Hader at elske dig

Af samme forfatter:

Hypotesen om kærlighed

Kærlighed på hjernen

Kærlighed i teorien

Skakmat

Brud

Ali Hazelwood Hader at elske dig

På dansk ved

Pia Konstantin Berg

Gutkind

Hader at elske dig er oversat fra engelsk af Pia Konstantin Berg efter Loathe to love you © Ali Hazelwood 2023

This edition is published by agreement with Berkley, and imprint of Penguin Publishing Group, a division of Penguin Random House L.L.C. and by agreement with Ulf Töregård Agency AB

Denne udgave: © Ali Hazelwood og Gutkind Forlag A/S, København 2024 1. udgave, 1. oplag, 2024

Forsideillustration: © Lilith Omslagsdesign: Rasmus Funder Sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-434-0638-9

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Til Becca – som er det bedste heppekor Til Marie – min yndlings-Elizabeth Swann

Til Shep og Celia. Stadig uden isbjørne, men med masser af kærlighed

Gutkind Forlag Læderstræde 9, 1. DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Hader at elske dig

Under samme tag

Under ingen omstændigheder

Under frysepunktet Bonuskapitel

Under samme tag

Nutid

Jeg kigger mod bunken af beskidt service i vasken og når til en smertefuld erkendelse: Jeg er hårdt ramt.

Ej, stryg den del. Jeg vidste jo allerede, at jeg var hårdt ramt. Men hvis jeg ikke havde indset det endnu, ville det her være et klart vendepunkt: Det faktum, at jeg ikke kan kigge på et dørslag og tolv beskidte gafler uden at se Liams mørke øjne, mens han læner sig mod bordpladen med armene over kors; uden at høre hans faste-men-drillende stemme sige: »Postmoderne installationskunst? Eller er vi bare løbet tør for sæbe?«

Det her er i kategori med at komme sent hjem og opdage, at han har ladet lyset på verandaen stå tændt for min skyld. Det ... åh, det får altid mit hjerte til at hoppe på en delvist skøn, delvist uudholdelig måde. Og ved du, hvad der også får mit hjerte til at hoppe? Det faktum, at jeg husker at slukke lyset, så snart jeg er indenfor, hvilket muligvis er et tegn på, at det der chiasnask, han laver til mig om morgenen, når jeg er sent på den, gør min hjerne klogere.

Det er godt, jeg har besluttet mig for at flytte ud. Helt klart det bedste. Det her hjertehopperi er ikke holdbart på længere sigt og kan hverken være godt for mit mentale eller kardiovaskulære helbred. Jeg er blot en ydmyg

nybegynder, når det kommer til længselsfulde følelser, men jeg kan i hvert fald konstatere, at det her med at bo sammen med en fyr, du plejede at hade, men som du på en eller anden måde er endt med at blive forelsket i, ikke er et klogt træk. Tro mig, jeg har en doktorgrad.

(Inden for et helt andet felt, godt nok, men alligevel).

Ved du, hvad der er godt ved den der længsel? Den konstante nervøse energi. Den energi, der får mig til at kigge på opvasken og tænke, at en omgang køkkenoprydning lyder som en sjov aktivitet. Da Liam kommer ind i køkkenet, er jeg i gang med noget så uventet som at proppe opvaskemaskinen til bristepunktet. Jeg kigger op mod ham, registrerer, hvordan han nærmest udfylder hele døråbningen, og beordrer mit hjerte til at stoppe det hopperi. Alligevel bliver det ved – og tilføjer endda en kolbøtte, bare fordi det kan.

Lortehjerte.

»Du spekulerer sikkert over, om en snigskytte har vendt sit våben i min retning og tvinger mig til det her.« Jeg drejer blikket mod Liam uden at forvente, at han smiler tilbage, fordi ... det er Liam. Han er noget nær umulig at aflæse, men jeg er for længst holdt op med at forsøge at se, når han morer sig. I stedet tillader jeg mig selv at mærke det. Det er rart og varmt, og jeg har lyst til at tage bad i den følelse. Jeg har lyst til at se ham ryste på hovedet og sige »Mara« i sit karakteristiske tonefald og grine ad hans bedrevidenhed. Jeg har lyst til at stille mig på tåspidserne, så jeg kan rette på den hårlok, der er faldet ned i panden på ham, og begrave hovedet i hans brystkasse for at suge den rene, lækre duft af hans hud til mig.

