Frit fald

ALI HAZELWOOD

FRITfALD

GUTKIND

Af samme forfatter:

Hypotesen om kærlighed

Kærlighed på hjernen

Kærlighed i teorien

Skakmat

Bride – Vampyrbruden

Hader at elske dig

Slet ikke forelsket

ALI HAZELWOOD

FRITfALD

GUTKIND

På dansk ved

Pia Konstantin Berg

Frit fald

er oversat fra engelsk af Pia Konstantin Berg efter Deep End

© Ali Hazelwood 2025

Published by agreement with Berkley, an imprint of Penguin Publishing Group, a division of Penguin Random House L.L.C. and by agreement with Ulf Töregård Agency AB Denne udgave: © Ali Hazelwood og Gutkind Forlag A/S, København 2025 1. udgave, 1. oplag, 2025

Omslagsdesign: © Vikki Chu

Omslagsillustration: © lilithsauer Dansk versionering af omslag: Rasmus Funder Sat med Palatino hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-1094-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Den her må simpelthen være til the AmsterDAMNs alihazelwood.com

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag info@gutkind.dk

Kære Læser

Endnu en gang – mange tak, fordi du har valgt en af mine bøger. Den her er muligvis min favorit ud af alle bøger, jeg nogensinde har skrevet, og jeg er så glad for, at den er ude i verden! Inden du dykker ned i den, skal du vide, at historien indeholder samtykkende og fælles forhandlet udforskning af kink – særligt magtspil. Hvis du vælger at læse den, håber jeg, du vil nyde oplevelsen.

Kærlig hilsen

Ali

PROLOG

Det hele starter, da Penelope Ross læner sig ind over restaurantens massive træbord, løfter pegefingeren og siger: “Det er helt seriøst Helvede på Jord at møde sit livs kærlighed og opdage, at sexlivet er gennemført fesent.”

Foran hele Stanfords udspringshold.

Klokken 11.15.

Under min 21-års fødselsdagsbrunch.

For fire sekunder siden talte vi lidt for åbent om vores fordøjelsesproblemer, og det bratte emneskift er forvirrende.

Jeg har udnyttet, at jeg nu kan drikke uden at bryde loven, men alkoholen forhindrer mig ikke i at udbryde: “Hvad?”

Ikke mit mest taktfulde øjeblik. Heldigvis drukner min vantro i reaktionerne fra resten af holdet. Bree, som spytter sin drink ud over det hele, Bella, som gisper i forbløffelse, og Victoria, som skeptisk siger: “Er Blomqvist ikke dit livs kærlighed?”

“Det er han helt sikkert.” Pen nikker.

Jeg fylder min mund med mimosa. Smagen er meget værre end ren appelsinjuice, men den summende følelse er virkelig kærkommen.

“Pen. Skat.” Bree bruger sin søsters skjortekant til at tørre espresso martini af sit glas – og Bella tillader det. Det må være en tvillingeting. “Hvor meget har du drukket?”

“Sådan cirka halvdelen af den kande der.”

“Ah. Måske skulle vi …”

“Men sandheden skal man høre fra børn og folk, der har drukket mimosa.” Pen læner sig endnu længere frem. Hun

sænker stemmen og laver en fejende bevægelse. “Jeg betror mig til jer, venner. Jeg udviser sårbarhed. Vi har et moment her.”

Victoria sukker. “Pen, jeg elsker dig, ville gå gennem ild og vand for dig, følge dig ind i Mordors flammehav og alt det lort, men vi har ikke et moment.”

“Hvorfor ikke?”

“Fordi du sidder og lyver.”

“Hvorfor siger du det?”

“Fordi Blomqvist er fucking sexet.”

Jeg læner mig tilbage i semichokeret tilstand og tvinger mig selv til at tænke på Lukas Blomqvist – hvilket jeg sjældent gør. Folk går ud fra, at jeg er fascineret af alt, der foregår i et svømmebassin, men nope. Den eneste sportsgren, jeg finder tilnærmelsesvis interessant, er udspring (eller gymnastik, som de uoplyste kalder det). Resten er ligegyldigt for mig. Der foregår alt for meget inden for vandsport, og jeg kan ikke spilde min tid på at holde styr på Stanfords vandpolohold. Da slet ikke spillerne.

