons dialoger siger Sokrates, at skriften i bedste fald er “en huskeseddel”. Sand viden opstår derimod i den filosofiske samtale, hvor man udveksler tanker og ord.1

Det minder om den diskussion, vi har i dag. Beriger det vores tanker, at vi har adgang til uendelige biblioteker? Eller indskrænker det os, at vi ved så lidt selv?

Hvem gør sig den umage at huske Sydamerikas lande, Europas hovedstæder eller Brorsons salme Op, al den ting, som Gud har gjort – alt det, som var udenadslære, da jeg gik i skole i 1970’erne? Den viden og meget mere er kun et klik eller to væk.

* Jeg begyndte at skrive denne bog, efter Putin havde angrebet Ukraine. Aldrig før har vi fulgt en krig så tæt som gennem ukrainernes billeder, videoer og øjenvidneberetninger. Mennesker bliver dræbt, byer bliver smadret. Det føles, som om det sker lige ved siden af os.

Det gør det også. Flygtninge kommer til Danmark og til København, hvor jeg bor. I toget, på gaden, i køen i Netto hører jeg ukrainsk og russisk, som er mange

ukraineres modersmål. Jeg har svært ved at skelne de to sprog fra hinanden.

Jeg havde planer om en rejse til Kyiv, min farmors fødeby. Hun flygtede som seksårig fra zartidens pogromer, fra de jødeforfølgelser, som drev tusinder fra øst til vest. Odessa ville jeg også besøge, forfatteren Isak Babels by. Rejsen var planlagt til foråret 2020. Så kom pandemien. Og en krig.

Præsident Zelenskyj taler til verden iklædt sin militærgrønne T-shirt. Hans sprog er enkelt og ligefremt, nærmest skrabet. I sine taler bruger han eksempler fra historien.

Han minder briterne om Churchill og Anden Verdenskrig. For den amerikanske kongres nævner han Martin Luther King, Pearl Habour og angrebet på World Trade Center. I det tyske parlament taler han om Berlinmuren. Hele tiden bygger Zelenskyj en bro til publikum og vækker de følelser til live, som allerede bor i os: stolthed, frygt, fællesskab, håb. Han viser, at vi er i samme båd: Når I hjælper mig, hjælper I jer selv.

Den 21. august 2023 talte Zelenskyj fra Folketingets trappe i Rigsdagsgården. Han var i København, fordi Danmark donerede F­16­fly til Ukraine. Jeg cyklede til det Kongelige Biblioteks Have, satte min cykel dér, gik hen til porten til Rigsdagsgården. En betjent tjekkede venligt mit net og min taske. Solen ramte ned midt i gården, hvor en dame uddelte danske og ukrainske papirflag.

Jeg kunne ikke huske, at en udenlandsk statsleder før havde talt til den danske befolkning fra Folketingets trappe. En kvinde i sort jakke lagde et manuskript på talerstolen. Da Zelenskyj kom ud fra Christiansborg,

viftede vi med vores flag. Der var lidt Dronningens fødselsdag over det. “Hi …” sagde Zelenskyj prøvende, og vi lo. “Hi – Copenhagen,” sagde han og lo selv. Lyden skrattede. Hans engelske stod heller ikke knivskarpt. Men vi kunne høre hver gang han sagde “Denmark” eller “thank you”. Han sagde Denmark cirka en gang i minuttet. Han sagde thank you seks gange i løbet af de første tyve sekunder. Så klappede vi ad ham – og ad os selv. Og han klappede ad os.

Zelenskyj talte om, at liv havde værdi, og at folk, frihed og Europa betød noget. Til sidst så han op fra sit manuskript, og det var, som om han søgte efter ordene, og det, han ville sige nu, ikke stammede fra papiret, men fra hjertet.

Efter sejren kommer vi til jer og besøger jer igen, sagde han. Vi viftede med vores flag og forventede, at han ville fortsætte med at invitere os til Ukraine. I stedet sagde han, at det, han ville sige nu, måske ikke var, hvad en præsident plejede at sige. Det var, som om han tænkte, mens han talte. Måske, sagde han langsomt, og nu hørte vi hvert ord. Måske kan vi sidde et sted og sige – lang pause – og sige “skål”. Det lød som et ord, han havde samlet op på vej ud til talerstolen. Zelenskyj sagde skål på dansk, løftede en knyttet næve og smilte stort. Jublen ville ingen ende tage. Det føltes som en glad begivenhed, samtidig var der krig. Det var en svær balance. Men når Zelenskyj kunne balancere, både knytte næven og være varm og sjov, så måtte vi andre også kunne være i det.