Men jeg tvivler på, at han har lyst til noget i den retning.

Så jeg vender mig for at skylle den skål, som var gemt under dørslaget.

»Jeg regnede med, at din hjerne var styret af de parasitter, vi så i den der dokumentar.« Hans stemme er lav. Dyb. Jeg kommer til at savne den så afsindigt meget.

»Det var andeskæl – og jeg vidste, at du faldt i søvn halvvejs.«

Han svarer ikke. Hvilket er fint nok, fordi ... det er Liam. En mand af få smil og endnu færre ord. »Nå, men naboens hundehvalp, ik’? Den franske bulldog? Han må være stukket af under en gåtur, for jeg så ham lige løbe imod mig midt på vejen. Med snoren hængende efter sig og det hele.« Jeg rækker ud efter et viskestykke, og min hånd rammer ham. Han står lige bag mig nu. »Ups. Undskyld. Nå, men anyways, jeg bar ham hjem, og han var så cute ...«

Jeg stopper. For lige pludselig står Liam ikke bag mig. Jeg bliver presset op mod vasken, mens bordpladens kant borer sig ind i min hofte, og der er en høj mur af varme mod min ryg.

Åh shit.

Er han ... er han snublet? Han må være snublet. Det må være et uheld.

»Liam?«

»Er det her okay, Mara?« spørger han, men han flytter sig ikke. Han bliver, præcis hvor han er, med fronten presset mod min ryg og hænderne placeret på bordpladen på hver side af mine hofter, og ... Er det her en form for drøm? Er det her en form for hjertehoppefremkaldende kardiovaskulær hændelse? Er min hjerne godt i gang med at omforme mine mest skamfulde nattefantasier til hallucinationer?

»Liam?« klynker jeg, fordi han nusser mit hår. Lige over min tinding. Måske med sin næse eller endda sin mund, og det virker helt bevidst. Slet ikke som et uheld. Er han ...? Nej. Nej, helt sikkert ikke.

Men hans hånd stryger hen over min mave, og nu ved jeg med sikkerhed, at det her er anderledes. Det her føles ikke, som når vores arme tilfældigvis stryger sig op ad hinanden på gangen. De der episoder, som jeg har beordret mig selv til at lade være med at overtænke. Det føles ikke, som dengang jeg snublede i mit opladerkabel og nærmest væltede ned i hans skød, og det føles ikke som dengang, han forsigtigt lagde fingrene om mit håndled for at tjekke, hvor slemt jeg havde brændt mig på kogepladen under madlavningen. Det her føles ... »Liam?«

»Shh.« Jeg mærker hans læber mod min tinding, varme og beroligende. »Alt er okay, Mara.«

Noget varmt og flydende begynder at brede sig i min mave.

1For seks måneder siden

»Helt ærligt, så er formuleringen, 'Det slår gnister mellem dem', verdens mest vildledende talemåde. Hvad handler det egentlig om? Defekte ledninger? Ureglementeret omgang med elektrisk udstyr? Mulig brandfare? Det er i hvert fald ikke dækkende for to personer, som har et godt øje til hinanden. Ved du, hvad gnister får mig til at tænke på? Korte lunter med ild i. Bomber, der springer i luften. Sirener i det fjerne. For intet er mere brandfarligt end to fjender, der er villige til at futte hinandens højtelskede ejendele af. Vil du udløse en eksplosion? Så hjælper det ikke noget at være sød ved din roomie. Men hvis du på den anden side stryger en tændstik og sender den i retning af deres benzinvåde yndlingsslumretæppe, så ...«

»Undskyld?« Uber-chaufføren vender sig med beklagende mine, fordi jeg bliver afbrudt i mine præapokalyptiske fantasier. »Jeg vil bare lige sige, at vi er cirka fem minutter fra din destination.«

Jeg smiler og mimer et beklagende Tak, inden jeg igen vender opmærksomheden mod min telefon. Mine to bedste venners ansigter fylder hele skærmen. Jeg er placeret i det øverste hjørne, endnu mere knotten end sædvanligt (det er jeg i mine fulde ret til at være), mere bleg end

sædvanligt (er det overhovedet muligt?), mere rødhåret end sædvanligt (det må være filteret, ik’?)