Alligevel er Blomqvist svær at ignorere. Måske på grund at det bjerg af medaljer, han har vundet. Måske på grund af verdensrekorderne. Og når nu kaptajnen for mit hold er den ene halvdel af et atletisk powerpar, så kan jeg jo ikke overse den anden halvdel. Pen og Blomqvist har været sammen i evigheder. Hvad ved jeg, måske er de endda blevet trolovet ved fødslen for at cementere det diplomatiske bånd mellem USA og Sverige.

Jeg lukker øjnene for at genkalde mig det brogede billede af ham, jeg har arkiveret i hukommelsen. Sorte Speedos. Tatoveringer. Kort, brunt hår. Et vingefang, som ligger et stykke over gennemsnittet. Bygget på præcis samme majestætiske, og dog ubegribelige, måde som enhver anden førstedivisionssvømmer, der nogensinde har sat fod på denne jord.

Victoria har ret. Vi kan roligt fastslå, at Blomqvist er fucking sexet.

“Jeg sagde ikke, at han ikke er sexet. Han er fantastisk. Han er bare ikke …” Pen krymper sig, og det er sådan en underlig kontrast til hendes ellers så funklende selvsikkerhed, at det skærer gennem min mimosa-tåge.

Pen er overordnet set ret fantastisk. Inspirerende. Typen, som instinktivt ved, hvordan hun får andre til at føle sig godt tilpas. Typen, som minder dig om at drikke vand. Tilbyder dig hårelastikken om sit håndled, når dit hår klistrer til dine læber. Som husker din halvårsfødselsdag. Jeg kunne deltage i selvudviklingsworkshops, indtil jeg er 50, og lade et hold af dataanalytikere omprogrammere mig, men jeg ville stadig ikke have en tredjedel af hendes charme, for karisma som hendes udspringer fra de basale kromosomer. Og nu bider hun sig i neglebåndene, som om hun netop er blevet ramt af socialangst. Det er jeg slet ikke tryg ved.

“Bare ikke … det, jeg vil have. Og helt ærligt er følelsen gengældt,” tilføjer hun lavt mumlende.

“Og det betyder?” Tak, Victoria, fordi du stiller det spørgsmål, jeg ikke selv er modig nok til at formulere. Hun er det ekstroverte, filterløse medlem, enhver gruppe har brug for.

“Åh gud. Jeg vil bare gerne … I ved, nogle gange …” Pen stønner.

Jeg stivner, pludseligt alarmeret. “Tvinger Blomqvist dig til at …”

“Nej. Shit, nej.” Hun ryster på hovedet, men jeg må se meget uoverbevist ud, for hun fortsætter. “Nej. Det kunne han aldrig finde på.” Alle andre er droppet ud af samtalen – tvillingerne skændes over, hvis drink der er hvis, mens Victoria gestikulerer mod tjeneren. “Sådan er Luk ikke. Det er bare … hvordan fortæller du en fyr, at du har brug for noget andet?”

Hvorfor spørger hun mig? Har nogen skrevet Jeg har tidligere bedt en fyr om at spanke mig hen over min pande? I så fald

ville det ikke være helt løgn. “Er skandinaver ikke friske på det meste?”

“Måske? Han er i hvert fald frisk på …” Hun bliver afbrudt, da en lille gruppe tjenere uden en tone i livet begynder at synge fødselsdagssang, og mange ting sker på én gang.

Jeg puster det lille stearinlys ud, som er presset ned i toppen af lavakagen. Holdet overrækker mig en fælles fødselsdagsgave: nye udstrækningsredskaber. Jeg bliver kortvarigt ekstremt rørt over, at en så kronisk introvert person som mig har fundet sammen med folk, der er så søde. Victoria skal på toilettet. Pens tante ringer. Bree spørger, hvilke fag jeg vil tage i løbet af efteråret.

Det er for meget. På alt for kort tid. Det lykkes os aldrig at dreje samtalen tilbage til Penelope Ross og Lukas Blomqvists overraskende uperfekte sexliv – og det er nok bedst sådan. Hvad end det er for problemer, de bakser med, så er det sikkert alligevel noget trivielt. Hun bryder sig ikke om det kondommærke, han bruger. Han falder i søvn uden at nusse hende. De er trætte efter træning og småskændes over, hvem der skal være øverst. Det kommer ikke mig ved, så jeg glemmer alt om det cirkus.