Hvad længtes man efter, hvis man levede i krig? En hverdag, hvor man kunne gøre almindelige ting som at sidde i en fredelig by, drikke et glas vin og sige “skål.”

Det var første gang, Zelenskyj var fysisk til stede, når han talte til Danmark. Det var ikke første gang, han talte til os.

Jeg hørte Zelenskyj på Rådhuspladsen om aftenen den 4. maj 2022. Da talte han via videolink og tolk, men ramte mig alligevel uden filter. Zelenskyj talte fra en tragisk situation. Først og fremmest derfor – og ikke på grund af ordene – virkede hans tale stærkt. Hvis han havde siddet bekvemt i London eller Washington i stedet for på et ukendt tilholdssted i Kyiv, ville jeg ikke lytte på samme måde.

Bagefter læste jeg talen fra den 4. maj på skrift og var ikke helt så begejstret. Den var dårligt researchet. Da jeg hørte talen, bar jeg over med det. Da jeg læste den, faldt det i øjnene. Han troede, at sirenen havde lydt i Danmark for at mindes krigen, men sirenen testes den første onsdag i maj, som det år tilfældigvis var den 4. maj.

I det hele taget bliver læsning af en tale blodfattig i forhold til at høre ordene, når de bliver sagt. Det er lidt som at være tvangsindlagt til venners fotografier fra en rejse til Rhodos. Feriefotoet siger alene: Vi var på ferie, der var en strand og et hav. Følelserne, de stærke minder, kom ikke med på billedet. De var knyttet til nuet.

Talen kan ikke forstås uafhængigt af omstændighederne. En tale er ikke først og fremmest flotte ord. Talen lever i situationen. Man skulle have været der.

At ordene kommer i anden række, kan være en trist erkendelse, når man som jeg har brugt timer og år på at skrive ord. Læg dertil, at folk sjældent kan huske, hvad der blev sagt i en tale.

Men selvom indholdet er glemt, så husker vi ind-

trykket. Om talen var god eller dårlig. Om vi kunne lide taleren.

Derfor har hver eneste tale betydning for den, som holder den. Anders Fogh Rasmussen sagde engang til mig: “Der er nogle, som rejser rundt med dagens ret. Det gør jeg ikke. Det skal være det fine franske køkken hver gang.”

*

Mundtlig kommunikation kræver et stærkt fokus og få pointer, som til gengæld foldes ud og gentages. Det vil jeg også gøre på de følgende sider.

Selvom denne bog indeholder inspiration og erfaringer og endda et forsøg på at opliste gode råd, så er den ikke en sådan-skriver-du-taler-bog. Mit mål er at skrive, så det ikke kun vil interessere det lille, hemmelige selskab af ghostwritere.

Det er heller ikke en bog med kontroversielle afsløringer om statsministre og topembedsmænd. Alle personer, som er citeret eller nævnt ved navn i episoder, der ikke er offentligt kendt, har haft mulighed for at læse med. De, der ikke ønskede at blive nævnt i bogen, er blevet fri.

Alligevel vil den politisk interesserede få et indblik i, hvordan det er at arbejde for en statsminister.

Den sproglige nørd vil forhåbentligt genkende min entusiasme for ord og sætninger. Retorikerne kan læse om en praktikers erfaringer. Lærere og studerende i dansk og samfundsfag kan finde pointer til undervisningen.

Andre er måske bare nysgerrige.

Denne bog er en personlig fortælling om det, som

optager mig i den sære profession, det er at skrive taler for statsministre.

Det er en bog om at skrive med andres stemmer og samtidig udvikle sin egen.

Gennem 14 år har Anita Furu skrevet taler for fire statsministre – Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. Flygtige ord er hendes personlige beretning om livet som taleskriver.

Furu reflekterer over de taler, hun har skrevet for vidt forskellige chefer, dykker ned i taleskrivningens historie og kommer med praktiske råd til, hvordan man skriver en god tale.

Bogen giver et sjældent indblik i hverdagen i Statsministeriet og i store begivenheder som statsministerens nytårstale samt et helt særligt pressemøde om corona i foråret 2020, hvor hele landet pludselig lyttede med.

Flygtige ord er også historien om at debutere som romanforfatter. En bog om at skrive med andres stemmer og samtidig finde sin egen.

gutkind