»Det er en helt fair holdning, Mara,« siger Sadie med et forundret udtryk, »og jeg støtter dig fuldt ud, hvis du beslutter dig for at indsende din, øh, meget valide klage til Sprognævnet, eller hvem der nu ellers tager sig af den slags, men ... jeg spurgte dig sådan set bare om, hvordan begravelsen gik.«

»Ja, Mara ... hvord... gik ...gravelsen?« Forbindelsen til Hannah er frygtelig, men sådan er det altid.

Det her er vist bare sådan, det går, når du møder dine bedste venner på universitetet: Det ene øjeblik har I det som fisk i vandet, mens I voldkrammer jeres splinternye eksamensbeviser fra ingeniøruddannelsen og fniser jer igennem jeres femte omgang Mojitos. Det næste øjeblik græder i fællessnot, fordi I skal flytte i hver sin retning. FaceTime bliver lige så livsnødvendig som oxygen. Og der er nul myntedrinks i sigte. Dine forvirrende monologer finder ikke sted inden for bofællesskabets private mure, men på det semioffentlige bagsæde i en Uber, som skal transportere dig hen til en meget, meget mærkelig samtale.

Og det er så det, jeg hader allermest ved at blive voksen: På et eller andet tidspunkt bliver du nødt til rent faktisk at opføre dig som en voksen. Sadie designer fancy, bæredygtige bygninger i New York. Hannah fryser røven i laser på en eller anden arktisk researchstation, som NASA har sat op i Norge. Og jeg ...

Jeg er altså her. I Washington D.C., som jeg er flyttet til for at starte på drømmejobbet – som forsker hos Center For Miljøbeskyttelse. På papiret burde jeg være ovenud

lykkelig. Men papir brænder hurtigt, når det kommer i nærkontakt med en gnist.

»Helenas begravelse var ... interessant.« Jeg læner mig tilbage i sædet. »Det er nok fordelen ved at vide, at du er ved at dø. Du får muligheden for at torturere folk en lille smule. Fortælle dem, at hvis de ikke spille ‘Karma Chameleon’, mens de bærer din kiste ud, så vil dit spøgelse hjemsøge deres familie de næste mange generationer.«

»Jeg er bare glad for, at du fik mulighed for at være der for hende i de sidste dage,« siger Sadie.

Jeg smiler længselsfuldt. »Hun var frygtelig til det allersidste. Hun snød sig til sejren, sidste gang vi spillede skak. Som om hun ikke kunne have banket mig lige meget hvad.« Jeg savner hende. Uoverskueligt meget. Helena Harding, min ph.d.-vejleder og mentor gennem otte år, var den familie, mine kolde, distancerede slægtninge aldrig orkede at være. Men hun var også gammel, tynget af smerte og, som hun selv sagde, ivrig efter at rykke videre til større projekter.

»Det var virkelig sødt af hende at lade dig arve hendes hus i D.C.,« siger Hannah. Hun må have bevæget sig hen til en bedre fjord, for nu kan jeg rent faktisk tyde hendes ord. »Så har du et sted at være, lige meget hvad.«

Det er rigtigt. Det er alt sammen rigtigt, og jeg er meget taknemmelig. Helenas gave var lige så generøs, som den var uventet. Muligvis det sødeste, nogen nogensinde har gjort for mig. Men testamentet blev læst op for en uge siden, og der er noget, jeg ikke har haft mulighed for at fortælle mine venner. Noget, som har ret så meget med den der gnist at gøre. »Ja, altså, der er jo lige det, at ...«

»Åh åh.« To sæt rynkede bryn. »Hvad er der sket?«

»Det er ... kompliceret.«

»Jeg elsker kompliceret,« siger Sadie. »Er det også dramatisk? Giv mig lige et sekund, så jeg kan hente en pakke Kleenex.«

»Det har jeg ikke helt fundet ud af endnu.« Jeg tager en dyb indånding for at styrke mig. »Det hus, som Helena efterlod mig ... det viser sig, at hun ikke rigtig ... ejede det.«

»What?« Sadie dropper sin Kleenex-udflugt og kigger forundret på mig gennem skærmen.

»Altså, hun ejede det. Men kun delvist. Kun ... halvdelen.«

»Og hvem ejer så den anden halvdel?« spørger Hannah og rammer problemets kerne.