Indtil det hele ændrer sig et par uger senere.

1Det, jeg frygter mest ved femte semester, indtræffer onsdag morgen, et par uger inden undervisningen bliver skudt i gang. Det er mast ind i min Google-kalender mellem klokken 10 og 11. Et enkelt ord, der er så meget tungere end bogstaverne i sig selv.

Terapi.

“Det her er lidt ualmindeligt,” siger Sam til mig under vores første møde i et tonefald, der er renset for fordømmelse eller nysgerrighed. Hun lader til at mestre neutralitet i alle aspekter af livet – hendes beige jakkesæt, hendes middelfaste håndtryk og det tidløse, yndefulde udtryk, der signalerer, at hun kan være alt mellem 40 og 70 år gammel. Har vi kendt hinanden længe nok til, at jeg kan konkludere, at jeg vil være hende? “Jeg havde indtryk af, at Stanford Athletics selv havde et hold af sportspsykologer.”

“Det har de også,” siger jeg og lader blikket glide gennem hendes kontor. Diplomer fylder mere end personlige fotos. Fire mod nul. Der er meget muligt, at Sam og jeg allerede er den samme person. “De er super. Jeg talte med dem i et par måneder, men …” Jeg trækker på skuldrene og håber, jeg dermed signalerer, at det er min og ikke deres skyld, at det ikke fungerede. “Jeg havde nogle udfordringer for et par år siden … som ikke har noget med udspring at gøre. Den gang fungerede kognitiv adfærdsterapi ret godt for mig. Jeg talte med min træner om det, og eftersom det er dit speciale, besluttede jeg mig for at prøve Rådgivningstjenesten.” Jeg

smiler, som om jeg har fuld tillid til den her plan. Gid det var så vel.

“Jeg forstår. Og da du tidligere benyttede dig at kognitiv adfærdsterapi, hvilke udfordringer havde …”

“Ikke noget sportsrelateret. Det var … noget familierelateret. Forholdet til min far. Men det er alt sammen løst nu.” Jeg indser, at jeg talte en smule for hurtigt, og forventer, at Sam vil udfordre den halve sandhed, der tydeligvis stadig simrer i mig, men hun stirrer bare vurderende og høgeagtigt.

Alt for meget opmærksomhed er rettet mod mig lige nu. Jeg vrider mig i stolen og registrerer ømheden, mine muskler altid er ramt af. Hendes tilstedeværelse er ikke specielt dulmende, men jeg er her for at blive fikset, ikke beroliget.

“Jeg forstår,” siger hun endelig. Jeg elsker, at kognitiv adfærdsterapi er helt fri for bullshit. Du gør de her ting, som ikke er gode for dig. Jeg lærer dig, hvordan du undgår at gøre det, dit forsikringsselskab betaler mig for det, og så kan vi gå hver til sit, glade og tilfredse. Medbring eget traume. Jeg sørger for lommeletter. “Og jeg skal bare være helt sikker, Scarlett. Du vil gerne være her?”

Jeg nikker eftertrykkeligt. Det kan godt være, jeg ikke ser frem til den smerte, som er en naturlig følgevirkning efter blotlægning af de mest sårbare afkroge af min sjæl, men jeg er ikke en eller anden klichédetektiv, som nægter at tale med en psykolog i en 80’er-krimiserie. Terapi er et privilegium. Som jeg er heldig at have. Og vigtigst af alt har jeg brug for det.

“Jeg må indrømme, at jeg ikke kender meget til udspring. Det virker som en ret kompleks disciplin.”

“Det er det.” De fleste konkurrencesportsgrene kræver lige dele fysisk og psykisk styrke, men udspring … udspring har gjort en ihærdig indsats for at nappe førstepladsen som den sportsgren, der fucker allermest med din hjerne.

“Har du lyst til at forklare det lidt nærmere?”

“Selvfølgelig.” Jeg rømmer mig og skæver ned mod mine

træningsbukser og min kompressionsbluse. Sort og kardinalrød. Stanford Svømning & Udspring. Fear the Tree. Hvem end der har designet vores gear, vil tydeligvis gerne reducere vores identitet til vores atletiske præstationer. Glem aldrig: Du er din resultater. “Vi hopper ud fra ting. Dumper ned i svømmebassiner. Laver noget akrobatik undervejs.”