»Det gjorde Helenas bror, som også er død og efterlod huset til sine børn. Så købte den yngste søn de andre ud, og nu er han eneejer. Altså, sammen med mig.« Jeg rømmer mig. »Han hedder Liam. Liam Harding. Han er advokat og i starten af 30’erne. Og han bor lige nu i huset. Alene.«

Sadie spærrer øjnene op. »Shit. Vidste Helena det?«

»Aner det ikke. Det skulle man jo tro, men Hardingfamilien er virkelig underlig.« Jeg trækker på skuldrene. »Gamle penge. Og en hel del af dem. Sådan på Vanderbilt-måden. Eller Kennedy-måden. Hvad fanden går rige mennesker overhovedet op i?«

»Det ved jeg ikke. Monokler, måske,« siger Hannah.

Jeg nikker. »Eller prydhaver.«

»Kokain.«

»Poloturneringer.«

»Manchetknapper.«

»Stop lige,« afbryder Sadie. »Hvad sagde Liam Vanderbilt Kennedy Harding til alt det her under begravelsen?«

»Fremragende spørgsmål, men: Han var der ikke.«

»Dukkede han ikke op til sin fasters begravelse?«

»Han har ikke rigtig kontakt til sin familie. Der er en masse drama, går jeg ud fra.« Jeg trommer på kinden med fingerspidserne. »Måske er familien knap så meget Vanderbilt og lidt mere Kardashians?«

»Siger du, at han ikke ved, at du ejer halvdelen af hans hus?«

»Jeg fik hans nummer af en eller anden og fortalte ham, at jeg ville komme forbi.« Jeg holder en pause, inden jeg tilføjer: »På sms. Vi har ikke talt sammen endnu.« Endnu en pause. »Og han ... svarede ikke rigtig.«

»Jeg kan ikke lide det her,« siger Sadie og Hannah i kor. På ethvert andet tidspunkt ville jeg grine ad deres symbiosesætning, men der er stadig noget, jeg ikke har fortalt dem. Noget, de vil synes endnu mindre om.

»Fun fact om Liam Harding ... I ved jo godt, at Helena var, sådan, miljøbeskyttelsens svar på Oprah, ik’?« Jeg bider mig i underlæben. »Og hun jokede altid med, at hendes familie primært bestod af liberalt orienterede akademikere, som var godt i gang med at redde verden fra den store, stygge forureningsindustri?«

»Ja?«

»Hendes nevø er advokat for FGP Corp.« Bare det at sige ordene giver mig lyst til at smide en halv liter mundskyl i gabet. Og rense efter med tandtråd. Min tandlæge ville være henrykt.

»FGP Corp – de der miljøsvin?« En dyb rynke toner frem på Sadies pande. »Oliemastodonterne?«

»Jep.«

»Shit. Ved han, at du er miljøforsker?«

»Altså, jeg skrev, hvad jeg hedder. Og min LinkedInprofil popper op, hvis man søger på mit navn. Tror I, rige mennesker bruger LinkedIn?«

»Ingen bruger LinkedIn, Mara.« Sadie masserer sin tinding. »Fuck, det her er slemt.«

»Så slemt er det altså ikke.«

»Du kan ikke mødes med ham alene.«

»Jo jo, det kan jeg sagtens.«

»Han slår dig ihjel. Du slår ham ihjel. I slår hinanden ihjel.«

»Jeg ... måske?« Jeg lukker mine øjner og læner mig tilbage i sædet. Jeg har forsøgt at hive mig selv væk fra panikknappen i 72 timer – med blandede resultater. Jeg må ikke knække nu. »Tro mig, han er den sidste person, jeg har lyst til at eje et hus sammen med. Men Helena har jo ladet halvdelen gå i arv til mig, og jeg har brug for et gratis sted at bo, ik’? Jeg skylder en milliard i studielån, og D.C. er sindssygt dyr. Måske kan jeg bare bo der en kort periode? Spare lidt på huslejen. Er det ikke det mest økonomisk ansvarlige at gøre?«

Sadie slår hånden mod panden, samtidig med at Hannah siger: »Mara, for ti minutter siden var du stadig studerende. Du kan knap nok holde dig over fattigdomsgrænsen. Så du må under ingen omstændigheder lade ham smide dig ud af det hus.«