Det var min intention at få hende til at grine, men lattermusklen er vist ikke så veltrænet hos Sam. “Jeg går ud fra, at det er mere end bare det?”

“Der er en masse regler.” Men jeg har ikke lyst til at kede hende eller være en besværlig klient. “Jeg er atlet i NCAA’s førstedivision. Jeg konkurrerer i to discipliner. Den ene er fra springbrættet, det der hoppende glasfiberbræt, som …” Jeg bevæger demonstrerende min håndflade op og ned. “Det foregår fra tre meters højde.” Samme højde som en struds, sagde min første træner til mig.

“Og hvad er den anden disciplin?”

“Platformen. Den er 10 meter høj.” To giraffer.

“Og den hopper ikke?”

“Den er statisk.”

Hun brummer. “Er det samme pointsystem som i gymnastik?”

“Mere eller mindre. Et dommerpanel kigger efter fejl og trækker point fra, alt efter hvad de spotter.”

“Og hvor mange udspring har du per konkurrence?”

“Det er forskelligt. Og det er ikke … antallet er ikke så vigtigt.” Jeg bider mig i indersiden af kinden. Hun udviser tålmodighed, men virker fortsat engageret. “Det handler mere om springgruppen.”

“Springgruppen?”

“Typen af udspring … hvis man kan sige det sådan.”

“Og hvor mange springgrupper er der?”

“Seks i alt.” Jeg fumler ved min hestehale. “Forlæns. Baglæns. Molberg. Skrue. Håndstand.”

“Jeg forstår. Og i din mail nævnte du, at du har været skadet?”

Terapi er et privilegium. Men jeg er ikke vild med det. “Korrekt.”

“Hvornår skete det?”

“For cirka 15 måneder siden. I slutningen af andet semester.” Jeg knytter næverne under mine lår og venter på, at hun forlanger alle de slibrige detaljer, jeg er klar til at lire af.

Men det skåner Sam mig for. “Sagde du, at der var seks udspringsgrupper?”

“Ja.” Emneskiftet overrasker mig, og jeg sænker paraderne.

Det viser sig at være en katastrofal fejl.

“Og den her skade, Scarlett … hænger den sammen med det faktum, at du kun nævnte fem grupper?”

2

“Du har fucket op,” siger Maryam under den første undervisningsuge, og det eneste jeg kan tænke på ud over fortvivlelsen, der suser i mine ører, er, at jeg fortjener bedre behandling fra min roommate. Jeg har hjulpet hende med at fjerne blodpletter fra utallige brydningsdragter – har jeg virkelig ikke krav på en smule medfølelse? Eller i det mindste en lidt mere stiltiende form for misbilligelse?

“Jeg er en hel fjerdedel tysker,” argumenterer jeg. “Min mor blev født der. Jeg burde være god til det her.”

“Din mor døde, da du var to, Vandy. Din stedmor, som opfostrede dig, er fra Bumfuck, Mississippi.”

Hårdt slag. Men fair. “Mit genetiske ophav …”

“Er irrelevant, og det gør det ikke mere sandsynligt, at du hiver dig op over dumpegrænsen i tysk,” siger hun med den form for foragt, kun flersprogede personer kan udvise. Jeg kan ikke lige på stående fod huske, hvad det er for en hjernehalvdel, der kontrollerer evnen til at lære sprog, men hendes må køre i perfekt turbofart. Faktisk må den generere nok grøn energi til at dække strømforbruget i et mindre europæisk land.

Men mig: “Jeg er ikke god til det her,” klynker jeg. Og hvorfor burde jeg være det? “Det er latterligt, at uddannelsen kræver, man tager et fremmedsprog.”

“Det er det ikke. Hvad, hvis du beslutter dig for at melde dig til Læger uden grænser, og din evne til at redde liv afhænger af, om du ved, om ‘skalpel’ er hankøn eller hunkøn?”

Jeg klør mig i nakken. “Die Skalpellen?”

“Bang, patienten er død.” Maryam ryster på hovedet. “Du har fucket op, min fine ven.”

Med en smule hjælp fra min akademiske vejleder. Tag de obligatoriske fag først, sagde han. Det får du brug for, så du kan komme ind på den medicinske overbygning, tilføjede han. Det er en god plan, konkluderede han.