»Måske har han slet ikke noget imod, at jeg bor der. Det undrer mig faktisk, at han selv bor der. Altså, huset ser hyggeligt ud, men ...« Jeg taber tråden og tænker på de billeder, jeg har set, alle de timer jeg har brugt på Google Street View, hvor jeg har scrollet og scrollet gennem de forskellige frames i forsøget på at forstå, at Helena rent

faktisk holdt så meget af mig, at hun ville efterlade mig et hus. Det er en smuk ejendom, helt sikkert. Men den ligner mest af alt en familiebolig. Ikke noget, jeg umiddelbart synes passer til en topadvokat med en timeløn, som svarer til et europæisk lands årlige BNP. »Bor hårdkogte advokater ikke i sådan en luksuriøs lejlighed på 59. etage med guldbidet og whiskykælder og en statue af sig selv? Det kan være, han slet ikke kommer til at være i huset. Så jeg har bare tænkt mig at spille med åbne kort over for ham. Jeg forklarer, hvilken situation jeg står i, og så er jeg sikker på, at vi kan finde en løsning, som ...«

»Så er vi her,« siger chaufføren og sender mig et bredt smil. Jeg sender et knap så entusiastisk smil retur.

»Hvis du ikke har skrevet til os inden for en halv time,« siger Hannah i et dødseriøst tonefald, »så tolker jeg det, som om oliemastodont-Liam holder dig som gidsel i sin kælder. Og så ringer jeg altså efter politiet.«

»Ej, det skal du ikke bekymre dig om. Har du glemt, at jeg gik til kickboksning på uni? Og at jeg bankede røven ud af bukserne på den der fyr, som forsøgte at stjæle din tærte til Strawberry Festival?«

»Det var en 18-årig dreng, Mara. Og du bankede ikke røven ud af bukserne på ham. Du gav ham din egen tærte og kyssede ham på panden. Skriv inden for en halv time, eller jeg ringer til panserne.«

Jeg fanger hendes blik på skærmen. »Altså medmindre du er blevet overfaldet af en isbjørn inden da.«

»Sadie er i New York, og hun har lokalpolitiet i D.C. på sin speed dial.«

»Jep,« nikker Sadie. »Jeg er faktisk i gang med at taste det ind lige nu.«

Jeg mærker nervøsiteten stige, det øjeblik jeg stiger ud af bilen, og det bliver værre, for hvert skridt jeg tager op mod hoveddøren – en tung kugle af angst presser mod mit brystben. Jeg standser halvvejs for at tage en dyb indånding. Hannah og Sadies bekymringer må være årsagen til, at jeg har det sådan her. Det smitter tilsyneladende. Men jeg skal nok klare det fint. Alt bliver godt. Liam Harding og jeg vil tage en stille og rolig snak og finde frem til en god løsning, som er tilfredsstillende for ...

Jeg kigger rundt i haven, der er præget af det tidlige efterår, og mine tanker går på vandring.

Det er et simpelt hus. Stort, men der er ingen buske formet som dyr eller lysthuse i rokokostil eller de der creepy havenisser. Bare en velholdt græsplæne med lidt beplantning i hjørnerne, en håndfuld træer, jeg ikke kender navnet på, og en stor veranda i træ med havemøbler, som ser komfortable ud. Den sene eftermiddagssol giver husets røde mursten et hyggeligt, hjemligt skær, og mørkegule tempeltræsblade er strøet ud over hele grunden.

Jeg inhalerer duften af græs og bark og sol, og da mine lunger er fyldt ud, griner jeg forsigtigt. Jeg kunne sagtens blive forelsket i det her sted. Måske er jeg det allerede? Er det her første gang, jeg oplever umiddelbar kærlighed?

Måske var det derfor, Helena lod mig arve huset. Fordi hun vidste, jeg ville føle en øjeblikkelig samhørighed. Eller måske er det visheden om, at hun gerne ville have mig til at flytte ind, som puster til de her varme følelser i mig. Men årsagen er sådan set ligegyldig: Det her sted føles, som om det kunne blive mit hjem, og Helena formår igen-igen at blande sig i mit liv, den her gang fra den anden side. Hun plaprede også altid løs om, at hun ønskede, jeg kunne

finde et sted, hvor jeg følte mig hjemme. »Jeg kan jo se, at du er ensom, Mara,« sagde hun, hver gang jeg slog vejen forbi hendes kontor for at snakke. »For folk, der ikke er ensomme, skriver ikke fanfiction til The Bachelor-programmerne i deres fritid.« »Det er ikke fanfiction. Mere en form for metakommentar til de epistemologiske temaer, som opstår i hver episode – og min blog har altså et hav af læsere!« »Hør lige her, du er en fantastisk ung kvinde. Og alle elsker rødhårede. Hvorfor begynder du ikke bare at date en af nørderne fra dit eget luftlag? Helst en af dem, der ikke lugter af kompost.« »Fordi de alle sammen er pikkemænd, der bliver ved med at spørge, hvornår jeg dropper ud og tager en uddannelse inden for hjemkundskab.« »Mmm. Det er en god grund.«