Og jeg lyttede. Fordi jeg bare gerne vil have styr på mit shit. Fordi jeg er studerende atlet, og mit skema ligner en krydsning mellem et Klodsmajor-tårn og en introvideo til japansk bondage. Spontanitet? Kun, hvis det er planlagt ned til mindste detalje. Jeg lagde en 15-årsplan, den dag jeg gik ud af high school, og har siden da haft stærke intentioner om at holde mig til den: Vinde mindst ét NCAA-mesterskab, medicinstudiet, ortopædi, forlovelse, ægteskab og evig lykke.

Selvfølgelig forpurrede jeg den plan ved at vælge både kemi og biologi de første semestre – uden at overveje, at videnskabsfagene aldrig har været min svaghed. Så ramte femte semester, og mit gennemsnit ryster i bukserne. I psykologi er jeg foruroligende vag. Tysk dativ hjemsøger mine mørkeste mareridt. I engelsk komposition skal jeg sammensætte overbevisende argumenter til umulige emner såsom poesi, skadedyrsbekæmpelsesetik, embedsværkets magtbeføjelser eller spørgsmålet om, hvorvidt folk eksisterer, hvis vi ikke kan se dem.

Det er lettere for mig, når ting kan placeres i logiske kasser. Sort og hvid, rigtigt og forkert, kulstofbaseret og uorganisk. I år er alting gråzoner, ét stort kaos placeret i en oliepøl af Tysk for begyndere.

Jeg plejede at få gode karakterer i alt. Plejede at have kontrol over tingene. Plejede at sigte efter toppen. Og nu er jeg nået til et punkt, hvor jeg bare forsøger at undvige en kæmpe eksplosion af nederlag. Ville det ikke være skønt, hvis jeg kunne undgå konstant at svigte folk omkring mig?

“Skift til et andet sprog,” foreslår Maryam, som om jeg ikke allerede har udforsket enhver flugtrute.

“Kan jeg ikke. Det er ligesom teglsten. Alle fagene overlapper med noget andet.” Såsom morgenøvelser. Eftermiddagstræning. Eller en af de tusind andre aktiviteter, Stanford tvinger mig ud i. Og det her skulle efter planen være året, hvor jeg virkelig viser mit atletiske potentiale. Hvis jeg altså stadig har potentiale. Hvis jeg nogensinde har haft det.

Det føltes i hvert fald sådan hjemme på Bumfuck High School (i Missouri, men jeg har opgivet at korrigere Maryam). Et par håndfulde udspringstrænere med spidse albuer kæmpede aggressivt om at lokke mig over på deres universiteter, fordi jeg var tidligere deltager ved ungdoms-OL, fordi jeg var en del af landsholdet og havde vundet medaljer ved ungdoms-VM. En topkandidat. Alle klubtrænere, jeg har haft, siden jeg var seks år gammel, har badet mig i konfettiregn. Du er fantastisk til det her, Vandy. Du kommer til at opnå store resultater, Vandy. Du er en lovende, ung udspringer, Vandy. Og jeg havde en fest i den konfettiregn. Havde det som en fisk i vandet – lige indtil jeg ramte universitetet, og fundamentet begyndte at vakle under mig.

Faktisk kunne jeg knap nok holde balancen.

Min hjerne må have besluttet sig for at gøre mig en tjeneste, for jeg kan slet ikke huske de 30 sekunder, som ændrede mit liv. Men til mit held er det hele filmet, så alle kan se det, for det skete under NCAA­mesterskabets udspringsfinale. Og videoen har endda et kommentatorspor.

“Og det var så Scarlett Vandermeer fra Stanford University. Bronzevinder ved ungdoms­OL. Helt klart denne sæsons store håb. På nippet til en ny platformrekord. Altså inden dette spring.”

“Ja, hun gik efter en forlæns rotation med to en halv salto i hoftebøjet position, som hun klarede fejlfrit under optakten i morges. Faktisk indkasserede hun udelukkende otte­ og nitaller. Men denne gang gik noget helt galt fra begyndelsen.”

Det er altid dem, du lytter mest til.

“Jae. Det var helt klart et fejludspring – det må udløse nul point fra dommerne. Men hun ramte også vandet fra en forkert vinkel, så vi må håbe, at hun ikke er kommet til skade.”