Måske indså Helena endelig, at chancerne for, at jeg ville slå mig ned med nogen, var lig nul. Måske satte hun i stedet alt ind på, at jeg skulle slå mig ned et sted. Jeg kan næsten forestille mig, hvordan hun lige nu kagler som en selvtilfreds heks, og det får mig til at savne hende en milliard gange mere.

Yderst opløftet efterlader jeg min kuffert på verandaen (ingen kommer alligevel til at stjæle den, eftersom den er plastret til med nørdede KEEP CALM AND RECYCLE ONog GODE PLANETER HÆNGER IKKE PÅ TRÆERNE- og STOL PÅ MIG, JEG ER MILJØFORSKER-klistermærker). Jeg kører en hånd gennem mine lange krøller og håber, de ikke ser for filtrede ud (det gør de sikkert). Så minder jeg mig selv om, at Liam Harding sikkert ikke er en trussel – bare en rig, forkælet mandedreng med dybde som et surfbræt, der ikke kan skræmme mig – og endelig løfter jeg min arm for at ringe på. Men døren bliver flået op, inden jeg når så langt, og pludselig står jeg foran ...

En brystkasse.

En bred, markeret brystkasse bag en knappet skjorte.

Og et slips. Og en mørk habitjakke.

Brystkassen sidder fast på andre kropsdele, men den er så bred, at jeg et øjeblik ikke kan se andet. Det lykkes mig endelig at bevæge blikket, så jeg kan få et overblik over resten: lange muskuløse ben, som udfylder den nederste del af jakkesættet. Skuldre og kilometerlange arme. En skarp kæbelinje og fyldige læber. Mørkt, kort hår og et par øjne, som er endnu mørkere.

Jeg indser, at de er rettet mod mig. At de studerer mig med samme ivrige og forvirrede nysgerrighed, som jeg selv oplever. Manden er tilsyneladende ude af stand til at kigge væk, som om han er fortryllet på et eller andet dybt, fysisk niveau. Hvilket er en lettelse, for jeg er heller ikke i stand til at kigge væk. Det har jeg slet ikke lyst til.

Det er som et slag mod solar plexus, da jeg indser, hvor lækker jeg synes, han er. Konstateringen fucker med min hjerne og får mig til at glemme, at jeg står lige over for en fremmed. At jeg nok burde sige et eller andet. At de varme følelser, som strømmer igennem mig, sikkert er upassende.

Han rømmer sig og ser lige så forfjamsket ud, som jeg føler mig.

Jeg smiler. »Hej,« siger jeg lidt forpustet.

»Hej,« siger han på præcis samme måde. Han kører tungen hen over læberne, som om de pludselig er tørret ud, og wow. Det får ham til at se endnu bedre ud. »Kan jeg ... Kan jeg hjælpe dig med noget?« Hans stemme er smuk. Dyb. Lidt hæs. Jeg kunne gifte mig med den her stemme. Jeg kunne rulle mig rundt i den her stemme. Jeg kunne lytte til den her stemme for evigt og opgive alle andre lyde. Men måske burde jeg svare på spørgsmålet først.

»Bor, øh, bor du her?«

»Det tror jeg nok,« siger han, som om han er for konfus til at kunne huske det. Hvilket får mig til at grine.

»Fedt. Jeg er her, fordi ...« Hvorfor er jeg her egentlig? Nå ja. »Jeg leder efter, øh, Liam. Liam Harding. Ved du, hvor jeg kan finde ham?«

»Det er mig. Jeg er ham.« Han rømmer sig igen. Rødmer han også nu? »Altså, jeg mener, det er mig, der er Liam.«

»Åh.« Åh nej. Åh nej. Nej, nej. Nej. »Det er mig, der er Mara. Mara Floyd. Altså ... Helenas veninde. Jeg er her på grund af huset.«

Liams udtryk ændrer sig omgående.

Han lukker kortvarigt øjnene, som man ville gøre, hvis man fik overbragt en tragisk nyhed. Et øjeblik ser han forrådt ud, som om nogen har foræret ham en dyrebar gave for så at stjæle den fra ham igen, i det sekund han har pakket den op. Da han siger: »Det er altså dig«, er der en bitter klang i hans smukke stemme.

Han vender sig rundt og begynder at trampe ned ad gangen. Jeg tøver et øjeblik og spekulerer over, hvad jeg skal gøre. Han lukkede ikke døren, så han vil nok have mig til at følge efter. Ik’? Ingen anelse. Men når alt kommer til alt, ejer jeg jo halvdelen af huset, så jeg bryder vel ikke nogen love ved at bevæge mig indenfor? Jeg trækker på skuldrene og skynder mig efter ham, mens jeg forsøger at holde trit med hans meget længere ben. Jeg når nærmest ikke at se noget omkring mig, før vi rammer stuen.

Som er fantastisk. Det her hus er fuldt af store vinduer og massive trægulve – åh gud, er det der en pejs? Jeg får omgående lyst til at lave skumfidussandwich over ilden. Eller helstegt pattegris. Med et æble i munden.

»Jeg er virkelig glad for, at vi endelig kan tale sammen ansigt til ansigt,« siger jeg til Liam, forpustet igen. Nu er jeg endelig ved at komme mig over ... hvad end der skete i døråbningen. Jeg fumler med mit armbånd, mens han skriver noget ned på et stykke papir. »Jeg er så ked af, at du har mistet din faster. Hun var mit yndlingsmenneske i hele verden. Jeg ved ikke, hvorfor hun besluttede sig for at lade huset gå i arv til mig, og jeg forstår godt, hvis du synes, det her fælles ejerskab kommer lidt uventet ind fra højre, men ...«

Jeg taber tråden, da han folder papiret sammen og rækker det ud mod mig. Han er så høj, at jeg bevidst må hæve hagen for at fange hans blik. »Hvad er det?« Jeg venter ikke på svar, men folder det ud.

Han har skrevet et tal. Et tal med nuller efter. Mange nuller. Jeg kigger forvirret op. »Hvad betyder det her?«

Han fastholder mit blik. Der er ingen spor af den forfjamskede, tøvende mand, som tog imod mig et øjeblik tidligere. Den her version af Liam er køligt flot og selvsikker. »Penge.«

»Penge?«

Han nikker.

»Det forstår jeg ikke.«

»For din halvdel af huset,« siger han utålmodigt, og det går pludselig op for mig, at han prøver at købe mig ud.

Jeg kigger ned på papiret. Det er flere penge, end jeg nogensinde har haft i mit liv – eller nogensinde vil få. Man bliver ikke ligefrem rig af at redde miljøet. Og jeg kender ikke så meget til ejendomsmæglerbranchen, men jeg gætter på, at det her beløb er meget højere end vurderingsprisen for huset. »Undskyld, men jeg tror, der er sket

en misforståelse. Jeg har ikke tænkt mig at ... jeg tror ...« Jeg tager en dyb indånding. »Jeg tror ikke, jeg vil sælge.«

Liam stirrer, udtryksløst. »Det tror du ikke?«

»Det vil jeg ikke. Altså sælge.«

Han nikker en enkelt gang og spørger så: »Hvor meget mere?«

»Hvad?«

»Hvor meget mere vil du have?«

»Nej, jeg ... jeg er ikke interesseret i at sælge huset,« gentager jeg. »Det kan jeg ikke. Helena ...«

»Hvad med det dobbelte? Er det nok?«

»Det dobbelte ... hvordan kan du overhovedet ... har du gravet lig ned i blomsterbedene?«

Hans øjne er iskolde. »Hvor meget mere?«

Lytter han overhovedet til mig? Hvorfor er han så insisterende? Hvor er hans søde, drengede rødmen blevet af?

Da han åbnede døren, virkede han så ...