Og til det sagde min krop bare fuck håbet.

Det er sjovt på en helt igennem usjov måde. Jeg husker tydeligt vreden – mod vandet, mod mig selv, mod min krop – men jeg husker slet ikke smerten. I videoen er udspringeren, som humper op fra vandet, en dobbeltgænger, som stjal min krop. Pigen, hvis lange fletning hænger ned over den røde badedragt, er en bedrager. Smilehullerne, da hun anstrengt tvinger læberne opad, er mystiske. Og hvorfor er det lille mellemrum mellem hendes fortænder magen til mit?

Kameraet følger nådesløst hendes vaklen, selv da Coach

Sima og hans assistent kommer løbende for at hjælpe.

“Vandy – er du okay?”

Svaret er ikke til at tyde, men Coach elsker at fortælle historien om pigen, der sagde: Jah, men jeg får brug for en Panodil inden mit næste udspring.

Det viser sig, at hun havde ret. Hun ville få brug for en Panodil inden sit næste spring. Og operationer. Og genoptræning. Den endelige dom?

Hjernerystelse.

Sprængt trommehinde.

Forstuvet nakke.

Ledlæbeskade i skulderen.

Lungekontusion.

Forstuvet håndled.

Forstuvet ankel.

Jeg mærker en tung, ubehagelig trykken for brystet, hver eneste gang jeg genser videoen, og forestiller mig, hvad hun har gennemgået – indtil jeg husker, at den pige er mig.

Alle fyre, jeg nogensinde har mødt på dating-apps, har sagt Udspring er nogenlunde det samme som svømning, ik’? Men

ligesom boksning, ishockey og lacrosse, så er udspring en kontaktsport. Hver gang vi rammer vandet, påvirker nedslaget vores skeletter, muskler og indre organer.

Tyg lige på den, NFL.

“Du bliver nødt til at forberede dig på risikoen for, at du ikke vil være i stand til at springe igen,” sagde Barb til mig inden operationen. Det er så svært at afskrive din stedmors ord som pessimistisk drilleri, når selvsamme stedmor er en fremragende ortopædkirurg. “Vi må bare håbe, at du kan genvinde fuld mobilitet i din skulder.”

“Det ved jeg,” sagde jeg og græd som et lille barn, først i hendes arme og så alene i min seng.

Men Barb ville bare ikke sætte forventningerne for højt –og jeg var heldig. Det viste sig, at jeg kom hurtigere ovenpå, end nogen kunne have forestillet sig. Jeg var sygemeldt hele mit andet år. Hvilede ud. Tog min medicin. Holdt mig til en antiinflammatorisk diæt. Fokuserede højhelligt på den personlige træning og strækøvelserne og genoptræningen. Jeg visualiserede mine udspring, ignorerede smerterne, mødte alligevel op til træning for at se resten af holdet og for at lade duften af klor indtage mine næsebor. For at være helt tæt på den glinsende blå pool, der samtidig var så langt væk fra mig.

Og så, for to måneder siden, blev jeg godkendt til træning. Og det har været …

Altså. Der er en grund til, at jeg går til psykolog.

“Jeg tror, jeg ved, hvordan vi kan fikse dine problemer med fremmedsprog.”

Jeg skuler mistænksomt mod Maryam – og læner mig alligevel håbefuldt fremad med øjnene spærret op og ørerne helt foldet ud.

“Du har tænkt dig at sige, at jeg skal tage syrebad, ik’?”

“Hør nu efter: Latin 201.”

Jeg rejser mig brat. “Nå, men jeg smutter.”

“Tænk lige over, hvor stor en hjælp det bliver for dig, når Læger Uden Grænser sender dig til antikkens Rom!”

Jeg smækker døren bag mig og tager til træning 40 minutter for tidligt bare for at undgå at kvæle min værelseskammerat.

Vi røg på samme værelse på første semester, og på trods af Maryams urokkelige ondskab og min manglende evne til at skifte toiletrulle, så er vi på en eller anden måde nået frem til, at vi ikke har lyst til at bo hver for sig.