Whatever. Jeg tog tydeligvis fejl. »Jeg kan bare ikke sælge. Beklager. Men måske kan vi finde ud af noget andet i løbet af de næste par dage? Jeg har ikke noget sted at bo i D.C., så jeg tænkte, at jeg ville flytte ind i et stykke tid ...«

Han griner afdæmpet. Så indser han, at jeg mener det seriøst. Han ryster på hovedet. »Nej.«

»Altså ...« Jeg forsøger mig med en god portion fornuft. »Husket virker stort, og ...«

»Du flytter ikke ind.«

Jeg tager en dyb indånding. »Jeg har fanget, at du ikke synes, det er en fed idé. Men min økonomiske situation er ret usikker. Jeg starter nyt job om to dage, og det ligger lige i nærheden. I gåafstand. Det her er et perfekt sted at bo for mig. I hvert fald i en periode, til jeg får styr på alting.«

»Jeg har lige givet dig løsningen på alle dine finansielle problemer.«

Jeg skærer ansigt. »Så simpelt er det ikke.« Eller måske er det. Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke tænke på andet end tempeltræsbladene i hortensiaen. Gad vide, hvordan haven ser ud om foråret? Måske var det Helenas intention, at jeg skulle opleve alle årstider her. Hvis hendes ønske var, at jeg skulle sælge, så ville hun vel bare have efterladt mig en ordentlig bunke penge. Ik’? »Jeg har mine grunde til, at jeg ikke vil sælge. Men vi kan godt finde en løsning. For eksempel kunne jeg, øh, leje min halvdel af huset ud til dig i en periode og bruge pengene til at betale husleje et andet sted?« På den måde ville jeg stadig holde fast i Helenas gave. Jeg ville ikke gå i vejen for Liam, og samtidig ville jeg holde mig godt oppe over fattigdomsgrænsen. Eller lige over. Og engang i fremtiden, når Liam bliver gift med sin kæreste (som sikkert er en del af de 500 mest indflydelsesrige direktører og kan opremse samtlige aktiekurser i søvne), flytter ind i et palads i Potomac, Maryland, og grundlægger et dynasti, så kunne jeg vende tilbage til stedet. Flytte ind, ligesom Helena tilsyneladende havde forestillet sig det. Hvis jeg altså til den tid har fået løn forhøjelse, så jeg selv vil være i stand til at betale for vand og varme.

Det er et helt fair forslag, ik’? Forkert. For Liams svar er:

»Nej.« Hold da op, hvor er han vild med det ord.

»Men hvorfor? Du har tydeligvis råd til det ...«

»Jeg vil have det her ud af verden en gang for alle. Hvad hedder din advokat?«

Jeg skal lige til at grine op i hans åbne ansigt og smide en joke om mit »team af sagførere«, da hans telefon ringer.

Han tjekker nummeret og bander stiller. »Jeg er nødt til at tage den. Bliv der,« beordrer han i et tonefald, der er alt for kommanderende til min smag. Inden han går ud af stuen, spidder han mig med sine strenge, kolde øjne og siger: »Det her er ikke, og kommer aldrig til at være, dit hjem.«

Og det var altså det, går jeg ud fra.

Det er den sidste sætning, som får tingene til at falde i hak. Altså sammenlagt med det nedsættende, dominerende, arrogante tonefald, han har talt til mig i de seneste to minutter. Jeg gik ind i huset fast besluttet på at føre en konstruktiv dialog. Jeg opstillede flere muligheder for ham, men han bed mig af, og nu er jeg ved at blive pisserasende. Juridisk set har jeg lige så meget ret til det her sted, som han har, og hvis han nægter at anerkende det ...

Ja, så er det bare sur røv for ham.

Vreden bobler op gennem min hals, da jeg river det papir, Liam gav mig, i fire stykker og smider det på sofabordet, så han kan finde det senere. Så går jeg tilbage til verandaen, hanker op i min kuffert og begynder at lede efter et ubrugt soveværelse.

I gætter det aldrig, skriver jeg til Sadie og Hannah. Mara Floyd, ph.d., er lige flyttet ind i sit nye hus. Og det slår allerede gnister herinde.

Det er et videnskabeligt faktum, at modsætninger mødes ...

Under samme tag

Miljøingeniøren Mara har arvet et hus, men da hun flytter ind, går det op for hende, at hun ikke skal bo der alene. Liam, som er advokat i en stor olievirksomhed, bor der nemlig allerede …

Under ingen omstændigheder

Sadie ved, at hun som civilingeniør burde være typen, der byggede bro, men det er svært, når man sidder fast i en elevator med ens største konkurrent, som samtidig er manden, der har knust ens hjerte.

Under frysepunktet

NASA-ingeniøren Hannah er kommet til skade på en arktisk forskningsstation, og den eneste, som er villig til at begive sig ud på den farlige redningsmission, viser sig at være manden, som ellers er i gang med at sabotere hendes karriere.