Sidste år flyttede vi (frivilligt?) sammen et sted uden for campus, og vi har lige (frivilligt?) forlænget vores lejekontrakt og dermed tvangsindlagt os selv til 24 ekstra måneder i hinandens selskab. Sandheden er, at samlivet er simpelt og kræver et minimum af følelsesmæssig indsats fra begge parter. Og når man er som mig (en resultatorienteret, kontrolfokuseret, overpræsterende perfektionist), er det en gave at finde en som Maryam.

Ikke en god gave, men jeg tager, hvad jeg kan få.

Avery Aquatic Center er det bedste sted, jeg nogensinde har trænet. Alt er udendørs med fire pools og et udspringstårn, og det er der, alle Stanfords vandsportshold træner. I dag er kvindernes omklædningsrum dejligt stille. Det føles som en sjælden Guldlok-zone. Svømmerne er allerede i gang med at træne. Udspringerne er ikke begyndt at gøre sig klar endnu. Vandpolospillerne er for nylig blevet forvist til en anden bygning, og mangt en taknemmelig tåre blev fældet.

Jeg tager min badedragt på. Trækker en t-shirt og shorts over. Indstiller min alarm og sætter mig ned på træbænken for at fundere over mine livsvalg. Præcis 10 minutter senere vibrerer min telefon, og jeg rejser mig uden at have opnået nogen former for afklarethed eller indre ro. Jeg går ned til vaskeriet for at hente et rent håndklæde, da jeg hører en velkendt stemme.

“… ikke okay,” siger Penelope.

Hun står på gangen nogle meter væk, men lægger ikke mærke til mig.

“Overhovedet ikke,” fortsætter hun med gråd i stemmen. Jeg genkender lyden fra stævnet i Utah, hvor hun kiksede et forlæns hoftebøjet benspring, lavede en kæmpe maveplasker og røg fra førstepladsen til niendepladsen. “Ikke for os.”

Svaret er mere afdæmpet, dybere. Mindre bedrøvet. Lukas Blomqvist står foran Pen med bar overkrop og korslagte arme, han har et par svømmebriller hængende om halsen, og en badehætte dingler fra hans fingre. Han må lige have afsluttet sin træning, for han drypper stadig. Den lille rynke mellem hans øjne er svær at tyde – kan det være en skulen, eller ser svenskere bare sådan ud, når de slapper af i ansigtsmuskulaturen? Jeg kan ikke høre, hvad han siger, men det er også lige meget, for Pen afbryder ham.

“… det er der ingen grund til, hvis …”

Endnu et dybt, afdæmpet svar. Jeg foretager en tilbagetrækning. Denne samtale rager ikke mig. Og så vild er jeg heller ikke efter at få fingrene i et håndklæde.

“Det er bedst sådan.” Pen læner sig tættere på. “Det ved du også.”

Blomqvist tager en dyb indånding, og hans glinsende skuldre hæver sig, hvilket får ham til at se endnu højere ud. Jeg bemærker hans anspændte kæbeparti, hans pludseligt bøjede nakke, de dirrende muskler i hans overarm.

Intimiderende. Truende. Skræmmende. Det er, hvad han er. I sammenligning med ham ser Pen lille og oprevet ud, og min hjerne skifter til en ny indstilling.

Jeg er hamrende ligeglad med, om det rager mig. Jeg bevæger mig tættere på, mens jeg betragter Blomqvist med sammenknebne øjne. Mine fingre skælver, så jeg knytter hænderne ned langs siden, og selvom han sikkert er fire gange stærkere end Pen og mig tilsammen, selvom det er en frygtelig idé, spørger jeg: “Pen, er alt okay?”

HJERTER I FRIT FALD FØLELSER PÅ DYBT VAND

Scarlett forsøger at holde sig oven vande og knokle sig igennem college, imens hun dyster på skolens udspringshold. Hun er perfektionist og kæmper for at komme sig over en alvorlig skade, men det er svært, når kroppen er helet, men hovedet ikke rigtig kan følge med.

Svømmeholdets kaptajn, OL-mester og aqua wonderboy Lukas trives med disciplin. Det er sådan, han har vundet alle sine medaljer og slået rekord efter rekord. På overfladen har han og Scarlett ikke meget til fælles – indtil en prekær hemmelighed ser dagens lys og ændrer alt.

FRIT FALD er spicy romance om det ultimative kontroltab: forelskelse.

GUTKIND

Foregår også

på Stanford

Gensyn med Olive og Adam ♥

Af forfatteren til